27. maj 2016

Sosse sammenligner DF med IS: “… deres hovedmål er det samme. Det er at have separate nationer”

“Mange syriske flygtninge er ikke personligt forfulgte… det betyder, at de vil have lettere ved at vende hjem, når forholdene i deres hjemland er forbedrede.” Sådan lød det i Jacob Lunds nyhedsbrev, da han var en del af socialdemokratiets folketingsgruppe, oktober 2014. Halvandet år senere sammenligner han Dansk Folkeparti med Islamisk Stat, fordi partiet vil have gennemgået tildelte opholdstilladelser, med henblik på at sende flygtninge hjem til sikre landområder.

(Jacob Lund anno oktober 2014, Asylregler skal følge med udviklingen)

Historien sakset fra Politiko – Tidligere S-folketingsmedlem: ‘IS er en muslimsk version af DF’.

“S-politikeren, som i dag er lokalformand for Socialdemokraternes partiforening på Nordbornholm, delte fredag formiddag to politiske historier på det sociale medie Twitter. Som kommentar til begge historier skrev Jacob Lund:

‘IS er en muslimsk version af DF’. … Overfor politiko.dk uddyber Jacob Lund sin holdning:

‘De har begge to frygten for det fremmede. Begge parter vil jo gerne udrydde dem, der ikke hører hjemme hos dem selv. Det kan godt være den ene skyder på dem, og de andre bare fortæller dem, at de skal flygte, men målet er jo det samme,’ siger Jacob Lund.

Men IS slår folk ihjel?

‘Ja, på den måde er der forskel, men begge parter vil gerne have sit eget område for sig selv.’

Men måden, de gør det på, er vel vidt forskellig?

‘Ja, det er det. Men deres hovedmål er det samme. Det er at have separate nationer, hvor de kun har sig selv at tage hensyn til i sit eget område. Men midlet er forskelligt.'”



22. maj 2016

Verden ifølge AnneLise Marstrand-Jørgensen…

I en usædvanlig skinger opdatering på Facebook af AnneLise Marstrand-Jørgensen harcelleres der over, at Martin Henriksen mener at der er for mange muslimer i Danmark. “Der er for mange alt for højreorienterede i Danmark.”, og det er vores største samfundsmæssige problem. Udtalelsen var efter hendes mening ‘horribel’, ‘absurd’, ‘nedladende’, ‘usaglig’, ‘uhyggeligt’, ‘virkelighedsfornægtende’, ‘diskriminerende’, udtryk for ‘dem/os retorik’ og noget der minder om ‘minder om Tyskland i 30’erne’. Hun uddyber senere associationen med at selv tyske nazister i begyndelsen ‘for med lempe’, og at hun i øvrigt håber at ‘mennesker er blevet klogere’.

Når man vælger at associere enhver form for bløde nationalkonservative tiltag med racisme, så er der selvfølgelig mange nazister i Danmark. Debatten der udspiller sig i tråden er intet mindre end fantastisk. En niqabklædt kvinde pointerer, at ‘ukrudt’ har fået lov til at slå rod de sidste 15 år, og at der er behov for en ‘rensning for ukrudt’. En dansksindet kommenterer, at der kommer og mere ukrudt, som skal luges ud – og pludselig er trådstarteren på banen: “Preben Nielsen – den slags bemærkninger er ikke velkomne på min væg.” Senere påpeger en Wassim han er “snart gør skade på folk med de tanker”, hvad besvares med en opfordring om sammenhold og et hjerte.

Man behøves ikke være nationalkonservativ, for at forstå, at mennesker foretrækker samvær med folk der ligner dem selv, og at det i sidste ende er beggrunden for nationalstaternes succes. Det er også derfor venligbo-segmentet altid taler om problematiske folkestemninger, ikke folkeafstemninger. De omtaler måske nok sig selv som værernde en del af den store moderate midte, men inderst inde ved de godt at de er langt til venstre for den gennemsnitlige dansker.

Børn er født som racister, stod der i Politiken for nogle år siden, men kærlighed til det kendte er ikke nødvendigvis had til det ukendte. Sådanne banale betragtninger er helt væk i AnneLise Marstrand-Jørgensens venligboer-segment.

En venstreorienteret kommentator bryder den gode stemning, ved at forklare at ‘højredrejningen og racismen har en årsag’. Det blev ikke vel modtaget, for når man på forhånd afviser det kan være legitimt at stoppe islamisk masseindvandring, så er der ikke mange løsninger udover de lægefaglige. Halvdelen af danskerne har psykologiske brister. Det lyder grimt, og hurtigt får det venstreradikale segment overtaget: Hetz mod muslimer er et symptom – løsningen er klassekamp. Trådens muslim er ikke uenig, men har en anden løsning: “Undersøg islam, så finder du hjem.”

(AnneLise Marstand-Jørgensen på Facebook, 20. maj 2016)

“God børneopdragelse. Lær dine børn at sige ‘pyt’. De skal ikke nødvendigvis mene noget om alting altid. Og det er forældres pligt kærligt at flytte grænserne i deres komfortzone. Børn er født ultra konservative og ønsker ikke forandring. Mange voksne sidder fast i 2-4 års fasen.” (Karen G. Stigsen)

“Tja, der er mange gode grunde til at man kan føle sig ramt, globalisering, nedskæringer i det offentlige – herunder ydelser, med videre. Ingen af de årsager skyldes dog vores flygtninge, hvorfor en bebrejdelse af flygtningene må bero på manglende oplysning omkring de reelle årsager til at der er folk der lider nød i Danmark? Eller på en psykologisk projektion af deres egne problemer over på flygtningene?” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“… selvfølgelig er det nemmere at skyde skylden på en håndgribelig lille ting, frem for det reelle, store og komplicerede problem. Men det må da efter min overbevisning stadigvæk bero på enten en psykologisk reaktion – som du selv nævner det, at en person ikke magter at håndtere det reelle problem, og derfor søger den nemme vej, eller manglende oplysning, idet personen ikke forstår den komplicerede og uoverskuelige realitet.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Nu kan jeg desværre ikke tvinge myndige folk på antiracisme kurser eller til psykolog.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Problemet er så, at reaktionen ikke retter sig mod globalisering men mod ‘fremmede’ som bliver gjort til syndebuk som et fysisk symptom man rent faktisk kan ramme og mestre og dermed bliver racismen vigtig at tænke igennem også. Den har altid fungeret som en afleder fra effektiv klassekamp og den er derfor dobbelt farlig.” (Birgit Brander Rasmussen)

“… man har en fri vilje. Man har en fri vilje, til at være et svin overfor andre, eller til at opføre sig ordentligt. Uanset hvor trange kår man selv har, kan man dog altid opføre sig ordentligt og anstændigt. Det er i min verden en dårlig undskyldning, hvis man gemmer sig bag globaliseringen og bruger den som årsag til at man må hade andre mennesker.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Det er så meget sværere at se og angribe globalisering og de reelle magthavere, end det er at angribe fx flygtninge. Men det er vigtigt at forstå arbejderklassens frygt og afmagt for den kan jo få katastrofale konsekvenser hvis vi ikke kan få det vendt…” (Birgit Brander Rasmussen)

“Og behandlingen skal rettes ikke mod at mildne symptomerne, men mod at fjerne den dybdeliggende årsag (for at slå over i de medicinske metaforer)” (Amina Djondjorova)



21. maj 2016

Jeppe Kofod på slap line: Hævdede Søren Espersen kaldte Barack Obama for ‘first nigger President’

Søren Espersen har fået flere rundture i medierne baseret på journalistiske opstramninger, og måske har Jeppe Kofod ikke forstået at tiderne er skiftet. At lavpandede racisme-insinuationer ikke virker mere, og Nyrups parti ikke mere har fortolkningsmonopol. Han skulle have slugt kamelen, og sagt undskyld. I stedet vejrede han stemningen i to døgn, og valgte den værst tænkelige løsning: “Medgiver at oversættelse selvfølgelig kan diskuteres.”

Det lukkede naturligvis ikke sagen, og 5-6 timer senere måtte han så tage skridtet: “Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja… jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over…”

Der er for mig at se kun to muligheder. Enten er han dum eller ond. Jeg tror ikke han er ond.

(Jeppe Kofod på Twitter, 18. maj 2016)

Reaktioner.

“well, I guess statutory rapists just get into the habit of lying.” (‘Bob Glitter’, 19. maj 2016)

“Grotesk dårlig stil, @JeppeKofod. Grænsende til det vanvittige. Det her er, hvad politikerlede kommer af… (Morten Scheelsbeck, 19. maj 2016)

“Alle i min generation er vokset op med, at ordet for en sort mand var ‘neger’. Der lå intet fordømmende i det; det var en ren deskriptiv term, som man brugte samtidig med, at man sympatiserede med negerens kamp for borgerrettigheder i Sydstaterne og havde Martin Luther King som idol – der vel at mærke selv omtalte sig selv som ‘negro’. Siden har sprogpolitiet af al magt forsøgt at få ordet ‘neger’ forbundet med sydstatsracisme, selv om det er notorisk forkert. Denne sprog-revisionisme er farlig, for der står mere på spil end et enkelt ord. Lykkes det at sætte lighedstegn mellem racisme og brugen af ordet ‘neger’ har man udnævnt alle danskere før 1990 til racister. Fra H.C. Andersen til Jørgen Clevin.” (Katrine Winkel Holm, 20. maj 2016)

“For det første er det hæsligt, at han kommer til at oversætte forkert. ‘Nigger’ er det værste udtryk man kan bruge i USA om en sort. Det er sådan noget Ku Klux Klan-agtigt. Han overdriver Søren Espersens pointe.” (David Trads, 20. maj 2016)

“Jeg tror, Søren Espersen har sagt neger hele sit liv, for det gør mange fra den generation. … Jeg synes, Jeppe Kofod skulle gå sig en lang tur og så komme tilbage og sige undskyld. … Han risikerer, at internationale medier hænger Danmark ud. Det tangerer til landsskadelig virksomhed, og det har vi altså ikke brug for lige nu. Man vasker sit skidne linned derhjemme.” (Hella Joof, 20. maj 2016)



18. maj 2016

Modkampagne mod DF-reklame inkluderer tyrkiske nationalister, hylder tidligere leder af De Grå Ulve

19-Nyhederne på TV2 bragte i aftes et længere indslag om diverse modkampagner rettet mod Dansk Folkepartis seneste annonce. Det startede med Birgit Bjerres, og et interview med taxichauffør ‘Harmit Dermitas’, der fortalte, at han blev “lidt vred og ked af det, fordi der kun var de lyse på billedet”. Han ses siddende yderst til højre herunder.

((Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

Tjekker man den krænkedes Facebook-profil, så kan man se, at han selv identificerer sig med Azerbaijan. Landet er det nærmeste man kommer en tyrkisk vasalstat, hvad også fremgår af flaget. Den grønne stribe symboliserer Islam.

(Hamit Demirtas på Facebook, maj 2016)

Et besynderligt profil-foto for en mand der vil portrætteres som dansker, men det er faktisk værre end som så. Tjekker man hans væg, så finder man blandt diverse pro-tyrkiske opdateringer, også et foto af Muhsin Yazıcıoğlu. Han er tidligere leder af De Grå Ulve og ledede indtil sin død i 2009 natiionalistpartiet Büyük Birlik Partisi (BPP), der forener etno-nationalisme med Islam. Yazıcıoğlu sad i 1981 fængslet for kupforsøg, da en af gruppens medlemmer skød Pave Johannes Paul II.

(Muhsin Yazıcıoğlu set på Hamit Demirtas’ Facebook-profil, 24. marts 2016)

Muhsin Yazıcıoğlu og De Grå Ulve er multikulturalismens national-islamiske modsætning. Her kan Dansk Folkeparti slet ikke være med.

Taxichaufførens kone der også er en del af Birgit Bjerres ‘Vores Danmark’, er helt på linje. Hendes profil-foto er en minaret (den blå moské) og det tyrkiske flag. Det forrige billede var ligeledes et foto af den blå moské i Istanbul, der i øvrigt er bygget på resterne af et byzantinsk palads, for at konsolidere Osmannerriget. Facebook-profilerne for den øvrige familier indikerer heller ikke ligefrem et dybtfølt ønske om at blive dansk – tværtimod. Det helt centrale er deres tyrkiske-islamiske arv, der fra første sultan & sura gør vold mod alt den kreative klasse forbinder med inkluderende danskhed.

(Rahime Öztürk Demirtas på Facebook, maj 2016)

TV2 Nyhederne bragte også et interview med ophavet til den anden store modkampagne. Den var lavet af Alexander Nicolas Truelsen, der fremstod som en gennemsnit venstreradikal. Piercing i næsen, stretch i begge ører, og en Facebook-væg med kommunister over det hele. Han skulle være kommunikationsmedarbejder hos Mellemfolkeligt Samvirke, men det er åbne grænser og international socialisme der trigger – ikke kærlighed til det danske folk.

TV2 glemte en enkelte modkampagne. Et primitivt photoshop, der viser en række DF’ere, Inger Støjberg, Mogens Glistrup, Daniel Carlsen og Naser Khader som en dansk storfamilie. Kristian Thulesen-Dahl har fået Hitler-overskæg – det er niveauet. Naser Khader fortæller at det manipulerede foto er liket af selveste Mette Fugl. Tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og et ikon for danske journaliststuderende.

Hun er ikke særligt aktiv på Facebook, men nogle uger siden fik gik det ud over Naser Khader: “Han chikanerer mine venner”. En kommentar der dog overgås af en Jens Ancher: “Og så har han gudhjælpemig meldt sig ind i folkekirken. Det kan sågu kun være for at provokere og, undskyld mig, pisse på de mange agtværdige muslimer herhjemme.”. Han er journalist.

Mikkel Andersson er inde på det noget af det samme. Hvis man vil bekæmpe Dansk Folkepartis Danmark, så er det et kæmpe selvmål at lave modkampagner hvor den gennemsnitlige dansker er et lille mindretal. Hvis man foragter nationalstaten, som Alexander Nicolas Truelsen tydeligvis gør, så skal han selvfølgelig heller ikke have vetoret i udformningen af samme. Det samme kan siges til Birgit Bjerre. Den dag ‘Vores Danmark’ består af 70 procent tyrkere, så kan hun glemme alt om sin inkluderende danskhed. Ja, faktisk også om inkluderende tyrkiskhed.


Talsmand for kulturmarxistisk FRONT: “… genkomsten af n-ordet kan være udtryk for en højredrejning”

Netop som man slap af med ungdomsoprørets kulturkritiske fronter på universitetet, manifesterer ’safe spaces’-fænomenet sig på dansk grund. Hvor Studenterfronten/Fagkritisk Front på Aarhus Universitet blev betonmarxisternes domæne, så starter vulgærmarxisternes børn nu forfra med (kulturmarxistisk) FRONT. Bemærk den ene talspesons efternavn.

Fra Universitetsavisen – ‘Folk skal ikke bare blindt bruge ord som perker’.

“‘Vi vil gøre opmærksom på den diskrimination, der opleves rundt omkring på de danske universiteter,’ siger Tai Skadegaard Thorsen, der studerer Fysik på Københavns Universitet. Tai, som er begyndelsen af 20’erne, er blandt medstifterne af foreningen FRONT, som med inspiration fra anti-diskriminationsgrupper i det amerikanske universitetsmiljø vil forandre tingenes tilstand på KU. …

Christian Dahl har et konkret eksempel, som han også har omtalt i et blogindlæg på FRONTs hjemmeside.

‘Jeg har i forelæsningssalen på Filosofi oplevet, at en identitet, som jeg er stærkt forbundet med, bliver brugt som et skældsord,’ siger han.
Christian Dahl taler om homofobi – mere specifikt lærerens udråb af ordet ‘bøsselort’, da han hamrede en tå ind i katederet. Men det kan være svært, siger Christian, at overbevise andre om, at følelsen af diskrimination er legitim…

‘Hvis nogen bruger n-ordet (neger, red.),’ siger Tai Skadegaard Thorsen, ‘og jeg siger, at det kunne de måske godt lade være med, fordi det er stødende, så svarer folk nogle gange ‘nej nej, det betyder jo bare en sort person’. De benægter den historie, som det ord har haft, og de siger måske også, at jeg er overfølsom. De anerkender ikke, at der kan være en anden følelsesmæssig tilknytning til det ord end deres, eller de hævder, at det er forkert, hvis der er.’ …

‘Jeg er selv blevet kaldt n-ordet i form af en joke,’ siger Tai Skadegaard Thorsen, hvis hud er en tone mørkere end det gennemsnitlige danske niveau. ‘Sådan bliver det altid fremstillet. Og da jeg sagde fra, kom en anden studerende hen og sagde, at neger jo bare betyder sort, hvorefter jeg forsøgte at forklare ham, at der jo er en hel kolonihistorie, som Danmark er en del af, hvor vi i første omgang begyndte at bruge ordet om en raceinddeling, der ikke findes biologisk set.

… Christian mener, at genkomsten af n-ordet kan være udtryk for en højredrejning af den politiske debat.

(Thomas Sowell, neger)

De, der siger det, anser det for at være en bagatel.

‘Ja, men sådan vil jeg ikke se det. Det her er jo noget, folk har råbt efter mig på Nørrebro, det er noget, jeg hører på rigtig mange kedelige måder. Også i København, som jeg tror er et af de mest progressive steder, når det gælder LGBTQ-rettigheder. …,’ siger Christian Dahl. ‘Men det er jo en bekræftelse af, at der stadig findes et latterliggørende syn på seksuelle og kønnede minoriteter. …’

[…]

FRONT ønsker et mindre majoritetspræget pensum. Det vil betyde, at man rundt om skal vælge mellem det, der i dag af universitetets ledelse og lærere bliver regnet for det bedst egnede, mest relevante pensum og noget nyt. …

‘På Filosofi fik man ændret titlen på et kursus fra ‘Filosofi’ til ‘Vestlig filosofi’, fordi pensum reelt kun indeholdt tekster af vestlige filosoffer. Hvis vi ikke reflekterer over de vidensoverleveringer, vi fører videre, ender vi med noget, vi kunne tro omfattede det hele, men som faktisk kun er majoritetsperspektiver. Det er altså muligt at stille spørgsmål ved naturaliseringen af viden.'”

Oploadet Kl. 14:20 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


14. maj 2016

Filminstruktør Asger Leth laver film om ‘white supremacy’, fordi den demokratiske højrefløj vokser…

For et par dage siden skrev jeg om Kristian Leths irrationelle forhold til virkeligheden. Jørgen Leth har flere sønner, herunder filminstruktør Asger Leth. Han vil nu lave en film om højreekstremistiske skinheads, fordi den demokratiske højrefløj vokser. Fra Berlingske – Danske filmfolk bag historie om rå amerikanske skinheads.

“Lige så rå og ærkeamerikansk, historien er, lige så ærkedanske er folkene bag, når filmen ‘White Dog’ kommer til verden.

En historie om ‘white supremacy’ – et højreekstremistisk skinhead-miljø i Pittsburg i USA og samtidig en skæbnefortælling om to brødres udvikling i forhold til hinanden og ekstremistmiljøet. …

‘Jeg har kendt til Martins manuskript i årevis, men tiden er helt rigtig til at lave den nu, hvor en yderligtgående kandidat som Donald Trump i USA kan få næsten halvdelen af vælgernes opbakning til en politik, der før var forbeholdt ekstremister. Og ikke bare i USA, men også i Europa stormer højre­ekstremisterne frem – for eksempel le Pen her i Frankrig,’ siger Asger Leth.

‘… Jeg er mere interesseret i at prøve at forstå, hvad der skaber de her mennesker i stedet for at dømme dem fra starten. De er jo også mennesker som alle andre, og folk går og tror, de ved, hvilke motiver andre handler ud fra uden at ane det. Det er et spørgsmål om eksistens, og ekstremisme handler om et fravær. Hvor man så fylder de her fjendebilleder på og skaber sig en identitet og et fællesskab. Kan man så bryde ud af hundekoblet og ud af hadet igen? Det, synes jeg, er interessant,’ fortæller Asger Leth om nogle af filmens temaer.”

(Apropos: Mitten in Deutschland: NSU, Das Erste, 2016; se evt. Nazi-cellen, DR.dk/TV)

Oploadet Kl. 19:42 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


13. maj 2016

Kommunistisk sanger vil ikke associeres med ‘kvalmende’ DF-nationalisme’: Bor selv på idylliske Ærø

Da Dansk Folkeparti i 2008 lancerede kampagnen ‘Giv os Danmark tilbage’, var det et problem, fordi en venstreorienteret sangerinde havde haft et hit med ‘Gi mig Danmark tilbage’.

Denne gang hedder kampagnen ‘Vi voksne kan også være bange’, og efter BT havde kritiseret kampagnens dårlige billedbehandling, var det i dag konkurrentens tur.

Det hører med til historien, at Bjarne Jes Hansen var et ikon for revolutionen der aldrig kom, og i en årrække var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Sideløbende var han ansat af Danmarks Radio, og efter et langt liv for grænseløs socialisme har han i dag bosat sig på monokulturelle Ærø.

Fra Ekstra Bladet – ‘Vi voksne kan også være bange’-sanger føler sig misbrugt af DF.

“I Dansk Folkepartis stort anlagte kampagne der netop nu luftes på togstationer og busstoppesteder bruges sætningen ‘Der er så meget, vi skal passe på’, sammen med et billede af hundeglad storfamilie i kulørt tøj.

Sætningen er stort set identisk med en sætning fra omkvædet, der optræder i en af 1970’ernes mest kendte børnesange ‘Vi voksne kan også være bange’.

I børnesangen, hvor en mildest talt ængstelig voksen forsøger at forklare sine bekymringer vedrørende blandt andet atomkraftværker, trafik og fabrikker på en måde, så børn kan forstå det, lyder en linje i omkvædet: ‘Der er så meget, man skal passe på’. …

Manden bag 70’er-hittet hedder Bjarne Jes Hansen. … og han er bestemt ikke begejstret for at blive brugt i Dansk Folkeparti-sammenhæng.

– Det grænser til det kvalmende. Jeg er ikke blevet spurgt, og hvis jeg var blevet spurgt, ville svaret have været et klart nej, siger Bjarne Jes Hansen til Ekstra Bladet…

– Titlen på pladen, hvor sangen stammer fra, er ‘Dig og mig og alle os’, og står for præcis alt det modsatte af den nationalisme, som Dansk Folkeparti repræsenterer, siger den utilfredse sanger.

(Udsigten fra anti-nationalistens Ærø-ejendom)



7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)



2. maj 2016

Bogaktuel bekendt: Det ville være sundt, at få børn fra Hellerup ind på en skole på Nørrebro…

Det ligger lidt udenfor nummer, men lige en anekdote. For nogle år siden havde jeg på mit daværende arbejde en tilbagevendende diskussion med en journaliststuderende afløser-kollega, og ofte gik bølgerne højt. Vi var vildt uenige om journalistikkens rolle, og hvor jeg som en anden puritaner krævede præcision og sandhed, så stod han for en mere holistisk tilgang. Medier bør ikke opbygge stereotyper, og i sidste ende får vi den virkelighed vi beskriver. Han måtte videre, og pludselig kunne man se og høre ham på TV2 Østjylland. Trods alt godt.

Siden har jeg mødt ham et par gange, og selvom han har en pointe, så køber jeg ikke udgangspunktet. Når danskere stemmer på Dansk Folkeparti, så er det ikke fordi eliten har været for dårlige til at nurse dem, men fordi – tada – de ikke gider det multikulturelle samfund. Man kunne ligeså godt vende det om. Hvis ikke eliten og den journalistiske kaste havde hetzet indvandringsmodstanden væk fra deres midte, så ville det ikke være et ‘underklasse-fænomen’. Problemet er sådan set mere et uddannelsessystem og en offentlighed, der bilder folk ind at det er klogt og overskudsagtigt at acceptere masseindvandring fra islamiske lande. Underklassen, folk der ikke har noget at miste, bliver hermed til en slags avantgarde.

Den gode Kim Basse er bogaktuel med en roman, hvor han beskriver sin barske opvækst i Frydenlund (Århus V), tæt på Bispehaven. Jeg har selv boet i området, og var til bogreception i den lokale beværtning for tre uger siden. Lige bagved blokkene, der ses i baggrunden af gårsdagens Deadline-indslag. Det var her en drukfældig onkel døde efter et fald fra en af altanerne for mange år siden, og man kan roligt sige, at Frydenlund var den hvide underklasse. Da jeg boede på Høgevej 1999-2001 (sic) var multikulturen dog så småt ved at finde fodfæste. Containerbrande mv.

Her lidt fra et interview i Politiken – Eliten er blind for den hvide underklasses problemer.

“‘Der er en elite i Danmark, der består af politikere og journalister, som er totalt blind over for de problemer, der eksisterer i den hvide underklasse. Der er for få journalister, der selv kommer fra de her miljøer, og det betyder, at mediernes dækning af dem er overfladisk, ensidig og ofte latterliggørende. Politikerne aner heller ikke, hvordan hverdagen i underklassen ser ud, og derfor laver de den ene reform efter den anden, der har katastrofale konsekvenser for de lavtuddannede og ufaglærte. Dansk Folkeparti er i virkeligheden det eneste parti, der har forstået underklassen og taler dens sprog‘.

Sådan siger murer og journalist Kim Basse, der er aktuel med sin debutroman ‘Det halve menneske’. Romanen er inspireret af Kim Basses egen opvækst i underklassen i Frydenlund ved Aarhus, hvor stoffer, kriminalitet og vold var en indgroet del af hverdagen. …

‘Det er rigtigt, at vi har hørt en del underklassestemmer, men det er udelukkende, fordi vi, der har brudt med den negative sociale arv, er blevet voksne og insisterer på at fortælle vores historie. I stedet for at politikerne og medierne aktivt gør en indsats for at sætte sig ind i de problemer, der eksisterer i underklassen, har man gjort det til vores eget ansvar at gøre opmærksom på problemerne’. …

Og problemer er der nok af i underklassen, siger Kim Basse. Han voksede op i den kriminelle og socialt belastede bydel Frydenlund ved Aarhus, og hans familie havde – som de fleste andre familier i det miljø – massive problemer: Begge forældre var ufaglærte, faren var ordblind, alkoholiseret og tævede Kims mor.

(Reception på Kim Basses ‘Det halve menneske’, Pusterummet, Frydenlund, 9. april 2016)

Hvad mener du, der skal til for at gøre noget ved problemerne i underklassen?

‘Det er vigtigt at få gjort op med ghettoerne – både de brune og hvide – og sørge for, at der kommer nogle ressourcestærke mennesker ud i de sociale boligbyggerier, så underklassen ikke kommer til at leve i et isoleret parallelsamfund. Vi skal blande børnene noget mere i folkeskolen. Ikke bare sende børn fra ghettoerne ud i rigmandskvartererne, men også få børn fra Hellerup og Gentofte ind på en skole på Nørrebro og sørge for, at børn lærer, hvordan verden ser ud i andre samfundslag. Det ville være sundt‘. …

‘…i dag er man i fuld gang med at afmontere velfærdsstaten ved at lave tåbelige reformer, der gør det umuligt for folk at bryde den negative sociale arv, som jeg gjorde’.

Har reformerne virkelig så afgørende en betydning for, om man kan bryde med den negative sociale arv?

‘Ja. Tag f.eks. kontanthjælpsreformen. Man fratager enlige forsørgere omkring 2.500 kroner om måneden ud af et i forvejen stramt budget. Hvordan i alverden skal man så have råd til at sende sine børn på efterskole eller vise dem steder, der kan øge deres udsyn og give dem kulturel kapital? Der findes massevis af kulturelle tilbud, som de her familier ganske enkelt ikke får råd til. Det er en katastrofe for de ressourcesvage familiers mulighed for at bryde med den sociale arv’. …

»Jeg tror ikke, at vælgerstrømmen til Dansk Folkeparti handler om racisme. …’.”

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper