13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/6811/trackback

    17 Comments »

    1. Og Lars Løkke har været Taliban-terrorist med AK47….

      Kommentar by Lars Løkke — 13. maj 2009 @ 21:10

    2. Selv i år 2009 støtter LO fagforeninger kampen mod Israel.

      Kommentar by Fritz — 13. maj 2009 @ 21:10

    3. Under den kolde krig støttede Sovjetimperiet palestinenserne mod Israel og USA. De venstresnoede har endnu ikke fattet, hvem der vandt den kolde krig :-)

      Kommentar by Janette Lund — 14. maj 2009 @ 00:01

    4. OT: Så har jeg lavet beregninger på indvandrer kriminalitet, før den er korrigeret for socioøkonomiske omstændigheder, nemlig ud fra hvor mange de er er dømt betinget eller ubetinget hæfte.
      visse grove forbrydelser, så som voldtægt, røverier, står danskere kun for omkring 63 procent af.

      Kommentar by Thomas Bolding Hansen — 14. maj 2009 @ 00:19

    5. Jeg kan se at danmarkhistorien.dk er kommet online. Sjovt nok var det første jeg fik mig klikket ind på følgende:

      http://www.danmarkshistorien.dk/perioder-i-danmarkshistorien/efter-den-kolde-krig-1989-2008/muhammed-krisen/

      …Risikoen for terrorisme blev også en stærk begrundelse for yderligere stramninger i den internationalt set allerede restriktive indvandringspolitik. Over for de indvandrere, som allerede var eller trods alt fortsat kom til Danmark, blev det set som et integrationshæmmende og potentielt farligt forhold, hvis de havde muslimsk baggrund. VK-regeringen, dens faste støtteparti Dansk Folkeparti og de medier, der bakkede den op, agiterede meget skarpt imod det, de så som en særlig muslimsk fare.

      Et højdepunkt i denne agitation indtraf med dagbladet Jyllands-Postens artikel “Muhammeds ansigt” den 30. september 2005. Artiklen var skrevet af avisens kulturredaktør Flemming Rose og slog til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere…

      Kommentar by Rammu — 14. maj 2009 @ 01:07

    6. -> 1

      “Og Lars Løkke har været Taliban-terrorist med AK47….”

      Ukorrekt. Du kan læse om historien her: http://www.uriasposten.net/?p=6605

      Kommentar by Kim Møller — 14. maj 2009 @ 03:15

    7. @ Lars Løkke (if that’s your real name), du skriver: Og Lars Løkke har været Taliban-terrorist med AK47….

      WJ: Hvis du aldrig er blevet fotograferet med en AK47 omgivet af Taliban-typer, så har du ikke levet…

      http://bohemianrhapsody.dk/2009/04/05/pas-pa-bloggeren-er-bev%c3%a6bnet/

      Vi har alle været unge en gang, og vi har alle billeder der er pinlige i den rette kontekst (eller rettere; den forkerte kontekst).

      Slap af, og kom videre i teksten. Er det ikke langt værre at han er statsminister idag, end at han fik taget et billede engang i 80’erne?

      Kommentar by WilliamJansen — 14. maj 2009 @ 04:25

    8. Finn Slumstrup blev senere informationschef i Dansk Flygtningehjælp – og er i dag formand for Grænseforeningen:

      http://www.graenseforeningen.dk/artikel/4055

      Kommentar by Søren Rasmussen — 14. maj 2009 @ 06:38

    9. Professor, dr.theol. Svend Holm Nielsen døde sidste år – men i mange år gjorde han alle teologi-studerende til Israel-hadere ifølge nekrologen i Kristeligt Dagblad:

      http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/307598:Mennesker–En-brysk–begavet-roest-er-forstummet

      Kommentar by Søren Rasmussen — 14. maj 2009 @ 06:42

    10. Ligesom især tidligere tiders bønder byggede aftægtsboliger til det fædrene ophav, så opretter DR aftægtsstillinger til ansatte som tak for lang og tro tjeneste. En af disse stillinger må være givet til Kjeld Koplev med programmet “Koplevs Halal-Køkken”. Et ualmindeligt ligegyldigt enerverende overflødigt program i rækken af ligegyldige enerverende overflødige venstreorienterede plapre-programmer.

      Kommentar by morlille — 14. maj 2009 @ 07:28

    11. @ 1.
      Lars Løkke var i Afghanistan i 1988. Taliban opstod i 1994. Nuff said!

      Kommentar by Mikael — 14. maj 2009 @ 13:51

    12. Hvad mener en mand som Balder om denne ubetingede venstrefløjsstøtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse? Er der ikke også noget galt, for lavede Koplev der? Det må da undre ham..

      Kommentar by Maria Tacchinardi — 14. maj 2009 @ 14:50

    13. @”10:
      “Ligesom især tidligere tiders bønder byggede aftægtsboliger til det fædrene ophav, så opretter DR aftægtsstillinger til ansatte som tak for lang og tro tjeneste” – der er vel i grunden snarere tale om en videreførelse af praksis fra det antikke Athen, hvor nationens store sønner blev belønnet med livsvarig bespisning på Prythaneion? :)

      Kommentar by Hans Henrik Hansen — 14. maj 2009 @ 17:05

    14. “Risikoen for terrorisme blev også en stærk begrundelse for yderligere stramninger i den internationalt set allerede restriktive indvandringspolitik.”

      Forfatteren hævder, at opstramningerne gjorde Danmarks allerede internationalt set restriktive indvandringspolitik endnu mere restriktiv, hvilket jo må forstås som endnu mere restriktiv end den allerede gældende internationale norm.
      Det er selvfølgelig en tvivlsom påstand, for den danske indvandringspolitik var næppe før eller efter systemskiftet i 2001 lige så eller mere restriktiv end den saudiske, egyptiske eller maldiviske. Når forfatteren derfor postulerer, at Danmarks indvandringspolitik (internationalt set) allerede var mere restriktiv, og med terrorfrygten som begrundelse kun blev endnu mere restriktiv, er det derfor en faktuel påstand, som det burde være let at bevise eller modbevise. Jeg er vis på, at en gennemgang af verdens landes politikker ville give forfatteren uret.
      Det er efterhånden et gennemprøvet debattrick, at venstreorienterede uden skyggen af bevis hævder, at Danmark bryder med en international konsensusnorm om humanisme og menneskerettigheder, til trods for at virkeligheden forholder sig helt modsat. Det ikke så subtile budskab, som den indoktrinerede humanist skal æde rådt er naturligvis, at Danmarks indvandringspolitik skal måles på, i hvilket omfang den er i samklang med en eller anden international norm. Det er sådan set galt nok, men værre er det at selve det faktiske grundlag for påstanden oftest er noget vrøvl.

      Kommentar by PerH — 15. maj 2009 @ 15:51

    15. Lad os sende dem til Grønland og grave grøfter allesammen inden de bliver for gamle og inden isen smelter.
      Ikke til deres eget Gulag, men vores eget Ummanak ;)

      Kommentar by anti-marx anno dazumahl — 20. maj 2009 @ 12:49

    16. I øvrigt kunne det være interessant at anvende listen til at analysere dem i flere generationer. F.eks er det interessant at Claus Bryld er 2.generations nazimarxist. Hans far og onkel var fremtrædende medlemmer af DNSAP, hvor KAP-formanden, Benito Scocozzas farbror også var medlem. Kommunisten, den senere folkesocialisten, nu afdøde, Gert Petersen, startede som ung i DNSAP. Måske er sammenfaldet mellem generationerne i de to store revolutionære bevægelser i det 20.århundrede større end man umiddelbart ville have troet? Die Fahne Hoch og jeg ser et rødt flag smælde ;)

      Kommentar by anti-marx anno dazumahl — 20. maj 2009 @ 13:06

    17. Fri os dog fra Urinposten

      Kommentar by Henrik — 7. december 2009 @ 23:11

    RSS feed for comments on this post.

    Leave a comment

    Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper