17. marts 2008

… forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst”

Jeg overså den i første omgang. Kasper Støvring i Weekendavisen (15/2-08) – Undladelsessynd: Hva mæ kulturen? (ikke online)-

“Tillid eller social kapital er et af de områder inden for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der har fået stor bevågenhed i de seneste år. Tillid er nemlig et helt afgørende socialt lim. Men forskningen har især været fokuseret på enten staten, særlig velfærdsstaten, eller markedet som skaber af denne tillid. Kulturen har været blændet ude. De forskere, der har fokuseret på markedet, kan ikke se kulturen, fordi de er orienteret mod individet: ud fra en rationel egeninteresse vil individer finde sammen på markedet. Og de forskere, der fokuserer på staten, har også vanskeligt ved at tage kulturen i betragtning. For de er orienteret mod institutionerne: ved at holde korruption nede og fordele goderne ligeligt skabes et sundt tillidssamfund.

Disse forskere siger alle noget mere eller mindre vigtigt om tillid, når de betoner de markedsøkonomiske, retlige og fordelingspolitiske aspekter. Men tilbage står altså et forsømt område, der handler om de kulturelle betingelser for tillid. Og kultur er i denne betydning en social orden, der bygger på fælles uformelle normer.

Tidligere har sociologer kendt til den kulturelt baserede tillid under navne som Gemeinschaft og Community. Det er derfor påfaldende, at det kulturelle perspektiv mangler i den aktuelle forskning. Det gælder også i kredse, der forsker i tillid herhjemme. F.eks. hos de to politologer Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen, der forrige år udgav den i øvrigt oplysende bog Social kapital.

Hvorfor denne undladelsessynd? For det første kan man sige, at netop kultur er et særdeles uhåndgribeligt begreb inden for forskningen i tillid. Det skyldes, at vi har at gøre med et kompleks af ubevidste antagelser, uskrevne regler, spontant frembragte moralske værdier, underforstået kommunikation som ironi og satire, uoverlagte handlinger og uformuleret viden, der alt sammen har karakter af en art sedimentær dannelse. Vi har kort sagt at gøre med uformelle normer, der er vanskelige at bringe på begreb. Men der er også en anden grund, som har at gøre med ønsketænkning eller med visse ideologiske blokeringer. Kulturforskning kan nemlig være et særdeles ømtåleligt politisk område. En aktuel sag viser det. Den amerikanske sociolog Robert D. Putnam, der er en af de mest estimerede forskere i tillid, har taget det vanskelige skridt og indkorporeret kulturbegrebet i sin seneste forskning (publiceret i Scandinavian Political Studies bind 30, nr. 2, 2007). For nylig kom det frem, at Harvard-professoren længe tilbageholdt resultaterne af denne omfattende undersøgelse, han havde lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte.

De viste, at i multikulturelle områder i byer som Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i de progressive forskningsmiljøer på universiteterne (også i USA), hvor man officielt hylder plusordene om mangfoldighed og kulturel sameksistens.

Putnam offentliggjorde derfor først resultaterne, da han havde fundet den korrekte morale: den nationale identitet måtte simpelthen rekonstrueres til et nyt, mere tolerant »vi«. Men ok, det er sådan noget, humanistiske forskere siger for at sukre den bitre pille, så den lettere kan glide ned i akademierne. Her har forfægtelsen af national homogenitet nemlig været bandlyst; erfaringerne fra den ekstreme nationalisme i mellemkrigstiden og kolonialismens epoke skræmmer. Og kultur bærer ligeledes negative konnotationer, for så vidt som det opfattes som noget rigidt, der virker ekskluderende. Til Putnams opdagelse, at multikulturalisme hæmmer tillid, er det fristende at svare med de gamle ord: at forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst. Eller mere drilsk: »Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler,« med politologen Mads Qvortrups ord.

Problemet er selvfølgelig, at vi får sværere ved at løse de konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation, der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi af politiske grunde ikke får den viden, som forskningen når frem til.

Udeladelsen af kulturen og den afgørende diskussion om multikulturalisme i offentligt betalt forskning er en blunder af de helt store…

[…]

Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også bedre i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe, og dem, der ønsker at snyde og snylte på fællesskabet. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.

Af samme grund er normer for gensidighed meget svære at skabe på tværs af kulturer. Et blik på det danske samfund synes at bekræfte, at tillid vanskeligt kan opstå mellem etniske og religiøse grupper. Muhammedkrisens efterdønninger har i hvert fald afsløret en dyb mistillid mellem danskere og de muslimske grupper, der ikke er loyale over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale religiøse menighed. Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at tillid kan forudsætte etnisk forbundethed, altså at man tilhører samme slægt (i den forstand integreres udlændinge først, når de bliver medlemmer af danske familier). Det har i hvert fald været betingelsen for freden og tolerancen i de etnisk og religiøst – og det vil sige kulturelt – homogene lande i Skandinavien.

Til trods for de gryende erkendelser inden for tillidsforskningen er det normale og politisk korrekte stadig at opfatte tillid som noget, der ikke har med kultur at gøre. På den måde kan man hævde, at integrationen blot er slået fejl på grund af dårlig uddannelse, ulighed, diskrimination samt manglende incitamenter til at indtræde på arbejdsmarkedet som følge af velfærdsydelserne.

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/5587/trackback

19 Comments »

  1. Hvorfor skal vi nu lytte til smagsdommeren Putham?

    Kommentar by FF — 17. marts 2008 @ 04:47

  2. Oplægget nævner ganske rigtigt begrebet tillid som noget grundlæggende for, at mennesker kan samtrives. Og at det kan være meget vanskeligt at smelte helt forskelligtartede kulturer sammen.
    Tillid som sådan er noget, man skal gøre sig fortjent til. Helt fint, at fremmede mødes med rimelig tillid, men jeg finder det ganske naturligt, at de lige kigges an, før de accepteres på lige fod med landets egne.
    I de lande, de kommer fra, går man jo overmåde meget op i høflighed og respekt for den lokale kultur og religion, men tilsyneladende er det ikke noget, man mener at skulle vise overfor sit nye land.
    Det er en bommert af rang, for almindelig høflighed og fornuft tilsiger, at hvis man agter at slå sig ned i et helt fremmed land med en helt anden kultur, må man nødvendigvis gøre alt for at lære sit nye fædreland og dets skikke at kende, lære sproget og respektere samt leve efter de grundbegreber, som hersker i landet. Endvidere lære sine børn disse ting. Kort sagt: Den fremmede skal gøre en ihærdig indsats for at indgå i fællesskabet.

    Såvidt jeg kan se, er det just her, filmen er knækket for rigtigt mange fremmede. Jeg husker, med hvilken sympati og hjælpsomhed, danskerne modtog både flygtninge og indvandrere i sin tid, og ligeledes hvordan denne sympati hos mange ganske stille og roligt blev forvandlet til afstandtagen og vrede, efterhånden som man måtte konstatere, at de fremmede udover at modtage midler til at opretholde tilværelsen ikke havde til sinds at lade sig integrere, herunder at lære sproget osv osv – alt det, der nu engang er forudsætninger for at blive ordentligt optaget i samfundet. Danskerne blev tværtimod mødt med krav på krav om forståelse, tolerance, imødekommenhed osv overfor de fremmedes religion og diverse forskrifter – krav, der ganske naivt(?) blev hjulpet frem af danske intellektuelle, mediepersoner og andre pladderhumanistiske halalhippier. Disse meningsdannere havde og har uhindret adgang til alle medier og har nu i årevis siddet og bekræftet hinanden i hinandens fortræffeligheder og anstændighed. Uden blusel stempler de kritikere af førnævnte indvandrertype som racister og nationalromantikere. På samme vis stempler de kritikere af islamister og ekstreme islamister. Meningsdannerne er endda så frække, at de vender op og ned på årsag og virkning: Skylden for forholdene er forstås gammeldanskernes med al deres intolerance osv osv i den dur, og ingensinde kommer de i tanker om, at indvandrere selv skulle have et ansvar for, at situationen er opstået. I de intellektuelles optik er og bliver det indvandrerne, der er det stakkels offer. Punktum, og så er den ged barberet.

    Nu er det sådan, at tillid har man til folk, som tydeligvis er loyale overfor nationen og demokratiske spilleregler. Indvandrere må selv gøre en indsats og bl.a. lægge offerrollen fra sig. Fra vugge til grav giver vores samfund dem flotte muligheder for at klare sig – så hvis man som fremmed skal skabe en god og fremadrettet for sig selv og sine børn, må man helt indlysende selv først og fremmest gøre en indsats for at vise, at man stiler mod at blive en fuldgyldig, demokratisk sindet borger. I det tilfælde er man da ganske velkommen.

    PS. Hvis en dansker udvandrer, synes alle, at det uden videre er indlysende, at vedkommende gør sig voldsom umage for at falde til i det nye land. Hvorfor i alverden er der så den forskel, at bare fordi indvandrere til DK kommer fra helt andre kulturer og religion(er), skal de nurses både her og der, og uden at der stilles tilsvarende krav og forventninger til dem?

    Kommentar by Mutter Skrap — 17. marts 2008 @ 06:34

  3. Nu skal vi ikke men vi kan se på hr. Putnams forskning ( og hr. Støvrings også ), da denne først nævnte med henvisning til http://www.hks.harvard.edu/about/faculty-staff-directory/robert-putnam har beskæftiget sig med forskningsområder og begreber der kunne have væsentlig relevans for forhold også her i landet.

    Kommentar by Peter Buch — 17. marts 2008 @ 07:07

  4. Jeg har læst en del af Putnam samt fulgt fag af Gert TS. Der bliver ikke lagt låg på de implikationer ift. kultur vs. monokultur, som tillidsforskningen har. De fleste tllidsforskere er enige i, at fx en velfærdsstat kun kan eksisterer i et samfund, hvor individerne ligner hinanden

    Kommentar by Jens — 17. marts 2008 @ 08:23

  5. 2. Mutter Skrap.

    I dit eller så glimrende indlæg er der een ting jeg har indvendig mod nemlig betegnelsen indvandrere.

    Hovedparten af de indvandrere der er kommet og kommer til Danmark er folk der gør sig anstrengelser for at integrere sig i det Danske samfund .

    Problemskaberne finder vi blandt muslimer fra de Mellemøstlige lande -vores kommende Partnerlande- samt fra Pakistan og Somalia.

    Møder vi godt integrerede muslimer stammer disse som regel fra Persien/Iran.

    Naturligvis er dette en generalisering for selv blandt disse gruppering findes undtagelser, der bekræftiger reglen.

    De allerværste, hvad angår manglende integration mener jeg findes blandt de Arabiske indvandrere, f.eks. blandt Arabpalæstinenserne.

    En pudsighed er påstanden om, at de Vestlige befolkninger skulle være specielt racistiske, xenofobiske osv., når Araberne i den henseende tager alle stik hjem.

    For Araberne opfatter sig selv som Allahs Udvalgte.

    Under dem kommer så de øvrige af Klodens muslimer – og under dem igen de Vantro.

    De Rene og Urene, Rettroende og Vantro er hhv. Muslimer og Ikke-muslimer.

    De “Kongelige”, om jeg så må sige, blandt muslimer er, i deres egen selvopfattelse, Araberne selv.

    Men altså, det er ikke indvandrerne generelt der skaber problemer i tilvandrerlandene, men de med rødder i Islam der har æren .

    Kommentar by Vivi Andersen — 17. marts 2008 @ 08:24

  6. @ “Mutter Skrap”

    En anden detalje. Du skriver “I de lande, de kommer fra, går man jo overmåde meget op i høflighed og respekt for den lokale kultur og religion, men tilsyneladende er det ikke noget, man mener at skulle vise overfor sit nye land“. Nej, i de lande de kommer fra går man op i at fremmede underkaster sig deres, i deres optik overlegne, islamiske kultur. Og det er præcis den holdning de tager med til Danmark… her vil de stadig have at vi danskere underkaster os deres kultur.

    Kommentar by Mallebrok — 17. marts 2008 @ 09:07

  7. Siden hvornår er der kommet moderator på herinde?

    Kommentar by Serberen — 17. marts 2008 @ 10:37

  8. Jeg giver kommentator 4 og 5 helt ret både i deres bemærkninger som helhed, og ligeledes i deres bemærkninger om detailler i mit indlæg. Jeg var ikke tilstrækkeligt præcis og “afgrænsende”.

    Kommentar by Mutter Skrap — 17. marts 2008 @ 11:03

  9. Jeg giver kommentator 4 og 5 helt ret i deres betragtninger, såvel som ret i deres bemærkninger til detailler i mit indlæg. Jeg var ikke tilstrækkeligt præcis og “afgrænsende”.

    Kommentar by Mutter Skrap — 17. marts 2008 @ 11:06

  10. Kultur i jordhøjde.

    Hernede i folkedybet bliver der af og til også tænkt en tanke om alt det her kultur noget. Hvor kommer den fra, Dansk kultur, multikultur, osv..

    Jeg har sikkert skrevet det her før, men jeg er nok ikke den eneste, der gentager. Det startede i min barndom. Vi børn rendte rundt og byttede rabatmærker. De voksne byttede, hvad de havde. Ting og tjenester. Der var mangel på alt, undtagen hjælpsomhed.

    Folk kom meget sammen dengang. Man sang meget. ”Så skinner solen igen..” og ”Når der kommer en båd med bananer”. Man havde meget fællesskab. Fællesskab i familien. Fællesskab for hele familier. Man læste og så Morten Korch.

    For mig blev det efterhånden noget slørede billede af tiden efter krigen rummet i Aksel Schiøtz smukke fædrelandssange, der bedre end noget spejler mit dengang så dejlige milde fædreland.

    Det er længe siden nu. I 68 afskaffede vi fornuften. Universiteterne prostituerede sig og magten blev givet til rabiate socialistiske fagforeninger. Nu var kultur ikke længere noget, der kom af nødens fællesskab. Nu blev den skabt af hængepatter på Femø lejre.

    Der blev sat fuld fart på opløsningen af Danmark. Der blev af socialister forsket i, hvorledes det kunne ske ”bedst” muligt. Først skulle familien opløses, og derefter Danmark. Opløsningsmidlet var økonomisk uafhængighed. Når mennesker ikke længere er afhængige af hinanden, så forsvinder al sammenhæng. I praksis gennemførtes opløsningen ved, at staten stjal så meget som muligt fra dem, der havde noget, for derefter at fordele til dem, der ikke havde noget. Staten sørgede for at der var mange af sidstnævnte.

    Nu er vi nået langt ind i den endelige opløsning. Familierne lider. Danmark er givet bort til EU og for at besegle Danmarks skæbne, har vi givet landet bort til svagt begavede krigeriske erobrere, der fra dag et af erklærede, at de ville smide os på porten, når muligheden bød sig. Tilværelsen tegner sig stadig mere absurd for os almindelige danskere. Der findes ikke længere skyggen af Dansk kultur.

    Mvh. Børge. (gammel hvid mand).

    Kommentar by Børge — 17. marts 2008 @ 12:09

  11. -> 7 Serberen

    “Siden hvornår er der kommet moderator på herinde?”

    Der er sat et filter på kommentarfunktionen her på siden, så viagra-reklamer ikke spammer debatterne. Nogle skriver uden problemer i årevis, andre skal have godkendt første kommentar, og nogle alle indlæg. Jeg godkender rutinemæssigt når jeg er ved pc’en.

    Kommentar by Kim Møller — 17. marts 2008 @ 12:48

  12. 10 > Vel talt, Børge. Jeg vil dog ikke give dig ret i, at der ikke længere findes “skyggen af dansk kultur”. Vi sidder vel her og debatterer, fordi vi håber at se dansk kultur komme ud af skyggen igen. Og vi ved, som dit indlæg dokumenterer, meget godt, hvad det er vi taler om.

    Kommentar by Crass Børsting — 17. marts 2008 @ 13:27

  13. Ja, vi ved meget godt, hvad vi taler om, når vi diskuterer dansk kultur, og måden vi gør det på er typisk dansk, det lægger man mærke til, når man bevæger sig ud i nabolandenes debatter.

    Ang. at forske i årevis i det, som andre ved i forvejen, synes jeg, at der er mange skrækeksempler, men professor Lise Togeby, Statskundskab ÅU må være kandidat til en af topplaceringerne. Man tror, det er løgn.

    De to kvindelige forskere, som Jørgen Bæk Simonsen havde som sekundanter under Trykkefrihedsselskabets dyst mellem ham og Kim Møller m.fl. var også skrækeksempler. Den ene brugte de meste af sin taletid til banale konstateringer, som alle første semesters studerende har fået indprentet, og derefter husker jeg intet.

    Endnu værre med den anden kvindelige forsker. Da hun havde talt lidt (for mit vedkommende via videoen), skete der noget, som ikke tidligere er hændt for mig foran en pc. Mine øjenlåg dalede ned, og jeg tror, at jeg var væk et øjeblik.

    Det var afsindigt kedeligt og forudsigeligt, og til sidst havde hun – som Simonsen fået det hele atomiseret, så at der i grunden ikke var noget tilbage og man blot sad med spørgsmålet, hvorfor vi skal lønne nogen for den slags. Jeg husker end ikke disse to forskeres navne.

    Og så er der dem, der lader følelserne spille for meget ind. Som fx historieprofessoren Anette Warring, når hun skriver og taler om tyskertøser og (sammen med professor Carsten Bryld) omskriver vores krigs- og efterkrigshistorie. Jeg tror gerne, at der er noget at tage fat i, men man mærker hurtigt, at hun har en politisk agenda i baghovedet. Anette Warring fyldte 50 forleden, og der er således ikke tale om ungdommelig sentimentalitet.

    Anette Warring sad eller sidder i et nævn, der har/har haft ansvaret for at revidere norsk historieskrivning!

    Helt galt gik det efter min mening under diskussionen af lægen og historikeren Kirsten Lylloffs ph.d. afhandling om de 10.000 uledsagede tyske flygtningebørn, der kom til Danmark 1945-1949, og hvor de to damer tilsammen trodsede et betragteligt antal henvendelser fra både danske og tyske øjenvidner, der berettede om en dramatisk følelsesmæssig og formentlig også politisk skævvridning af projektet. Alligevel blev det godkendt af Warring.

    Der ville også have været meget at kritisere i dag, hvis der pludselig kom 10.000 flygtningebørn til landet, og dengang var der jo så meget, der i forvejen fungerede dårligt eller slet ikke. Alligevel blev der ydet en stor indsats, som fulgte tidens normer og ikke var så barbariske, som fremstillet.

    Kirsten Lylloff efterlod læserne med det indtryk, at mange af børnene blev mishandlet mere eller mindre til døde og i det hele taget var udsat for et umenneskeligt omsorgssvigt. Der dukkede heldigvis flere flygtningebørn op, som berettede om, at de var taknemmelige og – efter omstændighederne – havde haft det godt.

    “Ay me, how weak a thing The heart of woman is!”

    Kommentar by Mette (liberal) — 17. marts 2008 @ 14:05

  14. Han hedder Claus Bryld og ikke Carsten. Støtter dette projekt, som jeg finder tvivlsomt.

    http://www.dhip.dk/?q=hvem_er_vi

    Hvorfor skal den flok have et “hus” i “Palæstina” og bedrive politisk debat?

    Kommentar by Mette (liberal) — 17. marts 2008 @ 14:54

  15. To helt almindelige oplevelser viser at den sociale kapital ikke er hvad den har været i mit gamle Danmark. Forleden kørte jeg i rutebil og det første jeg så, da jeg havde fundet mig en plads og kiggede op mod chaufføren, var et stort gult skilt der meddelte os, at: “Al hærværk politianmeldes”. Sådan en velkomst er jeg aldrig før blevet mødt med i en rutebil.

    I samme uge blev der i telefonen, da jeg ringede til vagtlægen, sagt at: “Lægevagten gør opmærksom på at alle samtaler bliver optaget og gemt i 2 år”.

    Hvad skal man kalde den slags kultur?

    Kommentar by Janne — 17. marts 2008 @ 21:32

  16. Der behøves ikke at analyseres ret meget på det multikulturelle samfund for at finde ud af, at dette samfundet ikke kan hænge sammen socialt. Årsagen er, at de fremmede ikke accepterer hjemlandets kultur men danner sine egne subkulturer. Jeg mener selv, jeg har diskuteret kulturproblemet i min gamle kronik i Berlingeren: “Kampen om Danmark” som man kan finde på min hjemmeside. I sidste instans er der kun nationalstaten at falde tilbage på.

    Jeg har lige haft dette blogindlæg i Politiken, hvor jeg også diskuterer sagen.

    Mit indlæg til artiklen: “Hvornår bliver vi voksne”. En utrolig naiv artikel af Anders Jerichow.

    “Set i fornuftens klare lys er det faktisk deprimerende med disse konstante artikler, der fejer en dødsensfarlig udvikling ind under bordet med forklaringer som, at danskerne ikke er blevet voksne, eller at det bare drejer sig at tale med dem, som man ikke forstår.

    Faktisk er artiklen en uforskammmet ironisk bortforklaring af et fænomen, som rider Europa som en mare, et Europa som endda kun har set en tiende del af det multikulturelle isbjerg. At det en dag vil kælve, ligger derfor helt uden for de rationelle overvejelserne på Politiken.

    For artiklen er jo ikke andet end en ironisk pædagogisk påtale til danskerne om, at de bare ikke er parate til det multikulturelle. Men så må de lære det, for de fremmede er kommet for at blive. Med alt det de bringer med sig.

    Og er der mennesker, der ikke kan lide de nye kulturer eller de nye kulturelle og religiøse vaner, så har de et par problemer. Enten er de islamofobister eller bare racister, der endnu ikke har opdaget sandheden om multikulturismen, eller som bare endnu ikke har opdaget skønheden i tidens mangfoldige kulturer. Ikke mindst den islamiske.

    Derfor ligger der under ironien en dårlig skjult racistisk teori for at ligitimere, at danskernes uvilje mod den kulturelle udvikling ligger i noget biologisk eller ligefrem noget arveligt. Eller også er danskerne bare dumme og befinder sig udenfor pædagogisk rækkevidde.

    Nu er der for det første intet historisk fortilfælde, hvor samfund har bredt armene ud og bydt alle nye fremmede velkommen. Tværtimod viser både historisk og specielt etnologisk forskning, at det er en universel egenskab ved menneskelige gruperinger, nemlig at holde fremmede på afstand eller værgre sig ved at få dem for tæt ind på livet.

    Selvfølgelig er der i Danmark efterhånden fremkommet en en række fordomme og negative følelser imellem de forskellige befolkningsgrupper ( læs muslimer og danskere ), men det har hverken noget med biologiske eller arvemæssige egenskaber at gøre. Det er følelser der er kommet tilsyne som et resultat af politikernes egne fejtagelse fulgt op af medierne og deres journalistiske medløbere.

    For naturligvis har politikernes behandling af indvrandringen været fatal. Og der er jo også en naturlig grund til, at at Formanden for Socialdemokratiet og SFs står i kø for at bekende fortidens fejltagelse. “Vi har været for naive.” “Vi har taget fejl”. Naturligvis! og det har været til at forudse.

    Men på dagbladet Politiken blæser ingen ny vinde, her er alt ved det gamle. Her tager man ikke fejl af udviklingen i det danske samfund.

    Det er således tilsyneladende umuligt for Anders Jerichow at forstå, at den multikulturelle udvikling i et muslimsk regi vil ødelægge det homogene samfund, vi kender og holder af. Og at det endda kan forudses på samme måde, som forudsigelsen om, at Jorden også om ti år vil dreje om solen.

    Der gives derfor ikke skyggen af en undskyldning for ikke at diskutere de voldsomme problemer ved det multietniske Samfund, som fx den polske sociolog Zygmundt Bauman eller for sin sags skyld også Mohamad Bin Mahathir I bogen “The Malay Dilemma” skærer ud I pap. Nemlig at multikulturalismen tilsyneladende er en dødssejler for det sunde harmoniske samfund.

    Det fundamentale hos de to forfattere, som udmærket kan overføres på Europa er ganske enkelt, at forskellige etniske grupper med deres forskellige religoner og sprog ikke kan skabe et nationalt fællesskab, eller skabe et samfund med en sammenhængskraft, hvis de til dels ikke taler et fælles sprog, og hvis de ikke vil anerkende de fælles symboler, der inkanerer, at der i forvejen eksisterer et grundlæggende fællesskab.

    Kan de nye danskere derfor ikke identificere sig loyalt med det folk, som har skabt landet, dvs. dets historie, literatur, sprog og kultur, kan der ikke skabes et fællesskab. Resultatet vil tværtimod blive, som Bauman så klart udtrykker det: ( Community: Seeking Safety in an Insecure World” ) et land i splittelse, et land i opdeling, et land hvor befolkningsgrupperne skaber en slags stammetænkning, hvor det enkelte menneske bliver både individuelt og socialt ghettoristeret.

    Derfor er den danske Jens og Marie selvfølgelig urolige, nervøse eller ligefrem angste ved at se det scenarium, der udspiller sig for deres øje. En ganske naturlig reaktion hos et menneske, der føler, at udviklingen dels er blevet ham eller hende fremmed, og dels at samfundet er blevet befolket med mennesker, han eller hun ikke forstår.

    I Danmark er det nemlig ikke god tone at diskutere udviklingen – slet ikke når talen falder på Islam. Derfor skabes der ikke en ratioenel forklaring på samfundsudviklingen. Og derfor skabes der både fjendlighed, fordomme og racisme I en skøn uren sammenblanding.

    Udviklingen har faktisk skabt den sociale tilstand i Danmark, som Bauman kalder fremmedgørelsens strategi, dvs. en heterofobisk tilstand, hvor de fremmede fremstår som grupper, der truer de indfødte danskeres enhed og identitet. Ikke så meget fordi de opfører sig anderledes, men fordi de gør samfundets kulturelle grænser uklare og udvisker forskellen mellem den velkendt og fremmede livsform.

    Det skabes der grundlæggende identitetsproblemer. De fremmede bliver derfor til fjender og lægges for had. Hvad der som bekendt er det modsatte af næstekærlighed og fællesskab.

    Og så bliver det naturligvis ikke bedre af, at Politiken endnu ikke har indset vigtigheden af, at i det offentlige rum har enhver ret til i skrift og tale at kritisere det, han eller hun har på hjertet. Uanset om kritikken er rettet imod religiøse, etniske eller kulturelle forhold.

    Men de to ting – uvidenheden om multikulturismen og ytringsfriheden hænger naturligvis sammen som ærtehalm.

    Spørgsmålet er naturligvis om dagbladet Politiken er parat til Verden. Og det vil jeg ikke mene, den er.

    Kommentar by kurt Rosenstrøm — 18. marts 2008 @ 02:51

  17. Meget fint og interessant indlæg af Kurt Rosenstrøm. Betragtningen om den heterofobiske tilstand er da relevante, men efter min mening er det lige netop ikke den egentlige forklaring på, hvorfor så mange “gammeldanskere” tager afstand fra en del af de nytilkomne. Næh, sagen er såmænd ret enkel: Man bider ikke den hånd, der fodrer en. Og den oplevelse er just, hvad vi mødes med fra visse grupperinger af nydanskere.
    De ødelægger det for de mange, der gør hvad de kan og bør for at falde til i deres nye land. Skade blot, at de mange er så tavse. Jeg mindes i hvert fald ikke, at de nogensinde har rejst sig i protest overfor de ekstreme indenfor deres egne rækker.

    Faktisk mener jeg, at det der om ængstelighed, frygt, uvidenhed, fordom, overtro osv får alt, alt for stor plads, når man forsøger at finde forklaringer på den stigende polarisering mellem gammeldanskere og nydanskere. Det er at gå uden om den varme grød.

    Næstekærlighed og fællesskab, som nævnes i Rosenstrøms indlæg, er specielle størrelser. Her er vi i virkeligheden ude i et højere religiøst og etisk skoleridt, og jeg må bekende, at jeg hverken er helgen eller blomsterbarn. Jeg forlanger såmænd bare at blive behandlet ordentligt, og at folk der kommer for at slå sig ned her, viser pli og respekt overfor deres nye landsmænd, og at de viser vilje til at skabe sig en fornuftig tilværelse uden en ganske ublu og endeløs række af krav til, hvordan VI skal agere overfor dem. En vis beskedenhed hos dem ville faktisk klæde dem, og hvis de er så begejstrede for den type regler og forhold, de vil have indført i DK, hvorfor i alverden rejste de så fra den slags?

    Jeg hører således ikke til dem, der er ængstelige eller har identitetsproblemer i forhold til de fremmede. Derimod hører jeg til dem, der er edderrasende over at blive mødt med disrespekt og umådeholdne krav fra visse grupperinger af dem, og jeg får simpelthen kvalme over de frelste og sammenspiste intellektuelle, der aldrig forsømmer lejligheden til at svine islamkritiske meddanskere til.

    At menighedsbladet Politiken i årevis har været på hallalhippie-kurs, er jo en beklagelig kendsgerning. Tsk, Tsk, Tsk. Det bli´r søreme svært for dem at skifte kurs sådan for alvor, og det sker vel næppe, før de kan få DR og hele den øvrige yndefulde, korrekte rundkreds til at holde dem i hånden. Vi kommer vist til at vente længe.

    Kommentar by Mutter Skrap — 18. marts 2008 @ 08:00

  18. Tak til Mutter skrap. Jeg er for det meste enig med dig.

    Men næstkærlighed og fællesskab er helt almindelige størrelser, som da også i de sidste 25 år fra politikere til de multikulturelle elskere er blevet brugt som model for at tage mod de nye kulturindvandrere. Vi er et kristent samfund og næstekræligheden må også gælde indvandrerne. Det har været det kristne forsvar fra kirken, politikere ned til menigmand.

    Identitetsproblemerne angår tvivlen om, hvor vi hører til i en verden under opbrud. Man må identificere sig med noget for at finde sin plads i samfundet.

    Selvfølgelig er den heterofobiske forklaring ikke relevant, fordi det fx – som du selv nævner – drejer sig om helt formelle ting vedr. accept og almindelig god opførsel hos folk, der søger ly i et andet land.

    Kommentar by kurt Rosenstrøm — 18. marts 2008 @ 10:20

  19. […] modstrid med naturen og f.eks. tillader ægteskab med små børn. Se Hjerteskrigende praksis. HT 1: http://www.uriasposten.net/?p=5587 HT 2: http://www.uriasposten.net/?p=5584#comment-613110  Email dette indlæg  Udskriv […]

    Pingback by ReligioNyt » Blogarkiv » » Langballe om islamister — 18. marts 2008 @ 10:36

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper