14. februar 2009

»Jeg orker ikke at skulle diskutere, om Israel er et nazistisk land.«

Weekendavisen har 3 gode artikler i anledning af valget i Israel. Den ene er et interview med den venstresnoede forfatter Yossi Klein Halevi , som de gennem de senere år efterhånden har opgivet at få fred med araberne. Der er mange perler. Her et par stykker fra Eksistenskampen:

»Prøv at hør …« siger han og vrider sig lidt i stolen. Han bærer en blå bondeskjorte, som havde sin storhedstid for rundt regnet 30 år siden. »Jeg sidder her på The Shalem Center, som er kendt for at være en forsamling af høge og koldkrigere. Her ville jeg ikke have siddet for 10 år siden. Jeg ville ikke identificere mig med eller blive identificeret med højrefløjen. Jeg betragter mig stadig ikke som højreorienteret, når det gælder de gamle ideer om et Storisrael og så videre. Men når det gælder sikkerhed, er jeg blevet meget hård. Det samme er resten af min generation. Vi har rykket os fra en position til venstre for midten til en position til højre for midten.«
– Det virker også, som om israelske premierministre ligesom jer i snart mange år har forsøgt alt fra fredsforslag til krig, men at intet virker. Alt er bare blevet værre.

(…)

»Det er det mærkeligste valg, vi nogensinde har haft. Det står slet ikke klart, hvad det har handlet om. Fredsprocessen handlede det i hvert tilfælde ikke om. Ehud Olmerts parti, Kadima, har været ved magten i tre år, og vi har haft den mest venstreorienterede premierminister nogensinde. Olmert ønskede at opnå to fredsaftaler: med Syrien og med palæstinenserne. Ingen af delene lykkedes. I stedet for fred blev Olmert så den første premierminister i vores historie, som i løbet af bare én valgperiode slyngede landet ud i to krige.«
Olmerts tvesind har en forklaring, siger Halevi: Venstrefløjen har i teorien vundet debatten om en tostats-løsning. Omkring 70 procent af israelerne accepterer præmissen om en tostats-løsning, og de er villige til at trække statens grænser tilbage til noget, der ligner 67-grænserne, hvis de får fred.
»Problemet er, at de fleste israelere ikke tror på, at det vil føre til en løsning. De har nået til den erkendelse, at konflikten ikke handler om en palæstinensisk stat, men om en jødisk stat. Skønt den israelske venstrefløj har vundet debatten i teorien, har den israelske højrefløj vundet debatten i praksis. Med andre ord: Alle går ind for en palæstinensisk stat, men ingen tror på, at den kan realiseres. Resultatet er, at vi er bløde, hvad angår vores territorier, og hårde, hvad angår vores sikkerhed. Olmert blev den stakkel, som skulle manøvrere mellem de to ofte gensidigt udelukkende holdninger.«

(…)

Havde palæstinenserne accepteret Bill Clintons tilbud i 2000, ville palæstinenserne ikke alene have fået en stat i Gaza, men også på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad, siger Halevi.
»Palæstinensernes svar var selvmordsterrorisme. Så for min søn har der ikke været nogen moralsk tvetydighed og ingen skyldfølelse som den, vi har lidt af.«
Det er en af grundene til, at den israelske hær kæmpede så godt i denne krig, fortsætter han.
»Der er en dyb fornemmelse af en fornyet retfærdighed, når det gælder den israelske sag.

(…)

Ifølge Halevi lider europæerne under to historiske skyldkomplekser: kolonialismen og holocaust. Ved at få Israel til at blive nazi-Tyskland kan europæere opløse dem begge. Man soner sin kolonialisme ved at holde med palæstinenserne og gør holocaust mindre enestående ved at gøre israelerne til nazister.
»Jeg har hørt, at danskernes sympati for palæstinenserne har taget et dyk, således at den nu fordeles mere ligeligt. Det er en af grundene til, at jeg gerne ville møde dig. Jeg ville være mindre glad for at møde en norsk eller en svensk journalist i denne tid. På hebraisk siger vi: ‘Ein li koakh’. Jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at skulle diskutere, om Israel er et nazistisk land.«
(…)

Jeg har ikke lige kunnet finde den på nettet og kan kun anbefale denne uges udgave af Weekendavisen.

opdate:
En venlig sjæl har gjort mig opmærksom på, hvordan Weekendavisen kan læses på nettet. Følg evt. anvisningen..

Oploadet Kl. 13:17 af Kim Poulsen — Direkte link15 kommentarer


18. oktober 2008

Ekstra Bladet & Jörg Haider

Jörg Haider blev bisat idag, og de danske medier fortsætter med at associere ham med nazismen. Det er svært at finde noget på dansk om Haiders eventuelle nazi-forbindelse, men det er de samme historier der nævnes igen og igen. Haider har eftersigende rost både Hitler-Tyskland og SS-veteraner. Begge episoder har adskillige år på bagen, og man skulle jo tro en jovial mand som Haider på en eller anden måde ville have afsløret sin krypto-nazisme flere gange siden, hvis der virkelig var noget om snakken.

Sandheden er som altid langt langt fra massemedierne. Fra en artikel af Lars Otto Kristensen i Frihedsbrevet (2000/1; Fremskridtspartiet) – Denne synd kan aldrig sones

Haider har ikke rost Hitlers beskæftigelsespolitik. Han sagde i en ophidset debat i landdagen i Kärnten d. 1. juni 1991 ironisk, at “1 det tredje rige havde de en ordentlig beskæftigelsespolitik, hvilket regeringen i Wien ikke er i stand til”. Det var en finte til socialdemokraterne, hvis beskæftigelsespolitik er at sætte de arbejdsløse til at producere for det offentlige. Det var som bekendt hvad Hitler gjorde.

Det kom en TV-anmelder til at skrive i Kristeligt Dagblad d. 8. februar og fik sandelig læst og påskrevet af en læser fra Ikast d. 15., der nok vidste at arbejdsløsheden blev klaret “ved at sætte folk i arbejdslejre, ved tvangsarbejde i den kæmpemæssige våbenindustri. Eller man smed folk i koncentrationslejre”. TV-anmelderen var “uvidende” om alt dette.

Tjah, havde det bare været så nemt.

Arbejdsløsheden i Tyskland var i 1932 på 8,3 mill. hvoraf 6 mill. var langtidsarbejdsløse. Den var stort set forsvundet allerede i vinteren 1935/36. På det tidspunkt var der – de højeste tal, jeg kan finde – l0.000 indsatte i koncentrationslejrene. “Den kæmpemæssige våbenindustri” var ikke gået i gang, da den værnepligt, der blæste hæren op, først blev indført i 1935 med en stående styrke på 550.000 mand. Den tvungne 6 måneders arbejdstjeneste for kvinder og mænd, der blev indført i 1935, nåede, da den var stærkest i 1939 op på 390.000 M/K-

Resten blev faktisk på god socialdemokratisk vis beskæftiget ved arbejde for det offendige!

Nå ja, og så talte Haider ved et soldaterforeningsstævne for gamle frontsoldater på Ulrichsberg i Kårnten. Det er ikke et “SS-stævne”. På Ulrichsberg er der et mindesmærke for de faldne, som der er mange steder i alle lande, også i Tyskland og Østrig. Her holdes der hvert år en mindehøjtidelighed, hvor de, der overlevede, kan mindes de kammerater, der faldt. Der deltager veteraner fra begge sider. Medarrangører er alle politiske partier og kirken, og musikken leveres af den politisk meget forsigtige østrigske hær. Ulrichsberg er mindestedet for dem, der reddede Kårnten i 1920, og svarer til tyskernes Annaberg i Schlesien, hvor polakkerne blev standset i rent tysk befolket område samme år. De to steder kan faktisk godt sammenlignes med vores Dybbøl, men tyskerne har jo ødelagt det for sig selv i 2. verdenskrig. På Ulrichsberg deltager også veteraner fra Waffen-SS, og en af dem var ulykkeligvis danskeren Søren Kam, hvad ingen østriger har glædet sig over, undtagen de flittige folk med kamera, private og TV-stationer, der ser netop ham, fordi de ser hvad de vil se. Der var faktisk to slags SS. jeg har mødt en del, der f.eks. søgte til Waffen-SS, fordi man der kunne gøre karriere uden hensyn til familiebaggrund, også selvom man var gået ud af 7. klasse. Men der var naturligvis Waffen-SS -enheder, der var indblandet i krigsforbrydelser på samme måde som enheder af Værnemagten var.

Selveste Konrad Adenauer, hvem ingen kan beskylde for nazistiske tilbøjeligheder, kaldte dem »Soldaten wie andere auch«. Jamen undskyld, Haider er ikke dum, og da slet ikke – gudfaderbevares – så dum at være nazist, her med 55 års forsinkelse. Det var faktisk ikke Waffen-SS enhederne, han roste, det var de tilstedeværende veteraner. Der er vist ikke mange frontsoldater, der ikke skylder de døde kammerater deres liv, også i uretfærdige krige! Så lad os da slippe for uanstændigheder som “Haiders brune parti”, der stod i Ekstra Bladet d. 30. januar!”

Ekstra Bladet har intet lært. Således præsenterer avisen sine læsere for Haiders bisættelse – 30.000 sagde farvel til Haider (18/10-08 Kl. 11.50).

“Omkring 30.000 østrigere sagde lørdag farvel til politikeren Jörg Haider, der døde i en trafikulykke for en uge siden…

Mens tilhængerne i Klagenfurt elskede ham for hans folkelighed og ligefremme facon, var han kendt og berygtet af politiske modstandere som en populistisk højreekstrem politiker, der ud over sine fremmedfjendske holdninger også talte rosende om dele af Adolf Hitlers politiske program.”

Journalist Jakob Rhode-Brøndum kan sikkert ikke se noget forkert i udlægningen, men når nu han fortæller at Haiders politiske modstandere betragtede ham som en ‘højreekstrem politiker’, så forstår jeg ikke helt hvorfor artiklen har denne under-overskrift.

De nærmere omstændigheder ved Haiders død kommer frem drypvis, men det står klart, at når Haider kan associeres med nazisme i en historie omhandlende hans besøg på bøssebar, så er der ingen hæmninger – endsige journalistisk integritet.

  • 18/10-08 (07.00) Ekstra Bladet – Haider på bøssebar før dødskørsel.
  • “Her til formiddag begraves den østrigske højrefløjsleder og fremmedhader Jörg Haider i byen Klagenfurt.

    Samtidig strømmer det frem med mærkelige detaljer om hans færden i timerne op til trafikulykken, som kostede den 58-årige politiker livet sidste lørdag morgen. Fredag aften deltog Haider i festen for lanceringen af et pornoblad. Myndighederne og Haiders parti har hidtil hævdet, at han tog af sted herfra ved midnatstid…

    Nu står det klart, at han forlod arrangementet halvanden time tidligere. Nogen tid efter dukkede Haider op på ’Zum Stadtkrämer’, en lokal bøssebar – og den omstridte politiker havde en ung mand med sig… Efter en times tid udvekslede den ældre mand mobilnumre med ungersvenden på bøssebaren. De tog afsked, og Haider forlod slingrende lokalet…

    Foran det lokale kontor for Haiders part var en stor mindeplakat sat op med sort sørgerand – og den smagløse naziparole ’Østrig for østrigerne’.”

    Hvordan ‘Østrig for Østrigerne’ pludselig er blevet en nazi-parole, er så en helt anden sag. Det østrigske nazistparti var i 1930’erne ligesom et stort flertal af østrigerne for indlemmelse i det der blev kaldt Großdeutschland.

    

    15. januar 2007

    PET: Set med KGB-briller har Dragsdahls position… været ualmindelig nyttig

    Orienterings Jørgen Dragsdahl samarbejdede under den kolde krig med KGB, men Ekstra Bladet måtte i 1992 betale erstatning til ham, da avisen ikke kunne bevise en række beskyldninger. PETs arkiver er nu åbnet, og Jyllandsposten giver idag en fornem gennemgang af sagen med udgangspunkt i de nye oplysninger frembragt af professor Bent Jensen.

    Her lidt fra De kaldte ham nr. 1.

    Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været ”KGB-spion”. Den afhoppede, tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet »bekræftet andre steder,« og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980’erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB.

    […]

    Jørgen Dragsdahl havde under Den kolde Krigs sidste og afgørende fase været meget aktiv både som journalist og fredsaktivist med tætte kontakter til medarbejdere på den sovjetiske ambassade og det sovjetiske nyhedsbureau APN (Novosti) siden 1970erne. Han havde i talrige artikler og i stærke vendinger kritiseret USA, NATO og den danske sikkerhedspolitik. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde han i 1979 bragt en artikelserie med udgangspunkt i falske dokumenter og med det formål at mistænkeliggøre USA. Hans synspunkter havde haft stor indflydelse på ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen og Lasse Budtz. Dragsdahl havde også tætte forbindelser til ledende politikere fra Socialistisk Folkeparti, bl.a. Gert Petersen og Margrethe Auken.

    […]

    Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham »en kriminel russer« og »en landsforræderisk opportunist.«… Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået »et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver,« der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej.

    […]

    På det tidspunkt [1985] havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PET’s papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGB-agenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at “afryste” PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København.

    Tre måneder senere, i juni 1983, skulle et nyt møde finde sted. Dragsdahl tog regionaltoget fra København til Holbæk og var på vejen til toget meget opmærksom på sine omgivelser, vendte sig flere gange om og kiggede bagud. I Holbæk var han igen meget opmærksom på sine omgivelser og spejdede omkring ved et værtshus, en parkeringsplads og på stationen. Efter to timers forgæves venten kørte han tilbage til København. KGB-officeren dukkede ikke op. En uge senere var han til frokost på den sovjetiske ambassade. Mod sædvane kørte hans føringsofficer ikke hjem fra ambassaden til frokost denne dag. Senest i oktober 1983 var “Dragsdahl-sagen” kendt på højeste niveau i regeringsapparatet.

    […]

    PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: »Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position […] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som “nr. 1” i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.

    […]

    DIIS-udredningens billede af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes som vildledende… det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordijevskij fik »en enestående indsigt« i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET’s arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold.

    Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere.”

    Blandt de mange der holdt hånden over Jørgen Dragsdahl nævnes specifikt Lasse Ellegaard og Torben Krogh. Sidstnævnte var dengang chefredaktør på Information, og er idag fastansat på Orientering. Kroghs medredaktør på Information var dengang Vibeke Sperling, og det oplyses at hun var bisidder ved et møde Dragsdahl havde med PET i 1985. Hun blev senere ansat af Orientering, men selvom hun idag arbejder for Politiken optræder hun stadig hyppigt som ekspert. Hendes datter Ruth Sperling er idag fast medarbejder på Orientering. Jørgen Dragsdahl selv blev i en årrække brugt som sikkerhedspolitisk ekspert i Orientering, men er idag fastansat.

    Suppler evt. med An Example of “Black” Active Measures: Alleged Soviet Agents of Influence and Covertly Sponsored Publications in Denmark [via Observant].

    “Dragsdahl worked together actively with the KGB to undermine Western viewpoints. It was very goal-oriented disinformation.

    Opdate 15/1-07. Mediedækningen af Jyllandspostens afsløringer illustrerer hvor galt det står til med medierne herhjemme. Jyllandsposten dokumenterer at en kendt dansk journalist under den kolde krig var agent for KGB, og bekræfter hermed Ekstra Bladets meget omtalte 1992-historie. Flere politikere dækkede over Dragsdahl, herunder en af fodnote-politikkens ophavsmænd. Ud fra alle betragtninger en væsentligt historie.

    Ritzaus Bureau ignorerer Jyllandspostens historie, og vælger istedet at optage Informations modhistorie, der retter kritik af en juridisk detalje. Uanset det formelle ved arkivindsigten, så citerer professor Bent Jensen kilderne ordret, og historien skal selvfølgelig lanceres som afsløring, ikke som anklager/beskyldninger.

    En del aviser bringer notitserne fra Ritzaus Bureau, der blot citerer og refererer Informations modhistorie. DR holder lav profil, men i det omfang de overhovedet nævner Dragsdahl følger de Information/Ritzaus Bureau hele vejen. TV2 Online har ikke bragt et ord om sagen.

  • 14/1-07 (22.17) Ritzaus Bureau, citathistorie fra Information) – Politisk flertal kræver større PET-åbenhed.
  • “Det politiske krav opstår i kølvandet på professor Bent Jensens spionanklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl. I en omfattende artikel i Jylland-Posten bliver Dragsdahl betegnet som KGB-agent under Den Kolde Krig.”

  • 15/1-07 (02.30, 08.40) DR Online – Vil have åbnet PETs koldkrigsarkiver.
  • 15/1-07 (07.09) – P1 Morgen – Ny debat om PET-arkiver.
  • 15/1-07 (09.02) Ritzaus Bureau – Slagsmål om agentbeskyldning.
  • “Netop som historikeren Bent Jensen er udnævnt som leder af koldkrigscenter, rejser sig en storm omkring hans beskyldninger om, at en journalist var KGB-agent. Det er noget “svineri”, mener Ole Sohn (SF), at en journalist ikke selv kan få lov at se dokumenter, som en historiker bruger som bevis for, at journalisten var agent for den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste KGB.”

    Opdate 18/1-07.

  • 17/1-07 (21.00) TVavisen – Portræt af Bent Jensen (forsøg på karaktermord).
  • 18/1-07 (08.24) DR Online – PET-Kommission for længe om arbejdet (klassisk spin-off).
  • 17/1-07 P1debat – Er Dragsdahl offer for heksejagt?
  • Opdate 22/1-07. Debatten om Dragsdahl er reelt blevet til en debat om Bent Jensen, og fylder godt i medierne.

  • 15/1-07 Dragsdahl.dk – Jørgen Dragsdahl: Reaktion på anklager i Jyllands-Posten.
  • 19/1-07 Jyllandsposten – Bent Jensen: Mens jeg venter på politiet.
  • 20/1-07 Jyllandsposten – Lasse Ellegaard: Man kan ikke tinge om sin ære.
  • 

    18. december 2006

    Intern debat på DR om Guldbrandsens hemmelige krig mod den siddende regering

    DR genudsender idag for tredie gang Guldbrandsens Den hemmelige krig (DR2, 16.00), og selvom det næppe lykkedes at genstarte debatten, så gør de sit.

    Forhistorien er interessant. DR efterforsker en historie, tilrettelæggerne falder fra, og ansættes formentligt af Cosmo Film der lader Christoffer Guldbrandsen efterforske sagen i en længere periode til den stort opsatte dokumentarfilm. DR havde en fast aftale med Cosmo Film om at vise dokumentaren og hermed få en solohistorie til DRs mange nyhedsorganer, hvad glippede da Guldbrandsen fandt historien brugbar politisk.

    Her lidt fra DRs interne debat, der ikke omhandler det problematiske i at indkøbe groft tendensiøse dokumentarfilm…

    1. december 2006, Hvorfor har vi ikke den historie – solo?
    Historien om Christoffer Guldbrandsens sikkert fremragende dokumentarfilm “Den hemmelige krig” – finansieret af DR – åbner i 22 Nyhederne i aftes på TV 2 og er på forsiden af dagens Politiken.

    På indtil flere parametre er det en voldsom god nyhedshistorie, og så undrer man sig lidt over, hvorfor vi ikke i DR Nyheder blevet varskoet om den historie? Hvorfor har vi den ikke solo, så den kunne brage ud i P3 Nyheder, Radio- og TV Avisen? Hvordan i alverden kan det være, at vi skal se TV 2 Nyhederne og læse Politiken for at finde historier, som vi selv kunne lave?

    Jeg tror, at vores kolleger på Kvægtorvet og på Rådhuspladsen er ved at grine en vis legemsdel i laser over forløbet. For nogen har altså gjort alvorligt i nælderne. Det er sket før, og hvis ikke der bliver strammet en smule op, er jeg sikker på, at det sker igen, næste gang DR lægger kræfter og kroner i en god historie.
    Hvem har brug for konkurrenter, når vi har ét DR?

    Med venlig hilsen
    Kristoffer Meinert, P3 Nyheder

    4. december 2006, Du har ret, Kristoffer
    Kære Kristoffer Meinert –
    Du har ret – det kunne være styret bedre og det er rigtig ærgerligt, at det var TV 2 og ikke DR, der var først med historien. Vi vil gøre hvad vi kan for at gøre det bedre næste gang.

    Mange hilsner
    Gitte Rabøl, DR2 Chef

    4. december 2006, Jeg har spurgt til dokumentaren
    Jeg kan oplyse, at jeg på TVAs vegne et par gange hen over eftersommeren og efteråret har spurgt DR2s redaktion, om vi kunne få en flig til nyhedsversioner, når dokumentaren var klar. Jeg fik venlige og imødekommende svar fra Gitte Rabøl, men det blev altså andre, der fik historien.
    Peter Skautrup, journalist

    4. december 2006, TV Avisen: Ja tak til DR-betalte historier solo!
    På TV Avisen både ærgrer og undrer vi os også over forløbet i forbindelse med DR2s kommende dokumentarfilm “Den hemmelige krig”.

    Allerede i foråret fik TV Avisen nemlig opsnuset den gode historie og var i gang med at producere den til seerne, da tilrettelæggerne sprang fra få timer før udsendelse. Efterfølgende lavede vi så en meget klar aftale med de DR-finansierede journalister om, at historien skulle bryde først i DRs egne nyhedsudsendelser, når de var klar. Siden da har vi haft løbende kontakt med dem bl.a. via CR.

    Hvem der ændrede pressestrategien, og pludselig gav historien til Politiken, Jyllands-Posten, TV 2/Nyhederne og TV 2/News, ved vi ikke. Men på TV Avisen kæmpede vi i bedste fælles DR-ånd ihærdigt for at rette op på skaden ved at producere nyhedsindslag (også selvom vi var tvunget til at bruge generelle arkivbilleder i de første par tv-nyhedsudsendelser, medens TV 2 hamrede løs med klip fra filmen). Vi brugte sammen med CR også en pæn del tid på at sikre, at DR2 – efter 16 timer i mørke – endelig blev behørig krediteret for historien på TV 2, Ritzau mfl.

    Der skal ikke herske tvivl om, at vi i DR Nyheder synes, at det er helt naturligt, at gode DR-historier – uanset hvilken afdeling eller DR-betalt produktionsselskab står bag – bør breake i DRs egne nyhedsudsendelser. Og skulle der sidde enkelte og være i tvivl om, om de skal kontakte Politiken, TV 2 eller TV Avisen med en god nyhedshistorie, så ring eller mail lige til mig (aka@dr.dk) eller min kollega, redaktionschef Eva Schulsinger (evs@dr.dk), først.
    Anders Kappel, redaktionschef
    TV Avisen

    5. december 2006, Den, der betaler musikken ..
    Jeg synes, det er helt på sin plads, når DR2-redaktionen erkender den uheldige håndtering af pressestrategien omkring ”Den hemmelige krig”. Den slags sker, når man handler aktivt. Til gengæld er det mere end lige lovligt hovski-snovski, når DR2 redaktionen forsikrer, at den vil ”gøre hvad den kan for at gøre det bedre næste gang”. Det er ganske enkelt ikke godt nok.
    Når DR bruger licenskroner på at købe en produktion ude i byen, er det naturligvis os, der sætter konditionerne. Man behøver ikke at være ekspert i kontraktjura for at finde ud af, at en standardbestemmelse i kontrakterne med eksterne producenter om, at al markedsføring foregår ifølge aftale med DR, kan løse problemet en gang for alle. Den, der betaler musikken, bestemmer også melodien.

    Så ville vi samtidig undgå, at debatten kommer til at dreje sig om DR – og ikke om indholdet af vores udsendelser. I denne sag flyver beskyldningerne om urent trav nærmest lavere mod DR end mod regeringen og forsvaret. Jeg har før set, at det er et godt trick for magthavere i trouble at skyde vildt mod budbringeren, men vi kan gardere os meget mod den slags ved at fokusere på vore seere, før vi går i selvsving om pressestrategien – herunder en VIP-kørsel i en københavnsk biograf mandag aften for de særligt indbudte (herunder undertegnede – formodentlig som bestyrelsesmedlem i DR), før vi viser udsendelsen for seerne.
    Mogens Rubinstein
    DR Nyheder

    5. december 2006, Undgå laissez faire-agtige løsninger
    Med fare for at være krakiler, så tager jeg lige endnu en tur i DRåben-karrusellen:
    Hensigten med mit første indlæg var netop at få afklaret, hvordan man i en stor organisation som DR kommer udover temmelig laissez faire-agtige løsninger, som ”Vi vil gøre, hvad vi kan for at gøre det bedre næste gang” – og ”skriv en mail”.

    Kære Gitte: Præcis hvad er det, du vil gøre, for at det her ikke sker igen?
    Og kære Anders: Hvem skal Gitte eller andre skrive til, hvis du eller Eva ikke lige er på arbejde? Min relativ korte erfaring inden for DR siger mig desværre, at den slags ikke duer.

    Stram op og få lavet nogle klare kommandoveje. (Nej, jeg har ikke været i militæret. Trak fri-nummer)
    Med venlig hilsen
    Kristoffer Meinert
    P3 Nyheder

    5. december 2006, Hvor skal du ringe hen for at sælge en historie?
    Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag om lanceringen af filmen ”Den hemmelige krig”. Men … Kristoffer Meinert spørger specifikt, hvor man skal ringe hen, hvis man ikke lige kan få kontakt til bestemte personer. Og her vil jeg gerne byde ind med en oplagt mulighed.

    Vi har netop åbnet DRs eget Nyhedsbureau (klik her), der gerne skulle blive stedet, der opsamler alle DR Nyheder, så man ikke behøver ”sælge” dem til Ritzau. Fra Nyhedsbureauet kan man på en gang få nyheden ud på alle DRs egne platforme: Web, radio, tv – og såmænd også mobil og mail.

    Ernst Poulsen
    dr.dk-nyhedsredaktør

    Jeg har ændret lidt på formateringen for at gøre ovenstående letlæselig. For god ordens skyld har jeg sendt Anders Kappel en email hvori jeg beder ham præcisere. Han sendte mig videre til Indlandsredaktøren Ralf Andersson der nu har bolden…

    Oploadet Kl. 12:44 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    15. december 2006

    Norsk undersøgelse dokumenterer: 86 pct. af danske journaliststuderende stemmer rødt

    Jens Ringsmose henviser på Punditokraterne til en større norsk undersøgelse af nordiske journaliststuderende, og selvom det langtfra er den første gang der kommer tal på bordet i forhold til danske journalisters politiske overbevisning, så er Hovdabrekka-undersøgelsen på grund af sin dybde i en klasse for sig.

    Jeg har tidligere kommenteret en række analyser, og den overordnede konklusion går fint i spænd med de forrige.

    1) Prøvevalg, Danmarks Journalist Højskole, marts 1998
    Kilde: Politiken (Ritzaus Bureau), 11/3-1998 Massivt rødt flertal blandt journalistelever.
    Metode: Ukendt, men se pkt. 5.
    Resultat: A B F Ø 137 mandater – C D V 38 mandater (O kom ikke ind) = Rødt flertal 76,5 pct. mod 21,2 pct.

    2) Gallup-undersøgelser, 1998-2000?
    Kilde: Se pkt. 4.
    Metode: Om den ene oplyses at 308 er blevet spurgt (formentligt telefonisk), 209 (255?) svarede.
    Resultat: Bekræfter tendensen i Nørgaard Kristensens afhandling jvf. pkt. 4 = Rødt flertal.

    3) Prøvevalg, Danmarks Journalist Højskole, februar 2001
    Kilde: Se pkt. 5.
    Metode: “lidt over 100” svarede, se pkt. 5.
    Resultat: A B F Ø 134 mandater – COV (D) mandater? = Rødt flertal 74,9 pct. (mod ukendt mindretal).

    4) Ph.d-afhandling af Nete Nørgaard Kristensen, 2003
    Kilde: Journalisten (Danmarks Journalistforbunds medlemsblad), 2003/20 Journalist….
    Uriasposten: 29/4-04 80 procent mænd i filmbranchen = demokratisk problem, under….
    Metode: Spørgeskema til 1587, 743 besvarede, 508 (500?) brugbare svar, 151 ville ikke svare, 349 svarede.
    Resultat: A?/B 19,5?/F Ø 33,0 – O 0,0/C V? = Rødt flertal 52,50+ pct. (mod ukendt mindretal).

    5) Prøvevalg, Danmarks Journalist Højskole, november 2004
    Kilde: Illustreret Bunker (DJHs blad), februar 2005, s. 8 Venstrefløjen vandt valget (pdf, 24 s.).
    Uriasposten: 17/5-06 Prøvevalg på Danmarks Journalisthøjskole gav massivt flertal….
    Metode: Netundersøgelse, 950 studerende, 373 svarede.
    Resultat: A 12,9/B 33,0/F 11,0/Ø 9,7 – C 9,7/O 2,1/V 14,2 = Rødt flertal 66,6 pct. mod 26,0 pct. (D 2,7 ikke medtaget)

    6) The Hovdabrekka Group, 2005
    Kilde: Dokumenter fra Nordic Journalism Students (The Hovdabrekka group), fremlagt af Henrika Zilliacus-Tikkanen, Marina Ghersetti, Rune Ottosen, Gunn Bjørnsen, Jan Fredrik Hovden og Jan Dyberg.
    Metode: Netundersøgelse, 936 spurgt, 603 svarede (62 pct). 49 pct. af danskerne svarede(Århus 60, Odense 29, Roskilde 0)
    Resultat: A 14,0/B 34,0/F 18,0/Ø 20,0 – C 3,0/O 0,0/V 8,0 = Rødt flertal 86 pct. mod 11 pct.
    NB: Tallene er korrigerede. De ubehandlede tal kan ses på side 74 i statistikarkene (pdf, 1,0 mb).

    Hovdabrekka-undersøgelsen har lagt en masse materiale online, det være sig metode, statistikark (4 pdf., 300+ sider) samt et par powerpoint-præsentationer der opridser fundene. Herunder lidt fra den powerpoint-demonstration (ppt; 1,2 mb) forfatterne bag benyttede da de offentliggjorde undersøgelsen på en konference i Stavanger 15-17. september sidste år.

    De danske journaliststuderende er væsentligt mere politisk interesserede end studerende fra de øvrige nordiske lande.

    Det kan selvfølgelig henføres til den polariserede debat om kulturpolitiske problemstillinger vi har i Danmark. Debat medfører stillingtagen, hvilket da også bekræftes i hvilke medie de studerende foretrækker. DR er kanalen, Politiken avisen og P1 er ikke en perifær radiokanal.

    Der er flere grunde til at de valgte journaliststudiet, men vigtigst er et ønske om at arbejde med emner som interesserer dem.

    Derfor ønsker de studerende i deres journalistiske virke da også at beskæftige sig med internationale konflikter, politik og kultur.

    Man kan altid diskutere mandatfordelingen og eksakte procenter, men statistiklektor Anders Milhøj (KU), har tidligere erklæret at undersøgelserne samlet set viser “statistisk troværdige tendenser”. Når den samlede journaliststand er væsentligt mere venstreorienterede end folk flest, ikke mindst værdipolitisk, så afspejler det sig naturligvis i hvilke historier de vælger at skrive om, og hvordan det hele vinkles. Socialister har et andet forhold til velfærdsstaten end borgerlige, kulturradikale har et andet syn på det nationale end nationalkonservative og fremdeles.

    At ovenstående påvirker det samlede mediebillede i en for borgerlige vælgere ugunstig retning er ikke noget jeg her vil argumentere for – det er for mig at se indlysende, så istedet vil jeg afslutningsvis citere Marianne Jelveds reaktion, da hun blev forelagt resultatet af en undersøgelse for nogle år siden…

    “Jeg er helt uforstående over for, at politiske holdninger skulle have en afsmittende effekt…”

    PS: For at kunne give et overblik over de forskellige undersøgelser om emnet har jeg måtte skære nogle kanter. Supplerende oplysninger og kritik af enhver art modtages gerne.

    Oploadet Kl. 00:19 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    24. juli 2005

    Erslev Andersen: Terroristerne agerer realpolitisk – Torben Hansen: Det er blot delmål

    God artikel om baggrunden for London-bombningerne i dagens Jyllandsposten, hvor Kim Hundevadt opridser fronterne – via interviews med Lars Erslev Andersen og Torben Hansen. Et par citater fra Kompromis med Al Qaida?:

    “Den danske terrorforsker, Lars Erslev Andersen, tilhører den fløj af eksperter, som ikke tror på den officielle amerikanske og britiske version: »Det kan godt være, at terroristerne hader vores kultur og frihedsværdier, men det er ikke deres begrundelse for terroraktionerne. Når man læser, hvad Osama bin Laden og andre Al Qaida-medlemmer selv siger, så henviser de konstant til, at vi har besat og udnyttet deres land. De angriber den vestlige imperialisme med en retorik, som ikke er langt fra den, som militante leninister benyttede sig af i 1970’erne,« siger Lars Erslev Andersen og giver konkrete eksempler på alt det, som Al Qaida efter eget udsagn fører krig imod… og sidst, men ikke mindst Vestens udnyttelse af de arabiske olieressourcer. »Det er en fejltagelse at beskrive ekstremisterne som onde mennesker, som vil udslette den vestlige frihed og tolerance, for så bliver vores terrorbekæmpelse til en moralsk kamp mellem det gode og det onde i stedet for en politisk kamp mod en fjende, som forsøger at sprede skræk og rædsel for at fjerne støtten til de vestlige landes udenrigspolitik. Hvis vi misforstår deres hensigter, vil vi heller ikke være i stand til at forstå, hvorfor bombemændene i Leeds handler, som de gør. Så tror vi bare, at de er rablende gale,« siger Lars Erslev Andersen, som forsker på Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet… Men hvis man siger, at den islamiske terror er en reaktion på vores udenrigspolitik, så har man vel også sagt, at vi selv er en del af problemet? »Ja, men jeg siger ikke, at vi er problemet. Jeg tror ikke på den traditionelle argumentation fra venstrefløjen om, at vold avler modvold, og at vores vold i den muslimske verden har skabt terrorismen. Det er langt mere nuanceret.”

    “»Det er korrekt, at hvis man tager Al Qaidas erklæringer for pålydende, så handler de meget om, at amerikanerne og zionisterne skal smides ud, men det er kun et taktisk mål. Du kan finde hundredevis af erklæringer, som slår fast, at muslimer som et universelt princip skal herske over de vantro. Denne magttanke er helt central i islam. Den kommer også til udtryk i dokumenter hos de terrorister, der stod bag bomberne i Madrid. Her begrædes bl.a. tabet af den iberiske halvø (Spanien og Portugal, red.), som de vantro har taget fra muslimerne. Så uanset, hvilke målsætninger Osama bin Laden officielt siger, at han vil forfølge, så kan man ikke nøjes med at se terroren i et realpolitisk lys,« siger Torben Hansen og tilføjer, at den snarere er udtryk for en massepsykose, som må forklares med kulturelle og psykologiske faktorer. Han er især stærkt bekymret over den »hadindustri«, som vokser frem på religiøse skoler – bl.a. i Pakistan. »Skolerne er udklækningsanstalter for psykopater. Her bliver børn og unge mere indoktrinerede end Hitler Jugend og de røde pionerer i Sovjet. Jeg ser det som et udtryk for, at islam er i dyb krise. De islamiske lande kan ikke brødføde sig selv, og de har ikke været i stand til at føre en ordentlig krig siden de osmanniske sultaner, men de har ekstreme retninger som wahhabismen, som kan skubbe unge mennesker ud i vanvittige selvmordsaktioner. Deres dagsorden er at sprede kaos. Derfor mener jeg, at krigen er uundgåelig,« siger Torben Hansen, som bl.a. har skrevet den islamkritiske bog, I krigens hus… »Jeg er dybt skeptisk over for dem, der siger, at man ikke kan banke demokrati ned over ørerne på folk. Det var præcis på den måde, at tyskerne og japanerne blev demokrater. De blev først lammetæsket af USA, og så gik de bagefter i gang med at bygge demokratiet op. Det er måske sværere i muslimske lande, som ikke har et civilt samfund af samme styrke, men der er gode, sunde kræfter at bygge videre på. Mange unge mennesker i bl.a. Iran, Irak og Libanon er dødtrætte af ayatollahriet. De er stærkt påvirket af vores frihedsidealer, men det er lige på vippen, om de får lov til at gå ind i en modernitet med demokrati, frihed og marked. Derfor mener jeg, at vi skal føre krigen til ende, så de demokratiske kræfter får en chance, i stedet for at bilde os ind, at vi kan forhandle med fanatikerne,« siger Torben Hansen.”

    Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    27. juni 2005

    Fejlslagen svensk integration – WA’s Frede Vestergaard & Orienterings Astrid Fischer

    Super artikel om politiserende svensk integrationsforskning af Frede Vestergaard i Weekendavisen. Fokus er rettet mod Mona Sahlin, sociologiprof. Massoud Kameli og rapporterne Bortom vi och dom og Det blågula Glashuset. Her et citat fra Svenske tilstande, som fint dokumenterer dennes afhængighed af Edward Said:

    “Om man har intentioner om at diskriminere eller ikke, spiller ingen rolle for, om der sker strukturel/institutionel diskriminering. Konsekvenserne af en organisations eller en persons handling er vigtigere, ikke intentionerne. Diskriminering i den forstand, som vi skriver om i antologien, bygger på en vi-og-dem tænkning. Dette vi-og-dem er noget europæisk, noget som er skabt med moderniteten. Faktisk var den første, som delte menneskeheden i fire forskellige racer, Carl von Linné, som dermed – utilsigtet – tildelte kolonialismen et ideologisk grundlag. Det er vigtigt at huske på, at vi-og-dem-tænkningen er en fælles europæisk arv. Derfor kalder jeg også mit bidrag til antologien et europæisk dilemma med undertitlen strukturel/institutionel diskriminering. Racismen er en integreret del også i den demokratiske udvikling.«”

    Orientering har bragt tre indslag med samme emne – bemærk hvorledes offerrolle-tænkningen dominerer alle indslag.

    17/6-05 Ny svensk udredning om integration flytter fokus


    Astrid Fisher. Mens politikerne herhjemme diskuterer, hvordan indvandrerne kan hjælpes, eller straffes, til at blive integreret, så lyder der andre toner i Sverige: Fokus skal flyttes fra indvandrernes mangler til magthavernes fejl, lyder konklusionen i en helt ny regeringsbestilt udredning.

    Betænkningen Det blågula glashuset – strukturell diskriminering i Sverige

    Rapporten Bortom Vi och Dom – Teoretiska reflektioner om makt, integration och strukturell diskriminering

    Ombudsmanden mod etnisk diskrimination

    22/6-05 Årsager til fejlslagen integration

    Astrid Fischer. Mere konsekvens og flere skrappe krav til indvandrerne. Det er en væsentlig del af indholdet i den integrationsaftale, som regeringen har fået på plads. Indvandrerne skal også hjælpes og motiveres, men det står klart, at det er hos indvandrerne, at årsagen til den dårlige integration skal findes. Også i Sverige erkender man, at integrationen har slået fejl, men der søger man årsagen et helt andet sted, nemlig i de barrierer, som samfundet rejser for indvandrerne. Medvirkende: Ulf Hedetoft, leder af Akademiet for Integrationsstudier i Danmark, AMID, og professor ved Ålborg Universitet.

    Læs her om den danske integrationsaftale på www.inm.dk

    23/6-05 Indvandrere arbejder selv om det ikke kan betale sig

    Astrid Fischer. Mange indvandrere udviser stor vilje til at blive integreret. Det gør de ved at arbejde selv om det reelt ikke kan betale sig for dem, – noget indvandrere gør langt hyppigere end danskere. Det bekræftes af nye beregninger fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Interview med forskningschef Torben Tranæs Rockwool Fondens Forskningsenhed. [sjovt Rockwoolfonden og Tranæs kan bruges nu: forhistorien]

    Rockwool Fondens Forskningsenhed

    

    5. juni 2005

    Ikke en eneste terrorist er død i Gitmo-lejren, men indsatte disrespekterede litteraturen

    God baggrundsartikel om Guantanamo-lejren i seneste Time Magazine med flere interessante oplysninger som sætter beskyldningerne mod USA i deres rette proportion. Et citat fra What’s going on at Gitmo?:

    Have any died there?

    “… Although the U.S. military has recently acknowledged that more than 30 detainees died in custody in Iraq and Afghanistan from August 2002 to November 2004, there have been no reports or allegations of detainee deaths at Guantanamo. According to the Pentagon, prisoners there have attempted suicide 34 times and have committed several hundred acts classified by the military as “self-injurious manipulative behavior,” but none have died as a result. A Saudi man who tried to hang himself in 2003 ended up in a coma for several months but ultimately regained consciousness and learned to walk again.”

    Bare fordi ingen er døde så kan Guantanamo jo sagtens være “the Gulag of our times”, idet det nu er blevet bekræftet at USA ikke har behandlet basens lokumslitteratur med tilstrækkelig værdighed. Mere om ‘Koranskændingerne’ på Filtrat som bl.a. henviser til CNN-artiklen: Detainees, not soldiers, flushed Quran. Som Filtrat dokumenterer, så har Ritzaus og DRs udlægning ikke meget med virkeligheden at gøre.

    Oploadet Kl. 09:17 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    8. maj 2005

    Palæstinenserloven af marts 1992 – historien fra start til slut

    Jeg har tidligere refereret et par artikler om særloven der gav 321 palæstinenserere opholdstilladelse i 1992 [I & II]. I dagens Jyllands-Posten gennemgås historien fra start til slut. Her et lille udpluk fra I humanismens navn af Axel Pihl-Andersen:

    Hver eneste dag i de fem måneder i Blågårds Kirke fra september 1991 til februar 1992 var der et massivt opbud af solidariske danskere lige fra Landsforeningen af Danske Flygtningevenner med ægteparret Brian McGuire og Ann Pedersen i spidsen til BZ’ere, venstreorienterede fagforeninger og andre aktive på venstrefløjen, præster samt kendte kunstnere som Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz.

    Til sidst gav det bonus.

    Et flertal i Folketinget bestående af de radikale, socialdemokraterne og SF vedtog på initiativ fra de radikale særloven uden om den borgerlige regering.

    

    21. februar 2005

    Steven Malanga (City Journal) debunker Richard Florida: The Curse of the Creative Class

    Overlegen debunking af Richard Floridas kreative klasse af Steven Malanga, set på City Journal [via Agantyr]. Herunder en længere række citater fra The Curse of the Creative Class:

    “A generation of leftish policy-makers and urban planners is rushing to implement Florida’s vision, while an admiring host of uncritical journalists touts it. But there is just one problem: the basic economics behind his ideas don’t work. Far from being economic powerhouses, a number of the cities the professor identifies as creative-age winners have chronically underperformed the American economy.”

    Florida found a ready audience for his ideas on the lecture circuit, then refined and expanded them in The Rise of the Creative Class, which reads more like a pop cultural and social history of the Internet generation than an economic-development treatise.… Eager to demonstrate that he is as hip as the people he writes about, Florida describes talented young software engineers as rock stars, labels one of his chapters “a rant,” and approvingly describes a business conference where attendees were issued wiffle balls to pelt speakers with whom they disagreed.”

    It’s not hard to see why Florida’s ideas would have wide appeal. His book has struck a chord among a generation of young, tech-oriented workers and entrepreneurs—the Fast Company magazine crowd that Florida is writing about—because rather than bash their go-go, Silicon Valley culture, as critics from both the Left and the Right have done for different reasons, Florida celebrates it. Creative Class also appeals to a broader group of young, educated workers, who, as David Brooks describes in Bobos in Paradise, have managed to combine two traditions that had previously been at odds—the bourgeois work ethic with bohemian culture—into something new, which Florida calls his ‘creative class.'” [… “the equivalent of an eat-all-you-want-and-still-lose-weight diet”]

    “Moreover, as Florida’s ideas reach beyond urban-planning types and New Age liberal politicians, they are at some point likely to find resistance from the hard-core urban Left, composed increasingly of social-services activists and representatives of public-employee and service-industry unions, who demand ever more government spending for social programs, not art and culture. Indeed, the professor’s relentless argument that governments should help furnish bobo-friendly amenities ultimately comes to sound like a new form of class warfare: old-economy workers have no place in his utopian dreams.

    “A look at even the most simple economic indicators, in fact, shows that, far from being economic powerhouses, many of Florida’s favored cities are chronic underperformers. Exhibit A is the most fundamental economic measure, job growth. The professor’s creative index—a composite of his other indexes—lists San Francisco, Austin, Houston, and San Diego among the top ten. His bottom ten include New Orleans, Las Vegas, Memphis, and Oklahoma City… So you’d expect his winners to be big job producers. Yet since 1993, cities that score the best on Florida’s analysis have actually grown no faster than the overall U.S. jobs economy, increasing their employment base by only slightly more than 17 percent. Florida’s indexes, in fact, are such poor predictors of economic performance that his top cities haven’t even outperformed his bottom ones. Led by big percentage gains in Las Vegas (the fastest-growing local economy in the nation) as well as in Oklahoma City and Memphis, Florida’s ten least creative cities turn out to be jobs powerhouses, adding more than 19 percent to their job totals since 1993—faster growth even than the national economy.”

    “It’s no mystery why the numbers turn out this way. Florida’s basket of indexes selects cities that participated in that bubble. The professor focused on these cities in developing his theories: it was their characteristics that he sought to identify when he constructed his various creativity indexes, so it’s predictable that they wound up scoring highest. Florida’s entire theory, in other words, is based on circular logic.

    “But Florida is wrong again. Many of his ‘talent magnets’ are among the worst at attracting and, more importantly, hanging on to residents. Just look at the 2000 census reports on domestic migration, which follow the movements in and out of metro areas by U.S. residents. That report found that New York, among Florida’s top talent magnets, lost 545,000 more U.S. residents than it gained in the latter half of the 1990s, the worst performance of any U.S. city. The greater San Francisco metro area was close behind, with a negative domestic migration of more than 200,000 people. In fact, five of the ten places atop Florida’s creativity index had steep losses of U.S. residents during that period, while some of Florida’s creative losers—including Las Vegas, Memphis, and Tampa Bay—were big winners.

    A Money magazine poll rating dozens of factors that people consider in choosing a place to live found that the top ten reasons fell into two broad categories: low costs (including low property and sales taxes) and basic quality-of-life issues (good schools, low crime, clean air and water). By contrast, such Florida-esque issues as diversity ranked 22nd on the list, while cultural amenities like theaters and museums ranked 27th and lower, and outdoor activities even lower.”

    “Consider Winnipeg’s mayor Glen Murray, one of Canada’s chief Florida fans, who even brought the professor north to tout his ideas to Canadian political leaders. While Murray invests in cultural amenities and derides people who only want cities to focus on ‘pipes, pavement and policing,’ the most distinguishing characteristic of Murray’s mayoralty has been this: for several consecutive years, Winnipeg has been the murder capital of Canada. Welcome to the creative age.

    Når Richard Floridas tanker ikke engang fungerer i multikulturelle hjælp-dig-selv-USA, så siger det sig selv at tankerne ikke ville kunne fungere i et homogent land som Danmark med højt skatteniveau.

    Oploadet Kl. 11:04 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper