4. oktober 2008

David Gress om den spanske borgerkrig

Fra onsdagens Jyllandsposten. David Gress i kronik om den spanske borgerkrig – Den (u)undgåelige krig.

“Den spanske borgerkrig (1936-1939) er krigen, der ikke vil forsvinde. Den har fremkaldt en enorm litteratur, der næsten uden undtagelse modbeviser reglen om, at sejrherrerne skriver historien. For mens det var kommunister, socialister og anarkister, der tabte, har det været deres ideer og forståelse af krigen, der har skabt den fortælling om krigen, der har domineret i offentligheden såvel i Spanien som i resten af verden.

Denne fortælling, for nylig opridset endnu en gang af forfatteren Klaus Rifbjerg i en kronik i Politiken, lyder således:

”Den 2. spanske republik, der opstod i april 1931, da kong Alfons XIII valgte at gå i landflygtighed, var demokratisk og repræsenterede det spanske folks sande interesser. Republikkens venstreorienterede regering i 1931-33 under Manuel Azaña gjorde sit bedste for at indlede gennemgribende og nødvendige reformer af godsejervældet, af militæret og af uddannelsesvæsenet, som i alt for høj grad var præget af reaktionære, katolske kræfter.

Denne demokratiske udvikling truede de besiddende klasser, som derfor gjorde alt for at opbygge antidemokratiske, militante og voldelige bevægelser såsom den halvfascistiske Falange Española. Samtidig konspirerede de rige og kirken med antidemokratiske officerer for at forberede et statskup mod demokratiet. De reaktionære kræfters overgreb på demokraterne provokerede arbejderopstanden i oktober 1934, som blev slået ned med hård hånd.

Angsten for et reaktionært kup var hovedårsagen til, at venstrepartierne vandt valget i 1936 og fik flertal i Cortes (parlamentet). De progressive fortsatte deres demokratiske politik, hvilket drev højrefløjen til at støtte det oprør, som en gruppe yngre officerer iværksatte i juli samme år. Oprøret var et fascistisk og katolsk kup mod en demokratisk regering. Den derpå følgende borgerkrig var derfor et demokratisk styres berettigede kamp mod et fascistisk terrorregime, som vandt krigen takket være støtte fra det fascistiske Italien og det nationalsocialistiske Tyskland. Under og efter krigen udførte de fascistiske oprørere utallige massakrer, plyndringer og andre ugerninger, der kostede en halv million livet.

Oprørslederen Francisco Franco installerede derpå et blodigt og hævngerrigt diktatur, som kostede yderligere hundredtusinder livet. Regimet tjente de rige og undertrykte de fattige; uddannelse blev erstattet af propaganda og kritikere røg i fængsel eller blev henrettet. Da Franco endelig døde i 1975, fik de demokratiske kræfter deres længe ventede chance til at fortsætte. Det konstitutionelle monarki af i dag er således ifølge den nuværende regeringschef José Zapatero fortsættelsen af republikken og et opgør med republikkens fjender”.

Hver eneste sætning i denne fortælling er falsk… bundfalsk, forløjet og egnet til at fremme de værste fordomme og undergrave det spanske demokrati. Her følger en sandere fortælling, der er mere loyal såvel over for de historiske kendsgerninger som over for aktørernes egne holdninger og handlinger:

Manuel Azaña, den venstrerepublikanske regeringschef 1931-1933 og republikkens præsident 1936-39, var ingen mønsterdemokrat. Han troede i den franske revolutions ånd på et styre af de kloge og gode og agtede ikke at lade politiske modstandere tage magten fra sig. De reformer, hans regering indledte, var hverken velgennemtænkte eller vel udførte. Regeringen lukkede snesevis af fornemme katolske læreanstalter, herunder Spaniens eneste institut for økonomisk forskning. Den tillod bander af anarkister og andre voldsmænd at myrde snesevis af formodede fjender og afbrænde uvurderlige biblioteker og kunstskatte.

Højrefløjen reagerede ikke herpå med gengældelse eller sammensværgelser. Tværtimod insisterede dens ledende skikkelser såsom Franco eller politikeren José Gil-Robles på at overholde de republikanske spilleregler, selvom de selv personligt foretrak monarkiet. Falangepartiet, som var det nærmeste, Spanien fik en fascistisk bevægelse, var minimalt og aldeles ude af stand til at hamle op med bølgen af revolutionær vold. Højrefløjen deltog loyalt i de politiske valg og vandt da også valget 1933 med stort flertal.

For ikke at provokere venstrefløjen dannede valgets sejrherrer en moderat centrumregering under ledelse af det radikale parti, der havde været republikansk årtier inden de fleste, der brystede sig af den etiket. De radikales leder Alejandro Lerroux nægtede i et år at optage medlemmer af det største højreparti, Gil-Robles’ CEDA, i regeringen for ikke at provokere venstrefløjen. Igennem hele republikkens korte historie var det højrefløjen, der udviste det mest konsekvent demokratiske sindelag, selvom mange af dens folk ikke var demokrater, mens det var venstrefløjen, der begik næsten alle voldshandlinger og overgreb på det demokrati, den hævdede at værne.

Arbejderopstanden i oktober 1934 var ikke drevet af nød eller angst for fascisme, en angst socialistlederne selv erkendte var rent opspind. Den var forsøget på at udløse en voldelig revolution og var dermed det størst tænkelige angreb på demokratiet. Den var også første etape af borgerkrigen.

Det, der fik bægeret til at flyde over for kritikerne af venstreregeringens politiske kurs, var netop, at den folkefrontsregering af revolutionære partier, der udgik af valget i februar 1936, ikke længere var demokratisk og ikke længere loyal mod republikkens grundlæggende principper. Den var snarere præget af en accelererende udglidning mod revolutionær aktivisme rettet ikke mod at udvide demokratiet, men mod at ødelægge det og indføre et socialistisk diktatur.

Ikke for ingenting kaldtes socialistlederen Francisco Largo Caballero for »den spanske Lenin«. Hans beundring for det sovjetiske diktatur, hvis massemord på millioner ikke ligefrem var ukendt i samtiden, var grænseløs. Da han blev styrets ledende mand efter det militære oprør i juli, var det derfor logisk, at han af alle kræfter fremmede den revolutionære proces.

Det styre, der forsvarede sig mod Francos oprør, var derfor ikke længere en demokratisk republik i ordets egentlige betydning, men noget, der snarere lignede det, kommunisterne senere skulle kalde for ”folkedemokratier”, altså diktaturer, hvor kommunistpartiet og dets håndlangere har al magten og nådesløst bruger den til at udrydde modstandere og overtage den totale magt over samfundet, økonomien og kulturen. På den anden side var Franco ikke fascist, men konservativ katolik og frem for alt spansk patriot.

Kommunistpartiet, som var minimalt i februar 1936, voksede eksplosivt hen over sommeren og efter borgerkrigen brød ud. Fra foråret 1937 havde det sikret sig den reelle magt i det, omverdenen stadig betragtede som den spanske republik.

Igennem stråmænd som socialistlederen Juan Negrín, regeringschef 1938-39, sovjetiserede kommunisterne de dele af Spanien, de kontrollerede.”

Oploadet Kl. 10:40 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
Arkiveret under:

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/6198/trackback

37 Comments »

  1. Udmærket kronik .
    For dem der evt. vil læse mere kan Antony Beevor’s bog om den spanske borgerkrig godt anbefales, den giver ihvertfald også et indblik i hvor mange overgreb venstrefløjen begik.

    Kommentar by PB — 4. oktober 2008 @ 11:36

  2. Det er jo udmærket med Gress’ genfortælling af historien. Der er bare en lille hage ved det: Det passer ikke …

    Hvis man ser bort fra, hvordan man fordeler “skylden” i forbindelse med skærmydslerne op gennem 30erne, er det til gengæld fuldstændig sandt, at “Under og efter krigen udførte de fascistiske oprørere utallige massakrer, plyndringer og andre ugerninger, der kostede en halv million livet.

    Oprørslederen Francisco Franco installerede derpå et blodigt og hævngerrigt diktatur, som kostede yderligere hundredtusinder livet.”

    I disse år er man netop begyndt at åbne de massegrave, som ellers har været tabu siden Francos død og indførelsen af demokrati.

    På hjemmesiden for foreningen for tilbagegivning af den historiske hukommelse (eller noget, “Asociación para la recuperación de la memoria histórica”), læser vi:

    “El poeta Blas de Otero (Bilbao 1916, Madrid 1979) imaginó las listas de los fusilados con “nombres temblando en un papel” en su poema Me llamarán. Lo escribió en 1955 en su exilio en París y tituló al libro Pido la paz y la palabra. Medio siglo después, son los hijos y los nietos de los fusilados los que exigen voz. Lo hacen ya desde Madrid, en la Audiencia Nacional, ante el despacho del juez Baltasar Garzón. El magistrado recibió ayer un censo de víctimas con 143.353 nombres, apellidos, profesiones, lugar de nacimiento, muerte y causa de su desaparición (muerto con arma de fuego la mayoría)”.

    De 143.353 navne, som dommer Garzón har fået udleveret, er altså kun på dé af de forsvundne, som i dag har efterladte, der kan og vil forfølge sagen. Det siger sig selv, at det ikke er dem alle … alt det her “Franco var bedre end sit rygte”-snak er en fis i en hornlygte. Selvom der skete en vis opblødning i 60erne (man tillod f.eks. udgivelser på catalansk og i meget begrænset omfang på baskisk, som det stadig formelt var forbudt at tale i offentligheden, herunder på gader og stræder) var landet ved diktatorens død plaget af en dødvægt af politisk korruption og øststatslignende statsmonopoler, der ville få bureaukraterne i DSB og det hedengangne Jysk Telefon til at blegne af misundelse, der havde gjort landet fattigt og tilbagestående.

    Mange spaniere kan stadig huske og fortælle om det lettelselsens suk, der gik over landet, da diktatoren endelig døde og den dyne af undertrykkelse og lammelse, han havde trukket hen over landet, lidt efter lidt forsvandt.

    Kommentar by Carsten Agger — 4. oktober 2008 @ 12:18

  3. PS: Det omtalte citat kommer herfra:

    http://www.memoriahistorica.org/modules.php?name=News&file=article&sid=733&mode=thread&order=0&thold=0

    …hvis man har lyst til at læse mere.

    Kommentar by Carsten Agger — 4. oktober 2008 @ 12:19

  4. “Mange spaniere kan stadig huske og fortælle om det lettelselsens suk, der gik over landet, da diktatoren endelig døde og den dyne af undertrykkelse og lammelse, han havde trukket hen over landet, lidt efter lidt forsvandt”.

    Og det danske intellektuelle ikon Klaus Rifbjerg sad og hyggede sig i tyrefægterarenaen.

    Kommentar by Limewoody — 4. oktober 2008 @ 13:24

  5. Eftertidens historikere vil nok lande på et sted, der ligger rimeligt tæt på Gress, men hvor visse elementer fra den tidligere dogmatiske historieskrivning også er berettigede.

    Det vigtige er, at man kommer ud af en fuldstændig forvrænget, dogmatiske historie om den spanske borgerkrig ala Rifbjergs og kan nærme sig en mere sandfærdig afklaring.

    Kunne Rifbjerg ikke bare holde sig til at skrive sine historier og digte i stedet for at belæmre os andre med al hans tåbelige gylle om politik.

    Kommentar by traveler — 4. oktober 2008 @ 13:55

  6. Det klinger altid hult, når Store Klaus sidder på et eller andet vestlollandsk gods, med sin nyindkøbte jagt til 2 millioner, og væver om den arbejende klasse kontra storkapitalisternes udbytter-politik, eller Francos facister. Man kan kun brække sig over denne profesionelle champagne-socialist!

    Kommentar by Pamfilius — 4. oktober 2008 @ 14:20

  7. I forhold til kammeraterne Stalin/Pol Pot/Maos regimer minder Francos styre om en søndagsskole.

    Kommentar by Poul — 4. oktober 2008 @ 14:55

  8. Limewoody: “… Og det danske intellektuelle ikon Klaus Rifbjerg sad og hyggede sig i tyrefægterarenaen …”

    Ja – Rifbjergs egen tyrefægterromantik og Spaniens-eksotisme fra netop de år gør ham ikke ære… men det ændrer ikke ved, at Gress’ forsøg på at omskrive historien komme ret ynkeligt til kort, hvis man går det nærmere efter i sømmene.

    Kommentar by Carsten Agger — 4. oktober 2008 @ 16:43

  9. #2.Hvis man ser bort fra, hvordan man fordeler “skylden” i forbindelse med skærmydslerne op gennem 30erne.

    Er det netop ikke pointen at det skal man ikke, hvis man vil se det hele billede?

    Iøvrigt lidt flot bare at afskrive det der skete op gennem 30’erne som “skærmydsler”, det var sandelig venstrefacisterne’s forsøg på at indføre “folkets diktatur”.

    Kommentar by Anonym — 4. oktober 2008 @ 17:27

  10. #2.Hvis man ser bort fra, hvordan man fordeler “skylden” i forbindelse med skærmydslerne op gennem 30erne.

    Er det netop ikke pointen at det skal man ikke, hvis man vil se det hele billede?

    Iøvrigt lidt flot bare at afskrive det der skete op gennem 30’erne som “skærmydsler”, det var sandelig venstrefacisterne’s forsøg på at indføre “folkets diktatur”.

    Kommentar by PB — 4. oktober 2008 @ 17:28

  11. Diktaturer er altid skidt, undtaget måske lige Sydkoreas og Puerto Ricos, som kunne have været værre, længere er den vel ikke?

    Franco holdt Spanien i kvælertag.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 4. oktober 2008 @ 18:01

  12. Nej glem det med Puerto Rico tænkte engentlig på Costa Rica, som dog ikke rigtig nåede at blive et diktatur.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 4. oktober 2008 @ 18:05

  13. Igen en omgang ideologisk crap fra en såkaldt historiker.

    Kommentar by RasmusE — 4. oktober 2008 @ 18:34

  14. Kære Hr. Agger

    Du synes fuldstændig immun overfor den pointe, der ligger i Gress’ kronik. Store dele af venstrefløjen i Spanien repræsenterede ikke og ønskede ikke demokratiet. De overskred de demokratiske spilleregler, begik overgreb, massakre og terror på fuldstændig samme niveau som Franco-styret. Så omvendt tror jeg, at mange almindelige spaniere drog et lettelsens suk, da det var slut med kommunisters og anarkisters hærgen og Franco kom til. At de så fik noget der var lige så slemt, kan vi sagtens blive enige om.

    Kommentar by Cato — 4. oktober 2008 @ 19:52

  15. 11, Thomas Bolding: Nemlig!

    13, RasmusE: Ja, det har Gress til fælles med Lars Hedegaard (blandt andet, ehem!)

    Kommentar by Carsten Agger — 4. oktober 2008 @ 19:53

  16. Kære hr. Cato,

    caetereo censeo Carthaginem non esse delendam … nej spøg til side:

    Og du synes blind for den pointe, der ligger i min bemærkning om skyldspørgsmålet mht. begivenhederne op til borgerkrigen, nemlig af situationen i 30ernes Spanien var kompleks og ikke kan forstås ud fra en simpel hvidvaskning af den “ene side” og dæmenisering af den anden, som Gress lægger for dagen.

    Det er interessant, at Gress blandt de “anerkendte moderne spanske historikere”, han angiveligt støtter sig til, nævner den tidligere marxistiske terrorist Pio Moa, der i Spanien anses for en utroværdig særling på den yderste højrefløj. Det vil lidt svare til at bruge Erik Haaest og Jonni Hansen som kilder til den danske besættelsestids historie …

    Kommentar by Carsten Agger — 4. oktober 2008 @ 20:05

  17. 8-> Carsten Agger.

    Jeg ved meget lidt om Den Spanske Borgerkrig, men det er et vel et faktum at eftertidens syn på borgerkrigen er farvet meget af kommunisternes og deres medløbere syn – et eksempel der stadig trækker spor op til vore dage er kommunisten Picasso´s billede “Guernica”.

    Det er vel også et faktum at Stalins Kommunistiske Sovjet ville gentage succesen fra Oktoberrevolutionen og med samme metoder. Altså terror. Spørg bare Anarkisterne.

    At den katolske kirke stillede sig på Franco´s side er ikke underligt. Alene udsigten til at de gudløse kommunister kunne vinde vinde. Mon ikke også den katolske kirke i Spanien var mere end ganske udmærket klar over de (massive og ganske uden sidestykke) overgreb kirken i Rusland efter Oktoberrevolutionen udsat for af kommunisterne.

    Spanien holdt sig ude af Anden Verdenskrig og så vidt jeg husker udtalte Hitler efter forhandlinger med Generalissimo Franco – at han hellere ville have trukket ti tænder ud end forhandle med ham igen.

    Man kan jo også stille sig selv det spørgsmål hvor mange de ville være blevet slået ihjel såfremt kommunisterne havde taget magten?

    Kommentar by Limewoody — 4. oktober 2008 @ 20:30

  18. Nu skal du altsa tag dig sammen, Carsten. Din revisioniskte historiefortolkinig er en ting men hold op med at gøre dig klog på latinsk, hvis ikke du beherkser sproget
    det korrekte citat er “Ceterum censeo Carthaginem esse delendam “

    Kommentar by coldfish — 4. oktober 2008 @ 21:04

  19. -> #14, Hr. Cato:

    De skriver (bl.a.): “…fuldstændig samme niveau som Franco-styret.” – og: “At de så fik noget der var lige så slemt, kan vi sagtens blive enige om.”

    Det synes ikke at være den højlærde fhv. professor Gress ærinde:

    “Hver eneste sætning i denne fortælling er falsk… bundfalsk, forløjet og egnet til at fremme de værste fordomme og undergrave det spanske demokrati.”

    “Igennem hele republikkens korte historie var det højrefløjen, der udviste det mest konsekvent demokratiske sindelag, selvom mange af dens folk ikke var demokrater, mens det var venstrefløjen, der begik næsten alle voldshandlinger og overgreb på det demokrati, den hævdede at værne.”

    “Falangepartiet, som var det nærmeste, Spanien fik en fascistisk bevægelse, var minimalt og aldeles ude af stand til at hamle op med bølgen af revolutionær vold.” (men efter hård og heroisk kamp lykkedes det dog til sidst de gode demokrater at vinde landets frelse)

    Man skal iøvrigt lægge mærke til, at professor Gress synes at betragte fascismen som et højre-fænomen, hvilket turde kalde på korrektion fra de gode jordbundne kræfter, som dette ædle forum traditionelt omgiver sig med. ;-)

    Kommentar by Scavenius — 4. oktober 2008 @ 21:18

  20. her gik jeg og troede, at Cato sagde praeterea.. og ikke ceterum..

    Kommentar by traveler — 4. oktober 2008 @ 21:28

  21. 19. traveler
    praeterea er lige så godt som ceterum, men “caeterum” er stævet forkert og “non esse delendam” er meningsløs,….. quidquid Latine dictum sit altum videtur

    Kommentar by coldfish — 4. oktober 2008 @ 22:19

  22. Iøvrigt interessant, at folk viser en så rørende interesse for den danske “Store Klaus”. Han skulle vel ikke have en lille spansk fætter, som de retfærdighedssøgende “har overset i farten”?

    Kommentar by Scavenius — 4. oktober 2008 @ 23:23

  23. Nu må I altså tage jer sammen. Ifølge Jonah Goldberg er fascismen et venstreorienteret fænomen, og intet andet. Læs nu memoet og kom ned til det rette sted i teksten.

    TBH: Hvad har du røget? Læs Poul og lær det: I sammenligning med de rigtigt store diktator-svin, så var Franco et nul uden ægte talent for industrielt massemord, så derfor tæller han ikke. Herregud, nogle 100.000 spaniere fra eller til, i den store sammenhæng?

    Hvis nogen derimod prøver at relativisere noget, en venstreorienteret diktator har gjort med en bemærkning om, at Stalin da i øvrigt var 100 gange værre, så hvad er problemet? … så tør jeg ikke tænke på konsekvenserne. Tråden var i hvert fald meget hurtigt blevet meget lang.

    Kommentar by The Citizen — 4. oktober 2008 @ 23:48

  24. @ Agger

    “Ja, det har Gress til fælles med Lars Hedegaard (blandt andet, ehem!)”

    Til gengæld er det herligt at politiken så ofte fylder sine spalter med Rifbjerg. Han er jo en belæst historiker der formår at give en nuanceret skildring af historien, og når han rigtigt folder sig ud, så får vi også knivskarpe analyser af samtiden. Dette intellektuelle fyrtårn, der heldigvis formår at løfte sig over “ideologisk crap” når han skriver om Spaniens historie.

    Kommentar by Superman — 4. oktober 2008 @ 23:58

  25. Hvis graden af økonomisk kollektivisme siger noget om graden af venstreorienterethed eller højreorienterethed, så er kommunisme, socialisme, nationalsocialisme og fascisme alle klart venstreorienterede fænomener, mens kapitalisme og liberalisme er overvejende er højreorienterede fænomener.
    På den måde ses tydeligt at Store Klaus Rifbjerg, handlingsmæssigt er klart højreorienteret mens hans prædikner er venstreorienterede helt på samme set som f.eks. Jan Guillou, komikeren Niels Hausgård og utallige andre der gerne vil kaldes kunstnere.

    Kommentar by SUS — 5. oktober 2008 @ 01:34

  26. -> #25, SUS:

    Du synger den sang, som borgerlige eller højreorienterede eller hvad de/i nu vil kaldes altid synger. Ifølge den er Venstrefløjen selvfølgelig ansvarlig for alle politiske ulykker. (og derefter angriber du nogle navngivne personer)

    For mig er din sandhed en halv. Meget venstreorienterede har begået uomtvistelige politiske ulykker ved deres krav om økonomisk ensretning, men for mig at se er kravet om kulturel ensretning så afgjort et højreorienteret træk, som når det trækkes for langt ud også har forårsaget sine ulykker. Derfor er nazismen, fascismen og falangismen da også traditionelt blevet set som (stærkt) højreorienterede – men det er selvfølgelig kun min tolkning.

    Kommentar by Scavenius — 5. oktober 2008 @ 02:09

  27. PS: At historien og udviklingen har gjort (nogle) venstreorienterede kulturelt sekteriske er ikke et argument, men en ulykke. Og det ændrer ikke på udgangspunktet.

    Kommentar by Scavenius — 5. oktober 2008 @ 02:17

  28. Tillad mig at gøre opmærksom på min mand T. Klitgaard Fuurs bog “Gustaf”, om Gustaf Munch-Petersens tid i den Spanske Borgerkrig – jeg er næsten sikker på de fleste af jer vil få en aha oplevelse.

    Fraregner naturligvis @ 2 Carsten Agger og så dog alligevel måske ikke.

    Forøvrigt har Davis Gress fat i det helt rigtige siger min mand – Den Spanske borgerkrig var styret af Moskva helt fra starten, dog især efter maj 1937.

    Kommentar by bodil — 5. oktober 2008 @ 07:51

  29. -> 26 Scavenius “….men for mig at se er kravet om kulturel ensretning så afgjort et højreorienteret træk, som når det trækkes for langt ud også har forårsaget sine ulykker”.

    Det er da vist et udsagn du ikke kan finde belæg for. Kommunisterne i Sovjet ensrettede kunsten efter en kort periode med relativ frihed. Ideologisk mente de, at kunsten skulle tjene arbejderklassens interesser. Det danske kommunistiske kollektiv “Røde Mor” lavede den slags agitprop. Og dyrkede “det nye menneske – arbejderen – gennem kunsten. Socialrealisme. Derudover var ønsket om opdragelse af ungdommen kilde til stærk kontrol af uddannelsessystemet.
    NationalSOCIALISTERNE ensrettede også kunsten – og dømte meget moderne kunst ude som “entartet”. Og dyrkede så i øvrigt det “nye menneske” – arieren gennem kunsten. Socialrealisme. Derudover var opdragelsen af ungdommen årsge til stærk kontrol over uddannelsessystemet.

    Herhjemme forsøger den kulturradikale monoenklave stadig at udøve en stærk kontrol over kulturens institutioner – som radio/tv, diverse kunstformer, musik, og uddannelsesinstitutioner.

    Kommentar by Anonym — 5. oktober 2008 @ 09:38

  30. -> 26 Scavenius “….men for mig at se er kravet om kulturel ensretning så afgjort et højreorienteret træk, som når det trækkes for langt ud også har forårsaget sine ulykker”.

    Det er da vist et udsagn du ikke kan finde belæg for. Kommunisterne i Sovjet ensrettede kunsten efter en kort periode med relativ frihed. Ideologisk mente de, at kunsten skulle tjene arbejderklassens interesser. Det danske kommunistiske kollektiv “Røde Mor” lavede den slags agitprop. Og dyrkede “det nye menneske – arbejderen – gennem kunsten. Socialrealisme. Derudover var ønsket om opdragelse af ungdommen kilde til stærk kontrol af uddannelsessystemet.
    NationalSOCIALISTERNE ensrettede også kunsten – og dømte meget moderne kunst ude som “entartet”. Og dyrkede så i øvrigt det “nye menneske” – arieren gennem kunsten. Socialrealisme. Derudover var opdragelsen af ungdommen årsge til stærk kontrol over uddannelsessystemet.

    Herhjemme forsøger den kulturradikale monoenklave stadig at udøve en stærk kontrol over kulturens institutioner – som radio/tv, diverse kunstformer, musik, og uddannelsesinstitutioner.

    Kommentar by Limewoody — 5. oktober 2008 @ 09:40

  31. @ scavenius

    “Kulturel ensretning ” – åh, er det ikke nogle af de tomme ord, som også bruges til at forsvare ungdomshus-folkenes hærgen. Men vi må jo forstå på dig at højreorienteret betyder ensretning, mens venstreorienteret betyder plusord osm mangfoldighed og plads til det enkelte individ. For et kollektivistisk indrettet samfund er det modsatte af ensretning eller noget!!!

    Hvis din bizare teori skal hænge sammen, må vi hellere lade være med at tale om Nordkorea, Cuba, Sovjet eller for den sags skyld ungdomshus-facisternes der jo sjovt nok den eneste uniformerede politiske bevægelse i DK.(bortset fra 50 mennesker i nazipartiet).

    Hmm, nå, men så finder vi da bare på noget nyt grimt vi kan sige om højrefløjen – de er garanteret onde mod dyr, ja de er så….

    Kommentar by Superman — 5. oktober 2008 @ 11:31

  32. Limewoody, 29&30:
    Francos diktatur ensrettede i allerhøjeste grad også kulturen, og især skolerne var gennemsyret af en militaristisk patriotisme, vi ville have haft det meget svært med i dag.

    Kommentar by Carsten Agger — 5. oktober 2008 @ 12:12

  33. Der gik et eller andet galt med posteringen 29+30.

    Jo, jo – men alt der drives i en retning bliver jo til ensretning. Dog hører jo med til billedet af Franco-Spanien at trods et autoritært og centralistisk styre kunne kunstnere som Miró og Dali udfolde sig i landet.
    Og det hører vel også med til billedet at overgangen fra diktatur til demokrati skete uden borgerkrig i modsætning til at andet diktatur – Titos Yugoslavien.
    Under anden verdenskrig var styret i Spanien aktiv med hensyn til at beskytte jødiske flygtninge og Franco modsatte sig at indføre antisemitiske love som ellers krævet af Hitler.

    Man kan vel i nogen grad sammenligne de to styrer – Tito´s og Franco´s med hensyn til kulturel ensretning. Men hvor Franco´s styre i samtiden blev udskreget som det værste og mest repressive ( besunget af Hoola Bandoo Band i sangen “Juanita”) blev Tito`s styre fremhævet som et mønstersamfund – på trods af styrets mord på hvem det nu fandt for godt. Indenlands såvel som udenlands.

    Kommentar by Limewoody — 5. oktober 2008 @ 16:36

  34. Kunne Rifbjerg ikke bare holde sig til at skrive sine historier og digte.

    Kunne vi ikke bare give ham de samme penge for .. at lade være?

    Vi læste “Den Kroniske Uskyld” i skolen. Mangen til meningsløst og nihilistisk ragelse skal man lede længe efter. Da læreren endelig havde fået trukket os hele vejen igennem, fløj bøgerne gennem klasselokalet.

    Aldrig mere Rifbjerg!

    Kommentar by Henrik Ræder Clausen — 5. oktober 2008 @ 23:27

  35. Morten Heiberg, som til forskel fra David Gress rent faktisk ved noget om den spanske borgerkrig, river Gress’ argument i lange tynde strimler og giver resterne til hundene. Læs dagens kronik i Jyllands-Posten og overvej, om Kim Møller burde bringe et dementi, hvis han gerne vil holde på sin professionelle ære som historiker.

    Kommentar by Carsten Agger — 9. oktober 2008 @ 14:22

  36. Hvis Carsten Agger tror, Heiberg har revet mine argumenter til strimler, vil jeg bede ham læse min svarkronik, som kommer om få dage. Iøvrigt er kronikformatet ikke velegnet til historiografisk debat, men vi har de medier, vi har.

    Tak iøvrigt for debatten.

    Kommentar by David Gress — 15. oktober 2008 @ 15:50

  37. hej

    Kommentar by Anonym — 22. oktober 2008 @ 09:19

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper