4. juni 2007

Kloge ord om menneskerettigheds begrebets udvikling

Institut for Menneskerettigheder fejrer 20 års jubilæum i år, og Jacob Mchangama mfl. udtrykker i den forbindelse fornuftige borgerlige ord om menneskerettighedsbegrebets udvikling.

Fra dagens kronik i Berlingske Tidende. Jacob Mchangama og Christopher Arzrouni: Red menneskerettighederne!

“Menneskerettigheder er en af den vestlige civilisations vigtigste frembringelser. De garanterer borgerne en række enkle klassiske frihedsrettigheder – lighed for loven, ejendomsret, ytringsfrihed og muligheden for at gå sine egne veje, så længe man respekterer andres tilsvarende friheder. Kort sagt et grundlæggende menneskeligt »selvejerskab«.

Imidlertid er menneskerettigheder paradoksalt nok blevet for populære. Deres udgangspunkt var at definere en kerne af universelle rettigheder, som mennesker må have uanset, hvor de lever, og som ingen andre må krænke. I dag bliver menneskerettigheder i stigende grad brugt til det stik modsatte: Som krav på andre menneskers gøremål, ressourcer m.v. Selve menneskerettighedsbegrebet er blevet skizofrent.

Rettighedsbegrebet har rødder tilbage til Antikken, men blev først for alvor udfoldet i England. Et dokument som Magna Charta (1215) står som et af de første konkrete bud på individuelle rettigheder over for staten. Heraf fremgår det, at »ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller gøres fredløs eller drives i landflygtighed eller på nogen måde ødelægges, ej heller skal vi gå mod ham eller sende folk mod ham, medmindre det sker efter hans ligemænds dom eller i henhold til landets lov«.

Rettighedsbegrebet blomstrede dog først for alvor i 1600-tallet. Filosoffen John Locke slog fast, at: »enhver mand har ejerskabet til sin egen person«, og at de centrale rettigheder var »liv, frihed og ejendom«. Denne tankegang inspirerede Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 1776. Heri optræder ordene: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. Også i den franske menneskerettighedserklæring af 1789 fremgår det, at »målet for enhver politisk forsamling er at bevare menneskets naturlige og umistelige rettigheder. Disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.

Således gennemstrømmer selvejerskabstanken de vigtigste tekster i den vestlige politiske historie. Men noget skete. Fra at rettigheder var borgernes beskyttelse mod staten, blev de nu til et instrument for staten. Det ser man i den reviderede franske menneskerettighedserklæring af 1793, som tyrannen Robespierre stod bag. Heraf fremgår det, at »målet for samfundet er den fælles lykke«, og at »offentlig hjælp er en hellig pligt«.

Individuel stræben efter lykke blev afløst af et mere håndfast kollektivt mål for lykke. Det kom til at plage Europa i det 19. og 20. århundrede. Gang på gang blev individuelle rettigheder undertrykt med henvisning til andre »vigtigere rettigheder«…

Heldigvis blev menneskerettighedstanken rehabiliteret oven på Anden Verdenskrig. Individuelle, grundlæggende rettigheder skulle igen udgøre et værn mod totalitarisme. Desværre blev frøet til ny skizofreni sået i FNs universelle menneskerettighedserklæring af 1948. Erklæringen rummer de klassiske borgerlige rettigheder men også en hel stribe »økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«.

Erklæringens første 21 artikler udtrykker de klassiske vestlige værdier som frihed, lighed for loven, ejendomsret, religionsfrihed og så videre. Alt dette kan man have, uden at andre skal afgive noget. Det er velafgrænsede rettigheder, som man med god ret kan kalde universelle. De kræver ingen særlig politisk definition. De udgør den privatsfære, som staten (og andre) ikke må gribe ind i. Vi kalder det for frihedsrettigheder eller »negative« rettigheder, idet de handler om, hvad man ikke må gøre over for andre.

Men FNs erklæring slutter ikke med de første 21 artikler. Artikel 22-27 nævner alt det, som mennesker angiveligt behøver for at kunne leve et godt liv. FNs erklæring forklarer, at mennesker har ret til social tryghed, en levestandard, som inkluderer føde, klæder, bolig, sundhed, gratis undervisning, ret til arbejde, begrænset arbejdstid, ferie med løn, ret til at nyde kunst og til at få adgang til videnskabens frembringelser, tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Og det lyder jo godt. Men disse »rettigheder« har reelt en helt anden funktion end de klassiske frihedsrettigheder, og tilsammen ligner de mere en ønskeseddel for de ting, som politikere godt kunne tænke sig at gennemføre. De kan kun efterleves, hvis nogen først definerer dem og derefter fremskaffer dem. Eftersom denne slags rettigheder lægger direkte forpligtelser på andre, kaldes de »positive« rettigheder eller velfærdsrettigheder. Sådanne rettigheder afhænger i praksis altid af, hvilket land eller hvilken tid man lever i, og de vil nødvendigvis være forskellige fra land til land afhængigt af velstandsniveauet. Netop derfor er disse artikler i FNs universelle menneskerettighedserklæring slet ikke universelle.

Rettighederne i artikel 22-27 erklærer, at alle har ret til en bestemt livsførelse, men siger ikke noget om, hvem der er skyldig at skaffe midlerne, og hvor meget der skal til. Selvfølgelig er det vigtigt at have bolig, mad og meget mere. Men sådanne upræcise ting kan man ikke skrive ind i en rettighedserklæring uden at devaluere og relativere frihedsrettighederne.

Frihedsrettighederne indebærer, at statsmagten begrænses, og at den – når den agerer – holder sig til snævre spilleregler. Frihedsrettighederne udelukker derfor totalitære regimer, hvad enten de er fascistiske, socialistiske eller religiøse. Men inden for frihedsrettighedernes ramme kan borgerne vælge den samfundsmodel, de måtte finde bedst. Frihedsrettighederne foreskriver således hverken en nattevægter- eller velfærdsstat.

Velfærdsrettighederne angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Jacob Mchangama gik mere konkret til Morten Kjærums Institut for Menneskerettigheder i en 180 grader-klumme i sidste uge (28/5-07) – Institut for udvanding af menneskerettigheder. Et citat.

“Ingen af de eksempler, Morten Kjærum nævner som problematiske, kan med nogen ret siges at være udtryk for tyranni, undertrykkelse eller utidig indblanding fra statens side. Men IMR’s kampagne er ikke kun udtryk for en triviel udvanding af menneskerettighedsbegrebet. Den er også potentielt frihedsindskrænkende. Menneskerettigheder fungerer som garantier, der enten er absolutte, eller som der kræves vægtige og objektive grunde for at fravige. Med andre ord trumfer menneskerettigheder øvrige hensyn og indsnævrer mulighederne for at agere indenfor menneskerettighedernes anvendelsesområde. Netop derfor må menneskerettighederne være veldefinerede og afgrænsede. Menneskerettighederne kan ikke meningsfyldt udbredes til en række hverdagsområder – såsom forholdet private borgere imellem, ansættelsespolitik eller alkoholpolitik på uddannelsessteder, hvor en række legitime og relevante, men modsatrettede hensyn konstant vil spille ind afhængig af kontekst og konkrete omstændigheder.”

6 Comments »

  1. Jacob Mchangama er knivskarp.

    Rart endelig at se en jurist, som ved hvad det faktiske indhold i menneskerettigheder er.

    De er særlige rettigheder som beskytter eens privatsfære fra staten og andre borgere, ikke rettigheder som borgere kan knalde deres klamme religioner og andet tågesnak ned over folks hoveder med.

    Hvis ikke denne definition gælder, så giver menneskerettigheder ingen mening og så har de ingen legitimitet. Så er det blot et forsøg på en folkeretlig, traktat-bunden buffet-klausul, med hvilken FN med den størst tænkelige middagstallerken kan gå ombord i medlemsstaternes interne affærer uden nogen respekt for deres suverænitet.

    Ad Kjærum er hans mission indelysende ; Han ønsker blot at nasse på den respekt og legimitet som de ægte, traditionelle frihedsrettigheder kan prale af, og udvide dem til at dække alskens latterlige områder som intet har at gøre med menneskerettigheder.

    Se bare hans uhellige alliance med racisten og homofoben Safia Aoude (tidl K, nu blot fundamentalist); De argumenterer for at det sociale nexus på uddannelsesinstitutioner som udgøres af events såsom fester, fredagsbarer og theaterforestillinger er en krænkelse af muslimers menneskerettigheder, da de ikke kan føle sig “velkomne” i disse alkoholladede mijøer, og dermed fremmedgøres for pseudo-faglig networking med de social stærkeste medstuderende. Den lader vi lige stå til eftertanke tror jeg …

    *VENTER SPÆNDT PÅ AT ALLAN SKAL GØRE ENTRÈ MED ENDNU ET IGNORANT INDLÆG OM NOGET JURA HAN IKKE FORSTÅR*

    Kommentar by DaLi — 4. juni 2007 @ 11:57

  2. Jeg har læst Safia Aoudes udspil vedr. fredagsbarer. De fundamentalister er efterhånden overalt, og deres skamløshed er uden ende.

    Gad vide, hvor meget, de muslimske miljøer koordinerer deres fremstød på tværs af foreninger og politiske partier?

    Jeg rev en artikel ud af JP i morges, “Isolerede Indvandrere” af Ali Nuur, der bl.a. skriver:

    “Afslutningsvis, selv om universiteterne prøver at iværksætte forskellige initiativer for disse grupper, er der alligevel brug for en fælles indsats, som bør mainstreames på alle områder og på alle niveauer for at assistere tosprogede studerende under deres studietid. Men universiteterne kan ikke løse opgaven alene. De pågældende kommuner skal også spille en rolle. Et tæt og målrettet samarbejde mellem kommunen og uddannelsesstederne kan reducere problemets omfang.”

    Dette må universitetet da blive lykkelig for. Kommunal hjælpeaktion til at gøre uni mere mainstream! Man får associationer om holmgang mellem rektor og Nicolai Wammen.

    Ali Nuur er såmænd byrådsmedlem for Venstre, og han kan hverken undskyldes med ungdommelig uvidenhed eller mangel på udannelse. Derimod er det på sin plads at nævne, at han i mange år boede i Saudi-Arabien – det skønne land.

    Nuur vil have kommunens hjælp til fx at få studerende indvandrere ind i andre studerendes “indercirkel” og at overvinde hurdler såsom problemer med “prøveformer, som er rodfæstet i reflekterende, kritisk og analytisk tankegang.”

    Sjovt nok arbejder han selv med undervisning. Måske kan han hjælpe?

    Kommentar by Mette (islamofob) — 4. juni 2007 @ 21:49

  3. Link til somalieren Ali Nuurs artikel. http://jp.dk/arkiv/?id=957173

    Kommentar by Mette (islamofob) — 4. juni 2007 @ 22:10

  4. ->3 “Et andet problem, som mange tosprogede studerende har, er, at de er uvant med prøveformer, som er rodfæstet i reflekterende, kritisk og analytisk tankegang“.

    [Fnis].

    Kommentar by Lars Findsen På Crack (islamofob) — 4. juni 2007 @ 23:39

  5. Ja, ja. Manden er omkring de 50 og har voksne børn. Han er politiker for Venstre og mener sig tydeligt nok berettiget til

    KRAV på venskaber

    KRAV på alkoholfrie uddannelsteder

    KRAV på frihed for eksamenskrav om reflekterende, kritisk og analytiswk tankegang.

    Det næste bliver vel

    KRAV om udlevering af eksamensbeviser med topkarakter i gennemsnit og en dybfølt tak fra det danske folk. Afleveret med ekspresbud på bopælen og uden forudgående mødepligt og aktivitet på uddannelsesstedet.

    Så kan vi hurtigt få afviklet lægemanglen.

    Kommentar by Mette (islamofob) — 5. juni 2007 @ 07:11

  6. “problemer med “prøveformer, som er rodfæstet i reflekterende, kritisk og analytisk tankegang.”

    Jamen, det er da næsten ikke til at bære!

    Så nu skal Universiteternes akademiske grundprincipper (hvis vi ser bort fra diverse kommunisttågehorn) sættes til side, fordi en speciel gruppe ikke forstår dem ?

    Dét siger vist mere om specielle grupper end om universiteterne.

    Kommentar by DaLi — 5. juni 2007 @ 09:12

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper