22. april 2014

Gladsaxe: SF og Enhedslisten giver ‘ytringsfrihedspris’ til journalist, der vil lukke munden på kritikere…

Det siger en del om venstrefløjen, at man vælger at give en ‘ytringsfrihedspris’ til en mand, der er gået rettens vej for at lukke munden på en af sine kritikere, historieprofessor Bent Jensen. Officielt får han prisen for “sit arbejde for at afdække rustningskampløbet under den kolde krig og for retten til at bedrive kritisk journalistik”, og han har ifølge Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Gladsaxe brugt “ytringsfriheden på et væsentligt felt med risiko for personlige omkostninger”. Prisen er tidligere gået til Bedsteforældre for Asyl

(Gladsaxebladet, 22. april 2014, s. 29)

Oploadet Kl. 15:01 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



7. april 2014

Metroxpress: Nydanske kvinder (såsom tyrkiske Fatima) vil gerne date danskere, men de har fordomme

Absurd artikel i dagens Metroxpress, der smider en ‘uvidenskabelig undersøgelse’ på forsiden, som bortforklarer ære & skam-kulturens problematiske bagside. Fra Metroxpress – Nydanske kvinder: Etnisk danske fyre tør ikke score os (s. 8).

“På professionshøjskoler og universiteter har nogle nydanske kvinder svært ved at finde kærester… 71 ud af 100 nydanske kvinder svarer – i en uvidenskabelig undersøgelse, metroxpress har lavet – at de vurderer, at etnisk danske mænd undlader at kontakte dem til fester – alene fordi de er nydanske af udseende. 59 af de 71 mener, det skyldes, at fyrene tror, at deres religion og familie ikke tolererer, at de ‘ser’ en dansk fyr, skriver metroxpress.

- Hos mange danske fyre dominerer den fordom, at de får ballade med brødre, fædre og fætre, hvis de henvender sig til en nydansk kvinde, siger studerende Helen Ali fra Forening for Unge Nydanske Kvinder.”

(Metroxpress, 7. april 2014: “Nydanske kvinder vil gerne dato Bo og Tim”)

“Det er et problem, at danske mænd… udelukker dem ved at komme dem i kategori på forhånd.” (Garbi Schmidt, professor i interkulturelle studier på Roskilde Universitet)

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


4. april 2014

Historiker Dan H. Andersen: Kommunisme og nazisme minder om hinanden – er ‘lige umenneskelige’

Ikke alle historikere er håbløse. Fra Kristeligt Dagblad – Kommunisme regnes ikke for belastende (kræver login).

“Historikeren Dan H. Andersen er en kender af nationalsocialismen… Selvom han således fagligt har kigget ned i nazismens afgrund af diaboli, mener han ikke, at den ene totalitære ideologi har noget at lade den anden høre. …

Det undrer mig… at vi i København kan have en Café Castro og en Aksel Larsens Plads. Det er stadig nogenlunde accepteret, at være gammel kommunist, mens forbindelse til nazismen jo er komplet socialt ødelæggende.‘ ‘Københavns universitet har haft to betonkommunister som rektorer, Mogens Fog og Erik Skinhøj, hvad der stadig ikke regnes for stødende.

Olaf Olsen, rigsantikvar og redaktør af den mest indflydelsesrige nye danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens, viste sig at have udfærdiget lister over klassefjender blandt kolleger til Moskva, da han var studerende. Man kunne så overveje, om det var til almindelig information, til interneringslejre eller til noget værre. Det gav ingen stor skandale, da det kom frem, næsten som var det en mindre ungdomsforvildelse.’

Dan H. Andersen mener, at kommunismen og nazismen ikke blot er lige umenneskelige, men at de to ideologier i det hele taget minder om hinanden.

‘Begge er de sekulære religioner, begge ser de frem til en apokalypse efterfulgt af tusindårsriget eller arbejderparadiset, begge satsede de på udryddelse af klassefjender eller urene racer og slog derfor et svimlende antal mennesker ihjel.’ …

Nazismen fremstår som ondskaben inkarneret?’ Naturligvis var den ond, men den er også et sammensurium af alt muligt. En kæmpe rodebutik. Den blander en bunke elementer fra europæisk kultur: oprør mod bylivets fremmedgørelse, kritik af kapitalisme og meningsløsheden i den moderne tilværelse, raceidéer – som jo var vidt udbredte før Hitler – vitalisme og det okkulte. Som hippierne og New Age-folkene meget senere skulle gøre det, dyrkede mange nazister ånden i jorden, ånden i træerne, tempelriddere, Tibet, vegetarisk kost, helse og så videre.’”



3. april 2014

P1 om ‘strukturel racisme – Mehmet Ümit Necef om ‘statistisk diskrimination’ og ‘velfortjent dårligt ry’

Onsdagens P1-stikprøve ville være en marxistisk overdosis for enhver højreorienteret blogger, og jeg holdt ikke længe. Emnet var Kald racisme for racisme, og så fik den fuld skrue med muslimer i offerrollen, sekunderet af forskeraktivisterne Mons Bissenbakker og Mathias Danbolt. På Facebook associerer de sig med grupper såsom ‘Refugees Welcome, Danmark’, ‘Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge’, ‘Irakerne i Kirken’, ‘Bedsteforældre for Asyl’, ‘Ingen människa är illegal’ og alskens queergrupper. Nuff said.

(Mons Bissenbakker på Facebook)

Mehmet Ümit Necef stiller de helt rigtige spørgsmål i Politiken, men konklusionen er noget vag – Kan diskrimination bygge på statistik og rationalitet?

“I den internationale forskning findes en teori, der ikke på forhånd afviser, at diskrimination kan være rationel. Den kaldes ‘statistisk diskrimination’. Her skelner man mellem to hovedformer for diskrimination: fordomsdiskrimination og statistisk diskrimination.

Nogle eksempler kan illustrere forskellen: En arbejdsgiver vil ikke ansætte tyrkere, fordi han ikke kan lide dem. Han synes, de er dumme og ubehagelige at være sammen med. … Her har vi et eksempel på en diskrimination, der er motiveret af negative følelser, irrationelle forestillinger og ubegrundede stereotyper over for en bestemt gruppe mennesker.

Lad os tage et andet eksempel: For nogle år siden hævede danske forsikringsselskaber forsikringsprisen for unge mandlige bilister. Selskabernes begrundelse var, at det statistisk kan dokumenteres, at unge mænd har større tendens til at blive involveret i ulykker. Det betyder, at også unge mænd, som kører forsigtigt og uden ulykker, straffes på pengepungen. De tilhører nemlig en køns- og aldersmæssig kategori, der har en højere ulykkesstatistik og for så vidt har et dårligt, men velfortjent ry.

Også det er et eksempel på forskelsbehandling. Men her bygger det ikke på uberettigede og irrationelle fordomme over for gruppen af yngre mænd, men på statistisk viden om en gruppes ‘negative’ karakteristika.

Den vigtigste forskel på de to former for diskrimination er motivationen. Adfærden, der kendetegner henholdsvis fordomsdiskriminationen og den statistiske diskrimination, kan i nogen grad ligne hinanden, og konsekvenserne kan også, men motivationen er forskellig. Mens den første er udtryk for fordomme, er den anden en form for ‘optimerende opførsel’.

I udlejningssager kan man kalde det ‘forsigtig opførsel’. Udlejeren turde ikke tage chancen med en udlænding. … Udlejerne vil normalt gå op i at finde folk, der ikke skaber problemer. Vanskelighederne ved at opnå information om den enkelte boligsøgende vil få udlejerne til at praktisere statistisk diskrimination. Det betyder, at et individ bedømmes ud fra de gennemsnitlige karakteristika for den gruppe, han antages at tilhøre. …

Når man på det teoretiske plan skelner mellem de to former, har det også en politisk gevinst. Man kan bedre bekæmpe racisme og diskrimination, hvis man er klar over, at moralske og altruistiske kampagner eventuelt vil virke over for den fordomsbestemte diskrimination, men sandsynligvis ikke over for den statistiske.

Det er vanskeligere at overbevise dem, der bruger statistisk diskrimination om, at de skal holde op med at bruge sorteringsmetoden.Det er vigtigt at skelne klart mellem på den ene side et velfortjent dårligt ry og på den anden side en fordom.

Karakteristika som race og etnicitet hænger i en del tilfælde og af historiske grunde sammen med potentialet for at skabe en række problemer for udlejere og andre involverede i en transaktion. Denne sammenhæng er netop den fundamentale grund til, at statistisk diskrimination praktiseres.

Ellers kan man ikke forklare, hvorfor så mange udlejere, hvis primære formål højst sandsynligt er at gå ind i en problemfri udlejning, og ikke at beskæftige sig med etniske eller racemæssige problemstillinger, benytter sig af statistisk diskrimination.”



1. april 2014

Grænseløst lighedsprojekt: Somaliere, libanesere og irakere sender hvert år 1,3 milliarder kroner hjem

Der står altid forskere klar til at fremme den grænseløse socialisme. For tre år siden afskaffede RAF-regeringen starthjælpen til udlændinge, fordi samfundsforskere mente ydelserne skabte fattigdom. Nu kan man så høre, at de højere ydelser er med til at nedbringe fattigdom i Somalia, Libanon og Irak. Fra Ekstra Bladet – Millioner af skattekroner overføres til udlandet.

Selv om eksempelvis cirka totredjedele af de herboende arbejdsdygtige somaliere, libanesere og irakere forsørges af det offentlige, så formår de tre grupper alligevel i alt at overføre knap 1,3 mia. kroner om året til deres respektive hjemlande.

Det afslører en kortlægning af pengeoverførsler til udlandet, Ekstra Bladet har foretaget… Her konkluderes det samtidigt, at 80 procent af migranter sender penge til deres hjemlande.

Seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen fra Dansk Institut for Internationale Studier fremhæver, at overførslerne spiller en vigtig rolle:

– Der er lavet analyser, der viser, at remitter bidrager til at nedbringe fattigdom. …, siger hun.”

Oploadet Kl. 18:58 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer

En time med P1: Statsmedier er forkert i Ungarn og Rusland, men ‘public service’ er godt for Danmark

Da jeg tændte for P1 i dag blev jeg for en gang skyld positivt overrasket. Radioklassikeren sendte ældre indslag om det fæle Rusland, og kom hermed indirekte til at fortælle historien om den anvendte socialisme. Godt indlæg af sognepræst Henrik Gade Jensen – Dansk skizofreni.

“Jeg kørte i bil i et par timer i fredag og hørte P1 hele vejen. En sjov odysse.

Først var der programmet Kulturnyt med et indslag om kulturen i Ungarn. Vi fik at vide, at kulturlivet i Ungarn led under et stærkt højreorienteret parti ved magten, og det betød, at regeringen bestemte, hvilken kultur der skulle have penge. Politikerne støttede kunstnere, der var enige med politikerne. Og regeringen bestemte også, hvilke film, der skulle have støtte. Og da regeringen var stærkt højreorienteret, osede tonefaldet af forfærdelse.

Så kom der et indslag fra Danmark, hvor nyudnævnt medlem af Kunstfonden Hans Hauge foreslog, at man lige så godt kunne lave politiske begrundelser for tildeling af kunststøtte, for det var en illusion med rene kunstneriske kriterier. … Så ifølge Hauge ville det kun være en anerkendelse af status quo at lade kunsttildelinger være politisk motiverede.

Så kom programmet Mennesker og Medier, hvor der var debat i studiet om DR´s Public-Service-forpligtelse. Her kunne man opleve direktøren for et privat massemedium, Dagbladet Informations direktør Mette Davidsen-Nielsen, forsvare DRs omfattende statsmonopol. Det var en vigtig institution i det danske demokrati og der ville slet ikke være ordentlige nyheder i Danmark uden DR. Ja, der ville være ‘totalopløsning’ uden DR.

Gå hjem til Ungarn, tænke jeg, men det var nok forkert. I hvilket andet land i verden kan man opleve en privat producent rose staten for at kopiere ens eget produkt og så distribuere det gratis til kunderne?

Sidst i Menneske og Medier kom der et indslag om medierne i Rusland under præsident Putin. Langt de fleste medier og nyhedsbureauer var enten ejet af staten eller fungerede i tæt samarbejde med staten, blev det sagt. Og med klar undertone af, at her var noget helt galt. De statsdrevne medier kaldte de ukrainske oprørere for bøller, fascister og nynazister. Uha. Sikke fæle statsmedier.

På en lille times tid opviste P1 den enestående danske skizofreni. Når Ungarn og Rusland styrer kulturen, kunsten og medierne, er der bekymringer og alvorstunge udtryk. Tonefaldet taler tydeligt om noget farligt og forkert. Danmark styrer kultur, medier og kunst på samme måde, alt kan være public-service sagde kulturministeren for nylig, men her er det den, der ønsker mindre statsligt monopol og mindre statslig kontrol, der er outsideren, provokatøren, udfordreren.



31. marts 2014

DF størst i en Sentio-måling – Valgforsker problematiserer meningsmålinger: De favoriserer vinderholdet

For et par uger siden kom den hidtil bedste meningsmåling for Dansk Folkeparti. En meningsmåling foretaget af Sentio Research for Dispatch International gav partiet en vælgertilslutning på hele 27,1 procent, mere end Venstre og Socialdemokraterne.

(Sentio Research for Dispatch International, 19. marts 2014; DI)

Fra Berlingske – Valgforsker foreslår pause fra meningsmålinger op til et valg.

“Når vælgerne bliver forholdt den ene meningsmåling efter den anden helt op til et valg, går det ud over deres mulighed for uforstyrret at beslutte, hvor de vil sætte deres kryds. Derfor så Johannes Andersen, valgforsker på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, gerne, at man stoppede med at offentliggøre meningsmålinger et par uger før et valg. …

Et nyt forskningsresultat fra Københavns Universitet viser, at danskerne i høj grad lader sig påvirke af meningsmålinger. Det betyder, at nyheden om gode meningsmålinger for et parti kan få nogle vælgere til at tilslutte sig vinderholdet, mens partier i tilbagegang kan lide endnu et knæk som følge af dårlige meningsmålinger.

… hvis man gjorde valgkampen fri fra meningsmålinger den sidste uge, vil man undgå, at målingerne bliver en form for billede på, hvor succesfulde partierne har været med at få hinanden til at fremstå utroværdige, mener valgforskeren.”

Oploadet Kl. 07:01 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


26. marts 2014

Skævvredet dækning af politisk ekstremisme i MSM: Holmsted Larsen, Karpantschof og Åsne Seierstad

Intet emne dækkes så skævt i medierne, som politisk ekstremisme. Når højreradikale, nationalister, eller nationalsocialister angribes af militante venstreradikale på åben gade i Malmø, kalder medierne forsvaret for nazistisk vold, og lader venstreradikale tale nazi-problemet op. Herunder et par klassiske eksempler med René Karpantschof, Chris Holmsted Larsen og en mere journalistisk analyse fra norske Åsne Seierstad.

Fra DR Online – Ekspert: Svensk nazi-uro kan brede sig til Danmark (13. marts 2014).

“Hændelsen er meget bekymrende, mener Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på RUC.

- Det her sammenstød giver grund til eftertanke. For de her netværk lader sig ikke begrænse af nationale grænser. Det, der foregår i Sverige kan lynhurtigt foregå i Danmark, siger Chris Holmsted Larsen. …

- Der har været en optrapning af konflikten mellem den ekstreme højrefløj og venstrefløj i Sverige. Især har højrefløjen har oprustet, og det har resulteret i flere voldelige sammenstød, fortæller Chris Holmsted Larsen.”

Fra Radio24syv – Globus (16. marts 2014).

René Karpantschof, sociolog: Det er sådan set en del af en noget større konflikt, også på et internationalt niveau. Fordi vi ser jo i de her år en ny fremgang for højrebevægelsen i Europa, for højrenationale partier, som Dansk Folkeparti, i hele Europa der har den her form for højrenationalisme fremgang, og i yderkanten af den fremgang finder vi så mindre, og mere radikale og militante grupper, såsom Svenskernes Parti, der i øvrigt var erklærede nazister, som hed noget andet, men som i dag også mener de er et højrenationalt parti, der har taget afstand fra nazismen.

Louise Windfeld-Høeberg, Radio24syv: … hvor meget adskiller det højreradikale miljø i Sverige, fra det vi kender i Danmark?

René Karpantschof: Sådan kvantitativt, sådan i hovedtræk, så adskiller de sig ikke, de er den samme type strømning. Svenskernes Parti har et søsterparti i Danmark der hedder Danskernes Parti… de her grupper ikke bare ligner hinanden, de samarbejder også henover sundet, men det svenske højrenationale miljø og militante grupper på højrefløjen derovre, er og har i årtier været og er meget større og stærkere end vi ser i Danmark.

Louise Windfeld-Høeberg: Nu bor jeg selv på Nørrebro, og der sker det ofte, at når der er lokale arrangementer, så dukker der nogle nynazister op, det er ofte ganske få, og er ret provokerende, de får altså rigtig mange tæsk af de venstreradikale på Nørrebro, så det går vel begge veje, det er vel bege yderfløje. Hvordan ser det ud med det vensteradikale miljø.

René Karpantschof: [overrasket] Ja øh, de er i Sverige, ligesom herhjemme, så er der også en militant del af venstrefløjen, og der er grupper i den antiracistiske bevægelse, der bruger vold for at forhindre de højrenationales politiske fremgang, og det kommer til udtryk ved at man forsøger at blokere nazister eller højrenationales marcher, eller forsøger at forhindre dem i at holder møder, også når det gælder større partier såsom Sverigedemokraterne, som jo er Dansk Folkepartis søsterparti. Så du har helt ret i, at der udgår vold fra begge fløje, men man må nok sige, at på højrefløjen der har volden, sådan helt overordnet, et mønster i det, det er, at den lige er en tand mere brutal, man bruger oftere knive…

Meget bedre bliver det ikke, når man ser på journalistikken. Norske Åsne Seierstad har netop udgivet en bog om Anders Breivik, og var derfor gæst i gårsdagens Deadline på DR2. Hun har nogle interessante psykologiske betragtninger, men vælger sidst i interviewet alligevel den belejlige konklusion. At Breivik var en integreret del af en højreekstrem strømning, ideologisk ond, og en radikal type man kun ser på højrefløjen.

(Åsne Seierstad i Deadline, 25. marts 2014: Er Breivik en af os?)

MSM-analyse i punktform.

- Når venstreradikale angriber højreradikale, er det en optrapning hos sidstnævnte.
- Når venstreradikale chikanerer højreradikale, er det ikke udtryk for noget organiseret.
- Omvendt er Anders Behring Breivik en del af en strømning, der inkluderer Dansk Folkeparti.



23. marts 2014

Historiker Michael Böss om tidens ‘curlingbørn’: “Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge.”

God kommentar afhistoriker Michael Böss i Kristeligt Dagblad – Vi opdrager børn til at blive narcissister.

“Det var først i 1700-tallet, at barndommen blev opfundet. Men nu er udviklingen vendt: Vi er godt i gang med at afskaffe barndommen. Nu skal børn igen opfattes som små voksne.

Den tendens blev for nylig kritiseret af to kendte psykologer, Finn Korsaa og Bent Hougaard. De er bekymrede over den moderne ‘inkluderende børneopdragelse’. Inkluderende børneopdragelse kommer for eksempel til udtryk, når forældre under påskud af at ville opdrage deres børn til demokrati foregiver at være lige med deres børn, ja, at være deres venner. Det betyder, at de i realiteten opgiver at være forældre.

Børn, der har rang af kontorchef, har det svært. Vi tillægger dem nogle voksne egenskaber i en meget tidlig alder. Det sker i en god tro, fordi vi gerne vil lære dem det. Men hvor meget kan vi lære demokrati og medbestemmelse til små børn?’.

Finn Korsaa hævder, at moderne ‘curlingforældre’ er bange for at optræde som autoriteter. I stedet ser de det som deres opgave at servicere deres børn. Men derved opnår de i virkeligheden det modsatte af, hvad der forventes af en demokratisk indstillet person:

‘Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge. Man bliver tværtimod indesluttet og forstår ikke, hvad der foregår omkring én. Man får en manglende empati (…) Der er en stærk selvoptagethed hos de unge i dag, og det synes jeg dybest set er synd for dem.’

‘Narcissisme’ står for overdreven selvoptagethed, og manglende empati er et af flere symptomer på den. … Når børn bliver overforkælede, udvikler de den slags træk, som i middelalderen blev kaldt for ‘de syv dødssynder’: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed. Det er slående, i hvor høj grad middelalderen er vendt tilbage. Bortset fra at man dengang betragtede disse træk som synder.

Men synd er et begreb, som nutiden ikke forstår, og laster er noget, man har ret til. Mange af nutidens voksne betragter selv en grad af narcissisme som nødvendig, som en forudsætning for succes. Så når de sætter sig med deres børn for at se X Factor fredag aften, er det formentlig som et led i deres opdragelse af dem.”

Oploadet Kl. 09:44 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »