1. september 2015

Anna Mee Allerslevs forvaltning ansætter radikale, herunder flere der hjalp hende under valgkampen…

Det er naturligvis mærkeligt at de bedst kvalificerede, lige netop er dem der arbejdede gratis for hende under valgkampen. Anna Mee Allerslev har formentligt ikke gjort noget ulovligt, og ret beset så foretrækker jeg næsten at København bliver en lilla parti-bystat fremfor den blodrøde revolutionære. Den bliver alligevel aldrig borgerlig, det løb er kørt. Fra Politiko – Radikal borgmester anklages for nepotisme.

“Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsforvaltning, der ledes af den radikale borgmester Anna Mee Allerslev (R), ansatte i månederne efter kommunalvalget i november 2013 fire personer med tilknytning til de Radikale, heraf tre personer, der direkte havde været tilknyttet borgmesterens kampagne og hjulpet hende med at blive genvalgt.

I alt 272 personer søgte de fire stillinger.

Det viser en række aktindsigter, Radio24syv har fået i ansættelsesforløbet.

De første to stillinger som pressekonsulent og studentermedhjælper blev besat i januar 2014, og de gik til to personer, der havde arbejdet tæt sammen med Anna Mee Allerslev i hendes kampagne.

I april 2014 gik jobbet som direktionssekretær til en tredje person, som havde været en del af borgmesterens valgkampagne samt tidligere medlem af de Radikales hovedbestyrelse, og i august 2014 var det en landsnæstformand i de Radikale, der blev ansat i Anna Mee Allerslevs forvaltning.

(Radikal kampagne til Kommunalvalget i 2013; Foto: Facebook, red.)

“… som jeg også måtte fortælle 24/7, så har jeg på ingen måde været inde over ansættelserne, og det medgiver de også. For alt er lagt frem. De har fået alle de papirer og oplysninger, som de har bedt om i deres anmodninger om aktindsigt, og har ved selvsyn kunne konstatere, at alt er kørt efter bogen.” (Anna Mee Allerslev på Facebook, 1. september 2015)

Oploadet Kl. 15:25 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


31. maj 2015

Dokumentation: Venstreradikal valgkamp-hærværk mod Dansk Folkeparti, Rasmus Jarlov, Søren Pind…

“Kandidater i både rød og blå blok har været ramt af hærværk på valgplakaterne.”, berettede TV2 Online lørdag, og fortalte så at flere valgplakater for Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti var “blevet udstyret med et ‘racist’-klistermærke”. Artiklen havde både en forfatter og en ‘researcher’ på bylinen, men alligevel intet konkret om hærværkets politiske ophav. Selvfølgelig findes der apolitisk hærværk, men tendensen ved dette valg er som ved de forrige – at venstreradikale hovedsageligt går efter Dansk Folkeparti. Det er relativt nemt at dokumentere.

Eksempel I: ‘Racist’-klistermærke. Påklistret valgplakater for Dansk Folkeparti (Frederiksberg, Nørrebro, Århus) samt Venstres Søren ‘assimilation’ Pind (København).

(Århus, 28. maj 2015 – København, 29. maj 2015; Uriasposten)

Eksempel II: ‘Fynboer mod fascisme’-klistermærke. Påklistret valgplakater for Dansk Folkeparti (Århus).

(Århus, 28. maj 2015; Uriasposten)

Ophav: Revoshop.dk, Antifashoppen.dk.

Begge klistermærker kan købes på Revoshop.dk, der sidste år blev integreret med Antifashoppen.dk. Her kan man købe alskens merschandise for venstreradikale gadekrigere, herunder eksempelvis en ‘Dansk Folkeparti stinker’-hættetrøjer eller en pastelfarvet Kim Jung Il t-shirt.

(Screencap: Revoshop.dk)

(Screencap: Revoshop.dk)

Revoshop.dk har fysisk til huse på Provstevej (Nordvest), i kælderen til en opgang der huser flere kendte venstreradikale. Herunder Freja Wedenborg (tidl. DKP/ML, nu Kommunistisk Parti, Dagbladet Arbejderen) og Rune Bødker Nielsen, medejer af det grafiske kooperativ Rabotnik, der blandt andet designer plakater for Kommunistisk Parti og Antifascistisk Aktion. I opgangen bor også Per Hoffmann Küpper, der var aktiv gadekriger for nu nedlagte Rød Ungdom, der oprindeligt grundlagde netbutikken.

Antifashoppen.dk startede op i 2010 som en Projekt Antifa-forgrening (Læs: Antifascistisk Aktion), men blev sidste år en del af Revoshop.dk. Domænet var registreret af Antifascistisk Aktion (Korsgade 19, Kælderen), under navnet Projekt Antifa c/o (AFA-kollektivet) BumZen, Baldersgade på Nørrebro. Mere venstreorienteret bliver det ikke.

Forhistorie.

Folk der sælger klistermærker, kan i sagens natur ikke holdes juridisk ansvarlig for brugen af samme, men det er naturligvis ikke tilfældigt at venstreradikale og kommunister producerer klistermærker der ender på valgplakater for Dansk Folkeparti. Flere borgerlige som har været ramt af samme chikane, er netop politikere der er blevet lagt for had af den yderste venstrefløj. Det være sig særligt Konservative Rasmus Jarlov, der ene mand gik imod Ungdomshuset – og Venstres Søren Pind, der krævede at indvandrere lod sig assimilere ind i dansk kultur.

‘Racist’-klistermærker sås blandt andet ved FV07 og FV11. Diverse klistermærker med venstreradikale budskaber er set ved samtlige valg siden jeg har dækket som blogger, herunder eksempelvis EP09, KV13 og EP14.

Herunder et bredt udsnit af de opsatte klistermærker. Det meste har i lighed med ‘racist’-klistermærket sit ophav i Antifascistisk Aktion, men ikke udelukkende. Budskaber: ‘Ingen nazister i vores gader’ (Antifascistisk Aktion), ‘For socialisme mod fascisme’ (Antifascistisk Aktion), ‘Nazifri by’ (Socialistisk Ungdomsfront), ‘Jyske Antifascister’ (uoff. Århus AFA ), ‘Antifazone’, ‘Stop statsracismen’ (Socialistisk Ungdomsfront), ‘Vi er alle antifascister – Antifascisme er frihedskamp’ (Antifascistisk Aktion) mm.

(Fredericia, 23. maj 2014; Uriasposten)

(København, 28. august 2011, 5. september 2011, Odense, 24. november 2013; Uriasposten: I, II)

(Århus, 4. juni 2009 og 11. maj 2009; Uriasposten)

Bemærk klistermærkerne for Enhedslisten-associerede Socialistisk Ungdomsfront. Herunder et eksempel på hvordan det udmønter sig i praksis. Budskab: ‘Tid til nye venner – Giv flygtningebørn et liv udenfor lejrene’.

(København, 30. august 2011; Uriasposten)

(Screencap: Socialistiskungdomsfront.dk)

(København, 30. august 2011; Uriasposten)



9. december 2013

Læserbrev: Tre unge indvandrere afkrævede entre af folk der kom for at stemme på Ejerslykkeskolen

Ikke-offentliggjort læserbrev af Ole Monrad Møller, tidligere formand for Dansk Folkeparti i Odense.

Bizar oplevelse på valgdagen

I sidste uge kunne vi i denne avis læse at Ejerslykkeskolen er nødt til at ansætte en vagt pga. af unge utilpassede af andet etnisk oprindelse. På baggrund af hvad jeg på selve valgdagen oplevede på samme skole, overrasker det mig ikke.

Pludselig kommer et par vælgere hen til en tilforordnet. De gør opmærksom på at der står nogle ude ved indgangen til valgstedet og afkræver billedlegitimation og forlanger penge af folk for at de kan komme ind og stemme.

Det viser sig at være 3 ældre skoleelever af anden etnisk oprindelse. De fortrækker da der kommer tilforordnede til og episoden bliver rapporteret til skolens rektor. Efter hvad vi hørte fra de berørte vælgerne virkede de ret ubehagelige.

Hvilke konsekvenser det får for de 3 ved jeg ikke. Men at det skal have konsekvenser bør være en selvfølgelighed. Den mangel på accept af, og respekt for det danske samfund en del unge af anden etnisk oprindelse gentagne gange udviser, er dybt uacceptabelt. Og det vil være dejligt hvis andre end Dansk Folkeparti også vil tage det alvorligt, men det er nok et urealistisk og fromt håb.

Oploadet Kl. 08:03 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


24. november 2013

Odense: Propaganda for Enhedslistens ungrevolutionære samarbejdspartner på Dansk Folkeparti-plakat

Det er svært at sige, men umiddelbart set det ud til at Dansk Folkepartis valgplakater ikke er helt så ramt af politisk-moveret hærværk, som de var ved forrige kommunalvalg. Her dog et eksempel set i forbindelse med plakatnedtagning. Vollsmose, tidligere i dag.

(Socialistisk UngdomsfrontDansk Folkeparti-valgplakat, Vollsmose, 24. november 2013)

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


20. november 2013

Min politiker-kæreste genvalgt: Tredoblede sit personlige stemmetal, sjetteflest stemmer i Odense…

Kommunalvalg handler mestendel om økonomi, og jeg skal blankt indrømme at det ikke interesser mig synderligt. Da min politiker-kæreste var på valg i Odense, fulgte jeg ikke desto mindre valget tæt. Her gik Dansk Folkeparti fra 6,5 til 11 procent, fra to til tre mandater. Helt frem til 23-tiden lignede det et fjerde mandat (og hermed borgerligt flertal), men sådan skulle det ikke være.

(Odense.valg.dk/kandidat)

Pernille Bendixen fik dog et forrygende valg med hele 3280 personlige stemmer, en tredobling i forhold til sidste valg, sjetteflest i Odense, og hermed et sikkert mandat. Alex Ahrendtsen genvælges med 4396. Ny i byrådet bliver Christel Gall med 639 stemmer. Det er ikke så ringe endda.

(Odense Rådhus, 19. november 2013)

“… rådmandsposterne fordeles ifølge borgmesteren efter den d’Hondtske metode”, skriver Fyens.dk, men det er ikke helt korrekt. Dansk Folkeparti fik tredjeflest stemmer i Odense, men da Venstre og Konservative på aftenen lavede et flertal udenom DF, gik den anden borgerlige rådmandspost til konservative Steen Møller.

I en tidligere artikel antydes det, at undertegnede er medlem af DF. For god ordens skyld: Det er jeg ikke.

Oploadet Kl. 18:02 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer

Rekordvalg til Enhedslisten i København – Flere og flere indvandrerstemmer til Socialdemokraterne

Hvor det ikke lykkedes noget parti til højre for Dansk Folkeparti at komme tæt på et byrådsmandat, så fejrede Enhedslisten (kommunistisk fællesliste) storsejre rundt omkring i landet, typisk på bekostning af Socialistisk Folkeparti (reformeret kommunistparti). I København fik partiet hele 19,5 procent, og selvom det er godt maskeringen ryger og de tvinges til at tage ansvar, så vil det selvfølgelig få store konsekvenser for den politiske kultur. Landets forrige statsminister oplevede det på den hårde måde i går – Løkke overfaldet verbalt.

“Lars Løkke ankom på cykel sammen med sin søn Bergur Løkke Rasmussen og konen Sólrun. Allerede ude på gaden gik manden i klinch med Lars Løkke og råbte ham ind i hovedet. Sceancen gentog sig kort efter, da Lars Løkke havde stemt på sin søn til regionsvalget og talte med journalisterne.

‘Fascista, facista’, råbte manden igen i hovedet på Venstre-manden…”

(Rekordvalg for Enhedslisten (8,5 til 19,5) – Derudover fik Kommunisterne 1171 stemmer)

De fleste der har stemt Enhedslisten er ganske givet protestvælgere, men at de revolutionære står så stærkt i hovedstaden er også en indikation på at de største byer er tabt for de borgerlige. I sidste ende handler det om demografi. Tilstedeværelsen af kulturmarxistisk-skolede universitetsstuderende og flere og flere indvandrere, må nødvendigvis gøre de store byer til røde bastioner. Ikke nødvendigvis blodrøde, men røde.

Blå blok kom forholdsvis tæt på i Odense, men tabte i sidste ende 15-14 – blandt andet fordi der var uforholdsmæssige mange røde vælgere i visse distrikter. Kampen for at få alle til at stemme, er selvfølgelig helt i demokratiets ånd, men ligner til forveksling mobilisering af røde kernevælgere. På valgdagen kunne man læse i Fyens Stiftstidende, at det især var “de unge, de udsatte og indvandrerne” der ikke stemte ved det forrige valg.

Fra Fyens.dk – Vollsmose-vælgere: – Mange forstår ikke vores demokrati.

“I Vollsmose er der heftig trafik ved stemmeurnerne på valgdagen. Men mange borgere bliver hjemme, lyder det. En næsten 20 meter lang kø af vælgere stod tirsdag morgen klar til at sætte deres krydser, da formanden for valgstyrerne på Abildgårdskolen i Vollsmose piftede kommunalvalget i gang. … Kun omkring 37 procent af landets indvandrere og efterkommere stemte ved kommunalvalget i 2009. Og som på landsplan kæmper man også i Odense med særlig lav valgdeltagelse blandt kommunens indvandrere.

I Odense har meningsmålingerne op til valgdagen tydet på, at byens socialdemokratiske borgmester, Anker Boye, kan blive siddende på posten.

Op ad formiddagen tropper han pludselig op på Abildgårdskolen. Her giver borgmesteren hånd og taler med vælgerne og skolens elever, og samtidig roser han den kommunale indsats for at få flere indvandrere og efterkommere til at stemme.

– Jeg håber naturligvis, at stemmeprocenten her i området stiger. Og jeg tror på, at nogle af de initiativer, som vi har iværksat i kommunen, men også på landsplan, kan hjælpe borgerne til at forstå, hvor vigtig deres stemme er, siger Anker Boye.

(Højere stemmeprocent (37 til 48) i Vollsmose: 1761 ud af 3696 stemte på Socialdemokraterne)

“… valgdeltagelsen er også steget i Tingbjerg” (DR1, 20. november 2013)



14. november 2013

DP-kandidat truet i brev: Træk dig fra valgkampen, forstå budskabet – konsekvenserne kan blive store

“Nazist eller demokrat?”, spørger TV Syd Morten Schjetne fra Danskernes Parti, og det kan være svært finde rundt i ideologierne, når nu kommunister i Enhedslisten lancerer sig selv som demokrater, og ‘antifascister’ sender sådanne breve rundt.

Vi har et forslag som du burde tage imod. Træk dig fra den kommende valgkamp som kandidat for Danskernes Parti. … Hvad vil du sige til, at der omkring din bopæl/arbejdsplads blev opsat plakater med dit kontrafej og følgende tekst:

HEJ! JEG ER NAZISTEN MORTEN SCHJETNE. JEG OPFORDRER ALLE, DER MØDER MIG, TIL AT TAGE AFSTAND FRA MINE HANDLINGER, OG AFSKYELIGE HOLDNINGER.

Fra vores svenske forbindelser ved vi, at det er meget virkningsfuldt, og for dem der ikke har forstået budskabet, har konsekvenserne været store. Man er blevet udelukket fra lokalsamfundet, fyret fra arbejdsplads og smidt ud af fagforening.

Kan du klare mosten, hvis der til din næste hundeudstilling eller ved Bulldog Klubben blev opsat plakater med ovennævnte tekst!

Vi tror det ikke. Og derfor vil vi anbefale dig, at tænke nøje!”

Oploadet Kl. 08:48 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


13. november 2013

KV2013: Nazisme-fri Tranbjerg, Kommunisme-fri Sjællands Odde og lidt blandet fra valgkampen

Der er kommunalvalg om seks dage, og der er masser af mindre episoder rundt om i landet, der bekræfter det de fleste ved i forvejen – at Enhedslisten-kandidaters pendant på højrefløjen, hverken er Dansk Folkeparti eller Danskernes Parti, men anonyme udenfor det politiske system. Herunder lidt blandet.

(Enhedslisten-kandidat Rasmus V. Madsen på Facebook, 26-28. oktober 2013; Jyllands-Posten)

“Allerede, da jeg ankom til Kvarterhuset, blev jeg mødt af sådan en gruppe på fire-fem indvandrerdrenge, som kom med tilråb som ‘din fucking racist’ og ‘fuck dig’… Det var selvfølgelig ikke særligt rart at blive svinet til på den måde. Men det blev værre. Da jeg sad i panelet, kom samme gruppe knægte – de var vel en 10-15 stykker – med samme udsagn og tilråb som ved indgangen, indtil nogen smed dem ud. Så lød der et brag udefra – nogen havde fyret et kanonslag af, tror jeg, og kort efter kom der endnu et brag, vist nok fordi nogen havde kastet en sten mod et af Kvarterhusets vinduer, som gik i stykker.” (Dansk Folkeparti’s Bjørn Olsen om vælgermøde i Korsør; Sjællandske, 6. november 2013)

(The Danish Defence League på Facebook, Sjællands Odde, 9. november 2013)

“Som lovet fortsætter aktivister med tilknytning til DDL med, at ryde op i de københavnske gade under parolen ‘Kommunisme fri by’. Demokratiske borgere i almindelighed og DDL i særdeleshed er godt trætte af Enhedslistens og dette parties fodtusser som med hærværk og trudsler lader hånt om andres ytringsmulighed. Derfor reagere vi fra DDL´s side og nulstiller regnskabet.” (The Danish Defence League på Facebook, 6. november 2013)

(The Danish Defence League på Facebook, 9. november 2013)

“En politisk parti-reklame på linje 6 i Fredericia er blevet fjernet. Den er i strid med Sydtrafiks regler, som forbyder politiske reklamer. Reklamen var for det højre-ekstreme Danskernes Parti.” (TV2 Syd, 11. november 2013)

Fra Jyske Vestkysten – Højrefløjspolitikere er jaget vildt i valgkampen.

“Valgkampen i Region Syddanmark har de seneste dage taget en dramatisk drejning. … Ifølge Frit Danmarks spidskandidat, Michael Ellegaard, har hans partifæller følt sig meget utrygge, siden aktivister brød ind på Odense Universitetshospital forrige søndag og afbrød en politisk debat hos TV Fyn og TV Syd. …

– Mine partifæller ønsker ikke at stå frem med billede. Jeg kan godt forstå, at de trækker følehornene til sig. De har familie og skal også kunne sove trygt om natten, forklarer Michael Ellegaard. Han tilføjer, at partiet af sikkerhedsmæssige årsager ikke deltager i flere politiske debatter frem til valget.

– Vi frygter et angreb, og vi stoler ikke på, at politiet kan beskytte os, forklarer Michael Ellegaard…

[…]

Morten Schjetne, spidskandidat for Danskernes Parti, fik i et brev i weekenden besked om at trække sig fra politik. Ellers ville ukendte personer begynde at chikanere hans omgangskreds.



11. november 2013

Enhedslisten-politiker overfaldt DF-vælger under valgkamp: “Hvad er det for et menneskesyn, I har?”

Spidskandidat Paw Nielsen fra Enhedslisten i Middelfart fortæller, at partiet efter fire henvendelser har trukket ham fra valgkampen. Fra Fyens Stiftstidende – Vrede: EL-kandidat gik over stregen.

“Flere beboere i Skovgården i Middelfart klager over byrådskandidats opførsel.

Det gik ikke stille af sig, da Flemming Lundsgaard, nummer 10 på Enhedslistens kandidatliste til kommunalvalget i Middelfart, var rundt for at stemme dørklokker i lejlighedskomplekset Skovgården lørdag.

På Facebook fortæller Dann K. Munk dette om oplevelsen: ‘Det er da så hyggeligt når man igen får hjemmebesøg af lokal politiker, som er ude og hverve stemmer, men det hyggelige går af, når politikeren bliver grov og ubehagelig i sin mund, bare fordi man ikke deler politisk synspunkt. Nu vil jeg ikke nævne nogen navne, men til jer andre i Enhedslisten, så er det er nok ikke vejen frem.’ …

Søndag formiddag fortsatte Flemming Lundsgaard sin rundtur i Skovgården. Han kender kun til én uheldig episode.

– Jeg fortryder, at jeg overfaldt den mand fra Dansk Folkeparti. ‘Hvad er det for et menneskesyn, I har?’ Det var alt, jeg sagde til ham, siger Flemming Lundsgaard.

(Enhedslisten-plakat set i København; Kanishka Dastageer Via Murat Tamer)

Oploadet Kl. 15:51 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


8. november 2013

Røde vælgere mobiliseres med bydelsmødre, stemmebus og kandidater med den rigtige ‘hår- og hudfarve’

Rundt omkring i landet stemmer ‘bydelsmødre’ dørklokker i landets ghettoer for at få stemmeprocenten op, eksempelvis i Gellerup. I Mjølnerparken på Nørrebro går de skridtet videre med en decideret ’stemmebus’, “så man kan komme ned og stemme med det samme”.

Dagbladet Information fortæller, at det er nemmere at få indvandrere til at stemme, hvis de kan stemme på en kandidat med den samme ‘hår- og hudfarve’, og hermed forbliver multikultur en permanent stillingskrig mellem konkurrerende kulturkredse, hvad selvfølgelig ikke bekymrer forskere, der i andre sammenhænge har travlt med at underkende kulturens betydning. Fra I politik som i kærlighed: Vi vælger dem, der ligner os selv.

“Nydanskere stemmer i høj grad på kandidater med samme etniske baggrund som dem selv, og det betyder, at politikere med god kontakt til indvandrermiljøerne har kortere til byrådene, når de stemmeberettigede den 19. november skal vælge medlemmer af landets 98 kommunalbestyrelser.

‘Der er en tendens til, at indvandrere stemmer mere, hvis der er lokale kandidater med deres egen etnicitet, og personer med en anden etnicitet end dansk stemmer med meget, meget, meget stor sandsynlighed i højere grad på folk fra deres egen etniske gruppe,’ fortæller Yosef Bhatti, adjunkt ved statskundskab på Københavns Universitet.

Fænomenet skyldes identifikation og identitetsfølelse, forklarer Yosef Bhatti. At være en del af en etnisk minoritet er en stærk identitetsmarkør, og derfor stemmer nydanskere ofte på politiske kandidater, der har samme etniske baggrund som dem selv.

‘Jeg har en formodning om, at indvandrereffekten er stærkere end f.eks. køns- og alderseffekten, fordi etnicitet er en stærkere identitetsskabende faktor,’ fortæller han. Det gælder altså i kærlighed som i politik: Vi kan bedst lide mennesker, der ligner os selv.

‘Man har mere tillid til dem, der ligner én,’ forklarer professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

‘Det er et spørgsmål om tillid. Du har tillid til, at vedkommende ved, hvor skoen trykker og kan varetage dine interesser,’ siger han.

Det kan lyde bekymrende, at hår- og hudfarve har indflydelse på det demokratiske kryds, for burde politik ikke være et spørgsmål om holdninger og ideologi? Men der er ingen grund til bekymring, forsikrer Kasper Møller Hansen – identifikation og politiske holdninger hænger sammen.

[…]

Ifølge professor i statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Elklit kan tendensen til, at nydanskere stemmer på kandidater med deres egen etniske baggrund hjælpe til at løfte den lave valgdeltagelse blandt ikkeetniske danskere. …

‘… Hvis folk har en mulighed for at stemme på én med samme baggrund som dem selv, er det absolut en mobiliserende faktor,’ siger han.”

Oploadet Kl. 08:29 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper