21. september 2020

AFA-generalen Balder Bergman Johansen hyldes i indslag på TV2 News… for sin kamp mod ’sexisme’

Enhedslisten melder, at de i dag ikke ville have accepteret Jeppe Kofod som udenrigsminister, på grund af episoden med den 15-årige folkeskoleelev for tolv år siden. Sexisme kan ikke tilgives, må man forstå. Politisk vold er en helt andet sag, og Enhedslisten vil næppe tage afstand fra AFA’erne i egne rækker. Tværtimod, må man forvente at den tidligere AFA-leder Pelle Dragsted stadig trækker i trådene på højeste niveau.

For venstrefløjen er hykleriet en integreret del af ideologien, og det afspejler sig naturligvis også i massemedierne. Lørdag formiddag kunne man eksempelvis se AFA-generalen Balder Bergman Johansen blive hyldet, som en virksomhedsleder der gjorde en særlig indsats mod sexisme. Der har altid være et tæt samarbejde mellem Antifascistisk Aktion og diverse feministiske aktionsgrupper, og hvis udviklingen fortsætter med samme hast, så går der ikke mange år før Pelle og Balder hyldes offentligt for deres ‘anti-nazisme’.

(AFA-generalen Balder Bergmann Johansen fra Logik & Co. hyldes på TV2 News, 19. september 2020)

“Alle i det autonome miljø kender dem. Og alligevel kender de færreste dem: Generalen og Doktoren. … Som bidronninger sidder de stille og lader en hær af arbejdere gøre det grove arbejde. De bestemmer, hvem der skal stikkes, de bestemmer, hvor ondt det skal gøre, og de bestemmer, hvor og hvornår det skal ske. … Både Doktoren og Generalen har i årevis været fremtrædende medlemmer af den autonome gruppering AFA (Anti-Fascistisk Aktion).” (BT, 8. december 2002)

Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


18. september 2020

DRs gode hadefulde feminisme: “Hvad nu, hvis had mod mænd faktisk kan være en… frigørende vej.”

Min eneste kontakt til DR er efterhånden de uåbnede regninger de sender til min e-boks, og jeg kan virkelig ikke se hvorfor jeg skal betale til et medie, der propaganderer så uhæmmet. Jeg har ikke behov for at se en udsendelsesrække med aggressive feminister, eller at se en Islam-apologetisk dokumentar om 20-årige Sine, der som 17-årig helt frivilligt konverterede til Islam – kort før hun fandt Khaled, og blev mor til en lille dreng. De fæle patriarkalske strukturer er åbenbart kun okay, hvis de personificeres i en araber med mørkt fuldskæg.

I en tid hvor alt er kontroversielt, så er feminisme helt uproblematisk. Bemærk den ukritiske formidling af gold feministisk mandehad i denne her historie fra DR Online – Forsøgte at bremse 25-årig forfatters ‘Jeg hader mænd’-bog – nu storsælger den.

“… indlæggene fik mikroforlaget Monstrograph til at opfordre hende til at skrive bogen ‘Moi les hommes, je les déteste’ – på dansk: ‘Mænd, jeg hader dem’.

Bogen, som er omtalt i flere franske medier og i The Guardian, er blevet en politisk sag, efter regeringens rådgiver om ligestilling, Ralph Zurmély, har truet med at få den fjernet, fordi den ifølge ham er for hadefuld.

… Derefter er temaet i bogen, hvorvidt kvinder har god grund til at hade mænd, og at det faktisk kan være rart og befriende at hade mænd. …

Pauline Harmange tilføjer, at man som heteroseksuel kvinde bliver opfostret til at holde af mænd, men hun mener, at kvinder skal have ret til ikke ubegrænset at holde af dem. I stedet forsvarer bogen dét at være hadefulde omkring mænd, og at det ligefrem kan være befriende og skabe et slags søsterskab.

– Hvad nu, hvis kvinder har en god grund til at hade mænd? Hvad nu, hvis had mod mænd faktisk kan være en fornøjelig og frigørende vej, spørger hun ifølge The Guardian.

(Feministen Pauline Harmange, og hendes bog ‘Moi les hommes, je les déteste’, 2020)

Oploadet Kl. 01:58 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


4. september 2020

Uffe Holm om Sofie Linde: Minder om Oscar-vinder, der snakker ‘om forurening og klima. Hold nu kæft’

Under Zulu Comedy Galla, der blev afviklet lørdag i sidste uge, proklamerede værtinden Sofie Linde, at hun som 18-årig til en DR-fest med en ‘en ældre tv-personlighed’, der truede med at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun ‘gav ham oralsex’. Hun ville have en debat om feminisme og kickstarte Metro-kampagnen. Hun beklagede at hun fik mindre i løn end dommer Thomas Blachman, og således blev det også til en debat om ‘ligeløn’. For kritiske vinkler anbefaler jeg Reel Ligestilling og Folkets Avis, to persondrevne medier der ikke finansieres over skatten.

Fra BT, der citerer komiker Uffe Holm, der i en podcast kommenterer Sofie Lindes stunt.

“‘Jeg synes, hun er en dygtig vært, jeg hader folk, der misbruger deres magt, og jeg støtter selvfølgelig op om MeToo, men det virkede alt alt for voldsomt, da vi sad i salen.’

Uffe Holm er skuffet over afviklingen af årets ‘ Zulu Comedy Galla’ og synes, det var forkert at lade Sofie Linde bruge showet som platform til at dele sine personlige oplevelser omkring ligeløn og MeToo. …

‘Jeg troede, vi skulle se noget, der var sjovt og grine. Jeg ved ikke, hvorfor hun har brug for at komme efter 12 år og sige det,’ lyder det fra Uffe Holm… Han tilføjer: ‘Det er ligesom folk, der vinder en Oscar og begynder at snakke om forurening og klima. Hold nu kæft, sig tak for din Oscar og sæt dig ned. Så må du tage det på Instagram eller Facebook. Hendes job er at være glad og kæde tingene sammen.’.”

(Sofie Linde på Instagram, 28. august 2020)

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link127 kommentarer


25. august 2020

Professor: Vi har brug for ‘radikal feminisme’, et ‘opgør med patriarkatet’, samfundsordenen skal vakle

Der trykkes mange obskure tekster i Politiken, og professor Peter Lauritzen ønske om mere radikal feminisme, er helt klassisk. En mand har råbt noget sensuelt efter hans 14-årige datter, og det skyldes patriarkatet, Hitlers patriarkat. Hen henviser til den norske forfatter Sigurd Hoel, men fortæller ikke at Hoel var første redaktør for den revolutionære organisation ‘Mot Dag’, der nogle år senere blev en del af Norges Kommunistiske Parti.

Mads Brügger har begået et fin kommentar til det totalitære aspekt i Berlingske, men her er lidt fra det oprindelige indlæg trykt i Politiken, 16. august – Danmark har brug for en ny, radikal feminisme (kræver login).

“Uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed. … Hvis vi skal gøre op med denne ulighed, kræver det feminisme. …

En radikal feminisme vil ganske givet efterlade sig et slæbespor af sårede mænd, men sådan må det være. For uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed…

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev den norske forfatter Sigurd Hoel et essay, hvor han forsøgte at forklare nazismen og dens evne til at vinde opbakning. Og en væsentlig del af forklaringen fandt han i et enkelt ord: patriarkatet. Altså et bestemt magtforhold, hvor kvinden er underordnet manden. Hun er hans ejendom og ret.

Dette magtforhold har eksisteret i århundreder, og selv om det var blevet svækket, eksisterede det endnu. Slumrende, men parat. Det vidste nazisterne, og det lykkedes dem at vække patriarkatet og dermed vinde opbakning.
I en usikker tid fik de ariske mænd en fast defineret plads, det samme gjorde kvinderne – og selvfølgelig også alle de ikke-ariske mænd og kvinder. Hoels bekymring var nu, at skønt nazismen blev besejret, så blev der ikke gjort op med patriarkatet. Derfor kunne man berettiget frygte nazismens genkomst.

I dag ville Hoel måske ikke have skrevet om nazisme, og måske heller ikke frygte den. Men han kunne have frygtet både ultranationalisme og højrepopulisme, og han kunne fint have brugt Trump i sin analyse, fordi han jo næsten dagligt viser, hvordan patriarkatet reinkarneres. Bedst som man troede, at det lå på sit yderste – eller i det mindste var stærkt alderssvækket – viser det sig igen for fuld styrke.

… Det er derfor, vi har brug for et radikalt opgør med patriarkatet og for kvalificerede analyser, der viser, hvor uligheden trives og gror. Men i stedet for at lytte til og lære af feminismen, så vælger de fleste at vrænge ad den og udskamme den. … Men hvis vi vil ligestilling og lighed, så skal samfundsordenen vakle. Og den skal vakle vildt. Der er ingen vej uden om.”

(Mads Brügger på Twitter, 16. august 2020)

Det er samme sprogbrug, du finder i totalitære regimer som Mussolinis Italien, Pol Pots Cambodja eller Stalins Rusland. Altså ideen om, at der skal chokterapi til, før vi kan nå frem til det Utopia, som vi allesammen er interesserede i. … at arbejde med kollaterale ofre i forsøget på at realisere et utopisk samfund er klassisk Pol Pot. Eller Stalin. Eller Hitler … Det er ret rabiat feminisme. Det synes jeg er vildt. Han sidder jo i Radikale Venstres bestyrelse. Det er jo et sprogbrug, som man ville finde på de ekstreme politiske yderfløje. At det lige pludselig dukker op en tilfældig weekend i Politiken, uden at folk rigtig tager notits af det, det synes jeg er ret vildt. … På et tidspunkt, da jeg arbejdede i Danmarks Radio, var der en skytteforening nede i kælderen. Et af medlemmerne havde identificeret den diskurs, der gjorde det muligt for ham at give udtryk for en trang til at skyde andre mennesker. Han havde fundet ud af, at vi allesammen kan blive enige om, at vi ikke kan lide racister. Så han gik og sagde, ‘jeg hader racister, de skal bare skydes’. (Mads Brügger, Berlingske, 25. august 2020)



14. august 2020

BZ (Knudsen, 2016): En pige fra BZ-miljøet blev ‘voldtaget af en indvandrerdreng fra Blågårds Plads’

Der er masse af interessante detaljer i Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og man forstår godt at den venstreradikale BZ-elite ikke har lyst til at få vendt stenene. En af bogens mange kilder er filminstruktør Mariella Harpelunde, der ærligt fortæller om vold og voldtægt i miljøet.

“… Også de feministiske holdninger, som pigerne i Mekanisk Musik Museum forfægtede, kunne slå revner i konkrete tilfælde. … En pige fra miljøet fortalte modigt og helt åbent om at blive voldtaget af en indvandrerdreng fra Blågårds Plads. Hun var en af dem fra Børnemagt – en røvlækker, rødhåret pige, som bestemt ikke var blevet scannet og godkendt. Pludselig syntes pigerne fra Mekanisk ikke, at sagen var så enkel. En af dem sagde flere gange under mødet, at pigen nok havde været lidt for gavmild med sig selv. Måske havde hun i virkeligheden næsten selv været ude om det.

(Mekanisk Musik Museum, der blev besat i 1982; Foto: Kbhbilleder.dk)

Oploadet Kl. 00:39 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


12. juli 2020

Feministisk aktivist føler sig krænket af skulptur af testikler: “… et temmelig klodset og uheldigt valg”

Det er umuligt at gøre den yderste venstrefløj tilfredse, og der er ingen grund til at gøre forsøget. Trine Rytter Andersen burde være henrykt over skulpturen, der jo ret beset forestiller det feministiske ideal: Emaskulering. Fra TV2 Østjylland – Slappe nosser ophidser feminist: – Det er torskedumt af direktøren.

“I et nyt og langt, offentligt skriv på Facebook retter billedkunstner og kunstanmelder Trine Rytter Andersen en sønderlemmende kritik af værket og af Godsbanens direktør, Flemming Dybbøl. …

– Værket bliver præsenteret på bagkant af hele #metoo-bølgen, og jeg har personligt kendskab til en lang række testemonials af kvinder, der har haft nogle meget grimme oplevelser i kulturbranchen. Det er blandt i den kontekst, jeg synes, nosserne er et temmelig klodset og uheldigt valg, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

– Ud fra et kunstkritisk synspunkt er det en ’slap’ skulptur. Jeg har intet imod nosser, og nogle stramme nosser med et højere abstraktionsniveau ville have været perfekt i en anden kontekst, siger hun og fortsætter…”

Oploadet Kl. 14:14 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


30. juni 2020

Minister forklarer ret til ’10 timers psykologhjælp’, kun til kvinder: ‘Politik kræver vilje til at prioritere’

Tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord, men statistik taber altid til ideologi. Tabermænd skal tage sig sammen, taberkvinder skal have hjælp til at frigøre deres potentiale. Socialminister Astrid Krag forklarer sine prioriteter på SIM.dk – 10 timers psykologhjælp. Regeringen giver historisk løft til voldsramte.

“Den 1. juli får kvinder, der på grund af vold har måttet søge hjælp på krisecenter, en ny rettighed: De kan få 10 timers psykologhjælp.

Det er jo en god nyhed. Jeg er også glad for, at regeringen sammen med partierne bag finansloven for 2020 har sikret et markant løft af voldsområdet med flere pladser på krisecentrene og bedre mulighed for rådgivning.

I Avisen Danmark kritiserer Venstres folketingsmedlemmer Fatma Øktem og Anni Matthiesen så, at det er voldsramte kvinder og ikke mænd, der får adgang til at bearbejde traumer fra volden hos en psykolog.

… Selvfølgelig kunne jeg ønske mig, at vi kunne gøre endnu mere. Der er rigtig mange problemer på socialområdet, som vi må løse skridt for skridt. … Politik kræver vilje til at prioritere, ellers er det jo bare tomme ord.”

Oploadet Kl. 01:42 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


27. maj 2020

Forfatter: Corona’en ‘vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?’

Jeg har en lille drøm om at podcasten ‘Nordens grænse’ engang blev en del af Talentlab på Radio4, for der er stort set ingen grænser på venstrefløjen. Her taler overstuderede indforstået time efter efter time om den yderste venstrefløjs mærkesager. Ny på programmet er podcasten ‘Kassetanker’, hvor en psykolog med speciale i ‘LGBT+, identitet og minoritet’ taler om binære køn, sociale konstruktioner normkritik, privilegier: ‘Det er jo ikke for at shame den hvide mand, men…’

Den yderste venstrefløj vil altid forsøge at smadre det bestående, og feminisme fungerer i praksis som rambuk for den evige klassekamp. Herunder et indlæg fra forfatter og museumsdirektør Jane Sandberg, der har opdaget at kvinder her i coronatiden bager ‘bananbrød’ og kanelsnegle’, og lægger puslespil sammen med ‘glade børneansigter’. Man må forstå, at det er problematisk at kvinder sætter tempoet ned, og ‘chiller med børnene’, for… ‘er det godt for ligestillingen?’. Kønslig ligestilling baseret på frivillighed, fungerer ikke for normkritiske ideologer.

Kommentar af Jane Sandberg i Berlingske – ‘Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, som har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer’ (kræver login).

“Knap havde statsministeren erklæret Danmark for stort set lukket, før en ny type opdateringer ramte mine feeds på sociale medier. … I takt med, at coronaugerne gik, blev opdateringerne af mere filosofisk art med refleksioner over, hvordan man jo også kan leve andre liv end dem, der er fyldt med arbejde. Alene den seneste uge har jeg noteret seks kvinder i mit netværk, der har luftet, at de seriøst overvejer andre livsformer.

Coronatiden har simpelthen betydet, at de har fået øje på andre værdier. Og nogle, de muligvis vil gøre alvor af at forfølge. … Der er helt sikkert familier, hvor det, at den hårdtarbejdende karrieremor måske om lidt opsiger sit lederjob for at fermentere grøntsager, lægge perleplader og erklærer 2020 til ‘buy nothing year’, vil være en stor gevinst for familiens ve og vel. Men er det godt for ligestillingen?

Selvfølgelig er det stof til eftertanke, at så mange kvinder savner at være sammen med deres børn og de seneste uger har erkendt, at de ikke får bagt surdejsboller i deres fortravlede hverdag. Men det er et kedeligt forbillede at sætte for deres børn, og det er en våd klud i hovedet på den kønskamp, som fortsat er nødvendig i vores samfund.

(Foto: The Atlantic)

Oploadet Kl. 10:41 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


26. april 2020

Kira Marie Peter-Hansen (SF): Flere mænd dør, javist, men… ‘Kvinder rammes hårdere af coronakrisen’

Læserbrev af SF’eren Kira Marie Peter-Hansen, der sidste år blev valgt til Europaparlamentet, som det yngste medlem af nogensinde. Hun mangler livserfaring, men har lækkert hår og kender sin feminisme. Fra Berlingske – Kvinder rammes hårdere af coronakrisen (16. april 2020).

“I følge WHO er der lige så mange kvinder som mænd, der bliver smittet med coronavirus, men blandt dødsofrene er der langt flere mænd. Det kan der være mange grunde til, og det er vigtigt, at vi undersøger det til bunds.

Men jeg synes også, at det er værd at kigge på kvinderne. De mærker nemlig i langt højere grad coronakrisens konsekvenser i deres dagligdag.

… I EU består 70 procent af sundhedssektorens personale af kvinder. Det gælder både i form af sosu-assistenter, hjemmeplejere, jordemødre, laboranter og i høj grad sygeplejersker.

… Jeg synes ikke, at vi skal holde op med at tale om coronakrisen og hylde alle dem, der knokler for os alle sammen – mænd og kvinder. Men vi må heller ikke glemme, at kriser som denne har en kønnet slagside.”

Oploadet Kl. 18:25 af Kim Møller — Direkte link89 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper