7. juli 2007

“Kimen til politiske katastrofer ligger i de humanistiske moralisters fromme opbyggelighed.”

Fremragende kronik af Kasper Støvring i dagens Berlingske Tidende. Emnet er som titlen antyder Thomas Mann og den ironiske humanisme. Læs det hele!

“Humanisme ordet er blevet populært. Især blandt forfattere som Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og Carsten Jensen, der hyppigt kritiserer de »reaktionære« og »nationale« samt appellerer til »demokratisk anstændighed« og en ordentlig »tone« i omgangen med de fremmede. Men humanisme er ikke blot et fromt modeord. En forfatter, der var i stand til at formulere en mere nuanceret og derfor også mere levedygtig humanisme, var tyskeren Thomas Mann (1875-1955)…

Når humanisme er andet og mere end et politisk korrekt plusord hos Mann, skyldes det, at han var så fortrolig med den anti-humanisme, der prægede hans tid og land. Mellemkrigstidens Tyskland var rig på de såkaldte radikal-konservative bevægelser, der i visse former var intellektuelle banebrydere for nazismen. Den radikale konservatisme hyldede »livets intensiteter«, især magten og viljen, der påstås at ligge et niveau dybere end fornuften og moralen.

De radikale konservative indså, at disse dybereliggende magter og drifter i hænderne på de rette mænd havde potentiale til at nedbryde humanismen og skabe en ny politisk styreform. I grunden var der tale om en tilbagevenden til en gammel styreform, deraf konservatismen, nemlig diktaturet. Diktaturet blev anset for at være mere levende end demokratiet og dermed også et mere ægte udtryk for tilværelsens inderste kræfter.

[…]

Konservatismen skænker Manns psykologiske indsigter troværdighed, og den gjorde ham i stand til at udvikle en reflekteret humanisme, der står i modsætning til den museale borgerlige humanisme.

Denne borgerlige humanisme stod netop magtesløs over for den radikale konservatisme, fordi den ikke havde andre midler til rådighed end moralske appeller om anstændighed og en pænere tone i debatten. Den var kort sagt naiv og fortrængte det, den ikke brød sig om. Det gjaldt bl.a. det tyske folks behov for national genrejsning efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. Et behov nazisterne som bekendt effektivt formåede at tilfredsstille.

[…]

Og i romanen Trolddomsbjerget fra 1924 er det humanistiske projekt storladent tænkt. Men drømmen om socialt fremskridt, frihed og menneskelig dannelse er skrøbelig. For ligesom i Doktor Faustus bliver de humanistiske idealer om modenhed, håb og medmenneskelighed destrueret af viljen til magt. Hvad enten denne magt giver sig til kende som religiøs fanatisme, politisk diktatur eller irrationel livsfilosofi…

Det, den borgerlige humanisme ikke magter, er netop det, Thomas Manns roman om den borgerlige humanismes sammenbrud magter. Nemlig at fortolke det, som er fortrængt bag den fremskridtsvenlige humanismes snævre horisont. Livets strømmende dyb må, med alle dets faremomenter, fortolkes i kunstens symboler for ikke at blive udlevet i de politiske ideologiers barbari.

Sådan er kunstens funktion i hvert fald tænkt: Kunsten fremviser humanismens skyggeside, som også må integreres i samfundet, hvis de politiske ekstremer skal inddæmmes. Den humanisme, som Mann når frem til, er præcis ikke idealistisk. Det er tværtimod en humanisme, der er fortrolig med både det guddommelige og det dæmoniske. En humanisme der organiserer det kaotiske liv og behersker det på naturlig vis til forskel fra nazismen, der på perverteret vis misbruger livsviljen til politiske formål: til at beherske andre med.

Hvad Mann efterhånden indså, og forgæves forsøgte at advare sine landsmænd om, var følgende: Kimen til politiske katastrofer ligger i de humanistiske moralisters fromme opbyggelighed.

For så vidt var den offentligt skandaliserede radikale konservatisme også rettet imod humanismen på to afgørende fronter. Dels mod dens optimistiske forenkling af menneskesynet og dels mod dens defensive idealer. Humanismens utilstrækkelighed skyldes i den forstand forskrækkelsen over de regressive kræfter i menneskets natur, der strider mod de borgerlige dyder.

[…]

Mann artikulerer i sit forfatterskab en spænding mellem humanisme og pessimisme og en åbenhed over for de kræfter i psyken, der ligger et niveau under den kultiverede anstændighed. Det er netop denne spænding og åbenhed, der beriger hans humanisme med livskloge erfaringer og baner vej for en illusionsløs praktisering af humanismen.

[…]

Mann troede ikke på kunstens sakrale betydning som verdensforbedring, og verden lader sig ikke sådan forbedre med gode humanistiske hensigter. Mann fastholder, at fornuften nok undergraves af livets dæmoniske understrøm, men netop vinder sin magt gennem besindelsen på sin egen afmagt.

For imens Mann i sine svageste øjeblikke postulerede en moral, der ikke var dækning for, drog han i sine stærkeste nytte af kunstens viden om ondskaben i mennesket. Den selvretfærdige humanist opfatter alt ondt som noget, de andre er, og kan dermed på tryg vis bekræfte sig selv som en god demokrat. Men forfatteren Mann vidste bedre.”

  • Nomos – THOMAS MANN (1875-1955).
  • Nomos – Thomas Mann: ironisk konservatisme.
  • Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer

    12 Comments »

    1. Kim Møller

      Hvis du nu selv, med ret få ord, skulle beskrive Thomas Manns humanismebegreb, hvordan skulle det så se ud? Jeg har selv svært ved at definere det helt klart ud fra Støvrings kronik, som består af en masse flotte ord og lækre vendinger. Men hvad menes der helt konkret med Thomas Manns humanismebegreb? Kan og vil du give et bud på det?
      Det kan også være, at der er andre, der har et bud.

      Kommentar by Janne — 7. juli 2007 @ 13:19

    2. Jeg kan ikke prale af nogen særlig viden om Thomas Mann. Læste som meget ung Huset Buddenbrook og fangede det tunge sind og dekadecen. Var ikke senere fristet til at forny bekentskabet i større stil, for dette er langt fra mit eget sind. Dog lidt mere har jeg læst og samler mig stadig sammen til Joesf-romanerne, som Karen Blixen var så opftaget af.

      Mann stod vel mest for den gamle tyske finkultur og humanisme med nyere islæt af nihilisme. Han manglede evnen til at arbejde sig ud af det, der tyngede ham. Måske handlede det for ham som for Henrik Pontoppidan (som han beundrede) mest af alt om FAR. Hans homoseksualitet lå som et stadigt åg over ham og vel sagtens over hele familien med dens mange børn.

      Mann vidste meget om dobbeltspil. Men ikke nødvendigvis om mennesker med mere enkle tilgange til livet.

      “For imens Mann i sine svageste øjeblikke postulerede en moral, der ikke var dækning for, drog han i sine stærkeste nytte af kunstens viden om ondskaben i mennesket.”, siges det i oplægget.

      Har kunsten en særlig viden om ondskab? Det tvivler jeg på.

      Misforstå mig ikke, men når jeg læser Mann, kan jeg på sin vis godt forstå noget af den begejstring, der opstod i Tyskland, da Hitler kom til. Mange er uvidende om eller har glemt, at Hitler jo netop rev så mange med sig, fordi han blev opfattet som MODERNE og en leder, der fik nye og friskere vinde til at blæse over landet.

      Det var det, man trængte så forfærdeligt til. At det så udviklede sig katastrofalt, fordi det var en en falsk forfører, der rev dem med sig, er noget helt andet.

      Som jeg ser det, bør vi – for at komme af med vort nazismekompleks – fosøge i højere grad at forstå, at tyskerne havde gode grunde til at lade sig forføre. Og at der faktisk kunne være store forskelle på nazismen som ideologi og det nazitiske regime i praksis.

      Kommentar by Mette (islamofob) — 7. juli 2007 @ 14:17

    3. At nazister formår at promovere diktatur dom løsningsmodel er en ting, noget ganske andet at hr. Støvrings afsnit- citat fra kronikken:
      “De radikale konservative indså, at disse dybereliggende magter og drifter i hænderne på de rette mænd havde potentiale til at nedbryde humanismen og skabe en ny politisk styreform. I grunden var der tale om en tilbagevenden til en gammel styreform, deraf konservatismen, nemlig diktaturet. Diktaturet blev anset for at være mere levende end demokratiet og dermed også et mere ægte udtryk for tilværelsens inderste kræfter.”, forhåbentlig af pladsmæssige årsager og for at trække standpunkter distinkt frem giver et generelt billede af datidens virkeligheds radikale konservative som diktatur-tilhængere, de selv næppe i stor udstrækning ville lade sig nøje med at blive beskrevet som, kritikken af argumentationen kan jeg ikke belægge med eksempler selv her og nu, men jeg mener dog der er noget om indvendingen. Spørgsmålet om hvem af individer og grupper og hvilke synspunkter der defineres eller rubriceres som og under radikal konservatisme følger af dette.

      At indsigt i og formidling af ondskabs følger fra ikke nødvendigvis radikale konservative som hærværkseksempler og katastrofer er 1930 digtet Hærværk af Tom Kristensen et eksempel på:
      Asiatisk i Vælde er Angsten.
      Den er modnet med umodne Aar.
      Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
      som om Fastlande dagligt forgaar.

      Men min Angst maa forløses i Længsel
      og i Syner af Rædsel og Nød.
      Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
      og mod Hærværk og pludselig Død.

      Jeg har længtes mod brændende Byer
      og mod Menneskeracer på Flugt,
      mod Opbrud som ramte Alverden
      og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

      Kommentar by Peter Buch — 7. juli 2007 @ 22:11

    4. dom skal være som i indlæg 3 første linje.

      Kommentar by Peter Buch — 7. juli 2007 @ 22:17

    5. Det er vel ikke nemt at knytte Tom Kristensen til noget bestemt politisk – blot fordi han var anmelder ved Politiken i mange år.
      Jeg kender i al fald ingen antydninger om ham og politik.
      Mann derimod, var aktiv antinazist og flygtede til USA.

      Kommentar by steen — 8. juli 2007 @ 05:48

    6. Humanisme, den menneskelige faktor, som ordet vel kan “oversættes” til, er så mangfoldig, at intet fyldesgørende udsagn om begrebet er muligt.
      Humanismen er kristendommens åg og duale umulighed spændt ud mellem det ophøjede sublime ved det at være menneske og det direkte sjofle, ansvarforflygtigende.
      Humanisterne har siden Nikæa i 325 fyldt biblioteker med svar uden at nå ind til en uddybende kerne.
      Nogen påstår at humanismen er skabt af Fanden selv, for at vi kan bade i vores egen selvgodhed.

      Kommentar by Bodil. — 8. juli 2007 @ 07:02

    7. Tom Kristensen digtet kom på i indlæg inspireret af Mettes spørgsmål om kunsten har særlig viden om ondskab- som eksempel på at kunstnere – selv for nogle uden politiske etiketter påhæftet- formår at give udtryk for spændvidden i udtryk fra ideel harmoni i utopier realiseret i værker til selv- og samfundsdestruktive scenarier i andre eller samme værker.

      Kommentar by Peter Buch — 8. juli 2007 @ 07:48

    8. Glimrende artikkel. Desværre er der mange, der ikke er istand til at skelne mellem de forskeligge måder humanisme kan opfattes på. Derfor er frit spil til at svine de til, der ikke ikke opfatter på sammen måde som Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og Carsten Jensen.

      Jeg synes din artikkel er en god forenkling af problemstillingen:

      “Kimen til politiske katastrofer ligger i de humanistiske moralisters fromme opbyggelighed.…” glimrende sætning.

      fhv grisehandler

      Kommentar by Alfred Hansen — 8. juli 2007 @ 13:43

    9. Humanismen var oprindeligt en kúlturstrømning i renæssancen. Der var tale om en arrogant og elitær bevægelse. Min fremmedordbog fra Gyldendal beskriver den med ordene “eksklusiv, etnocentrisk, aristokratisk og udemokratisk”

      I fremmedordbogen omtales den nuværende humanisme, der brød frem i anden halvdel af 1900-tallet som nyhumanisme. Vi kan med megen ret sige, at den er på vej tilbage til den oprindelige ubehageligt elitære holdning.

      Kommentar by Mette (islamofob) — 9. juli 2007 @ 09:54

    10. “Den humanisme, som Mann når frem til, er præcis ikke idealistisk. Det er tværtimod en humanisme, der er fortrolig med både det guddommelige og det dæmoniske. En humanisme der organiserer det kaotiske liv og behersker det på naturlig vis…”

      Sådan skriver Støvring og det lyder jo meget godt i teorien, men hvad betyder: “En humanisme der organiserer det kaotiske liv og behersker det på naturlig vis…” i praksis?

      Og hvad er det, at: “…være fortrolig med både det guddommelige og det dæmoniske.” ?

      Nogen der har nogle bud?

      Kommentar by Janne — 9. juli 2007 @ 17:06

    11. -> 10 Janne

      Jeg mener, at der for slet ikke så længe siden fremkom nogle bitre udtalelser fra Thomas Manns børn, men jeg husker intet om, hvad de gik ud på.

      Thomas Mann giftede sig ind i en af Tysklands mest fremtrædende jødiske familier. Det havde vel også indflytdelse på hans syn på nazismen. Måske støttede den ham økonomisk, han havde jo en stor familie.

      Det skulle være ganske vidst, at Mann kæmpede hårdt med sin homoseksualitet, og det kan være det, der hentydes til. “Døden i Venedig” handler om det.

      Kommentar by Mette (islamofob) — 9. juli 2007 @ 21:18

    12. Ja, det lugter jo unægteligt lidt af en beskrivelse af Thomas Mann i hans unge år.

      Det var disse tanker, der fik ham til at skrive noget af det mest reaktionære og anti-demokratiske vrøvl. “Betragtninger fra et upolitisk menneske”, som sjovt nok retfærdiggjorde det autoritære samfund.

      Kimen til politiske katastrofer lå i folk som den unge Thomas Mann. Næh, læs lidt af hans humanistisk moralistiske bror, Heinrich Mann, der forgæves forsøgte at kæmpe for demokratiet i Tyskland.

      Til Manns forsvar skal det siges, at han senere tog afstand fra de reaktionære og anti-demokratiske tanker han havde i starten af 20´erne. Mærkelig kronik af Støvring, der slet ikke forholder sig til disse ellers temmelig relevante forhold. Men måske er det svært at indse, at denne tid om noget var præget af en konservatisme der gik fuldstændig galt i byen…

      Kommentar by RasmusE — 9. december 2007 @ 20:48

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper