27. november 2014

Hans Hauge anmelder bog om klassekamp anno 2014: “Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.”

De revolutionære sidder stadig i magtfulde stillinger, og det er kun få timer siden jeg læste en byhistorisk kommentar af professor Ellen Marie Braae, der kommenterede det hun betegnede som “de nye neoliberale havnebyggerier” i Århus. En hurtig googling bekræfter, at hun tilhører et segment, der foragter socialdemokraternes tredje vej, og dem der taler om indvandring som et problem. Revolutionen kræver oprørte masser, og hvis danskerne ikke gider, så må underklassen importeres.

Kronik af Hans Hauge i Berlingske – Underklassen har skiftet farve (21. november 2014).

“I den store verden falder uligheden, men i Danmark stiger den, og sociale klasser legemliggør uligheden. Det påvises i en ny bog, Klassekamp fra oven (Gyldendal), der insisterer på, at der findes fem sociale klasser i dagens Danmark. Forfatterne ved, at synspunktet vil blive opfattet som ‘gammeldags’, men de fastholder det. De vil vise, at der hersker fejlagtige billeder af Danmark, og de vil selv male et sandt. Et af de fejlagtige er ‘middelklassebilledet’, der går ud på, at 90 pct. af danskerne tilhører middelklassen. Siden 1950erne har man talt om borgerliggørelsen (‘embourgeoisement’) af arbejderklassen. Det indgår ikke i forfatternes analyse. Hvis man dvæler lidt ved billedet med 90 pct., der tilhører middelklassen og 10 pct. underklassen, kan vi ændre billedet ved ganske enkelt at fjerne metaforen ‘klasse’. Et andet danmarksbillede toner da frem. 90 pct. er etniske danskere, 10 pct. er muslimer. Det er måske et sandere billede, og det er reelt det, der gemmer sig bag bogens fem klasser. Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.

Forfatterne går ud fra, at jo mere lige et samfund er, desto bedre er det. … Men hvad omfatter så et samfund for dem? Det kan næsten kun være en nationalstat, selvom de slet ikke nævner det. De bedriver, hvad der kaldes metodologisk nationalisme. Det er jo ikke EU eller verden, de skriver om, men Danmark.

Danmark er ifølge deres analyse blevet et endnu mere klassedelt samfund, end det var før i tiden. De antager endvidere, at en klassekamp er i gang mellem danskerne. Der findes endvidere i klassesamfundet Danmark en samfundsmodel, der kaldes den danske, og den er under pres. Modellen er det specifikt nationale, mens klasser er internationale. …

Bogen er præget af en apokalyptisk tone. Den siger, at den bruger samme ‘fortælleteknik’, som den amerikanske sociolog Robert Putnam. Den har analyser kombineret med små fortællinger om enkeltpersoner. Den fastsætter først en mere eller mindre ideal fortid, der kaldes ‘den gode cirkel’, og den beskriver derefter et fald, der er forårsaget af ydre pres, kaldet ‘krisen’.

[...]

I den klassiske marxisme var der tre klasser, og kampen mellem dem ville føre til det klasseløse samfund. Først fik borgerskabet adelen fjernet, og derefter var det arbejderklassens mål at få borgerskabet udryddet. Der ville være tre revolutioner: den borgerlige, den proletariske og den permanente revolution. Men det er jo ikke den måde at opfatte klassesamfundet på, som de vil tilbage til. Lars Olsen og hans medforfattere har helt fjernet det historiefilosofiske fra deres klasseanalyse. …

Men hvorfor skelner de mellem underklasse og arbejderklasse? Det skyldes, som de siger lidt forsigtigt, at underklassen ‘har skiftet farve’ (s. 113). Indvandringen har skabt en ny underklasse og dermed en ny ulighed. Med andre ord kunne indvandringen være den egentlige forklaring på den ny ulighed og ikke så meget ‘krisen’. Underklassen er stor. I Aarhus er underklassen 20 procent – i Gjellerup er vi oppe på 56 procent.

Hvem er det, der har ødelagt ‘den gode cirkel’, som de kalder fortidens Danmark med stærk social sammenhængskraft? Og hvad er den gode cirkel? Jeg kan ikke se andet, end at det er indvandringen af især muslimer, der udgør presset, men forfatterne vil ikke sige det. I stedet står der: ‘men disse år ændrer Danmark. Den gode cirkel er under pres i hovedstaden og på Sjælland; i det meste af Jylland er den stadig intakt (153).’

Sådan noget som ‘disse år’ kan jo ikke ændre Danmark, men det kan masser af indvandrere og asylansøgere. Og hvad er den gode cirkel, der presses? Det er den klassiske nationalstat med et forestillet, politisk fællesskab. Bogen er derfor dybest set et forsvar for nationalstaten og en advarsel mod indvandring. Danmark har importeret en ny underklasse og dermed ønsket mere ulighed.

Husk det: underklassen har skiftet farve.”


Forskere afviser marxistisk myte: Ingen dokumentation for at fængsler gør kriminelle mere kriminelle

Samfundsforskningen har i i årtier været en slagmark for kuldsejlede ideologier, langt fra den konkrete målbare virkelighed. Fra Kristeligt Dagblad – Myte at unge bliver mere kriminelle i fængsler (kræver login).

“‘Vi ved, at unge førstegangskriminelle lærer af superforbryderne i fængslerne, og det er det mønster, jeg ønsker at gøre op med,’ lød det fra justitsminister Mette Frederiksen (S), da regeringen forleden præsenterede et nyt lovforslag, der indebærer, at flere førstegangskriminelle kan få samfundstjeneste i stedet for at komme i fængsel.

Ifølge Inge Bryderup, der forsker i ungdomskriminalitet på Aalborg Universitet, sidder der sikkert ganske rigtigt ‘superforbrydere’ rundt omkring i de danske fængsler, men at de også skulle være effektive læremestre i kriminalitet er derimod tvivlsomt. Hidtil er der nemlig ikke fundet noget bevis for, at et fængselsophold i sig selv fører til ‘en kriminel løbebane’.

‘Tværtimod – i enkelte tilfælde går det endda i den modsatte retning. Man har ikke kunnet påvise, at det at komme i fængsel – hverken for de unge eller de ældre – er noget, der i sig selv gør, at man bliver mere kriminel.

Det har været en slags ideologi eller dominerende fortælling i mange år, at hvis man kommer i fængsel, bliver man også uddannet kriminel. Der er bare ikke noget forskning, der har kunnet vise, at det er rigtigt. Ifølge de unge i min egen undersøgelse var det snarere på sikrede institutioner, at man kunne tale om, at de blev oplært i kriminalitet,’ siger Inge Bryderup.

Heller ikke ifølge Henrik Lando, professor i retsøkonomi ved Copenhagen Business School, findes der et entydigt bevis for, at et fængselsophold fører til mere kriminalitet: ‘Det er nok noget overraskende for mange, men der er altså ikke noget materiale i forskningen, der kan bevise, at man bliver mere kriminel af at have siddet i fængsel,’ siger Henrik Lando, som blandt andet henviser til en større undersøgelse på området fra Rockwool Fonden i 2012.

‘Det er blevet en alment accepteret sandhed, at fængslerne fungerer som den her famøse rugekasse for kriminelle. Der er bare ikke noget bevis for, at det rent faktisk forholder sig sådan i virkeligheden,” siger Henrik Lando.’

Oploadet Kl. 05:36 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


26. november 2014

Bent Jensen: Demokratiske Israel er omringet af islamiske fjender, Lidegaard vil anerkende Hamas-stat

Der findes flere gode argumenter for en tostatsløsning, men de mest oplagte får man aldrig en dansk minister til at sige højt. At Danmark så kan sende statsløse palæstinensere hjem igen, og – Israel endnu nemmere, med folkeretten i baghovedet kan betragte enhver raket der flyver over grænsen som en krigserklæring. Fremragende kronik af professor Bent Jensen, der med få ord får forklaret, hvorfor Israel nødvendigvis må tage udgangspunkt i egen sikkerhed, og hvorfor det er et direkte angreb på Israels eksistensberettigelse af anerkende en Hamas-stat.

Fra Jyllands-Posten – Hvad skal Israel egentlig gøre?

“Nu for tiden rejser Lidegaard rundt i verden for at skabe fred og tale om nødvendigheden af en tostatsløsning.

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus.

Israels anden nabo Libanon er lige nu forholdsvis rolig, hvormed menes, at der ikke er åben borgerkrig. Men Libanon er heller ikke længere en stat i normal forstand. Her opererer den fanatiske terrororganisation Hizbollah (Guds Parti), der har svoret at ville udslette Israel, og som af det afsindige præstestyre i Iran er velforsynet med langtrækkende raketter. Præstestyret har også svoret at ville likvidere Israel, ‘Den lille Satan’.

Kongeriget Jordan, Israels nabo mod øst, er foreløbig roligt. Det vender vi tilbage til. Lidt længere mod øst er Irak, som heller ikke mere eksisterer som stat. Dets territorium kontrolleres dels af regimet i Bagdad, dels af den rasende terrororganisation Islamisk Stat (IS), som ligeledes har svoret at ville udrydde Israel i strømme af blod. Endelig kontrollerer kurderne dele af det nordlige Irak, hvor de håber på at kunne udråbe en selvstændig stat. Dem vender vi også tilbage til.

Ægypten mod sydvest er for tiden kontrolleret af et militærstyre, der forsøger at holde de islamiske fanatikere nede. I Sinai fører velbevæbnede hellige krigere sig blodtørstigt frem med hovedafskæringer og angreb på egyptiske styrker. De udgør en del af IS og har bekendtgjort, at de vil både Israel og det egyptiske regime til livs.

Så er der Israels umiddelbare arabiske naboer i Gaza og det øvrige palæstinensiske selvstyreområde (PS) på Vestbredden, som ifølge Lidegaard skal udgøre en ny arabisk stat. Hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre, ville jeg gerne høre Lidegaard forklare. De to dele ligger i åben krig med hinanden. I 2006 overtog Hamas magten i Gaza efter at have myrdet og fordrevet Fatahs repræsentanter. Det af Iran veludrustede Hamas er en velbeslået terror- og mafiaorganisation bevæbnet af Iran og har på sit program Israels udslettelse og fordrivelse af jøder.

Så sent som sidste sommer organiserede Hamas et væbnet kup mod Mahmud Abbas’ tyre i Ramallah for også at få Vestbredden under Hamas’ kontrol. … Hvis der blev afholdt valg på Vestbredden i dag, tyder alt på, at Hamas ville få flertal. Så ville den jødiske stat blive omringet af fanatiske islamister. Derfor vil Israel gerne have kontrol med sikkerheden på Vestbredden. Da Israel rømmede Gaza i 2005, blev området omgående gjort til en angrebsbase mod den jødiske stat. Uden Israels beskyttelse ville Abbas også være færdig.

Jeg ved ikke, om Lidegaard har talt med Abbas i Ramallah og terroristerne i Gaza om disse ting:

Hvordan forestiller de to palæstinaer sig, at en tostatsløsning skal virkeliggøres, så længe de to palæstinaer går efter hinandens strube? Hvem skal garantere, at en samlet palæstinensisk stat ikke også fra Vestbredden fyrer raketter ind i hjertet af Jerusalem og graver tunneller til terrorister ind på Israels territorium? Og hvad mener Abbas og hans folk om udsigten til at blive fordrevet/likvideret af Hamas?

Så længe man ikke har svar på den slags fundamentale spørgsmål, er det jo blot tom snak at aflire remsen om en tostatsløsning – altid med brod mod Israel, som ikke frivilligt vil lade sig føre til slagtebænken.

(Palæstina-flag med Davidstjerne i Larousse French dictionary, 1939; Via Jihadwatch, der forklarer)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?”

Oploadet Kl. 12:30 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


25. november 2014

Prof.: Uklogt at støtte forfulgte kristne i Mellemøsten, da ‘mellemøstlige mentaliteter’ tænker i dem & os

Folketingets udenrigsudvalg afholdt for et par uger siden en høring om religionsfrihed og forfølgelse af kristne. Religionsrapport på P1 bragte i sidste uge et fyldigt referat, og hvis man på forhånd går ud fra, at høringen samlede NGO’ere, forskere og politikere i forsvaret for kristne i Mellemøsten, så tager man grueligt fejl.

Fremhæves negativt må professor Jakob Skovgaard-Petersens kyniske Islam-apologi. Han fortalte at det lå i ‘mellemøstlige mentaliteter’ at støtte egen minoritet, men at vi i Vesten jo har ‘en anden agenda’. En agenda der går ud på at støtte mennesker i nød, og efter hans mening var intra-muslimsk forfølgelse noget mere bekymrende. Det var decideret uklogt at fokusere på kristnes rettigheder, men omvendt helt på sin plads med mere dialog om ‘muslimsk-kristne relationer’. Støt muslimer, og gå i dialog med dem om kristnes rettigheder.

Den logiske konsekvent af Skovgaard-Petersens regionale apati er etnisk udrensning af ældre kristne kulturer. Humanister er måske nok vilde med multikultur, men ikke i ‘Islams hus’ (Dar al-Islam), blandt muslimer også kaldet ‘Fredens Hus’ (Dar al-Salam). ‘Freden kommer’, når de kristne er fordrevet til Dar ul-Harb, ‘Krigens hus’, det multikulturelle Vesten.

Fra Kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden (27 min, 18. november 2014).

Lisbeth Brocelius Meléndez, P1-Vært: Nogle af oplægsholderne til konferencen på Christiansborg indskærpede, vigtigheden af at skelne mellem diskrimination, chikane og egentlig forfølgelse. Hvor sidstnævnte altid er fysisk, enten fordrivelse eller overgreb, såsom vold, voldtægt og mord. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet sagde sådan her om det fokus der her var især på de kristnes situation i Mellemøsten.

Jakob Skovgaard-Petersem: Jeg var lidt bekymret over, at det blev fastslået som en kendsgerning, at kristne er langt mere forfulgte end andre mennesker i Mellemøsten. Kristne er forfulgte nogle steder, andre steder er det nok ikke så voldsomt som forfølgelse, men mere diskrimination. Og under alle omstændigeheder er disse to ting selvfølgelig noget vi skal diskutere, hvad vi kan gøre ved, men drejer det sig om mange steder, så må man sige, at der er andre grupper der er mere forfulgte. Andre grupper, der slet ikke accepteres, andre grupper der er forbudt, det gælder ikke de kristne, typisk. Eller grupper som virkelig bliver massakreret, hvor man mener at man har lov til at slå dem ihjel, og lige i øjeblikket er det altså først og fremmest nogle enorme myrderier mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, mens de kristne sommetider kommer så at sige kommer i skudlinien.

Tager man et land som Syrien, hvor de meget store myrderier foregår i øjeblikket, der er de kristne så at sige nådigt sluppet. I forhold til deres størrelse er det en gruppe der er gået lidt ramt forbi, men det er ikke sjovt for dem heller at være kristne i Syrien, men det kan blive værre endnu. Så det er ikke fordi jeg ikke synes at man skal beskæftige sig med de kristnes situation, men jeg synes man gør klogt i at se det i proportioner.

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og områder. Det er jo altså, det du sager – der er meget stor forskel på om vi snakker Irak eller Nordirak, hvad der foregår i forhold til ISIS, hvad der foregår i nogle af de andre lande hvor der er noget dialog.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, jeg var til et møde i Beirut, hvor man har sådan et vigtigt møde mellem muslimske og kristne ledere, der har mødtes igennem 20-25 år fordi man jo havde en stor borgerkrig i Libanon, hvor en af frontlinerne, den mest gennemgående, var mellem det kristne øst og det muslimske vest, og det vil de jo ikke have skulle gentage sig. De havde holdt deres måske 14. møde, eller noget i den retning, og bagefter mødte jeg dem, og så snakkede vi om, at vi havde jo glemt nærmest, at snakke om muslimsk-kristne relationer fordi de er så utroligt dårlige mellem shia-muslimer og sunni-muslimer, det er langt mere morderisk. De kristne områder er relativt fredelige i Libanon i øjeblikket. Så det ser på den måde meget forskelligt ud fra…

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og så er situationen i Irak, så alvorligt som vi hører. Kan du bekræfte blandt dem du snakker med, de ting der foregår i Irak – at kristne er ved at være fuldstændigt udryddet i Irak, eller forsvundet derfra.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, kristne er flygtet og fordrevet i stor stil, de er ikke de eneste grupper, og igen er der massemyrderier mellem shia- og sunni-muslimer, vi har jo set yizidierne, som simpelthen kunne blive komplet udryddet, men de kristne er meget meget hårdt ramt i Irak. Og det må man selvfølgelig spekulere over, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, ligesom i kan gøre for at hjælpe de andre grupper. Men gennemgående tror jeg ikke, at det er særligt klogt at gøre de kristne til den særlige gruppe, for det kan godt komme til at ramme dem som en boomerang. Det faktum at vi selv er kristne, det spiller ligesom ind i mellemøstlige mentaliteter, at så er det os der beskytter vor egne, ligesom så mange andre, ligesom Iran beskytter shi’iterne, ligesom Saudi-Arabien beskytter sunnierne og så videre. Vi har jo en anden agenda. Vi beskytter mennesker og deres rettigheder, og de kristne er nogle vi i højeste grad skal beskytte, og også for os som kristne, er det selvfølgelig meget vigtigt at den kristne kultur bevares, det er der Kristendommen kommer fra, så det er bestemt ikke noget vi skal tage let, men det er samtidigt noget vi skal tage klogt.

Citater.

“… jeg har deltaget i gudstjenester i det nordlige Irak, hvor samtlige ledere af de kristne kirker, som jo har været der gennem 1700 år, alle ensstemmigt stillede sig op og sagde – ‘Vi har brug for støtte, hvor er Vesten henne…’ og så sagde de noget, som jeg har aldrig har hørt før – som kirkeleder stillede de sig frem og sagde ‘Hvis I vores kristne brødre, ikke forsvarer os, så bliver vi udryddet. Hvis vi skal overleve, så er der ikke andet tilbage, end at gribe til våben.’ Jeg har aldrig før hørt kirkeledere sige det her. … Vi ser nu en nedgang fra 20 procent for 10-20 år siden, til i dag er de nede på under fem procent i mange lande totalt af kristne. Det vil sige, at Mellemøsten bliver udrenset for kristne, ligesom Europa er blevet det gennem århundreder af jøder. Det er den samme tendens, det er den samme onde billede af andre mennesker… (Kim Hartzner, Mission Øst)

“Bare ifølge menneskerettighedserklæringens artikel 18, om at mennesket skal leve med religionsfrihed og trosfrihed, indikerer jo, at vi også i Danmark har et problem, eksempelvis på de omtalte asylcentre. … Det er jo et retspolitisk anliggende hvis der er brud på menneskerettighederne i Danmark.” (Venstres Esben Lunde Larsen om forholdene for frafaldne muslimer på danske asylcentre)



24. november 2014

Christopher Arzrouni i Børsen: DR problematiserer private virksomheder, favoriserer offentlige

Leder af i Børsen – DR på jagt efter de forkerte (ikke online).

“Danmarks Radio ser det som sin fornemste pligt at jage fæle kapitalister, der udsuger den offentlige sektor. Derfor bragte DR mandag et indslag om den svenske servicekoncern Attendo, der har solgt hjemmehjælp og andre velfærdsydelser i Danmark siden 1996.

‘Men der er ikke betalt en krone i selskabsskat i Danmark. Det fremgår af dokumentaren ‘Danmark sælger ud’, som i aften sendes på DR1,’ udbasunerede den licensfinansierede institution.

‘Virksomheden er finansieret ved lån fra koncernen. Det har givet nogle store rentefradrag, og derfor får det så et skattemæssigt underskud i årene tilbage”, sagde Chresten Amby, DR’s indforskrevne skatteekspert. …

Attendos konkurrenter i den kommunale omsorgsforvaltning kunne ikke drømme om at betale selskabsskat. De genererer jo ikke profit. Ja, faktisk er det et adelsmærke for mange venstreorienterede at begrænse mulighederne for at profitere på velfærd. Derfor kan det virke helt underligt, at venstreorienterede kan hidse sig op over, at Attendo ikke har tilvejebragt en profit – og derfor ikke kan selskabsbeskattes.

Skab profit, og du vil blive bebrejdet for det. Undlad at skabe profit, og du vil også blive bebrejdet for det. Hvad enten du skaber profit eller ej, vil du blive bebrejdet. Sådan er tilværelsen for kapitalistiske virksomheder. På listen over de største skattebetalere i Danmark finder man olieselskaber som Dansk Shell og banker som Nordea. Det har ikke hindret oliesektoren og banksektoren i at blive udsat for negative kampagner.

DR’s politiske dagsorden er let at gennemskue. Den handler om at problematisere, at aktiviteter bliver flyttet ud af den offentlige sektor, ud på markedsvilkår. ‘Engang blev plejehjem og sygehuse drevet af det offentlige, men nu udliciteres velfærdsopgaverne i stigende grad til udenlandske velfærdskoncerner,’ fremgår det af DR’s hjemmeside. …

Når nu DR’s journalister interesserer sig for udenlandske velfærdskoncerner, burde de måske stille spørgsmålet, hvorfor koncernerne ikke er danske. Det kunne skyldes, at Danmark i årevis har lukket sin produktion af velfærdsservice inde i den offentlige planøkonomi. Dermed har vi ikke kunnet kommercialisere den viden, der kan være opbygget. Den offentlige sektors struktur har i mange år været med til at gøre os fattigere, end vi kunne have været. Det var måske en opgave for DR at beskrive problemet, hvis man gerne vil være en public service virksomhed.”

Oploadet Kl. 05:51 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


18. november 2014

Jyllands-Posten angriber Den Korte Avis – Pittelkow: Grove forvanskninger, proportionsforvrængninger

Den Korte Avis har gennem længere tid mødt hård kritik i den kreative klasse. I weekenden kulminerede det med journalistisk kritik fra JP-journalisterne Lasse Lavrsen og Thomas Vibjerg. De refererer blandt andet kritik fra medieforsker Mark Ørsten og Jan Dyberg, der begge har gjort karriere indenfor et fag præget af det man kunne kalde ‘objektiv venstreorienterethed’. Ralf Pittelkow var universitetslektor før han blev kommentator på Jyllands-Posten, og Karen Jespersen har været journalist på Information og sågar vært i TV-avisen. Når kritikken kommer nu, er det tydeligvis en konsekvens af deres brud på uskrevne journalistiske dogmer i forhold til Islam og det multikulturelle.

Herunder lidt fra kritikken, og lidt mere fra Ralf Pittelkows glimrende svar. Fra Jyllands-Posten – Kan Den Korte Avis bestå sin egen test?.

“Ralf Pittelkow og Karen Jespersen er gået i flyverskjul. Der er ellers mange, som gerne vil tale med de to, der står i spidsen for Den Korte Avis. … Og Fagbladet Journalisten vil gerne have svar på, hvordan Pittelkow og Jespersen kan modtage foreløbigt 88.000 kr. i mediestøtte i 2014 uden at være tilmeldt Pressenævnet. Men de to redaktører har ikke villet svare på spørgsmål om avisen og artiklerne på sitet. …

Flere end 215.000 danskere har i september tilsammen læst 2,5 mio. artikler fra Den Korte Avis, og dermed er avisens site mere læst end kristeligt-dagblad.dk, hjemmet.dk og stiften.dk. Et så hurtigt etableret nyt medie er ikke hverdag i Danmark, og derfor har Jyllands-Posten sat sig for at se nærmere på, hvad mediekritikeren Pittelkow tilbyder sine læsere.”

(Jyllands-Posten, 15. november 2014, s. 6-7; Se også: Fodbolddrengene og den islamiske stat)

Ralf Pittelkow i Den Korte Avis – Jyllands-Posten går i panik over Den Korte Avis’ succes.

“Angrebene på Den Korte Avis kommer gennemgående tre steder fra: fra radikale muslimer, fra venstreorienterede kredse og fra nogle af de gamle medier, som føler sig truede. Der er en vis overlapning mellem disse grupper. Store dele af de gamle medier er således stærkt præget af venstredrejet journalistik. Vi kalder dette fænomen for Journalistisk Venstreparti. …

En stor del af angrebene på Den Korte Avis er baseret på lodret forkerte påstande om avisens indhold. Andre består i at puste små ting op, som om de var noget stort. Hvis man gjorde det samme med andre mediers løbende fejl, ville de alle kunne hænges ud. Et strålende eksempel finder man i Jyllands-Posten lørdag, der bringer en meget aggressiv kritik af Den Korte Avis. Artiklen er ren Journalistisk Venstreparti. Den er fuld af grove forvanskninger og proportionsforvrængninger.

I artiklen lørdag gives historien om en fodboldklub knyttet til Arabisk Kultur Forening. Denne fodboldklub henvendte sig til Den Korte Avis og foreslog, at vi lavede et interview med dem. Vi slog straks til, og en af vores medarbejdere aftalte et tidspunkt. Men pludselig ville de alligevel ikke interviewes. Det undrede vi os over, og vi spekulerede på hvorfor. Derfor gik vi i gang med at efterforske, hvem der egentlig stod bag Arabisk Kultur Forening.

Så vidt vi kunne se, var den forbundet med Fredens Moské, som er en del af det radikale muslimske miljø i Danmark. Det er der vist ingen, der anfægter. Formanden for Arabisk Kulturforening Khaled Mansour afviste i september – efter et døgns betænkningstid – at svare TV2 Østjylland på, hvad Fredens Moskes og Arabisk Kulturforenings holdning til Islamisk Stat er.

Det fandt vi interessant, og vi nævnte dette bagland som en mulig forklaring på den ejendommelige adfærd omkring interviewet. Måske havde man satset på, at vi ville sige nej til et interview, og så skulle det bruges imod os.

>Denne forklaring er forkert. Det alvorlige er, at Lavrsen og Vibjerg må have vidst, at den er forkert, og alligevel har de forsøgt at prakke læserne den på for at sværte Den Korte Avis. … Sagens rette sammenhæng fremgår med al tydelighed af Den Korte Avis’ referat af de mails, hvor man lavede aftalen om interviewet.

Allerede på dette tidspunkt var kontaktpersonen fra fodboldklubben fuldt på det rene med, hvad Den Korte Avis var, og han tilkendegav, at han var meget kritisk overfor avisen. Alligevel lavede han altså interview-aftalen. Så det kan jo ikke være forklaringen på, at man senere bakkede ud.

De to journalister fra Jyllands-Posten har læst referatet af, hvordan aftalen blev til. Alligevel videregiver de uden at blinke fodboldklubbens efterfølgende falske forklaring. Hensigten helliger midlet. Og hensigten er tydeligvis at genere Den Korte Avis. …

Det er slemt. Og det bliver værre endnu. … Vi tager lige et sidste eksempel på Den Korte Avis’ og Jyllands-Postens omgang med virkeligheden.

Den Korte Avis bragte et interview med Fahdi Abdallah, talsmand for moskeen på Grimhøjvej i Aarhus (2.9.14). Denne moské huser nogle af de mest rabiate islamister i Danmark. I interviewet erklærede Abdallah sin støtte til Islamisk Stat. For at være sikker spurgte intervieweren så, om det betød, at han ikke ville tage afstand til Islamisk Stat, hvilket han svarede klart ja til.

Det var en opsigtsvækkende nyhed. Abdallah var den første mand fra moské-miljøet, der åbent bakkede op om de frygtelige ekstremister.

Vi havde ærlig talt forventet, at dette ville give genlyd i de andre medier, herunder i de store gamle medier. Men de ignorerede det fuldstændig, herunder Jyllands-Posten. Den eneste reaktion, vi fik, var to henvendelser fra henholdsvis TV2 og DR. De gik ikke kritisk til Abdallah, men prøvede tværtimod at forsvare ham. Havde han nu virkelig sagt sådan? Var det mon ikke Den Korte Avis, som lagde den stakkels talsmand noget i munden?

Det samme skete, da TV2 Østjylland kunne afsløre, at kun én moské i det østjyske område tog klart og utvetydigt afstand fra Islamisk Stat. Ingen reaktion i de andre medier. … Lidt senere fik Jyllands-Posten så muligheden for at gå Fadi Abdallah på klingen i et interview. Her kunne bladet have bedt talsmanden om endegyldigt at tilkendegive, om han tog afstand fra Islamisk Stat.

Men man stillede ham overhovedet ikke spørgsmålet! … Interviewet strøg Abdallah med hårene, og det hele blev serveret under den medløbende overskrift: ‘Talsmand for Aarhus-moské: Danmark fører krig mod islam.'”



15. november 2014

Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen: “Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk.”

“Alle kan lide bacon”, konstaterede Sara Bro på DR2 for lidt siden, og forstod formentligt ikke at hun med sin kulturkristne normativitet begik en racistisk hadforbrydelse mod muslimer, veganere og andre udsatte minoritetsdanskere. Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen (ikke at forveksle med Mira S.T.) rabler ud i Dagbladet Information – Hvide, velmenende ikkeracister er også racister.

“I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: ‘Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,’ og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. …

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre. …

Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er. Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

[...]

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed. … Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere. … Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører. …

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ‘ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid. Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

… så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni. … Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


13. november 2014

“They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. ” (Fouad Ajami, 1945-2014)

Selvom indvandrergangsteren Danny Abdallah er udvist, så lever han et fint liv i Danmark, skriver Den Korte Avis. På Facebook fortæller hovedpersonen, at han er nevø til professor Fouad Ajami, der døde tidligere på året. Fouad Ajami er ikke hvem som helst. Her lidt fra en 2008-kommentar til Samuel P. Huntington i New York Times – The Clash.

“It would have been unlike Samuel P. Huntington to say ‘I told you so’ after 9/11. He is too austere and serious a man, with a legendary career as arguably the most influential and original political scientist of the last half century — always swimming against the current of prevailing opinion.

In the 1990s, first in an article in the magazine Foreign Affairs, then in a book published in 1996 under the title ‘The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order,’ he had come forth with a thesis that ran counter to the zeitgeist of the era and its euphoria about globalization and a ‘borderless’ world. After the cold war, he wrote, there would be a ‘clash of civilizations.’ Soil and blood and cultural loyalties would claim, and define, the world of states. …

Shortly after the appearance of the article that seeded the book, Foreign Affairs magazine called upon a group of writers to respond to Huntington’s thesis. I was assigned the lead critique. I wrote my response with appreciation, but I wagered on modernization, on the system the West had put in place. ‘The things and ways that the West took to ‘the rest,” I wrote, ‘have become the ways of the world.

[...]

Nearly 15 years on, Huntington’s thesis about a civilizational clash seems more compelling to me than the critique I provided at that time. … I still harbor doubts about whether the radical Islamists knocking at the gates of Europe, or assaulting it from within, are the bearers of a whole civilization. They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. They are ‘nowhere men,’ children of the frontier between Islam and the West, belonging to neither. If anything, they are a testament to the failure of modern Islam to provide for its own and to hold the fidelities of the young.

More ominously perhaps, there ran through Huntington’s pages an anxiety about the will and the coherence of the West — openly stated at times, made by allusions throughout. The ramparts of the West are not carefully monitored and defended, Huntington feared. Islam will remain Islam, he worried, but it is ‘dubious’ whether the West will remain true to itself and its mission. Clearly, commerce has not delivered us out of history’s passions, the World Wide Web has not cast aside blood and kin and faith. It is no fault of Samuel Huntington’s that we have not heeded his darker, and possibly truer, vision.

(Fouad Ajami, 2011: Tracking the Arab Spring: The Best Day After a Bad Emperor is the First)

Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


11. november 2014

Eks-kommunistens anti-kommunistiske anekdote – Enhedslistens Peter Heinen, DK’s sidste DDR-fan…

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kommenterede 25-årsdagen for Murens fald med en anekdote…

“Jeg tilhører en generation, som voksede op med Berlinmuren. Min far var på gaden i 1956, da der var oprør i Ungarn… Han tog familien til Berlin for at afskrække os fra nogensinde at blive kommunister. I dag er det 25 år siden, at Berlinmuren faldt. Tillykke til Tyskland. Og til resten af Europa. En mærkedag.”

Flotte ord, men sandheden er desværre, at Helle Thorning-Schmidt var ‘glødende kommunist’ da Muren faldt, og denne for østtyskerne så positive udvikling skete på trods af vor statsminister. Dokumentation her.

Murens fald afrettede statsministeren, og de fleste af nutidens kommunister leder stadig efter ‘den sande socialisme’. Der er dog undtagelser. En af de mere uforfærdede DDR-fan jeg kender er Peter Heinen fra Enhedslisten i Odsherred. Han ikke bare idealiserer den stalinistiske mønsterstat, men har her en generation efter stadig har samme forhold til ytringsfrihed: – den bør ikke gælde for politiske modstandere. Ved de sidste to kommunalvalg har han fået 11 og 39 personlige stemmer, noget færre end dem han foragter. Ekstremisterne…

(Enhedslistens Peter Heinen i DDR-trøje, roses af kendt ekstremismeforsker; Facebook, DR.dk)

Om Danmark…

“… Danmark, opfører sig temmelig pervers, og man kan forledes til at mene, at ‘demokrati’ ikke betyder en skid, magt og magtsfærer derimod ALT, mennesker INGENTING.” (17. marts 2014)

“Jeg forudser, at turisme til Danmark vil falde totalt i kælderen. Hvem gider det her land ?” (2. november 2014)

Om politiske modstandere…

“Manden bør sættes bag lås og slå…” (om Mogens Camre, 24. juli 2014)

“Sikken en forbandet hykler og forræder.” (Om Ole Sohn, 4. februar 2014)

Om folkelighed…

“ak ja, der var jo ‘folkeopstand’ i Ungarn. Historiens Ironi, se Ungarn idag.” (12. maj 2014)

“Hele fadæsen skyldes den forbandede racisme, nationalisme og uendelig frastødende dumhed, man har giver rum til at blive udbredt i dagens Danmark af et sammenrend, der fejlagtig kalder sig ‘dansk””folke’parti.” (28. august 2014)

Om Demokrati…

“Wahnsinn, democrazy á la BRD” (Tyskland post-1989, 7. november 2014)

“Demokrati ? Valgdeltagelse under 40%, flertalsvalgret i enkeltmandskredse, demokrati ? Cirkus ! Og hvorfor dækkes cirkusset 24/7 ? det er democrazy, en pervertering. Det mærkelige er, at denne democrazy i årtier har tjent som forebillede…” (USA, 5. november 2014)



6. november 2014

“Hvis man behandler… Syrien-krigere som terrorister, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti.”

Kun hver niende jihadist ønsker at slå os ihjel, så giv dem en udstrakt hånd. Forsker-lyrik i Kristeligt Dagblad – Hård kurs mod Syrien-krigere kan give bagslag (14. oktober 2014).

“Det er vigtigt, at samfundet ikke kun farer frem med bål og brand over for hjemvendte Syrien-krigere. Der skal anvendes straffe mod de få, der udgør en trussel, men langt de fleste skal hjælpes tilbage til samfundet.

Sådan lyder anbefalingen fra førende terrorforskere i det anerkendte Internationalt Center for Radikaliseringsstudier (ICSR) i London…

Direktøren for ICSR , Peter Neuman, fremhæver i en udtalelse på centrets hjemmeside, at de unge har meget forskellige grunde til at tage til Syrien. ICSR henviser samtidig til et tidligere studie blandt jihadister i forskellige krige. Det viser, at otte ud af ni hjemvendte ikke involverer sig i terrorisme.

Hvis man behandler alle Syrien-krigere som terrorister, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti. Retsforfølgelse bør kun være et af statens instrumenter. …,’ skriver ICSR.

Preben Bertelsen, der er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og hjælper hjemvendte Syrien-krigere, er enig.

‘Det er vigtigt at understrege nu, hvor mange politikere i både Danmark og udlandet kappes om at slå hårdest ned på Syrien-krigerne. Farer samfundet for hårdt frem med en retorik præget af afvisning, er risikoen, at de unge bliver skubbet ud i yderligere ekstremisme,’ siger Preben Bertelsen.”

Oploadet Kl. 14:33 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper