19. januar 2015

Frankrig: ‘Vi er Kouachi’ – “Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige..”

Det kræver en god portion naivitet at tro på islams demokratiske potentiale. OIC der repræsenterer 57 islamiske lande og verdens meget omtalte 1,5 mia. muslimer, planlægger nu, her få dage efter bladtegnere blev angrebet med maskinpistoler, at tage juridiske skridt mod de overlevende. Hadet mod franske værdier ses på flere niveauer. Eksempelvis har flere profesionelle fodboldspillere med muslimsk baggrund, herunder Montpelliers Abdelhamid el-Kaoutari nægtet at associere sig med sloganet ‘Je suis Charlie’, der netop var tiltænkt at samle folket. El-Kautari er født i Frankrig, og har været tilknyttet det franske ungdomslandshold.

(Abdelhamid El Kaoutari t/højre uden ‘Je suis Charlie’, før Montpellier-Marseille, 9. januar 2015)

Fra Politiken, der har mere om morgendagens Frankrig – Mange hader alt, hvad der er fransk.

“Myten om et land forenet i sorg og afsky over mordene på 17 mennesker i sidste uge sprænges nu i stumper og stykker. Frankrig er delt, og splittelsen går mellem en del af indvandrerbefolkningen og de øvrige, ‘franskmændene’, som selv unge indvandrere med fransk statsborgerskab kalder deres medborgere.

Dag efter dag beretter lærere over hele landet om deres oplevelser torsdag i sidste uge, da hele landet holdt et minuts stilhed til ære for de 12 dræbte ved Charlie Hebdo.

Hundredvis af steder – antallet af indberetninger om lignende begivenheder stiger hele tiden – råbte eleverne ‘Allahu akbar’. Nogle steder reciterede børn på 10 år vers fra Koranen, og på flere gymnasier råbte eleverne: ‘Vi er Kouachi’ med henvisning til brødrene Said og Chérif Kouachi, som på det tidspunkt blev jaget af tusindvis af gendarmer og elitestyrker fra politiet.

‘Det er Charlie-folkenes egen skyld’, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. …

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige… mange unge indvandrere lytter hverken til imamer eller til lærere. Derimod har de mange sites med navne som ‘jesuiscoulibaly’, ‘jeg er Coulibaly’ med henvisning til gidseltageren i det jødiske supermarked, stor succes, og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Lige nu florerer komplotteorier på internettet. Ifølge mange sites var begivenhederne i sidste uge iscenesat, og mange hævder, at den muslimske betjent Ahmed Merabat, som blev skudt med koldt blod af brødrene Kouachi på deres flugt fra Charlie Hebdo, i virkeligheden blev myrdet af politiet.

[...]

‘Gerningsmændene er fanatikere, som lytter til de prædikanter, som optræder i mange kvarterer, og de udgør et mindretal. Men mange hader alt, hvad der er fransk. De drømmer om et bedre liv, når islam råder overalt, for Frankrig giver dem intet’, gentager han.

Her på burgerbaren i Sarcelles udtrykker Hocine det, eksperter gentager igen og igen i medierne. Frankrigs mest kendte kriminolog, Alain Bauer, der har et indgående kendskab til de indvandrerkvarterer, hvor selv familiefædre og enlige mødre mange steder lever af en underjordisk økonomi bestående af narkohandel, hæleri og i de værste tilfælde handel med våben, formulerer det på denne måde: ‘Det er længe siden, vi har opgivet integrationen.

Foran restauranten Istanbul nær indkøbscentret i Sarcelles er der syn for sagn:

‘Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de’, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.”

(Generation Identitaire, ‘Je suis Charlie Martel’, efter hærføreren der slog muslimerne tilbage, år 732)

Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


14. januar 2015

En tur til Pegida Dresden: Gennemsnitlige tyskere demonstrerede imod det semi-totalitære konsensus

Det blev en lang og lærerig tur til Dresden. Programmet var hårdt, grænsende til det urealistiske. Hvor Snaphanen & Co. lavede en længere hyggelig tur Berlin/Dresden via Gedser-Rostock, så tog jeg initiativet til en minibus med start fra København. Vi kørte hårdt uden spisepause af nogen art, og uden en rutineret chauffør der kunne holde farten, havde vi misset demonstrationen med et par timer. Som jeg skrev på Twitter, så stod GPS’en på ankomsttidspunkt 18.30, da vi nærmede os Dresden.

Undervejs forsøgte jeg at koordinere et møde med TV2-korrespondenten Uffe Dreesen, og næsten mirakuløst fandt vi hinanden på den fyldte plads før ‘spaziergangen’. Det blev til et nogenlunde indslag i 22-Nyhederne.

(‘Dänemark grüsst Pegida’ i TV2 Nyhederne, 12. januar 2015)

Der var spækket med mennesker på pladsen, og vi opgav hurtigt at finde Snaphanerne. Team Urias blev hurtigt delt, og vi var således ikke samlet på noget tidspunkt under optoget. Banneren vakte opsigt. På et tidspunkt klappede omkring 100 tyskere spontant i vores retning. Vi faldt i snak med flere.

Jeg deltager normalt ikke i demonstrationer, men det her var den rigtige undtagelse. Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

At holde det hjemmelavede banner, et lille Dannebrog, og samtidig være en del af optoget gjorde det svært at fotografere. Det var mørkt, og umuligt at danne sig et overblik, men på sin vis afspejler billederne min oplevelse.

(Uwe Max med det kejserlige overskæg interviewes til russisk tv, som tysker)

“Das Maas ist voll” (reference til justitsminister Heiko Maas)

“Asyl ja, Missbrauch nein”

Einwanderung zum Ausgleich des Geburtendefizits? Nein. Familienpolitik muss auf Prüfstand, geschiedene Väter werden benachteiligt”

(Islamisk Stat er et USA-produkt)

(Folkeopstanden i 1953, Murens fald i 1989 og Pegida 2014-15)

(Farverig Pegida-flag med fredssymbol)

(Rockerlignende type inkl. ‘malteserkors’ og fredsdue)

(USA og Israel er problemet)

(Klistermærke for Nationaldemokratische Partei Deutschlands efter demo)

Som jeg tidligere har skrevet, så er Pegida’s Positionspapir noget vagt, og på ingen måde skarpt nok i forhold til de udfordringer indvandringen og islamiseringen giver aftenlandene, og jeg vil egentligt kalde Pegida mere folkeligt end egentligt højreorienteret. En del bannere handlede om indvandring, men det var ført og fremmest en demonstration mod korrumperende magt. Der var en svag overvægt af mænd, men stor aldersspredning. Masser af ældre tyskere, men også en del unge – flere med piercinger og en mere eller mindre gennemført EMO-stil. Vi diskuterede længe indtrykkene, og det er svært at sætte ord på. Det var en broget flok, og hvis den her gruppe kan frames af medierne som værende ‘nazistisk’, så er demokratiets vagthund blevet en logrende puddel, en skødehund for EU-kraterne.

Demonstrationen var først og fremmest anti-totalitær, og hvor parolen ‘Wir sind das Volk’ giver associationer til Murens fald i 1989, så blev det typisk kombineret med 1953. En henvisning til Folkeopstanden 17. juni 1953, hvor planøkonomiens proletariat strejkede, og samlede sig på centrale pladser overalt i DDR, ikke mindst i Dresden. Hæren slog opstanden ned, flere hundrede døde, og soldater blev sågar henrettet for at have nægtet at skyde på folket. DDR var ikke folket, og Merkels multikulturelle Europa er ikke Dresden.

(Mindesmærke for ‘Volksaufstand des 17. Juni’ – Sovjetiske T-34 kampvogne mod Dresdenborgere)

Medierne forsøger at gøre det til et paradoks, at man demonstrerer mod Islam i Dresden, men det er lidt søgt, for demonstrationerne er først og fremmest et opgør med dem der lader en ikke-ønsket udvikling ske, ikke mod Islam som sådan, og slet ikke muslimerne. Der er 6-7 procent indvandrere i Dresden, men meget få muslimer, og tirsdag formiddag konstaterede vi ved selsvsyn, at der herskede en behagelig monokulturel stemning i gaderne.

At opgøret mod ‘Mutter Multikulti’ sker i det tidligere Østtyskland er ikke tilfældigt. Kommunismen er ikke glemt, og folk er ikke lullet i søvn af billige plusord. Dem fik de nok af i DDR-tiden. Som dansk nationalkonservativ er det selvfølgelig ærgeligt, at Pegida-fænomenet ikke er målrettet indvandring/Islam, men kravet om reel folkestyre kan man kun støtte. Hvem kan være imod folkeafstemninger om væsentlige emner?

Jeg kan tage fejl, men det virkede også som om dresdenerne er påvirket af særlige omstændigheder. Churchill sønderbombede Dresden kort før krigens afslutning, og herefter blev landet underlagt Stalins regimente. Ingen konstruktiv Marshallhjælp, blot Den Røde Hær og virkelighedsfjerne 5-årsplaner. For mange symboliserede Merkel vestmagterne, og jeg fornemmede desværre, at det også var socialister der demonstrerede. De er selvfølgelig også en del af folket, men det er også med til at udvande udgangspunktet. At krydre antipatien for Merkels EU med slet skjult Putin-fascination er lige en tand for overfladisk. Fred er selvfølgelig godt, men isolationisme er ikke altid det rigtige.

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

(‘Gegen die Heimat’, selvhadsk venstrefløj i koncentrat)

(System-propaganda: ‘Refugees welcome’, ‘Kein mensch ist illegal’ o.l.)

(‘… Dresden bekennt Farbe’)

Såvidt Pegida Dresden. Efter demonstrationen tjekkede vi ind på hotellet, og forsøgte at finde et restaurant. Det lykkedes ikke, så det blev til fastfood og øl på et par beværtninger i midtbyen. Team Urias var hårdt ramt af køreturen, og holdt ikke længe. Vi aftalte at mødes tidligt næste morgen, så der var tid til lidt sightseeing – og det blev helt fantastisk. Klar himmel, 12-14 grader og gå-afstand til monumentale bygninger, tæt ved Elben som tog sig smukt ud. Tiden løb fra os, og vi kom lidt senere afsted.

Vi tog den med ro på hjemvejen, og snakkede om alt fra arkitektur (Barok, Jugend, Skønvirke) til lødig litteratur der bekræftede det kulturkonservative standpunkt, eksempelvis War Before Civilization: The Myth of the Peaceful Savage af Lawrence H. Keeley. Over-historienørden brugte tirsdag formiddag på at købe bøger om alt fra revolution, mediekritik, høj-arabisk, ja, selv et kort Det Hellige Land blev det til. Som co-driver var han ikke til megen hjælp. Da vi kørte over Ejderen pointerede jeg svagt, at det rart at være hjemme igen, hvorefter han med skolemester-stemmen præciserede at vi skam først var ved grænsen om 200 meter. Hyggesnak aldrig med højrenørder, de drukner dig i fodnoter.

(Undertegnede fotograferet af co-driveren med mobiltelefon)

Sulten trængte sig på, og vi aftalte at afslutte med et solidt kro-måltid på en restaurant i Slesvig. Det var lige som det skulle være, altså bortset fra et jeg blev fotograferet med en skål salat. Det var naturligvis et opstillet foto. Tidligere på dagen blev jeg mobbet over de indkøbte økologiske bananer. My bad, men altså, lad den der er ren kaste den første sten. Efter måltidet tog vi en lille gåtur i de besatte områder, og snakkede lidt om Istedløven.

Det var tidlig morgen før bilen var tømt, og den sidste kom i seng. Herunder en række billeder fra de turen. For flere billeder og en mindre personlig tilgang henviser jeg til Snaphanen: I, II.

(Mindeskilt ved Kreuzkirchen: Dresdner Revolutionsweg 1989, ‘Wir sind das vold’)

(Danske julemærker i Dresden by)

(Uwe Max’ anarkistiske sindelag fornægter sig ikke)



11. december 2014

Martin Krasnik, ‘Fucking jøde’ (2014): “På Snaphanen, en af de mest rabiate højrefløjssider blev jeg…”

Martin Krasnik gengiver i sin bog ‘Fucking jøde’ (2014) en række kommentarer fra Snaphanen og Uriasposten, taget direkte fra Klaus Wivels artikel om samme sidste år. Den citerede her fra siden er en ‘Albert Olsen’, som efterfølgende kommenterede sagen her. Alle journalister laver fejl, men Wivels udpegning af Snaphanen som værende et antisemitisk epicenter, burde Martin Krasnik selvfølgelig ikke gentage. Krasnik er ikke et lallende tåbe, så det må handle om positionering. Som jeg skrev sidste år, da sagen var oppe at vende.

“… siger… meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.”

(Martin Krasnik, Fucking jøde, 2014. S. 168f)



16. november 2014

Özlem Cekic hadede ‘alle jøder’, da hun var ‘en lille pige': Hvorfor opdrages (kun) muslimer til had?

Özlem Cekic har nogle banale pointer om sammenhængskraft, men det essentielle i kommentaren er indrømmelsen – at hun selv hadede jøder, da hun var ‘en lille pige’. Det interessante er ikke at der findes hadefulde mennesker i alle segmenter, men at første kvindelige muslim i Folketinget, rollemodellen par excellence, var opdraget til at hade jøder. Året er 2007, samme år som Danmarks 3. kvindelige muslim i Folketinget Asmaa Abdol-Hamid blev presset til at tage afstand fra hendes ungdommelige opfattelse af, at jøderne stod bag 11. september 2001.

Cekics belejlige antisemitiske modpol Ingolf repræsenterer ikke mange, og personligt kender jeg ingen danskere som opdrager deres børn til at hade muslimer. Ret beset så slører Cekic for virkeligheden med sin sammenligning: Muslimers (koraniske) irrationelle had til jøder, og danskeres (erfaringsbaserede) rationelle antipati mod muslimer.

Özlem Cekic i Politiken – Som barn hadede jeg alle jøder – jeg ved bedre nu.

“Lige på den anden side af Øresundsbroen, i Skåne, har op mod en fjerdedel af vælgerne for nylig stemt på Sverigedemokraterna. Et parti med nazistiske rødder. Mit råd til svenskerne er: Isoler dem ikke. Men gør heller ikke som i Danmark, hvor de etablerede partier begyndte at kopiere Dansk Folkepartis løsninger og retorik, mens vi på venstrefløjen dæmoniserede partiets vælgere.

Vi skal ikke tage afstand fra mennesker, men fra holdninger. Og vi skal huske, at selv holdninger kan faktisk rykkes. Jeg ved det fra mig selv.

Da jeg var en lille pige, så jeg billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg har aldrig sagt det til nogen, men jeg hadede jøder dengang. Alle jøder. Senere fik jeg jødiske venner og bekendte – og jeg holdt op med at se jøder som en samlet gruppe. Jeg holdt op med at holde dem kollektivt ansvarlige for hinanden. Jeg holdt op med at hade jøder.

Som teenager mødte jeg den anden side af hadet. Jeg gik med tørklæde, og en dag spyttede en ung fyr på mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne det slim, der hang ned fra mit tørklæde. Jeg hadede ham og alle andre danskere ‘som ham’. … I slutningen af 1990’erne var kampen mellem tyrkerne og kurderne intensiveret. Jeg skammede mig over at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk, og jeg hadede de nationalistiske tyrkere. Men også det had smeltede, da jeg mødte dem og lærte dem at kende som mennesker. Jeg er stadig politisk uenig med nogle af dem, men jeg hader ikke længere.

Men langt ind i mit voksenliv var der nu stadig én gruppe, som jeg fortsat hadede: racisterne.

‘Du (tænker) kun (…) på at rage til dig og de fremmede, du repræsenterer’, stod der bl.a. i Ingolfs mail. Han blev den første, jeg mødtes med. … Mødet med Ingolf blev det første af flere møder med racisterne, som udviklede sig til møder med mine egne fordomme, mine egne forestillinger og mine egne generaliseringer. Ekstremisterne skal bekæmpes. Det er jeg enig i. Både dem på højre- og dem på venstrefløjen, og de religiøse ekstremister. Men det sker ikke, ved at man ignorerer dem.

[...]

Eller hvis jeg skal se på mig selv, kan jeg huske, hvordan jeg som nyt folketingsmedlem højlydt undrede mig over, hvordan nogle af mine kolleger kunne finde på at give knus til folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Jeg kunne end ikke hilse på DF’erne, fordi jeg syntes, de var dårlige mennesker.

Jeg tror, at politikernes generaliseringer gør borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at dæmonisere. Og dæmoniseringen af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – gør, at vi frygter hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet. … Der er brug for en folkebevægelse, der taler hadsk retorik imod.”

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


8. november 2014

Judenrein Krystalnat: “Asyllovgivningen strammes.. en.. påmindelse om, at Krystalnatten kan ske igen”

Transformationen er fuldendt. Spørgsmålet er nu kun om Enhedslisten & Co. selv vil iscenesætte fysiske angreb mod et konkurrerende Krystalnat-arrangement der inkluderer jøder, eller om deres stakkels forfulgte minoriteter gør det helt automatisk. Vi lever i absurde tider. Fra Uwe Max Jensens Den Frie – Muslimer og den ekstreme venstrefløj har kapret Krystalnatten.

“Enhedslisten-København indkalder på Facebook til en markering af Krystalnatten under overskriften ‘Nej til diskrimination i alle dens former – aldrig mere krystalnat’. Det foregår søndag 9. november 2014 fra klokken 15.00 til 16.30 på Dronning Louises Bro, Nørrebrogade, København. Overskuddet fra arrangementets salg går til Gaza, og på arrangementets plakat er der ingen spor af jøder. Den mest markante person på plakaten er en muslimsk kvinde iført tørklæde.

Om arrangementet skriver Enhedslisten-København på Facebook:

‘Vi vil bo i en mangfoldig by. Den 9. november 1938 blev ca. 26.000 jøder fængslet – og det der var værre – i Tyskland som led i en nazistisk aktion, der blev kendt som Krystalnatten.

I år er 76-årsdagen for den nat, der markerede optrapningen af den systematiske forfølgelse og udryddelse af jøder, handicappede, seksuelle minoriteter og anderledes tænkende i Tyskland og de senere besatte områder. Det var kulminationen på årtiers – faktisk århundreders – propaganda og sanktioner rettet mod minoriteter i Europa.

I København ved vi, at etnisk motiverede sanktioner, arrestationer, visitationer og deportationer ikke kun hører til fortiden. I København ved vi, at racismen, sexisme og fobi mod transpersoner lever – mellem mennesker i hverdagen; i myndighedernes måde at møde borgere på; i statens måde at adskille borgere fra ikke-borgere. …

Asyllovgivningen strammes ubønhørligt, diskrimination på baggrund af seksuel orientering og køn eskaleres, og minoriteter og anderledes tænkendes rettigheder angribes og undermineres. Alt dette er en uhyggelig påmindelse om, at Krystalnatten kan ske igen. På 76-året går Københavns beboere på gaden for mangfoldighed i alle dens skønne former og farver.”



6. september 2014

Før: Arabiskjødiske Belal blev DFU’er efter hetz fra muslimer – Nu: “.. en muslim, der har været racist.”

En af de mere kuriøse historier der cirkulerer i disse dage, er historien om den engelske soldat Laurens Vallender, der i 2010 skiftede køn, og i dag er konverteret til Islam. Første transseksuelle muslim, der nu “wears a full veil outside her Swindon home”, som det så tragikomisk lød i Daily Mail. Den danske konvertithistorie er knap så grotesk, men tenderer alligevel.

Berlingske har talt med den tidligere lokalformand for Dansk Folkeparti Belal El-Khatib, der sidste år konverterede til Islam, og lader ham berette om sin fortid som ‘racist’. Fra ‘Jeg mente, at islam var noget, Satan havde skabt’.

“Belal er vokset op i en ikke-praktiserende muslimsk familie. … I teenageårene blev han inspireret af sin omgangskreds på Himmelev Skole og udviklede aversion mod arabere. Han begyndte at råbe ad dem på gaden og blev med årene en rabiat racistisk muslimofob. … I 2006 meldte han sig ind i og blev formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde. Han var selv blevet chikaneret af racister og mente, reglerne for dansk statsborgerskab skulle strammes, og det skulle forbydes kvinder at gå med tørklæde. ….

Snart overhalede han vennerne i ekstreme holdninger…’

Han gik i den koptiske egyptiske kirke på Nørrebro, fordi åndeligheden dér tiltalte ham. De andre, der gik der, var godt nok danske, men der var noget forkert ved det, syntes han. ‘Jeg havde jo et problem med, at de var mørke i huden… Det kunne jeg ikke lide. Men jeg gav det en chance og prøvede at gå der et par gange mere.’ [...]

Han vendte, igen, på en tallerken for et år siden. … I dag beder Belal El-Khatib fem gange om dagen, har Koranen på sig altid og går ind for en verdensomspændende islamisk stat – også kaldet Kalifatet. Ikke noget med vold og drab a la Islamisk Stat. Samtale og målrettet missionering er vejen til at overbevise os andre vantro om, at kalifatet er den eneste rette samfundsform.

‘Islam har svaret på alt og kan løse alle problemer og er så komplet og er så stor …’, siger han uden at fortrække en mine.”

(Belal El-Khatib på Facebook, 29. december 2013)

“Du er en muslim, der har været racist. Føler du, at du er et offer for det danske samfunds syn på muslimer?”, spørger Berlingskes Jens Rebensdorff, og lader så den tidligere DFU-formand fortsætte om Pia Kjærsgaard og en ‘islamofobisk’ debat, der krænker muslimer.

Belal El-Khatib fortalte henkastet i interviewet, at han selv var blevet ‘chikaneret af racister’. Herunder et interview fra Jyllands-Posten, 14. november 2006, hvor historien om Roskildes nye ‘arabisk-jødiske’ DFU-formand blev lanceret – Interview: Belal El-Khatib (ikke online).

“For 10 dage siden blev Belal El-Khatib valgt til formand for DFU i Roskilde Amt som partiets første formand med indvandrerbaggrund. … Belal El-Khatib blev født i Roskilde i 1990 af israelske forældre…

En genert, smilende sorthåret dreng i blå sweater med v-udskæring viser indenfor på et drengeværelse, hvor popplakater og deodoranter får Dansk Folkepartis første lokalformand med indvandrerbaggrund til at ligne enhver anden høflig skoledreng. …

Forældrene har både jødisk og arabisk baggrund. Belal El-Khatib betegner sig selv som kristen med et arabisk navn og overvejende jødisk familie. Og dansker. … Netop Belal El-Khatibs delvist jødiske baggrund har været med til at forme hans politiske holdninger.

Sidste år blev han omringet en morgen foran biblioteket i Roskilde af en gruppe unge, der ifølge Belal El-Khatib havde muslimsk baggrund. De spurgte til hans israelske rødder og truede med en kniv.

‘Det har præget mig, og det satte tanker i gang om, hvordan jeg mener, vores samfundet skal være,’ fortæller han i dag.

Derfor er holdningen til andre indvandrere kontant. F.eks. bør tørklæder ifølge Belal El-Khatib være forbudte i det offentlige rum.

‘Det skal være svært at komme ind i Danmark, og hvis man kommer ind, må man tilpasse sig fuldstændigt. Jeg ville ønske, at andre indvandrerfamilier tilpassede sig lige så meget, som min familie har gjort,’ fastslår han. …

‘Jeg tror, at mange andre indvandrere er bange for at melde sig ind i Dansk Folkeparti. De tror, at folk i partiet er racister. Det er der måske også nogle få, der er, men de har i hvert fald taget godt imod mig,’ understreger han.

Balladen om tegningerne af profeten Muhammed til landsmødet i Dansk Folkepartis Ungdom har ikke påvirket hans syn på sit nye parti.

‘Man skal have lov til at tegne, hvad man vil her i Danmark,’ mener han.”



26. august 2014

Set på busstoppested i Hvidovre: ‘Dræb jøde’

(Hvidovrevej, Hvidovre, 26. august 2014)

Oploadet Kl. 18:09 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


16. august 2014

Vellykket kalot-manifestation på Nørrebro – Gade Jensen om en ‘afværgemekanisme i vores baghoved’

Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro samlede omkring 500 tilhørere, og det blev således (lig Tingbjerg-Gudstjenesten, efteråret 2009), ikke en fest for voldsparate arabere, men en positiv tilkendelse til fordel for en minoritet der trues af islamiseringens naturlige følgevirkninger.

(Rasmus Jarlov i front)

I skrivende stund flokkedes politikere og meningsdannere om at være på den rigtige side af stregen, men det er værd at huske navnene på dem der svigtede. Også denne gang. Det være sig ikke bare en forbenet jødehader som Fathi El-Abed og en selvmordsjøde som Bent Melchior, men også tidligere LAU-formand Rasmus Brygger og Liberal Alliance-MF’er Mette Bock. “Er da der ingen grænse for populismen? Lad jøder være jøder, kristne være kristne, muslimer være muslimer…”, lød det fra sidstnævnte i en opdatering på Facebook. Problemet er dog ikke desto mindre, at når muslimer er muslimer, kan kristne ikke være kristne, og jøder ikke være jøder.

Selvom demonstrationen fandt sted på Nørrebro, så var der efter billederne at dømme kun enkelte muslimer tilstede, alle kendte fra den politiske offentlighed. En af dem var socialdemokraten Yildiz Akdogan, der efterfølgende reklamerede for en lille folkefest foran Nørrebrohallen under parolen ‘Nej til trusler og vold – Ja til sammenhold’. Det kunne teoretisk set være ølsalget der holdt tilhængere af ‘fredens religion’ væk, men mon ikke det i virkeligheden var tilstedeværelsen af danskere.

Medierne var patetiske som altid. “Behøver vi en demonstration for jøder?”, spurgte Deadline i går, og på samme måde varmede TV2 News op til live-dækningen under overskriften “Er jødedemo på Nørrebro en provokation?”. De trykte medier blev også denne gang anført af Politiken, der rutinemæssigt gjorde en ubekvem generel problematik om jødehad blandt tilvandrede muslimer, til en konkret spørgsmål om ‘kontroversielle’ danskere. (se evt. EB.dk)

Fremhæves må også Berlingske, der holdt mikrofonen for 90-årige Svend Allan Horwitz fra Virum, der afviste demonstrationens nødvendighed: “Vi er alle landsmænd… så snak da med muslimerne”. Følgende citat fra den tidligere fondsbørsvekselerer står fint alene.

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet antisemitisme. Heller ikke dengang i 1943, da mine danske landsmænd hjalp mig til Sverige. (Svend Allan Horwitz, Virum)

Henrik Gade Jensen renser luften, og det er der i sandhed også brug for – Jødehadets deja-vu.

“Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over. Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Mere.

(Generation Identitaire-trøje ved Nørrebros Runddel; Yildiz Akdogan)

(kalot-demonstrationen passerer venstreradikale Modkraft/Monsun)

(Menorah ved Stengade)

(Politiet var kampklare, men diskrete)

(Arabiske mænd med drengebørn)

(Islamist der gennemfotograferede demonstrationstoget)

“Down down Israel. Down down Israel.” (araber via Local Eyes)

(Enlig moddemonstrant ved Den Røde Plads)



15. august 2014

Forkvinde for Nørrebro Lokaludvalg frygter det går galt, hvis visionen om ‘rummelighed’ konkretiseres

Næsten dagligt demonstreres der på Nørrebro for kommunistiske mærkesager og islamistiske ditto, men det at gå med synlige jødiske symboler er yderst kontroversielt, hvis man spørger konvertitten, der står i spidsen for Nørrebro Lokaludvalg. Et udvalg der paradoksalt nok, ligefrem praler med deres vision om rummelighed, mangfoldighed og frisind. Fra Berlingske – Nørrebro Lokaludvalg vil stoppe protestmarch.

“Aflys lørdagens protestmarch på Nørrebro. Budskabet fra Uzma Andresen er klart. Hun er forkvinde for Nørrebro Lokaludvalg og repræsenterer de næsten 80.000 borgere i den bydel, der ifølge hende føler sig som gidsler i den ophedede diskussion om retten til frit at bære den jødiske kalot eller andre religiøse symboler i Danmark.

‘Jeg er ikke tilhænger af protestmarchen og opfordrer til, at den afblæses,’ siger Uzma Andresen…

[...]

Men Uzma Andresen frygter, at det vil gå galt:

‘Folk her på Nørrebro sidder med blødende hjerte og ser deres familiemedlemmer blive slagtet i Gaza. Jeg siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert dernede. Jeg siger bare, at sådan er det. Rasmus Jarlov er folkevalgt, og han har også et ansvar på Nørrebro, men han er godt i gang med at rive et plaster op,’ siger hun.”

(Københavns Kommune, Nørrebro Lokaludvalg, Vision)

“Fremtidens Nørrebro er baseret på en RUMMELIGHED… Nørrebro er en mangfoldig bydel, og her er plads til alle. … Nørrebro er en stolt og FRISINDET bydel, som er tryg at bo i og besøge.” (Nørrebro Lokaludvalg, 2014)



14. august 2014

Yunus Coban, socialdemokratisk byrådsmedlem : “Nogle gange har man bare lyst til at sige Heil Hitler”

Yunus Coban er ikke bare socialdemokrat, men næstformand for Dansk-Tyrkisk Islamisk Kulturforening, der styrer den lokale moske. Fra Horsens Folkeblad – Byrådsmedlem: Nogle gange har man bare lyst til at sige Heil Hitler.

‘Fucking israelske soldater fejrer nedskydning af en 18 årig dreng, se hele videoen. Nogle gange har man bare lyst til at sige Heil Hitler’. Sådan skrev det socialdemokratiske byrådsmedlem Yunus Coban onsdag aften i en opsigtsvækkende opdatering på Facebook – den er nu væk igen. …

Her til morgen siger Yunus Coban til Horsens Folkeblad, at opdateringen var humoristisk ment.

– Når man nævner ordet Hitler, er der mange, der fordømmer én, og der er jo ikke nogen grund til at gøre folk sure, sagde han her til morgen.”

(Yunus Coban på Facebook, 2014)

“Videoen var oprindeligt lagt på Facebook af tidligere S-byrådskandidat Bilal Yucel.” (Horsens Folkeblad, 14. august 2014, s. 4)

Oploadet Kl. 14:35 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper