En lidt forsinket afrunding af vinterferien i Småland. Med undtagelse af mandagens Grønspætte blev ugen i det svenske ikke den store oplevelse, sådan rent ornitologisk. Jeg hørte Grønspættens ‘latter’ flere gange i løbet af ugen, men den holdt sig væk fra grunden. Udover Store flagspætter og Skovskader, så blev det derfor mest til nemme mejsebilleder ved fodrestationer. Halemejsen gad ikke fotograferes, og det respekterede jeg naturligvis. Kæresten havde kun forlænget weekend, og med huset fuld af vilde drenge, så blev det kun til småture lokalt. Torsdag tog vi i samlet flok til nationalparken Store Mosse, og selvom ‘Naturskolen’ var et hit, så havde jeg naturligvis håbet på at få afkrydset et par arter. Torsdag morgen røg nettet. The rest is mere details.

(Blåmejse ved et falu-rødt hus i Markaryd)

(Grønspætte, Anderstorp)

(Spætmejse, Anderstorp)

(Musvit, Store Mosse)

(Fyrremejse, Store Mosse)

(Expressen og en Cuba-cola, Anderstorp)

(Udsigten fra sommerhuset, Anderstorp)

Vejret i Sverige er fremragende, og Småland viser sig fra sin bedste side. Vi lagde ud med en privat overnatning i Markaryd, og indtog morgenmaden sammen med flere børnevenlige egern. Herfra videre til den lokale Elg-safari. Vi ankom til sommerhuset i Anderstorp sidst på eftermiddagen i går, og det frostklare vejr gav gode betingelser for ornitologen i mig. Ikke vildt mange arter, men mit livs blot anden Grønspætte blev foreviget håndholdt med et rimeligt resultat. Jeg hørte dens ‘latter’ flere gange senere på dagen, så med lidt held får jeg chancen igen.

(Privat indkvartering hos dansksindet i Markaryd)

(Markaryds Älgsafari)

(Grønspætte, hun)

Hver årstid sin charme, og naturen bliver ikke bestemt ikke mindre seværdig af lidt sne. I dag tog jeg en længe planlagt tur til Horsens, nærmere bestemt Stryget ved Bygholm Park. Target-arterne var Bjergvipstjert, Isfugl og Vandstær, der alle ses næsten dagligt. Ti meter fra bilen så jeg de første to vandstære, siden endnu to, og bedst af alt, de var ikke særlig sky. På vej mod bilen scannede jeg kanalen lidt længere fremme, og så den klassiske vipstjerte-flugt. Den landede, og jeg tog et hurtigt dokumentationsfoto. Sekundet efter fløj den væk området. Min første danske Bjergvipstjert, og hermed ubetinget en god dag. Næste uges skal der birdes i Småland…

Det blev en lang og lærerig tur til Dresden. Programmet var hårdt, grænsende til det urealistiske. Hvor Snaphanen & Co. lavede en længere hyggelig tur Berlin/Dresden via Gedser-Rostock, så tog jeg initiativet til en minibus med start fra København. Vi kørte hårdt uden spisepause af nogen art, og uden en rutineret chauffør der kunne holde farten, havde vi misset demonstrationen med et par timer. Som jeg skrev på Twitter, så stod GPS’en på ankomsttidspunkt 18.30, da vi nærmede os Dresden.

Undervejs forsøgte jeg at koordinere et møde med TV2-korrespondenten Uffe Dreesen, og næsten mirakuløst fandt vi hinanden på den fyldte plads før ‘spaziergangen’. Det blev til et nogenlunde indslag i 22-Nyhederne.

(‘Dänemark grüsst Pegida’ i TV2 Nyhederne, 12. januar 2015)

Der var spækket med mennesker på pladsen, og vi opgav hurtigt at finde Snaphanerne. Team Urias blev hurtigt delt, og vi var således ikke samlet på noget tidspunkt under optoget. Banneren vakte opsigt. På et tidspunkt klappede omkring 100 tyskere spontant i vores retning. Vi faldt i snak med flere.

Jeg deltager normalt ikke i demonstrationer, men det her var den rigtige undtagelse. Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

At holde det hjemmelavede banner, et lille Dannebrog, og samtidig være en del af optoget gjorde det svært at fotografere. Det var mørkt, og umuligt at danne sig et overblik, men på sin vis afspejler billederne min oplevelse.

(Uwe Max med det kejserlige overskæg interviewes til russisk tv, som tysker)

“Das Maas ist voll” (reference til justitsminister Heiko Maas)

“Asyl ja, Missbrauch nein”

“Einwanderung zum Ausgleich des Geburtendefizits? Nein. Familienpolitik muss auf Prüfstand, geschiedene Väter werden benachteiligt”

(Islamisk Stat er et USA-produkt)

(Folkeopstanden i 1953, Murens fald i 1989 og Pegida 2014-15)

(Farverig Pegida-flag med fredssymbol)

(Rockerlignende type inkl. ‘malteserkors’ og fredsdue)

(USA og Israel er problemet)

(Klistermærke for Nationaldemokratische Partei Deutschlands efter demo)

Som jeg tidligere har skrevet, så er Pegida’s Positionspapir noget vagt, og på ingen måde skarpt nok i forhold til de udfordringer indvandringen og islamiseringen giver aftenlandene, og jeg vil egentligt kalde Pegida mere folkeligt end egentligt højreorienteret. En del bannere handlede om indvandring, men det var ført og fremmest en demonstration mod korrumperende magt. Der var en svag overvægt af mænd, men stor aldersspredning. Masser af ældre tyskere, men også en del unge – flere med piercinger og en mere eller mindre gennemført EMO-stil. Vi diskuterede længe indtrykkene, og det er svært at sætte ord på. Det var en broget flok, og hvis den her gruppe kan frames af medierne som værende ‘nazistisk’, så er demokratiets vagthund blevet en logrende puddel, en skødehund for EU-kraterne.

Demonstrationen var først og fremmest anti-totalitær, og hvor parolen ‘Wir sind das Volk’ giver associationer til Murens fald i 1989, så blev det typisk kombineret med 1953. En henvisning til Folkeopstanden 17. juni 1953, hvor planøkonomiens proletariat strejkede, og samlede sig på centrale pladser overalt i DDR, ikke mindst i Dresden. Hæren slog opstanden ned, flere hundrede døde, og soldater blev sågar henrettet for at have nægtet at skyde på folket. DDR var ikke folket, og Merkels multikulturelle Europa er ikke Dresden.

(Mindesmærke for ‘Volksaufstand des 17. Juni’ – Sovjetiske T-34 kampvogne mod Dresdenborgere)

Medierne forsøger at gøre det til et paradoks, at man demonstrerer mod Islam i Dresden, men det er lidt søgt, for demonstrationerne er først og fremmest et opgør med dem der lader en ikke-ønsket udvikling ske, ikke mod Islam som sådan, og slet ikke muslimerne. Der er 6-7 procent indvandrere i Dresden, men meget få muslimer, og tirsdag formiddag konstaterede vi ved selsvsyn, at der herskede en behagelig monokulturel stemning i gaderne.

At opgøret mod ‘Mutter Multikulti’ sker i det tidligere Østtyskland er ikke tilfældigt. Kommunismen er ikke glemt, og folk er ikke lullet i søvn af billige plusord. Dem fik de nok af i DDR-tiden. Som dansk nationalkonservativ er det selvfølgelig ærgeligt, at Pegida-fænomenet ikke er målrettet indvandring/Islam, men kravet om reel folkestyre kan man kun støtte. Hvem kan være imod folkeafstemninger om væsentlige emner?

Jeg kan tage fejl, men det virkede også som om dresdenerne er påvirket af særlige omstændigheder. Churchill sønderbombede Dresden kort før krigens afslutning, og herefter blev landet underlagt Stalins regimente. Ingen konstruktiv Marshallhjælp, blot Den Røde Hær og virkelighedsfjerne 5-årsplaner. For mange symboliserede Merkel vestmagterne, og jeg fornemmede desværre, at det også var socialister der demonstrerede. De er selvfølgelig også en del af folket, men det er også med til at udvande udgangspunktet. At krydre antipatien for Merkels EU med slet skjult Putin-fascination er lige en tand for overfladisk. Fred er selvfølgelig godt, men isolationisme er ikke altid det rigtige.

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

(‘Gegen die Heimat’, selvhadsk venstrefløj i koncentrat)

(System-propaganda: ‘Refugees welcome’, ‘Kein mensch ist illegal’ o.l.)

(‘… Dresden bekennt Farbe’)

Såvidt Pegida Dresden. Efter demonstrationen tjekkede vi ind på hotellet, og forsøgte at finde et restaurant. Det lykkedes ikke, så det blev til fastfood og øl på et par beværtninger i midtbyen. Team Urias var hårdt ramt af køreturen, og holdt ikke længe. Vi aftalte at mødes tidligt næste morgen, så der var tid til lidt sightseeing – og det blev helt fantastisk. Klar himmel, 12-14 grader og gå-afstand til monumentale bygninger, tæt ved Elben som tog sig smukt ud. Tiden løb fra os, og vi kom lidt senere afsted.

Vi tog den med ro på hjemvejen, og snakkede om alt fra arkitektur (Barok, Jugend, Skønvirke) til lødig litteratur der bekræftede det kulturkonservative standpunkt, eksempelvis War Before Civilization: The Myth of the Peaceful Savage af Lawrence H. Keeley. Over-historienørden brugte tirsdag formiddag på at købe bøger om alt fra revolution, mediekritik, høj-arabisk, ja, selv et kort Det Hellige Land blev det til. Som co-driver var han ikke til megen hjælp. Da vi kørte over Ejderen pointerede jeg svagt, at det rart at være hjemme igen, hvorefter han med skolemester-stemmen præciserede at vi skam først var ved grænsen om 200 meter. Hyggesnak aldrig med højrenørder, de drukner dig i fodnoter.

(Undertegnede fotograferet af co-driveren med mobiltelefon)

Sulten trængte sig på, og vi aftalte at afslutte med et solidt kro-måltid på en restaurant i Slesvig. Det var lige som det skulle være, altså bortset fra et jeg blev fotograferet med en skål salat. Det var naturligvis et opstillet foto. Tidligere på dagen blev jeg mobbet over de indkøbte økologiske bananer. My bad, men altså, lad den der er ren kaste den første sten. Efter måltidet tog vi en lille gåtur i de besatte områder, og snakkede lidt om Istedløven.

Det var tidlig morgen før bilen var tømt, og den sidste kom i seng. Herunder en række billeder fra de turen. For flere billeder og en mindre personlig tilgang henviser jeg til Snaphanen: I, II.

(Mindeskilt ved Kreuzkirchen: Dresdner Revolutionsweg 1989, ‘Wir sind das vold’)

(Danske julemærker i Dresden by)

(Uwe Max’ anarkistiske sindelag fornægter sig ikke)

Sjælden tur til det vestlige Sjælland i dag. Planen var at se Skarresø, Tissø, et par vandmøller, og slutte af med at se nærmere på Tårnborg, resterne af købstaden der i 1400-tallet blev erstattet af nærliggende Korsør. Vejret var ikke med mig, og tiden løb fra mig, men det blev da til lidt forskelligt. Et par Havørne, 10-12 Røde glenter, en Sumpmejse og en række almindeligheder. På vej hjem fra Tissø kørte jeg forbi ‘Jødeland’, den Gørlev’ske pendant til Israels plads.

“Fyen, mit kjære Fødeland. For mig saa kjært, som for en Jøde Jødeland.” (Frederik Paludan-Müller, Poetiske Skrifter i Udvalg IV, 1901-02, s. 327)

Jeg har længe villet se nærmere på Store Hjøllund Plantage i det midtjyske, hvor der den senere tid er set Nøddekrige. Området er enormt, så jeg nøjedes med at lytte lidt forskellige steder, og havde ikke heldet med mig i dag. Turen var dog på ingen måde spildt. Få kilometer før jeg ankom til plantagen, bemærker jeg en lidt mærkelig skadefugl ved et markskel. Jeg parkerer, og konstaterer til min store tilfredshed, at det var en Stor tornskade. Ikke en decideret sjældenhed, men første det er lykkedes mig at fotografere/dokumentere.

“Slægten ofred – Danmark vandt!” (mindesten for Stor Hjøllund Plantages ejere)

I naturlig forlængelse af mandagens mobiltelefon-fotograferede vandstære, tog jeg afsted igen, denne gang med opladt batteri og ramkort. Jeg fandt dem relativt nemt indenfor et par hundrede meter, men særligt den ene (med farvede ringmærker) accepterede ikke min tilstedeværelse. Der mangler lidt skarphed, så jeg giver nok projektet flere forsøg de kommende måneder.

Min mor foreslog en gåtur i skoven, og ornitologen i mig, foreslog Giber Å, og endnu en tur med særlig udkig efter Vandstær (og Bjergvipstjert). Det var mudret, så jeg tog turen uden kamerastativ. Jeg har kun set Vandstær to gange. Påsken 2012 i Sydfrankrig, og forrige vinter nogle kilometer derfra på lang afstand i regnvejr. Få minutter fra Vilhelmsborg var der bid. Den poserede på en flad sten på forholdsvis kort afstand i et for årstiden udmærket lys, og jeg tog koncentreret 20-25 billeder mens jeg finjusterede fokus. Da jeg ville tjekke skarpheden på displayet, ses beskeden ‘Intet kort’. Et par 100 meter nede af åen, så vi endnu en Vandstær.

Dokumentationsgrafikken herunder er taget med min LG G3, og kun medtaget for at illustrere historien.

(Vandstære, Giber Å, 24. november 2014)

“Vandstæren er trods navnet ikke en stær, men tilhører sin egen familie med fem arter, hvoraf kun en er repræsenteret i Europa. Vandstæren er dog på størrelse med en stær. Den er en buttet, sort og brun fugl med karakteristisk hvidt bryst og kort hale. Den ses typisk siddende på en sten eller gren ved vandløb, mens den nervøst vipper gumpen op og ned.” (DOFbasen.dk)

Jungletrommerne fortæller, at somaliere fra Rundhøj er begyndt at frekventere Vibyhus kiosk, der derfor har set sig nødsaget til at indføre praktiske foranstaltninger: “Brug klokken, hvis døren er låst – Max 2 personer af gangen”.

(Vibyhus kiosk, 19. november 2014)

Kampen fortsætter og inkluderer fysisk vold mod politiske modstandere. Tilsyneladende helt uproblematisk.

(Skanderborgvej ved Kongsvang, Århus, 14. november 2014)