Det er for varmt til ornitologiske ekskursioner, så i dag det blev blot til en rundering i baghaven med altid trofaste Samson. Engen står ligeså vildt som sidste år, og der var lidt fugletomt her ved middagstid. De nydelige Arora’er lod sig ikke forevige, men Blå libel poserede taknemmeligt. Lidt har også ret.

Herunder Blå libel, Kulsukkerrod, ‘Canis lupus domesticus’ og to af husets nysgerrige ægproducenter.



Det er tyve år siden jeg sidst var i Paris, og selvom det denne gang blot var en udvidet Disneyland-tur for den mindste af drengene, så fik jeg alligevel set en hel del af byen.

Vi ankom til Charles de Gaulle-lufthavnen torsdag eftermiddag, og tog RER-linien til midtbyen. Toget går gennem islamiserede Sankt-Denis, og flere stationer i træk var franskmænd et næsten usynligt mindretal. Toget holdt blandt andet ved La Plaine-Stade de France, hvor tre selvmordsbombere november forrige år, indledte det koordinerede terrorangreb der kulminerede med Bataclan-myrderierne.

Frankrig har været i undtagelsestilstand lige siden, og det kunne ses i gaderne, selvom præsidentvalget og Emmanuel Macrons indsættelse jo nok satte alt på spidsen. Kort efter ankomsten gik vi en tur til Triumfbuen, og så adskillige kampklare betjente, heraf flere med maskinpistoler.

(‘Den evige flamme’)

(‘Bumperbuddies’; Se evt. Scrubs)

Fredag var dedikeret til Eiffeltårnet, og her kunne jeg konstatere, at det nye multikulturelle normale var en omstændelig affære. En kø for at komme gennem sikkerhedskontrollen (kropsvisitation, scanning), og herefter en kø for at købe billetter, før endnu en sikkerhedskontrol for at få adgang til elevatoren.

(Mobilfoto: Kø til Eiffeltårnets anden visitationszone)

Jeg er ikke meget for højder, og da vi på anden sal skulle købe ekstra billetter for at se Paris fra toppen forbarmede drengen sig: ‘Det er okay, far’. Der blev også tid til en gåtur langs Seinen, og shopping på Champs Elysee.

(Detalje fra Alexander d. II’s bro)

Det sidste var en næsten surrealistisk oplevelse, for som provinsdansker er man ikke ligefrem vant til at butikker har hærdebrede vagter ved indgangen. Jeg skulle eksempelvis åbne min kamerataske for at besøge Renaults udstilling. Vi så Ferrari 488 og Lamboghini Aventador foran Louis Vuitton-butikken, men skulle åbne tasker før vi kunne se den nye Twingo.

Vagterne var stort set udelukkende mørklødede, og det virkede som lidt af et paradoks, at der sikkert var en del vagter med islamisk herkomst der tjekkede kulturkristnes tasker på grund af muslimske terrorister had til kristne. Multikulturen skaber job.

(Den russisk-ortodokse Alexander Nevsky-katedral, flot indrammet)

Fredag aften googlede vi os frem til en nærliggende poolhal, der viste sig mere at være en nordafrikansk vandpibebar. Vi var der ikke så længe.

Sikkerhedspostyret gentog sig lørdag formiddag i Disneyland, og selvom det ikke just var turens højdepunkt for undertegnede, så var det bestemt en oplevelse. Her tænker jeg ikke på den Sydlige svalehale der elegant krydsede min vej, men det hele var bare utroligt gennemført.

Vi var der fra åbningen til 20.30 om aftenen, og fik set begge parker. Der var lange ventetider ved de fleste attraktioner, men i Walt Disney Studioes gik det nogenlunde. Vi prøvede eksempelvis en indendørs-rutsjebane med et Aerosmith-tema, der accellererede op til 100 km/t på under tre sekunder, og angiveligt gav en 5g-påvirkning i otte sekunder. Fedtmule var et hit.

Der var forbavsende mange tilvandrede storfamilier i parken, og jeg så flere muslimske piger, der havde sat det obligatoriske Minnie Mouse-hårbånd med ører udover sløret. ‘Modernization without westernization’, som Samuel P. Huntington formulerede det.

Søndag ville vi se Sacre Coeur, og det blev lidt for spændende. For bunden af trappe blev vi diskret omringet af 3-4 unge afrikanere. De talte venligt, men var anmassende, og pludselig havde både drengen og jeg farvede bomundstråde omkring den ene finger – et symbol på fred mellem Afrika og Europa, som det blev sagt af den ene – der havde en nobel fremtoning, og i øvrigt talte et fint afvæbnende engelsk.

Jeg holdt min kamera godt fast, og efter et lille minut følte jeg mig intimideret og sagde fra, så det ikke kunne misforstås. Noget var galt, og da vi fik dem lidt på afstand, tog jeg et par fotos. Da vi nåede kirken, løb tre betjente ned ad trapperne. Hjemme på hotellet kunne jeg så læse, at vi var blevet udsat for det der kaldes ‘The String/Bracelet Scam’.

“Very common in France (especially the sacre Coeur/Montmartre area, Seine River, Louvre, Gare du Nord) and around Europe as well. They can even be found on metro lines leading to the Montmartre area! They are easy to spot as they carry long, colored string, yarn or other items.

What they do (normally Africans) is they will ask if you want a ‘friendship bracelet’ or ‘friendship ring’. If you say yes, they will tie it so tight around your wrist or finger that makes it impossible to remove. They will then demand money from you. The more ruthless ones will gather some of his accomplices, bring you to the nearest ATM and threaten you to withdraw everything inside.” (Travelscam.org, 17 Most Common Tourist Scams in France

(Montmartre har en flot historie, men er et venstreorienteret område)

Efter Sacre Coeur, så vi nærmere på Montmartre. Malthe blev tegnet af lokal kunstner ved Place Tertre, hvorefter vi tog videre til Notre Dame. Emmaniel Macrons indsættelse prægede midtbyen, og Ile de la Cité (øen) var spækket med kampklare betjente. Duefodringen foran Notre Dame var en stor oplevelse for drengen, og der var fine motiver i alle retninger.

(Hotel Dieu (Dieu = Gud), med inskriptionen: ‘liberté, Egalité, Fraternité’)

En venlig mand med nordafrikansk udseende mand gav os lidt frø til duerne, og jeg var oppe med paraderne. Episoden ved Sacre Coeur sad i baghovedet, og selvom det er vigtigt at opføre sig ordentligt, så ville jeg rigtigt gerne nå hotellet med pung, telefon og kamera.

Fra Sacre Coeur tog vi en flodbåd (‘Batobus de Paris’) til Champs Elysee, der var pyntet op til Macrons ankomst. Helikoptere hang i luften, og mandskabsvogne holdt kofanger mod kofanger.

(Politiets mandskabsvogne)

Republikken tager ingen chancer. Et præsidentmord kunne risikere at fjerne opbakningen til masseindvandringen.

På hotelværelset kunne vi se, at flere tv-kanaler sendte live fra Triumfbuen – blot 300 meter fra os. Det bedste jeg så på de mange franske kanaler under opholdet var supermarkedskæden Monoprix’ reklame med et af mine favoritnumre som lydside. Big Stars ‘Thirteen’ (1972).

Da vi lidt senere indtog aftenkalorierne på en McDonalds tæt på hotellet, ankom fire maskinpistolbevæbnede ‘Vigipirate’-betjente med samme ærinde. Det nye normale.

(Mobilfoto: McDonalds, Avenue de Wagram)

Mandag var vi godt møre, og havde ingen andre planer end en tur til Bataclan og Boulevard Voltaire. Det blev en lidt tam oplevelse. Udover et diskret mindesmærke og et enkelt ‘Fuck ISIS’-tag var der absolut intet at se. Flere end 100 uskyldige blev brutalt slagtet for halvandet år siden, men alt var normaliseret.

“Witnesses heard shouts of ‘Allahu Akbar’ just before the gunmen took up positions on the mezzanine and opened fire on the crowd.” (Wikipedia)

(‘Fuck ISIS’, og med småt til venstre: ‘No fight – Love)

Vi tog hurtigt videre til Forum des Halles, hvor vi i en Lego-butik så meterhøje klods-udgaver af parisiske monumenter, herunder Triumfbuen og Notre Dame.

Ved en sidegade til stormargasin-helvedet Boulevard Haussmann stødte vi på en ‘Defend Paris’-trøje med AK47-logoet, der kunne fås med og uden hvide fredsduer. Drengen insisterede på at få den simple udgave og gjorde sin far stolt (selvom han da skammer sig lidt over at støtte opportunistiske multikulturalister).

Tirsdag var afrejsedag, og det blev lidt kaotisk. Der var terroralarm ved Garde du Nord, og jeg nåede lige at frygte Metro-kaos, der ville gøre det svært at nå lufthavnen i tide. Få minutter senere kørte togene igen, og vi kom afsted nogenlunde planmæssigt. Folk stod tæt, og en enlig bevæbnet jihadist besat af efterlivet ville i praksis have frit lejde.

Militariseringen af det offentlige rum gjorde et stort indtryk på undertegnede, men det så ikke ud til at påvirke franskmændene synderligt. Det var det nye normale, og med et netop afviklet præsidentvalg, var det politiske spil mest interessant for medierne. Macron blev hyldet som en samlende figur på forsiden af alle tidsskrifter, blandt andet med det halv-Krarup’ske ‘Le Kid’ (L’XPress). Man skulle lede længe efter fløjene, men jeg lærte dog, at der er en gruppe der kalder sig ‘Sorbonne Antifa’. Universitære venstreradikale.

Kontraster

(Posemand krydser befærdet gade i blinde)

(Indvandrer sover på åben gade)

(- alt imens diplomatens privatchauffør pudser V12-Maybach’en)



Der er langt til Marsken fra Odense, men jeg stod tidligt op, og ankom lidt i 9 her til morgen. Jeg startede ved Magisterkog, og hørte hurtigt den første Sydlig blåhals. Lydbilledet langs Vidåen var mangfoldig og havde jeg bedre styr på stemmerne, så kunne jeg have afkrydset flere sangere. Dagen gav tre nye arter, men var ikke en ligefrem en succes. Vejret klarede ikke op, og trods et virvar af spændende arter, fik jeg aldrig de ønskede billeder. Blåhalsen lod sig ikke forevige.

Langs digekronen ved Magisterkog så jeg Sivsanger og Sortterne – nye arter for undertegnede. Derudover sås blandt andet Isfugl, Tinksmed, Rørhøg og Rørspurv. Årets første Gøg hørtes. Grænseboderne Fleggaard og Calle kunne ses i Aventoft på den anden side.

Derefter kørte jeg til Rudbølkog, og håbede lidt på en synlig blåhals med gule rapsmarker som baggrund. Her kom jeg relativt tæt på Brushøns, og så Gul vipstjert (hele fire par) samt en enlig Bynkefugl, han. Virkelig en god lokalitet.

På vejen hjem kørte jeg forbi landsbyen Smedager (Bolderslev), hvor storkeparret netop er blevet forenet. Håbløse dokumentationsfotos, men trods alt dagens tredje kryds.



Jeg har flere gange hørt Natugle på matriklen, og vidste godt den residerede i området. Det viser sig, at den holder til hos en af naboerne. Billedet er ikke perfekt, men det er mine første ugleunger, så det går an.

<

(Natugle, juv., Gl. Korup, 4. maj 2017)



En ven spurgte mig forleden, om ikke jeg var bange for at mine naturbilleder tog lidt af bloggens seriøsitet. Nu er der forskel på personlige blogs som Snaphanen og Uriasposten og de mindre personlige, mere avis-agtige formater. Lige i den henseende kan man sige, at pluralisme slet ikke er så slemt: Den Korte Avis, Document.dk og 24NYT. Flere ser mere…

(Egern, Kirkendrup Skov, 15. april 2017)

“Det har regnet – men regnen gav grøde,
det har stormet – men stormen gjorde stærk.
Som de tro’de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.”

(Johan Ottosen, Det haver så nyligen regnet, 1890)

(Vinbjergsnegl, Kirkendrup Skov, 15. april 2017)

(Stilits på fodreophænget, Gl. Korup, 14. april 2017)



Det er svært at koncentrere sig om at blogge, når en sulten Spurvehøg sidder otte-ti meter fra mig på hegnet, og overvåger fodreophænget. Sædvanen tro hentede jeg kameraet, og minsanten – denne gang fløj den ikke. To billeder af rovfuglen taget gennem ruden.



Sydlig blåhals synger hver morgen ved Bispeengen (Odense), men den var tavs da jeg gæstede lokaliteten her til eftermiddag. Vejret var ikke optimalt, og de fleste billeder jeg tog blev slettet på ramkortet. Herunder fire der slap gennem nåleøjet: Fasan, Krikand, Solsort og Grågås.



Billedet herunder er ikke noget specielt, men det er nu skønt at sidde i stuen og følge livet i haven over en kop kaffe. I dag har jeg blandt andet set Hare, Fasan, Stillits, Gulspurv, Grønirisk, Stor flagspætte og Dompap.

Jeg er offline det meste af fredagen, så lad os kalde det her for en åben tråd.

(Dompap, Gl. Korup, 30. marts 2017)



Sidste weekend, da jeg scannede Sværup Mølleå efter Vandstær, så jeg årets første Citronsommerfugl og Dagpåfugleøje. I går så jeg Hvid vipstjert på matriklen, og i dag så jeg Nældens takvinge i parringsflugt. Der er forår i luften, og Samson er glad.



Selvom min feed bærer præg af, at jeg er en ond højreorienteret blogger, så opdagede jeg mediehistorien om billedets uartige brug, før jeg så propagandaen. Isoleret set er der intet galt i at medierne problematiserer den slags, men når man ved hvad venstrefløjen slipper af sted med, så må man blot konstatere, at det ender med ideologisk ubalance. En ubalance der i sidste ende skubber den etablerede presse ud på sidelinjen. Man kan ikke være en bred omnibus-avis, hvis fokuspunktet til forveksling ligner en gennemsnitlig venstreorienteret bloggers.

Den gode Monokultur sætter ord på.

“Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig – et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.” (se evt. tidligere omtaler af sager omhandlende 3-årige Aylan, 5-årig Omran, grædende Laith og muslimen der blev isoleret under et borgermøde i Kalundborg)

(Fotoet af muslimen på Westminister Bridge der gik viralt)

Jeg synes det er et godt billede, men ser man det i fuld størrelse, så synes jeg mere hun ligner en stresset kvinde der ringer hjem for at fortælle hun er okay, end en jihadi-sympatisør der glæder sig over døde vesterlændinge. Et senere offentliggjort billede i samme serie burde fjerne enhver tvivl.

Betyder det så at Islam blot er en religion som alle andre, at kvindens hijab blot er 30 gram stof? Nej, slet ikke. Men det var heller ikke spørgsmålet.

(Nærbillede af samme foto, inkl. andet i samme serie)

“The people who took on that picture are being rather selective. In the other picture in the sequence she looks truly distraught … personally I think she looks distressed in both pictures. … To assume she was ignoring someone is impossible to know, the look on the woman’s face, she’s horrified, she’s in the middle of a traumatic situation.” (fotograf Jamie Lorriman til ABC Australia, 24. marts 2017)