25. marts 2016

Undertegnede til racisme-debat: ”Du har ret til at kalde mig racist – og jeg har ret til at være ligeglad”

Mandagens ‘Virtuel racisme’-arrangement på Københavns Rådhus blev en underlig, men dog alligevel en interessant oplevelse. Jeg ankom i god tid, og blev set lidt an af de 60 tilmeldte. Her var en del muslimer (med og uden tørklæde), men også enkelte venstreradikale af hunkøn – Racismefri By-typen. De tog et par billeder, men forholdt sig ellers roligt. Institut for Menneskerettigheder spurgte om jeg havde noget imod at der blev fotograferet, og selvom jeg netop havde opdaget Jesper Legarth Qvist, så svarede jeg positivt. Tanken var lidt, at nu hvor Redox ikke kan afsløre andet, end det jeg lækker her på Uriasposten, så skal billedsiden i det mindste være i orden.

Benævnte er fotograf for Venstresocialisternes magasin Solidaritet, der har til formål at gøde jorden for en marxistisk revolution “på vejen mod kommunismen i ordets oprindelige betydning”. Tankevækkende, at en anti-muslimsk arbejderdreng som undertegnede, møder mere modstand fra arbejderklassens revolutionære hipster-elite, end fra muslimer jeg tilfældigt møder på min vej gennem livet. Det nævnte jeg henkastet under debatten.

Ordstyrer var Inaam Nabil, tørklædeklædt journalist, som jeg tidligere har omtalt som værende en ‘aktivist i Asmaa-segmentet’. Det viste sig at være ret så præcist – hun hilste med ‘hånden mod hjertet’. Ordstyrerrollen var dog lige efter bogen, og selvom jeg dagen forinden havde bedt hende gå til stålet, så var der balancen i tingene.

Institut for Menneskerettigheders Nanna Margrethe Krusaa lagde ud med en kort introduktion om FN’s internationale dag mod racisme, hvorefter radikale Tommy Petersen tog over. De talte blandt andet om kampen mod diskrimination i bred forstand, herunder etniske minoriteters problemer i nattelivet. Havde jeg haft en mikrofon, så havde jeg nok ødelagt den gode stemning med lidt virkelighed, men det blev ved det.

Herefter var der et kort tale ved Rådet for Etniske Minoriteters Yasar Cakmak, der blandt andet pointerede at negative ytringer på Facebook ødelagde etniske minoriteters ytringsfrihed. Jeg kunne ikke helt følge logikken, men bevares – det er formentligt nemmere for muslimer at føle sig som en del af Danmark, hvis blot danskere ikke bidrager med andet end skåltaler og taxa-rekvisitioner.

Langt mere interessant var bidraget fra RUC-forsker Jannie Møller Hartley, hvis indlæg havde den vanvittige titel ‘Skal vi lukke den rå debat på nettet?’ Hun pointerede, at kun 21 procent af alle kommentarer på større mediers Facebook-sider var problematiske, og det lød virkelig som et forskningsprojekt fyldt med gummi-definitioner. Hun påpegede at debatten var bedre end sit rygte, men at visse debatter ikke var konstruktive. Hun nævnte at The Guardian har droppet kommentarsporet til artikler om race (reelt: Islam), og anbefalede at medierne bevidst vinklede væk fra det som skabte rå debat – og i øvrigt slettede flere kommentarer.

Jeg er enig i dele af analysen, men det virker som om at journalister og eksperter, så det som deres opgave at filtere ubekvem kritik fra, og ensrette den politiske debat. Intet indikerer at en mere ‘konstruktiv netdebat’ giver bedre vilkår for minoriteter, og ytringsfrihed bør i sagens natur gælde alle – også folk der ikke har en universitetsgrad i kommunikation. Hermed ikke sagt, at debatten bør være grov, men der er jo altså en grund til at danskerne er så ‘brutale’ på lige netop det her punkt. Basalt set er det irrelevant hvad den talende klasse ønsker. Hvis et flertal af danskerne ikke gider indvandring, så må den stoppe. Multikulturalister taler meget om demokrati (folkestyre), men anbefaler aldrig folkeafstemninger. Ja, faktisk er folkestemningen fjenden.

Amalie Keren Maarbjergs gennemgang af mødet på POV International fortjener et par ord, for hun fanger ikke helt humoren, og skærer kanterne lidt hårdt. Næppe bevidst, men jeg kæder eksempelvis ‘Danmark skal forblive dansk’ sammen med en anekdote om en tyrkisk kollega, der betragter sig selv som tyrker, og han jo naturligvis også forventer at Tyrkiet forbliver tyrkisk. Hvis multikultur ikke blot skal være et andet ord for islamisk kulturimperialisme, så må der naturligvis også være et særligt territorium for danskheden. Hermed bliver citatet ikke et angreb på herboende udlændinge, men et tør konstatering af det indlysende.

“Kim er i øvrigt helt åben om sine politiske holdninger. Om at han ‘ikke gider masseindvandring,’ og at han mener ‘Danmark skal forblive dansk.’ Af samme grund er han flere gange blevet kaldt racist på nettet. Det er dog ikke noget, der holder ham vågen om natten: ‘Jeg plejer at sige: du har ret til at kalde mig racist og jeg har ret til at være ligeglad. Jeg føler mig ikke krænket,’ bedyrer han. I det personlige møde med muslimer er det dog ikke hans politiske holdninger, der fylder, ligesom det ikke har fyldt i mødet med Niddal: ‘Det kan godt være, det ikke er alle på Facebook, der kan skille tingene ad, men det kan jeg. Det ligger dybt i mig,’ understreger han.”

En detalje der overraskede mig, er segmentets tro på at udskamning gør en videre forskel. Jeg pointerede, at Dansk Sprognævn opererer med fire definitioner for racisme, og den ene, ret beset er almindelig politisk afstandtagen. Hvis racisme handler om biologiske træk, så er jeg ikke racist – hvis nogen mener jeg er racist, fordi jeg ikke ønsker et multikulturelt samfund, så er det en anden sag. Undervejs får jeg blandt andet nævnt, at racisme kommer af ordet race, og at begrebet ‘kulturracisme’ blot er opfundet for at kunne kalde sådan nogen som mig racist.

(Københavns Rådhus, 21. marts 2016)

Debatten med Niddal foregik med ordstyreren i midten og en fælles mikrofon, og hermed blev den lidt for kontrolleret. Jeg ville helst tale politik, da jeg jo – i modsætning til de fleste i salen – ikke mente, at gode intentioner ville løser problemerne. Det faldt lidt udenfor ‘Virtuel racisme’-temaet, men med min afklarethed, min skelnen mellem individ/ideologi, så måtte det frem, så tilhørerne ikke fik det indtryk at jeg troede på multikultur hvis blot der var kaffe nok på kanden.

Slutteligt i debatten blev jeg bedt om at beskrive Niddal, og kaldte ham for ‘Average Joe’. Det skal forstås positivt, og ses i sammenhæng med hans jordnære ikke-ideologiske tilgang. Lidt naiv, drømmende, men ikke beregnende. Han pointerede omvendt, at jeg måske nok havde nogle barske holdninger, men ikke var racist. Den sidste del kom ikke med i artiklen.

Hvor jeg følte mig som en ulv i et hønsehus, så blev jeg i konteksten præsenteret lidt som ‘den ædle vilde’. Og hvor jeg tænkte, at de i den grad manglede modspil, så tror jeg desværre de fleste forblev i troen på, at alt nok skal gå godt, hvis blot vi som Niddal og Kim møder hinanden som individ. For mig at se handler det hele om empiri kontra håb. De håbefulde må håbe alt det de vil, blot de tager udgangspunkt i virkeligheden, og ikke gør regning uden vært.



22. marts 2016

Der er masser at blogge om, men…

Der er masser at blogge om, men foruden Påske-travlhed på jobbet, har jeg et hårdt program med gøremål flere steder i landet. Langfredag vil jeg forsøge at indhente det tabte, og der er en del jeg gerne vil have ud af hovedet. For dagens islamiske terror i Bruxelles henviser jeg til Snaphanen.

Tidligere i dag talte jeg lidt med en af mine nye kolleger, og han spurgte mig forsigtigt – er det ikke mig der havde Uriasposten. Jeg gik til bekendelse, hvorefter han fortalte, at han har fulgt bloggen siden 2005-6, og i øvrigt også har deltaget i et par Trykkefriheds-arrangementer. En pudsig livsbekræftende oplevelse, men skifter i øvrigt job igen, til noget der nemmere lader sig integrere i et weekendfar/blog-liv.

Jeg skal nok sætte ord på gårsdagens ‘Virtuel racisme’-arrangement, men start eventuelt med Amalie Keren Maarbjergs artikel på POV International. Billedet herunder er fra Odense St., da jeg ventede på toget. Fem-seks piger, måske fra en efterskole, skulle ud og rejse og var i godt humør. Den ene med rød neglelak, cirka 100 gram piercinger i ansigtet, og en halskæde med en stor rød stjerne inkl. hammer & og segl. Man bliver så træt…

(Odense St., 21. marts 2016)

Oploadet Kl. 21:00 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


13. marts 2016

Hvorfor er højrefløjen så hadefulde, spørger Noa Redington, Helle Thornings tidligere rådgiver

Noa Redington tager fuldstændig fejl. Der er ikke fire emner der får danskerne/højrefløjen op i det røde felt – der er kun et: Indvandringen. På en fjern andenplads kommer hadet, ikke fra, men mod liberalister der taler negativt om den velfærdsstat, alle indirekte bekæmper bag facaden. Alt andet er sekundært i dansk politik, og uanset hvor meget han kritiserer tonen i debatten, så er han og resten af den elite han tilhører ikke ofre.

Som teenager meldte han sig ind i marxistiske SF, og blev senere kandidat på Columbia University. Herefter debatredaktør for Weekendavisen og informationsmedarbejder i Økonomiministeriet. Privat har han dannet par med Mogens Lykketofts datter, og i en årrække var han rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Det lykkedes at inddæmme folkedybet i årtier, og der er opsparede frustrationer mod eliten, men Noa Redington rammes aldrig af andet end ord. Hvis han har en adresse i Danmark, så er det ikke i en af landets mange islamiserede enklaver.

Journalist Noa Reddington i Politiken – Fire emner der kan få højrefløjens had til at syde og boble.

“Had er et overordentlig voldsomt ord, som slet ikke hører hjemme i en demokratisk kultur. Men det et det eneste ord, der dækker det flydende grænseland, hvor indædthed og indestængt vrede bliver til en farlig form for selvretfærdighed, som lag for lag skræller den grundlæggende respekt for ens modstandere af, indtil der kun er netop had tilbage.

I dag kommer det politiske had ikke fra venstre, men fra højre. Vreden er overvældende, når man læser debatsiderne og til tider lederne i Jyllands-Posten, Berlingske for slet ikke at tale om 180Grader og Den Korte Avis, og hvad man ellers kan finde i underskoven af borgerlige medier, der føler sig undertrykt af den offentlige debat.

For undertrykt og forfulgt er man selvsagt. Til trods for at Danmark siden 1982 har haft 20 års borgerligt styre og 14 år med socialdemokratisk ledede regeringer, insisterer man på at repræsentere den stemme, magten altid forbigår. Særligt fire emner kan få hadet til at syde og boble over.

1) For det første er velfærdssamfundet en ‘taberfabrik’, som Liberal Alliances Ole Birk Olesen så kækt formulerede det i sin bog af samme navn. …
2) For det andet har 68-generationen ødelagt Danmark. … 3) For det tredje fremkalder den såkaldt kulturradikale elite myrekryb. … 4) For det fjerde kampen mod folkevandring…

Det interessante ved højrefløjen er imidlertid ikke alene, hvad den siger, men den aggression og voldsomhed, den bringer ind i debatten. Modstandere karikeres, så man tænker, at den politiske debat foregår i Weimarrepublikkens sidste dage og ikke i et af verdens mest velhavende og harmoniske samfund. Men hvorfor dette had?

(Verden ifølge Noa Redington)

“Tusindvis af bekymrede danskere skriver til Løkke, Støjberg og Pind: Nu må I til at lukke grænser!” (BT, 12. marts 2016)



11. februar 2016

Snart dages det…

Jeg blogger stadig for Document.dk, men kan glæde faste læsere med at Uriasposten kører videre i den vante stil her på siden fra marts. Meget mere om fritidsplanerne på et senere tidspunkt.

Her i mit fynske eksil går det i øvrigt glimrende, omend det våde vintervejr lader en del tilbage at ønske. Fodrebrættet er velbesøgt selvom både huskattene og spurvehøgen viser interesse, og den nu 16-18 kilo tunge schæferhvalp stjæler mejseboldene. Der vokser Erantis i skellet, og Guderne (Allah fraregnet), skal vide at jeg glæder mig til foråret. Snart dages det

(Samson fotograferet med fugleobjektiv, 11. februar 2016)

(‘Gennem rude’-foto af Spurvehøg, 11. februar 2016)

Oploadet Kl. 15:17 af Kim Møller — Direkte link54 kommentarer


18. januar 2016

Ang. Disqus-styret kommentarspor på Document.dk

Flere har brokket sig over, at kommentarsporet på Document er ikke-eksisterende. Det er ikke helt korrekt. Kommentarsporet styres med Disqus, og modereres i øvrigt på samme måde som på Uriasposten. Når man har fået godkendt en kommentar, ryger man på en såkaldt ‘Whitelist’, og får hermed kommentarerne online med det samme. Bevares, man skal have en email-adresse tilknyttet Disqus, men anonymitet kræver ikke den store indsats.

Document.dk / Disqus.com

(Havørn fotograferet under hundeluftning, Stavis Å, 16. januar 2016)

“Disqus ranks #1 in Quantcast’s U.S. networks with 144 million monthly unique U.S. visits. Disqus has been featured on many major publications, such as CNN, The Daily Telegraph, and IGN, and about 750,000 blogs and web sites.” (Wikipedia)

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link133 kommentarer
Arkiveret under:


9. januar 2016

Link til Document.dk

Den første uge har været en prøvelse, men siden er blevet bedre, og den vil løbende blive forbedret. Der vil naturligvis blive mulighed for at kommentere på de enkelte artikler, og dele dem på sociale medier. Overskueligheden skal der også arbejdes med. For daglige opdateringer henviser jeg til Document.dk.

(Skovskade, 6. januar 2016)

Oploadet Kl. 15:15 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


5. januar 2016

Mens vi venter…

Reaktionerne på skiftet har været delte, og det overrasker ikke. If it ain’t broken don’t fix it, tænker man som læser, men status quo på ubestemt tid er ikke et reelt alternativ. Vi havde håbet på en smertefri overgangsproces, men der arbejdes i døgndrift, og når Document.dk er klar, vil langt de fleste læsere være tilfredse. Det vil tage lidt tid, og ikke alle vil bifalde det nye, men sådan er det med alt. Mit favorit hashtag på Twitter er #NEJTILNYT, men alt nyt er ikke nødvendigvis et tilbageskridt. Det er alt for tidligt at fælde dom.

Jeg er selv rundet af den frie debat, og forstår ikke helt kritikken af det kommende kommentarspor. Et kommentarspor ingen kender. Det er ikke et mål i sig selv at blive mainstream, men det er nu også enerverende, at Uriasposten på 13. år kun blive citeret i trykte medier for det tilfældige har skrevet i vrede under et alias. Søren Krarup fortalte mig for nogle år siden, at Mogens Glistrups retorik var med til at forsinke danskernes politiske modning. For nu at skære det ud i pap: Mine børns fremtid i det land jeg elsker er vigtigere end at ‘Fryse’ kan skrive “Smid de fucking udlændinge ud med en motorsav i ryggen, og deres forældres hoveder om halsen, formet som en kæde af deres afbrændte knogler”, for nu at citere (en ikke-godkendt) kommentar fra 10. november sidste år.

(Urias-hunden Samson, aka ‘Tæppetisseren fra Tommerup)

“‘Stuerene, det bliver i aldrig.’, sagde Poul Nyrup i 1999, vistnok konkret møntet på hvalpe af langhårede schæferhunde…” (selvplagiat)

Oploadet Kl. 20:02 af Kim Møller — Direkte link116 kommentarer
Arkiveret under:


4. januar 2016

Fra Uriasposten til Document.dk

Det er med vemod, jeg skriver dette, men here goes.

Jeg har siden 2003 blogget her på Uriasposten, og det blev hurtigt en integreret del af min hverdag. Jo mere fritid jeg fik, jo flere timer brugte jeg på de daglige posteringer. Når jeg kom hjem efter en lang nat på jobbet, bloggede jeg typisk en historie, der var forberedt i mine pauser. Blev jeg tippet om et radioprogram, så blev det hørt i bilen til eller fra job. Det sidste jeg gjorde før jeg lukkede øjnene var at tjekke indboksen på telefonen, og når jeg vågnede startede dagen som den sluttede. Forfattere fortæller, at skriveprocessen gjorde dem til slaver, og sådan har jeg følt det i nogen tid. Havde det ikke være for de mange venner, det unikke kontaktnetværk, de pæne ord fra læsere, og den uforbeholdne opbakning fra folk jeg respekterer, havde jeg forlængst kastet håndklædet i ringen.

Enkeltpersoners vilje kan gøre meget, men uden samarbejde, og uden en egentlig professionalisering, bliver det for skrøbeligt. I foråret sidste år blev jeg kontaktet af Hans Rustad fra norske Document.no, som flere fra den danske bloggossfære har kendt i et årti. Siden har jeg mødtes med den norske redaktion flere gange med henblik på etablering af Document.dk med undertegnede som redaktør. Jeg har opsagt mit job gennem 8-9 år, og fra i dag er jeg således blogger på fuld tid. Det er i sagens natur en usikker levevej, og sker der ikke en solid mobilisering blandt danskere der er sympatisk indstillet overfor projektet, så finder jeg noget andet at rive i. Det gør jeg gerne, men når nu både Sverige og Norge har mere redaktionelle blogs fra højre, så burde der selvfølgelig også være en dansk pendant. Vi kan gøre en forskel. Vi vil gøre en forskel.

Uriaspostens force har været den dokumentariske no-nonsense-tilgang, og den lidt tørre personlige vinkel på alvorlige emner. For en del virker det brutalt og indforstået, for andre som et lys i en mørk tid. Det er i sidste ende umuligt at gøre alle tilfredse. Jeg vil lægge snittet et sted mellem Rustads seriøse og Uriaspostens letfordøjelige, og trække på kendte navne og tilsendt opinion, der gør at Document.dk vil fungere mere som en bred netavis, end en endelig blog. Målet er gøre folk klogere om den igangværende udvikling, ikke at få pæn omtale i fjendtlige medier.

De fleste konservative er vanemennesker, og det nye layout vil garanteret ikke falde i alles smag. Kommentarfunktionen er Disqus-baseret, som givetvis har nogle ulemper, men også nogle klare fordele. Det er ikke et bevidst valg, debatten er stadig fri, men skulle det vise sig at gøre kommentarsporet bedre, så gør det intet. Vi ses på Document.dk… der kommer online med børnesygdomme senere i dag.

Oploadet Kl. 12:50 af Kim Møller — Direkte link152 kommentarer
Arkiveret under:

Bloggossfæriske forstyrrelser…

De varslede ændringer volder uforusete problemer, og selvom jeg nu har været online i 18 timer, så er problemet ikke løst. Stay tuned.

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


1. januar 2016

Kernebider, 1. januar 2016

Demografisk går det i den forkerte retning, men 2015 gav dog trods alt håb om et paradigmeskifte. Alt tyder på at Danmark får grænsekontrol mandag morgen, og mon ikke konventionerne snart er fortid. Der blev talt udlændingepolitik over otte kander kaffe her til formiddag, og nu hvor der endelig er ro (stadig en sovende gæst), kæmper jeg lidt med schæferhundehvalpen Samson, der angler efter opmærksomhed i alle vågne timer. Jeg har det fint, for som en stout jyde er det sådan lidt ‘amatøragtigt’ at drikke igennem nytårsaften. Eller også er jeg bare for gammel til hård spiritus.

Årets første nye matrikelart blev Kernebider. Jeg har kun set den få gange, men den er en almindelig art på fodrebrættet, siges det. En nabo fortæller, at han ofte ser Grønspætte i et træ få meter fra min forhave, så den vil jeg spejde efter i 2016.

(Kernebider og Skovspurve, 1. januar 2016)

I love Wisconsin. I love coming here. I’ve performed here, uh, a lot because I’ve discovered that you people apparently have some sort of federal grant for drinking. … How do you know when it’s New Year’s? That’s the big mystery to me. What’s the difference? I’ve been in bars here, and it’s like New Year’s every fuckin’ night! ‘Oh, New Year’s, that when we, uh, drink with hats on.’

I’ve been drunker here than anyplace else I’ve ever been in my life. And remember this: You are NOT, you are not alcoholics. You, and, my hat is off to you, you… are professionals.” (Lewis Black, The White Album, Wisconsin, 2000)

Oploadet Kl. 17:20 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper