18. februar 2007

DR’s Jannich Kofoed: Jørgen Dragsdahl var ikke et nyttig idiot, blot nyttig

Fra gårsdagens Politiken, den tidligere DKP’er Jannich Kofoed for fuld udblæsning…

Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige
Over porten til min baggård mellem Nørrebrogade og Bangertsgade hænger en lille blå, frønnet træplade, der erklærer området for ’Atomvåbenfri Zone’. Pladen er udsmykket med en hvid fredsdue. De arabiske beboere ænser den ikke. Men engang boede her unge, energiske kommunister i det nyopførte almennyttige boligbyggeri.
Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet: Vi vil se land uden bunkers og kanoner vi vil se havet uden miner, uden vrag. Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer. Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen Vi si’r nej, os får I ikke med på den Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var: Og alle propeller fortæller – Rød Front! – at vi er på vagt for Sovjet.

Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.
I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.
Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis.

Jørgen Dragsdahl blev ikke regnet for en nyttig idiot. Men som absolut nyttig. Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk og antiamerikansk ammunition, som jo fik langt mere sprængkraft, når den blev affyret i Information end i Land og Folk.

Privat tog vi let på sandhedsværdien i det propagandamateriale, Moskva forsynede os med. Dets overbevisningskraft var da også begrænset. Men fra Dagbladet Information kunne vi citere syrede sammensværgelsesteorier fra manikere og fantaster fra den amerikanske venstrefløj, som Jørgen Dragsdahl viderekolporterede i den gamle modstandsavis. Og dét var nyttigt.

I løbet af 80’erne begyndte den Moskva-tro kommunistiske bevægelse i Danmark at skrante alvorligt. Men fredskampen fortsatte. Og skønt vi ikke var repræsenteret i Folketinget, kunne kommunisterne begejstret se et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’ bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og Det Radikale Venstre.
Det var dengang, Socialdemokratiet under Anker Jørgensen og Svend Auken gik helt fra snøvsen i sin modstand mod USA. Fotografiet af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz på tiggergang til Moskva i oktober 1984 for at fedte for russerne og fable om Norden som atomvåbenfri zone må være sindbilledet på det årtis moralske lavpunkt.
Og selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han en status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.
Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Jørgen Dragsdahl dybt taknemlig. Men i dag kan jeg se, at der var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter. Men for magthaverne i Moskva og os herhjemme, der havde knyttet os til diktaturet – for os var Jørgen Dragsdahls hjælp guld værd. Den var næsten ubetalelig.

PS: Politikens kronik er idag skrevet af Jacques Berg, der angrende beklager at han var en “rød lejesvend”. Tydeligvis en fælde lagt af Dragsdahls apologeter.

45 Comments »

  1. Spændende læsning. Han er ikke den eneste tidligere DKP’er, der i dag brillerer med intellegens, klarsyn og realisme. Det er tankevækkende, at det er den gamle ekstreme venstrefløj, der i dag mener noget helt andet, mens de sentimentale og sværmeriske typer ikke er kommet videre.

    Hvad mener du med “en fælde lagt af Dragsdahls apologeter”? Det kræver vist en forklaring.

    Kommentar by Martin — 18. februar 2007 @ 12:12

  2. 1 -> …nok bare at omtalte kronik er ment som en spøg. Sådan blev det ihvertfald udlagt i Deadline på DR2 igår aftes.

    Kommentar by Morten — 18. februar 2007 @ 13:36

  3. # 2 Jeg har været på arbejde siden i går, men ok jeg havde nok ikke set det aligevel, jeg er træt, så gider du sende et link til Deadline indslaget, den vinkel lyder mystisk, eller er du ironisk?
    Per N.

    Kommentar by Per N. — 18. februar 2007 @ 19:59

  4. at kalde en erklæret fredaktivist for nyttig eller idiot – i en verden hvor både USA og USSR var ved at udrydde alt og alle, og kun mirakler holdt os i live, er yderst besynderligt.

    Kommentar by allan — 18. februar 2007 @ 20:34

  5. Jannich Kofoed er en idiot.
    Han erkender at han var stalinist i 1980’erne – altså på et tidspunkt hvor alle havde kendskab til Gulag-lejrene, udryddelsen af alle politiske modstandere i kommunistpartiet, men det var helt fin for Jannich Kofoed.
    Jannich var som han selv skriver en beundrer af Stalin – og sang hyldestsange til Stalin.
    Jannich var og er stadig ude af stand til at læse, når han postulerer at Jørgen Dragsdahls artikler i Information var lige noget for ham og andre Stalinister og DKP’ere.
    Mon Jannichs begejstring for Dragsdahl skyldes følgende indlæg eller er det den “den omvendte synder-syndromet der har ramt Jannichs hjerne.
    Fra Information d 23. december 1981
    “Leder af JØRGEN DRAGSDAHL

    Kommunistforagt

    MEDLIDENHED – det er følelsen, de hårdt trængte danske kommunister har appelleret til de seneste måneder. Under valgkampen blev det næsten Jørgen Jensens[i] hovedargument, at DKP har svære tider på grund af den internationale situation, som kommunister selvsagt er helt uden skyld i. Her i bladet har Carl Rosschou fra Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed[ii] set en sammenhæng mellem forfølgelsen af kommunisterne under besættelsen og den aktuelle kritik af hans parti. Andre har set mccarthyisme og kold krig i angrebene.

    Nu kan man jo mene, at ofrene for kommunistiske regimers terror har større krav på medlidenhed, og at de danske kommunister med deres politik pådrager sig et medansvar for denne terror. Land og Folks “dækning” af begivenhederne i Polen er således nok noget af det mest afskyvækkende journalistik, som man i årevis har oplevet fra den kant. Militærregimets undertrykkelse er blevet mødt med forståelse, som helt svarer til niveauet hos de sleske lakajer for andre militærdiktaturer.

    Men mere fundamentalt er det, at kommunisternes selvforsvar bygger på et bedrag. Den skarpeste kritik af dem kommer fra folk, som absolut intet fællesskab har med fortidens og nutidens kolde krigere. I 50’erne byggede angrebene på frygt for en påstået invasionstrussel fra Øst og på frygt for kommunisters undergravende virksomhed. Den analyse af verdens problemer finder i dag ingen videre klangbund. Der er i Vesteuropa ingen videre “kommunistforskrækkelse”. Men de Moskva-tro kommunister mødes af udbredt foragt.

    KOMMUNISTFORAGTEN henter næring i talrige begivenheder. Når vestlige forskere diskuterer, hvorvidt USA korrekt har identificeret stofferne, som anvendes i den kemiske krig imod f.eks. Hmong-folket i Laos, så anvender Land og Folk indvendingerne til en argumentation om, at der slet ikke føres kemisk krig. Den vestlige oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn anvendes til begrundelse af Sovjetunionens oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn. Kommunisterne angriber ihærdigt overtrædelse af arbejdernes rettigheder i Vest, men når tusinder af polske arbejdere fængsles, så ser man kun Polens nationaløkonomiske interesse i produktion. Foragten opstår, fordi kommunisterne påkalder sig høje moralske idealer, men altid tilsidesætter moral, når det passer i deres propagandistiske og magtpolitiske kram.

    Kritikken udspringer af foragt og ikke af den gamle frygt, fordi “truslen fra Øst” i dag opfattes anderledes. Dagens hovedproblem er, at magthavere i Øst og Vest anvender en forældet magtpolitisk tankegang, som fremmer militarisering i deres respektive lejre. Der kan ud fra hensynet til den traditionelle konfrontation og styrkebalance argumenteres ganske kløgtigt for, at Sovjetunionen ikke kan undvære Polen, samt at NATO gavnes af røret i landet. Men militærets magtovertagelse er et led i den globale militarisering, hvor magt koncentreres i uniformerede hænder. Det er militærets voksende indflydelse i både Øst og Vest, som hindrer en udvikling, der fremmer afspænding, kompromisser, demokratiske reformer – altså en stabil freds grundlag. Det er kun få, som tror på, at en af magtblokkene vil erobre den andens territorium. Men der er mange, som ser en katastrofe forude, fordi militære magtapparater har en indbygget drivkraft, som fremmer krig.

    GERT PETERSEN har kritiseret en tidligere leder i Information, hvori DKP blev kaldt et “redskab” for Sovjetunionen. Han har ret i den kritik, fordi udtrykket forudsætter beviser for en mere direkte styring, end nogen har påvist, og udtrykket fremkalder associationer til McCarthy-tiden, som er irrelevante i dagens problemstillinger.

    Men kommunisterne fører en så selvmorderisk politik, at mange med rimelighed mistænker dem for at ville ofre danske interesser og fredsbevægelsens interesser på Kremls alter. Deres deltagelse i fredsbevægelsen gør den sårbar for kritik. Og deres tilstedeværelse viderefører arven fra den kolde krig – konflikter anskues i et Øst-Vest perspektiv, ønsketænkning om Sovjetunionen inspireres. Behovet for opgør med deres propaganda hindrer endog en afslappet vurdering af Sovjetunionen, fordi de med deres to-deling af verden fremmer en opfattelse af, at man enten er i den ene eller den anden lejr.

    Den europæiske fredsbevægelses perspektiv er et andet. Blandt andet briten E.P. Thompson, som er en af bevægelsens førende ideologer, har agiteret for, at den skal være alliancefri. Målet er, at befolkningen i hele Europa skal opnå bevægelsesfrihed i forhold til supermagterne og deres alliancesystemer. Derfor er den militære magtovertagelse i Polen et frygteligt slag imod fredsbestræbelserne. Og derfor er undertrykkelsen alvorlige for Europa end f.eks. militærkup i Latinamerika. Det er et af de mest lovende træk ved en udvikling hen imod en “europæisering” af Europa, som er blevet kvast – i hvert fald foreløbigt.

    For europæere er der en nøje sammenhæng mellem frihed og fred. Så længe Østeuropas handlefrihed er så begrænset, vil den militære opmarch fortsætte. Man kan også sige, at så længe den militære opmarch fortsætter, vil borgernes ret til at vælge en fremtid uden krigsfrygt og diktatur være alt for begrænset.

    Fredsbevægelserne bør gå forrest i kritikken af undertrykkelsen i Polen. Abstrakt kritik af atomvåben er ikke nok, for selv om våbenkapløbet helt isoleret betragtet indeholder en trussel, så afspejler det også politiske spændinger. Hvis fredsbevægelsen skal være en tredje kraft, så skal den bære en vision af et nyt Europa frem. Hvordan bliver den militære opmarch afviklet? Hvordan muliggøres, at europæiske borgere selv kan bestemme deres fremtid? Der skal findes praktiske svar, og de skal besidde en moralsk kvalitet, som bandlyser enhver statslig terror på kontinentet. Kommunistforagt

    MEDLIDENHED – det er følelsen, de hårdt trængte danske kommunister har appelleret til de seneste måneder. Under valgkampen blev det næsten Jørgen Jensens[i] hovedargument, at DKP har svære tider på grund af den internationale situation, som kommunister selvsagt er helt uden skyld i. Her i bladet har Carl Rosschou fra Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed[ii] set en sammenhæng mellem forfølgelsen af kommunisterne under besættelsen og den aktuelle kritik af hans parti. Andre har set mccarthyisme og kold krig i angrebene.

    Nu kan man jo mene, at ofrene for kommunistiske regimers terror har større krav på medlidenhed, og at de danske kommunister med deres politik pådrager sig et medansvar for denne terror. Land og Folks “dækning” af begivenhederne i Polen er således nok noget af det mest afskyvækkende journalistik, som man i årevis har oplevet fra den kant. Militærregimets undertrykkelse er blevet mødt med forståelse, som helt svarer til niveauet hos de sleske lakajer for andre militærdiktaturer.

    Men mere fundamentalt er det, at kommunisternes selvforsvar bygger på et bedrag. Den skarpeste kritik af dem kommer fra folk, som absolut intet fællesskab har med fortidens og nutidens kolde krigere. I 50’erne byggede angrebene på frygt for en påstået invasionstrussel fra Øst og på frygt for kommunisters undergravende virksomhed. Den analyse af verdens problemer finder i dag ingen videre klangbund. Der er i Vesteuropa ingen videre “kommunistforskrækkelse”. Men de Moskva-tro kommunister mødes af udbredt foragt.

    KOMMUNISTFORAGTEN henter næring i talrige begivenheder. Når vestlige forskere diskuterer, hvorvidt USA korrekt har identificeret stofferne, som anvendes i den kemiske krig imod f.eks. Hmong-folket i Laos, så anvender Land og Folk indvendingerne til en argumentation om, at der slet ikke føres kemisk krig. Den vestlige oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn anvendes til begrundelse af Sovjetunionens oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn. Kommunisterne angriber ihærdigt overtrædelse af arbejdernes rettigheder i Vest, men når tusinder af polske arbejdere fængsles, så ser man kun Polens nationaløkonomiske interesse i produktion. Foragten opstår, fordi kommunisterne påkalder sig høje moralske idealer, men altid tilsidesætter moral, når det passer i deres propagandistiske og magtpolitiske kram.

    Kritikken udspringer af foragt og ikke af den gamle frygt, fordi “truslen fra Øst” i dag opfattes anderledes. Dagens hovedproblem er, at magthavere i Øst og Vest anvender en forældet magtpolitisk tankegang, som fremmer militarisering i deres respektive lejre. Der kan ud fra hensynet til den traditionelle konfrontation og styrkebalance argumenteres ganske kløgtigt for, at Sovjetunionen ikke kan undvære Polen, samt at NATO gavnes af røret i landet. Men militærets magtovertagelse er et led i den globale militarisering, hvor magt koncentreres i uniformerede hænder. Det er militærets voksende indflydelse i både Øst og Vest, som hindrer en udvikling, der fremmer afspænding, kompromisser, demokratiske reformer – altså en stabil freds grundlag. Det er kun få, som tror på, at en af magtblokkene vil erobre den andens territorium. Men der er mange, som ser en katastrofe forude, fordi militære magtapparater har en indbygget drivkraft, som fremmer krig.

    GERT PETERSEN har kritiseret en tidligere leder i Information, hvori DKP blev kaldt et “redskab” for Sovjetunionen. Han har ret i den kritik, fordi udtrykket forudsætter beviser for en mere direkte styring, end nogen har påvist, og udtrykket fremkalder associationer til McCarthy-tiden, som er irrelevante i dagens problemstillinger.

    Men kommunisterne fører en så selvmorderisk politik, at mange med rimelighed mistænker dem for at ville ofre danske interesser og fredsbevægelsens interesser på Kremls alter. Deres deltagelse i fredsbevægelsen gør den sårbar for kritik. Og deres tilstedeværelse viderefører arven fra den kolde krig – konflikter anskues i et Øst-Vest perspektiv, ønsketænkning om Sovjetunionen inspireres. Behovet for opgør med deres propaganda hindrer endog en afslappet vurdering af Sovjetunionen, fordi de med deres to-deling af verden fremmer en opfattelse af, at man enten er i den ene eller den anden lejr.

    Den europæiske fredsbevægelses perspektiv er et andet. Blandt andet briten E.P. Thompson, som er en af bevægelsens førende ideologer, har agiteret for, at den skal være alliancefri. Målet er, at befolkningen i hele Europa skal opnå bevægelsesfrihed i forhold til supermagterne og deres alliancesystemer. Derfor er den militære magtovertagelse i Polen et frygteligt slag imod fredsbestræbelserne. Og derfor er undertrykkelsen alvorlige for Europa end f.eks. militærkup i Latinamerika. Det er et af de mest lovende træk ved en udvikling hen imod en “europæisering” af Europa, som er blevet kvast – i hvert fald foreløbigt.

    For europæere er der en nøje sammenhæng mellem frihed og fred. Så længe Østeuropas handlefrihed er så begrænset, vil den militære opmarch fortsætte. Man kan også sige, at så længe den militære opmarch fortsætter, vil borgernes ret til at vælge en fremtid uden krigsfrygt og diktatur være alt for begrænset.

    Fredsbevægelserne bør gå forrest i kritikken af undertrykkelsen i Polen. Abstrakt kritik af atomvåben er ikke nok, for selv om våbenkapløbet helt isoleret betragtet indeholder en trussel, så afspejler det også politiske spændinger. Hvis fredsbevægelsen skal være en tredje kraft, så skal den bære en vision af et nyt Europa frem. Hvordan bliver den militære opmarch afviklet? Hvordan muliggøres, at europæiske borgere selv kan bestemme deres fremtid? Der skal findes praktiske svar, og de skal besidde en moralsk kvalitet, som bandlyser enhver statslig terror på kontinentet.”

    – for havde han evnen til at læse kunne han f.eks have læst

    Kommentar by Bjarne Thyregod — 18. februar 2007 @ 20:34

  6. Citat: Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse.
    Det samme må muslimerne sku gøre i dag.

    Kommentar by Menig 442 — 18. februar 2007 @ 21:21

  7. 3 -> Det var ment i ramme alvor. Det blev nævnt som det sidste i programmet (der hvor de altid nævner morgendagens avis overskrifter). Jeg har ikke noget link da jeg så det i tv (prøv at tjeck http://www.dr.dk)

    Kommentar by Morten — 18. februar 2007 @ 22:18

  8. 3 -> Nu med link, sidste indslag: http://www.dr.dk/DR2/deadline2230/Deadlineindslag.htm

    Kommentar by Morten — 18. februar 2007 @ 22:20

  9. @ Bjarne Thyregod

    Underbygger din kommentar ikke bare Jannich Kofoeds pointe?

    Endvidere er jeg ret sikker på, at Jannich Kofoed ikke er stolt over hans holdninger og gerninger i 70’erne og 80’erne. Det virker i hvert fald ikke sådan. Det virker faktisk som om han har flyttet sig politisk og ideologisk og nu er ved at tage et opgør med sine tidligere fejltagelser og misforståelser. Så langt er du næppe nået endnu, men der er stadig håb for dig. Jeg glæder mig i alle tilfælde til den dag du også får den ære at blive kaldt “idiot” af en fortvivlet venstreorienteret, der ikke kan forstå, at du rent faktisk har lært noget.

    Kommentar by Tarzan — 19. februar 2007 @ 01:06

  10. #8 Tak Morten, men linket var til noget andet. Men helt fint det var om Arial Fog som er gået til DF, hun var bare ikke god til at give Mette F. kamp.
    Per N.

    Kommentar by Per N. — 19. februar 2007 @ 01:12

  11. Den leder, som Bjarne Thyregod henviser til, siger lige præcis hvad der er at sige om dén sag.

    Utroligt som kommunister og VS’ere har det med at hoppe fra det ene ekstrem til det andet…

    Jørgen Dragsdahl hoppede derimod fra 60’ernes yderligtgående kamp for de sorte pantere til en position med fødderne solidt plantet på midten – imod USA og USSR’s atomkapløb og imod de nyttige idioter, kommunisterne… kort sagt: Kritisk journalistik for fred.

    Det kunne Jannich Kofoed og Kim Møller vist overveje at lade sig inspirere af…?

    Kommentar by Peter — 19. februar 2007 @ 02:40

  12. 9-> …nu kunne det jo være at du skulle vælge Deadline fra i lørdags og ikke fra søndag. Det kan man via det smarte panel i toppen… :)

    Kommentar by Morten — 19. februar 2007 @ 10:13

  13. Under optøjerne i Los Angeles i 1992 efter Rodney King-dommen skrev Dragsdahl en kommentar i Information, hvor han forsvarede tilfældig vold mod sagesløse begået af de demonstrerende. En lastbilschauffør var blevet hevet ud af vognen og gennembanket. Dragsdahl forsvarede dette som de undertryktes eneste mulighed for at give udtryk for deres situation, svjh.

    Selektiv pacifisme.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 19. februar 2007 @ 10:18

  14. -> #10 Peter:

    ” kort sagt: Kritisk journalistik for fred.”

    Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men for os der kan huske fodnote-perioden er den ovenstående udtalelse om Dragsdahl det mest fordrukne sludder man længe har hørt. Dragsdahl’s kampagne-‘journalistik’ var udelukkende kritisk overfor Vesten og NATO, og dermed støttede han det agressive Sovjet-imperium.

    Kommentar by JensH — 19. februar 2007 @ 10:50

  15. > 11 Lars Findsen

    En kildeangivelse eller endnu bedre et citat, tak…? At han skulle have forsvaret vold mod sagesløse er ret usandsynligt. Bemærk at der er forskel på at FORKLARE og FORSVARE.

    > 12 JensH

    Læs selv indlæg nr 5, hvor en af Dragsdahls lederartikler gengives. Når du påstår, at hans journalistik var kampagnejournalistik, der udelukkende var kritisk overfor Vesten og NATO, så viser det, at du enten ikke har læst hans artikler, eller at du har læst dem helt ekstremt selektivt.

    Den leder, som Bjarne Thyregod henviser til, er vist taget fra http://www.dragsdahl.dk hvor der er mange andre artikler, som Dragsdahl igennem årene har skrevet.

    Kommentar by Peter — 19. februar 2007 @ 13:51

  16. Den pågældende artikel blev oprindeligt fundet på avisdatabasen under Infomedia. Og blev genfundet på http://www.Dragsdahl.dk som kan anbefales til alle der ikke var læsere af Information i 70 og 80’erne.

    Men slå dog op på http://www.dragsdahl.dk

    Kommentar by Bjarne Thyregod — 19. februar 2007 @ 14:05

  17. ->13

    Jeg skal prøve at finde den. Jeg kan huske, at netop apologien for brutal vold mod tilfældige gav anledning til læserreaktioner.

    I øvrigt er det ikke så lidt sjovt, at du som aldrig præsenterer noget af substans, men blot varm luft, ønsker dokumentation fra andre.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 19. februar 2007 @ 14:43

  18. Jeg tror jeg har fundet artiklen:

    Sort blodhævn – det sunde svar på hvid undertrykkelse : tressernes glemte analyser kan stadig forklare volden i Los Angeles
    Dragsdahl, Jørgen
    Emne: vold ; socialpsykologi ; negre ; socialpsykologi ; socialpsykologi ; adfærd ; socialpsykologi ; Los Angeles ; samfund

    Bestil avisartikel denne udgave
    Se hvilke biblioteker der har materialet

    AVISARTIKEL: Information. – 1992-05-02 • 46 biblioteker •

    Jeg prøver at få teksten i morgen.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 19. februar 2007 @ 21:47

  19. > 17 Lars Findsen

    Jeg betvivler Dragsdahls forsvar af tilfældig vold mod sagesløse, fordi jeg er ret sikker på, at han har FORKLARET volden; ikke forsvaret den. Der er meget (!) stor forskel på at forklare og forsvare.

    Hvis du savner substans fra min side, så tjek dette link vedr Bent Jensen-Jørgen Dragsdahl sagen, punkt 12-16…

    http://www.uriasposten.net/?p=4230#comments

    Og desuden den igangværende tråd om unge, radikale muslimer – udsprunget af terrorsagen. Se især min kommentar omkring # 50 (?).

    mvh

    Kommentar by Peter — 19. februar 2007 @ 21:47

  20. > 18 Lars Findsen

    Fint at du går kilderne efter. Jeg noterer mig foreløbig, at emneordene er bl.a. “adfærd” og “socialpsykologi”. Så det skulle ikke undre mig, om Dragsdahl i artiklen FORKLARER de sortes vold. :-)

    Kommentar by Peter — 19. februar 2007 @ 21:50

  21. Peter – flere ord fra din side, og jeg falder i søvn på stedet. Jeg vil gerne holde mig vågen et par timer endnu.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 19. februar 2007 @ 22:43

  22. Det skal nok passe, at Jannich Kofoed og hans venner i DKU mente, at der fandtes onde atomraketter mod vest og gode mod øst. Men jeg tror ikke på, at de sad og citerede fra Jørgen Dragsdahls artikler i Information og syntes, at det var alle tiders. Sad de virkelig og syntes det var fint med en artikel, der hed “Kommunistforagt”, og alle de artikler, som handlede om, at fredsaktivisterne skulle holde ferie i øst og tage kontakt med dissidenterne der,f.eks.Charta 77 i Tjekkoslovakiet, som vi faktisk var en del, der gjorde.? Det må vist være erindringen, der spiller den gode Kofoed et pus,eller også er det bare noget han finder på fordi det passer bedst i den politiske overbevisning, han har for tiden. Den form for erindringsforskydning er jo set før.

    Kommentar by Troels Toftkær — 20. februar 2007 @ 00:54

  23. @Peter
    “Det kunne Jannich Kofoed og Kim Møller vist overveje at lade sig inspirere af…? ”
    Det ville kræve et minumum af intelligens.

    “Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men for os der kan huske fodnote-perioden er den ovenstående udtalelse om Dragsdahl det mest fordrukne sludder man længe har hørt. Dragsdahl’s kampagne-’journalistik’ var udelukkende kritisk overfor Vesten og NATO, og dermed støttede han det agressive Sovjet-imperium.”

    Du er i hvert fald gammel nok til ikke at kunne huske. Det er umuligt at fremlægge noget, der kan understøtte dine påstande, simpelthen fordi det ikke passer. Løgn bliver ikke til sandhed af at blive gentaget. Det var noget man dyrkede i Tyskland i 1930’erne, men i dag er folk blevet klogere.

    Kommentar by Jan Eskildsen — 20. februar 2007 @ 09:56

  24. -> #23 Jan Eskildsen

    “Du er i hvert fald gammel nok til ikke at kunne huske. Det er umuligt at fremlægge noget, der kan understøtte dine påstande, ”

    Desværre er jeg gammel nok til at have oplevet Danmark ’s totale knæfald for det det totalitære Sovjet-imperium, som denne ulykkelige fodnote-politik var udtryk.

    Men hvis du ikke vil tro på min beskrivelse af Dragsdahl som værende totalt ensidig og drive kampagne-journalistik, så kan jeg anbefale dig, at læse Niels Jægers bog: “Det historiske svigt”. Faktisk tror jeg hele bogen vil være nyttig og oplysende læsning, ikke bare for dig, men også for ‘Peter’ og ‘Bjarne Thyregod’.

    Kommentar by JensH — 20. februar 2007 @ 10:58

  25. Sort blodhævn – det sunde svar på hvid undertrykkelse : tressernes glemte analyser kan stadig forklare volden i Los Angeles
    Dragsdahl, Jørgen, Information. – 1992-05-02

    Jeg har nu fået teksten af denne artikel. Kvaliteten er nok for ringe til at scanne den ind, så det bliver noget med at indtaste manuelt senere. Den må siges at være relevant og interessant til at belyse Dragsdahl angivelige pacifisme, post-1989 og her appliceret på en konflikt som ikke er supermagtskonfrontation, men etniske optøjer i Los Angeles i 1992, efter frifindelsen af politifolkene som tævede Rodney King.

    Er det apologi, eller som Peter så brændende ønsker sig det, forklaring på de sortes vold? Han balancerer i hvert fald lige på kanten. Mest sigende er måske de perspektiver han udelader. Her et par highlights:

    “Fra en helikopter fangede tv-kameraet overfaldet. En kvinde med langt blondt hår ligger på den sorte asfalt. Røde blodstænk foran hende. Hun sparkes. En sort mand kaster en tung genstand i hovedet på hende. De sidste billeder viser en mand, som efter endnu nogle spark, danser triumferende væk.

    Scenen blev torsdag vist igen og igen. Måske benzin på racemodsætningernes bål. Måske vil mange kalde det meningsløs vold. Men nøglen til forståelse af den sorte vrede ligger i forståelsen af dette overfald.

    Den nemmeste tilgang ligger i sammenligning af overfaldet på den sammenkrøbne kvinde – og mange andre hvide bilister – med amatøroptagelser af betjentene, som med stave pryglede den ligeledes liggende Rodney King for et år siden. Overfaldene er hævn for en episode, mange sorte har set på med raseri og genkaldelse fra lignende politioverfald, som bare aldrig blev optaget på video.

    Den sværeste, men måske også den mest nødvendige, vej til forståelse ligger i den brutale påstand, at undertrykkerens blod befrier den undertrykte. Det hvide blod renser racismens ar.”

    […………]

    ” “Depression og sorg er had vendt mod ens jeg”, fortsætter [de to sorte psykiatere Greer og Cobbs]. “Fatter vi denne sorgs dybde, kan vi måske betænke, hvad der kommer ud af denne følelse. Efterhånden som sorgen forsvinder, og den lidende er ved at blive rask, bliver det had, han har rettet mod sig selv, igen rettet mod hans plageånder […..] Når den sørgende bryder ud i vrede, er det en lettelse for dem, som holder af ham, for de ved, at han nu er blevet rask igen” ”

    Jeg kan ikke læse dette anderledes, end at Dragsdahl anser hvide, f. eks. den liggende hvide kvinde, som kollektivt skyldige. Det er måske blot “forklaring” at konstatere den tilfældige volds forløsende virkning, men spørgsmålet om det etisk forsvarlige ved at tillægge hvide kollektiv skyld, og bruge hævn mod tilfældige som “terapi” for ens egen udvikling, bliver end ikke adresseret her.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 20. februar 2007 @ 12:34

  26. Jens H.
    Giver Niels Jægers bog en plausibel forklaring på hvorledes en tidligere stalinist jannich Kofoed kan opfatte Dragsdahls meget præcise kritik af DKPs Moskva beundring som støtte til DKP og forsvar for Sovjet ?

    Giver Niels Jæger forsvarspolitiske begrundelser der angiveligt skulle vise at Dragsdahls Sovjetkritik slet ikke var reel ?

    Nej vel.

    Jannich Kofoed har begået en lille let konvertit -løgn og forsøger med sin fraskrivelse af egen Stalinfacination at sværte folk i fredsbevægelsen.

    Og du forsøger med Jægers koldkrigsbetragtninger om fredsbevægelsen at løbe efter Statlinisten Kofoed og råbe at han har ret.
    Mon den gamle talemåde “Mine fjenders fjende er min ven – er blevet højre revancisternes nye motto.

    Kommentar by Bjarne Thyregod — 20. februar 2007 @ 15:49

  27. Hr crack-pot
    Hvad er det lige at Rodney King sagen har med Stalin tilbederen Jannich Kofoeds tåbelige bodsaflæggelse gennem tilsvining at gøre ?

    Kommentar by Bjarne Thyregod — 20. februar 2007 @ 15:51

  28. -> #27 Bjarne Thyregod

    ” tilbederen Jannich Kofoeds tåbelige bodsaflæggelse gennem tilsvining at gøre ? ”

    Hellere en omvendt synder end 10 farisærer…

    Iøvrigt, hvorfor har du så travlt med at beskytte landsforræderen Jørgen Dragsdahl ? Du var måske selv en af disse flæbende og ‘blå stue’-agtige freds-‘aktivister’ ? I så fald giver det da ihvertfald en nogenlunde forklaring din ‘Dragsdahl-mani’ på et tidspunkt hvor alle bare nogenlunde fornuftigt tænkende mennesker forlængst har afskrevet ham, inklusive hans gamle chefreadktør Lasse ellegård.

    En anden ting: Kan du huske december 1987 ? Det var den måned Reagan og Gorbatjov underskrev en nedrustningsaftale, der fjernede alle mellemdistance-raketterne, inklusive de fo jer så famøse 572 det frie vesten ifølge dobbeltbeslutningen havde opstillet som svar på de Sovjetiske SS20 raketter.

    Med aftalen i december 1987 fik NATO’s dobbeltbeslutning nøjagtig den effekt som vi “koldkrigere”, (dengang som idag en hædersbetegnelse), havde forudset den ville få. NATO’s strategi var, at indbyde Sovjet til nedrustningsforhandlinger, men samtidig lægge pres på Kreml via opstilling af 572 nye mellemdistance-raketter. Dermed havde vesten noget ‘at handle med’ i forhold til den massive opbygning af SS20 mellemdistance-raketter.

    Man må sige denne strategi lykkedes til fulde, og i må sgu have følt jer godt til grin i ‘fredsbevægelsen’: Pludselig reagerede Sovjet nøjagtig som vi af jer så forhadte “koldkrigere” hele tiden havde sagt de ville gøre. Surt show for jer, men godt for verdensfreden :-)

    Kommentar by JensH — 20. februar 2007 @ 17:07

  29. > 24 JensH

    Så læs dog for pokker > 5 her på denne tråd… at Danmarks fodnotepolitik var ulykkelig har du lov til at mene; dét står for din egen regning, og flere højreorienterede er enige med dig. Men at Dragsdahl stod for et knæfald for Sovjet viser, at du ikke har læst hans artikler – eller i bedste fald har læst dem ekstremt selektivty. Prøv igen! :-) – og start med no. 5 her på siden. Gå derefter til http://www.dragsdahl.dk – hvor du kan muntre dig med resten. :-)

    > 28 JensH

    “De fleste fornuftige mennesker” – ? Hvem er de? Så vidt jeg er orienteret, så har de fleste fornuftige i dag indset, at det var Gorbatjovs tillid til fredsviljen blandt almindelige mennesker i Vesten (bl.a. i form af fredsbevægelsen og mennesker som Dragsdahl, måske endda i form af Danmarks fodnoter?; sandheden om Gorbatjovs følelser kender vi ikke), der fik ham til forhandslingsbordet. Det var netop den hårde linje, som du og andre koldkrigere bakkede op om, der gjorde Sovjet skeptiske overfor fred.

    Den samme hårde linje bragte i 1983 verden ekstremt tæt på en atomkrig.

    Dit ordvalg “pludselig handlede Sovjet” viser den manglende logik bag din påstand – Sovjet handlede ikke “pludseligt” men derimod “omsider” efter at Gorbatjov igennem flere år havde fornemmet folkestemningen i såvel Sovjet som i Vesten.

    > 25 Lars Findsen

    Spændende artikel-uddrag, du dér har fundet. Men dine konklusioner på det, du har læst i artiklen, bekræfter mig i, at du ikke agter at skelne imellem at forklare og forsvare.
    Alle stillede spørgsmålet: Hvorfor gik de sorte amok i 1992? Og Jørgen Dragsdahl kom med en mulig analyse (mange andre forsøgte sig med andre analyser) baseret på forskellige kilder inkl. egne oplevelser.
    Men forsvarede han de sortes reaktion? Nej.
    Din anklage falder dermed fra hinanden.

    Kommentar by Peter — 21. februar 2007 @ 01:55

  30. Tirsdagens kronik i JP
    http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=4253672/

    Kronik: Når historie bliver til politik

    Af Hans Branner, lektor, cand. scient. pol., tdl. projektforsker ved DIIS

    Der vil altid kunne rettes kritik mod en hvilken som helst historisk fremstilling. Men den kritik, der rettes mod DIISudredningen, i hvert fald i denne sidste fase, bygger hovedsageligt på et helt misvisende grundlag og er tydeligvis ikke sagligt men politisk motiveret, skriver kronikøren.

    I sin leder om Bent Jensen (BJ)-sagen skriver JP 17/1. »at emnet emmer af politiske undertoner og gedulgte dagsordener«. Ja, det har lederskribenten så sandelig ret i. Spørgsmålet er imidlertid hvem det er der sørger for at et emne som Danmark under Den Kolde Krig i den grad er blevet gjort til genstand for politisk strid, en strid der i kraft af BJs position også er trængt dybt ind i forskningsverdenen.
    Læser man JPs leder og størstedelen af de senere ugers debatindlæg i avisen om BJ-sagen efterlades man med det umiskendelige indtryk at det i hvert fald ikke er BJ selv der er hovedårsag til emnets politisering. BJs påståede afsløring af Jørgen Dragsdahl (JD) som spion bliver ifølge lederen mødt med »en hysterisk overgearet kritik, som retter sig mod budbringeren i stedet for mod sagens fakta.« Og sagens fakta er bl.a., at BJ retter op på fejl eller forsømmelser begået af DIIS 2.350 sider store koldkrigsudredning fra 2005. Den betegnes i lederen som en såkaldt koldkrigsudredning, og længere nede fremgår det tydeligt hvis man ikke allerede skulle være bekendt med det at avisen deler Dansk Folkepartis utilfredshed med kvaliteten af rapporten.

    I et debatindlæg nogle dage senere (28/1) af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade hedder det at DIIS-udrederne uden videre har »godtaget rollen som servile tjenere for et politisk flertal og svigtet som troværdige historikere«. Og ikke nok med det. Denne grove beskyldning ledsages af et direkte angreb på udredningens chef, Svend Aage Christensen, der karakteriseres som en gemen politisk skødehund, der er blevet forarget på BJ »fordi han sætter navn på sandheden«.

    Gade mener at kende sandheden i modsætning til DIIS-udrederne, der gør overgreb på den, samtidig med at de foregiver at fortælle den.

    Hvem er det der gør historien om Danmark under Den Kolde Krig til et politisk stridsemne? Som en af de 12-15 DIIS-ansatte, der gennem en årrække har arbejdet på udredningen, føler jeg mig i hvert fald ikke skyldig. Og når jeg læser den omtale af vores færdige arbejde og af vores chef der er gengivet ovenfor, og som med jævne mellemrum fremkommer i JP, så er jeg ikke i tvivl om hvilke rent politiske interesser, der søges fremmet gennem den måde udredningen karakteriseres på, og den meget voldsomme indholdskritik der føres frem.

    Der vil altid kunne rettes kritik mod en hvilken som helst historisk fremstilling. Men den kritik der rettes mod DIIS-udredningen, i hvert fald i denne sidste fase, bygger hovedsageligt på et helt misvisende grundlag og er tydeligvis ikke sagligt men politisk motiveret.

    Her er der først grund til at pointere at kritikerne tilsyneladende mod bedre vidende konstant omtaler DIIS-udrederne som embedsmænd. At der er tale om tørt embedsmandsarbejde er et evigt omkvæd hos folketingsmedlem Jesper Langballe (DF) når udredningen skal hænges ud. Udtrykket er også forekommet i JPs ledere og er senest gentaget af BJ i Deadline i slutningen af januar. Hertil er kun at sige at ikke én af forfatterne til udredningen er embedsmand. De har alle været ansat i forskerstillinger to har doktortitler, et antal en ph.d-grad og de resterende en anden form for forskertilknytning. Når folk der burde vide bedre, ikke desto mindre vedblivende giver disse forskere en forkert karakteristik, så synes det oplagt at der må stikke noget under. Og hvad andet kan det være end en politisk hensigt?.

    Med beskyldningen om at være et embedsmandsværk ligger der en underforstået anklage om politisk korrekthed, men også en antydning af at læsningen er kedelig og uden markante resultater. I JPs leder hedder det således at der i BJs artikel er »anderledes interessante oplysninger«. DIIS oplysninger anses derimod ikke for interessante.

    Ja, det er jo rigtigt i den forstand at udredningen ikke indeholder de lækkerbiskener i form af opsigtsvækkende spionafsløringer, som nogen havde håbet på. Helt bortset fra at denne kritik bygger på en misforståelse om at udrederne skulle have fået i opdrag at lave en personorienteret undersøgelse, så er den afslørende for den form for sandhed der af kritikerne anses for relevant. Der findes jo mange andre nok så væsentlige sandheder, og i udredningen er det lykkedes at afdække en lang række sandheder om Danmark under Den Kolde Krig, f.eks. om polske og østtyske efterretningstjenesters operationer mod Danmark, om Warszawapagtens øvelsesaktivitet vedrørende Danmark og om hidtil ukendte udenlandske vurderinger af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

    Nogle af disse forhold bliver af udredningens kritikere tilsyneladende betragtet som ganske opsigtsvækkende, siden der bliver brugt så mange kræfter på at imødegå dem. Jeg tænker her bl.a. på konklusionerne om den forkætrede fodnoteperiode i 1980erne.

    Udrederne påstår ikke at vi har fundet sandheden om fodnoteperioden. Der bliver udtrykkelig gjort opmærksom på at netop for denne periodes vedkommende er det tilgængelige kildemateriale endnu ufuldkomment, og at der vil kunne ske ændringer i vurderingerne når specielt adgangen til de amerikanske udenrigsministerielle akter bliver åbnet. Når DIIS-udredningen imidlertid – efter nøje granskning af det materiale, der har været muligt at analysere, og efter at have foretaget en række interviews af centrale nøglepersoner forsigtigt mener at kunne konkludere, at fodnotepolitikken kun i nogen grad påvirkede Danmarks indflydelse i NATO-miljøet negativt, men at konklusionen er usikker, og at der er en betydelig spredning i vurderingerne, så er der på mange måder tale om interessante oplysninger. De strider jo mod den sandhed der hidtil har været fremherskende ikke mindst i JPs spalter. Og det er jo netop forskningens opgave at stille spørgsmålstegn ved hævdvundne opfattelser og nå frem til det som JPs leder selv kalder interessante oplysninger.

    Men hvem er det der politiserer her? Som forskere har DIIS-udrederne naturligvis først og fremmest været motiveret af videnskabelige bestræbelser på at nå så langt ind til den historiske sandhed som muligt og ikke af ønsket om at propagandere for bestemte politiske synspunkter.

    Men hvordan forholder det sig med dem, der har reageret på udredningens foreløbige og forsigtige konklusioner om fodnoteperioden? Er der ikke en stor chance for, at de har været drevet af politiske motiver? Det synes indlysende at der knytter sig stærke politiske interesser til at få stadfæstet en ganske bestemt tolkning af fodnoteperioden. Hvorfor skulle en videnskabelig udredning, der tillader sig at rokke lidt ved noget der synes at have været en hidtil etableret sandhed, ellers vække en sådan forargelse?

    Når sondringen mellem historievidenskab og politik er blevet så vanskelig som tilfældet er i denne sag, skyldes det også at kritikken af koldkrigsudredningen ikke kun kommer fra politikere og meningsdannere, hvis univers er blevet generet af nogle af konklusionerne, men også fra en etableret, højt profileret offentlig ansat forsker som professor Bent Jensen. Ingen vil frakende BJ for at have ydet værdifulde bidrag til dansk historieforskning. Men spørgsmålet er om han ikke med sit seneste bidrag offentliggjort i JP har medvirket til at undergrave sin egen autoritet på området. Og fremover i højere grad skal betragtes som en af meningsdannerne frem for en af videnskabsmændene.

    I den almindelige offentlige debat er der naturligvis ikke plads til alle de forbehold som videnskabeligt arbejdende personer normalt tager. Men BJs store artikel i JP 14/1 har ikke karakter af et almindeligt debatindlæg. Det er skrevet af en person med en professortitel, og af en person, der netop er udpeget som leder af et nyt center for forskning i Den Kolde Krig. Og så er det skrevet med henblik på at afdække sandheden om JD som KGB-agent.

    Som forsker ville man synes, at et sådant emne i første omgang burde have været præsenteret i et videnskabeligt tidsskrift med inddragelse af alle relevante kilder og oplysninger. Og helt bortset fra de juridiske og menneskelige aspekter af offentliggørelsen, kunne man som forsker godt have ønsket sig en lidt større ydmyghed over for, hvad man på det foreliggende grundlag kan udsige om den historiske sandhed. Her synes BJ at have overtrådt ganske elementære regler for historisk forskning. Bl.a. har han overhovedet ikke forholdt sig til kilder som strider mod hans konklusion, og som han må formodes at have være bekendt med.

    Her blot et eksempel: BJs hovedkilde til anklagen mod JD er et samtalereferat begået af en politiassistent i PET.

    Heraf fremgår at den sovjetiske efterretningstjeneste – ifølge den afhoppede dobbeltagent Oleg Gordijevskij må man formode skulle have opfattet JD som en ikke nærmere specificeret nr. 1 i Danmark.

    BJ citerer samtalereferatet, hvori politimanden uden kildehenvisning eller selvstændig argumentation kalder JD agent, og anfører derpå såvel i artiklen som i en række senere interviews, at dette var institutionen PETs konklusion om JD. Men man må formode at BJ, der anfører så mange andre citater fra samme tidspunkt, er ganske bekendt med at PET-chefen, daværende politimester Hanne Bech Hansen, i forbindelse med Ekstra Bladets beskyldninger i 1992 oplyste at den samlede afhøring af Gordijevski betød at der ikke var noget grundlag for en spionagesag mod JD (kilde: Det Fri Aktuelt, 7.1.92).

    Har videnskabsmanden BJ virkelig ikke kendt en så vigtig kilde i denne sammenhæng? Eller hvad værre er har videnskabsmanden BJ bevidst ignoreret denne kilde for at kunne præsentere sin sensationelle afsløring.

    Hvem driver politik? Og hvem driver videnskab?

    Kommentar by Peter — 21. februar 2007 @ 01:57

  31. – og for en god ordens skyld endnu et læserbrev fra JP tirsdag med et lignende budskab:
    http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=4253666/

    Tæppet blev trukket væk

    Af Nikolaj Petersen, professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og Ib Faurby leder, Center for Militærhistorie, Forsvarsakademiet, København

    “I DISSE køllesvingende tider er det ganske befriende at læse Jakob Andersens (JA) sobre kronik i Jyllands-Posten den 12/2 om “Bent Jensen, Ninn-Hansen og Dragsdahl.
    Kronikken behandler et hjørne af vor kritik af Bent Jensen (BJ) i Weekendavisen 19/1, nemlig af hans behandling af Schlüter-regeringens angivelige undladelse af at rejse en spionsag mod Dragsdahl (JD) af politiske grunde.

    Den teori tillod vi os at betvivle og udkastede en simplere forklaring, nemlig at der ikke havde været noget at komme efter. JA citerer heroverfor et interview fra 1992 med tidligere justitsminister Ninn-Hansen (NH), som vi ikke kendte. Det kan være vor fejl; men vi undres nu over, at det ikke er med i JAs og Oleg Gordijevskijs bog om De røde spioner fra 2002.Vi noterer også, at de to forfattere dengang tilsyneladende ikke mente, der havde været nogen “Dragsdahl-sag” – omtalen af JDs kontakter med KGB-folk fylder kun små fire linjer i den over 800 sider tykke bog.

    Frygt for ballade
    En nærlæsning af BJ tyder på, at heller ikke han har kendt denne kilde, der da også viser sig at være mindre relevant, end JA tror. NHs udtalelse går nemlig helt generelt på Schlüter-regeringens betænkeligheder ved at rejse sager efter § 108, nemlig at det ville give en masse ballade i pressen og i Folketinget. Den siger derimod intet om, at der faktisk var en Dragsdahl-sag, eller om regeringens eventuelle overvejelser i den anledning. Der er altså ikke megen støtte til BJ i JAs kronik.

    Hverken BJ eller JA refererer to udsagn fra januar 1992, der trækker tæppet væk under BJs sag. Den ene er NHs afvisning af, at han i sin tid skulle være forelagt et forslag om at rejse sag mod JD; denne interesserede ham kun politisk, ikke strafferetligt.

    Intet grundlag
    Endnu mere talende er PET-chefen Hanne Bech Hansens udtalelse om, at PETs samlede afhøring af Gordijevskij havde vist, at der ikke var grundlag for spionsag mod JD (Det fri Aktuelt 7. jan. 1992). Både PET-chefen og den tidligere justitsminister mente altså efter en nøje afhøring af kronvidnet Gordijevskij at der ikke var noget at komme efter.

    Her over for turde BJs rygende pistol i form af en menig PET-medarbejders karakteristik af JD som KGB-agent at veje ganske let. Er der efterhånden noget kød tilbage på det ben?”

    Kommentar by Peter — 21. februar 2007 @ 02:00

  32. Endnu et eksempel på at Bent Jensen sjusker med sine kilder. Anklagerne, der her rettes mod ham, er denne gang fra redaktøren for det amerikanske tidsskrift “The Nation”.

    Citat: “Jeg håber, at Bent Jensen vil indstille sin kampagne, der har til formål at bringe de personer, der ærligt har arbejdet for at forsvare dissidenter hjemme og i udlandet, i miskredit.”
    http://www.jp.dk/morgenavisen/mmeninger:aid=4253662/

    (fra JP tirsdag den 20/2)

    Usandfærdige beskyldninger

    Af Katrina van den Heuvel, redaktør, udgiver, The Nation, New York

    Katrina van den Heuvel er utilfreds med den måde, Bent Jensen har kommenteret en artikel på.

    “DET ER KOMMET MIG for øre, at Morgenavisen Jyllands-Posten har bragt urigtige oplysninger vedrørende artiklen U.S. Funds for Soviet Dissidents, som jeg var medforfatter til, og som blev bragt i det amerikanske tidsskrift The Nation i marts 1988 og senere i Information under en anden overskrift. Det er uansvarligt og forkert at antyde, som historiker og professor Bent Jensen gør det i Morgenavisen Jyllands-Posten 26/1, at artiklen havde nogen som helst forbindelse til KGBs desinformation.
    Bent Jensen giver en forkert fremstilling af artiklen og dens konsekvenser for dissidenterne i Sovjetunionen. Hans fremstilling indeholder faktisk så mange analysemæssige fejl, at man kun kan spekulere på, om han rent faktisk har læst artiklen i The Nation.

    Amerikanske midler
    Artiklen i The Nation handlede først og fremmest om de risici, der kunne være ved, at amerikanske menneskerettighedsorganisationer anvender midler fra den amerikanske regering. Artiklen sluttede da også med at understrege, at det ville være tragisk, hvis man lukkede munden på tidsskriftet Glasnost som følge heraf. Hovedformålet med artiklen var at sætte fokus på Center for Democracys planer og National Endowment for Democracys (N.E.D.) støtte hertil, fordi jeg mente, at de bragte dissidenter og uafhængige politiske organer i Sovjetunionen i fare og muligvis i miskredit. Som det også blev beskrevet grundigt i artiklen, deles dette synspunkt af medlemmer af de amerikanske menneskerettighedsorganisationer, visse russiske emigranter (herunder tidligere politiske fanger) og endda medlemmer af N.E.D.s egen rådgivningskomité for sovjetiske og østeuropæiske anliggender. Medlemmerne frygtede, at centrets forbindelser til N.E.D. ville øge Sovjetunionens årelange paranoia og propaganda om dissidenternes forbindelser til det amerikanske efterretningsvæsen. ()

    Hvad angår Bent Jensens påstand om, at artiklen i The Nation »skabte ubehageligheder for folkene bag tidsskriftet«, tror en eminent historiker uanset politisk overbevisning så virkelig, at KGB eller andre sovjetiske myndigheder behøvede en artikel trykt i USA som påskud for at udøve sin undertrykkelse? Hvis de sovjetiske myndigheder ønskede at chikanere en sovjetborger, kunne de altid finde en grund og en måde at gøre det på. Artiklen i The Nation blev skrevet ud fra en ægte bekymring over, at centret risikerede at udsætte de samme folk, som det ønskede at støtte, for fare, som f.eks. redaktøren af Glasnost.

    Mere udsat
    Bent Jensen citerer, hvad han kalder en »nøje dokumenteret redegørelse« for artiklen i The Nation af en amerikansk forsker. Den artikel var hverken nøje dokumenteret eller korrekt. Ydermere indrømmede den selvsamme amerikanske forsker dengang, at en sådan »»højt profileret« aktivitet finansieret af offentlige midler rent faktisk kan udsætte dem (dissidenterne) for større fare.« Det var denne bekymring, der var motivationen for at skrive artiklen i The Nation.

    The Nation har en hæderkronet tradition for at bringe artikler skrevet af pro-demokratiske dissidenter, tænkere og skribenter. Under Den Kolde Krig bragte vi artikler, der støttede dissidenter i Sovjetunionen og Østeuropa. Og vi er stolte af, at bladet i midten af 1980erne var et af de meget få amerikanske tidsskrifter, der forstod vigtigheden og konsekvenserne af Mikhail Gorbatjovs enestående reformer.()

    En vigtig sag
    På det mere personlige plan har sympatien for Ruslands dissidenter og pro-demokratiske aktivister længe været en vigtig sag for mig. Af årsager relateret hertil har hverken min mand eller jeg kunnet få visum, så vi kunne besøge Sovjetunionen mellem 1981 og marts 1985. I 1986 begyndte jeg at arbejde med kvindegrupper i Rusland for at fremme kvinders rettigheder som menneskerettigheder. Jeg var med til at stifte et kvartalsvist engelsk-russisk nyhedsbrev »Vyi i Myi« (Jer og os), som stadig er med til at skabe dialog mellem kvinder i Rusland og USA om emner som små virksomheder, juridiske rettigheder og feministiske studier.()

    Mine personlige erfaringer med Rusland gør det endnu mere smertefuldt at blive udsat for sådanne usandfærdige beskyldninger om en artikel, jeg var medforfatter til og at læse om skammelige fejlfremstillinger af det ærværdige blad, jeg er redaktør af.

    Jeg håber, at Bent Jensen vil indstille sin kampagne, der har til formål at bringe de personer, der ærligt har arbejdet for at forsvare dissidenter hjemme og i udlandet, i miskredit.

    (Forkortet af redaktionen)”

    Kommentar by Peter — 21. februar 2007 @ 02:11

  33. ->29 “bekræfter mig i, at du ikke agter at skelne imellem at forklare og forsvare”

    Mere varm luft. “Sunde” i overskriften og “måske også den mest nødvendige” i teksten er valoriserede. Præmisserne om kollektiv skyld er taget for givet og problematiseres ikke. Varm luft eller glat som et stykke vådt håndsæbe. Jeg ved ikke helt hvilken metafor der skildrer dig bedst.

    Kommentar by Lars Findsen På Crack — 21. februar 2007 @ 07:52

  34. > 33 Lars Findsen

    Fri mig for dine usaglige kommentarer om mig. Hold dig i stedet til sagen. Og anvendelsen af “sunde” i overskriften samt “måske også den mest nødvendige” er ikke værdiladet på den stillingtagende måde – Dragsdahl leger psykolog, og dét kan du så kritisere ham for… selvom han også refererer andre eksperter… Men at lege psykolog er s’gu ikke det samme som at forsvare vold. Du & de andre her på bloggen forsøger jo også at forklare ekstremistiske muslimers psyke med jeres evige henvisninger til Koranen… det er lige så meget psykologi som Dragsdahls artikel; det er lige så værdiladet som Dragsdahls… om I så forsvarer eller angriber disse ekstremister, dvs tager aktivt stilling, dét må være op til jer selv at vurdere. Men Dragsdahl analyserer, og man kan ikke analysere uden at kunne forstå/forklare. Forsvar og angreb KAN være næste trin i raketten… men så langt går Dragsdahl slet ikke i den artikel, du har fremfundet.

    Kommentar by Peter — 21. februar 2007 @ 20:44

  35. Dragsdahl ækle moralske relativisme, der stille de to “magtblokke” på lige fod er dybt moralsk forkastelig. I konfrontationen mellem det tyvende århundredes næstmest morderiske totalitære system (efter Maos folkerepublik) og vestens bolværk imod dette, det demokratiske USA, føler Dragsdal trang til at promovere en “tredie vej”. Føj for pokker!

    Og her igen afsløres så Peters dybt kompromitterede moralske kompas. Han ser ikke hvilken afskyelig racisme, der lyser ud af Dragsdahls “analyse” af optøjerne ovenpå Rodney King-sagen. Og jeg tænker ikke bare på accepten af den kollektive “hvide” skyld, der også lyser ud af Findsens korte referat af artiklen.

    Dragsdahl: “Scenen blev torsdag vist igen og igen. Måske benzin på racemodsætningernes bål. Måske vil mange kalde det meningsløs vold. Men nøglen til forståelse af den sorte vrede ligger i forståelsen af dette overfald.”
    Var jeg sort, ville jeg være flintrende rasende over den utilslørede og omklamrende racisme, som dette citat er udtryk for.
    Min retfærdige harme over politifolks brutalitet, mener denne mandsling til Dragsdahl, skulle kunne forstås ved at forstå nogle afstumpede morderes afskyelige overfald på en tilfældig bilist. Jeg behøver ikke være sort for at have lyst til at spytte Dragsdahl – og Peter – lige i synet. Mage til lede karle!

    Kommentar by NAN — 21. februar 2007 @ 22:19

  36. NAN:

    I USA og i alle akademiske kredse anvendes betegnelsen “black” eller endda “negro” ganske bredt og ganske uracistisk. Racisme er ikke at omtale forskellige hudnuancer, racisme er at diskriminere på baggrund af den.

    Ang. Dragsdahls artikel så svarer hverken du eller Lars Findsen på det spørgsmål, jeg stiller jer: Skelner I mellem at forklare og at forsvare – ja eller nej? Dit citat er, som jeg ovenfor skrev, en psykologisk forklaringsmodel… og den kan man så kritisere, hvis man vil, men racistisk eller voldsaccepterende er den på ingen måde. Dragsdahl forklarede, ud fra analyser af de “sortes” følelser, nogle ting, som de fleste mennesker dengang havde svært ved at fatte – hvorfor gik de amok? Hvis flertallet af mennesker – som NAN – altid afviser psykologiske motivanalyser, bliver det sgu svært at forstå verdens ondskab.

    Hvis Dragsdahl skulle vælge imellem USA og de totalitære magter, er det tydeligt for enhver, der har læst hans artikler, at han ville vælge USA. Men som en dygtig journalist er bedst var han kritisk og tilføjede den danske sikkerhedspolitiske debat noget liv, som selv hans politiske modstandere sidenhen har erkendt var frugtbar.

    NAN, du siger “føj for pokker” til den tredje vej. Du har dermed tydeligvis ikke lært en bjælde af den kolde krig. “Enten er du med os, eller også er du mod os” var dén retorik, tankegang og mekanisme, der såvel startede som opretholdt den kolde krig i flere årtier.

    Kommentar by Peter — 22. februar 2007 @ 00:40

  37. Nyhed: Jyllands-Posten forkortede amerikansk tidsskrift-redaktørs genmæle mod Bent Jensens artikel … !
    http://www.dragsdahl.dk/A20070220.htm

    Jeg har lige surfet lidt og faldt på Jørgen Dragsdahls hjemmeside over en artikel, gengivet nedenfor. Det er den UFORKORTEDE version af det genmæle, som redaktøren af det amerikanske tidsskrift The Nation havde sendt til Jyllands-Posten – hun har tilsyneladende sendt originalen videre til Dragsdahl. Måske i harme over at Jyllands-Posten i første omgang ikke ville bringe det? Læs selv videre nedenfor.

    Lige en sag for en mediekritiker som Kim Møller ;-) – jeg kan desværre ikke sætte det op med skrifttyper og alt det, du plejer at bruge… Det, der står med kursiv på Dragsdahls hjemmeside, har jeg her skrevet i [ ]. Der er tydeligvis tale om nogle udeladelser, som ville gøre genmælet endnu skarpere og sætte Bent Jensen & JP i et endnu dårligere lys.

    Måske Kim Møller skulle til at se lidt mere kritisk på Jyllands-Posten & Bent Jensen? :-)

    Genmæle bragt, forkortet, i Jyllands-Posten 20. februar 2007

    The Nation tager til genmæle mod Bent Jensen

    Jyllands-Posten forkorter indsigelse fra amerikansk chefredaktør mod “usandfærdige beskyldninger”.

    Introduktion: Professor Bent Jensen skrev den 26. januar en artikel i Jyllands-Posten, hvor Jørgen Dragsdahl blev beskyldt for desinformation i KGB’s tjeneste. Beskyldningerne er blevet imødegået af Dragsdahl i artiklen “Professorens pincetforskning”.

    Mellem beskyldningerne var den påstand, at Information i marts 1988 bragte en artikel fra det amerikanske tidsskrift The Nation. Artiklen var, ifølge Bent Jensen, “på listen over KGB’s kampagner for desinformation”, idet den indeholdt “utroværdige” og “farlige” anklager mod sovjetiske systemkritikere.

    Kernen i artiklen var, at et amerikansk center tilsyneladende ville sammenblande støtte til systemkritikere med spionage. Artiklen var skrevet af Katrina vanden Heuvel, som i dag er chefredaktør samt udgiver af The Nation – et af USA’s ældste, store progressive tidsskrifter. Det kan i uddrag læses på http://www.thenation.com

    Katrina vanden Heuvel sendte den 7. februar 2007 et “genmæle” til Jyllands-Posten. Hun rykkede en uge efter for svar. Men først den 19. februar fik hun den besked, at hendes brev ikke kan anses for et genmæle i presselovens forstand, da det ikke var skrevet på dansk og i øvrigt ikke levede op til de juridiske krav om et genmæle. Avisen oplyste imidlertid, at man ville bringe en forkortet udgave den 20. februar. Katrina vanden Heuvel protesterede imod, at man ville bringe en forkortelse uden hendes godkendelse af teksten. Protesten blev hverken besvaret eller taget til følge.

    Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 20. februar med overskriften: “Usandfærdige beskyldninger”. En underrubrik oplyste: “Katrina van den Heuvel er utilfreds med den måde, Bent Jensen har kommenteret en artikel på”.

    Vi bringer her hendes uforkortede indlæg – afsnit, som Jyllands-Posten udelod, er sat i kursiv. Oversættelsen er ikke helt identisk med Jyllands-Postens.

    Genmælet

    “Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Deres avis har offentliggjort urigtige oplysninger angående en artikel, som jeg var medforfatter til. “U.S. Funds for Soviet Dissidents” blev bragt i The Nation i marts 1988 og senere i Information under en anden overskrift.

    Det er uansvarligt og forkert, når det antydes, som historiker og professor Bent Jensen gør i Deres avis (26. januar), at artiklen (som også blev bragt i den danske avis “Information”) havde nogen som helst forbindelse til KGB desinformation.

    Jensen giver en forkert fremstilling af artiklen i The Nation og dens følger for systemkritikerne i Sovjetunionen. Hans polemik indeholder faktisk så mange analysemæssige fejl, at man må undre sig over, hvorvidt han rent faktisk har læst artiklen i The Nation.

    For det første beskæftigede artiklen i The Nation sig med de mulige risici, der kunne være forbundet med, at amerikanske menneskeretsorganisationer anvender den amerikanske regerings økonomiske midler. Artiklen sluttede da også med en understregning af, at det ville være tragisk, hvis publikationen ’Glasnost’ af denne grund blev bragt til tavshed. Et hovedformål med artiklen var at sætte fokus på Center for Democracy’s planer og National Endowment for Democracy’s (N.E.D) støtte hertil, fordi jeg mente, at de bragte systemkritikere og uafhængig politisk aktivitet i Sovjetunionen i fare og muligvis miskredit. Som det også blev udførligt rapporteret i artiklen, blev denne opfattelse delt af medlemmer af de amerikanske menneskeretsorganisationer, nogle russiske emigranter (deriblandt tidligere politiske fanger) og endda medlemmer af N.E.D.’s egen rådgivningskomité for sovjetiske og østeuropæiske anliggender. Disse medlemmer frygtede, at centrets forbindelser til N.E.D. ville øge Sovjetunionens årelange paranoia og propaganda om systemkritikeres forbindelser til amerikanske efterretningstjenester.

    [Richard Pipes, den anti-kommunistiske tidligere sikkerhedsrådgiver i sovjetiske anliggender under præsident Reagan (og dengang rådgiver for N.E.D.) citeres i artiklen for den bekymring, at “i det øjeblik, hvor man indleder en sådan forbindelse med sovjetiske forskere og andre, gør man sig sårbar for anklager om at udføre efterretningsvirksomhed og man kan skade nogle folk”. Pavel Litvinov, et af de ledende medlemmer af menneskeretsbevægelsen i Moskva i 1960’erne, sagde til The Nation, at han var bekymret ved udsigten til, at centerets indsats “skader menneskerettighedernes sag … Det er min stærke overbevisning, at man skal sige, hvad man gør. Hvis éns målsætning er politisk kamp, som skal omstyrte Sovjetunionen, så gør ikke menneskerettigheder til en facade … Drag ikke folk ind i en falsk kamp”.

    Da jeg i 1987 afsluttede mine undersøgelser i forbindelse med artiklen, blev det stadigt mere klart, at ændringerne, som fandt sted i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjovs ledelse, gjorde programmerne, som Centre for Democracy havde, endnu mere provokerende. I det mere liberale klima, som var under udvikling i Sovjetunionen, kunne programmer, såsom centrets, med henblik på indblanding give ammunition til modstanderne af ’perestrojka’ og ’glasnost’ samt undergrave Gorbatjov regeringens mere tolerante holdning til menneskerets-spørgsmål og deres foregangsmænd. I kampen for større åbenhed kunne enhver vestlig indsats for brug af sovjetiske borgere til fordækte formål – såsom indsamling af informationer om sociale, politiske og militære anliggender – uanset det var hensigten eller ej kun ende galt for dem, der havde forbindelse med systemkritikere og uafhængig politisk aktivitet i Sovjetunionen, for Gorbatjovs reform-program og for dem, der som The Nation og andre i Vesten var engageret i menneskerettigheder.]

    Når det gælder Jensens påstand om, at artiklen i The Nation “skabte ubehageligheder for folkene bag tidsskriftet”, tror en eminent historiker uanset politisk overbevisning så virkelig, at KGB eller andre sovjetiske myndigheder behøvede en artikel trykt i USA som påskud for at udøve sin undertrykkelse? Hvis sovjetiske myndigheder ønskede at genere en sovjetisk borger, kunne de altid finde på en grund og en måde at gøre det på. Artiklen i The Nation blev skrevet ud fra en ægte bekymring over, at centret risikerede at udsætte de samme folk, som det ville støtte, for fare, såsom redaktøren af ’Glasnost’.

    Jensen citerer, hvad han kalder en “nøje dokumenteret redegørelse” for artiklen i The Nation af en amerikansk forsker. Den redegørelse var hverken nøje dokumenteret eller korrekt. Desuden indrømmede den samme amerikanske forsker dengang, at sådan “højt profileret aktivitet finansieret af offentlige midler kan rent faktisk udsætte dem (systemkritikerne) for større fare”. Det var denne bekymring, der var motivet for at skrive artiklen i The Nation.

    The Nation har en hæderkronet tradition for at bringe artikler skrevet af pro-demokratiske systemkritikere, tænkere og skribenter. I Den Kolde krigs tid bragte vi artikler, der støttede systemkritikere i Sovjetunionen og Østeuropa. Og vi er stolte af, at bladet i midten af 1980’erne var en af de meget få amerikanske publikationer, der forstod vigtigheden og konsekvenserne af de enestående reformer, som Mikhail Gorbatjov satte i gang. [(For vores dækning modtog vi adskillige prestigefyldte ærespriser for journalistik)].

    På det mere personlige plan har sympati for russiske systemkritikere og pro-demokratiske aktivister længe været en vigtig sag for mig. Af årsager, som er forbundet hermed, kunne hverken min mand [i] eller jeg få visum, så vi kunne besøge Sovjetunionen mellem 1981 og marts 1985.

    I 1986 kunne jeg begynde at arbejde med kvindegrupper i Rusland for at fremme kvinders rettigheder som menneskerettigheder. Jeg var med til at stifte et engelsk-russisk kvartals-nyhedsbrev “Vyi i Myi”, som stadig er med til at skabe dialog mellem kvinder i vores to lande om emner, der strækker fra små virksomheder, juridiske rettigheder til feministiske studier. [(Det redigeres i dag af en fremtrædende russisk journalist, som også leder en gruppe, der forsvarer russiske journalister og pressefrihed). Det er min opfattelse, at jeg i det små bidrog til “glasnost” gennem interviews, som jeg havde med Robert Conquest, forfatteren til “The Great Terror” om Stalins store udrensninger, og Valery Chalidze, grundlægger sammen med Andrej Sakharov af en af Moskvas første systemkritiske grupper. Disse interviews blev bragt i en af Ruslands førende aviser i foråret 1989. Lad mig blot tilføje, at jeg blev bekendt med Jensens skammelige artikel kort efter, at jeg deltog i et arrangement til ære for Anna Politskovskaja – den modige russiske journalist, der blev myrdet i Moskva i oktober.]

    Mine personlige erfaringer med Rusland gør det endnu mere smertefuldt at blive udsat for sådanne usandfærdige beskyldninger om en artikel, som jeg var medforfatter til – og at læse skændige fejlfremstillinger af det agtværdige blad, som jeg er redaktør af. Jeg håber, at hr. Jensen vil indstille en kampagne, der har til formål at bringe personer, som ærværdigt har forsvaret systemkritikere hjemme og i udlandet, i miskredit.

    Katrina vanden Heuvel, redaktør og udgiver, The Nation”.

    I et kort svar afviser Jyllands-posten, at man har kædet Informations offentliggørelse af den amerikanske artikel sammen med KGB.
    (alt det ovenstående er hentet fra http://www.dragsdahl.dk/A20070220.htm )

    Kommentar by Peter — 22. februar 2007 @ 01:41

  38. -> Peter

    “Måske Kim Møller skulle til at se lidt mere kritisk på Jyllands-Posten & Bent Jensen?”

    Jyllandsposten har hver dag masser af nyt om sagen fra begge sider, og petit-debatten er ikke mit metie i den her sag. Jeg bemærkede tilfældigvis kommentaren fra det venstreorienterede The Nation, og jeg synes faktisk det er flot avisen vælger at trykke noget så langt. At det så er forkortet fra en endnu længere tekst er så en anden sag. Tænk hvis Politiken havde lige så stor bredde i sin debat. (senest måtte JP trykke en kronik af Blüdnikow/Gade Jensen om Politiken, som avisen ikke fandt væsentligt nok).

    Kommentar by Kim Møller — 22. februar 2007 @ 05:25

  39. Jeg har overhovedet ikke opponeret imod brugen af ordet sorte om sorte mennesker. Peter prædiker forståelse, men magter ikke selv at forstå en simpel tekst!!!!!
    Dragsdahl skriver: “Måske vil mange kalde det meningsløs vold. Men nøglen til forståelse af _den_ _sorte_ vrede_ [altså den almindelige, berettigede vrede hos sorte over uretfærdighederne begået i forbindelse med Rodney King-sagen]ligger i forståelsen af dette overfald.” [!!!!!!!!!!!!!]
    Mon ikke de fleste andre end Peter har indfølingsevne nok til at sætte sig i den almindelige sorte mands sted?

    Kommentar by NAN — 22. februar 2007 @ 08:05

  40. For nu at skære det helt ud i pap. Som almindelig sort mand, der føler en retfærdig vrede over Rodney King-sagen, kan jeg læse hos Dragsdahl, at nøglen til forståelsen af min vrede ligger i forståelsen af afstumpede, racistiske forbryderes morderiske overfald på en komplet sagesløs kvinde…….

    Kommentar by NAN — 22. februar 2007 @ 08:38

  41. Apropos spørgsmålet om politisk “korrekthed” i sprogbruget, så anses brugen af ord som ‘black’ eller ‘negro’ i aller højeste grad for at være både racistisk og politisk ukorrekt blandt venstreorienterede i USA.

    Det fik jeg selv at mærke da jeg over for en amerikansk ekskæreste kom til at bruge udtrykket ‘negro’, uden iøvrigt at ligge noget racistisk i det (for mig betød det blot en der var sort i huden), men ekskæresten reagerede ved at blive rædselsslagen og forfærdet ud over alle grænser, ja hun græd næsten.

    Så Peter tager helt fejl når han siger at det ikke er ordene men handlingen der betyder noget. Blandt de fleste venstreorienterede i USA har ord nærmest større betydning end handlinger. Det gælder for øvrigt i nogen grad også blandt højreorienterede, men er uden tvivl værst blandt den del af den amerikanske befolkningen, som vi her i landet ville betegne ‘cafe latte’ segmentet!

    Selv vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde over at pigen kunne reagere sådan over et ord, samtidig med at hun havde vældig travlt med at bortforklare de forbrydelser der hver dag blev begået af fundamentalistiske muslimer. Forbrydelser der forøvrigt som oftest var vendt mod folk der delte hendes egen kulturelle baggrund. (Ekskæresten var af jødisk amerikansk (venstreorienteret) baggrund.

    Jeg forfærdede hende blandt andet engang da jeg gav udtryk for at det ville være helt ok med mig hvis en israelsk eliteenhed skød Arafat en kugle for panden. Det kunne hun slet ikke forlige sig med, men et par år senere sad hun til gengæld på en skadestue i Jerusalem og pillede metalsplinter ud af benet på en ældre dame hvis eneste forbrydelse var at hun var jøde og derfor ifølge islam ingen ret havde til livet.

    Venstreorienterede er generelt oikofober overalt i verden. Hvis de vil begå selvmord har jeg sådan set ikke et problem med det, jeg ville bare ønske at de venstreorienterede ville lade være med at blande mig ind i deres selvmord.

    Gid de bare ville få det overstået og skyde sig selv en kugle for panden, så alle vi andre kan blive fri for deres ævl og kævl.

    Kommentar by Mackety — 22. februar 2007 @ 14:14

  42. På blog’en Raapil under kommentarer (Ole, 22.02, kl. 0011) til posten, “Dobbeltagent Dragsdahl” findes der en fremragende fremstilling af Jacob Holdt og Dragsdahls omgang med russiske agenter, set gennem Oleg Gordievsky brille.
    Kan stærkt anbefales.
    http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2007/02/dobbeltagent_dr.html#comments

    Kommentar by Anker — 22. februar 2007 @ 14:48

  43. Information har i dag lørdag den 24. februar en analyse af Jørgen Dragsdahl – om Ruslands genoprustningsovervejelser. Læsning af den bør gøre det helt klart, at han aldrig har været og aldrig nogensinde bliver påvirkningsagent for nogen fremmed magt. For Dragsdahls artikler i 1980erne kredsede, i bund og grund, om præcis de samme forhold, som Dragsdahl beskriver i denne nye artikel.

    Kommentar by Peter — 24. februar 2007 @ 13:51

  44. > 43

    Nu har jeg også læst en del af de artikler, som Dragsdahl har publiceret på Dragsdahl.dk, og jeg må da indrømme, at jeg som gammel “koldkriger” og dermed kritisk over for de artikler manden kom med under den kolde krig, nu har fået et mere nuanceret syn på Jørgen Dragsdahl. Der er ingen tvivl om at Dragsdahl havde forbindelser med KGB agenter, og dermed mange “hemmelige” og tilsyneladende suspekte møder med disse rundt omkring København og omegn. Det blev overvåget af PET og det ligger til grund for Bent Jensens nyligt offentliggjorte undersøgelse. Men hvad nu hvis Dragsdahl´s motiv til at have kontakt med KGB alene var at få sin russiske kæreste ud af Sovjetunionen ??

    Kim Møller: Tænk hvis du kunne formå at får Bent Jensen og journalist Jacob Andersen til at deltage i debatten på denne blog !!Så er du tæt på indstilling til den alternative Cavling pris !! ( Den definerer vi så senere)

    Kommentar by Luffe — 24. februar 2007 @ 22:27

  45. Ole on February 22nd, 2007 at 12:11 am

    På blog’en Raapil under kommentarer (Ole, 22.02, kl. 0011) til posten, “Dobbeltagent Dragsdahl” findes der en fremragende fremstilling af Jacob Holdt og Dragsdahls omgang med russiske agenter, set gennem Oleg Gordievsky brille.
    Kan stærkt anbefales.

    http://raapil.dk/?p=706#comment-2223

    Kommentar by Ole — 29. september 2007 @ 10:58

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper