11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



12. november 2008

Nyere islamforskning: “Realistisk og redeligt – på grænsen til det politisk ukorrekte…”

Hvis man ser bort fra Ellen Wulff, så virker det som der er sket en bevægelse. Fra dagens Kristeligt Dagblad – Den hellige forlagskrig.

“Gads nye leksikon om islam, skrevet af en stor flok yngre humanistiske forskere viser, at den militante jihad faktisk lever og har det godt i dansk islamlitteratur. Også den nye. Artiklen om jihad hos Gad nævner kort de to betydninger, som har været ”gældende i hele den islamiske tradition”, men siger derefter ligeud, at begrebet jihad har været ”langt mest udbredt i den militære betydning, der behandles i denne artikel”. Derefter citeres fra det såkaldte sværdvers i Koranen, som har programmatisk betydning for den militante udlægning af jihad. Verset indeholder blandt andet formuleringer som disse: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem”, og I ”skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!”

Artiklen nævner også, at jihad i form af offensiv krigsførelse i islams historie var en kollektiv pligt, mens det var en individuel pligt, når eller hvis islam kom under angreb.

Islamkenderne og ph.d.’erne Jean Butler og Thomas Hoffmann, som realistisk og redeligt – på grænsen til det politisk ukorrekte – har redigeret Gads islamleksikon, kan med deres linje ikke andet end at gøre Kim Møller og Trykkefrihedsselskabet tilfreds. Men samtidig gør de så hele forehavendet med at forstå islam i Danmark i dag broget. For hvis man nu ikke engang længere kan stole på, at humanister tolker islam humant, hvad kan man så regne med i den nye islamlitteratur?

De mange nye bøger om islam, som dette efterårs bogsæson byder på, er kendetegnet ved at bryde nye grænser. De er mere specielle. De overrasker mere. De går tættere på kilderne…

Klogere kan man også blive af den mest undseelige udgivelse i efteråret om islam. Det er Selskabet til støtte for Pakistans kirke, der har lavet et temahæfte om Bibelen og Koranen. Ydmygt, men vægtigt fordi forfatterne er ingen andre end koranoversætter Ellen Wulff, teologiprofessor Mogens Müller og biskop Niels Henrik Arendt.

Tankevækkende er det her, at Wulff totalt afviser den krigeriske jihad. Den form for jihad har islam lært af kristne korsfarerne i middelalderen; den kommer ikke fra Muhammed selv, for hans tids jihad var ”ikke en angrebs-, erobrings- og omvendelseskrig”, skriver hun. Et udsagn, der står i skarp kontrast til islamprofessor Jakob Skovgaard-Petersens redegørelse for profetens jihad i Allan Poulsens lærebog om islamdebat. ”Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var den til gengæld også intens”, konstaterer Skovgaard-Petersen her.”



4. marts 2008

Vejen til Damaskus i medierne

Ny permanent underside: Vejen til Damaskus i medierne.

“In the future, everyone will be world-famous for 15 minutes.” (Andy Warhol, 1968)

Oploadet Kl. 14:03 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


27. februar 2008

P1 om Bæk Simonsen og Vejen til Damaskus

Agenda havde sidste lørdag Kunst, kultur, kritik – og islam som overskrift, og debatten om min bog blev kort omtalt.

Klaus Rothstein, P1: Det der karakteriserer islamdebatten er en udpræget splittelse og mistillid. På den ene side står nemlig de debattører, der anser islam – som sådan for at være en terrororganisation mere end en religion, og på den anden side finder man de fagfolk der har en akademisk og forskningsmæssig til debattens genstand – islam og muslimerne.

Den udprægede polarisering ser man for tiden i en offentlig disput mellem danmarks førende islamekspert professor, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og den islamkritiske blogger Kim Møller, der netop har udgivet et universitetsspeciale i bogform – Vejen til Damaskus, hedder det – hvor han påstår at Jørgen Bæk Simonsen, der tidligere har været direktør for det danske kulturinstitut i netop Damaskus, slet ikke forsker objektivt og uafhængigt, men han er kommet for tæt og på venskabeligt fod med sit forskningsfelt og derfor politiserer til fordel for islam.

Herhjemme påtog Jørgen Bæk Simonsen sig så i den forgangne uge, rollen som djævelens advokat, da han i radioprogrammet Poul Friis på P1 forsvarede ækebiskoppen Canterbury Rowan Williams, som efter Bæk Simonsens mening rent faktisk har en pointe, når han siger at muslimsk sharia på visse punkter kan og bør indarbejdes i vestlige samfunds love.

(Jørgen Bæk Simonsen:) Det som jeg er enig med Rowan Williams i, det er at vi har mod til at diskutere om der er elementer også af andre retslige traditioner som vi på sæt og vis kan justeres, integreres og samarbejde med den retslige tradition som vi har udviklet her. Vi står jo i en situation hvor vi har en stigende globaliseret verden, og det betyder jo også at vi ikke længere har muligheden for at opretholde – sådan som jeg ser det – traditionelle retslige traditioner, men at disse nødvendigvis må justeres i overensstemmelse med den langt mere komplicerede, langt mere komplekse virkelighed vi alle sammen omgives af. Og der ligger jo den afgørende pointe, nemlig at retslige systemer og retslige normer, de har som forudsætning, i hvert fald hvis de skal være velfungerende, at de genspejler den virkelighed, som de mennesker der bor det sted, hvor det fungerer.

Jørgen Bæk Simonsen kan næsten ikke åbne munden uden at bekræfte mine ‘postulater’.

  • 7/2-08 BBC – Sharia law in UK is ‘unavoidable’ (Rowan Williams).
  • 18/2-08 P1 formiddag med Poul Friis – Sharia i Danmark.
  • 25/2-08 Uriasposten – Hedegaard til Bæk Simonsen: “Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.”.
  • Et citat fra Det retfærdige samfund (om islam, Kim).

    “Kristendommen er historisk set en mellemøstlige religion, der kun blev en del af danskheden, fordi nogle ville, at det skulle være sådan.” (Simonsen: 2001:181)

    

    25. februar 2008

    Hedegaard til Bæk Simonsen: “Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.”

    Snaphanen filmede sidste uges debat om dansk islamforskning, og det hele er nu online på Google-video i tre videoer (I, II og III). Jeg er pt. ved at opsamle alt relateret til bogen i en permanent underside, så her blot et par ord om debatten.

    Jørgen Bæk Simonsen talte meget, men gik i vanlig stil direkte fra jordnære konkrete spørgsmål til abstrakt teori-baseret universitær lingo. Han sagde med andre ord ikke ret meget. Hans to med-debattører Kate Østergaard og Garbi Schmidt talte ligeledes meget, men selvom de i det mindste forsøgte at debattere på debattens præmisser, så lykkedes det ikke tilnærmelsesvist. For mange år på universitetet gjorde det umuligt for dem at forholde sig til makro-tendenserne. Østergaard talte meget længe om muslimer på en asiatisk østat der spiste svinekød og drak alkohol, og da jeg afslutningsvis pointerede at hendes interviews med 16-årige københavnske gymnasiepiger næppe kunne give svaret på hvorfor islam globalt set ikke skaber demokrati, så lød svaret – og jeg citerer: “Hvorfor ikke?”. Abstraktionsniveauet var med andre ord helt i top.

    Garbi Schmidt gav ligesom Østergaard et sympatisk indtryk, men var ligeså verdensfjern. Indledningsvist holdt hun Koranen op, og spurgte forsamlingen: ‘Hvad siger Koranen?’. Intet svarede hun kort efter, hvorefter det blev fortalt at Koranen først sagde noget i det øjeblik der var en der læste højt fra den. Hun forholdt sig slet ikke til hvad det så var der blev læst højt, men pudsigt nok – så kunne Lars Hedegaard supplere med citater fra samme udgivelse.

    Det var langt nemmere for undertegnede at debattere foran en forsamling end på tv, men det publikum husker vil næppe være mine udredninger eller Torben Hansens fremragende analyse, men Lars Hedegaards polemiske stil der flere gange satte Bæk Simonsen til vægs. ‘Vi bliver ikke imponeret over ordet kontekst’ – kun Hedegaard er fræk nok til at sige det højt.

    Blandt publikum var blandt andre islamforskerne Jørgen S. Nielsen, Tim Jensen og Annette Ihle. Sidstnævnte lød ikke som om hun befandt sig godt i selskabet.

    Snaphanen har transkriberet dele af debatten til en god lang postering, men ikke denne bid, der fint opsummerer aftenens højdepunkt (video II, 54 min. inde)

    Lars Hedegaard: Der er to ting i vejen med det du lige har sagt – mindst. Det vil gøre det meget mere overbevisende, hvis i universitetsansatte, universitetssanktionerede forskere kunne pege på et eneste eksempel i verdenshistorien – og i har fjorten hundrede år at tage af – hvor en muslimsk indvandret befolkning eller minoritet har affundet sig med en permanent status som minoritet i et ikke-muslimsk samfund. Det er aldrig sket!

    Overalt, og det gælder i verden i dag – Kosovo er sidste eksempel. Overalt i verden i dag, hvor en muslimsk minoritet vokser op til en vis størrelse, så sker der en insurrektion – meget fint ord – læg mærke til det dernede [laver sjov med Bæk Simonsens akademiske sprogbrug]. Det betyder oprør med henblik på at løsrive dele af samfundet, dele af landmassen fra den vantros magt. Det er så vidt jeg kan se, det vi ser antecedenterne til i København med denne intifada som vi nu ser embryonisk folde sig ud.

    Så vil jeg gerne sige – det er meget interessant det sidste du siger her – ‘dialog er integrationens forudsætning’. Meget interessant – er Danmark et diskussionsobjekt mellem forskellige kulturer?

    Jørgen Bæk Simonsen: Ja!

    Lars Hedegaard: Det var satans, havde jeg nær sagt – det var ikke…

    Jørgen Bæk Simonsen: Det er lige præcist hvad det er. Deter det tyvende århundredes historie. En endeløs… den der forestilling om…

    Lars Hedegaard: Hvorfor var det så ikke sådan at vi tog den tyske besættelse af Danmark med flere tusinde soldater som en spændende kulturel udfordring. Hvorfor opfordrede man ikke til en dialog med disse mennesker, som mere eller mindre med statens accept var trængt over grænsen – det var nitten mand der var døde i Sønderjylland, men ellers fik de lov at komme ind, og staten opfordrede til at man samarbejdede med dem. Hvorfor tog vi ikke en dialog om landets indretning? Hvorfor gjorde vi det ikke efter 1945 – hvorfor var det sådan at selv en hædersmand som Børge Outze, min foregænger som chefredaktør på Dagbladet Information, en humanist om nogen – han sagde: ‘De skal fandme smides ud!’

    Hvad er det for noget at komme og sige Danmark er et forhandlingsobjekt mellem folk som zuwandere, folk som kommer her til – Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.

    

    4. februar 2008

    Vejen til Damaskus, mediedækning

    Det har af naturlige årsager været umuligt at blogge med fuld styrke de senere dage, og selvom jeg vil forsøge at indhente det fortabte på et senere tidspunkt, så kan man med fordel besøge Snaphanen og Hodjas blog.

    Siden udgivelsen har min bog fået omtale flere steder.

  • 2/2-08 Politiken – Jes Fabricius Møller: Og grøfterne graves… (anmeldelse).
  • “Det er nok at tage munden for fuld når forlaget kalder bogen for ‘banebrydende. Den er vigtig, fordi den oprigtigt forsøger at tilvejebringe en kritisk analyse af en af de væsentligste skikkelser i den danske debat om islam, og som sådan fortjener den at blive taget alvorligt.”

  • 2/2-08 Kristeligt Dagblad – Skyttegravskrig om islam og videnskab (Morten Rasmussen).
  • “Ud fra en gennemgang af en række centrale islamforskerens værker fra 1885 til i dag vurderer Kim Møller, at forskningen har forladt den tilstræbt objektive videnskabelighed med afsæt i islams egen tekster til fordel for en position, hvor man nærmest er talerør for islam og bevidst ser bort fra de dele af islams tradition, som er svære at sluge for en moderne humanist.”

  • 2/2-08 Kristeligt Dagblad – Simonsen er spindoktor for islam (interview, Morten Rasmussen).
  • Hvorfor er kritikken så personlig? Der er jo mange andre, der forsker i islam og integration, hvis position ikke er markant anderledes.

    Fordi han er den eneste forsker, der har været med, lige siden de muslimske indvandrere begyndte at komme til Danmark. Men det er rigtigt, at flere andre skriver i den samme postkoloniale tradition. Simonsen er er på en måde en stor forsker, for det kræver omfattende viden at omfortolke og præsentere islam, som han gør. Samtidig står han for, at enhver ideologisk kritik af islam blot er et skalkeskjul for, at man ikke kan lide muslimer. Men enhver kan læse ud af islams tekster, at de giver ekstremister særligt gode vilkår.”

  • 2/2-0/8 Kristeligt Dagblad – Mit arbejde er almindelig forskningspraksis (JBS-interview).
  • En af hans hovedpåstande er, at du omkring 1988 har skiftet holdning til islam, idet du går fra at anskue islam ud fra de tekster, der ligger til grund, til kun at ville se på de mennesker, som i nutiden bekender sig til islam. Er det korrekt, at et sådant skifte har fundet sted?

    Nej, der er ikke tale om et holdningsskifte, kun om forskelle i genstandsfeltet for to vidt forskellige undersøgelser. Det afgørende er, at jeg som historiker må afvise, at der findes en fuldstændig værdifri forskning.”

  • 2/2 Jyllandsposten – På uriasposten (interview, Niels Lillelund).
  • Men alene spørgsmålet om, hvorvidt man kan tale om en islam som sådan, er genstand for diskussion. Bæk Simonsens position er jo netop, at islam er lig med religionens udøvere og deres egen forståelse af islam, og kun sådan giver det mening at tale om islam? »Men det er netop her forskydningen sker. Ved at nægte at betragte islams essens og kun ville se på dens aktuelle udtryk, har man egentlig opgivet at forske i religionen som sådan.

    Jørgen Bæk Simonsen har jo selv skrevet et værk med titlen Hvad er islam?, og det værk kan jo ikke skrives, hvis man ikke kan tale om islam som noget i sig selv. Det er ikke ligegyldigt, hvad der står i Koranen, og det er ikke ligegyldigt, at den er fyldt med krigeriske citater, fordi den i sin essens er en krigerisk religion opstået i en krigstid.

    Det er så populært at tale om, at terrorister misbruger Koranen, men sandheden er, at de bruger den. Og det er væsentligt nemmere i Koranen at finde argumenter for terrorisme end at finde argumenter for fred og fordragelighed.

    Det betyder ikke, at alle muslimer er terrorister, men det er ikke ligegyldigt, hvad det er for en tekst, de anser for at være Guds ord.«

    […]

    Men det er vel ikke forkert, at islam er mange ting også i Danmark?

    Nej, det er ikke forkert, men islam har også en kerne, som er til at overskue. Koranen er ikke større end at man kan læse den, og muslimer forholder sig til Koranen som en absolut sandhed.
    Det er ganske enkelt meningen med dette at være muslim. Derfor har dens ord direkte betydning også i dag, og hvis man holder op med at forske i den tekst som sådan, har man egentlig afskaffet islamforskningen til fordel for ren ngo-virksomhed…«

    […]

    Du dokumenterer i din bog, at Jørgen Bæk Simonsen har skiftet standpunkt siden sin doktorafhandling i 1988 og skriver, at det utvivlsomt må ses i lyset af den danske udlændingedebat. Men det dokumenterer du jo ikke, det er en slags motivanalyse fra din side?

    »Indrømmet, ja, det er motivanalyse, for han har jo ikke selv forholdt sig til den forskydning eller forholdt sig kritisk til sine egne værker. Derfor må det blive gætværk fra min side, men jeg lægger i hvert fald dokumentationen frem, der viser væsentlige begrebsforskydninger og direkte modsigelser.
    Begrebet dhimma f.eks., som reelt betyder, at kristne og jøder får en ydmygende status af andenrangsborgere i islamiske stater, udvandes totalt i Bæk Simonsens publikationer. Og det er min påstand, at det sker af hensyn til den hjemlige debat og alle de ligtorne, man ikke må træde på.«

    Omvendt kan det vel virke sårende og unødvendigt at fremhæve det krigeriske i Koranen over for muslimer i Danmark, som ikke har ambitioner om andet end et fredeligt liv?

    »Min kritik er ikke rettet mod muslimer, men mod islam som religiøs konstruktion. Problemet er, at mange muslimer tager Koranen bogstaveligt, og at det fører til vold flere steder i verden. Det må man forholde sig til.«

    Men herhjemme har selv stærkt troende muslimer jo med meget få og spredte undtagelser holdt sig fra voldelige midler. Det så vi også i forbindelse med Muhammed-tegningerne, det var ikke her, gaderne brændte, det kunne vel tolkes som et håb om en fredelig sameksistens i vores del af verden?

    »Ja, men netop kun et håb. I 1980’erne talte forskere om den harmoniske multikultur, der ville komme – i dag betragtes det som succes, hvis blot der ikke er bål i gaderne. Forskerne har konsekvent taget fejl, og netop derfor bør de være ekstra omhyggelige med ikke krænge deres personlige holdninger ned over det videnskabelige arbejde.

    Den civilisationshistoriske brudflad mellem islam og den islamiske verden er opbygget over 1300 år, og den forsvinder altså ikke, fordi Bæk Simonsen pludselig mener, at Koranen ikke mere er væsentlig. Hvis man ser civilisationshistorisk på det, er der en markant brudflade mellem islam og den vestlige verden tegnet af jødedom og kristendom. Hvis man ser bort fra det, har man kapituleret.«”

    Lørdag aften medvirkede jeg i Deadline på DR2 i en direkte debat mellem Jørgen Bæk Simonsen og undertegnede om bogen og kritikken. Det blev som jeg forventede. TV er ikke mit medie, og det er pokkers svært at korte 2,5 års arbejde ned i en debatform der udelukker dybde, og det lykkedes da heller ikke for mit vedkommende. Bæk Simonsen havde det noget nemmere, ikke bare var han scenevant, men det er nu engang nemmere at debattere når argumentationen i al sin enkelthed er en mur af abstrakte begreber. Selvom jeg som blogger godt kan give det hele lidt kant, så har jeg i forbindelse med bogen forsøgt at holde den akademiske sti rent. Det lykkedes ikke helt på tv, idet jeg desværre måtte bruge et par onelinere for ikke at mit budskab skulle drukne i modpartens abstrakte verdensbillede.

    Overordnet set er det svært at brokke sig. Studieværten Adam Holm gav en fair præsentation af bogen, og lod ikke Bæk Simonsen tale solen sort. Mere kunne jeg ikke håbe på.

    Bæk Simonsen og undertegnede talte forbi hinanden. Hans fastholdt at det ikke mere gav mening at granske i islam, hvis ikke man tager udgangspunkt i den enkelte muslim. Jeg pointerede, at det er nødvendigt både at se på individernes trosopfattelser og kilderne. Førstnævnte var integrationsforskerens opgave (sociologer/antropologer) – det sidste islamforskerens opgave (religionsvidenskaben, filologien). Anskuede man udelukkende islam som værende identisk med muslimer i en dansk kontekst, så gjorde man ideologien immun overfor kritik, og det kan aldrig været i videnskabens interesse.

    Såvidt jeg husker, så var vi kun uenige om noget faktuelt en eneste gang. Det var da jeg henviste til hans bog om muslimske institutioner (1990), og hans præsentation af Jihad-begrebet. Jeg påpegede at vægtningen i forhold til begrebet skævvrides, og det ikke giver mening at referere Ahmadiya-muslimernes jihad-opfattelse, idet deres tolkning ikke anerkendes af andre muslimer. Jeg tænkte bl.a. på følgende sætning…

    “Djihad som tvungen udbredelse af islam afviser han ved henvisning til de steder i Koranen, der fremhæver, at religiøs tvang er i modstrid med sand islam.” (s. 125, 1990)

    Her var Bæk Simonsen uenig, og ham om det, men det forvrænger proportionerne at islams fredelighed i en dansk kontekst dokumenteres ved at fremhæve en nyskabt sekt der undsiger militant jihad, og qua denne nytænkning forfølges overalt i den islamiske verden.

    Jeg nævnte at alle fire (sunni) retsskoler indenfor islam anerkendte den militante jihad, og hermed undsagde Ahmadiya-muslimernes særegne opfattelse. Robert Spencer har tidligere set på problematikken…

    “I wrote: “I have said that all eight madhahib [Islamic schools of jurisprudence], most notably the four principal Sunni madhahib — Shafi’i, Maliki, Hanafi, and Hanbali — all teach jihad and Sharia supremacism. They are not monolithic, but on that they are united. Prove me wrong.” I stand by that statement, and can support it and have supported it with evidence from each of those major madhahib. In other words, I can prove that violent jihad is not based on “tendentious and pernicious interpretations of what the Koran says, in the ways that the most radical clerics of Islam interpret them,” but on the Islamic mainstream.

    Helt det samme i forhold til Bahai-troen (shia-muslimsk udspring) med persisk oprindelse. Jihad undsiges, og de troende har siden den spæde start i midten af i 1800-tallet været jaget vildt i islamiske lande.

  • 5/2-08 Kristeligt Dagblad – Møllers tvivlsomme vej til offentligheden (anmeldelse, Morten Thomsen Højsgaard).
  • “… bogen udgør i sig selv en rodet og middelmådig omgang videnskab.”

    Hvor Information i sin artikel om bogen bevidst fortegner bogens tese, og Politiken stirrer sig blind på enkeltdele, så er Kristelig Dagblads anmeldelse meget usaglig. Jeg kritiseres for manglende videnskabelighed i mit historiespeciale, men stort set alt i kritikken er jo møntet på alt det jeg ikke har gået i dybden med – noget jeg aldrig ville kunne medtage i et 100 siders speciale. For mig at se kritiserer anmelderen Far til fire for at have for få sexscener… eller en gyser for ikke at være sjov nok. Så er der også lige en pointe, de tre aviser (i lighed med vejleder, censor og ankenævn) helt overser – havde jeg gjort afhandlingen mere analytisk, så ville dokumentationen blive mindre omfattende, og jeg vil efter alt at dømme blive slagtet for at være polemisk (= godtager ikke Bæk Simonsens præmisser). Der stod cyanid på alle pillerne…

    Yderligere.

  • 3/2-08 Snaphanen – DR2 Deadline : ‘Uriasposten’.
  • Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link183 kommentarer
    

    31. januar 2008

    Vejen til Damaskus – status her på udgivelsesdagen

    Mediedækningen af Vejen til Damaskus har været omfattende, og jeg er blevet interviewet til adskillige medier. Igår blev jeg vækket af DR2’s Adam Holm, der ville briefe mig omkring min deltagelse i Deadline nu på lørdag (22.30-23.00). Nu hvor jeg var oppe gik jeg i bad, og med håret vådt talte jeg med en journalist fra Politiken. Jeg fik tøjet på og cyklede i Netto for at handle ind, da jeg stod og baksede med låsen ringede en journalist fra Jyllandsposten for at høre hvornår fotografen kunne komme og tage et foto til et interview de bringer i weekenden.

    Når jeg får tid opridser jeg diverse omtaler i en særskilt side, men dagen har dog bragt nyt.

    Berlingske Tidendes Michael Jalving anmelder bogen (kun online): Islam og fejhed.

    “Kapitlerne om de danske orientalister 1850-1950 er slet og ret folkeoplysning. Møller fokuserer på Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som alle bestred embeder ved Københavns Universitet og grundlagde den danske islamforskning. Deres værker havde international standard og blev oversat til flere europæiske sprog. Men omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.”

    Jyllandsposten lader historieprofessor Bent Jensen anmelde – Retten til at blive klogere (kræver login).

    “Alt dette minder i beklemmende grad om noget, som vi har oplevet tidligere. En gruppe af “kvasi-konverterede” universitetsansatte gør gældende, at islam kun må beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. For 30 år siden, da marxismen-leninismen hærgede på danske universiteter, hævdede andre universitetslærere, at denne ideologi og dens virkeliggjorte verden skulle beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. Det blev til selvcensur, ukritisk overtagelse af KGB-terminologi og orwellsk newspeak, hvor krig betød fred, og diktatur var demokrati. Dette farlige nonsens hørte op, da de marxistisk-leninistiske diktaturer brød sammen.

    Nu oplever vi samme degenerationsproces i forhold til en anden totalitær ideologi. Nogle vil gerne se kritikken af vrøvlet som højreorienterede mod venstreorienterede. Det er endnu mere vrøvl. Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig.”

    Politikens interview med undertegnede i dag blev som ventet et frontalangreb, ikke helt så underlødigt som i Informations bogdebat i lørdags, men tæt på. Journalist Kjeld Hybel (apropos) havde i det mindste læst og forstået bogen, men selvom jeg gentagne gange klart og tydeligt pointerede at bogen omhandlede Jørgen Bæk Simonsens metodiske skift væk fra filologien mod antropologien, så blev vinklen alt andet – Hellig krig i forskerverdenen. Fra underoverskriften.

    “Ny bog anklager fremtrædende islamforsker for at holde for meget af muslimer. Hans hensigt er at afkristne Danmark, lyder forfatterens bandbulle.”

    Første sætning er et klassisk associationstrick, ikke mindst fordi jeg netop i interviewet forklarede ham at man måtte skelne mellem islam som religiøs konstruktion og muslimer som individer – ikke kun, men også for muslimernes skyld. Problemet er ikke som det så følelsesmæssigt postuleres, at Bæk Simonsen “holder for meget af muslimer”, men at han gradvist siden 1988-1990 overtager muslimernes syn på deres religion. Kritik af islam er hermed identisk med hetz mod den enkelte muslim, og kritik af ideologien et udslag af manglende kærlighed til herboende muslimer.

    Anden sætning er ret beset uvæsentlig for bogen som helhed. I en note (#259) pointerer jeg at Bæk Simonsen qua en bestyrelsespost i en Nævnet for Etnisk Ligestilling, arbejdede som aktivist for en total adskillelse af kirke og stat. Det nævner jeg kort, fordi Bæk Simonsen samtidig har taget ikke-sekulære Minhaj ul-Quran i forsvar. En gruppe grundlagt af en islamist, der i Pakistan under militærdiktaturet i 1980’erne var ansvarlig for islamisering af det juridiske system. I bogen har jeg meget lidt om Bæk Simonsens forhold til Kristendommen som religion, men fremlægger enkelte eksempler på at han grundet sit ønske om et multikulturelt Danmark ønsker det kristen-kulturelle nedtonet. Måske er det titlerne Uriasposten og Vejen til Damaskus som narrer ham, eller også vil Politiken gerne se bogens kritik, ikke som videnskabelig kritik, men som et kristen korstog. Sandheden er at jeg slet ikke er kristen. Jeg meldte mig ud af Folkekirken som 18-årig, og betragter den dag i dag enhver form for religion som overtro – Vejen til Damaskus er da heller ikke på nogen måde et kristen stridsskrift. Islam har som en ikke-sekulariseret stærk monoteisme alle problemer trosbaserede forestillinger kan give et velfungerende demokrati, og hvis man som Jørgen Bæk Simonsen, Information og Politiken allerede i definitionen sidestiller kritik af ideologiske aspekter med hetz mod muslimerne, så er man ude på et skråplan, ikke mindst i videnskabelig henseende.

    Men ellers må man sige bogen er kommet godt af vejen. Officielt udkommer den først idag, men mig bekendt er der kun få eksemplarer tilbage af første oplag, og kun ved bestilling via boghandlerne. Pladserne til paneldebatten den 19. februar har været udsolgt længe, og adskillige er på venteliste.

    I bogens kapitel to refererer jeg fire forfatteres afklaring af centrale problematikker i religionsforskningen med udgangspunkt i begreberne ‘kulturchauvinisme’ og ‘kulturrelativisme’. Her citerer jeg blandt andet professor Jeppe Sinding Jensen, der i sin disputats taler om faren for at forskere i sit studie af religiøse fænomener ender med det antropologen Merryl Davies betegner som “pseudo-cognition or quasi-religious truth-claims”. Således forsvarer Jørgen Bæk Simonsens sig selv i dagens Politiken.

    “Jeg er gået fra at arbejde med teksterne fra den tidlige islamiske historie til at arbejde med levende muslimer i et moderne samfund under forandring. Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende. Min måde at gå til islam på tager udgangspunkt i, at islam kan forandres og er afhængig af tid og sted. Ligesom tolkningen af alle andre religioner eller politiske ideologier. Det, at muslimer er ankommet til et andet samfund og skal tolke sig selv i en anden sammenhæng, giver nogle andre svar.”

    

    29. januar 2008

    Undertegnede i Berlingske Tidende: Højre-hook til islamforsker

    Interview med undertegnede i dagens Berlingske Tidende i forbindelse med udgivelsen af Vejen til Damaskus. Fra Højre-hook til islamforsker.

    Hvad var du så kritisk over for i Jørgen Bæk Simonsens forskning?

    »Jeg ser en dygtig forsker, der tilretter sine konklusioner efter den standende politiske debat. Han nedtoner islams og Koranens betydning, og i stedet for at definere islam og Koranens indhold betragter han islam med herboende muslimers selvforståelse, altså som et fænomen, man ikke kan sige noget sammenfattende om.«

    Men kan islam ikke udlægges på mange forskellige måder?

    »Alle religioner er ikke ens, og eftersom muslimer betragter Koranen som Guds hellige tekst, er det selvfølgelig væsentligt at fastslå, hvad der er essensen i islam og i Koranen. Ikke alt kan reduceres til subjektiv fortolkning. Muhammed var ikke blot stifter af en religion, men også hærfører og politisk ideolog. I en tid med utallige terrorsager nedtones i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab det militante aspekt, og jihad bliver til noget med sproglig overtalelse og ikke til hellig krig.«

    Der står sikkert grufulde ting i Koranen, men det gør der jo også i Det gamle Testamente, og nogle jøder anser jo også det skrift for at være givet af Gud?

    »Det er rigtigt, men Koranen er i langt højere grad en krigsmanual, der opfordrer til mord på f.eks. jøder. I Koranen går Muhammed ind for at myrde Medinas jøder, og Koranen har vital betydning for muslimers praksis. Det er ikke noget tilfælde, at hadsk propaganda mod jøder florerer blandt muslimer den dag i dag, og at de kan hente retorisk inspiration i Koranen.«

    I Det Gamle Testamente myrdes der også vantro og der findes barbariske straffe, så er det så meget bedre?

    »Der er en gradsforskel, mener jeg, og man må også huske på, at jøderne har været underkuet i 2.000 år, hvorimod muslimerne stort set altid har været dominerende. Behovet for moderation har ganske enkelt ikke været til stede i samme grad som hos jøderne.«

    Kan den skarpe kritik ikke krænke muslimer?

    »Jeg kritiserer ikke muslimer, men islam og Koranen. Det frygtelige er, at store grupper af muslimer tager Koranen bogstavelig, og vi ser i mange dele af verden, fra Sudan til Indonesien, store grupper af muslimer, der anvender vold mod såkaldte vantro og bruger Koranen som legitimering. Det må man da tage alvorligt.«

    På den anden side kan disse mennesker måske modereres?

    »Så længe Koranen betragtes som Guds ord i endelig form og Muhammed som det perfekte menneske, så tror jeg, at det vil tage meget lang tid, før vi kan håbe på en moderat form for islam. Måske 1.000 år. Et civilisationshistorisk skel er ikke noget, der forsvinder ved ikke at berøre grænsefladerne. Det ville man i andre sammenhænge kalde for kapitulation.«

    Kan debatten støde de moderate fra os, sådan som Uffe Ellemann-Jensen og andre siger?

    »Vi kan ikke i denne fundamentale debat tage hensyn til krænkede følelser. Vi må står fast på vore grundværdier og se de antidemokratiske kræfter lige i øjenene. Der har bredt sig en følelse af afmagt kombineret med intellektuel afsky for vore egne vestlige samfund. I stedet for videnskabeligt at beskrive islam forsøger Jørgen Bæk Simonsen i bedste Said-ånd at gøre islam og Koranen spiselig for Vesten og neddæmpe dens indhold. Det er ikke videnskab, det er politik. Jeg forstår ikke Uffe Ellemann-Jensen, men han er desværre ikke den eneste. som ud fra misforstået hensyn til muslimerne reelt gør islam immun over for kritik. Han gør efter min mening vold mod egne idealer.«

    Du mener, at danske islamforskere generelt ikke tør gå kritisk til islam og Koranen. Men bliver det ikke ophævet af mediernes kritiske holdning?

    »Det er en misforståelse at tro, at medierne går kritisk til islam. Imamer, der går ind for stening, beskrives som moderate, andre, der sympatiserer med terrorister, beskrives som personer, der understøtter integrationen. Proportionerne er gået fløjten, og politiserende forskere har i høj grad et medansvar.«”

    NB: Papirudgaven er noget længere.

    

    27. januar 2008

    Ugens bogdebat i Information: Vejen til Damaskus

    Når man som højreorienteret blogger bliver interviewet til Information om en bog der retter kritik af den etablerede islamforskning, så forventer man ikke fairness, og guderne skal vide at det fik jeg ikke i lørdagens udgave, hvor journalist Tobias Havmand under overskriften Ugens bogdebat giver en opvisning i vinklet journalistik.

    Nu er jeg jo part i sagen, så meget desto bedre – det gør det hele mere gennemskuelig.

  • 26/1-08 Information – Tobias Havmand: En forsker under anklage.
  • Jeg talte med journalisten i tordags, og han havde ikke sagt meget, før jeg fornemmede, at det blot var et alibi-interview. Vinklen var fastlagt på forhånd, og da det ikke virkede som om han havde læst bogen (hvad han påstod), så blev jeg nødt til at korrigere hans stråmandsargumentation helt ned i detaljer. Intet jeg sagde kom med i artiklen, der nøjagtig som spået fik følgende tendens.

    1) Objektivitet eksisterer ikke (og derfor kan man ikke sige Bæk Simonsen politiserer)
    2) Frants Buhl var kristen (og hans bedømmelse af islam hermed subjektiv)

    Enhver der har læst Vejen til Damaskus vil vide, at ovenstående er helt i hundene. Selvom objektivitet ikke eksisterer, så er alt ikke jo ikke lige gyldigt, og i bogen citerer jeg eksempelvis professor Jeppe Sinding Jensen for den holdning, at forskning i religiøse fænomener nødvendigvis må tage udgangspunkt i “generalized interpretations”. Hvor Edward Said (og hans danske discliple) reelt afviser at man kan beskrive islam uden at tage vidtgående hensyn til religionens selvforståelse, så hævder jeg og andre, at hvis man som (som Said anbefaler) emanciperer beskrivelsen af islam fra et kulturelt forankret udgangspunkt, så ryger man i relativismens faldgrupper. Det manifesterer sig i Bæk Simonsens nyere forfatterskab med vidtgående accept af islamisk ontologi og epistemologi – reelt en islamisering af islamforskningen. Det dokumenterer jeg i bogen med eksempler på Bæk Simonsens brug af begreberne jihad, dhimma og din wa dawla. Jeg hævder på intet tidspunkt, at objektivitet eksisterer, men mener selvfølgelig ikke at studier af menneskeskabte fænomener skal godtage trosbaserede dogmer. Vil muslimer anskue Muhammeds angrebskrige som forsvarskrige (for islam), så dem om det, men forskere må nødvendigvis se det hele lidt fra oven.

    Fra artiklen:

    “… Her har Danmark haft en markant position siden Niebuhr-ekspeditionen – særligt med trekløveret Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som fra slutningen af 1880’erne og frem til Anden Verdenskrig overlappede hinanden som markante skikkelser – og for de første tos vedkommende også var dybt forudindfattede fra et kristent synspunkt og generaliserende i et omfang, der sine steder var decideret racistisk i Møllers fremstilling. Bagsideteksten til bogen konstaterer, at Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, men det er et noget andet budskab Kim Møller når frem til inde i bogen, hvor han blandt andet om lutheraneren Frants Buhl konstaterer, at han var præget af en “udpræget kristen religiøs antipati” mod Muhammed og om Østrup, at han om islam som religion “på alle måder anså den for at være den kristne underlegen”.

    I forhold til Frants Buhl lød journalisten helt og aldeles uvidende. Han skøjtede henover det overordnede – det forhold at Buhl qua sin videnskabelighed undsagde den kristen-fundamentalistiske tilgang til sit fag, og som jeg fortalte ham, blot beholdte en tidstypisk antipati for islam. Med andre ord: Frants Buhl var tro mod videnskaben – det er Jørgen Bæk Simonsen ikke.

    Da Frants Buhl var ung, var selv videnskabelige beskrivelser af islam stærkt præget af kristne dogmer. Islam var en falsk religion fordi Kristendommen var sand, så at sige. Det udgangspunkt tog Buhl et opgør med omkring 1880, med sine gradvise anerkendelse af Julius Wellhausens dekonstruktive arbejde med Det Gamle Testamente i Geschichtes Israel (1878). At han stadig var præget af tidens kristen-kulturelle opfattelse og sprogbrug er ganske vist, men som enhver der har læst Buhl vil vide, så formåede han bedre end andre i sin samtid at skelne mellem religiøs og videnskabelig kritik. Førstnævnte gav ham en årelang disput med kristen-fundamentalistiske C.H. Scharling, sidstnævnte foranledigede oversættelse af hans hovedværker til verdenssprog. Sidst udgivet på dansk i 1998 (Johannes Pedersen læses stadig på Teologisk Institut i Århus siges det).

    Tobias Havmand tager enkelte ord ud af sin sammenhæng, og undlader helt at forholde sig til det overordnede. At Buhl – i modsætning til Bæk Simonsen bragte forskningen væk fra religiøse dogmer.

    Som artiklen fremstår i avisen, er der noget som springer i øjnene. En stort opsat artikel om en bog, kritiserer bogen – uden på noget tidspunkt at eksemplificere kritikken. Ingen citater der viser Bæk Simonsens paradigmeskifte, og ikke et ord fra det interview han havde med mig. Logisk nok – det er jo nemmere at kritisere et synspunkt man selv formulerer, men fair er det altså ikke.

    Mere fra artiklen.

    “Den fløj bestod blandt andet af en række debattører, der dannede foreningen Trykkefrihedsselskabet med bl.a Lars Hedegaard i spidsen, og det er et slagsmål, som foreningen nu igen forsøger at revitalisere med et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen med bogen Vejen til Damaskus – dansk islamforskning 1995-2005. Bogen, der er et omskrevet speciale af en anden profil fra Danmarks nye ideologiske højre, Kim Møller – manden bag Danmarks mest læste højreorienterede blog ‘Uriasposten’, anklager Bæk Simonsen for at have skiftet markant holdning i forhold til en række af islams mere kontroversielle områder: sharia, islamisme, islams generelle forenelighed med demokrati. Og for at være kulturrelativist…”

    En bog der tekstnært går i dybden med fire islamforskere baseret på et historiografisk historiespeciale om dansk islamforskning 1885 til 2005… betragtes som ‘et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen’. Tænk lidt over det.

    Møllers centrale indvending er, at Simonsen ukritisk har overtaget det radikalt forandrede syn på islamforskningen, som Edward Saids afgørende bog Orientalism fra 1978 bragte på banen. Said indvendte mod hele den vestlige orientalisme-forskning, at den hovedsaligt havde til hensigt at bekræfte egne stereotypier og verdenssyn, og at den praktiserede en kolonialistisk kulturchauvinisme, der havde til hensigt at bekræfte vestlig kulturs overlegenhed over for den arabiske, og at forskningen derfor i vid udstrækning var akademisk upålidelig.”

    På ingen måde korrekt. Selvom Bæk Simonsen som socialist i et marxistisk forskermiljø i sit tidlige forfatterskab er kraftigt præget af Saids tanker, så er det ikke min ‘centrale indvending’. Når man som borgerlig har en tidligere DKP’er som vejleder, og kender den polariserede islamdebat, så nedtoner man selvfølgelig det ideologiske aspekt og gør specialet mere dokumentarisk. Det blev jeg kritiseret for, men jeg opsøger altså ikke luftige motivanalyser af politiske modpoler hvis jeg kan undgå det. Der stod også cyanid på den anden pille.

    Jeg daterer Bæk Simonsens paradigmeskifte til 1988-1990, og motivationen er ganske tydeligt ikke Orientalism (fra 1978), men den politiske debat om multikultur herhjemme, foranlediget af 1980’ernes flygtningestrømme fra islamiske lande.

    Et synspunkt, Kim Møller har et mærkeligt ambivalent forhold til, idet han på den på den ene side kalder det en “overreaktion” – og på den anden selv dokumenterer, at Said faktisk ikke ramte helt ved siden af – i hvert fald ikke når det kommer til dansk islamforskning.”

    En overreaktion, fordi Said drager vidtgående slutninger på basis af forskernes sprogbrug. Han pointerer eksempelvis at de var lakajer for en racistisk imperialisme, at de ikke handlede i god tro. Johannes Østrup var den danske hardliner, men intet han skrev tyder på, at han ikke handlede i god tro. Det springende punkt her (sågar fremhævet i bagsideteksten) – som journalisten helt overser, er det forhold at forskere til alle tider er barn af deres tid.

    Det er imidlertid ikke de gamle forskeres forudindtagethed, Møller og Trykkefrihedsselskabet er ude efter. Det er Jørgen Bæk Simonsens, og her er den centrale anke, at han på en række punkter har ændret indstilling til, hvor dogmatisk islam er, og hvor defineret en størrelse, religion er i hver eneste muslim…”

    Havde journalisten læst bogen (som han hævdede), så ville han vide at de fem overordnede analysepunkter er tilrettet således, at der kommer fokus på de videnskabelige mangler ved både den tidlige (kulturchauvinisme) og den nyere (kulturrelativisme) forskning. Hermed kommer der både fokus på Edward Saids kritikpunkter (racisme) og nutidens stridspunkter (eks. islam og demokrati). Det længste kapitel bærer overskriften Tendens og terminologi, og stiller skarpt på Brugen af stereotyper. Uden at tælle efter, så vil jeg tro kritikken af Johannes Østrup samlet set får mere plads end kritikken af Jørgen Bæk Simonsen.

    Hvor ‘defineret en størrelse’, islam er i ‘hver eneste muslim’ forholder jeg mig slet ikke til, og det undrede mig da også at journalisten i interviewet gjorde mig til talsmand for den ‘fordomsfulde’ fløj i forskningen. Udgangspunktet for journalisten (og Edward Said, Bæk Simonsen mfl.) er tilsyneladende, at kritik af islam som religiøs konstruktion også medfører en ‘fordomsfuld’ tilgang til den enkelte muslim. Jeg fastholder (som Bæk Simonsen pre-1990), at Islam foruden at være en religion også er politik og ideologi, og ligesom det ikke giver mening at studere marxisme uden at læse Marx, så kan islam ikke forstås uafhængigt af kilderne. En islamforsker må selvfølgelig gå tekstnært til helligteksterne.

    Frants Buhl blev i slutningen af 1800-tallet kritiseret af kristne fundamentalister for sine dekonstruktioner. Idag kommer modstanden mod den dekonstruktive tilgang til islam ikke så meget fra islamiske fundamentalister som fra ateistiske forskere. Tankevækkende.

    Hvor man kan sige Tobias Havmand og Information begår ringe og/eller tendensiøs journalistik, så er sidste halvdel af artiklen isoleret set interessant nok.

    “… Jørgen Bæk Simonsen serverer en islampakke, der er fordøjelig for danske ganer… han lader den [danske debat] påvirke sin forskning.

    Det er et synspunkt, Jørgen Bæk Simonsen er uenig i:

    “En humanistisk forsker kan ikke arbejde ud fra antagelsen om, at der findes en neutral grund, et værdifrit rum. Forskeren træder ind i en historiografisk kontekst, forholder sig til konteksten og udfordrer den. Forestillinger om, at noget sådant er værdifrit, må afvises,” siger han.

    “Af samme grund er det helt afgørende for debatten, at konteksten er klar. Islam og muslimer har været i feltet hele tiden, men den kontekst islam og muslimer i den aktuelle debat sættes i, skyldes ikke kun islam og muslimer, men også en lang række andre forhold. Det gør ikke studiet af islam og muslimer mindre interessant, men det betyder, at forskningsresultater kan bruges og misbruges i et utal af sammenhænge, der er studiet af islam og muslimer aldeles uvedkommende.”

    Når Bæk Simonsen folder sig ud, så er ikke et øje tørt, men hvad er det egentligt han siger. Forskningsresultater kan misbruges; forskning må tilrettes den politiske debat; forskningen skal gøde jorden for multikulturalisme. Jeg ved godt hvad jeg mener.

    “Anklagen om akademisk underlødighed kan umiddelbart heller ikke genkendes i andre dele af islamforskningsmiljøet, hvor billedet af en objektiv islamforskning ses som en illusion:

    “Det er et område, der i høj grad er en del af den offentlige diskussion, og der kommer da også personlige holdninger til udtryk. Vi er ikke så naive, at vi tror, at vi kan levere et helt objektivt syn. Men så længe man er klar over sine holdninger og kan forholde sig akademisk til dem, kan jeg ikke se et problem, og jeg er i mit arbejde med Jørgen Bæk Simonsens tekster ikke stødt på noget, jeg ikke mente var akademisk lødigt,” siger Peter Seeberg, Centerleder for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.”

    Et kunstigt opstillet paradoks, men Peter Seeberg bliver aldrig et sandhedsvidne ift. politiserende islamforskning.

    “… Der er intet nyt i, at forskning er i interaktion med de brede politiske og ideologiske strømninger i samfundet. Jeg har endnu ikke læst Kim Møllers bog, men problemet med den overordnede debat er, at visse debattører, der ikke selv bedriver forskning, ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning

    “Mens det er positivt, at vi har en samfundsdebat, hvor intellektuelle af forskellig observans sætter spørgsmålstegn ved hinandens politiske analyser, gås der galt i byen, når man forsøger at overføre kritikken til en kriminalisering af forskerens akademiske meritter. Den type kritik er både akademisk og samfundsmæssigt uniteressant. Og det er en skam,” siger Rasmus Alenius Boserup.”

    Ja klart, det er mig der ikke evner at skelne mellem forskeren og aktivisten Jørgen Bæk Simonsen. Han gør sig virkelig umage for at skelne… Men iøvrigt – først Peter Seeberg, så Rasmus Boserup. Der spilles ikke hasard med konklusionerne.

    “Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.”

    Anonym forsker – den danske islamdebat anno 2008.

    Sætningen “koranen… gør muslimer disponible for fundamentalisme” er bizar. Der er næppe en islamforsker i dette land der mener andet… når kameraet ikke lyser og mikrofonen er slukket. Når nu journalisten ikke gider, så lad mig citere min bog – citerende Jørgen Bæk Simonsen anno 1983: “der findes i Koranen en række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser”, og den nutidige apologi anno 2004: “fundamentalisme er ikke per definition problematisk”.

    At Bæk Simonsen tilhører en fløj der mener “koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet” er ganske vist, men selv apologien har sin begrænsning, og derfor må Bæk Simonsen da også kombinere det videnskabelige studie af kilderne med ønsketæ… noget andet. Her om islam og menneskerettigheder i Det retfærdige samfund fra 2001.

    “… den islamiske tradition rummer et rettighedsperspektiv… Derfor er det principielt muligt at tilvejebringe en afklaring af menneskerettigheder i islam, men det vil efter min bedste overbevisning være halsløs gerning at gøre det på baggrund af en gennemlæsning af Koranen.” (Vejen til Damaskus, s. 121)

    – og islam er fredens religion, hvis blot man ikke læser Koranen…

    “… Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder – og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.”

    En opsummering der på overfladen virker rimelig, men egentligt blot er med til at fastholde polariseringen. En rød tråd i bogen er således, at Bæk Simonsen nye og mere venlige syn på ‘islam’, i høj grad skyldes et paradigmeskifte. Hvor islam frem til 1988-1990 var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling (i lighed med Buhl, Østrup og Pedersen), så er kilden til forståelse af islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst. Hvor kilderne til islam tidligere gav sig selv, så er kilderne idag mundtlige og der er frit valg på alle hylder: Find en demokratisk muslim, og islam er demokrati.

    Problematikken bør også vendes om: Hvor er islam i Demokratiske Muslimer?

    

    7. januar 2008

    Multikulturen tilbagedateres (Egon Clausen & Jørgen Bæk Simonsen)

    Knivskarpt læserbrev af Søren Espersen i dagens Jyllandsposten.

    Egon Clausens naive myter
    Myterne I udlændingedebatten er sejlivede. En af de mest seje er, at Danmark altid har været et indvandrerland. En myte, som Egon Clausen bliver ved med at gentage (JP 30/12 2007), hvor han for 119. gang fortæller om roepolakker, jøder, hollændere, kartoffeltyskere og huguenotter.

    Ja, sangen er velkendt. Den er i 25 år som fast rutine blevet sunget af godhedsindustrien og indvandringsmafiaen hver gang, der sattes spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade Danmark løbe over ende.

    Jo, vel er der gennem tiderne kommet fremmede mennesker til Danmark; men det er sket i et så begrænset antal, at de har kunnet opsluges på fornuftig og rimelig måde i den danske kultur og i det danske samfund generelt…

    Men lad os se på tallene for Danmarks indvandring op til 1983, hvor den nye udlændingelov vendte op og ned på alting og åbnede dørene for masseindvandring.

    Jøderne: I løbet af 373 år med jødisk indvandring indvandrede cirka 7.000 jøder i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 19 personer.

    Polakkerne: I perioden fra 1893 til 1930 – altså over 37 år – rejste 91.133 polakker ind i Danmark. Heraf var 95 procent sæsonarbejdere og forsvandt igen efter endt arbejde. Eksempelvis blev indrejste i året 1914 14.452, men kun 1.442 blev vinteren over. Facit er, at på 102 år indvandrede cirka 5.000 polakker i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 49 personer.

    Hollændere: I alt indvandrede cirka 800 hollændere til Danmark. De kom for 400 år siden – svarende til en årlig indvandring på 1,5 personer.

    Huguenotter: Et andet navn for reformerte franskmænd. 500 af dem endte for 435 år siden i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 1,1 personer.

    Tatere og sigøjnere: De første kom til Danmark omkring år 1500. Talmæssigt er det umuligt at sige, om 100 eller måske 500 i løbet af disse 495 år fik endeligt ophold i Danmark.

    På den baggrund er det ikke underligt, at historikeren Georg Nellemann i 1965 i sin afhandling for Nationalmuseet “Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere” i forordet noterede:

    »Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper.«

    Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af de seneste 25 års myter om, at Danmark altid har været et indvandrerland.

    Jørgen Bæk Simonsen gør helt det samme. Beskrevet i Vejen til Damaskus, s. 75. Mere info her.

    “Udgivelserne fra 2001 og 2004 vægter perspektiveringen højt, og Simonsen nøjes ikke med at konstatere, at islam har ændret sig over tid, men argumenterer også for, at det vil ske fremover i en dansk kontekst. I denne forbindelse forekommer der markante brud med hidtidige fremstillinger. Pludselig har islam altid været en del af Danmark, og ’multikulturen’ tilbagedateres så at sige: I 1990 mente han, at »Islam … før 1968 [var] et næsten ukendt fænomen i Danmark.« (1990a:22) Fjorten år senere forfægtede han et ganske andet synspunkt: »Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert.« (2004:54; se også 2004:9f, 184f)”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper