19. november 2018

“Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.”

Rune Selsing rekapitulerer lidt om forholdet mellem multikulturelle imperier og homogen nationalstat med udgangspunkt i 1. Verdenskrig. Læs det hele på JP.dk – Uden det nationale får vi krig.

Verdenskrigene handlede ingenlunde om nationalstater, der bekrigede hinanden. De var et udtryk for multikulturelle imperier, der brød sammen og etniske konflikter, som blev sluppet løs i kollapset af orden. Vi forlod en verden, der blev holdt sammen af store imperiale magtkoncentrationer, hvor fraværet af blodbad byggede på en benhård undertrykkende magt. Efter krigene og serieopbrud af imperier, massevis af nye statsdannelser, befolkningsoverførsler og grænsedragninger fik vi noget, der mindede om nationalstater. Stater, hvor jurisdiktion og nation var sammenfaldende. Det er først og fremmest i den forstand, at vi kan kæde verdenskrigene sammen med nationalstaterne. Da krigene var overstået, var den hidtidige orden væk. Tilbage var en anden orden bestående af mere eller mindre velafgrænsede nationalstater.

Nationalstaterne har givet en langt mere fredelig verden og især et fredeligere Europa. Inden for det kulturelle fællesskabs grænser respekterer og tolererer vi hinandens ret til forskellighed og frihed. Vi har sammenhørighed med dem, vi deler kultur med. Vi taler samme sprog, og det gør det indlysende nemmere at forstå hinanden og være solidariske. De kulturelle spændinger og konflikter er afløst af en politisk orden baseret på en bund af homogenitet.

Kan nationalstater ikke bekrige hinanden? Jo selvfølgelig. Men den slags krige handler som udgangspunkt ikke om overlevelse og eksistens. Vi har jo allerede vores nations grænser, så hvorfor gå i krig? Hvilket folk ønsker for eksempel en krig på grund af pekuniære forhold? Det er vist primært konger, der har forfulgt dén ide. Nej, det nationale bliver først farligt, dér hvor det udvikler sig til chauvinisme. En idé om at ens kultur er de andre overlegne og derfor bør udbredes til resten af verden. Sådan har de færreste med deres land. Jeg elsker ikke Danmark, fordi det er bedre end andre lande. Jeg elsker det, fordi det er mit land. …

Selvfølgelig er der stadig fare for krig. Hvor der er følelser, er der basis for konflikt. Men det er først og fremmest alle de steder, hvor vi ikke har nationalstater, at vi ser krige. … Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.

Det er sigende, at EU’s hovedstad netop findes i en uholdbar statskonstruktion, altså Belgien. Ideen bag EU er at opbryde nationalstaterne og lige så stille erstatte dem med en paneuropæisk føderation. Det som man i gamle dage ville have kaldt et imperium. Derfor skal man ikke bare grine af Macron, når han taler om, at det nationale og patriotisme er modsætninger (uanset hvordan man definerer ordet nationalisme, er udsagnet selvindlysende idiotisk). Macron er farlig. Ligesom Merkel har været det, og den liberale universalisme, de er eksponenter for, som, hvis den får held til at opløse det nationale, atter vil slippe de kræfter, vi betalte så dyrt for i forrige århundrede, løs. Solgt som fredens og frihedens projekt – de facto det modsatte.”

(Fergusons The War of the World, 2006 & Snyders Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin, 2010)

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer

Libak om Marrakesh-erklæringen: “… hviler på den præmis, at migration er positiv og skal fremmes.”

Der er bevægelse i Venstre med folketingskandidater som Mads Fuglede og Anna Libak. Her sidstnævnte i Berlingske – En migrant er en fremmed, du ikke har mødt endnu.

“Siden flygtningekrisen i 2015 har regeringer over hele EU utrætteligt gentaget, at det gælder om at få skilt flygtninge fra migranter. De første behøver vores beskyttelse og kan blive – i hvert fald til faren driver over. De øvrige har ingen ret til at være her.

Men det bliver sværere at argumentere for, hvis landene skriver under på FNs nye migrationspagt ‘Global compact for safe, orderly and regular migration’ ved en stor ceremoni 10-11. december i Marokko.

For pagten hviler på den præmis, at migration er positiv og skal fremmes. Mere af den, tak!

Allerede i præamblen slås det således fast, at formålet med pagten er at sikre, at migranter fremover ikke skal stilles ringere end flygtninge. For i dag er det kun flygtninge, der er beskyttet af de internationale konventioner, mens migranters retsstilling er langt mere usikker. Det skal pagten lave om på.

Spørgsmålet er så, hvad der egentlig menes med migranter. Og der menes efter alt at dømme alle migranter fra hele verden, der ikke har haft held til at blive anerkendt som flygtninge. Anderledes kan man dårligt forstå ordene om, at staterne forpligter sig til at yde den fornødne støtte til enhver, uanset migrationsstatus, der bliver udsat ‘for nogen form for diskrimination’ eller udnyttelse eller misbrug, herunder f.eks. ‘migranter, der er blevet udnyttet og misbrugt af menneskesmuglere.’

… en tid, hvor hele det politiske landskab i Vesten er i opbrud, ikke mindst som følge af modstanden mod yderligere indvandring, er det faktisk ret frisk at udfærdige en pagt, der anpriser den.”

(Global Compact for safe, orderly and regular migration aka Marrakesh-erklæringen, 2018; Foto: UN.org)



15. november 2018

Løkke: “For mange er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de internationale institutioner som… EU”

Inden længe underskriver Danmark ‘Marrakesh-erklæringen’, som regeringen ikke ‘forventer’ vil ‘afføde lov- givningsmæssige konsekvenser’, i lighed med foregående politiske hensigtserklæringer om migration. For fyrre år siden havde det hverken gjort fra eller til, men i dag, hvor Løkke & Co. går til valg på en stram udlændingepolitik, udstiller det de dobbelte regnskaber. Man er en dårlig målmand, hvis man nægter at røre bolden med hænderne, og det gør det ikke bedre, hvis man binder dem på ryggen.

Fra BT.dk – Løkke efter mindeceremoni: Vi skal passe på nationalismen (Ritzau).

“Statsministeren peger blandt andet på nationalisme og en mere udbredt skepsis over for internationale institutioner som ting at tage sig i agt for.

– Nationalfølelse er en stærk ting. Jeg er dansker. Men den form for indadvendt nationalisme, hvor man vender ryggen til resten af verden, kommer der kun dårligdomme ud af.

– For mange er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de internationale institutioner som FN og EU og hele det internationale samarbejde. Hvis de får ret, får vi et problem, siger statsministeren.”



13. november 2018

Professor: Danmark kan nemt omgå menneskerettighedsdomstolen, blot ophæve inkorporeringsloven

Havde Danmark haft et nationalkonservativt medie, så havde danskerne allerede nu haft en kvalificeret debat om Nye Borgerliges ultimatummer til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Symptomatisk for den Løkke-tro borgerlighed, så skulle man høre en nøgtern gennemgang af alternativerne i et rødt taleprogram. Foranlediget af Henrik Sass Larsens konventions-dissens havde Lars Trier Mogensen inviteret professor Mads Bryde Andersen ind i Det Røde Felt, for at tale om de konkrete alternativer, såfremt Danmark skulle ‘rode’ sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Indslaget varer 30 minutter. Konklusionerne har jeg opsat i punktform herunder. Bemærk det tredje alternativ.

1) Påvirke fortolkningen politisk. I praksis umuligt, da de fleste lande er helt ligeglad.

2) Revidere selve konventionen: Det kan ikke lade sig gøre.

3) Ophæve inkorporeringsloven, og begrænse domstolen ved national lovgivning.

4) Udmeldelse af domstolen. Får ingen betydning for medlemskab af EU.

“For mange stater spiller det ikke den store roller. De opfylder jo ikke de domme der afsiges i Strassburg. Man trækker lidt på skulderen, udbetaler erstatning, og siger det var det.” (Mads Bryde Andersen, professor)

Opdate. DF stillede beslutningsforslag desangående sidste år. Alle partier stemte nej. Resumé fra FT.dk.

“Med forslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver skrevet ud af dansk lovgivning, da dele af konventionen efter forslagsstillernes opfattelse strider imod dansk lovgivning, eksempelvis udlændingeloven. Forslaget indebærer, at inkorporeringsloven ophæves, og at dansk lovgivning skal have forrang, hvis der opstår konflikt mellem dansk lov og konventionen.



12. november 2018

Stine Bosse på 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning: “Se på dagen i dag! Fred i 100 år”

Føderalisterne plejer at bruge freden siden 2. Verdenskrig som argument for stadig snævrere EU-integration. Stine Bosse tager generelt fejl i alt, og selv når hun opremser i punktform er det ufiltreret vås. Freden skabte grobunden for den næste krig, og der gik blot tyve år. Fredens betingelser, som dikteret i Versaillestraktaten, tog ikke nok hensyn til etnicitet, og ti procent af tyskerne blev efter afståelse af landområder indlemmet i nabolande. Hvis man roder med det fundamentale i mennesket, så spiller man hasard med freden. Tag bare noter, Bosse.

(Stine Bosse på Twitter, 11. november 2018)

Oploadet Kl. 02:47 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer


1. november 2018

Douglas Murray, Europas undergang — immigration, identitet og islam, Forlaget Ellekær, 2018

Forlaget Ellekær har oversat og udgivet Douglas Murrays The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam, og det må være årets udgivelse i genren. Europas undergang — immigration, identitet og islam kan købes online for 295 kroner. Herunder tre eksempler.

“I 1984 havde Ray Honeyford, der var skoleleder i en skole i Bradford, et indlæg i The Salisbury Review, et blad med begrænset oplagstal, hvori han reflekterede over nogle af aspekterne ved at lede en skole i et område, hvor 90 procent af eleverne var børn af immigrantforældre. Han nævnte, at muslimske fædre ikke ville tillade deres døtre at deltage i danseundervisning, drama og sport, og at myndighederne tav om de forskellige kulturelle praksisser, såsom at forældre sendte børn til Pakistan i undervisningsperioder.

Han var tilhænger af, at skoleelever skulle anspores til at tale sproget og forstå kulturen i det land, de levede i, og ikke opfordres til – sådan som Horneyford hævdede, at de toneangivende inden for racerelationsområdet gjorde det – at leve parallelle liv i samfundet.

Racerelationsindustrien, som Honeyford havde kritiseret i sin artikel, iværksatte øjeblikkeligt en kampagne mod ham. Bradfords muslimske borgmester krævede Honeyford fyret og anklagede ham endog flere år senere for blandt andet ‘kulturchauvinisme’. I strømmen af protester og beskyldningen om at være ‘racist’ blev Honeyford tvunget ud af sit job og kom aldrig mere til at arbejde med uddannelse. Han havde i sin stødende artikel skrevet, at som følge af et politisk og endog sprogligt forfald var det vanskeligt at skrive ærligt om disse forhold, og den måde, hvorpå han blev behandlet, var et klart bevis herpå.

Hvorfor blev en populær skoleleder – over hvem der ikke var andre klager – tvunget til pensionering for at fremsætte en sådan påstand? Den eneste forklaring er, at på det tidspunkt var der ingen, der brød sig om den nøgne sandhed om disse forhold. Der var opstået et politisk og socialt paradigme –pinligt benævnt ‘multikulturalisme’ -, og i 1984 var det endnu ikke muligt at anfægte grundlaget for den anskuelse. Selv om dette kan have været en ringe trøst for Ray Honeyford, så begyndte mange mennesker et par årtier efteroffentliggørelsen af hans artikel at tale om, at han måske havde haft fat i noget rigtigt, og ved hans død i 2012 var kernen i hans påstand blevet bredt anerkendt.” (S. 37f)

[…]

“I 2006 vakte den hollandske justitsminister, Piet Hein Donner, betydelig vrede i Holland, da han i et interview antydede, at hvis muslimer ønskede at ændre landets love til sharia med demokratiske midler (dvs. når muslimerne var blevet tilstrækkelig mange), så kunne de gøre det. I 2004 havde Donner kortvarigt foreslået en genoplivelse af landets blasfemilove for hermed at imødekomme nogle muslimers bekymringer.

I 2008 vakte det mindst lige så meget offentlig harme i Storbritannien, da ærkebiskoppen af Cantebury, Rowan Williams, i The Royal Courts of Justice holdt en forelæsning, der beskæftigede sig med den parallelle jurisdiktion, som var i vækst i landet. Under forelæsningen antydede ærkebiskoppen, at indførelse af elementer af sharia i Storbritannien ’synes uundgåelig’. I efterdønningerne af den første offentlige vrede hævdede ærkebiskoppen, at han var blevet misforstået. Men i et interview i BBC Radio den følgende dag, som skulle afklare hans bemærkninger, gik han endnu længere og erklærede, at ideen om, at ‘der er én lov for alle, og at det er alt, hvad der er at sige om det’, udgjorde ‘en vis fare’.

Efter år med stigende bekymring for immigration og sikkerhed syntes det pludselig, som om noget af det mest grundlæggende i den vestlige civilisation blev lagt frem til forhandling. Undertiden forekom det, som om også fortiden var til salg.

Blot to uger før Merkels Potsdamtale talte den forbundstyske præsident, Christian Wulff, på ‘Den Tyske Enheds Dag’. Blandt hans bemærkninger, som også sigtede mod at besvare Sarrazins spørgsmål om islams placering i Tyskland, lod Wulff forstå, at islam var lige så meget en del af landets historie, som kristendommen og jødedommen havde været det. Denne udtalelse afstedkom et ramaskrig i Tyskland – også fra rækkerne af hans eget parti, CDU. Men Wulff var ikke alene om at fremstå som villig til at ændre fortiden med det formål at tilpasse sig de aktuelle realiteter.” (s. 121f)

[…]

“Efter kansler Merkels store beslutning fortsatte politikere, mediestjerner og andre igennem et år med at insistere på, at Europa skulle tage imod verdens migranter. De mennesker, inklusive den almene offentlighed, som fortsatte med at stille spørgsmål ved denne politik, afvistes igen og igen som hjerteløse og mulige racister. Og selv et år efter, at der var enighed om, at situationen i Europa var en katastrofe, fortsatte flådepatruljer i det sydlige Middelhav med at samle mennesker op i tusindvis. I henhold til EU’s egne agenturer var antallet af
migranter, som kom til Italien i juli 2016 12 procent højere end i juli 2015.

Et år efter det, der skulle have været toppunktet, blev mere end ti tusind mennesker samlet op ud for den nordafrikanske kyst på blot 48 timer. Når som helst medierne rapporterede om disse begivenheder, beskrev de migranterne som værende blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ op af Middelhavet.

Det meste af tiden sejlede europæiske fartøjer blot tættere på den nordafrikanske kyst og samlede mennesker op fra de både, som de var blevet skubbet ud i ikke mange minutter tidligere. Men det var virkelig underforstået, at de var blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ fra en forfærdelig situation, som i første omgang havde fået dem til at sejle ud i bådene. Og som tidligere havde ingen af detaljerne nogen betydning. Blandt de fraværende detaljer var, at der i strømmen af migranter til Italien stort set ikke var nogen syrere fra borgerkrigen. Det var i stedet næsten alle unge mænd fra Afrika syd for Sahara.

Et andet punkt, som kunne have været af en vis interesse, var, at hvad de end var flygtet fra, så var det muligvis ikke værre end det, som hundreder af millioner andre kunne ønske at flygte fra i månederne og årene fremover. Når først migranterne var blevet ‘reddet’, ville det godgørende Europa, som krævede, at denne politik skulle fortsætte, miste interessen for de senest ankomne.

Da 2015-krisen var på sit højdepunkt, havde mange personer i Storbritannien fra lederen af Scottish Nationalist Party til Labours skyggeindenrigsminister samt utallige skuespillere og rockstjerner sagt, at de ville tage imod en flygtningefamilie. Mere end et år senere havde ingen af disse personer i realiteten gjort dette. Som med generøsiteten og godgørenheden gennem hele krisen var det lettere at forvente af andre, at de ville være godgørende på ens vegne, når man først havde givet til kende, at man var på jordens fattiges og undertryktes side.

Konsekvensen af ens godgørenhed kunne overlades til andre. (s. 336f)



24. oktober 2018

Bosse: Integrationen af syriske flygtninge ‘går godt’ – “Mange flygtninge er vor tids grimme ællinger..”

En stor del af de problemer Danmark i dag har med udlændinge, skyldes akkumuleret indvandring, herunder den løbende asylsøgning. Stine Bosse har erkendt, at syriske asylansøgere ikke alle er raketforskere, men har nu fundet ud af, at såfremt vi gør det bedre med integrationen, så vil de uddanne sig til at blive gode skatteydende borgere. Det ville være sjovt, hvis det ikke var tragisk. Fra Altinget.dk – Stine Bosse: Der er ingen grund til at frygte en flygtning.

” Kan vi vise, at vi kan fastholde gode vilkår for erhvervsliv, særlige ordninger for indgangen til arbejdsmarkedet og ordnede forhold for alle arbejdstagere, så er der ingen grund til at frygte en flygtning.

Så kan vi sammen skabe plads, ikke til alle, men til en god del. Skabe plads til mennesker, som kan og vil bidrage med skattebetaling. Med kompetencer, man ikke har, men kan tilegne sig, eller som man har starten på og kan bygge videre. Vi har allerede, og vi får i de kommende år brug for skattebetalende voksne til at finansiere vores fællesskab…

Et samfund i udvikling ser positivt på at modtage mennesker, der ser sig om efter et sikkert sted at bo og virke. Et Europa i udvikling har brug for en rollemodel, som det danske samfund efterhånden har basis for at blive.

Hvis vi vil stå ved vores succes. Stå ved de mennesker, der er kommet hertil, og som på trods af mange odds imod sig har tilegnet sig sprog og andre kompetencer, som bidrager til fællesskabet. De er værd at fejre. Kage eller ej. Mange flygtninge er vor tids grimme ællinger, som H.C. Andersen beskrev det så malerisk og dansk.

(Agressive sortsvaner angriber kvindelige joggingløbere; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 20:14 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


11. oktober 2018

Thorvald Stauning (1941): “Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi… betyde­lige Fordele”

I dag fejres 75-årsdagen for redningen af danske jøder ved en mindehøjtidelighed i Gilleleje, blandt andet med deltagelse af den danske statsminister og den israelske præsident, og det er ganske givet sidstnævntes deltagelse, der gør det nødvendigt at lukke Gilleleje by.

I den henseende kan man passende citere den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings tale i Studenterforeningen, 8. marts 1941 – to år og syv måneder før danske fiskere sejlede jøder til Sverige. Stauning ville have tilpasning til det nye Europa, være en del af ‘den tyske planøkonomi’, og undsagde samtidig ‘det liberalistiske Samfund’ baseret på ‘Egoismen’. Han krævede derfor ‘Ro og Orden’, selvom ‘fremmede Tropper har besat Landet’. Fra Danmarkshistorien.dk – Thorvald Staunings (S) tale i Studenterforeningen 8. marts 1941.

“Forskellige Staters Ophævelse igennem svundne Aar og Udviklingen nu under Krigen viser, at Tyskland indtager Pladsen som den centrale Magt, og den vil ogsaa angive visse Hovedlinier baade af kulturel og økonomisk Art i Fremtiden. …

Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øje­blikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raa­dende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betyde­lige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen – altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme.

Den tyske Planøkonomi kan tænkes praktiseret igennem Overenskomster mellem de enkelte Lande og Tyskland, rimeligvis langtrækkende Overenskomster, som bestem­mer, at man aftager tyske Raastoffer og Industriprodukter imod til Gengæld at levere Landbrugsprodukter og andre Varer, som det bliver muligt for enkelte Lande at producere. Der tænkes sikkert paa en Arbejdsdeling i Europa, og for saa vidt den bliver fornuftig og hensynsfuld, er der ikke deri Anledning til Indsigelser. …

I denne Planøkonomi vil man sikkert kræve gennemført en moderne Produktions­ordning baade i Tyskland og de samarbejdende Lande, ligesom en Ensartethed med Hensyn til Prisniveau og Valutaforhold vil blive tilstræbt, og en fælles Kreditgivning imellem Landene vil sikkert ogsaa blive etableret. Naturligvis kan en saadan Udvikling nødvendiggøre Ændringer i de tilvante Forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert Fald som Opgaver, vi stilles over for, og som skal løses.

Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.

Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver.

Og saa er der endnu eet at bemærke. Det gælder om at bevare Ro og Orden i Landet, naar fremmede Tropper har besat Landet. Det kan medføre særdeles alvorlige og ubehagelige Følger, hvis alvorlige Forstyrrelser af Ro og Orden finder Sted.”

(Gilleleje afspærret på grund af mindehøjtidelighed for danske jøder i 1943; Foto. Gribskov.dk)



10. oktober 2018

Eks-MF’ere i kor: “Tænk hvis vi kunne nærme os en valgkamp, som ikke kun handlede om flygtninge…”

I fredags erklærede 63-årige Klaus Riskjær på Radio24syv, at Danmarks samarbejde med nazi-regimet under 2. Verdenskrig mindede om dansk politik ligenu i forhold til flygtninge. Det var uanstændigt, skamfuldt, og fremdeles. Han blev landskendt som fængslet liberalist, men var faktisk venstreradikal i sine unge år, og så var han i 2015 lige en tur omkring Alternativet. Med fødderne solidt forankret i den blå luft. Læringskurven er flad. Helt flad.

Man skulle tro fantastens svada i ‘Riskjærs fredagsbar’ ikke kunne overgås, men han er ikke den eneste i sin generation med en flad læringskurve. Det skorter eksempelvis ikke på virkelighedsfjerne eks-MF’ere i ‘Huxi og det Gode Gamle Folketing’. Her lidt af dialogen fra tirsdages udgave, hvor de diskuterede Lars Løkke Rasmussens åbningstale.

Steen Gade, SF: Tænk hvis vi kunne nærme os en valgkamp, som ikke kun handlede om flygtninge og indvandrere.

Anne Birgitte Lundholt, De Konservative: – Det ville være dejligt.

Steen Gade: … vi har jo historisk få flygtninge i det her land. Historisk! Man skal mange mange år tilbage… I forrige uge var jeg nede og besøge nogle af EU-institutionerne. Det er interessant hvordan de snakker om dernede i parlamentet, kommission og ansatte dernede, de siger, vi har ikke en flygtningekrise i Europa, , men vi har en politisk krise på grund af, at vi fik alle de flygtninge og indvandrere. Ikke fordi vi får dem, men fordi vi har fået dem. … Jeg håber virkelig de her store initiativer fra statsministeren – vi skal snakke klima, vi skal snakke sundhed, vi skal snakke også overordnet økonomisk politik og prioriteringer. Jeg mener – hvis det bare kunne få lov at fylde 80 procent af tiden i næste valgkamp, så var vi kommet et langt skridt på to punkter med også at gøre Dansk Folkeparti lidt mindre vigtig. Og hvis de skal med, så skal de gøre sig til at et mere normalt parti. Det kan de få lov til. Det er jo fint. Men det andet vil jo så være, at vi mere kom til at diskutere det som faktisk er det vigtigste.

Huxi Bach, vært: – Men Steen, hvis ansvar er det? At det kommer til at ske?

Steen Gade: Ja, vi kan ikke løse det her alene. … Det er manges ansvar. Men man kunne jo sige, at hvis de toneangivende partier ville koncentrere deres kræfter på det. Det betyder nok at Støjberg ikke skulle stå allerforrest i Venstres valgkamp. Men det kunne jo være et signal fra statsministeren om at han godt ville snakke om noget andet i folketingsvalgkampen. Skal vi ikke tage det positivt?

Anne Birgitte Lundholt: Jeg vil kun sige, at jeg er så meget enig i håbet. Vi er enige om… Jeg vil så gerne diskutere overordnet økonomisk vækst, også de velfærdsspørgsmål. Sundhed, Miljø. Jeg ville meget hellere diskutere det.

Lone Dybkjær, De Radikale: – Ja, og så kommunernes rolle.

Anne Birgitte Lundholt: Jov, Jov.

Lone Dybkjær: Ja, det er sindssygt vigtigt.

(Steen Gade, forhenværende MF; Foto: FT.dk)



4. oktober 2018

Støvring: ‘Ungarn er fremtidens Europa’, hvis Vesteuropa ‘intet effektivt vil gøre for at løse sin krise’

Nationalisme er og bliver ‘the prime mover of history’, og før vi anerkender det, forstår vi ingenting. Vi skal ikke være isolationistiske, men respektere kulturelle forskelle, og være mindre aktivistiske på andres vegne.

Bogaktuelle Kasper Støvring er her der og alle vegne i disse dage, og Gensyn med fremtiden lyder som en bog der bør stå på alle reoler. Start med gårsdagens Deadline, og suppler med denne her JP-kronik – Ungarn er fremtidens Europa (22. september 2018).

“Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ‘totalitære ambitioner’. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. ‘Det kan du da ikke mene?!’ Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ‘Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden’ argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn. …

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det. …

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper