21. april 2019

Danmarks sønner (2019): Virkelighedsfjernt associationstrick, opfordring til selvtægt mod danskere…

Langfredag tog jeg sammen med en mindre flok Odense-baserede sønner af Danmark ind for at se Ulaa Salims DFI-støttede ‘Danmarks sønner’. For en gennemgang af filmens plot henviser jeg til Storm over Europa, der i øvrigt fortæller at indvandrede jublede med Allahu-akbar-tilråb da filmens nyvalgte statsminister blev myrdet.

Filmen starter på årsdagen for et terrorangreb (20. april, Hitlers fødselsdag), hvor Martin Nordahl, formand for Nationalbevægelsen, forklarer at det er nødvendigt at genvinde Danmark. Partiet er netop blevet opstillingsberettiget har medvind i meningsmålingerne, står til at blive statsminister med krav om repatriering af herboende udlændinge.

(Martin Nordahl, leder af ‘Nationalbevægelsen’. Kyniske demagog, tidl. aktiv i ‘Danmarks sønner’)

Filmen slutter på valgaftenen, hvor Nordahl er ved at erklære sig som Danmarks nye statsminister, da han skydes af PET-agenten Malik, der et år forinden reddede Nordahl fra at blive likvideret af 19-årige Zakaria.

Plottet er en klar kommentar til Danmark anno 2019, og ‘Nationalbevægelsen’ repræsenterer tydeligvis Nye Borgerlige. Partiets logo er en svane, som Nye Borgerliges. ‘Danmark sønner’ er en højreradikal bevægelse (Tænk: ‘Sons of Odin’, ‘Danish Defence League’ mm.), som Nordahl tidligere var medlem af, der har udført adskillige syreangreb på udlændinge.

Det kunne være legitimt at lave en film om gensidig eskalering mod et borgerkrigslignende scenarie i nær fremtid, men det har ikke været instruktørens hensigt. Det er ikke en ‘Islam vs dansk kultur’-film. Danmark portrætteres som et racistisk land med daglige højreradikale angreb på udlændinge, som selvfølgelig var bange i det daglige. Islam er helt skrevet ud af filmen, og hverken Maliks kone eller Zakarias mor bærer slør. Araberne der påtænker at slå igen er blottet for ideologi, omend det en enkelt gang henkastet nævnes at det intet har med Islam at gøre. Den ældre mand der radikaliserer Zakaria er ikke imam, der kæmper en jihadistisk Islam, men en frustreret familiefar, der ikke vil flygte igen…

Vi er meget langt fra virkeligheden. Højreorienterede bevægelser angriber udlændinge i flæng, en nynazist er ved at blive valgt til statsminister. Danskerne præsenteres som onde, kolde og kyniske. Karakteropbygningen er banal og tilfældig. Omvendt med araberne. De er hjertelige, varme og i det store og hele ofre. Der er lange sekvenser hvor Zakaria omfavner sin mor eller leger med sin lillebror, og her har vi med rigtige mennesker at gøre. Nordahl leger ikke med sin dreng i Klampenborg-palæet, og her får vi blot overfladiske portrætter.

‘Danmarks sønner’ opdager via en meddeler (der myrdes), at Malik er PET-agent, og hans kone udsættes for syreangreb i privaten. Hans dreng skydes på klods hold! Vold avler vold, og som vi må forstå, så startede det med politisk kamp mod indvandring, der motiverer højreradikale til vold mod udlændinge. Omvendtsland.

Scenariet er ens over hele Europa, og Islam er, let fortegnet, eneste konstant.

(Højreradikale ‘Danmarks sønner’ myrder Maliks søn)

Som Dansk Folkepartis Alex Arendtsen, så rigtigt har påpeget, så er filmen qua sit plot (og tidsmæssige ramme) indirekte en opfordring til selvtægt. Det er værd at huske på, når indvandrere næsten på premieredatoen går amok over banal islamkritik.

(Reklame for ‘Danmarks sønner’, Haraldsgade, København, 13. april 2019; Foto: Martin Sundstrøm)



12. april 2019

Ulaa Salims Danmark: Et land, der er tæt på ‘at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre’

I går hørte jeg en længere samtale med filminstruktør Fenar Ahmad, manden bag ‘Ækte vare’ (2014) og ‘Underverden’ (2016). Iraker, født i Tjekkoslovakiet i 1981 (sic), og kom til Danmark i 1986 som flygtning. Har efter eget udsagn boet seks måneder i Sandholmlejren. Han fortalte, at han ikke ville være offer, og kredsede et par gange omkring tanken om at hævne sig på danskerne. Ikke i jihadistisk forstand, mere som ‘ta’ den I racister!’.

Karrieren tog form, da han som helt uskolet 22-23-årig, fotograferede flygtninge med et dv-kamera på asylcenter Aunstrup. DR så, og købte optagelserne, og pludselig var han en upoleret stjerne, en succeshistorie.

Det var også i går, at der var premiere på Ulaa Salims ‘Danmarks Sønner’. Salim er født i København i 1987, men har tatoveret ‘Irak’ på højre overarm. På arabisk. Han har tidligere lavet film med titler såsom ‘Min bror’ (2013), ‘Vore fædres sønner’ (2016) og ‘Fædreland’ (2017). Man mærker hensigten. I en af rollerne ses i øvrigt Zaki Youssef, der er opvokset i et venstreradikalt miljø, og for et par år siden problematiserede at ‘religiøse muslimer’ ikke kunne være ‘dagsordensættende’.

‘Danmarks Sønner’ har fået blandede anmeldelser, og selvom jeg hader at betale mere til herboende irakeres identitetspolitiske kamp mod danskheden, så skal jeg se den i biografen næste weekend.

Herunder det bedste fra Cand. Mag. Niels Lindbergs mediekommentar i Berlingske, der skærer igennem ideologiske jubelscener – Nååååh! Har du lavet film om racistiske danskere? Den er flot!

“Jeg er rystet af alle de forkerte grunde over Ulaa Salims premiereaktuelle politiske thriller, ‘Danmarks sønner’. Rystelsen skyldes nemlig ikke, at jeg på nogen måde tilslutter mig filmens stærkt manipulerende – men helt tonedøve – portræt af Danmark som et land, der er en fingerbredde fra at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre.

Rystende er det til gengæld, at filmens idé og udførelse tilsyneladende er gået upåtalt gennem filmstøttesystemet for at ende i biograferne med skamros fra filmanmeldere, der har valgt at se væk fra filmens markante huller i karaktertegning, tempo og logik.

… som uerfaren instruktør gør Ulaa Salim begynderfejlen ved at spænde de helt endimensionelle karakterer for sin politiske moraliseren. Filmens muslimer stirrer sammenbidte på indslag om racistiske politikere i TV-avisen, og vasker griseblod af deres dørkamme. Vi kan godt se, at vor unge muslimske hovedperson er et rigtigt menneske med en bekymret mor og en forsømt lillebror, men selv lange og trættende scener hvor han tumler med lillebroren i leg, gør det ikke plausibelt, hvorfor han skulle få sig selv til at slå en statsministerkandidat ihjel. Til gengæld viser det, hvor instruktøren Ulaa Salim har sin sympati, og desværre kommer det til at se ud som om han mener, at attentatplanerne er berettiget som følge af danskernes fremmedhad.

Den slumrende racisme er og bliver et politisk naivt postulat, der allerede må have set skævt ud, da det blev fremsat af Ulaa Salim, mens han gik på filmskolen. Man får en fornemmelse af berøringsangste filmkonsulenter, der ikke har turdet anfægte dette budskab som følge af afsenderens etniske herkomst. I den henseende er vores land måske alligevel racistisk, og kommer til at behandle kunstnere af anden etnisk herkomst som en mor behandler sine små børn: ‘Nåååh, har du lavet en film? Den er flot!'”

(Ulaa Salims racistiske Danmark, støttet af Det Danske Filminstitut med 5,7 mio. kr.; Foto: Youtube)

Anmeldelser.

“… selvom filmen foregår i fremtiden, er der intet fjernt over den. Men det er ikke bare i emnevalg, at Salim viser sig som en dygtig instruktør.” (Thomas Brunstrøm, BT Metro, 11. april 2019, s. 22)

“Det er en stærk og stærkt tankevækkende film, som debutanten Ulaa Salim har begået med den politiske thriller ‘Danmarks sønner’. … Det mest skræmmende er næsten, hvor meget det minder om noget vi allerede kender. Man sidder med en ganske utryg fornemmelse af, at det ikke så meget er et spørgsmål om hvorvidt dette scenarie kunne finde sted, men om hvornår det sker.” (Henrik Queitsch, Ekstra Bladet, 11. april 2019)

“For ikke så længe siden ville beskrivelsen af et Danmark præget af ekstrem nationalisme og racistisk retorik have været det pure opspind og en film som ‘Danmarks sønner’ et produkt af en løssluppen fantasi. Helt sådan er det ikke længere.” (Kim Skotte, Politiken, 10. april 2019)

(Ulaa Salim, ‘Danmarks sønner’, 2019; Foto: IMDB, udsnit)



8. april 2019

Dagbladet Børsen: Hver femte dansker tror de får ret til tidlig pension med ukonkret S-forslag…

Når Lars Trier Mogensen ikke lige starter nye statsfinansierede medieprojekter, så rabler han på Radio24syv om ‘udsultningen’ af den offentlige sektor. Lige i dag orkede jeg ikke ‘Det Røde Felt’, og røg over på Voice FM. Den er reklamefinansieret, og hermed måtte jeg høre på Mette Frederiksens valgreklame om retten til tidlig pension.

Det blev et større emne efter den første tv-debat mellem de to statsministerkandidater, men som en Greens-måling for Børsen understregede, så er Socialdemokraternes ukonkrete forslag ikke andet end valgflæsk. 64 procent støtter Socialdemokraternes forslag om ‘retten til tidlig pension’, og hele 20 procent mener de selv er omfattet af ordningen. I praksis vil det kun være en brøkdel, men der er snart valg…

Det er da nok mig. Sådan har hver femte dansker tilsyneladende tænkt, når de har hørt om Socialdemokratiets forslag om, at visse grupper af borgere skal have lov at gå tidligere på folkepension.” (Børsen)

(Børsen, 2. april 2019, s. 20: Hver femte tror de får ret til tidlig pension med S-forslag)

“Statsministeren påstod, at Mette Frederiksen er på vej ud i ‘det største bluffnummer i dansk politik i flere generationer’, fordi kun 2850 personer per årgang med Socialdemokratiets forslag kan gå fra fuldtidsbeskæftigede til tidligere pension.

Omvendt påstod Mette Frederiksen, at den udlægning var helt forkert, og at mere end det dobbelte – omkring 6000 personer per årgang – vil få glæde af forslaget.” (TV2.dk, 1. april 2019)


Ågerup om BUPL-mobilisering: “Det kan virke paradoksalt, men det er velfærdsstatens perverse logik.”

Lørdagens demonstrationer for mindstenormeringer i vuggestuer og børnehaver, handlede heller ikke om utilfredse forældre, men var også denne gang en mobilisering fra interesseorganisationerne. Blandt talerne denne gang var tv-værten Mattias Hundebøll (gift med Marie Plum, barnebarn af kommunisten Harald Plum), der på sin polterabend skød med bue og pil efter Inger Støjberg og ‘den politiske højrefløj’. Venstrefløjens overdrev.

Martin Ågerup renser luften – Pædagogerne gør vuggestuer og børnehaver til en politisk kampplads

“DR’s dokumentar ‘Hvem passer vores børn’ er den direkte anledning til demonstrationerne i dag. De præsenteres som et forældreinitiativ, men det er nu en sandhed med modifikationer. Rundtomkring i landet har pædagoger og pædagogiske ledere gjort deres for at mobilisere forældrene.

I nogle institutioner har ledelsen skrevet ud til forældrene med opfordring til at se dokumentaren. Jeg er blevet forelagt en e-mail, hvor man endda går så langt som til at fortælle forældrene, at der i deres institution hersker samme (angiveligt) kritisable forhold, som dokumentaren beskriver. Med andre ord er budskabet: Vi passer ikke jeres børn ret godt. …

En af de skyldige her er Danmarks Radio. Initiativtagerne til demonstrationerne har igen og igen henvist til DR’s dokumentar ‘Hvem passer vores børn’…

Som Berlingske Tidende har afdækket, er dokumentaren i det hele taget meget problematisk: Den bruger f.eks. forkerte, oppustede tal. Den er ikke et forsøg på at lave en nuanceret beskrivelse af udfordringerne i danske daginstitutioner, men fremsætter den påstand og anklage, at der er for få pædagoger. Men det, der er relevant at hæfte sig ved i denne sammenhæng, er, at dokumentaren retter skytset mod Christiansborg og socialminister Mai Mercado (K). Ikke imod de lokale folkevalgte.

Pædagogerne ønsker utilfredse forældre. Det kan virke paradoksalt, men det er velfærdsstatens perverse logik. Kun hvis der er generel utilfredshed, kan man få flere penge.

Timingen er perfekt her lige op til et folketingsvalg, hvor politikerne slås indbyrdes om at love flere penge til de mest højtråbende særinteresser. Bupl var lige så utilfredse, dengang normeringerne var højere

Ifølge Bupl ville de krævede mindstenormeringer bringe normeringerne tilbage til niveauet i 2009. Lad os derfor se på, hvad Bupl dengang havde at sige om normeringerne.

Til Ritzau kommenterede Bupl’s daværende formand Henning Pedersen de kommunale budgetforhandlinger med disse ord:

‘Det er en katastrofe. Man fortsætter den nedadgående spiral, man har haft i flere år. Kommunerne er så pressede på økonomien, at de trods løfter om det modsatte fra både regeringen og KL fortsætter med at forringe institutionsområdet. Bunden er for længst nået’.

I 2009 mente Bupl, at bunden var nået, at der var skåret helt ind til benet, at daginstitutionerne var presset langt ud over det acceptable, og at politikerne skulle øge normeringen. Det mener de også i 2018. Det vil Bupl altid mene. For Bupl er løsningen altid højere normeringer – ligegyldigt hvad problemet er. Og ligegyldigt om der er et problem eller ej.”

Oploadet Kl. 10:36 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


7. april 2019

Danske Medier: Undgå sociale medier, læs journalistisk redigerede medier som ‘Dagbladet Arbejderen’

Danske Medier har iværksat en større kampagne på fleresider.dk, og her kan man læse at man læse, at der på grund af alskens falske nyheder er et stort behov for ansvarlige ‘journalistisk redigerede medier’, så partier, virksomheder eller fremmede magter ikke påvirker de kommende valg. Blandt medlemmerne af interesseorganisationen Danske Medier er Dagbladet Arbejderen, partiavis for ‘Kommunistisk Parti’.

“… netop i disse måneder står vi borgere i Danmark over for to afgørende valg. Et valg til Folketinget og et valg til Europa-Parlamentet.

Både partier, virksomheder og alle mulige andre vil gerne bestemme, hvem der bestemmer i Danmark. Og på de sociale medier kan der købes ukritisk taletid til det meste. I udlandet har vi set forsøg på, at de frie valg bliver påvirket gennem de sociale medier. Den frygt deles herhjemme både af efterretningstjenester og politikere.

Derfor er der brug for journalistisk redigerede medier. Medier, der har en ansvarshavende chefredaktør, der står til ansvar for indholdet. Medier, der ser det som deres opgave at skille skidt fra kanel, undersøge påstande, oplyse, stille spørgsmål, nuancere og søge svar.” (Fleresider.dk, Danske Medier)

(Foto: ‘Direkte påvirkning fra Kreml’ på Facebook, 6. april 2019)



4. april 2019

Alle imod trafikordfører (og bodegaejer) Kim Christiansen: Taberen er ikke kun Dansk Folkeparti…

Mandag ringede Kirsten Birgit fra satireprogrammet ‘Den Korte Radioavis’ til Dansk Folkepartis Pia Adelsteen, og påstod som politibetjent, at en lastbil var kørt gennem bodegaen A’porta, og dræbt en gæst på stedet. En meget speciel aprilsnar, der i konteksten mere ligner voksenmobningen, der i disse dage rammer Dansk Folkepartis trafikordfører og kæresten Pia Adelsteen.

Jeg kunne ikke drømme om at stemme på Dansk Folkeparti, når der findes et borgerligt indvandringskritisk alternativ, men det er nu tilladt at tænke lidt langsigtet. Folk flest opfører sig som blinde høns, og vi kommer meget nemt i en situation, hvor fire års debat om udlændingepolitikken blot manifesterer sig i færre stemmer til strammerfløjen. Ingen tvivl om at Nye Borgerlige er mere dedikeret, men det bliver alt andet lige sværere at lukke grænserne og diskutere repatriering, hvis en mindre andel af danskerne stemmer på et af de to strammerpartier.

En stor del af den danske journaliststand har et personligt forhold til Radio24syv, og de går all-in i disse dage mod Dansk Folkeparti fordi Berlingskes lukning af Radio24syv, ikke just fremmer karrieremulighederne. Som man blandt andet har kunne høre på Radio24syv siden 2011, så har Dansk Folkeparti ingen sympatisører hos licensmedierne. Det er en perfekt shitstorm, så at sige. Ingen nuancer, blot en repræsentant for bodega-Danmark, der skal knuses, så dføfferne i hovedstaden kan fastholde status quo. Taberen er ikke kun Dansk Folkeparti.

Bemærk Modus operandi. Et lignende scenarie findes hos Trustpilot-konkurrenten TripAdvisor. Fra BT – DF-profil ønskede omfartsvej til Mariager – så væltede det ind med dårlige anmeldelser.

“DF-profilen Kim Christiansen har kæmpet hårdt for den nu droppede omfartsvej ved byen, hvor han ejer en restaurant. Nu vælter det ind med elendige anmeldelser af DF-profilens restuarant À Porta på Trustpilot.

Kunne ikke komme i nærheden af en parkeringsplads grundet den svære lastbil trafik. Endte med at måtte parkere i Aalborg og så tage skolebussen ind til byen. Frygteligt sted, alle ølhanerne var tomme, så måtte vende tomhændet hjem. Heldigvis kører busserne konstant.’

Sådan lyder bare en af de mange negative kommentarer, der, siden debatten om omfartsvejen ved Mariager, er dukket op i en lind strøm.

Langt de fleste af de seneste anmeldelser af À Porta bliver suppleret med en vurdering på 1 ud af 5.

… En stor andel af de 43 anmeldelser er dog indgivet for nyligt, og temaet er ikke til at tage fejl af: Der er for meget trafikstøj. ….

En anden bruger er væsentlig hårdere, når det kommer til den samlede vurdering:

‘Øllet var ok, maden under gennemsnit. Uhøflig betjening. Værtsparret insisterede på at høre lokalradio hele tiden. Derudover for meget trafik omkring, fra både lastbiler og skolebusser,’ skriver SDJakobsen, der giver 1 ud af 5.”

(Bodega À Porta i Mariager, ejet af Dansk Folkepartis Kim Christiansen; Foto: TripAdvisor)

“‘Tilbage på torvet i Mariager dukkede lastbil nummer to op klokken 12.47. Den skulle læsse varer af ved Kim Christiansens egen kro, Aporta.’ Denne fantastiske sætning har potentialet til at blive husket længe efter den dag, da Dansk Folkeparti krøb under spærregrænsen..” (Henrik Qvortrup, 1. april 2019, støttes af bl.a. Radio24syv-vært Ditte Okman: “… så må han da bekymre sig meningsmålingerne???”; Se evt. TV2.dk)

Oploadet Kl. 10:23 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


2. april 2019

Radikale kræver udlændingepolititiske lempelser: “Vil Mette Frederiksen reelt stå fast på sin politik?”

Radikale Morten Østergaard indledte i går valgkampen med en svømmetur til øen Lindholm, angiveligt et stunt imod symbolpolitik. Han kræver reelle lempelser af udlændingepolitikken, og det er godt nyt, for selvom årelang polariseret debat ikke har løst problemerne, så ved man dog, at ingen debat er garanti for mere af det samme.

Tilbage i 2007 forsamlede landets højrebloggere sig på valgaftenen i en større lejlighed i hovedstaden under parolen ‘VKO eller Kaos’. Et lignende tiltag kommer ikke til at finde sted i år, for hvorfor skulle nationalsindede fejre fire år mere med Lars Løkke Rasmussen? ‘Disruption’ er et grimt ord, men det er lige akkurat hvad Christiansborg har brug for.

Thomas Larsen kommenterer i Berlingske – Morten Østergaard smider politisk håndgranat mod Mette Frederiksen.

“Ved at erklære sig parat til at blokere Socialdemokratiets vej mod regeringsmagten hvis han ikke får opfyldt sine krav, udløser han nemlig et særdeles giftigt spørgsmål: Hvilken udlændingepolitik får danskerne, hvis der er rødt flertal på valgaftenen, og Mette Frederiksen kan blive ny statsminister?

Udadtil vil Mette Frederiksen og S-ledelsen gøre alt for at fastslå, at hun selvfølgelig vil stå fast på partiets stramme udlændingepolitik… Men med sit angreb og sin trussel åbner Morten Østergaard for den følsomme diskussion om, hvad der kan komme til at ske efter valget: Vil Mette Frederiksen reelt stå fast på sin politik? Eller vil drømmen om Statsministeriet gøre hende villig til at gå på kompromis med de Radikale og de øvrige røde støttepartier?

Dette spørgsmål vil fra nu af farve forløbet frem mod valgdagen.

… på Borgen må Mette Frederiksen bede til, at det ikke vil gå som i 2005, da S-formand Mogens Lykketoft stod i en god udgangsposition til at udfordre statsminister Anders Fogh Rasmussen – indtil den daværende radikale leder, Marianne Jelved, fik sat brand i udlændingedebatten og sat fokus på skellet mellem de Radikale og Socialdemokratiet i udlændingepolitikken. Derfra var det nemt for Fogh at vinde valget og få en ny periode i Statsministeriet.”

(Morten Østergaard på Facebook, 1. april 2019)



1. april 2019

Socialistisk Folkepartis velfærdsstatslige solidaritet: Vil tage 47 millarder mere fra de arbejdende…

Et af de store problemer med velfærdsstaten er det faktum, at politik meget nemt bliver interessepolitik. Socialisterne kalder det tidligere for ’solidaritet’, men folk jeg ikke kender, der tvinger mig til at arbejde gratis for dem, virker nu ikke særligt solidariske, set herfra. Heller ikke selvom de i dag foretrækker ordet ‘velfærd’.

Altinget har fået lavet en undersøgelse af Socialistisk Folkepartis vælgerbase, og det er artige sager. 26,7 procent er ansat i den offentlige sektor, og hele 54,3 procent er udenfor arbejdsmarkedet. Blot 19 procent er ansat i den private sektor.

Det sætter det hele i perspektiv, når man læser partiets solidariske valgkamp-paroler, her citeret fra SF.dk.

“Det er en fejl at tro, at vi får lidt mere velstand ved at omfordele mindre og indføre skattelettelser. Det er den danske velfærdsmodel, der har sikret Danmark som rigt samfund. Derfor skal vi også investere i velfærden og det, der er kernen. Den offentligt ansatte.

Med SF’s plan vil der i 2025 afsættes 47 milliarder til velfærden…

SF vil bl.a. investere i:

– Fjerne kontanthjælpsloftet, der skaber børnefattigdom.
– Sikre at flere kan gå på pension før de er nedslidte…
– Investere massivt i sundhedsvæsenet.
– Påbegynde en afskaffelse af brugerbetaling for sundhed..
– Give børn mere ro på og indføre minimumsnormeringer på maksimalt tre børn pr. voksen i vuggestuer og maksimalt seks børn pr. voksen i børnehaver. …”

(SF.dk, 30. marts 2019: SF vil investere millarder i velfærden)

Oploadet Kl. 09:23 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


7. marts 2019

Første tv-debat mellem højreorienterede Pernille Vermund og venstreorienterede Kr. Thulesen-Dahl

Man kunne frygte at dagens tv-debat blev mere ond end godt er, men de virker begge til at være afklarede. Thulesen-Dahl vælgermaksimerer i forhold til centrum/venstre, og Vermund blotlægger at Nye Borgerlige er højreorienteret – ikke blot som kæk positionering. Thulesen-Dahl taler stilsikkert, men lyder også som en fuldfed karrierepolitiker, der kunne argumentere for enhver holdning, der leverer mandater til mere af det samme.

Pernille Vermund fremstår som den uprøvede, der giver håb om et reelt paradigmeskifte. Posten bliver rystet efter valget, og mon ikke de to politikere finder en middelvej, hvor de samarbejder om det essentielle, og strides kontrolleret om det økonomiske. Spiller de kortene rigtige, vil det på sigt marginalisere blødhjerterne.

(Debat mellem Pernille Vermund og Kristian Thulesen-Dahl på DR2, 7. marts 2019)>



24. februar 2019

Værdi-liberale i åbent opgør: Riskær genovervejer støtte til Løkke-regering efter uforsonlig tv-debat

Jeg har ikke meget sympati for Venstres Jan E. Jørgensen, men det er dog umuligt at tage parti for Klaus Riskær. Optimalt vil være, set herfra, at værdi-liberale Venstrefolk samler sig i Riskærs projekt, hvis de af uvisse årsager ikke gider være en del af Det Radikale Venstre. BT omtaler et skænderi mellem de to i Debatten på DR2.

Clement Kjersgaard, DR2: Jan E. Jørgensen, du er godt klar over, at Riskær har gjort det meget klart, at skulle han blive valgt ind, så vil pege han på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Klaus Riskær, folketingskandidat: – Indtil det her program, i hvert fald. Indtil det her program startede, det vil jeg godt have lov at sige. For når han sender sådan nogle folk efter mig, så kan det være jeg skulle overveje det…

(Officiel valgplakat for partiet Klaus Riskær Pedersen, manipuleret; Foto: Klausriskaerpedersen.dk)

Oploadet Kl. 07:39 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper