22. april 2015

Historiker Michael Böss: Et folk har “… ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land”

Kronikken er som sådan god nok, men som Claes Kastholm påpeger, så burde den gode Michael Böss skrue ned for de etiske rationaler, når det i virkeligheden først og fremmest mere banalt handler om ‘selvforsvar’. Historiker Michael Böss i Berlingske – Vi har ret til at begrænse indvandringen.

“Sidste efterår besøgte den canadiske politolog Joseph Carens Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandringen, også den illegale. Han mente nemlig, at åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom?

Fra den enkeltes synsvinkel kan det forekomme sådan. Alligevel er det en forenklet måde at anskue tingene på. Men hvis man skal formulere nogle etiske principper for håndteringen af nutidens massive strømme af migranter og flygtninge, kan man ikke tillade sig blot at tage hensyn til individer. Så kommer man ikke uden om at overveje konsekvenserne af åbne grænser for befolkninger og lande i både den fattige og rige verden.

… et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, som de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langtfra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et folk ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land, og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love.”

Oploadet Kl. 16:45 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

Religionssociolog kritiserer De Konservative: I sidestiller muslimers “religion med en totalitær ideologi”

Debatten om ‘Naziislamisme’ vil ingen ende tage, for som enhver P1-lytter ved, så er enhver association til den tyske nationalsocialisme malplacerede og underlødig hvis den rammer andre end borgerlige. Det er ikke svært at finde eksempler. Da venstreradikale Josephine Witt sidste onsdag afbrød et ECB-møde, blev hun næsten hyldet i MX, selvom hun i sit manifest betegner happeningen som ‘Papillons’ (sommerfugle), henvisende til flyverblade uddelt af den franske modstandsbevægelse under den nazistiske besættelse.

I fredagens sene Deadline påstod Yahya Hassan, at Søren Espersen “har været medlem af det danske nazistforbund”, et Frede Farmand-postulat der i 2004 gav en injuriedom til et LO-blad. Sådan kan man blive ved.

Flere forskere har været fremme i medierne, for at undsige ‘naziislamisme’-kampagnen, herunder naturligvis Mikael Rothstein i Politiken. Meget sigende for hykleriet valgte DR Nyheder at spørge en religionssociolog, der i sagens natur ikke forsker i associationens historiske evidens, men muslimernes følelser desangående – Forsker: ‘Naziislamisme’ forvrænger en af historiens grummeste forbrydelser.

“De Konservatives seneste kampagne vækker langt fra begejstring hos religionssociolog og adjunkt Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet. Han vil gerne være med til at diskutere totalitære ideologier, men han mener ikke, at De Konservative bidrager konstruktivt til debatten – både på grund af det grafiske udtryk på plakaterne og på på grund af brugen af en af de værste forbrydelser i nyere tid.

– Jeg synes faktisk, det er problematisk, at man trækker det her ‘nazi-kort’. Først og fremmest fordi det forvansker den betydning, som nazisternes forbrydelser havde. Holocaust betød trods alt langt flere millioner, der blev henrettet i gaskamrene, siger Brian Arly Jacobsen. …

Den anden del af problemet med kampagnen er den grafiske opstilling af ordene i plakaten. Her står der fire ord adskilt: STOP NAZI ISLAM ISME. Den måde at opstille ordene på undrer Brian Arly Jacobsen. … Han mener, at det kræver et indgående kendskab til religion og totalitære ideologier, hvis man ikke skal blande det hele sammen.

- Og for de fleste muslimer vil det her selvfølgelig være problematisk, fordi det sidestiller deres religion med en totalitær ideologi, siger Brian Arly Jacobsen.

(Per Lyhne om Søren Espersen på Facebook, 13. april 2015)

“Hassan har blandt andet understreget dette budskab ved at iklæde Liberal Alliances Henrik Dahl nazi-uniform, påstå at Pia Kjærsgaard har givet ham et blowjob samt beskrive forfatter Kristian Ditlev Jensen som et ‘overvægtigt kadaver’, der burde ‘tage sig sammen eller i det mindste tørre sig i røven i stedet for at gå rundt og lugte af lort’.

Det er alt sammen en ny, fænomenal politisk udtryksmåde, forstår jeg. ‘Stjernepoeten Yahya Hassan er en født politiker’, lød det eksempelvis forleden i en leder i Politiken. … han er en mærkelig mand at gæste, når det gælder gode råd om at omgås Muhammed med respekt samt muslimer med konduite. ‘Jeg pisser på Allah og hans sendebud / og på hans alle mulige uduelige disciple’, som det hedder i langdigtet ‘Skuffelsen’.” (Mads Kastrup i Ekstra Bladet, 17. april 2015)


Morani ya Simba om ‘Occams Razor': Islam debatten og den videnskabelige metode

Tilsendt tekst fra ‘Morani ya Simba’.

Islam debatten og den videnskabelige metode

Efter terrorangrebet i København i februar blev den konstante debat om islam og terror endnu mere intens. De fleste er vel efterhånden enige om at der er en reel terror trussel mod ikke bare Danmark men store dele af verden. Hvad der ikke er enighed om, er islams rolle i den trussel.

Hvis vi ignorer de få ‘die-hards’ der benægter at der reelt er en voksende og seriøs terror trussel, er der groft to ‘skoler’’ til at forklare truslens ætiologi (årsag): den ene skole mener at det skyldes fattigdom, diskrimination, marginalisering, racisme og andre uretfærdigheder begået mod de der begår terror. Den anden skole mener at der er en direkte sammenhæng mellem islams lære, i koranen, haditherne og imamers prædiken, og så terror angreb.

I videnskaben bruges der et princip til at skelne mellem to konkurrerende forklaringsmodeller hvis man ikke direkte kan afprøve dem mod hinanden. Dette princip kaldes ‘Occam’s razor’ eller Occams skraber om man vil. Det betyder at, alt andet lige, vil den mere enkle forklaring have større sandsynlighed for at være rigtig. Det betyder ikke at den mere enkle model er rigtig og Occam’s razor er ikke et bevis. Det betyder bare at hvis man ikke iøvrigt kan vælge imellem dem, er det den der mest sandsynligt forklarer hvad man ser. Dette skyldes at den er afhængig af færre antagelser som hver især kan være rigtige eller forkerte, altså at der er færre måder den kan være forkert på, så at sige. Man kan også sige at dette princip er det der gør ‘søforklaringer’ utroværdige, netop fordi de kræver alle disse ’tilfældige’ begivenheder man er nødt til at tro var rigtige og som ‘helt tilfældigt’ gjorde at den ellers usandsynlige ’søforklaring’ var sand eller troværdig. Det handler således her om sandsynligheder, ikke sikre beviser (men det gør en meget stor del af den videnskabelige metode iøvrigt også idet man bruger statistik til at ‘bevise’ noget og dermed sjældent ‘beviser’ noget i videnskaben i den forstand matematikere forstår ‘beviser’).

Før vi går videre vil jeg postulere, uden yderligere bevisførsel (som er let tilgængelig på nettet og andre steder, for tvivlere og ville føre dette indlæg i en anden retning), at muslimer er uforholdsmæssigt repræsenteret blandt folk der begår terror i særdeleshed og blandt gerningsmænd til voldsforbrydelser mere alment men mindre prominent.

Hvis man accepterer postulatet om at muslimer er uforholdsmæssigt involveret i terror som et faktum, kan vi se på de to måder dette forklares på. Den ene skole insisterer på at det ikke har noget med islams natur at gøre. Den kommer med lange forklaringer på mangel på jobs, mangel på uddannelse, mangel på demokrati og almene uretfærdigheder begået mod muslimer. Den postulerer desuden, ofte implicit, at de muslimer der har begået terror og massemord, må have ’misforstået’ islam på een eller anden måde siden de begår disse gerninger. Derfra sluttes at de er direkte ‘anti-islamiske’. Dette har været særligt tydeligt i forbindelse med ‘Islamisk Stats’ forbrydelser. Det påpeges desuden at ikke-muslimer også har begået terror og særligt fire eksempler fremhæves ofte; Oklahoma City bombningen i 1995 af Timothy McVeigh og Terry Nichols, nedskydning af abort-læger i USA af kristne ekstremister, den kristne Lord’s Resistance Army i Uganda der har begået enorme grusomheder og ikke mindst korstogene for 800 år siden. Og ikke mindst fremhæves det at de fleste ofre for islamisk terror er andre muslimer. Den anden skole peger på islams tekster og imamers prædikener som centrale for muslimers involvering i terror og de samme kilders hadske tale mod ‘vantro’, dvs ikke-muslimer, som vigtige for at forstå muslimers overrepræsentation blandt voldskriminelle.

Vi står derfor med to principielt forskellige hypoteser for forklaringen på problemet med konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer og de førstes angreb på de sidste. Som videnskabsmand forstår jeg primært videnskab som undersøgelsen af og forklaringer på virkeligheden, der kan efterprøves og føres direkte tilbage til fakta der kan dokumenteres (og ideelt kan forudsige flere dokumenterbare fakta ud fra den forklaring, eller ‘model’, af virkeligheden der opstilles). Og der er ingen principiel grund til at denne fremgangsmåde ikke kan bruges til at sammenligne de to forskellige forklaringsmodeller på årsagen til islamisk terror.

Og hvis vi bruger Occam’s razor, kan vi sammenligne de to forklaringer. Den ‘sociologiske’, kræver at vi antager at muslimer bliver ramt af racisme, af uforskyldt fattigdom og anden uretfærdighed, som ikke ser ud til at ramme kinesere, vietnamesere, hinduer, sikher, jøder eller andre mindretal i Vesten (for hvorfor skulle de så ikke lave terror og kriminalitet?) Den forklarer ikke noget om hvorfor islamiske samfund er så meget mere tyranniske og/eller økonomisk uvirksomme end kinesiske, indiske, vietnamesiske eller andre samfund der, modsat den muslimske verden, er i fuld gang med at modernisere sig. Den anden model antager at flere og flere muslimer tager deres islamiske tekster bogstaveligt og handler derefter og behøver strengt taget ikke flere antagelser. Med denne langt mere begrænsede antagelse, virker den som en langt stærkere forklaringsmodel.

Oploadet Kl. 05:52 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:


16. april 2015

Forskere revser folkeskolen: Muslimske elever får den opfattelse “at de skal være afslappede muslimer”

Tidligere på ugen skrev en muslimsk bekendt på Facebook, at hun følte sig bedre tilpas i Sverige, hvor hun føler sig mere ligeværdig. Hun er sekulær, ikke rettroende, men foretrak alligevel islamiseret multikultur ala Sverige, frem for den danske ‘leitkultur’. For mig at se problemet med det multikulturelle samfund i en nøddeskal. Det er ikke et nulsum-spil, men et spørgsmål om kulturel dominans. Den dag hun ikke føler sig fremmedgjort, er den dag hvor danskerne ikke føler sig hjemme i sit eget land.

Forskere vil naturligvis hellere islamisere end konfrontere Islam, intet nyt i det. Fra DR Online – Folkeskolen er ikke gearet til religiøse elever.

“Den danske folkeskole er generelt ikke god til at tale om religion med eleverne, og det er problematisk, fordi nogle muslimske børn oplever, at religion er meget vigtigt for deres liv. Det mener Laura Gilliam, der er antropolog, integrationsforsker og lektor på Institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet. Hun har undersøgt muslimske børns trivsel i folkeskolen.

- Lige nu er tendensen mest, at religion bliver nedtonet på en måde, så det nærmer sig en tabuisering. Det betyder, at nogle muslimske elever får en oplevelse af, at de skal være afslappede muslimer; det betyder, at de ikke skal lade religion påvirke deres valg og relationer til andre mennesker. Man må endelig ikke være en overdreven muslim, siger hun.

I Danmark har man ingen overordnede reguleringer eller lovgivninger på området. Derfor er det op til hver enkelt skoleleder, hvordan skolen vælger at tale om religion og forholde sig til elevernes religiøsitet, og det er et meget stort ansvar, mener Sidsel Vive Jensen, som er skoleforsker hos KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

– Skolelederne skal virkelig kunne stå på mål for de beslutninger, de træffer. Jeg kender til flere eksempler på skoleledere, der er blevet afsløret i at have udviklet en bestemt praksis og efterfølgende har måttet forsvare sig i pressen i forhold til, hvorfor man har valgt at servere halalkød, undlade at servere svinekød og så videre, siger hun.

Ifølge Sidsel Vive Jensen halter Danmark bagefter, når man ser på, hvordan skoler i andre lande forholder sig til elevers religiøsitet. Danske folkeskoler forstår simpelthen ikke elever, der er stærkt religiøse.”



13. april 2015

Lektor: Dronningen bør ikke ‘legitimere’ den holdning, at DK “ikke skal være et multikulturelt samfund”

Dronning Margrethe har tidligere sagt fornuftige ting, men værdipolitiske udmeldinger der ikke kan bruges mod danskerne har sjældent mediernes interesse. Det store interview i søndagens Berlingske kan læses online, men reaktionen fra den tidligere kommunist Johannes Andersen, der i dag er ‘lektor i samfundsforhold’ er sådan set mere interessant. Et skoleeksempel på hvorledes et enkelt kritisk spørgsmål til kan blotlægge kildens ideologiske slagside.

Fra Berlingske – Forsker: Dronningen bør ikke blande sig i indvandrerdebat.

“Dronning Margrethe blander sig i et interview med Berlingske søndag i indvandrerdebatten – og det er ikke ubetinget en god idé, mener samfundforskeren Johannes Andersen…

‘… holdningerne er ikke frosset fast endnu. Og Dronningen er med til at fastfryse holdningen og sætte ord på nogle positioner, som ikke er færdige med at udvikle sig. Hun lægger sig op ad nogle politiske synspunker, som der stadig er stor diskussion om. Og hun er dermed med til at legitimere de holdninger. Og det synes jeg ikke, er Dronningens rolle,’ siger Johannes Andersen til bt.dk. …

Dronningen politiserede vel også, da hun snakkede om dumsmarte bemærkninger?

‘Ja, men det var mere alment menneskelig omgang med hinanden og anstændighed. Men det, hun kommer med her, er jo en politisk udtalelse, der har at gøre med, hvordan vi generelt regulerer området. Hun flytter grænsen for, hvad kongehuset taler om. Hun siger jo faktisk, at Danmark ikke skal være et multikulturelt samfund, og at det skal udlændinge, der kommer hertil, vide.'”



12. april 2015

Indvandrerpolitiker ignorerer loven: Har kendskab til “små piger i Aarhus og omegn” der ‘bliver solgt’

Jeg ved ikke hvor den citerede juraprofessor har trukket sin eksamen, for servicelovens § 154 er eksplicit på det punkt. Den generelle underretningspligt betyder, at “Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling… har pligt til at underrette kommunen.”

Fra Ekstra Bladet - Yahya Hassan påstår viden om salg af små piger i Aarhus – vil ikke anmelde det.

“Der blev sagt meget, da Yahya Hassan tirsdag i denne uge underholdt pressen og den danske befolkning, mens han i en 58 minutter lang tale offentliggjorde, at han stiller op til Folketinget for Nationalpartiet.

Men i den alenlange tale leverede den kontroversielle digter og samfundsdebattør også en bemærkelsesværdig påstand. Mens mange af de tilhørende deltagere fra pressen var lullet i søvn mod slutningen af talen, begyndte Yahya Hassan nemlig at tale om sit kendskab til et dybt kriminelt netværk i hjembyen Aarhus:

– Jeg er villig til at fortælle politiet, hvor hælernes kælderrum er, hvor der bliver solgt hash og våben og narko og små piger i Aarhus og omegn.

– Jeg er villig til at være stikker hos politiet med udgangspunkt i områderne inden for postdistrikterne 8210 og 8220, og jeg skal være den første til at udpege en håndfuld af mine egne fætre og folk i periferien af min familiekreds, såfremt skattevæsenet er villig til at krydsrevidere bilagsdanmark, sagde han under den timelange tale.

[...]

- Der er aldrig pligt til at anmelde noget til politiet, medmindre der er tale om en forbrydelse, hvor menneskeliv er i fare. Så skal man gøre, hvad man kan for at forhindre den; om nødvendigt ved politianmeldelse, siger Lars Bo Langsted.”



7. april 2015

Kastholm: “Militærfagligt var Tysklands angreb et… marginalangreb. Det kunne have været stoppet.”

God klumme om samarbejdspolitikken af Claes Kastholm Hansen i Berlingske – ‘9. april – en utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares’.

“På torsdag, den 9. april, er det 75 år siden, Danmark blev overfaldet af Hitlers Tyskland. Som den 18. april 1864, slaget ved Dybbøl, er den 9. april 1940, den tyske besættelse, datoer, der har sat sig som mønsterskabende kraftfelter i den danske bevidsthed. Uden det chokerende nederlag til Preussen i 1864, og den reduktion med 30 procent af landets størrelse, der var konsekvensen, ville danskere i almindelighed næppe bære rundt på den blanding af lidenhedskompleks og mereværdsfølelse, der er så karakteristisk for nationen, og som udmønter sig i den ustandselige konstatering, at Danmark kun er et lille land, underforstået: Men se, hvor vi kan! Og uden den 9. april 1940 ville vi næppe være ofre for den myte, som den daværende socialdemokratiske statsminister Th. Stauning allerede formulerede i radioen i sin nytårstale den 1. januar 1940:

‘Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.’

En utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares, og ene af alle folk ville danskerne ikke forsvare deres fædreland! For politikerne, der gik ind i samarbejdet med nazi-Tyskland, var det en bekvem myte, som efter krigen kunne tjene til at undskylde dem.

I en særsektion af Berlingske i anledning af 60-året for Danmarks befrielse skrev jeg i en stor oversigtsartikel (‘Den virkelige historie om Danmarks frihedskamp’, Berlingske 5.5 2005): ‘At et veludbygget dansk forsvar til ingen nytte ville være, er en myte. Operation Weserübung var yderst risikabel, og der var grænser for, hvor mange styrker tyskerne kunne bruge på den.’ Man fik kun med besvær samlet de nødvendige styrker…

Generalmajor Ahnfeldt-Mollerup påpeger… med tørre tal og militærfaglig ekspertise, at selv med den til rådighed stående styrke på 54.000 mand kunne Danmark formentlig have afværget det tyske angreb, og under alle omstændigheder have forsinket det betydeligt. …

Militærfagligt var Tysklands angreb et såkaldt marginalangreb. Det kunne have været stoppet. Den enorme operation Weserübung, der forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten hele den tyske flåde på én gang, tålte ingen forsinkelse og blev kun iværksat under store betænkeligheder. Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort hele den tyske krigsmarine. Krigens forløb ville være blevet et andet, og jeg synes, at det er på tide, vi befrier os for det mytologiske, sært provinsielle, selvhævdende-defaitistiske spind, som Bo Lidegaard og andre radikale historikere vedvarende væver os ind i.”

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


2. april 2015

Tina Magaard mobbet ud af islamforskningen: “Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge.”

Sidste uges interview med Tina Magaard i Berlingske bragte interessante ting for dagen, men hun er tilsyneladende vågnet op til dåd. Fremragende interview af Søren Villemoes i seneste udgave af Weekendavisen – Folk vil tro, du er racist (ikke online). Køb avisen og læs det hele.

“I dag underviser hun i virksomhedsetik (CSR) på AU Herning. Det er langt fra, hvor hun befandt sig for små ti år siden. … I dag har hun forladt islamisme som professionelt interesseområde, men de sidste måneders begivenheder har fået hende til at tage bladet fra munden:

‘Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,’ siger hun.

[...]

I sin ph. d.-afhandling beskæftigede hun sig med vestlige fascistiske bevægelser, men da hun i 2002 afleverede afhandlingen ved Sorbonne var fokus allerede skiftet til politisk islam. …

Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv. Det, som alle disse var rørende enige om, var, at når islamisterne gjorde, som de gjorde, så var det, fordi det stod i Koranen og Hadith. Det var helt i modstrid med, hvad jeg læste i den moderne islamforsknings værker…

[...]

Det var en udgivelse dedikeret til den franske forfatter David Rousset. Han havde været kommunist og modstandsmand under krigen og var spået en lovende forfatterkarriere. I 1949 opdager han, at der i Stalins Sovjet eksisterer koncentrationslejre.

Som en, der selv har overlevet ophold i to af nazisternes lejre, bliver Rousset oprevet og er den første, der bruger ordet ‘ gulag’ på fransk.

‘Alle slår hånden af ham. Der er kun nogle ganske få af hans nærmeste venner tilbage. Ellers mister han hele sit netværk. Hans forfatterkarriere ligger i ruiner. Selv blandt folk, der ikke var kommunister, mente man ikke, at han skulle tale om Stalins forbrydelser. Højrefløjen kunne jo bruge det, sagde man. Han lever resten af sit liv som udstødt. På en beskeden levefod. Han fik først oprejsning med dette posthume nummer, som Noël gav mig,’ fortæller hun.

Først forstår Magaard ikke Noëls pointe. Men som tiden går, dæmrer det. …

– Hvad har du da til fælles med David Rousset?

‘Jeg kan genkende det med, at man tager et tabu op, som man får ondt i maven af at tie stille med. For så at blive stemplet som ‘ikke stueren’. Og at man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘folk vil tro du er racist’. I det miljø var det den absolutte sociale død, og slut på den akademiske karriere, for uden netværk, ingen karriere. Heldigvis havde jeg et bredt netværk, fordi jeg har været i kontakt med flere forskellige akademiske miljøer i løbet af mine studier. Derfor gik det ikke så slemt for mig som for Rousset, fordi jeg ikke var 100 procent afhængig af det ene miljø omkring islamforskningen.

[...]

‘Jeg kom jo med min baggrund fra Sorbonne, hvor man stadig holdt fast i den klassiske dannelse. Mit holdepunkt var Plutarks definition af, hvordan man skal opføre sig: Aldrig have personligt had på trods af kontrasterende synspunkter; være kompromisløs i den offentlige debat, men aldrig nære bitterhed mod politiske modstandere, og altid sørge for at opretholde en hjertelig tone over for modstanderne, så snart man er kommet ned fra debatpodiet. Det prøvede jeg at leve efter, men jeg syntes desværre, jeg i islamforskermiljøet fandt den præcis modsatte attitude: At man nægtede at debattere, men til gengæld gjorde alt, hvad der var muligt for at bagtale mig og ramme mig personligt. Jeg elsker den skarpe debat, hvor analyser, vurderinger og synspunkter fyger, men det er der simpelthen ikke nogen fra det miljø, der har villet gå ind i,’ siger hun. …

– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige?

For eksempel at arabere også kunne være racister. Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,’ siger hun og tilføjer: ‘Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld…’.”



29. marts 2015

Professor Peter Hervik om islamkritik: En tankerække der “… ender med Anders Behring Breiviks logik”

Søren Villemoes har pint sig selv igennem et DIIS-arrangement om ytringsfrihed, terror og Islam. Skræmmende referat i Weekendavisen – Godt er bedre end ondt (ikke online).

“Første oplægsholder er professor i antropologi ved Aalborg Universitet, Peter Hervik. Han lægger ud med at forklare, at vestlig identitet skabes som modsætning til forestillingen om en tilbagestående, primitiv vild. Den danske kulturkamp, Muhammedkrisen og reaktionerne på angrebet i Paris skal derfor ses i den kontekst.

‘Muslimer er meget let kategoriseret og stigmatiseret. …,’ siger han. … Hervik forklarer, at hvor politikerne efter 11. september kaldte på hårdere integration, kalder de nu på antiradikalisering. Men radikalisering er et problematisk begreb ifølge Hervik. Det er folkene i Lars Vilks-komiteen, der stod bag arrangementet på Krudttønden, også: ‘Vi ved, at de i Krudttønden var de samme mennesker, som vi så i Dan Park-sagen og under kampagnen for Muhammedtegningerne. De er en del af en forening, der enten er islamkritisk eller islamofobisk. …

(DIIS, 20. marts 2015: Limits of tolerance, freedom of expression…)

Den næste oplægsholder er medieforskeren Gavan Titley, der er lektor ved Maynooth University i Irland. … i farten står et par af Titleys pointer klart: Det giver ikke mening, at se terrorangrebet på Charlie Hebdo som et angreb på det ‘abstrakte begreb ytringsfrihed’. Tværtimod…

‘Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed,’ forklarer han og afslutter sit indlæg med en række spørgsmål, han synes bør have mere fokus: Kan en mainstream medieaktør virkelig kæmpe for lige muligheder i et ulige, racistisk samfund? Kan satire dementere socioøkonomisk magt? … Han afslutter: ‘Og hvilken frihed er det, der måles i dens evne til at krænke og ikke oplyse? Og som karakteriseres af dens underliggende trussel om, at hvis du ikke kan lide min slags frihed, så har du ingen ret til at leve med mig?

Den tredje og sidste oplægsholder er franskmanden Aurelien Mondon, der er forsker i komparativ politik ved University of Bath i England.

Hans oplæg fokuserer på den politiske kontekst i Frankrig i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Det starter i efterkrigstiden: ‘Genetisk racisme var en tabt sag. Du kunne ikke overbevise nogen om det, så man måtte finde andre strategier. Det blev i stedet til et spørgsmål om kulturelle forskelle. … Derfor kalder jeg det ‘neo-racisme’, når man taler om kulturelle forskelles inkompatibilitet, om at være imod multikultur og eliten, muslimske indvandrere og kolonisatorer.

[...]

Det er tid til spørgsmål fra salen. Til venstre for scenen har den dansk-iranske blogger Jaleh Tavakoli hånden oppe.

‘Hvordan definerer I islamofobi? Og hvorfor er Lars Vilks og Charlie Hebdo racister?’ spørger hun. …

Selvom islamkritik ikke skal forveksles med islamofobi, ser Mondon med uro på mere spiselige udgaver af islamofobien: ‘Den liberale islamofobi er lettere at acceptere, se for eksempel burka-forbuddet i Frankrig. Det gør den liberale islamofobi mere farlig.‘ Gavan Titley vil ikke kalde Charlie Hebdo racistisk eller anti-racistisk, men…

Peter Hervik giver også sit bud på en islamofobi-definition: ‘Det er en form for racisme. Jeg siger ikke, at for eksempel Lars Vilks er racist. Men jeg bliver nødt til at se på, om det, han siger, er neo-racistisk. Os-dem-relationen er altid et spørgsmål om dehumanisering og marginalisering…’ forklarer han.

En tilhører vil gerne vide, om der ikke er for meget, der bliver anset for islamofobi, som i stedet burde anses for islamkritik. Peter Hervik virker ikke bekymret: ‘Jeg har hørt argumentet for nylig, at man ikke skal bruge ordet ‘islamofobi’, da det gør det umuligt at kritisere islam. Islam skal åbenbart udvælges, fordi der tilsyneladende er behov for at sige noget om det. Men det fjerner jo opmærksomhed fra andre kulturer, der også kunne kritiseres, for eksempel rygning, narkomisbrug og druk. Der er, som om der er en sandhed om islam, der skal ud. Men hvis du kigger nærmere, ved I, hvad jeg ender med? Jeg ender med Anders Behring Breiviks logik.‘.”



27. marts 2015

Magaard: “At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt.”

Man kan håbe Tina Magaard efter flere års krumspring, nu endelig har fundet sin plads i den polariserede islamdebat. Mikkel Andersson interviewer til Berlingske – ‘Vi skal sætte spørgsmålstegn ved, om Muhammed gjorde det rigtige’.

“Tina Magaard har været væk længe. Både fra den islamdebat, som hun var med til at præge i midten af 00erne… Da hun var ansat hos iranskfødte Mehdi Mozaffari, professor emeritus dr.scient.pol., på Aarhus Universitet fra 2005 til 2008, erfarede hun, hvor omkostningsfuldt det kan være at beskæftige sig med islamisme og integration.

Ikke mindst da hun i kølvandet på Muhammed-krisen var en af de få danske akademikere, der talte imod en konsensus blandt danske islamforskere, som næsten samstemmende hævdede, at terror intet eller meget lidt har med islams centrale dogmer og hellige skrifter at gøre. Men efter terrorangrebene i København og Paris har Tina Magaard alligevel besluttet sig for kortvarigt at vende tilbage til debatten om islam i Danmark. …

‘At nogle i islamistiske miljøer finder det legitimt at bruge vold for at straffe dem, de mener, krænker islam, er ikke noget, der er skabt af europæisk racisme eller opstået ud af den blå luft med Muhammed-krisen. Det er en tendens, som i mange år har indskrænket kunstnere og kritisk tænkende personers rettigheder i muslimske lande og muslimske miljøer i Europa. Det eneste nye er, at nu rettes volden også ud mod ikke-muslimer,’ siger Tina Magaard. …

I løbet af 1990erne begyndte Tina Magaard også at undervise i interkulturel kommunikation ved en finsk handelshøjskole. Her brugte hun blandt andet kilder, som fremhævede, at islam i sin essens er en fredelig og tolerant religion, som blot er blevet misforstået eller kapret af ekstremister.
Men det satte hende i et dilemma, for selv om hun gerne ville tro, at det forholdt sig sådan, oplevede hun i sin hverdag mange eksempler, som tydede på noget andet. Både islamisterne og dem, de forfulgte, var rørende enige om én ting, nemlig at begrundelserne for at indskrænke ytringsfriheden, både den kunsteriske, litterære og politiske, blev hentet direkte og ofte ordret fra islams hellige skrifter.

Derfor besluttede hun selv at gå til kilderne. Hun studerede arabisk og læste både Koranen og haditherne. Her genkendte hun mange af de repressive tendenser, hun havde oplevet omkring sig.

‘Det slående er ikke i sig selv, at man kan finde drabelige passager i islams tekster, for det kan man i så mange hellige skrifter. Det slående var, hvor meget disse passager fyldte, og hvor meget de kredsede om en dem-og-os-logik, hvor vantro og frafaldne karakteriseres som urene, rådne, kriminelle, hykleriske og farlige. Det var også påfaldende, i hvor høj grad disse tekster stillede krav til læseren om at bekæmpe de vantro, både med ordet og med sværdet. I mange passager spiller Muhammed en central rolle som ham, der opfordrer til brug af vold, hvad enten det drejer sig om steninger, halshugninger, krigshandlinger eller henrettelse af kritikere og digtere.

Tina Magaard finder det særlig kritisabelt, at mange islamforskere efter hendes mening bevidst fortier dette forhold og bruger deres magtposition til at skabe bestemte normer for, hvad man må sige. Ofte lægger de også skylden på danskernes racisme i stedet for nøgternt at fortælle om de begrundelser for at udøve vold og trusler, som ekstremister faktisk finder i de hellige skrifter.

‘Kernen i problemet er en mangel på accept af de liberale frihedsrettigheder, vi har i EU, samt retfærdiggørelse af vold for at fremme en islamisk agenda, der først og fremmest rammer andre muslimer. Hvis man som forsker fortier det, ender man med at tage parti i en intern muslimsk kulturkamp, samtidig med at man fortier vigtige ting for offentligheden. At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt. Og nej, de forklarer ikke alt, men de er en vigtig del af den virkelighed, som det er akademikernes opgave at forstå og formidle, og derfor bliver man nødt til at inddrage dem.’ …

‘I en undersøgelse, jeg udførte for Integrationsministeriet, besøgte jeg en bred vifte af muslimske menigheder. Kun ahmadiyya-imamen læste tydeligt de voldelige passager metaforisk, for eksempel ved at sige, at når der står, at en tyv skal have hugget hånden af, er det en metafor for at sige, at man skal forhindre hans hånd i at stjæle mere.’

Men hun nævner samtidig, at netop ahmadiyyaerne af stort set alle andre muslimer betragtes som frafaldne, blandt andet fordi de læser Koranen metaforisk.

Oploadet Kl. 07:33 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper