12. september 2014

DIIS-forskere om SFI-rapport: Man er ikke ekstremist, hvis man afviser vold og arbejder for demokrati

Ann-Sophie Hemmingsen og Tobias Gemmerli fra Dansk institut for internationale studier halalslagter den anonyme SFI-rapport om ekstremisme. De har selvfølgelig ret i det citerede, men det førstnævnte er blevet citeret for om Islam vidner ikke om indsigt i andet end karrieremuligheder. Fra DIIS.dk – Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en problematisk kortlægning.

“Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom. …

Dernæst savner vi definitioner af det ikke-ekstreme og prodemokratiske, som miljøerne og grupperingerne holdes op i mod. Rapporten søger at beskrive de egne af det religiøse og politiske landskab, som ligger udenfor ‘det politiske normalområde’. Præcis hvad dette normalområde dækker over, står imidlertid hen i det uvisse, ligesom indholdet af den ‘liberalistiske demokratiopfattelse’, som de kortlagte miljøer og grupperinger kategoriseres som modsætninger til.

Som det klart fremgår af rapporten, er det svært én gang for alle at definere ekstremisme og antidemokratisme af den simple grund, at det er relative begreber. Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ‘i tråd med det ideologiske udgangspunkt’ i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt. …

Forskergruppen har endvidere interviewet 26 personer i eller omkring miljøerne, hvoraf de 11 var relateret til det ekstremistiske islamistiske miljø, syv til det højreradikale og tre til det venstreradikale. Det er imidlertid uklart, hvorvidt disse interviewpersoner har bidraget med viden om deres egne meningsfæller eller om andre, hvilket fører os til et grundlæggende spørgsmål omkring den troværdighed, som interviewpersoners udsagn er blevet tillagt. Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

(Politiken.dk, 10. september 2014: Forskere kritiserer kortlægning af ekstremisme)



11. september 2014

Forsker: “Årsagen til, at lavindkomstfamilierne har højere kriminalitetsrater, er ikke, at de er fattige.”

De mest citerede danske kriminologer er marxister, og det siger sig selv, at de vil fjerne kriminalitet med økonomisk lighed. Hvis Amir Sariaslan har ret i at det er miljø (kultur) og intelligens, så tager Flemming Balvig og Co. fejl. Fra Weekendavisen – Kriminalitetens byggesten (ikke online).

“Hvad skaber kriminalitet? At fattigdom kunne være en af årsagerne, lyder umiddelbart plausibelt. I hvert fald er der en sammenhæng mellem fattigdom og kriminalitet. Det viser kriminalitetsstatistikkerne, hvor fattige er overrepræsenteret i forhold til dem, som har deres på det tørre.

Men ét er statistik, noget andet er, om der også er en årsagssammenhæng mellem fattigdom og kriminalitet, om fattigdom ligefrem skaber kriminalitet? Det spørgsmål har sociolog og doktorand Amir Sariaslan fra Afdelingen for medicinsk epidemiologi og biostatistik på Karolinska Institutet i Stockholm netop givet et bemærkelsesværdigt svar på i British Journal for Psychiatry. Overraskende nok viser hans populationsundersøgelse, at fattigdom ikke fører til – eller er kausalt forbundet med – kriminalitet.

Helt efter bogen fandt han, at de unge, som var vokset op i familier, hvis årsindkomst lå i den nederste femtedel af indkomstpyramiden, var overrepræsenteret med en faktor syv i domme for voldelig kriminalitet, sammenlignet med unge, der var vokset op i familier, hvis årsindkomst lå i øverste femtedel.

Men Sariaslan blev alligevel overrasket, da han gav sig til at undersøge, hvad der var sket med børn i familier, som havde ændret indkomst og gået fra at være fattige til mere velstillede eller omvendt. Her viste søskendestudierne, at der ikke var forskel på de yngste og ældste børn, selvom de første var vokset op under anderledes betingelser, hvad angår familiens indkomst.

‘Det var overraskende. Der var ingen øget risiko for kriminalitet at spore, når man sammenlignede de søskende, som var vokset op i fattigdom og i relativ velstand. Familiernes indkomst var altså ikke bestemmende for børnenes eventuelle kriminelle løbebane,’ siger Sariaslan. … ‘Årsagen til, at lavindkomstfamilierne har højere kriminalitetsrater, er ikke, at de er fattige.

I stedet er det de genetiske og miljømæssige faktorer, som forårsager både forældrenes fattigdom og børnenes kriminalitet,’ siger Sariaslan. Han mener, at hans forskningsresultat tyder på to mulige konklusioner: Enten skaber de genetiske og miljømæssige faktorer en bestemt kultur, som klæber fast til familien og skaber fattigdom og kriminalitet blandt børnene. Eller også viser resultaterne, at familiens eller et individs genetiske dispositioner spiller en forholdsvis stor rolle for, om unge begår kriminalitet eller ej. Ifølge Sariaslan er det meget sandsynligt, at årsagen skal findes i en kombination af de to konklusioner.

Faktisk går hele hans forskning inden for feltet adfærdsgenetik netop ud på at kombinere viden om miljømæssige og arvelige faktorer for at finde årsager til menneskelig adfærd. Den kombination bringer ham ofte på kant med samfundsvidenskabelige forskere som sociologer og kriminologer, der traditionelt lægger vægt på sociale og økonomiske faktorer i jagten på, hvad der fører til kriminalitet.

[...]

Undervejs har Sariaslan også undersøgt, hvorvidt såkaldt belastede boligområder eller ghettoer skaber øget ungdomskriminalitet. At de gør det, er i dag en dominerende teori inden for kriminologien. Blandt andet foreskriver en fremtrædende kriminologisk teori, at boligmiljøers indretning har betydning for kriminalitetsraten, og at kriminaliteten derfor kan reduceres ved forskønnelsesprojekter af betonboligblokke. …

Men ifølge Amir Sariaslans studier er de penge, som er gået til mursten og arkitekter samt til generelle kulturelle og sociale projekter, ikke givet godt ud, når det kommer til bekæmpelse af ungdomskriminalitet. … Også her var der en højere kriminalitetsrate i de udsatte boligområder, men endnu en gang viste det sig, at den øgede ungdomskriminalitet ikke skyldtes, at de unge var vokset op i et udsat boligområde. …

Da vi rensede for familiære risikofaktorer, forsvandt effekten af opvæksten i de udsatte boligområder fuldstændig. Faktisk kunne kun et par procent af variationen i ungdomskriminaliteten forklares med, at de unge var vokset op i udsatte boligområder, mens en tredjedel af variationen kunne forklares med den familie, børnene var vokset op i. Derfor er investeringer i mursten, arkitekter, nybyggeri eller et kulturhus ikke givet godt ud. Det er familier og individer, det handler om,’ siger Sariaslan og forsætter: ‘Etableringen af grønne parker eller arkitektur forandrer ikke kriminalitetsstatistikkerne.

[...]

Sariaslan peger på, at kriminologien og sociologien fremover skal til at revidere sine teorier, efterhånden som genetikere bliver klogere på, hvad vores gener betyder for kriminel adfærd. …

Mennesket er både et socialt og biologisk væsen. …,’ siger doktoranden, der i 2009 fik prisen som årets talent af Det Nordiske Samarbejdsråd for Kriminologi.”

Oploadet Kl. 07:47 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


10. september 2014

Pinlig SFI-rapport: Problematiserer højrefløjsdemokrater, overser revolutionære SUF med 39 lokalafd.

Jeg har gjort det til en vane, at gennemgå alle rapporter om politisk ekstremisme, men det er ikke meget der kan siges om SFI’s nye kortlægning af ‘Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark’, som jeg ikke har skrevet tidligere. Overordnet er rapporten fuldstændig ubrugelig. Definitionerne er løse, og næsten skræddersyet til at give (anonyme forskere) mulighed for at skabe konklusioner efter forgodtbefindende.

Det må siges, at jeg ikke har gennemgået de ni områdenotater, som rapporten baserer sig på. Det ændrer dog næppe på det essentielle.

En rapport om ekstremisme burde fokusere på organisationer der har til formål at vælte demokratiet, samt organisationer der virker ved ulovligheder. Det er ikke raketvidenskab. På en top-ti liste burde der maksimalt være 1-2 højreorienterede organisationer, da venstrefløjen og islamister både i antal medlemmer, radikaliseringsgrad og trusselsniveau er klart overlegen. Man kan ikke definere sig ud af alt.

Bemærk i øvrigt modtagelsen i medierne. Når nu rapporten konkluderer, at der er flest ekstreme organisationer på højrefløjen, så kan DR Nyheder illustrere sin historie med Danish Defence League-trøjer. Bemærk også hvor hurtigt venstrefløjen er ude med sin kritik, og bliver en del af mediebilledet. Rune Eltard-Sørensen vil have færre venstreorienterede og flere højreorienterede organisationer på listen. En af organisationerne der efter Modkrafts opfattelse ikke burde være på listen er Libertære Socialister. Når man læser kritikken på Modkraft.dk er supplerende læsning en artikel om LS: ‘Vil gøre militante metoder trendy’.

(SFI, Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – En kortlægning, 85 sider, pdf; SFI.dk)

Definitionen er todelt. Rapporten omhandler ikke bare antidemokratiske organisationer, men også ‘ekstremistiske’, der er mere luftig. På samme måde inkluderer demokrati-begrebet ‘idealer om tolerance’ ud fra en pluralistisk forståelse af demokrati. Oprindeligt betød demokrati ‘folkestyre’, men kæmper man med grundlovssikrede rettigheder for folkeafstemninger om indvandring/multikultur er man ekstremist. Det noteres specifikt.

“Begreberne ‘antidemokratisk’ og ‘ekstremistisk’ kan være svære at definere præcist, men i rapporten her forstås ekstremisme som holdninger, der i større eller mindre grad kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende. Antidemokratisme forstås i forhold til en pluralistisk forståelse af demokrati som tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, hvor de fundamentale værdier og normer for alle borgere afvises eller en kombination heraf.” (s. 9)

Fortalere for en populistisk demokratiopfattelse kan fx mene, at man skal tilstræbe flertalsafgørelser, men også at disse ikke behøver at respektere ligheds- og tolerancenormerne. I forlængelse heraf vil vi her forstå ‘antidemokratisme’ som det tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, eller hvor de fundamentale liberalistisk demokratiske værdier og normer afvises (eller en kombination heraf).” (s. 17)

Det uddybes i indledningen. Ekstreme bevægelser ‘kan’ bære præg af “fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende.”. Hvis man er imod islamisering, er man per defintion lidt antidemokratisk, lidt ekstrem. Vil man have folkeafstemning om indvandring, har man en suspekt ‘demokratiopfattelse’. Lovlydige Urias-læsere er ekstremistiske antidemokrater per definition.

(s. 15)

Fokus er naturligvis på organisationerne, men det virker meget tilfældigt hvilke der udpeges. Aktiv i flest lokalområder er Danish Defence League, men hvad siger det om noget, så længe DDL ikke har konsolideret sig med egentligt klubhuse. Second to none i den forbindelse må være Ungdomshuset på Dortheavej i København. Det nævnes ikke med et eneste ord. Heller ikke urolighederne der fulgte salget af Jagtvej 69, selvom enhver torsdagsdemo for Ungdomshuset var langt mere ekstremt end det største DDL har lavet.

Rapporten identificerer hele seks højrefløjsorganisationer, og inkluderer eksempelvis ‘Folkebevægelsen mod Indvandring’, som jeg måtte google mig til, er identisk med Michael Ellegaards Frit Danmark. Jeg tror ikke FD nogensinde har samlet mere end 10 personer. Hvad er det i øvrigt præcist der gør Dansk National Socialistisk Bevægelse højreorienteret? Man kan sagtens være antisemit og højreradikal, men DNSB er jo totalitære kollektivister.

Omvendt er der kun fire venstrefløjsorganisationer. Det er selvfølgelig fint at Antifascistisk Aktion, Researchkollektivet Redox, Antiracistisk Netværk og Libertære Socialister er på listen, men hvad er bagggrunden for at udelade Socialistisk Ungdomsfront, der kæmper for revolutionen i hele 39 lokalafdelinger. Racismefri by, Antiracistisk Ungdom og utallige beslægtede organisationer også kunne være medtaget – det hele virker meget tilfældigt.

I forhold til islamisk ekstremisme, kunne enhver moské og islamisk kulturforening være inkluderet på listen. Rapportens forfattere vælger at medtage fem grupperinger, herunder særligt Hizb ut-tahrir og Muslimsk Ungdomscenter (Grimhøjvej-moskéen, hvor IslamGuides boghandel har hjemme) og Kaldet til Islam. Moskéer er kønsopdelte, og hvis ikke det i sig selv er et brud med fundamentale værdier og normer, hvad er så? Vederfølner-klistermærker påtrykt ‘Nej til moskéer’. Ja, faktisk. Eksempel 5, side 38.

Ingen højreorienteret organisation på listen kan samle mere end 40-50 tilhørere, og egentlige kriminelle aktiviteter er tilnærmet nul. Omvendt er Stop Islamiseringen af Danmark blevet angrebet med slagvåben flere gange, Rightwings klubhus er brændt ned, og ingen aktive højregrupperinger har formentligt begået 20 procent af de ulovligheder andre har begået mod dem. Sådan er virkeligheden.

Når venstrefløjen demonstrerer samles der ofte 500 eller mere, kun overgået af Hizb ut-Tahrir der nemt samler mere end 1000 kalifattilhængere. Politisk motiveret mødeterror og kamp for et religiøst diktatur, er naturligvis i en anden liga end højregrupperinger der demonstrerer under parolen ‘Vi er alle jøder’ eller for ytringsfrihed.

SUF bekæmper det liberale demokrati, samarbejder åbent med AFA, og medlemmer har været en del af flere tunge kriminalsager om politisk motiveret kriminalitet. Selvfølgelig skal SUF være på listen. Gerne helt oppe ved AFA og Researchkollektivet Redox. Rapportens forfattere er på visse områder helt blanke…

“For de venstreradikale grupper har vi ikke klart kunnet identificere rekrutteringsstrategier.” (s. 13)

Et citat fra rapporten, der understreger, at konklusionerne nok ikke skal tages helt så seriøst.

“Det ambitiøse udgangspunkt om at kortlægge hele landet har på mange måder være givende, men det har haft en pris. Det har således ikke været muligt at få et præcist indblik i størrelsen af de forskellige organisationer og grupperinger, og da kortlægningen er et øjebliksbillede, er det ligeledes svært at konkludere, hvorvidt de enkelte grupper er i vækst eller på retræte.” (s. 12)

Sådan skriver forskere, når de gerne vil lege videre med andres skattekroner.

Da definitionerne er løse og ret beset kunne inkludere hvad som helst, så burde Danskernes Parti selvfølgelig også være på listen. DP er udeladt, formentligt fordi forfatterne så nødvendigvis også måtte inkludere Socialistisk Ungdomsfront (og hermed støde kommunistiske Enhedslisten). Vægtningen er bizar. Det virker meget politisk.

“Hvilke grupper skal kortlægges inden for de enkelte miljøer? Af kortlægningen fremgik det således, at der var enkeltindivider med tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der deltog i, hvad der ifølge denne rapports definitioner kunne betragtes som anti-demokratiske og/ eller ekstremistiske aktiviteter. Vi valgte ikke at medtage SUF i kortlægningen, men det viser, at der er en flydende grænse mellem, hvad der kan betragtes som venstreradikalisme og almindelig venstreorienteret politisk aktivitet. Det samme gælder for højrefløjen, hvor Danskernes Parti kan siges at indtage en lignende position. Igen valgte vi ikke at tage partiet med på trods af, at partiet har et vist holdningsfællesskab med det højreradikale miljø…” (s. 20)

Om Det antidemokratiske og antidemokratiske og/eller ekstremistiske højreradikale miljø (s. 29-40, 12 sider).

Under ‘handlingsmønstre’ indenfor det højreradikale miljø nævnes syv episoder. Det meste er legal politisk aktivitet (eksempelvis SIAD-demo’en ‘Vi er alle jøder’), og intet har mig bekendt før til doms. Heller ikke den værste episode – DNF’ere ‘involveret’ i en slåskamp med iranske asylansøgere, der blev ‘slået og sparket’. Som man kunne se i et indslag på TV2, så var de afviste asylansøgere den angribende part. Kilden må være iranernes talsmand Masoud Reisvand, der i 2006 fortalte at Jesper Langballe havde hånet ham på trappen foran Christiansborg. Det faldt lidt til jorden, da det kom frem at Jesper Langballe var i sommerhus på Anholt.

Rapporten må gå langt ud for at finde ammunition. Det er sådan set ikke kun DDL der ‘betragter’ sharia som uforenelig med det danske demokrati. Tilbage i 2003 bekendtgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at sharia’en var uforelig med demokrati. Hvis man forsker i ekstremisme indenfor islamiske miljøer, men ikke kender omtalte dom – så er de næppe opgaven voksen.

“Frontpersonale og andre interviewpersoner har ligeledes påpeget, at grupper som AK 81 fra Vestegnen og Devils Choice fra Midt- og Vestjylland også udtaler sig stærkt islam-kritisk. … Det skal understreges, at deres tilstedeværelse på højrefløjen ikke retfærdiggøres af de højreradikale grupper inden for miljøet, som generelt er optaget af lov og orden. (s. 31)

“Ideologisk er DDL en islamkritisk og højrenational organisation, som betragter sharia som ‘en revolution, som vores land ikke ønsker og må afvise’ og som uforeneligt med det danske demokrati. DDL anser islam som en trussel og har til formål ‘gennem aktivt forsvar at sikre fred og friheder i vores lokalområder’. DDL lægger vægt på ytringsfriheden og ‘opfordrer regeringen til at ophæve alle love, der forhindrer ægte ytringsfrihed’, herunder ophævelse af racismeparagraffen.” (S. 33)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske venstrerdikale miljø (s. 41-49, 9 sider).

Det bedste i rapporten er uden tvivl udpegningen af AFA’s brug af dækorganisationer, herunder ‘Århus for Mangfoldighed’. Antiracistisk Netværk kædes sammen med plakatkampagnen mod århusianske nationalister, men det dokumenteres ikke. Heller ikke i det tilstødende områdenotat om Østjylland (s. 20).

Noget er decideret grinagtig. Når man vælger at kalde AFA ikke-voldelig, men omvendt refererer venstrefløjens debat om AFA’s voldelighed, så ryger man ind i paradokser. Venstrefløjen er delte i spørgsmålet om brugen af vold, men alle grupperne er ‘imod vold’. Måske er den moralske frifindelse af AFA en konsekvens af deres – ifølge rapportten, samarbejde med ‘venstrefløjsorganisationer over hele landet’.

Når AFA demonstrerer er graden af militans planlagt på forhånd, og hermed en integreret del af strategien. Det er ikke tilfældet på højrefløjen – selvom bevares, begge fløjes vold udføres af… ‘enkeltindivider’. Kan man ikke se forskellen er man blind på venstre øje.

“Centralt i mange af disse uenigheder er synet på og viljen til at benytte vold og udenomsparlamentariske metoder til at opnå erklærede mål (Larsen, 2012: 24). Igen er alle de formelle grupper, vi beskriver nedenfor, imod vold. Volden og andre udenomsparlamentariske metoder er derfor resultat af enkeltindividers handlinger, som udgår fra og nogle gange associeres med grupperne.” (s. 42)

“AFA synes først og fremmest at være en såkaldt ‘ad hoc-gruppe’, som primært virker kontra-aktionært: Medlemmerne samler sig på baggrund af episoder, hvor de oplever, at der er et behov fx i form af påkrævet modstand mod højreekstremistiske grupper. … AFA arbejder sammen med venstrefløjsorganisationer over hele landet. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere og afhænger af sag og sted.” (s. 43)

“ARN-Aarhus arbejder i forbindelse med demonstrationer og andre events sammen med et bredt udvalg af grupper og organisationer på venstrefløjen, såsom Antifascistisk Aktion, Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), såvel som mere eventbaserede grupper og netværk, såsom Goodnight White Pride, Larm mod Racisme, Aarhus for Mangfoldighed, Praktisk Solidaritet Aarhus og Produktionskollektivet Opbrud, Konfront, Libertære Socialister og Internationalt Forum.” (s. 45)

“Libertære Socialister (LS)… I omtalen af det revolutionære aspekt gives der udtryk for, at bevægelsens mål ikke kan nås gennem de etablerede demokratiske samfundsinstitutioner, men kræver en social revolution.” (s. 45)

“Handlinger, der udspringer fra det venstreradikale miljø, omfatter mødeblokering, chikane, kampagner, oplysning, demonstrationer. registrering af modstanderes truende adfærd samt fysiske angreb på højreradikale og slagsmål med politiet, ofte i modstrid med gruppernes erklærede afstandtagen fra brug af vold. Som i tilfældet med den højreradikale vold er den venstreradikale vold overvejende udført af enkeltindivider, der støtter den i miljøet dominerende ideologi.” (s. 48f)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske islamistiske miljø (s. 51-64, 14 sider).

Medierne kalder LTF og lignende for indvandrerbander, men som citatet herunder understreger, så ville muslimske bander være mere præcist.

“Alle de organisationer og grupperinger, vi kortlægger nedenfor, er åbent imod vold. Ikke desto mindre er der enkeltindivider, som på forskellig vis sympatiserer med de ideologiske grundantagelser inden for miljøet, som er medlemmer af bander eller kriminelle grupperinger. Disse bander eller kriminelle grupperinger er i stigende grad begyndt at indflette islam i deres retorik, såvel på nettet og i de sociale medier som i enkeltmedlemmers legitimering af forskellige typer af voldelige eller ulovlige aktiviteter og opgør. Et eksempel herpå er banden Loyal to Familia (LTF), som især er aktive i hovedstadsområdet. LTF udtrykker, at de har følt sig ekskluderet af samfundet gennem oplevelser af racisme og diskrimination, ikke mindst fra politiets side… Denne fornemmelse af uretfærdighed italesættes typisk med en blanding af elementer, hvor referencer til islam står centralt. Således skriver LTF på deres hjemmeside, at ‘Må Allah give styrke til din familie’ og ‘Må Allah Subhanahu wa ta’ala være med vores afdøde bror’. De konflikter, de har med deres omgivelser, sættes ofte ind i en civilisationskamp. For eksempel siges det ‘Hvis I skal åbne ild, så ram deres Kuffar (vantro) og ikke vores muslimske brødre’. (s. 53f)

(s. 54)

“Selvom kortlægningen ikke peger på, at MUC rekrutterer til krigen, så modvirker MUC ikke selv deltagelse. Snarere er de et punkt i det miljø, hvorfra deltagerne udspringer. … For disse unge glider ideologien i MUC og det større salafistiske miljø dermed over i en ekstremistisk holdning og aktivitet.” (s. 55)

“MUC står for Muslimsk Ungdomscenter og udgør en gruppe unge salafister i Østjylland. Gruppen organiserer religiøse arrangementer, bøn og studiegrupper, men modstiller sig liberale demokratiers standarder og ligheds- og toleranceprincipper. MUC beskriver sig selv på Facebook som ‘en gruppe unge, der følger Quran og Sunnah’, med det formål at ‘give både muslimer og ikke-muslimer vigtige informationer om Islam’. … Gruppen i Østjylland er tilknyttet en bestemt moské.” (s. 59f)

Fra Konklusionerne (s. 65-72).

Bemærk apologien. Selvom enhver aktiv højregruppering konfronteres af maskerede venstreradikale, så har det blot en ‘symbolsk karakter': ‘De’ ønsker ikke at at skade hinanden…

“Centralt i forhold til fjendebilleder er det interessant at bemærke, at især de højreradikale og de venstreradikale synes hovedsageligt bundet op i en konflikt med hinanden om etniske minoriteters status i Danmark. … De venstreradikale grupper har forsøgt at fordrive grupper eller organisationer på den yderste højrefløj, hvorfor det ikke er overraskende, at det undertiden kommer til både verbale og fysiske sammenstød mellem personer og/eller grupper venstre- og højrefløjen imellem. Når personer fra de to fløje støder sammen, omgives konfrontationen typisk af meget højstemt og aggressiv retorik. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de ønsker at skade hinanden fysisk. Sammenstødene synes overordnet at have mere symbolsk karakter… (s. 67f)

“Set i lyset af, hvor meget kampen mellem højre- og venstreradikale handler om spørgsmål om den muslimske minoritets eksistensberettigelse i Danmark, er det interessant at bemærke, at disse to fløje stort set ikke figurerer i de islamistiske miljøers interne diskussioner og debat.” (s. 68)

“Der er således forskel på de idealer for et politisk styre, der følger religionen, og på, hvordan religionen praktiseres i det salafistiske miljø. Dette afspejler blandt andet, at langt de fleste salafistiske muslimer reelt ikke mener, at diskussionen om sharia er relevant, idet de lever i et ikke-muslimsk land og bør følge landets lovgivning…” (s. 69)

Diverse.

“Ud af interviewpersonerne kom 26 interviewpersoner fra de tre studerede miljøer: 11 interviews fra det islamistiske miljø, syv fra det højreorienterede miljø og tre fra det venstreorienterede miljø; 12 interviewpersoner var forskere; 14 interviewpersoner var andre eksperter på området, og de øvrige interviewpersoner faldt inden for forskellige kategorier af frontpersonale.” (s. 26)



9. september 2014

Ugelang DR3-tema om hudfarver og racisme: Skal ses som ‘en venlig påmindelse til den hvide race’

DR3 har nu i en uges tid sendt massiv propaganda under temaet ‘Det er fedt at være hvid’. Den hidkaldte forsker hedder denne gang Helle Stenum, og er i lighed med DR3’s kanaldirektør skolet på RUC. Fra programomtalen.

“DR3 sætter i nyt tema – med start onsdag den 3. september – fokus på raceopfattelse og viser, hvor privilegerede hvide mennesker er alene på grund af deres hudfarve.

… det at være hvid er stadig forbundet med mange privilegier. For eksempel er der større sandsynlighed for at få en praktikplads eller komme ind på diskoteket, hvis man er hvid og mindre risiko for at få tjekket sin kuffert i lufthavnen. DR3 sætter fokus på raceopfattelse og viser, hvor store fordele man har som hvid i en række programmer.

‘DR3 er kanalen, der undrer sig over det absurde i samfundet. Og Temaet skal derfor ses som en venlig påmindelse til den hvide race. De fleste af os tænker ikke over de privilegier, der stadig eksisterer, når vi fødes blege. Basale rettigheder bliver taget som en selvfølge, fordi vi ikke selv oplever diskriminationen i vores dagligdag,’ siger DR3s kanalredaktør Irene Strøyer. …

Hvordan er det lige med udtrykket ’lige vilkår for alle uanset hudfarve’ – holder det her i Danmark? DR3-temaet bliver indledt den 3. september klokken 21.00 med ’Den store racedyst’, hvor to hold quizzer om racefordomme anno 2014. Holdene skal blandt andet teste egne hudfarvefordomme i et afslørende skydespil og svare på spørgsmål om en lang række hudfarve-eksperimenter, DR3 har udført i dagens anledning. …

Historieskrivningen er i høj grad foregået på den hvide mands præmisser. Siden man begyndte at skelne mellem forskellige hudfarver, har den hvide farve været forbundet med noget smukt, ophøjet og intelligent. …

I ‘Hvidvaskning på DR3′ får seerne indblik i, hvordan hvidvaskningen har udmøntet sig op gennem historien. Desuden forsøger vært Anders Stegger i en række aktioner at hvidvaske nogle af de sidste ‘sorte pletter’ på det kulturelle landkort. Programmet sendes den 8. september klokken 20.”

(Kritiseret Pippi Langstrømpe-gardin i Astrid Lindgrens Värld, Vimmerby, Sverige; Jyllands-Posten)

Oploadet Kl. 10:49 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


8. september 2014

Mikkel Bogh, Statens Museum for Kunst: Ok at fængsle kunstnere ‘der gør andre menneske utrygge’

Mikkel Boghs totalitære tilgang til kritik af det multikulturelle samfund gør også mig utryg, men derfor skal han selvfølgelig ikke fængsles for ytringer. Fra Berlingske – Racist og/eller kunstner?

“Den svenske punk- og provokunstner Dan Park har med sine primitive collager og tegninger længe afsøgt grænsen for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum i Sverige. Forleden blev den aktivitet for meget for byretten i Malmø. Kort efter åbningen af en udstilling i galleri Rönnquist& Rönnquist arresterede politiet ham og beslaglagde ni værker, som nu skal sendes til destruktion.

Retten henholdt sig til flere tidligere domme over kunstneren og idømte Dan Park seks måneders fængsel og en bøde på 60.000 kroner. I dommen hed det, at hans billeder ‘ikke bidrager til en debat, som kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker’. …

I København viser direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh… forståelse for den svenske dom, uden at han dog kender detaljerne i sagen om Dan Park.

Jeg synes, at det er en pervertering af frihedsbegrebet, når det kritiseres, at man indskrænker en persons ret til at gøre andre mennesker utrygge. Det gør ikke indtryk på mig, at det drejer sig om en person, der kalder sig kunstner. Jeg vil være den første til at stå på vagt for kunsten, men at beskytte sig mod beskyldninger mod racisme ved at udnævne sig selv til kunstner er ganske gratis, for det kan enhver gøre til enhver tid,’ siger Mikkel Bogh.

Uden at tage stilling til, om netop Dan Park er racistisk, mener Mikkel Bogh helt overordnet, at der ikke er noget galt med at dømme folk for racisme, og at danskerne generelt er for hurtige til at kritisere svenskerne for deres holdninger i indvandrerdebatten.

‘Som samfund må vi forsvare grupper, der på den ene eller anden måde er udsatte,’ siger Mikkel Bogh.

Oploadet Kl. 13:18 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


7. september 2014

Lektor Mehmet Ümit Necef: “… hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig.”

Man kan ikke bekæmpe fordomme med afetnificering af kriminalhistorierne, forklarer Lektor Mehmet Ümit Necef i Berlingske – ‘Jeg vil kende voldtægtsmandens etnicitet’.

“… ifølge Mehmet Ûmit Necef foregår det overalt. Også i Danmark – i forskerverdenen, i medierne, hos myndighederne. Man skjuler etniciteten, fordi man ikke vil opildne til had. Og han har masser af danske eksempler på det.

Lektoren, debattøren og forskeren fra Syddansk Universitet, der selv har tyrkisk baggrund, kalder fænomenet ‘filtrering.’ Og det er et fuldstændigt misforstået hensyn, som trives særligt i kredse omkring venstrefløjen, mener Necef. I går fremlagde han sine eksempler på debatarrangementet ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ arrangeret af Dagbladet Information.

Ønsket om at filtrere for at beskytte etniske minoriteter er som udgangspunkt godt, men som en kobra, der sluger sin egen hale, får det nogle meget negative konsekvenser. Det er en misforstået hensyntagen, og det er ikke den måde, vi kan bekæmpe fordomme mod hinanden på,’ siger Mehmet Necef.

[...]

‘Man kan se alle de krumspring, som journalister forsøger sig med for at undgå at nævne den etniske oprindelse. Men hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig. Jeg vil gerne vide, hvilken etnisk gruppe en voldtægtsmand tilhører,’ siger Necef og tilføjer:

‘Jeg kommer selv fra venstrefløjen og har læst Politiken og Information, og hver gang jeg læser om en voldtægt eller om unge, der har kastet sten mod politiet eller lignende, så har jeg tydeligt kunnet se, at etniciteten var sløret. Så har jeg måttet ud og skaffe Ekstra Bladet eller BT for at finde ud af det. Det undergraver troværdigheden.’ …

‘Ja. For to måneder siden myrdede en tyrker sin ekskone. Jeg er selv tyrker, og jeg var i Tyrkiet, da det skete, og købte seks-syv aviser, og de skrev skamfuldt om det. Endnu en gang er der en af os, der har myrdet sin kone. Hvad tænker europæerne ikke om os? I danske medier stod der: En mand har myrdet sin ekskone. Borger angriber borger.'”

(Mere om konferencen ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ på Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


5. september 2014

Statsborgerskab til jihadister: Laissez-faire terrorbekæmpelse, vi skal blive bedre til at ‘inkludere dem’

Sidste år blev Dansk Folkeparti kritiseret af hele det politiske parnas, fordi partiet i en annonce bekendtgjorde, at regeringen havde givet statsborgerskab til en person PET vurderede som værende ‘bekymrende og mistænkelig’. Danmark har i skrivende stund hele 21 fritgående talibankrigere, fortæller Søndagsavisen, og det kan man så sammenholde med justitsminister Karen Hækkerups udmelding om, at det skal være slut med PET-kontrol af nye danskere, da det vil være “enormt fremmende for deres følelse af at være dansk”. Fjender går frit rundt, mulige fjender skal have statsborgerskab.

Karen Hækkerup kæmper mod den sunde fornuft, men har trods alt udvalgte ‘forskere’ på sin side. Fra torsdagens Information, hvor seniorforsker David Malet forklarer at den bedste antiradikaliseringsstrategi er politisk apati – ‘Ingen står op om morgenen og siger: I dag vil jeg være ond!’.

“‘Hvis du fratager folk deres pas, betyder det ikke, at de bare forsvinder. For borgere i Danmark bekræfter det dem bare i fortællingen om, at de er undertrykt og forfulgt – og at de er nødt til at reagere. Nogle eksperter argumenterer også for, at hvis du ikke tillader de her mennesker at rejse til Syrien, så vil de blot afreagere i hjemlandet.’ …

– Hvordan stopper vi så unge danskere fra at drage i krig for Islamisk Stat?

Historisk set er den mest effektive modpropaganda de soldater, der vender hjem fra krig og er desillusionerede. Der er utroligt mange udlandskrigere, der opdager, at ‘frihedskampen’ slet ikke handlede om det, de var blevet lovet. Det kræver selvfølgelig, at efterretningstjenesterne overvåger dem tæt – men hvis krigere fra Islamisk Stat vender hjem og tør fortælle om krigens gru, vil det afskrække mange andre fra at tage af sted.'”

(Ahmad Salem fra Brabrand og 15 andre eksklusionsramte; Fotos: Syrienblog)

Politisk apati er dog ikke helt nok, hvis man spørger psykolog Preben Bertelsen. Vi må tale pænere om Islam, og blive bedre til at inkludere de velintegrerede, kan man forstå af artiklen på DR.dk – Professor: Derfor radikaliseres unge og rejser til Syrien

… det er en fornemmelse af eksklusion og marginalisering, der er en af årsagerne til, at de de unge ender i favnen på ekstreme jihadiser, lyder det fra Preben Bertelsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet og ekspert i radikalisering.

– Mange oplever, at de har en livshistorie med negativ klang. De er andengenerationsindvandrere, de er ballademagere og potentielt småkriminelle. Der er masser af negativ retorik om dem fra omgivelserne, siger Preben Bertelsen.

De fleste af de unge syrienkrigere er født i Danmark og er velintegrerede i den betydning, at de forstår sig på at navigere sikkert og godt i samfundet. Men alligevel føler de sig udenfor.

– Samfundet må tage det ansvar på sig. Vi har ikke gjort nok for at inkludere dem…, siger Preben Bertelsen og fortsætter…”



31. august 2014

Vagn Jelsøe, direktør for Forbrugerrådet – tidligere Venstresocialisterne

Forbrugerrådets direktør Vagn Jelsøe er ofte i medierne, typisk for at kritisere fri markedsdannelse, at fødevarer på grund af kapitalismens iboende defekter er dyrere end de burde være. Herunder ses han i en valgvideo for Venstresocialistene anno 1988. På daværende tidspunkt var han netop blevet ansat i Miljøministeriet, senere fik han ansættelse i Kulturministeriet og blev vicedirektør i Kunststyrelsen. (via OBO)

(Vagn Jelsøe, Venstresocialisterne, 1988; Youtube)

Oploadet Kl. 12:39 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


28. august 2014

Muslimske naboer vendte sig pludselig mod yezidierne: “Den eneste forklaring er islam, siger han.”

Jeg har flere gange blogget om konvertitten Kasper Mathiesen. Selvom om han nu er blevet ekstern lektor på Københavns Universitet, så er han ligeså radikal som han altid har været. Forleden kommenterede han IS’ folkedrab på yezidierne med ordene: “Den store humanitære redningsaktion for de stakkelse yazidier på bjerget: endnu et medieskabt bedrag orkestret af Obama og USA.” (Facebook, 14. august 2014)

Herunder lidt fra en lang artikel af Allan Sørensen om IS’ fremfærd i søndagens BT – Forrådt af deres naboer (ikke online).

“Hun står som en saltstøtte i Khanke-flygtningelejren uden for den nordirakiske by Dohuk. … Mentalt er Hure Mahmoud ikke til stede. På den anden side af floden er det stadig Islamisk Stat, der kontrollerer områderne. …

Næsten alle de fordrevne yezider i området har den samme historie at fortælle. De er yeziderne fra Sinjarbjerget. Børnene, mødrene og fædrene, der kæmpede mod temperaturer på omkring 40 grader i syv dage uden mad og drikke. Nedenfor bjerget ventede Islamisk Stats kalifatkrigere. Mange bukkede under.

Nogle begravede børnene for at skjule dem for IS. En familie, hvoraf de overlevende nu opholder sig i byen Lalesh ved Dohuk, havde ingen bil. Så de stak af fra IS til fods.

Deres overvægtige teenagedatter var den første til at give op. Benene flyttede sig ikke længere. Resten af familien forsøgte at bære hende under den hede sol i det åbne terræn på vej til Sinjar-bjerget. … Familien havde andre og yngre børn, der skulle hjælpes. Så de efterlod datteren siddende på det stenede plateau. Senere blev det også for meget for sønnen på syv år. Han var udmattet og dehydreret og begyndte at snuble. Ham efterlod familien også, inden det lykkedes at nå til Sinjarbjergets skråninger, hvor en uges mareridt kunne begynde.

Familien har ikke hørt fra sønnen og datteren siden.

[...]

Romas mareridt begyndte også den 3. august. … Hendes mand var på arbejde. Hun nåede ikke at reagere, inden krigerne fra IS bankede på døren sammen med nogle af naboerne. De tog hendes 13-årige datter med sig.

- Det var sidste gang, jeg så hende, siger Hure Mahmoud.

Hun har ikke flere tårer, og det er, som om hun ikke kan bevæge kroppen, selv om hun ikke er fysisk såret. Hun ryster ikke. Står der bare. …

Når Hure Mahmoud fortæller historien om sin datter, der blev slæbt med af IS, er der ikke en eneste af tilhørerne, der er i tvivl om, hvad det betyder. Hun bliver brugt som sex-slave af IS. Eller også er hun blevet solgt til en arabisk rigmand med samme formål.

Man kan mærke på dem, der lytter til Hures historie, at de tænker, det nok er bedre, hvis hun er blevet slået ihjel. Ligesom Hures syv brødre fra Tel Azer og hendes mand.

Fortællingen om hendes brødre fra Tel Azer er, at de blev anbragt på byens torv sammen med andre mænd fra yezide-sekten. Her blev de slagtet med knive, mens børn og kvinder blev tvunget til at se på. Lignende beretninger høres fra en række af de byer, yeziderne flygtede fra den 3. august, da IS udvidede offensiven til deres områder.>

(BT, 24. august 2014, s. 28)

Elias Zorowa, en prægtig mand med hvidt skæg og et stolt udseende, husker den 3. august tydeligt. Et par dage forinden var nogle af de arabiske muslimer i nabolaget begyndt at fortælle, at IS var på vej, men at yeziderne intet havde at frygte, så længe de udleverede alle våben. Med den stemning i byen valgte mange at stikke af. De turde ikke tage chancen. Andre beroligede sig selv ved tanken om, at hvis naboerne gennem alle disse år lover, at det nok skal gå – ja, så er det muligt at blive. Den 3. august rykkede IS ind i området omkring Tal Afar uden for byen Mosul.

– Vi fik alle det samme valg, fortæller Elias Zorowa: ‘ Konverter til islam, eller dø’.

Mange valgte at konvertere, men blev slagtet alligevel.

- Vi er kommet for at dræbe alle yezider, råbte IS-krigerne ifølge Elias Zorowa i byens højtalere. … Omkring 400 yezider blev dræbt den dag, ifølge lokale vidner.

- Deres lemmer blev skåret af i al offentlighed. Hvad min egen familie angår, er der 51 familiemedlemmer, jeg ikke aner, hvor er. 31 af dem er døde. Resten er måske i live, siger han.

Elias Zorowa fortrækker ikke en mine. Hans ansigt er næsten lige så forstenet som Hures. …

Tanken om at IS bliver drevet på flugt af de amerikanske bombardementer og de kurdiske peshmerga-soldater beroliger ham ikke. Han kan ikke forestille sig, hvordan det kan være muligt at vende tilbage og leve side om side med de arabiske muslimer igen. Dem, der stak yeziderne.

Dem, der hjalp IS i stedet for at beskytte yeziderne. Dem, der dag efter dag i årevis har været trofaste naboer.

Yeziderne spørger nu sig selv, hvordan det kunne ske. Den forklaring, næsten alle de fordrevne giver, hører ikke til på den politisk korrekte side af den vestlige debat. Det er yeziderne godt klar over, og det er derfor Elias Zorowa taler om Europa som en enhed, der er faldet i søvn.

- Den eneste forklaring er islam, siger han.

– Vi har levet side om side i generationer uden et eneste problem. Pludselig kommer IS, og så skal kristne og yezider myrdes. Ikke bare af IS. Også af vores naboer, tilføjer han.

[...]

Yervant Amenian, den eneste armenske politiker fra det kurdiske parlament, har taget initiativ til at få vedtaget, at fordrivelserne af yeziderne og de kristne er folkemord. …

- Man behøver ikke være nogen stor historiker for at se, at dette er en direkte parallel til jødeforfølgelserne i Europa og folkemordet mod armenierne, siger han.

Oploadet Kl. 16:52 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


25. august 2014

Debat uden perspektiv: “Debatten drejer sig om bittesmå detaljer ude i hjørnerne af velfærdsstaten…”

Information har interviewet professor Ove Kaj Pedersen der lancerede begrebet ‘konkurrencestaten’, som Bjarne Corydon tog til sig. Fra Venstrefløjens kritik af konkurrencestaten er pinlig.

“… Ordet konkurrencestat har været en rød klud for mange debattører i det forløbne år?

‘Jeg tager mig til hovedet over niveauet! Især venstrefløjens kritik af konkurrencestaten har været pinlig. … Her i landet tiltager man sig retten til at have en mening uden at have undersøgt, hvad man taler om’.

Det er især intellektuelle, der er kritiske over for konkurrencestaten?

‘Der er masser af personer på universiteterne og på den klassiske danske venstrefløj, som dyrker den åndelige dovenskab og dropper analysen. De kunne ikke lide ordet ‘konkurrencestaten’, og så behøvede de ikke tænke mere over det. De reagerer på reflekser. … Den politiske debat i Danmark er overfladisk og gennemsyret af mytomaner, som kører på myter og varetager egne interesser på baggrund af myter’. …

‘Jeg tilhører selv en generation – babyboomgenerationen – som bliver stadig mere afhængig af velfærdsstatens ydelser og hjælp. Enhver politiker, der vil genvælges, og ethvert parti, der vil have indflydelse, er nødt til at tage hensyn til denne store magtfulde vælgergruppes interesser. Sådan er det. Det samme gælder de mange offentligt ansatte, der også er en magtfuld gruppe, som politikerne må tage hensyn til. Der er intet, der er så svært i Danmark som at ændre velfærdsstaten, fordi flertallet er afhængigt af den. … Hver gang man reformerer, er der nogle, der vinder, og nogle, der taber. De første siger ikke noget. De sidste skriger højt i medierne’.

Er der ikke en god, saglig debat i Danmark?

‘Nej, debatklimaet er præget af kaos og rod. Interessegrupper hyler op, når deres velerhvervede privilegier antastes. Men det mest forstemmende er, at når man f.eks. åbner for Radioavisen, så er det som at få en revisionsrapport læst op. Debatten drejer sig om bittesmå detaljer ude i hjørnerne af velfærdsstaten, som om den ene får 492 kr., mens den anden får 500 kr., om paragraffer, børnecheck, børnetilskud, tøjbudgetter. Det er alle de små frimærker, der er i spil. Debatten er kaotisk, flimrende og ligegyldig. De, der forsøger at følge med ved at læse avisen og lytte til Radioavisen, må befinde sig i et kaotisk univers. Der mangler fokus og en ramme for debatten’.

[...]

‘Efterkrigstidens venstrefløj, der ville forandre samfundet gennem reformer, ligger i ruiner. Årsagen er, at venstrefløjens vælgergrundlag i stigende grad er identisk med babyboomgenerationen og den middelklasse, som er afhængig af offentlige ydelser. Når man har sine interesser koblet tæt til velfærdsstaten og de offentlige budgetter, institutioner og ordninger, kan man ikke længere være en samfundsforandrende kraft. …’.

Hvor ser du det?

»Når SF kollapsede i forsøget på at blive regeringsbærende, var der tale om et historisk kollaps af en idé – ideen om en pragmatisk venstrefløj, der er indstillet på at indgå kompromiser. Den er der ikke længere. Den er død. Nu er der kun kustoderne på den yderste venstrefløj tilbage…‘.

Den store historie er jo, at det er de borgerlige, der er blevet socialdemokratiske og er blevet tvunget til at føre socialdemokratisk politik. Over tid er de borgerlige blevet socialdemokratiske, og socialdemokrater er blevet borgerlige. Begge parter har fået deres del af kagen’.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper