11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, den bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


30. juni 2020

Minister forklarer ret til ’10 timers psykologhjælp’, kun til kvinder: ‘Politik kræver vilje til at prioritere’

Tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord, men statistik taber altid til ideologi. Tabermænd skal tage sig sammen, taberkvinder skal have hjælp til at frigøre deres potentiale. Socialminister Astrid Krag forklarer sine prioriteter på SIM.dk – 10 timers psykologhjælp. Regeringen giver historisk løft til voldsramte.

“Den 1. juli får kvinder, der på grund af vold har måttet søge hjælp på krisecenter, en ny rettighed: De kan få 10 timers psykologhjælp.

Det er jo en god nyhed. Jeg er også glad for, at regeringen sammen med partierne bag finansloven for 2020 har sikret et markant løft af voldsområdet med flere pladser på krisecentrene og bedre mulighed for rådgivning.

I Avisen Danmark kritiserer Venstres folketingsmedlemmer Fatma Øktem og Anni Matthiesen så, at det er voldsramte kvinder og ikke mænd, der får adgang til at bearbejde traumer fra volden hos en psykolog.

… Selvfølgelig kunne jeg ønske mig, at vi kunne gøre endnu mere. Der er rigtig mange problemer på socialområdet, som vi må løse skridt for skridt. … Politik kræver vilje til at prioritere, ellers er det jo bare tomme ord.”

Oploadet Kl. 01:42 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


27. maj 2020

Forfatter: Corona’en ‘vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?’

Jeg har en lille drøm om at podcasten ‘Nordens grænse’ engang blev en del af Talentlab på Radio4, for der er stort set ingen grænser på venstrefløjen. Her taler overstuderede indforstået time efter efter time om den yderste venstrefløjs mærkesager. Ny på programmet er podcasten ‘Kassetanker’, hvor en psykolog med speciale i ‘LGBT+, identitet og minoritet’ taler om binære køn, sociale konstruktioner normkritik, privilegier: ‘Det er jo ikke for at shame den hvide mand, men…’

Den yderste venstrefløj vil altid forsøge at smadre det bestående, og feminisme fungerer i praksis som rambuk for den evige klassekamp. Herunder et indlæg fra forfatter og museumsdirektør Jane Sandberg, der har opdaget at kvinder her i coronatiden bager ‘bananbrød’ og kanelsnegle’, og lægger puslespil sammen med ‘glade børneansigter’. Man må forstå, at det er problematisk at kvinder sætter tempoet ned, og ‘chiller med børnene’, for… ‘er det godt for ligestillingen?’. Kønslig ligestilling baseret på frivillighed, fungerer ikke for normkritiske ideologer.

Kommentar af Jane Sandberg i Berlingske – ‘Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, som har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer’ (kræver login).

“Knap havde statsministeren erklæret Danmark for stort set lukket, før en ny type opdateringer ramte mine feeds på sociale medier. … I takt med, at coronaugerne gik, blev opdateringerne af mere filosofisk art med refleksioner over, hvordan man jo også kan leve andre liv end dem, der er fyldt med arbejde. Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, der har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer.

Coronatiden har simpelthen betydet, at de har fået øje på andre værdier. Og nogle, de muligvis vil gøre alvor af at forfølge. … Der er helt sikkert familier, hvor det, at den hårdtarbejdende karrieremor måske om lidt opsiger sit lederjob for at fermentere grøntsager, lægge perleplader og erklærer 2020 til ‘buy nothing year’, vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?

Selvfølgelig er det stof til eftertanke, at så mange kvinder savner at være sammen med deres børn og de seneste uger har erkendt, at de ikke får bagt surdejsboller i deres fortravlede hverdag. Men det er et kedeligt forbillede at sætte for deres børn, og det er en våd klud i hovedet på den kønskamp, som fortsat er nødvendig i vores samfund.

(Foto: The Atlantic)

Oploadet Kl. 10:41 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


26. april 2020

Kira Marie Peter-Hansen (SF): Flere mænd dør, javist, men… ‘Kvinder rammes hårdere af coronakrisen’

Læserbrev af SF’eren Kira Marie Peter-Hansen, der sidste år blev valgt til Europaparlamentet, som det yngste medlem af nogensinde. Hun mangler livserfaring, men har lækkert hår og kender sin feminisme. Fra Berlingske – Kvinder rammes hårdere af coronakrisen (16. april 2020).

“I følge WHO er der lige så mange kvinder som mænd, der bliver smittet med coronavirus, men blandt dødsofrene er der langt flere mænd. Det kan der være mange grunde til, og det er vigtigt, at vi undersøger det til bunds.

Men jeg synes også, at det er værd at kigge på kvinderne. De mærker nemlig i langt højere grad coronakrisens konsekvenser i deres dagligdag.

… I EU består 70 procent af sundhedssektorens personale af kvinder. Det gælder både i form af sosu-assistenter, hjemmeplejere, jordemødre, laboranter og i høj grad sygeplejersker.

… Jeg synes ikke, at vi skal holde op med at tale om coronakrisen og hylde alle dem, der knokler for os alle sammen – mænd og kvinder. Men vi må heller ikke glemme, at kriser som denne har en kønnet slagside.”

Oploadet Kl. 18:25 af Kim Møller — Direkte link89 kommentarer
Arkiveret under:


21. april 2020

Om Brøggers skyggekrig: “… en passiv-aggressiv håndhævelse af en særlig kulturpolitisk konsensus”

God kommentar af Søren Jacobsen Damm baseret på Poul Pilgaard Johnsens afsløring i Weekendavisen. Der er oprør i Det Danske Akademi – Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach har meldt sig i protest mod Marianne Stidsen personlige holdning til MeeToo-fænomenet.

Ingen af de udmeldte har taget debatten med Marianne Stidsen offentligt, og hvis nogen forbinder venstreorienterethed med åbenhed og debatlyst, så tager de helt fejl. Dronningen skal udskammes, hvis hun er uenig i forhold til klimakampen, nationale skal have tæsk med køller, hvis de vil bevare nationalstaten, og selv en tidligere punker som dr. phil. Marianne Stidsen skal udskammes, hvis hun ikke makker ret.

Fra Berlingske.dk – Suzanne Brøgger og co.s frøkenfornærmede finger til Marianne Stidsen er kun et lille slag i den store skyggekrig (kræver login).

“De små træfninger i akademiet afdækker i virkeligheden en langt større skyggekrig i det litterære såvel som i flere andre kunstneriske miljøer. Krigens mål er meningsmonopolet. Rovet er attraktive stats- og fondsbetalte ben, der er drysset med lind hånd på den kulturelle slagmark. Det primære våben for Stidsens modstandere består i en passiv-aggressiv håndhævelse af en særlig kulturpolitisk konsensus, der kun tillader en meget smal meningskorridor, der giver adgang til midlerne og prestigen.

Miljøet er selv bevidst om, at den passiv-aggressive magtudøvelse kolliderer med sund habermask dialektik og de grundlæggende demokratiske spilleregler, og derfor foregår konflikten heller aldrig i det åbne, men helst fordækt, bag kulissen, hvor man gør sig i subtile metoder som social stigmatisering, udskamning og udelukkelse. Hellige mål helliger uhellige midler.”

(Collage: Suzanne Brøgger)

Oploadet Kl. 11:28 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


10. marts 2020

Venstreradikalisme: Skilt set under ‘Kvindernes Internationale Kampdag’ i Malmø – ‘Sverige måste dö’

‘Kvindernes Internationale Kampdag’ var oprindeligt et kommunistisk påfund, som blev en del af mainstream fordi borgerlige ikke gad tage kampen med Rødstrømpebevægelsen. Feministen Sarah Elizabeth Daley mener at dagen skal ‘favne alle slags kvinder og køn’, Extinction Rebellion fokuserer på kvinders sårbarhed ‘klimakrisen’, og det er intet andet end en revolutionær flerfrontstrategi. Det handler ikke om kvinder, men om at smadre det bestående. Herunder et skilt set i Malmø under søndagens demonstrationer…

(Kvindernes Internationale Kampdag, Malmø, 8. marts 2020; Foto: Facebook)



8. februar 2020

Feminist om to måder man være feminist på: Man kan stemme på eller være totalt aktiv i Enhedslisten

Jeg kom sent afsted fredag aften, og nåede kun at høre de røde værter i ‘Vennetjenesten’ (Radio4) hylde Greta Thunberg og feministen Emma Holten. Talentlab der efterfulgte, fortsatte emne med et afsnit af podcasten ‘Feminisme på prøve’, hvor fjerdebølgefeministen Christina ‘Stinella’ Schrøder havde en Louise Holm i studiet til en snak om ‘hverdagsfeminisme’, ’sexisme’, ’slutshaming’ og ’søsterskab’. Med tanke på at de to kvindelige værter i det foregående program begge støtter Enhedslisten, giver følgende sekvens god mening.

Christina Schrøder, Feminisme på prøve: … så jeg kan være feminist på en måde, du kan være feminist på en anden måde, din kæreste kan være feminist på en tredje måde. Sådan er det. Man kan sige, at det er lidt ligesom en politisk overbevisning, du kan jo godt stemme Enhedslisten, og det kan godt være, at din veninde stemmer Enhedslisten, men stadigvæk, hun er totalt aktiv, men det er du bare ikke – du stemmer bare på Enhedslisten ik’ altså. Samme ideologi, men måske to forskellige måder at håndtere det på. Men jeg kan godt forstå, at der er mange udefra der tænker, at den der klub, den er jeg ikke velkommen i, for jeg kommer aldrig til at kunne leve op til det der. Det synes jeg faktisk er rigtigt ærgerligt.

Oploadet Kl. 11:45 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


28. januar 2020

DR-Ekspert om incels er venstreradikal aktivist: Maia K. Lorentzen, ‘rådgiver i firmaet Cybernauterne’

For nogle år siden bloggede jeg om Slut Walk-arrangøren Maia Kalhke Lorerentzen, der på Facebook tilkendegav at der ikke burde være en ‘øvre grænse’ for (islamisk) indvandring. I en nylig artikel bruger DR hende som solo-ekspert i en artikel om ‘incels’ – højreradikale, der hader kvinder, og mener ‘muslimerne er i gang med at udskifte den vestlige befolkning’. Man kalder det public service, men det er intet andet end tvangsfinansieret holdningsmassage for et venstreradikalt verdensbillede.

Fra DR Online – Jomfruer, drab og krav om sex: Sådan voksede kvindehadsk incel-kultur frem (af Laura Marie Sørensen).

“DR har den sidste uge sat fokus på en ny, grov og ydmygende form for afpresning af piger og unge kvinder på nettet. Afdækningen viser, at videoer og billeder af afpresningen er populær i kvindehadske fora på nettet. Fora, hvor incels færdes.

Der findes ingen undersøgelser af, hvor mange der identificerer sig som incels. Men Maia Kalkke Lorerentzen vurderer, at stigende ligestilling paradoksalt nok har været med til at styrke incel-bevægelsen…

… Det er ifølge Maia Kalhke Lorentzen, rådgiver i firmaet Cybernauterne, forklaringen på, at videoer og billeder af kvinder, der bliver afpresset til at ydmyge og mishandle sig selv, hitter i onlinefællesskaber for incels. …

Incels er imod feminisme, fordi de har set, hvordan feminismen har været med til at gøre kvinder økonomisk uafhængige af mænd.

– Incels’ drøm er at have en partner, som de kan kontrollere, som bliver hos dem, og som opfylder deres behov. De mener, at det er feministernes skyld, at det er blevet sværere at få i 2020, siger Maia Kalhke Lorentzen. …

Incel-fællesskabet på nettet er ifølge Maia Kalhke Lorentzen fra Cybernauterne er del af et større netværk på nettet af mænd, der har fokus på maskulinitet og er imod feminisme. … Der er ifølge flere forskningsprojekter et overlap mellem incels og højreradikale grupper. …

– Han troede som flere højreradikale på, at muslimerne er i gang med at udskifte den vestlige befolkning, og at feministerne hjælper til ved at sige til kvinder, at de selv må vælge deres partner og ikke behøver at få så mange børn. Det samme had til kvinder og det samme raseri til feminister deler højreradikale med incels.

(Feministen Maia Kalhke Lorentzen, ekspert om højreorienterede anti-feminister; Foto: Facebook)

Verden ifølge venstreradikale Maia Kalhke Lorentzen…

“Ved en større venstrefløjs-1. maj-demonstration har politiet måtte tage hårdhændede metoder i brug. Flere Antifa-demonstranter er kommet godt op at køre og råber samt rækker fuck-fingre på Israels Plads. Betjentene forsøger at få kontrol med demonstrationen og har bl.a. trukket kniplerne samt valgt at pågribe enkelte demonstranter. Flere politibetjente trækker i læ for eventuelt kasteskyts bag de parkerede mandskabsvogne. Her tager mange af dem hjelme på.” (EB.dk, 1. maj 2019)

“Jeg prøver at skrive noget sammenhængende om, hvor ubehageligt det var at blive mødt af massivt politiopbud i riotgear og 20 salatfade, når man kommer… for at være med i en lovlig, anmeldt og fredelig demonstration på Israels Plads. Og hvor fuldstændig mundlam jeg var over at læse Ekstra Bladets overskrift om at ‘ekstremister’ demonstrerede voldeligt på Israels Plads, mens jeg selv stod på pladsen og slet ikke kunne få det der stod i artiklen til at passe med den fuldstændig fredelige gruppe demonstranter, jeg var en del af. Nu er det åbenbart ekstremisme at være anti-fascist – Og dem der er det behandles som langt farligere og mere voldsparate af politiet end de der nynazister der lavede UANMELDT demo i København for et par uger siden. …” (Maia Kalhke Lorentzen, 1. maj 2019)



25. januar 2020

Radikal lebbe: Venstreorienterede cismænd ‘er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser’

Teksten herunder vil med stor sandsynlighed være det mest absurde du læser denne weekend, og havde sproget ikke være så formfuldendt, så havde jeg afvist det som en højreorienteret parodi på feministisk mandehad. Revolutionen æder sine børn, og de få børnebørn der trods alt blev født læser nu obskur marxistisk litteratur for at retfærdiggøre sit had til repressive konservative normer. Det være sig familien, begæret til det modsatte køn o.l.

I lighed med den amerikanske komiker Dennis Miller støtter jeg feministiske revolutionære. for som han så smukt formulerede det: “Don’t you all look sexy in your little uniforms.” Længere studentikos indlæg af anonym skribent hos Fredagaften.net – Den venstreorienterede cismand – Giften i vores bevægelser.

“… hvis den lesbiske kærlighed skal være et rent politisk valg og dermed renset for eller uafhængigt af begær, overlader vi begæret til den heteroseksuelle form. Spørgsmålet er derimod hvordan begæret kan friholdes eller løsgøres fra dominansrelationer. …

Shulamith Firestone – en anden figur vi må vende tilbage til – påpegede hvordan den revolutionære bevægelse havde grebet kampen forkert an. I stedet for at sætte kræfter ind på at bygge en stærk arbejderbevægelse eller angribe den private ejendomsform, skulle man hellere have taget fat på at afvikle familien. Familierne var jo aldrig på barrikaden. … På den måde afvikler kampen familien. …

De italienske kommunistkvinder havde en talemåde om mændene i deres organiseringer: Kammerater i kampen, fascister i sengen. Når de holdt separatistiske demonstrationer, fik de bank af deres mandlige kampfæller. I dag ved den venstreorienterede cismanden, at vold og voldtægt imod kvinder og femmes er foragteligt. Hans udslettelse af kvinderne omkring ham antager mere sofistikerede former. Hans kvindehad er subtilt.

Venstrefløjsmanden læser Audre Lorde og lyver for alle kvinder han kender. Venstrefløjsmanden ved, at hans følelsesmæssige afstumpethed er patriarkalsk, og giver sin voldelige far skylden, mens han lader femmes i sit kollektiv bøde for hans traumer. Venstrefløjsmanden udgiver feministiske kampskrifter på sit kooperative forlag og lader sine elskerinder abortere alene. Venstrefløjsmanden taler om samtykke, før han binder os til sengen… Venstrefløjsmanden er i åbne forhold og skylder ikke nogen noget. Han er det ultimative neoliberale subjekt.

… Vi kvinder og femmes, der somme tider eller tit har seksuelle og romantiske relationer til mænd på venstrefløjen, hengiver os derigennem til en langsom opløsning af vores selv og vores værdighed. Når vi samler hinanden op fra gulvet endnu engang, efter endnu et udbyttende, undergravende parforhold eller en affære, siger vi til hinanden: ‘Det er ikke dig, det er patriarkatet.’ Men på et tidspunkt bliver selv den stærkeste i tvivl. Den venstreorienterede cismand slår os ikke ihjel, han venter tålmodigt på, at vi har lidt så længe, at vi selv får lyst til at gøre det. Det er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser: venstrefløjsmandens subtile kvindehad, der langsomt eroderer bevægelsernes vigtigste aktivister.

… Vores kærlighed til cismænd kvæler os, gør os syge. Vores bevægelser kan ikke holde til det. … Vi må udslette den ømhed der drager os mod vores undergang, vi må sabotere de konstellationer, den driver os ud i, konkret og materielt. Nu. Vi må forgifte den middag, vi igen har tilberedt til en mand der alligevel ikke vil have os, hælde menstruationsblod i den bog vi ville give ham i gave, lænke os til vores venner før vi kan nå at tage af sted til endnu et natligt møde med en cismand der tager det for givet.

Kun lesbisk kærlighed fra nu af!

(Neve Campbell og Denise Richards i Wild Things, 1998)

Oploadet Kl. 10:04 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


23. januar 2020

Henrik Marstal, bassist: Måske burde nogle mænd ‘ afholde sig fra at kommentere opslag af kvinder’

Sidste år udgav ‘Ibens’, der som bekendt har Henrik Marstal på bas, endnu et album med den kendte 90’er-lyd. Et af numrene hedder ‘Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik’, og fortæller om hvordan folk synes han er ‘langt ude i skoven’, selvom han sidder i ‘indre Valby’. Ja, okay, ikke stor kunst, men dybere end hans mange læserbreve. Her et fra JP.dk – Hverdagsøvelse: Begræns de hårde kommentarer på de sociale medier, hvis du er mand.

“Det er vigtigt at spørge sig selv, om man egentlig bidrager konstruktivt til debatten med sine kommentarer.

I rapporten defineres hadefulde kommentarer som ’stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status.’ Rapporten minder om, at disse otte områder faktisk alle er beskyttet af menneskeretten.

Og så slår rapporten fast, at 76 pct. af de hadefulde ytringer kommer fra mænd… Erfaringerne fra min egen såvel som mange af mine bekendtes færden på Facebook peger i retning af, at mænd især bliver hadefulde, når de kommenterer kvinders Facebook-opslag. Det gamle diktum om, at kvinder skal tie i forsamlinger, spøger bagved mange af disse kommentarer.

Ikke mindst her bør mænd overveje konsekvenserne af deres handlinger, før de går i gang med at ytre sig. Måske nogle af dem helt burde afholde sig fra at kommentere opslag af kvinder?“”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper