7. november 2013

Gade Jensen: Religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige konsekvenser

Henrik Gade Jensen svarer igen på Christian Bjørnskovs kronik i Jyllands-Posten – Religion bestemmer alt (kræver login). Intet mindre end fremragende.

“‘Religion blokerer for udvikling’, skriver professor Christian Bjørnskov i kronikken 30/10. Når man læser kronikken, indeholder kategorien ‘religion’ ret meget: kommunisme, katolicisme, protestantisme, hinduisme, islam, kirkegang, bibeltro og sågar andet. Dvs. alting. Det virker pudsigt så at konkludere så stærkt, som Bjørnskov gør det i kronikken.

Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bås, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen. Det interessante og relevante er, at der er forskel på tro og religioner. Der er tro og overtro, ligesom kristendom, kommunisme, islam og hinduisme er vidt forskellige tanke-og trosmåder. Det er intetsigende at kategorisere dem sammen. Det er som at sælge elastik i metermål.

Når Bjørnskov skriver: ‘Det er ikke islam som sådan, der reducerer tilliden blot det forhold, at muslimer i gennemsnit er stærkere troende end andre’, så vælger han at se bort fra indholdet og kun måle og sammenligne og statistisk behandle tro og religion ud fra intensitet.

Der er masser af religion, der blokerer for udvikling. Og der er religion, der stimulerer udvikling, vækst og kapitalisme.

Det generelle, som kan siges, er, at religioner med tabuer og rigide forskrifter for rent og urent, er mindre befordrende for vækst og udvikling. Mens religioner, der lægger op til universalisme og generelle principper, er mere egnede til at fremme civilisation, integration og udvikling. Med andre ord tvinges man til at kvalificere religionen, hvad vi tror på, før der kan udsiges noget generelt om religion og tro sammenlignet med andre parametre. Det er ikke lige gyldigt, hvad man tror på.

Jeg tror lige så intenst som en fundamentalistisk muslim, men jeg tror på, at Jesus er Guds søn, sandheden, der blev åbenbaret for verden, og den tro gør, at jeg er stillet fri i mange daglige gøremål, og den gudstro detaildikterer ikke min livsstil, moral og politik og giver mulighed for at lade videnskab, kultur og politik have sine egne ikkereligiøse sandheds-eller duelighedskriterier, fordi sandheden ikke ligger i politikken, kulturen eller videnskaben. En anden gudstro ville give andre konsekvenser.

Min kristne gudstro gør mig fri – fri for at være bundet af religiøse bud. … Mange har beskrevet danskernes religion som en civilreligion og kulturkristendom. … Religion, i hvert fald visse, går i sjælen og virker mere som et indre styresystem end som en ydre bås og tørklæde. Og kristendommen som offerreligion virker stort set ved, at den virker afreligioniserende, altså sekulariserende. Derfor ofrede Jesus sig, han ofrede sig for at gøre os frie, frie til ikke at være bestemt af snævre religiøse forskrifter, som også virker hæmmende for sund økonomisk aktivitet. Andre religiøse førerskikkelser har et andet CV med mindre ydmyghed og derfor med andre konsekvenser.

[…]

Også danske journalister, som forfølger hver en lille løgn eller urigtighed eller mangelfuldhed fra en politiker, er dybt kristne mennesker ved at tage sandheden så alvorligt. I andre kulturer er løgnen kutyme og aldeles uforargelig. Det bliver grinagtigt og næsten marxistisk, når Christian Bjørnskov konkluderer, at ‘religion af alle typer er skadelig for mellemmenneskelig tillid, retslige institutioner og økonomisk udvikling’.

Noget religion er kolossalt skadeligt og undertrykkende. Anden religion er betingelsen for tillid, ret og udvikling. Historien viser, at det er religioner, der bestemmer, om kulturer og økonomier blomstrer.Nordafrika, som var Romerrigets grønne kornkammer og leveringsdygtigt i løver og elefanter, blev ørken, da en nomadereligion blev dominerende i 600-700-tallet. Religion bestemmer alt. Hele vores kultur, samfundssystem, retsorden og økonomi er intimt forbundet med tro. Og for vores samfund naturligt nok med den bibelske, jødisk-kristne tradition.

Vores retssystem baseret på skyld (culpa), og en proces, hvor der forlanges, at der tales og vidnes sandt (mened straffes ret hårdt), skyldes i høj grad (men ikke kun) kristendommen. … Dikterer religionen forbud mod låntagning eller renter, giver det kolossale negative konsekvenser for vækst og udvikling. Ligeså hvis religionen forbyder handel med andre end trosfæller. … Rigide opdelinger á la apartheid over for anderledes troende eller mellem køn bremser muligheden for at profitere af arbejdsdelingens gunstige frugter.

[…]

Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser. Tro kan kun fordrives med tro og ikke med fornuft. Fornuften virker kun, når der på forhånd er gjort plads til den, altså at der er en sekulariseret sfære, hvor vi anerkender videnskabens rolle. Det er ikke tilfældigt, at nobelpriser ikke falder tilfældigt mellem religioner. Derfor er Christian Bjørnskovs metode at rubricere al religion i samme brokkasse og så databehandle den stort set så forkert, som det overhovedet kan være.”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/52781/trackback

5 Comments »

  1. Jeg er totalt enig!

    Kommentar by Sigwar — 7. november 2013 @ 15:59

  2. Med en lille rettelse, kristendommen har lånt en del fra de oprindelige hedenske religioner i Europa, hvilket såmænd er rigeligt dokumenteret, men det er en stor og helt anden diskussion:-)

    Kommentar by Sigwar — 7. november 2013 @ 16:02

  3. Mon ikke vore forfædre havde et andet syn på kristendommen, der forvandlede et frit folk til en samling grødspisende livegne. Iøvrigt er der flere historier, hvor nordboere på Island og Grønland blev tvunget til at konvertere, hvis de ville handle med kristne købmænd.

    Kommentar by Fidibus — 7. november 2013 @ 16:47

  4. Gade Jensen: “Religion, i hvert fald visse, går i sjælen og virker mere som et indre styresystem end som en ydre bås og tørklæde. Og kristendommen som offerreligion virker stort set ved, at den virker afreligioniserende, altså sekulariserende.”

    Jikke så sikker, som Gade Jensen her, på, hvad der er årsag og virkning, når kristendom og sekularitet i dag sameksisterer relativt gnidningsfrit i de vestlige samfund.

    Det var med reformationen at kristendommen transformeredes til et indre styresystem, en sag mellem individet og Vorherre. I den katolske kirkes velmagtsdage var der rigtignok en “ydre bås” som vha kætterbål, aflad, etc., forsøgte at fastholde mennesker i tid og rum og modvirke sekulær udvikling. Da Luther og andre reformatorer tog fat, var det ikke noget der bare gled af sig selv som i olie. Det indtryk kan man få af Gade Jensens tekst her. Tværtimod. Det kostede mange liv i religionskrige og forfølgelser.

    Det er givet, at kristendommen i sammenligning med Islam, er baseret på en langt mere fornuftsmæssig og næstekærlig grundfilosofi, hvilket jeg er overbevist om, gjorde reformation mulig i det hele taget. Men jeg tror nok, at drivkraften til reformationen kom fra mennesker med mere klar fornuft, ikke fra kristendommen selv.

    Kommentar by monse — 7. november 2013 @ 22:16

  5. […] (Religion bestemmer alt. Jyllands-Posten 06.11.2013)” […]

    Pingback by Religion og nødvendighed « Snaphanen — 10. december 2013 @ 18:02

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper