14. maj 2004

Carl-Ulrik Schierup: Integration? – kommentarer, citater mv.

I samtlige danske partier, såvel som i den brede befolkning hersker der efterhånden enighed om at integrationen de sidste 20 år har slået fuldstændigt fejl. Ønsket om en harmonisk velfærdsstat med et eksotisk tilsnit, er afløst af en dansk virkelighed med stigende sociale, økonomiske og kulturelle problemer. Ghettodannelse, og et stadig mere segregeret samfund er en del af nutiden og ganske givet en større del af danske virkelighed i generationer fremover. Hvordan kunne det gå så galt? En af grundene er efter min mening uden tvivl at universitetsmarxisterne i starten af 1970’erne fik held til at sætte sig tungt på integrationsforskningen, et hegemoni som her 15 år efter Murens fald stadig er nogenlunde intakt. Det er eksempelvis utænkeligt at en integrationsforsker ansat på et dansk universitet, går i rette med det blandt marxisterne udtalte ønske om et multikulturelt samfund.

En af dem som må tage en stor del af skylden, må være sociologen Carl-Ulrik Schierup, der i 1988 udgav sin doktorafhandling med et komparativt studie af en jugoslavisk minoritets integration i henholdsvis Danmark og Sverige. Doktorafhandlingen udgjorde klimaks på 17 års studier, og det fremgår tydeligt at vi her har at gøre med en idealistisk marxist, som uden blussel allerede under de første års studier af ‘vlacherne’ havde valgt side. Enhver skriver udfra sine forudsætninger, og det er ikke bare fair, men naturligt, men Schierup gør i sin doktorafhandling vold mod akademiske idealer, og tilretter alt hans forudfattede holdning.

Jeg vil i det følgende præsentere nogle af afhandlingens pointer, og fremhæve nogle af de mange steder i bogen hvor Schierup bevidst tolker halal – dvs. forsøger at tilpasse sine observationer sin politiske overbevisning og ikke omvendt.

Schierup gør sig indledningsvis til fortaler for det multikulturelle samfund, af ham tituleret ‘kulturpluralismen’. Værtslandene skal acceptere at gæstearbejdere er kommet for at blive, og skal i vid udstrækning tilgodese indvandrerkulturernes særinteresser og hjælpe med dannelse af politiske pressionsgrupper. Dansk kultur er ikke homogen, men derimod præget af store sociale klasseforskelle, og vi er ligesom indvandrerne en yderst sammensat gruppe. Nationalstaten hæmmer inegrationen lyder moralen, og derfor skal danskernes kulturelle arv nedtones, helt i modsætning til indvandrernes kulturer.

Assimilation er med disse præmisser noget nær en forbrydelse, hvad integration iøvrigt også er – såfremt det ikke foregå i den af indvandrerne ønskede retning og tempo. Værtslandene skal således styrke indvandrernes interne organisering, for at give dem ‘kulturel tryghed’ så de bedre kan navigere i kulturudbuddet. Integration er noget man kan vælge til og fra, og Sverige roses da også indledningsvis for sin officielle overgåelse til kulturpluralistisk ideologi i 1975, modsat Danmark der dengang dyrkede en ny-liberal ideologi hvor man (officielt) forventede at gæstearbejderne kun var her midlertidigt. Der foreligger således et decideret modsætningsforhold mellem måden Sverige og Danmark har valgt at gribe integrationsproblematikken an på, og Schierup er (naturligvis) tilhænger af den svenske. Selvom han tydeligvis kun har hån til overs for den manglende officielle accept af ‘kulturpluralismen’ i Danmark, så er han også kritisk overfor den svenske variant – som godt nok dyrker den kulturelle mangfoldighed, men gør det på det svenske samfunds præmisser – en slags ’strukturfacisme’ for nu at bruge Schierups terminologi.

Essetielt for afhandlingen, er resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt ‘danske’ og ’svenske’ vlachere i 1983, hvor de bliver udspurgt om deres holdning til henholdsvis Danmark og Sverige. Her undrer Schierup sig over at indvandrerne i Sverige, var væsentligt mindre integrerede, og havde et væsentligere mere konfliktfyldt forhold til Sverige og svenskerne – end de tilsvarende ‘danske’ vlachere havde i forhold til Danmark og danskerne.(se Figurer/tabeller) En stor del af forklaringen er naturligvis at de ’svenske’ vlachere med kulturpluralismen som mantra har gjort minoriteterne til passive ofre, og rent mentalt skabt større distance mellem den enkelte svensker og den enkelte indvandrer. Kulturpluralistiske idealer, som ligner kulturrelativisme til forveksling og ofte tenderer decideret nihilisme har langt bedre eksistensbetingelse under et antropologisk symposium end i den barske virkelighed.

Da først Schierup er kommet sig over ‘paradokset’, at den ny-liberale (ikke-empatiske) danske variant bedre end den svenske formår at skabe harmoni i integrationen, så er han klar til forsvaret. Over flere hundrede sider godtager han den marxistiske model, der gør gæstearbejdere (indvandrere) til ofre for en kapitalistisk struktur, der udbytter arbejderne for ussel mammons skyld. Han har dog et stort problem, marxismen fokuserer jo som bekendt på klasseforskelle, og udvisker dermed gæstearbejdernes etniske særinteresser. Dette er dog hurtigt glemt, for døden skal jo have en årsag – så grunden til at ‘danske’ vlachere i forhold til ’svenske’ vlachere har det godt, skyldes kapitalistiske produktionsbestemte forhold. I praksis ved at en velorganiseret dansk faggruppe, groft har tvunget gæstearbejderne ind i et arbejdsmæssigt fællesskab, hvor assimilation er påkrævet.

Schierup var en af de første som kombinerede marxistisk integrationsforskning med en virkelighedsfjern multikulturel ideologi der har en verden uden grænser som slutmål. Konsekvensen af disse tankers dominerende position blandt universitetsforskere er næsten uoverskuelig, og et problem Danmark døjer med den dag idag. Eksempelvis er Carl-Ulrik Schierup rådgiver i projekter under Haarders Integrationsminsterium, samtidig med at han forsker i Jan Øbergs venstrerabiate pacifist-roganisation TFF. Kulturrelativisme kan måske bruges som filosofisk udgangspunkt for antropologer, men er gift for en moderne nationalstat, der nødvendigvis må forsøge at skabe samhørighed om samfundets midler og mål.

Her følger nogle udvalgte citater fra doktorafhandlingen, dernæst fire figurer/tabeller fra spørgeskemaundersøgelsen, herefter enkelte eksempler på Schierups (politiske) perspektivering fra det afsluttende kapitel, og allersidst afhandlingens konklusion illustreret ved fire kommenterede citater.

Udvalgte citater

“Autonom kulturudvikling og selvorganisering kan ses som et forsvar mod etnisk diskriminering og fremmedhad. Udviklingen af alternativt socialt og kulturelt liv er et våben mod den undertrykkelse af deres historiske og kulturelle identitet, som arbejdsmigranter og flygtninge udsættes for i Vesteuropa. [s. 17]

“Tømt for sit sociale indhold bliver ‘kultur’ til et statisk udtryk for en uforanderlig ‘tradition’ snarere end en løftestang for sociale forandringer. Men etniske udtryksformer kan ikke betragtes som en statisk gentagelse af fortiden. Snarere drejer det sig om omdefineringer af denne fortid, hvor ‘traditionen’ anvendes som et fleksibelt kulturelt ‘råstof’. [s. 35]

“Det er vigtigt at påpege, at de vlachiske indvandrere ikke syntes at opleve arbejdsløsheden som socialt stemplende. Nok opfattede man situationen som arbejdsløs som problematisk, både personligt og økonomisk, men man skammede sig ikke over at være arbejdsløs.” [s. 141]

“Det var småt med kommunikationen imellem vlacherne og fagforeningen. Det vlachiske lokalsamfund syntes at betragte den lokale vlachiske fagaktivist som en potentielt farlig ‘fremmed’, som talte svenskernes sprog, kritikløst antog deres ideer, og ofrede sine landsmænds interesser til fordel for sin egen karriere. [s. 145]

“Alle interviewede vlacher omgås for det meste med ‘deres egne’ det vil sige andre vlachiske indvandrere fra det lokale udvandringsområde i Jugoslavien. Denne tætte ‘interne’ interaktion kan ses som en forlængelse at gruppens egen kultur, historie og socialt samvær. Men det drejer sig på samme tid tillige om en reaktion på, hvad der opfattes som den lokale offentligheds anonyme og diskriminerende karakter i de skandinaviske samfund. Man søger social kommunikation, identitet og solidaritet blandt sine egne, som svar på, hvad man opfatter som et ugæstfrit og asocialt ‘værtssamfund’. [s. 156f]

“Men for dem, som i kortere eller længere tidsrum har deres børn i danske skoler er et vigtigt spørgsmål ‘hjemsprogsundervisningen’ i Serbisk. Det har hændt at grupper af vlachiske forældre kollektivt har protesteret over ansættelsen af ‘uegnede’ jugoslaviske lærere. De har understreget, at hjemsprogslærere ikke alene bør undervise i serbisk, men også gøre dette i en ‘jugoslavisk ånd’, hvilket blandt andet mener en striktere disciplin end i danske skoler. De skal også indgive børnene en patriotisk holdning til deres jugoslavisk fædreland. [s. 185]

Den vlachiske bondekvindes ‘frihed’ bør ikke mistolkes. Hun er ikke fri i nogen individuel betydning og hendes ‘frihed’ er fyldt med modsætninger… Den unge kvinde må for eksempel konfrontere modsætninger mellem ideer om uskyld (før ægteskabet) og en førægteskabelig ’seksuel træning’, som på det nærmeste er offentlig og arrangeres i detaljer af hendes mor. Hendes videre liv er underlagt social kontrol i flergenerationshusholdet og fra landsbyens tæt sammenvævede sociale netværk. Disse sociale kontrolmekanismer er imidlertid grundlaget for den autoritet og indflydelse, som hun selv vinder senere hen.” [s. 192f]

“Jugoslaviske indvandrerforeninger udgør hovedsageligt en lokal offentlighed reserveret for mænd. Kun ved specielle lejligheder som filmforevisninger eller festligheder forventes kvinderne at møde frem og i mange tilfælde da for at lave mad og rydde op. Den kvinde, som viser sig i ‘klubben’ en helt almindelig dag, risikerer at få et dårligt rygte. [s. 195]

“De vlachiske familier behøver velfærdsstatens institutioner. Men samtidigt er det ofte blevet fremhævet, at den måde, den moderne velfærdsstats mekanismer virker på i forhold til etniske minoriteter, indebærer et stærkt assimilationspres, også på trods af erklærede kulturpluralistiske hensigter. Assimilation er naturligtvis ikke per definition et onde. Men ‘behandlerideologier’, der ser ‘indvandrerproblemer’ som individuelle problemer eller ‘kulturelle tilpasningsproblemer’, og ikke samtidigt ser sig selv og det samfund, de repræsentere, som en del af problemet, kan medvirke til at forøge magtesløsheden og yderligere forringe en gruppes sociale status i lokalsamfundet.” [s. 225f, forfatterens fremhævelse]

“En gradvis udvikling af en kulturpluralistisk ideologi i Europas indvandringslande modsvarer de historiske erfaringer fra det store indvandringsland, USA.” [s. 243]

Nogle Figurer/tabeller

Figur 4 Den relative vægt af positive og negative svar på en række stereotype påstande. Skala 1-100 [s. 118]

[ovenstående er svar på følgende ’stereotype påstande’: 1. ‘Danskere/svenskere ser ned på udlændinge!’, 2. ‘Det danske/svenske samfund er lukket overfor udlændinge!’, 3. ‘Udlændinge behandles på lige fod med danskere/svenskere!’, 4. Jugoslaver skal holde sig væk fra politik i Danmark/Sverige!’, 5. ‘I en dansker/svensker kan man få sig en virkelig ven!’ og 6. ‘Danskere/svenskere har ikke begreb om at leve livet!’ – se notat til Figur 4 i Appendix II]

Kommentar: Tydeligt at danske ‘vlachere’ har et mere harmonisk forhold til sit værtsland, end de ’svenske’ vlachere under en kulturpluralistisk ideologi.

Figur 5 Kontakter med danskere/svenskere [s. 158]

Kommentar: Samme mønster. Danskerne er mere motiverede for at møde vlachere end svenskerne er, og endnu vigtigere – vlacherne er væsentligt mere motiverede for at møde danskerne, end svenskerne.

Figur 6 Hjælp fra sociale netværk, som forventes i forskellige sociale krisesituationer (i %)

[ovenstående er svar på spørgsmål om hvem man vil spørge efter hjælp i seks forskellige krisesituationer: 1) Arbejdsløshed, 2) Langvarig sygdom, 3) Akut behov for at låne penge, 4) Problemer med opdragelse af børnene, 5) Ægteskabsproblemer og 6) Boligproblemer]

Kommentar: Alle fire diagrammer viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er lykkedes at skabe nogen form for tvær-kulturel samhørighed, og understreger dermed afstanden mellem indfødte og indvandrede. Det sidste diagram tydeliggør at svenskerne absolut ingen samhørighed har fået ud af sin integration, hvorimod Danmark har gjort det væsentligt bedre.

Tabel 10 Nogle ‘push’ og ‘pull’ faktorer, som tilskynder tilbagevenden til Jugoslavien [s. 173]

Forfatterens kommentar: “De tre vigtigste enkeltfaktorer, som forstærkede motivationen for at vende tilbage til Jugoslavien var sociale ‘push’ faktorer i indvandringslandet – det vil sige negative sociale erfaringer i det svenske samfund. Der pegedes især på 1) ‘ensomhed’, 2) kulturel ‘fremmedhed’ og en voksende ‘fjendtlighed mod fremmede’ blandt svenskerne, hvilket jeg i det følgende refererer til som 3) ‘fremmedhad’ (Tabel 10:6-8). Samtidigt spores i svarene en bekymring over ‘kulturel fremmedgørelse af børnene’.” [s. 174]

Kommentar: Bemærk hvorledes kun 1 ud af 46 indvandrere betragter ‘utilfredsstillende arbejdsforhold’ som en grund til at flytte hjem til oprindelseslandet igen. Det er sjovt nok, lige akkurat arbejdssituationen som Schierup (i henhold til marxistiske dogmatik) giver grunden til svenskernes ringe integration i forhold til Danmark. De fire vægtigste grunde er ikke overraskende alle relateret til kulturkonflikter (‘negative sociale erfaringer i det svenske samfund’ i Schierups optik), her igen med Sverige flere længder bag Danmark. Eks. vurderer 83 procent af ’svenske’ vlachere at fremmedhad er en grund til at flytte hjem, mod kun 23 procent af de ‘danske’ vlachere.

Eksempler på (politisk) perspektivering

“Princippet om ‘valgfrihed’ i en kulturpluralistisk indvandrerpolitik kan i den praktiske politik og påvirket af debattens ensidige vægt på ‘kultur’ glide over til, at indvandrerens kultur får status af et fredet og kontrolleret ‘reservat’ og ikke et potentiale for forandring. iøvrigt fokuseres praktikken let på indvandrernes ‘funktionelle integration’, hvilket er et centralt begreb i svensk kulturpluralismes opfattelse af forholdet minoritet/majoritet. ‘Funktionel integration’ defineres som indvandrede minoriteters tilpasning til majoritetssamfundets institutioner, normer og kulturer i den udstrækning, ‘.. som är nödvändigt, for att kunna fungera i samhållet, medan samtidigt den egna etniska identiteten kvarstår oförandrad’. Der er altså tale om en assimilation, som ‘enligt denna grundsyn inte drivas längre än som är nädvändigt för att invandrargruppen och ‘värdfolket’ skall fungera tillsammans på ett integrerat och effektivt sätt’, som det udtrykkes af Harald Swedner. Det er imidlertid vigtigt at spørge, udfra hvis ideologiske perspektiv, udfra hvilke præmisser og udfra hvilke politiske interesser, det defineres, hvad det rent faktisk vil sige at fungere ‘integreret og effektivt’. [S. 252]

“Indflydelse i den bredere offentlighed kan styrkes dels gennem indvandrernes egen organisering på tværs af etniske skel dels gennem samarbejde med andre bevægelser og organisationer. Et sådant samarbejde kan også medvirke til at skaffe de etniske minoriteter øget adgang til de etablerede massemedier. Desuden kræves opbygningen af en egen presse- og oplysningsvirksomhed, samt organiseringen af et bredt interkulturelt kulturliv, som kan medvirke til at tegne et positivt og værdigt billede af den indvandrede befolkning. Opbygningen af egen samfundsvidenskabelig forskningsvirksomhed kan understøtte en sådan udvikling. [S. 255]

“INDSAM, sammenslutningen af en lang række indvandrerforeninger, som repræsenterer over 20 forskellige etnske minoriteter i Danmark, er et eksempel på en bred græsrodsbevægelse blandt indvandrere. INDSAM forsøger blandt andet på en organiseret måde at påvirke den indvandrede befolknings situation på det danske arbejdsmarked… Erfaringer fra hele Europa viser, at der kan mobiliseres bred folkelig sympati og solidaritet for indvandrerbevægelser og antiracistiske bevægelser, og at sådanne bevægelser og deres kamp mod diskriminering og krav om politisk indflydelse kan finde genklang langt ind i de offentlige institutioners led… Et aktuelt eksempel på en sådan vellykket alliance er samarbejdet mellem fransk studenter- og ungdomsbevægelse, SOS-Racisme og de franske fagforbund i forbindelse med de omfattende og fremgangsrige demonstrationer mod uddannelsesreformer fremsat af Chiracs liberale regering i efteråret 1986 samt mod regeringens diskriminerende og indvandrerfjendtlige politik… Samtidigt ville dog den racistiske græsrodsbevægelse i Frankrig være langt mere farlig uden ‘SOS-Racisme’ som modpol. [S. 256F]

Fire kommenterede citater

Spørgeskemaerne blev brugt til at kontrollere indtrykkene fra feltarbejdet:

“Anvendelse af en struktureret og kvantitativt orienteret spørgeskemaundersøgelse, udgjorde en vigtig kontrol på de indtryk, vi havde samlet sammen i forbindelse med vor deltagerobservation og mere løst strukturerede samtale- og konfrontattionsinterviews. Et større eller mindre sammenfald mellem karakteren af svarene på spørgeskemaerne og vore indtryk fra feltarbejde, tog vi som et væsentligt indicium på rimeligheden af vore tolkninger. [s.265]

– og havde stor betydning for afhandlingen…

Af større betydning for fremstillingen i denne bog er dog en detaljeret spørgeskemaundersøgelse, som vi (Aleksandra og jeg) gennemførte i Skåne og på Sjælland i 1983.” [s. 265]

Men da det ikke gav det ønskede resultat, måtte det være en ‘tilfældighed’ – som så kunne bortforklares udfra det marxistiske filter…

Dette svarmønster overraskede os, eftersom vi, da vi tilrettelagde undersøgelsen, næsten som en selvfølge havde gået udfra, at det vi opfattede som en mere imødekommende og velplanlagt indvandrerpolitik i Sverige, som helhed skulle give sig udtryk i en mere åben og positiv holdning blandt de vlachiske indvandrere overfor ‘værtssamfundet’.…Vi tog dette som udtryk for tilfældigheder, snarere end som en generel holdning blandt vlachiske indvandrere. Nu bekræftede spørgeskemaundersøgelsen vore tidligere indtryk, hvilket fik os til at indse, at vi måtte forsøge at finde andre forklaringer.” [s. 117]

– hvad gav afhandlingen grimme akademiske strækmærker, som gjorde forbehold nødvendig.

Det skulle være urimeligt at forstå dette som et alment udtryk for, hvorledes indvandrere trives i de to skandinaviske lande… dette [er] ikke et studium af en karakter, som kan påvise generelle forskelle imellem lande eller disse landes politiske initiativer og lovgivning. Det viser, hvorledes en bestemt gruppe migranter reagerer på forskellige lokale betingelser og på denne baggrund udvikler forskellige integrationsstrategier.” Men det er på den anden side ikke udelukket, at vlachernes forskelligtartede erfaringer i Danmark og Sverige alligevel fortæller noget om generelle forskelle mellem de to lande, hvilket dog ikke er til ensidig fordel, for samfundet på hverken den ene eller den anden side af sundet. [s. 227f]

Flere citater på Carl-Ulrik Schierup: Integration?

Oploadet Kl. 11:38 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

No comments yet.

RSS feed for comments on this post.

Leave a comment

Line and paragraph breaks automatic, e-mail address never displayed, HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper