20. april 2004
Nu hvor oppositionspressen, næsten enstemmigt har besluttet at skubbe fokus fra Grevils beskyldninger til tretten ord fundet af Ekstra Bladets Cavlingprisvinder Bo Elkjær – så må Foghs udsagn være markant. Men er det nu også det.
Krigen mod Saddams Irak blev officielt indledt d. 20. februar 2003, og EU-topmødet om Forfatningstraktatudkastet d. 20.-21. marts bar i høj grad præg af krigen mod Irak, som splittede Europa i to. På en sådan EU-konference er der flere hundrede journalister, og også fra de større danske dagblade samt Euobserver.dk. Kun Jyllands-Postens korrespondent Pierre Collignon fandt det værd at omtale i en artikel, og iøvrigt kun tilfældigt langt nede i en artikel – som først blev bragt i International-tillægget lørdag d. 27. marts (s. 3). Dvs. hele syv dage efter. Ekstra Bladet, og den øvrige oppositionspresse (inkl. DR) citerer systematisk statsminister Anders Fogh Rasmussen for følgende tretten ord:
“Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.” [Eks. Hans Engell, Ekstra Bladets leder idag]
Men hvad sagde Anders Fogh Rasmussen? Ekstra Bladet har kun det ovennævnte referat fra Jyllands-Posten – her afsnittet med Fogh Rasmussen:
“Tilhængerne af krigen holder fast i, at Irak stadig råder over de omstridte våben. Det gælder f.eks. Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), der ikke tror på Iraks forsikringer om, at alle masseødelæggelsesvåben er blevet destrueret. ‘Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det. Irak har selv indrømmet, at de har haft sennepsgas, nervegas og miltbrand, men Saddam Hussein vil ikke afregne. Han vil ikke fortælle os, hvor og hvordan de våben er blevet destrueret. Det ved vi fra FN’s inspektører, så der er ingen tvivl i mit sind,’ sagde statsministeren i sidste uge, da han var til EU-topmøde i Bruxelles.”
Fogh foretager således et logisk ræsonnement, når FN siger Irak havde våben, og han ikke har redegjort for destruktionen, så må han stadig have dem. Intet odiøst i dette udsagn, som kun fremstår bombastisk, hvis man som Cavlingprisvinderen Bo Elkjær vælger at citere udenfor kontekst. [En dødssynd i historieforskningen, en dyd i journalistikken].
Nu kunne man sige, at hvis Foghs udtalelse i Bruxelles, blot var en blandt mange lignende udtalelser – så har han vildledt befolkningen. Forstået sådan, at Fogh Rasmussen ikke havde belæg for at konkludere at Irak med sikkerhed havde masseødelæggelsesvåben. På trods af en større forsamling venstreradikale journalister har brugt måneder på at finde citater der kan bruges i valgkampen, så er det kun lykkedes at finde ovenstående tretten ord + en udtalelse af udenrigsminister Per Stig Møller, som meget ligner ovenstående. Udtalelsen faldt dagen forinden, den 19. marts 2003 – her gengivet i Ekstra Bladets ‘Hvide snitbog’, s. 12:
“De våben er der altså – må man gå ud fra” [Per Stig Møller, 19/3-04]
Citaterne er i sin hensigt identisk, og vurderingen et naturligt resultat af den danske regerings manglende lyst til at give Saddam Hussein den goodwill han havde misbrugt i 12 år. Hvilket i øvrigt fremgik af lovforslaget der gjorde Danmark til aktiv deltager i krigen mod Irak. Debatten om Irak-krigen satte for alvor ind i sommeren 2002, og har således kørt i snart to år, et år før krigen – og et år efter. Foghs tretten ord og Per Stig Møllers ti faldt efter beslutningen var taget, og kan således umuligt have været en del af beslutningsgrundlaget – hvad jo sådan set er oppositionens overordnede tolkning.
Ekstra Bladets Bo Elkjær fik blandt andet Cavlingprisen 2003, for sin “omfattende research”, “skeptisk og grundig journalistik” og for at have en “solid dokumentation”. Det er lidt svært at tage alvorligt.
Endnu ingen kommentarer.
RSS feed til kommentarer til dette indlæg.
Skriv en kommentar
Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>








