5. maj 2010

Xenofili i citat

Fra Den af Ole Hammer-redigerede Håndbog om indvandrere og flygtninge, udgivet af Forlaget Kommuneinformation, 1991.

“At arbejde med fremmede kulturer er ikke bare vanskeligt, det er også spændende og fascinerende… Karakteristisk for flygtningegruppen er, at mange kommer fra sociale lag som enten er de samme som behandlerens eller højere. Dette skaber en ny udfordring i arbejdet og kan virke overordentlig tiltrækkende, hvis man i mange år har arbejdet med meget ressourcefattige mennesker… Mange behandlere siger, at for første gang i deres professionelle liv har de oplevet, at de havde lyst til at lave det professionelle forhold om til et egentligt venskab. Og af og til bliver det ikke ved forestillingen om venskab. En del kvinder beretter også (når de er trygge nok), at de bliver meget seksuelt tiltrukket af disse mænd, som har en holdning og en seksuel udstråling, som er yderst pirrende for dem… Det er ikke alene det inspirerende intellektuelle niveau og seksualiteten der tiltrækker. Det er også den politiske bevidsthed hos mange af disse mennesker og deres politiske liv:

– At arbejde med politisk flygtninge passer også godt med mit eget politiske engagement. Her møder jeg folk som faktisk har taget konsekvensen af deres politiske holdninger. Det har været nær ved at koste dem livet. Og her sidder jeg med de samme holdninger, som aldrig har været nær ved noget som var farligere, end dengang politiet bankede nogle demonstranter foran den amerikanske ambassade.

Man oplever en meningsfuldhed og et løft ved at arbejde med mennesker, det har satset livet og som står for noget politisk – for alvor. Man føler måske, at man kan vise sin solidaritet og give et lille bidrag ved at være med i hjælpearbejdet.” (s. 270f; Susanne Bang: Transkulturelt arbejde)

(Susanne Bang: Transkulturelt arbejde, s. 260-277)

Apropos.

  • 4/5-10 Lokalavisen – 14 års fængsel for at hugge sin kone ihjel med machete.
  • Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    

    25. april 2010

    Politiken hædrer Kirkeasyl (Årets håb) og Per Ramsdal (Årets københavner)

    I sidste uge fik jeg tilsendt et eksemplar af Selvmordsparadigmet – et større essay forfattet af norske Ole Jørgen Anfindsen, omhandlende de fundamentale problemer ved politisk korrekthed. Her et citatet fra indledningen, der kunne være skrevet om Politiken.

    “I følge PK-tenkningen har svake grupper rett til å forvente at vi tar deres parti og anlegger deres perspektiv, uanset… Denslags høres kanskje humant og fint ut, men er problematisk i praksis fordi det tvinger folk til å gå på kompromiss med sannheten. Og mens sosialdarwinismen i sin forakt for alt som er svakt, fremelsker det som er sterkt og levedyktig, gjør den kulturelle marxismen det stikk motsatte; den fremelsker det som er svakt og dysfunksjonelt. Jo mer dysfunksjonell en kultur er, desto sterkere er PK-folkets ønske om å importere representanter for nettopp denne kulturen til våre egne samfunn. Jo mer ute av stand visse folkeslag er til å kunne skape humane forhold i sine egne land, desto ivrigere er PK-folket etter å få dem hit. Slik sett har PK-tenkningen utvivlsomt kvasireligiøse trekk; jo mer selvutslettende man er i stand til å opptre, desto mer skinhellig blir man. (s. 29f)

    (Politiken TV, 16. april 2010: Årets Håb kæmper for udviste irakere)

    (Politiken TV, 24. april 2010: Her er iBYEN-priserne 2010)

    Oploadet Kl. 01:47 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    8. april 2010

    “Islam er et despotisk system. Det har været det siden starten, og er det fortsat i dag.”

    Hans Erling Jensen har oversat en Fjordman-anmeldelse af Wafa Sultans A God who hates, og det er artige sager, som ytret på en obskur radiokanal uden lyttere ville give en racismedom. Her en række citater fra Eticha – En gud, der hader – Allah.

    “Som jeg ser det, kan man kun forstå, hvordan muslimer tænker og opfører sig ved at se på den krigs- og erobringsstrategi, der ligger dybt rodfæstet i den muslimske tankegang. Samtidig med at beduinerne frygtede overfald fra andre, så de det som et middel til selv at skaffe sig værdier ved at overfalde og plyndre andre. Denne tankegang blev kanoniseret under islam. Det er derfor, at muslimerne i det enogtyvende århundrede stadig frygter, at blive overfaldet af andre, men samtidigt hvert sekund af deres liv forbereder sig på at overfalde andre. Overfaldsfilosofien styrer simpelthen deres liv! Den styrer den måde, de opfører sig på, deres relationer og deres beslutninger. Da jeg udvandrede til Amerika, opdagede jeg ganske hurtigt, at amerikanerne ikke var særlig dygtige, når det gælder overfaldsstrategier. Men indvandrede muslimer kunne ikke opgive den måde at tænke på.” (s. 66)

    “Min erfaring er, at to muslimer ikke kan tale sammen, uden at deres samtale bliver til råben og skrigen inden for få minutter, især når de er uenige med hinanden. Og det kommer der aldrig noget godt ud af. Men hvis du taler rationelt med en muslim med en lav rolig stemme, vil han altid have svært ved at forstå dit synspunkt. Han tror simpelthen, du er løbet tør for argumenter. En muslim, der har ført en samtale med en anden person – muslimer eller ikke-muslimske – kan normalt ikke huske et eneste ord, den anden person har sagt, ligesom min mor ikke kunne huske et eneste ord af, hvad præsten i vores lokale moské havde sagt, når han afsluttede sin bøn.” (s. 69; Om den islamiske ‘kultur af råben og skrækspredning’)

    “Når du taler stille og roligt med en muslim, opfatter han dig som svag. Amerikanerne har et ordsprog: “Tal dæmpet og bær en stor kæp”. Desværre kan det ikke anvendes, når man taler med muslimer. Her bliver man nødt til (indtil vi kan ændre på denne tankegang) at sige: »Råb højt og bær en stor kæp”, ellers vil du blive opfattet som den svage part og taberen. Demokratiet kan ikke spredes i samfund som disse, før de mennesker, der bor der er blevet ”omprogrammerede”, for de kan ikke fungere, når de altid spiller rollen som master eller slave. (s. 158)

    “Muhammed forstod, hvordan han skulle udnytte sin forbindelse med Allah til at styre befolkningen. I en hadith citeres Muhammed for at have sagt:” Enhver, der adlyder mig, adlyder Gud, og ham, der adlyder min emir adlyder mig. Enhver, der ikke adlyder mig, adlyder ikke Gud, og ham, der ikke adlyder min emir, adlyder ikke mig.” For at bekræfte dette, ”rullede” Muhammed endnu et vers – en ”åbenbaring” – ned fra bjerget. Det lyder som følger: ”Adlyd Allah og Hans udsending og magthaverne blandt jer.” (Koranen 4:59).

    ”Magthaverne blandt jer”, betyder, ifølge korantolkere ”Deres herskere”. For at sikre, at muslimerne ville adlyde deres herskere implicit og uden forbehold, fortalte Muhammad dem i en hadith: “Adlyd din emir, selv om han flår dig og tager din ejendom.” Da Muhammed frygtede, at nogle muslimer ville gøre oprør mod en sådan ubetinget lydighed, begrundede han nødvendigheden af denne lydighed ved at i en anden hadith forklare: ”Hvis en hersker fælder en dom efter dyb overvejelse og hans beslutning er den rigtige, bliver han belønnet to gange. Hvis han afsiger dom efter dyb overvejelse og hans beslutning viser sig at være forkert, modtager han kun en enkelt belønning.” (s. 159)

    “Aldrig i Islams historie har en muslimsk gejstlig protesteret mod handlinger foretaget af en muslimsk hersker, fordi den samlede opfattelse af, at lydighed mod den herskende, er en forlængelse af lydighed mod Allah og hans profet. Der er kun én undtagelse fra dette: En muslimsk præst fra én trosretning kan protestere mod handlinger foretaget af en hersker, som tilhører en anden retning.

    Hvordan kan en muslim undslippe sin herskers magt over ham, når han er helt overbevist om nødvendigheden af at adlyde ham? Hvordan kan en muslim protestere mod denne lydighed, som repræsenterer underkastelsen til hans profet og dermed også til Allah? Svaret er enkelt. Han kan ikke!

    Islam er et despotisk system. Det har været det siden starten, og er det fortsat i dag. Findes der nogen ting der viser en mere modbydelig form for slaveri mellem en magthaver og en befolkning end islam? Den styrende har ret til at plyndre og stjæle fra sit folk, der ikke selv har ret til at protestere mod denne adfærd? Herskeren regerer ved guddommelig dekret, og hans undersåtter adlyder ham ved guddommelig dekret.” (s. 160-161)

    Aldrig i mit liv har jeg hørt eller læst om en muslimsk mand, der udtrykker følelser af skyld over noget, han har gjort. Ikke en gang i litteraturen. Folk føler sig skyldige, når de tager ansvar og erkender, at de har lavet en fejl. Men muslimer er ufejlbarlige: Den kendsgerning, at de er muslimer gør alle deres fejl undskyldelige. Et menneskes tilhørighed til islam defineres ikke ud fra hans handlinger og ansvar, men kun af det han reciterer i trosbekendelsen: »Jeg bevidner, at der er ingen anden gud end Allah, og at Muhammad er Guds sendebud.” Så længe han fortsætter med at gentage denne trosbekendelse, vil han fortsætte med at være muslim, og ingen forbrydelse, han begår mod andre kan fratage ham dette ”privilegium”. Saddam Hussein var en af de største tyranner i historien, men de fleste sunni-muslimer anser ham endnu i dag for at være en martyr. Ved hans begravelse, råbte de: “Til paradiset (kommer han), elsket af Gud.” (s. 215)

    Oploadet Kl. 12:26 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    21. august 2009

    “De må brænde, tænkte jeg, før de holder op med at spørge.” (Berthold Brecht)

    Fra omslaget til Lars Hedegaard og Mogens Camres nye bog 1400-årskrigen.

    For nylig så jeg et hus. Det brændte. På taget slikkede flammerne. Jeg gik ind og bemærkede, at der stadig var mennesker derinde. Jeg gik ind ad døren og råbte til dem, at det brændte på loftet, opfordrede dem altså til hurtigt at gå ud. Men folk så ikke ud til at have travlt. En spurgte mig, mens varmen allerede sved hans bryn, hvordan der var udenfor, om det da ikke regnede, om vinden ikke blæste, om der ikke var et andet hus. Og nogle andre ting. Uden at svare gik jeg ud igen. De må brænde, tænkte jeg, før de holder op med at spørge. Virkelig, venner, den der ikke føler, at jorden er så varm, at han heller bytter den med en anden, men foretrækker at blive, ham har jeg ikke noget at sige.«

    Berthold Brecht: »Lignelsen om Buddha og det brændende hus«

    Mere om bogen her.

    Oploadet Kl. 23:24 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    

    8. juni 2009

    “… Muhammedanisme gør… Folk… ganske utaalelig doktrinære og intolerante.”

    Metroxpress var torsdag i sidste uge redigeret af Outlandish, og siderne var spækket med multikult-propaganda. Værst var ‘Grundlovstalen’ (s. 8), der blev indledt med “Gi’ os Danmark tilbage”, og blandt andet blev efterfulgt af sætningen “hvor bikini eller burka er et valg”.

    Karen Blixen har vist skrevet det der skulle skrives. Her i et brev sendt fra hendes afrikanske farm i Kenya til sin søster Ellen Dahl, d. 13. september 1928.

    “… Om Muhammedanismen som lader til at interessere Dig, kan jeg ikke skrive med nogen Autoritet, dertil kender jeg i Virkeligheden for lidt til den. Det er mig ikke mulig at læse Koranen med noget Udbytte, og den Muhammedanisme som jeg ser i det praktiske Liv, er vist af de mere primitive. – Jeg synes at Muhammedanisme gør de Folk, som antager den eller er opdragne i den, renlige og stolte og giver dem en Slags heroisk eller stoisk Livsanskuelse, men ogsaa at den gør dem, for os, ganske utaalelig doktrinære og intolerante. I det hele taget er det, efter min Opfattelse, en tør Religion eller Livsopfattelse, og dens Farer er at den enten bliver rent udvendig og kommer til at bestaa i en uendelig Mængde udvortes Regler og Ceremoniel, eller ogsaa leder til Fanatisme.

    For mig har den det lidet sympathiske Element, at jeg synes den gør Kvindernes Stilling saa daarlig, men herom kan der sikkert diskuteres; paa mange maader er de muhammedanske Kvinder ærede og ansete, og jeg kan meget godt se det orientalske Element som er i ogsaa vor vesteuropæiske Ridderlighed, og som vist kom ind med Korstogene, og den har Farverigdom og noget ædelt i sit Væsen; men den gør Kvinderne saa udelukkende til Kønsvæsner, og til rigtige Cellefanger i dette Forhold, uden Udsigt til Verden udenom. Mandens Beskytterrolle har ogsaa for mig saa tidt noget kunstigt eller forrykket; hvis man f. Eks. fra Begyndelsen slaar fast og opdrager Slægten til at tro paa, at det er aldeles forfærdeligt, hvis et eneste Haar paa Kvindens Hoved kommer ud af Orden, saa kan man naturligvis faa nok at gøre Resten af sit Liv med at løbe med Parasoller og Skærme af alle Slags; men efter min Mening vilde det være virkelig ridderligere, om man ikke hængte sig saa meget i Haaret, og jeg mener heller ikke at det er givet, at den allermest fuldkomne, velordnede Frisure i og for sig er virkelig smukkere end de frit legende Lokker, eller en coiffure a la coup de vent. Men jeg har hele mit Liv holdt mere af Diana end af Venus;…”

    Oploadet Kl. 06:02 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer
    

    24. marts 2009

    Ritt Bjerregaard & fagre nye København

    Søren Pind gik til valg på hård kurs overfor byens mange socio-kulturelle problemer, og tabte stort til Ritt ‘antallet er ikke afgørende’ Bjerregaard. Københavnerne ligger som de har redt, og nu – efter katastrofale år – tales der nu åbent om hvorvidt den nye borgmester kommer til at hedde Bo Asmus Kjeldgaard (SF) eller Jakob Hougaard (S). Demografien udelukker reelt borgerligt flertal, og uanset hvad der sker, så vil mantraet blive rundbordspædagogik i en tid hvor der er brug for alt andet.

    Ritt Bjerregaard er medskyldig på flere planer, og det er hvad man kunne kalde skæbnens ironi at hendes parti om føje år formentligt bliver det højreorienterede alternativ. I de blindes rige, er den enøjede konge.

    Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (1977). Set hos Spydpigen.

    De reelle barrierer (for øget lighed i skolen) fremstår, fordi skolen afspejler det kapitalistiske samfundssystem, der er baseret på klassedeling mellem dem, der har, og dem, der ikke har, mellem dem, der bestemmer og dem, der bestemmes over. Skolen afspejler med sin prioritering af værdier og ved hele sin indretning dette samfundssystem. Heri er der intet mærkeligt, men man kan meget vel spørge, om det behøver at ske så håndfast, som det faktisk sker.

    Udover at skulle tilpasse børnene til det kapitalistiske samfundssystem og få dem til at acceptere dets indretning som givet så at sige fra naturens hånd, udfylder skolen også andre funktioner i det kapitalistiske samfund. En væsentlig er opbevaringsfunktionen: den moderne industrielle produktion har i modsætning til landbrug og alsidig håndværksvirksomhed ikke brug for børn og ganske unge mennesker, og børn og unge skal derfor opbevares på en måde, som bevirker, at deres forældre står til rådighed for arbejdsmarkedet. Skolen opfylder denne funktion. Det giver samtidigt skolen nogle muligheder ved, at den måske mere bevidst, end det sker i øjeblikket, bruger sin rolle som opbevaringsanstalt til at bearbejde de reelle uligheder – ikke for at afskaffe dem, for det kan selvsagt ikke ske i eller gennem en undervisningssituation, men for dels at mildne det tryk, som klassesamfundet udøver på de svage, og for dels at fastholde, at det kapitalistiske klassesamfund ikke er en naturlig, men en kulturlig indretning, en indretning, der er skabt af mennesker, og som kan ændres af mennesker…

    Denne (skolens) afspejling (af det kapitalistiske samfundssystem) viser sig naturligvis på adskillige måder, mest iøjenfaldende ved, at skolen konsekvent nedvurderer og latterliggør arbejderklassen og de værdier, som den konstituerer sig på, og tilsvarende tager udgangspunkt i og anlægger borgerskabets adfærd og målestokke som de eneste rimelige og anvendelige. At det forholder sig sådan, er jeg ikke i tvivl om, af den simple grund, at jeg selv har oplevet det.

    Det viser sig tydeligt ved folkeskolens boglighed og konkurrencepræg.” (AKTION 1977/6)

    Perspektivering ved Anders Holm Thomsen – Skolemarxisme og multikultur (Jyllandsposten, 8/9-03).

    “Den næsten umærkelige overgang fra nymarxisme til postmodernisme… er kendetegnende for den fremherskende pædagogiske teoriudvikling i tidsrummet fra marxismens krises start fra omkring 1980 og frem til dens endelig undergang med Murens fald 1989. Klog af skade foregik der her i denne periode en strategisk omdefinering, idet skolens rolle i realisering af en konkret samfundsutopi erstattedes af mere pragmatiske delmål, der opportunt blev bestemt af den vej som globaliseringens jernhårde udviklingslove aktuelt syntes at pege, herunder fx mod multikulturalisme eller en europæisk superstat. Samtidig fastholdtes dog stadig det gamle revolutionære og samfundsnedbrydende perspektiv, idet det eksisterende samfund og dets kulturarv fortsat ansås som en barriere for den kommende fagre ny verden.

    Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    11. juni 2008

    Morten Uhrskov Jensen om Ebba Strange, Morten Kjærum, Ole Espersen og Klaus Rothstein

    Kronik af bogaktuelle Morten Uhrskov Jensen, oprindeligt trykt i Kristeligt Dagblad (10/5-08), nu online på Nomosblog. Via Snaphanen 25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand.

    “Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om “racehad” og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.

    Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte. Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at “vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed”.

    Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig – gennem oplæring – det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var…

    De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning…

    Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at “dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker”.

    Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.

    Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.

    Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at “indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det”. Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.

    Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.

    Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at “de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen”. Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.

  • Link: Citater fra Et delt folk (skræmmende læsning).
  • 

    26. februar 2008

    “We should therefore claim, in the name of tolerance, the right not to tolerate the intolerant.”

    Via Western Civilization and Culture. Karl Popper om tolerance.

    “Unlimited tolerance must lead to the disappearance of tolerance. If we extend unlimited tolerance even to those who are intolerant, if we are not prepared to defend a tolerant society against the onslaught of the intolerant, then the tolerant will be destroyed, and tolerance with them. In this formulation, I do not imply, for instance, that we should always suppress the utterance of intolerant philosophies; as long as we can counter them by rational argument and keep them in check by public opinion, suppression would certainly be unwise. But we should claim the right to suppress them if necessary even by force; for it may easily turn out that they are not prepared to meet us on the level of rational argument, but begin by denouncing all argument; they may forbid their followers to listen to rational argument, because it is deceptive, and teach them to answer arguments by the use of their fists or pistols. We should therefore claim, in the name of tolerance, the right not to tolerate the intolerant.

    Karl Popper, The Open Society and Its Enemies, Vol. I, s. 265.

    Oploadet Kl. 05:43 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    12. juli 2006

    Winston Churchill i citat – om opretholdelsen af den historiske kontinuitet

    Det er ved at være tid til et Churchill-citat.

    “Jeg har en Tilbøjelighed, som jeg maaske bør vogte mig for, til at ville gaa mod Strømmen. Paa ethvert Tidspunkt har jeg, efter bedste Evne og under de ilsomt skiftende Scenerier, hvorigennem vi alle jager, trofast søgt at tjene to nationale Maal, der forekommer mig vigtigst af alle: Opretholdelsen af Britanniens og Imperiets varige Vælde og af vor insulære Tilværelses historiske Kontinuitet.

    (Winston Churchill, 9. oktober 1940 – efter tiltrædelsen som konservativ leder)

    Kilde: Paludan, Jacob (red.): Winston S. Churchill: Ord paa Vejen. I Udvalg og Oversættelse ved Arne Stevns. Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. København, 1954. S. 13.

    Oploadet Kl. 18:01 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    29. juni 2006

    Dennis Miller om Michael Moore

    Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper