Selvom Socialdemokratiet i en dugfrisk meningsmåling foretaget for Metroxpress, står til sølle 14,4 procent, så er det kun et spørgsmål om tid før Youssef’erne kommer i Folketinget. Det bliver interessant.

(Karen West på Facebook, 22. april 2013)

Det er yderst sjældent jeg bliver citeret for noget jeg selv har skrevet, og derfor er jeg selvfølgelig glad for at Weekendavisens Klaus Wivel gengiver min kritik af kommentatores forsøg på at trække Krasniks jødiskhed ind Hedegaard-debatten. Omvendt siger det også meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.

Der er i skrivende stund 202.064 kommentarer her på siden, og uanset hvad kan politiske modstandere altid finde noget de kan bruge, hvis de virkelig vil, så hvorfor egentlig bekymre sig om journalistiske skudsmål. For at få artiklen til at give mening, har Wivel ignoreret en modererende kommentar fra Snaphanen, og lejlighedsvise henvisninger til Hedegaards jødiske æt, der også ses i kommentarsporet. Fra Weekendavisen – Anm: Slangen ved brystet (ikke online).

“Det er velkendt, at er man i krigens hus, overtager man fjendens egenskaber. Måske er det derfor, at det ikke har nedkaldt opstandelse hos Lars Hedegaards forsvarere, at der i haleslænget af de tusindvis af kommentarer til Martin Krasniks interview med Hedegaard på DR2′ s Deadline forrige søndag dukker adskillige op, som er direkte antisemitiske.

De nedstammer ikke fra rabiate muslimske kredse, hos hvem jødehadet efterhånden er dokumenteret til overmål, men blandt læsere af danske højrefløjsbloggere, som, hvad denne gamle tradition angår, ikke lader de islamister, som de ofte hævder at bekæmpe, meget efter. Her i 70-året soler danskere i hjem-og udlandet sig i indsatsen for landets jøder under Anden Verdenskrig, men går man med det indtryk, at de nationales flirt med dunkle kræfter hører andre lande og en mere og mere fjern fortid til, vil man her finde beviser for det modsatte. Vi kan fint følge med.

Jeg må straks pointere, at udslippene ikke stammer fra de bloggere i området omkring Trykkefrihedsselskabet, der i de seneste ti dage med grundighed har forsøgt at minimere skaderne på formand Lars Hedegaard, som i programmet havde vanskeligt ved at stå inde for egne synspunkter. Disse skribenter ville aldrig forsømme at påpege jødehad, hvor end det findes blandt muslimer.

Det er i kommentarsporene, man finder dette ekko fra hin tid, blandt deres indignerede fanskare, så at sige, som måske er (lidt for) ivrige efter at give Hedegaard-loyalisterne ret.

Det er meget mere derude, end der er plads til at vise i denne artikel, især på Snaphanen, et af de mest rabiate højrefløjssite i Danmark. Snaphanens læsere taler om Krasnik »som globalistisk mediejøde« og om at betragte ham som »potentielt en fjende af folk og nation«. Her tales der også om »jøder, muslimer eller voodoo-negre«, som spiller velintegrerede, men fremmer deres egne dagsordner: »Jøderne er bedst til dette kosmopolitiske komediespil. Muslimerne er kun lige ved at lære tricket,« er der en, der skriver.

Vi begynder i den mildere ende. En af Hedegaards mest utrættelige dørvogtere, Jyllands-Postens Mikael Jalving, har været særlig aktiv i denne tid, og som kommentator til JP-bloggerens indlæg dukker en person, som skriver om Krasnik, at »denne jødiske journalist begræder med tørre tårer wahhabismen, mon det er, fordi denne jøde bor langt væk fra Tingbjerg og Mjølnerparken, gemmer sig langt væk fra sociale problemer, som alle andre kendte og semi-kendte idioter?

I DR2-debatten med Lars Hedegaard var Martin Krasnik udelukkende optaget af sig selv, sin egen politiske og religiøse idealisme.« Man må beklage, at det ikke lidt tydeligere fremgår, hvilken politisk og religiøs idealisme Deadline-studieværten angiveligt skulle promovere. Jalving spørger ham desværre ikke.

Under Trykkefrihedsselskabet finder man tidsskriftet Sappho, som redigeres af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm. Om sidstnævnte kan man sige, at hun blander sig mere i, hvilken slags journalistik DR2 præsenterer seerne for, end hvad hun selv lader bringe på sin hjemmeside, skønt hun blot er bestyrelsesmedlem det ene sted og redaktør det andet. Blandt andet finder man denne motivanalyse fra en af læserne: »Det er meget muligt, at Krasnik ville hævne sig over, at Trykkefrihedsselskabet har sat omskæring af drenge på dagsordenen på en tilsynelandende effektiv måde.

Det kan meget vel være et egentligt religiøst had, der ligger bag Krasniks beskidte adfærd over for Hedegaard….

Videre søger vi til den konservative Uriasposten, som forfatter og kommentator Kim Møller bestyrer. I den sjove ende af kommentatorfeltet finder vi en »Nissen«, som er så fortørnet, at han gerne så Krasnik »gå med kalot gennem Nørrebro en almindelig hverdagsaften efter kl. 20«. Det har han sådan set gjort for et par måneder siden, han skrev oven i købet om det, men sandt nok foregik turen ikke efter kl. 20.

I den mere dystre afdeling dukker et indlæg op, der aner en konspiration: »Det er mærkeligt, at jøder er vilde med perkere, bortset fra i deres hjemland Israel. Hvorfor vil de fylde Europa med perkere, når der gælder en helt anden politik i deres hjemland? Har de en hemmelig dagsorden?« Andre kommenterer på lignende vis, indtil Kim Møller, hjemmesideredaktøren, har hørt nok: »Man skal være rimeligt afsporet for at anskue Krasnik i den optik. Åbn vinduet, og træk vejret dybt,« skriver han. Det lyder som en god idé. Her ser vi, at det fint lader sig gøre at sætte vejspærringer for, hvem man vil associeres med.

Jeg er overbevist om, at Mikael Jalving og Lars Hedegaard ville gøre brug af sprogets værste gloser – uegnet til at trykke i en avis – hvis de blev bedt om at kommentere ovenstående jødekonspiratoriske udsagn. Men det er tankevækkende, at disse gevækster gror i deres baghaver.

De vil givetvis forklare sig med, at de ikke har tid til at gennemse, hvad alle skriver på deres blogs, og at de ærligt talt heller ikke behøver at stå til regnskab for dem, der er enige i deres synspunkter. Men vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen, og jeg har længe haft en fornemmelse af, at Hedegaard og hans venner ikke føler behov for at luge ud i egne rækker, fordi de mener, at vi befinder os i en slags undtagelsestilstand. …

Når man hos Hedegaards forsvarere ikke er rasende alarmeret over, hvilket jødehad der lægges spalteplads til på venligtsindede hjemmesider, kan det hænge sammen med den largesse, man udviser over for synspunkter, Lars Hedegaard i årevis har udvist.”

(Snaphanen kommenterer jødehadske ‘Hilmer’, 22. marts 2013. Læs hele posten)

Socialister minder på mange måder om religiøse, og religiøse har brug for symboler. Information har oversat en kommentar af Bernard-Henri Lévy – Opgør med den idiotiske Chávez-kult. Suppler eventuelt med den relativt kritiske Horisont-udsendelse om Chavez – og de 20.000 drab.

“Hugo Chávez’ død og efterfølgende storladne statsmandsbegravelse, har udløst en veritabel flodbølge af politisk idioti – og således af misinformationer – hvis lige ikke er set i meget lang tid.

Jeg vil ikke gå i detaljer – for meget af dette er allerede velkendt stof – med det forhold, at ’folkevennen’ Chávez blandt sine nærmeste allierede talte diktatorer med strømme af blod på deres hænder: Ahmadinejad, Bashar al-Assad, Fidel Castro og tidligere, naturligvis, også Muammar Gaddafi.

Ej heller vil jeg gøre meget ud af mandens lige så velkendte patologiske antisemitisme, som satte sit præg på hans 14 år lange regeringstid, hvor to tredjedele af Venezuelas jødiske befolkningsgruppe blev drevet i eksil. …

Var Chávez ikke en hengiven fan af Thierry Messans konspirationsteorier, denne discipel af den argentinske Holocaust-benægter Norberto Ceresole, som engang udtalte sin forbløffelse over, at »jøder elsker at kritisere Hitler, selv om de har begået samme eller måske værre ugerninger selv«? Hvordan forventer man egentlig, at jøder i Caracas skulle reagere på at blive udsat for en sådan stigmatisering af deres egen præsident, der omtalte dem, som »efterkommerne af dem, der korsfæstede Jesus Kristus«, og som ifølge Chávez »havde tyvstjålet verdens rigdomme til sig selv«?

(Chavez & Ahmadinejad)

Hvad der heller ikke har været meget fremme, eller muligvis er blevet bevidst fortiet af dem, som vil ophøje Chávez til en form for inspirationskilde for en venstrefløj, der synes at være løbet tør for ny inspiration, er, at denne vidunderlige leder, der øjensynligt var så optaget af arbejderklassen og dens rettigheder, kun tolererede fagforeninger, hvis de var officielle. Han tillod også kun strejker, hvis de var kontrolleret eller endog orkestreret af regimet. Og helt frem til det sidste retsforfulgte, kriminaliserede og fængslede han uafhængige fagforeningsaktivister…

Vil det være urimelig tilsmudsning af den afdøde leders minde at erindre om, at to bestemmelser i Venezuelas familielovgivning – den ene skulle beskytte ofre for hustruvold, den anden fraskilte kvinder – blev annulleret af regimet, fordi de åbenbart var for småborgerlige efter den fremherskende machismos standarder?”

I 2005 var Hitlers bog Mein Kampf besteller i Tyrkiet med 100.000 solgte eksemplarer på kun to måneder. Hitler er blevet brugt til at promovere shampoo og et voksmuseum i EU-kandidatlandet med 80.000.000 muslimer. Man kan ikke være overrasket over, at koranens racistiske jødehad følger med indvandring fra muslimske lande. ND.nl – Klarlæg antisemitisme

“Uddannelsesminister Jet Bussemaker (PvdA) vil undersøge antisemitiske fordomme i gymnasierne [efter at] … et tv-program afslørede, at unge tyrkere i Holland ser positivt på Holocaust. Søndagens udsendelse på NTR, Uautoriseret Autoritet, viser unge med tyrkisk baggrund udtale sig positivt om mordet på millioner af jøder under Anden Verdenskrig. ‘Hvad Hitler gjorde mod jøderne, er fint med mig’, fortæller en dreng.‘“

(Oversat af Nicolai Sennels)

Journalisten Mads Bonde Broberg har været en tur på Nørrebro, for at lodde herboende muslimers holdning til danske jøder. Det endte ikke overraskende med en opvisning i den særligt islamiske ‘passiv-aggressiv dialogform’. Man kan tage palæstinenseren ud af Arabien, men man kan ikke tage araberen ud af palæstinenseren. Fra gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – En zigzag-tur mellem kærlighed og had til jøder (ikke online).

“Ved Folkets Park møder vi palæstinensisk-fødte Ahmed Al-Kassab, der ikke har noget imod jøder: »Der er ikke noget der,« siger han.

»De er da velkomne.« Da vi spørger lidt mere, siger han, at jøderne jo også selv kan være ude om det: »Hvis man skal lave propaganda, så kommer overrabbineren herind med kalot. Så ved man, at han er efter ballade; at nogen skal sparke ham eller smide et eller andet på ham.«. …

15-20 meter derfra står seksotte indvandrerfyre. … Lidt efter støder en ledertype til, og vi fornemmer på flokken, at det nu er ham, vi skal tale med. Han vil ikke give hånd. »Jeg har ikke noget imod nogen,« siger han dog. I første omgang.

Men forespurgt, hvorfor jøderne bliver overfaldet, lyder det pludselig: »Lad palæstinenserne få deres fucking land. Så kan vi diskutere, om vi skal lave smoothies til jøderne eller give dem en finger i røven eller hvad fuck, der skal ske. …

Det er meget vigtigt. De har taget vores land, og så stikker de af hertil, og så går de rundt og går i skole og ungdomsskole. Det går ikke,« siger lederen og afviser, at der er forskel på jøder i Danmark og staten Israel.

Efter yderligere udsagn med høj »fuck« -frekvens går han, før vi har fået hans navn til artiklen.

Undskyld, hr., jeg skal lige have dit navn? »Er du dum eller hvad? Skal du have mit navn? Skal jeg fucking krølle dig sammen eller hvad? Hvad fuck skal du med mit navn?« siger han og hiver notesblokken fra journalisten.

Giv mig den der! »Hvorfor vil du have mit navn?« Fordi vi skal have navne på folk, der »Du er da helt væk, mand.

Du er da en nar, mand. Kom så, I har fem sekunder til at forlade det her område.

En« begynder han. »To«. Der opstår en diskussion.

Også fotografen beder ham aflevere blokken. Men lederen fortsætter nedtællingen.

Vi er i undertal, så vi går med et sekund tilbage. Det er ikke værd at få bank for en notesblok, og han tog ikke diktafonen, så vi har alligevel det hele på bånd. Kort efter kommer en af de menige fra gruppen i øvrigt hen til os og returnerer blokken.”

Mosaisk Trossamfund registrerer selv den løbende udvikling af hatecrime mod danske jøder. Her fra 2012-rapporten (pdf, 5 sider), der kategoriserer årets 40 registreringer i fem kategorier. Såfremt episoderne er meldt til politiet bliver de en del af næste års RACI-udgivelse, men kommer næppe til at figurere på eksempelniveau. Det betyder, som tidligere, at medierne kan skrive historier om racistiske danskere, og illustrere udviklingen med en kvindelig muslim, der under et skænderi med en midaldrende mand i Holme Olstrup fik rykket sit tørklæde skævt.

Antisemitiske overfald 7 (heraf 5 fysiske overfald og 2 fysiske overfald under opsejling)
Verbal antisemitisme 19 (Heraf 10 rettet mod en person, 2 generelle trusler og 7 ytringer)
Hærværk mod jødisk/jøders ejendom 8
Diskrimination mod jøder 2
Mistænkelig eller truende adfærd ved den jødiske skole 3

Bemærk at det drejer sig om arabere i alle aldre, og inkluderer chikane mod flere jødiske institutioner og sågar en rabbiner. Det fortælles endvidere, at de mange episoder er sket trods det forhold, at danske jøder af sikkerhedsmæssige årsager undgår ‘synlighed’ i det offentlige rum.

“En jødisk kvinde returnerer et kæledyr til sælger. Sælgeren reagerer ved at true kvinden og hendes ledsager samt råbe antisemitiske bemærkninger såsom ”Heil Hitler”, og at kvinden som jøde alligevel aldrig ville have købt dyret.” (januar 2012)

“En jødisk kvinde hører en arabisk udseende mand og hans kæreste omtale synagogen som ”jødernes hus, og der skal blot to bomber til”, netop som de passerer den store synagoge i København.” (januar 2012)

“En muslimsk ansat ved Danske Bank Nørreport filialen på Nørreport Station i København nægter at veksle en jødisk kvindes israelske penge til danske kroner.” (maj 2012)

“En arabisk udseende ansat i Københavns Lufthavn udbrød ”look – there is a motherfucking Jew”, da en jøde, som bar kalot, passerede forbi.” (juni 2012)

“Tre unge mænd med arabisk baggrund råber ukvemsord og truer med skokast efter israelske udvekslingselever på Helsingør Gymnasium. Mændene med arabisk baggrund er ikke elever på gymnasiet.” (august 2012)

“En jødisk kvinde overfaldes af en arabisk udseende dørmand på et diskotek i Indre By i København. Udover de fysiske overgreb bliver der råbt ”fucking jøde” og lignende.” (september 2012)

“En israelsk mand på forretningsbesøg i Danmark bliver overfaldet af arabisk udseende mænd på Hovedbanegården i København.” (september 2012)

“To arabisk udseende mænd råber af jøder, der befinder sig ude foran den store synagoge i København.” (september 2012)
􀁃􀁆􀁭􀁏􀁅􀁆􀁓􀀃􀁔􀁊􀁈􀀃􀁖􀁅􀁆􀀃􀁇􀁐􀁓􀁂􀁏􀀃􀁅􀁆􀁏􀀃􀁔􀁕􀁐􀁓􀁆􀀃􀁔􀁚􀁏􀁂􀁈􀁐􀁈􀁆􀀃􀁊􀀃
“Passagerer i en bil med arabisk udseende mænd råber af en rabbiner, idet de passerer ham. Efterfølgende stopper bilen, og mændene bevæger sig truende over mod rabbineren, som tager sin mobiltelefon op og begynder at filme dem. Dette får mændene til at fortrække.” (september 2012)

“Arabisk udseende taxachauffør for firmaet 3X35 ytrer antisemitiske bemærkninger om jøder over for kunde.” (oktober 2012)

Det var modigt af Konservative Rasmus Jarlov at tage initiativet til en ‘jødehøring’, men demografi er skæbne, og jøderne har næppe en fremtid på Nørrebro. Fra Politiken – 16-årig jøde: »Jeg føler mig stadig utryg på Nørrebro«.

“Moran Jacob har ikke noget talepapir med, for han taler fra hjertet, siger han.

Den 16-årige fyr fra Nørrebro ser lille ud oppe bag ved pulten i festsalen på Københavns Rådhus… Da han som helt lille indledte skolegangen på en muslimsk privatskole, blev han nemlig mobbet med sine jødiske aner og måtte ikke holde frikvarter med de andre børn. … Senere skiftede han til en folkeskole, også på Nørrebro, men her blev det ikke bedre. Tværtimod. Da det kom frem, at hans mor er jøde og fra Israel, blev han drillet og chikaneret… En enkelt aften, da han gik i ottende klasse, blev han angrebet af nogle drenge fra skolen, der stak ham i benet med en hobbykniv.

… problemet eksisterer. Sådan lyder det igen og igen fra talerstolen. Jonathan Cohn fra Mosaisk Trossamfund opridser foreningens egen statistik over antisemitiske hændelser, der tæller 40 episoder alene fra 2012, lige fra overfald til hærværk og verbale udfald rettet mod jøder. …

Da han er færdig med at gennemgå sine overheads, hvisker 59-årige Linda Herzberg med opsat krøllet hår og islandsk sweater til politiken.dk:

»Og jeg har slet ikke fortalt dem om mine hændelser«.

Hun arbejder på en skole for udsatte unge, der ligger på Østerbro. Her har hun blandt andet fået at vide, at jøder skal »nakkes«, ligesom hun for nylig fik at vide af en af drengene på skolen, at »de der fucking jøder, de lyver så meget«.“

Marie Krarup har mere i Berlingske – Er sandheden racistisk?

“Jeg er lige kommet hjem fra en høring på Københavns Rådhus om jøders forhold i København. Jeg er rystet. Dybt rystet. Almindelige borgere i forskellige aldre gik op og fortalte om deres oplevelser. Om fysiske overfald. Om at blive spyttet på. Om verbale overfald. Om systematisk chikane. … En 60-årig mand fortalte om en helt uproblematisk opvækst i Vanløse. Han og hans søster var de eneste jødiske børn på Vanløse skole, men der var aldrig problemer. Det kom senere. Nu kan han ikke gå med kalot i København. …

Den første mand, der indtog talerstolen efter velkomsten sagde: ”Jeg er blevet overfaldet 3 gange. Hver gang af arabiske muslimer. Der var ikke danskere involveret, og der er ikke danskere involveret i de overfald, jeg kender til. Det er et muslimsk, arabisk problem. …”.

De efterfølgende kunne som han også for 95 % vedkommende pege på en gruppe bag chikanerierne: muslimske arabere.

De sidste 5 % er den venstreorienterede antisemitisme, der ser Israel som Nazi-Tysklands arvtager. En pige havde i en helt dansk skole været ude for, at drengene heilede af hende, når hun talte om Israel.”

Torben Mark Pedersen på Facebook.

“Medlemmer af mosaisk trossamfund nu får tilsendt deres interne nyhedsbrev i anonyme kuverter for at skjule, at her bor en jøde.”

Jeg mødte skoleleder Lise Egholm i Deadline for et par år siden. 70 procent af børnene i en klasse på hendes skole oplevede vold i hjemmet, og Egholm havde egenhændigt stoppet samtlige indvandrerforældres vold mod deres børn ved at opføre et lille rollespil, der skulle illustrere, at det ikke var tilladt. Siden rollespillet havde ingen børn fortalt om vold i hjemmet (men mon ikke bare de fik en flad og trussel om opdragelsesrejse, hvis de igen sladrede om, at far ping-pongede konen og ungerne rundt i lejligheden derhjemme…?).

Egholms naivitet, hendes svigt af børnene ved ikke at indberette overgrebene og mediernes hunger efter positive historier fra Nørrebro – uanset hvor utroværdige de lyder – stod i blinkende neon.

Nu har Egholm så gentaget sit stunt med først at få point for at være ærlig omkring problemerne og så efterfølgende få point ved at latterliggøre bekymringerne hos kritikerne af muslimsk kultur. Men denne gang slap hun ikke så let, for Jyllands-Posten søgte aktindsigt. Inden da nåede en Carsten Halvorsen at kritisere Kim Møller og undertegnede for moralsk panik i Fyens Stiftstidende, fordi vi gik ind i debatten til fordel for forfulgte jøder. Det var nu nok Københavns Kommune, der blev grebet af moralsk panik, for hurtigt blev der sat en spindoktor – en såkaldt pressechef – på.

Fra Jyllands-Posten, 9. februar 2013 – Lise Egholm indrømmer (ikke online).

“Skoleleder Lise Egholm indrømmer nu, at hun gik lidt for langt, da hun i sidste uge stoppede debatten om chikane af jødiske elever ved at sige, at problemerne var der i 2009, men er løst i dag.

Det sker, efter at Jyllands-Posten har foretaget en gennemgang af bl. a. interne mails og radiooptagelser i sagen.

»Det, der er en lille smule ikke-helt-korrekt, er det der med, at der ikke er problemer mere,« siger Egholm nu. …

I København er børn-og unge-området ledet af borgmester Anne Vang (S). Forvaltningens pressechef, Henriette Sø, har ifølge en intern mail givet gode råd til mediehåndtering.”

Dokumentation. Fra Jyllands-Posten, 9. februar 2013 – Det var alligevel ikke en fis i en hornlygte (ikke online).

“Forløbet er sådan her: I december fortæller Jyllands-Posten, at Mosaisk Troessamfund m. fl. råder jøder til ikke at gå med kalot bestemte steder i København.

Det får Weekendavisens jødiske journalist Martin Krasnik til at gå en tur på Nørrebro – med kalot – og skrive en artikel om sine oplevelser.

Blandt andet siger nogle unge, at han skal tage kalotten af, da det er dumt at dø som følge af sin religion, og så interviewer han også Lise Egholm.

Hun fortæller, at en jødisk pige »for nylig« fortalte i klassen, at hun havde været i Israel, hvilket fik en anden elev til at råbe »fucking Israel« og den slags.

Lise Egholm antyder over for Krasnik, at det kan give problemer, hvis han – som jøde – sætter børn i skolen.

Krasnik spørger direkte: »Du vil altså anbefale, at vi finder en anden skole?« Egholm svarer: »Ja, desværre, det tror jeg. Det gør ondt i hjertet. Det er hujende forkert. Men det er virkeligheden.

« Nu kunne Krasnik selvfølgelig have pyntet på citaterne, men i en mail, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, siger Lise Egholm god for artiklen.“

Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[...]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: … I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…

Der er visse problemstillinger der ikke kan behandles journalistisk, uden det ender med modhistorier, og en mudret polemik om den oprindelige historie. Det tog ikke Politiken lang tid at imødegå Lise Egholms ‘jødemobning’-historie, og der er tydeligvis dobbelte standarder. Enhver nyhedshistorie der indirekte understøtter en nationalborgerlig dagsorden, problematiseres tungt i alle medier. En modsatrettet nyhedshistorie understøttes af centrum-venstres forskerskare, og her når kritikken sjældent videre end et par læserbrev, eller allerhøjst en kritisk artikel i et JP-tillæg.

(Modhistorier på Politiken.dk, 29. januar til 1. februar 2013)

Hvis medierne havde forsøgt at bekræfte ‘jødemobningen’, så havde det næppe været en uoverkommelig journalistisk opgave, selvom det selvfølgelig kræves, at man går hårdt til ‘debatten er problemet’-segmentet, herunder den jødiske tekstforfatter Lone Spliid der tidligere i dag på TV2 News fortalte, at hun aldrig har oplevet problemer med muslimer, men dog ‘fordomme’ fra ‘ikke-muslimer’. Hendes ‘Tro i Harmoni’-arrangement, inkluderede (efter indslaget at dømme) ingen beskæggede mellemøstlige mænd, ingen kvinder med tørklæde – og symptomatisk for det hele, så havde interviewede muslimske Nadia langt udslået hår.

Hvor TV2 News velvilligt holdt mikrofonen for ovenstående, så var der andre boller på suppen da konservative Rasmus Jarlov tidligere på ugen debatterede ‘jødemobning’ med Anna Mee Allerslev på DR2. Her gik Deadline-værten Mikkel Frey Damgaard til angreb med spørgsmål som: “Var det ikke lige voldsomt nok at reagere på den måde, når nu det bare var tale om mobning”. Allerslev fortsatte i samme stil: ” Det nytter ikke noget at fare ud med bål og brand, fordi medierne laver en ny tvivlsom historie”, hvorefter studieværten gav hende et retorisk spørgsmål: “Synes du Rasmus Jarlov talte historien op igår?”

Således kan ‘debatten er problemet’-segmentet bekræfte hinanden i at løsningen er mere af det samme, og det største problem for et harmonisk forhold mellem kulturene, er højrefløjens populistiske debat. Her lidt fra en artikel der forsvandt i mængden – Jarlov: Jødemobning er et reelt problem.

“… det er en postgang for tidligt at aflive debatten om jødemobning, mener de Konservatives leder i Borgerrepræsentationen i København, Rasmus Jarlov, der har fået tilsendt en mailkorrespondance fra en jødisk far i København. …

Da faren i oktober sidste år spurgte Klostervængets Skole, der også ligger på Nørrebro, om den ville fraråde jødiske børn at starte, lød svaret fra daværende skoleleder Karen Margrethe Grønlund nemlig:

- Det må jeg desværre sige ja til. Vi er en skole i hastig forandring, dermed mener jeg positiv udvikling. Vi har 90 procent tosprogede elever, hvoraf 75-80 procent er muslimer. Det kan gøre det meget svært for et jødisk barn, hvilket ikke er rimeligt for barnet. Jeres søn er meget velkommen hos os. Vi er rummelige og fagligt ambitiøse. Hvis du ønsker, så kom og snak med mig, jeg kan også hjælpe dig til en anden skole.”

Mere af det samme i Den Korte Avis – Jøder forfølges – det danske samfunds værdier smuldrer.

“For fire år siden sagde Lise Egholm noget lignende. Det samme gjorde skoleleder Olav Nielsen fra Vollsmose. Men problemet er hverken fjernet eller formindsket i mellemtiden. Tværtimod. …

Hvis man ikke hører så meget til problemet, hænger det sammen med, at jødiske forældre længe har holdt deres børn helt væk fra skoler med mange muslimske elever. ”Det vil være fuldstændig umuligt for jødiske forældre at forestille sig, at de på nuværende tidspunkt vil melde børnene ind i en folkeskole på Nørrebro”, siger overrabbiner Bent Lexner. (BT)

I Mjølnerparken, der er en af de store indvandrerbebyggelse på Nørrebro, er holdningen: ”Jøder har ikke noget at gøre her”. Det siger Mohammed til Ekstra Bladet, der besøgte området i går aftes.”