30. marts 2004

Finn Thorbjørn Hansen: Kunsten at navigere i kaos ~ et kulturrelativistisk manifest

I 1995 udgav Finn Thorbjørn Hansen en længere rundtur i det multikulturelle samfund set med de bløde fags abstrakte tilgang til begrebet. Forfatteren betragter nationalstaterne som fortid, og plæderer for en opgivelse af tanken om en nærmere forbindelse mellem folk og stat. Fremtidens virkelighed er både multietnisk og harmonisk på en og samme tid, hvis blot danskerne (og andre vesterlændinge) lærer at acceptere det multikulturelle samfunds præmisser. Det være sig at vise tilstrækkeligt med ‘kulturel sensitivitet’ i forhold til minoritetsgrupper – filosofisk udtrykt via anerkendelsen af kulturrelativistiske dogmer.

Dette er jeg naturligvis helt uenig i, og det kan da heller ikke overraske at forfatteren er tidligere kaospilot og nuværende forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kulturrelativismen har mange huller i sin argumentation, og det er tydeligt at dannelsen af det de kalder ‘det multikulturelle menneske’ blot er en tænkt konstruktion, som kun kan have akademisk interesse. Til Thorbjørn Hansens ros må det siges at han argumenterer grundigt fra flere vinkler, men omvendt så får de førende ‘etnocentriske’ filosoffer Allan Bloom og Alain Finkielkraut ikke meget plads i værket. Fokus er rettet på hvordan befolkningen i nationalstaterne skal ændre sig i mangfoldighedens navn – ikke om det rimelige, endsige fornuftige i at gøre det til et mål i sig selv.

Her er nogle citater fra bogen:

“Målet er at opnå ‘interkulturel sensitivitet’ og dannelsesidealet er ‘det multikulturelle menneske’.” [s. 8]

“Den gamle verdensorden er i opløsning, og i dets kølvand er der ved at opstå nye grænser og centre af politisk, økonomisk og kulturel art. På det lokale og nationale plan oplever vi også et samfund i stærk forandring: Et velfærds- og industrisamfund som ikke længere er tidssvarende, og en nationalstat hvis dage synes talte. På den anden side af opbruddet synes et nyt og multikulturelt informationssamfund at se dagens lys. Den gamle samfundsorden er i opløsning, den nye har endnu ikke fundet sin form.” [s. 15]

“Lad os igen se på forestillingnen om dansk kultur. Det er en forestilling, som i vore dage synes at trives i bedste velgående blandt menigmand…” [s. 72]

Det etnocentriske stadium

1. Fornægtelse a) Isolation, b) Seperation

2. Forsvar a) Kulturel nedgørelse, b) Kulturel selvovervurdering, c) Kulturel konvertering

3. Bagatellisering a) Fysisk universalisme, b) Abstrakt universalisme

Det etnorelativistiske stadium

4. Accept a) Respekt for adfærdsforskelle, b) Respekt for værdiforskelle

5. Tilpasning a) Empati, b) Pluralisme

6. Integration ‘Det marginale menneske’

[s. 96f, Milton Bennet, 1993 – faserne i dannelsesprocessen frem mod det marginale menneske, som ikke har rødder, men relationer som hele tiden skabes i nuet…]

“At se bort fra forskellene og koncentrere sig om lighederne ser umiddelbart ud til at være en god idé, som kan virke fremmende i vores omgang med folk fra andre kulturer. Man er åben og lyttende overfor de fremmede i det fælles projekt at kortlægge almene og universelle værdier for menneskeheden. At bagatellisere forskellene er ikke desto mindre en sofistikeret og indirekte form for etnocentrisme. For de universelle værdier man har nået frem til synes sjovt nok altid at harmonere med ens egen kultur. Hvis man vel at mærke stammer fra majoritetskulturen. Gør man ikke det (som f.eks. de Oprindelige Folk) føler man hurtigt, at man får tvunget nogle ‘universelle værdier’ (f.eks. Menneskerettighederne) ned over hovedet, som man aldeles ikke kan være enige i. I dette tilfælde er kravet om Menneskerettighederne, som er en fransk opfindelse fra det 18. århundrede, gået hen og blevet en form for kulturimperialisme. [s. 99]

“Denne kulturrelativistiske tankegang lægger selvfølgelig op til nogle grundlæggende overvejelser af etnisk og filosofisk karakter. Hvis alle kulturer og værdier er lige gyldige, fører det så ikke til et etisk kaos, hvor alt er blevet ligegyldigt? Ender vi så ikke i en sort nihilisme og kan man leve med det som menneske.” [s. 102]

“Den empatiske form for tilpasning har dog sine begrænsninger i udviklingen af den interkulturelle sensitivitet. Folk på dette stadium evner ikke så overbevisende at håndtere egentlige uenigheder, som grunder på kulturforskelle. De har som regel det udgangspunkt, at alle kulturer er gode i sig selv og derfor ikke kan bedømmes ud fra et universelt kriterium. Men de kan komme i hverdagssituationer i det fremmede, hvor de bliver konfronteret med synsvinkler og værdier, som de bliver nødt til at forholde sig konkret til. Eller de vil opleve folk – og det er mere normalt end det er sjældent – som ikke bryder sig om deres kulturelle værdier og som vil have dem til at ændre dem. Det tvinger de ellers så empatiske personer til at melde ud om, hvor de står og hvad de står for. Og den situation kan for den slags folk ofte virke yderst frustrerende, fordi de ikke synes, de evner at tage stilling. De er med deres forstående holdning blevet fanget ind af deres egen tolerance og åbensindethed. Den kulturrelativistiske holdning har m.a.o. ført til en handlingsmæssig lammelse.” [s. 104f]

“Dannelsesidealet for interkulturalisterne og målet for den interkulturelle træning er således at udvikle en kompetence og en bevidsthedstilstand, som interkulturalisterne kalder ‘multikulturel’. De taler ligefrem om en ny mennesketype, det ‘multikulturelle menneske’, som vil følge i kølvandet af den nye multikulturelle verden.” [s. 118]

“Idealet om det multikulturelle menneske ligger altså op til, at man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er forankret til et bestemt sted eller i en bestemt kultur.” [s. 127]

“Hvis du er af den opfattelse, at mental forvirring aldrig har været et forsvar mod fremmedhad, hvis du er stædig nok til at opretholde et værdihierarki, hvis du er uforstående over for ligegyldighedens triumf, hvis du ikke kan sætte samme etikette på Montesquieu og et tv-koryfæ, på oplysning og fordummelse, hvis du ikke vil sætte lighedstegn mellem Beethoven og Bob Marley, selv om den ene er hvid og den anden er sort, så tilhører du uundgåeligt det dårlige selskab. Du er forkæmper for den moralske orden og tredobbelt kriminel: puritansk, despotisk og fyldt med racistisk fremmedhad og frygt.” [s. 136, citerer Alain Finkielkraut, 1987]

“Et af de samfundsmæssige og uddannelsesmæssige problemer, som multikulturalismen har iværksat, er Politically Correctness-bevægelsen. Det er primært et amerikansk fænomen, men det er et fænomen, vi kan forvente at se også i Danmark, efterhånden som vært samfund bliver mere og mere multietnisk. I da er PC en egentlig politisk bevægelsen, der har nået et omfang og en karakter, der af nogen bliver betegnet som en ny form for McCarthyisme. Bevægelsen har spredt sig som en bølge over hele USA, og fortalerne for PC kræver undertrykkelse af alt, hvad der kan virke stødende på minoritetsgrupper i det amerikanske samfund… Hvor man før forsøgte at opbygge en ‘fælles kultur’ på tværs af de kulturelle forskelle i USA (dog domineret af de eurocentriske kulturværdier), er man idag igang med at isolere sig i kulturelle ghettoer, der hver især mener, at de sidder inde med sandheden. Dialogen er stoppet. Og det gør man i tolerancens og kulturrelativismens navn. [s. 137f]

Hasselbalch og Søren Krarup & Co.s meninger kan ses som en ny form for ‘nyracisme’, der ikke som den ‘gamle racisme’ bygger på biologiske raceteorier, men på kulturens absolutte væsensforskellighed og uforenelighed.” [s. 139]

“Det eneste, man ifølge Rorty kan og bør skelne imellem i sådan en ‘forhandlingssituation’. er overtalelse og tvang. Hvis en kultur tvinger en anden kultur til at ændre sig, så begår man en etnocentrisk handling af den slags, som Rorty heller ikke vil stå inde for. En sådan tvang er den vestlige kolonisationshistorie desværre et godt eksempel på. [s. 152, refererer Schierup, 1993]

“I løbet af de ti år var samfundsudviklingen blevet stadig mere uforudsigelig. Berlinmuren var faldet, og de store ideologier korsfæstet og tilbage stod man med en endnu mere uoverskuelig og turbulent verden.” [s. 205, så vidt jeg husker var det kun en af de store ideologier som blev ‘korsfæstet’ i denne periode]

Hvis folkehøjskolerne igen skal gå ind og få betydning for samfundsudviklingen, må den skabe ‘livsoplysning’ og ‘folkelighed’ på det multietniske samfunds præmisser. Dét kræver en radikal reformulering af, hvad man forstår ved ‘livsoplysning’ og ‘folkelighed’, som igen kræver en grundlagsdiskussion inden for højskoleverdenen, hvor man får luget de gamle og slidte ‘fortællinger’ ud, som ikke længere kan bruges og erstattet dem med nye, som passer til vor tids udfordringer og tænkemåder.” [s. 221]

“Herder anerkendte også arabernes originale og rige kultur, der gennem profeten Muhammed og Islam fik den allerstørste betydning også for Europa. Hos Grundtvig derimod spares der ikke på spyttegloser, når det gælder disse rå ørkenstammer. Koranen er et ’stymperværk’ skrevet for ‘halv og heldyriske folkefærd’! [s. 225, Citerer Ole Vind, 1994, s. 28]
[Flere citater fra Finn Thorbjørn Hansen: Kunsten at navigere i kaos – om dannelse og identitet i en multikulturel verdenuote>

Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper