1. januar 2006

Nytårsaften 2005-2006 – om en øldrikkende iransk Bush-hader & P1’s rutine-agitprop

Bordbomberne er sprunget, og det er tid til årets første postering. Min lille familie havde gæster fra Fynsland, og med fem børn i huset, hvoraf to-tre stykker var småsyge – blev det kun til moderat druk for mit vedkommende. Det startede ellers hårdt.

Sidst på eftermiddagen tog mig og en ven et kort visit til Holme Kro, hvor vi overværede tv-transmissionen af Dronningens nytårstale. Der var kun små ti gæster, men alle lyttede intens, herunder den øldrikkende iranske kroejer, som dog ikke kunne holde mund da der efterfølgende blev vist billeder fra Bushs fødselsdagsfest hos Margrethe.

Det viste sig at han var en jovial Keld Bach-klon fyldt til bristepunktet med konspirationsteorier, og der var for ham ingen tvivl om at USA var i Irak for at stjæle olie og slå uskyldige irakere ihjel. Sådanne absurditeter skal naturligvis konfronteres med fakta, men atter engang må man konstatere at anti-amerikanisme ikke så meget har med USA at gøre, som med et vildtvoksende virvar af antipatier grundet i manglende oplysning. Det hele var hørt før, herunder det famøse pseudo-argument, at hvis irakerne ville af med Saddam Hussein så ville de selv have fjernet ham.

Opvasken blev ordnet kort før denne postering. P1 var igang med en genudsendelse af Samfundstanker med Flemming Chr. Nielsen som gæst. En mand som kalder sig borgerlig, men mener de borgerlige partier er blevet inficeret af Dansk Folkepartis uanstændighed. Han mente selv han var borgerlig fordi han lagde vægt på frihedsidealerne, idet alle skulle kunne ytre sig frit… Det kunne man sikkert skrive en hel del om, men jeg valgte at slukke. P1 skal høres i små doser.

Oploadet Kl. 14:51 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


21. juli 2005

Læserbrev i Politiken: DR undlod at gå bag StopBush’ernes facade

God kommentar af Rune Skardhamar i gårsdagens Politiken. Her i fuld længde:

Diktatorrak

“Jeg kan kun tilslutte mig Merete Aasborgs kritik (15.7.) af DR for ikke at have dækket demonstrationen ved den amerikanske ambassade 6.7. i tilstrækkelig grad. Ikke i mands minde har sådan en omfattende samling fortalere for det værste udskrab af totalitære ideologier og diktatorrak marcheret i Danmark. Et tilfældigt udpluk af nogle af de organisationer, der stod bag og deltog i optoget giver f.eks. marxister, trotskister, neostalinister, leninister, maoister, Nordkoreastøtter og andet skravl. Og ikke med et ord blev det problematiseret fra DR’s side, at dette sammenrend kunne opmarchere 12.000 danskere, eller at SF, der også deltog, tilsyneladende nu er forenet med deres historiske rødder i DKP, eller at 18 fagforeninger, der også deltog, dermed tager deres medlemmer til indtægt for en politik, der ligger så langt ude på det ekstremistiske venstreorienterede overdrev, det næsten surreelle i at se kvindeorganisationer gå hånd i hånd med fundamentalistiske muslimer (Abdul Wahid Petersen), der mener, at utro kvinder ideelt set burde stenes, eller det komplet absurde i at se Nordkoreastøtter stille sig op og belære Bush om, hvad der er moralsk rigtigt … Bah.”

Oploadet Kl. 18:27 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


17. juli 2005

Initiativet Fred og Frihed – nu også i udlandet – Danmark nyder generelt stor goodwill!

Det var ikke megen reklame Henrik Krog, Kim Poulsen og undertegnede fik gjort for Initiativet Fred og Frihed – det hele gik lidt for stærkt, og her må vi måske nok kunne lære en del af den anden fløj.

Enough-Mikkel omtalte i forrige uge vor demonstration i en af sine lange engelske posteringer, men flere af de store udenlandske blogs har nu omtalt vor happening. Herunder nedenviste:

16/7-05 Gatewaypundit The Danish Pro-Americans.

16/7-05 Chrenkoff Dane go wild .

16/7-05 The Anti-Idiotarian Rottweiler Shame on you, Emperor.

16/7-05 Powerline Pro-Americans Rally in Denmark.

16/7-05 Instapundit PRO-AMERICAN RALLY in Denmark.

Danmark nyder i det hele taget stor goodwill i demokratiske lande, godt for turistindustrien – godt for de vestlige idealer.

14/7-05 Washington Times – Danes support Iraq troops despite terror

16/7-05 Minot Daily News – Danes do right thing ­ again (leder)

“The Danes are among those peoples who, though sometimes defeated in war, have a heritage of not bowing when critical issues of right and wrong are involved.”

Oploadet Kl. 10:38 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


15. juli 2005

Politikens referat af Christiania-episoden sidste onsdag

Mest for dokumentationens skyld, må jeg hellere vedlægge Politikens referat fra Christiania-episoden onsdag sidste uge. Her lidt fra 17 timer med Bush: Folkelig fest mod præsident Bush:

“Han stod der med sin hvide cowboyhat på hovedet, et amerikansk flag i hånden og sin opbakning til Bush i tankerne. Midt på Christiania. På græsplænen, hvor christianitter og andre var mødt op for at tage til Stop Bush-demonstration foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

Manden var kommet for – sammen med en talskvinde fra Stop Bush – at lade sig interviewe af DR. Han er fra græsrodsbevægelsen Initiativet Fred og Frihed, som mener, at Bush fortjener tak for sin indsats som præsident. Men det var ikke populært.
»Hvad laver det flag her? Du skal ikke ødelægge vores demonstration. Lav din egen«, lød det vredt fra flere, mens en forsøgte at skjule de amerikanske striber og stjerner bag sig. Det skulle ikke på tv.

Journalisten forsøgte roligt at forklare, at han blot ville have begge synspunkter med. Men det beroligede ikke den ophidsede flok, og da flere forsøgte at sætte ild til flaget, forsvandt manden fra Christiania…”

Oploadet Kl. 18:12 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:


9. juli 2005

P1 debat med undertegnede og en StopBusher om George W. Bush

Tja, må nok hellere lige linke til onsdagens P1 debat, hvor Mi Petersen fra ISU forsvarede Stop Bush-kampagnen i debat med undertegnede som repræsentant for IFF. Fra DRs præsentation:

“… Stop præsidenten eller støt ham – det er temaet for onsdagens P1 debat. Hør Mi Petersen fra Internationale Socialistisk Ungdom og Kim Møller fra Initiativet fred og frihed.”

Jeg er ikke helt tilfreds med klipningen. P1 valgte at fraklippe mine hårdeste kommentarer bl.a. omhandlende DR Udefra og sammenrendet af kommunistiske organisationer bag Stop Bush. At jeg ej heller kan genkende min egen stemme er så noget helt andet.

Hør de 18 minutter… (eller download programmets som mp3-fil, 19 mb)

Oploadet Kl. 20:00 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer

Bush overnattede i Fredensborg – Hvad lavede Svend Auken der?

Tirsdag aften tog undertegnede og fire andre bloggere en tur til Fredensborg for at få George W. Bush at se. Han var dog ankommet i helikopter 20 minutter forinden, så vi valgte at vinke lidt med flaget ved TV2s studie – hvor en række USA-eksperter og ham her var hidkaldt:

PS: Det tætteste jeg kom på Bush var nok at trykke hånd med en 53 årig dansk-svensker, som her mødte en barndomsven der netop i egenskab af sit arbejde i Udenrigsministeriet havde trykket Bush i hånden…

Opdate: Ole Lund i Jyllandsposten: “Hvad er det egentlig, som gør folketingsmedlem Svend Auken til USA-ekspert? Man undrer sig over, hvorfor i alverden TV 2 inviterer Svend Auken til at medvirke som kommentator i et ekspertpanel under præsident Bush’ besøg i Danmark.

Oploadet Kl. 19:34 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Gratisavisen Urban dækker over Christianitternes manglende tolerance

Da jeg onsdag eftermiddag røg i uføre på Christiania var der et utal af pressefotografer tilstede – her er hvad gratisavisen Urban valgte at bringe:

– et lille foto af en klovnenæse tre meter til venstre for undertegnede…

Oploadet Kl. 19:19 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Søren Espersen om demonstrationerne mod Bill Clinton i 1997

I lyset af demonstrationerne mod George W. Bush i København åbenlyst var motiveret af totalitære ideologier, så må det være på sin plads at citere Søren Espersens tilbageblik i dagens Jyllandsposten. Et citat fra Der er intet nyt under solen:

“Vi danskere tæller kun de lyse timer. Således står præsident Bill Clintons besøg her i landet i 1997 i erindringen som en lys og glad begivenhed – med et varmt og venligt menneskehav på Nytorv i København.

Jo, dengang holdt alle danskere af USA og USA’s præsident i modsætning til i dag. Men vi glemmer, at uden om det solbeskinnede Nytorv lå politiet i juli 1997 i en jernring, og at indsatsen for at beskytte præsidenten mod rasende demonstranter var en af Danmarks hidtil største politiopgaver. Og det var altså før 11. september 2001.

Der var kæmpedemonstrationer mod Bill Clinton i København. Med præcis de samme sure og forudsigelige venstreorienterede, som demonstrerede mod Bush.

32 venstrefløjsbevægelser og fagforeninger var gået sammen for at fortælle Clinton, at han ikke var velkommen i København…

Såvel DR som TV2 glemte helt denne vinkel i deres optakt til Bushs besøg i Danmark. Det kan man så spekulere lidt over.

Oploadet Kl. 18:26 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:


8. juli 2005

MetroXpress om StopBush-demo: som om den gamle sovjetunion er genopstået…

Det er sjældent der er grund til at rose MetroXpress, men i torsdagens udgave må man rose journalist Martin Kjær Jensen for at fortælle sandheden om Stop Bush-demonstrationen. Overskriften er passende: Kommunisterne ledede demonstration. Herfra to citater:

“12.ooo demonstrerede i går mod Bush midt i København. Den yderste venstrefløj var i overtal.

“Med budskaber som ‘Foren jer under maoismen’ og hamre og segl til overflod virker det for en stund som om, den gamle sovjetunion er genopstået midt i solbeskinnede København.”

Oploadet Kl. 22:14 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

‘For kontrasten skal vi fejre’ sang de, mens jeg blev truet på livet (IFF fik Uriaspost)

I sidste uge tog en regissør fra TVavisen (DR) kontakt til Initiativet Fred og Frihed, med henblik på at få en repræsentant fra vores organisation til at deltage i en live-debat foran den amerikanske ambassade onsdag kort før middag onsdag i denne uge – alt midt under Bush-besøget. Jeg fik som en af de tre talsmænd fra IFF denne tjans, og fik aftenen før at vide at Christiania ville være en bedre lokation til interviewet, idet der her kl. 12.00 var berammet en stor for-demonstration.

Selvom jeg er en stout jyde, spekulerede jeg på forhånd lidt over stemningen på Christiania – men bange anelser blev på forhånd gjort til skamme af kommentarer råbt med glimt i øjet af diverse christianitter. En mand fortalte mig han støttede Irak-krigen og lovede at deltage i IFFs demonstration senere på dagen. Jeg ventede godt en time i fjendeland ved DRs SNG-vogn, sammen med DR-rapporteren Jacob og Sidse fra Stop Bush-kampagnen, og da der endelig var forsamlet et par hundrede mennesker på Fredens Eng (sic) begyndte stemningen at blive noget ond – hvad hovedsageligt var rettet mod (af udseende ikke-særligt diskrete) undertegnede – men også mod DR som ifølge de værste loonies havde iscenesat ‘provokationen’.

TVavisen lod vente på sig med indslaget fra Christiania, og det hele ekskalerede – mens Sidse, Jacob og undertegnede stod klar til at gå live hvert sekund. Under ventetiden forsøgte flere at chikanere undertegnede, først ved tilråb fra afstand, senere ved råb direkte ind i ansigtet, skubben, kasten med æg o.l. Jeg følte mig klart truet, ikke mindst da jeg blev klar over at politiet ikke var tilstede og DRs tv-hold ikke havde vagter med. Flagstangen til mit medbragte stars & stripes blev knækket af en loonie med langt fedtet hår, og flere forsøgte med lightere at antænde flaget. Jeg forsøgte stilfærdigt at forklare de mest insisterende, at jeg kun var her for at deltage i interviewet, som jeg i sagens natur hellere havde set foretaget alle mulige andre steder. Mine argumenter prellede af som vand på en gås, og én erklærede bramfrit at frihed ikke betød at man kunne være hvor man vil og sige hvad man vil.

Et danseoptog af midaldrende kvinder (t/venstre for Jacob på nedenviste cap) uddelte en sang, hvorfra jeg her citerer:

“Se mildt og venligt på mig
for kontrasten skal vi fejre
det gode lever i dig
lad mangfoldigheden sejre”

Tomme ord skulle jeg mene, omend det også må nævnes at flere christianitter i starten forsøgte at nedtone gemytterne, ligesom Sidse også forsøgte at gå i dialog med logik-resistente hashvrag. Tilsidst, da jeg begyndte at indse at jeg næppe kunne få ‘fred og frihed’ til at fremføre mine argumenter på TV, så spurgte jeg Jacob om vi ikke skulle slutte. Han bad mig om at løbe, hvad jeg ikke gjorde – men forfulgt af en række loonies gik jeg rask mod udgangen. En stor gut (1,90 m+) stoppede mig og krævede at få flaget udleveret, hvad jeg naturligvis nægtede. En junkie-lignende kvinde forsøgte i samme sekund at antænde flaget, men jeg fik rykket det fri – og tog sekundet efter en taxi som holdt lige udenfor. DR filmede ikke episoden, men adskillige journalister og kamerafolk tog billeder af det hele.

Nogle minutter senere, gik Jacob Kwon Henriksen så live fra ‘Fredens eng’, indledt af følgende “Her går det stille og roligt…”.

Basalt set har han jo ret, men omvendt var det jo udelukkende fordi jeg ikke var tilstede at det hele kunne gennemføres. Der blev ikke sagt et ord om de foregående episoder, men det må siges at rapporteren er noget mindre end undertegnede, og også selv blev antastet i flere omgange. Han var tydeligvis presset af omstændighederne. Sidse fra Stop Bush-kampagnen blev så nogle minutter senere interviewet live – modargumenterne sad i en taxi på vej til Nørreport…

Jeg er imod at offentliggøre personlige breve, men mener ikke jeg gør noget forkert ved at offentliggøre lidt fra en email jeg modtog igår af DRs udsendte:

Jeg vil gerne have lov til at give dig min og vores uforbeholdne undskyldning for det, der skete i går på Christiania. Det var en skandale uden lige.

Jeg beklager, at du skulle udsættes for den skandaløse og urimelige behandling. Vi havde i forvejen orienteret arrangøren XXXXXX om, at vi ville tage en Bush-tilhænger med ind på Christiania. Det synes hun kunne være spændende, som hun sagde. At hun så slet ikke var til stede, da det skete, kan vi kun undre os over, og samtidig må vi også spørge os selv om, om vores planlægning ikke var for dårlig.

Set i bagklogskabens lys er der ingen tvivl om, at det har den været. Jeg troede ligesom dig, at det ville være sikkert at gå ind på Christiania, men der er jeg altså så blevet klogere. Jeg kan kun undre mig over, at frisindets og tolerancens højborg ikke kan acceptere folk, som mener noget andet end dem selv. Det kan man vist kun kalde hykleri.

Jeg håber, du vil tage imod vores undskyldning. Vi skulle slet ikke have gennemført vores udsendelse derfra, når det skete under de vilkår. Dermed siger jeg også, at det var forkert af os at interviewe Sidse, når nu du blev afholdt fra at komme til orde…

Med mine ord. Jakob Kwon Henriksen var presset af det hårde skema DRs live-sending forudsatte, og at det gik så galt har grund i Christianias løse organisation, koncentrationen af rabiate kommunister, hashrygende eksistenser og diverse sindslignende individer – velsagtens en kombination af det hele. Det der undrede mig mest var de mange som sympatiserede med chikanen. De fleste var tydeligvis udenfor pædagogisk rækkevidde, en hel del troede jeg var ungkonservativ – og flere truede mig på livet – heraf 2-3 stykker som lovede at komme til vor demonstration senere samme dag. En gruppe unge konservative blev ifølge medierne samme eftermiddag antastet af loonies på Christianshavn, men om der er en sammenhæng er nok tvivlsomt.

Den mest underlige kommentar jeg fik må være udtalt af idioten som fra en af bygningerne flere gange råbte ‘EU-fascist’. Stjernerne på mit medbragte flag var og er ikke gule – og det er der vægtige grunde til. Jeg var i sandhed i fjendeland, og denne weblogs navn må siges at være særdeles velvalgt…

Jeg vil med en omskrivning af Voltaires berømte læresætning, kæmpe for den yderste venstrefløjs ret til at være uenige med mig. Danmark ville være et bedre sted at være hvis Christiania og den yderste venstrefløj kæmpede for det samme udgangspunkt. Det gør de ikke, hverken i København, Bagdad eller Kabul. Hvorfor mon?

Det må slutteligt understreges at talskvinden fra Stop Bush var pinligt berørt, og absolut intet havde med det hele at gøre.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper