19. oktober 2011

Euro-regeringen kommer på søndag

Et føderalt EU nærmer sig med stomskridt. I en situation, hvor euroen er i krise, er løsningen mere EU, hvilket vil sige, at alle skal være tyskere, hvad enten de kan eller vil. En fælles økonomisk politik har hele tiden været den uudtalte reelle forudsætning for den fælles valuta, og når euro-landene ikke selv kan finde ud af at gå i takt, må de tvinges. Her nogle fakta hentet fra B.dk:

Danmark tiltrådte i marts den såkaldte Euro Plus Pagt, som blev vedtaget af S, SF, R, V og K. Pagten forpligter EU-landene til at nå specifikke mål for at styrke konkurrenceevnen, beskæftigelsespolitikken og finanspolitikken. Formålet er at genskabe den finansielle stabilitet og genoprette finansmarkedernes tillid til et gældsplaget Europa.

Da Folketinget accepterede, at Danmark tilsluttede sig Euro Plus Pagten, vurderede embedsmænd fra Udenrigsministeriet og Justitsministeriet, at pagten ikke er i strid med Danmarks euroforbehold, men de skrev bl.a., at Danmark skal »træffe alle nødvendige foranstaltninger« for at bidrage til holdbare offentlige finanser og styrke den finansielle stabilitet.

Nu får EU-landene bl.a. deres egen regeringsleder, EU-præsident Herman Van Rompuy. Danmark står uden for euroregeringen pga. forbeholdet, men skal via Euro Plus Pagten følge de 17 eurolandes beslutninger.

Hovsa! Den er åbenbart for tyk i et land med 4 tykke toldere fede forbehold, så partierne har travlt med den indledende rituelle afstandtagen. Nogle reaktioner:

Selvom Danmark ikke kommer med i regeringen pga. forbeholdet, skal landet alligevel følge EU-regeringens beslutninger, fordi Danmark er med i den såkaldte Euro Plus Pagt, som bl.a. betyder, at EU-landene skal nå bestemte mål for at styrke konkurrenceevnen, beskæftigelses- og finanspolitikken.

– Hvis man gerne vil have danskerne med til det, kan man jo bare tage en ny afstemning. At køre videre uden syn for hvad danskerne har besluttet sig for, er simpelthen så kynisk, at man ikke skulle tro, at det kunne lade sig gøre i et demokrati, lyder det fra Morten Messerschmidt.

Reelt nok. DF har hele tiden været på tværs. Næste levende billede:

Også Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen advarer imod at lade EU få indflydelse på den økonomiske politik, der føres i Danmark. Især fordi EU’s politik er langt mere borgerlig end den politik, som Socialdemokraterne og SF ønsker at føre, påpeger han.

(…)

Han anbefaler ligesom Messerschmidt en folkeafstemning om spørgsmålet. Alt andet er udemokratisk, påpeger han:

– Jeg synes på ingen måde, at man kan sige ja til de her ting uden at spørge befolkningen. Jeg vil opfordre S og SF til at sige fra og om ikke andet så spørge danskerne. Når man alligevel holder nogle forbeholdsafstemninger senere, så kunne man passende spørge danskerne, om de har lyst til, at EU skal blande sig i, hvordan vi håndterer krisen, siger han og tilføjer, at Danmark skal overveje at melde sig ud af Euro Plus Pagten.

Ligeledes i orden. Enhedslisten var også på tværs. Næste:

Den kommende euroregering risikerer at sætte Danmark endnu længere ud på sidelinjen i EU. Sådan lyder advarslen fra SF, der ønsker nye drøftelser med Socialdemokraterne om regeringens EU-linje. Selv om SF har sagt god for Danmarks tilslutning til den såkaldte Euro Plus Pagt, er europaparlamentsmedlem Emilie Turunen (SF) stærkt skeptisk over for ideen om en egentlig euroregering.

Så skulle SF måske have stemt imod, da det gjaldt. Europaminister Wammen er selvfølge “all in”:

Europaparlamentarikeren Emilie Turunen vil nu drøfte sagen med den danske europaminister.

»Jeg vil diskutere det med Nicolai Wammen og kunne godt tænke mig, at vi fandt en fælles dansk holdning,« siger Emilie Turunen.

Europaministeren ser derimod ingen store problemer i euroregeringen, men lover at respektere det danske forbehold.

»Selv om vi engagerer os politisk, så ligger der ingen juridiske bindinger, der er i strid med de forbehold, som danskerne har besluttet skal gælde,« siger Nicolai Wammen.

Vi tager lige en lille ekspertudtalelse på vej til sensationen:

Lektor i økonomi Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet vurderer, at det danske euroforbehold nu strækkes til det yderste.

»Danmark har klart sagt nej til euroen. Vi ønsker at stå uden for. Men med Euro Plus Pagt har vi fuldt og helt bundet os til den euroregering, der nu er på vej,« siger Christian Bjørnskov.

Og nu til sensationen, der mest består i Berlingskes sensationelle overskift R: Euroregering kan blive problematisk:

Europaparlamentsmedlem Emilie Turunen (SF) advarer mandag mod, at Danmark står i en problematisk situation uden indflydelse, hvis EU flytter beslutningskraften til en euroregering. Den betragtning deler europaordfører Sofie Carsten Nielsen (R).

– Der har hun jo ret i, at fordi vi ikke sidder med ved bordet til at tage beslutninger om euroen, så kan det også blive problematisk, siger Sofie Carsten Nielsen.

Ritzau: Hvordan sikrer man sig, at Danmark ikke ryger ud på et sidespor?

– Det gør man reelt først, når man kommer med ind i selskabet, og det kræver en afstemning om euroforbeholdet.

Men tiden er ikke gunstig for en afstemning, mener Sofie Carsten Nielsen. Danmark lever ikke op til kriterierne, og så skal der styr på, hvordan EU kommer til at stabilisere sig, forklarer europaordføreren.

★ Selve idéen om en euroregering støtter De Radikale dog varmt ★

Ja, det tænkte vi jo nok. Stillingen er altså den, at DF og Enhedslisten er modstandere af et føderalt Europa, SF skal lige blive enig med sig selv, S og R kan næsten ikke vente til på søndag, og V og K er påfaldende tavse.

Oploadet Kl. 00:30 af Kim Poulsen — Direkte link18 kommentarer
Arkiveret under:


18. oktober 2011

Sorgenfreys blåstempling af det røde vælgerbedrag

Hvor er det godt vi har fået afskaffet kontraktpolitikken, så kan vi røde lettere lyve os til magten..

Man ville have forsvoret, at man skulle komme til at holde med røde Dennis (FOA) i en debat, men han kæmper dog med temmelig åben pande for sine medlemmer. Bente Sorgenfrey (FTF) lyder derimod som et ekko af skizofrene Mette Frederiksen, og selvom hun vel ikke ligefrem er regeringens agent i fagbevægelsen, er det svært at høre at hun repræsenterer sine medlemmer. Alle jubler over kontraktpolitikkens død, men man behøver vel ikke gøre vælgerbedrag til en dyd. Her nogle sigende citater fra tvekampen mellem politikeren og fagforeningsmanden:

Sorgenfrey:

“Vi har også været vant til kontraktpolitik i 10 år nu”

(…)

“Man skal selvfølgelig holdes op på nogle af de løfter, man har givet, men jeg synes det er ved at gribe om sig”

Christensen:

“hvis vi fører valgkamp udenfor virkeligheden og så derefter får dannet en regering, der træder ind i virkeligheden, så er den jo ravende gal”

Sorgenfrey:

“økonomien er også blevet værre”

“Når man åbner kassen inde i finansministeriet og tæller pengene op, så viser det sig også at hullet er større end det var i valgkampen”

Christensen:

“Bente, det er ikke sket i de 14 dage, der gik fra valgaftenen til regeringsgrundlaget blev offentliggjort”

Se debatten mellem de 2 i sidste tirsdags Deadline.

Oploadet Kl. 13:52 af Kim Poulsen — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


17. oktober 2011

Guided Democracy 2011

For nylig lavede Infomedia en undersøgelse, der burde have været på alle forsider. Mens jeg venter på yderligere info, kan jeg dog citere et par linier fra Journalisten.dk – De Radikale vandt kommentatorkampen:

De politiske kommentatorer bar vinderne frem under valgkampen. Enhedslisten og Liberal Alliance fik overvejende positiv omtale af de udskældte kommentatorer – De Radikale blev udelukkende omtalt positivt. Det viser en ny analyse fra Infomedia, der bliver bragt i Berlingske i dag.

Artiklen henviser til en kronik i Berlingske (10.okt.) Her lidt af Den kommenterede valgkamp:

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Nu kunne man mene, at 43 procent opmærksomhed på indholdsmæssige emner trods alt er relativt meget, og måske mere end man kunne forvente. Men bag tallene ligger, at disse emner typisk sættes ind i en strategisk kontekst. F.eks. blev emnet udlændingepolitik udelukkende behandlet som en brik i et spil – som et ’udlændingekort’, der blev kastet. Flertallet af de øvrige indholdsmæssige emner fik samme behandling. Når et politisk udspil blev lanceret, kredsede kommentarerne typisk om, hvad udspillet ville betyde for chancen for (gen)valg, snarere end hvad udspillet i praksis kunne tænkes at betyde for borgerne i Danmark.

Det er ikke irrelevant at spørge sig selv om, hvorvidt vi overhovedet har demokrati i Danmark. Ved valget i 2007 sprang man EU-debatten over, selvom vi netop havde haft den berømte Metock-dom og desuden stod overfor tiltrædelsen af en ny forfatning. Dengang enedes midter-blokken om at skyde EU-debatten til efter folketingsvalget, nemlig i forbindelse med en evt. folkeafstemning. Da folketingsvalget så var forbi kunne centraladministrationens jurister belejligt vurdere, at der ikke var suverænitetsafgivelse nok til en folkeafstemning, hvorefter et folketing sammensat uden forudgående EU-debat kunne sanktionere tiltrædelsen af den såkaldte Lissabon-traktat. En EU-politik ganske uden folkeligt mandat.

Denne gang måtte vi hverken diskutere EU eller indvandring/islam. Og for at være helt sikre på at få ram på den værdipolitiske højrefløj fik man mediekonsensus om støtte til R, Ø og LA. Valget skulle altså udelukkende handle om økonomi, hvorefter vi fik en ny regering der fører cirka samme økonomiske politik som den forrige. Til gengæld fører den en stærkt venstreorienteret værdipolitik. Altså igen en politik som folk ikke har haft rimelig mulighed for at tage stilling til.

Vi har en kirkeminister, der også er ligestillingsminister og dermed er designet til at presse bøsseægteskaber ind i folkekirken. En kulturminister, der vil nedlægge Det Kongelige Teaters gamle scene og omskabe vore museer i “nydanskerne”s billede. En udenrigsminister, der samarbejder med araberne om at nedlægge Israel. En Europaminister, der straks afskaffer DFs ekstra grænsekontrol, selvom andre former for kontrol bare vokser og vokser. En integrationsminister, der placerer ansvaret for den dårlige integration i vor tones manglende andægtighed.

Fortsæt selv listen, pointen er ganske klar: Vi har IKKE valgt de ændringer af kursen, denne regering har lagt, og derfor har folketingsvalget været et skoleeksempel på fupdemokrati anno 2011.

Oploadet Kl. 17:41 af Kim Poulsen — Direkte link17 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper