16. april 2004

Per Stig Møller anno 1969 – ‘Da Adam Smith mødte Mao’

Folketingets måske bedst begavede politiker, den konservative udenrigsminister Per Stig Møller har skrevet en hel del mere eller mindre læseværdige bøger om konservatismen. I realpolitikkens verden er han sandt for dyden ofte præget af en småborgerlighed som er langt fra kulturkonservatismens idealer, og selvom problemet er stort nu – så har det været væsentligt større. Men næppe mere grotesk end i en kronik i Berlingske Aftenavisen den 24. september 1969 med den sigende overskrift: Da Adam Smith mødte Mao [pdf-fil 4,3 mb] – argumenterende for det fornuftige i en kollektivisering af konservatismen med Kina som forbillede.

Lidt kontekst. Den kinesiske kulturrevolution startedes af formand Mao i 1965, og var i fuld gang da Per Stig Møller skrev kronikken. Kulturrevolutionen gik i al sin enkelthed ud på at undgå alternative magtdannelser ved at udrense intellektuelle – blot fordi de var intellektuelle, en slags evig revolution med konsolidering af magten som eneste mål. Til denne proces blev helt op til 11 mio. rødgardister mobiliseret i jagten på en potentiel opposition , og et større antal blev henrettet uden rettergang ligesom over en mio. blev fængslet. Kulturrevolutionen sluttede officelt i 1969, men fortsatte uofficielt helt frem til Maos død i 1976. Midt under disse forbrydelser mod menneskeheden, mente Danmarks nuværende udenrigsminister at vi kunne lære af formand Mao. Her nogle citater fra kronikken:

Konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod åben mod Peking og Dakar. Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle muligheder for at udbytte de mange.”

“Det er nogle få, der kan gøre de mange arbejdsløse. En arving kan overtage en fabrik og gøre 100 mand arbejdsløse ved uduelighed, eller han kan sælge dem til amerikanere, tyskere, som han vil.”

Det er med disse ideer, Mao bør inspirere den moderne konservatisme, således at Adam Smith 200 år efter sin ‘Inquiry into the nature and causes of the wealth of nations’ bringes til overensstemmelse med Maos lille røde. Den moderne konservatisme vil få sin store betydning ved at bygge samfundet op på en balanceakt og en samordning af disse to politiske systemer.”

Alene sociologernes erfaringer om det såkaldte ‘ensomme massemenneske’ skulle underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet… Her skal balancen igen søges mellem kollektivismen og liberalismen.”

“For at modvirke den private dagspresses manipulation med demokratiet kunne staten oprette et nyhedsformidlende statsorgan, så alle fik mulighed for at tage stilling på samme grundlag, og den private dagspresse havde så synspunkterne, den personlige kommentar og ikke direkte informativt stof som sit domæne. Det ville ikke give magt til autoriteter, som ikke er autoriteter.

Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den tænke i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao… Den eneste politiske vej går over ‘enhed – kritik og selvkritik – enhed’, således som formand Mao forresten sagde det.”

Oploadet Kl. 12:59 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper