17. april 2018

Ugilt, Radio24syv-vært: Er det muligt, “… at være politisk begavet, med mindre man også er marxist”

Jeg forstår ikke helt logikken i at beskære Radio24syv hårdere end DR, men som daglig lytter kan jeg ikke rigtigt mobilisere de store følelser desangående. På vejen til arbejde hører jeg ofte Det Røde Felt, og for et par dage siden kom jeg for skade at høre lidt fra Rifbjergs liste. En programserie, hvor filosof Rasmus Ugilt taler med mennesker, som Klaus Rifbjerg ville have betragtet som kloge. “Kan Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?”, spørges der retorisk, selvom marxisme jo netop er indbegrebet af politisk dumhed. Afsnittet kan høres her.

Rasmus Ugilt, Radio24syv: Jeg har faktisk engang imellem dristet mig til at overveje, om det overhovedet er muligt at være politisk begavet, med mindre man også er marxist. Jeg er nået frem til, at det nok godt kan lade sig gøre, men man har unægteligt en fordel hvis man har Marx med i baggrunden. Og det er udgangspunktet for i dag. Rune – du er marxist!

Rune Møller Stahl, Ph.d. studerende: Ja, det er jeg.

(Rasmus Ugilt, filosof og Radio24syv-vært; Collage: Youtube)

“Da Klaus Rifbjerg sagde, at der kun var 2000 begavede mennesker i Danmark, understregede han at der var tale om politisk og menneskelig begavelse. I dagens program tager Rasmus Ugilt fat på spørgsmålet, om hvad politisk begavelse er for noget. Han får besøg af Rune Møller Stahl, som er Ph.d. studerende på Institut for statskundskab, og som er overbevist marxist. Samtalen imellem de to drejer sig om politisk begavelse og om kapitalismen og dens kriser. I dag kan vi registrere en stadigt mere intens utilfredshed med de etablerede politiske institutioner. Igen og igen har vælgerne i de vestlige demokratier takket nej til de ideer og løsninger, som disse institutioner har anset for at være helt naturlige. Spørgsmålet er om marxismen tilbyder en måde at forstå politikken på, som kan bringe os videre. Kan Karl Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?



15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



13. april 2018

Peter Schmeichel: Hvis TV2 er så stødt, så burde de “.. tage konsekvensen og afgive deres rettigheder”

Tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel er for en kortere periode ansat af Russia Today, for at lave ‘The Schmeichel Show’, hvor han interviewer folk relateret til det kommende VM i fodbold. I disse tider, er det tilsyneladende en stor forbrydelse. Min største bekymring relateret til Rusland lige nu, er ikke russiske hooligans, men det faktum, at jeg har købt flybilletter og forudbetalt hotel i Moskva, men endnu ikke har sikret mig billetter til Danmark-Frankrig. Hotellet er beliggende ved Kristi Frelserkirken, som ‘Pussy Riots’ skændede i 2012.

Fra TV2 Online – Peter Schmeichel svarer nu på kritik i mail til TV 2-vært: – Nu må I stoppe.

“I en mail til TV 2-vært Morten Ankerdal svarer Peter Schmeichel på den kritik, han har fået fra flere sider. …

– Nu må I stoppe. Jeg har ingen holdninger til hverken det ene eller det andet. Jeg elsker fodbold og glæder mig til VM, uanset hvor VM bliver spillet. Og hvis TV 2 er så stødt over Rusland og mit arbejde, så synes jeg, at de skal tage konsekvensen og afgive deres rettigheder til at vise fodboldturneringen, indleder Peter Schmeichel sin e-mail …

– Jeg har rejst rundt i Rusland i otte uger og føler mig 100 procent sikker alle steder, jeg har været. Så måske ubevidst og på den baggrund har jeg følt mig stødt over, at de såkaldte ‘vestlige medier’ siger, at her er farligt at være. Min intention var at få FIFAs præsident til at berolige folk og sige, at alt er fint, og at de bare skal komme til Rusland og se VM i fodbold. For det er det, fodbold drejer sig om. Ikke alt det politik. Det blander jeg mig overhovedet ikke i, skriver han også.”

(Peter Schmeichel som Russia Today-vært, 2018; Foto: Youtube)

“Russia Today er et propagandamedie og en forlænget arm for Putin og den russiske statsmagt. … Han sælger sin krop og sjæl til russisk propaganda.” (Hans Bonde, professor)

Oploadet Kl. 07:53 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer


9. april 2018

Islamforsker: Ingen ‘forskning, der understøtter, at niqabben skulle være undertrykkende i Danmark’

Universitære kulturmarxister kan finde undertrykkende diskurser alle steder i det borgerlige samfund, men kan alligevel altid finde en vinkel der frikender Islam som kultur og religion. Berlingske har talt med forskeraktivisten Heiko Henkel – Islamforsker: Niqabben skal ses som en hanekam.

“Selv om der i debatten om religiøs tildækning er skabt en fortælling om undertrykkelse af kvinder, er der helt andre årsager til valget om at bære niqab eller burka. Det mener Heiko Henkel, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i islam og islamiske traditioner.

Mig bekendt er der ikke forskning, der understøtter, at niqabben skulle være undertrykkende i Danmark. Jeg kan ikke sige, at det ikke kan findes, men det er bestemt ikke min opfattelse, at det er særligt udbredt. Det er en markør for et minoritetsborgerskab,’ siger han…

‘Niqabben er opstået som et statement, hvor folk spørger sig selv, ‘hvad kan jeg gøre for min religion?’ Man kan se det som en hanekam i punk-bevægelsen, hvor folk går til ekstremer for at vise deres identitet,’ siger han.”

(Lektor Heiko Henkel, 2009; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 02:01 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



5. april 2018

Hans Hauge: Nationalismen er ‘en frihedsbevægelse’, eksempelvis i Skotland, Grønland og Catalonien

Hans Hauge rister radikale Asger Baunsbak-Jensen, der i et indlæg henter klicheerne frem i et frontalangreb på fædrelandskærlighed. Læs det hele hos Kristeligt Dagblad – Frygt ikke nationalismen – den skabte Danmark og opretholder vores sprog og kultur.

“Baunsbak-Jensen påstår, at ‘Europa undermineres af nationalisme’. Og når folk som ham siger sådan, ved vi, at de lynhurtigt kommer til Hitler og Anden Verdenskrig, som om nationalisme skulle være årsagen til disse to.

Det er et tegn på hans uvidenhed om både nationalisme og om nationalsocialismen i 1930’erne, og det er en absurd samtidsanalyse, som han forsøger sig med. … Hvor skal man begynde? Lad os begynde med nationalismen, som han frygter. Nationalismen skabte nationen, altså Danmark. Og den skabte Norge og Irland i en verden, der bestod af imperier, hvis magthavere frygtede nationalismen, som – og man skulle tro, han vidste det – var en frihedsbevægelse. Det er den den dag i dag i Skotland, Grønland og Catalonien, men ikke i Danmark, for vi har for længst bygget nationen.

Er Baunsbak-Jensen bange for skotterne? Er det deres nationalisme, der underminerer Europa, eller mener han mon, de underminerer det postmoderne imperium, EU, som en stat kun kan komme ind i, hvis den er en nationalstat?

… Lad os tage Hitler endnu en gang. Nationalsocialismen var ikke nationalistisk, men imperialistisk.”

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



30. marts 2018

Seniorforsker om efterkommer-kriminalitetsniveau: De er ‘i områder, hvor der begås mere kriminalitet’

De mest kriminelle efterkommmere har aner i lande såsom ‘Somalia, Marokko, Syrien og Libanon’, og man skal nok være højtbetalt seniorforsker, for at give sig i kast med en bortforklaring baseret på ‘bosætnings-mønstre’. Islam som kultur og religion er den naturlige forklaring, og kan man ikke se det, så lyver man for sig selv.

En historie fra EB.dk – Markant forskel: Børn af indvandrere mere kriminelle end etniske danskere.

“En rapport fra Danmarks Statistik viser, at indvandrernes efterkommere har et kriminalitetsniveau, der er knap 220 pct. over den mandlige befolkning som samlet gruppe. Hvis man korrigerer for alder, ligger efterkommere 145 pct. over gennemsnittet. …

Særligt efterkommere af indvandrere fra lande som Somalia, Marokko, Syrien og Libanon slår ud på den forkerte side i kriminalitets-statistikken. Og det er der nogle helt naturlige forklaringer på, hvis man spørger Lars Højsgaard Andersen, seniorforsker ved Rockwool-Fonden.

– Mange faktorer spiller ind. Men generelt taler vi om unge mænd med en dårlig tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er mænd, som er mere sårbare over for at ende i kriminalitet end deres danske modstykker, forklarer Lars Højsgaard Andersen.

– Det handler om de bosætnings-mønstre, der er i spil. At de simpelthen er i områder, hvor der begås mere kriminalitet.

(Elstedhøj 7, Lystrup, lidt nord for Århus – nærværende bloggers barndomshjem)



27. marts 2018

Venstre-ordførere vil have et opgør med ordet ‘ghetto’: “… negativ stempling af en befolkningsgruppe”

Kursen er låst fast mod et multikulturelt ragnarok, alt imens socialkonstruktivisterne i det borgerlige regeringsparti arbejder intens på at få den helt rigtige farve Wunderbaum luftfrisker til forruden.

Der er sket meget med udlændingepolitikken siden 1990’erne, men det er i det store og hele sker på trods af det brede flertal af velmenende politikere, røde som blå. En historie fra B.dk – Politikere i Venstre vil have opgør med massivt brug af ordet ghetto: ‘Det er stigmatiserende.

“Et enkelt ord deler medlemmerne af Venstres folketingsgruppe.

Flere af partiets politikere på Christiansborg ærgrer sig over udtrykket ghetto og ser gerne, at man bruger en anden betegnelse for landets udsatte boligområder.

‘Jeg er meget ked af, at vi har introduceret ordet ghetto. Det er et stigmatiserende ord, og derfor havde jeg langt hellere set, at vi havde fundet på en anden betegnelse,’ siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V)..

Samme opfattelse har boligordfører Britt Bager (V). Hun bruger ikke selv ordet og siger i stedet ‘udsatte boligområder’. …

‘Derudover har jeg selv talt med beboere i de boligområder, der står på ghettolisten, og de oplever ordet som meget stigmatiserende. Det har gjort enormt stort indtryk på mig, og derfor har jeg valgt at bruge et andet udtryk.’

… politikerne bør gå forrest og ændre den gængse betegnelse for landets udsatte boligområder, siger undervisningsordfører Anni Matthiesen (V), der mener, at ghetto er ‘en negativ stempling af en befolkningsgruppe’, som i nogle tilfælde er uberettiget.

[…]

Tidligere politidirektør i København Johan Reimann skrev i 2011 et indlæg hos Jyllands-Posten, hvor han opfordrede til at undlade at bruge ordet.

‘Hvorfor bruge et ord, der er med til forstærke de problemer, man forsøger at bekæmpe?,’ skrev Reimann:

‘At blive ved med at kalde et område for en ghetto, er som hver dag at sige til lille Peter i 4. klasse, at han er dårlig til matematik. Så ender han med at blive det.’ …

Flere eksperter har talt om, at en plads på ghettolisten er stærkt stemplende og kan have negative konsekvenser for boligområdets udvikling. En af dem er adjungeret professor ved Aarhus Universitet Hans Skifter Andersen…”



25. marts 2018

Fhv. lektor Henrik Jensen: “… den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.”

Den omtalte skala giver ikke rigtig mening længere, for hvad nytter det at danskerne er blevet enkelte procentpoint mere højreorienterede, hvis udgangspunktet er at Socialdemokraterne er venstreorienterede og Dansk Folkeparti højreorienterede. Skatteskrue-blokken er støt stigende, og meget få kan tænke udenfor velfærdsstatens firkantede boks.

Lektor Emeritus Henrik Jensen kommenterer en undersøgelse, der påviser at 68’er-generationen er blevet mere højreorienteret med alderen. Den ontalte artikel i Politiken kan læses her, suppler eventuelt med Deadline-debatten mellem Jacob Holdt og og den gode Erik Meier Carlsen.

Kommentar i JP.dk – Højre-venstre-skalaens fallit (kræver login).

“Markant er et signalord blandt valgforskere. Det var valgforsker Johannes Andersen, der tonede frem med det budskab, som han havde redegjort for i samme dags Politiken. Han uddybede, med på en skærm fra Aalborg, påstanden om de mandlige 68’eres flugt fra de røde faner med en meget ekspressiv gestik. …

Det er jo ikke forbudt at blive klogere med alderen. Og det er den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.

Meier Carlsen havde ret i, at selve det aktivistiske 68-segment var såre lille i forhold til alle dem, der levede videre, som man altid havde gjort. Der var derimod mange medløbere, der af taktiske grunde lod, som om de var med. De var ikke ret venstreorienterede, men fulgte tidsånden, fordi de ikke ville køres ud på et sidespor.

Begge debattører var inde på, at den traditionelle højre-venstre-skala ikke siger ret meget længere. Og venstrefløjen i dag gav de heller ikke meget for – politisk korrekt, moralistisk og uden visioner om et nyt og bedre samfund. Det er måske endnu en grund blandt mange til at forlade den.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper