Danmark:
Norge:
Sverige:
14. januar 2015
Det blev en lang og lærerig tur til Dresden. Programmet var hårdt, grænsende til det urealistiske. Hvor Snaphanen & Co. lavede en længere hyggelig tur Berlin/Dresden via Gedser-Rostock, så tog jeg initiativet til en minibus med start fra København. Vi kørte hårdt uden spisepause af nogen art, og uden en rutineret chauffør der kunne holde farten, havde vi misset demonstrationen med et par timer. Som jeg skrev på Twitter, så stod GPS’en på ankomsttidspunkt 18.30, da vi nærmede os Dresden.
Undervejs forsøgte jeg at koordinere et møde med TV2-korrespondenten Uffe Dreesen, og næsten mirakuløst fandt vi hinanden på den fyldte plads før ‘spaziergangen’. Det blev til et nogenlunde indslag i 22-Nyhederne.
(‘Dänemark grüsst Pegida’ i TV2 Nyhederne, 12. januar 2015)
Der var spækket med mennesker på pladsen, og vi opgav hurtigt at finde Snaphanerne. Team Urias blev hurtigt delt, og vi var således ikke samlet på noget tidspunkt under optoget. Banneren vakte opsigt. På et tidspunkt klappede omkring 100 tyskere spontant i vores retning. Vi faldt i snak med flere.
Jeg deltager normalt ikke i demonstrationer, men det her var den rigtige undtagelse. Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.
At holde det hjemmelavede banner, et lille Dannebrog, og samtidig være en del af optoget gjorde det svært at fotografere. Det var mørkt, og umuligt at danne sig et overblik, men på sin vis afspejler billederne min oplevelse.
(Uwe Max med det kejserlige overskæg interviewes til russisk tv, som tysker)
“Das Maas ist voll” (reference til justitsminister Heiko Maas)
“Asyl ja, Missbrauch nein”
“Einwanderung zum Ausgleich des Geburtendefizits? Nein. Familienpolitik muss auf Prüfstand, geschiedene Väter werden benachteiligt”
(Islamisk Stat er et USA-produkt)
(Folkeopstanden i 1953, Murens fald i 1989 og Pegida 2014-15)
(Farverig Pegida-flag med fredssymbol)
(Rockerlignende type inkl. ‘malteserkors’ og fredsdue)
(USA og Israel er problemet)
(Klistermærke for Nationaldemokratische Partei Deutschlands efter demo)
Som jeg tidligere har skrevet, så er Pegida’s Positionspapir noget vagt, og på ingen måde skarpt nok i forhold til de udfordringer indvandringen og islamiseringen giver aftenlandene, og jeg vil egentligt kalde Pegida mere folkeligt end egentligt højreorienteret. En del bannere handlede om indvandring, men det var ført og fremmest en demonstration mod korrumperende magt. Der var en svag overvægt af mænd, men stor aldersspredning. Masser af ældre tyskere, men også en del unge – flere med piercinger og en mere eller mindre gennemført EMO-stil. Vi diskuterede længe indtrykkene, og det er svært at sætte ord på. Det var en broget flok, og hvis den her gruppe kan frames af medierne som værende ‘nazistisk’, så er demokratiets vagthund blevet en logrende puddel, en skødehund for EU-kraterne.
Demonstrationen var først og fremmest anti-totalitær, og hvor parolen ‘Wir sind das Volk’ giver associationer til Murens fald i 1989, så blev det typisk kombineret med 1953. En henvisning til Folkeopstanden 17. juni 1953, hvor planøkonomiens proletariat strejkede, og samlede sig på centrale pladser overalt i DDR, ikke mindst i Dresden. Hæren slog opstanden ned, flere hundrede døde, og soldater blev sågar henrettet for at have nægtet at skyde på folket. DDR var ikke folket, og Merkels multikulturelle Europa er ikke Dresden.
(Mindesmærke for ‘Volksaufstand des 17. Juni’ – Sovjetiske T-34 kampvogne mod Dresdenborgere)
Medierne forsøger at gøre det til et paradoks, at man demonstrerer mod Islam i Dresden, men det er lidt søgt, for demonstrationerne er først og fremmest et opgør med dem der lader en ikke-ønsket udvikling ske, ikke mod Islam som sådan, og slet ikke muslimerne. Der er 6-7 procent indvandrere i Dresden, men meget få muslimer, og tirsdag formiddag konstaterede vi ved selsvsyn, at der herskede en behagelig monokulturel stemning i gaderne.
At opgøret mod ‘Mutter Multikulti’ sker i det tidligere Østtyskland er ikke tilfældigt. Kommunismen er ikke glemt, og folk er ikke lullet i søvn af billige plusord. Dem fik de nok af i DDR-tiden. Som dansk nationalkonservativ er det selvfølgelig ærgeligt, at Pegida-fænomenet ikke er målrettet indvandring/Islam, men kravet om reel folkestyre kan man kun støtte. Hvem kan være imod folkeafstemninger om væsentlige emner?
Jeg kan tage fejl, men det virkede også som om dresdenerne er påvirket af særlige omstændigheder. Churchill sønderbombede Dresden kort før krigens afslutning, og herefter blev landet underlagt Stalins regimente. Ingen konstruktiv Marshallhjælp, blot Den Røde Hær og virkelighedsfjerne 5-årsplaner. For mange symboliserede Merkel vestmagterne, og jeg fornemmede desværre, at det også var socialister der demonstrerede. De er selvfølgelig også en del af folket, men det er også med til at udvande udgangspunktet. At krydre antipatien for Merkels EU med slet skjult Putin-fascination er lige en tand for overfladisk. Fred er selvfølgelig godt, men isolationisme er ikke altid det rigtige.
Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.
(‘Gegen die Heimat’, selvhadsk venstrefløj i koncentrat)
(System-propaganda: ‘Refugees welcome’, ‘Kein mensch ist illegal’ o.l.)
(‘… Dresden bekennt Farbe’)
Såvidt Pegida Dresden. Efter demonstrationen tjekkede vi ind på hotellet, og forsøgte at finde et restaurant. Det lykkedes ikke, så det blev til fastfood og øl på et par beværtninger i midtbyen. Team Urias var hårdt ramt af køreturen, og holdt ikke længe. Vi aftalte at mødes tidligt næste morgen, så der var tid til lidt sightseeing – og det blev helt fantastisk. Klar himmel, 12-14 grader og gå-afstand til monumentale bygninger, tæt ved Elben som tog sig smukt ud. Tiden løb fra os, og vi kom lidt senere afsted.
Vi tog den med ro på hjemvejen, og snakkede om alt fra arkitektur (Barok, Jugend, Skønvirke) til lødig litteratur der bekræftede det kulturkonservative standpunkt, eksempelvis War Before Civilization: The Myth of the Peaceful Savage af Lawrence H. Keeley. Over-historienørden brugte tirsdag formiddag på at købe bøger om alt fra revolution, mediekritik, høj-arabisk, ja, selv et kort Det Hellige Land blev det til. Som co-driver var han ikke til megen hjælp. Da vi kørte over Ejderen pointerede jeg svagt, at det rart at være hjemme igen, hvorefter han med skolemester-stemmen præciserede at vi skam først var ved grænsen om 200 meter. Hyggesnak aldrig med højrenørder, de drukner dig i fodnoter.
(Undertegnede fotograferet af co-driveren med mobiltelefon)
Sulten trængte sig på, og vi aftalte at afslutte med et solidt kro-måltid på en restaurant i Slesvig. Det var lige som det skulle være, altså bortset fra et jeg blev fotograferet med en skål salat. Det var naturligvis et opstillet foto. Tidligere på dagen blev jeg mobbet over de indkøbte økologiske bananer. My bad, men altså, lad den der er ren kaste den første sten. Efter måltidet tog vi en lille gåtur i de besatte områder, og snakkede lidt om Istedløven.
Det var tidlig morgen før bilen var tømt, og den sidste kom i seng. Herunder en række billeder fra de turen. For flere billeder og en mindre personlig tilgang henviser jeg til Snaphanen: I, II.
(Mindeskilt ved Kreuzkirchen: Dresdner Revolutionsweg 1989, ‘Wir sind das vold’)
(Danske julemærker i Dresden by)
(Uwe Max’ anarkistiske sindelag fornægter sig ikke)
