11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/51206/trackback

26 Comments »

  1. Vældig spændende, hvis man er til Sydamerikas historie.
    I Frankrig slås de om burkini og kønsadskillelse i svømmehaller, muslimer kræver deres ret til at leve som for 1400 år siden, de er så kede af de ikke kan være i fred for os moderne mennesker.

    De røde kan finde en million undskyldninger for ikke at tage nutidens
    problemer alvorlig. Om 40 år kan de sidde og flæbe over alt gik galt
    men vil heller ikke til den tid indrømme at det var deres skyld.

    Kommentar by k.m. — 11. september 2013 @ 17:47

  2. Jeg hørte også DR’s tuderi over at Allende blev smidt ud og om styrets brutalitet derefter – ikke et ord om det økonomiske mirakel, der fulgte – andet end at den liberale politik havde ført til dyb splittelse i befolkningen.

    Journalisten bemærkede med undren at nogle chilenere betragtede kuppet som en God Ting (bare fordi almindelige menneskers livsvilkår blev bedre), og omtalte dagens demonstrationer som tegn på dyb splittelse i landet.

    Tilsvarende græder danske venstreekstremister også over de 40 år gamle hændelser – igen, ganske forudsigeligt, uden at nævne at levevilkårene i Chile er forbedret kraftigt som følge af regeringens politik.

    Sendetiden kunne have været anvendt betydeligt bedre til at tale om 9/11 i USA…

    Kommentar by Henrik Ræder Clausen — 11. september 2013 @ 17:59

  3. General Augusto gjorde hvad han kunne. Heldigvis har han haft en positiv indflydelse på Chile. Socialisten Allende, står for de venstreorienterede som en helgen. Der måtte dog gå en generation før familien evnede at udtrykke sig med et minimum af fornuft. Heldigt at socialisterne på det sted i den tid, blev uskadeliggjorte.

    Kommentar by Nielsen — 11. september 2013 @ 18:04

  4. Pinochet var et rigtigt møgsvin!

    Og hans økonomiske mirakel findes vist kun oppe i hovedet på liberale.

    Allende står tilbage, som en naiv og uendeligt inkompetent politiker der valgte farlig revolutions retorik og umulige socialistiske floskler over sit folks grundlæggende interesser og sit eget liv.

    Og 180 grader er et af de bedste eksempler på borgerlighedens supreme elendighed.

    Kommentar by Ich bin Allah — 11. september 2013 @ 18:43

  5. Så hvis der kom en magt der var stærk nok på den socialistiske sode så ville det være helt ok at fjerne den nyvalgte Norske regering? Nej vel
    Nixon og Kissinger var egenligt krimelle, men blev selvfølgelig ikke dømt, Pinochet var en morder af sit eget folk, hvor er det lige vi har den samme debat, når jo Syrien og her vil det selvsamme land USA. Jo bombe diktatoren til pulver, men fortæl mig lige hvad der er værst om man dør af giftgas eller at man dør af kugler eller bomber?

    Kommentar by Michael Larsen — 11. september 2013 @ 19:00

  6. > Ich bin Allah
    Hvem taler om et økonomisk mirakel? Og hvorfor mener du Pinochet var et “møgsvin” ?

    Kommentar by Nielsen — 11. september 2013 @ 19:02

  7. Er Kim Møller en konservativ, demokratisk islamkritiker eller en fascist i fåreklæder? Har jeg spurgt mig selv. Med dit forsvar for Danskernes Parti og nu Pinochet, har du givet mig svaret.

    Kommentar by Max Rebo — 11. september 2013 @ 19:19

  8. Det gør tilbederne af Pinochets Chile og Friedmans ultraliberalisme.

    Hans regimes omfattende tortur, drab og forfølgelse af demokratiske politiske modstandere, får mig til at stemple ham som et møgsvin.

    Kommentar by Ich bin Allah — 11. september 2013 @ 19:21

  9. Revolution i Chile 1973: Hårdt og brutalt, måske 10.000 ofre, når alle tælles med. 40 år senere: Et stabilt og i Sydamerika enestående rigt land.

    Revolution i Cuba 1958: Hårdt og brutalt, hundredetusinder af ofre frem til i dag, heraf mange druknede under flugt. 55 år senere: Et ludfattigt, hårdt undertrykt land med de samme gamle bødler ved magten.

    Hvad er godt, hvad er dårligt? Spørg DR.

    Kommentar by Crass Børsting — 11. september 2013 @ 20:52

  10. Nielsen, Torben Mark taler netop om et ‘økonomisk mirakel’ – og det er der mange gode grunde til:

    At gøre et sydamerikansk land stabilt og velstående kræver noget i retning af et mirakel – sammenlign fx. med Venezuela – og her har kupmagerne leveret varen, og derefter givet styret tilbage til folket.

    ‘Mirakel’ er et ganske velvalgt ord. Og chilenerne flest er klar over det.

    Kommentar by Henrik Ræder Clausen — 11. september 2013 @ 21:15

  11. Uha, at kritisere en socialistisk helgen er lige så slemt som en Mohammedtegning.

    Fuldt forståeligt socialister og muslimer er blodsbrødre. De lever begge i fortiden. Har de 2 præsteret noget som helst i nutiden? Udover fattigdom.

    Kommentar by tavsen — 11. september 2013 @ 21:29

  12. Det er et ret spændende emne. Nørden i mig får lyst til at diskutere Friedman og borgeren i mig får lyst til at diskutere om multikultur kan komme derud hvor man kunne forestille sig en dansk Pinochet der, i uniform erklærer at de demokratiske politikere har spillet fallit og nu er der en forpligtelse overfor kommende generationer som triumfer “fine” teorier om “folkelig legitimitet” etc etc.

    Jeg går m nørden… Friedman er helt klart en af det 20. århundredes største økonomer og har langt mere ret end uret. Et af hans, ved ikke om det kan kaldes teoremer men noget i den retning, er at indvandring og velfærd ikke begge kan forekomme i det samme samfund i stor udstrækning. Der er noget fundamentalt logisk, menneskets natur taget i betragtning, der gør at de ikke virker. Logikken er faktisk meget lige til men er overraskende nok “kontroversiel.”

    Men han kan også tages for langt. Her tænker jeg på frihandel som har været et amerikansk, og britisk, mantra i mindst to generationer. Problemet er at USA, en meget fri og ureguleret markedsøkonomi, ironisk nok risikerer at ende som beskrevet for ulande ovenfor, når de handler i stor stil med mekantilistiske økonomier som er normen i Asien. Resultatet har været aldeles katastrofalt for både USA og Storbritanien, med afindustrialisering og en masse mennesker der hverken egner sig til Hollywood, Microsoft eller Yale, tre typeeksemplarer på hvad USA primært eksporterer idag. De har svært ved at finde arbejde og kan ikke alle lave have eller flippe burgere for de der egner sig til en af de tre.

    Jeg vil påstå for egen regning at et af problemerne er at frihandel aldrig er “fri.” Der er, og skal nok være, forskel på mindstelønnen i Kina og USA og det flytter som bekendt arbejdspladser. Men hvis staten kan lægge en “afgift” på en fabrik i Lemvig eller Missouri i form af krav om en vis mindsteløn, kan man overveje om den så ikke også skulle kompensere de virksomheder og lønmodtagere der, ved at lægge en importafgift fra steder der ikke opererer med mindsteløn. Alternativerne er ikke flotte; det er enten sweat shops i Vesten eller fortsat afindustrialisering. Det første er menneskeligt tragisk. Det andet er for længst blevet et både samfundsøkonomisk og strategisk meget stort problem. Pest eller kolera? Which shall it be, gentlemen?

    Kommentar by Morani ya Simba — 11. september 2013 @ 21:36

  13. Ich Bin Allah:

    ?! Hvad kalder du så Helle Thorning?! Pinochets politiske projekt kostede kun ca. 3000 socialistiske individkrænkere livet og det er circa hvad der dør i det dansk-socialistiske sundhedsssystem på et enkelt år som følge af fejlbehandlinger.

    Antallet af døde fra Pinochets projekt er omvendt proportionelt med graden af projektets enorme success og det er lige præcis DET socialister har så satans ondt i røven over og derfor gør ALT hvad de kan for at gøre ham langt værre end han var. Pinochet, den eneste diktator der nogenside har haft rigtig success – og endda stor success – med sit projekt og han var fascist og tilhænger af fri markedsøkonomi og han kom til som redningsmand lige efter at endu en planøkonomisk socialistisk retardo havde kørt et land i sænk og gjort befolkningen barfodet som følge af de sædvanlige venstreorienterede doktrinært afstivede vrangforestillinger om virkelighedens forhold.

    Av, hva’? Gør det nas på den ideologiske selvforståelse at der måtte en fascist til at rette den kæntrende socialist-skude op, når man selv er en skide rødmosset reguleringsliderlig og kollektivistisk individkrænkende retardo?

    Kommentar by jacques d'biann — 11. september 2013 @ 21:39

  14. Morani, jeg har slet ikke din teoretiske og historiske indsigt, men selv for mig er dine konklusioner indlysende og er kommet til mig for længst, særligt tanken om beskæftigelse til mennesker i Vesten, der ikke er akademikere eller “kreative”.

    Man skulle tro, vi havde EU til at tage stilling til og højde for disse problemer, men de har vist travlt med noget andet …

    Kommentar by JensF — 11. september 2013 @ 22:17

  15. #7
    Bare fordi Kim Møller ikke forsvarer Redox’ retsforfølgelse af Daniel Carlsen, så betyder det ikke at han forsvarer Danskernes Parti.

    Kritik af forfølgeren er ikke nødvendigvis et forsvar for den forfulgte.

    Kommentar by Erik Jørgensen — 11. september 2013 @ 23:58

  16. Michael Larsen (#5): Det er noget forbasket vrøvl når du skriver, at Pinochet var “en morder af sit eget folk”. Det chilenske militær gik efter kuppet målrettet efter at får udryddet terrororganisationen MIR, der var en af de vigtigste aktører i datidens Al Quada, den internationale terrororganisation JCR.

    I modsætning til den forkrampede måde, man i de samme år bekæmpede kommunistisk terror i UA og Europa, så valgte chile at rive ondet op med rode. D.v.s., man gik efter hele netværket af smuglere, propagandister, apologeter o.s.v.

    MIR blev ledet af Allendes nevø og dens medlemmer tilhørte hans inderkreds. Man anslår, at MIR havde omkring 1500 medlemmer. For hver aktiv terrorist anslår man generelt, at der findes omkring ti hjælpere. Altså folk, der ikke selv skyder og bomber, men giver husly, skaffer pas, forsvarer terroren i ord og tale m.v.

    Samlet set synes kommunisternes tab på omkring 3000 altså faktisk meget behersket.

    Om militærkuppet mod marxisten Allende vil jeg yderligere tilføje:

    Det er korrekt, at militæret greb ind mod den folkevalgte diktator Allende på opfordring fra parlamentet. Det er ligeledes korrekt, at militæret hidtil havde været stærkt forfatningstro. Men det var Allende, der som den første chilenske præsident politiserede militæret.

    Militæret (og domstolene) stod nemlig i vejen for Allendes forfatningsstridige, marxistiske revolution. I forsøg på at så splid i militæret, begyndte Allende derfor at udnævne moralsk korrupte generaler til ministre i sin regering. Stærkt principfaste mænd som Pinochet værgerede sig længe ved at gribe ind, men indså til sidst, at hvis udviklingen ikke blev stoppet, risikerede man at militæret så at sige revnede på midten og kastede Chile ud i en regulær borgerkrig.

    Med Chile i kaos og MIR stadig mere åbenlyst optrædende som en slags maoistisk folkehær, slog et enigt militær (hær, flåde og luftvåben) til efter parlamentet opfordring til at afsætte forfatningsforbryderen Allende og samtidig udslette hans private hær og dens netværk.

    Længere er historien om militærkuppet mod marxisten Allende faktisk ikke.

    Kommentar by Martin Kasler — 12. september 2013 @ 00:40

  17. Nu hvor vi er ved udsendelser i DR som kører “Orientering” på P1 i den uge en udsendendelse række om “Fort Europa”. Der er en del interessante f.eks er mange immigranter i Italien og Grækenland realt fanget i en transit mod nordeuropa (med dens kollektive velfærdssystemer som mål?) Udsendelserne har en medfødt slagside da Hans Gammeltoft-Hansen søn Thomas Gammeltoft- Hansen er med tilrettelægger og hans argument er nærmest, at vi intet kan kontrollere de vil komme uanset hvad vi gør og så har de desuden et retskrav. Der forekommer en del sproglige absurditeter som vendinger som “ubudne gæster”. Mig bekendt er gæster inviteret og tager hvem igen. De tor også i udsendelserne, at ved at omtale immigranterne som “mennesker” frisætter dette en reciprok altruisme hos lytteren. Jeg agter, at hører udsendelserne men med min forbehold for den store slagside fra P1. I min verden er det ikke en mulighed at europæerne blot lader sig overtage. Flertallet af europærer forsætter med deres ignorance og tillid politikerne til dag erkendelse vil blive meget voldsomt -og hvem var som dem med den største etik?

    Kommentar by Thorsted — 12. september 2013 @ 02:13

  18. Kære Jacques D´Brian

    Du kan selv være en retardo!

    Pinochet var virkelig ikke en succes, hold nu op.

    Jeg er ked at du er blevet fejlbehandlet, men vi kan ikke dingle over i liberalismens junglelov og indrette en ureguleret bananstat bare fordi du er (berettiget eller uberettiget) utilfreds med din behandling i det offentlige.

    Du lider af det jeg vil kalde “fattigmands-liberalisme”. Det er en lidelse der får fæstebønder som dig til at tage herremandens parti hver gang der er ballade på herregården.

    Kære Jacques du bliver aldrig millionær! Du kan lige så vende dig til tanken. Du har og får brug for nogle af de mange sociale sikkerhedsnet de onde socialister har spændt ud under dig.

    Havde det imidlertid stået til dig selv og sadister som Pinochet, var du forlængst endt på gaden med en bar røv at trutte i og en kugle i nakken hvis du fandt på at brokke dig over dine kår.

    Og jeg er iøvrigt ikke socialist! ÅÅÅHH-ÅÅHHH nu ramler din lille verden sammen.

    Kommentar by Ich bin Allah — 12. september 2013 @ 02:23

  19. Mht Pinochet/Friedmann så er de famøse breve her:

    naomiklein.org/files/resources/pdfs/friedman-pinochet-letters.pdf

    Ikke just noget der er inkriminerende, til trods for hvad den kommunistiske propagandist og altid uhæderlige Naomi Klein påstår.

    Som andre har været inde på;

    De kriminelle forhold er ikke på Pinochets side de er på Allendes.

    Han overholdt ganske enkelt ikke forfatningen, ej heller den politiske aftale der var en forudsætning for, at parlementet, ikke folket, valgte ham som præsident. Og dermed kan man argumentere for at militæret havde pligt til at gribe ind og genoprette lovlige tilstande.

    En mere sikker argumentation er dog, at konstatere at forudsætningen for at oprørsretten er blevet gældende, qua manglende legitimitet hos statsoverhovedet, er opfyldt. Derfra har enhver borger, eller gruppe af borgerer ret, til at gribe ind med den fornødne magt, men selvsagt skal det være for, at genoprette lovlige tilstande, så hurtigt som muligt.

    Så kort; Pinochet greb på lovlig vis ind, således at en modbydelig og blodig socialistisk diktator blev stoppet.

    Kommentar by Hans Und — 12. september 2013 @ 10:51

  20. I øvrigt typisk, DDR ved godt at denne sag er en tabt sag, som dog kan bruges til at undgå at beskæftige sig for meget med 9/11, hvorfor man sender den afdankede plagiatør, Frank Esmann på banen.

    Kommentar by Hans Und — 12. september 2013 @ 10:54

  21. jacques d’biann (#13): Jeg ville nu ikke kalde Pinochet den eneste diktator “der har haft rigtig succes”. Man kunne også nævne f.eks. Mannerheim, Pilsudski og Franco.

    Kommentar by Martin Kasler — 12. september 2013 @ 14:14

  22. @ Morani ya Simba

    Du skulle læse bogen Den grimme Amerikaner af William J. Lederer & Eugene Burdick. Meget ville have set anderledes ud, hvis man havde fulgt deres råd. http://en.wikipedia.org/wiki/William_Lederer

    I filmen Charlie Wilson’s War får senatoren bevilget våbenmilliarder til mujahedinerne i Afghanistan. Som resulterer i, at russerne bliver smidt ud. Efter krigen er vundet, kan senatoren ikke engang få bevilget en million til en skole i Kabul.
    http://www.youtube.com/watch?v=WETtZyX2QwE ReThink Review

    Kommentar by tavsen — 12. september 2013 @ 17:25

  23. Hvis man er i en kamp for liv og død for sin nation imod ufrihed og diktatur som de var i Chile så må handskerne tages af. Jeg græder tørre tårer over kommunister der kæmpede voldeligt og ulovligt for deres ideer blev mødt med samme midler.

    Kommentar by thatcherite — 13. september 2013 @ 01:27

  24. “Pinochet var virkelig ikke en succes, hold nu op.”

    Chiles BNP og generelle nuværende levestandard som følge af genopretningen dokumenterer det modsatte, enhver kan slå det op. Luk røven.

    Og så kender du forresten intet til min privatfinancielle situation, så igen – luk røven. Men da du tydeligvis har for vane at udtale dig om ting du ikke har en skid indsigt i, så er den opfordring jo nok omsons.

    Kommentar by Jacques d'Biann — 13. september 2013 @ 15:56

  25. Ich Bin Allah:

    “Jeg er ked at du er blevet fejlbehandlet, men vi kan ikke dingle over i liberalismens junglelov og indrette en ureguleret bananstat bare fordi du er (berettiget eller uberettiget) utilfreds med din behandling i det offentlige.”

    Hvor ved du fra at jeg er behandlet i det offentlige? Har du virkelig intet andet end løsagtige antagelser du ikke kan bakke op med konkret viden?

    Og hvem har dog bildt dig ind at “vi” skal nogetsomhelst? “vi” hører slet ikke hjemme i det samme økonomiske fælleskab. DU kan finde sammen med alle de andre kollektivistisk nassende slavekræ og så etablere jeres egen organisationsøkonomi uden kapital fra politiske modstanderes lommer, så får vi sateme hurtigt at se hvem der skaber værdierne!

    I ender med at æde ler som i nordkorea og gnaske dødfødte spædbørn fordi I ikke kan undvære proteinet som naturens darwinistisk velfortjente belønning for jeres egen undermåleriske talentløshed.

    Kommentar by Jacques d'Biann — 13. september 2013 @ 16:07

  26. Det er noget jeg gætter mig til Jacques! Mon ikke du har været forbi en offentlig skadestue bare en enkelt gang i dit liv, det antager jeg for meget sandsynligt.

    Så langt så godt.

    Dernæst din hysteriske individualisme. Den bygger tydeligvis på en ubegrundet og paranoid frygt for fællesskabet (jeg tænker du har forlæst dig på Ayn Rand og afgudsdyrker Saxo Bank) og for at sætte det personlige talent og dets frugter i tjeneste for andre mennesker, for DERES skyld. DU er ikke Palle alene i verden og andre har brug din hjælp, også økonomisk, ligesom du til tider vil have brug for deres!

    Meget længere er den ikke.

    Kommentar by Ich bin Allah — 13. september 2013 @ 18:33

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper