Det har været småt med det ornitologiske i denne uge, men jeg har ofte det store objektiv med, og har selvfølgelig taget en del billeder. Alle håndholdt, men i det mindste er lyset godt hernede. Vi flyver hjem i morgen tidligt, og mandag står den på job igen. Billeder fra ture til Ronda, Sevilla og Granada følger førstkommende fridage.

Fra terrassen har jeg to gange set forbiflyvende Pirol, men det går stærkt, og det er kun blevet til dokumentationsfotos. De gemmer sig i trækronerne. Mest interessant er nok en overflyvende Dværgørn.

Under et vandretur mod La Fuensanta jagtede jeg en Svalehale. I dag lykkedes det mig at fotografere den under en solo-ekspedition langs Rio Turon. Her så jeg blandt andet Halemejse, Grå fluesnapper og en enkelt Isfugl.

Lidt nordvest for Ronda, så vi kredsende Gåsegribbe, måske 40-50 stykker. Der er masse af rovfugle i luften, men man trækker ikke bare i håndbremsen på en snæver bjergvej.



For nogle dage siden bloggede jeg en reklame for ‘The Genderhouse Festival’ set i Århus, hvor man ser en grotesk beskægget mand med bryster. Det kan blive værre endnu. Her en ammende beskægget kønsidentitet, set på en reklamesøjle i Leipzig.

(Leipzig, Tyskland, 27. august 2018; Foto: Facebook, udsnit)



Tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen var arkitekten bag udlændingeloven af 1983, og omtales rutinemæssigt af politiske modstandere som værende den værste landsviger siden Corfitz Ulfeldt. Billeder siger mere end ord, og Snaphanen tog onsdag et ikonisk dogmefoto af den 74-årige professor emeritus.

(Tidl. ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen mm., København, 22. august 2018; Foto: Snaphanen.dk)



Free Speech Blog har begået en lang læseværdig post om hvorledes møbelkæden IKEA siden 2013 har støttet Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser), og hermed været med til at finansiere redningsskibet ‘Vos Prudence’, der systematisk fragter afrikanere til EU. Det kan ikke understreges nok. Langt de fleste NGO’ere er venstreorienteret kerneland, og man skal selvfølgelig ikke støtte sine politiske fjender – heller ikke selvom ‘faceren’ på gågaden er en storsmilende blondine i sin bedste alder. Hun vil dig ikke noget godt. De vil dig ikke noget godt.

Mellemfolkeligt Samvirke er en anden organisation, der er hårdt ramt.

(Palæ-propaganda ved den jødiske kirkegård i Århus, Frederiks Allé, 18. august 2018; NB: Mobilfoto)

“We fight poverty by helping the poor to fight for their rights and break the structures, which holds them back in hunger and poverty.” (ActionAid Denmark, Mellemfolkeligt Samvirke)



Fuglene har ikke haft førsteprioritet i år, men lidt har også ret. Tre billeder fra dagens tur til Føns ved Middelfart.

(Hjejler)

(Sortklire, Hvidklire og Brushane)

(Grågæs, Blishøns mfl.)



Vil man i nærkontakt med den skønne Isfugl, så skal man have ro omkring sig og masse af tid. Denne sommer er der mindst tre ved Mosbjerggård i Mossøs østlige ende, og da jeg i går gæstede lokaliteten lykkedes det mig da også at se ‘den tyrkisblå pil’ flyve tæt over det rolig vand hele fire gange. Billederne er taget på lang afstand og ren dokumentation, for de kommer ikke ind til badebroen og poserer, sålænge de kan se folk på bredden.



Jeg fik taget en masse billeder med mobilen i Københavns, og de fleste er ikke værd at bringe her. Fotoet af Winston Churchill-busten i Churchillparken ved Kastellet er en undtagelse. Ved siden af busten, var mindesmærker for henholdsvis krigsheltene Anders Lassen og Kaj Birksted. Sidstnævnte havde følgende inskription.

“The men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow.” (R.V. Jones)

(Winston Churchill-buste i Churchillparken, København, 2018)



I en af de kolde vintermåneder aftalte jeg med en tidligere kollega, at vi skulle tage til Moskva og se VM sammen. Tiden gik, og lige pludselig var det april. Det lykkedes en lokal guide at skaffe et dyrt hotelværelse til os, hvis blot vi forudbetalte det fulde beløb, og det gjorde vi så. Senere lykkedes det os at få billetter på Fifas hjemmeside, og så var det blot at bestille et såkaldt Fan ID, der erstattede visum for alverdens fodboldrejsende.

Vi tog det sene fly fra Kastrup fredag aften (for tre uger siden), og ankom til en natlig trafikprop i bymidten. Aldrig har jeg set så mange mennesker i nattelivet. I samråd med guiden fik vi hentet billetterne lørdag eftermiddag, og hermed var der tid til sightseeing. Vi testede et par restauranter af ved Frelseren Kristus-katedralen, og fik smagt den berømte Borscht (rødbedesuppe)

Stemningen i byen var helt fantastisk. Overalt sås glade fodboldfans – franskmænd med napoleonshatte, mexicanere med sombreros, danskere med klaphatte og vikingehjelme. Danskerne var uniformerede i rødt, men slagsangene faldt lidt mere naturligt hos latinamerikanerne.

Ved universitet havde russerne indrettet en enorm forskanset fanzone, hvor kampene blev vist på adskillige storskærme. Her så vi et par kampe, og særligt russernes sidste puljekamp trak tilskuere til. Jeg gætter på 100.000, men det forbliver et gæt.

Det første kulturelle højdepunkt var den farverige Vasilij-katedral, bygget under Ivan den Grusomme, og ganske givet inspirationskilde til prinsesseslottet i Disneyland Paris.

Tirsdagens kamp mod Frankrig skulle spilles på Luzhniki Stadion, men danernes optakt fandt sted ved Bar BQ på Den Røde Plads. Vi mødtes klokken 10 om formiddagen, og tog herfra til Stadion. Noget af en fest. Kampen var dog den ringeste jeg har set siden AGF-Lyngby pokalfinalen i 1990, men bevares – alene det at være tilstede. Jeg tog et hurtigt foto med mobilen af den store Lenin-statue ved Fifa fan-shop foran stadion. Dagen forinden havde en russisk fan medbragt en banner påskrevet ’88’ (talkode: Heil Hitler) til Uruguay-kampen, hvad gav en bøde på 65.000 kroner. Det er tilsyneladende bedre at myrde uskyldige på grund af klasse end race.

Efter kampen var der efterfest på et større diskotek nogle kilometer derfra. Øllene var mistænkeligt dyre, men forklaringen fulgte hurtigt. Det var en stripklub med alt hvad deraf følger, og selvom de fleste danskere på stedet var overrislede, så var det mit indtryk at det var lige lovligt hårdt for folk flest. Formoder der var et bordel bag en svært bevogtet dør. Den æggende dans fra unge damer på scenen trak en del husarer til, og den mafia-lignende vagt måtte sætte flere roligans på plads – kun se, ikke røre. Den ene var i øvrigt en af blot to arabere jeg så til forfesten.

Min rejsepartner røg i vodka’en og forsvandt, så jeg tog alene til hotellet med en pirattaxi. En kirgiser, der med høj kirgisisk musik i anlægget, kæmpede for at få GPS-signal med telefonen ud af vinduet. Han fandt ikke hotellet, men kom dog tæt på. Min vikingehjelm blev hans VM-souvenir. Min ven ankom desorienteret en time senere.

Det var planen, at vi skulle se kremlin med en russisk guide om onsdagen, men over et glas vand på et overklasse-restaurant, blev vi enige om, at det nok var bedst han tog en dag i sengen. Jeg så et lokalt kloster, og tog så den store tur til Frelseren Kristus-katedralen. Et formidabelt bygningsværk med en unik historie. Katedralen var den synlige forening af Rusland og den ortodokse kirke. Det var denne katedral som venstreradikale Pussy Riots skændede tilbage i 2012. For vestlige medier var de frihedskæmpere, for russerne var de alt andet.

Herefter et besøg på ‘nationalmuseet’, der blandt andet havde udstillet Lenins Rolls Royce.

Det siges at Putin holdt møde med Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton i kremlin denne dag… desuagtet. Det er ingen skam at blive væk, når man nu ikke er inviteret.

De efterfølgende dage tog den danske guide os med rundt, og vi så blandt andet Alexanderhaven, ‘det militærhistoriske museum’, Kiev-stationen (mfl.), Peter den Store-monumentet, Krimbroen og Gorky Park.

Fredag mødtes vi med guiden Galina, der viste os rundt i Kremlin, ikke mindst de imponerende løgkuplede kirker. Vi så naturligvis også Zarens klokke (der gik i stykker under produktionen), og Zar-kanonen (der ikke kune affyres). For mere kuppelkatar, se billederne nederst i denne post.

Det var ikke muligt at skaffe billetter til ‘våbenkammeret’ (lidt ala Tøjhusmuseet), og køen foran Leninmausolæet gjorde det i praksis umuligt. Det må blive en anden god gang.

Fredag aften spiste vi på restaurant Yar, i noget der lignende en teatersal. Her hang Pushkin, Tolstoj, Chekhov mfl. ud i forne tider. Guiden gav mig et lommelærke-sæt med Zar-tidens våbenskjold, og det er værd at huske på at Rusland har en rig historie: Pre-kommunisme ad libitum.

Vi tog en båd på Moskva-floden for at slappe af i skyggen, og samme ide havde en gruppe brasilianere fået. De første dage gik vi 15-20 kilometer, og kombineret med 25-30 grader var det lige i overkanten for en bleg dansker.

I stormagasinet GYM ved Den Røde Plads var priserne opskruede, men flot var det. I et nærliggende center var priserne noget bedre, men intet var rigtigt billigt i den indre by. Moskva er ikke mere Rusland end London er England, og det afspejlede sig i bilparken. AMG-Mercedes, Range Rovere og store Audier var overalt, og mens man drak ‘kaffe’ (pivo) på en fortorvscafé kunne man nemt se flere forbikørende Bentley’er. Her dog en Rolls Royce.

Lige overfor en tøjbutik der solgte tørklæder til muslimer, lå en Thor Steinar-butik, der solgte tøj med nationalistiske temaer. Mere interessant var dog en lille forretning, der solgte tinsoldater fra diverse perioder. Venligt spurgte jeg den konfuse ekspedient om prisen på de udstillede vare, og da jeg pegede på en spartaner med Lambda-skjold, fandt han ipad’en frem og skrev svaret i en oversættelses-app: ‘Alt er udsolgt!’ Jeg så minimum ti af slagsen i montret, og efter nogle minutter fortalte han mig, at de kostede 42 dollars stykket. Alt for dyrt, men jeg sagde ja. Herefter tastede han 5900 rubler ind på kasseapparatet, og jeg betalte således 600 kroner for ti gram tin. Well played Vladimir…

Souvenirkøbene tog lidt overhånd. Drengene fik et par VM-trøjer, datteren en ‘Putin-ridende-på bjørn-kaffekop’ og kæresten en fin matryoshka-dukke. Foruden den dyre spartaner, købte jeg flere kaffekopper med religiøse motiver, en Putin gips-buste, og nogle Putin-køleskabsmagneter med Krim-tema. Overalt kunne man købe turistede ting med Stalin, Lenin, Trotsky… Putin og Trump. Ja, selv en Bendtner-dukke.

Jeg skal ikke forherlige det russiske demokrati, men må blot konstatere, at den vestlige kritik af Putin skyder over målet. Han repræsenterer sit folk, og meget af det Vesten kritiserer ham for, har han solid opbakning til i befolkningen. Ingen EU-præsident kan sige det samme. MSM fører an i hetzen. Før VM fortalte medierne om hvor farligt det ville være i Rusland, men her hvor turneringen er ved at være slut, er der stort set intet sket. Vi følte os trygge overalt, også tryggere end vi ville være i Århus eller København. Den del overraskede mig.

Sikkerhedsopbuddet var uden sidestykke. Moskva var gearet til fodboldturisme, og man skulle eksempelvis scannes for at komme ind på Den Røde Plads. En ung overgearet betjent ville se displayet lyse på mit kamera, og problematiserede en netop indkøbt deodorant.

VM må i øvrigt have givet midlertidigt arbejde til tusinde af unge russere. Da vi ankom til lufthavnen (en af byens tre-fire internationale) en sen nattetime, var der opsat en særskilt skrank ved gaten: ‘Get your Fan ID here’. Tre personer var ansat til at fortælle os hvor vi kunne hente vores Fan ID, hvis vi ikke havde fået det tilsendt. Ved Metro-stationer stod Fifa-repræsentanter i små grupper, og guidede folk videre.

Sproget må siges at være en barriere. Når vi på engelsk bestilte vand uden brus (’still water’), kom det med brus – hvis det overhovedet kom. En lille fadøl blev en stor og fremdeles. Selv det mest simple kunne misforstås. Trods sproglige mangler og en lidt reserveret attitude, var der dog venlighed over hele linjen. Det samme med de tilrejsende fodboldfans. Vi sludrede lidt med en par russere på en irisk pub, og sad pludselig og hyggede os med nogle franskmænd. En anden dag drak vi ananasjuice/vodka af pap med et par fyre fra Balkan, og på syv dage så jeg intet der ødelagde stemningen – hverken vold eller hærværk.

Min vikingehjelm gav en del opmærksomhed, og jeg tror der blev taget 100 selfies med mig. På et tidspunkt blev det næsten for meget, men iført daner-uniformen laver man ingen scener.

(Se evt. tidligere post)

Hvor nazistisk symbolik er forbudt i Tyskland, så har russerne et andet forhold til kommunist-tiden. Det meste propaganda i gadebilledet var væk, men ikke 100 procent. På de mange monumentale bygningsværker fra Stalin-årene kunne man eksempelvis stadig se hammer & sejl, CCCP etc. Tæt på hotellet var en statue af Friedrich Engels og fremdeles. Her en detalje fra den store port ind til Gorky Park.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal mene om det, men russerne har tydeligvis et afklaret forhold til den slags. I Gorky Park var statuer af Lenin, Stalin, Dzerzhinsky mfl. samlet ved et mindesmærke for ofre for totalitære regimer. Ganske passende, omend det må siges at være et paradoks når nu Lenin stadig indgår i navnet på parken. “A riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma”, sagde Winston Churchill om Rusland i 1939.

I Gorky Park så jeg også en statue af H.C. Andersen. Mest indtryk gjorde dog statuen af Sergei Yesenin, en digter der (formentligt) blev myrdet af regimet i 1925. Det siges, at han hver dag drak sig fuld og offentligt råbte ‘Død over kommunisterne’, lige til den dag han ikke var mere.

“What seems like an open and shut case of suicide may not be so simple. In the months leading up to his death the Soviet authorities had become increasingly concerned about the poet’s drunken debauchery. Criminal charges were brought against him and his friends because of their numerous brawls, and the Bolsheviks feared that Esenin could start to denounce the new government. Apparently there was even discussion of putting the poet under continual surveillance. This has led to unproven speculation that Esenin was assassinated by the secret police – a theory that is still hotly contested.” (Russia Beyond, 2014)

Kremlin

Metro-udsmykning, statuer mv.

Gorky Park

Diverse



Der er rigeligt at blogge om, og jeg har en del hængepartier, men er taget på miniferie med kæresten i det sydfynske. Jeg er tilbage på posten søndag, og håber at kunne indhente det tabte. I dag kørte vi en tur til Svanninge Bakker ved Faaborg, så Kaleko mølle, og sluttede af med Arreskov sø. Det ornitologiske var på det jævne, men jeg kom dog tæt på de skønne rødstjerter. Herunder en juvenil af slagsen.

(Herregården Arreskov)

(Svanninge kirke)