18. maj 2007

Henrik Dahl om “patetiske manifester i Politiken”

Henrik Dahl er nået til sjette del i sin serie om dansk politik anno 2007. Her tager han Politiken & Co. under behandling.

“I centrum-venstre har man en ulyksalig tilbøjelighed til at lytte til dem, der er hårdest ramt af den politiske psykose. Man anser analyser i Politiken og Information for at være hjemstedet for skarpsindige analyser, selvom de for det meste er præget af spekulative og normative ræsonnementer, der ikke tager højde for hverken facts eller almindelige regler for, hvordan man bearbejder facts. At der findes mennesker i dette land, der betragter Tøger Seidenfaden som værd at lytte til, overgår min forstand. Han kan højest regnes for en retorisk velskolet prædikant. Uhyre dygtig til at arrangere metafysiske begreber på nye måder. Men grundlæggende med samme forhold til rationel omgang med kendsgerninger som alle andre prædikanter. Det er klart, at det er finere at drive det vidt som prædikant end det er, ingen steder at nå. Ligesom det er finere at være general i Tivoligarden end bare at være mening. Men jeg synes, man må tage det felt, folk udmærker sig indenfor, i betragtning, inden man falder i svime over, hvor langt de har drevet det.

En særlig grund til, at det går så dårligt for centrum-venstre, er tilbøjeligheden til at lytte til kunst­nere. Jeg tror, noget af det er udtryk for ægte, gensidig interesse. Men meget er en form for gensidig starfucking. Der findes desværre en masse kunstnere, der arbejder på at opbygge et ry for at være store intellektuelle af den gammeldaws europæiske slags…

Problemerne opstår, når starfuckerne tror, de kan bruge hinanden til andet end pral og sex. Måske kan kunstnere bruge politikere som forlæg til karakterer i deres fiktive værker? Jeg ved det ikke, men tvivler. De fleste politikere er alt for kedelige til, at man kan lave dem om til spændende, fiktive karakterer. Om politikere kan bruge kunstnere til noget praktisk? Jeg tvivler igen. Den mest almindelige grund til, at folk er berømte for et eller andet, er, at de er helt vildt gode til den pågældende ting. Men der er også en grund til, at de ikke er berømte for alt muligt andet: at de er langt mindre dygtige. Den eneste mulighed for at gøre sig gældende inden for både kunst og politik på samme tid, er at specialisere sig ligesom Klaus Bondam. Hvis man satser benhårdt på at blive nummer ét til små biroller, kan man drive det virkelig langt begge steder. Men generelt er den barske sandhed om forholdet mellem kunst og politik: jo mere, centrum-venstrepolitikere retter sig efter de skoddårlige analyser af samfundet, de får tilsendt som patetiske manifester i Politiken og kollektivt signerede annoncer, jo længere vil de helt sikkert komme fra magten.

Oploadet Kl. 22:22 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer

7 Comments »

  1. Fandeme det mest underholdende, selvironiske og hylegrinagtige jeg
    længe har læst – hvor må de ramte vride sig i deres lænestole. At det så endda kommer fra én, der engang var – blev antaget for at være – en af deres egen, gør jo kun det hele så meget desto bedre – eller værre, om man vil ;-)

    Henrik Dahl har da vist flyttet sig temmelig meget væk fra de røde og de frelste gloriepudsere i de sidste 4-5 år – eller tager jeg helt fejl ?

    Kommentar by Niels Henriksen — 19. maj 2007 @ 05:35

  2. Heus, hic nos omnes in agmine sunt!

    “Den eneste mulighed for at gøre sig gældende inden for både kunst og politik på samme tid, er at specialisere sig ligesom Klaus Bondam. Hvis man satser benhårdt på at blive nummer ét til små biroller, kan man drive det virkelig langt begge steder”

    Denne sætning er så ond, så man må klaske sig på maven af grin, den kræver ikke yderligere kommentarer.

    fhv grisehandler

    Kommentar by Den Fjerde Identitet. — 19. maj 2007 @ 08:29

  3. >Kim Møller

    Det her vedrører ikke tråden og du er velkommen til at slette det igen efter endt læsning. Men jeg synes lige jeg vil gøre opmærksom på en spændene artikel af Raymond Ibrahim på Victor Hansons site, hvor Ibrahim tager fat på Karen Armstrongs forbløffende Islam-apologetik.
    Artikelen er fra i onsdags.

    Det burde interessere dig!

    http://victorhanson.com/articles/ibrahim051607.html

    Kommentar by Mackety (islamofob) — 19. maj 2007 @ 12:25

  4. Det her skal udgives som bog. En debatbog, der kan få anmeldelser over hele linien, store interviews i alle medier og debatter i Deadline. Sjældent har jeg set noget mere relevant skrevet om den kulturradikale misére.

    Kommentar by tagpap — 19. maj 2007 @ 13:05

  5. Spot on! Jeg savner virkelig Dahls Duel på P1.

    Kommentar by timkl — 19. maj 2007 @ 13:16

  6. >3

    I forlængelse af min kommentar 3, er her lidt ekstra information om Raymond Ibrahim.

    http://www.writersreps.com/author.cfm?AuthorID=152

    Kommentar by Mackety (islamofob) — 19. maj 2007 @ 14:24

  7. Med ordkunstere som Henrik Dahl, Dennis Nørmark, Ole Hyltoft og andre er det som er udtrykt af Ole Thomsen ganske vist om vittigheder
    “Denne verdens mægtigste frygter en præcis vittighed mere end bjerg af analyserende kronikker, og det gør de ret i. For vittigheden har en appel som ingen analyse kan få.” Dahls indlæg er virkelig som en god sund latter der renser sindet for triste tanker og giver fornyet positiv forventning.

    Henrik Dahl, i samarbejde med andre, har i bogen ‘Borgerlige ord efter revolutionen’ givet skarpe skud til et opgør som alt for længe er blevet holdt tilbage. Her følger lidt fra introduktionen:
    “Der var engang en venstrefløj. Det var fede tider. Der var en fremtid. Ja, venstrefløjen fyldte hele sin symbolverden med fremtiden. Nye måder at kommunikere på. Ny musik. Ny stil: Nye måder at bo på. Ny teknologi. Ny kunst. Nye ideer. Nye familieformer. Nye rejsemål. Ny mad. Nye drømme. Alt var nyt og sjovt. Fremtiden var spændende.
    Idag glæder venstrefløjen sig ikke til fremtiden. Fremtiden er farlig. I fremtiden er jorden ubeboelig og maden giftig. Menneskelige relationer er afløst af økonomiske. Og kærlighed og kultur er glemt af de teknologiliderlige symbolanalytikere. I morgen er værre end i dag. Derfor modarbejder venstrefløjem stort set alt, hvad der bygger på den præmis, at fremtiden er et interessant sted, hvor ting kan blive bedre – især hvis vi selv er visionære. Venstrefløjen er blevet reaktionær, konservativ og bagstræberisk. Alt det den hadede i fortiden.

    Måske tabte venstrefløjen fremtiden, fordi den tabte orienteringen? Forfatterne mener, at det er på tide, at befri den store mand, der kæmper for at komme ud af den lille. De vil have plads til visoner. De mener, det er på tide at glæde sig til fremtiden efter revolutionen.’

    Alt for længe er vi blevet holdt som ’småbørn’ i tryghedsnarkomani i form af velfærd og omklamring af bedrevidende. Det er på tide at lukke det selvstændige menneske ud til opbygning af selvrespekt og personligt ‘aristokrati’.

    Kommentar by Jørgen O. — 19. maj 2007 @ 18:59

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper