11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


26. juni 2020

Fløng: Piger ned til 6. klasse antastes af ‘halvvoksne mænd’ med ‘truende adfærd’, ‘voldtægtskultur’

Fløng er en lille by med 4-5000 indbyggere, men vi er i Høje-Taastrup Kommune, tæt på den konkrete multikultur. Truende adfærd og en såkaldt ‘voldtægtskultur’ er det nye normale, og så gør det ingen videre forskel om du stemmer rødt eller blåt. Fremtiden er mere af det samme – med eller uden konservativ borgmester.

Skræmmende historie set hos Berlingske – Advarsel fra skole til forældre: Piger i 6. klasse bliver antastet af halvvoksne mænd.

“Advarslen blev torsdag sendt til forældrene via kommunikationsplatformen Aula… Berlingske er i besiddelse af den originale besked, der er underskrevet ‘lærerne og ledelsen på Fløng skole’…

Ifølge beskeden er det især besøgende unge fra andre områder i kommunen, der skaber problemerne. De beskrives som ‘voldelige’ med ‘truende adfærd’, og de udviser ifølge brevet en ‘bekymrende adfærd i form af voldtægtskultur’. ‘Vi har flere piger, som fortæller om, hvordan de bliver hevet fat i, trukket ind i buskadser, generelt isoleret fra deres venner og gruppen for at få tilbud om penge, hvis de fx viser deres numse/bryster. Mere grelle tilfælde, hvor pigerne har skullet vriste sig fri fra mændenes greb, samt sparke og råbe om hjælp for at slippe for deres berøringer,’ står der i brevet.

Sådan som det bliver fortalt, vurderer vi, det kan være et spørgsmål om tid, før en reel voldtægt finder sted. Vi taler om piger helt ned til 6. klasse, som bliver antastet/kigget på af halvvoksne mænd. Vi er dybt bekymrede for de unge pigers velbefindende og sikkerhed,’ står der videre.”

(Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 03:50 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


24. marts 2020

21-årige Harald vil ‘feste videre’: Corona truer ‘jeres helbred, jeres friværdi, jeres jobs, jeres økonomi’

Harald Toksværd var rødgardisten, der sidste år kaprede talerstolet til KU’s årsfest. Han fortalte han, at maoisten Finn Ejnar Madsen var død, men at ungdomsoprøret lever videre i folk som ham selv. Året forinden var han sammen med andre i Humrådet med til at besætte rektoratet på KU. Humrådets aktivister tilhører den yderste venstrefløj, og blandt talerne til besættelsen var mere end halvdelen nuværende eller tidligere kommunister. Det tenderer det komiske, når ungdomsoprør anno 2020 repræsenteres af en mandlig digter med rød læbestift.

Tilbage i februar demonstrerede han imod Generation Identitær-arrangementet på Christiansborg, og blev på EB.dk omtalte som ‘talsperson for Revolutionære Antifascister’. Han var der dog formentligt som aktivist for ‘Anarkistiske Studerende’. Læserbrev af venstreradikale Harald Toksværd i Politiken – Kære voksne, det klinger hult, når I anmoder om solidaritet i krisetider – det er jer, der har smadret fællesskabet og vores fremtid

“Det er svært at tage det alvorligt, når den ældre generation beder de unge udvise solidarisk adfærd under coronakrisen. … kan det virkelig passe, at den unge generation ikke kan finde ud af at tage ansvar og løfte sin del af samfundsbyrden? Lad os forsøge, i et øjeblik, at se det fra ungdommens perspektiv.

Vi har set meningsløse krige og statsracismens korstog. … Kort sagt lever vi i en helt anden nation, end I mener at tilhøre, og det er ikke én, hvor fællesskabet kommer først.

Måske skyldes vores manglende solidaritet i coronakrisen, at vi, så længe vi kan huske, har forsøgt at dreje på jeres fælleskabsknap, uden synderlig succes. Der ligger her en interessant kontrastering imellem tidens to store kriser. Covid-19, der på overfladen truer jer, jeres helbred, jeres friværdi, jeres jobs, jeres økonomi.

… En krise er først en rigtig krise, når den knækker højkonjunkturen. Så hvordan forestiller I jer, at vi skal reagere, når det er jeres verden, der er på spil? …

Markedskapitalismens børn er nihilister og kynikere, for vi kender ikke andet. Hermed får I det ungdomsoprør, I savnede.Beklager, men vi fester videre.

(Harald Toksværd taler ved KU-årsmødet, november 2019)

“Finn Ejnar er død. Men vi lever.” (Harald Toksværd)

“Finn Ejnar Madsen var maoist og trotskist og i en periode leder af De Danske Rødgardister. … For sin deltagelse i voldelige demonstrationer rettet mod Verdensbankens topmøde i København i 1970 blev han idømt fængselsstraf. Senere var han med til at stifte Den Proletariske Friskole. På skolen fortsatte han med at plædere for vold…” (Wikipedia)

(Collage: Harald Toksværd)



19. marts 2020

Randers Regnskovs skoletjeneste-undervisning, nu med Donald Trump: “Der er noget vrede..:”‘

I morgen formiddag skal jeg hjælpe den mindste af mine drenge med en opgave i Naturfag, og mon ikke det bliver noget med fugle. Uanset hvad, så holder det ham i det mindste væk fra Randers Regnskovs Corona-skoletjeneste, der mandag brugte Donald Trumps mimik til et illustrere vrede.

“Ham der kender I godt. Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om, at ham der – han er ikke i gang med at sige, at ‘jeg bare har lyst til en kop kaffe og en flødebolle, det ku’ bare være hyggeligt’. Han er i gang med noget andet – der er noget vrede, der er noget energi i ham. Og det kan vi i høj grad aflæse ved at kigge på hans øjne…” (‘LIVE undervisning fra Randers Regnskovs skoletjeneste’)

(Randers Regnskov på Facebook, 16. marts 2020)

Oploadet Kl. 00:11 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


10. marts 2020

Stella om ‘nationalismetanken’: “Det er noget gammelt – nationalisme, noget vi ikke vil se længere…”

Radio4-magasinet ‘Tæt på’ havde mandag ‘Tysk i Danmark’ som emne, og her talte værten med 19-årige Stella Sina. Hun gik på det tyske gymnasium i Aabenraa, og er i øjeblikket ved at lave et teaterstykke om Genforeningen. Hun var meget imod ‘den der nationalismetanke’.

Stella Sina, 3.G., Det Tyske Gymnasium, Aabenraa: … fokus på nationalisme, hvordan nationalisme kan opstå. Det er noget gammelt – nationalisme, noget vi ikke vil se længere, men som stadig findes. Det er noget som Danmark er meget gode til, synes jeg, Og det kan jeg selvfølgelig se, fordi jeg har det tyske perspektiv, hvor man i Tyskland er meget forsigtig med det tyske flag, det har selvfølgelig også noget at gøre med Nazi-Tyskland, det er også meget fint – men, nogle gange kan jeg godt blive lidt forskrækket over hvor stor en nationalfølelse danskerne har. … Man er så stolt på sit eget fædreland og Dannebrog. … Sigurd, ham musikeren, har lavet en nyfortolkning af det have så nyligen regnet, som er en sang som de danske nordslesvigere sang til afstemningen i 1920, og den har han ligeså lavet en ny fortolkning på. Med en meget mere up-to-date tekst, som ligesom går imod den der nationalismetanke. Der er jo bare folk som er blevet rigtigt rigtigt sure, fordi de ikke kan forstå… Jeg tror, at jeg bliver lidt skræmt fordi jeg er opvokset med noget helt andet. Jeg er opvokset med at national identitet, det er noget vi alle sammen har, men det skal ikke – der er en grænse, og den grænse må ikke overskrides, så kommer vi til at blive sure på hinanden igen. Det er det der kan skræmme mig,.. det kan bare virke lidt voldsomt nogle gange. …

Oploadet Kl. 09:54 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


9. marts 2020

Jonas var eneste dansker i sin gymnasieklasse: “‘Når de så på klassebilledet, sagde de ‘find Holger’…”

‘Hverken rektorer eller lærere kan genkende’ Henrik Dahls påstand om social kontrol på landets gymnasier, skrev Berlingske for nogle uger siden. Siden har de gravet i sagen, og er blevet klogere. Den sociale kontrol hersker tilsyneladende ikke kun blandt eleverne, men også blandt ‘rektorer og lærere’, skriver LA-politikeren på Fyens.dk.

Her endnu en artikel om det multikulturelle gymnasieliv på Berlingske.dk – Jonas var den eneste elev med dansk baggrund i sin gymnasieklasse: ‘Jeg følte mig ret meget som Palle alene i verden’ (kræver login).

“I midten af januar besluttede Jonas Søgaard Tørnblad at forlade klassen på Herlev Gymnasium…

Han har taget årbogen med klassebilledet med..

‘Der var en del fra klassen, der kom med nogle kommentarer om mig. Når de så på klassebilledet, sagde de ‘find Holger’, fordi jeg var den eneste dansker i klassen. Nogle af kommentarerne var lidt spydige, men jeg tog det ikke sådan rigtig personligt,’ siger Jonas Søgaard Tørnblad. …

Hvordan føltes det at være den eneste elev med dansk baggrund i klassen?

‘Ret ensomt faktisk. I frikvartererne gik jeg ned til mine venner på HF og var sammen med dem. Dem fra klassen hang bare meget sammen med dem, der kom fra de samme lande.. Så var der f.eks. en gruppering for dem, der var fra Tyrkiet, og en for dem, der var fra Balkan. Og så var der mig fra Danmark. Så det fungerede ikke så godt.’

Hvordan var det i timerne?

‘Der var rigtig meget larm, og der var ikke så meget respekt over for læreren. Læreren kunne bede klassen om at tie stille, og så var der flere, der begyndte at larme igen to sekunder efter. …'”

Oploadet Kl. 11:23 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:


5. marts 2020

Tidl. lærer på Langkær Gym.: “Det er en udfordring, hvis man ikke må se på en tekst videnskabeligt…”

Et kontrolleret menneske positionerer sig, og derfor skal man ofte høre sandheden fra fulde folk, og folk der ikke har noget at miste. Berlingske har talt med pensionerede gymnasielærer Victor Kjærulff, der har oplevet multikulturen blomstre på Langkær Gymnasium i Århus Vest – Tidligere lærer på Langkær Gymnasium: ‘Det er en udfordring, hvis man ikke må se på en tekst videnskabeligt, og det har nogle af de muslimske elever meget, meget svært ved’ (kræver login).

“Victor Kjærulff var studievejleder og lærer i historie, billedkunst og oldtidskundskab på Langkær Gymnasium i Tilst ved Aarhus fra 1979 til 2018, hvor han gik på pension.

I dag er Langkær Gymnasium omdøbt til Aarhus Gymnasium og har 59 procent elever med ikkevestlig baggrund. Victor Kjærulff oplevede i løbet af sin ansættelse, hvordan der kom flere og flere tosprogede til, og hvilke udfordringer det skabte på skolen. …

Det er en udfordring, hvis man ikke må se på en tekst videnskabeligt, og det har nogle af de muslimske elever meget, meget svært ved. Specielt når det kommer til Koranen, hvor troen kan stå i vejen for frugtbar læring. Jeg synes, at det udfordrede min faglighed og videnskabelighed, når der var svar, der var givet på forhånd,’ siger han. …

‘Op gennem 00erne kom der elever, som var rundet af en mellemøstlig kulturkreds og havde andre normer, skikke og tankegange. Skolemiljøet blev udfordret ved, at det man kunne forvente, når man gik på et alment dansk gymnasium, fik mindre og mindre grobund, jo flere der kom af anden etnisk baggrund,’ siger han. …

Når vi skulle på studietur eller introtur, oplevede vi tilfælde af, at de spurgte en imam, fordi der både skulle drenge og piger med, og der eksempelvis blev sovet i telt. De skulle have bekræftet, om det var den rettroende ting at gøre og få imamens besyv med. …,’ siger han.

‘… Det blev forventet, at de opførte sig på en bestemt måde og kom hjem lige efter skoletid. Familiens ære sidder mellem døtrenes ben, og derfor kan det let udvikle sig til en kultur, hvor de muslimske piger ikke føler sig så frie,’ siger han.”

(Jens Philip Yazdani kommenterer, 4. marts 2020: “… artiklen handler om fluen i suppen.”)

Oploadet Kl. 00:56 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


3. marts 2020

Om danske gymnasier: “… de meget rettroende muslimer – pressede de mere moderate muslimer”

Analysevirksomheden Pluss har undersøgt undervisningsmiljøet på 25 gymnasier, og det er skræmmende læsning. Der er omfattende problemer med almindelig dannelse, lærererne føler det er nødvendigt at opdrage eleverne, og det er naturligvis værst på gymnasier med en stor andel af ikke-vestlige elever.

Berlingske har historien – Lærere fortæller om store problemer på gymnasier (kræver login).

“Lærere, rektorer og elever fortæller i en ny undersøgelse om omfattende problemer på landets gymnasier. Særligt gymnasier med mange elever med indvandrerbaggrund har udfordringer med elevernes opførsel. Lærere beretter om muslimske elever, der ikke vil hilse på kvindelige lærere, om indvandrerpiger, der ikke må tage på studietur, og om råben og skrigen på gangene, der skræmmer de andre elever. …

Udfordringerne er størst på gymnasier med mange elever med ikkevestlig baggrund, og her berettes der også om endnu mere alvorlige problemer…

Berlingske har samlet et udpluk af udsagnene fra rapporten herunder. Her beretter ledere, lærere og elever om de konkrete udfordringer, de står med. Der meldes både om pædagogiske og faglige udfordringer – og om store integrationsproblemer.

(Ekspertgruppe om elevfordeling fremlægger analyse og modeller, 2020; Grafik: UVM)

Herunder seks udtalelser fra undersøgelsen…

“Det sværeste er, når der er to i klassen, som ikke vil lære, man skal jo bruge noget mere energi på det. Og så er der en alfahan, som skal kæmpe imod. … Det er mere op ad bakke, når der er elever, der ikke gider.” (Lærer, STX-gymnasium)

“Jeg tror også, det er en af grundene til, at vi ikke når så meget. Fordi de ikke laver lektier. Ja, vi har lidt givet op. … Vi har virkelig travlt nu, når vi summerer op sidst på skoleåret. Det tager længere tid at lære.”

“Jeg har arbejdet i mange år med udviklingshæmmede, men så er der en del af de værktøjer, som jeg skulle bruge på dem med Downs og ADHD og autisterne, som jeg også kan bruge her. Der skal være klare regler og rammer for, at det fungerer. Jeg er nødt til at skrive på tavlen, hvor de skal hen, og hvad de skal gøre. Der er en del elever, der ikke kan fastholde fokus. Det er skræmmende, at jeg sidder og bruger de værktøjer.” (Lærer, STX-gymnasium)

“I en klasse sad en pige og opridsede reglerne for ramadan meget tydeligt. Det handlede om social kontrol i forhold til lige at ridse reglerne op for dem, der sad i klassen.” (Lærer, gymnasium)

“Vi oplevede, at en gruppe elever – de meget rettroende muslimer – pressede de mere moderate muslimer. De hilste ikke på de elever, hvis de ikke gjorde dét og dét. Og der var nogle konflikter, hvor de ikke ville hilse på de kvindelige lærere.” (Lærer, STX-gymnasium)

“Det er en adfærd… hvor der er en råben og skrigen, hvor mange danske elever bliver skræmte. Hvor man som lærer tænker: Tør jeg gå ind i det her? Også graden af andet sprog (end dansk) på gangene. Der er nogen, der bliver lidt skræmte over det. …” (Lærer, STX-gymnasium)

Oploadet Kl. 11:15 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Arkiveret under:


27. februar 2020

“Forholdet mellem børn med henholdsvis høj og lav IQ bestemmer i al væsentlighed klassens.. succes”

“Hvad skal vi bruge det til?”, spørger journalist René Arestrup i kommentarsporet, og trækker så nazikortet, ligesom en stor del af kommentarsporet. Der er dog også lidt nemmere at argumentere for flere lærere, eller gratis madordning, som en lektor sagde i går eftermiddag på Radio4. Kronik af Helmuth Nyborg og Emil O.W. Kirkegaard i Dagbladet Information – Når den gennemsnitlige IQ falder, falder det faglige niveau i folkeskolen også.

“Elevernes faglighed skulle løftes med den seneste folkeskolereform fra 2014, men elever med »udfordrende social baggrund« har ikke fået det tilsigtede løft af reformen, viser en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

… Her vil vi tilbyde en uddannelsesvidenskabelig analyse af folkeskolens problemer, der tager udgangspunkt i en række empiriske kendsgerninger og har fokus på det enkelte skolebarns forudsætninger. …

Børn udviser store individuelle forskelle i intelligens målt på IQ. IQ er den bedste forudsiger for skoleforløbet, den senere uddannelse og deraf følgende karriere – og sågar for et lands bruttonationalprodukt.

Sessionsprøver viser, at Danmarks gennemsnitlige IQ er faldet siden 1990’erne, blandt andet fordi etnisk danske borgere udgør en stadig mindre andel af befolkningen, og de etniske danskere i gennemsnit har en højere IQ end de indvandrere, der er kommet hertil.

Hvor den etnisk danske IQ i snit ligger på 98, så har Syrien et gennemsnit på 75, Somalia et på 68 og Irak et på 89. … Denne forskel i IQ genfindes også i en dansk sessionsundersøgelse af mere end 360.000 mennesker. Den viste et gennemsnitligt IQ på 87,4 for deltagerne med anden etnisk baggrund end dansk.

Hovedtendensen er klar: Ikkevestlig indvandring sænker Danmarks gennemsnitlige IQ og trækker dermed også fagligheden i folkeskolen ned.

Udenlandske undersøgelser finder da også høj faglighed i klasser/skoler med mange børn med høj IQ og lav faglighed i klasser/skoler med mange børn med lav IQ. Elevgrundlagets IQ er altså styrende for de faglige niveauforskelle på tværs af klasser og skoler.

Man kan ellers nemt få øje på, at fagligheden falder, hvis antallet af børn med lav IQ i en klasse er højt, og at alt for mange forlader folkeskolen med ringe læse- og matematikkundskaber. Forholdet mellem børn med henholdsvis høj og lav IQ bestemmer i al væsentlighed klassens og skolens succes. Jo flere med lav IQ, desto lavere succes. Det ved vi fra internationale studier. …

VIVE forudsætter, at vi alle i udgangspunktet er født med de samme forudsætninger, og hvis elever får problemer i skolen, skyldes det social ’arv’ af økonomisk, social, kulturel eller religiøs karakter – eller strukturelle skolefaktorer. Ingen af disse ideer nyder entydig videnskabelig støtte.”

(Journalist René Arestrup, Information.dk, 27. februar 2020)



20. februar 2020

J.P. Yazdani: “Fordobl SU’en… En snuptagsløsning, der med ét kan udrydde… ungdommens fattigdom”

Radio4-værten Jens Philip Yazdani vil fordoble SU’en, og have billigere boliger. Socialister har altid haft et afslappet forhold til andre folks penge. Kommentar af den tidligere SUF’er på JP.dk – SU’en skal fordobles: 100.000 unge studerende lever i relativ fattigdom.

“Ja, den er god nok: og faktisk endnu værre. 111.804 studerende mellem 18 og 30 lever under den af FN-fastsatte relative, fattigdomsgrænse. I Danmark ligger grænsen på ca. 10.000 kroner om måneden efter skat. Og den falder altså over 100.000 unge studerende under, eller svarende til hver anden!

Men Jens Philip, de er er jo unge; de er jo studerende; selvfølgelig er de fattige! Det var vi jo også, da vi var unge og studerede! Ja, måske – og hvad så? Hvorfor er det, at vi som samfund har accepteret, at fattigdom for unge er OK?

Men det er ikke ønskværdigt. Det er blot idelogiske skyklapper, der skal sløre det åbenlyse faktum, at fattigdom er skadeligt og usundt – også for unge. Og som samtidigt slører det forhold, at det ikke er naturgivent – at det ikke behøves være således. I så rigt et samfund som det danske er fattigdom nemlig noget, vi vælger til. Ingen behøver være fattige. Vi har velstand nok til alle, hvis blot vi fordeler den fair.

Til gengæld er det åbenbart den officielle opfattelse i Danmark. Her opgør vores statslige statistiskagentur, Danmarks Statistisk, nemlig den relative fattigdom, eksplicit fraregnet studerende. Den eneste grund til, at jeg i dag kan præsentere de umaskerede tal, er, at jeg igennem mit virke som vært på Radio4 har bedt dem lave en særkørsel, hvor de medregner studerende.

2) Fordobl SU’en, så den reelt afspejler minimumsbudgettet og fattigdomsgrænsen. En snuptagsløsning, der med ét kan udrydde store mængder af ungdommens fattigdom…

Oploadet Kl. 00:07 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper