14. februar 2019

Fra det radikal-feministiske overdrev: “Nyheder er noget bullshit, som hvide mænd har opfundet.”

Jeg kan faktisk godt følge femi-loonierne lidt. Uanset hvilke nyhedsudsendelser man ser, så er det blot et subjektivt udvalg af historier vinklet på en særlig måde, og det udgør således på ingen måde en absolut sandhed. Det betyder dog ikke, at en bredere ‘repræsentation af racialiserede ikke-hvide queers’ i et intersektionelt feministisk nyhedsprogram er løsningen på noget som helst.

(FCNN alias ‘Feminist Collective with No Name’)

Video

Oploadet Kl. 19:46 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. februar 2019

Feminist 4.0 vs ‘nøgenfængsel’: “… muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt”

Ekaterina Andersen er en billedskøn fjerdebølgefeminist med russiske aner. Som barn oplevede hun et tjetjensk terrorangreb på nært hold, men læser nu ‘kønsstudier’ på et svensk universitet. Her lidt fra en historieløs klumme på EB.dk – Muslimsk mode er kommet for at blive.

“Dagens damemode byder på turban, lange kaftan, som ligner hijabs og udgør en bemærkelsesværdig tildækkethed. Tørklædet, som har været yt siden 60’erne, er tilbage som modetilbehør. Inspirationen kommer fra Mellemøsten. …

Mode er ofte politisk og bygger broer der, hvor politikerne har mudret tingene til. Regeringer kan forbyde burkaer og tørklæder så meget de vil, men muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt. …

Magt er at kunne definere sig selv og sine interesser som målestok for, hvad der er det normale. … Mens man ofte taler om den vestlige frihed at være afklædt, som jeg klart benytter mig af, glemmer man, at den afklædthed ofte er obligatorisk. Jeg kalder det nøgenfængsel.

Når dagens mode siger. at det er cool for en hvid, kristen som mig at se ud som min underbo fra Irak, er det en kulturel milepæl. Det er et tegn på et samfund, der tør den kulturelle dialog. …

Nogle muslimske kvinder er undertrykte. Og nogle muslimske kvinder er ‘fierce as fuck’. Jeg vil gerne ligne en af de sidstnævnte.”

(Ekaterina Andersen i videoen til Spitzenklasses ‘Kamæleon’, 2015; Foto: Youtube, udsnit)

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


6. februar 2019

Ole V. Christiansen, formand, LO Århus: Fra ‘pussy hat’ til forulempelse af ‘en kvindelig medarbejder’

Århus Stiftstidende fortæller, at Ole V. Christiansen, formand for LO Århus, træder tilbage ’som en konsekvens af flere episoder til en julefrokost for LO-ansatte i december’. Han skulle ifølge avisens oplysninger have ‘mere end tjattet til en mandlig ansat’, og “… have forulempet en kvindelig medarbejder”.

Ole V. Christiansen ses herunder med den såkaldte ‘pussy hat’, der opstod i 2017 som en feministisk protest imod Donald Trumps kvindesyn. Via Ballet Magnifique.

(LO Århus’ Ole V. Christiansen, 4. september 2017; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 04:27 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


25. december 2018

Om borgerligheden: “Lykkeligt uvidende om den nedkæmpelse af os selv, som alt for mange deltager i”

Endnu en fremragende klumme af Eva Selsing i Berlingske. Denne gang om ‘det hedonistisk-destruktive ungdomsoprør’, der manifesterer sig som krænkelsessyge – Borgerligheden kender ikke sine fjender.

“Hvad er det skræmmende perspektiv? Det er naturligvis, at den tyranniske krænkelseskult får tilranet sig tilstrækkelig magt til at smadre endnu mere af dansk (europæisk og vestlig) kultur. For det er det, den vil. Kulten består af forskellige fraktioner af venstreorienteret tænkning med primærrod i midten af forrige århundrede, men med en fælles fjende. Fjenden er de undertrykkende strukturer, som passer 1:1 med det, vi andre kender som vores judeokristne arv.

Fjenden er os, bærerne af den vestlige civilisation. Det er kønsrollerne, kapitalismen, kristendommen, moralen, traditionerne. Vores livsform, kort sagt. Alt det, vi sætter mest pris på, og som har givet os verdenshistoriens fredeligste, lykkeligste, rigeste samfund. Det er målet for opløsernes afgrundsdybe had.

En kulturkrig, som udkæmpes på alle fronter, og fordi så få forstår dens ophav og ærinde (selvom der er tale om fraktioner, er den destruktive bund fælles), kan den brede sig uhindret. På sidelinjen står alle de pæne, fornuftige mænd og kvinder og synes, det er ‘latterligt’ med alle de krænkelser. Og det kan vel være, men kulten har magt. En institutionel og grådig magt, hvis udøvere har vundet kulturkampen på forhånd, fordi dens nominelle modstander, borgerligheden, kun lige akkurat kan svinge sig op til at græde over topskatten.

Den borgerlige orden begyndte sin rejse mod dødsriget, da dens forsvarere tog marxistisk tankegods til sig og fokuserede blindt på det materielle, altså det økonomiske. Den største fejl: Forstår du ikke kulturkampen, dør du i den. Det samme gør de normer, der gav dig de bedste livsvilkår.

Og der er vi i dag. Lykkeligt uvidende om den nedkæmpelse af os selv, som alt for mange deltager i. Når du giver din lille dreng neglelak på (ja!), når du accepterer tvungen mandebarsel…”

Oploadet Kl. 18:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


16. december 2018

Lillelund om identitetspolitikken: “Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst…”

Jeg er klar over, at den talende klasse betragter fædrelandskærlighed/’kulturchauvinisme’ som højrefløjens ‘identitetspolitik’, men som det efterhånden bliver tydeligt for enhver, så er kærlighed til fædrelandet ikke et fænomen isoleret til den yderste højrefløj. Kærlighed til det kendte er et bagvedliggende præmis, for folk der ikke har sin daglige gang på universiteterne, og qua simpel folketælling: En kamel centrum/venstre må sluge.

Velskrivende Niels Lillelund om kulturmarxisten Tara Skadegaard Thorsen – Sort ser det ud for en ung, blond pige.

“Hun kender naturligvis ikke ’Den danske sang’; hun kender kun sin ret. Krænkelseskulturen trives allerbedst dér, hvor manglende uddannelse har efterladt sindet fejet og prydet for den nye ideologi. Som jo ikke er så ny igen, men som kom på mode allerede i 1970’erne. …

Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst, og her byder identitetspolitikken sig til med sit hajfyldte farvand af ømme ligtorne og konstant konsternerede madammer – af alle køn, herunder intet-. Og man skal ikke tage fejl: Identitetspolitik er ikke en kamp for borgerret. Da Rosa Parks nægtede at vige sin plads for en hvid mand i bussen, krævede hun ikke dermed særlig respekt for sin gruppe, in casu: sorte kvinder. Hun krævede sin forfatningsmæssige ret som individ til at blive respekteret på lige fod med en hvid mand – med samme ret til at sidde hvor som helst i bussen.

Identitetspolitikken, derimod, er fyldt med særbusser og segregering. Og bundløs uvidenhed. Front arbejder nemlig også for, at der skal være færre hvide mænd på pensumlisten. Bare fordi.

‘Forestiller vi os et pensum på filosofihistorie med Platon, Aristoteles, Kant, Voltaire, Heidegger og Hegel, hvem er det så, der skal ud? spørger Kristeligt Dagblad.’ ‘Jeg tror, der er flere af dem, jeg ikke rigtigt gider læse,’ meddeler den nyslåede filosofikandidat og indvarsler uafvidende historiens slutning i asken fra de krænkede identiteters bål.”



13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



17. oktober 2018

Vanopslagh til Østergaard (DRV): “Enten lyver du, eller også er du for doven til at sætte dig ind i fakta”

Når venstrefløjen fører underlødige kampagner mod højrefløjen, kaldes det ofte for satire. Når højrefløjen gør det samme mod venstrefløjen, er det ‘fake news’. I 2009 blev det eksempelvis en større mediesag, at Dansk Folkeparti i en kampagnereklame mod moskéer anvendte et manipuleret billede af Den Blå Moské.

Liberale Alex Vanopslagh kommenterer Det Radikale Venstres kampagne for kønsmæssig ligestilling – Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

“… Til sidst fortæller du de sagesløse børn, at forskelsbehandlingen sker hver dag på arbejdsmarkedet, hvor tusinder af virksomheder betaler ulige løn for det samme stykke arbejde. Her får mænd meget mere end kvinderne, er dit budskab til børnene. …

Hvis ikke du havde så travlt med at slynge om dig med anklager om lovbrud og diskrimination hos danske virksomheder, ville du måske have sat dig ind i problemstillingen. Og så ville du vide, at der ikke er systematisk underbetaling af kvinder.

Lønkommissionen undersøgte for nogle år siden, om man kunne dokumentere kønsdiskrimination i den offentlige sektor. Svaret var et klokkeklart nej – der er lige løn for lige arbejde. Når mænd i gennemsnit tjener mere end kvinder i det offentlige, er det, fordi de arbejder mere, oftere har lederstillinger m.v. Men når kvinder arbejder mere eller har lederstillinger, får de det samme i løn.

Heller ikke på det private arbejdsmarked – hvor løn i højere grad forhandles individuelt – er der noget tegn på systematisk diskrimination af kvinder fra danske virksomheder. Forskellene kan primært forklares i valg af uddannelser, valg af branche, antal timer, der arbejdes, ansvar- og lederniveau m.v. Når alt dette medtages, kan der dog stadig ses en forskel i lønnen hos mænd og kvinder på 3 pct. ifølge Dansk Arbejdsgiverforening. Altså langtfra den enorme, systematiske lønforskel, som du påstår, Morten. Og i førnævnte undersøgelse er der ikke taget højde for, hvordan det påvirker grundlønnen, at kvinder i gennemsnit har mere fravær end mænd, at de arbejder færre overtimer – ej heller hvilken betydning lønforhandlingstaktik har, hvor mænd kan tænkes at være mere ultimative og risikovillige.

Alt dette ved du, Morten Østergaard, formentlig godt. Enten lyver du, eller også er du for doven til at sætte dig ind i fakta. Jeg ved ikke, hvad der er værst.”

(Det Radikale Venstre på Facebook, 14. oktober 2018)

“Skal din datter have mindre slik end din søn – bare fordi hun er pige?” (Det Radikale Venstre, 2018)



15. oktober 2018

Tre forskere udstillede feministisk kønsforskning: Indskrev næsten ordrette passager fra ‘Mein Kampf’

Hvis man ikke gider læse lange tekster på engelsk, så kan man nøjes med Berlingskes referat, men den her venstreradikale feministiske ‘kønsforskning’ fortjener dybe slag, og det har de fået nu. Skøn artikel der præsenterer projektet sakset fra New States Man – Dog rape and Mein Kampf as a feminist text: why we hoaxed journals with terrible papers.

“We just spent a year writing and publishing calculatedly terrible papers in academic journals that look at aspects of identity – gender studies, fat studies, feminist geography, masculinity studies, sex and sexuality studies, feminist philosophy, feminist epistemology. This is not some obscure academic squabble. This is about something that affects us all. This is about culture.

Of 20 papers we submitted, seven were accepted, six we deemed unworkable and a further seven were in various stages of the submission process when the project was discovered.

Our papers claim that dog parks are rape-condoning spaces and that by observing the reactions of dog-owners to ‘unwanted humping’ among dogs, we can determine that a human rape culture is deeply ingrained in men who could benefit from being trained like dogs. They investigate why heterosexual men enjoy the company of attractive and scantily-clad female servers in a restaurant and conclude it’s so they can live out fantasies of patriarchal domination. They ponder why heterosexual men rarely self-penetrate their anuses with sex-toys and advocate doing so in order to become less transphobic and more feminist.

Do you see a pattern? Although the papers we wrote scanned many subdisciplines of identity-based studies, by far the greatest uptake was of the ones which argued (on purely theoretical, subjective, and unfalsifiable grounds) that heterosexual masculinity is toxic, abusive, and thoroughly problematic. This perfectly comports with the rhetoric coming from feminist journals as aptly demonstrated by Suzanna Danuta Walters, editor-in-chief of the storied feminist journal Signs, when she asked the world in the Washington Post, why can’t we hate men?

In addition to the problematic nature of men’s attraction to women, we also published a rambling poetic exploration of feminist spirituality generated largely from a teenage angst generator which we hypothesised would be acceptable as an alternative, female ‘way of knowing’. That paper was purely silliness, and the journal a minor one. We took our experimentation with the idea that we could make anything at all fit some kind of popular ‘theory’ to the limits when we successfully published a section of Mein Kampf as intersectional feminism. We denied objective knowledge about morbid obesity too: we argued this serious health problem represents a body just as legitimately built as a finely honed muscular one. We see the impact of this dangerous narrative in activism to prevent the provision of health advice around body-weight.

This is not scholarship. In simplest terms, this is the explicit replacement of rigorous evidence-based research and reasoned argument with appeals to lived experience and a neurotic focus on the power of language to create social reality. This originated with post-modernists like Michel Foucault, Jean-François Lyotard, and Jacques Derrida, and was made explicitly political by a new generation of scholars who applied it in the fields we’ve called ‘grievance studies’. In our flagship paper (rather cheekily named ‘When The Joke Is On You’), we took this attitude as far as it would go and (ironically) applied it to ourselves and our own project. Our argument: all satire of ‘Social Justice’ scholarship is illegitimate and merely an attempt to selfishly preserve privilege. The reviewers of Hypatia informed us that this constituted ‘an excellent addition to feminist philosophy’.

While this is deeply troubling, the problem is not confined to the academy. These ideas are produced and legitimised in academia and given the status of knowledge via publication in peer-reviewed journals. This affords them power to influence education, activism, media, culture, and policy. One could think of this as a kind of ‘idea laundering’ through the university, in which opinions and prejudices can be validated by scholarly journals and come out looking like legitimate knowledge. The trouble is if this scholarship cannot be trusted, the consequences affect all of us – particularly those groups it purports to help.

We did this project because we think it matters. It matters that we study issues of identity, and it matters how we study them. It matters that scholarship is rigorous and non-ideological. Social justice cannot be advanced by shoddy, unsubstantiated truth claims and ideologically-biased agendas. It therefore matters that we put finding truths, whatever they are, ahead of ideology, however well-intended. We need solutions that work, and this is more likely if they are firmly tethered to reality.

These disciplines and the institutions that support them need to be reformed. However, more importantly, we, the people outside the academy and yet affected by its knowledge production, have to be aware of the problems with the scholarship, educational methods, and activism that depend upon these fields. What needs to change is the presumption that this work speaks for the people it claims to, including liberals, women, and racial and sexual minorities. It does not, and risking being called bigoted for pointing this out is worth it.”

(Area Magazine, Academic Grievance Studies and the Corruption of Scholarship, 2. oktober 2018)

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


8. oktober 2018

Ph.d.-kandidat i religionshistorie: Det islamiske tørklæde har ikke ‘en betydning i sig selv’…

Skribenten læser sin kandidat i det svenske, og det giver god mening. Læserbrev af ph.d.-kandidat i religionshistorie Jesper Petersen. Fra JP.dk – Islamistteologen fra Dansk Folkeparti.

“Martin Henriksen (DF) hævder i sit indlæg i JP forleden, at ‘det muslimske tørklæde er et symbol på en totalitær ideologi’. Denne type af udtalelser bliver mere og mere almindelige fra danske folketingspolitikere, som mener, at de er mere kvalificeret til at fortolke islam end muslimerne selv.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Henriksens udlægning af islam tilhører ham selv. Størstedelen af de muslimer, som han taler om, identificerer sig ikke med Henriksens islamistiske og totalitære udlægning af islam. Henriksen synes at tro, at han kender tørklædets betydning, men han glemmer, at tørklædet ikke har en betydning i sig selv. Det er ham, der tillægger tørklædet en bestemt betydning.

… det er vigtigt, at folketingspolitikerne på højrefløjen forstår, at islamofobi og racisme udgør en central del af de problemer, som kvinder med tørklæde kæmper imod.”



13. september 2018

Nikoline vs religion: “… pædofile skal have pikken skåret af”, “Muhammed voldtog en mindreårig pige”

Jeg har tidligere blogget om Nikoline, der forsøger at markedsføre sig selv som en kompromisløs fritænkende rapper, men uanset sine anstrengelser ryger ind i et højre/venstre-skisme. Hvor selv de mest fundamentalistiske kristne trykker på pyt-knappen over grove angreb på Bibelen, så går selv assimilerede muslimer til ekstremer over nedsættende ord om Muhammed, Koranen og Islam. Lige netop derfor gør hun gavn i den evindelige Islam-debat. Hun ‘paludaniserer’ muslimerne, og skaber forvirring hos den identitetspolitiske venstrefløj. Set på Youtube.

“Det er en indlysende sag, at pædofile skal have pikken skåret af. Min AK47 op i deres røv til de forbløder. … Misogyni, hykleri og krig er Bibelen og Koranen enig i. Muhammed voldtog en mindreårig pige. Det samme praksis i dag med ISIS, og kirken begår samme hybris. Jeg er alle religioners nemesis. Ingen krig. Ned sig slik min klitoris…” (Nikoline, Sut min klit, 2018)

Screencaps.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper