6. december 2020

‘Achmed’ solgte sin sjæl: “.. jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.’

Det er sjældent der kommer modsatrettede nuancer med i de store dagbladets Hergel-agtige portrætter af indvandrere, men Berlingskes fire sider lange portræt af 25-årige ‘Achmed’ giver begge sider af historien, og blotlægger kulturforskellene. Han har altid været fuldt bevidst om, at han ikke var dansker, og selv når han gjorde sit bedste, skulle der små episoder til, før han vendte tilbage til det trygge indvandrermiljø med kriminalitet og Koran. Et usynligt elastik trak ham tilbage til det kulturelle udgangspunkt.

‘Achmed’ dyrker offerrollen, men indrømmer også at det for 90 procents vedkommende er hans egen skyld. Selvom han var god i skolen og taler godt dansk, så kunne han ikke stå imod provokationer, og vold var for ham den naturlige løsning. Han brokker sig over at politiet tit stopper ham i bilen, og ser ikke det i sammenhæng med det faktum at han er kriminel, og sådan er der flere eksempler på manglende evne til at se sagen udefra.

Der er flere centrale afsnit i interviewet. Eksempelvis da han malende beskriver sin fordanskning på universitetet, som værende at ’sælge min sjæl’. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i 1990’erne, og analysen holder stadig. Kultur har afgørende betydning, og ‘dem & os’-tænkning er et grundvilkår: “Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.”

Det skal nok passe at ‘Achmed’ blev drillet af danskere i folkeskolen, men det meste handler om hans upassende opførsel. Da han fandt en dansk kæreste blev han vel modtaget af hendes familie. Det eneste eksempel på racisme i fortællingen er i forhold til et muligt ægteskab med en araber: Begge parter var imod. ‘Min mor hader arabere’, og pigens familie ’satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim’, og så var ‘Achmed’ i øvrigt “… for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.”

Langt interview med 25-årige ‘Achmed’ i Berlingske, som burde læses i sin helhed – Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø (kræver login).

“Hele livet har han søgt efter et fællesskab. Først var det hos de andre indvandrerdrenge i skolen, siden blandt de danske medstuderende på universitetet. Men her blev én særlig episode afgørende for, at han helt skiftede spor og bevægede sig dybt ind i det radikaliserede miljø og siden også den kriminelle verden. …

Hvorfor blev I ikke inviteret med?

‘Fordi vi ikke kunne finde ud af at opføre os ordentligt, jo,’ siger han og trækker undskyldende på skuldrene.

‘Så vi crashede festen. Det var ikke, fordi vi ville drikke. Vi drak kun sodavand dengang, danskerne drak sig i hegnet. Men vi blev sure over, at vi ikke blev inviteret med. Faren til ham, der holdt festen, så os ankomme, og han kom ned og gav os en kasse sodavand og sagde, vi skulle gå om i teltet og sige farvel. Han var faktisk fin nok og fik sagt farvel på en god måde.’

Men en af drengene havde drukket sig fuld og sagde til Achmed og hans venner: ‘Fuck jeres mødre på stribe.’

‘Vi tog ham med om bagved og bankede ham. …’

… Det var også i 3. g, at Achmed fik sin første kæreste.

Jeg troede, vi skulle giftes. Men hun var araber. Min mor hader arabere, og hendes forældre mente ikke, at vi skulle være sammen, så til sidst gik vi fra hinanden. Hendes familie satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim. Og så var jeg for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.

Efter gymnasiet begyndte han på sin bachelor og i modsætning til gymnasiet og folkeskolen, var han nu den eneste tosprogede på semestret. Det var her, han skulle opleve noget, han aldrig havde prøvet før. … Achmed tog i byen med de danske studiekammerater. Festede med dem og hang ud med dem. Tog med til julefrokost. …

‘På et tidspunkt siger en af mine studiekammerater, en af mine venner, til mig, at jeg er en af de få, der nok skal klare sig. Og jeg spørger, hvad han mener med det. Måske havde han fået for meget at drikke, men han siger til mig;

‘Achmed, du er jo lidt af en præmieperker. Du går på universitetet, du er sammen med danskere’.’

Achmed havde i det øjeblik flashback tilbage til folkeskolen.

De prøvede igen at skabe den der ‘os og dem’-mentalitet i stedet for bare at acceptere mig for, hvem jeg er. …'”

(Collage: Samuel P. Huntington & P.S. Krøyers ‘Hip, hip, hurra!’)

Citater

“I kan ikke lide mig, når jeg laver ballade, og I kunne heller ikke lide mig, da jeg prøvede at sælge min sjæl på universitet og blive en af jer, hvad skal jeg så gøre? Mine universitetsvenner kunne lide mig på overfladen, men jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.” (‘Achmed’, Berlingske, 2020)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians an other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996, s. 42)



3. december 2020

Søren Damm om ‘en wokemagtbevægelse gennemsyret af nihilisme, historieløshed, dulgt magtbegær’

Et af de bedste kapitler i Jordan B. Petersons ’12 regler for livet’ er det femte: ‘Sørg for at dine børn er til at holde ud’. Her beretter han om det adfærdsregulerende ‘nej’, eksemplificeret ved forældre til en to-årig dreng, der på grund af laissez-faire-opdragelsen ikke lærte drengen om “… den rimelige grænsesætning, der ellers giver et lille barn maksimal selvstændighed inden for de rammer, som de voksne afstikker.”

Herunder en skarp kommentar i Berlingske af Søren Jacobsen Damm i Berlingske, der blandt andet omhandler ’selvindbildte og frelste 20-årige’. – Woke-bevægelsen er som en tvær og urimelig teenager (kræver login).

“Over tid er den skimlede relativisme vokset, og samfundets grundlæggende værdier slår nu alvorlige sprækker. Ideen om objektivt rigtigt og forkert, eller godt og skidt, er udsondret af mange af de bærende institutioner. I dette værdirelative vakuum ekspanderer nu en wokemagtbevægelse gennemsyret af nihilisme, historieløshed, dulgt magtbegær og et komplet fravær af selvkritik.

Uhyrligt nok har mange af dem, der i dag sidder på ledende poster, selv næret skimlen i en sådan grad, at cirka 700 kunstnerne nu er nået til den afsindige konklusion, at en forvirret vandal som Katrine Dirckinck-Holmfeld bør genansættes på den selvsamme institution, hun ønsker at nedbryde. Øjensynligt evner man kun at gøre oprør, når man samtidig er garanteret løn af det samme system, man ‘ønsker at bekæmpe’. Det må være verdenshistoriens mest ynkelige revolte! Woke-bevægelsen minder om en tvær og urimelige teenager, der efter et skænderi med sine forældre giver dem en fuck-finger og knejsende stormer ud af døren – for at komme tilbage få sekunder efter, med selvfølgelig mine, og bede om 300 kroner at gå i byen for.

Samtidig viser det med al tydelighed, at den radikale identitetspolitik overvejende er en del af et pseudo-akademisk tankesæt, der kun kan overleve i særlige statssponsorerede og omverdens-isolerede ormegårde, hvor der udøves argumentresistent dogmatik, og hvor alle skal sværge på den identitetspolitiske bibel, før man kan få adgang til de saftige statsbetalte ben på identitetspolitisk Rød Stue.”

(Jordan B. Peterson, 12 regler for livet. En modvægt til kaos, 2018, s. 118)

Oploadet Kl. 23:40 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Arkiveret under:


26. november 2020

19-årig: ‘Når vi falder i fordommenes fælde, fremmedgør vi dem, der har allermest brug for forståelse’

Det er ikke kun venstreradikale aktivister, der i disse år angriber Socialdemokraterne. Det er også naive 19-årige piger, der læser retorik på universitetet. Kommentar af en Anita Zhao set hos POV International – Mette Frederiksens retorik ansporer fremmedhad.

“I Folketingets åbningstale talte Mette Frederiksen ind i fordommene om ikke-vestlige indvandrere, da hun i udpenslingen af sin nye tryghedspakke malede et billede af, at mørkhudede unge mænd med guldkæder om halsen og dynejakker på ryggen er kriminelle, som gør samfundet utrygt. Men når man taler ind i fordommene, glemmer man forståelsen.

… Politikerne går mere op i at oversimplificere virkeligheden til egen fordel, end i hvordan vi skaber det mest velfungerende samfund for alle. Debatten burde i stedet være en pluralistisk smeltedigel, hvor vi i fællesskab finder socialt bæredygtige løsninger i stedet for at grave grøfter så dybe, at selv USA ville være misundelig.

For når vi falder i fordommenes fælde, fremmedgør vi dem, der har allermest brug for forståelse og inklusion. Vi må aldrig glemme, at fremmedgørelse avler fremmedgørelse…”

(Emil Elg, Om racisme, 2016. Forlaget NEMO)

“Det er især Socialdemokratiets pragmatiske racisme der står for skud. Her bliver racismen ikke målet, men derimod et påstået nødvendigt middel til at håndtere samfundsudfordringer ift. velfærd og integration. … Emil Elgs kritik af Socialdemokratiets højredrejning er højaktuel i en tid, hvor partiet nærmer sig Dansk Folkeparti mere og mere.” (Forlaget NEMO)



25. november 2020

Kurdisk rollemodel, der arrangerede ‘integrationstur til Tyrkiet’: Idømt otte års fængsel for våbenlager

Tidligere på måneden kunne Ritzau fortælle, at 40-årige Deniz Öcal fik otte års fængsel ved Landsretten. I sagen indgår ‘et halvt kilo kokain’, ’stjålne designermøbler’, og tolv ‘gaspistoler, som var omskabt, så de fremstod som pistoler af mærket Glock 25 og kunne skyde med skarpt’. Den danskfødte kurder blev ikke udvist.

For 12 år siden var Deniz Öcal også nævnt i en Ritzau-historie. En citathistorie fra Frederiksborg Amts Avis med overskriften Unge på integrationstur til Tyrkiet (14. april 2008).

“Bistrupskolen i Birkerød vil sende 10 drenge på tur til Tyrkiet for at styrke integration og kammeratskab. Initiativet møder kritik fra integrationskonsulent, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Der skal nye boller på suppen for at forbedre integrationen og sammenholdet. Det mener Bistrupskolen i Birkerød, som har fået en utraditionel idé. Skolen, hvor omkring 12 procent af eleverne er tosprogede, vil sende 10 drenge fra de større klasser, fem med dansk og fem med anden etnisk baggrund, på en kort rejse til den tyrkiske landsby Kulu. Her skal de, sammen med et par af skolens medarbejdere og den nyansatte integrationspædagog Deniz Öcal, opleve kulturen i et muslimsk land. Skolen håber, at drengene gennem oplevelsen kan være med til at sætte en positiv udvikling i gang og endda komme til at fungere som ambassadører for en større kulturel forståelse og respekt.

Jeg ved ikke om et skattefinansieret møde med muslimsk kultur i Tyrkiet har givet de unge ‘en større kulturel forståelse’, men Deniz Öcal hjalp det ikke på. Der er skrevet flere artikler om Deniz gennem årene, men min favorit er magasinet fra Professionshøjskolen UCC, der giver ham forsiden og portrætterer ham over en dobbeltside. Han kunne hjælpe ‘udsatte indvandrerdrenge’ med at ‘komme ud af kriminalitet’…

(Deniz Öcal på forsiden af UCC Magasin, 2010/2: Fra ghetto-gangster til rollemodel)

(Portræt af Deniz Öcal over en dobbeltside, s. 12-13: “… hjælper udsatte indvandrerdrenge”)

Mere

“Deniz Öcal er blevet ansat i dette skoleår for at arbejde med skolens store gruppe af tosprogede elever. Han har hurtigt fået opbygget et godt forhold til mange af ’sine drenge’, og det er på grund af Deniz og hans tyrkisk/kurdiske baggrund, at turen overhovedet har kunnet lade sig gøre. Han havde nemlig kontakterne i orden og kunne sørge for både logi og oplevelser blandt slægtninge og venner.

… drengene oplevede generelt en anden mentalitet i det tyrkiske samfund, end de kender fra Danmark.

– Der er en større gensidig respekt. Jeg kan ikke komme med et konkret eksempel. Men det er en fornemmelse, jeg fik overalt i Tyrkiet, siger Mads Kjærgaard fra 8. b…” (Frederiksborg Amts Avis, 5. juli 2008, Kammeratskab på tyrkisk)


Røde lærerstuderende kritiserer Mette F.: “Ord skaber virkelighed, og derfor mener vi, at retorikken…”

For et par uger siden græd 19-årige Ibrahim El-Hassan ud over en helside i Politiken. Mette Frederiksens ord om utryghedsskabende indvandrerdrenge stigmatiserede folk som ham, men ‘hun skal ikke have ret til at definere, hvad der er utrygt’, og derfor er han nu begyndt at gå med dynejakke ‘meget mere end før’.

I dagens udgave af Alis integrationsland var emnet et åbent brev til Mette Frederiksen skrevet af fire kvindelige lærerstuderende, der ligeledes var bekymret over statsministerens retorik. Næsten 600 havde skrevet under på opråbet. I studiet var Nina Ravnholt Christensen, og over telefon medvirkede en Mikkeline Sofie Larsson. Sidstnævnte mente ikke bare det var tonen i debatten, der var problematisk, det drejede sig også om lovgivningen – og ganske rigtigt: En blodrød venstreradikal, af typen der støtter Black Lives Matter og Marronage, linker til Redox, og rutinemæssigt deler et opslag fra Feministisk Parti henvendt til Mette F.: ‘Ud med racisterne’.

At vi er langt ude på venstrefløjen, fremgår klart af pigernes SoMe-ageren. Den tredje skribent Helene Joanna Carmen Plett Forchhammer bor på Christiania, gik i skole på Det Frie Gymnasium, og anskuer ‘racisme og sexisme som en del af samme kamp’. Både Nina og Helene ses i øvrigt med islamisk tørklæde i forbindelse med rejser til Malaysia og Tyrkiet. Det lykkedes mig ikke at finde en profil på den sidste skribent Lea Cornelius, men det skulle undre mig, hvis hun var til højre for Enhedslisten. Folkeskolen har et problem med svenskrøde socialkonstruktivister.

Fra Folkeskolen.dk – 578 lærerstuderende til statsministeren: Din retorik gør vores opgave sværere.

“‘Du gik til valg på, at du ville være børnenes statsminister. Dog har dine udtalelser den seneste tid gjort det klart, at dette privilegium kun tilfalder nogle børn’.

Sådan indledes et åbent brev adresseret til statsminister Mette Frederiksen, som fire lærerstuderende formulerede og lagde på Facebook og Instagram den 24. september. Siden har tæt på 600 andre lærerstuderende valgt at skrive under på brevets budskab. …

I brevet skriver de lærerstuderende, at de mener, at det er deres pligt som kommende lærere at gøre opmærksom på, at statsministerens ‘ekskluderende sprogbrug vil have konsekvenser’

“Med dine seneste udtalelser om utryghedsskabende ‘indvandrerdrenge’, omskæringsdebatten og befolkningsgrupper, hvis etnicitet bliver sat i forbindelse med udbredelse af covid-19, bidrager du til en allerede tilstedeværende diskurs. Således bliver netop disse grupper generaliseret og udskammet på baggrund af din retorik’, hedder det i brevet fra de lærerstuderende. …

Ord skaber virkelighed, og derfor mener vi, at retorikken vil gøre det endnu sværere for os at løfte eleverne, når vi kommer ud i folkeskolen’, siger Nina Christensen.”

(Mikkeline Sofie Larsson på Facebook, 29. juni 2020)



21. november 2020

Frederik d. V-busten var tildækket, da Bwalya Sørensen, tidligere i år deltog i samtale om ‘antisorthed’

Poul Pilgaard Johnsen fortsætter sin afdækningen af den ideologiske atmosfære på Kunstakademiet, og der er flere interessante oplysninger. Eksempelvis at den i dag ødelagte buste blev dækket til med hvid plastik den 26. august i år, da Charlottenborg fik besøg af Black Lives Matters Bwalya Sørensen til en debat om ‘antisorthed’. Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber holdt mikrofonen. Fra Weekendavisen – Med posen over hovedet (kræver login).

“Rektors svar på kritikken har længe mest haft karakter af harmløse programerklæringer uden antydning af eller forholden sig til, at der skulle være problemer. Men i den nye udtalelse lyder der pludselig andre toner fra Kirsten Langkilde. Hun skriver blandt andet: ‘Vi har oplevet, at der blandt vores studerende har været situationer, hvor debatter og meningsudvekslinger ikke har været fordomsfri og åbne – for eksempel ved, at nogle studerende ikke har villet deltage i undervisning sammen med andre med en anden holdning. At holdninger – og deres ejermænd – på den måde bliver udstødt eller udelukket, er uacceptabelt. Kunstakademiet går ikke ind for ‘ cancel culture’ i nogen form.’ …

Det er et tilfælde, men måske sigende, at en af Katrine Dirckinck-Homfelds kolleger på akademiets Institut for Kunst, Skrift og Forskning, Katarina Stenbeck, netop samme dag, som hendes busteødelæggende institutleder optrådte på forsiden af Politiken, forsvarede sin ph. d.- afhandling på Charlottenborg med beskrivelsen: ‘Med udgangspunkt i en økofeministisk og postmarxistisk kritik af det antropocænes forudsætninger undersøges forbindelserne mellem den europæiske kolonialisme, klimaforandringer og masseudryddelse og lokaliserer det antropocænes planetforandrende årsager i den kapitalistiske modernitet og europæiske kolonialisme og deres underliggende dominanslogikker.’

Også professor Henriette Heise, der er leder af grunduddannelsen på Kunstakademiet, går all in på spørgsmålene om det post-koloniale og ‘racialiserede’. Endda i en grad, så hun i weekenden valgte at ‘like’ aktivistgruppen Marronages Facebook-opslag, der hyldede busteødelæggelsen på akademiet.

… På et foto, som Weekendavisen har fået tilsendt, ser man busten af Frederik 5. i festsalen pakket ind i en hvid plasticpose med et stribet advarselsbånd omkring. Billedet er taget den 26. august i år, hvor Kunsthal Charlottenborg, der hører under Kunstakademiet, afholdt et arrangement i salen. Arrangementet bestod i samtaler mellem kunstnere, der, som det hed i invitationen, ‘på forskellige måder udfordrer kolonialitet og antisorthed, historisk og i en nutidig dansk virkelighed’. Arrangementet blev indledt med en tale af Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter og af kunsthallens direktør, Michael Thouber. Han siger i dag, at han ikke lagde mærke til, at akademiets grundlægger var pakket ind i hvid plastic. …”

(Bwalya Sørensen og Michael Thouber, Kunsthal Charlottenborg, 26. august 2020)



6. november 2020

Berlin: Mindehøjtidelighed for Samuel Paty saboteret – “… doch das bekommen, was er verdient hat.”

Berlingskes Troels Heeger skriver på Twitter, at muslimske elever har saboteret en mindehøjtidelighed for Samuel Paty. “‘Problemet er relativt stort i Berlin,’ siger næstformand for skoleledere. ‘Vi har alle en smule angst,’ siger lærer ved berlinsk gymnasium. ‘Det er godt, at jøderne blev dræbt,’ siger elev.”. Fra Der Tagesspiegel – Wieso muslimische Schüler die Enthauptung eines Lehrers gutheißen.

“Der Pädagoge, der sich bei Hendrik Nitsch, dem Schulleiter der Gustav-Freytag-Schule, meldete, hatte bestürzende Nachrichten. Es war der Tag der Schweigeminute für den enthaupteten französischen Lehrer Samuel Paty, auch an der Integrierten Sekundarschule in Reinickendorf gab es diese Geste. Der Lehrer berichtete nun: Ein muslimischer Schüler der achten Klasse habe die Schweigeminute gestört und erklärt, Paty habe ‘doch das bekommen, was er verdient hat. Der gehörte hingerichtet. Er hatte den Propheten beleidigt.’

Insgesamt vier Kollegen, sagt Nitsch dem Tagesspiegel, seien zu ihm gekommen. ‘Der Tenor ihrer Berichte war immer der gleiche: Muslimische Schüler sagten, diese Tat sei richtig gewesen, bloß keine Schweigeminute für so jemanden.’

Nitsch ist auch stellvertretender Vorsitzender der Interessensgemeinschaft Berliner Schulleitungen, er sagt: ‘Wir müssen das aufarbeiten, so kann es nicht weitergehen. Das ist ein relativ großes Problem in Berlin.‘ Mit dem Schüler wurde ein Gespräch geführt, aber das reiche ja nicht. ‘Wir müssen darüber nachdenken, wie wir die Mitläufer, die so etwas nur nachplappern, erreichen.’

Ein Lehrer an einer Integrierten Sekundarschule in Schöneberg erzählt, einer seiner muslimischen Schüler habe gesagt: ‘Dass jemand umgebracht wird, ist doch nicht so schlimm.’ Der Pädagoge ist überzeugt, ‘dass dieses Denken an meiner Schule weit verbreitet ist’.

Karina Jehnichen, Leiterin der Christian-Morgenstern-Grundschule in Spandau, eine Einrichtung mit hohem Migrations-Anteil, sagt über ihre muslimischen Schüler: ‘Viele sind in ihrem Denken so verfestigt, dass sie keine andere Ansichten mehr zulassen.’

Das Sicherheitsgefühl ist zumindest bei einigen Pädagogen weg. ‘Ich habe jetzt Angst’, sagt eine erfahrene Schulleiterin. ‘Das Lehrpersonal hat ein mulmiges Gefühl’, sagt Nitsch. Und Lea Hagen, Lehrerin an einem Kreuzberger Gymnasium sagt: ‘Eine gewisse Angst haben wir alle. Aber viele reden nicht darüber.’

Die Freude über beziehungsweise die Sympathie für den Tod von Paty ist ja nur ein Symptom. Das Problem, sagen Pädagogen, gehe viel tiefer. Es geht um die generelle Vorstellung, wie man Religion lebt, welche Werte zählen, wo Toleranz endet. Viele Schüler mit streng konservativen Eltern bekommen in der Moschee oder zu Hause ein Weltbild vermittelt, in denen Homophobie und patriarchalisches Denken Alltag ist. ‘Die Schüler kommen aus einer Parallelgesellschaft’, sagt der Verbandsvertreter Nitsch, ‘die gehen neben der Schule noch in die Moschee, die werden dann mit einer Demokratie konfrontiert, die sie in ihrer Parallelwelt nicht kennen.

(Der Tagesspiegel, 5. november 2020: Radikales in Berliner Klassenräumen)



3. november 2020

Birgithe Kosovic: “Den stat, der ikke kan beskytte sig imod indre eller ydre fjender, lever på en løgn.”

Endnu et terrorangreb, denne gang i Wien. Flere dræbte og sårede ‘i umiddelbar nærhed af synagogen’, skriver DR Online. ‘Staten skal generobre sit voldsmonopol’, skrev Merete Risager for et par år siden, og blev korrekset af Carolina Magdalene Maier, der i dag er sekretariatschef for Dansk Folkeoplysnings Samråd. Sublim kronik af Birgithe Kosovic, der i Berlingske kommenterer skolelærernes vægring ved Muhammedtegningerne – Friheden til at lade sig halshugge (kræver login).

“… Mord for mord har guerillaen afsløret for os, hvem der i virkeligheden bestemmer. Det er guerillaen, der sætter standarden for tilladt og forbudt. …

Den stat, der ikke kan beskytte sig imod indre eller ydre fjender, lever på en løgn. Det er en af den slags løgne, som altid ender med at afsløre sig selv med allerstørste gru.

… når lærere spørger sig selv, hvordan de skal håndtere deres frygt for at betale måske endda den højeste pris for at passe deres arbejde, er politikernes svar: Lærernes frihed til at planlægge deres undervisning vil vi da ikke blande os i. Eller: Vi gør tegningerne til obligatorisk pensum.

Ingen nævner det afgørende: Hvordan besejrer man guerillaen? … Vesten har historisk kodet sig selv til at forstå og håndtere politisk fjendskab som en aktivitet, der kun kan finde sted imellem stater. Denne opfattelse gør, at vi ikke har begrebsapparatet til at forstå, hvad der foregår, når den politiske dødsvold udgår fra ikke-statslige aktører, og derfor tager vi heller ikke det ideologiske fjendskab helt alvorligt. I stedet benytter vi et sprog, der hører til inden for psykologiens og moralens domæner: Guerillaen er psykisk syg. …

Nu er vi konfronteret med en ny guerilla. Denne gang i vores egne stater, i vores egne gader, på vores egne koncertsteder og togstationer. Det er en guerilla, som træder frem af den civile flok fra staten i staten. For parallelsamfundet er et parallelt retssamfund med egne eksplicitte love, egne domstole i form af religiøse autoriteter og eget udøvende politi i form af familie, klan og rygtesamfund, der delvist tilskynder til og delvist effektuerer dommene. Det skete for Samuel Paty… I virkeligheden har staten i staten og den vold, hvormed den opretholder sig selv, eksisteret i årtier, men vi var nærmest ligeglade, for det parallelle politi var kun udøvende over for de parallelle borgere. Det eneste nye er, at staten i staten er begyndt at vende sin vold mod os andre. Beskeden er klar: De parallelle love skal også gælde for os. Henrettelsen af Paty fortæller os dette en gang til. Det her er ikke en samtale. Der er intet at forhandle om.

Hvad skal der til? Den gamle stats voldsmonopol er nu så kompromitteret, at det ikke yder tilstrækkelig beskyttelse for helt almindelige mennesker i deres helt almindelige liv. Politikere og vælgere, der pynter sig med idealer om frihed og lighed, mens de psykologiserer og moraliserer over dem, der frygter guerillaen og den nye stats politi, har intet at sige om frihed i vores tid.

Tilbage står: Hvad skal der til, for at skolelærere kan passe deres arbejde uden at frygte at blive henrettet? Hvordan genvinder de vestlige demokratier voldsmonopolet? Kan vi undgå franske tilstande, hvor militæret er fremtrædende i det offentlige rum? Hvilke andre midler kan sikre, at fjenden bliver udskilt fra det civile samfund? Finder vi ikke de rigtige svar, betaler nogle dyrt, andre med den højeste pris. Det lyder ekstremt, men sådan er virkeligheden. Et demokrati, der ikke beskytter de tolerante imod de intolerante, er kun demokrati af navn.

(Terror i restaurant tæt ved synagoge i Wien, 2. november 2020; Foto: Twitter)



21. oktober 2020

Claus Hjortdal, skoleleder: “Man accepterer ikke et billede af Muhammed, og det vidste læreren godt.”

Efter det brutale mord i Paris, sidste fredag, skrev en dansk lektor, at hun fremover ville bruge Muhammedtegninger i sin undervisning i sympati med historielærer Samuel Paty. Det medførte ikke-overraskende trusler fra herboende muslimer, og hermed kom sagen op på ministerniveau. I den forbindelse har flere aviser bragt interviews med Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen i Danmark. Her en række citater fra Berlingske, hvor han udpensler ‘Voldsmandens veto’. Muslimer bliver sure, så vi underkaster os…

“Men hvorfor har vi behov for at vise tegningerne? Hvad vil vi med lige præcis det? Hvad er den positive hensigt ved at vise tegningerne? Det kan jeg godt efterlyse, hvis det betyder, at nogle elever ikke vil følge undervisningen. Der mangler vi respekten for de elevers tro.”

“Det er ikke volden som sådan, der spiller en rolle. Det er, at man nedgør og håner folks religiøsitet og overbevisning. Jeg tror ikke, vi får et bedre samfund af, at vi støder folk fra os…”

“Da de dannede skolerne i 1800-tallet, arbejdede de med det flotte begreb ‘frisind’. Det handler om, at enhver har ret til den holdning, man har, og at jeg vil gå i døden for, at du har lov til at have din holdning. Det er ikke ligefrem sådan, vi har det i øjeblikket. Vores tolerance over for andre er ret begrænset i de her år. Det gælder fra alle sider.”

Man accepterer ikke et billede af Muhammed, og det vidste læreren godt. … Fik han sit budskab igennem?”

Den vold er ikke rimelig. Men Det er jo det, der er spørgsmålet lige nu, når lærere siger, de vil have ret til at vise billedet, så vil de også have ret til at skubbe elever fra sig og ret til at gøre nogle forældre vrede og risikere, at nogen griber til en kæp at slå dem med og i værste fald slå ihjel. Det er også den ret, de kræver…”

Hvis vi ved, nogen bliver sure på en, og man gør det alligevel, så må man forvente, at der kommer en reaktion. Det er de mekanismer, vi skal være opmærksomme på.”

(Herboende muslimer truer danske underviser, oktober 2020; Foto: Facebook)

“Der vil være skoler, hvor jeg vil sige, at det vil være fejlagtigt, fordi det ikke er vores opgave at provokere. Vi kan sagtens snakke om ytringsfrihed uden at skulle vise den tegning.” (Claus Hjortdal, Jyllands-Posten, 20. oktober 2020)

(Collage: Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen)



17. oktober 2020

Paris: 47-årig historielærer halshugget af ‘Aboulakh A’, 18-årig tjetjener, lagde blodigt foto på Twitter

Sidste weekend blev en politistation i en parisisk ghetto angrebet af 40 personer, der ‘bevæbnet med jernstænger og petanquekugler’, forsøgte at trænge ind. Det mislykkede, og de angreb derefter politistationen udefra med diverse kasteskyts. ‘Vi befinder os midt i en territorialkrig på Republikkens jord’, forklarede Macrons indenrigsminister senere på et pressemøde. Berlingske har mere, men Youtube-videoerne er selvforklarende.

Jeg hørte om gårsdagens terrorangreb i Radio4s timenyheder, hvor det først henkastet sidst i indslaget blev nævnt, at offeret skulle have krænket profeten Muhammed. Jeg har sløret billedet af Samuel Patys afskårne hoved, men kunne på sin vis godt argumentere for det rimelige i at bringe virkeligheden uden slørende filter. Se evt. billedet hos Frihedens Stemme. Her er sagen beskrevet hos Daily Mail.

“The French teacher who was beheaded by a suspected Islamist terrorist yesterday for showing his class cartoons lampooning the Prophet Mohammed has today been identified as Samuel Paty.

The 47-year-old had received threats after opening a discussion ‘for a debate’ about the caricatures about 10 days ago before he was stabbed and decapitated by 18-year-old Chechen gunman Aboulakh A in Conflans-Sainte-Honorine 25 miles north-west of Paris.

Muslim parents had taken offence at Mr Paty’s decision to show his class caricatures of the Prophet and branded him a ‘thug’ in a video shared online by a mosque just days before he was murdered.

He had ‘invited Muslim students out of the classroom’ before showing a caricature of the Prophet published by Charlie Hebdo, the satirical magazine targeted by terrorists five years ago, in a lesson about free speech.

One Muslim pupil stayed behind by mistake, and later told her parents. They filed a complaint against the teacher and held a meeting with Mr Paty, the school principal and an official from the education authority.

Brahim Chnina, who said his daughter was in the class branded Mr Paty a thug in a video posted on Twitter sometime in the last week, where he asked the community to complain about his behaviour. …

The video sparked community outrage and was shared by a mosque in Pantin, a Parisian suburb. Days later, Mr Paty was then stabbed and decapitated by Russian national Aboulakh A, who shouted ‘Allahu Akbar’ in the attack.”

(Samuel Paty, 47-årig historielærer, Paris, Frankrig; Foto: Samhällsnytt)

“Morderen sendte et billede af offerets hoved med billedteksten ‘Til Macron, lederen af ​​de vantro. Jeg henrettet en af ​​dine helvedes hunde, der turde fornærme Mohamed’ på Twitter. Kontoen blev lukket, og myndighederne bad folk om ikke at videresende fotografiet.” (Snaphanen)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper