10. marts 2008

“Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år” og andre loonismer

Gennem årtusinder har det været kunstens opgave at flytte grænser ved hjælp af provokationer. Forleden kunne man læse at Kunstnergruppen Surrend ikke ønskede at provokere muslimerne med deres plakat af Kabaaen påskrevet ‘Dummer stein’. Fra dagens Information, mere appeasement – Kunst i den hellige ytringsfriheds navn.

Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år, og det er den danske kunstgruppe Surrend og frontmanden Jan Egesborg et levende bevis på. Sådan lyder analysen fra en række kritikere, når sammenhængen i de sidste dages mediebevågenhed omkring Jan Egesborgs seneste værk…

Knud Romer har en anden karakteristik af projektet og af forntmanden Jan Egesborgs kunstform:

“Det er fupkunst. Det benytter sig af det laveste trick, der findes: Skandalisering. Der er ikke noget nemmere end at tage et helligt, muslimsk objekt og kalde det for en dum sten. Det er skandalisering som effekt for at skabe opmærksomhed. Og det er penge værd,” siger Romer.

Også adjunkt ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt Rasmussen, der har specialiseret sig i politisk samtidskunst, mener, at Surrends kunst opererer ud fra et forventeligt handlingsforløb, der karakteriserer deres kunst som ‘opskriftskunst’: “Surrend fremfører her et entydigt budskab, hvor man allerede inden start kan regne reaktionen ud.”

Mikkel Bolt vurderer værkets kunstneriske værdi:

Jeg har svært ved at se indholdet i den her plakat. Jeg synes, det er en gumpetung og banal form for kunst, der ikke fører til noget som helst subtilt budskab…”

[…]

Knud Romer mener, at den stærke mediedækning og den politiske opbakning til Surrends udstilling er med til at kamuflere de mekanismer, som kunstværket i virkeligheden opererer inden for:

“Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling. Som tidligere reklamemand burde Jan Egesborg være klar over dette,” siger Knud Romer, der selv har erfaring inden for reklamebranchen. Romer understreger, at der i dag, måske mere end nogensinde før, er skarpe grænser for, hvad man må sige, hvem man må henvende sig til, og hvordan man gør det både i reklameverden og i kunstverden.

Jan Egesborg bruger kunsten som en social indramning af hans ytringer, så de kommer til at betyde mere og andet. Ved at bruge kunstens navn bliver det ikke Jan Egesborg som privatperson, der kommer til at stå til ansvar for de ytringer. Derimod bliver det Danmark, der skal betale prisen, da han med denne slags kunst fører udenrigspolitik på hele landets vegne,” siger Knud Romer.

Heller ikke for Mikkel Bolt kan ytringsfrihed som kunstnerisk parameter stå alene:

Den måde, Surrend i dette tilfælde har beskæftiget sig med ytringsfrihed på, minder for meget om den måde, som den racistiske, højreorienterede offentlighed ytrer sig på. Det dækker over en bombastisk forestilling om, hvad ytringsfrihed er. Surrend bevæger sig i en medieoffentlighed og bruger en velkendt politisk diskurs, uden dog at stille sig kritisk over for den. Det er en sensationspraksis mere end det er en kritisk, undersøgende kunstnerisk praksis, som forholder sig til politiske problemstillinger,” siger Mikkel Bolt.

[…]

Sensationen er altså kendetegnende for Jan Egesborg og Surrends kunstneriske praksis. Men kunst som sensation kan i sig selv ikke bruges som kvalitetskriterie, påpeger kunstkritikeren og kunsthistorikeren Matilde Digmann…

Problemet med Jan Egesborgs kunst er, at den ikke i sig selv er særlig provokerende. Derfor er sidste mulighed at henvende sig til en gruppe, hvor man er sikker på, at man vil få den ønskede reaktion, der i sidste ende vil skabe opmærksomhed omkring ens værk og ens navn. Det er det, Surrend har gjort her,” siger Matilde Digmann…

Deres provokationer ender som en pseudoprovokation, fordi de forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge. Kunstværket som provokation, mener jeg, er udspillet.””

Det er svært at sige hvem af de tre eksperter der er værst, men de supplerer fint hinanden i al sin groteskhed. Knud Romer hævder at kunstner Jan Egesborg bruger plakaten som “en social indramning af hans ytringer”, Mikkel Bolt at den ikke rigtigt forholder “sig til politiske problemstillinger”. Plakaterne mangler ifølge dem begge indhold, og er provokation for provokationens skyld. Omvendt mener kunsthistoriker Matilde Digmann ikke at udstillingen ‘er særligt provokerende’, hvad forklares med at kunstnerne “forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge”. Mit bullshit-o-meter ringer i mine ører, men måske smerten kan dulmes med lidt blød venstreorienteret punkrock.

Fra The Clashs Rock the Casbah, udgivet i 1982, formentligt som en reaktion på Khomeinis islamisering af Iran.

“The king called up his jet fighters
He said you better earn your pay
Drop your bombs between the minarets
Down the casbah way

Musikvideoen kan ses på Youtube.

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/5564/trackback

15 Comments »

  1. Provokere ?

    Det må kun venstrefløjen.

    Kommentar by DaLi — 10. marts 2008 @ 14:38

  2. Mikkel Bolt er en venstrefascistisk voldsromantiker. I det nyeste (eller det forrige) nummer af Kritik (der redigeres af Stjernfelt) og omhandler “venstrefløjen og dens manglende projekt” er Mikkel Bolt den vel nok mest tåbelige af skribenterne. Bolt’s eneste evne er at råbe racist, højreekstremist, facistoidt osv. efter alle der ikke drømmer om et marxistisk samfund.
    Der kan man for alvor tale om en mand der opererer med fjendebillede konstruktioner.

    Men hvor er de tre i Informations artikel dog ynkelige – “Ahh, altså. Det er ikke meningen med ytringsfriheden. Det er kun når folk med holdninger som os selv benytter sig af deres frihed og provokerer at det er i orden”
    Man må ikke provokere “de brune” synes at være den bagvedliggende racistiske præmis hos Romer og Bolt.

    Kommentar by Superman — 10. marts 2008 @ 15:28

  3. Uden for emnet – og dog: http://www.vilks.net/?p=1342

    Kommentar by Als — 10. marts 2008 @ 15:36

  4. Så vidt jeg ved skrev The Clash Rock The Casbah som reaktion på at Khomeini beordrede at diskomusik skulle forbydes i Iran, vistnok endda at alle diskoalbums skulle brændes. Skidegod sang iøvrigt!

    Kommentar by Mads — 10. marts 2008 @ 20:47

  5. Det er underholdende at se ellers progressive kunstnere opføre sig som en del af det bedsteborgerlige reaktionære selskab. Jeg skal lige lov for at rollerne er bytte om med islams indtog i vestlig kultur. Venstreorienterede kunstnere bliver nu til eddikesure og kantede rindalister. Hvilket skue. Det må der kunne laves satire over. Men det ser vi nok ikke Flemming Jensen eller Niels Housgaard lave en komedie eller satirisk forestilling om på Det Kongelige Teater. Det kunne ellers være sjovt at se Flemming Jensen som Knud Romer eller Tøger Seidenfaden som de store religionsvogtere de er blevet her i nyere tid.

    Pludselig er det ikke mere stuerent at kritisere religion eller lave satire om samme. Det siger de kulturradikale selv. Fy fy skamme skamme, det må du ikke! Messer især Tøger Seidenfaden, Politiken og Knud Romer og Uffe Ellemann Jensen.

    Kommentar by Janne — 10. marts 2008 @ 20:53

  6. Jeg har forøvrigt også en udgave på venyl af The Clash Rock The Casbah. Forrygende provokerende musik og tekst.

    Kommentar by Janne — 10. marts 2008 @ 20:56

  7. @ Janne

    Har den også på vinyl. Og kan spille den på bas ;-)

    Kommentar by Mads — 10. marts 2008 @ 21:05

  8. – “Det er underholdende at se ellers progressive kunstnere opføre sig som en del af det bedsteborgerlige reaktionære selskab. Jeg skal lige lov for at rollerne er bytte om med islams indtog i vestlig kultur.”

    Så er det hele egentligt sagt.

    Kommentar by DaLi — 10. marts 2008 @ 21:18

  9. Nypuritanismen startede vel med annoncekampagnen i Politiken for år tilbage “Jeg skammer mig over at være dansker”. Siden har “de” genopdaget en række øldre begreber som “anstændighed”, “forhånelse”, “respekt” osv. Her er det vel dog mest udgået fra Gitte Seeberg segmentet, som også Uffe Ellemann-Jensen tilhører.

    Bemærk iøvrigt hvor tit de siger “Vi har ytringsfrihed, meeeeeeeeeeen…….”

    Kommentar by Christian Lindhardt-Larsen — 10. marts 2008 @ 23:00

  10. Jeg har stadig svært at se, hvordan Mikkel Bolt får racisme ind i det… Mig bekendt, så har islam – eller nogen anden religion – noget som helst med racisme – grundlæggende – at gøre. Men det sjove er jo, at ingen af dem sikkert har set plakaten lige ved siden af, hvor der bliver lavet grin med jødernes “hat”. Ak, nutidens store syndebuk, må åbenbart være islamisterne og Islam. Alt som er kritisk, laver grin med det – eller overhovedet taler om det i sande vendinger, skal bombes, nedstikkes og censureres væk, fordi det “støder” nogen.

    Lad dog sådanne værker være frie, ligegyldigt om de er henvendt imod Kristendommen, jødedom, islam, hinduisme eller noget som helst andet. Lad kunsterne komme ud med deres tanker, ligesom disse “eksperter” kommer ud med deres holdninger. Nu skal vi vel ikke til at censurere deres holdninger, for “landets bedste”. Islamisterne kan jo ligefrem komme til at tro, at danskerne er blevet bløde i knæene – eller ligefrem ikke sympatiserer med ytringsfrihed, pga. disse menneskers udtalelser.

    Kommentar by Ullr — 11. marts 2008 @ 00:46

  11. 7

    Mads

    Orv! Gi’ li’e et nummer? Nå, ja, vinyl hedder det sgi da. :O)

    Så får du et nummer at lytte til her: Et nummer lavet til solkongen i Frankrig for godt og vel en del år siden. Solkongens komponist har helt sikkert ladet sig inspirere af både fransk, arabisk og svensk musik og kultur. Du/I må kunne finde den på nettet et sted: Francois Couperin: Pièces De Clavecin, Book 3 – Concert # 4. Hele CD’en hedder Les Concerts Royaux. Le Concert des nations. Jordi Savall. Det er nr. 19 jeg tænker på.

    10

    Ullr

    Lige netop, de bornerte moralvogtende kunstnere rækker jo islamisterne en fed lillefinger, eller det meste af armen ved med deres adfærd og eftergivende retorik at signalere overfor samme, at hvis islamisterne presser på, truer og udøver vold fortsat her i Vesten, så har det effekt, for bl.a. danske kunstnere bøjer sig i støvet og flere med dem. De frelste kunstnere har ingen kulturel eller personlig modstandskraft – kun moralisme – og ikke rigtig nogen principper tilbage, når det gælder islam eller vores frihedsrettigheder (som de i øvrigt selv lever af – det er noget af et paradoks). Hattedamer er de. Osse flere kunstnere er sågu’ feminiserede; snerpede Mette Winge kloner, hvilket Kim Poulsen sikkert vil give mig ret i.

    Flere danske kunstnere bliver på den måde islamisters nyttige og pæne idioter eller “landgangsbroer” om man vil. Kunne man forstille sig samme kunstnere være ortodokse katolikkers – pavens – nyttige idioter eller “landgangsbroer”? Næppe.

    Kommentar by Janne — 11. marts 2008 @ 08:37

  12. Surrends intention var hverken at provokere jøder, muslimer eller andre, men at sætte den nazistiske sammensværgelsesteori om ZOG (the Zionist Occupation Goverment), som mange islamister har adopteret, til debat.

    ZOG skulle ifølge teorien regere USA – og dermed verden.

    Hvis nogle ignoranter går amok over et værk, som de ikke engang forsøger at forstå, så er det ret ligegyldigt om ignoranterne hedder Rindal og stemmer på Fremskridtspartiet, eller om de er islamister, der sympatiserer med Hizb-ut-Tahrir.

    Kan i huske kunstinstallationen ”Snehvide”?

    Det er ret interessant, at det segment, som nu spiller helligt forargede æsteter, der mener, at Surrend laver billig provokationskunst, ikke blev forarget over installationen Snehvide, som et svensk kunstmuseum udstillede for nogle år siden.

    ”Snehvide” var en forelsket hyldest til en muslimsk terrorist, der havde spoleret en lovende fredsproces mellem israelere og palæstinensere, ved at sprænge en bombe på en cafe, der var kendt som mødested for fredssøgende israelere og palæstinensere, der ønsker at leve fredeligt side om side i demokratiske stater.

    Det ”progressive” segment blev ikke forarget over ”Snehvide”, men harmedes over, at den israelske ambassadør gik amok over, at et officielt svensk kunstmuseum hyldede en terrorist.

    Den dobbeltstandard i forhold til metapolitisk kunst, der provokerer, er ret sigende: Provokerer et kunstværk jøder, der kæmper for demokrati, er det progressivt. Provokerer det islamister, der bekæmper demokrati, er det et ”islamofobisk” makværk …

    En norsk chefredaktør er netop blevet truet på livet, fordi han trykte et billede, der havde reklameret for en punkkoncert. Billedet forestillede den lidende Jesus på korset, der bliver skidt i hovedet af en grinende Satan. Hans avis trykte ikke muhammedkarikaturerne af respekt for muslimerne …

    Politisk korrekte kujoner bliver mere og mere absurde.

    Kommentar by Jakob Schmidt-Rasmussen — 11. marts 2008 @ 11:36

  13. http://hodja.wordpress.com/2007/10/17/rock-the-casbah/

    Kommentar by Hodja — 11. marts 2008 @ 11:55

  14. ad Romer… “Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling”

    REND MIG DA NOGET SÅ GRUSOMT I ROMER’en!..

    De islamiske fantaster understøttes VELVILLIGT af de i posten omtalte personer, der sætter Emma Gads “tone” over grundloven. Den tone, der skal tilskynde til “social forhandling” med frådende, vilde, agressive mænd, der aldrig har kigget ud over madrazzaens mure!

    Min ytringsfrihed er ikke til “social forhandling”! Dixi!

    Kommentar by +M+ — 11. marts 2008 @ 19:02

  15. 14

    +M+

    “Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling”

    Er det islamisterne Romer vil forhandle med? Hvem er det ellers han åbner ballet for?

    Kommentar by Janne — 11. marts 2008 @ 20:23

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper