31. december 2020

Godt nytår…

For de fleste var 2020 et ringe år, men jeg har stadig mit arbejde, og er på alle parametre bedre kørende end i de foregående. Jeg kom ikke ud af rejse, men kom vidt omkring med base i det østjyske. Adskillige ture til Sønderjylland og Fyn, et par ture til Thy, foruden Mols og Langeland, samt et par ferieuger i det nordvestlige Sjælland og Bornholm. Når det bliver hverdag igen, så står den på weekendophold i Ribe og øl-turisme i Belgien. Forhåbentligt er alt normaliseret, når jeg fylder 50 til maj. Halvtreds år! So what, som Cure sang i 1979.

Corona dominerede 2020, og krisehåndteringen skete efter den velkendte socialistiske model – flere penge til alle andre, end dem der tjener dem. Hvis succeskriteriet er lavere skatter, så er der ingen gode år. Hvis vi fokuserer på det værdipolitiske, så var det et år på det jævne. Socialdemokraternes udlændingepolitiske linje har udraderet Dansk Folkeparti, og det virker stadig ikke til at den gennemsnitlige dansker har forstået situationens alvor. Nye Borgerlige har gjort det godt, men bliver nok aldrig et masseparti. Stram Kurs forbliver jo nok et eksotisk indslag.

Set herfra, så gør det dog ingen videre forskel om statsministeren hedder Mette eller Jakob. Førstnævnte gør noget af det rigtige for at forsvare velfærdsstaten, og den sidste gør kun det nødvendige, hårdt presset af støttepartierne. To uspiselige alternativer, men som nationalkonservativ har man trods alt en bedre følelse i maven, når man ikke ligger stemmer til ’slow-boilingen’. Stand back and stand by.

Jeg fejrer også i år nytår hos kæresten med de yngste teenagedrenge. Det bliver en rolig aften med god mad, fine trappist-øl fra Achel, Tre Fontane og Mont Des Cats, samt et forsøg med en gueuze fra Cantillon. ‘Celebrate diversity’, they say. Tak for støtten i det forgangne, og godt nytår herfra…

(Topmejse, Middelfart, 31. december 2020)

Oploadet Kl. 15:32 af Kim Møller — Direkte link61 kommentarer
Arkiveret under:


23. december 2020

Glædelig jul…

Jeg holder ikke juleferie her på bloggen, men juledagene prioriterer jeg naturligvis familien. Juleaften holder jeg i Ebeltoft med eks-konen og børnene, og er vejret nogenlunde kan jeg se Fregatten Jylland fra julestuen. 1. og 2. juledag er jeg i Middelfart hos kæresten, hvor vi blandt andet får besøg af min mor og børnene. Jeg har stashet lige lovlig meget julebryg i kælderen, men jeg skal nok også smage nogle stykker fra den kasse stærkøl fra Jelling Bryghus, som en fast læser gav mig i sidste uge.

I skrivende stund står den på ‘Jelling Jól’, som jeg er nødt til at bide over, da fruen muligvis vil have mig til at køre efter eventuelle mangler før butikkerne lukker. Glædelig jul derude…

(Engelske og tyske soldater under Julefreden i 1914, Flandern; Foto, farvelagt: Pinterest)

Julefreden i 2014 (Smithsonian Magazin)

“The first signs that something strange was happening occurred on Christmas Eve. At 8:30 p.m. an officer of the Royal Irish Rifles reported to headquarters: ‘Germans have illuminated their trenches, are singing songs and wishing us a Happy Xmas. Compliments are being exchanged but am nevertheless taking all military precautions.’ Further along the line, the two sides serenaded each other with carols—the German ‘Silent Night’ being met with a British chorus of ‘The First Noel’ —and scouts met, cautiously, in no man’s land, the shell-blasted waste between the trenches. The war diary of the Scots Guards records that a certain Private Murker ‘met a German Patrol and was given a glass of whisky and some cigars, and a message was sent back saying that if we didn’t fire at them, they would not fire at us.’

The same basic understanding seems to have sprung up spontaneously at other spots. For another British soldier, Private Frederick Heath, the truce began late that same night when ‘all down our line of trenches there came to our ears a greeting unique in war: ‘English soldier, English soldier, a merry Christmas, a merry Christmas!” Then–as Heath wrote in a letter home–the voices added:

‘Come out, English soldier; come out here to us.’ For some little time we were cautious, and did not even answer. Officers, fearing treachery, ordered the men to be silent. But up and down our line one heard the men answering that Christmas greeting from the enemy. How could we resist wishing each other a Merry Christmas, even though we might be at each other’s throats immediately afterwards? So we kept up a running conversation with the Germans, all the while our hands ready on our rifles. Blood and peace, enmity and fraternity—war’s most amazing paradox. The night wore on to dawn—a night made easier by songs from the German trenches, the pipings of piccolos and from our broad lines laughter and Christmas carols. Not a shot was fired.

Several factors combined to produce the conditions for this Christmas Truce. By December 1914, the men in the trenches were veterans, familiar enough with the realities of combat to have lost much of the idealism that they had carried into war in August, and most longed for an end to bloodshed. The war, they had believed, would be over by Christmas, yet there they were in Christmas week still muddied, cold and in battle. Then, on Christmas Eve itself, several weeks of mild but miserably soaking weather gave way to a sudden, hard frost, creating a dusting of ice and snow along the front that made the men on both sides feel that something spiritual was taking place.

Just how widespread the truce was is hard to say. It was certainly not general—there are plenty of accounts of fighting continuing through the Christmas season in some sectors, and others of men fraternizing to the sound of guns firing nearby. One common factor seems to have been that Saxon troops—universally regarded as easygoing—were the most likely to be involved, and to have made the first approaches to their British counterparts. ‘We are Saxons, you are Anglo-Saxons,’ one shouted across no man’s land. ‘What is there for us to fight about?’

Oploadet Kl. 17:38 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer
Arkiveret under:


18. december 2020

“Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham.”

For mere end tyve år siden scannede jeg som historiestuderende rejse-billeder ind for ph.d. Tønnes Bekker-Nilsen, hvis nylige bog er anmeldt af Bent Blüdnikow i Berlingske. Efter filmen 300 (2007) har jeg fået en veneration for Sparta, og hvis jeg plager min ultraløbende lillebror lidt mere, så inviterer han mig nok engang med til Sparthlon som chauffør/fotograf. Han gennemførte første gang de 246 kilometer fra Athen til Sparta i 2003 som 29-årig, den yngste det år. Han var lige blevet far. I dag er han far til seks.

Bent Blüdnikow anmelder bogen på Berlingske.dk – Anmeldelse: Dengang mænd var kampklare og maskuline og ikke feminiserede (kræver login).

“Sparta var en græsk bystat med et landområde, der svarede til Fyn, der var kendt for at være et militaristisk samfund, der dyrkede maskuline dyder. Det kan man se gengivet i den populære film (2007), der fortæller om spartanernes heltemodige modstand mod tropper fra perserriget anført af kong Xerxes . Spartanerne, anført af kong Leonidas, holdt længe perserne tilbage ved passet Thermopylai i år 480 f. Kr., men blev til sidst overlistet, og kong Leonidas blev sammen med sine medkæmpere dræbt. Filmen skildrer spartanerne som drevet af et æreskodeks, der fik dem frygtløst til at kæmpe til sidste mand.

… I det store hele bekræfter Tønnes Bekker-Nielsen historierne om en speciel maskulin krigermentalitet og jernhård disciplin i Sparta. Sparta erobrede i 700-tallet f. Kr. det nærliggende område Messenien og gjorde messenerne til underklasse. For at opretholde grebet om de mange messenere levede spartanerne på krigsfod, skriver Tønnes Bekker-Nielsen, og Sparta blev efterhånden militariseret. Samfundet blev indrettet på, at kvinderne skulle føde så mange børn som muligt, og at spartanske drenge skulle vokse op til at blive toptrænede soldater.

Der var ustandselige krige mellem de græske bystater, og Sparta kæmpede mod Athen, Korinth og andre, så militær parathed var en nødvendighed – men Sparta gik videre end de andre bystater. Sparta byggede på en forfatning, der bestemte både stort og småt i samfundet og for eksempel havde den regel, at drenge skulle være kortklippede, men voksne soldater skulle være langhårede for at se mere aristokratiske og frygtindgydende ud. Et særtræk ved forfatningen var at fremhæve kvindernes selvstændighed, for selvom samfundet var mandsdomineret, var kvinderne på visse områder friere end i andre bysamfund, og kvinder måtte gerne dyrke sport.

Drengene blev opdraget med jernhård disciplin. De lærte at gå barfodet og fik kun en grov kappe på både sommer og vinter, så de kunne modstå hårde vejrforhold. Drengenes madrationer var små, så de kunne klare sig i krigstid med meget lidt mad. De udsattes for hård fysisk træning og en æresmoral, der tilsagde dem, at kamp indtil døden var en nødvendighed. Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham. Sparta blev en krigsmaskine uden sidestykke i den græske verden, skriver Tønnes Bekker-Nielsen.

… Tønnes Bekker-Nielsen gennemgår omhyggeligt og kildekritisk de efterfølgende mange stridigheder og opgør. Det var blodige tider, og kun de stærkeste overlevede. Havde Sparta ikke haft maskuline mænd, ville dens historie sandsynligvis være endt tidligere, end den gjorde.

(Ultraløbende lillebror Kent møller for foden af statuen af Kong Leonidas, Sparta, 2003)

Oploadet Kl. 21:09 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer

Henvendelse fra ‘et medie’ koster mig en sigtelse efter straffelovens § 264d, ‘freds- og ærekrænkelser’

For et par uger siden blev jeg kontaktet af Østjyllands Politi, der ville have mig ind til samtale om en sag. Jeg forventede det ville være om Marokko-sagen, der har givet andre bloggere store problemer. Mødet blev afholdt i torsdags, og viste sig rigtignok at omhandle et terrorangreb, men det i Nice. Efter nogle minutter fortalte jeg de venlige betjente, at min datter var i Nice dagen forinden, og at jeg godt huskede sagen. Det viste sig ikke at være en post om terrorangrebet i 2016, men en post om efterårets terrorangreb mod Notre Dame-katedralen i Nice. Helt konkret et makabert billede af en myrdet 69-årig kvinde.

De fortalte mig, at ‘et medie’ havde henvendt sig til politiet, for at høre om jeg havde gjort noget ulovligt ved at bringe billedet, og den juridiske enhed havde derfor besluttet at sigte mig efter straffelovens paragraf 264d.

“Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Stk. 2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.”

Betjentene havde aldrig haft en lignende sag, for normalt så behandlede de kun den slags såfremt der forelå en konkret anmeldelse efter henvendelse fra offeret/pårørende. Det gjorde der ikke her, og da berørte parter ikke er bosiddende i Dannmark, var det noget nyt. Kan du ikke bare droppe ‘chokeffekten’, så du ikke risikerede en bøde, lød det udglattende fra den ene. Den dag masseindvandringens agitatorer dropper følelsespornoen, så skal jeg nok pixelere blodet fra terrorofre. Indtil den dag, så går jeg lige til grænsen. Problemet er ikke dokumentationen.

Livet leves forlæns, og der skal mere end en mindre bøde til at ødelægge min nattesøvn. Efter et par travle uger har jeg haft årets sidste arbejdsdag, og julegaverne er netop hjembragt fra Fredericia. Kæresten er ikke gået på ferie endnu, så de kommende dage bliver der rigelig tid til ‘beers, blogs and birds’. Herunder ‘den flyvende snebold’.

(Halemejse, Middelfart, 18. december 2020)

“Der er billeder, som kræver publikation, selv om vores eget verdensbillede og dets etik i teorien bør forhindre det. Debatten om disse ‘ikoniske’ billeder tjener måske mere som en slags selvbeskyttelse. Når de er brutale og viser, at krig faktisk dræber og lemlæster mennesker, bliver mange medier bange for reaktionen. Krigsførende stater censurerer faktisk den slags billeder af egne faldne. Officielt af hensyn til de pårørende, men i høj grad også af politiske grunde. (Lasse Jensen, 2015)

Oploadet Kl. 19:35 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


5. december 2020

“Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”

Uriasposten er en personlig blog, så her lige en meget personlig opdatering. Det har været en barsk uge. For nogle uger siden fik Kurt, min mors samlever siden 1996, konstateret leverkræft. Prognosen skulle foreligge i mandags, men søndag aften blev han imidlertid indlagt efter en hjerneblødning. Mandag aften sov han stille og roligt ind – uden smerte. Landmandssønnen fra Ikast, der i sine velmagtsdage ejede hoteller og restauranter, endte sine dage som en livsglad folkepensionist. Selvom han ikke var min far, blev han ‘farfar’ for mine børn. Han blev 77 år.

Begravelsen blev holdt tidligere i dag i Fredenskirken (Viby J). Vi sang ‘Dejlig er jorden’ (B.S. Ingemann, 1850) med fine ord om ’slægt skal følge slægters gang’, og sluttede af med Christian Richardts ‘Væbnersang’ (1867).

“Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

(Fredenskirken, Viby, 5. december 2020)

Oploadet Kl. 19:23 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


25. oktober 2020

Kontrast – Danmarks borgerlige medie

Jeg forlader ikke det trygge blogformat her på siden, men skal jeg lejlighedsvis kloge mig som fast kommentator, så er Kontrast – Danmarks borgerlige medie det bedst tænkelige match. Bliv stiftende medlem for 600 kroner her.

“Mød en af Kontrasts skribenter!
Kim Møller er cand.mag. i historie og arbejder på gulvet i en produktionsvirksomhed. Han er manden bag Uriasposten.net, som siden 2003 har forsøgt at skabe lidt balance i et overvejende værdiliberalt medielandskab. Han skriver blandt andet om islam, men også mediernes håndtering af den løbende debat er et fast element, og han gør åben front mod politiserende journalister og forskere samt enhver form for værdipolitiske sværmerier. Trods den tørre konfrontatoriske tilgang skulle det gerne sive ud mellem linjerne, at han trods alt er en livsglad far til tre, der sådan rent hypotetisk er typen, som kunne finde på at køre land og rige rundt for muligvis at høre kaldet fra en sjælden fugl.”
(25. oktober 2020)

Oploadet Kl. 13:58 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer
Arkiveret under:


10. oktober 2020

Townes Van Zandt, Pancho and Lefty (1975)

Det er efterårsferie, og jeg er i Lalandia med den sammenbragte. Tid til et musikalsk indslag. Townes Van Zandt spiller flere numre i James Szalapskis dokumentarfilm Heartworn Highways optaget i Texas og Tennessee tilbage i 1975, der tegner et portræt af genren ‘Outlaw country’. ‘Pancho and Lefty’ er ikke hans bedste nummer, men optagelsen er fantastisk. Supplér eventuelt med legendariske David Allen Coe, der i slutningen af filmen spiller et par af sine mainstream-sange.

Oploadet Kl. 09:52 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Arkiveret under:


31. juli 2020

Århus: 17 repatrierede fortrød – “… i ingen af tilfældene har de tilbagevendte betalt nogen penge.”

Nye Borgerliges ‘økonomiske politik er danskfjentlig’, skrev en pro-DF’er på Facebook her til morgen, og mod sædvane, slettede jeg ham fra vennelisten. Lav skat redder ikke Danmark alene, men man bør dog som nationalsindet forstå, at lavere skat er et våben imod ‘den globale velfærdsstat’. Danmark vil altid mere attraktiv end Muhammedanien, men i øjeblikket køber vi patroner til rigets fjender. De lejlighedsvise fartbøder kan jeg undgå, men en stor del af det jeg bekæmper finansieres af tvangsinddrevne midler.

BT har fået aktindsigt, og fortæller at 17 udlændinge er rejst tilbage til Danmark efter at have modtaget repatrieringsstøtte. Da de fortsat lever på et ‘eksistensminimum’ (læs: arbejdende danskere), er er ikke hjemme i loven til at inddrive det skyldige beløb. Et cirkus, men kun et mindretal griner.

Fra BT.dk – Aarhus betalte indvandrere for at rejse hjem, men de kom tilbage igen

“I alt har 17 personer dog fortrudt deres hjemrejse og er derfor vendt tilbage igen.

14 af de 17 personer har bosat sig i Aarhus igen. De personer, som er vendt tilbage i tiden efter 1. juli 2017, er Aarhus Kommune forpligtet til at opkræve den udbetalte støtte tilbage fra.

Dem, som er vendt tilbage tidligere, er det op til kommunen at vurdere, om de skal betale pengene tilbage.

Men i ingen af tilfældene har de tilbagevendte betalt nogen penge. Heller ikke i de i alt fem tilfælde, som er vendt tilbage efter 1. juli 2017.

I to tilfælde er der givet henstand, da personerne ikke har betalingsevne. I tre tilfælde er der rejst et betalingskrav. Der er dog ikke betalt. Derfor er to af sagerne overdraget til Gældstyrelsen.”

(Stærekasse på Grenåvej, Århus, 30. juni 2020)

Oploadet Kl. 13:26 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


22. juli 2020

Odsherred: Estherhøj, 21. juli 2020: “Gud det ledte – tro var fast. Underet skete – lænken brast.”

Jeg har set det meste af Danmark, men der er stadig sorte huller på Sjælland. Odsherred har de senere dage vist sig fra sin bedste side, og vi kommer vi omkring. Vi tog eksempelvis ‘en tur til Rørvig’ (1997), hvor jeg købte en tin-lysestage til minde om Christian d. X: ‘Der rider en konge’. Udsigten fra Estherhøj er fantastisk, og trods de mange turistfælder, så er der virkelig skøn natur overalt på egnen.

Estherhøj

“Døren stænges – magten kued.
Hjerter længtes – håbet luet.
Gud det ledte – tro var fast.
Underet skete – lænken brast.”
(Troels Trier, 1920)

Solvognens fundsted (Trundholm mose)

Klintebjerg

Ellinge lyng

Et vue udover Højby (der muligvis har været købstad)

Ved sin størrelse synes kirken at bekræfte, at Højby formentlig er identisk med middelalderkøbstaden Højkøbing, nævnt i Kong Valdemars Jordebog 1231. Sagn fortalte, at købstaden blev nedlagt og dens rettigheder overført til en by ved Isefjorden, antagelig Nykøbing Sjælland, fordi handelsskibe ikke længere kunne sejle ind til Højkøbing som følge af tilsanding langs kysten. Ved Højby Sø er fundet spor af middelalderlige havneanlæg.” (Den Store Danske)

Rørvig kirke

Oploadet Kl. 17:52 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


20. juli 2020

Ellinge Lyng, 20. juli 2020

Jeg havde foretrukket Norditalien, men nu hvor alt gik galt, er et hyggeligt sommerhus i Nordvestsjælland ikke at foragte. Mere følger, men bloggen har ikke førsteprioritet i denne uge.

Oploadet Kl. 12:30 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper