5. april 2021

Libak: “… der er mange måder, som verden kan være uretfærdig på. Køn er bare ét muligt parameter.”

Anna Libak causerer lidt over det faktum, at FN tilbage i 2016 gjorde ‘Wonder Woman’ til æresambassadør for ‘Kvinders Empowerment’ og ligestilling mellem kønnene. Kommentar i Weekendavisen, der på bedste anti-feministiske vis giver mig mulighed for at blogge et billede af israelske Gal Gadot – En laber feminist.

“På den ene side kan man skam godt argumentere for, at hun er en slags feministisk ikon. … For Wonder Woman er en superhelt. Hun lader ikke Batman noget efter, og hun besidder alle de egenskaber, som feminismen priser hos kvinder: Hun er lynende intelligent, fuld af selvtillid, handlekraftig, beslutsom, risikovillig og jorder mænd på stribe. …

Men på den anden side er det et problem, at hun ikke findes. … Problemet med Wonder Woman er desuden, at man sådan set lige så godt kan argumentere for, at hun er mandens fantasi om, hvordan en kvinde burde være…

Så hvad skal man mene? Er det et fremskridt for ligestillingen, at kvinder giver den som superhelte på film, eller snarere et tilbageslag, hvis det giver almindelige dødelige kvinder mindreværdskomplekser?

vender vi nu blikket mod de fleste mandlige superhelte, vil vi kunne konstatere, at de også skal leve op til skønhedsidealerne: Bond, Superman, Spiderman, og hvad de ellers hedder. De burde kunne give de fleste mænd mindreværdskomplekser, hvis de ellers har selverkendelse. Og man kan sagtens mene, at disse mandlige superhelte er prototypen på kvinders fantasi om mænd…

Nej, min pointe er snarere en anden: nemlig at superheltefilm – hvad enten helten er kvinde eller mand – nådesløst afslører, at der er mange måder, som verden kan være uretfærdig på. Køn er bare ét muligt parameter. Wonder Woman viser os, at kvinder ikke har samme kamp at kæmpe: Nogle ligner Wonder Woman og har stor erotisk kapital; andre ikke. Præcis som Batman viser os, at nogle mænd både er modige, ser godt ud og har en batmobil. Og hvad er egentlig rent intersektionelt værst: at være en frygtsom og smalskuldret klog mand eller en smuk og storbarmet meget dum kvinde? Selv ville jeg nok se de største muligheder i det sidste.

(Gal Gadot som Wonder Woman i Wonder Woman 1984, 2017)

Oploadet Kl. 19:19 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

René Kural, arkitekt: “Forskning viser, at man ekskluderer piger og kvinder”, og ‘andre kønsidentiteter’

Berlingskes Holger Dahl serverer en række solide borgerlige argumenter, der af ‘eksperterne’ omgående drejes i feministisk retning. Holger er en midaldrende hvid mand, og hans prioriteter er aldrig relevante. Man ekskluderer piger og kvinder, og andre kønsidentiteter, lyder det eksempelvis fra en ‘Det Kongelige Akademi’-arkitekt.

Fra Berlingske.dk – Byen er blevet en for stor legeplads, lyder arkitektkritik: ‘Forskning viser, at man ekskluderer piger og kvinder’.

“For nylig kritiserede Berlingskes arkitekturanmelder, Holger Dahl, årtiers byudvikling for at omdanne hovedstaden til en stor legeplads, hvor skaterramper, parkourbaner og basketnet er blevet kendetegnende for ‘et manisk og påtrængende fokus på aktivitet i nye byrum’.

Jeg føler, jeg bliver tvunget til at være med i en leg, jeg ikke er interesseret i. Hvorfor kan man ikke få lov til at sidde i fred og selv finde på noget?,’ spørger Holger Dahl, som hverken jubler over Den Røde Plads på Nørrebro, en ny aktivitetsplads i samme bydel med boldbane, siddemøbler og en lysende glorie, trampoliner i Havnegade, eller skaterramper i Aldersrogade og på Enghave Plads.

‘Det jeg synes tager overhånd er den der automat-legemani. Det er en infantilisering af det offentlige rum, som jeg ikke synes hører nogen steder hjemme. Det virker påtrængende og begrænsende. Hvis man taler kreativitet, hvorfor må man ikke selv finde på noget? Der savner man tilliden til borgerne,’ siger Holger Dahl…

… især unge og kvinder efterspurgte noget andet end skaterramper og parkourbaner. … Kønsperspektivet fylder også hos René Kural, arkitekt og leder af Activity and health-enhancing Physical Environments Network (APEN) og Active Cities Network (ACN) på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.

Forskning viser, at man ekskluderer piger og kvinder. Jeg tror, det er, fordi man mangler viden om, hvad der skal til for at bestemte målgrupper får plads i byen,’ siger René Kural…

Mange mener, det er provokerende, at jeg siger, at vi tegner til mænd. Og nogle mener, det er voldsomt gammeldags og stereotypt, fordi der også er andre kønsidentiteter. Der smider jeg håndklædet i ringen. Det ved jeg ikke meget om. Indrømmet. Der kan man godt ende med igen at overse nogle. …,’ spørger René Kural, som ser nye vinde blæse i forhold til planlægningen.”

(Post-feministisk byrum i Netflix-filmen Bright, 2017; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


1. april 2021

Rune Selsing om intersektionalistisk artikel: “De kunne lige så godt have skrevet ‘fordi vi siger det.'”

Rune Toftegaard Selsing har sat sig for at dokumentere ‘antividenskabelige tendenser’ på universiteterne, og har i den anledning set nærmere på en artikel med den skønne titel ‘Elefanten i (bede)rummet. Raciale forsvindingsnumre, stemningspolitik og idiomatisk diffraktion’, der konkluderer at modstanden imod islamiske bederum er udtryk for hvides ønske om dominans. Konkret manifesteret af integrationsminister Mattias Tesfaye, søn af en etiopisk indvandrer. Fra JP.dk – Tesfaye vil skabe et renset helle for hvide – ifølge danske forskere.

“Artiklen indledes med en kort fortælling om det kloge i sammenvævningen mellem køn, race, etnicitet, klasse og seksualitet. Kort sagt, at feminister ikke blot bør undersøge undertrykte kvinder, men fællesmængden af undertrykkelse på tværs af køn, race, seksualitet osv. Altså såkaldt intersektionalisme.

Forfatterne beskriver, hvordan dansk kønsforskning egentlig har været lidt bagud sammenlignet med engelsk og amerikansk ditto, fordi den tidligere kun beskæftigede sig med køn. Der var dog et par nordiske pionerer, og her fremhæver forfatterne blandt andet sig selv. I dag er sammenvævningen af køns- og racespørgsmål dog udbredt, og de fremhæver det feministiske kollektiv Marronage og studenterorganisationen Front. …

Forfatterne spørger (ligesom den måbende læser), om de egentlig ikke burde skelne mellem religion og race? Nej, svarer forfatterne og giver forskellige begrundelser:

‘Først og fremmest er det vores afsæt, at Europas (og Danmarks) muslimske befolkningsgrupper racialiseres – og dermed også, at race og religion (og køn) intersekterer.’ …

Bemærk argumentets struktur. De antager (uden at begrunde det), at danskerne gør muslimer til en race, hvorfor race og islam hænger sammen. Men det er blot et retorisk greb, et dække for den ubegrundede påstand om, at vi, danskerne, antager at islam og race hænger sammen. De antager ganske enkelt konklusionen.

Måske har de kunnet fornemme den tågede argumentation og de spørger igen, hvordan man får koblet race til debatten om bederum. Deres utrolige svar er: ‘vi har valgt ikke at ignorere det.’ Altså, ikke noget argument, men en slags passivt-aggressivt udråb. De kunne lige så godt have skrevet ‘fordi vi siger det.’ Herefter får vi deres afgørende argument for, hvorfor bederum handler om racer:

Vi stoler på den følelsesstruktur, vi mærker gennem vores kropslige og historiske indlejrethed. Ligesom vi stoler på vores teoretiske begreber og deres historisk informerede forskningslandskaber: Elefanten er der, og er der ikke. Den bemærkes.’

Altså, de stoler på deres følelser! På deres ‘kropslige og historiske indlejrethed’ = deres mavefornemmelse! … Med andre ord: ingen argumenter. Herfra arbejder de videre med deres præmis: Kritikken af islamistiske bederum handler om hvid racedominans. …

Undervejs i artiklen bliver pointen strammet til, at Mathias Tesfaye og Marie Krarup ønsker at rense universitetet, så det bliver et helle for hvide. En underlødig og sandsynligvis ulovlig anklage. Fuldkommen ubegrundet.

(Kirsten Hvenegård-Lassen og Dorthe Staunæs, Kvinder, Køn & Forskning, 2019)



20. marts 2021

Feministen Siddique: ‘Mainstreamøkonomi har en tendens til at værdisætte penge, maskiner og mænd’

Frie Grønnes nye ‘feministisk økonomi’, der afskaffer patriarkatets privilegier, og afskaffer kønslighed ulighed rammer venstrefløjen lige i hjertet. Anbefales af førende imamer. Sikandar Siddique skal have ros for at holde masken. Kronik af den islamo-feministiske pakistaner i Dagbladet Information – Neoliberalismen bør erstattes af en feministisk økonomi, der værdisætter mennesker og natur.

Som feminist og søn af en indvandrerkvinde, der kom hertil fra Pakistan for 50 år siden og havde en uddannelse på et niveau, der dengang var helt usædvanligt for ‘en som hende’, er der stadig mange ting, der er helt oplagte at kæmpe for her efter Kvindernes Kampdag. …

En seriøs vej frem i det grundlæggende samfundsforandrende spor, som vi har meget fokus på i partiet Frie Grønne, er at skabe en feministisk økonomi som erstatning for den neoliberale økonomiske tænkning, der har været dominerende i årtier. En feministisk økonomi, der værdisætter alt det, der for alvor betyder noget – men som i dag ofte ikke tilskrives værdi.

… det menneskesyn, de værdier og grundlæggende antagelser, der præger dagens dominerende, neoliberale økonomiske tænkning, fremmer ulighed. De forbeholder rettigheder til nogle udvalgte.

Som Womens Budget Group UK formulerer det: ‘Mainstreamøkonomi har en tendens til at værdisætte penge, maskiner og mænd’. Det skal vi lave om på.

I dag bygger det neoliberale værdibegreb, der dominerer alle vestlige økonomier, på den forudsætning, at kun pengetransaktioner skaber økonomisk værdi. … Et opgør med den neoliberale økonomiske tænkning bør derfor stå højt på alle feministers to-do-liste. Fordi der er så mange slag, der stadig skal vindes. Fordi der stadig er så meget magt og så mange privilegier, der skal omfordeles og fordeles fair.

… En feministisk økonomi er ikke bare afgørende for ligestillingen, den er også afgørende for at bekæmpe klimakrisen, uligheden og en stribe af de andre udfordringer, vi står over for i Danmark og mange andre steder i verden. Naturen kan bare ødelægges, for den har ikke økonomisk værdi, lyder det i den neoliberale tænkning.

(Kasem Said Ahmad til valgmøde med Sikandar Siddique, Taastrup, 16. maj 2019; Fotos: FB)

Oploadet Kl. 17:40 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer

Rød lokalliste: “Mændene i lyssignalerne hører en anden tid til – på samme måde som slavehandel…”

Lokallisten i Rudersdal hed indtil 1984 ‘Birkerød Miljøliste’, og var et venstreradikalt parti, der tilbage i 70’erne drev en maoistisk boghandel i Birkerød. Her samledes mindre grupperinger såsom ‘Initiativgruppen’, ‘Byplangruppe B’ og medlemmer af Venstresocialisterne. De er angiveligt blevet mindre revolutionære med årene, men arven fornægter sig ikke. Anne Christiansen var medstifter af partiet. Fra Berlingske – Lokalpolitiker vil have kønsneutrale lyssignaler: ‘Det handler om at udrydde mændenes magtmonopol’.

“Hvorfor er det en mand, der ved lysreguleringen skal vise, om man skal gå eller stå? Hvorfor skal det ene køn dominere i fodgængerfeltet? …

‘Jeg har tænkt over det, når jeg har stået og kigget på den røde mand ved et fodgængerfelt. Der er jo ingen grund til, at det er en mand. Det kunne lige så godt være en kvinde eller en kønsneutral person,’ siger Anne Christiansen. …

Mændene i lyssignalerne hører en anden tid til – på samme måde som slavehandel og rygning på film, mener Anne Christiansen.

‘Dengang var det jo også bare helt naturligt, at det var sådan. Men det var der nogen, der på et tidspunkt satte spørgsmålstegn ved. Lyskrydsene er ikke en revolution, men det kan være med til, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved flere ting i samfundsbilledet,’ siger hun. …

Hun har ikke lagt sig fast på, hvilken figur der kan erstatte manden. Det kunne være en mand og en kvinde, der holdt i hånd, en simpel nedtæller eller ordene ‘GÅ’ og ‘STOP’ i grøn og rød, mener hun.”

(Collage: Anne Christiansen, Lokallisten)

“Hvis vi skal helt op på den høje klinge, handler det om at udrydde mændenes magtmonopol.” (Anne Christiansen, Lokallisten)

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


17. marts 2021

#Notallmen er patetisk, mener en journalist: “Hvad med, at vi lige dropper det sårede mandeego…”

BT skriver, at 45-årige Brian Mogensen er journalist, og et hurtigt tjek på hans profil bekræfter fordommene. Ikke alle journalister hader højrefløjen, men de fleste gør. Der er svadaer, ikke bare om ‘højrefløjen’, men om Nye Borgerliges partiprogram, om Trump og Rasmus Paludans politik, om rigsretssagen mod Inger Støjberg mv.. Her er flere politiske markeringer på årets første tre måneder, end jeg som politisk blogger har haft på Facebook siden 2008. Han er et politisk menneske, og det er i det lys man skal læse interviewet. Det handler om politik.

Han tilhører segmentet, der hadede #Alllivesmatter, og kritiserer nu #Notallmen. Jeg vil til enhver tid gøre mig umage for at kvinder ikke føler sig utrygge ved min ageren, men det er oplagt at sammenligne med venstrefløjens holdning til multikultur. Her må man ikke agere på basis af ‘fordomme’ (/erfaringer), og det er ikke indvandrernes opgave at sprede tryghed i det offentlige rum. Danskerne skal bliver bedre til at rumme kulturelle forskelle, og forstå at en gruppe indvandrerunge ikke nødvendigvis er en bande. Dobbelte standarder i ren-koncentrat.

Fra BT, der holder mikrofonen – Brian går gerne over på modsatte fortov for at gøre kvinder trygge

“… Han er journalist og har noget på hjerte, der for ham ikke handler om politik. … Derfor kommer han med en opfordring til andre mænd:

Hvad med, at vi lige dropper det sårede mandeego, som er håbløst uklædeligt, og i stedet for at klynke over, hvor uretfærdigt det er, at vi ‘ordentlige’ mænd skal ses på med de briller, husker, at det ikke handler om os, men om alle de dårlige erfaringer.’ …

Da budskabet blev delt, begyndte hashtagget #NotAllMen at trende.

Her er agendaen, at ikke alle mænd handler på samme måde som beskrevet i tusinder af kvindernes oplevelser. At man ikke kan sætte alle mænd i bås som voldtægtsforbrydere, mordere eller folk, der fløjter ad piger på gaden.

Men ifølge Brian skal vi vende narrativet om. Han foreslår, at mændene lader det skadede ego ligge og husker, at det ikke handler om ‘dig’:

‘… det er vigtigt at trække vejret og sige, at det ikke er ‘mig’, det handler om. Men vejen ud af situationen kommer ved, at du også gør noget for at dæmpe den dårlige opførsel, som ender i dårlige oplevelser,’ fortæller han.”

(Apropos #NotAllMen; Indsigt/Udsyn, marts 2021, s. 19: Kulturberigelse vinter 2020-2021)

Oploadet Kl. 10:42 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer

Rasmus U. Larsen: Mænd udsættes for vold ‘ti gange for hver gang, én kvinde udsættes for voldtægt’

En billedskøn 33-årig kvinde myrdes af en 48-årig mand i det sydlige London, og da gerningsmanden er en hvid englænder, var der basis for et hashtag. Det blev ‘#textmewhenyougethome’. Afbalanceret overset kommentar af gymnasielærer Rasmus Ulstrup Larsen, trykt i Berlingske under førstebølgen – # Metoo: Vil du ikke hellere tages på røven end blive nikket en skalle?

“Det høres ofte, at kvinder skulle være en særligt udsat gruppe, der har stor grund til at frygte for deres sikkerhed på grund af voldelige mænd. Den diskurs har fået lov at køre uden modstand, fordi man på forhånd dømmes ude, hvis man sætter spørgsmålstegn ved den. Problemet er, at det slet ikke passer. …

Helt overordnet blev der i 2016 begået 3.357 seksualforbrydelser, og ikke overraskende blev 2.940 af dem begået mod kvinder. Ud af de 2.940 seksualforbrydelser mod kvinder bestod 1.759 i blufærdighedskrænkelser, som rummer handlinger lige fra den klamme fyrs befamling i baren til seksuelle bemærkninger, der er krænkende, men hvor ingen af delene indeholder et voldselement eller trussel herom.

… Når det kommer til vold, blev der i 2016 begået 12.575 voldsforbrydelser mod mænd, der inkluderer alt fra trusler til vold og drab. Når det gælder vold mod privatperson, som dækker over det, vi almindeligvis forstår som voldshandlinger mod et offer, blev 7.675 mænd i 2016 udsat for det. I modsætning hertil blev kvinder udsat for vold mod privatperson 4.384 gange. Risikoen for at blive udsat for vold er altså langt større for mænd end for kvinder, og hvis man kigger på tallene for voldtægt kontra vold, så udsættes mænd for vold ti gange for hver gang, én kvinde udsættes for voldtægt.

Hvis vi taler om rendyrket vold, drab og voldtægt som indikator for, om der er grund til at være bange, når man færdes i Danmark, og altså ikke blufærdighedskrænkelser eller trusler, blev kvinder udsat for i alt 5.192 forbrydelser modsat mænd, som blev udsat for 7.920 forbrydelser. Hvis vi alligevel inkluderer blufærdighedskrænkelser og sidestiller dette med reel vold, drab og voldtægt i forhold til, om kan føle sig tryg, ser tallet således ud: 8.179 forbrydelser mod mænd og 6.887 forbrydelser mod kvinder.

hvis vi taler blufærdighedskrænkelser, som udgør størstedelen af seksualforbrydelser mod kvinder, vil jeg i al ydmyghed tillade mig at gætte på, at man oftest ville foretrække at blive taget på røven end at få nikket en skalle, og at man givetvis hellere vil have en seksuel bemærkning end en knytnæve i ansigtet.

Debatten er uendelig om forholdet mellem køn, men vi bliver nødt til at få fakta på plads, før vi fortsætter snakken om en voldskultur mod kvinder, og at det skulle være særlig risikofyldt at være kvinde.”

(Berlingske, 26. oktober 2017. Sektion 1, s. 32)

Oploadet Kl. 01:07 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


16. marts 2021

Journalisten-chefredaktør Christian Lindhardt svarer kritiker: ‘Woke er ikke et skældsord i min verden’

‘Woke er ikke et skældsord i min verden’, svarer Christian Lindhardt, chefredaktør for Journalisten. Han startede sin karriere som redaktionschef for Politiken, før han blev ledende redaktionschef for DR, og nu er ringen sluttet. Fint indlæg af journalist Morten Okkels set på Journalisten.dk – Mit fagblad er alt for woke.

“Journalisten er unægtelig blevet meget woke, meget (identitets)politisk korrekt med den nye redaktør. Det tænkte jeg igen forleden, da landets mest woke fagblad for tredje gang profilerede landets mest woke dameblad, Femina, nu fordi de har fået nyt look. …

Problemet er ikke kun, at de ‘rigtige’ holdninger og vinklinger er overrepræsenteret. Værre er, at de sjældent får noget modspil. Prøv at (gen)læse Journalistens interviews med Feminas redaktør, eller med ALT for damerne, eller med Kvinfo eller med Dansk Kvindesamfund eller endnu en ligestillingsdebattør. De woke kilder får lov til at fremlægge deres dagsorden uanfægtet.

Jeg konstaterer blot, at det bliver skævt, når de kritiske kanoner altovervejende skyder den ene vej.
Eller læs interviewet med Dansk Kvindesamfund over for Jyllands-Posten i forbindelse med Jes Dorph-sagen. Vil redaktøren eller andre påstå, at feministerne i disse artikler bliver lige så vel udfordret som de mindre politisk korrekte? Eller påstå, at det ikke kunne være mere interessant for læserne – uanset disses personlige holdninger – hvis man gik kritisk til alle?

… Samme nedprioritering af fagstof skete i forbindelse med artiklen om Feminas nye look. Jeg læser gerne om grafiske relanceringer, bevares. Når det blev dråben for mig, var det i den kontekst, at samme dag havde vi generalforsamling i Kreds 1, og jeg finder stadig intet herom i Journalisten. Og når årets vigtigste faglige træf i forbundets største kreds tilsidesættes til fordel for overvejelser, om der burde være mere diversitet blandt forsidemodeller, er det ikke urimeligt at bede redaktøren bekræfte, at ens fagblad gennemgående ønsker at være … et fagblad. Med hvad dertil hører af faglig integritet og kritisk sans til alle sider. Eller om man hellere vil være et politisk korrekt kirkeblad med woke som nyhedskriterium.”

“I Morten Okkels indlæg fremstår det, som om det at være woke er noget negativt – nærmest et skældsord. … kald mig bare woke. Det har jeg ikke noget problem med. Ordet er ikke et skældsord i min verden. (Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


15. marts 2021

Kristian Ditlev Jensen: “Det med at være neden under andre mennesker, det var en konkret realitet.”

En plakat med H.A. Brendekildes fantastiske maleri er sat i glas og ramme i sofahjørnet, pudsigt nok, for at få lidt mere lyse farver i stuen. Det må være en passende illustration til det citerede essay herunder. Som jeg var inde på i en Kontrast-klumme, så er der uden tvivl flere fæstebønder end adelige slotsherrer på mit stamtræ, selvom ingen hvide danskere, herunder undertegnede, ser sig som “9. generations ofre for 1700-tallets ‘ikke-urbane’ virkelighed”. Min kommentar var rettet imod woke-eliten, og det kunne gøres meget bedre.

Herunder lidt fra et aldeles fremragende essay af Kristian Ditlev Jensen, der bør læses i sin helhed, og spredes som flyveblade rundt omkring i uddannelsesinstitutionerne. Pointerne kommer også ganske fint frem i et interview i fredagens Deadline på DR2 (15 min-). Fra Weekendavisen.dk – Mit stavnsbånd (kræver login).

“… sandheden er, at der ikke har været nogen systematisk undertrykkelse af sorte igennem de sidste 3-400 år i Danmark. Og da slet ikke af sorte slaver. …. hvis man vil lede efter slaver – og deres efterkommere – her i Danmark, så skal man kigge et helt andet sted hen. Og man kan meget passende kigge på mig.

For man kan faktisk måske stadig se det på mig, når jeg skal tale med en chef, med en politimand eller med en fra kommunen. Jeg føler mig – et eller andet sted dybt, dybt nede – en lille smule magtesløs. Situationen gør mig en anelse hjælpeløs, prisgivet. For det sidder dybt i mig. En overordnet kan skalte og valte med mit liv. Og måske gør hun det faktisk?

Det kommer fra min baggrund. For jeg er vokset op i en familie, hvor man også stadig kunne se det på min far – dengang han stadig var på arbejdsmarkedet – når han stod over for en arbejdsgiver. … Han havde ikke det, man ellers altid beskylder hvide mænd for at have i USAs racismedebat: entitlement. Den selvfølgelighed, man finder hos privilegieblinde, hvide mennesker, den savnede han fuldstændig.

Hvis man skal forstå det her, så skal man forestille sig, at det berømte glasloft, som for eksempel feminister ofte har postuleret har eksisteret som en reel blokering for kvinders opstigning i karrieren, det var en fuldstændig stenhård realitet i min fars liv. … Min fars liv var horisontalt. Ordet karriere bruger man slet ikke i arbejderklassen.

I min farfars tilfælde var det endda ikke bare noget nedarvet. Det med at være neden under andre mennesker, det var en konkret realitet. For både han og min farmor var tyende. De var, som det hed, ude og tjene. De arbejdede som billig, ufaglært arbejdskraft på de store gårde og herregårde. …

Min oldefar var ‘opsynsmand’ – en slags altmuligmand og ufaglært gartner i ét – på et alderdomshjem ude på landet, hvor rige enker fra København endte deres dage. Han var selv født på alderdomshjemmet, hvor hans familie boede. Det var også dér, min farfar blev født.

Jeg har selv besøgt kælderrummet, hvor de boede. Rummet anvendes i dag som en lillebitte vaskekælder, hvor der lige akkurat er plads til to vaskemaskiner og en tørretumbler. Ingen kunne drømme om at bo der. Det var dér, de boede – tre generationer sammen, bedstemor og bedstefar, deres søn og hans hustru og deres børneflok. De boede der igennem tre generationer, eller over en periode på måske små 70 år, i de samme to små rum. De rige enker boede ovenpå, i store, herskabelige lejligheder med udsigt til den have, som min oldefar, og før ham min tipoldefar, passede. Min oldefar slog den store græsplæne flere gange om ugen – med en le.”

(Hans Andersen Brendekilde, Udslidt, 1889; Wikipedia)

“… når man hedder Jensen, Nielsen eller Hansen til sidst – som efternavn og dermed familienavn – så er sandsynligheden for, at ens forfædre er blevet systematisk pint, plaget, ødelagt, nedslidt, seksuelt misbrugt, voldtaget, drevet til druk, til depression, til selvmord, måske endda fra tid til anden myrdet, igennem generation efter generation efter generation faktisk ganske stor. Og den historie er stemplet i passet – og alle andre offentlige papirer. Så jo. Jeg kommer af en slaveslægt. Her i Danmark er det mig, der er ‘neger’. (Kristian Ditlev Jensen)

Oploadet Kl. 12:55 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


10. marts 2021

2018: DR3 ydmyger tre promiskuøse ‘Fuckbois’ – 2021: DR3 hylder promiskuøse Sofie, Asmita & Inger

Tilbage i 2018 sendte DR3 programserien ‘Fuckbois’, omhandlede Victor, Kim og Mikki, der levede et liv på første klasse med med hurtige kvinder. De tre medvirkende blev fremstillet som tanketomme idioter, og serien blev kritiseret for at give et forrående syn på sex. Pt. sender DR3 programserien ‘Skamløs’, omhandlende de ‘tre skønne kvinder’ Sofie, Asmita og Inger, der er Fuckbois’ feminine modstykke. Her er der dog ingen kritik. Det er en woke-serie, som frigør kvinder fra skam. Dobbeltmoralen er tommetyk, og DR3’s moderatorer holder sig ikke tilbage.

Lasse Rimmer kommenterer på Facebook.

“DR3 har lavet en programserie, ‘Skamløs’, om unge kvinder med stor seksuel appetit og mange skiftende partnere. Dejligt. DR præsenterer selv deltagerne som ’seje kvinder’ og med hjerteemojis i opslag her på Facebook. Fedt. You do you.

Så bliver man fandme ærgerlig over at se, at Information omtaler de medvirkende som ‘lade, uengagerede og mildt retarderede’ og Soundvenue kalder serien ‘et klamt fejlskud’ og deltagerne for ‘omvandrende billboards for alt, hvad medier og mere fornuftigt fungerende seksuelt aktive individer mener, der er galt med store dele af generation x’s forråede syn på sex’.

Hvad fanden sker der for den slags formålsløst og forældet kvindehad!? Fuck. Vent. Det var DR3-serien ‘Fuckbois’ om tre unge mænd med præcis samme indstilling til sex som de kvindelige deltagere i ‘Skamløs’, der blev omtalt sådan i Information og Soundvenue.

Nå. En eller anden form for hykleri i mediernes forståelse af unge singler med lyst til sex med mange forskellige partnere har DR3 i hvert fald afsløret. Så… noget er der da kommet ud af de to serier. Tak for det.”

(DR3 hylder promiskuøse kvinder, DR3/Facebook, 2021)

“Fuckbois er mere radikal: Den giver os tomhed, materialisme og forfald, middelklasse gone wrong og fornemmelsen af en knapt udvokset generation i fuldt udfoldet deroute. … i hævnpornoens og ligestillingskampens brydningstid lader DR disse unge pragteksemplarer stå afklædt på tv som de lade, uengagerede og mildt retarderede repræsentanter for intet mere end ideen om seksuel erobring af unge kvinder som kappestrid og trofæjagt. Kan Mikki, Victor og Kim så lide kvinder? Vist ikke rigtig. … Næppe nogensinde på Danmarks Radio har en portrætdokumentar fremstillet sine hovedpersoner så usolidarisk. Så spørgsmålet er, om portrættet også er fair.” (Information, 2018)

Oploadet Kl. 02:38 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper