7. april 2008

Peter Gorm Larsen: Teser om pædagoger i det 21. århundrede

Politologen Peter Gorm Larsen hudfletter pædagogikken i en lang banebrydende artikel (2004). Fra Teser om pædagoger i det 21. århundrede (9 s., pdf).

“For år tilbage var pædagogisk tænkning noget der hørte hjemme på Danmarks Lærerhøjskole og på landets seminarier. Pædagogik handlede om børn. Det blev praktiseret i folkeskoler og daginstitutioner. Kun få uden for pædagogkredse tog den pædagogiske tænkning alvorligt. Det var ikke videnskab. Danmarks Lærerhøjskole var ikke noget universitet.

Situationen har ændret sig i det 21. århundrede. Den uvidenskabelige lærerhøjskole er blevet til Danmarks Pædagogiske Universitet. Landets universiteter har fået deres egne institutter og centre, der beskæftiger sig med pædagogik. Mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner har fået pædagogiske afdelinger. Der er sket en gennemgribende pædagogisering af det danske uddannelsessystem fra vuggestue til universitet. Pædagogiseringen har endog spredt sig til organisationer udenfor uddannelsessystemet.

Som elever, studerende, kursister, medarbejdere, undervisere og forskere bliver vi nødt til at forholde os kritisk til dette store pædagogiske cirkus.
Nedenfor er der udviklet 9 teser om pædagoger…

Tese 1: Pædagogers tro på uddannelse
Mange pædagoger har en tyrkertro på, at mere uddannelse giver øget velstand, velfærd, etik og kultur. Mere læring er bedre end mindre læring. Jo flere lektioner, jo mere lærer vi. Læring får vi ved at være sammen med pædagoger! Pædagogerne har været i stand til at sælge deres uddannelsesdrøm til resten af samfundet. I dag taler alle om ”uddannelse”, ”kompetencer”, ”kompetenceudvikling”, ”kompetenceprofiler”, ”efteruddannelse”, ”livslang læring”, ”lærende organisationer” og ”lærende regioner”. Hvor vi tidligere gik i kirke om søndagen, sidder såvel børn som voksne og ”boger den”. Uddannelse er blevet religion. Som menneske handler det ikke længere om ”at være nogen”, men om ”at blive til nogen” i uddannelsessystemet…

Pædagoger elsker uddannelse. Længere er bedre end kortere. Morsomt nok mestrer de rigtige pædagoger ikke et fag som f.eks. fysik, matematik eller engelsk. De beskæftiger sig med dannelse og læring i almindelighed.

[…]

Tese 2: Pædagogers sociale forargelse
Pædagoger mener, at samfundet er uretfærdigt. Nogle har mere end andre. Mange pædagoger ser sig selv som sociale frelsere. Ved hjælp af undervisning og vejledning vil de skabe lighed i samfundet. Alle skal have en chance. Teoretisk har pædagogerne især tidligere støttet sig til kritisk teori med vægt på den tyske sociolog Jürgen Habermas. Pædagogerne kunne se ”systemverden” alle steder. Her tænkes på rationelle økonomiske, juridiske og teknologiske systemer. Pædagogerne var selv repræsentanter for livsverdenen. Det gode og det naturlige. De repræsenterede den herredømmefrie kommunikation, som ikke var underlagt systemrationalitet. Missionen bestod i at bekæmpe systemverdenen med næb og kløer. I dag abonnerer den pædagogiske elite på tankerne fra den franske sociolog Pierre Bourdieu. Pædagogerne synes, at det er fantastisk, at Bourdieu kortlægger menneskers forskellige ”økonomiske” og ”kulturelle kapitaler”. I virkeligheden er det blot en videreudvikling af gamle Karl Marx´s klasseanalyser. I Bourdieus begrebsapparat bliver pædagogerne selv en del af eliten. Deres belæsthed og interesser for kunst og æstetik giver dem ifølge teorien en høj kulturel kapital. Hjemmehjælperen, slagteriarbejderen og håndværkeren har lav kulturel kapital, selvom de måske tjener mere end pædagogen…

I overensstemmelse med Karl Marx, mener Bourdieu, at vi som mennesker reproducerer os selv og vores samfund. Direktørbørnene bliver direktører. De
belæste pædagoger får selv belæste børn med høj kulturel kapital. Som lægmand er det svært at falde på halen over disse sociologiske indsigter!
Mange pædagoger blander sociologisk viden med deres egen sociale indignation.

[…]

Tese 3: Pædagoger sætter holdet
Samtidig med at pædagoger vil skabe mere lighed og retfærdighed, er de dommere over menneskers sociale avancement. Pædagoger anvender meget tid og energi på at eksaminere, vurdere, evaluere og bedømme. Det er pædagogerne, der sætter holdet. Hvem skal med? Hvem er reserver? Hvem skal rykke ned? Pædagoger får en vældig magt som ”gatekeepers” til eftertragtede uddannelsespladser og gode stillinger i samfundet. Tusindvis af almindelige mennesker bliver hver dag nødt til at tilpasse sig pædagogernes fortællinger, verdensbilleder og holdninger. Nu er de ligefrem begyndt at bedømme elevers, studerende og kursisters personlige kompetencer. Sundhedshjælpere og assistenter får karakterer i, hvor sociale de er, hvor godt de tilpasser sig kulturen på arbejdspladsen osv. Som lægmand virker det som sindelagskontrol… Pædagogerne er næppe bevidste om, hvilke samfundsmæssige konsekvenser deres aktiviteter har. Det er i overensstemmelse med deres manglende historiske og samfundsvidenskabelige viden.

[…]

Tese 4: Pædagogers manglende samfundsforståelse
Pædagoger har en meget enkel opfattelse af samfundet. Årsagen er dels, at mange aldrig har været uden for de offentlige institutioner og dels, at forhold som økonomi, international politik, jura og historie aldrig har interesseret dem. Den pædagogiske elite har ”kun” kastet sig over sociologien. Her arbejdes ikke med hårde data, som kroner og øre, antal soldater, råstoffer, paragrafer og historiske kilder. Pædagoger beskæftiger sig ikke med nødvendighedens rige. Som lægmand virker pædagogernes sociologiske påstande om, at moderne mennesker er ”refleksive”, ”kulturelt frisatte” og ”individualistiske” ikke overbevisende. At de store fortællinger om gud, konge og fædreland er brudt sammen. Det er sociologiske historier, som krydres med oplevelser pædagogerne har haft i skoleklasser eller hos deres studenter. Det er ikke evidensbaseret forskning, men snak og pseudovidenskab… Den påståede refleksivitet, kulturelle frisættelse og de mange valgmuligheder går ikke længere end, at de fleste af os tager en uddannelse, efteruddanner os og stræber efter det velbetalte job, sådan at vi kan realisere vores ”almindelige drømme”. Samme drømme som vores forældre havde…

Pædagogernes manglende samfundsforståelse giver sig udtryk i en meget forenklet beskrivelse af samfundet. Faget samfundsbeskrivelse synes de ikke at have mødt i deres pædagogiske uddannelse. I mange år har vi i pædagogisk litteratur og foredrag kunne høre om det ”førmoderne samfund”, det ”moderne samfund”, og det ”senmoderne samfund”, ”postmoderne samfund”, ”risikosamfundet” eller det ”hyperkomplekse samfund”. Nogle pædagogiske tænkere skærer det ud i pap. Vi er gået fra ”bondesamfundet” over til ”industrisamfundet” og videre til ”informations- eller vidensamfundet”. Beskrivelserne af de forskellige samfundstyper nærmer sig det banale. Beskæftigelsen i landbruget er gået tilbage. Flere arbejder ved computere. Det er nødvendigt at kunne læse og skrive osv. Analyserne har karakter af samfundsopgaver i 1.g!

Mange pædagoger abonnerer på en simpel syndefaldshistorie. Åbenbaringen finder de i Habermas´s liturgiske skrifter. I de gode gamle dage levede mennesker i paradiset. Her var der livsverden. Mennesker var moralske. De havde tid til at tale med hinanden. Udenfor paradiset findes den skrækkelige systemverden. En verden, hvor mennesker, ifølge de hellige skrifter af Bourdieu, har forskellige kulturelle og økonomiske kapitaler… De nostalgiske pædagoger tror selv, at de er meget progressive. De tilhører partier som Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. I virkeligheden er de dybt konservative. Romantisk ønsker de sig tilbage til et forestillet samfund, som aldrig har eksisteret…

Det uhyggelige ved pædagogernes mangelfulde samfundsanalyser er, at de som opdragere er med til at sætte dagsordenen for, hvad elever, studerende og kursister skal lære for at kunne klare sig i det samfund, som påstås at dukke op i fremtiden. Ofte finder pædagogerne meget belejligt ud af, at hvis vi skal klare os i fremtidens samfund, skal vi have endnu mere uddannelse! At uddannelseskatedralerne skal have endnu flere økonomiske midler.

Tese 5: Pædagoger er historieløse
Det er slående, hvor lidt pædagoger beskæftiger sig med historie. Det er i sig selv mindre vigtigt, hvis det ikke lige var fordi, at en historisk bevidsthed kunne forhindre den værdirelativisme, der i dag kan spores i nogle pædagogiske kredse. Tidligere vidste pædagogen, hvad der var rigtigt og forkert, væsentligt og uvæsentligt, gyldigt og ligegyldigt. Det er ikke tilfældet i dag, hvor nogle pædagoger synes, at alt er lige godt og ligegyldigt. Der er flere årsager til værdirelativismen.

Pædagoger har i den grad taget sociologien til sig. Sociologi er som disciplin ikke evidensbaseret. Der findes ingen tal og eksperimenter, der understøtter teorierne af Habermas, Giddens, Luhmann, Beck, Foucault, Lyotard og Ziehe. Pædagogers manglende akademiske skoling viser sig ved, at de bliver forvirrede, når de møder forskellige sociologiske fortællinger. Som første års studerende glemmer de, at noget er bedre end noget andet. At noget er rigtigt og forkert. De glemmer, at forholde sig kritisk, men kaster sig i benovelse i støvet for sociologerne, som var de guder. Den pædagogiske elite producerer tusindvis af lektioner, artikler og bøger om tænkerne. Ofte er det middelmådige referater, hvor pædagogerne refererer til hinandens referater om sociologerne. I en artikel om Luhmann kan vi eksempelvis læse, at Luhmann har fået stjålet sit ur i amerikansk fangeskab. So what? Hvornår får vi en analyse af Habermas´s livret eller Bourdieus tandsæt? Er det selvstændig pædagogisk tænkning i det 21. århundrede?

I takt med sociologiseringen er mange pædagoger i dag såkaldte ”konstruktivister”. I god skolastisk middelalder stil har den pædagogiske elite udviklet en række forskellige typer af ”konstruktivismer”. Der findes ”Operativ konstruktivisme”, ”Socialkonstruktivisme”, ”Kognitiv konstruktivisme” og endda ”Konstruktionisme”. Det er for feinschmeckere og ikke for lægmænd, der måske bare underviser i engelsk, tysk eller dansk. Kort sagt hævder mange pædagoger, at viden er noget der konstrueres. Sandhed findes ikke. Sandhed skabes i menneskers hoveder, i samtale eller i sociale sammenhænge. Moral og etik er kun konstruerede konventioner.

Som lægmand med lidt historisk interesse kan det være svært at tilslutte sig værdirelativismen. Hvis man har besøgt Auschwitz og set glasmontrerne med proteser og hår, eller har læst om Første og Anden Verdenskrig, vil de fleste af os have en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis man har rejst i de tidligere sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa vil man have en fornemmelse af, at nogle politiske systemer er bedre end andre. Hvis man på fjernsynet har set, hvordan terrorister halshugger gidsler og sprænger børn i luften vil man forhåbentlig græmmes. Kun pædagoger med sociologiske vildfarelser kan trække på skulderne. De har foretaget så mange intellektuelle dekonstruktioner, at de har mistet deres menneskelighed!
Hvis man har stået i en produktion på en virksomhed, sejlet som gast eller bare har deltaget i menneskelige fællesskaber udenfor de offentlige uddannelseskatedraler vil man have en fornemmelse af, at viden ikke kun er noget der konstrueres. At der findes en rigtig og forkert måde at gøre tingene på. At der er en objektiv verden uden for mennesket selv.

Som lægmand rystes man af nogle pædagogers defaitisme og civilisationskritik.

Med kendskab til oldtidens og middelalderens Danmark kan vi kun være stolte over, hvad vi som fællesskab og civilisation har skabt. Hvordan vores ingeniører har forbundet landet med broer og veje. Hvordan vi har varme og strøm i vores huse. Hvordan læger og farmaceuter har forlænget vores liv. Kald det blot for systemverden og naturvidenskabelig rationalitet…

Når ansatte i statslige og kommunale institutioner, der har til opgave at føre de næste generationer ind i det historiske fællesskab, bliver ramt af værdirelativisme og nihilisme, er det måske udtryk for, at en epoke er ved at være over. At et fællesskab er ved at gå til grunde!

[…]

Tese 6: Pædagogers vanskelige sprog
På trods af at mange pædagoger gerne vil være så lige og forstående overfor de svageste grupper i skolen og i samfundet, har de udviklet et sprog, som gør det vanskeligt for almindelige mennesker at forstå dem. Et sprog, som ikke gør dem mindre tilgængelige end overlægen eller advokaten. De taler om ”selvrefleksivitet”, ”autopoiesis”, ”metalæring”, ”habitus”, ”systemverden”, ”livsverden”, ”refleksion”, ”hyperkompleksitet”, ”kulturel frisættelse”, ”praksisfællesskab”, ”legitim perifer deltagelse”, ”kategorial og material dannelse”, ”akkomodation”, ”assimilation” osv. Elever, studerende og kursister samt almindelige undervisere føler sig dømt udenfor banen.

Elever, studerende og kursister skal i logbøger skriftligt vise den pædagogiske overklasse, at de kan ”reflektere”, at de er ”handle kompetente”, at de har de rigtige ”personlige kompetencer”. Som nysgerrige vaskekoner snager pædagogerne i andre menneskers inderste kroge… I pædagogkredse kaldes det ikke for nysgerrighed og sladder, men ”erfaringsudveksling” og ”vidensdeling”.

Den udviklede skolastik gør, at man let kan høre, om personen er en del af den pædagogiske klasse. Som led i de liberale tider er der fremvokset en pædagogisk industri. Som sofistiske købmænd sælger pædagogerne deres ordflom… Efter at have hørt på lange monologer, og læst de hellige skrifter på dansk bliver man som kursist optaget i den pædagogiske menighed. Nu kan man se ”systemverden”, ”kapitaler”, ”habitus” og ”selvreferentielle systemer” alle vegne.

Pædagogers opfattelse af lighed og retfærdighed rækker ikke til at lukke andre ind på deres område. Rigtige akademikere fra de rigtige universiteter må ikke undervise i folkeskolen eller for den sags skyld andre steder. Dygtige og engagerede akademikere eller undervisere kan ikke springe over de obligatoriske pædagogiske grundkurser. Faglighed og god moral er ikke nok.

Tese 7: Pædagoger snakker
Statsministeren kom i en tale til at nævne rundkredspædagogikken. Det var ikke heldigt. Han fik alle landets pædagoger på nakken. Naturligvis sidder man ikke i rundkreds, men faktum er, at pædagoger lægger stor vægt på kommunikation og kommunikative fællesskaber. Det kan ikke undre, at pædagoger vægter kommunikation, da det er det eneste de kan tilbyde. Pædagogik er ikke et videnskabeligt fag med objektive indsigter. Som demokrater kan vi kun gå ind for vigtigheden af samtale, men når samtale bliver selve fagligheden, ryger kæden af…

Produktionen af ligegyldige projekter er overvældende… Meget form, men kun lidt indhold… Der er ingen øvre grænse for kommunikation, erfaringsudveksling og vidensdeling. Det antages, at mere kommunikation er bedre end mindre…

Pædagoger vil opdrage og tæmme. For elever, studerende og kursister er der ikke meget kritisk emancipation i dette projekt. De spærres inde i lokaler og mister tid… Når vores civilisation engang i fremtiden kommer i en akut krisesituation, vil vi næppe have råd og tid til alle disse læreprocesser. Tænk på de to verdenskrige. Her lærte man uden moderne pædagoger.

Vægten på kommunikation og kommunikative fællesskaber kan på sigt gå ud over vores civilisation. Faglighed og handling forsvinder. For meget kommunikation er udtryk for dekadence og forfald…

End ikke ud fra et demokratisk og etisk aspekt kan man acceptere den megen snak i katedralerne. Magten findes bl.a. i kommunikationen. Mere eller mindre direkte tryner pædagogerne andre mennesker med deres snak og finde ord. De italesætter alt, og ekskluderer dermed andre. Hvem af os har ikke siddet ved eksamensbordet og følt, at vi talte som polske roekoner i forhold til pædagogerne. ”Ditte, hvilke refleksioner og didaktiske overvejelser har du gjort dig i forhold til din egen pædagogisk praksis? ”…

Passer det, at sandheden skabes i samtale? Sejlede Columbus ikke mod vest og opdagede et nyt kontinent? Betragtede Galilei ikke nattehimlen med kikkert…

Tese 8: Pædagoger tager afstand fra undervisningsteknik
Som lægmand tror man, at de pædagogiske eliter på universiteter og seminarier er mennesker, der ved, hvordan man kan blive god til at undervise. Det er forkert. Eksperter, forskere, akademikere og faglærere, der skal efteruddannes på pædagogiske kurser, skal ikke sætte næsen op efter, at de bliver bedre til at undervise… Undervisningsfif, som hvordan man står overfor en forsamling, disponerer sit stof og styrer sin nervøsitet osv., er for almindeligt for pædagoger. Det er noget praktikere og konsulenter kan tage sig af. Rigtige pædagoger docerer i noget så sakralt som Habermas, Luhmann, Bourdieu, Focault, Giddens og Ziehe. Sociologer som ikke beskæftiger sig med praktiske banaliteter. Hvis en eller anden pædagog selv kan have vanskelig ved at formidle indholdet i Luhmanns tekster, give man kredit for dette i pædagogkredse. Det er et tegn på, at pædagogen virkelig har gravet sig ned i teksterne, mere end at pædagogen mangler basale pædagogiske færdigheder! Den pædagogiske overklasse lægger ikke stor vægt på formidlingsevner. Det er poppet og populistisk at være god til at formidle…

Fascination og dyrkelse af de store tænkere fylder meget i pædagogers universers. Som en selvfølge tilslutter pædagogerne sig til gruppearbejde, problembaseret læring og projektarbejde. De få pædagoger som stadig er skeptiske overfor disse principper kaldes for ”undervisningsdyr” og ”tankpassere”.

[…]

Tese 9: Pædagoger hader eksperter
Pædagoger lægger vægt på sociale relationer, som de i øvrigt helst selv vil styre. Da det er kommunikation og samspil mellem mennesker, der betyder noget, tager de afstand fra økonomer, jurister og politologer. De bryder sig ikke om økonomiske, juridiske og politologiske vurderinger. I nedladende vendinger taler de om en ”DJØFicering” (jurister og økonomers fagforening) af uddannelsessystemet. Cost-benefit analyser hører ikke hjemme i pædagogers univers. Konsulenter får kun sjældent adgang i uddannelseskatedralerne.

Med næb og klør kæmper pædagoger mod evalueringer af deres virke. Især, hvis det er evalueringer, som lægger vægt på forhold, der kan måles og vejes. Pædagogerne mener, at deres kommunikative virke er så sakralt, at det ligger hinsides kvantitative størrelser. Der kan ikke sættes tal på effekten af deres kommunikation. Skatteyderne må acceptere påstanden om, at pædagogers kommunikation bidrager til ”herredømmefrie fællesskaber”, ”almendannelse” og ”personlig udvikling”.

Sjovt nok kan pædagoger sagtens mestre tal, når de slynger rundt med karakterer, opgørelser af timeregnskab og tildeling af ressourcer til katedralerne.
Alt hvad der lugter af positivisme, tal, kvantitativ metode og naturvidenskab er grimt. Alt hvad der hedder hermeneutik, fænomenologi, fortolkning, forståelse og kvalitativ metode er godt.

Pædagoger kaster sig gerne ud i forsøgs- og udviklingsarbejde, hvis blot det er på deres egne metodiske præmisser. Den slags arbejde betyder mindre almindelig undervisning og flere møder. Pædagoger ved godt, at de ikke er rigtige akademiske forskere. Derfor abonnerer de på den kvalitative metode, hvor de er fri for at beskæftige sig med regressionsanalyse, signifikans, pi-test osv. Her kan de foretage kvalitative interviews, hvor der snakkes mere eller mindre struktureret. De anvender i dag et begreb, der hedder ”praktiker-forsker”. Her forsker pædagogen i egen praksis. Begrebet tillader, at man ser stort på normale samfundsvidenskabelige principper som operationalisering, validitet, reliabilitet, repræsentativitet og objektivitet.

Resultaterne af forsøgs- og udviklingsarbejdet er næsten altid, at elever, studerende og kursister skal have endnu flere lektioner, endnu længere uddannelse, og at der skal ansættes endnu flere pædagoger! Meget kreativt og innovativt handler det næsten altid om noget, hvor elever, studerende og kursister skal sidde ned. Noget der kan gennemføres i uddannelseskatedralerne.”

Oploadet Kl. 15:59 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/5674/trackback

15 Comments »

  1. God artikel og nu undres man ikke længere over, at næsten alle pædagoger stemmer SF eller Radigale – virkeligheden det er os selv, som de siger. Ja, goddag mand økseskaft.

    Mon ikke det vil gå med dem som det gik med de russiske postbude da sovjetunionen kollapsede: Kun en smule løn hvert halve år eller slet ingen før nogen fra en anden virkelighed, dem med hænderne, hovedet, viljen begyndte at producere et eller andet, der kunne sælges for hård, udenlandsk valuta.

    Der findes ingen pædagoger, der ved hvor deres løn kommer fra.

    Kommentar by Bodil — 7. april 2008 @ 16:34

  2. Tidligere sagde man spøgefuldt: Vi ikke kan leve af at klippe hinanden.

    Og det er vel rigtigt. Selv om pengene var til stede, ville håret slippe op, og latterligheden blive for synlig.

    Pædagogbranchen har løst problemet: Vi kan leve af at snakke med hinanden. Tom, pseudovidenskabelig snak isprængt bestemte koder, hvormed vi signalerer, at vi hører til menigheden.

    Bodils konklusion er rigtig: De skal sættes til at bestille noget. Men det vil næppe ske, før Velfærdsdanmark bryder sammen.

    Kommentar by Crass Børsting — 7. april 2008 @ 17:23

  3. Øj – hvor den artikel rammer pædagogverdenens solar plexus.

    Det er skæppe skønt at læse – men noget af det ER faktisk gammel erfaring for nogle af os.

    Jeg har længtes efter der blev sat fokus på disse, rent ud sagt, skadevoldere, som aldrig selv har fattet en bønne af hvad det var, og er, de har gang i.

    Det mest påfaldende ved visse pædagoguddannelser er, at de studerende for hovedpartens vedkommende ikke kommer den bedre eller bedst præsterende del af Folkeskolens eller gymnasiets elever .

    Dettye forklarer faktisk temmelig meget .

    Kommentar by Vivi Andersen — 7. april 2008 @ 20:23

  4. En perle.

    Kommentar by mike — 7. april 2008 @ 23:28

  5. Ordet forsker har mistet sin betydning. Nu er det vel nærmest noget man bruger for at få en finere form for bistandshjælp.

    Kommentar by Mallebrok — 8. april 2008 @ 07:48

  6. Fantastisk artikel. Men ikke for godt for motivationen, når man død og pine sidder og skriver eksamensopgave i pædagogik. Jeg er så træt af at høre på det pædagogiske ævl og om hvor vigtig faget er i læreruddannelsen. Min unerviser har flere gange givet udtryk for at faget burde have 10 timer om ugen på skemaet. Han er sindsyg efter min mening. Jeg har da også af omveje fundet ud af at manden selv har to kriminelle sønner, måske der skulle være brugt noget mere tid på at være far end pædagog.

    Kommentar by lærerstuderende — 8. april 2008 @ 08:36

  7. Jeg har sjældent moret mig bedre, end da jeg læste ovenstående, og hvor er det dog rigtigt.

    :)

    Kommentar by Mackety (Islamologifob) — 8. april 2008 @ 10:24

  8. Apropos:
    Tom Lehrers udstilling af den uvidenskabelige sociology:
    http://www.youtube.com/watch?v=wX5II-BJ8hI

    Kommentar by Kristen Hansen — 8. april 2008 @ 14:53

  9. “Jeg har da også af omveje fundet ud af at manden selv har to kriminelle sønner, måske der skulle være brugt noget mere tid på at være far end pædagog”.

    Ja! men det er ofte svært at være far og pædagog. Nu har jeg jo selv arbejdet som pædagog en del år og læst pædagogik/psykologi på Danmarks Lærerhøjskole, så jeg vil være tavs om artiklen.

    Men jeg husker dog, at en verdensberømt amerikansk pædagog indrømmede, at han ikke kunne opdrage sine egne børn.

    Og det er jo ofte problemet her i verden, at den analytiske side af sagen er ret så veludviklet, mens virkelighedens små praktiske erfaringer ikke rigtigt passer overens med bøgerne.

    Hvilket iøvrigt minder mig om, at Marx var en forarget kritikere af det kapitalistiske samfunds behandling af arbejderne. I hans personlige liv var han lidt ef en giftmikkel, bagtalte folk og var ikke til at stole på.

    Gad vide hvordan “vore” mange akademiske multieksperter opdrager deres børn. De får sikkert en bog i julegave, når de er 5 år og en i røven, hvis de ikke kan stave til muslim.

    Kommentar by kurt rosenstrøm — 8. april 2008 @ 18:27

  10. Da jeg var i folkeskolen,lærer, læste jeg en lille afhandling
    om børns udvikling.Den var ufattelig svær at forstå, at jeg tænkte:
    “Hvis jesus havde talt på den måde ,så havde der ikke været noget,
    som hed kristendom i dag”.

    Kommentar by pk — 9. april 2008 @ 07:50

  11. Ja nu er det lettere at forstå hvorfor det er kvinder der tager det hårde slæb med at passe børn, sy, gamle, eller andre mennesker der skal have hjælp på en eller anden måde. Det er dog det værste omgang snob jeg længe har læst. Hvorfor skal det gøres til en videnskab med matematiske udregninger og statistikker for, at passe mennesker i dagens Danmark. Hvor læser jeg ord som empati, ensomhed, diprationer, sygdomme, demens, omsorg, personlig hygiejne, nærvær, tro, religion, værdihed, ligeværd og respekt for din næste.

    Hvordan ville dagens Danmark se ud i dag hvis der ikke var mennesker der ville uddanne sig til at tage vare på andre end dem selv. Vi kan ikke alle sammen sidde ved et skrivebord og lægge 2 og 2 sammen for dernæst at tro at endnu en dyb talerken er opfundet. Vi har alle sammen været små børn med ble, og de fleste bliver glemsomme ældre på hjem med ble. Nu må tiden være til at give de mennesker der tager dette store slab en opløftning. For ellers hjælper det ikke at du engang kunne regne den ud. Når du sidder på plejehjemmet og der ikke er nogen der gider skifte din ble for dig. Venlig hilsen fra Sylvestersen

    Kommentar by Sylvestersen — 24. januar 2009 @ 16:50

  12. interesant artikel, ingen tvivl om det.. og er enig i mange ting der bliver hævdet.. men til nogle af jer der skriver kommentarer i har vidst heller ikke fattet ret meget her i livet, for i argumenterer meget usagligt i forhold til jeres mangel på forståelse for pædagoger.. verden er hverken sort/hvid for jer såvel som for pædagoger..det er jo ikke alle pædagoger der er sådan som artiklen beskriver.. der er altså forskel på tendenser indenfor forskellige segmenter, og til at alle partout er ens

    Kommentar by Bo — 11. juni 2009 @ 13:03

  13. Hmmm,….sikke dog en ond artikel i et temmeligt normativt sprog. Er det virkelig en mand med akademisk baggrund, der har skrevet dette? Og sikke nogle hadefulde intolerante kommentarer. Troede jeg var kommet ind på en højreekstremistisk hjemmeside, men sådan forholdt det sig desværre ikke.

    Kommentar by Anne Raun — 14. september 2009 @ 12:28

  14. Jamen hov, det var jeg jo……..øv, ville ikke have kommenteret, så.

    Kommentar by Anne Raun — 14. september 2009 @ 12:33

  15. Som snart nyuddannet pædagog undrer jeg mig meget over denne artikels indhold. Denne generalisering af pædagoger finder jeg dybt forrykt. Hvorfor er det, at dette fag altid er udsat for kritik??? Først er der ikke faglighed nok, og når der så bliver indført reformer omkring faglighed på området, er det med andre ord discount faglighed! Jeg håber, at alle de personer og artiklens forfatter som deler disse synspunkter, en dag kommer til at stå i en situation, hvor de er dybt afhængige af et andet menneske i form af pædagoger eller andre offentlige ansatte. For så tror jeg automatisk, at piben ville få en helt anden lyd. Men man kan jo altid være kritisk og ignorant, når man sidder i sin forstadsvilla med duplikeret kunst på væggene, og får en flaske rødvin fredag og lørdag aften. Ligegyldigt hvad man mener om pædagoger, så skal der være nogen, der varetager de udsatte gruppers interesser i vores samfund. Man kan diskuterer, hvordan dette skal gøres, men så længe man selv sidder på sin flade R.. og kun kritiserer, og ikke selv gør noget som helst for det, kan det diskuteres om man overhovedet har ret til at deltage i en sådan diskusion.

    Kommentar by Mette Andersen — 3. november 2009 @ 21:12

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper