28. april 2009

“Og så skete der jo ydermere det, at de, der skulle være autoriteter, ikke turde.” (Pittelkow)

Ralf Pittelkow er interviewet af Arne Hardis til seneste udgave af Weekendavisen, og der kommer skarpe pointer frem. Fra Den lange omvej hjem til far (24/4-09).

“Ralf Pittelkows selvbiografi, som udkommer i næste uge, er én lang beretning om at komme hjem, ikke til selve barndommens sønderjyske land, naturligvis, men til 1950ernes, Sønderborgs, revisor-faderens og den danske befolknings normalitet. Den, der gik tabt i 1960ernes svimlende oprør…

Nu sidder jeg så hjemme hos manden, der har lagt navn til betegnelsen Pittelkowsyndromet; et begreb, hver og en i Danmark mener at vide hvad betyder: en lang vandring fra det yderste venstre, ind mod midten og forbi den og videre ud til det foghske Venstreland. Fra 1970er-årene på universitetet under den marxistiske rus, via VS til Socialdemokratiet, hvor han både har været international sekretær og i en overgang Nyrups rådgiver, og ud til tilværelsen som islamismekritisk forfatter og kommentator på Jyllands-Posten med formodet forståelse for fruen, Karen Jespersens, skifte fra Socialdemokratiet til Venstre.

I den forståelse er syndromet en lang, lige streg på målbevidst færd fra venstre mod højre, hvis man skulle illustrere det enkelt… Det er det store sving bort fra normallinjen, jeg især vil diskutere med Ralf Pittelkow. Vi har begge været medlem af VS og vist nok oven i købet samtidig i slutningen af 1970erne – han var højt placeret i partiet, jeg på en af de nedre hylder – så det har min store interesse at få hans udlægning af begivenhederne. Det får jeg så. I sin bog foretager Pittelkow et radikalt opgør med den revolutionære venstrefløjs tænkning. Også radikalere, end man vanligvis ser det hos gamle venstreorienterede.

»Jeg synes ikke, der var noget mærkeligt ved, at vi havde fuldstændig vildtvoksende tanker på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen naturlige grænser eller holdepunkter. Jeg har heller ingen problemer med, at det røg ud i deciderede excesser. Derimod har jeg problemer med, at jeg blev hængende så længe i det. Selv, da det var på sit højeste – det må du jo også kende til – var der en orm, der gnavede, fordi der var så mange ting, der stred lodret mod de erfaringer og de mennesker, man kendte derhjemme fra. Pengene passede jo ikke. Efter min mening er der kun én mulig forklaring på, at det stod på så længe – vi taler jo om 15 til 20 år – og jeg er meget, meget ked af at måtte indrømme det: Det var konformisme. Omkostningerne ved at tage et opgør med et miljø, som i dén grad var en del af ens liv, var for store.«

Ralf Pittelkow taler om »en ekstrem subjektivisme« som forklaring på, hvad der egentlig skete. En grænseløs opfattelse af at kunne skabe verden i sit eget billede. Vær realistisk, kræv det umulige, som man sagde. »En totalt utænkelig tanke for mine forældres generation,« som han siger fyrre år efter det slogan.

»Hvis du tager et institut som det, jeg var på, så tog vi jo det hele. Vi satte os på det. Hvis nogen havde sagt, at vi måtte indse, at der var grænser for, hvad vi kunne, havde vi sagt, at det kunne vi da ikke se. Det kan ikke forklares ud fra en eller anden problemteori eller elendighedsteori, tværtimod kom det i en bølge af noget fantastisk positivt. Alligevel forkastede man hele det rådne samfund – det samfund, som havde givet én noget, som ingen andre generationer før havde fået. Den korte forklaring på, at det kunne ske: en frihedsrus.«

– Friheden kan blive for omfattende?

»Ja. Vi ville ikke aflevere noget, ikke give afkald på nogen form for behov, ikke indskrænke os, og derfor konstruerede vi os frem til et samfund, som indebar, at det kunne vi slippe for.«

– Det er barnets psyke?

»Ja. Vi var jo børn i den forstand, at der ingen autoritet var, der kunne sætte grænser for os, som vi var villige til at acceptere. Vi havde så meget medløb, at realitetssansen ikke behøvede indfinde sig, for vi styrede jo faktisk der, hvor vi sad – på humaniora og socialvidenskab især. Og så skete der jo ydermere det, at de, der skulle være autoriteter, ikke turde. De opgav, fordi det var så utaknemmeligt at gøre forsøget. Noget af det, jeg tænker på med den største beskæmmelse, er den miniudgave af den kinesiske kulturrevolution, som var i gang. Der har gået kvalificerede mennesker rundt i universitetssystemet, som jo i realiteten har fået deres karriere ødelagt af, at der herskede nogle strømninger, som på forhånd udelukkede dem fra at skrive de opgaver, de havde lyst til, og senere fra at få stillinger. Selv om det hele var en gang blødt lalleværk, var der også en jernnæve i fløjshandsken. Man udøvede i de snævre miljøer så ganske klart en magt.«”

Oploadet Kl. 13:50 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/6777/trackback

13 Comments »

  1. Pittelkow-syndrom. Jeg vil blot sige, at gid flere mennesker startede som idealister og lærte at tænke sig om, og forholde sig til virkeligheden løbende.

    Idealer er gode, men bedst er dem som er kompatible med virkeligheden.

    Det bedste ville dog naturligvis være, hvis vi kunne starte med både a og b, frem for at bevæge os fra a til b, men sådan fungerer virkeligheden heller ikke altid.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 28. april 2009 @ 13:57

  2. Et af denne generations ledende kendtegn har været, at stigmatisere og lodret forfølge “anderledes tænkende”, mens man selv beskyldte andre for McCarthyisme..

    Tilstanden lever i bedste velgående i det “psykologisk legaliserede had” overfor Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti eller “højrefløjen” jf. Parteigenosse Anders Samuelsens – de smitter, de smitter…

    Kommentar by Limewoody — 28. april 2009 @ 14:29

  3. Heldigvis spildte jeg ikke hele 15-20 år på venstrefløjen, men jeg kender alligevel Pittelkows udvikling alt for godt.

    Kommentar by RettenTilSelvforsvar — 28. april 2009 @ 14:47

  4. Er han Sønderjyde?

    Nårh ja! — Det burde jeg have kunnet sige mig selv.

    Mvh. Børge.

    Kommentar by Børge — 28. april 2009 @ 14:56

  5. Pittelkow er jo en “frafalden”. Som i islam er frafaldne de værste udskud, i venstrefløjens optik. At være hardcore venstreorienteret er ikke politik, men en RELIGION.

    R.P. gør op med venstrefløjen og sin egen forblændelse af den. – MEN
    hjælper det? Som det ser ud netop nu, lykkes det populisten Villy Søvndal, Ole Sohn og kumpaner, med deres løsagtige forhold til sandheden, at få indført den marxisme, de mislykkedes med tidligere.
    Utroligt, hvis danskerne er så historieløse og overfladiske, at de hopper på Villy & Co.’s usandheder.

    Kommentar by ramses-2 — 28. april 2009 @ 15:00

  6. 3.RettenTilSelvforsvar

    Det siger jeg også, det der heldigvis.

    Desværre fik jeg og andre den socialistiske kærlighed at føle på en ubehagelig måde.

    De, der ikke knækkede kom ud af uni.verdenen iført hård hud.

    Nogle af de bedste til at bekæmpe De Gode, der ihærdigt støtter den igangværende islamisering, må da være alle Danmarks Pittekow´ere ?

    De kender jo til metoderne, kender til psykologien i metoderne der anvendes for den er nok stadig den samme.

    Eet og andet sted læste jeg i dag, at den største fjende Vesten har ikke så meget er Islams rettroende, som de vesterlændinge der hjælper dem .

    Derefter kommer den islamiske ideologi og dens rettroende.

    Jeg for min del har såmænd spekuleret en del over hvordan det har kunnet lade sig gøre for de rettroende både at slå rod og vinde frem på den måde de har gjort i Vesten.

    At dette muligvis ikke har kunnet ske så hurtigt uden hjælp fra Vestens egne Quislinge.

    Kommentar by Vivi Andersen — 28. april 2009 @ 15:05

  7. Fra interviewet:
    “Vi ved jo godt, at det var den her særprægede blanding af noget utrolig blødt, hvor man næsten ikke kunne være indfølende nok i forhold til menneskers behov, og så samtidig en grundtone, som er den sædvanlige i revolutionære utopier: Man forestiller sig et helt andet samfund og et helt andet menneske, og de mennesker, der er så åndssvage ikke at passe ind i den skabelon, skal man på en eller anden måde rette af, fordi man insisterer på, at skabelonen skal passe. Det er jo den totalitære fristelse. At man tager udgangspunkt i en idé, som oven i købet er meget vidtgående i retning af at blande sig i personlige forhold, og insisterer på, at de mennesker, som stritter imod den idé, skal på en eller anden måde holdes nede.”

    Jeg kom virkelig virkelig virkelig til at tænke på de radikale da jeg læste de sætninger. :(

    Kommentar by BE — 28. april 2009 @ 20:39

  8. Pittelkow er toppen, og en af grundene til at jeg dagligt læser JP. Han var gæst i “Krause på tværs” her i onsdags.
    Sæt jer ned, og slå øerne ud, det er underholdning på højeste plan, samtidig så er det også en dejlig fornemmelse at vide at nu er der nogen lyttere der bliver meget meget klogere.
    http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2009/04/22101205.htm

    Kommentar by Lars H — 28. april 2009 @ 23:28

  9. Idealisme kompatibel med virkeligheden? I min bog er det der en selvmodsigelse. Idealisme kan flytte ting, men kompatibelt? Nej…

    Kommentar by Joiker — 29. april 2009 @ 10:34

  10. Pittelkow og Jespersen er virkelig ikke det værste der er sket for dansk politik.
    Jeg gad til gengæld godt vide, hvor langt på denne rejse Arne Hardis er nået? Han skrevfor nogle måneder siden en rigtig god artikel, hvor der blev trukket paralleller mellem Hans Hertels pesnsion og kulturradikalismens ditto. Man kan håbe at erkendelsen også så småt spreder sig hos visse journalister.

    Kommentar by EAM — 29. april 2009 @ 18:49

  11. Idealer tilknyttet det muliges kunst, siger vi så. Altså idealer som har en chance og ikke kræver en ikke-eksisterende grad af moralsk og intellektuel styrke hos menneskeheden.

    Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 29. april 2009 @ 20:29

  12. -> 8
    Hørte interviewet med Pittelkow og han fremlagde sine synspunkter og sine vandring på tværs af det politiske spektrum ret godt og forståeligt.

    Jeg kunne ikke lade være med at notere at den gode Krause skulle liiiiige af med en lille stikpille ved at spille “I Danmark er jeg født” af en af DR’s yndlings-islamister Isam B. En ikke-så-sublim markering af hvad Krause mener om Pittelkow’s holdninger og ganske svinsk gjort, men dog froventeligt når man tænker på DR.

    Kommentar by Vantroende — 30. april 2009 @ 07:50

  13. Ja, man ved daarligt om man skal le eller græde, naar en rød akademiker endelig kommer til fornuft. Eller maaske rettere, genvinder den fornuft som aarevis af “læredom” har fordrevet.

    Kommentar by Marius — 1. maj 2009 @ 21:49

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper