30. november 2015

Boualem Sansal: “Det er på høje tid, at folk indser, at der ingen ‘blød’ mellemvej findes i islam.”

Interview med den algeriske forfatter Boualem Sansal i Weekendavisen – Verdens endeligt (ikke online).

“Da redaktionen på satirebladet Charlie Hebdo blev dræbt af islamistiske gerningsmænd i januar, var Frankrig midt i en opildnet diskussion om Michel Houellebecqs netop udkomne roman Underkastelse. I bogen finder en moderat islamist vej til den franske præsidentpost i år 2022, fordi de franske vælgere – i en blanding af opgivende defaitisme over for det åndelige og moralske forfald og frygten for det ekstreme højre – peger på ham som det mindst onde.

Den islamistiske magtovertagelse er fredelig og sker stort set upåagtet, nærmest som lettelse. Men det er et fuldstændig usandsynligt plot. Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra den algeriske forfatter Boualem Sansal. Han afviser ikke en islamistisk magtovertagelse længere ude i fremtiden, men han er overbevist om, at dens vej til magten vil blive ekstremt blodig og drevet af vold, frygt og angstundertrykkelse. En dystopisk mareridtsvision, som han beskriver i sin roman 2084 – La fin du monde (frit oversat: 2084 – verdens endeligt).

… Ifølge Sansal nytter det intet selvhypnotiserende at messe det evindelige mantra, at islamismen intet har med islam at gøre.’Islamismen er en naturlig del af islam… Islamisternes mål er at erstatte demokrati og modernitet med deres egne religiøse dogmer. Islam er ganske enkelt ikke forenelig med demokrati.’ …

Det er på høje tid, at folk indser, at der ingen ‘ blød’ mellemvej findes i islam. At islamisterne ikke standser, før sejren er total,’ siger han, allerede før han får sat sig til rette i sofaen overfor. …

‘… nazificeringen af Tyskland, der skete på ganske få år i 1930rne?’ siger han og slår ud med armen. ‘Dengang forestillede ingen sig, hvor stor en fare nazisterne udgjorde. Men vi har tilsyneladende intet lært af historien. Det er præcis det samme, der er ved at ske i dag. Islamisterne står ved porten, og folk er for naive til at se det.’

Sansal har aldrig lagt fingrene imellem. Det gør han da heller ikke i dag i sin sønderlemmende kritik af Vestens håndtering af islam og islamisterne. En af de helt store hæmsko i bekæmpelsen af islamismen er den politiske korrekthed, der skamløst bebrejder islamismens ofre for volden og terrorismen, og som forsøger at finde årsagen til islamismens rædsler i vore egne samfund: som resultatet af en ufølsomhed over for islam, fejlslagen integration eller institutionaliseret ghettoisering. ….

Den politiske korrekthed frastøder mig. Virkelig. Det er rædsomt,’ siger han med et borende blik…”

Oploadet Kl. 23:55 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/71111/trackback

11 Comments »

  1. Når Mogens Lykketoft i et TV-program (Lykketoft og Ellemann) påstår 98 % af muslimerne er imod Islamisk Stat, så burde han udspørges nærmere om hvorfor han tror det. Hvis det kunne påvises IS ikke følger Koranen, ville et flertal af trosfællerne måske fordømme dem, men som situationen er nu er næsten ingen rettroende parate til at bekæmpe IS.

    Citater fra Glistrups 1994-bog:

    Universelle århundredelange erfaringer advarer os om, at moskeer i
    fjendelande er udrugningsreder (»sociale netværks-samlingspunkter«) –
    psykisk som
    materielt – til totalideologiens angreb på asylstaten (se for eksempel side
    10 f i Danskeren oktober 1993 og David Pryce-Jones: »At War with
    Modern-Islam’s Challenge to the West« London 1993)
    . Imam Ahmal Abu-Laban ved Vesterbrogades´ Al-Sauhu Moske sagde til Ekstra
    Bladet 10. januar 1990, at danskerne nu er modne til Islam. Et år
    senere erklærede han hellig-krig støtte til Saddam Hussein ved fredagsbøn i
    København (Jyllands-Posten 27. januar 1991). December 1992 bekender han til
    Exil: »Vi kan finde svar på alle vore spørgsmål i Koranen. Der er aldrig
    noget at være i tvivl om. Der er kun det evige liv, og vi må alle stå til
    ansvar på
    dommens dag.« Samme blad fremhævede på side 11, at Moskeerne i Danmark »får
    betydning for større og større grupper, som en del af deres fælles
    hverdag«
    Dansk frigjorthed og anden tøjlesløshed gør muslimen usikker. Vil hans børn
    begynde at gå på diskoteker og drikke alkohol og på anden vis svigte
    Koranens ordrer?
    For ikke at blive trampet ned i samspilsramthed af det sammensurium, der for
    dem står som Satans Spil, finder de det særligt nødvendigt med energi at
    islamensrette børnene til at underordne sig familiens vognborgagtige
    sammenhold i kadaverdisciplin. Chefpræsten ved Det Islamiske Kulturcenter
    angiver
    som sin hovedopgave – ud over at holde prædikener – med massiv
    opdragelsespåvirkning at støtte forældrene i deres bestræbelser på at
    forankre deres børn
    (også de her fødte) i den eneste sammenhængende, altdækkende ideologi, som
    de kender.
    Jens Christensen skrev: »Der ligger i det muhamedanske folk verden over den
    følelse, at Islam ikke er, hvad den skulle være, før ethvert land bøjer knæ
    for
    et islamisk overherredømme. Først da er Guds rige kommet på jord. Og når den
    tid kommer, hvor der opstår en mand, der kan føre dem i hellig krig med håb
    om at opnå verdens overherredømme, så vil 90 pct. af de ca. 335 millioner
    muhamedanere i verden med et jubelråb kæmpe og dø på Allahs vej«.
    De 335 på Jens Christensens tid er vokset – og vokser overordentligt
    voldsomt. Der er nu 1100 millioner og forudses 2,5 milliarder i år 2025.
    År 1900 blev der for hvert barn født i Vesteuropa født ét barn i lande
    domineret af Islam. I dag er forholdet 1 til 12, og om 25 år forventeligt 1
    til 25.
    (Eduardo Farah i Danskerens Særudgave februar 1992).
    Nuomdage sluger snart sagt hver eneste Ulandsby i TV, hvordan dagligdagen i
    vor verden tilsyneladende svælger i glitrende luksusoplevelser. Og de
    skoler,
    som vor Ulandshjælp har foræret dem, følger op. At vore forfædre med flid,
    nøjsomhed og dygtighed har bygget det op er hamrende ligegyldigt i
    afroasiaternes drømmeovervejelser om at udnytte blot den mindste mulighed,
    de øjner, for at emigrere, så de og deres børn kan få del i vore paradisers
    overflodsvelstand og hurtigt erobre dem fra os. Alle kneb gælder, når det
    drejer sig om at komme bort fra områder uden fremtidshåb. For at kolonisere
    og
    muhamedanisere de lande, hvis fortrinlige infrastrukturer, bygninger og
    landbrugsjord osv. åbent byder sig til som lokkende modne frugter, der blot
    skal
    plukkes ned i turbanerne.
    For truslen mod Danmarks overlevelse er det fløjtende ligegyldigt, om
    muhamedaneravantgarden er her illegalt, (kapitel 15), som asylsøgere, som
    flygtninge, som fremmedarbejdere, som avlede og født i Danmark, som
    naturaliserede danske danske statsborgere eller måske er pakistanere på engelske
    pas.
    Personen ændrer sig jo ikke, fordi juridiske spidsfindigheder klistrer anden
    etiket på ham.
    Men en biologisk erfaringslov går ud på, at de fleste arter (herunder
    muhamedanere) til stadighed søger mod de bedste muligheder for artens
    overlevelse og
    ekspansion.
    Blandt de blinde er den enøjede konge. Og blandt
    fremmedbefolkningsvurderingerne er forholdet ligervis. Blandt myndighedsskøn
    over
    vækstrateforventningerne i det her i landet under opbygning værende
    Muhamedanske Massiv er den stadigvæk mindst ukvalificerede rapporten fra 16.
    oktober 1990 af Eyvind Vesselbo fra Danmarks Statistik og
    Demografiprofessoren Poul Christian Matthiesen, Københavns Universitet.
    Udgangspunktet er 145 mandlige fremmedarbejdere fra Tyrkiet, som i 1969/70
    bosatte sig her. Familiesammenføringsregler, giftermål og fødsler har
    resulteret i, at de 145 efter 20 år udgjorde en befolkning på 1824 personer.
    Tallet havde været nul, hvis de 145 i tide var sendt hjem. Fortsætter den
    hidtidige
    udvikling vil gruppen ved årtusindskiftet være kommet op på ca. 8.566
    personer (heraf 3.507 med familiesammenføringsreglerne som adgangsbillet).

    Kommentar by perhag — 1. december 2015 @ 01:35

  2. Det gjaldt for Glistrup som det gælder for alle andre.

    Det kan være lige meget om du siger sandheden, så længe du taler for døve øren.

    Islam er – og har altid været – hele verdens problem. Vores problem er vores helt utrolige ignorance overfor dette faktum. Hvorfor skulle vi overhovedet uddanne os, når vi opfører os mere idiotisk end selv de mindst uddannede lande..?

    Kommentar by Peter Andersen — 1. december 2015 @ 10:20

  3. Ny stærk kandidatat til årets dhimmi melder sig på banen.

    Vore udenrigsminister Kristian Jensen føler sig tilsyneladende kaldet til at sløre forbindelsen mellem islam og radikal islam.

    Han forklarer, at han nu bevidst vil bruge det nedsættende ord Daesh i stedet for IS eller ISIL.

    Da ingen danskere forstår arabisk eller arabisk slang, er det da en mærkelige mission han har kastet sig ud i.

    For mig er da IS eller ISIL eller Islamisk Stat i forvejen et stærk negativt ord/begreb, der sagtens kan stå alene uden yderligere snak.

    Kommentar by traveler — 1. december 2015 @ 11:26

  4. Citaterne fra Glistrups 1994-bog fortsat:

    Saddam Husseins måde at folketale bombastisk på i længde, svulstig
    ordskvaldren, drabelig urealisme og selvhøjtidelig pompøs-fanatisme bringer
    os helt i vildrede med, hvordan og hvor stærkt brovtende,
    aggressiv stemmeføring giver pote til at ophidse Islams brede masser.
    »Hovmod står for fald« er vor uforstående kommentar som tilslører at den
    slags føles utroværdigt og giver kvalme, berøringsangst og gåsehud hos Bo
    Bojesen-folkets jordbundne selvironikere. Vi blev
    vaccineret af besættelsesårenes frasetyngede, nationale manifestationer.
    Opstyltede storskryderpralhalse vinder derfor ikke megen respekt, når danske
    mødes. Vor mentalitet er ukrigerisk. Veg og vattet
    Hamletusikkerhed med trang til at være fleksible og konkrete. Det er vor
    stil.
    Lige stik modsat er Allahs Børn uflytteligt dogmebaserede, enøjede fantaster
    under Korantraditionens guddommelige forbeholdsløse Jahvekrav.
    Svend Auken, Gert Petersen, Leif Hermann, Pia Kjærsgaard m.fl. iførte sig
    utroværdighedsglorier, da de i folketingsåbningsdebatten 4. oktober 1990
    ubekymrede nedtonede muhamedanismen til blot at
    være en religion mellem så mange andre religioner. Et halvt års tid senere
    måtte de konservative gå til biddet og fastslå, at vi ikke her i landet vil
    acceptere noget så muhamedanercentralt som
    kvindediskrimination (spalte 4271).
    Revolutioner, terror og krige skaber samfundsforandringerne hos dem.
    Hos os glider udviklingen roligt og smertefrit. Vor tids korstog var Inge og
    Sten Heglers. Deres placering i nudanske sind af usnerpethed drager os mod
    Sodoma og Gomorra.
    Men fortidens (og nutidens) Reberbahner frastøder muhamedanernes officielle
    doktrinlære. Begge danskerkøns nydelse af livsformen med et bredt udvalg af
    døgnfluede, erotiske muligheder fordømmes af
    dem som gudsbespottelse og dermed stærkt strafværdigt.
    Det danske væsens punkterende underdrivelseshumor ligger lysår fra
    fanatisme, terror, blodige religionskrige, vendettaer og andre
    yderlighedsvoldsomheder.
    For muhamedanske folkeslag er sådan noget udfordringer og inspiration. En
    del af livet.
    Danskerens holden sjov virker pinligt, anstødeligt og umodent på
    Allahdyrkere. Uforpligtende adfærd betragter de som Synd og Degeneration. I
    det flade grins fædreland anser vi dem som nogle dødbidere.
    Hvor lykken for danskeren er harmløse, kvikke pjatterier over en flok
    bajere, er det værdighed og stolthed for muhamedaneren. Men det forbinder en
    dansker med selvhøjtidelige narrehatstørvetrillerier.
    De tager tilværelsen tungere og bærer nag langt længere og langt kraftigere,
    end danske gør det. Familieæren – den kollektive sociale identitet – skal
    forsvares. Om man så krampagtigt må ruge i lange år over
    krænkelser, før lejlighed byder sig til at (knivstik)myrde den, der har
    forset sig, eller nogen fra hans eller hendes slægt. Menneskelivets indhold
    er derfor for mange at vente og vente, aldrig glemme
    forsmædelsen og stadig kredse om opnåelsen af (æres)oprejsning gennem hævn:
    Øje for øje, Tand for tand, Liv for liv. Denne blodhævnslivsstil rostes i de
    højeste toner af Muhamed selv. Vedvarende had
    mod afvigere som os fastholdes generation efter generation.
    Set gennem nudanske briller gør det dem til urealistiske
    tankespindsprincipdyrkere med opblæst stolthed og væmmeligt
    værdighedshykleri.
    Konsekvensmageri er ikke noget element i Den Danske Syge. Vi er formløse,
    uhøjtidelige, nøgterne pragmatikere. Logik-terror og sammenhænge i
    livsforholdene – det som gammelhøjtideligt kaldes ideologi
    – scorede vor forrige statsminister mange points på at kalde noget bras.
    Principrytteri er hos os et negativt ladet ord. Ret beset er det fordi det
    enkelte menneske er vor ideologis centralpunkt, hvor deres er
    underkastelse under Allahs altfavnende og beskyttende totalitære system. For
    os er dette fantast-fatamorganaer og forlorne kulter. Sådan noget er vi
    immune overfor. Vi engagerer os ikke varigt i sejge
    virkeliggørelser af storladne, magelighedsforsagende pyramidebyggerier.
    Den moderne dansker lader sig højst ophidse for en stund, men gider ikke
    blive oppe på de samme høje nagler, når der sker så meget nyt. »Om hundrede
    år er alting glemt« er et dansk, men bestemt ikke
    noget islamisk refræn. Pedantgrundighed, kadaverdisciplin og konsekvens over
    længere tid – det er ikke danskernes livsstil. Begejstres vi, er det for en
    kort bemærkning.
    Muhamedaneren, der har lidt nederlag, søger revanche med alvor og våben i
    hånd.
    Helt anderledes er danskerens fredsommelige sindelag: »Just som de mente,
    hun lå i bånd og bast, da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast«. Vor
    tids dansker portrætteres derimod ikke i verselinierne om
    uforsagt at møde faren med foragt. Vi er rede til at snakke om hvadsomhelst.
    Bare det ikke er alvorligt. For så dukker undseelighed og takt og tone op i
    os. Når idealistfordringerne går op i en glødende
    spids, bliver 90% af nutidsdanskerne hurtigt lunkne fodslæbere. Sans for
    videregående konsekvenser hører ikke til det, som Danmark i de seneste år
    har bekymret sig om at indpode landets børn.
    Smerte er Allahs Vilje og derfor mere en livsnaturlighed for dem end for os.
    Vi vil simpelthen ikke vide af tilværelsens meningsløse skaltevalten med
    liv, velvære og helbred. For os er det uæstetisk. Embedsmandsvældet har at
    afbøde det. Så vi kan lukke øjnene for det menneskeligt
    urimelige i, at nogen skal have ondt.
    Noget af det vigtigste er bevarelse af menneskeliv. Særligt inden for vor
    egen omgangskreds.
    Den slags er der i muhamedanerprioriteringen ikke så megen grund til at
    pylre om. Når der nu venter de døde et bedre liv efter dette. Hele vejen
    igennem gennemsyres muhamedanismen af en fra barnsben
    oppisket middelaldergrumhed. Med frygt for at tabe ansigt. Det som gælder,
    er prestige i andres øjne. »Begærligheden efter Bytte« og Krænkelse af
    Slægtens ømtålelige Ære er de to dominerende
    drivkræfter for arabernes lidenskab. Det fastslår det danske hovedbidrag til
    muhamedanerforskningen (Universitetsprofessor Frants Buhls
    storværk: »Muhameds Liv« (1903), tysksproget udgave 1930).
    Muhamedanernes tilstedeværelse i Danmark udgør derfor sikkerhedsrisici for,
    at vi indfødte myrdes, fordi en af os er kommet med en forlængst glemt
    drillebemærkning eller har foretaget sig noget, vi selv
    finder ligegyldigt, men som opfattes som besudlelse af islamittens ære.
    II . A. Fra Muhameds død i 632 gik kun ca. 70 år, før hans hær fra
    Mekkabystaten i det vestlige Centralarabien havde indtaget de umådelige
    arealer fra det nordlige Indien i Øst til Marokkos
    Atlanterhavskyst i Vest.
    Erobringsbegærlige førte muhamedanerkrigerne derefter
    Tolvhundredeogotteårs-invasionstogtet som en knib-tang mod Europa.
    Krydsningen af Gibraltarstrædet skete i 711. Første gang Mørkets Magt måtte
    vige indtrådte 732 (Slaget ved Poitiers). 10 år senere fødtes det
    drengebarn, som – under navnet Karl den Store – blev
    beskåret evner og held til at drive fronten så langt mod syd, at hans er
    hovedæren for Danmarks opståen som Gormslægtens frimandsbårne kongedømme i
    stedet for som et vasalsheikregimente. Dermed
    bærer han også skylden for, at skandinavernes sommerfuglestøvtroskyldighed
    nuomdage er ved at kaste os ud i det, der kan blive katastrofen over alle
    katastrofer i Nordens Historie.
    Ikke blot belastes danskerne af vor det-går-sgu-nok-sorgløshed. Men også af,
    at Europafelttoget 711-1919 ikke vaccinerede os.
    Mange indfødte sydeuropæere har derimod opnået en pæn portion immunitet ved
    længe at være plagede af rædselsvækkende islamisk despotisme.
    At maratonmareridtet ikke førte til smadring af vesteuropæisk kultur,
    skyldes tilfældigheders nådige spil. De muslimske angriberes
    Stalingradagtige tilbageslag indtraf 1492 (fæstningen Alhambra i Andalusien)
    og 1683 (Wien).
    Direktøren for Islamarkivet i Tyskland, Mohammed Salim Abdullah udtaler: »I
    1683 trængte islamiske hære frem til Wien, men måtte vende om med uforrettet
    sag. For mig står det fast: Allah sender
    arbejderne til Vesten for at føre Islam til sejr. Derfor ville en
    tilbagevenden af de islamiske arbejdere betyde et nyt tilbagetog fra
    Vesten«.
    Helt forfærdeligt er det i Bangla Desh’s sydøstre del. Buddhister udryddes i
    hundredtusindvis for de Ulandsmilliarder, som Danmark og vore nabolande så
    naivt sender hvert eneste år til Daccarregeringen.
    Den er på vor Ulandsstøtteliste nummer 2. Kun Tanzania fik mere end de 186,8
    millioner kroner, som danske skatteydere i 1993 forærede Bangla Desh.
    Journalistupåagtede folkemord rager imidlertid danske M.F.’ere en papand.
    Men da en enkelt venstrefordrejet forfatterinde i 1993 /94 rodede sig ind i
    noget stærkt medieomtalt, kom der rynker på
    Helle Degns næse og andre Slotsholmssnuder: Hvis den mere end 1200 år gamle
    nordindiske religion håndhæves over for Society-Taslima, fratages Banglerne
    dansk ulandshjælp (Aktuelt 12. juli 1994).
    Med en score på over 150 millioner (mere end 90% af befolkningen) sætter
    Indoneserne verdensrekord i muhamedanertal. De har nok også sikret sig
    verdensrekorden i grusomhed. Barsklæsning findes hos
    Amnesty, EF og i FN’s rapport af 11. marts 1993. Højdepunkterne er dels
    1965-myrderierne af henved en million kinesere, og dels den i 1975
    påbegyndte islammisering på New Guinea (Østtimor).
    Indonesisk militær har her dræbt en trediedel af den indfødte befolkning.
    Det endnu pågående krigsangreb, Muhamed indledte i 620’erne, har kostet
    hundredtusindvis af europæeres lidelsesfulde død og endnu fleres
    livstidsinvalidering.
    Alarmklokkerne kimer i disse år i millionvis af europæiske hjem. De kalder
    til fortsat kamp mod muhamedanisering af vore fædrelande. Islam er nemlig
    vedholdende og opgiver ikke sådan uden videre sin
    målrettede stræben efter død og udslettelse over den vantro Kristenhed.
    Ret hurtigt var Muhamedanerverdenen i gang med rejsning efter 1920’s
    statsopdelingslædering.
    Omkring 1925 oprettedes to ideologiske Enhedsbevægelser: Det Muslimske
    Broderskab og Det Pakistanske Tabligh.
    Stærke kræfter stræber henimod politisk/økonomiske foreninger mellem så
    mange muhamedanske lande som muligt. Helst at gå sammen i een fælles
    stormagt.
    Endnu har man dog ikke haft held til at etablere fastere, mere langvarige
    unioner.
    Verdens kraftigste ekstremistudladninger i de senere årtier udgår vedvarende
    i og fra muhamedanismens højborge i Mellemøsten: Vold, myrderier,
    krigsagtige forhold og andre uhyrligheder i et omfang, der
    både er forfærdende for dem, der søger at leve deres tilværelse i regionen,
    og for opretholdelsen af hele den globale fred.
    Det forkætrede Center for Mellemøststudier på Odense Universitet har da i al
    fald den fordel, at dets leder (Ritt Bjerregaards mand) lever op til den
    minimumfordring til en videnskabsmand, at han tør sige
    herskermagten midt imod. Han oplyser, at hans forskning har ført til den –
    for menigmand åbenbare – sandhed, at Europæere ikke har nogetsomhelst
    særligt at lære af muhamedanere.
    Barreau skriver: »Islam kom fra Ørkenen. Hvor den trænger frem, skaber den
    Ørken«.
    På det grusomste massakrerer rædselsherredømmer de folkeslag, over hvem
    muhamedanerne tilkæmper sig magt.
    For os drejer det sig alene om, at på Danmarks få kvadratkilometre, må
    danskheden fritages for at blive kastet omkuld af den kæmpestore
    muhamedanske menneskebrådsø.
    Allerede om en lille snes år kan de særdeles aktive og målrettede
    muhamedanere have nedtrampet Danmark. Alligevel ligger risikoen for, at
    Danskheden kaputramler helt uden for forestillingsevnen hos
    næsten alle vælgere i vort godtroenhedsland.
    Store dele af det danske folk vader som lemminger mod afgrunden. Travlt
    optagne af smådagens gøremål, der ikke levner tiden til oprør mod udueligt
    gammelpartistyre. Omtankeløst nærer de fleste en
    uafryddelig overbevisning om, at det nok skal gå af sig selv, så Danmark for
    evigt vil bestå, som et Pandekagehus-glansbillede. Man savner kraft til
    andet end forvisning om, at der skam ingen røvere er eller
    kommer i den danske idyl.
    Når de indstrømmende foregiver at have tilegnet sig vort kulturapproach, er
    det antagelig oftest komediespil – i bedste fald en tynd fernis, som skaller
    af, når situationen bliver til det.
    Amir Taherïs værk »Holy Terror – The Inside Story of Islamic Terrorism«
    (Sphere Books, London 1987) vælter i skrækscenarier. De kan bestemt ikke
    afvises som hypokondre
    angstfantasier.
    Marian Keller i B.T. 6. juli 1993: »Danmark er et lille land i forhold til
    Mellemøsten. Hvorfor sender vi ikke de muslimske flygtninge dertil? For det
    første er der masser af penge i Mellemøsten, for det andet
    er det mest hensynsfuldt over for muslimerne«.
    Men de milliardrige oliesheiker synes bare det er helt fedt at overlade til
    gælds- og skatteplagede Nordvesteuropa at betale kost og logi m.m. til de
    islamiske brødre fra Iran, Palæstina og Bosnien. Trojas
    byråd – Folketinget – betaler fyrsteligt for de trojanske hestestalde.
    Flygtningelobbyen søger at forlokke os med juleeventyrsnak om, at vore
    levevilkår baseret på moderne tiders teknologiske formåen stærkt og hurtigt
    vil europæisere de opvoksende fremmedgenerationer, så
    de indleves i dansk adfærd og derved får udhulet deres barnetro.
    Mudderkviksand er formentlig fundamentet for markedsføringen af
    optimismetroen om, at de mange muhamedanerfamilier, der er i færd med at
    oversvømme vort område, over få årtier
    kan og vil tilegne sig dansk livsholdning.
    Det er ikke nudanskere ns stil at førsteprioritere en
    verdensanskuelse og derefter bruge sit liv i denne eneste
    ene storsags tjeneste ved med flammende øjne at fastklamre
    sig ubrydeligt og selvfornægtende til den.

    Kommentar by perhag — 1. december 2015 @ 16:03

  5. @ 1 http://www.thegatewaypundit.com/2015/11/pew-poll-63-million-muslims-support-isis-in-eleven-countries/

    Lykketoft følger ikke med, eller også er han bare så indoktrineret af islammofacisterne, at han forsøger at lægge røgslør ud for die Dumme Dänen..

    Man orker snart ikke at følge mere med. Støjberg siger gang på gang: “Vi følger udviklingen time for time.. og mit ønske er at reducere tilstrømningen af flygtninge til Danmark”. MEN nu viser det sig, at tallet aldrig har været højere!!! Hvis ikke DK får stoppet denne muhammedanske overtagelse af Danmark, Hijrah, så ser det virkelig sort ud for os!! Jeg tror ikke, at folk ved, hvor farlige mange af disse mennesker er. For dem er drab en fritidsfornøjelse.

    Kommentar by Andersine — 1. december 2015 @ 16:49

  6. “Den politiske korrekthed frastøder mig. Virkelig.”

    Hvis man siger sådan er man en del af løsningen. Hvis man ikke kan forstå hvad han mener, er man en del af problemet. Glimrende udsagn!!

    Kommentar by Moran ya Simba — 1. december 2015 @ 19:03

  7. De sidste citater fra den superforkortede udgave af Glistrups 1994-bog:

    I de seneste århundreder er kristendommen udvandet. Så det
    nu er et alment syn i Danmark, at religion er en privatsag.
    Derimod vil udsagnet »Islam er en privatsag« fortsat ikke
    have nogen mening i muhamedanismen. Hos dem er det absur d
    nonsens med adskillelsen af religion og det timelige
    hverdagstrivielle samfund. De læner sig ikke tilbage og
    siger, at enhver bliver salig i sin tro, og at det står
    enhver frit for at være kristen eller muslim. At forny Islam
    ved tiltag af den art vil føre ud i Muhamedanismens
    Undergang. Det vil resultere i et stadigt pres og debatter
    om bestandig at skulle ændre endnu mere muslimsk identitet
    for at følge med tiden. Svagheden og svigten er den sikre
    vej til tilbagegang, der i sig bærer kimen til tommere og
    tommere moskeer. I deres skråsikre overbevisning om eget
    bedreværd, nærer korandisciplene foragt for de slappe
    dumriandanskere. Vor ligegyldighed til hverdag overfor
    Vorherre bestyrker dem i, at vi ikke fortjener at bevare
    livet. At vi uegennyttigt overvælder dem med store gaver,
    overbeviser dem om, at de ved at gøre sig vanskelige med
    vold, sultestrejker, grådselvmedlidenhedsscener osv., kan
    tilrane sig meget mere.
    Selvsagt har de aldersstegne skrifter fra primitive,
    fremmede samfund, Biblen og Koranen, det tilfælles, at mangt
    og meget er aldeles uplausibelt for Nudanskerne. Men det 20.
    århundredes kirkefolk er så tolerante og selvbegrænsende, at
    tillidsfuldt fællesskab er praktisabelt mellem de erklæret
    kristne og de andre danske. I den milliardstærke
    muhamedanermenighed findes derimod den dag i dag, så
    fanatiske bogstavtroende (fundamentalistiske) indslag om
    reguleringer af dagligdagens adfærdsnormer, at et
    styrkefyldt muhamedanerislæt vil ulykkeliggøre de danskes
    fremtidsliv. De blåøjede 1968-naiv ister vil nok endnu en
    stund postulere, at de muhamedanske ikke er nær så slemme,
    som Dansk Ydre Mission. Også i denne omgang får de bratte
    opvågninger fra deres sommerfuglestøvstroskyldighed, når de
    opnår syn for sagn for, at muhamedanismen ikke er nogen
    religion, men en militant aggressiv kadre. Men selvfølgelig
    er der ikke inden for denne bogs rammer plads til ud i alle
    detaljer at dokumentere den erkendelse, jeg er nået til af
    muhamedanismens virkelige indhold. Vil nogen have flere
    enkeltheder, er en givtig nutidig bog »De I’Islam en général
    et du monde moderne en particulier« (1991).
    Heraf fremgår, at almindelige afdøde må vente til den yderste dag på Allahs
    dom. Helt anderledes, når den rettroende dør i strid, efter at have dræbt
    mange
    ikke-muhamedanere eller iøvrigt i kamp efter Muhameds direktiver. Så er han
    Martyr. Som sådan er han med hjemmel i 3. Sura, vers 169 øjeblikkeligt
    sikret
    plads i Al-Jannah (Paradis). Her vil han leve til evig tid ved Allahs side i
    den skyggefuldeste oase med lækker mad, masser af vand og et utal af
    villige,
    skønne, jævnaldrende jomfruer med store, strålende sorte øjne.
    Vinder man denne Bingo, er det ligegyldigt, om det koster en alle goder i
    det korte jordeliv. Værdien i kundskaber, adfærd og færdigheder måles derfor
    på,
    hvor nyttige hjælpemidler, de er for at komme i Paradis. Helst med det
    samme.
    Også vor tids Hverdagsmuhamedaner gennemsyres til stadighed af Koranens
    Paradisforjættelser.
    »Der er ingen tvivl om, at hele denne teori er levende i mange muslimers
    forestillinger og ofte dukker op til overfladen«, er formuleringen hos
    Tranholm-Mikkelsen. På side 95 i hans 1993-bog.
    Mislykkes det at opnå den evige salighed, er alt fortabt. Menneskeliv, der
    ikke disponeres Allah-behjælpeligt, ender nemlig i Sagar (Helvede). Her
    slikker
    flammernes tunger deres kød i glødende vind og kogende vand, beskygget af
    sort røg og uden køling og vederkvægelse (Sura 56). Helvedes kvaler er den
    uundgåelige retfærdighedsstraf for at krænke Islams Ære ved ikke at kæmpe
    med dødsforagt, når Hellig Krig pågår (4. Sura, vers 149-150).
    Disse forestillinger dominerede, da 417 PLO-terrorister i december 1992 slog
    sig ned i telte på øde stormomsuste, sneklædte Libanonbjergtoppe og forblev
    der til Israels totale kapitulation eet år senere.
    Samtidig massakrerede muslimbosniere deres egne, for at serberfjenden kan
    udlægges som den skyldige:
    Sommeren 1992 blev nogle muslimbørn begravet i Sarajevo som påståede
    krigsofre. Vestens TV var der. Et stort skyderi begyndte ude på kirkegården
    med
    yderligere dræbte til følge. Men det var muhamedanerne selv, der skød.
    Typisk var det også, da de den 25. oktober 1993 myrdede Nødhjælpschauffør
    Bjarne Vium Nielsen. For at hindre udkørsel af mad til de flere hundrede
    tusinde hungerramte i det centrale Bosnien (Kristeligt Dagblad 28. oktober
    1993).
    Den måske krigsafgørende markedspladsbombning lørdag den 5. februar 1994
    skyldtes ifølge Jyllands-Posten 19. s.m. på samme udspekulerede vis
    muhamedanerne. Men da USA’s TV-folkedomstol havde hængt serberne ud, før
    undersøgelsesrapporten var skrevet, foretrak FN at undertrykke denne.
    I 1990 udsendtes skolebogen »Islamiske børnesange«. På melodien »Altid
    frejdig« læres:
    »Muslim, kæmp for Allahs sag.
    Dø i nætter dunkle.
    Tænk da på Profetens flag.
    Da vil sejr i øjet funkle.«
    Mehmet Necef (præsenteret i kapitel 26, III i.f.) kalder det ikke
    uanstændigt, men et »pudsigt« eksempel på, hvor snedigt Islam kan indsuge
    dansk »lokal
    kolorit« (Information 12. marts 1994).
    Koranens Undsigelses Sura 47, Vers 17-18 fastslår, at de vantros gerninger
    er forspildte. De skal alligevel til evig tid forblive i Helvedes Ild. Og i
    vers 4
    hedder det til de rettroende: »Dræber afgudsdyrkerne, hvor I træffer dem,
    fanger dem og belejrer dem og led dem op i hvert skjulested. Når du møder de
    vantro, så hug deres hoveder af, og når du har strakt dem til jorden, så
    bind dem fast«.
    Dette er den grundlæggende forpligtelse til djihad – hellig krig mod den
    vestlige verdens hovmod med at sætte mennesket højere end dets guddommelige
    skaber og finde et andet livsindhold end at tjene Ham gennem uafbrudt aktiv
    handling og aktiv medleven i, hvad Allah har tilkendegivet som sin vilje.
    Når man i debatten ofte hører, at Djiha d alene skal rettes
    mod den tidligere polyteisme og ikke mod skriftfolkene
    (jøder og kristne), er det fup og svindel. Den baseres enten
    på de betydningsblottede Ahmadiya-afvigere eller på kilder
    fra før 624, da Muhamed endnu ikke have styrke til at
    bekæmpe Biblens Folk. Så sent som ved Valfarten 631 lod
    Muhamed oplæse Sura 9 vers 55, der behandler Polyteisme en
    bagatel mildere end Bogfolkene, hvorfor det er absurd at
    påstå, at disse skulle være uden for Djihadforfølgelsen.
    Tværtimod udtværer vers 29-33 specielt i relation til
    kristne og jøder alle de hårdeste behandlingsformer,
    startende med befaling om jødernes totale udslettelse. »Oh,
    I troende, hav ingen forbindelse med jøden eller den
    kristne. Den, der betragter dem som ven, bliver som de« (5.
    Sura, vers 56). Sura 48 og flere andre Koranskriftsteder
    supplerer: »Angrib dem fra baghold. Hug hovedet af dem,
    indtil I har anrettet et stort blodbad blandt dem«.
    Udryddelseslysten er selvsagt ikke svækket af den udbredte
    tro i den muslimske eftertid om, at årsagen til Muhameds død
    632 var, at en jødinde forgiftede den lammesteg, han spiste.
    Auschwitz-gaskamrenes ældste forløber er Muhameds
    henrettelser af Quraiza-jøderne. Alt dette er ikke
    historiske kuriositeter. Nutidens muslimer er overalt
    forpligtede til at følge Profetens handlemåde. Størst
    almenkendskab er der vist til Algiers henrettelse 30. maj
    1957 (overensstemmende med Muhameds nedslagtning i 626) af
    ca. 700 jøder over en grav. Med deres familier som
    tvangsindlagte tilskuere.

    Kommentar by perhag — 1. december 2015 @ 19:43

  8. Vores egen hjemlige Madsen har jo paa TV udtalt islam er”hele pakken”
    saa kan det vel ikke vaere tydligere.Ja spildte ord osv.

    Kommentar by Dunk — 2. december 2015 @ 02:03

  9. Zone urbaine sensible, no go zoner eller ghettoer, områder hvor myndighederne har vanskeligt ved at komme, områder hvor politiet må eskorterer redningsfartøjer, hvad enten det er læge, ambulance aller brandslukningskøretøjer.
    Bouslem Sansa væmmes ved de politisk korrekte, fornægterne, dem som lyver for os og muligvis også for sig selv, dem som ikke kan erkende at de med indvandringen har sluppet ræven løs i hønsehuset og nu kan de ikke få ham ud igen. Nå men ræven er da også pæn og fredelig og tænderne er heller ikke ret store! De vil ikke indrømme at de har efterladt en ufredelig fremtid til kommende generationer.
    Bouslem Sansa kommer fra Algeriet, hvor islam hersker. I 1991 blev over100.000 mennesker dræbt op til et vakg hvor Islamisk front stod til at vinde. Militærdiktaturet aflyste valget og siden har der været en giftig stemning i landet.
    Islam vil dominerer, ordet islam betyder underkastelse, og de vil blive ved indtil der er fuldstændig domminans!
    Muslimer kan ikke assimileres, muslimer kan ikke integreres og muslimer bliver ved indtil de vinder, først krav, hvor vi siger nå ja, og giver os mht. Leverpostej og badeforhæng, så julefrokost på danskvand, ingen julepynt på hospitalet og store diskutioner om juletræ eller ej. Ghettoer hvor myndighederne kun vanskeligt kan komme, det er vel ca. der vi er i Danmark. Hvad fremtiden bringer behøver vi bare tage til Frankrig England og Sverige for at se. Områder i London og andre engelske byer hvor almindelige englændere ikke kan få en øl og hvor festklædte piger bliver antastet, eller som i Sverige hvor de bliver voldtaget, i Frankrig er der nærmest en lavintensitet krig i forstæderne til Paris og andre større og efterhånden også mellemstore byer. Fornægterne vil nok ikke være med til at kalde det krig, men det ligner til forveksling.
    Demografien sammen med den voldsomme indvandring forværre situationen i hastig tempo og de ugentlige indvandringstal sætter rekord uge for uge og dag for dag.
    Stakkels vore børn og børnebørn og generationerne efter dem tør jeg slet ikke tænke på.
    Enhver politikers forenemmeste opgave er at efterlade landet i bedre og bedre stand til kommende generationer, her har de sidste 30 års politikere fejlet fælt. Historiens dom vil blive hård!

    Kommentar by Robert R — 2. december 2015 @ 09:59

  10. Bouslem Sansa er tidligere topembedsmand i det sekulære Algeriet. Han begyndte som forfatter som 50 årig, for at beskrive hvad islamismen gjorde ved hand land, og regnes for en af Nordafrikas førende forfattere. Han skriver på fransk, men bor fortsat i Algeriet i hvad han selv har beskrevet som “eksil i sit eget land”. Hans bøger kan hverken udgives eller sælges i boghandler Algeriet.
    Så han ved om nogen, hvad truslen fra islamismen handler om. Mange sekulære i muslimske lande har et langt mere kritisk og kontant blik for truslen fra islamismen, det samme gælder intellektuelle i Indien, Rusland og Kina. Det er kun i Vesten de sekulære intellektuelle er stæreblinde overfor islam.

    Kommentar by Odo — 2. december 2015 @ 15:52

  11. At det vil gå nogenlunde sådan med den islamiske overtagelse af Europas territorium som sagt af Boualem Sansal turde være lige så sikkert som at to og to er fire. Spørgsmålet er vel nærmest hvor langvarig den nuværende periode – som kaldes “fredelig og sker stort set upåagtet, nærmest som lettelse” – vil vare? Er den meget langsom, vil alle godtroende og naive af dansk tilsnit (jvf. kommentar 4) i mellemtiden blive så påvirkede af islamisk propaganda, at de automatisk vil glide ind i det uafvendelige muhammedanske despoti. Men ikke blot dem, også de aldrende i det aldrende samfund, vil lade sig indfange, fordi de ikke har mere ork ! Men føler sig lettede ved at overlade slutscenen til børnebørnene.

    Kommentar by Gertrud — 2. december 2015 @ 16:29

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper