7. marts 2015

Nethaderne på TV3 (2015): Tre navngivne danskere med ansigt, en anonymiseret homo-hadsk muslim

Det er tidskrævende at blogge om ikke-trykte medier, og med mindre der dukker noget interessant op, så vil jeg ikke skrive mere om TV3-serien ‘Nethaderne’. At dømme efter første afsnit er udsendelsessrækken ikke helt så ideologisk skævvredet som den svenske pendant, men det er stadig et problematisk set-up. Man lader en stor mørk fyr i læderbukser konfrontere debattører der har skrevet mere eller mindre usympatiske ting, men har nogen overtrådt loven, så burde de meldes til politiet, ikke gøres til genstand for et tv-dækket rollespil baseret på modsatrettet intimidering. ‘Nethaderne’ sendes hver onsdag på TV3, men kan også ses online på Viaplay.dk.

Det tog under fire minutter i første afsnit, så kunne man se en grædende Zenia Stampe, og et par minutter senere kom første diskrete henvisning til Uriasposten. Der sås en række kommentarer her fra siden, og lidt fra 180 grader og diverse Facebook-grupper.

“Hadet mod Zenia Stampe får frit løb på flere hjemmesider på den politiske højrefløj, men også på Facebook…” (speak)

(Kommentarer på Uriasposten, 29.-30. januar 2014: ‘Bjarne Binee’, ‘A Andersen’)

(‘Fritz’ og ‘Black Watch’)

(‘centerpoint’ og ‘Menig 442’)

“I hadet mod Zenia Stampe er der særligt to profiler som går igen. Maj-Britt Krittenstein og Mitty K. Olsen… Men hvem er denne Maj-Britt Krittenstein der altså opererer under falske profiler på nettet. Vi kan se at hun er mest aktiv om natten, og vi kan se at hun er samlingspunkt for en række personer der forenes i deres had til fremmede.” (speak)

Jeg kunne nemt have overset noget, men ingen af de viste kommentarer overtræder gældende lovgivning, og heller ikke de af mig udstukne retningslinier for moderation. Maj-Britt Krittenstein har mig bekendt ikke skrevet nogle af de viste kommentarer her fra siden, og derfor er det naturligvis forkert at illustrere ovenstående med et screencap af Uriasposten.

“Gennem intensiv researcharbejde har vi fundet frem til Maj-Britt Krittenstein, der både har hemmeligt telefonnummer og hemmelig adresse. Vi har sporet computerens IP-adresse til en forstad i København, og med hjælp fra et gammelt klassebillede og folkeregisteret, fandt vi frem til hvor kvinden bor. … Vi har flere gange besøgt kvinden med de hadefulde kommentarer på hendes adresse, for at få hende i tale, men hver gang har vi kun mødt nedrullede gardiner og lukkede døre. Nu har vi hørt fra en nabo, at kvinden er hjemme, så vi prøver igen at få en direkte forklaring på, at hvorfor hun under to forskellige navne skrev så hånende om Zenia Stampes tab.” (speak)

Vincent Hendricks er bedre end fagskolede tv-journalister ville være, men udsendelsen er vinklet alt for skarpt. Når man retter et sigtekorn mod en privatadresse, lader værten vælte gennem en opgangsdør, med det formål at gøre en pensionist til ufrivilligt aktør i en tv-udsendelse, så giver det altså et ringe helhedsindtryk. Meget i stil med Shansen-segmentet der lagde Krittensteins adresse online flere måneder før udsendelsen.

Våbentrænede jihadister der kæmpede for terrorgruppe skal støttes (Århus-modellen). Frustrerede danskere der skriver grimme ting på Facebook skal udskammes (TV3-modellen).

Så vidt hetzen mod Zenia Stampe, der udgjorde udsendelsens første del.

Anden del havde en bloggende somalisk homoseksuel i offerrollen. Hvor kommentarene til Zenia Stampe var utilslørede, så var kommentarene til Hamza Yassin beskåret og sløret uden navn eller ansigt på ‘gerningsmanden’. En mente den homoseksuelle skulle stenes, en anden at han var en hund der ikke fortjente respekt, og skældsordene havde tydeligvis en islamisk slagside. Det meste var personlige beskeder på Facebook.

(Sløret personlig Facebook-besked til Hamza Yassin)

(Hamza Yassin kalder den anonyme for ‘perker’)

En ung mand, der blandet andet havde skrevet “Jeg gennemknepper dig din bøsse” konfronteres ved en uddannelsesinstitution i det centrale Århus. Hendricks foregiver, at ville have en generel samtale om opførsel på nettet, og fyren, der anonymiseres, betragter tydeligvis sig selv som en klog debattør der ikke går over stregen. Da Hendricks nævner Hamza Yassin, fanger han udgangspunktet for samtalen, og går spontant fra interviewet. Hans tørklædeklædte veninde var gået i forvejen…

“Der er mange der går ind og kommenterer urationelt, men jeg kan godt lide at skrive nogle kloge ord og forklare hvorfor mine holdninger er sådan her, mens andre går ind og skriver en lidt spyende kommentar, det kan jeg ikke.” (Anonym muslim)

Udsendelsens sidste del var dedikeret til hadefulde kommentarer rettet mod Karen West, der blev chikaneret af ‘fremmedfjendske’ debattører på nettet, særligt to – Anders Peter Sørensen og Olaf la Cour. Begge er blandt de mange der har været udhængt på hadeblogs såsom Netavisen P77 (Shansen), DF-nyt (Carl-Erik Zølck) og Tosseanstalten (reelt Martin Salo). At de også var kilde til hetzen var tydeligt, men det fremgik eksempelvis ikke at der var taget grafik fra den anonyme hadeside ‘Tosseanstalten’. Grafik der inkluderer to helt irrelevante piger fra debattørens omgangskreds.

“Redaktionen har fulgt Achmed ali Muzzas adfærd på de sociale medier de seneste måneder. En dag skifter han, tilsyneladende ved en fejltagelse, sit coverbillede ud med et billede af en ældre herre.” (speak om APS’ alias på Facebook)

(TV3 hænger APS ud med hjælp fra Martin Salos Tosseanstalten)

(TV3 bruger Tosseanstaltens grafik, Tosseanstalten, 24. juni 2014: Falsk antimuslimsk…)

Det lykkedes ikke at få fat i Anders Peter Sørensen, da han boede på Filippinerne, og ikke havde lyst til at medvirke. Olaf la Cour, om hvem det blev fortalt, at han er tidligere politiker, fandt tv-holdet til gengæld i Thailand. Han imødegik forsøget på at associere kommentarene med Dansk Folkeparti.

Journalist: Er det dig der er Olaf la Cour?… den måde du og Anders Peter Sørensen vælger at debattere på, er det befordrende for debatten?

Olaf la Cour: Om det er befordrende? Ja, det sætter da igang i noget debat.

Journalist: Hvorfor – jeg står jo netop og spørger dig om tonen, og ikke dine politiske budskaber.

Olaf la Cour: Ja, men da jeg ikke er medlem af Dansk Folkeparti…

Journalist: – Det har du været!

Olaf la Cour: Jaja, men så behøver jeg altså ikke at klistre mig op ad hvad der er partilinien.

I et demokrati har selv grove kommentarer sin berettigelse, men trusler hører ingen steder hjemme, heller ikke dem der serveres diskret. Der skal være plads til spontane, barnlige, satiriske og onde ytringer, men kommentarer om dødfødte børn eller virtuelle patroner, bør ikke være en del af debatten på nogen måde. Det retfærdiggør dog ikke (endnu) en tv-dækket heksejagt, og da slet ikke med markante dobbelte standarder.

Danskere der skriver grimt om multikulturalister i lukkede grupper på Facebook hænges ud med navn og ansigt, den ene sågar i selskab med to helt uvedkommende. Muslim der hetzer homoseksuel i personlige beskeder bliver derimod sløret til uigenkendelighed.

(Anonymiseret homo-hadsk muslim og tre navngivne danskere med ansigt)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


2. november 2010

Ole Birk Olesen (og Dansk Folkeparti) på afveje

Kommentar af Katrine Winkel Holm på Sappho.dk – Søndagssjov.

“Fra søndag kl. 11.31 til søndag kl. 22 den 31. oktober afslørede Trykkefrihedsselskabet definitivt sig selv. I hvert fald hvis man skal følge redaktøren af 180grader, Ole Birk Olesen…

Sent fredag aften kunne man på berlingske.dk læse Pia Kjærsgaards forslag om at hive parabolerne ned i Vollsmose. Lørdagen hengik uden et ord fra Trykkefrihedsselskabet om sagen… Da søndag formiddag var ved at nå enden, var Birk Olesens tålmodighed ved at være brugt op. Henvendt til sine 1584 venner på Facebook spurgte han ”igen” (!):

”Hvor er Trykkefrihedsselskabet i debatten om Pia Kjærsgaards forbudsidé i forhold til indvandreres parabolantenner/tv-kanaler fra Mellemøsten? Ikke ét ord har vi hørt …”

Ja, hvor var Trykkefrihedsselskabet? Selv sad jeg i kirken, hvor vi vel var nået til postludiet. Herefter – ca. 11. 45 – tog jeg hjem, daskede omkring, inden jeg gik i gang med en velvoksen bunke vasketøj, der længe havde forsøgt at påkalde sig min opmærksomhed. Lidet anende at regnskabet i selvsamme tidsrum blev gjort definitivt op med TFS blandt den mere hidsige del af OBO’s facebook-venner… Det fik Ole Birk Olesen til at præcisere:

”For mig og mange andre handlede det [Muhammedsagen] faktisk om ytringsfrihed, for TFS tilsyneladende kun om retten til specifikt at tale dårligt om muslimer og deres tro”.

Den konklusion kunne han drage kl. 13.09, hvor vores tavshed altså åbenbart var blevet for talende. Så samme aften forfattede Birk Olesen en leder under overskriften ”TV på arabisk, Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet”, hvor han med velkendt associationsteknik antydede, at vi selvfølgelig fulgte DF helt slavisk i parabol-sagen.

Men nu bliver det svært at dokumentere mine påstande, for denne leder er ej mere. I mellemtiden skete der nemlig det, at jeg lagde Lars Hedegaards kommentar om sagen ud på Sappho og i den var jo ikke ligefrem opbakning at hente til det famøse parabol-forslag. Så fik Birk Olesen travlt med at klippe og klistre i sin leder, så de mest grovkornede påstande om TFS blev pillet ud. Ingen kan i dag se originalversionen. Skarpretteren slettede sine spor, da hans økse viste sig at ramme skævt…

Hvad laver du, kære læser, om søndagen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, hvad redaktør Ole Birk Olesen laver en efterårssøndag i oktober: Han plejer sin vrede mod Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og mod dets formand i særdeleshed. Og engang imellem løber indædtheden og de indgroede fordomme af med ham.”

Mere.

  • 31/10-10 Sappho.dk – Lars Hedegaard: Nej til forbud mod paraboler.
  • 31/10-10 180 Grader – Ole Birk Olesen: TV på arabisk og Dansk Folkeparti (version 2.0).
  • Oploadet Kl. 15:38 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    11. januar 2010

    Claes Kastholm: “Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser.”

    Jeg har gudskelov ikke tid til at dække pæne bedsteborgeres kamp mod det onde Trykkefrihedsselskab. Jeg undrer mig dog alligevel over flere ting i den forbindelse, og det mest overraskende er ikke massemediernes overfladiske dækning (eller Ole Birk Olesens perfide tilgang), men derimod en journalist som Weekendavisens Jesper Vind Jensen. For et par uger siden angreb han Nicolai Sennels med pinlige associationstrick, og i denne uge bruger han Charles Johnson (lgf) som kilde til Lars Hedegaard og et Counterjihadmøde i 2007 – en mand Johnson ikke vidste hvem var, et møde han ikke deltog i.

    Jeg var inviteret til mødet, og når nu bænkede fodboldspillere også får medaljer om halsen efter vundne mesterskaber, så må jeg vel være en slags næsten-næsten-fascist. Couldn’t care less.

    Claes Kastholm i gårsdagens Berlingske Tidende.

    “I de ustandselige krav om, at der skal tages afstand fra et eller andet, specielt når det kommer fra Dansk Folkeparti eller nærmeste omegn, ligger der et kunstigt hysteri, et stadigt forsøg på at pumpe debatten op, så det ser ud, som om vi lever i et land med uhyre farlige modsætninger, sådan noget à la Tyskland i 1930erne. De, der husker 1970erne, vil nikke genkendende. Dengang satte nymarxismen dagsordenen, og hvad man end kunne sige om den, så var den mere intelligent, mere inspirerende at slås med, end den idéforladte farisæisme, der nu sætter dagsordenen. Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser. Dengang advarede marxister dagligt om, at en ny Hitler var lige på trapperne. En demokratisk lederskikkelse som Willy Brandt, der indførte berufsverbot for at beskytte staten mod den afsindige terrorisme, blev skildret som fascist.

    CSU-lederen Franz Josef Strauss, den farverige og vittige bayrer, blev opfattet som en potentiel Hitler, og i Danmark udpegede venstrefløjen en ægte demokrat som Erhard Jakobsen, socialdemokrat af den klassiske skole, og den kreative anarkist Mogens Glistrup til nye stærke mænd, som inden længe ville omdanne det danske velfærdssamfund til et fascistisk diktatur.

    Ja, man skulle tro, det var løgn. Ligesom når nogle bemærkninger fra Lars Hedegaard eller nogle fyndige formuleringer af Mogens Camre får hønsene til at flyve op og gokke opskræmt om risikoen for et nyt holocaust, denne gang for muslimer.

    Disse hysteriske og forudsigelige forløb, der gentager sig gang på gang, skyldes vel først og fremmest, at vi mangler alvorlige udfordringer her i landet. Kritikere plejer at sige, at vi er meget provinsielle. Det er både rigtigt og forkert. Hvis man som undertegnede tillader sig at være nogenlunde orienteret om debatten i nogle af de større lande, bemærker man, at i hvert fald førende danske aviser har en langt videre horisont end pressen i de større lande. Og vel også befolkningerne.

    De fleste amerikaneres horisont går ikke længere end til delstatsgrænsen. Tysk, fransk og britisk presse er monomant optaget af hjemlige forhold. Den danske provinsialisme kommer ikke til udtryk i et manglende engagement i forhold til omverdenen.

    Den danske provinsialismes udtryk er proportionsforvrængning.”

    Mere.

  • 10/1-10 Snaphanen – Anklagerens vidne mod Hedegaard: Photoshopperen* Charles Johnson.
  • 11/1-10 Snaphanen – Med Weekendavisen som fødselshjælper.
  • 11/1-10 180 Grader – Lars Hedegaard: Fascisme-ekspressen bruser frem.
  • “Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.”

  • 14/1-10 Snaphanen – Så lyver 180 Grader om Robert Spencer (Raapil gengiver lgf-usandhed om mød med EDL).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper