6. marts 2015

Kristian Jensen i Søndagsavisen: Kære Muhammed og Latifah: Tak fordi I gør Danmark til et rigere sted

Der er ikke noget decideret liberalt ved ideen om en suveræn nationalstat (der diskriminerer på nationalitet), og da det af indlysende årsager er politisk idioti at agitere for mere multikultur i et valgår, må man formode at Kristian Jensen mener hvert et ord. Som de røde socialkonstruktivister snyder han selvfølgelig også på vægten. Tre ud af de fire navne han adresserer i starter, herunder Muhammed og Latifah, tilhører gruppen af ikke-vestlige indvandrere der beviseligt ikke er en økonomisk fordel for Danmark. At påstå islamiske indvandring er en fordel kulturelt set, giver lige så lidt mening som hans ord om at ‘vi skal bekæmpe antiradikalisering bedre’.

Venstre-kronprinsen Kristian Jensen i Søndagsavisen – Kristian Jensen: Danmark er for dem, der kan og vil.

Kære Jai-Li, Muhammed, Sergio og Latifah! Tak fordi I er kommet til Danmark og tager fat, hvor danskerne ikke kan eller vil. Tak fordi I er med til at gøre Danmark til et rigere sted. For uden jer ville Danmark anno 2015 ikke hænge helt så godt sammen.

Sådan burde langt flere politikere sige, når de taler om indvandrere og flygtninge. For alt for meget af debatten om personer i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk tager udgangspunkt i problemerne. Og sagen er, at langt de fleste er kommet hertil med et klart ønske om at passe deres familie, passe deres arbejde og passe godt ind i det frie danske samfund med alle vores rettigheder og friheder. De er kommet hertil for at være med og ikke mindst for at bidrage. …

Terrorangrebene i København viste med uhyggelig tydelighed, at vi skal bekæmpe antiradikalisering bedre. Men nogle få ekstremister må ikke få lov til at skygge for de mange, som ønsker integration, og hvis vi kun fortæller de negative historier eller lader problemer med nogle få nydanskere skygge for succeshistorierne med de mange, skader vi Danmark. Både nu og i fremtiden.

Vi skal være glade for jer borgere, der er kommet hertil fra nær og fjern og arbejder; som gør en indsats og bidrager til danske virksomheder og ikke mindst stiller jeres varme hænder til rådighed. Vi kan faktisk slet ikke undvære jer.

Vi har altså al mulig grund til at ændre det sortsyn og fokus på negative historier, som stadig dominerer samfundsdebatten i Danmark. …

Jeg vil nemlig gerne have, at vi fortsat kan byde velkommen til Jai-Li, Muhammed, Sergio, Latifah og mange andre, så længe de vil arbejde, bidrage og respektere danske værdier. For dem ønsker jeg et Danmark, der er åbent.

Venlig hilsen og ikke mindst velkommen!”



4. marts 2015

Zenia Stampe associerer Omar Husseins terrorangreb med en jødes mord på højtstående nazist (1938)

At blogge om Zenia Stampes politiske analyser, føles lidt som at mobbe en ordblind for sine stavefejl, og jeg havde egentligt besluttet mig for at ignorere hende på ubestemt tid. I går overgik hun dog sig selv, da hun gengav en Modkraft-artikel der trækker paralleller mellem islamisten Omar Hussein og jødiske Herschel Grynszpan, der i 1938 myrdede en topnazist. Rasmus Jarlov kommenterer – Zenia Stampes gode tone og nazikortet.

“For to år siden, da jeg tillod mig at arrangere en høring på Københavns Rådhus for at sætte fokus på chikane af jøder i København var Zenia Stampes reaktion at påstå, at jeg opfandt de problemer, som jøderne oplever. Jeg ‘brugte den påståede hetz mod jøder til at skabe reel hetz mod muslimer’. … To år og et skudattentat mod synagogen senere, er det nu ikke længere en påstået hetz mod jøder. Men tonen er stadig forkert i debattenn, når nogle mener, at vi skal overveje vores udlændingepolitik. … i går kom så perlen nedenfor, hvor dansk udlændingepolitik ifølge ZS er en parallel til nazitiden, og hvor det ikke kan undre, hvis vi pludselig fik en Krystalnat mod muslimer i Danmark.

(Zenia Stampe sammenligner islamisten Omar Hussein med jøden Herschel Grynszpan anno 1938; FB)

Jeg har lidt svært ved at se, at det skulle være nogen paralleller til Holocaust i, at nogle af os vil lukke færre svært integrerbare udlændinge ind i Danmark. Jeg synes, et folketingsmedlem burde holde sig for god til igen og igen at fremsætte så skingre og overgearede beskyldninger mod andre samtidig med, at hun moraliserer om debattonen. Men for den gode tones mester er ingen beskyldning mod politiske modstandere åbenbart for lav.”


Lærerstud. om skole hvor ‘dansker’ er et skældsord: “Børnene dér er lige så danske som du og jeg.”

“Jeg er ikke bange for at smadre dine tænder.”, lød det truende fra en 16-årig AEH’er i skolegården på Bagsværd skole, hvad Retten i Glostrup ifølge TV2 Online takserede til 14 dages betinget fængsel. Læseværdig førstehåndsberetning fra lærerstuderende Samuel Dalsgaard Hughes i Information – De udsigtsløse.

“I mine fem uger på skolen har jeg været fortvivlet, fortabt og forbløffet. Fortvivlet over det faglige niveau: I den 5. klasse, jeg var tilknyttet, var kun fem ud af 20 elever fagligt alderssvarende, fire elever var kommet til Danmark inden for det seneste par år.

Fortabt over for de kræfter, man som lærer og pædagog skulle kæmpe med. Kræfter, der kan virke uoverkommelige. F.eks. problemer med en opdragelsesform, der kan virke fremmed og forkert. Udansk, vil mange sikkert mene. Børnene får i høj grad lov til at passe sig selv, der bliver krævet mere af pigerne end af drengene, og der stilles krav, som man ikke er vant til at møde i almindelige danske hjem. F.eks. skal børnene passe mindre søskende, når mor og far er på natarbejde. Fysisk afstraffelse er et opdragelsesredskab for nogle af familierne. Det tages især i brug efter en opringning fra skolen, hvilket sætter læreren i noget af et moralsk dilemma. I mange hjem er respekt og gengældelse kodeord. … Respekt er ikke noget, du får, den skal fortjenes. Som lærer er du tvunget til at fortjene den gennem konsekvens. Krydser børnene grænsen, bliver man nødt til at ramme dem hårdt – f.eks. gennem en opringning til far.

Forbløffelsen ramte mig ved mødet med et miljø præget af kriminalitet, arbejdsløshed og vold. F.eks. en flok piger, der tævede en klassekammerat, mens de filmede det hele, så ingen kunne være i tvivl om, hvem de skal give respekt.

Forbløffelsen ramte mig også ved synet af pigtråd om legepladsens hegn, konstant overvågning i skolegården, samt oplevelser som gentagne indbrud i skolens lokaler. Meget af balladen kunne føres tilbage til manglende identitet, rodløshed og en følelse af at stå uden for samfundet: ‘Jeg er født i Danmark, men kommer fra Somalia.’

Endelig blev jeg forbløffet over, at alle mine fordomme blev bekræftet på skolen. Hvor ‘dansker’ er et skældsord. Hvor en 5.-klassesdreng nægter at gå ind i et klasselokale med piger. Hvor kun seks af 20 forældre kommer til forældresamtale, og hvor fire af de seks samtaler skal foregå med tolk. Hvor det er mest effektivt at undervise ved hjælp af straf og belønning, for det er det, børnene kender og kan forholde sig til.

… Som samfund og medmennesker må vi tage ansvar. Vi må ikke stoppe ved en konklusion og en diskurs, der hedder ‘os og dem’. De såkaldte ghettoer ligger i Danmark. Børnene dér er lige så danske som du og jeg. Om vi og de kan lide det eller ej.”

Oploadet Kl. 05:46 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


1. marts 2015

Licensfinansierede P1, en tilfældig lørdag i februar: “Du kyssede en fra Dansk Folkeparti? Fy for satan!”

Lørdag var jeg til rund fødselsdag i Horsens, og transporttiden gav mulighed for at høre lidt licensfinansieret radio. Jeg kom ind i Ugens gæst på P1 med filminstruktør Erik Clausen, der fortalte om barndom, om hvordan fagforeningerne sang ‘Internationale’ ved indvielsen af den lokale folkeskole, og om hvordan social indignation havde formet hans liv. Han blev et politisk menneske, og havde held til at få statsstøtte til sin første film.

“Savner du nogle gange en tid, hvor man gik med bælte med hammer og segl, og kaldte hinanden for Kammerat Erik og Kammerat Pia?”, spurgte studievært Pia Røn. Samtaleradio af og for den yderste venstrefløj.

Under samtalen blev der blandt andet spillet et klip fra hans nye film Mennesker bliver spist. Demente Herluf (Erik Clausen) er forsvundet, og konen (Bodil Jørgensen) kommer med en afsløring.

Holger (Nicolas Bro): Kan han ikke være hos noget familie?

Ingelise (Bodil Jørgensen): Det tror jeg ikke. Han har en bror.

Holger: Har Herluf en bror?

Ingelise: Ja, men de ses ikke mere. Det er længe siden. Det var noget politik. Du ved, Herluf han er jo socialdemokrat, det var hans bror Bjarne også, det var deres far også, men pludselig så melder broren sig ind i Dansk Folkeparti.

Holger: Nå, ja altså, men derfor behøver man jo ikke ligefrem, at man ligefrem ikke ses.

Ingelise: De diskuterede jo alting, og de råbte og skreg. Det var ikke til at holde ud at være i nærheden af. Der skete også noget andet. Vi holdt en fest her, og vi fik lidt for meget at drikke. Og Herlufs bror Bjarne, han er sådan rigtig en charmerende mand, og rigtig god til at danse. Vi dansede og så endte vi ude i haven, og så, ja, så kyssede han mig.

Holger: Du kyssede en fra Dansk Folkeparti? Fy for satan!

(Nicolas Bro som Holger i Erik Clausens Mennesker bliver spist, 2015; Youtube)

På vejen hjem trakterede P1 mig med featuren Jægerpiloten og den hellige kriger. En radiodokumentar der sidestillede en ung jihadist med en dansk F16-pilot – begge var i kamp i Libyen, mod Muammar Gaddafi, for retfærdighed. Ryan Omar fra Nørrebro fik sin politiske selvforståelse i skolen, og fortalte at han havde en lærer der gav ham bøger om danske frivillige under den spanske borgerkrig. Faderen (der fandt sig i danskernes racisme), havde også fortalt ham om Nelson Mandela. Rollemodellerne var på plads.

Så kom jeg til Fynsland, og kyssede en fra Dansk Folkeparti.



27. februar 2015

Søren Espersen om Islam, islamisme – Søren Pind om bekæmpelse af islamisme med empati, svinehud

Hvis jeg skulle sætte et ministerhold i en eventuel VO-regering, så ville Søren Espersen (DF) og Søren Pind (V) være oplagte kandidater. Ingen er dog fejlfrie. Førstnævnte røg forleden i den klassiske mediefælde, som man kunne kalde ‘Kunsten at sige sandheden om Islam uden at generalisere’. Sidstnævnte er udtryk for almindelig populisme. Der argumenteres med baggrund i ideologiske floskler, lige til den dag alle kan se det ikke er svaret på de problemerne Islam/islamisme giver liberale demokratier.

Søren Espersen om Islam & islamisme (2007 & 2013).

“Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.” (Jyllands-Posten, 26. juni 2007)

Om manglende skelnen mellem islam og islamisme: “Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet.” (Politiken, 1. februar 2015)

Søren Pind om bekæmpelse af islamisme (1. og 14. februar 2015).

“Jeg tror ikke, man kan bekæmpe islamismen med islamisme. Og jeg tror ikke, vi kan bekæmpe den med halshugninger, kidnapninger og terror. Vi kan derimod bekæmpe fanatisme med frimodighed. Undertrykkelse med frihed. … Der er en grænse for, hvad vi skal og kan. Nogen ser den grænse som en hindring for sejr over mørket. Tværtimod tænker jeg, at netop moderation, menneskelighed, empati, omsorg, nysgerrighed og åndsfrihed er gaver for ethvert fællesskab, der i sidste ende ønsker, alle andre deler denne kultur.” (Jyllands-Posten, 1. februar 2015)

“Grrrrr! Nogen gange får man lyst til at gøre alvor af at selv, altså. Det er foregået i MIN kreds på Østerbro. Må I rådne op langsomt og pinefuldt. Krydser fingre for politifolkene. I er os – vi er jer. Gerningsmanden et svin.” (Facebook, 14. februar 2015)

Oploadet Kl. 14:27 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


26. februar 2015

Mosbjerg Folkefest-plakat i lærebogen ‘Diskursanalyse i dansk. Sprog, magt og identitet’ (2014)

Da et forlag sidste år henvendte sig til undertegnede, med henblik på at reproducere plakaten for Mosbjerg Folkefest 2014 i en gymnasie-lærebog, diskuterede vi det i foreningen, og blev hurtigt enige om et positivt svar. Det er trods alt begrænset hvad negativt der kunne tolkes ud af en plakat med et nordisk udtryk, inkluderende Dannebrog, og et logo med en nøkkerose. Plakaten kom med i lærebogen ‘Diskursanalyse i dansk. Sprog, magt og identitet’, der er skrevet af Anne Bornerup Græsborg og Mette Møller Jørgensen, og udgivet af Dansklærerforeningen/Systime.

Jeg tog fejl. Man kunne jo eksempelvis sætte plakaten sammen med nationalsocialistiske plakater i et temaafsnit om ‘National identitet’. Begge sider af debatten præsenteres i bogen, men det er ikke selvhadsk venstrefløj vs nationalsindet højrefløj, men samfundsforskning vs ‘yderligtgående højrenationalisme’. Et citat af sociolog Michael Billig illustrerer galskaben.

(Forside, 3-4)

“Den britiske sociolog Michael Billig introducerede i 1995 begrebet ‘banal nationalisme’. Billigs overordnede mission er at problematisere det faktum, at den vestlige verden ser ud til at have afskevet nationalisme som en ideologi, den selv lider af. Ved at analysere primært politiske taler og avisreportager, blandt andet sportssiderne, når Billig til den konklusion, at banal nationalisme er en ideologi, der til stadighed opretholder og legitimerer nationalstaten i en form for ubevidst tankemønster. Billig taler om, at vi dagligt ‘flager’ vores nationalfølelse mere eller mindre ubevidst.

Vi er opmærksom på den spirende nationalisme i eksempelvis Østeuropa, men vi glemmer den vestlige nationalisme, der først og fremmest helt banalt kommer til udtryk ved, at vi stadig bor i og organiserer os omkring den suveræne nationalstat. Billig sætter iagttagelsen på spidsen ved at indlede sin bog med: ‘All societies that maintain armies maintain that belief that some things are more valuable than life itself.’ At have en hær indikerer, at der er noget, der er så vigtigt, at man vil dø for det. Ifølge Billig kan vores nationalisme vækkes til live, hvis vi føler os pressede.

Denne opfattelse af ad hoc-nationalfølelse sammenligner Billig med en slumrende mobiltelefon: Den ligger stille, lige til den bliver ringet op og vakt til live. Og så er nationalismen ikke længere uskyldig, hvis den stadig kan motivere folk til at kæmpe for fædrelandet.’

Herudover, og nok så vigtigt for Billig, kommer den vestlige nationalisme til udtryk i de umiddelbart banale, bløde symboler, som omgiver vores dagligdag, og som vi ikke tillægger egentlig symbolsk betydning: Flaget på de officielle bygninger, landkort med tydeligt markede grænser og lande i forskellige farver, udtryk som ‘det danske vejr’ eller ‘de danske fugle’ og den politiske forståelse, der ligger i brugen af ‘vi’ og ‘de’. Alt dette er eksempler på de tilsyneladende uskyldige ting, der holder vores nationale verdensopfattelse i live. (s. 60)

(s. 57, 62)

(s.79-80)

Om yderligtgående højrenationale.

“Hvis man vælger at arbejde med højrenationale bevægelser, skal man være opmærksom på at skelne mellem etablerede politiske partier og yderligtgående bevægelser. Eksempelvis er graden skepsis over det fremmede hos DF, langt fra så udtalt som du vil finde i andre kilder. Vil man finde nutidige indlæg, der er yderligtgående kan man for eksempel gå til hjemmesiden uriasposten.net eller Den Danske Forenings hjemmeside. Tænk over, hvilken form for nationalitet de forskellige grupperinger kæmper for. Er der andre, der kæmper for dansk mentalitet, som definerer den anderledes?” (s. 62)

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


24. februar 2015

Mads Holger: “De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber…”

Ekstra Bladet skriver i dag om den somaliske jihadist Ahmed Ibrahim Mohamed Halane, der har kæmpet for både al-Shabaab og Islamisk Stat, og derfor ikke kan rejse tilbage til England, hvor han har boet siden han var 9 år. Han har dansk pas, og bor nu i Ballerup. “I Danmark har han helle…”, som det så ironisk formuleres.

Mads Holger har nogle yderst interessante betragtninger om fjendskab vs fællesskab og demokratisme vs identitet. Fra Berlingske – Dansk først, demokrat så.

“Aften efter aften kan man i debatprogrammer høre diverse intellektuelle diskutere ytringsfrihedens vilkår uden rigtig at komme nogen vegne. Det har været forstemmende at betragte, hvorledes denne dagsorden til at begynde med fik lov at monopolisere reaktionerne. Måske skyldes dette, at journalister og meningsdannere i ytringsfrihed har en fagspecifik særinteresse, da de selvsagt lever heraf, men dette er alligevel ikke nogen undskyldning for at tilsidesætte det, der afgjort burde være sagens egentlige genstand; at Danmark er angrebet. …

Problemet er i al sin enkelthed, at vi nok står sammen i Danmark og er fælles, når vi angribes, men vores fællesskab er uden egentlig genstand. Dagen efter terrorangrebet samledes 30-40.000 danskere foran gerningsstedet på Østerbro for netop at vise deres fællesskab med fakler og fællessange. Det må man naturligvis have sympati for, men begivenheden udstillede også til fulde, hvorfor vi står os så svagt, når vi konfronteres med dette angreb. Vi er nemlig ikke fælles om noget konkret. Der blev sunget sange af P. H. om at løsne sig fra fællesskabets snærende bånd, og Gud hjælpe mig om ikke også John Lennons nihilistiske hymne Imagine skulle afsynges og således gøre det ud for vores fællesskabs genstand.

Sangen handler som bekendt om, at der ikke skal være et nationalt endsige religiøst fællesskab, intet at leve eller dø for. Det er det, vi er fælles om – ingenting. Og så råber vi højt om retten til at råbe. Det er vores bekendelse. De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber, når vi ikke råber højt om retten til at råbe.

Danmark er et frit og demokratisk land samt et land, hvor ytringsfriheden er og skal være absolut. Imidlertid har vores kulturløshed for skade tilladt os at opprioritere disse dyder på en vis, der begrædeligt har bragt dem til at træde i stedet for vores egentlige nationale fællesskab og identitet. Denne kritik skal derfor ikke ses som et angreb på hverken demokrati endsige ytringsfrihed, men det er en påmindelse om, at vores fællesskab om Danmark altid bør komme før alt andet, herunder også ytringsfrihed. Det er i vores nationale fællesskab, at vi kender hinanden, det er her vi har vores identitet, det er korpus i vores eksistens.

… Vi har derfor formet generationer, som er identitetsløse demokrater, hvis bekendelse alene går til demokratisme, ikke til noget konkret. Vi er blevet en nation af mennesker, der er indoktrineret til at elske kærligheden og lade hånt om vores hustru. Vi har med Grundtvigs ord erstattet vores tungemål med en fransk glaskugle af abstrakte værdier, som intet retskaffent menneske kan undlade at tilslutte sig, men intet sandt menneske kan definere sig ved alene.

Nu er virkeligheden blevet virkelig, vores tid i det ideologiske børnebassin er omme…”

(Ahmed I. Mohamed Halane, Koran-reciterende med dansk pas, tilhænger af Islamisk Stat; DM, YT)

Oploadet Kl. 13:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


21. februar 2015

Efter Hebdo-terrorangrebet ville regeringen retsforfølge Syrien-jihadister: I torsdags stemte de imod…

Ugen efter angrebet på Charlie Hebdo, kunne DR Nyheder berette, at “Regeringen vil stemple Syrien-krigere som landsforrædere”. Torsdag fik det røde flertal vedtaget en lov om en ‘styrket indsats mod rekruttering til våbnede konflikter i udlandet’, og umiddelbart efter faldt oppositionens forslag om ‘strafforfølgelse for deltagelse i væbnet konflikt med danske styrker i udlandet’. Imod stemte Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten.

Hvor oppositionen vil undgå Islamisk Stat-jihadister kommer ind i landet, så vil rød blok fratage dem passet midlertidigt, så de ikke rejser ud. Forskellen er alt.

(Folketinget, 19. februar 2015: B50, Forslag til folketingsbeslutning om strafforfølgelse…)

“Jeg plejer ikke at være så hård i min tone, men hvor ville jeg ønske i de her dage, at Dansk Folkeparti har magten og kunne fjerne sådan nogle mennesker som Omar og hans venner…” (Mohammad Sabah Ahmad i Radio24syv, 17. februar 2015)



18. februar 2015

SSP i Odense: Tal med eleverne om angrebet, men nævn ikke ‘gerningsmandens religion eller etnicitet’

Hvis man troede, at weekendens terrorangreb får drastiske konsekvenser, så kan man godt tro om igen. For de mange ansatte i integrationsindustrien er virkeligheden en fordom der skal bekæmpes med hvide løgne. Fra lidt fra et indslag på TV2 Fyn – Odenses børn skal tale om angreb (17. februar 2015).

Vært, TV2 Fyn: Husk at tale med eleverne, om weekendens angreb i København, men nævn ikke gerningsmandens religion, sådan lyder det til de odenseanske folkeskoler fra SSP-samarbejdet, samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi.

SSP-sekretariatet udsendte i en notat til skolerne i søndag, efter angrebene i København, og opfordrede til dialog med eleverne. Men samtidig lyder opfordringen til lærerne på de odenseanske skoler, om ikke at omtale gerningsmandens religion eller etnicitet overfor børnene.

Tommy Holst, Sekretariatsleder, SSP Odense: Det der er det vigtige det er at der er tale om en dansker der har begået en forbrydelse, og det er en gerningsmand og vi ved som sagt ikke ret meget om hvad der er sketog så er det sådan set ikke så vigtigt, om det er en der kommer fra den ene eller anden baggrund.

“Jeg håber ikke, at vi kommer til at se ned på muslimer og får flere fordomme.” (Jonas Høegh, elev, Nyborg Friskole; TV2 Fyn)

Oploadet Kl. 15:40 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
Arkiveret under:


17. februar 2015

Stadig ingen ‘Learning curve': Terroristen Omar Hussein var motiveret af Islam, hvad gør vi forkert… ?

Weekendens to terrorangreb efterlod en masse løse ender, men allerede mandag kom det frem at terroristen ikke overraskende havde et islamistisk motiv. Mandagens folkelige demonstrationer blev ikke desto mindre anført af hykleriske politikere, der næsten i kor understregede at terrorangrebene ikke ville få politiske konsekvenser. Der er ingen ‘learning curve’ i forhold til emnet, og politiske analytikere taler sågar om at statsmandseffekten kan styrke Helle Thorning-Schmidts chancer for at blive genvalgt. I så fald, har Socialdemokratiet skabt et tusindårsrige.

(Flaget på halvt i København, 16. februar 2015)

“Politikere, der svigtede, optræder nu som hyklernes vagtparade.” (Den Korte Avis, 17. februar 2015)

(Danskere mindes dræbt jøde i Krystalgade, København, 17. februar 2015)

Omar Abdel Hamid El-Hussein fejres i skrivende stund som helt i islamiske miljøer, og da jeg i går hørte at blomster på dødsstedet på Svanevej, var fjernet af mænd, blev jeg umiddelbart positivt overrasket. Måske trådte et par danske håndværkere i karakter på vej hjem fra byggepladsen – nok er nok! Det viser sig at blomsterne var lagt af (moderate) muslimer, og blev fjernet af islamister der ikke anså blomster som værende islamisk gangbar.

(Glostrupterrorsagens Adnan Avdic blandt islamister på Svanevej, 16. februar 2015; TV2)

Nu hvor gerningsmandens motiv ligger fast, havde Reporterne på Radio24syv i dag dedikeret sendefladen til bortforklaringer. Der blev indledt med en lille interview med 24-årige Muhammed fra Mjølnerparken, en af terroristens bedste venner, helt tilbage fra barndommen. Han lagde roligt ud med sædvanlig islamisk offerrolle-logik, og gik herefter i selvsving – “Jeg tager ikke afstand fra en skid.” Muslimer krænkes dagligt, og danskerne må forstå, at Islam for muslimer betyder mere end alt andet.

Efter at have hørt Muhammed forklare, at islamske normer var vigtigere end Grundloven tog de sociologiske bortforklaringer over. Muslimerne følte sig udenfor, og blev derfor radikaliseret. Hans-Jørgen Bonnichsen forklarede, at det ikke gav mening at tale om radikalisering som et islamisk fænomen, og talte så længe om, at det store problem i virkeligheden var højrefløjsekstremisme. Han blev efterfulgt af Réne Karpantschof, der sagde nogenlunde det samme. Paradoksalt nok, så viste statistikken, at der ikke havde været et eneste højreekstremt terrorangreb på dansk grund.

Herefter var der blandt andet interviews med imam Fathi Alev der understregede, at muslimer ikke følte sig som danskere, og pointerede, at muslimer næsten betragtede ‘dansker’ som et skældsord. Uzma Andreasen mente det var kravet om kulturel integration der var problemets kerne, og sådan gik det fra Camre-citater videre til den problematisk debat om Islam på internettet. Backlash-tesen blev fremført med tyngde, men manglede lidt – ingen af de fire islamiske talsmænd programmet havde talt med, kunne give et eneste eksempel.

Mod et kulturelt selvhad i det størrelsesorden kæmper selv guderne forgæves, men for at gøre en lang historie kort. Problemet er ikke 1-2 årlige terrorangreb, men det forhold at et stort flertal af et hastigt voksende muslimsk mindretal lever med parallelle normer og idealer. Antallet af muslimer til mandagens mindehøjtideligheder i Århus og København kunne tælles på en hånd, og sådan er det altid når der demonstreres mod noget der kan tolkes som værende kritisk overfor Islam. Intet indikerer at det store tavse ikke-militante flertal ikke vil ændre Danmark uigenkaldeligt. Demografi er skæbne, og flere muslimer islamiserer Danmark med alt hvad dertil hører.

Da jeg mandag forsøgte at finde Omar Husseins hemmelige Facebook-profil, stødte jeg på ikke under 50-100 profiler der åbent tilkendegav støtte til Islamisk Stat. Sammenlign eventuel med debatten der fulgte Breiviks massakre. Selvom medierne forsøgte, så lykkedes det ikke medierne at finde højreorienterede der støttede ham på nogen måde. Moderation er meget dansk, men decideret uislamisk. Fra Jyllands-Posten – ‘Hver fredag fra nu vil vi bede for Omar’.

“42-årige Bilal Gurleyek satte sig på knæ og lagde en seddel på jorden. Han lagde den foran de mange blomster, som forbipasserende dagen igennem havde lagt på jorden foran det sted, den 22-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein natten til søndag blev skudt og dræbt af politiet.

På sedlen annoncerer Bilal Gurleyek, at dette sted fremover skal blive mødested for landets muslimer.

‘Jeg tager stor afstand fra hans gerninger, og jeg har et stort problem med islamister. Men jeg er kommet her i dag, fordi han blev født som muslim, og han døde som en muslim, og som muslim føler jeg, at det er min pligt at komme og bede for ham,’ siger Bilal Gurleyek… Allerede nu har Bilal Gurleyek talt med en lang række mænd fra kvarteret, som også vil gøre Svanevej til et fast bedested hver fredag.

Mens langt de fleste iagttagere, som Jyllands-Posten talte med i løbet af dagen, tog stærkt afstand fra lørdagens terrorhandling, var der andre af de fremmødte, som eksplicit ikke ønskede at tage afstand:

‘… Hvorfor skal vi muslimer tage afstand?« sagde én af de tilstedeværende til Jyllands-Posten og fortsatte med hævet stemme og store armbevægelser, indtil han til sidst råbte højt:

‘Vi tager ikke afstand. Det er vores pligt som muslimer at stå sammen. Nej, en muslim tager ikke afstand fra én, der elsker profeten Muhammed… Denne mand har følt medlidenhed med de lidende muslimer i Palæstina, han har et hjerte af guld. Se, der er masser af blomster – det er et bevis på, at folk er stolte af denne mand, fordi han ofrede sit liv for det, han troede på,’ sagde manden.”

(26-årige AK hylder Omar Hussein på Facebook: “Je suis Omar”, “vi er alle Omar”; TV2)

“Jeg er mod drab, og jeg støtter på ingen måde gerningsmandens handlinger. Jeg kender ham ikke, men han vil være min muslimske bror til dommedagen. (26-årige AK om Omar Hussein til TV2, 17. februar 2015)

Oploadet Kl. 20:10 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper