25. marts 2008

Ibn Warraq om Said & Foucault

Frederik Stjernfelt interviewede Ibn Warraq, da han forleden gæstede Danmark. Fra Weekendavisen – Viden for videns skyld (kræver login).

De har netop udgivet bogen »Defending the West«, der er ét stort angreb på Edward Saids tredive år gamle bog »Orientalisme«. Hvorfor finder De det nødvendigt at angribe en gammel bog?

»Den bog har haft en helt enorm indflydelse og har det stadigvæk. Den er stadig pensum mangfoldige steder på vestlige universiteter – den lå nummer to på bestsellerlisten i Cairo så sent som april sidste år. I næste måned har de en stor konference på det britiske kunsthistorieinstitut The Courthold Institute, Gombrichs gamle institut, en konference der udelukkende handler om Edward Said og den Anden, og hvor der ikke optræder en eneste taler, der ikke er fuldstændig enig. De har Robert Fisk som en af hovedtalerne, kan De forestille Dem det?…

På litteraturinstituter er det for eksempel umuligt at skrive om Jane Austen uden at nævne Saids anklage mod hende for at støtte slaveriet, selv om det er en helt ubegrundet påstand. For to uger siden gav jeg et foredrag i boghandelen i kælderen under Columbia University – og det første jeg så, da jeg kom ind, var et bord med stak efter stak efter stak af Saids bog, den lå der i hundredvis – men ikke ét eksemplar af min bog. I sådan en boghandel er der jo først og fremmest bøger, der er bestilt af lærere med henblik på brug på universitetskurserne. Jeg blev dybt deprimeret.«

– Megen af Deres diskussion af Saids bog består af en detailleret afvisning af påstand efter påstand, et stort empirisk fletværk af tilbagevisninger. Men indebærer Deres kritik af Said også en kritik af hans foucaultianske metode, den såkaldte diskursanalyse?

»Ja, hovedproblemet i Foucaults teori er, at den benægter eksistensen af menneskelig handlen, human agency. Han tror, at mennesker nødvendigvis må være repræsentative for en eller anden gruppe – ligesom tidligere marxister og vulgærfreudianere troede, at mennesker restløst var produkter af deres klassebaggrund eller deres opdragelse. Foucault og med ham Said synes at benægte, at en person kan have andre motiver end dem, hans gruppe har, eller de motivationer, den institution har, som han arbejder i. Jeg forsøger herimod at vise, at mange af virkelighedens orientalister var fuldstændig optaget af begæret efter viden og ofte meget sensitive over for de mennesker, de beskrev. De var ikke alle sympatiske – for eksempel var Theodor Nöldeke, den store orientalist og behersker af mangfoldige orientalske sprog, en sammenbidt antisemit. Men også her må man skelne – han var samtidig en mester inden for emnet Koranens historie.«

– Nu vi snakker om Foucault – lå hans egen teori også bag hans omstridte tiljubling af den iranske revolution omkring 1978-80?

»Ja, en tredjedel af min pristale i går handlede netop om Foucault og Iran. Han har en teoretisk ramme, som han forsøger at passe fænomener som den iranske revolution ind i – og det fører ham til helt bizarre konsekvenser. Han havde ingen viden om Iran eller om islam – bare en lillebitte søgning i sekundærlitteraturen ville have sparet ham for de tåbelige citater, man nu kan hente fra hans artikler om Iran. Han hævdede som bekendt, at revolutionen ikke ville føre til nogen Khomeini-regering, at den ville føre til lighed blandt kønnene, at der ikke ville blive undertrykkelse af mindretal, at den ville føre til åndelighed … Det stik modsatte skete som bekendt.«

– Han drømte om, at revolutionen ville føre til en »spirituel politik« …

»I det hele taget havde han meget tilfælles med apologeterne for stalinismen i Vesten i 40rne og 50erne – de udviklede en omfattende foragt for deres egen kultur og civilisation og overdrev systematisk værdier og resultater i kommunismen. Foucault gjorde det samme angående den iranske revolution. Det kunne naturligvis kun ske på baggrund af kulturrelativismen – der fører til påstande som, at vi må ikke dømme dem efter vore egne rationelle standarder. Men det er en patroniserende attitude. Faktisk beskriver den nyudgivne bog om Foucault og Iran [Afary og Anderson: Foucault and the Iranian Revolution, FS] hans møde med en iraner, der flere gange interviewede ham både i og uden for Iran, og heraf fremgår det, at Foucaults tiltrækning til Khomeini skyldtes hans homoseksualitet. Han havde mange tunesiske elskere og tilskrev dette en særlig islamisk tolerance over for homoseksualitet. En sådan tolerance har ganske rigtigt eksisteret, men kun i dele af islam , og på ingen som helst måde i den iranske revolution. Men Foucault anerkendte aldrig, at han tog fejl angående Iran.«

De hævder i Deres bog, at en særlig dyd ved Vesten er nysgerrigheden efter viden for dens egen skyld…

»Ja, jeg hævder, at det reelt er det, der udgør Vestens spiritualitet. Det har en meget vigtig værdi, den udfylder en dyb længsel i menneskenaturens hjerte – og hvis man afviser den, afviser man en meget vigtig del af menneskets væsen… De religiøse blandt forskerne mente, at disse resultater viste Guds tilstedeværelse, men også for sekulære personer som os er videnskab noget ædelt – ikke bare midler til et eller andet mål – viden er et mål i sig selv. Men det er altid blevet benægtet af Foucault, Marx, Freud, der hævdede, at viden er et skalkeskjul for et eller andet formål…«”

Ibn Warraqs pristale i Trykkefrihedsselskabet blev foreviget af Snaphanen (tre videoer).

(I, II, III)

Oploadet Kl. 13:08 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/5607/trackback

12 Comments »

  1. Det er en uhyre interessant forelæsning. Fotografer hører jo kun halvdelen, så jeg har måttet gense det hele. Klik evt “go to goole video” > “collapse frame” og se i helskærm.

    Kommentar by steen — 25. marts 2008 @ 13:41

  2. Off-topic – og dog: Et lille tip – Søren Pind møder Line Barfod i aftenens Deadline.

    Kommentar by BenteHansen — 25. marts 2008 @ 19:29

  3. Nu mangler jeg at nogle Foucault kendere lige kom på banen og talte for og imod.

    Ellers vil jeg bare sige at Ibn Warraq gør et fantastisk stykke arbejde.

    Kommentar by Janne — 25. marts 2008 @ 19:42

  4. 4. Off topic: “A” har fået deres egen Monica Lewinsky affære med Jeppe Koefoed i rollen som praktikant-forfører – men, her kommer spørgsmålet: er det godt eller skidt for det borgerlige DK at
    Jeppe er pist væk? Sagt på en anden måde – gjorde han gavn for sit parti, eller var han mere et problem?

    Kommentar by Winston Smith — 25. marts 2008 @ 20:37

  5. -> #Winston Smith

    “er det godt eller skidt for det borgerlige DK at
    Jeppe er pist væk?”

    Nu er han nok tilbage inden længe. Denne danske “Monica Lewinsky” var fyldt 15 år, og juridisk er der vist ikke noget at komme efter, med mindre formiddagspressen graver noget rigtigt snavs op om eksempelvis voldtægt.

    Men Jeppe Kofoed var selvfølgelig en stemmesluger på Bornholm, men ellers er han vel mest kendt for sine ret hidsige udfald mod Israel og USA. Jeg vil sige, at han begejstrer de allerede overbeviste, mens han kan skræmme ’sving-voters’ over til de borgerlige.

    Kommentar by JensH — 25. marts 2008 @ 20:57

  6. For mig er det på et højt plan, men debatten tyder på at alle er helt enige. Ville nogen oplyse mig om flg:

    Hvem el. hvad er “den Anden”? (“Edward Said og den Anden”)

    Hvad er der galt med Robert Fisk? (helst kort)

    På forhånd tak.

    Steen Iversen

    Kommentar by Steen Iversen — 26. marts 2008 @ 12:36

  7. Der er ikke noget galt med Robert Fisk, han tager mange emner op, som ikke er politisk korrekte. De færeste ved nok, hvad de er enige om, for hvor mange har læst Saids bog om orientalisme og ved, hvad hans budskab er? Det er har formentlig kun de, der studerer Mellemøsten og de kender nok også andre forfattere. Bogen er vanskelig at læse, alene forordet kræver, at man er en meget blæst akademisk orienteret person – der er en “name dropping” uden lige hele vejen igennem bogen, somo ikke er særlig godt struktureret.
    Said mener kort fortalt, at det i meget høj grad er vestlige forfattere og kulturpersoner, der har beskrevet “orienten” hvad det så er, og det er et debatemne i sig selv. Mange af disse forfattere har beskrevet menneskene med foragt og nedladenhed – og den opfattelse er udbredt til mange lande i tidens løb, fra kolonimagter som England og Frankrig, hvor en del af de omtalte forfattere kom fra.
    Men Said citerer også Karl Marx, hvad han slet ikke behøver, og det er måske derfor, de højrerabiate er begyndt at kaste sig over ham, nbu da han har været død i nogle år. Han er dog også blevet kritiseret før – sådan er det vel, når man stikker hovedet frem.

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 13:52

  8. … en meget belæst og ikke blæst – skulle der have stået.

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 13:53

  9. Jeppe Kofod er desuden en ivrig fortaler for, at Tyrkiet kommer med i EU – få år siden var Bornholms tidende nødt til at dele hans og en bekendts indlæg op i to – de to indlæg fyldte en hel avisside hver.
    Det kan formentlig skræmme en del andre væk.

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 14:06

  10. En artikel på dansk af Edward Said kan ses her:
    http://www.nikandjok.dk/said.php

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 14:12

  11. Forlaget Vandkunsten omtaler Edward Said og hans erindrnger på denne måde:

    “UDEN STED er den store amerikansk-palæstinensiske litterat og kulturkritikers drømmeagtige erindringer om en barndom og ungdom uden for tid og sted, skrevet medens han mange år senere langsomt døde af kræft. (leukæmi, JE).
    Edward Said blev født i en velhavende palæstinensisk familie med hjemsted i Kairo og ferier i Palæstina og Libanon, og han voksede op i en tid med store omvæltninger i Mellemøsten.
    Ved sin død i 2003 var han palæstinensernes mest kendte talsmand i Vesten. Blandt hans bøger om politik er ”Orientalism” måske den mest indflydelsesrige, men fra sin lærestol på Columbia University skrev han også en lang række andre, især om musik og litteratur.
    Erindringsbogen bringer glimt af en verden, som ikke eksisterer mere, men også kun glimt, for der var ingen politik og ingen ydre begivenheder i barnet Edwards verden, som var helt tæt koncentreret om det nære og med den dominerende og tvetydige mor som centrum.”

    Som modstander af USA’s krige og Israel fremfærd over for palæstinenserne er han selvskrevet til angreb fra USA’s blinde tilhængere.

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 14:20

  12. I artiklen står der “I næste måned har de en stor konference på det britiske kunsthistorieinstitut The Courthold Institute, Gombrichs gamle institut, en konference der udelukkende handler om Edward Said og den Anden, og hvor der ikke optræder en eneste taler, der ikke er fuldstændig enig.”

    Tillad mig at gøre opmærksom på, at det hedder instituttet ikke.
    Navnet er Courtauld Institute – se om det her:
    http://www.courtauld.ac.uk/75yearanniversary/alumnimemories.shtml

    – deres malerisamling er et besøg værd, når man er i nærheden.
    http://www.courtauld.ac.uk/gallery/about/index.shtml

    Kommentar by Jan Eskildsen — 19. april 2008 @ 14:26

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper