25. februar 2007

Journalistik-prof. Frands Mortensen: Hvordan kan vi socialister bruge medierne politisk…

En af de forskere der hyppigst citeres i de danske medier er professor Frands Mortensen fra Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet, der i alle væsentlige kulturpolitiske spørgsmål danner front mod VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Udnævnelse af Jens Rohde som chef for TV2 Radio gav ham associationer til Nordkorea, og selvfølgelig er han imod privatisering af TV2, ligesom han ivrigt forsvarer DR’s politiske ‘uafhængighed’, selvom han i sit videnskabelige virke mener at kunne dokumentere, at DR har et “et borgerligt verdensbillede”.

I 1974 var han lektor i journalistik på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, og sammen med kollegaen Erik Nordahl Svendsen, journalistelev Eigel Andersen og otte studerende besluttede de sig for at beskrive forholdene for journalister på danske dagblade. Bogen blev udgivet på det socialistiske forlag Modtryk i 1978 under titlen Ikke et ord om ytringsfrihed, med undertitlen Rapport om journalisters arbejdsvilkår på danske dagblade. Med ytringsfriheden som rambuk skulle danske avislæsere bevidstgøres om den fæle kapitalisme, kunne der ligeså godt have stået.

Indholdsfortegnelse, siger en hel del i sig selv.

Kapitel 1: Indledning.

Del I: ERFARINGERNE
Kapitel 2: Otte journalisters egen historie.
Kapitel 3: Tre slags redaktioner.

Del II: ANALYSEN
Kapitel 4: Hvad kan man egentlig bruge aviser til?
Kapitel 5: Den journalistiske arbejdsproces.
Kapitel 6: Fire historiers historie.
Kapitel 7: Kreativitet og kontrol.

Del III: HVAD KAN DER GØRES?
Kapitel 8: Journalisten som lønarbejder.
Kapitel 9: Journalisten som socialist.

Litteraturhenvisninger
Ordliste

Forfatterne er listet alfabetisk.

“Eigil Andersen, Ulla Bechsgaard, Lars Hørby, Klaus Larsen, Frands Mortensen, Lars Schelde, Kurt Simonsen, Jens-Erik Sinnbeck, Jens Stubkjær, Erik Nordahl Svendsen og Niels Westberg.”

Det meste af bogen er fyldt med beretninger om praktikanternes problemer med at få sat klassekampen øverst på dagsordenen, og det mest interessante er det perspektiverende kapitel 9. For god ordens skyld vil jeg dog lige give et række eksempler fra ‘analyse’-delen.

“Hvis den fungerer som den skal, vil den med rod i den redaktionelle virkelighed kunne indkredse, hvad der er det særligt borgerlige ved de borgerlige aviser, og man vil se, hvordan denne borgerlighed sætter grænser for og i vid udstrækning styrer arbejdet på avisredaktionerne.” (s. 5)

“Da der er mange arbejdspladser i Randers, var det intet problem at finde noget [arbejdsmarkedspolitisk] at skrive om – og flere gange lykkedes det mig at skrive historier, jeg kunne forsvare ud fra min socialistiske grundholdning… Uheldet ville dog, at en gruppe unge i Randers tog radikale metoder i brug og besatte nogle tomme, kommunale bygninger, som de begyndte at indrette for at omdanne dem til ‘medborger-hus’. De unge, det var jo mit stofområde. Men allerede efter de første artikler om denne aktion, artikler der ret åbenlyst støttede slumstormerne, var den galt igen… Meget af min tid på hovedredaktionen gik med ballade – i sidste omgang fordi jeg sløjfede alt pop-stoffet fra min ugentlige ungdoms-rubrik og i stedet åbnede den for alskens socialkritisk stof omkring de unge i Randers.” (s. 24; Niels Westberg på Randers Amtsavis)

“Samtidig mærkede jeg mere her i den lille isolerede gruppe et normalitetspres… Når utraditionelle historier (f.eks. ikke hørt begge parter og blandet u-landspolitik sammen med finanspolitik) slap igennem til spalterne, måtte jeg stå til skideballe hos chefredaktørerne… Solidariteten er stor i kantinen, men i konkrete situationer som ovennævnte stikker alle – på nær ganske få – hovederne i busken. Samtidig er sladderen i Huset værre end i Kastrup Syklub – hvis dér overhovedet sladres. Men som Erica Jong siger, vistnok i ‘Luft under vingerne’: Sladder er de undertryktes opium… Alt i alt lærte min praktiktid mig at skrive god borgerlig journalistik. Hvordan man informerer borgerne ved at afspejle begivenhederne for dem. Og hvordan man ved at behandle sine praktikanter særdeles pænt får mindre brug for at skulle bremse deres spæde forsøg på en kritisk journalistik, der sætter spørgsmålstegn ved det etablerede samfund.” (s. 34; Klaus Laursen på Berlingske Tidende)

“Iøvrigt havde jeg – også specielt i begyndelsen – en del besvær med at skrive så ’subjektivti’ og ‘engageret’ anti-EF, som bladet tillod og forventede. Navnlig havde jeg en tendens til at gøre indledningen til en artikel temmelig kønsløs eller faktuel. Andre på redaktionen skrev mere subjektivt, men – bemærkede jeg – det samme gjorde journalister på andre aviser, ikke blot på Ekstra Bladet, også på borgerlige monopolaviser (omend mere fordækt). Uden tvivl var det indoktrineringen fra Journalisthøjskolen, om at ’skrive objektivt’, der endnu sad mig i blodet. Skrublerne ved at skrive ensidigt imod EF forsvandt forholdsvis hurtigt – mest i erkendelse af, at der behøvedes så megen modoplysning som muligt mod den massive EF-venlige information i de fleste borgerlige aviser.” (s. 36; Lars Schelde på Det ny Notat og SF-Dagbladet Minavisen)

“Når en journalist på et blad styrer sine skriverier helt uden direktiver, så er de i overensstemmelse med bladets linje, kan dette altså have to årsager. Enten føler journalisten sig ganske enkelt i overensstemmelse med bladets linje, eller også er det lykkedes ham at undgå de problemer, som uoverensstemmelsen med bladets linje kan medføre. Det sidste meget ofte med hjælp fra det stilfærdige spøgelse, vi kalder selvcensur….For den journalistiske idé-udvikling kan selvcensuren komme til udtryk på to måder. For det første på den direkte måde, at journalisten på forhånd opgiver at gøre noget ved en eller anden idé, hvis han har erfaring for, at det vil give problemer. For det andet på den mere indirekte måde, at journalisten simpelthen undlader at få sådanne ‘problematiske’ ideer… Begrebet selvcensur bruges imidlertid i almindelighed om den ‘aktive’ form, hvorefter en journalist på grund af frygten for konflikt afholder sig fra at gå i gang med at realisere en idé. (s. 98)

Redaktørerne vil ikke godkende, at journalister skriver på grundlag af egen viden eller holdning, bl.a. fordi de mener, læserne ikke kan tro på, hvad en journalist sådan af sig selv kan skrive. Den journalist, der ønsker sine artikler trykt, må altså sørge for at finde en person, der så at sige kan give historien et alibi med sine udtalelser. Undertiden går det ganske smertefrit, det med at finde en kilde. Man slår bare op i kartoteket over alle de lokale foreningers formænd, sådan som Lars Hørby lærte i Brørup. Undertiden volder det problemer. Kan journalisten ikke støve nogen kilde op overhovedet, ja så kan historien sandsynligvis ikke skrives. For Ulla, der et halvt år arbejde på Aarhus Stiftstidendes lokalredaktion i Grenå, var problemet reelt… Ulla er ikke i stand til at beskrive en del af virkeligheden i Grenå, simpelthen fordi hun ikke kan finde kilder til at gøre det igennem! Og selv om hun måske senere virkelig fandt en kilde, ja så var denne ikke meget værd, hvis han eller hun ikke ville lægge navn til udtalelserne… Det gælder altså om at finde frem til kilder, der er villige til at optræde offentligt, til at udtale sig med navns nævnelse og evt. med foto.” (s. 100)

“Et af de mest elementære krav er, at det journalistiske arbejde skal fremstå ‘objektivt’ i bladets spalter. Det betyder for det første, at journalisten skal gøre alt for at slette sporene efter sig. Journalistens egen vurdering eller mening om den sag, han er i gang med at skrive om, må for alt i verden ikke komme til syne i det færdige produkt… I samme øjeblik journalisten formaster sig til blot at antyde, hvad der kan opfattes som en subjektiv vurdering af det stof, han behandler – så falder hammeren. Det vil sige, så stemples hans arbejde som håndværksmæssigt dårligt, énsidigt, fordrejet, tendensiøst. (s. 113f)

“Derimod kan man mere generelt sige, at et dominerende krav til det journalistiske sprog går ud på, at sproget skal være faktuelt eller fakta-præget. Det er klart, at dette krav hænger snævert sammen med kravene om objektivitet, anonymitet, neutralitet og upartiskhed. Sætningerne skal være renset for mere eller mindre følelses-ladede billeder, skønsmæssigt vurderede udtryk, og hvad man i øvrigt forstår ved ’sprogligt flor’.” (s. 132)

“Hånd i hånd med kravet om, at sproget i artiklerne skal være faktabestemt, ikke placere skylden hos nogen af parterne osv., lever reglen om, at det journalistiske sprog skal være renset for klassespecifikke udtryk, dvs. værdiladede vendinger, som normalt går under betegnelsen ’slang’.” (s. 134; fra et afsnit med overskriften Ikke klassebestemt sprog)

“Ved første øjekast er artikel da også et typisk eksempel på ludder-journalistik. Overskriften og specielt billedteksten udstråler stor tilfredshed med, at Kippinge Kro nu er kommet på nye hænder. Denne ikke blot restaureres – nej, den gennemrestaureres. Og ‘facaden er blevet meget tiltrækkende, efter at den nye ejer har ofret penge på istandsættelsen’… Midt i kro-idyllen indflettes nogle bemærkninger om aktionærklubbens fede fortjeneste. 100.000 kr. tjent på køb og salg i løbet af 14 dage… Det aspekt forlades da også hurtigt igen – så hurtigt, at en række nok så interessante spørgsmål bliver hængende i luften. Hvem er aktionærklubben? Hvorfor købte den nye ejer ikke kroen direkte af den gamle? Har aktionær-klubben ikke fortalt den gamle ejer, at de havde en ny køber? Hvad solgte aktionær-klubben i sin tid kroen for? For de har da ejet den tidligere, når der står at de købte den tilbage? Ja, der er flere ubesvarede spørgsmål.” (s. 145)

At ‘høre begge parter’ i en konflikt er efterhånden et dogme, der sidder alle journalister i blodet… Den socialistiske dagblad Minavisen tager klart parti for arbejderklassen og de svage og undertrykte i samfundet. Derfor eksisterer der ifølge Lars Schelde intet krav om at høre begge parter i traditionel journalistisk forstand.” (s. 147)

“Ingen af bladets journalister kunne overvære generalforsamlingen, og avisen valgte derfor at bringe et referat udsendt af Ritzaus Bureau. Ritzaus Bureaus version er holdt i en meget afdæmpet tone i forhold til det, der skete og til stemningen på generalforsamlingen… Desuden nøjes Ritzau – selv om der klart er tale om en konflikt – med at spørge sagens ene part… Artiklen er et stykke særdeles traditionel borgerlig journalistik: Tilsyneladende neutral og uengageret, men i virkeligheden meget ensidig, ukritisk og autoritetstro.” (s. 155; om SF-dagbladet Minavisen der citerer Ritzaus Bureau, der freder SF’eren Jens Maigaard)

“Materialet viste, at Dronningborg Maskinfabrik havde undladt at genansætte 11 politisk og fagligt aktive arbejdere. Så vidt Niels kunne se, var der ingen tvivl om rigtigheden, men problemet var naturligvis, at man ikke i artiklen kunne trække navnene frem. Hvordan skulle sagen skæres, således at den fik en forsvarlig politisk effekt, og samtidig kunne gå igennem redaktionssekretariatet… Der udviklede sig derefter hvad Niels i sin dagbog kalder ‘en heftig diskussion’. Herunder truede Niels med, at hvis det ikke lykkedes ham at få én af kilderne til at lægge navn til de refererede udtalelser, så ville han sælge historien til Ekstra Bladet, som er meget læst blandt arbejderne i Randers… Helt at forbyde Niels at skrive historien var umuligt, dertil opdagede redaktionen historien for sent. Den var færdig, da den blev bragt ind i redaktionenssekretariatet. Kontrollen måtte derfor koncentreres om kilde-fasen, og da det ikke kunne standse historien, måtte det endelig slag slås opkring præsentationen. Bladet kunne så håbe, at sagen kunne fungere som et lære-stykke for Niels. Nu måtte han da vide, hvad der var bladets redaktionelle linje. (s. 159ff)

“Vi har sagt, at avisen må ønske fri kreativitet af journalisten, men samtidig må kontrollere kreativitetens retning, fordi udgiveren ikke er lige glad med indholdets tendens… Dette ‘løses’ på en særlig måde i et liberalt-kapitalistisk samfund, som f.eks. Danmark. (s. 170)

“Journalister er også mennesker. Derfor er de opdraget i og af det danske samfund ligesom alle andre. Hvis denne opdragelse har været vellykket, d.v.s. hvis mennesket, der blev journalist, er kommet til at dele de grundlæggende normer i samfundet, kan vi gå ud fra, at han stort set mener:

– at Danmark i grunden er et af verdens bedste samfund, hvor der er nogle enkeltheder at rette (system-tillid),

– at samfundet består af mange grupper, som hver for sig har ret til at varetage deres interesser (pluralisme),

– at disse interesser ikke strider grundlæggende mod hinanden, men at vi ‘alle er i samme båd’ (socialpartnerbevidsthed)

– at det private initiativ (i erhvervslivet) og privatlivets fred (i familielivet) er det grundlæggende, men at staten og kommunerne har ansvar for at få systemet til at fungere og ansvar for den enkelte borgers minimums-velfærd (borgerligt velfærdssamfund).” (s. 171; fra et afsnit med overskriften Indoktrineringen)

“Det er indlysende, at avisen sparer en masse bøvl, tid og penge, hvis journalisten gennem sin almene opdragelse/uddannelse/indoktrinering har udviklet det verdensbillede, som passer med bladets. Men det er ikke tilstrækkeligt. Den særlige, professionelle indoktrinering, som sker i fortsættelse af den almene, lærer journalisten hvordan han skal arbejde, og at visse grundregler skal følges, f.eks. principperne om at adskille nyhed og kommentar, eller om at høre begge parter i en sag, eller om at være kildekritisk.” (s. 171)

“De nyere genrer som reportagen, interviewet og i nogen grad baggrundsartikler bidrager også til de nævnte, klassiske funktioner, men bidrager især til de funktioner, som ovenfor (s. 51) er kaldt socialterapi og legitimationshjælp. I en kommerciel presse vil de genrer udvikles, som lader køberen/læserne slappe af med sit eget liv (socialterapi) og giver ham mulighed for at blive tilfreds med sit eget liv (legitimationshjælp.” (s. 172; forfatterernes fremhævelser)

“På det psykologiske plan fører arbejdsforholdene til, at journalisten oplever et normalitetspres, som gør ham leveringsdygtig inden for bladets linje og underligt idéløs, når han pludselig har tid til overs. Sikkerheden i at lave artikler som man ved bladet ønsker, uden at man selv er engageret i dem, har vi kaldt for ‘omvendt selvcensur’… (s. 172)

“Vinklingen af historien er ofte afgørende for hvad historien kan bruges til at hvilke læsere. Rutinen går ud på, at vinklen bør sikre at flest mulige læsere kan bruge historien, men det gør nemt historien tandløs eller trækker i retning af socialterapeutiske genrer. En vinkel på en historie, som gjorde den konkret brugbar som viden eller sågar handlingsanvisning for en bestemt gruppe eller klasse falder udenfor rutine-vinklingerne. (s. 173)

“Skulle journalisten ikke være blevet effektivt indoktrineret, men have andre ideelle, evt. politiske mål, vil han hurtigt opdage, at der i hele arbejdsprocessen ligger kontrolmekanismer, som kan blive direkte i stedet for indirekte. Kloen sidder hele tiden parat i den bløde pote.” (s. 173)

“Et specielt eksempel på omgivelsernes direkte kontrolforsøg er samarbejdet med uvante kilder, som forventer stoffet behandlet helt efter deres eget hoved uden skelen til borgerlige journalistiske normer om balancering etc.(s. 174)

“Den frie kreativitet, som bladet normalt er taknemmelig for, fordi det er den, det lever af, standser der, hvor den bliver kritisk overfor lokalsamfundets vigtigere magthavere eller overfor principper, bladet mener er vigtige. Det gælder særligt indenfor arbejdsmarkedets-journalistikken, som så mange af eksemplerne stammer fra, at en konkret kritik fra en virksomheds arbejdere er meget svær at få accepteret. Det sker normalt kun ved modbalancering fra autoritative kilder. Kreativiteten i form af vinklinger i præsentationen standser også der, hvor historien kunne blive konkret brugbar for klasser eller politiske grupper. (s. 175; under overskriften Konklusion: Den borgerlige journalistik)

“Den ideologi, der opfatter journalisten som en individuel, selvudfoldende kunstner, er stadig den fremherskende blandt journalister. Men der er forandring på vej. Navnlig yngre journalister forstår mere og mere sig selv som lønarbejdere. (s. 189)

“I 1961 blev de tre foreninger lagt sammen til et forbund – Dansk Journalistforbund… Hovedbestyrelsen har gennem årene været socialdemokratisk domineret med periodisk islæt fra DKP og SF, uden at der derfor har været tilløb til en venstre-drejning af forbundets ledelse. (s. 190)

Det mest interessante er som tidligere nævnt kapitel 9, der vel er en slags perspektiverende konklusion under titlen Journalisten som journalist (s. 193-199 i bogen). Foruden at opsummere de erfaringer socialistiske journaliststuderende har gjort sig i praktikperioden, så kan kapitlet fint betragtes som et journalistisk-politisk kampskrift eller manifest, der blandt andet giver følgende retningslinier (mit oprids).

1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

Skulle nogen have interesse i at læse kapitlet den i sin helhed, så kan den hentes her (11 s., pdf; 166 kb). Det fremgår ikke hvem der har skrevet det, men det må være Frands Mortensen og/eller Erik Nordahl Svendsen, muligvis assisteret af Egil Andersen.

Herfra en række citater…

“Hvert år sluser Danmarks Journalisthøjskole i Århus over 100 nye journalister ud på markedet – købers marked. Om deres politiske tilhørsforhold ved man, at det generelt ligger langt fra de borgerlige blades. En prøveafstemning blandt skolens elever forud for valget i februar 1977 gav flertal til SF, VS og DKP.

Hvor går de mennesker hen med deres socialistiske grundholdning, deres faglige kunnen og deres lyst til at kombinere disse to faktorer? (s. 193)

“Vi har set, at befolkningen – og specielt arbejderne – ikke kan bruge den borgerlige presse til ret meget. Hvad er så perspektiverne for de journalister på borgerlige aviser, som mener, at bladene skal kunne bruges i et socialistisk øjemed? Kan de overhovedet bedrive journalistik, som ud fra en socialistisk synsvinkel er relevant?” (s. 193)

“Vi kan i første omgang få øje på to grundlæggende journalistiske funktioner, som dels generelt er relevante i en socialistisk presse-sammenhæng, og som dels i en vis udstrækning kan lade sig realisere af socialistiske journalister på borgerlige blade. […]

Først dokumentationen: Dette begreb skal forstås helt bogstaveligt: Det drejer sig om, at journalistens analytiske øje slår ned på hverdagsplanet og fremdrager eksempler på, hvordan den kapitalistiske samfunds-struktur griber ind og bestemmer hverdagslivet. Journalistikken skal være helt konkret og altså ikke bestå af lange analyser eller af agitation, slagord og paroler. Meningen er, at journalisten ud fra en socialistisk grundholdning gennem sine artikler helt konkret dokumenterer de centrale menneske-fjendske og fornuftsstridige sider af det kapitalistiske samfund. Det, journalisten altså gør, er med andre ord at levere dokumentation for, at kapitalismen som samfunds-system bør bekæmpes.

Så til perspektiveringen: Hvor den før nævnte dokumenterende funktion så at sige leverer beviser på, at kapitalismen er en dårlig og menneske-fjendsk samfundsform, går perspektiveringsfunktionen et skridt videre, idet den skal være handlingsorienteret. Det vil sige, at journalistikkens konkrete indhold skal være formuleret sådan, at den muliggør en erkendelse af, at forholdene i samfundet er skabt af mennesker, og derfor også kan ændres gennem organiseret menneskelig handling.

Denne journalistiske form kan naturligvis i første række tage sigte på at de grundlæggende træk ved det kapitalistiske system, eller måske rettere på ophævelsen af disse grundlæggende træk, det vil sige udbytningen, lønarbejdet, arbejds-delingen, vare- og markedstyranniet osv. Men den kan også tage fat på de mere underordnede modsætningsforhold, hvor der ligger et antikapitalistisk perspektiv. For eksempel kampen mod forringede daginstitutioner, kampen mod miljøforureningen, kampen mod monopoliseringen af detailhandelen, kampen mod giften i madvarene, osv. (s. 193f; under overskriften To muligheder – at dokumentere og perspektivere)

“Foruden at anvise konkrete handlings-muligheder har perspektiveringen i øvrigt en sideordnet funktion. Ved at behandle, det vil sige omtale, citere og dermed indirekte ’reklamere’ for grupper, som fører en eller anden anti-kapitalistisk kamp, kan perspektiveringen samtidig være, hvad man kunne kalde en ’legitimerings-hjælp’ over for de mennesker, der er involveret i kampen. Med legitimerings-hjælp mener vi groft sagt, at en medie-mæssig opbakning omkring disse aktiviteter, kan være medvirkende til, at de mennesker, der deltager, føler sig opmuntret til at fortsætte, føler, at deres kamp har en mening.” (s. 194)

“Det er klart, at de to funktioner, vi har omtalt her, ikke er uafhængige af hinanden. Tværtimod er de snarere to sider af samme sag. Perspektiveringen må nødvendigvis være dokumentarisk, ligesom dokumentationen helst skal afstikke perspektiver for, hvordan tingenes almendårlige tilstand under kapitalismen kan forbedres.” (s. 194)

“Det er imidlertid vigtigt at pointere endnu en gang, at ingen af disse to funktioner i sig selv betyder, at den socialistiske journalist skal give sig til at præsentere skræddersyede forklaringer på livsens ondskab under kapitalismen, eller levere færdigstrikkede revolutions-strategier. Begge funktioner skal være ’pædagogiske’. Det vil sige, at de appellerer til læseren som aktivt tænkende væsen, der selv er i stand til at gribe en pointe, formulere sagens kerne, drage konklusionerne og tage den nødvendige konsekvens. (s. 194; under overskriften Journalisten som igangsætter og formidler)

“Ideelt set, vil en socialistisk journalistik vise, at alle dele af samfundslivet hænger sammen og i sidste ende er bestemt af samfunds-systemets grundlæggende, undertrykkende natur.” (s. 194)

“Lad os vende tilbage til et eksempel., vi tidligere har nævnt i dette afsnit: statens nedskæringer på dagsinstitutionerne.

Her vil det typiske være, at journalisten finder en eller flere familier, som på forskellig måde er blevet ramt af nedskæringerne. For eksempel ved at den hjemmegående husmor er blevet afskåret fra at tage et job, hun ellers var blevet lovet, fordi familien ikke kunne få børnene i vuggestue eller børnehave.

I reportage- og interviewform kan journalisten beskrive familiens ulykkelige situation og i den forbindelse også pointere den åbenlyse sammenhæng mellem statens politik og familiernes dagligliv. Det er ikke så vanskeligt at få igennem et redaktionssekretariat. Journalisten behøver – bør – ikke direkte skrive, at det er de dumme svin til politikernes asociale politik, der har bragt familien i fedtefadet. Sammenhængen vil være tydelig nok endda, selv om den er indbygget i artiklen. Denne kritik vil altså tage sigte på politikerne, hvad der ikke i sig selv strider mod den borgerlige presses opfattelse af sin egen funktion.” (s. 195)

“Men en socialistisk journalistik skulle jo meget gerne nå videre end til en kritik af de folkevalgte – og så bliver det straks sværere – faktisk så svært, at opgaven på forhånd forekommer umulig. Hvad vil der ske, hvis journalisten driver sin dokumentation videre, nemlig for at vise, at den statslige krise-politik ikke er vilkårlig, eller blot et produkt af Christiansborg-politikernes ondskab eller generelle uduelighed, men derimod er gjort nødvendig af kapitalens krise? Og at kritikken derfor først og fremmest skal rettes mod det kapitalistiske samfunds-system.” (s. 195)

“Så langt kan han eller hun ikke gå, hovedsageligt af to grunde: For det første, fordi en sådan analyse ville indebære et stil- og genrebrud. I dette tilfælde ville kravet til reportagen formodentlig gå på, at det skulle være en af de ’menneskelige’ historier, vi før har omtalt, og en pludselig kapital-kritisk vurdering ville være et klart brud på denne form. Samtidig ville journalisten bevæge sig ind over grænsen til en anden genre, nemlig lederen. For det andet ville det i det hele taget være journalisten forbudt at levere en sådan analyse på egen hånd. Det ville blive udråbt som subjektiv eller tendentiøs journalistik.

Jamen, behøver journalisten at levere denne analyse selv? Kunne det gamle kneb med at få en anden til at sige det, man selv mener, ikke bruges?

Nuvel, så er chancerne evt. større – men langt fra store. For det første ville en sådan analyse midt i en ’menneskelig’ historie være stilbrud, uanset, hvem der fremsætter den. For det andet ville journalisten være forbandet bundet til altid at skulle finde frem til folk med analyseapparatet i orden…” (s. 195)

“… skulle det alligevel ske, at journalisten blot tilnærmelsesvis fik frem, hvad han eller hun ønskede i denne sag – f.eks. ved at en ’samfundsmæssig relevant placeret’ person leverede analysen – så er det dermed ikke sagt, at han eller hun kan fortsætte i samme skure fremover. Tværtimod. Bliver det alt for tydeligt for bladledelsen, at journalistens eneste formål er at fylde ’samfunds-kritiske’ artikler i bladets spalter, skal den nok vide at sætte en stopper for det.” (s. 195)

Taktikken med at lade en anden udtale ens meninger er jo uholdbar i længden på et borgerligt blad. I visse små lokalsamfund vil den være direkte umulig at praktisere, fordi der ganske enkelt ikke findes nogle personer som både er i besiddelse af en samfundsmæssig placering, der ’berettiger’ dem til at blive citeret i det lokale, borgerlige blad, og som kan komme med kapitalkritiske udtalelser. I andre geografiske områder vil der måske være et par stykker, hvad der imidlertid kun er en stakket frist for journalisten, der jo ikke kan citere de samme altid.” (s. 195)

“I den udstrækning, disse folk foretager sig et eller andet, der med nogen rimelighed kan kaldes ’begivenheder’ – danner støttekomiteer, besætter huse, går i demonstrationer o.l. – er det klart, at journalisten kan ’dække’ begivenhederne. Han eller hun kan også, vel at mærke gennem de involveredes udtalelser, understrege gruppernes mere vidtgående antikapitalistiske perspektiver. Men journalisten kan ikke for egen regning nedfælde sammenhængende analyser. Dvs., at han eller hun også her er bundet til, om andre folk i lokalsamfundet – stort eller lille – vil lægge navn til en analyse. (s. 196)

“Vi skal her nævne tre forhold, der klart diskvalificerer den socialistiske journalist, der forsøger at køre en ’ren linie’ på et borgerligt dagblad. Af grunde, som ikke skal komme nærmere ind på her, men som er uddybet andet steds i bogen, vil de være karakteristisk for den socialistiske journalist, at han eller hun ned-prioriterer det traditionelle, borgerlige nyhedsbegreb. Socialisten må nødvendigvis mene, at nyhedsbegrebet, som det forvaltes i den borgerlige presse, er udtryk for en fejlagtig opfattelse af, hvad der er væsentligt at informere borgerne – og specielt arbejderne – om. Den socialistiske journalist må derfor undlade at lægge vægt på de traditionelle nyheder inden for de forskellige traditionelle stofområder.” (s. 196)

“Endeligt er det aldeles udelukket, at den socialistiske journalist på det borgerlige blad stiller sig solidarisk med arbejderklassen – og lade solidariteten komme til udtryk i spalterne. Her gør geografiske eller andre forskellige, specifikke samfundsforhold ingen forskel. En sådan åbenlys solidaritet er forbudt, hvad enten det er på en borgerlig hovedstadsavis eller på det mindste provinsblad. Derved bryder journalisten nemlig med alle skrevne eller uskrevne regler om ’objektivitet, ’neutralitet’, ’upartiskhed’ og hvad det hedder alt sammen.

En solidarisk, socialistisk journalistik er derfor udelukket – både af politiske og journalistiske grunde – på et borgerligt dagblad.

En bare tilnærmelsesvis rendyrket socialistisk journalistik mener vi altså ikke er muligt i den borgerlige presse i dag. Men OK: en ’progressiv’ journalistisk linie vil nok kunne lade sig gennemføre på visse af de eksisterende, borgerlige dagblade – og bliver da også praktiseret af nogle journalister, som slås for, at arbejder- og andre venstrefløjs-synspunkter og –aktiviteter bliver dækket på en mere rimelig måde. Spørgsmålet er vel blot, om ikke de socialistiske perspektiver i den enkelte journalists arbejde står i alvorlig fare for at drukne i den massivt flydende strøm af øvrigt stof til avisens spalter – stof som i nogen grad direkte modvirker en socialistisk bevidsthed hos læserne.” (s. 196f)

I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. Eller med andre ord: Det kan være en væsentlig opgave for socialistiske journalister at holde den borgerlige dagspresse fast på dens egen forståelse af sin funktion og sine idealer. For eksempel forestillingen om, at pressen er en slags fjerde statsmagt, ’vagthund’ eller kontrol-instans over for statslige og kommunale myndigheder, samt principperne om alsidighed og upartiskhed.… For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (s. 197)

“På den anden side er der naturligvis fare for, at den ’strategi’, vi her taler om – og som jo går ud på at tage de borgerlige blade på ordet og holde dem fast på deres erklærede pluralisme – så at sige kommer til at slå sig selv for munden. Nemlig på den måde, at de socialistisk orienterede journalister lige som afskærer sig selv fra at være offensive, idet de går i brechen for at forsvare og cementere nogle traditionelle borgerlige presse-principper. De kan let miste det socialistiske perspektiv og slå sig til tåls med en rendyrket borgerlighed. (s. 197)

“Det er en vigtig del af det faglige arbejde på dagbladene at få slået skår i den falske samhørighed mellem journalisten og hans arbejdsgiver, at støtte udviklingen af en ægte lønarbejder-bevidsthed i journalist-standen – og dermed støtte udviklingen af en solidaritets-følelse mellem journalister og andre lønarbejdere. Det vil for eksempel være et oplagt ’kamp-tema’ for danske journalister at slås for retten til at lede og fordele arbejdet på bladene – det vil for redaktionens vedkommende sige: retten til styre bladets ’linje’ og retten til at fordele, kombinere og prioritere de forskellige stof-områder. (s. 197f)

“Formiddagspressen – først og fremmest Ekstra Bladet – har radikalt frigjort sig fra de traditionelle forpligtelser til ’objektivitet’, ’neutralitet’, ’upartiskhed’ o.l., en frigørelse, der på få år gjorde bladet til landets største dagblad. På samme måde har formiddagspressen gjort op med den stivnede opdeling af journalistisk arbejde i nøje afgrænsede genrer. Referat, reportage, kommentar, anmeldelse og feature kan uden vanskeligheder findes i ét og samme journalistiske produkt i Ekstra Bladet. (s. 198)

“Formmæssigt kan frigørelsen fra de stivnede journalistiske genrer åbne muligheder for at gøre det journalistiske arbejde mere analyserende, forklarende, sammenhængs-skabende – alt sammen noget, en socialistisk journalistik ikke kan være foruden, men som den traditionelle borgerlige journalistik med sine strenge genre-krav gør det vanskeligt at praktisere. (s. 198)

Socialistiske journalister må lære, at abstrakte og generelle sandheder om det kapitalistiske samfund kun er interessante, journalistisk set, hvis de kan udledes af konkrete historier. Og de må lære, at sensations-pressens eksistens-grundlag – undertrykte seksuelle og sociale behov, langtfra er et banalt faktum, men et forhold, der bør tages alvorligt, bruges som udgangspunkt også for en socialistisk journalistik og sættes i samfundsmæssig perspektiv.” (s. 198)

“Det er derfor nødvendigt, at socialistisk indstillede journalister lige som gør sig rede til i deres journalistik at ’udnytte’ de samme kræfter og behov, som den gennem-kommercialiserede presse lever af, til et socialistisk formål. I sidste ende for at demonstrere, at det kapitalistiske samfund med dets tilbagevendende kriser ikke er i stand til at tilfredsstille de grundlæggende menneskelige behov for et socialt liv. (s. 198)

“Skønt det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her, skal vi alligevel kort antyde en af grundene til, at bevidstheds- og kampniveauet ikke synes at være modent til at bære, hvad man kunne kalde en ’renfærdig’ alternativ presse, både på lands- og lokal-plan. Sagen er nemlig, at hvis en af den alternative presses vigtigste funktioner er at legitimere, støtte og udbrede erfaringer om alle former for anti-kapitalistiske aktiviteter, så forudsætter det, at sådanne aktiviteter faktisk finder sted i en rimelig målestok inden for den pågældende presses dækningsområde. Det er imidlertid langtfra tilfældet…” (s. 199)

“Logisk set synes der altså at vise sig to muligheder eller perspektiver på den ’alternative blad-front’. Enten venter man med at etablere en alternativ, selvstændig socialistisk presse, indtil den røde sol begynder at gry for de danske lønarbejdere – eller også finder man frem til en anden socialistisk presse-model end den traditionelle ’alternative’. Vi mener, det sidste er vejen frem – uden at vi dog i denne bog skal forsøge at udtale os skråsikkert om, hvordan vejen skal tilbagelægges.” (s. 199; afsluttende kommentar)

Kommentar. Det værste er på sin vis ikke at en gruppe journalister var revolutionære kommunister for 30 år siden, men at de alle ønskede at bruge sit journalistiske virke til at propagandere imod det liberale demokrati, og i den henseende betragtede klassiske journalistiske dyder som værende problemer der kunne og skulle omgås.

Bemærkelsesværdigt er det derfor, at forfatternes bidrag til bogen ikke på nogen måde kan siges at have hæmmet deres karrieremuligheder. Fem ud af de ni studerende fik ansættelse i kortere eller længere perioder på DR – den ene af dem blev tillige lektor på Danmarks Journalisthøjskole. Blandt de fire studerende der ikke gjorde karriere i DR, blev tre markante reportere for Ekstra Bladet, herunder Lars Hørby der i en årrække har haft sæde i Cavlingprisudvalgets eksklusive komite – valgt af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Den sidste blev lokalredaktør for en regionsavis.

De to lektorer der iscenesatte og redigerede bogen, er idag helt i toppen af det danske medielandskab. Den ene, der idag er professor i journalistik citeres hyppigt i medierne – den anden er direktør for Mediesekretariatet under Kulturministeriet.

Næsten surrealistisk bliver det, når man ved at Frands Mortensen der idag forsvarer DR med hud og hår, i 1974 udgav en 300 sider lang ‘kommunikationskritisk analyse’ af Radioavisen, hvor han angreb DR’s borgerlige ‘objektivitet’. Hvorfor er den mand så tilfreds med Danmarks Radio idag?

Eigil Andersen er idag trafikpolitisk medarbejder hos DR Østjylland, og folketingskandidat for SF i Århus.

Ulla Bechsgaard er idag mediechef i Ledernes Hovedorganisation, har tidligere arbejdet som programmedarbejder i DR og været lektor på Danmarks journalisthøjskole.

Lars Hørby er idag journalist for Ekstra Bladet, og blev for nogle år siden udvalgt af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse til at sidde i den fem-mand store Cavlingkomite (sammen med bl.a. Kurt Strand).

Klaus Larsen er idag selvstændig konsulent, og havde fire år som pressechef i Danida bag sig, før han i 1981 fik ansættelse på DR, og blandt andet medvirkede i TVAvisen og var vært for flere debatprogrammer.

Frands Mortensen er idag professor i medievidenskab, og har været involveret i alt mediepolitisk de sidste tre årtier. Han har eksempelvis været konsulent for DR’s bestyrelse (1990-1992) og for Kulturministeriet.

Lars Schelde er idag journalist på DR Midt & Vest.

Kurt Simonsen er idag journalist for Ekstra Bladet. Den 8. december 1993 måtte avisen indgå et forlig med Den Danske Forening, der havde sagsøgt avisen for bagvaskelse på grund af en artikelserie af ham og Niels Westberg.

Jens-Erik Sinnbeck er idag lokalredaktør for Midtjyllands avis’ Ry/Skanderborg redaktion.

Jens Stubkjær er idag ansat som lokalredaktør for Bornholms Tidende redaktion i Aakirkeby, og var har i perioden 1978 til 1994 stået for alt fra børneradio til debatprogrammer i DR regi.

Erik Nordahl Svendsen er idag direktør for Mediesekretariatet under Kulturministeriet, der bl.a. står for uddeling af mediepuljer, kontrol af reklameregler for TV2 og lignende.

Niels Westberg er idag journalist for Ekstra Bladet, og har i mange år kørt et parløb med Kurt Simonsen (se ovenstående).

PS: I et tillæg til 2. oplag, er 21 anmeldelser trykt. En af dem er fra Berlingske Tidende (1/12-1977), hvor Aage Deleuran kommenterer Klaus Larsens angreb.

“Der var næppe nogen her, der ret blev klar over Klaus’ lidelser. De har nok heller ikke været så slemt følt dengang. Nu sættes de ind i en større sammenhæng… nu bruges Klaus og de andre unge af de to medieforskere Erik Nordahl Svendsen Frands Mortensen til et bog, det må føles pinefuldt for Journalisthøjskolen og de fleste af dens lærere at stifte kendtskab med. Hvis offentligheden får det indtryk, at dette er, hvad der kommer ud af uddannelsen i Århus, står det skralt til med pressens fremtid. (s. 209)

22 Comments »

  1. Kim – du dokumenterer det, som ellers bare ville ende som sladder, mistanke og vrede.

    Du leverer varen; sort på hvidt piller du korthuset ned, udstiller elendigheden i den røde presse og de katastrofale følger for det danske samfund.

    Jeg har benyttet vinterferien til at læse Mogens Camre’s nye bog (oktober 2006) Frihedens Land. Den er ufattelig god & nødvendig. Den er uriasposten i paperbag udgave!

    Anti-sharia

    Kommentar by anti-sharia — 25. februar 2007 @ 21:12

  2. Hvad Frands Mortensen propanganderede for i 1978 er vel det de har realiseret i DR.

    Kommentar by Spinoza — 25. februar 2007 @ 22:17

  3. Kim Møller, det er fremragende, det du gør! Jeg er sikker på, at der er masser af den slags, at grave op. De skal ikke have lov at dø i synden, de gamle skiderikker.

    Selve det, at vi i dag opfatter det som miskrediterende at få tingene frem, er udtryk for noget positivt. De egentlige, yderligtgående venstrefløjssynspunkter er blevet grundigt miskrediteret. Lad os også glæde os over det.

    Kommentar by Martin — 25. februar 2007 @ 22:35

  4. Efter at have læst det du citere Kim, er jeg skam ikke overasket, det er jo helt op til dato, og det at se at de mere eller har tråd til DR, skkert i en lønklasse som jeg betaler til, alt det gør mig så drebri. at jeg sætter en film i maskinen hvor helten giver de dumme en på frakken, no nonsens.
    Måske har jeg friske nerver efter filmen at jeg er istand til at være med igen.

    Kommentar by Per N. — 25. februar 2007 @ 22:45

  5. KIM du er denne tids “gøngehøvding”, denne gang er de ikke blå/gule men ræverøde….Og hvor fint du udstiller dem i al deres ynk ;-)

    Kommentar by whodares — 25. februar 2007 @ 22:47

  6. Godt gravet frem Kim – hermed er fremfærden på og udsendelserne på (D)DR venstresnoede mediecirkus bevist – dumhedens apostle fik overtaget, sejrede så vi i dag river os i håret.
    Håber det nye radioråd kan bruge artiklen til noget fornuftigt – men det er selvfølgelig kun et fromt håb, sorteper bliver sikkert (som sædvanlig) lille jeg, dummepeter, der bare har af at betale og se glad ud.
    (D)DR er lige så stor en fare for vores land som muslimerne.

    Kommentar by T. Klitgaard Fuur — 26. februar 2007 @ 08:48

  7. Saksede denne fra organet for den højeste oplysning komponeret af Anita Bay Bondegård. Måske lidt uden for emnet men en afspejling af niveauet blandt – i hverttilfælde nogen – journalister:

    24 års-reglen handler om at fratage danske statsborgere retten til at forelske sig og gifte sig med den, de vil. Sammen med tilknytningskravet har 24 års-reglen medført groteske beslutninger.

    Så sent som i gårsdagens avis kunne man læse om en kenyansk kvinde, der har været gift med en dansker i 18 år og nu har fået sin udvisningsdom fra Udlændingestyrelsen. Hun og hendes familie betaler prisen for, at regeringen har skudt med spredehagl i stedet for at ramme det egentlige problem.

    Forbuddet mod tvangsægteskaber er i sig selv fornuftigt, men det giver især mening, fordi det kan være første skridt til at få afskaffet 24 års-reglen

    Har hun her afsløret et groft tilfælde af pædofili med en afrikansk kone , der efter 18 års ægteskab ikke har nået de 24 år endnu?

    I øvrigt mener jeg, at de Radikale, som her visualiseret, er de mest tro mod deres rødder. Startet af almindelige husmænd og videreført af åndelige husmænd.

    Kommentar by Pesodym — 26. februar 2007 @ 09:49

  8. Fin dokumentation!

    Deleurans anmeldelse til sidst er profetisk: Disse røde drenge og deres ligesindede kom til at præge journalistik, mediedebat og uddannelse af journalister i de følgende årtier frem til i dag. Resultatet er den deprimerende lyserøde sump, vi nu vader rundt i.

    Kommentar by Lama Q — 26. februar 2007 @ 10:02

  9. åh ja, kulturkampens nyttige idioter. Måske skulle du grave lidt i vores kære statsministers gamle bøger. Du kunne sikkert finde mange beviser på at han er en højreradikal der nu under dække styrer hele landet…Noget med minimalstaten, var det ikke? privatisering af politi, slavesind osv.

    Kommentar by Allan — 26. februar 2007 @ 11:23

  10. Allan, nu er en højreradikal og en liberalist jo ikke helt det samme. Hvis du bare skal tages en lille smule alvorligt, må du få definitionerne på plads.

    Kommentar by JanChris — 26. februar 2007 @ 12:20

  11. Hvordan har en sådan professor forstening dog overlevet jerntæppets fald, Rothe Armes fængsling, VS og Blekingegadebandens undergang?

    Allan – koncentrer dig om dine venstreradikale-voldspsykopat-venner i Ungdomshuset og din apologi over for salafistiske imamer og fascisterne i Hizbolla og Hamas.

    Kommentar by Anker — 26. februar 2007 @ 13:14

  12. Et frisk eksempel på hvor forskelligt en nyhed lanceres hvis det kommer fra hhv. JP og Politiken

    JP: http://www.jp.dk/udland/artikel:aid=4266172/
    Serbien skyldig i folkemord, men det nuværende Serbien kan ikke holdes ansvarligt.

    Pol: http://politiken.dk/udland/article252130.ece
    Serbien frikendt for folkmord.

    Døm selv hvem der har den mest relevante vinkling på sagen

    Det hører ikke under denne tråd, men jeg ved ikke hvor ellers “jeg kan komme af med det” Kim kan evt. flytte det, eller slette det alt efter hvad han finder bedst.

    Kommentar by Martin Poulsen — 26. februar 2007 @ 14:47

  13. Tak Kim Möller for at du gravede denne historie frem i dagslyset i en grundig redegörelse.

    Kommentar by Gertrud — 26. februar 2007 @ 14:56

  14. Flot arbejde Kim !

    For Allan er det stadigt svært forståeligt, at skelne mellem et statsfinansieret offentligt medie som er omfattet af public service, og som vi alle er stavnsbundet til at betale til.

    Nu kan man rent faktisk sætte sit kryds, hvor man vil. Kan man ikke lide Fog, er det muligt at sætte sit kryds andetsteds eller hvad Allan ?

    Kommentar by Cicero — 26. februar 2007 @ 15:51

  15. Den omtalte Kurt Simonsen er nærmest besat af højrenationale. Når EB har skullet bruge en rigtig sviner, er man altid rendt til Kurt. Det har flere gange kostet kritik fra pressenævnet. Kim´s postering om bogen kaster lidt lys over hvorfor.

    Kommentar by Jake — 26. februar 2007 @ 15:51

  16. Ja hold da op hvor er det vigtigt at hive en bog frem der er mere end 30 år gammel.

    Kommentar by Bjarne Thyregod — 27. februar 2007 @ 08:25

  17. cicero: statsfinanceret offentligt medie såsom ekstra bladet? Man kan jo slukke for DR og sætte lidt tv2radio på i stedet hvis man gerne vil høre regeringsprograganda, som I åbenbart efterlyser.

    hvorfor fogh kan ændre holdning, men disse ikke kan, skal man vel lige forklare, ikke?

    Kommentar by Allan — 27. februar 2007 @ 13:58

  18. Nu er der jo den forskel, at Anders Fogh adskillige gange har lagt afstand til- og gjort op med sin fortid som superliberalist. Har Frands Mortensen gjort det samme? I så fald er det sket for ganske nylig og forbigået min- og alle andres opmærksomhed.

    Kommentar by JanChris — 27. februar 2007 @ 16:51

  19. Har ofte undret mig over, sammen med mange andre her på bloggen, hvofor og hvordan er DR blevet en så rød/radikal propagandainstitution.
    Posteringen giver en god del af forklaringen.
    Næste store spørgsmål: Hvordan er det gået til, at domstolene vandrer ad de samme stier?
    Sidste uge: Dommernes frikendelse af 3 terrormistænkte, trods nævningernes skyldig kendelse.
    I dag: 8 måneders fængsel for opfordring til terror til Dank Front-medlem pga. et indlæg på en looni hjemmeside. Lighed for loven !!!!

    Kommentar by SUS — 27. februar 2007 @ 21:31

  20. Jeg ser at Tyrenakke er blevet udskrevet.

    Kommentar by mike — 28. februar 2007 @ 09:42

  21. #16Ja hold da op hvor er det vigtigt at hive en bog frem der er mere end 30 år gammel.
    Ja ja thyregod så er det da bedre at holde med dem som holder en 1400 år gammel bog frem ikk!

    Kommentar by father — 28. februar 2007 @ 20:51

  22. Hej med jer!

    Kommentar by Per Nyboe — 24. maj 2007 @ 00:32

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper