13. juli 2019

Tom Jensen om venstrefløjens socialkonstruktivisme: “… symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen”

Fredagens sene Deadline var ret langt angreb på amerikanske Foxnews, der ikke bare er højreorienterede, men ligefrem går i rette med venstrefløjen. DR behøver ikke angribe Jyllands-Posten eller Berlingske, for det eneste borgerligt ved dagbladene er enkeltstående opinion. En leder i Jyllands-Posten om muslimers manglende integration, eller et angreb på socialkonstruktivismen. Leder i Berlingske af Tom Jensen – Nej, ord skaber ikke bare virkeligheden.

“Diskussionen om, hvad man skal kalde dette eller hint, herunder boligområder med mange indvandrere, muslimske borgere, parallelsamfund og mange på overførselsindkomst, bliver først et problem, hvis man bilder sig ind, at det er ordene, der skaber virkeligheden.

Det er en omsiggribende forestilling på den identitetspolitiske venstrefløj, at det forholder sig således. Det ser man ikke kun på udlændingeområdet, men i lige så høj grad i kønsdebatten. Hvis man således identificerer sig som kvinde, da kan det overtrumfe den biologiske kendsgerning, at man fysisk set er en mand.

… Hvis vi taler om tingene på en anden måde, så forandrer de sig alene derved. Alt er en konstruktion. Alt er kulturelt og socialt skabt og betinget og kan derfor ændres kulturelt og socialt – herunder gennem sproget.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvis man drømmer om, at ghettoernes problemer forsvinder, hvis vi holder op med at kalde disse boligområder for ghettoer.

Det er ikke sådan, at problemerne med parallelsamfund forsvinder, blot vi taler om dem på en anden måde. Havde det været sådan, ville integrationsudfordringerne i de udsatte boligområder i Sverige, hvor udlændingedebatten gennem årtier har haft en helt anderledes forsigtig for ikke at sige berøringsangst karakter end i Danmark, vel være betydeligt mindre. Det er ikke tilfældet. Spørg blot i Malmø eller i adskillige bydele rundt om Stockholm.

symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen. Venstrefløjsudgaven kommer indsvøbt i den illusion, at blot vi ikke taler for grimt om alt det besværlige og grumme, så går det nok væk af sig selv.”

(En boligblok i Linköping, Sverige, 7. juni 2019; Foto: Quillette)



27. juni 2019

‘Den indholdstomme liberalisme er i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt’

Knivskarp kronik af Eva og Rune Selsing i Berlingske. Læs det hele!

Fra Berlingske – Borgerligheden døde, da den opgav moralen.

“Det lignede et stort nederlag til folketingsvalget. Virkeligheden er dog meget værre: Nemlig at borgerligheden reelt har skrantet i mange årtier. Vi er slet ikke kommet os over den kulturradikale og marxistiske hærgen gennem Vesten i forrige århundrede.

Den borgerlighed, der overlevede den røde storm, var en flad, indholdstom liberalisme. Vi skal have frihed! Ikke rigtig frihed til noget bestemt, bare frihed. Ikke forholde sig til andre mennesker, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men blot gøre, hvad vi nu synes. Lidt ligesom hippierne. En borgerlighed, der ikke går op i familien, dannelsen, fædrelandet, kirken, skønheden – ja, det meste faktisk. En moral, der hverken dømmer eller fordømmer, men er ligeglad og næsten stolt af det. Onelineren ‘folk må leve som de vil, så længe de ikke skader andre’ er ikke kun en af liberalisternes foretrukne ånds- og samtaledræbere. Den er også alvorligt ment og udtrykker totaliteten af den gennemsnitlige liberalists tænkning om kultur- og moralske spørgsmål.

I fraværet af indhold har liberalismen kastet sig over en amoralsk (ikke umoralsk!) jagt på større ting og flere dimser. Det attråede mål med tilværelsen er øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere BNP. Ingen spørger hvorfor. Ingen spørger, hvad det gode liv er. Det er ikke sådan, at nogen har erklæret, at gold materialisme er livets salt; vi er bare holdt op med at tænke over, hvad alternativet kunne være.

For langt de fleste er der noget, som bør være vigtigere. Familien, kærligheden, venskaber, pligt, ansvar, dannelse og Gud. Nå ja, og så skal man da helst være produktiv. Men i den liberale borgerlighed er der kun det med at være produktiv tilbage. Derfor kan en yderligtgående, antiborgerlig, feministisk dagsorden vinde frem, selvom et stort befolkningsflertal ryster på hovedet af den. De venstreorienterede vil gerne bryde den borgerlige orden og dens institutioner ned. De liberale ser bare dumt til og spørger, om det er godt for bundlinjen. Når de da ikke selv deltager i nedrivningsfesten.

Den indholdstomme liberalisme er nemlig i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt. De venstreorienterede hader eksempelvis skønhed, og har til lejligheden udviklet en forfærdelig, menneskefjendsk arkitektur, der skal hjælpe med at uddrive borgerdyrenes romantiske forestillinger om livet. …

Ligeså med familien, der med sine pligter, begrænsninger og frirum fra statsmagten altid har været de venstreorienteredes hovedfjende. Familien interesserer ikke rigtig hyperindividualisterne, der ikke kan forstå, at noget fællesskab kan komme før den personlige frihed. At familien er ét og alt for stort set alle børn, der kommer til verden. Der, hvor vi dannes og bliver til moralske væsener. Familien – ikke individet – er samfundets sociokulturelle mindsteenhed. Nej, du skal ikke gøre, hvad du har lyst til. Der er rigtigt og forkert. Noget, der er bedre end andet. Det er som udgangspunkt bedre at stifte familie og passe på den end ikke. Det er som udgangspunkt bedre, at et barn har en mor og far end blot én af dem. Det er som udgangspunkt bedre at gøre som de fleste end at spilde dit liv med at hade normen og søge det unikke. Og så videre.

… En livskraftig borgerlighed skal insistere på at håndhæve rigtigt og forkert. Der er ingen, der kan forklare, hvorfor kriminelle udlændinge skal have lov at blive i Danmark. Ingen, der kan forklare, hvorfor tilvandrede ikke skal tilpasse sig vores normer. Der er andre hensyn. De handler dog ikke om rigtigt eller forkert…

Vores moral er grundlagt i et nationalt fællesskab, og den moderne liberale internationalisme tilbyder ikke stort andet end politikker, der opløser dette fællesskab. Det er pudsigt, at den nationalliberale guldalder i 1800-tallet var sammenfaldende med en omfattende og oprigtig interesse for fremmede kulturer. Når det tynde øl i Venstre taler varmt om globalisering, mener de i virkeligheden homogenisering. De helmer ikke, førend alle verdens større byer er proppet med den samme mad, de samme butikskæder, samme dødssyge bygninger i glas og stål og de samme enstænkende mennesker. En stor, global lørdagskylling. Dét er drømmen. Så kan pøblen hygge sig med islam og udkantsværen.

… Borgerlighedens ‘krop’ er orden. Den eksisterer stadig, men der er brug for at revitalisere og styrke den. Middelklasseindkomster og middelklasseliv. Hovedsporet, som så mange, selv borgerlige, i dag skammer sig over – for de er blevet lært, i de røde institutioner, at småborgerlivet er uautentisk og uden værdi. En perfid løgn: uden vores orden var fred, frihed og velstand en umulighed. Hårdt arbejde, den sammenholdende familie, det livslange ægteskab, forældreautoritet, kirke, retfærdighed i retssalen, restaurerede hovedgader, tætte naboskaber, møder med morgensang og omsorg for alle de små særpræg. Hjælp til de værdigt trængende og krav, pligter og dannelse.

Alt sammen på en bund af aktiv moralsk stillingtagen.

(Østerlars kirke, Østerlarsker Sogn, Østerlarsker-Gudhjem Pastorat, Bornholms Provsti, Københavns Stift)



4. april 2019

Sognepræst Kristian M. Møller: “… hvor er den faderlige mand, som skal lære drengen at blive mand?”

“De feminiserede værdier virker, som et marked, der hele tiden vil have flere markedsandele.”, skriver Nick Mogensen (NB) på Folkets.dk. Herunder det bedste fra en knivskarp kommentar af sognepræst Kristian Massey Møller i Kristeligt Dagblad – Drengen bliver frataget sit mod og sin styrke, fordi mandens historie er lagt for had.

“Drengen har det skidt. For drengen, der er dreng, må ikke være dreng, selvom der tales om, at det sørme er godt, hvis han er det. Og hvem taler om drenge? Det gør oftest omsorgsfulde mødre, som ud fra en kvindes optik definerer, at en dreng godt må være mors ustyrlige, lidt forkælede dreng, der dog skal kontrolleres, så vildskaben tæmmes. Men hvor er den faderlige mand, som skal lære drengen at blive mand?

Sagen er, at de fleste drenge er, som de skal være. I deres iboende mod og styrke. I det, de er og kan og skal blive. Drengen er imidlertid frataget sin historie. Sin spejling. Sin ånd, sit instinkt. Modet og kræfterne i drengen selv og ikke set i forhold til en pige, ud fra pigens vundne lighed. At være lige i muligheder er afgørende vigtigt, det er opnået, men ligheden skal have baggrund i, hvad en dreng og en pige hver især bidrager med. At være dreng er noget andet end at være pige.

Historien om drengen handler om mod og overskridelse, om den ånd og det instinkt, der nysgerrigt og årvågent gør sig erfaringer. I overvindelse af hindringer. I slåskampe og forbrødring som en samfundsskabende kraft. I forsvaret af sine og sit som noget, der forventes og er nødvendigt. Det er i al lighed drenges mening og lod. Drenge er ikke piger, men er netop drenge, fordi de fra sig selv skal bidrage med at udfordre og bryde grænser ned og ædelt og klogt opøve deres årvågenhed og beskyttelsesevne. I det nære forstået sådan, at drengen slet og ret kender sine kræfter og står vagt. …

Drenge må og skal også lære at vende den anden kind til, men altid i et modigt og kraftfuldt forsvar, der forvalter modet og styrken ret og besindigt. Drengen bliver frataget sit mod og sin styrke, fordi mandens historie er lagt for had, og er blevet synonym med fortidens kvindeundertrykkelse og det 20. århundredes krigskatastrofer. Manden bliver i det sat lig med det patriarkalske samfund, og så mister drengen manden som forbillede. Ja, mister faderligheden, fordi manden må pakke sammen og ikke må fortælle om modet og styrken som en gave og en fordring.”

(Evgeny Utkin, In the Boxing Parlour, 2009)

Oploadet Kl. 00:22 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
Arkiveret under:


14. februar 2019

Fra det radikal-feministiske overdrev: “Nyheder er noget bullshit, som hvide mænd har opfundet.”

Jeg kan faktisk godt følge femi-loonierne lidt. Uanset hvilke nyhedsudsendelser man ser, så er det blot et subjektivt udvalg af historier vinklet på en særlig måde, og det udgør således på ingen måde en absolut sandhed. Det betyder dog ikke, at en bredere ‘repræsentation af racialiserede ikke-hvide queers’ i et intersektionelt feministisk nyhedsprogram er løsningen på noget som helst.

(FCNN alias ‘Feminist Collective with No Name’)

Video

Oploadet Kl. 19:46 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. februar 2019

Feminist 4.0 vs ‘nøgenfængsel’: “… muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt”

Ekaterina Andersen er en billedskøn fjerdebølgefeminist med russiske aner. Som barn oplevede hun et tjetjensk terrorangreb på nært hold, men læser nu ‘kønsstudier’ på et svensk universitet. Her lidt fra en historieløs klumme på EB.dk – Muslimsk mode er kommet for at blive.

“Dagens damemode byder på turban, lange kaftan, som ligner hijabs og udgør en bemærkelsesværdig tildækkethed. Tørklædet, som har været yt siden 60’erne, er tilbage som modetilbehør. Inspirationen kommer fra Mellemøsten. …

Mode er ofte politisk og bygger broer der, hvor politikerne har mudret tingene til. Regeringer kan forbyde burkaer og tørklæder så meget de vil, men muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt. …

Magt er at kunne definere sig selv og sine interesser som målestok for, hvad der er det normale. … Mens man ofte taler om den vestlige frihed at være afklædt, som jeg klart benytter mig af, glemmer man, at den afklædthed ofte er obligatorisk. Jeg kalder det nøgenfængsel.

Når dagens mode siger. at det er cool for en hvid, kristen som mig at se ud som min underbo fra Irak, er det en kulturel milepæl. Det er et tegn på et samfund, der tør den kulturelle dialog. …

Nogle muslimske kvinder er undertrykte. Og nogle muslimske kvinder er ‘fierce as fuck’. Jeg vil gerne ligne en af de sidstnævnte.”

(Ekaterina Andersen i videoen til Spitzenklasses ‘Kamæleon’, 2015; Foto: Youtube, udsnit)

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


6. februar 2019

Ole V. Christiansen, formand, LO Århus: Fra ‘pussy hat’ til forulempelse af ‘en kvindelig medarbejder’

Århus Stiftstidende fortæller, at Ole V. Christiansen, formand for LO Århus, træder tilbage ’som en konsekvens af flere episoder til en julefrokost for LO-ansatte i december’. Han skulle ifølge avisens oplysninger have ‘mere end tjattet til en mandlig ansat’, og “… have forulempet en kvindelig medarbejder”.

Ole V. Christiansen ses herunder med den såkaldte ‘pussy hat’, der opstod i 2017 som en feministisk protest imod Donald Trumps kvindesyn. Via Ballet Magnifique.

(LO Århus’ Ole V. Christiansen, 4. september 2017; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 04:27 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


25. december 2018

Om borgerligheden: “Lykkeligt uvidende om den nedkæmpelse af os selv, som alt for mange deltager i”

Endnu en fremragende klumme af Eva Selsing i Berlingske. Denne gang om ‘det hedonistisk-destruktive ungdomsoprør’, der manifesterer sig som krænkelsessyge – Borgerligheden kender ikke sine fjender.

“Hvad er det skræmmende perspektiv? Det er naturligvis, at den tyranniske krænkelseskult får tilranet sig tilstrækkelig magt til at smadre endnu mere af dansk (europæisk og vestlig) kultur. For det er det, den vil. Kulten består af forskellige fraktioner af venstreorienteret tænkning med primærrod i midten af forrige århundrede, men med en fælles fjende. Fjenden er de undertrykkende strukturer, som passer 1:1 med det, vi andre kender som vores judeokristne arv.

Fjenden er os, bærerne af den vestlige civilisation. Det er kønsrollerne, kapitalismen, kristendommen, moralen, traditionerne. Vores livsform, kort sagt. Alt det, vi sætter mest pris på, og som har givet os verdenshistoriens fredeligste, lykkeligste, rigeste samfund. Det er målet for opløsernes afgrundsdybe had.

En kulturkrig, som udkæmpes på alle fronter, og fordi så få forstår dens ophav og ærinde (selvom der er tale om fraktioner, er den destruktive bund fælles), kan den brede sig uhindret. På sidelinjen står alle de pæne, fornuftige mænd og kvinder og synes, det er ‘latterligt’ med alle de krænkelser. Og det kan vel være, men kulten har magt. En institutionel og grådig magt, hvis udøvere har vundet kulturkampen på forhånd, fordi dens nominelle modstander, borgerligheden, kun lige akkurat kan svinge sig op til at græde over topskatten.

Den borgerlige orden begyndte sin rejse mod dødsriget, da dens forsvarere tog marxistisk tankegods til sig og fokuserede blindt på det materielle, altså det økonomiske. Den største fejl: Forstår du ikke kulturkampen, dør du i den. Det samme gør de normer, der gav dig de bedste livsvilkår.

Og der er vi i dag. Lykkeligt uvidende om den nedkæmpelse af os selv, som alt for mange deltager i. Når du giver din lille dreng neglelak på (ja!), når du accepterer tvungen mandebarsel…”

Oploadet Kl. 18:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


16. december 2018

Lillelund om identitetspolitikken: “Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst…”

Jeg er klar over, at den talende klasse betragter fædrelandskærlighed/’kulturchauvinisme’ som højrefløjens ‘identitetspolitik’, men som det efterhånden bliver tydeligt for enhver, så er kærlighed til fædrelandet ikke et fænomen isoleret til den yderste højrefløj. Kærlighed til det kendte er et bagvedliggende præmis, for folk der ikke har sin daglige gang på universiteterne, og qua simpel folketælling: En kamel centrum/venstre må sluge.

Velskrivende Niels Lillelund om kulturmarxisten Tara Skadegaard Thorsen – Sort ser det ud for en ung, blond pige.

“Hun kender naturligvis ikke ’Den danske sang’; hun kender kun sin ret. Krænkelseskulturen trives allerbedst dér, hvor manglende uddannelse har efterladt sindet fejet og prydet for den nye ideologi. Som jo ikke er så ny igen, men som kom på mode allerede i 1970’erne. …

Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst, og her byder identitetspolitikken sig til med sit hajfyldte farvand af ømme ligtorne og konstant konsternerede madammer – af alle køn, herunder intet-. Og man skal ikke tage fejl: Identitetspolitik er ikke en kamp for borgerret. Da Rosa Parks nægtede at vige sin plads for en hvid mand i bussen, krævede hun ikke dermed særlig respekt for sin gruppe, in casu: sorte kvinder. Hun krævede sin forfatningsmæssige ret som individ til at blive respekteret på lige fod med en hvid mand – med samme ret til at sidde hvor som helst i bussen.

Identitetspolitikken, derimod, er fyldt med særbusser og segregering. Og bundløs uvidenhed. Front arbejder nemlig også for, at der skal være færre hvide mænd på pensumlisten. Bare fordi.

‘Forestiller vi os et pensum på filosofihistorie med Platon, Aristoteles, Kant, Voltaire, Heidegger og Hegel, hvem er det så, der skal ud? spørger Kristeligt Dagblad.’ ‘Jeg tror, der er flere af dem, jeg ikke rigtigt gider læse,’ meddeler den nyslåede filosofikandidat og indvarsler uafvidende historiens slutning i asken fra de krænkede identiteters bål.”



13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



17. oktober 2018

Vanopslagh til Østergaard (DRV): “Enten lyver du, eller også er du for doven til at sætte dig ind i fakta”

Når venstrefløjen fører underlødige kampagner mod højrefløjen, kaldes det ofte for satire. Når højrefløjen gør det samme mod venstrefløjen, er det ‘fake news’. I 2009 blev det eksempelvis en større mediesag, at Dansk Folkeparti i en kampagnereklame mod moskéer anvendte et manipuleret billede af Den Blå Moské.

Liberale Alex Vanopslagh kommenterer Det Radikale Venstres kampagne for kønsmæssig ligestilling – Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

“… Til sidst fortæller du de sagesløse børn, at forskelsbehandlingen sker hver dag på arbejdsmarkedet, hvor tusinder af virksomheder betaler ulige løn for det samme stykke arbejde. Her får mænd meget mere end kvinderne, er dit budskab til børnene. …

Hvis ikke du havde så travlt med at slynge om dig med anklager om lovbrud og diskrimination hos danske virksomheder, ville du måske have sat dig ind i problemstillingen. Og så ville du vide, at der ikke er systematisk underbetaling af kvinder.

Lønkommissionen undersøgte for nogle år siden, om man kunne dokumentere kønsdiskrimination i den offentlige sektor. Svaret var et klokkeklart nej – der er lige løn for lige arbejde. Når mænd i gennemsnit tjener mere end kvinder i det offentlige, er det, fordi de arbejder mere, oftere har lederstillinger m.v. Men når kvinder arbejder mere eller har lederstillinger, får de det samme i løn.

Heller ikke på det private arbejdsmarked – hvor løn i højere grad forhandles individuelt – er der noget tegn på systematisk diskrimination af kvinder fra danske virksomheder. Forskellene kan primært forklares i valg af uddannelser, valg af branche, antal timer, der arbejdes, ansvar- og lederniveau m.v. Når alt dette medtages, kan der dog stadig ses en forskel i lønnen hos mænd og kvinder på 3 pct. ifølge Dansk Arbejdsgiverforening. Altså langtfra den enorme, systematiske lønforskel, som du påstår, Morten. Og i førnævnte undersøgelse er der ikke taget højde for, hvordan det påvirker grundlønnen, at kvinder i gennemsnit har mere fravær end mænd, at de arbejder færre overtimer – ej heller hvilken betydning lønforhandlingstaktik har, hvor mænd kan tænkes at være mere ultimative og risikovillige.

Alt dette ved du, Morten Østergaard, formentlig godt. Enten lyver du, eller også er du for doven til at sætte dig ind i fakta. Jeg ved ikke, hvad der er værst.”

(Det Radikale Venstre på Facebook, 14. oktober 2018)

“Skal din datter have mindre slik end din søn – bare fordi hun er pige?” (Det Radikale Venstre, 2018)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper