19. oktober 2019

Set på rasteplads i multikulturelle Holland: ‘Woman only’-parkering

En Uriaslæser var sidste weekend i Holland, og tankede kaffe på en rasteplads. Til højre var der parkering for handikappede, til venstre ‘Woman only’. I et multikulturelt land skal man regulere, kontrollere og lovgive sig ud af problematikker, der var utænkeligt for få år tilbage. I den såkaldte Global Gender Gap Report (2018) er Holland nede på en 27. plads, så der er plads til forbedringer. Større parkeringsbåse, videoovervågning, opvarmet asfalt?

(Holland, 13. oktober 2019; Fotos: Tilsendt)

Oploadet Kl. 09:59 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


18. oktober 2019

Musiker: Ikke sikker på at jeg har ret til at være deprimeret, “.. fordi jeg er en hvid og ciskønnet mand”

Fænomenet er velkendt, og velsagtens en medvirkende årsag til at elitens børn drages mod det venstreradikale miljø. Et kulturelt betinget selvhad, der tøjles med en kamp for ‘marginaliserede, for ‘arbejderklassen’. Den for mig ukendte James Blake skriver i essayet herunder, at han i sin ungdom følte at han havde ‘the sensitivity of a female but in a male’s body’, og det kommer ikke som en overraskelse, at han i dag er gift med den feministiske aktivist Jameela Jamil. Det minder lidt om den ikoniske scene i ‘Blomsterbørns børn’ (1984), hvor en ung Michael J. Fox, besnæret af kvindelig ynde springer ud som feminist: “I am a woman.”

Essay af James Blake hos forlaget Penguin – ‘How can I complain?’ (via DR online)

“It’s especially easy to poke fun at the idea that a white man could be depressed. I have done it myself, as a straight white man who was depressed. In fact, I still carry the shame of having been a straight white man who’s depressed and has experienced suicidal thoughts. And still, when discussing it with most people, I will play down or skirt around how desperately sad I have been…

I wanted people to know how I felt, but I didn’t have the vocabulary to tell them. I have gone into a bit of detail here not to make anyone feel sorry for me, but to show how a privileged, relatively rich-and-famous-enough-for-zero-pity white man could become depressed, against all societal expectations and allowances. If I can be writing this, clearly it isn’t only oppression that causes depression; for me it was largely repression.

I’m still not sure I fully believe I am entitled to be depressed or sad at all, because I’m white and cisgender and male, and life for people like me is undoubtedly the easiest of any group. But my privilege didn’t make me want to stick around, and it makes me feel even more embarrassed for having let myself go. …

When the delusional mental force field of whiteness finally popped (the ‘psychosis’ of whiteness, as Kehinde Andrews puts it, which most white people are still experiencing – I was still able to reap the now obvious benefits of being white, straight and male but without the subconscious ability to ignore my responsibility to the marginalized), I started having the uncomfortable but rational thought that my struggle was actually comparatively tiny, and that any person of colour or member of the LGBTQ+ community could feasibly have been through exactly the same thing and then much, much more on top of that. A plate stacked until it was almost unmanageable. For me it became embarrassing to mention my child’s portion of trauma and sadness. …

I for one felt like Donald Trump, starting with $413 million and ending up broke and lying about my tax records. Maybe then it’s no surprise that so many disaffected white men identify so deeply with him. (It should be noted that I absolutely don’t.) That and our shared love of doing anything we want and saying whatever we like without consequence to ourselves.

That shared love has rightly led to a debate about what white males are entitled to say and do. I believe we’re entitled to no more than anybody else, which at this point requires a lot of listening and rebalancing. I also believe everybody is entitled to pain, no matter how perceptibly or relatively small that pain is. I don’t want the shame around depression and anxiety in privileged people to become worse any more than I want it for the marginalized. Because without addressing that pain we end up with more cis-gendered white male egomaniacs who bleed their shit on to everybody (and some of them will write albums about it).”

(Michael J. Fox som Alex P. Keaton i Family Ties, s2e15, 1984: “I am a woman”; Youtube)

“Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg har retten til at være deprimeret eller trist, fordi jeg er en hvid og ciskønnet mand, og fordi livet for mennesker som mig uden tvivl er det nemmeste.”

“Jeg begyndte at have den ubehagelige men rationelle tanke, at min kamp faktisk var relativt lille, og at mennesker med en anden hudfarve eller seksualitet end mig kunne have gået igennem nøjagtig det samme som mig, bare med alt muligt oveni.”

Oploadet Kl. 13:26 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


15. oktober 2019

Susanne Staun til ‘Transkirken’: “… ingen mand… bliver kvinde, bare fordi han siger, han er kvinde.”

Susanne Staun er feminist, men trods alt reflekterende. Fint bidrag til ‘lesbiske feminister vs trans’-debatten kan læses hos POV International – Transaktivismens dødeblik: Underkast dig eller bliv udstødt.

“Selvom transideologien hævder, at man er, hvad man selv synes, man er, så er de nøgne kendsgerninger ikke helt enige. Hvis en stor bryggerhest af en havnearbejder pludselig identificerer sig som kvinde og i den anledning tager et par halskæder og en kjole på, så har vi andre altså også noget at skulle have sagt, fx: ‘Du er ikke en kvinde.’

Og mindre kan skam gøre det, for ingen mand, uanset hvor feminint han præsenterer sig, bliver kvinde, bare fordi han siger, han er kvinde. Dette udsagn er det ultimativt mest strafbare ifølge Transkirken. Amen.

Den veritable hetz, der udspiller sig mod mennesker, der ikke køber transideologien, er omfattende og strækker sig fx også til de mennesker, der senere fortryder deres kønsskifte. De er faktisk de ultimative forrædere, men deres rækker siges at være både betydelige og voksende. Og hetzen når ud til de apolitiske transer, der bare gerne vil være i fred og håber, at transbevægelsen snart klapper kaje…

Organet for den patologiske venstrefløj, Konfront, dækkede den nylige happening foran Kvindehuset og forklarer her, at de lesbiskes synd har et navn, bio-essentialisme, som bl.a. er en beskrivelse af mennesker, der ikke mener, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan. Dette klistermærker hænger derfor også på Kvindehuset:

(“… og der findes transfober uden tænder”; Foto: Facebook)

… Til omskolings- og transskåneformål har en fjerde amerikansk importvare nu også slået rod blandt transaktivister, nemlig browserudvidelsen Shinigami-eyes, med hvilken man kan klassificere og monitorere både personer og online-sites som enten transuvenlige (røde) eller transvenlige (grønne) … Shinigami eyes er en reference til en anime, en japansk tegneserie Death Note, om den japanske dødsgud og en dybt narcissistisk ung mand ved navn Light, som får evnen til at dræbe alle, han vil af med ved simpelthen at kigge på dem og skrive deres navne i gudens notesbog.

… Så sæt i gang med at male hele Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet rødt, én gang for alle. Glem ikke Datalogisk Institut, heller ikke Institut for Matematiske Fag, begge nogle fælt binære steder fyldt med binære talsystemer og eksakt videnskab, hvor 2 + 2 = 4, og hvor folk, der føler, at 2 + 2 = 5 ekskluderes.

Oploadet Kl. 09:15 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


8. oktober 2019

Transaktivister vs lesbiske feminister: “Det er ikke transfobisk at have en genital præference…”

‘En koalition af aktivister mod transfobi’ fortæller på Konfront.dk, at de lørdag blokerede indgangen til Kvindehuset, hvor lesbiske feminister havde planlagt et arrangement. Der skulle ikke været en platform for ‘bio-essentialistiske’ ‘cis-lesbiske’, de såkaldte TERFs (‘Trans-Exclusionary Radical Feminists’). Revolutionen æder sine børn, og det er om ikke andet, så i det mindste god underholdning. Beretning af en lesbisk feminist, sakset fra Facebook.

“Kære kvindehusgruppe ..jeg bliver nødt til at dele denne oplevelse med jer alle, fordi jeg synes det kommer os alle ved. I går da vi (gruppen lesbiske feminister) ankom til kvindehuset, for at have det møde vi havde booket os ind til. Blev vi mødt af en låst port, med formummede unge mennesker bag gitteret og sort-hvide bannere der hang ud fra vinduerne på 2 sal.og blev forment adgang.

Vi blev fotograferet både med kamera og mobiltlf. Den eneste der ikke havde tørklæde for ansigtet var deres talspersonen Justice .. Hun stod uden for, og jeg spurgte hende hvem de var, og hvorfor de ville forhindre os i at holde vores møde. Hun ville ikke svare på hvem de var, men sagde noget om, at der jo var mange ting der kørte i grupper på nettet. Til det andet svarede hun at de vidste at i vores gruppe var der mange kendte transfober !!

Jeg prøvede at snakke med hende om at der er mange forskellige former for feminisme i dag. Og fordi at man er kritisk overfor den aggressive form for transaktivisme behøver man ikke at være transfob og at det faktisk er både legitimt og normalt at have forskellige feministiske holdninger, og måske var det bedre at mødes og snakke om det hele, end at gribe til den form for ‘latterlig’ aktion. Hun og jeg blev ikke enige, jeg kunne faktisk godt lide hende, men måtte også sige at det for mig var nærmest tragikomisk at blive udelukket fra kvinde huset, når jeg og mange af de andre i gruppen havde været med til at tage/ besætte det første kvindehus. og så især i en aktion af en en gruppe af ‘ukendt’ køn…der ikke var tilknyttet kvindehuset og som kun havde transfokus.

….Hvem er det der synes det er i orden med sådan en aktion ? Det er jo absolut ikke i orden, at forhindre en gruppe af lesbiske kvinder i at holde deres i lang tid annoncerede møde i kvindehuset. Og med fare for at lyde træt og gammel, så er forsøg på samtale med dem lidt som at prøve at snakke med nogen der bare skriger ‘alle dem der ikke hopper er transfober, alle dem der ikke hopper er transfober’ (Kirsten Johnsen Stick, 6. oktober 2019)

(‘Transaktivister’ blokerer Kvindehuset: ‘Support your sisters not your sisters’)

Kvinder med kvindelig biologi har ret til rum uden tilstedeværelse af ‘kvinder’ med mandlig biologi, og det må de biologiske kvinder helt selv bestemme hvor grænserne skal gå for. Alt andet er kvindeundertrykkende og antifeministisk. … For eksempel er det 100% kun kvinder med kvindelig biologi, der har ret til at definere hvad en lesbisk er, og de har selvfølgelig også ret til at holde arrangementer, der kun er for kvinder med kvindelig biologi. Det er ikke transfobisk at have en genital præference, og at indrette sin organisation efter det.” (Jette Vellet)

“Lesbiske der gør sig til dommere over hvem der må identificere sig som kvinder og ekskluderer disse er undertrykkende. Og transfobiske.” (Line Nybro Petersen)

Oploadet Kl. 01:29 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


13. juli 2019

Tom Jensen om venstrefløjens socialkonstruktivisme: “… symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen”

Fredagens sene Deadline var ret langt angreb på amerikanske Foxnews, der ikke bare er højreorienterede, men ligefrem går i rette med venstrefløjen. DR behøver ikke angribe Jyllands-Posten eller Berlingske, for det eneste borgerligt ved dagbladene er enkeltstående opinion. En leder i Jyllands-Posten om muslimers manglende integration, eller et angreb på socialkonstruktivismen. Leder i Berlingske af Tom Jensen – Nej, ord skaber ikke bare virkeligheden.

“Diskussionen om, hvad man skal kalde dette eller hint, herunder boligområder med mange indvandrere, muslimske borgere, parallelsamfund og mange på overførselsindkomst, bliver først et problem, hvis man bilder sig ind, at det er ordene, der skaber virkeligheden.

Det er en omsiggribende forestilling på den identitetspolitiske venstrefløj, at det forholder sig således. Det ser man ikke kun på udlændingeområdet, men i lige så høj grad i kønsdebatten. Hvis man således identificerer sig som kvinde, da kan det overtrumfe den biologiske kendsgerning, at man fysisk set er en mand.

… Hvis vi taler om tingene på en anden måde, så forandrer de sig alene derved. Alt er en konstruktion. Alt er kulturelt og socialt skabt og betinget og kan derfor ændres kulturelt og socialt – herunder gennem sproget.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvis man drømmer om, at ghettoernes problemer forsvinder, hvis vi holder op med at kalde disse boligområder for ghettoer.

Det er ikke sådan, at problemerne med parallelsamfund forsvinder, blot vi taler om dem på en anden måde. Havde det været sådan, ville integrationsudfordringerne i de udsatte boligområder i Sverige, hvor udlændingedebatten gennem årtier har haft en helt anderledes forsigtig for ikke at sige berøringsangst karakter end i Danmark, vel være betydeligt mindre. Det er ikke tilfældet. Spørg blot i Malmø eller i adskillige bydele rundt om Stockholm.

symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen. Venstrefløjsudgaven kommer indsvøbt i den illusion, at blot vi ikke taler for grimt om alt det besværlige og grumme, så går det nok væk af sig selv.”

(En boligblok i Linköping, Sverige, 7. juni 2019; Foto: Quillette)



27. juni 2019

‘Den indholdstomme liberalisme er i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt’

Knivskarp kronik af Eva og Rune Selsing i Berlingske. Læs det hele!

Fra Berlingske – Borgerligheden døde, da den opgav moralen.

“Det lignede et stort nederlag til folketingsvalget. Virkeligheden er dog meget værre: Nemlig at borgerligheden reelt har skrantet i mange årtier. Vi er slet ikke kommet os over den kulturradikale og marxistiske hærgen gennem Vesten i forrige århundrede.

Den borgerlighed, der overlevede den røde storm, var en flad, indholdstom liberalisme. Vi skal have frihed! Ikke rigtig frihed til noget bestemt, bare frihed. Ikke forholde sig til andre mennesker, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men blot gøre, hvad vi nu synes. Lidt ligesom hippierne. En borgerlighed, der ikke går op i familien, dannelsen, fædrelandet, kirken, skønheden – ja, det meste faktisk. En moral, der hverken dømmer eller fordømmer, men er ligeglad og næsten stolt af det. Onelineren ‘folk må leve som de vil, så længe de ikke skader andre’ er ikke kun en af liberalisternes foretrukne ånds- og samtaledræbere. Den er også alvorligt ment og udtrykker totaliteten af den gennemsnitlige liberalists tænkning om kultur- og moralske spørgsmål.

I fraværet af indhold har liberalismen kastet sig over en amoralsk (ikke umoralsk!) jagt på større ting og flere dimser. Det attråede mål med tilværelsen er øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere BNP. Ingen spørger hvorfor. Ingen spørger, hvad det gode liv er. Det er ikke sådan, at nogen har erklæret, at gold materialisme er livets salt; vi er bare holdt op med at tænke over, hvad alternativet kunne være.

For langt de fleste er der noget, som bør være vigtigere. Familien, kærligheden, venskaber, pligt, ansvar, dannelse og Gud. Nå ja, og så skal man da helst være produktiv. Men i den liberale borgerlighed er der kun det med at være produktiv tilbage. Derfor kan en yderligtgående, antiborgerlig, feministisk dagsorden vinde frem, selvom et stort befolkningsflertal ryster på hovedet af den. De venstreorienterede vil gerne bryde den borgerlige orden og dens institutioner ned. De liberale ser bare dumt til og spørger, om det er godt for bundlinjen. Når de da ikke selv deltager i nedrivningsfesten.

Den indholdstomme liberalisme er nemlig i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt. De venstreorienterede hader eksempelvis skønhed, og har til lejligheden udviklet en forfærdelig, menneskefjendsk arkitektur, der skal hjælpe med at uddrive borgerdyrenes romantiske forestillinger om livet. …

Ligeså med familien, der med sine pligter, begrænsninger og frirum fra statsmagten altid har været de venstreorienteredes hovedfjende. Familien interesserer ikke rigtig hyperindividualisterne, der ikke kan forstå, at noget fællesskab kan komme før den personlige frihed. At familien er ét og alt for stort set alle børn, der kommer til verden. Der, hvor vi dannes og bliver til moralske væsener. Familien – ikke individet – er samfundets sociokulturelle mindsteenhed. Nej, du skal ikke gøre, hvad du har lyst til. Der er rigtigt og forkert. Noget, der er bedre end andet. Det er som udgangspunkt bedre at stifte familie og passe på den end ikke. Det er som udgangspunkt bedre, at et barn har en mor og far end blot én af dem. Det er som udgangspunkt bedre at gøre som de fleste end at spilde dit liv med at hade normen og søge det unikke. Og så videre.

… En livskraftig borgerlighed skal insistere på at håndhæve rigtigt og forkert. Der er ingen, der kan forklare, hvorfor kriminelle udlændinge skal have lov at blive i Danmark. Ingen, der kan forklare, hvorfor tilvandrede ikke skal tilpasse sig vores normer. Der er andre hensyn. De handler dog ikke om rigtigt eller forkert…

Vores moral er grundlagt i et nationalt fællesskab, og den moderne liberale internationalisme tilbyder ikke stort andet end politikker, der opløser dette fællesskab. Det er pudsigt, at den nationalliberale guldalder i 1800-tallet var sammenfaldende med en omfattende og oprigtig interesse for fremmede kulturer. Når det tynde øl i Venstre taler varmt om globalisering, mener de i virkeligheden homogenisering. De helmer ikke, førend alle verdens større byer er proppet med den samme mad, de samme butikskæder, samme dødssyge bygninger i glas og stål og de samme enstænkende mennesker. En stor, global lørdagskylling. Dét er drømmen. Så kan pøblen hygge sig med islam og udkantsværen.

… Borgerlighedens ‘krop’ er orden. Den eksisterer stadig, men der er brug for at revitalisere og styrke den. Middelklasseindkomster og middelklasseliv. Hovedsporet, som så mange, selv borgerlige, i dag skammer sig over – for de er blevet lært, i de røde institutioner, at småborgerlivet er uautentisk og uden værdi. En perfid løgn: uden vores orden var fred, frihed og velstand en umulighed. Hårdt arbejde, den sammenholdende familie, det livslange ægteskab, forældreautoritet, kirke, retfærdighed i retssalen, restaurerede hovedgader, tætte naboskaber, møder med morgensang og omsorg for alle de små særpræg. Hjælp til de værdigt trængende og krav, pligter og dannelse.

Alt sammen på en bund af aktiv moralsk stillingtagen.

(Østerlars kirke, Østerlarsker Sogn, Østerlarsker-Gudhjem Pastorat, Bornholms Provsti, Københavns Stift)



4. april 2019

Sognepræst Kristian M. Møller: “… hvor er den faderlige mand, som skal lære drengen at blive mand?”

“De feminiserede værdier virker, som et marked, der hele tiden vil have flere markedsandele.”, skriver Nick Mogensen (NB) på Folkets.dk. Herunder det bedste fra en knivskarp kommentar af sognepræst Kristian Massey Møller i Kristeligt Dagblad – Drengen bliver frataget sit mod og sin styrke, fordi mandens historie er lagt for had.

“Drengen har det skidt. For drengen, der er dreng, må ikke være dreng, selvom der tales om, at det sørme er godt, hvis han er det. Og hvem taler om drenge? Det gør oftest omsorgsfulde mødre, som ud fra en kvindes optik definerer, at en dreng godt må være mors ustyrlige, lidt forkælede dreng, der dog skal kontrolleres, så vildskaben tæmmes. Men hvor er den faderlige mand, som skal lære drengen at blive mand?

Sagen er, at de fleste drenge er, som de skal være. I deres iboende mod og styrke. I det, de er og kan og skal blive. Drengen er imidlertid frataget sin historie. Sin spejling. Sin ånd, sit instinkt. Modet og kræfterne i drengen selv og ikke set i forhold til en pige, ud fra pigens vundne lighed. At være lige i muligheder er afgørende vigtigt, det er opnået, men ligheden skal have baggrund i, hvad en dreng og en pige hver især bidrager med. At være dreng er noget andet end at være pige.

Historien om drengen handler om mod og overskridelse, om den ånd og det instinkt, der nysgerrigt og årvågent gør sig erfaringer. I overvindelse af hindringer. I slåskampe og forbrødring som en samfundsskabende kraft. I forsvaret af sine og sit som noget, der forventes og er nødvendigt. Det er i al lighed drenges mening og lod. Drenge er ikke piger, men er netop drenge, fordi de fra sig selv skal bidrage med at udfordre og bryde grænser ned og ædelt og klogt opøve deres årvågenhed og beskyttelsesevne. I det nære forstået sådan, at drengen slet og ret kender sine kræfter og står vagt. …

Drenge må og skal også lære at vende den anden kind til, men altid i et modigt og kraftfuldt forsvar, der forvalter modet og styrken ret og besindigt. Drengen bliver frataget sit mod og sin styrke, fordi mandens historie er lagt for had, og er blevet synonym med fortidens kvindeundertrykkelse og det 20. århundredes krigskatastrofer. Manden bliver i det sat lig med det patriarkalske samfund, og så mister drengen manden som forbillede. Ja, mister faderligheden, fordi manden må pakke sammen og ikke må fortælle om modet og styrken som en gave og en fordring.”

(Evgeny Utkin, In the Boxing Parlour, 2009)

Oploadet Kl. 00:22 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
Arkiveret under:


14. februar 2019

Fra det radikal-feministiske overdrev: “Nyheder er noget bullshit, som hvide mænd har opfundet.”

Jeg kan faktisk godt følge femi-loonierne lidt. Uanset hvilke nyhedsudsendelser man ser, så er det blot et subjektivt udvalg af historier vinklet på en særlig måde, og det udgør således på ingen måde en absolut sandhed. Det betyder dog ikke, at en bredere ‘repræsentation af racialiserede ikke-hvide queers’ i et intersektionelt feministisk nyhedsprogram er løsningen på noget som helst.

(FCNN alias ‘Feminist Collective with No Name’)

Video

Oploadet Kl. 19:46 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. februar 2019

Feminist 4.0 vs ‘nøgenfængsel’: “… muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt”

Ekaterina Andersen er en billedskøn fjerdebølgefeminist med russiske aner. Som barn oplevede hun et tjetjensk terrorangreb på nært hold, men læser nu ‘kønsstudier’ på et svensk universitet. Her lidt fra en historieløs klumme på EB.dk – Muslimsk mode er kommet for at blive.

“Dagens damemode byder på turban, lange kaftan, som ligner hijabs og udgør en bemærkelsesværdig tildækkethed. Tørklædet, som har været yt siden 60’erne, er tilbage som modetilbehør. Inspirationen kommer fra Mellemøsten. …

Mode er ofte politisk og bygger broer der, hvor politikerne har mudret tingene til. Regeringer kan forbyde burkaer og tørklæder så meget de vil, men muslimsk fashion er kommet for at blive, og det er ubetinget godt. …

Magt er at kunne definere sig selv og sine interesser som målestok for, hvad der er det normale. … Mens man ofte taler om den vestlige frihed at være afklædt, som jeg klart benytter mig af, glemmer man, at den afklædthed ofte er obligatorisk. Jeg kalder det nøgenfængsel.

Når dagens mode siger. at det er cool for en hvid, kristen som mig at se ud som min underbo fra Irak, er det en kulturel milepæl. Det er et tegn på et samfund, der tør den kulturelle dialog. …

Nogle muslimske kvinder er undertrykte. Og nogle muslimske kvinder er ‘fierce as fuck’. Jeg vil gerne ligne en af de sidstnævnte.”

(Ekaterina Andersen i videoen til Spitzenklasses ‘Kamæleon’, 2015; Foto: Youtube, udsnit)

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


6. februar 2019

Ole V. Christiansen, formand, LO Århus: Fra ‘pussy hat’ til forulempelse af ‘en kvindelig medarbejder’

Århus Stiftstidende fortæller, at Ole V. Christiansen, formand for LO Århus, træder tilbage ’som en konsekvens af flere episoder til en julefrokost for LO-ansatte i december’. Han skulle ifølge avisens oplysninger have ‘mere end tjattet til en mandlig ansat’, og “… have forulempet en kvindelig medarbejder”.

Ole V. Christiansen ses herunder med den såkaldte ‘pussy hat’, der opstod i 2017 som en feministisk protest imod Donald Trumps kvindesyn. Via Ballet Magnifique.

(LO Århus’ Ole V. Christiansen, 4. september 2017; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 04:27 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper