29. juli 2016

Radio24syv-vært til ekspert: Bliver du ikke ‘en smule anspændt’ når målinger viser at Trump fører?

Den amerikanske præsidentvalgkamp er en langvarig affære, og som blogger kan det ikke rigtigt hidse mig op endnu. Er man top-journalist og tidligere underviser på Journalisthøjskolen, så er det omvendt umuligt at holde en vis distance. Her lidt fra Kampagnesporet på Radio24syv, tirsdag i denne uge, hvor seneste CNN-måling blev diskuteret.

Mads Fuglede, Radio24syv: … man læser især den statistiker Ned Silver og følger hans hjemmeside, hvis man er interesseret. Og i går kunne han så lægge op, at hvis der var valg i dag, så ville Donald Trump med 60 procent sandsynlighed vinde et sådan valg. Det fik rigtigt mange til at flippe ud, især i de kredse vi orienterer os i, David Trads.

David Trads, Radio24syv: Mirco, bliver du ikke alligevel en smule anpændt når du ser målinger, enkeltstående målinger – det ved jeg godt, hvor Trump fører?

Mirco Reimer-Elster, Ph.d.: Næh, hvorfor skulle jeg blive anspændt. Jeg har jo ikke nogen aktier i det. Jeg er fløjtende ligeglad med om det bliver Hillary eller Trump.

David Trads: Jeg er anspændt, det indrømmer jeg gerne, fordi jeg virkelig ikke kan forlige sig med tanken om at Donald Trump måtte ende som USAs næste præsident. Det gør mig lidt anspændt.

(CNN/ORC International, 25. juli 2016; Foto: Poll)

“Jeg ser mig selv som et empatisk, tolerant, rummeligt og, ja, et kærligt menneske. … Modstræbende må jeg nok anerkende, at, nej, jeg lever ikke altid op til den ‘gode tone’, som jeg kræver af andre. For ofte stempler jeg selv dem, som jeg er mest politisk uenige med, med adjektiver, som er på et for lavt niveau. ‘Dumme’, ‘ubegavede’, og, ja, det, som er værre.” (David Trads, 26. juli 2016)

Oploadet Kl. 13:35 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


24. juli 2016

Stjernfelt: Religiøsitet er mange ting, “… religion er også aggressive overfald på anderledes troende.”

Det er ikke nemt at sælge illusionen om ‘Fredens religion’, og medierne vælger derfor ofte at sætte luppen på detaljer der flytter fokus væk fra det islamiske aspekt. Knivskarp kommentar af Frederik Stjernfelt i Weekendavisen – Den uhellige terrorist (ikke online).

“Nu skal vi så til det igen. Efter det blodige terrorangreb i Nice forsikrer nervøse politikere os om, at angrebet intet som helst har med islam at gøre. Vi får at vide, at det er en ung og utilpasset mand, der gik amok og så bare brugte islam som påskud – selv om IS-staten bagefter var hurtig til at omfavne ham og erklære ham som en af deres soldater. Vi får at vide, at gerningsmanden sjældent kom i moskéen, spiste svinekød, og at terrorangreb ikke har noget at gøre med ‘religiøs praksis’. Men alle disse udsagn hviler på en forfejlet og forsnævret idé om, hvad religion er. Man synes at tro, at religion er lig med omhyggelige studier af hellige skrifter, hyppige besøg i templer, teologisk spekulation, nøje overholdelse af fromme regelsæt og den slags ting. Men religion er også aggressive overfald på anderledes troende. Det er ikke noget nyt.

… Langt de fleste troende i verdens religioner har aldrig været optaget af teologi, og langt de fleste af dem har pjækket fra templet, sjoflet de pligtige bønner og ikke overholdt de hellige bud. Men det har ikke afholdt dele af dem fra at begå vold med den behagelige viden, at deres handlinger kunne legitimeres med en tro, hvis detaljer de måske kun kendte ganske lidt til, og beskyttes af et kirkeligt magtapparat, der bakkede dem op. Der er tale om en art arbejdsdeling: Man har hellige mænd til at drive institutionen og udvikle teologien, men har almindelige troende til at udgøre dens skattegrundlag, og man har aggressive unge mænd til at tage sig af sammenstødene med de vantro og de konkurrerende konfessioner.

Når vi har glemt dette, er det nok, fordi vores lokale kristendom de seneste halvandet hundrede år er blevet så besmittet med oplysning, at den (stort set) er ophørt med at være aggressiv. Men i det store perspektiv er det en behagelig undtagelse.”

Oploadet Kl. 23:35 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


21. juli 2016

Thomas Hoffmann: Islamiske kilder er skabt til at modvirke assimilation – Islam er en politisk religion

Sognepræst Torben Bramming fortæller i en længere notits på Facebook, at Tyrkiet i disse år gennemgår en ‘islamisk reformation’, og pointerer at den ikke ligner Reformationen (den kristne), da islams kildegrundlag er væsensforskellig. Når man går til kilderne, så finder man ikke en mand der lod sig korsfæste, men en krigsherre, der opdelte verden i haram og halal. Dem og os, så at sige.

At der er fundamentale forskelle på Islam og Kristendom, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, hvor professor Thomas Hoffmann foretager mellemregningerne, uden helt at drage de logiske slutninger. Islam opstod i konkurrence med andre religioner, og etablerede sig selv som værende en modsætning. Det skete med en mur af dogmer, der skulle modvirke tilintetgørelse via assimilation. Islams ‘love og skikke’ skal ikke udvandes. Punktum.

Her lidt fra Thomas Hoffmanns akademiske redegørelse, hvis titel minder mig om en fin anti-islamisk blogs – Når islam gør en forskel (ikke online).

“At gøre en forskel. Man hører jævnligt udtrykket, når folk bliver spurgt om, hvorfor de faktisk gjorde, som de gjorde: ‘Jeg ville gerne gøre en forskel.’ Udtrykket afslører, at det er mindre vigtigt, hvori forskellen præcist består. Det afgørende er, at der bliver gjort en forskel. Men hvad har det nu overhovedet med islam at gøre, turde læseren rimeligvis spørge. Faktisk en hel del. For det første er viljen og evnen til at være forskellig fra andre religioner afgørende for enhver religions selvstændiggørelse. Islam er ingen undtagelse.

Selv om Muhammads budskab på mange måder lå i forlængelse af de to bibelske religioner, jødedommen og kristendommen, var det også et opgør med de to forgængere. … På linje med en række islamforskere er det nu min påstand, at islam bliver en religion i sin egen ret ved en art Rasmus Modsatprincip.

Princippet promoveres i Koranen og haditherne, det vil sige de tusindvis af små normgivende beretninger om Muhammads udsagn og handlinger. Med til at konsolidere det er især muslimernes succes med at etablere islam som en imperialistisk religion. For netop i det imperiale kulturmøde blev det vigtigt at skille sig ud fra den erobrede befolknings religioner: jødedom, kristendom og zarathustrisme. Man kan måske ligefrem tale om en angst for at blive for assimileret af de erobrede undersåtter.

… hvad og hvem var det så, at muslimerne skulle gøre sig forskellige fra? Som den store sunni-teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) skrev, var det ikke mindst Helvedets Folk, som man skulle gøre sig forskellig fra, ja man skulle ligefrem gøre det modsatte af dem. Helvedets Folk var især jøderne, de kristne, de persiske zarathustrianere, men naturligvis også de gammelarabiske hedninger. Således tilskrives Muhammad denne kontrære visdom i en hadith: ‘Gør det modsatte af jøderne!’ Og i Koranen siger Gud, at ‘I skal ikke indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden’ (K 2: 42), hvilket almindeligvis blev udlagt af de muslimske lærde som et påbud om, at Guds sande islamiske budskab ikke skulle opblødes og integreres med de andres love og skikke. …

Paradoksalt nok viser det på den ene side, at islam ikke er anderledes end alle andre religioner… På den anden side fordrer denne erkendelse også, at vi tør erkende, at islam også er forskellig, at den rent faktisk er exceptionel. Netop at tale om islam som exceptionel har i religions-og islamforskningen længe været tabu og været mistænkeliggjort med det grimme ord ‘exceptionalisme’ – ironisk nok samtidig med at forskellighed og mangfoldighed er blevet anprist. Men måske er denne skyhed over for substantiel forskellighed efterhånden ved at være passé.

Sidste år præsenterede jeg i avisen her den store islamforsker og Holbergpris-modtager Michael Cook, hvis seneste værk er en stærk demonstration af islams exceptionalisme som politisk religion.”

(11-årig dreng halshugges af islamister fra Nour al-Din al-Zenki, tidl. en del af Army of Mujahideen)

“Islam: Making a True Difference in the World – One Body at a Time” (Tagline, Religion of Peace)

Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


19. juli 2016

Rapport: Danskfødte muslimer identificerer sig med islam, er vrede, scorer højt på voldelige intentioner

Muslimer har en ‘opfattelse’ af at blive diskrimineret, og ‘føler’ sig uretfærdigt behandlet, kan man læse i en ny ph.d-afhandling. Det bliver så fortolket til at være frustrationer over at være hensat i en ‘underprivilegeret social situation’, men rettroende muslimer vil uværgeligt føle sig diskrimineret i et velfungerende demokrati. Det handler således ikke om social status, men om et problematisk kulturelt og religiøst udgangspunkt.

Fra Dagbladet Information – Terroren gror i vores egen baghave.

“Danmarks involvering i krige og voldelige konflikter har tilsyneladende ikke lige så stor betydning for udviklingen af voldelige intentioner blandt danske muslimer som opfattelsen af diskrimination og af ikke at være velkommen som muslim i det danske samfund.

Det viser en ny ph.d.-afhandling fra den danske terrorforsker Milan Obaidi, postdoc på universitetet i Uppsala.

… muslimer, som boede i Danmark på det tidspunkt, hvor Afghanistan og Irak blev invaderet, føler sig som gennemsnit mere muslimske, føler mere uretfærdighed og sympatiserer mere med tanken om at benytte vold for at forsvare islam end dem, der selv oplevede invasionen i Afghanistan og Irak.

‘Muslimer, der er født og vokset op i Danmark, scorer højere på alle variabler. De identificerer sig mere med islam og muslimer, de oplever Vestens interventioner som mere uretfærdige, de er mere vrede, og de scorer også højere på voldelige intentioner. Det er paradoksalt og overraskende,’ siger Milan Obaidi…”

Oploadet Kl. 23:42 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


18. juli 2016

Populismen truer: Nice-angrebet var et resultat af ‘marginalisering og islamofobi’, ‘økonomisk ulighed’

Samme dag som som en Mohamed valgte at myrde tilfældige franskmænd, bragte Le Monde et interview med præsident Hollande. Her angreb han Front National, og understregede at populisme var den største trussel mod republikken. Folk der sprang fra livet på Promenade des Anglais, vil nok være en kende uenig.

Politikere forsøger naturligvis at definere en brugbar virkelig, men det er op ad bakke. Hans Jørgen Bonnichsen mener Nice-angrebet var et resultat af Vestens svigt, og er således på linje med Shabnam Bagheri-Niko der på Nyheter24.se postulerer, at terrorangrebet var et resultat af ‘økonomisk ulighed’ og ‘den udbredte racisme’.

Kun muslimer kan myrde og stadig være ofre. Dagbladet Information citerer en selvhadende sociolog – Den onde cirkel fortsætter.

“‘Der er risiko for borgerkrig i Frankrig.’ Sådan siger sociolog Alexandre Piettre fra universitetet École Pratique Des Hautes Études i Paris, og han er langt fra den eneste i Frankrig, som bruger store ord efter torsdagens massemord i Nice.

Chefen for den franske efterretningstjeneste har tidligere talt om faren for ‘affrontements intercommunautaires’, (sammenstød mellem befolkningsgrupper), og Front Nationals leder, Marine Le Pen, erklærede i går ‘krig’ imod ‘den islamistiske fundamentalismes plage’. …

Selvom motiverne for mordene endnu er uklare… På trods af at der endnu ikke forligger beviser for, at torsdagens angreb havde forbindelse til jihadistisk islam, kædes det sammen med de senere års mange islamistiske terrorangreb. Ifølge Alexandre Piettre bærer marginalisering og islamofobi den største del af skylden for de mange voldelige angreb, som har ramt Frankrig.

Det største problem er stigmatiseringen af det muslimske samfund, som politikerne bidrager til. De taler slet ikke om islamofobi og institutionaliseret diskrimination. For Manuel Valls (den franske premierminister, red.) eksisterer det ikke – men det gør det for muslimerne,’ siger Alexandre Piettre.

Han peger på politiets ransagninger af lejligheder i de parisiske forstæder og administrative lukninger af moskeer i forbindelse med undtagelsestilstanden, som har hvilet over landet siden angrebet på Paris’ natteliv den 13. november sidste år, som eksempler på, at staten puster til frygten for muslimer.

‘Det skaber grobund for jihadistiske afvigere,’ siger han og forudser en optrapning af konflikten mellem landets muslimske minoritet og den politiske højrefløj…”

(Promenade des Anglais, hårdt ramt af ‘islamofobi’)

Oploadet Kl. 01:42 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


16. juli 2016

Tyrkiet under kupforsøg: “I alle højtalerne fra moskeerne blev der sagt, at man skulle gå på gaden…”

Et militært kup i Tyrkiet mislykkedes fredag aften, og man må formode at Erdogan fremover får nemmere ved at islamisere landet. Det er stadig uvist om kuppet kom fra sekulære dele af militæret, og lektor Mehmet Ümit Necef vurderer at den ideologiske bagmand er Fethullah Gülen, som Erdogan definitivt brød med i 2013. Gülen leder en mindre radikal islamisk bevægelse, der nyder stor opbakning blandt en del af officererne.

Detalje set på EB.dk.

“Den dansk-tyrkiske restauratør fra Kokkedal er i øjeblikket på ferie alene med sin datter i Gölbaşi ca. 20 kilometer syd for Ankara. Her oplevede den 25-årige i aftes og nat et sandt kaos, da de lokale moskeer fra minareterne kaldte alle på gaden for at stå imod kupforsøget.

– I alle højtalerne fra moskeerne blev der sagt, at man skulle gå på gaden for at vise, at alle står bag landet, siger Kemal Yalcin til Ekstra Bladet.

– Vi var også ude på gaderne. Først var der ingen, så var der rigtig mange mennesker, og det var ret vildt. Der blev også sprunget en moske i luften i nærheden af, hvor vi bor. …”

Oploadet Kl. 22:00 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


13. juli 2016

Historikere om Spanien under Islam: “… et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.”

Uriasposten skulle gerne være kort og præcis, men nogle gange er det umuligt at forkorte, uden at skære væsentlige dele fra. Nedenciterede artikel om Korstogene opremser en række konkrete eksempler på politiserende undervisningsmateriale, og er hermed kernestof. Kommentar af Michael Pihl i seneste udgave af Weekendavisen – Korstog og korståger (ikke online).

“Interessen for korstogene synes at være stigende, den ene korstogsbog udkommer efter den anden, der produceres populærvidenskabelige tv-dokumentarer, og der skrives artikler om emnet som aldrig før. Men paradoksalt nok er der ifølge korstogshistorikeren Thomas F. Madden også ‘en gabende afstand mellem den akademiske verden og den almene læserskare’. Det skyldes blandt andet, at politikere og debattører ofte bruger korstogene til egne aktuelle politiske formål, hvor korstogene ses som baggrund for vor tids konflikter mellem Vesten og den muslimske verden, og derfor ikke har meget med den historiske virkelighed at gøre.

En anden årsag er, at korstogene i populærvidenskabelige udgivelser og undervisningsbøger fremstilles som udtryk for en pludselig uprovokeret kristen aggression, der ødelagde en ellers fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. I denne forbindelse spiller pave Urban d.
2. s korstogstale i 1095 en afgørende rolle, som om denne tale alene og i sig selv kunne forklare konflikterne mellem islam og kristendom i Middelalderen, og hvorfor tusindvis af europæere begejstret sluttede sig til korstogsbevægelsen.

Her undlader man helt at omtale tidligere konflikter mellem islam og kristenheden – som for eksempel muslimske hæres erobring af to tredjedele af tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien. Ligesom man også ofte ser bort fra den kendsgerning, at byzantinske kejsere havde henvendt sig tre gange til paven i Rom for at bede om militær hjælp mod tyrkerne, som havde angrebet og hærget Det Byzantinske Rige. Og i standardværkerne også udelader de historiske kilder, der beskriver de muslimske angreb mod de østkristne før korstogene, for eksempel er tyrkernes undertrykkelse og massakre mod armenerne i Anatolien fra 1060erne.

Den fraværende forklaring af de forudgående årsager præger blandt andet Politikens bog om korstogene af Kurt Villads Jensen, som redegør udmærket for forløbet, men helt mangler et baggrundsafsnit. Den historieinteresserede læser får ikke andre forklaringer på korstogsbevægelsen end den lidt mystiske; at 1000-tallets kristne religiøsitet ‘nemt blev meget voldelig’. I stedet opretholdes en lang række myter, for eksempel myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis. Dette romantiserede billede af det muslimske al-Andalus findes blandt andet i undervisningsbøger, der henvender sig til ungdomsuddannelserne.

I bogen Kultur og samfund (2011) af Sofie Reimick med flere nævnes de muslimske erobringer, men ifølge forfatterne resulterede erobringen af Spanien blot i øget handel, kultur udveksling og samarbejde mellem kristne og muslimer: ‘I 800-og 900-tallet havde konflikterne mellem muslimer og kristne ikke nogen udpræget religiøs karakter. Jøder, kristne og muslimer kunne blande sig relativt frit og påvirke hinanden, og perioden var præget af tolerance og religionsfrihed.’ De historiske kilder viser et helt andet billede, og det romantiserede billede af det muslimske Spanien er da også for længst blevet modgået af historikere som Bernard Lewis, Richard Fletcher og Mark R. Cohen.

(Frise til minde om D. Afonso II af Portugal, der bidrog til forsvaret af den iberiske halvø mod maurerne)

(Fotos sakset fra Facebook-ven, der netop er kommet hjem fra ferie i Funchal, Madeira)

Som historikeren Roger Collins for nylig udtrykte det, fremgår af kilderne snarere et billede, der ‘ligner alles krig mod alle hos Thomas Hobbes end virkeliggørelsen af den profetiske vision om ulven, der hviler sammen med lammet. [] Selv i Cordoba under dets kulturelle højdepunkt ville det have været svært at undgå stanken af forrådnende kød fra de afhuggede hoveder, der blev fremvist på byportene og fra ligene af dem, der offentligt korsfæstet rådnede foran paladset‘. (Caliphs and Kings, 2014).

Myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis bliver også effektivt punkteret i historikeren Dario Fernandez-Moreras nye bog The Myth of the Andalusian Paradise: ‘Jeg er gået ned i kildetekster som for eksempel juridiske manualer, øjenvidneberetninger og teologiske udlægninger. Og her tegner sig et helt andet billede. I det muslimske Spanien stenede man for utroskab, man praktiserede korsfæstelser og kvindelig omskæring, og ingen andre steder blev der halshugget i så stor udstrækning Kilderne tegner alle det samme billede af et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.‘ (Kristeligt Dagblad, 27.6).

Disse historiske kilder er tilgængelige, men er ikke nævnt i standardværkerne om Middelalderens historie på dansk. I det hele taget har man i danske undervisningsbøger det svært med beskrivelsen af den muslimske aggression og intolerance i århundrederne forud for korstogene. Trods kildernes vidnesbyrd om de muslimske erobringers brutalitet, skriver Jørgen Bæk Simonsen i Religion og kultur – en grundbog fra 2009: ‘Den enorme geografiske udbredelse, islam gennem historien har opnået, skyldes først og fremmest dens evne til at indgå i en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt, før islam gjorde sig gældende.’

Også Henrik Skovgaard Nielsens Korstog og jihad? fra 1998 opretholder myten om, at de muslimske erobringer ikke medførte nævneværdig undertrykkelse af de erobrede folk og deres religion: ‘Det mellemøstlige område havde tidligere været underlagt arabiske herskere, som behandlede kristne pilgrimme ganske godt. Der var restriktioner: De måtte ikke have klokker og kors i deres kirker, og de skulle kunne genkendes af andre ved at bære en gul turban. De måtte også betale en særskat. Men udover dette fik de lov til at udøve deres religion i fred.’

Denne nedtoning af den muslimske undertrykkelse af for eksempel jøder og kristne i Det Hellige Land står i skærende kontrast til kildernes vidnesbyrd. Som historikeren Moshe Gil udtrykker det: ‘Af kilderne fremstår et indtryk af mishandling og varierende grader af forfølgelse. [] Næsten generation efter generation beskriver kristne forfattere forfølgelse og chikane udviklende sig til nedslagtning og ødelæggelse, som kristne måtte lide under grundet de muslimske herskere.‘ (A History of Palestine, 634-1099).

I bogen Korstogene – Idé og virkelighed fra 2004 nedtoner Lars Peter Visti Hansen ligeledes den muslimske undertrykkelse og fremfører endvidere (side 9): ‘I det meste af 1000-tallet kunne pilgrimmene rejse ubesværet og forholdsvis sikkert over land gennem Byzans. En gruppe af tyske bisper rejste således i 1064-1065 med et følge på i alt 7.000 mennesker til Jerusalem og tilbage. Efter 1070 betød tyrkernes indtrængen i Lilleasien, at veje, broer og brønde blev ødelagt.’ Sandheden er ifølge kilderne dog en ganske anden. Den store tyske pilgrimsrejse, som Visti Hansen omtaler, blev netop udsat for overfald og angreb: ‘Ud af de syv tusinde, som drog ud, kom ikke engang to tusinde tilbage,’ skriver en samtidig kronikør, Marianus Scotus.

Der er flere eksempler på mord, overfald og chikane mod kristne pilgrimme i 1000-tallet, og hindring af overfald på kristne pilgrimme udgør da også en del af pave Urbans argumentation for at drage på korstog. Trods kildernes udsagn afviser flere, at dette skulle udgøre en reel baggrund for korstogene. Historikeren Brian McGuire antydede i 2008 (3. oktober) i Kristeligt Dagblad ligefrem, at historierne om overfald på kristne var opdigtet til lejligheden. Interessant nok bekræftes Urbans fremstilling dog ikke kun af et utal af kristne kilder, men også af en muslimsk historieskriver. For året 1093-94 skrev syreren Al-Azimi (1090- 1138): ‘Befolkningen i de syriske havne forhindrede frankiske og byzantinske pilgrimme i at rejse til Jerusalem. De af dem [pilgrimmene], der overlevede, spredte nyheden om dette til deres hjemland. Så derfor forberedte de sig på militær invasion.’

Myten om korstogene som en uprovokeret kristen aggression er altså for længst punkteret af førende korstogshistorikere i udlandet. I stedet må korstogstanken ses som et fænomen, der opstod gradvist under indtryk af de omfattende muslimske erobringer, angreb på Sydeuropa og Det Byzantinske Rige, overgreb på kristne pilgrimme og en århundreder lang undertrykkelse af kristne i Østen.

Islams omfattende erobringer, der var inspireret af tanker om hellig krig, jihad, affødte således gradvist en kristen reaktion og en forestilling om krigsførelse som en kristen pligt, som ellers oprindeligt havde været fremmed for kristendommen. Korstogene ødelagde ikke en fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Det muslimske herredømme over jøder og kristne i for eksempel Spanien, Syrien, Palæstina og i Armenien var ikke præget af tolerance. Generation efter generation af kristne, jødiske og muslimske forfattere bevidner omfattende diskrimination, chikane, forfølgelse, ødelæggelse og drab.”



12. juli 2016

Lektor: Vi lever i ‘det post-nationale demokrati’, “Det er… udemokratisk at melde sig ud af EU.”

Lektor Tore Vincents Olsen har været tilknyttet EU-projektet ‘Accept pluralism’, og er i sagens natur bekymret når folket ikke makker ret. Læserbrev af i Dagbladet Information – Det er udemokratisk at stemme sig ud af EU.

“Nogle byder Brexit-beslutningen velkommen og finder den fuldt ud demokratisk. Andre accepterer den, men er kritiske over for beslutningen og sætter spørgsmålstegn ved kvaliteten af den demokratiske proces, der ledte frem den. En vigtigere demokratisk indvending er imidlertid, at en beslutning om at forlade EU i sig selv er udemokratisk uanset kvaliteten af processen. Det er simpelthen udemokratisk at melde sig ud af EU.

Den første demokratiske indvending er, at beslutningen er truffet hen over hovedet på en masse borgere – de andre borgere i EU – hvis liv og status som medbeslutningstagere på, hvad der hidtil har været europæiske beslutninger, berøres og ændres som følge af Brexit. Briternes beslutning om at stemme om EU-medlemsskabet umyndiggør resten af EU’s borgere i forhold til en politisk beslutning, som har vidtrækkende konsekvenser for dem.

… briternes beslutning om at ‘tage kontrollen tilbage’ betyder, at de tager kontrollen fra andre i forhold til at være medlovgivere på beslutninger, som hidtil blev anset for at angå alle europæere i fællesskab. At tage kontrollen fra andre uden deres medbestemmelse er ikke demokratisk. Firkantet sagt berøver et mindretal flertallet en del af deres politiske rettigheder. …

Bag accepten af briternes farvel til EU ligger en forestilling om, at demokrati er lig med national selvbestemmelse. Den overser, at individer og borgeres interesser og relationer i vores tid ikke kun er spundet nært sammen med deres landsmænds, men sammen med en meget bredere kreds af personer. Demokratiet indebærer derfor, at alle bør have lige indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres interesser og relationer, uagtet at de går på tværs eksisterende nationale grænser. Det rummer en udvikling fra det nationale til det post-nationale demokrati.”

Oploadet Kl. 23:58 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


10. juli 2016

Professor emeritus: Enhedslisten er nationale socialister, men socialismen bør være internationalistisk

Ræverøde Claus Bryld kritiserer i Dagbladet Information Enhedslisten for med sin modstand mod EU, ikke at være internationale nok. Partiets modstand mod EU deles af Dansk Folkeparti, hvad for Bryld minder om “det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse”. Se eventuel tidligere post om den tyske Eiheitsliste anno 1933.

Professoralt læserbrev i Information, der ganske godt illustrere hvordan sunde færdrelandskærlige paroler i en venstreradikal optik er udtryk for farlig nationalisme – Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister.

“Hvad bunder Enhedslistens taktiske alliance med Dansk Folkeparti i? spørger Aksel Færk (29. juni). Han anfører selv, at Enhedslisten ikke længere er et ‘europæisk venstreorienteret parti. …’

Jeg er enig i denne påstand. Men Færk giver ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad alliancen med DF egentlig bunder i.

For at forstå det, tror jeg, man må bruge en idéhistorisk tilgang. Svaret skal findes i den danske venstrefløjs binding til det nationale, som man første gang så med Socialdemokratiets ‘Danmark for Folket’-politik i 1930’erne.

… Fra slutningen af 1930’erne og forstærket efter 1941 slog DKP ind på en folkefrontslinje, som under besættelsen ligefrem blev til en ‘national front’, der gik ud på i samarbejde med borgerskabet at smide tyskerne ud af landet. I det lys var den nationale linje forståelig. … På mange måder holdt DKP dog siden fast ved det nationale – det kunne nu bruges mod f.eks. NATO – men kæden sprang for alvor af i 1971-72 under kampen om dansk medlemskab af EF. Her fremførte DKP rene nationalistiske paroler som ‘Her går grænsen!’ og andet af samme skuffe.

Mit svar på Færks spørgsmål er altså, at den bizarre holdning, Enhedslisten indtager til EU, med krav om udmeldelse, er en idémæssig arv fra den gamle arbejderbevægelse, især fra DKP. …

Brexit går hånd i hånd med den nye nationalisme og populisme. Og når man lytter til den danske debat, er der ikke den store forskel til, hvad Søren Søndergaard og Pernille Skipper fremfører. … Enhedslistens taktiske alliance med DF minder, sat på spidsen, om det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse…

Oploadet Kl. 10:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


9. juli 2016

Søren Hviid Pedersen: Statsministeren hyldede muslimers “… lydighed mod Koranens forskrifter”

På et af billederne i den officielle Facebook-gruppe for Århus Pride 2016, ses et regnbueflag i tårnet på byens Domkirke. Meget apropos, så var Rådhuspladsen i København sidste søndag omdannet til et bedetæppe i anledningen af Ramadanens afslutning . Søren Hviid Pedersen kommenterer – Ingen glædelig eid herfra.

“… muslimerne fejrer afslutningen af fasten ved at invadere de offentlige rum med deres demonstrative fremvisning af deres fromhed og troskab mod deres lovreligion. Der er tre problemer med denne demonstration fra muslimernes side.

For det første repræsenterer Ramadanen det lovreligiøse aspekt af den muslimske tradition. Intet er for småt til at blive reguleret af islams forskrifter for at leve et ægte og rigtigt liv. … Væk er kristenmenneskets frihed, som Luther skrev om. Væk er friheden for det enkelte menneske. I stedet har vi lovens tyranni, åg og trældom over det enkelte menneske.

For det andet, og som er i direkte forlængelse heraf, udviskes skellet mellem det religiøse og det politiske. Når alt således reguleres, både det private og det offentlige, forsvinder skellet mellem det religiøse og det politiske. Hermed umuliggøres demokrati, fordi demokrati er et folkestyre og ikke teokrati, et styre der dikteres af en religiøs lovbog.

For det tredje er afslutningen af denne faste en eklatant opvisning af farisæisme. Muslimerne strømmer ud på gader og stræder og fejrer, at netop de overkom fasten og derfor er ægte sande troende. Ja, det var så det, Jesus kaldte ved rette navn, nemlig farisæisme!

Hvad alt dette repræsenterer, er negationen, modsætningen til al dansk, til al dansk folkelighed. En folkelighed der er grundlaget for vor danske nation og for vort folkestyre. Det er derfor bekymrende, men ikke specielt overraskende, at vor liberale statsminister lykønsker muslimerne og deres lydighed mod Koranens forskrifter.”

(Eid-fest på Rådhuspladsen i København, 3. juli 2016; Foto: Facebook)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper