4. marts 2004

Mogens Lykketofts og Jytte Hildens forkærlighed for røde diktaturer

I midten af 1980’erne førte Socialdemokratiet en grotesk fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen, kombineret med et irrationelt had til USA forekom de kommunistiske diktaturer pludselig ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Danmarks måske kommende statsminister Mogens Lykketoft, der med sin politiker-kone Jytte Hilden i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen. Her et par smagsprøver:

Om den Cubanske økonomi: “Det særlige er for det første at Cuba, målt med Latinamerika og andre dele af den 3. verden, har nået nogle bemærkelsesværdige fremskridt i levevilkårerne for det store flertal af fattige mennesker… Det er lykkedes rimeligt godt for cubanerne at forene en høj grad af indkomstudligning med betydelige økonomisk fremgang.”

Om ‘reformerne’: t er lykkedes rimeligt godt for cubanerne at forene en høj grad af
indkomstudligning med betydelige økonomisk fremgang. Man startede med en jordreform og med statens overtagelse af de fleste produktonsmidler.”

Om den militære oprustning: “Det skal ses på den baggrund, at Cuba føler sig permanent belejret og truet af USA – og med rette: USA’s efterretningstjeneste CIA har mindst en halv snes gange søgt at myrde Fidel Castro. I 1961 foretog USA som bekendt sin egen mislykkedes Svinebugtsinvasion på Castro’s Cuba med 1.500 eksilcubanere, som man naivt ventede ville blive støttet af en folkeopstand. Det gik anderledes, mest fordi Castro i alle årene under og efter revolutionen i 1959 har haft en næsten fanatisk opbakning fra en meget stor del af cubanerne. Selv under de mest økonomisk trange tider har denne karismatiske leder kunnet tale direkte til masserne… den er blevet styrket af USA’s enøjede og uforstående kamp mod enhver bevægelse og enhver regering, der vil gøre op med grænseløs fattigdom og horrible klasseskel.”

Om den Cubanske socialisme: “Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Castro trods alt i så høj grad er sin egen herre, og at Cuba med landets særlige historiske, kulturelle og klimatiske særpræg har gennemført en charmerende samba-socialistisk variant på det sovjetkommunistiske systemgrundlag.”

Om folkelig indflydelse: “Der er langt mere folkelig indflydelse på rekrutteringen af de nu 400.000 partimedlemmer end der er i Østeuropa. Forskellen er, at den cubanske revolution i sin oprindelse er cubanernes eget valg, og ikke en påtvungen model. Det giver mere humør og mere håb.”

Om grunden til samba-socialismens forbehold:“Det er imidlertid klart, at der foregår en ensretning af meningsdannelsen og fængslinger af anderledes tænkende som vi må være imod. Vi havde lejlighed til at fremføre denne kritik overfor ledende cubanere. Men vi har i grunden ikke megen tro på, at forholdene bliver friere, før følelsen af omringning kan fjernes i takt med at en stupid blokadepolitik afløses af friere udveksling af varer og mennesker…

Om et samarbejde med diktaturet mod demokratiske USA: “Selv om der er langt til Cuba kan Europa, og især de europæiske socialdemokratiske arbejderbevægelser, spille en positiv rolle i denne proces. Dels kan vi søge at påvirke den amerikanske politik efter Reagan – dels kan vi selv direkte knytte nærmere kontakt med Cuba… Vi synes at vort eget parti skal gå i det fodspor.”

Virkelighedens Cuba var en helt andet. Fidel Castro kørte landet i sænk økonomisk, blandt andet med hjælp fra Yuppie-rebellen Che Guevara, som han i øvrigt senere lod myrde. Efter Castro tog magten i 1959, gik han omgående i kamp for at udrense øen for politiske modstandere, hvad blandt andet skete i form af summariske henrettelser og fængslinger på ubestemt tid. Samme år afskaffede han det lovede frie valg og suspenderede forfatningen for at regere pr. dekret.

Året efter tog han den definitive kontrol over domstolene, og året efter igen tog ’arbejderhelten’ kontrollen over den eneste fagforening, som omgående fraveg sin strejkeret. Behandlingen af oppositionen var (og er stadig) brutal. Tvangsarbejdslejre efter sovjetisk og nazistisk forbillede udgjorde virkeligheden for Castros politiske modstandere. Mange flygtede, og dem der overlevede flugten og efterfølgende kom i eksil i udlandet – udgør i dag helt op til 20 procent af den cubanske befolkning. Oprørske bønder, som ikke godtog tvangskollektiviseringen blev slet og ret deporteret. Cuba under Castro var hverken i 1959, i 1987 eller i dag et godt land med enkelte forbehold, som Lykketoft og Hilden påstod – men et diktatur med alt hvad dertil hører af foragt for det enkelte individ.

Da Lykketoft og Hilden i 1987 besøgte Castros Cuba var landet godt nok roligere end tidligere, men på hvilken baggrund. Oppositionen var enten myrdet, fængslet eller havde søgt eksil i udlandet – og den resterende del af befolkningen gjorde klogt i at holde lav profil. Historiker Pascal Fontaine kalder i sit 18-siders kapitel om Cuba i Kommunismens Sorte Bog, landet for Endeløs tropisk totalitarisme – og opgør bl.a. Castros forbrydelser således:

“I 1986 regnede man med mellem 12.000 og 15.000 politiske fanger, der blev holdt indespærret i halvtreds ‘regionale’ fængsler fordelt over hele øen… Siden 1959 har mere end hundrede tusinde cubanere stiftet bekendtskab med lejre, fængsler eller åbne fronter. Mellem 15.000 og 17.000 er blevet skudt. ‘Intet brød, uden frihed, ingen frihed uden brød,’ proklamerede den unge sagfører Fidel Castro i 1959. Men som en dissident præciserede før starten på ’særregimet’ – ophøret af den sovjetiske hjælp: ‘Et fængsel er og bliver et fængsel, selv om der er mad nok, et fængsel.’ Castro, en tyran, der forekommer at være uden for tiden, bemærkede i 1994, stående over for sit regimets fiasko og de vanskeligheder, Cuba overlevede, at han ‘hellere ville dø end give afkald på revolutionen.’ Hvilken pris skal cubanerne fortsat betale for at tilfredsstille hans hovmod?

[Flere citater fra sk totalitarisme ~ Kommunismens Sorte Bog]To år efter Mogens Lykketoft og Hildens udbytterige ophold i diktaturet, gæstede de Nicaragua – denne gang inviteret af det ligeledes
barbariske sandinistiske kommunistparti. Kort efter faldt Muren, uden at forholdet til USA af den grund bedres væsentligt. Samarbejdet med diktaturerne er dog i det nye årtusinde blevet erstattet med et ønske om gensidig pacifisme. Mogens Lykketoft som statsminister lyder ærlig talt som en dårlig vittighed.

Oploadet Kl. 13:59 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper