20. september 2020

Mads Fuglede om Trump: “Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet…”

Selvom det kunne være sjovt at se Donald Trump holde en takketale for Nobelkomitéen i Oslo, så skal man huske på, at prisen ikke er noget i sig selv. Arafat fik prisen for ‘mindre terror’, Gore for klimaangst og Obama for sin pigmentering. Skøn kommentar af Mads Fuglede i Berlingske – Giv Donald Trump Nobels fredspris.

“Da Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, blev jeg inviteret til at tale om det i et par af de større danske medier. Det var en underlig oplevelse, fordi præmissen begge steder var, at vi skulle tale om, hvorfor Trumps beslutning ville være så forfærdelig for Mellemøsten. Jeg husker, hvordan jeg til begge sagde, at jeg ikke kunne deltage på den præmis, og spurgte til, om de var klar over, at Præsident Obama også ønskede at flytte ambassaden til Jerusalem, men at jeg ikke kunne mindes, at man havde dækket det forfærdelige i dette ønske.

Allerede i 1995 havde Kongressen lovgivet om at flytte ambassaden, men forskellige præsidenter havde valgt at udskyde beslutningen… Adam Holm mente på Facebook, at det afslørede, at Trump ikke bare var galt afmarcheret, men decideret gal (i betydningen vanvittig.)

… Mellemøsten glemte at eksplodere. Faktisk blev området så roligt, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu lige har været i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater for at underskrive en fredsaftale mellem de tre lande. … Denne aftale er den bedste nyhed fra regionen i flere generationer. Skulle man tro.

Men sådan så man ikke på det hos hverken CNN eller Politiken, for bare at nævne to. Her kunne man berette, at aftalen var meget ligegyldig og en måde, hvorpå man lod, som om konflikten var slut. Ritzaus telegram handlede også mere om, hvordan fredsaftalen var en art hån mod palæstinenserne.

Jeg har aldrig været begejstret for Trump. Men det her er simpelthen forrykt.

… Kender man bare lidt til nobelkomiteens politiske observans, er det selvfølgelig utænkeligt, at Trump nogensinde vil få Nobels fredspris. Che Guevara vil få den posthumt, før det sker. Men det er egentlig en skam. For en gangs skyld siger Trump noget sandt. Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet til en region, hvor begge dele er en mangelvare.”

(Overskrift på BT.dk efter præsidentvalget i 2016: Frygter 3. verdenskrig efter Trump-sejr…)

Apropos

Donald Trump er gal. Ikke bare galt afmarcheret. Hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad er så monumentalt forrykt at jeg har brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret. Man skal vide meget lidt om Mellemøsten for at forstå at Jerusalem er et afgørende stridspunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. … Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces… Indrømmet, det er useriøst at betegne ham som ’gal’. Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal kalde hans politik.” (Adam Holm, Facebook, 7. december 2017)

Mere

“Jeg har ikke prøvet, at en dansk journalist har henvendt sig for at få en kommentar til en idé taget fra et konservativt medie. Hvis det sker, er det, fordi Fox har gjort noget outreret.” (Mads Fuglede, Journalisten, 2. september 2020)

“Journalisterne har brugt mange kræfter på Trump som person og meget lidt på de politiske resultater i perioden.” (Mads Fuglede, Udfordringen, 18. september 2020)

“Jeg bliver konstant stødt af den måde, medierne skildrer Trump. Den er meget mere kritisk end dækningen af et autoritært land som Kina. … Fox er en af de store spillere, og danske journalister må komme sig over myten om, at Fox er utroværdig. Det er forkert.” (Ole Bruun, Journalisten, 2. september 2020)

“Det, vi ser, er en af de største skandaler i dansk journalistik, fordi det viser en manglende pluralisme og en manglende evne til at søge pluralismen. … Hver dag er der en Trump-historie, og ingen reflekterer bagefter over: Var det rigtigt, eller var der flere nuancer på det? … dele af hans politik kan godt være fornuftig.” (Bent Blüdnikow, Udfordringen, 18. september 2020))

“Medierne giver ofte et meget unuanceret billede af, hvad der foregår. … Som dansk journalist skal man vide, at CNN ikke længere er den tilstræbt objektive nyhedskilde. Det har valgt side, fordi der er seere i at placere sig som en station, der hader Trump.” (Jesper Steinmetz, Udfordringen, 18. september 2020)



19. september 2020

RUC-skolede går arbejdsløse: Christina må måske igen tage et job under hendes… ‘akademiske niveau’

I sidste måned kunne man læse, at RUC var i krise. Selvom flere generelt søgte universiteterne, så var der tilbagegang på RUC. Her var der unormalt høj frafald blandt studerende med høje karakterer, og RUC havde endvidere ‘den klart højeste ledighed’ halvandet år efter endt uddannelse.

Berlingske eksemplificerer med Christina, der lyder lidt forkælet, men sikkert ikke mere end den gennemsnitlige RUC-uddannede arbejdsløse. Fra Berlingske.dk – Hun er en del af en ‘bekymrende’ tendens: RUC-uddannede Christina tog et rent administrativt job.

“Hun færdiggjorde for tre år siden en kandidat i psykologi og arbejdslivsstudier. Siden gik hun ledig i halvandet år med to forløb med virksomhedspraktik undervejs, inden hun til sidst måtte sande, at det ikke var muligt for hende at finde et job, hvor hendes uddannelse var relevant.

‘Nu skal jeg bare have et fast job, tænkte jeg.’ …

Vikariatet udløb i slutningen af juli, og nu søger Christina Nykjær Nielsen på ny stillinger, der passer til hendes akademiske profil

Hvis jeg igen går ledig i et par måneder, må jeg jo igen tage et job under mit akademiske niveau. Men jeg vil jo gerne arbejde med det, jeg har brugt fem år på at læse,’ siger hun. …

Hver tredje kandidat uddannet mellem 2015-2017 fra RUC var således i 2018 ansat i klassiske HK-job: kontorarbejde, salg eller service. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har analyseret.

Kategorierne dækker blandt andet over regnskabsarbejde, sekretærarbejde, tjenerarbejde og salgsarbejde i butik. …

‘Et er at skulle gå som ledig i op til et par år efter man har brugt mange år på sin uddannelse. Det er i sig selv et stort personligt nederlag. Når så ens dagpengeperiode er ved at ophøre, må mange så tage til takke med et arbejde, som man slet ikke er uddannet til. Det har store personlige og økonomiske konsekvenser.‘”

(Max Horkheimer, en del af RUC’s videnskabsteoretiske grundlag)

“I dag er det mere end tre år siden, Christina Nykjær Nielsen blev færdig på Roskilde Universitet. Hun har endnu ikke haft lønnet arbejde inden for det felt, hun er uddannet i.” (Politiken)

Oploadet Kl. 18:25 af Kim Møller — Direkte link107 kommentarer
Arkiveret under:


18. september 2020

TDS: Politiken mener historisk fredsaftale er ‘en skændsel’ – DR-ekspert: “.. en misvisende betegnelse”

Der er mange måder at lave valgprognoser på, og at spørge 1000+ gennemsnitlige er den gængse. Professor Helmut Norpoth har udviklet en såkaldt ‘primary model’, der tager udgangspunkt i primærvalgene: ‘Real electoral contests’, hvor stemmerne er talt og lagt sammen. Han spåede Trump vandt i 2016, og giver ham 91 procent chance for genvalg. Og det er altså før de direkte tv-dueller.

Det bliver næppe udenrigspolitik der får Trump genvalgt, og det ville nok heller ikke ske, hvis danskerne havde noget at sige. Selv når Trump lander en historisk fredsaftale, så er antipatien umiskendelig, Hverken Politiken eller DR tog den historiske fredsaftale mellem Israel og Emiraterne særligt pænt, og man venter næsten på MSM-overskriften: ‘Ekspert: Krigeriske Trump er pissedårlig til at lave krig’. Her citeret fra DR.dk.

“Israel og De Forenede Arabiske Emirater så hinanden i øjnene i går og skrev under på en historisk aftale. Den er historisk, fordi det er 26 år siden, at et land i Mellemøsten sidst indgik en aftale med Israel.

… Selvom aftalen mellem Israel og Emiraterne flere steder omtales som en ‘fredsaftale’ – blandt andre af USA’s præsident Trump – er det en misvisende betegnelse, mener seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

– En fredsaftale er egentlig en sjov betegnelse. De to lande har nemlig aldrig været i krig med hinanden.

– Aftalen er kort og godt en køreplan for, at der muligvis kan komme en diplomatisk forbindelse, siger Lars Erslev Andersen.”

(Politiken-leder af Christian Jensen, 14. september 2020: Israel-aftalen er en skændsel, som viser, hvor farlig Donald Trump stadig er)

Citater

From 1948 onward, the Arab states have tried repeatedly to annihilate Israel. Every time, their efforts met with resounding failure, but this only served to fuel Muslim anger against Israel and Jewish people. Except for Turkey, no Muslim country had diplomatic relations with Israel, allowed its citizens to visit Israel or the import of Israeli goods. Israel and its people were beyond the pale.” (Mohammed M. Kamal, Jerusalem Post, 2012)

“På Demokraternes netop afholdt konvent omtalte Barack Obama Trump som en doven, medieliderlig tumpe, der er komplet uegnet til sit embede, hvilket meget godt dækker den statsautoriserede danske holdning til præsidenten. Ikke desto mindre kan Trump gå til valg på ryggen af en række markante politiske sejre og indfriede valgløfter. Inden coronakrisen havde han gennem en række skattereformer og afbureaukratiseringer skabt den stærkeste økonomiske vækst siden 1945, den højeste beskæftigelse nogensinde for sorte amerikanere og latinoer, en disponibel lønfremgang for en gennemsnitsfamilie på 3.000 USD om året. Den illegale indvandring er minimeret, de væbnede styrker oprustet, oversøiske gidsler er hentet hjem. En række islamiske topterrorister er likvideret, og en flot samarbejdsaftale mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater har Trump også fået gennemført. 12 coronavacciner er i udvikling i USA alene.” (Asger Aamund, Berlingske, 7. september 2020)

“På tre områder har Donald Trump været en overraskende kæmpesucces, også set med danske briller. Tirsdag aften underskrev præsidenten en slags fredsaftale mellem Israel, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain foran Det Hvide Hus. Deltagerne og ikke mindst Trump tog straks de helt store ord i brug. En historisk fredsaftale… Vi andre kan glæde os, skønt ‘Abraham Accord’ er underdækket i danske medier, beklageligvis også denne avis. Men freden er tættere på.” (Michael Dyrby, BT-leder, 16. september 2020)

“President Trump has now edged to a one-point lead over Democratic nominee Joe Biden in the latest Rasmussen Reports’ weekly White House Watch survey. While statistically insignificant, it’s the first time Trump has been ahead. … The race has narrowed over the past two weeks. Biden had a two-point lead last week, but that survey also marked the first time Trump had edged above 45% over the past two-and-a-half months.” (Rasmussen Reports, 16. September 2020)



17. september 2020

14 professorer: “… diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål”

Jeg ser en lige linje mellem Frankfurterskolens kulturmarxister, der ideologiserede flere fag på universiteterne i 1970’erne, og nutidens universitære woke-aktivisme. De har kapret sproget, og manglende modspil fra ikke-revolutionære (herunder bekvemme borgerlige), gav en accellerende ubalance. I disse år er de ved at konsolidere magten, og de aggressive venstreradikale studerende er morgendagens undervisere, mediernes eksperter.

I 1996 forsvarede Rød Ungdoms Mikkel Thorup Cubas diktator fidel Castro i et indlæg i Politiken, hvor han opridsede fronterne: “Den cubanske befolkning har ret til selv at bestemme deres fremtid…” Sidste år blev samme professor i idehistorie på ‘Institut for Kultur og Samfund’, hvor han særligt har fokus på statens rolle, kapitalismens rolle, racismens rolle og fremdeles.

Kronik af 14 danske professorer i Berlingske. Det er blandt andet Hans Bonde, Nicolai J. Foss, Peter Kurrild-Klitgaard og frederik Stjernfelt. Fra Berlingske.dk – Professorer: Vi oplever et stigende pres på forskningsfriheden og universiteterne< /em> (kræver login).

“For det andet er der et pres indefra fra universitetsledelser, der i visse tilfælde ønsker, at universiteterne tilslutter sig mere eller mindre brede politiske målsætninger… Et hjemligt eksempel er SDUs ambition om at lade FNs verdensmål være styrende for universitetets aktiviteter. Et mere snævert eksempel er forskellige udenlandske universiteters (f.eks. Imperial College, UK) erklærede støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.

Med disse sidste eksempler nærmer vi os også to andre tæt beslægtede presfaktorer. Det drejer sig for det første om pres indefra fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning, og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme. Det drejer sig i stigende grad om grupperinger med en identitetspolitisk dagsorden.

Enhver med kendskab til 1970ernes politiserede universitet vil genkende forskeraktivismen, der dengang florerede i samklang med universitetsmarxismen. Som dengang er der desværre også tale om, at tanker næret på universiteter aktivt bruges til at undergrave universitetet. Et eksempel er den i offentligheden bredt diskuterede Ole Wæver-sag, hvor Wæver af forsker-aktivister blev gjort til genstand for forvrøvlede, usaglige anklager om racisme.

… Poster man på engelsk på sociale medier om emner relateret til ytringsfrihed, eller forholder sig kritisk til tiltag som ’safe spaces’, ‘deplatforming’ af ‘kontroversielle’ oplægsholdere og lignende, får man mails fra fortvivlede yngre kolleger fra engelske og amerikanske universiteter, der fortæller, at de meget gerne ville ‘like’ – men ikke tør. Der er øjensynlig tale om et reelt identitetspolitisk meningstyranni og en meget høj grad af selvcensur. Identitetspolitikkens angivelige krav om ‘diversitet’ omfatter diversitetsmarkører som køn og etnicitet – men i påfaldende ringe grad diversitet af synspunkter og ideologier.

Men diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål. Det handler om viden, faglighed, forskning, forskningens kvalitet, etc. … Vi er reelt bekymrede for, at vi kan bevæge os i en mere illiberal retning herhjemme. Det kan gå hurtigt. Få havde forudset, at situationen i USA og UK kunne ændre sig så hurtigt og massivt, som det er sket bare indenfor de seneste få måneder. …

Vi mener, at der her er vigtig inspiration at hente i de såkaldte ‘Chicago-principper’.”



16. september 2020

Jalving om humanisters reaktion på Moriabrand: “Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til..”

Onsdag i sidste uge hørte jeg Jens Folmer Jepsens ‘Dagen i dag’ på Radio4, og som altid var gæsten en værdipolitisk hardliner til venstre for midten. Gæsten var professor Mikkel Thorup, der fortalte, at flygtningene i den græske Moria-lejr var som flygtende tyske jøder før 2. Verdenskrig. Noglelunde samtidig kunne man høre dokumentaristen Michael Graversen på TV2 News, hvor han sluttede interviewet af med et opråb til danske politikere, om at tage imod nogle af de her flygtninge. I går talte han til en demonstration på Christiansborg under parolen: ‘Morias børn i sikkerhed’. Dokumentaristen sprang ud som fuldfed flygtningeaktivist. Quelle surprise.

De græske myndigheder har anholdt seks afghanske migranter for branden i Moria-lejren, og på Graversens Facebook-profil er der informationer om endnu en brand i ‘flygtningelejren Vathi på Samos’. Michael Graversen er en dansk Biedermann, omend han dog jf. BT, ikke selv har ‘rum’ eller ‘økonomi’ til at modtage en hjemløs udlænding. Så var der mere stil over Hr. Biedermann. Han sendte i det mindste ikke regningen til andre.

Mikael Jalving kommenterer hos Jyllands-Posten – Migrantmission fuldført i Grækenland.

“Tirsdag anholdt græsk politi de formodede gerningsmænd bag branden i den berygtede Moria-lejr på øen Lesbos. Og nej, det er ikke skumle nynazister, men migranter fra selvsamme lejr. Som det tidligere har været fremme, blev branden påsat kort efter, at lejren havde taget forholdsregler mod corona, et skridt, en mængde af lejrens migranter blev vrede over. Det var ikke derfor, de var kommet til Europa. Derfor satte de ild til lortet.

Missionen ser nu ud til at lykkes. Tyskland med Frau Merkel i spidsen har netop bebudet, at de tyske biedermeyere lover i første omgang at tage imod godt 1.500 migranter fra Lesbos, heriblandt 150 uledsagede børn. Flere vil følge i deres fodspor.

Med biedermeyerne hentyder jeg naturligvis til den tysktalende dramatiker Max Frisch’ teaterstykke fra 1958 med titlen Biedermeyer og brandstifterne.

Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til for, at Europas humanister, herunder FN, EU, Læger uden Grænser m.m., åbner dørene for endnu flere migranter og klaner fra Nordafrika og Mellemøsten, så vil der med garanti blive påsat flere brande. Hvorfor? Fordi det virker.

(Moria-migrantlejren, Lesbos, Grækenland; Foto: Buzz)

Biedermann og Brandstifterne (Max Frisch, 1958)

“Forestillingen starter med, at en hjemløs ringer på døren hos hr. Biedermann og beder om ly for regnen. Biedermann er humanist og tror på det gode i alle mennesker, og selvom Biedermann i starten ikke er meget for, at byde den hjemløse hr. Schmitz så meget som over dørtærsklen, går der ikke længe, før hr. Schmitz er bosiddende på Biedermanns loft. Ej heller går der særligt længe, før loftrummet er fyldt op med benzin-tønder, twist og to andre hjemløse.

Selvom Biedermann og hans kone begge er meget utrygge ved situationen, og selvom tegnene på at de hjemløse virkeligt er brandstiftere er soleklare, er frygten for at tage konfrontationen og måske fremstå usympatisk, påståelig og fordomsfuld langt stærkere. …

Biedermann og brandstifterne er en forestilling, som handler om det gode og det onde i mennesket. Biedermann ser sig selv som et godt, retskaffent menneske, men som en anden hykler lukker han øjnene for de problemer som opstår omkring ham. På den måde bliver han medskyldig i den udvikling, som opstår i samfundet. (Anmeldelse af Biedermann og Brandstifterne, Aarhus Teater, 2018)


Historiker: Venstrefløjen har indtaget universiteterne – “… den radikale venstrefløj er veletableret der”

Jeg er skrevet om indoktrineringen på universiteterne, siden jeg i 1997 blev undervist i sociologi af en betonmarxist. Det er godt at pæne liberale nu også råber vagt i gevær. Interview med historiker Niall Ferguson i Berlingske – Jeg føler mig frastødt af den akademiske venstrefløj.

“Niall Ferguson begynder vores samtale nøgternt. Analytisk. Men da talen falder på det yderste venstres fodsoldater på de amerikanske universiteter og ord som cis-heteronormativitet, patriarkatet og cancel culture, mærker man en ulmende vrede over Skype-forbindelsen.

Jeg føler mig personligt så frastødt af den akademiske venstrefløj, så væmmet over forsøget på at lukke for debat på universiteterne, at jeg tænker, at hvis Biden bliver valgt, ja, så vil de mennesker helt uhindret være i stand til at fortsætte deres strategi med at overtage institutionerne én ad gangen.’ …

Den udbredte opfattelse er, at venstrefløjen i USA har mistet grebet. Den er klar til at støtte ikke bare fredelige demonstrationer, men også voldelige optøjer, tyverier og andre slags kriminalitet, og det giver Trump en chance,’ mener Ferguson. …

Venstrefløjen har med succes overtaget de amerikanske universiteter. Til et punkt hvor en konservativ professor er et oxymoron eller i det mindste en truet art. Universiteter i USA er nu 90 eller måske endda 99 pct. venstreorienterede institutioner, og den radikale venstrefløj er meget veletableret der. Så når almindelige amerikanere ser den forvrængede refleksion af samfundet, universiteterne er blevet, opfatter de universiteter som et sted, der står på den ene side af en konflikt i en meget delt nation. …’ Ingen uden for universitetsområderne og venstrefløjsmedierne bruger ord som cis-heteronormativ, patriarkatet eller ‘noget af det møg’, mener Ferguson.

(Niall Ferguson, historiker; Foto: The Star)

Oploadet Kl. 00:55 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


15. september 2020

Kendt klimaforsker-aktivist anholdt for SUV-hærværk: “.. på Facebook deklarerer han sig ‘klimatosset'”

I onsdags bloggede jeg om aktivistiske forskere indenfor integrationsforskningen, og i den oprindelige kladde nævnte jeg klimaforskningen, som et forskningsfelt, hvor forskere nærmest var ‘forskeraktivister’. Fredag aften, blot to dage kan senere, anholdes en klimaforsker på Østerbro, mistænkt for at stå bag omfattende hærværk mod Østerbros mange SUV-biler.

I den oprindelige artikel var forskeren tilknyttet Københavns Universitet, og med de oplysninger Ekstra Bladet gav, så var det nemt at finde en oplagt mistænkt. Det var dog ikke ham, og der er tilsyneladende flere aktivistiske klimaforskere med bopæl på Østerbro. Politiet mener han kan have stået bag hærværk på op imod 74 biler, og der er således tale om en større sag. Fra EB.dk – Klimaforsker sigtet for hærværk på biler.

“… Ekstra Bladet kan nu fortælle, at den sigtede er forsker på et dansk universitet.

Her beskæftiger han sig særligt med klimamæssige udfordringer i sit felt, og på Facebook deklarerer han sig ‘klimatosset’. Selv lejer han elbiler, når han skal køre til provinsen.

I området, hvor den sigtede også selv bor, har SUVbilejere gennem otte måneder fået ødelagt deres biler.

Beboerne på Østerbro har længe været frustrerede over ikke at vide, hvad motivet bag den omfattende vandalisme er. Men det kan der måske komme klarhed over nu, hvis hærværket fredag aften viser sig at hænge sammen med de mange andre lignende tilfælde i området.

Efter en længere afhøring på gaden, tog politiet fredag aften manden med.”

(Collage: Underskrivere klimaopråb i Politiken, 2018)

“Nogle dage inden anholdelsen havde en lokal borger fanget en mand på kameraer monteret i en bil. Manden var den eneste, der havde gået helt op ad bilen både foran og bagved, hvor ejeren dagen efter fandt nye ridser på sin SUV-bil, og billederne viser tydeligt ansigtet på personen. Optagelserne viste også, hvilken opgang manden gik ind i. … da Mette Lind genkendte manden fra optagelserne, besluttede hun sig for at følge efter ham.” (EB.dk, 12. september 2020)

Oploadet Kl. 00:45 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


9. september 2020

Kulturrelativisten Rasmus Brygger om ‘den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten’

Det er som om ‘den talende klasse’ helt har opgivet at vinde debatter i fri meningsudveksling. Galal, Liebmann, Sodemann og mange andre er måske nok forskere, men de er også aktivister. Det skal naturligvis imødegås, for vi er ikke alle kulturrelativister, og deres forståelse af integration er en holdning som alle andres. Søren K. Villemoes skrev ganske sobert i Weekendavisen om Galal/Liebmanns ‘forskning’, ligesom Mehmet Necef og Thomas Hoffmann har sat ord på henholdsvis integrationsforskningens og islamforskningens ideologiske tendens.

Kulturrelativisten Rasmus Brygger har kæmpet for åbne grænser i hele sit voksne liv, og nu ønsker han som stifter af ‘Danmarks Videnscenter for Integration’, at friholde forskeraktivister fra kritik. Man mærker hensigten, og bliver forstemt. Kommentar set hos EB.dk – Eksperter skræmmes bort i integrationsdebatten.

“Integrationsdebatten er fyldt med holdninger. … Men selvom holdninger er vigtige, så kan de ikke stå alene. Der skal også viden til. Problemet er bare, at dem med viden bliver angrebet, udskammet og skræmt væk, så snart de stikker hovedet frem i integrationsdebatten.

… det er helt fair, hvis en forskningsrapport bliver genstand for en debat mellem eksperter. Men at politikere på den måde angriber forskernes faglighed og gør klart, at man ikke ønsker forskning, når man er uenig i forskningens konklusioner, er mildest talt bekymrende.

… Hvad var Morten Sodemanns forbrydelse? Han vurderede på baggrund af mange års erfaring med indvandreres helbred, at smitten blandt somalierne ikke skyldes kultur, men at de er socialt udsatte… Det afholdte dog ikke en lang række af landets debattører og politikere for at konkludere det præcis modsatte. Ikke baseret på forskning eller mange års erfaring med indvandreres sundhed. Nej, det var baseret på holdninger.

Vi har den integrationsdebat, vi fortjener. Og det er desværre en integrationsdebat, hvor holdninger trumfer viden, og hvor forskerne angribes og udskammes, hvis deres viden ikke stemmer overens med den politiske konsensus. Jeg har talt med mange forskere, som meget nødig vil stå frem i medierne på grund af debatklimaet… det bekymrende i den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten…”

(Rasmus Brygger på Facebook, 2016)

Jeg stoler ikke på aktivistisk forskning, men Nye Borgerliges Faktabase baserer sig på konkrete tal, og er hermed i udgangspunktet længder foran karrierehumanisternes syns’ninger. Konkrete tal er dog også problematisk, må man forstå. DTU-studerende Daniel Juhász Vigild i Dagbladet Information – Stol ikke på de tal, der får minoritetsetniske unge til at fremstå langt mere kriminelle.

“Har man som deltager i den offentlige samtale et tal eller en statistik, der underbygger det argument, som fremføres, så er man urørlig. Man smider trumfen. Tal lyver ikke.

Og nej, tallet som sådan lyver ikke. Det er jo rigtigt, at andelen af registrerede dømte opdelt på etnisk baggrund er som nævnt i begyndelsen. Men et tal er ikke bare et tal. Et tal er resultatet af en proces. Resultatet af komplekse arbejdsgange og menneskelig adfærd. Det er ikke sandheden. Det er vores bedste bud på sandheden. Men i dette tilfælde både kan og burde vi kunne gøre det bedre. For processen bag tallet og den måde, vi bruger det på, gør, at vi har sværere ved at løse de udfordringer, der uden tvivl skal løses.”



6. september 2020

Landsholdets deroute: Eriksen knælede for Black Lives Matter, Romelu Lukaku med Black Power-næve

Jeg kom hjem fra en konfirmation, og skulle hente en belgisk øl i kælderen, og nåede derfor lige akkurat ikke at se den korte sekvens, hvor landsholdet knælede for Black Lives Matter. DBU og flere spillere, argumenterer for, at det mere var en generel manifestation mod racisme og diskrimination, men vi er ikke i et lufttomt rum. Knæler man for BLM, så støtter man BLM. Antiracisme køber jeg i øvrigt heller ikke. Det antiracister kalder racisme, er ofte blot logiske forudsætninger for en suveræn nationalstat, der prioriterer tryghed for egne borgere.

Herrelandsholdet led det første hjemmebanenederlag i fire år, og de knælende spillere vil være pensionerede når jeg igen ser landsholdet på stadion. I skrivende stund er det ganske enkelt ikke mit hold! Smutter man ind på hos Gettys, så kan man se knivskarpe billeder af en knælende Christian Eriksen, lige bagved belgiske Romelu Menama Lukaku Bolingoli, der supplerer med en ‘Black Power’-hilsen. Hans far spillede som ung på Zaires landshold.

DBU hævder at spillerne var enige om markeringen, men halvdelen har reelt ikke haft et valg. Det kræver en professionel fodboldspiller af en særlig bestemt støbning at stå imod, og langt de fleste prioriterer karrieren. Lidt ligesom kunstner-kendisser retter ind til venstre, for ikke at risikere karrieren. Selv hvis spillerne skulle være enige, så rager deres politiske holdninger ikke andre end deres nærmeste. I årevis har UEFA, FIFA og DBU bekæmpet enhver form for politiske tilkendegivelser på lægterne, og nu kan man så se herrelandsholdet hylde marxistiske revolutionære og den ikke-definerede ‘antiracisme’ på stadion – på direkte tv.

At knæle er det definitive symbol på underkastelse, og hvor den knyttede næve startede som et revolutionært socialistisk symbol, så blev ‘Black Power’-næven et symbol for den militante racistiske Black Panther-bevægelse. Symbolikken kunne ikke være mere uspiselig. Det bliver ikke mig der flyver til Qatar, og ser BLM-sympatisører kæmpe for Danmark med despotiske sheikh’er i VIP-loungen. At støtte BLM er det størst tænkelige selvmål.

(Romelu Lukaku med ‘Black Power’-hilsen – Christian Eriksen knæler for Black Lives Matter; Foto: FB)

Citater

“Bør landsholdet så f.eks. ikke også føres ind på stadion under et regnbueflag? … Hvilket i øvrigt minder mig om et andet DBU-slogan: ‘Sammen mod homofobi’. I anledning af UEFA og DBU’s anti-homofobiske regelsæt. I Qatar er der dødsstraf for homoseksualitet. Findes der en politisk korrekt udtryksform for at dække over den selvmodsigelse, at man gerne spiller for regimer, der slår homoseksuelle ihjel, men fløjter alting af, når der råbes ’bøsserøv’ på hjemlige fodboldstadions?” (Mads Kastrup, EB.dk, 4. september 2020)

Det er en forvridning af demokratiet, at nogle bruger deres popularitet, deres udstråling og placering i mediebilledet til at blande sig i politiske ting, som de ikke er eksperter i.” (Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, TV2 Online, 5. september 2020)

“Jeg tror efterhånden, det er blevet sagt. Jeg kan ikke se, hvorfor det overhovedet skulle være et problem af nogen art. Vi støtter alle kampen mod alle former for racisme. … Og hvis det kan skabe lidt ekstra fokus, så synes jeg da godt, vi kunne gøre det, “ (Christian Eriksen, Tipsbladet, 6. september 2020)



3. september 2020

Nikolaj Bøgh (C) om ‘juridisk kønsskifte’: Bagved ligger ‘en samfundsopløsende frigørelsesideologi’

Seneste udgave af Supertanker på P1 havde en Judith Butler-oversættelse som emne, og de to inviterede var ikke overraskende to venstreradikale identitetskrigere: Den tidligere SUF’er Silas Marker, og Tone Grosen Dandanell, medstifter af ‘Selskab for Filosofisk Feminisme’. Vi er langt til venstre for virkeligheden, helt derude hvor man opdigter ord som ‘talehandling’, og akademiserer om ‘performative ytringer’ og ‘ordenes vold’. Logikken er kendt fra AFA & Omegn: Højrefløjens holdning er en handling, og derfor er vold en legitim form for selvforsvar.

Konservative Nikolaj Bøgh sætter skabet på plads i relation til ‘juridisk kønsskifte’ i en kommentar hos Kristeligt Dagblad – Konservativ rådmand: Frigørelsesideologien vinder frem. Det er på høje tid at bremse den.

“I årtier var det et ganske eksotisk synspunkt, som man mest fandt blandt radikale feminister og i ganske bestemte kønsforskerkredse, at kønnet skulle være en såkaldt social konstruktion. Altså, at de kønsforskelle, som vi kan se med vores egne øjne og erfare fra vores eget liv, i virkeligheden er en samfundsmæssig abstraktion, noget, vi bilder hinanden ind, er virkelighed, men at det lige så godt kunne være anderledes. …

Intentionerne bag at ville hjælpe transkønnede med at få et lettere liv kan sådan set være sympatiske nok, men bagved ligger også en samfundsopløsende frigørelsesideologi, hvor politikere fra både venstre og højre bliver mere og mere optagede af, at det enkelte menneske skal være fri for medfødte og samfundsskabte begrænsninger.

Vi skal kunne designe vores tilværelse helt selv uden hensyntagen til biologi, familierelationer eller traditioner. At biologien også skal gøres til genstand for frit valg, er blot den mest ekstreme udgave af denne grundlæggende tankegang, som socialister og liberalister deler, selvom de når derhen fra hvert deres ideologiske udgangspunkt.

Men det giver ikke noget lykkeligt liv, at ingenting ligger fast, og man selv skal påtage sig at definere sig selv fra grunden.Frigørelsesideologien er en ekstrem og samfundsopløsende tendens, og med regeringens forslag om juridisk kønsskifte for børn er der en oplagt lejlighed for ikke mindst de borgerlige partier til at sige klart og tydeligt fra over for den.”

(Judith Butler: Excitable Speech. A Politics of the Performative, 1997 – Ordenes vold, 2020)

Apropos ‘talehandling’, ‘performative ytringer’, ‘ordenes vold’…

“Butler interesserer sig for vores grundlæggende sproglige sårbarhed, men som nævnt også for ytringernes egen kraft til at såre. Butler er her – som i det hele taget – inspireret af og i dialog med sprogfilosoffen John Langshaw Austin, der bringer begrebet performativitet ind i sprogfilosofien. … Sidstnævnte bestemmes som performative ytringer, og et tydeligt eksempel på en performativ ytring er den, præsten udsiger, når han erklærer brudeparret for gift, eller netop den, fødselslægen udsiger, når han erklærer barnet for en pige. Denne skelnen bliver dog efterhånden mindre skarp hos Austin, idet han anerkender, at enhver ytring gør noget ved verden, og således selv udgør en form for handling. Men hvis enhver tale også er en handling, kan man argumentere for, at hadtale er at sammenligne med fysisk vold, og at der, som forfatteren Sara Salin skriver, ‘kun er er tale om en forskel i grad, ikke i type, mellem sproglig vold, og for eksempel det at slå nogen eller at kaste en mursten igennem deres vindue’. Dette er dog ikke Butlers opfattelse af ordenes vold…” (Tone Grosen Dandanell, Information, 17. juli 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper