23. marts 2017

1280 dage senere…

Hvor de fleste højreblogs mestendel består af letlæselig opinion, så har jeg altid haft det dokumentariske som fikspunkt. Man kan citere fra journalistiske artikler, men det er i sagens natur svært at dokumentere billedmateriale uden at bringe dem. Gennem Uriaspostens 14-årig virke har jeg haft utallige henvendelser desangående, men har kun måtte til lommerne tre gange. Jurister fra både DR og TV2 har jagtet mig, og jeg har rettet ind for at kunne holde siden oppe.

Der er masser af gråzoner, og hvor alle generelt gør hvad der passer dem med billeder fra sociale medier, så er jeg selvfølgelig ekstra udsat, når jeg ynder at blogge om politiske ekstremister med medlemskab af Dansk Journalistforbund. Copyright-sager kan vindes i retten, men er man oppe imod mastodonter, så risikerer man nemt at stå med 6-cifrede sagsomkostninger. Denne post omhandler seneste sag: Rasmus Preston vs undertegnede.

Generelt forsøger at jeg altid at trække det i langdrag. For modstanderne er det reelt en politisk kamp, og der er ingen grund til at ryste i bukserne, blot fordi de føler sig stødt over en omtale her på siden. Jeg modtog den første email fra Rasmus Preston den 13. september 2013, så det har altså taget ham noget nær 3,5 år at få dele af det oprindelige krav i hænde. Havde Dansk Journalistforbunds advokat accepteret mit afbetalingsforslag på 1 krone om måneden (med udlæg i min bil, javist), så havde sagen stadig været uafsluttet.

“Derfor blev jeg tilkendt en stor erstatning for brud på min ophavsret. Siden kom sagen i fogedretten, da han ikke ville betale. Da retten tog sikkerhed i Kim Møllers bil, begyndte han at afdrage på sin gæld. Nu har han betalt hele beløbet, som jeg selvfølgelig donerer til Researchkollektivet Redox.” (Rasmus Preston/Redox på Facebook, 17. marts 2017)

(Emails fra Rasmus Preston 13. september 2013 og frem)

(Dansk Journalistforbund går ind i sagen, 2014-15)

Rasmus Preston vifter på Redox’ Facebook-side med en tv-check, og donerer i samme ombæring de 10.000 kroner til Redox’ fortsatte virke. Han kunne have doneret dem til fattige børn i Tanzania, men valgte at give dem til sig selv via Redox. Sultne børn, nej – nyt grej til Canon’en, ja.

Selvom man dyrker anti-kapitalisme som ideologi, så står ingen principper i sidste ende højere end rå mønt. I Antifascistisk Aktions ‘At knuse fascismen’ (2012), forklares det, at de kæmper for socialisme. Det handler blandt andet om at knuse den private ejendomsret, der faciliterer ‘udbytning af arbejderklassen’, eller som de selv lidt kringlet formulerer det.

“Den antifascistiske kamp er del af en større kamp mod f.eks. … udbytning (kapitalistklassens uretfærdige tilegnelse af økonomisk overskud produceret af arbejderklassen)” (s. 9)

(Rasmus Preston stalker undertegnede under Folkemødet 2016)



5. marts 2017

Knas i maskinrummet

Min sædvanlige blog-pc er død, og i skrivende stund kæmper jeg hårdt med en blank Macbook uden server-adgang og programmer til billedbehandling. Det er svært at lære en gammel hund nye tricks, og jeg får ikke for alvor tid til at løse problemerne før onsdag.

Jeg vil forsøge at lave daglige opdateringer, men bær lige over med mig…

Oploadet Kl. 10:58 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:


13. februar 2017

Urias sygemeldt

Jeg sætter en ære i at opdatere bloggen hver evig eneste dag, men røg ind i en svær forkølelse i går og ligger nu brak. Når hovedet er bedre fortsætter tæppebombningen, blandt andet på baggrund af de mange gode tip fra kommentarsporet. Det går forhåbentlig ikke længe, og kommer næppe til at tilfredsstille nedenciterede Politiken-læsende socialrådgiver, der ifølge hendes Facebook-profil har haft ansættelse på Hanstholm Asylcenter.

Man må håbe, at det går denne side som det gik Urias på hans post. Hvilken uhyggelig samling hadske kommentarer i forbindelse med en dybt tragisk hændelse, der vil få konsekvenser for fem drenges liv, den ene måske med varige helbredsmæssige men. Når uvidenhed, generel dumhed, fordomme og agressivitet som her går hånd i hånd, skabes det rum, hvor selv børn mener, at de har ret til selvtægt overfor flygtninge.” (‘Ritimi’, 9. februar 2017)

Oploadet Kl. 09:15 af Kim Møller — Direkte link65 kommentarer
Arkiveret under:


12. februar 2017

Djævlen på skulderen…

Det er sjældent jeg har en lørdag aften alene, og spontant arrangerede jeg en lille bytur. Det startede med grillmad på The Burger, hvorefter en af mine Nye Borgerlige-bekendte og undertegnede gik ad Klaregade mod Carlsens Kvarter, en af de bedre øl-barer i byen. Vi drak sodavand til maden, og havde intet drukket forinden.

Undervejs råber en 20-22-årig somalier med hættetrøje os an fem-ti meter bag os: ‘Har I en cigaret?’. Vi vender os om, let afvisende, og fortæller næsten i kor at vi ikke ryger. Han kommer tæt på, har svært ved at holde balancen, og spørge provokerende om ‘Vi vil slås’ – ‘Jeg skal slås i aften’. Han fortsatte attituden et lille minut, men min makker fik ham talt ned, og han drejede fra ved Klosterbakken (sic).

Umiddelbart kan det siges at være den rigtige løsning, for hvorfor skulle to familiefædre involvere sig i slagsmål med 60 kilo tilvandret nullitet. Jeg hader at blive sat i situationen, for der er vel kun tre alternativer. Ingen af dem er attraktive.

1) Vi takker ja til invitationen, og hopper på ham (afbryder bytur, gør os til jaget vildt, juridisk efterspil)
2) Vi tager kampen, og risikerer liv og levned (måske er han bevæbnet med kniv, mulig klan-backup)
3) Vi taler ham fra forehavendet (han finder andre danskere at chikanere, stiver sit ego af)

Oploadet Kl. 00:43 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer
Arkiveret under:


3. februar 2017

Enoch Powell in memoriam (1912-98): Et brev fra Enoch Powell til Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995

Jo mere man lærer om heltene, jo mere fremstår de som almindelige mennesker på godt og ondt. For undertegnede er Winston Churchill den helt store, men jeg er også fascineret af konservative Enoch Powell. Han blev professor som blot 25-årig, fik en flot miltærkarriere under 2. Verdenskrig, og sad fra 1950 til 1987 i parlamentet. I dag er han bedst kendt som manden bag ‘River of Blood’-talen fra 1968, der var tæt på at blive et sofistikeret politisk selvmord.

(Enoch Powell holder Rivers of Blood-talen, Birmingham, 20. april 1968; Mere: Uriasposten, Wikipedia)

For nogle uger siden lagde Peter Neerup Buhl et affotograferet brev online, som han modtog fra selveste Enoch Powell tilbage i 1995. Jeg viste interesse, og han besluttede sig spontant at give mig det i gave. Brevet kommer i glas og ramme på kontoret, og supplerer fint Winston Churchill-busten jeg købte i London tilbage i 2001.

(Enoch Powell, 6. marts 1995)

Enoch Powell, Rivers of Blood (1968)

“A week or two ago I fell into conversation with a constituent, a middle-aged, quite ordinary working man employed in one of our nationalized industries. After a sentence or two about the weather, he suddenly said: ‘If I had the money to go, I wouldn’t stay in this country.’ … ‘In this country in fifteen or twenty years’ time the black man will have the whip hand over the white man.’ I can already hear the chorus of execration. How dare I say such a horrible thing? How dare I stir up trouble and inflame feelings by repeating such a conversation? The answer is that I do not have the right not to do so.

“It almost passes belief that at this moment twenty or thirty additional immigrant children are arriving from overseas in Wolverhampton alone every week – and that means fifteen or twenty additional families of a decade or two hence. Those whom the gods wish to destroy, they first make mad. We must be mad, literally mad, as a nation to be permitting the annual inflow of some 50,000 dependants, who are for the most part the material of the future growth of the immigrant-descended population. It is like watching a nation busily engaged in heaping up its own funeral pyre.

Like the Roman, I seem to see ‘the River Tiber foaming with much blood’. That tragic and intractable phenomenon which we watch with horror on the other side of the Atlantic but which there is interwoven with the history and existence of the States itself, is coming upon us here by our own volition and our own neglect. Indeed, it has all but come. In numerical terms, it will be of American proportions long before the end of the century. Only resolute and urgent action will avert it even now. Whether there will be the public will to demand and obtain that action, I do not know. All I know is that to see, and not to speak, would be the great betrayal.”



19. januar 2017

Århus: Knivdrab foran min gamle billardklub i Bispehaven – sidste dansker slukker lyset

Når jeg med jævne mellemrum forklarer, hvorfor ‘fordomme’ slet ikke er så skidt endda, plejer jeg at fortælle en anekdote om de år hvor jeg havde min daglige gang i Bispehaven. Jeg spillede poolbillard på Ryhavevej, og kom altid gående fra Viborgvej, hvilket betød at jeg ofte skulle fordi macho-arabere der blokerede fortovet ud for et par AEH-butikker. Hvis jeg havde praktiseret en fordomsfri tilgang til araberne, så var ganske givet endt i uføre med mit lidt prangende køetui. Morale: Fordomme er akkumulerede erfaringer. Personlig sikkerhed trumfer humanistiske floskler.

Nuvel. Klubben lukkede for tre uger siden efter flere års økonomiske problemer, og der søges nu efter et alternativ nord for Århus. Her en historie fra Århus Stiftstidende om et knivdrab lige foran den nu lukkede klub – Ung mand død efter knivstikkeri i Aarhus: To mænd efterlyses (Ritzaus Bureau).

“En ung mand er afgået ved døden efter at være blevet stukket med en kniv i det vestlige Aarhus onsdag aften. Manden døde på Aarhus Universitetshospital senere på aftenen. Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov tidligt torsdag morgen. …

Knivstikkeriet fandt sted onsdag omkring klokken 19.30 på Ryhavevej i Aarhus Vest. Vidner har fortalt politiet, at de så to mænd flygte fra stedet.

Den ene beskrives som 18-19 år gammel og af anden etnisk herkomst. … Den anden mand beskrives som værende af anden etnisk herkomst og omkring 155-170 centimeter høj. To andre personer er også sat i forbindelse med knivstikkeriet.”

(Ryhavevej anno 2009: t/v Aarhus Pool & Billard Klub – t/h: Haslehus, gerningssted)

“Jeg er tidligere bestyrelsesmedlem i Bispehavens Billardklub, og kom indtil fornyligt ofte i klubben. Tidligere havde klubben en offentligt poolhall med spilleautomater placeret i stueetagen, men måtte opgive denne del af virksomheden pga. gentagne røverier – heraf et som sendte en ven af mig på hospitalet. Idag består klubben udelukkende af en førstesal med videoovervåget adgang.” (Uriasposten, 20. april 2005)

Oploadet Kl. 13:23 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


31. december 2016

Godt nytår!

Rødvinen er åbnet, og jeg har hverken ekstraordinære billeder eller andet godt at traktere besøgende med. Det må dog være på plads, at sige tak til de mange faste læsere. Uden Jer ville jeg finde noget andet at bruge min fritid på. At opdatere bloggen hver dag året rundt er i sandhed en uriaspost.

2016 var på mange måder bedre år end de foregående, både privat og politisk, men uret tikker, og man skal være naiv for at tro blogposter gør en forskel i et længere perspektiv. Flere og flere undsiger multikulturen, men fire ud af fem danskere stemmer stadig på partier der vil mere af det samme. Jeg ser ikke positivt på fremtiden. Hvis et flertal af danskerne ikke vil et paradigmeskifte, så kommer der ikke et paradigmeskifte.

Nok dystopi for i år. Vi ses i det nye år. I morgen.

(Samson, en tidlig morgen)

Oploadet Kl. 16:55 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer
Arkiveret under:


2. december 2016

Fugle fra matriklen og et brølende monster i skabet, 2. december 2016

I sidste uge knækkede min fodrestation, og jeg har derfor erhvervet mig den kraftigste model på markedet. Den er gravet en meter ned, og holder det ikke, så støber jeg en sokkel. Den er næppe bedre til at lokke sjældne arter til, men nu er der vandskål og fedtblok med insekter. Skønheden er i det enkelte, og skulle det blot give mere af det samme, så er det også okay. Jeg er meget simpel mand, siger fruen i huset. Det er vist positivt ment.

“I much prefer the mundane.” (Courtney Barnett, Avant Gardener, 2013)

Der er dog en markant undtagelse. Som venner vil vide, så trådte jeg mine barnesko i en billardklub, og da poolbordene kom til Danmark i slut-80’erne blev jeg hurtigt en af de bedste. Det er et spil for store ego’er, og den godmodige Kim forvandler sig til et arrogant monster, når først han får sin McDermott i hånden. Jeg er ikke helt i turneringsform, men kan være knivskarp i halve og hele timer. Forleden gik det ud over en tidligere fynsk mester, og der kommer et comeback på et tidspunkt. Monsteret brøler i skabet ,og det lyder lidt som Fast Eddie (Paul Newman), da han slipper ego’et løs mod Minnesota fats (Jackie Gleason) i The Hustler.

“You know, I got a hunch, fat man. I got a hunch it’s me from here on in. One ball, corner pocket. I mean, that ever happen to you? You know, all of a sudden you feel like you can’t miss? ‘Cause I dreamed about this game, fat man. I dreamed about this game every night on the road. Five ball. You know, this is my table, man. I own it.” (Robert Rossen, The Hustler, 1961

(Tuborg 8-ball Open, finale, Sportslørdag, DR1, 9. januar 2000; Screencappet fra VHS-bånd)

Herunder flere billeder taget af førstnævnte.

(Sofa-hunden kan ses på Instagram)

Oploadet Kl. 14:48 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. oktober 2016

Jens-Peter Bonde, tidligere MEP: Alle partier søger ‘EU-bevillinger til til politiske aktiviteter’

Da jeg hentede mine børn i Århus forrige fredag, Morten Messerschmidts EU-sag på både P1 og Radio24syv. Da jeg kørte dem hjem igen onsdag eftermiddag, var sagen stadig ’second to none’, og den er stadig overalt. En sag om svindel med EU-midler skal naturligvis dækkes grundigt, men som liberale Lennart Kiil, så rigtigt pointerer, så er medierne gået i overdrive.

Fra DR Online – EU-veteran om støttesjusk: DF er langt fra de eneste

“Det er naivt at tro, at Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har været lidt for ihærdig med at søge EU-bevillinger til politiske aktiviteter, der har været på kanten af reglerne. Det mener forfatteren og journalisten Jens-Peter Bonde, der selv sad i Europaparlamentet i 29 år, inden han trak sig tilbage i 2008.

– Jeg har læst listen igennem, og der er ikke én af de udgifter på den liste, som man ikke også ville kunne finde på andre danske partiers liste.

(Manneken Pis, Bruxelles; Se evt. Uriasposten, 9. november 2012: En tur til Bruxelles…)

Min bedre halvdel om sagen på TV2 Fyn.

“Nu viser det sig, at fynskvalgte Pernille Bendixen i december 2014 deltog i et medietræningskursus betalt af MELD-midler. Prisen for kurset løb op i knap 88.000 kr. Et beløb som Dank Folkeparti nu betaler tilbage.

– Jeg er dybt forarget, og jeg føler mig kuppet. Hvis man skal have så lemfældig omgang med offentlige midler, så ville jeg have vidst det, så jeg kunne have sagt nej til arrangementet, siger Pernille Bendixen til TV 2/Fyn. …

– Jeg føler, at vi, der deltog, er blevet snydt. Jeg havde ikke overhovedet overvejet, at Meld kunne have betalt det arrangement. Jeg er dybt rystet og forarget over det. Jeg er vred, og det får de også at vide i ledelsen af partiet, når jeg får mulighed for det, siger Pernille Bendixen.”

Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


22. oktober 2016

Undertegnede i Weekendavisen om Redox: “Hvad de mener om noget, er tæt på at være irrelevant.”

Søren K. Villemoes præsenterer i seneste udgave af Weekendavisen tre mediekritiske online-medier fra højre flanke. Omtalt er Jeppe Juhls Newspeak Networks, Den Korte Avis og nærværende blog. Intet vil være nyt for faste læsere, men det skal dog med i de evige annaler – Journalistisk højrekorrektiv (ikke online).

“Flere små online-medier på højrefløjen tager i disse år kampen op mod kulturradikalismens dominans i den danske medieverden. Weekendavisen har kigget på tre af dem. …

Et andet højreorienteret online-medie er Uriasposten. Her har den historieuddannede blogger Kim Møller siden 2003 trofast og utrætteligt holdt øje med den venstredrejede medieelites apologetiske sløring af masseindvandringens konsekvenser.

Nærmest dagligt har han opdateret sin blog med uddrag fra artikler og fjernsynsudsendelser, hvor han har noteret sig en manipulerende, venstreorienteret bias. Han har også fulgt venstreradikale demonstrationer, fotograferet og delt oplysninger om navngivne aktivister gennem årene. Det førte blandt andet til, at han i 2010 blev overfaldet, slået og sparket, da han tog billeder af en demonstration under titlen Good Night White Pride i Aarhus.

Episoden demonstrerede, at han er en foragtet skikkelse på den yderste venstrefløj. I 2013 var fire personer i kredsen omkring Researchkollektivet Redox tiltalt for hacking mod personer med tilknytning til det højrenationale miljø (samt for hærværk, grov vold og forsøg på grov vold). Under retssagen kom det ifølge BT frem, at de tiltalte i flere døgn havde overvåget Kim Møller og opsøgt ham på hans hjemmeadresse. I dag beskriver Redox Kim Møller som ‘den ubetinget vigtigste figur i den nationalkonservative bevægelse’. Det kan Kim Møller ikke tage seriøst. ‘Hvad de mener om noget, er tæt på at være irrelevant,’ siger han om omtalen. Han forklarer, at Uriasposten blev født som et korrektiv.

‘Udgangspunktet var helt fra starten mediekritikken. At imødegå den journalistiske ubalance med modsatrettet dokumentation og hårde facts,’ forklarer Møller.

‘Jeg hørte meget P1 og blev dagligt forulempet af tidligere kommunister, der analyserede alt gennem et marxistisk filter. Nationalkonservative var for den gennemsnitlige journalist nazister, der endnu ikke var afsløret.’ Bloggens fokus var fra starten det, Kim Møller kalder De tre I’er: Indvandring, Islam og Integration. Det afspejler sig tydeligt ved et enkelt besøg en onsdag aften. Et udpluk: dokumentation af muslimer, der på Facebook forsøger at arrangere deres datter i et ægteskab. Et Glistrup-citat om muhamedanismen i Indonesien fra 1990erne holder stadig stik. 68er-mediebias afsløret igen: DR citerer netop afdøde Trille for, at hun ikke var ’særlig politisk’.

Selv om Kim Møller er uddannet historiker, har han arbejdet ti år hos COOP Logistik i Aarhus og har nu et tilsvarende job på Fyn, hvor han bor. Tidligere i år valgte han at stoppe med Uriasposten, opsige sit job og i stedet arbejde fuldtid som blogger. Planen var, at han skulle redigere den danske aflægger af den norske hjemmeside Document. Den har siden 2003 været kørt af nordmanden Hans Rustad, der er kendt for at være nogenlunde lige så kritisk over for islam, som han er venlig over for Israel. Han er ligesom Møller national-og kulturkonservativ.

Planen gik i vasken. Efter ganske få uger ophørte samarbejdet. Og hjemmesiden er i dag redigeret af Nye Borgerliges Aia Fog. Ifølge Møller var der ingen personlige uoverensstemmelser. Documents stil havde blot for meget avis-format til hans smag med for meget fokus på terror i udlandet. Han interesserer sig mest for Danmark. Møller fortæller, at Uriasposten i dag har mellem 5000-6000 unikke hits om dagen. Her finder man dog ingen kattevideoer. I stedet er der mange billeder af fugle. Kim Møller er også fritidsornitolog.”

Oploadet Kl. 15:05 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper