28. januar 2008

Tina Magaard anmelder Jakob Skovgaard-Petersen-udgivelse

Fra Jyllandsposten, sidste torsdag. Tina Magaard anmelder et dansk trebindsværk om al-Azhar-universitetet. Fra Lærdom og diskrimination (kræver login).

“Hans Munk Hansen fra Kunstakademiets Arkitektskole har forfattet den første bog, ”al-Azhar, moskeens historiske bygningsanlæg”. Han var i 1980-1982 med til at lede restaureringen af Madrasa al-gawhariye, en lille tilbygning til al-Azhar, og byder her på en historie om det store i det små…

Den anden bog, ”al-Azhar. Et muhammedansk universitet”, er et genoptryk af et værk fra 1922, forfattet af tidligere professor ved Københavns Universitet Johannes Pedersen (1883-1977), som i 1920 gæstede al-Azhar. Pedersen giver en historisk gennemgang af institutionens historie og indflydelse i det mellemøstlige samfund… At al-Azhar i næsten et årtusinde havde været et både religiøst, administrativt og politisk centrum, forklarer Pedersen med, at »i Islam er der intet Skel imellem det politiske og det religiøse, thi Religionen omfatter alt i Livet«. Det var dengang, man kunne viderebringe, hvad muslimske lærde sagde, uden at blive mistænkeliggjort. En førende kritiker af vestlige islameksperters motiver som Edward Said ville nok også have kritiseret professorens karakteristik af al-Azhar som »et ægte Udsnit af Middelalderen, ikke en svag Afglans af den, thi Azhar-folkene danner et Milieu, der endnu lever i dens Forestillinger og Idealer«…

Der er sket meget på al-Azhar siden Johannes Pedersens tid, er en af hovedpointerne i den tredje af samlingens bøger, nemlig Jakob Skovgaard Petersens bog ”al-Azhar 1922-2006”.

Skovgaard-Petersen er ikke bare direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, han er også specialist i ulema, de islamiske lærde. Det afspejles i den kyndige gennemgang af al-Azhars reformer i det 20. århundrede. Skovgaard-Petersen er især velinformeret om al-Azhars lærdes indbyrdes stridigheder om, hvad al-Azhar først og fremmest skal være. Et internationalt missionscenter? Et moderne universitet? En censurkomité? En fatwa-fabrik? De administrative detaljer, der strukturerer denne diskussion, kan måske opfattes som en anelse tørre af lægmand, men de er værdifulde for studerende og fagfolk, som kun kan sætte pris på Skovgaard-Petersens indsigt i disse spørgsmål.

Al-Azhars ulema har tilsyneladende, deres forskelligheder til trods, foretaget mindst ét fælles fokusskift siden Johannes Pedersens tid. Kalifat-temaet, som optog al-Azhars lærde i 1920’erne, er i dag gledet i baggrunden til fordel for andre diskussioner om den politisk-sociale-religiøse forvaltning af de islamiske samfund. Skovgaard- Pedersen udreder her, hvordan al- Azhar positionerer sig strategisk i konkurrence med såvel Saudi-Arabiens Medina- Universitet og islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab, alle konkurrenter til al-Azhars status som moralskreligiøs ledestjerne og legitim forvalter af islam…

Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «...

Spørgsmålet er, hvem der her kommer med misvisende udsagn. Hvad med kopterne, som absolut ikke nyder godt af »oplysningstidens ideer og institutioner«? Og hvor blev oplysningstidens ytringsfrihedsidealer af i Muhammedkrisen, som meget direkte angik al-Azhar, eftersom krisen tog internationale dimensioner efter sheikh Muhammad Sayed Tantawis møde med Islamisk Trossamfunds delegation til Egypten? Det får vi heller ikke noget at vide om.

Igen kan det handle om, at Skovgaard- Petersen i den sag var så tæt på krisestyringen, at han skifter forskerkasketten ud med diplomatkasketten. Men Tantawis gøren og laden under krisen tydede absolut ikke på, at han var indstillet på at lade oplysningstidens ytringsfrihedsideal stå over det teologiske krav om respekt for muslimers religiøse følelser.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at man på al-Azhar har reformeret den del af sharia, som tillader muslimer at krænke andres religiøse følelser, mens ikke-muslimers krænkelse af muslimers religiøse følelser straffes.”

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/5420/trackback

6 Comments »

  1. Godt vi har fået en Tina Maegaard til at vogte lidt derovre. Det kunne godt se ud til at universiteterene for det meste fungerer som udklækningsanstalter for en art ‘ny verdensordens’ selvbestaltede fødselshjælpere man ikke i sin vildeste fantasi kunne drømme om.

    Kommentar by Balder — 28. januar 2008 @ 17:57

  2. Hvad så Balder – Samler du stadig på forfulgte “systemkritikere” på din blog ?

    “Om Alex Jones nu virkelig er en ‘vanvittig konspirationsteoretiker’ som du jo åbenbart synes at mene får vi at se.

    I hans film Terror Storm bliver der i øvrigt afsløret flere sager der tidligere blev afgjort som ‘konspirationsteorier’, men nu er sandheder dokumenteret af nu deklassificerede dokumenter fra den amerikanske og britiske efterretningstjeneste der sammen med israelernes Mossad og Sovjetunionens KGB vel har en vis erfaring med at fordømme usandsynlige hændelsers forklaringer som ‘konspirationsteorier’…

    Og hvad med den danske lektor i Kemi Niels Harrit?

    Er han også ‘en vanvittig konspirationsteoretiker’?

    Lektor i kemi ved Københavns Universitet Niels Harrit mener, der er stærke indicier for, at World Trade Center ikke faldt sammen på grund af terror-angrebet – de blev revet ned med vilje.

    René Fredensborg i Nyhedsavisen 24 oktober 2007 – Dansk forsker sår tvivl om 9/11”

    http://blog.balder.org/?p=278

    Her er en af dine ‘venner’ – ‘historikeren’ David Irving sammen med en anden ‘historiker’ Tony Martin.

    http://hurryupharry.bloghouse.net/archives/2008/01/25/jaspers_photoop_with_holocaust_denier.php

    Kommentar by Christian Lindhardt-Larsen — 28. januar 2008 @ 20:11

  3. “Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide.”

    Nemlig, og hvis vi endelig får noget at vide, eller hører radikale islamister råbe og skrige eller true, så har jeg hørt deltagere i debatprogrammer på P1 sige, at “det bare er udtryk for mellemøstlig retorik” … Altså ikke noget vi skal tage alvorligt og slet ikke være bekymrede for. Det er lige som når uartige børn råber og skriver. Det er ikke så alvorligt skal vi lade os forstå. Vi skal bare lade dem skrige og true færdig. Det har de bedst af, de kære små. Det får mig til at tænke på, når vi hører om skyderier i gaderne i Danmark, så hører vi betjente i lyserøde “uniformer” og politikere ditto fortælle os, at vi endelig ikke skal bekymres os. Og vi må forstå, at det bare en form for “ædel vild retorik” der foregår i gaderne, og de skyder kun på hinanden, så…

    Kommentar by Janne — 28. januar 2008 @ 20:41

  4. 3

    Det er lige som når uartige børn råber og skriger.

    Kommentar by Janne — 28. januar 2008 @ 20:43

  5. Tina Magaard udstiller på fornemste vis det velkendte hykleri.
    Man hyler op og kræver respekt men viser det ikke selv overfor andre trosretninger.
    Kopterne i Egypten er massivt undertrykte og konverterer desværre i stort omfang til islam qua ulidelige forhold og manglende rettigheder som minoritet. Jeg har læst om ca. 10.000 årligt?
    Man kan godt være bekymret for, om religiøse minoriteter har en fremtid i de islamiske lande…

    Kommentar by Johansen — 29. januar 2008 @ 15:08

  6. Tina Magaard er en hædersmand – hvis man kan sige det om en kvinde.

    Kommentar by Søren Rasmussen — 10. april 2008 @ 08:58

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper