25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.

The URI to TrackBack this entry is: http://www.uriasposten.net/archives/82819/trackback

11 Comments »

  1. Tjaa der er vel bare nogen flere vi lige skal huske på når vi bliver fri igen.

    Kommentar by michael K — 25. april 2017 @ 09:19

  2. New York Times og Politiken er Bilderberg kammeratpresse med Rothschild, Rockefeller og hele resten af slænget af dynastiske centralbank kartelfamilier, “big”-konglomeratet og dettes geostrategiske droner fra Cecil Rhodes øvrige netværk af ansvarsbefriede tænketanke (Kissinger, Brzezinski etc.) penslet overalt på sig. Det globalistisk overnationale oligarkis igler er overalt og det er på tide at folk holder op med at skrige “konspirationsteori!” når dette forhold der nu burde være tydelig for enhver der bare følger nogenlunde med, påpeges. Man er ærlig talt ved at være lidt af en sinke med sit fortsatte dumstædige nægteri på dén.

    Kommentar by jacques d'Biann — 25. april 2017 @ 09:51

  3. God og grundig analyse af Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen. Det er befriende at læse en så præcis fremstilling af løgnemediernes undergravende virksomhed.
    Flere og flere har indset at medierne dvs de store aviser, som New York Times, Berlingske, Politiken og JyllandsPosten, og tv-netværk, som CNN, DR og TV2, ikke længere arbejder i sandheden tjeneste.
    De går en hård tid i møde med faldende læser- og seertal og et mere og mere flosset image. Navnet ‘løgnepressen’ klæber til dem.

    Jeg tror det har stået på i mange år. I Danmark måske lige siden den visionære afhopper fra socialdemokraterne, Erhard Jacobsen fra CD, stiftede ‘Aktive Lyttere og Seere’ til kamp mod DR’s ‘røde lejesvende’. Til trods for den massive latterliggørelse dengang af EF og hans lytterforening, har den sat sig tydelige spor helt til i dag.

    De dominerende amerikanske medier som Washington Post, CNN osv er heller ikke, hvad de har været imagemæssigt og New York Times ejer Arthur Sulzberger Jr. har forsøgt at få læserne(-s tillid) tilbage ved at give dem en undskyldning :-):

    “New York Times: We blew it on Trump (November 11, 2016)
    Had the paper actually been fair to both candidates, it wouldn’t need to rededicate itself to honest reporting. And it wouldn’t have been totally blindsided by Trump’s victory. Instead, because it demonized Trump from start to finish, it failed to realize he was onto something. And because the paper decided that Trump’s supporters were a rabble of racist rednecks and homophobes, it didn’t have a clue about what was happening in the lives of the Americans who elected the new president.”

    http://nypost.com/2016/11/11/new-york-times-we-blew-it-on-trump/

    Kommentar by A-mad — 25. april 2017 @ 10:34

  4. Fantastisk kronik – og helt enig med A-mad.

    Kunne være rart at læse Bilefskys svar:-)

    Kommentar by Sigwar — 25. april 2017 @ 16:41

  5. En omvendt synder! Pragtfuldt!

    Kommentar by Kometen — 25. april 2017 @ 16:56

  6. Støder man på noget som kaldes konspirationsteori, så kan den sandhedssøgende neutraliagttager kun vurdere sandsynligheden for om teorien er korrekt ved fordomsfrit at studere emnet dybtgående fra alle vinkler. De over 99,99% af befolkningen som ikke gider dette kan bare skrive sig bag øret at der er uenighed om emnet.

    Kommentar by perhag — 25. april 2017 @ 17:22

  7. Ah, New York Times… Avisen der ikke længere vil bruge ordet “female genital mutilation” til at beskrive “female genital mutilation” fordi det kan skabe splid mellem vesten og folk fra Afrika:

    http://dailycaller.com/2017/04/23/nyt-tiptoes-around-feelings-of-people-who-mutilate-little-girls/

    Man skal jo åbenbart passe på følelserne hos de mennesker, som ødelægger deres døtres underliv.

    Kommentar by NotJournalist — 25. april 2017 @ 17:54

  8. Erik Høgh-Sørensen er faktisk i sig selv en rigtigt interessant case, der udstiller mediernes bias. Enhver anden meningsdanner eller ekspert med hans CV, ville være fast inventar hos samtlige danske medier. Hvis altså ikke de også delte hans politiske overbevisninger.

    Kommentar by Dansk - Skatteyder - Frustreret — 25. april 2017 @ 22:31

  9. Frikadelle-sag, smykke-sag, kage-sag, det har fra første færd stået klart for mig, og formentlig de fleste andre herinde, at nogen fra Danmark har stopfodret New York Times med disse banale lokale danske historier, som i sig selv ingen nyhedsværdi har for et amerikansk publikum. Kun i kraft den useriøse vinkling, drevet frem af nogle danske redepissere, er historierne blevet interessante. Erik Høgh-Sørensens artikel er mere en bekræftelse end en overraskelse.

    Kommentar by monse — 26. april 2017 @ 00:56

  10. Åbne grænser, ellers sladrer Michaela til the Guardian, og så er der ingen brite, der nogensinde igen vil købe en legoklods. Det er så patetisk. Deres bedste argument er tilsyneladende at bruge deres udenlandske åndsfæller som bussemand.

    Kommentar by Ruby Tuesday — 26. april 2017 @ 08:09

  11. -Ja New York Times, der er en venstreekstremistisk Clintonludersprøjte kunne sikkert sagtens bruge bæen Jan Birkemose. Ellers tror jeg at han kunne blive præsident i Frankrig: det kræver bare en kone på 75 år. Åhja eller han kunne tage Gummifjæset Margrethe Auken og så kneppe datteren i hemmelighed.. det er jo også en form for genbrug.
    Vi vil se en masse Plastic Macron kloner fremover..

    Kommentar by Hul igennem? — 26. april 2017 @ 09:07

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper