26. februar 2015

Mosbjerg Folkefest-plakat i lærebogen ‘Diskursanalyse i dansk. Sprog, magt og identitet’ (2014)

Da et forlag sidste år henvendte sig til undertegnede, med henblik på at reproducere plakaten for Mosbjerg Folkefest 2014 i en gymnasie-lærebog, diskuterede vi det i foreningen, og blev hurtigt enige om et positivt svar. Det er trods alt begrænset hvad negativt der kunne tolkes ud af en plakat med et nordisk udtryk, inkluderende Dannebrog, og et logo med en nøkkerose. Plakaten kom med i lærebogen ‘Diskursanalyse i dansk. Sprog, magt og identitet’, der er skrevet af Anne Bornerup Græsborg og Mette Møller Jørgensen, og udgivet af Dansklærerforeningen/Systime.

Jeg tog fejl. Man kunne jo eksempelvis sætte plakaten sammen med nationalsocialistiske plakater i et temaafsnit om ‘National identitet’. Begge sider af debatten præsenteres i bogen, men det er ikke selvhadsk venstrefløj vs nationalsindet højrefløj, men samfundsforskning vs ‘yderligtgående højrenationalisme’. Et citat af sociolog Michael Billig illustrerer galskaben.

(Forside, 3-4)

“Den britiske sociolog Michael Billig introducerede i 1995 begrebet ‘banal nationalisme’. Billigs overordnede mission er at problematisere det faktum, at den vestlige verden ser ud til at have afskevet nationalisme som en ideologi, den selv lider af. Ved at analysere primært politiske taler og avisreportager, blandt andet sportssiderne, når Billig til den konklusion, at banal nationalisme er en ideologi, der til stadighed opretholder og legitimerer nationalstaten i en form for ubevidst tankemønster. Billig taler om, at vi dagligt ‘flager’ vores nationalfølelse mere eller mindre ubevidst.

Vi er opmærksom på den spirende nationalisme i eksempelvis Østeuropa, men vi glemmer den vestlige nationalisme, der først og fremmest helt banalt kommer til udtryk ved, at vi stadig bor i og organiserer os omkring den suveræne nationalstat. Billig sætter iagttagelsen på spidsen ved at indlede sin bog med: ‘All societies that maintain armies maintain that belief that some things are more valuable than life itself.’ At have en hær indikerer, at der er noget, der er så vigtigt, at man vil dø for det. Ifølge Billig kan vores nationalisme vækkes til live, hvis vi føler os pressede.

Denne opfattelse af ad hoc-nationalfølelse sammenligner Billig med en slumrende mobiltelefon: Den ligger stille, lige til den bliver ringet op og vakt til live. Og så er nationalismen ikke længere uskyldig, hvis den stadig kan motivere folk til at kæmpe for fædrelandet.’

Herudover, og nok så vigtigt for Billig, kommer den vestlige nationalisme til udtryk i de umiddelbart banale, bløde symboler, som omgiver vores dagligdag, og som vi ikke tillægger egentlig symbolsk betydning: Flaget på de officielle bygninger, landkort med tydeligt markede grænser og lande i forskellige farver, udtryk som ‘det danske vejr’ eller ‘de danske fugle’ og den politiske forståelse, der ligger i brugen af ‘vi’ og ‘de’. Alt dette er eksempler på de tilsyneladende uskyldige ting, der holder vores nationale verdensopfattelse i live. (s. 60)

(s. 57, 62)

(s.79-80)

Om yderligtgående højrenationale.

“Hvis man vælger at arbejde med højrenationale bevægelser, skal man være opmærksom på at skelne mellem etablerede politiske partier og yderligtgående bevægelser. Eksempelvis er graden skepsis over det fremmede hos DF, langt fra så udtalt som du vil finde i andre kilder. Vil man finde nutidige indlæg, der er yderligtgående kan man for eksempel gå til hjemmesiden uriasposten.net eller Den Danske Forenings hjemmeside. Tænk over, hvilken form for nationalitet de forskellige grupperinger kæmper for. Er der andre, der kæmper for dansk mentalitet, som definerer den anderledes?” (s. 62)

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


18. februar 2015

SSP i Odense: Tal med eleverne om angrebet, men nævn ikke ‘gerningsmandens religion eller etnicitet’

Hvis man troede, at weekendens terrorangreb får drastiske konsekvenser, så kan man godt tro om igen. For de mange ansatte i integrationsindustrien er virkeligheden en fordom der skal bekæmpes med hvide løgne. Fra lidt fra et indslag på TV2 Fyn – Odenses børn skal tale om angreb (17. februar 2015).

Vært, TV2 Fyn: Husk at tale med eleverne, om weekendens angreb i København, men nævn ikke gerningsmandens religion, sådan lyder det til de odenseanske folkeskoler fra SSP-samarbejdet, samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi.

SSP-sekretariatet udsendte i en notat til skolerne i søndag, efter angrebene i København, og opfordrede til dialog med eleverne. Men samtidig lyder opfordringen til lærerne på de odenseanske skoler, om ikke at omtale gerningsmandens religion eller etnicitet overfor børnene.

Tommy Holst, Sekretariatsleder, SSP Odense: Det der er det vigtige det er at der er tale om en dansker der har begået en forbrydelse, og det er en gerningsmand og vi ved som sagt ikke ret meget om hvad der er sketog så er det sådan set ikke så vigtigt, om det er en der kommer fra den ene eller anden baggrund.

“Jeg håber ikke, at vi kommer til at se ned på muslimer og får flere fordomme.” (Jonas Høegh, elev, Nyborg Friskole; TV2 Fyn)

Oploadet Kl. 15:40 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
Arkiveret under:


2. februar 2015

Multikulturalist fortalte ikke hele sandheden, da det “kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet”

For et par uger siden bloggede jeg lidt fra en Information-kronik af Mette Kirstine Goddiksen, en af tidens mange desillusionerede multikulturalister. Studerende Sadeq Alwan kommenterede kronikken i fredagens Information. Han mener ikke det nytter noget at give op, da – som det lyder i overskriften: ‘Folkeskolen er Danmarks vigtigste integrationsprojekt‘. Som om børn blot er brikker i et integrations-rollespil.

“Jeg blev mindet om min tid i den multikulturelle folkeskole, da jeg læste Mette Kirstine Goddiksens kronik ‘Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole’ (den 17. januar).

Jeg forstår udmærket hendes frustration over, at kun halvdelen af forældrene i hendes pigers klasse mødte op til forældremøderne, at den muslimske mor havde brug for en tolk efter 15 år i Danmark, og at den somaliske far ikke tillod overnatninger. Men det lader til, at Goddiksen er så fokuseret på forældrenes (manglende) integration, at hun fuldstændig glemmer at tænke på eleverne. Glemmer, hvor vigtigt det er for integrationen af nydanske børn, at de som mig har etnisk danske klassekammerater. (Sadeq Alwan, studerende)

Mette Kirstine Goddiksen kommenterer under artiklen. Bemærk følgende:

Der er ting, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet. Og sådan har jeg det stadig. Derfor kan jeg ikke komme det nærmere her, end det manglende forældresamarbejde gav helt håndgribelige og praktiske problemer i børnenes hverdag. … Jeg er naturligvis villig til at redegøre for de håndfaste problemer i en privat mail til dig.”

Oploadet Kl. 06:15 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:


31. januar 2015

Skolevalg 2015 uden nationalkonservative mærkesager: Intet om EU, indvandring, integration, Islam…

Torsdag blev der landet over afholdt ‘Skolevalg 2015′ i folkeskolens 8. og 9. klasser. Blå blok vandt med hele 57,9 pct, og valgets bestridte sejrherre var Venstre med 27,4 pct. I modsætning til mere ‘voksne’ meningsmålinger, så fik både Liberal Alliance (11 pct) og Det Konservative Folkeparti (10,5 pct) flere stemmer end Dansk Folkeparti (9 procent). Selv Radikale Venstre, der i skrivende stund skraber bunden, fik flere stemmer (9,9 pct).

Det er selvfølgelig ikke utænkeligt, at Dansk Folkeparti er underrepræsenteret blandt unge, men en del af forklaringen skal findes i metoden. Fra administrativt hold, formentligt som udtryk for en slags konsensus blandt ungdomspartier tilknyttet DUF, er der udvalgt 25 emner, og hvert parti har så valgt tre at gå til valgkamp på. I forhold til værdipolitikken er emnerne meget venstredrejede, og i forhold til Dansk Folkepartis tunge mærkesager – EU og alt relateret til indvandring, er alternativerne meget langt fra skiven.

I mangel af bedre valgte Dansk Folkeparti: ‘Afskaf racismeparagraffen’, ‘Afskaf social dumping’ og ‘Hårdere straffe for personfarlig kriminalitet’. Eneste politiske mærkesag Dansk Folkeparti har alene er afskaffelsen af racismeparagraffen, der i sagens natur ikke gør hverken fra eller til.

Hvor Dansk Folkeparti ikke har haft mulighed for at sætte indvandring og EU til debat, så er emner såsom ‘Ligelig fordeling af flygtninge i EU’ og ‘Afskaf 24 årsreglen’ næsten skræddersyet til modpolen Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Derudover er masser af ikke-dagsordensættende røde emner såsom ‘Sænk momsen på økologiske fødevare’, ‘Indfør minimumspriser på alkohol’, ‘Privatskoler skal tage et socialt ansvar’… Hvordan kan momsen på økologiske porrer være et vigtigere politisk emne end kædeindvandring fra islamiske lande?

(Skolevalg 2015 med 25 mærkesager, intet om EU og indvandring)

Jeg bad Skolevalgets projektleder Christian Juul Lentz forklare mig rationalet bag de valgte mærkesager. Et flot ikke-svar.

“Det har ligget os meget på sinde at udvælge nogle mærkesager, som alle partier kan genkende sig selv, og som vil kunne have interesse for 8. og 9. klasser. Derfor er mærkesagerne udformet i samarbejde med bl.a. ungdomspartierne, fagkonsulenterne i samfundsfag fra Centre For Undervisning, Leon Dalgas Jensen (Ph. d. og lektor i historie og samfundsfag ved UCC), Danske Skoleelever og Dansk Ungdoms Fællesråd og bygger desuden på de erfaringer, vi har fra Folketingets Ungdomsparlament.

Mærkesagerne er udvalgt under hensyn til en række kriterier. Der er taget højde for

- balance ift. det politiske spektrum
– emnemæssig adspredelse
– fordelingen mellem mærkesager af økonomisk/værdipolitisk karakter
- for virkelighedsnære/etiske problematikker
– at elever i både by og land føler sig repræsenteret”



26. januar 2015

Document om Max Hermansen fra norsk Pegida: “Punkt for punkt svarer han til Ibsens folkefiende.”

God artikel af Christian skaug på Document om forfølgelsen af Max Hermansen, den nu arbejdsløse skolelærer, der leder norsk Pegida – Folkefiender før og nå. Jeg tænker automatisk på Mogens Glistrup til 1. maj i Fælledparken, 1983.

“Likhetstrekkene mellom den norske Pegida-initiativtageren Max Hermansens historie og Ibsens ‘En folkefiende’ er litt for mange til at de bør gå upåaktet hen. Det kan de lett gjøre, ettersom salig Henrik ikke er i nærheten av å ha den plassen han burde ha i nordmenns bevissthet, så la oss rekapitulere handlingen i det samfunnskritiske dramaet.

Dr. Stockmann, legen ved et kurbad som er hovedinntektskilden til en norsk småby, oppdager at vannet som skulle ha vært helsebringende for badets pasienter, er blitt forgiftet. Han ønsker å gå ut i offentligheten med dette, men blir forhindret fra det av sin bror, som også er byfogd og kurbadets styreformann. Denne trekker i trådene for at avisen ikke skal skrive om saken, fordi kostnaden ved å flytte badet vekk fra forurensningskilden er for høy – for skattebetalerne, da det måtte bygges en lengre offentlig vannledning. I stedet for å rose ham for å ha slått alarm, vender allmennheten dr. Stockmann ryggen, slik at det foruten ham selv også går ut over kona og barna: De voksne mister jobben, og barna blir mobbet på skolen. Når det viser seg at forurensningen kommer fra svigerfarens garveri, kjøper denne aksjer i kurbadet for pengene datteren skulle ha arvet. Slik kommer Stockmanns prinsippfasthet til å ramme den allerede hardt økonomisk prøvede familien finansielt i tillegg.

La oss nå igjen minne om hva som fikk Hermansen til å bli politisk aktivist, nemlig erfaringene fra kateteret ved Sogn videregående skole i Oslo:

Der var det unge, muslimske menn som sa rett ut i klasserommet at det ville være fint hvis alle jøder forsvant fra jordens overflate, at det er greit å steine homofile, at det er greit å drepe folk som forlater islam og at damer er underdanige mannen.

(Dr. Stockmann i en tysk opsætning af Henrik Ibsens ‘En folkefiende'; Dispositio.net)

Det er dypt fascinerende hvordan offentligheten har gitt fullstendig blaffen i disse observasjonene, som ikke er unike hverken hos lærere eller andre som omgås yngre muslimer.

Mens dr. Stockmann var lege ved et kurbad hvor vannet skulle gjøre pasientene friske, virket Max Hermansen ved en skole hvor læringsmiljøet skulle sette de unge i stand til å bli morgendagens dugelige borgere.

Mens ‘den kompakte majoritet’ i Stockmanns lokalsamfunn ikke ønsket å bære den økonomiske kostnaden ved å eliminere forurensningen av vannet i kurbadet, vil ikke dagens sløve allmennhet bære den spirituelle kostnaden ved å konfrontere den åndelige forurensningen av Hermansens skolestue.

De mektige personene som frykter at Hermansen skal få folk til å tenke over hvordan islamiseringen forandrer Norge til det verre, gjør dermed som byfogden i Ibsens drama: De gjør hva de kan for at Hermansen skal se ut som skurken.

Hermansen har på sin side ingen problemer med å snakke ned verdien på aksjene av det fremtidssamfunnet hvor islam får en stadig sterkere stilling, som han selv kunne ha valgt å nyte godt av – slik mange gjør. Punkt for punkt svarer han til Ibsens folkefiende.

Når moderne nordmenn kommer ut av teatret etter å ha sett det udødelige dramaet, tenker de at dr. Stockmann er helten. Når de åpner avisen og får servert en tilsvarende virkelighet fra sin samtid, tenker de at Hermansen er busemann. Forstå det den som kan.”

Oploadet Kl. 12:31 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


22. januar 2015

Jalving: “Den kreative klasses latente selvhad, manifeste selvgodhed og deraf afledte handlingsiver…”

God kommentar i Jyllands-Posten af den altid velskrivende Mikael Jalving – Fra international profilskole til Zoologisk Have.

“Dagbladet Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen har fået en fiks idé.

Han vil øjensynligt skabe en ‘mobil skole’ ved at tvangsfjerne børn fra bedre stillede kvarterer som f.eks. Østerbro til det berygtede Nørrebro i København. Han kalder det ‘udvekslingsaftaler’ mellem landets folkeskoler. ‘Privilegerede’ skoler skal i fremtiden huse de ‘ikke-privilegeredes’ børn tre måneder om året, sådan at halvdelen af 7.a på den ene skole byttes ud med halvdeles af 7.b på den anden skole. …

For den privilegerede debatredaktør, hvis egne børn naturligvis har gået på en ‘international profilskole’ på den rigtige side af Tagensvej (der skiller Østerbro fra Nørrebro), er andres børn legoklodser, man bare kan rykke rundt med efter forgodtbefindende.

De véd jo ikke bedre, de små stakler, og ‘de ville have godt af at bytte skoler og lærere’, som det proklameres fra Rådhuspladsen.

Det afgørende for denne elskværdige og respekterede mand er hans udprægede sans for skønheden i hans egen sociale ingeniørkunst, der er som taget ud af Myrdalernes Sverige eller Ulbrichternes DDR. Han ser tydeligvis sig selv som en af de Gode, idet hans motiver er ædle. …

Man kan godt vælge at grine ad typer som Per Michael Jespersen. Men i så fald skal man huske på, at hans art af sociale farisæere er i fuld gang med at tvangssmadre Danmark, om ikke nu, så i morgen. Deres tant og fjas udspringer af en efterhånden dybt rodfæstet (selv)godhed, der er gået hen og blevet en fuldfed tradition i efterkrigstidens socialdemokratisk-multikulturelle Danmark.

At redaktørens forslag til skabelse af den debile skole med sikkerhed vil slå undervisningen og den faglige progression i stykker begge steder, bekymrer selvsagt ikke manden. … Den kreative klasses latente selvhad, manifeste selvgodhed og deraf afledte handlingsiver vil hver evig eneste gang skabe større forvirring i den sociale virkelighed end hidtil og i endnu større omfang end tidligere gøre børnene til objekter i det allerede overgjorte multikulturelle-terapeutiske eksperiment, vi trækkes med dag ud og dag ind.

Følgelig: mere Cirkus Godhed, mere halalrigtig ingeniørkunst, flere taxaregninger, mere dårlig samvittighed, flere sociale projekter, smukkere hensigter, finere programerklæringer, flere love, mere bureaukrati og en stadig mere faglig slaphed – lige indtil folkeskolen er tømt for ‘privilegerede’ elever – og privatskolen er blevet den nye folkeskole.”

Oploadet Kl. 05:36 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. januar 2015

Kronikør: “Her ligger jeg på jorden med brækket vilje og blødende selvforståelse. Jeg blev vel klogere..”

Velskrevet førstehåndsberetning af journalist Mette Kirstine Goddiksen, der indskriver sig i perlerækken af desillusionerede multikulturalister. Kronik i Information – Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole.

“I min del af Aalborg kan man vælge mellem to folkeskoler, der ligger tre kilometer fra hinanden. Den ene er næsten 100 procent dansk. Den anden har skoleklasser med langt over 50 procent børn af anden etnisk herkomst.

Og da mine tvillingepiger for fire år siden skulle begynde i 0. klasse, hørte vores distrikt til skolen med flest elever af anden etnisk herkomst end dansk, primært muslimer. I mine børns klasse udgjorde de omkring 70 procent.

Dengang var valget klart. Der var nemlig ingen faglig eller på anden vis legal begrundelse for at vælge en anden skole. Skolen klarede sig fint i alle test. Et fravalg ville derfor være hyklerisk. Et signal om, at man kan tillade sig at føle sig bedre udelukkende pga. sin hudfarve.

Jeg valgte at tro det bedste. Og det er som bekendt mere effektivt at følge en gammel dame over vejen end at sidde derhjemme bag ligusteren og elske menneskeheden. Pigerne kom af sted.

‘Du bliver klogere,’ pointerede erklærede nationalister og flæskestegsentusiaster i min omgangskreds over for mig med slet skjult fryd ved tanken om, at en hellig tosse ville blive flået ned fra sin høje hest. Og ja – I fik ret. I fik mundgodt. Her ligger jeg på jorden med brækket vilje og blødende selvforståelse. Jeg blev vel klogere på en eller anden bizar måde, men jeg blev ikke bedre. Det gjorde verden heller ikke. ..

Jeg har trukket frit skolevalgskortet og flyttet mine piger de få kilometer væk til en anden skole, hvor stort set alle børnene har mellemmadder med leverpostej med til frokost. Jeg har givet op over for at deltage aktivt i integration og en fælles fremtid i åben dialog: Det må de andre rode med.

[...]

I begyndelsen gik jeg med på det. Sagde lidt højere uhm-lyde til somaliske specialiteter på fællesbuffeten til sommerfesten, end de reelt berettigede til, mens jeg nærmest skammede mig over mit eget provinsielle frikadellefad. Men i længden er det uværdigt for alle. Silkehandsken måtte af, den gjorde håndfladen ubehagelig klam. Og uden handsken kan man meget bedre give et ligeværdigt, ærligt håndtryk.

… det bliver bare nemmere at få et fællesskab, hvis vi kan være åbne og turde snakke om emner, selv om de har konfliktpotentiale. Der er sådan set ikke et tåleligt alternativ i min verden. En politisk korrekt membran dæmper måske lyden nu, men spørgsmålene er der stadig, og uden dialog vokser frustrationerne og mistilliden. …

I en perfekt verden kunne jeg såmænd bare gå hen til den pågældende muslimske mor og med blid mimik og åbent hjerte høre hende, hvorfor hun ikke kan dansk til husbehov efter at have boet her i 15 år – når hun nu har børn, der skal leve og klare sig i Danmark.

[...]

På et tidspunkt blev klassens forældre indkaldt til et vigtigt forældremøde pr. mail, pr. sms, ansigt til ansigt og efterfølgende med personligt telefonopkald til dem, der ikke havde reageret. Under halvdelen mødte op. Nogle gik i pausen, en enkelt sov. De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske ved et andet. Fædrene hilste ikke, medmindre man virkelig stak sit lyserøde fjæs helt ind i deres intimsfære.

Og sådan var det hver gang. Også i forhold til fødselsdage i klassen eller andre fællesarrangementer.

Bagefter ringede jeg til skolelederen for at snakke om, hvordan klassens forældre i højere grad kunne se det her med at skabe en god klasse som en fællesopgave. Så tog jeg en dyb indånding og påpegede, at det manglende engagement hovedsageligt fandtes hos de muslimske forældre.

Der blev der helt stille. Så fik jeg en lang monolog om, at jeg faktisk ikke vidste, om de forældre havde PTSD, og den slags ikke var nemt for alle.

Det vidste jeg godt. Også, at det kan være svært for mig at sætte mig i deres sted, sagde jeg. Men jeg havde stadigvæk svært ved at tro, at både mor og far til alle klassens børn led af PTSD i en grad, at de ikke kunne møde op til et to-timers forældremøde hvert halve år? …

Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid. Det giver mig følelsen af, at jeg er med til at fore den offentlige debat med Rockwool, som til sidst vil klø så meget på så mange, at det hele eksploderer.

Det er følelsen af at have givet op på noget større end bare en skoleklasse.

Oploadet Kl. 13:29 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer
Arkiveret under:


30. oktober 2014

Rønne: Brandfolk kræver politibeskyttelse på asylcenter, da mandlige beboere er aggressive, truende

Flere medier har de senere dage bragt succeshistorier om de mange nye asylcentre, hovedsageligt med udgangspunkt i jobsituationen i udkantsdanmark. Flere offentlige jobs hjælper intet, men mindsker naturligvis arbejdsløsheden lokalt. Den foreløbigt værste historie er historien om ‘den syriske Kim Larsen’, et mediestunt foretaget af kontanthjælpsmodtager Martin Zeissler, der vil bekæmpe frygt for flygtninge i Nordborg på Als.

Gode intentioner har aldrig været en mangelvare, og det er helt gratis at associere (islamisk) indvandring med god mad og spændende musik. Når en syv-årig asylansøger-dreng fra Djursland smadrer en bowlingkugle i hovedet på en jævnaldrende på et bowlingcenter, så trækker det ingen overskrifter i aviserne. Det er blot en udokumenteret historie på nærværende blog, en anekdote fra arabiseringen af Danmark.

“Flygtninge puster nyt liv i mindre byer”, skrev Ritzaus Bureau eksempelvis i sidste uge, og citerede den socialdemokratiske borgmester for Bornholm Kommune: “Det har været en utrolig positiv oplevelse, hvor vi kan se, at asylansøgerne glider ind i det bornholmske samfund.” Bornholm.nu konkretiserer – Brandfolk truet på asylcenter.

“Beboere på Røde Kors’ asylcenter på Slottet på Zahrtmannsvej i Rønne opførte sig i nat så truende over for brandvæsnet, at brandfolkene næste gang vil have politibeskyttelse.

Bornholms Brandvæsen blev kl. 00:47 kaldt til asylcentret på grund af en brandalarm og centrets beboerne måtte rutinemæssigt evakueres til parkeringspladsen uden for.

‘Det var endnu en falsk alarm. Men flere af de mandlige beboere optrådte aggressivt og truende, at vi næste gang vil have politiet med, så vi kan få beskyttelse, når vi udfører vores arbejde,’ siger indsatsleder Flemming Jensen.

Der har siden asylcentret blev etableret midt i august været op mod 10 falske brandalarmer.”

(Martin Zeissler, Integration på højeste plan – Syrisk flygtning fra Nordborg synger…; Youtube)

Diverse.

“De er flinke.”, “De var meget søde.”, “Jeg tænker at det er nogle af de rareste mennesker jeg nogensinde har mødt.” (Skoleelever kommenterer Zeisslers stunt på TVsyd, 29. oktober 2014)

“Jeg har venner, der er gift med indvandrere, og deres børn kan to sprog og har et mere nuanceret syn på verden. Det er jeg faktisk lidt misundelig på.” (Sean Boisen i Søndagsavisen, 24. oktober 2014)

“Vi skal vænne os til at acceptere, at fremtidens Danmark er multietnisk og beriget af andre kulturer.” (Anna Hvid i Søndagsavisen, 24. oktober 2014)

“Jeg ser indvandrere som et stort aktiv, der har bidraget med god mad og gjort vores kultur mere alsidig… jeg frygter dem overhovedet ikke.” (Nick Vestergaard i Søndagsavisen, 24. oktober 2014)



21. oktober 2014

Antropolog: Folkeskolens fokus på mangfoldighed, tolerance, og lighed ekskluderer troende muslimer

DPU-forskeren vil gerne tale om Islam-krænkende sekularisering, men alt er ikke relativt, og som Craig Winn understreger i ‘Prophet of Doom’ (2004), så er en god muslim et dårligt menneske. Interview med antropolog Laura Gilliam i Dagbladet Information – Folkeskolen har ikke plads til den gode muslim.

“Da Laura Gilliam mødte lærerne og skolelederen på den overvejende tosprogede skole i ydre København, hvor hun skulle følge en 8. klasse i fire måneder, forstod de ikke, hvorfor hun ville undersøge, hvordan skolen håndterede de muslimske elevers religion.

‘Religion er ikke noget problem. Det spiller ingen rolle her hos os,’ sagde de til forskeren.

… trods lærernes og skolelederens succes med at skabe en harmonisk skole uden konflikter, konstaterer Laura Gilliam i sit forskningsprojekt, at de muslimske børn oplever, at den danske folkeskole er sted, hvor der ikke er plads til deres religion.

‘Skolen var præget af en god stemning… Lærerne og eleverne gjorde meget for at tilpasse sig hinanden. Men samtidig betød skolens ideal om, at religion skal være irrelevant for børnenes samvær, og at man skal fokusere på ligheder i stedet for forskelligheder, at elevernes religion blev udgrænset,’ siger Laura Gilliam, der er antropolog og integrationsforsker ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet.

Skolens fokus på mangfoldighed, tolerance og ligheder mellem de to verdensreligioner kristendom og islam endte altså med, at de muslimske elever oplevede, at der ikke var plads til deres personlige tro og ‘den gode muslim’ i den danske folkeskole.

‘Der er en dansk kulturel norm om, at vi værdsætter, at vi er forskellige. Men forskellene må kun være overfladiske og ikke mere grundlæggende. … siger Laura Gilliam.

[...]

Eleverne i den 8. klasse, som forskeren fulgte, var meget bevidste om, at de hele tiden skulle vise, at de ikke var fundamentalister eller radikaliserede. De var varsomme med, hvad de sagde om deres religiøsitet og havde lært sig at tale om ligheder og viden om religion, men ikke om deres egen, personlige religiøsitet. Uden at lærerne havde sagt det direkte til dem, havde de unge en klar fornemmelse af, at det ville være upassende.

En dreng forklarer Laura Gilliam, at han er mest religiøs derhjemme. Når han kommer over i skolen, skal han derimod ‘passe ind. Uden at være en overdreven muslim’, som han siger. At være i skolen, som han er derhjemme, oplever drengen ikke som velanset.

… andre oplever, at den moral, de har derhjemme, udelukkes af skolen, og at de derfor ikke kan være gode muslimer i skolen. Skolen bliver på mange måder et sted, hvor de ikke behøver at opføre sig ordentligt. …

Laura Gilliam forstår godt, at lærerne kan være skræmte af debatten om religiøs radikalitet og forsøger at undgå den ved at nedtone religion og understrege lighederne mellem islam og kristendom i stedet for forskellene. ‘Men det ærgerlige er, at andre former for mildere religiøsitet, hvor det handler om selvforholdet mellem Gud og den enkelte, kommer med i bøtten af ‘frygt for radikalisering’. De børn og unge, der bare gerne vil leve efter de muslimske leveregler, oplever, at de ikke rigtig hører hjemme i skolen.‘”

Oploadet Kl. 11:16 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. oktober 2014

Skolelærer (ubekræftet): “Til lærerne siger de, du er ikke muslim så du bestemmer ikke over mig.”

Nedenviste seddel dukkede op på Facebook for et par dage siden. Umiddelbart virkede det som en vandrehistorie, men det er lykkedes mig at grave navnet på ophavet frem. Han bor vitterlig i Vollsmose, og har på Facebook et enkelt foto af det der kunne være en skolesøgende dreng. Jeg skal dog ikke kunne sige hvorvidt brevet er et falsum eller ikke. Det sproglige mangler taler klart ned, men andet taler op. Brevet omtaler arabisk racisme mod somaliere, anvender udglattende mangfoldighedsfloskler, og slutter af med en generel lærer til forældre-besked. Jeg følger op på sagen, uanset hvor den lander.

“Jeg har fået den af min søns lærer. Han går stadig på skolen, derfor vil jeg helst ikke navngive den. … Min dreng er kun otte år… ddet er mins søns klasse det drejer sig om… Fyns Stiftstidende havde fat i historien, men de måtte opgive da skoleledelsen sagde at lærerne handlede uden ledelsens vidende. (ophavet uddyber overfor Jomana Jojo Joy)

“Den er åbenlyst uægte pga sproget…” (Nadia A.J)

“Til orientering har jeg sendt brevet til rådmanden, og både bedt om at ægteheden verificeret, samt at få håndteret problemet ifald det passer.” (Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti Odense)

Oploadet Kl. 15:29 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper