14. januar 2015

En tur til Pegida Dresden: Gennemsnitlige tyskere demonstrerede imod det semi-totalitære konsensus

Det blev en lang og lærerig tur til Dresden. Programmet var hårdt, grænsende til det urealistiske. Hvor Snaphanen & Co. lavede en længere hyggelig tur Berlin/Dresden via Gedser-Rostock, så tog jeg initiativet til en minibus med start fra København. Vi kørte hårdt uden spisepause af nogen art, og uden en rutineret chauffør der kunne holde farten, havde vi misset demonstrationen med et par timer. Som jeg skrev på Twitter, så stod GPS’en på ankomsttidspunkt 18.30, da vi nærmede os Dresden.

Undervejs forsøgte jeg at koordinere et møde med TV2-korrespondenten Uffe Dreesen, og næsten mirakuløst fandt vi hinanden på den fyldte plads før ‘spaziergangen’. Det blev til et nogenlunde indslag i 22-Nyhederne.

(‘Dänemark grüsst Pegida’ i TV2 Nyhederne, 12. januar 2015)

Der var spækket med mennesker på pladsen, og vi opgav hurtigt at finde Snaphanerne. Team Urias blev hurtigt delt, og vi var således ikke samlet på noget tidspunkt under optoget. Banneren vakte opsigt. På et tidspunkt klappede omkring 100 tyskere spontant i vores retning. Vi faldt i snak med flere.

Jeg deltager normalt ikke i demonstrationer, men det her var den rigtige undtagelse. Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

At holde det hjemmelavede banner, et lille Dannebrog, og samtidig være en del af optoget gjorde det svært at fotografere. Det var mørkt, og umuligt at danne sig et overblik, men på sin vis afspejler billederne min oplevelse.

(Uwe Max med det kejserlige overskæg interviewes til russisk tv, som tysker)

“Das Maas ist voll” (reference til justitsminister Heiko Maas)

“Asyl ja, Missbrauch nein”

Einwanderung zum Ausgleich des Geburtendefizits? Nein. Familienpolitik muss auf Prüfstand, geschiedene Väter werden benachteiligt”

(Islamisk Stat er et USA-produkt)

(Folkeopstanden i 1953, Murens fald i 1989 og Pegida 2014-15)

(Farverig Pegida-flag med fredssymbol)

(Rockerlignende type inkl. ‘malteserkors’ og fredsdue)

(USA og Israel er problemet)

(Klistermærke for Nationaldemokratische Partei Deutschlands efter demo)

Som jeg tidligere har skrevet, så er Pegida’s Positionspapir noget vagt, og på ingen måde skarpt nok i forhold til de udfordringer indvandringen og islamiseringen giver aftenlandene, og jeg vil egentligt kalde Pegida mere folkeligt end egentligt højreorienteret. En del bannere handlede om indvandring, men det var ført og fremmest en demonstration mod korrumperende magt. Der var en svag overvægt af mænd, men stor aldersspredning. Masser af ældre tyskere, men også en del unge – flere med piercinger og en mere eller mindre gennemført EMO-stil. Vi diskuterede længe indtrykkene, og det er svært at sætte ord på. Det var en broget flok, og hvis den her gruppe kan frames af medierne som værende ‘nazistisk’, så er demokratiets vagthund blevet en logrende puddel, en skødehund for EU-kraterne.

Demonstrationen var først og fremmest anti-totalitær, og hvor parolen ‘Wir sind das Volk’ giver associationer til Murens fald i 1989, så blev det typisk kombineret med 1953. En henvisning til Folkeopstanden 17. juni 1953, hvor planøkonomiens proletariat strejkede, og samlede sig på centrale pladser overalt i DDR, ikke mindst i Dresden. Hæren slog opstanden ned, flere hundrede døde, og soldater blev sågar henrettet for at have nægtet at skyde på folket. DDR var ikke folket, og Merkels multikulturelle Europa er ikke Dresden.

(Mindesmærke for ‘Volksaufstand des 17. Juni’ – Sovjetiske T-34 kampvogne mod Dresdenborgere)

Medierne forsøger at gøre det til et paradoks, at man demonstrerer mod Islam i Dresden, men det er lidt søgt, for demonstrationerne er først og fremmest et opgør med dem der lader en ikke-ønsket udvikling ske, ikke mod Islam som sådan, og slet ikke muslimerne. Der er 6-7 procent indvandrere i Dresden, men meget få muslimer, og tirsdag formiddag konstaterede vi ved selsvsyn, at der herskede en behagelig monokulturel stemning i gaderne.

At opgøret mod ‘Mutter Multikulti’ sker i det tidligere Østtyskland er ikke tilfældigt. Kommunismen er ikke glemt, og folk er ikke lullet i søvn af billige plusord. Dem fik de nok af i DDR-tiden. Som dansk nationalkonservativ er det selvfølgelig ærgeligt, at Pegida-fænomenet ikke er målrettet indvandring/Islam, men kravet om reel folkestyre kan man kun støtte. Hvem kan være imod folkeafstemninger om væsentlige emner?

Jeg kan tage fejl, men det virkede også som om dresdenerne er påvirket af særlige omstændigheder. Churchill sønderbombede Dresden kort før krigens afslutning, og herefter blev landet underlagt Stalins regimente. Ingen konstruktiv Marshallhjælp, blot Den Røde Hær og virkelighedsfjerne 5-årsplaner. For mange symboliserede Merkel vestmagterne, og jeg fornemmede desværre, at det også var socialister der demonstrerede. De er selvfølgelig også en del af folket, men det er også med til at udvande udgangspunktet. At krydre antipatien for Merkels EU med slet skjult Putin-fascination er lige en tand for overfladisk. Fred er selvfølgelig godt, men isolationisme er ikke altid det rigtige.

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

(‘Gegen die Heimat’, selvhadsk venstrefløj i koncentrat)

(System-propaganda: ‘Refugees welcome’, ‘Kein mensch ist illegal’ o.l.)

(‘… Dresden bekennt Farbe’)

Såvidt Pegida Dresden. Efter demonstrationen tjekkede vi ind på hotellet, og forsøgte at finde et restaurant. Det lykkedes ikke, så det blev til fastfood og øl på et par beværtninger i midtbyen. Team Urias var hårdt ramt af køreturen, og holdt ikke længe. Vi aftalte at mødes tidligt næste morgen, så der var tid til lidt sightseeing – og det blev helt fantastisk. Klar himmel, 12-14 grader og gå-afstand til monumentale bygninger, tæt ved Elben som tog sig smukt ud. Tiden løb fra os, og vi kom lidt senere afsted.

Vi tog den med ro på hjemvejen, og snakkede om alt fra arkitektur (Barok, Jugend, Skønvirke) til lødig litteratur der bekræftede det kulturkonservative standpunkt, eksempelvis War Before Civilization: The Myth of the Peaceful Savage af Lawrence H. Keeley. Over-historienørden brugte tirsdag formiddag på at købe bøger om alt fra revolution, mediekritik, høj-arabisk, ja, selv et kort Det Hellige Land blev det til. Som co-driver var han ikke til megen hjælp. Da vi kørte over Ejderen pointerede jeg svagt, at det rart at være hjemme igen, hvorefter han med skolemester-stemmen præciserede at vi skam først var ved grænsen om 200 meter. Hyggesnak aldrig med højrenørder, de drukner dig i fodnoter.

(Undertegnede fotograferet af co-driveren med mobiltelefon)

Sulten trængte sig på, og vi aftalte at afslutte med et solidt kro-måltid på en restaurant i Slesvig. Det var lige som det skulle være, altså bortset fra et jeg blev fotograferet med en skål salat. Det var naturligvis et opstillet foto. Tidligere på dagen blev jeg mobbet over de indkøbte økologiske bananer. My bad, men altså, lad den der er ren kaste den første sten. Efter måltidet tog vi en lille gåtur i de besatte områder, og snakkede lidt om Istedløven.

Det var tidlig morgen før bilen var tømt, og den sidste kom i seng. Herunder en række billeder fra de turen. For flere billeder og en mindre personlig tilgang henviser jeg til Snaphanen: I, II.

(Mindeskilt ved Kreuzkirchen: Dresdner Revolutionsweg 1989, ‘Wir sind das vold’)

(Danske julemærker i Dresden by)

(Uwe Max’ anarkistiske sindelag fornægter sig ikke)



12. januar 2015

Uriasposten på farten: Pegida’s ’12. Grosser Abendspaziergang’, Dresden, 12. januar 2015

Jeg er på vej til Pegida’s ’12. Grosser Abendspaziergang’ i Dresden. Ingen opdateringer her på siden før onsdag, men i mangel af bedre alternativer, oploader jeg et par stemningsbilleder til Twitter.


Oploadet Kl. 08:12 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Arkiveret under:


31. december 2014

Godt nytår!

Så blev det nytår, og tid til at se det hele lidt oppefra. Personligt var det et hårdt år, og det har i perioder været næsten umuligt at holde Uriasposten kørende ved siden af fuldtidsjob, og et nogenlunde almindeligt familieliv. Skelsættende for mit vedkommende, var en tidlig morgen i foråret, da jeg en sen nattetime faldt i søvn på motorvejen. Vågnede op med kurs direkte mod et flette-skilt, og kun en hurtig manøvre – højre om skiltet med 90-95 km i timen, gjorde at jeg slap med chokket. Siden har jeg sovet mere, og kørt lidt mindre.

Efter flere års dødvande rent politisk, kan der spores fremgang. Morten Messerschmidt slog alle rekorder ved EP-valget, Dansk Folkeparti har etableret sig som ‘second to none’ i dansk politik, og måske mere væsentligt – der tegner sig konturene af en fælles-europæisk trend. Vi har set folkelige demonstrationer i Frankrig, Italien, og med PEGIDA, også i Tyskland.

Jeg tror ikke på massedemonstrationer i Danmark for nuværende, og der er noget der tyder på at et kulturkonservativt oprør mod kæde-indvandring og multikultur, vil starte i lande der ikke er helt så hårdt ramt af den kulturelle nihilisme der klistrer til velfærdsstaten. Det fungerer i Dresden, og selvom der er langt til det tidligere Østtyskland, så har jeg planlagt at deltage i demonstrationen mandag d. 12. januar.

Paradoksalt nok, så erstatter turen til Dresden en længe overvejet tur til England senere på måneden. Den 24. januar er det nøjagtig 50 år siden Winston Churchill døde, og det er bestemt en pilgrimsrejse værd. Hvis der arrangeres noget officielt senere på året, så tager jeg et billig-fly. Chartwell revisited.

En nystartet dansk udgave af PEGIDA har på Facebook annonceret en ‘spadseretur mod ekstrem Islam‘ i Kongens Have, den 19. januar Kl. 18.00. Samtidig demonstreres i Århus ved Den Gamle By. Initiativtagerne frabeder sig deltagere iført militaristiske symboler eller andet der markerer tilknytning til kendte organisationer. Det kan jeg kun bifalde. Sagen er vigtigere end kulørte trøjer.

Slutteligt kan jeg afsløre, at den anden årlige Mosbjerg Folkefest afholdes lørdag den 4. juli, og jeg tør godt love, at det bliver årets oplevelse. Sæt kryds i kalenderen, og se frem til at en lang dag blandt ligesindede.

Uriasposten ville være en skygge af sig selv, hvis ikke jeg fik hjælp udefra, og I kære læsere, bliver bedre og bedre. Det betyder desværre også, at jeg ofte ikke får svaret venligt på forespørgsler, tips og bidrag. Tak til dem jeg ikke fik svaret. Uden Jer alle, ingen Uriasposten.

Fra hjertet. Godt nytår!

(Undertegnede på Kongeskibet Dannebrog, Odense Havn, 19. juni 2014)

Oploadet Kl. 16:03 af Kim Møller — Direkte link89 kommentarer
Arkiveret under:


23. oktober 2014

Sidste rapport fra Langeland: Nydelig købstad, Til salg-skilte, asylansøgere og billedskønne skægmejser

Jeg har haft et par afslappende uger på Langeland, men i morgen er det slut. De senere dage har jeg turet Ristinge havn og hale, Tryggelev nor, Nørreballe nor samt sydlige lokaliteter i og omkring Keldsnor. Naturen er skøn, men det er også lidt trist. I Humble hvor jeg købte den ferie-afsluttende rødvin, er hver anden butik lukket, og øen er tapeseret med Til salg-skilte. Udover Rudkøbing der stadig ligner en pulserende 1800-tals købstad, og lidt liv i småbyerne Tullebølle og Humble, er der kun enkelte butikker på øen.

I det lys kan jeg godt forstå Langelands Kommune ikke har noget imod asylcentre. Det ses rundt omkring. Hver anden cyklende på øen er tydeligvis født i et andet land. En del venter på bussen, en enkelt gang har jeg sågar set en decideret ‘Asylbus’ (Asylcenter Holmegaard). Et par gange har jeg set større grupper asylansøgere i Superbrugsen Rudkøbing, og det vakte lidt opsigt da et par afrikanere – måske mor og bedstemor – var i håndgemæng over hvorvidt de skulle købe en større Lego-pakke. I dag så jeg en cyklende afrikaner med et meget synligt kors om halsen. Selvfølgelig vil asylcentrene påvirke øen, men asylansøgerne er der kun kort tid, og ghetto-problematikken bliver aldrig Langelands.

Ornitologisk set kunne det godt have været bedre. Jeg har set en masse fugle, men er ikke kommet tæt på de mest spændende arter. Ringmærkerne ved Keldsnor har venligt fremvist småfugle såsom Gærdesmutte, Rørsanger, Træløber og Fuglekonge, men ugens højde er uden tvivl dagens Skægmejser. Der blev ringmærket en hel del i dag, og jeg valgte derfor at placere mig ved sivene 100 meter fra ringmærkningsområdet. Skægmejser ‘plirrer’ på en særlig måde, og der gik ikke længe før jeg fik en lille flok på skudhold. De var kun synlige da de skiftede placering, og blev mindre og mindre aktive.

Jeg var ved at opgive, men fulgte et par, der belønnede mig for tålmodigheden. Jeg skød 10-20 billeder med manuel fokus på ligeså mange sekunder, og så var de videre. Det ene blev nogenlunde, og så har jeg faktisk ikke engang været uheldig.

(Fuglekonge, Keldsnor fuglestation)

(Admiral på fugletårn, Gulstav mose)

(Sortkrage, Ristinge havn)

(Brombærspinder, Ristinge havn)

(Marstal Værft fotograferet fra Ristinge hale)

(Mark ved Kædeby/Lindelse)

(Mark ved Kædeby/Lindelse)

Oploadet Kl. 20:36 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


21. oktober 2014

Endnu mere Langeland: “Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi, Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki'”

Endnu en regnvejsdag på Langeland, og hvis du vil se en bloggende jyde i kongeblå gummistøvler, så er det nu. Jeg hører en del radio, og med en bogaktuel Jesper Tynell (Irak-krigens begrundelse…) er P1 udelukket. Den første stund med Radio24syv inkluderede et interview med samme, og så var stilen ligesom lagt. Jeg blev blandt andet forulempet med et indslag om en russisk ‘Miss Hitler’-konkurrence, der blev afsluttet med en modstilling af ‘frihedssøgende’ og ‘højreekstremisme’. Eks-kommunisten Putin repræsenterede (i lighed med nationalsocialisme) højreorienterethed.

Herefter var der Reporterne, hvor et af dagens gennemgående emner var hvorvidt en kvindelig hjemmeplejer fra Frederikshavn skulle fyres på grund af en racistisk kommentar om muslimer på Facebook. Den ene vært fortalte sidst i programmet, at han stemte på Morten Messerschmidt til EP-valget, men selvom debatten ofte er mere nuanceret end den tilsvarende på P1, så er det venstrefløjens kampe der udkæmpes. Med eller uden en stemme på Dansk Folkeparti. Det mest borgerlige man kan gøre med sin radio er at slukke den.

(Admiral på nælde, Dovns klint)

Jeg har i nogle dage forsøgt at komme på skudhold af Sortkrage og Kvækerfinke, men det er småt med det ornitologiske og jeg har måtte supplere med et besøg hos ringmærkerne på Keldsnor fuglestation. Her er der de senere dage blevet ringmærket spændende arter såsom Pungmejse, Skægmejse og Ringdrossel. Da jeg var der så jeg Jernspurv, Blåmejse og Gærdesmutte. Ikke dårligt, men eneste nye art under opholdet har været en forbiflyvende (mørkbuget) Knortegås i Botofte.

(Gærdesmutte, Keldsnor)

(Mørkbuget knortegås, Botofte)

(Tårnfalk, Gulstav mose)

Kaffen købes på den sydgående landevejs ‘Nordenbro Kontantforretning’, der i al sin enkelthed både er iskiosk, bager og antikvitetshandel. Trods navnet tager de også betalingskort. I Rudkøbing har jeg blandt andet besøgt Tingstedet, en 1700-tals købmandsgård fyldt med antikviteter. Jeg købte en bog om Langelandsbanen, øens jernbane 1911-62, og hvis det ikke klarer op, så har jeg i det mindste lidt læsestof.

Fra beskrivelsen af den officielle indvielse en efterårsdag for lidt over hundrede år siden.

“Konsessionsudvalgets formand og nyslået Ridder af Dannebro, proprietær I. A. Hansen Tjørnebjerg Gård åbnede de officielle talers række med en tale for Kongen: “Det er en særlig festdag for os. Den er ganske vist ikke nået uden kamp, men vi håber, at banen vil bringe os, hvad vi venter af den Mange slutter sig til os i dag i dette ønske, men der er dog et særligt hjerte, som slutter sig til vore håb og ønsker, og det er Hans Majestæt Kongens. Vi håber, han må opleve mange fredens år. ‘Kongen leve’. Derefter spillede orkestret ‘Kong Christian’, og alle rejste sig ærbødigt. I aftenens forløb blev nedenstående sang, med stolthed i stemmerne, sunget af de mange feststemte deltagere.

Hos Digteren lued’ Begejstringens Ild
Den Gang han paa Langeland landet:
De skønneste Roser, de fedeste Sild …

Hvad nytter det, Rosen i verden blev sat,
Hvis ej den blev taget til eje
Når Grenen laa ensom i Havet forladt
Langt bort fra tiltraadte Veje
Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi
Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki’

(Ulla Arndt Madsen, Langelandsbanen, 2011. S. 23)

(Nordenbro Kontantforretning, Nordenbro)

(Dannesbogaard, Herslev)

(Til salg-skilt ved Asylcenter Holmegaard, Bagenkop)

Oploadet Kl. 21:13 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


20. oktober 2014

Mere Langeland: “Gør dit bedste broder. Hold folkene sammen. At de ærligt forsvarer deres fædreland”

Det blev fredag, og et par af bloggosfærens anonyme eksistenser kom til efterårsdomicilet på Langeland. Det startede med lidt hurtig mad, en solid omgang stærkøl (herunder Ørbæk Bryghus’ Nyborg Kongebryg) og en flaske Ripasso. Der blev også drukket lidt Heineken, men den røde stjerne bag på dåsen gav den en grim bismag.

Vi var tidlige oppe lørdag, og efter den obligatoriske bacon, var det tid til en ekskursion på det nordlige Langeland.

Vi skulle se dysser, og lagde vejen forbi nogle stykker. En Rød fluesvamp stod flot ved langdyssen Ringelshøj (ved Tullebølle).

Det var oplagt at besøge Tranekær og lørdagens landsbymarked. Det var småt med bøger, men der var alligevel interessante lopper. En svensk forfattet bog om en rask drengs oprør mod sine forældres ‘lidt halvhjertede socialistiske indstilling’, hævede øjenbrynene, men ikke købt. De andre drak lidt af Fru Grøns hjemmebrændt.

Min trofaste researcher købte et indrammet portræt af Kaj Munk, og jeg erhvervede tre tomme sodavandsflasker, heraf en Carlsberg med det forkætrede ‘svastika’ (udgik 1940).

Der var en del folk på gaden, men byen var tydeligvis på retræte. Rådhuset var lukket, og den prægtige skolebygning fra år 1800 var i forfald. Jeg så ingen traner i Tranekær udover den i byvåbenet, men det er slet ikke utænkeligt. De trækker over Langeland, og kunne fint raste på markederne omkring byen.

Tranekær slot stod flot i landskabet, men slotsparken var lidt af en skuffelse. Broen til det Disney-agtige slot endte i ufremkommelig tjørn, lidt som multikulturen. Årstiden er ikke den bedste til skovvandring, men godt for svampene. Her en Skade-blækhat.

Efter et hurtigt kik på Tranekær slotsmølle, forsøgte vi at finde Andemosen, og mindestenen for Vincents Steensen, en lokal godssejer der faldt i et af Svenskekrigenes mange slag den 7. februar 1659. Angriberne blev besejret, men måneden efter måtte øen kapitulere. Det tilgængelige kortmateriale var ikke til megen hjælp, og først da vi spurgte på godset kom vi videre. Mindestenen lå på deres grund, men hvis vi parkerede kunne vi godt få lov til at gå ud mod kysten og se stenen. Den stod flot, trukket tilbage fra stranden. Historiens vingesus uden et licensfinansieret filter.

“Et stykke nord for Stoense går vejen til til herregården Steensgård, oprindelig Krogagergård, der har været i samme slægts eje i snart 400 år… Blandt disse mange Steen’ser var også Vincents Steensen, landsdommer og Langelands forsvarer mod svenskerne; da Wrangel 1659 angreb ved Andemose på Steensgårds jorde, red han straks imod dem med sine folk. Angrebet blev afslået, men Vincents Steensen var blevet dødeligt såret. Til Oberstløjtnanten råbte han: ‘Ak, broder jeg er skudt, jeg må dø, gør blot dit bedste og hold folkene sammen, at de ikke viger fra hverandre, men ærligt forsvarer deres fædreland.'” (Johan Hvidtfeldt, Langeland. Det fynske Øhav, Turistårbogen, 1970, s. 134)

“17.2.1659 førte den svenske rigsadmiral og feltmarskal K. G. Wrangel personlig et stort anlagt, af krigsskibe beskyttet angreb mod øen og forsøgte landgang på østsiden ud for Steensgård. S. var i embedsforretninger i Rudkøbing og fik ilbud om angrebet; han hastede hjem, og uden at gå ind i huset bevæbnede han sig, fik en frisk hest og skyndte sig til landgangsstedet hvor han sammen med Bernebach førte soldatesken og bønderkompagnierne til angreb, selv med pistol i hånden. Herunder blev han truffet af et kardæskskud; blødende af 20 sår sank han af hesten idet han opfordrede sine kampfæller til fortsat angreb. Han blev lagt på en vogn og ført op til sin gård hvor han døde samme aften.” (Wikipedia)

“Her afsloges svenskernes angreb 7 og 8 febr. 1659
Og her gav Landsdommer Vincens Steensen
og mange andre deres liv
Gør dit bedste broder
Hold folkene sammen
At de ærligt forsvarer deres fædreland
(Mindesten ved Andemose, 1909)

Godt trætte kom vi hjem, og efter endnu et forrygende måltid (med Barolo) blev der tændt op i brændeovnen, mens desserten blev fortæret. En nordvest-fynsk eks-blogger fik tåre i øjnene over det røde snackpeber, men han ved som de fleste, at smerte er svaghed der forlader kroppen.

Planen for søndag var det sydlige Langeland, men det druknede i regn. Vi så blandt andet en jættestue ved Søgård, Dovns klint, Bagenkop havn og de for øen så karakteristiske hatbakker. Af indlysende årsager valgte vi at tilbringe nogle timer på Skovsgård gods hvor Danmarks Naturfredningsforening er involveret i et større museumsprojekt.

Her så vi blandt andet Tyendemuseet og Vognmuseet. Masser af gode motiver fra en svunden tid.

I caféen drak vi lidt ‘økologisk Havtorn’, mens regnen haglede ned over slottets voldgrav. Det smagte lidt af appelsinjuice, men jeg vænner mig aldrig til ‘Det røde Ø’.

I løbet af dagen havde vi forsøgt at finde et åbent spisested, og det lykkedes i Kædeby, hvor der i den tidligere stationsbygning blev serveret traditionel kromad i velvoksne portioner. Lidt surrealistisk at selvsamme landsby for 15 år siden var i centrum for internationale socialisters aktioner mod lokale nationalsocialister.

Jeg er alene i huset de kommende dage, og håber vejret klarer lidt op. Lidt regnvejr gør intet, men alle har en grænse. Min går ved Øresund.

Oploadet Kl. 01:20 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


15. oktober 2014

Tullebølle, Langeland, efterårsferien 2014

Vejret har ikke ligefrem været fremragende de første dage i min ferie, men drengene hygger sig indendørs med Matador og Minecraft. Med jævne mellemrum tvinger jeg dem udendørs, men det er svært er finde argumenter, når nu det drypregner det meste af dagen. Dagens højdepunkt er indkøbsturen til Rudkøbing, og når banden ikke stjæler min mobile netforbindelse, så arbejder jeg lidt på min Wordfeud-rating. Kæresten passer sit job i Odense, så ja – jeg keder mig lidt.

Det første man bemærker når man kommer til Langeland er de mange ‘Til salg’-skilte i vejkanten. Langeland har rigeligt med asylcentre, men det er jo nok et generelt udkantsproblem. Billige huse, masser af plads – og uspoleret natur. Her kunne jeg godt blive gammel.

Vilkårene for fotografering har ikke været optimale, så betragt denne post som en stemningsrapport. Her et view fra Rifbjerg strand (et par kilometer fra Klavsebølle, pun intended), hvor der var masser af småfugle, dog mest almindeligheder såsom Skovspurve og Gråspurve. Herunder sidstnævnte.

Der er masser af overflyvende fugle, og på markerne er der flokke af Bogfinker/Kvækerfinker. På den første tur i skoven så flere Fasaner, og en jagende Blå Kærhøg. Mens drengene legede med halmballer forsøgte jeg at tusmørke-fotografere en nærgående flagermus. Resultatet imponerer ingen.

Bortset fra Gråspurve, Skovskader og en enkelt Fasan, er det småt med fuglelivet i haven. Naboen, der selv er amatør-ornitolog, har derfor mere liv på matriklen. Ved fodringscentralen så jeg på få minutter Gærdesmutte, Blåmejse, Musvit. Herunder Skovspurve, Grønirisk, Bogfinke, Tyrkerdue og Stor flagspætte.

Naboen fortalte blandt andet, at Fuglekonge ofte sås i området. Jeg holdt lidt øje med granerne, og dagen efter lykkedes det. To styk. Svære at fotografere, men egentlig ikke særligt sky. Jeg håber at støde på dem igen en af de kommende dage.

Oploadet Kl. 20:25 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


1. oktober 2014

Et møde med Niddal fra Elstedhøj…

For nogle uger siden læste jeg en kronik af en Niddal El-Jabri i Information. Et klassisk Pia K-bashende læserbrev, med en personligt tvist.

Jeg er vokset op i Lystrup nord for Aarhus, mere præcist white trash-kvarteret Elstedhøj. Blandt mine barndomsvenner var Ronny Morgenhår, Tomos Kent og Fede Henrik. De var lidt bedre end jeg til at lave sjov i gaden.

Der var også Lystrups hårde kerne, lidt ældre end jeg, Knallert Mike, Ray, Jackie osv. Når jeg hører om utilpassede unge med anden etnisk baggrund, der generer lokalsamfundet, begår hærværk, tyveri og så videre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det var præcis det samme lort, jeg var vidne til i Lystrup. Gerningsmændene var bare hvide, og man hørte aldrig noget om dem i medierne.

Lystrup husede også de gamle rockere Nordstjernen. De var vokset fra drengestreger, men en gang hvert andet år gik de amok med bodegaskyderier ved højlys dag. Det var også utrygt. Endelig var der nogle gamle vikingeagtige typer, der havde lagt alt lortet bag sig. To af dem, Pepsi og Stekker, tog mig under deres vinger. Jeg havde netop mistet min far til kræften, og i en tid, hvor det var nemt at falde for gruppepres, gav de mig noget at gå op i: et ‘fitnesscenter’ – eller lad os bare kalde det et jernrum, de havde skabt i kælderen i den opgang, hvor jeg boede.”

Jeg er selv opvokset i Lystrup, ligeledes i Elstedhøj, genkender flere af navnene, men husker ingen araber. Lidt for sjov, skrev jeg til Niddal på Facebook, at jeg er opvokset samme sted, men at jeg i øvrigt er helt uenig med ham i forhold til Islam og multikulturen. Vi skrev lidt sammen, og besluttede os for at mødes, og tale lidt om gamle dage.

Først et par ord om Lystrup. Jeg boede 50-60 meter fra omtalte træningscenter, kendte Stekker-brødrene, bøllerne og flere af rockerne ved navn. Niddal var formentligt tættere på den hårde kerne. Jeg husker vilde slagsmål omkring billardbordet på ‘Moppelappen’ og i Bistroen (i dag pizzaria), men udover enkeltstående episoder ved halfesterne ved Lystrup-Hallen, foregik det for mit vedkommende mest i tilskuerens rolle. Lystrup blev kaldt ‘Gun City’, Bandidos-associerede Demons (og Diablo) huserede i fæstningen ved Møgelgårdsvej, og kæmpede i årevis med HA-associerede Nordstjernen. Piraterne fra Randers var ofte på venskabeligt visit.

(Niddal og undertegnede, Århus, 26. september 2014)

Nuvel. Niddal og undertegnede mødtes i fredags på en kaffebar i det indre Århus. Han pointerede indledningsvis, at intet jeg kunne sige, ville få ham til at forlade stedet, og han gjorde i det hele taget et godt indtryk med sit noget nær perfekte dansk. Vi skulle have talt om Elstedhøj-tiden, men han er lidt yngre end undertegnede, og har vel kun været 10-12 år, da Århus trak mig væk fra ghettoen. Vi kendte de samme, men lidt langt ude.

Han mente at det ville være sundt for mig at møde en muslim, og blev noget overrasket, da jeg fortalte, at jeg faktisk havde daglig kontakt med muslimer, hovedsageligt tyrkere, og i øvrigt var åben om mit blogvirke. Slet skjult screenede jeg ham med spørgsmål relateret til Islam, og han slap godt fra det meste. Han havde eksempelvis intet problem med Muhammed-tegningerne.

Selvom Niddal er palæstinenser, så havde vi alligevel en hel del til fælles, og fraværet af islamisk subkultur i hvide Lystrup har uden tvivl præget ham positivt i integrationsmæssig henseende. Her var ingen macho-attitude, og når han fortæller, at han selv valgte (tørklædeklædte) Natasha, så er jeg ikke i tvivl om oprigtigheden. Vi blev ikke enige i det væsentlige, men han anerkendte min ærlighed, og er hermed langt foran velmenende kulturradikale. Jeg pointerede, at min afklarethed, gjorde det nemmere at bevare en distance til tingene. Det er en fordom, at antipati for Islam nødvendigvis medfører et had mod den enkelte muslim.

Han kritiserede Uriasposten for at mangle nuancer i forhold til Islam og muslimer, og fik det vante svar. At vi lever i et land der efter tyve års debat, ikke engang har politisk vilje til at udvise rigets fjender. Det der er brug for, er således ikke finere nuancer, men en knytnæve i flæsket på den politiske korrekthed. Niddals præmisser var ikke mine. Han erkendte, at der var problemer med integrationen, men mente det var overdrevet, og meget kun blev et emne fordi højrefløjen tematiserede det. Hvis muslimske kvinder ikke vil give hånd til mænd, så var det eksempelvis ikke et større problem. Jeg gav ham ret i at vi ofte diskuterede symptomer, men fastholdt en ‘skik følge eller land fly’-tilgang. Danskerne skal være her, muslimerne kan være her – og uanset hvad, så er vores ‘sikkerhed’ vigtigere end deres. Han havde stor sympati for Rasmus Brygger…

Niddal er ikke særlig religiøs, kom sjældent i moské, og det var ikke svært at holde en venskabelig tone. Hård udveksling kom først da vi diskuterede Israel-palæstina. Som palæstinenser havde han mere i klemme end undertegnede, men selvom hans personlige historier bestemt gjorde indtryk, så var argumentationen helt klassisk. Israel er den stærke part i konflikten, og kan kun få fred, hvis de gør palæstinenserne tilfredse, så opbakningen til Hamas forsvinder. Så naive er israelerne trods alt ikke. Flere gange måtte jeg påpege det indlysende: At krige har uskyldige ofre.

Jeg foreslog, lidt polemisk, at palæstinenserne skulle få det bedste ud af situationen, og ligesom Danmark acceptere, at hævd har gjort Skåne svensk. Det faldt ikke i god jord, og han mente ligefrem de mange FN-resolutioner mod Israel var en konsekvens af Israels ageren, mere end arabiske landes hetz mod regionens velfungerende undtagelse. Vi skiftede emne. Never the twain shall meet…

På det personlige plan, var det svært at blive uvenner med Niddal, men det stod ikke desto mindre klart, at selvom han ikke var særlig religiøs, så havde han blinde vinkler i forhold til Islam. Han bekymrede sig ikke i samme grad som mig om ekstreme (rettroende) muslimer, og så ikke problematikken som videre relevant i forhold til det multikulturelle samfund. Niddal understregede, at han ikke havde sympati for Hizb-ut-tahrir og lignende, men satte snittet for acceptabel Islam et andet sted end undertegnede. Jeg pointerede, at kalifat-tilhængere samler 1000 til deres arrangementer, demonstrationer mod koranbaserede terrororganisationer langt færre – Jov, selvfølgelig siger det noget om sindelaget hos herboende muslimer.

Han spurgte hvordan jeg havde det med tørklædet. Jeg forklarede, at det i en ideel verden kunne accepteres, men at i en konkret dansk virkelighed, er tørklæde som tilvalgt identitetsmarkør, også er fravalg af Danmark og danskheden. Jeg forstår fint hvorfor han ønsker en mere inkluderende danskhed i det land hans børn skal vokse op i, men omvendt, så må han så også forstå hvorfor jeg ikke ønsker mine børn skal vokse op i en land der gradvist islamiseres. Slow boiling, plejer jeg at kalde det. Demografi er skæbne, og selvom Niddal betragtede velfærdsstaten som en slags moderne sharia, så tyder intet på at flere sharia-tilhængere giver mere velfærd for mig og mine. Tværtimod.

Det lyder unødvendigt brutalt at kalde Niddal for ‘enabler’, men det står lysende klart, at hvis man undlader at problematisere Islam som ideologi, og eksempelvis frikender Asmaa Abdol-Hamid, så bærer man ved til islamiseringen af Danmark. Det er et af paradokserne. At selvom Niddal er mere multikulturalist end islamist, så understøtter han ved sine præmisser indirekte sidstnævnte. Han er i sagens natur uenig i denne udlægning.

Vi talte i 2,5 time uden afbrydelse, samtalen blev aldrig akavet. Vi har aftalt at mødes igen i Lystrup. Lige der, hvor det hele startede.

Oploadet Kl. 15:18 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer
Arkiveret under:


10. september 2014

Edmonton (London): Keats, Lamb, 82-årige fru Silva og machete-morderen Nicholas Salvadore

Tilbage i 2001 tilbragte jeg et halvt år i London, da min daværende kone fik arbejde på et hjem for handikappede i Tottenham. Jeg passede min datter i dagtimerne, og arbejdede lidt på studiet i de sene aftentimer. Opholdet i Edmonton kurerede mig for multikulturalistiske tendenser. Multikultur blev for mig synonym med afbrændte biler, kridtstreger efter politiets rekonstruktion og lignende. Jeg har tidligere skrevet lidt om opholdet, og kom til at tænke lidt på det igen i denne uge.

Flere udenlandske medier har skrevet om ‘The Edmonton Beheading’, og insinueret et jihadistisk motiv. Jeg har ikke set dokumentation for motivet, og i min verden er en mand der angriber katte med macheter, fordi de har ‘stjålet hans lighter’, ikke helt velforvaret. 25-årige Nicholas Salvadore huggede hovedet af 82-årige Palmira Salvatore foran hendes hjem i Edmonton, tæt på Church Street hvor hun drev en cafe i 30 år.

Jeg boede lidt længere oppe af Church Street tilbage i 2001, og gik forbi cafeen hver dag med min datter, når jeg handlede i Tesco ved jernbanecenteret. Hendes cafe lå tæt på antikvitetshandleren, hvor jeg købte et indrammet fotografi af gaden, som den så ud i hundrede år tidligere. Det er taget fra Edmonton Green Station, mod mit daværende hjem. Som Churchillianer, der læste byhistorie, var det et oplagt minde om opholdet. Bygningerne var meget engelske, men beboerne var alt andet.

På den anden side lidt oppe af vejen lå John Keats barndomshjem, Charles Lambs’ ‘cottage’, men også en pub, en Ladbrokes og All Saints Church hvor jeg fotograferede Lambs gravsten.

“I have had playmates, I have had companions,

In my days of childhood, in my joyful school-days,

All, all are gone, the old familiar faces.” (Charles Lamb, 1775-1834)

(Church Street, Edmonton Green, 1907)

Fra Evening Standard – Woman beheaded: ‘Muslim convert’ known as Fat Nick suspected of slaughtering grandmother pictured for first time.

Details have begun to emerge about the man arrested for the murder of a great grandmother beheaded in her back garden. He was named locally as Nicholas Salvadore, a 25-year-old would-be cage fighter who is believed to be a Muslim convert, who had been living a few doors from 82-year-old Palmira Silva. …

Italian-born Mrs Silva, who owned a local café in Edmonton with her son Tony for more than 30 years, was found dead in the back garden of her home in Nightingale Road yesterday. Neighbours said a man dressed in black had decapitated cats with a foot-long machete-like blade and smashed the window of a car before running through rear gardens banging on doors and windows.

One told how he heard him shouting ‘the cats have stolen my lighter’ as he hacked an animal to pieces. …

He said: ‘At school he was just a normal bloke. He has seemed pretty cool. It’s just shocking he could have done something like this. It’s so random and strange, I just can’t believe it. Locals claimed Salvadore had converted to Islam last year.”

(Palmira Silvas cafe på Church Street i Edmonton)

Oploadet Kl. 07:27 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


2. september 2014

Radio24syv-deltagelse: Baggrunden for min vrede, derfor ville jeg ikke debattere med ‘Shansen’

Her til formiddag blev jeg kontaktet af Radio24syv, der på baggrund af mine to artikler om ‘eksamensterroristen’ Alisiv Ceran, ville have mig til at medvirke i Reporterne. Jeg sagde ja, og skulle stå klar Kl. 15.15, og forventede jeg skulle debattere med hovedpersonen. Jeg streamede Radio24syv fra Ipad’en, og tændte kort før Radioavisen. Her blev emnet introduceret, og jeg blev tillagt holdninger jeg ikke har givet udtryk for, eksempelvis at jeg mente Alisiv Ceran havde ‘et falsk smil’. Emnet var ikke Alisiv Ceran, men graden af undertegnedes ondskab.

Da programmet startede lød der en masse beskyldninger om undertegnede. Fangede ti sekunder for sent, at det var Margrethe Monika S. Hansen der vævede løs om mig i værste P77-stil, og besluttede mig for at smække røret på. Asger Juhl fik mig overtalt til at blive på linien, men selvom jeg forsøgte at styre min vrede lykkedes det på ingen måde. Faktisk er jeg selv i tvivl om min indledende diskussion med værten røg ud live. Det gjorde den vist.

Bottom line. Det faktuelle om Alisiv Cerans Islam, og krydsfeltet mellem Islam & islamisme druknede fuldstændig i mængden af absurde beskyldninger mod undertegnede. Noget af det kom fra Radio24syv’s setup, men det meste kom direkte fra Margrethe Monika S. Hansen. For tilfældige radiolyttere vil det være umuligt at forstå baggrunden for min vrede. De kan passende starte med min dokumentationsside om den årelange hetz. Grafikken nederst i denne post er sakset fra samme.

I 2008 bloggede Margrethe Monika S. Shansen sideløbende med hendes navngivne blog, anonymt på en blog dedikeret til hendes politiske modstandere, herunder særligt undertegnede. Jeg var lige blevet skilt, og blev beskyldt for at svigte mine børn, være alkoholiker, hustrumishandler – og associeret med alt fra Josef Fritzl og Peter Lundin til nazisme og Ku Klux Klan.

Jeg fik adressebeskyttelse, men sommeren 2010 (kort tid efter jeg blev slået til blods på åben gade), lagde hun ikke desto mindre min privatadresse online på sin blog. På adressen modtog jeg efterfølgende flere dødstrusler, og i et konkret tilfælde opfordrede politiet mig til ikke at overnatte hjemme. Jeg er ikke bare blogger, men også far til tre, og gik selvfølgelig til PET. Samme etat der et par år senere kunne fortælle at en af Shansens andre fikspunkter, Lars Hedegaard (der redigerede min Islam-bog), blev forsøgt likvideret på privatadressen.

Lars Hedegaards Frederiksberg-adresse røg i øvrigt online på lignende hadeblog i 2009.

Tilbage til ‘Shansen’. Vi taler om en kvinde der skriver om tætte netværk mellem holocaustbenægtere og zionister, at bloggeren Fjordman skulle være identisk med Anders Behring Breivik og lignende. Det analytiske element er ikke-eksisterende! Hendes sidste klumme om norsk nazisme blev undsagt af den førende skikkelse på den anti-nazistiske fløj i Norge med ordene: “…det reneste sludder… Dette savner simpelthen rot i virkeligheten”.

Oploadet Kl. 16:33 af Kim Møller — Direkte link69 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper