7. december 2016

Den lange march gennem institutionerne: Faktalink udgives af DBC med Bo Weimann som IT-direktør

I går bloggede jeg Pernille Vermunds indlæg om ‘Faktalink’, der bruger Redox til kilde om For frihed, og i øvrigt intet har om ‘venstreekstremisme’. Faktalink er en akkumuleret samling artikler om samfundsrelevante emner, og omtaler sig selv som værende “et arbejdsredskab for folkeskolens ældste klasser, gymnasielever, lærere og bibliotekarer samt studerende, journalister og researchere”.

Det første der springer i øjnene, er det faktum at sidens to artikler om ‘højreekstremisme’ er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl. Kendt venstreorienteret, der ikke forsøger at sløre sin kærlighed til mellemøstlig kultur, og blandt andet er tilknyttet ‘Forening for Moske og Islamisk Center’ og ‘Center for Integration’.

Faktalink udgives af Dansk BiblioteksCenter, der er et offentligt ejet aktieselskab. Der er lig i lasten, som man kan læse hos Computerworld – Blekingegadebandens ’stemme’ er IT-direktør (17. marts 2009).

“Stemmen i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er Bo Weymann. Nu kan ComON afsløre, at Bo Weymann er IT-direktør i Dansk Bibliotekscenter, der blandt andre er ejet af stat og kommuner. Bo Weymann var med i Blekingegadebandens inderkreds og blev idømt syv års fængsel for sine kriminelle handlinger.

Mogens Brabrand Jensen, der er direktør i Dansk BiblioteksCenter har ingen betænkeligheder ved at have Bo Weymann ansat. …

‘Ingen ansatte har taget afstand fra, at Bo er ansat. De har været lige så intereserede i sagen som alle andre. De har været nysgerrige omkring, om han var stemmen. Men ingen har taget moralsk afstand fra hans handlinger,’ siger Mogens Brabrand Jensen til ComON. …

Bo Weymann ønsker ikke selv at deltage i denne artikel, men bekræfter via sin sekretær, at den nye stavemåde af efternavnet, er det oprindelige slægtsnavn.”

(t/h: Rudi Dutschke, 1968, en af flere der satte ord på den lange march gennem institutionerne)

Meget få faggrupper er så røde som bibliotekarerne, og formanden for Danmarks Biblioteksskole var i 2007 den senere professor Lars Qvortrup, der indledte sin karriere med et bevidsthedssociologisk kampskrift, der problematiserede Danmarks Radio fra et revolutionært klassekamp-perspektiv.

Den lange march gennem institutionerne har gjort venstrefløjen glade for statslige medier.


“Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, spurgte Berlingske, og ringede til Karpantschof

“Hvem er de fem terrorsigtede danskere?”, spurgte Berlingske under retssagen mod Brandstifterbanden tilbage i 2011, hvad få dage efter blev fulgt op af Jyllands-Posten med spørgsmålet “Hvem er Redox?”. I begge tilfælde agerede venstreradikale Chris Holmsted Larsen ekspert, og hvorfor så overhovedet spørge.

Lørdagens For frihed-demonstration kaster fortsat tomgangsartikler af sig, og selv når venstreradikale åbent erklærer at de vil angribe en lovlig demonstration, så overrasker det medierne at det ‘udvikler sig voldeligt’. Ikke overfald, men et ’sammenstød’, og som Ekstra Bladet formulerede det: “tumult imellem de to grupper”.

I dag stiller Berlingske spørgsmålet – “Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, og minsanten om ikke eksperten er venstreradikale René Karpantschof – Hvem er de hætteklædte, der sætter Nørrebro i brand?.

“En demonstration på Nørrebro, der startede fredeligt, men udviklede sig voldeligt førte i weekenden til 11 anholdelser.

Den oprindelige demonstration var arrangeret af den højreorienterede bevægelse ‘For Frihed’, tidligere kaldet ‘Pegida’, og startede ved Israels Plads lørdag eftermiddag. De demonstrerede mod det faktum, at Nørrebro i år ikke er julepyntet. For Friheds talsperson mener, at julepynten er en dansk tradition, man bør værne om.

På Nørrebrogade blev gruppen mødt af den venstreorienterede og antiracistiske moddemonstration ‘NoPegida’, der havde barrikaderet Dronning Louises Bro med byggemateriale, og altså indgangen til Nørrebro. Langt størstedelen af de anholdte tilhørte denne gruppe, og de anholdte er blandt andet sigtet for hærværk mod bygninger og vold mod tjenestemand. …

Ifølge René Karpantschof, der selv har en fortid som bz-aktivist, er ph.d. i sociologi og ekspert i politisk radikalisme, foregår der lige nu en kamp om, hvem der dominerer ikke kun på Nørrebro, men også i den politiske debat.

‘NoPegida mener, at For Frihed spreder fremmedhad og hetzer muslimer, og antiracisterne er imod, at de såkaldte islamkritikere bruger det offentlige byrum som propagandaplatform. Derfor forsøgte man at forhindre For Frihed i at komme ind på Nørrebro ved blandt andet at bygge barrikader.’ …

I virkeligheden, mener René, bunder barrikaderne måske i, at moddemonstranterne ikke helt ved, hvordan de skal tackle den højredrejning, der breder sig i den offentlige debat og politiske liv i Danmark. En drejning, de er meget uenige i og modstandere af.

‘Mange finder det normalt svært at gøre noget effektivt mod, hvad de opfatter som et omsiggribende fremmedhad i det danske samfund. Men når en helt konkret størrelse som For Frihed vil trænge ind på, hvad antiracisterne mener, er deres hjemmebane, så giver det dem anledning til at gøre noget mere konkret. Det var det, der skete i weekenden.'”

(Uriasposten, 21. november 2016: Venstreradikale varsler voldelige angreb…)


Søren Hviid Pedersen: Argumentet om det ‘postfaktuelle’ er et politisk våben vendt mod oppositionelle

Centrum/venstre bruger sproget mod enhver form for opposition, og det er ikke svært at finde eksempler. Når begrebet ‘fake news’ tages i anvendelse, handler det udelukkende om højreorienterede holdningsmedier, og begrebet sættes eksempelvis ikke i relation til De Korte Nyheder på Radio24syv, der dagligt pynter historier med opdigtede citater. Falske nyheder er, når alt kommer til, blot historier der ikke fremmer en venstreorienteret diskurs.

Fremragende kommentar af Søren Hviid Pedersen i Berlingske – Myten om det post- faktuelle er elitens nye våben.

“Et af tidens modeord er ‘postfaktuel’. Postfaktuel anvendes gerne til at beskrive de tendenser, der er i tiden vedr. falske eller fordrejede nyheder. Begrebet anvendes på personer, partier og bevægelser, som de etablerede medier og politikere mener lyver eller fordrejer. Med det udgangspunkt har flere kommentatorer påpeget, at vi er ved at træde ind i en postfaktuel tidsalder. Demokratiet er i fare for, at postfaktuelle demagoger forfører befolkningen med deres postfaktuelle meninger og synspunkter.

Men måske forholder det sig helt anderledes, end de etablerede medier og kommentatorer hævder? Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen…

hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Hele argumentet om det postfaktuelle er således blevet et ideologisk og politisk våben vendt mod de oppositionelle stemmer i vor tids samfund. Ideen om det postfaktuelle er blevet den herskende klasses ideologiske mantra vendt mod den almindelige befolkning…”

Oploadet Kl. 03:48 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


5. december 2016

MSM om Castros død: Fra ‘politisk nekrofili’ til det ‘overdrevent afbalancerede’ – Kronik af Peter la Cour

Jeg har ikke haft tid til at se at gå i dybden med mediernes dækning af Fidel Castros død, men det jeg har set, har været historieløst. Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver en række eksempler på det han kalder henholdsvis ‘politisk nekrofili’ og ‘overdrevent afbalancerede’. Catro var for medierne en farverig idealist, et ikon for Cubas befolkning, men også lidt kontroversiel, fordi ikke alle anerkender hans storhed.

Onsdag i sidste uge overhørte jeg et indslag i Orientering på P1, og måtte her lægge øre til rejseguide Brian Rasmussen, der tydeligvis var taget på gaden for at sørge med de Castro-tro. Herefter var det analyse ved lektor Jan Gustafsson, der talte om idealet om ’social retfærdighed’. Dagen efter hørte jeg det borgerlige samtaleprogram Cordua & Steno på Radio24syv med samme emne, men skiftede hurtigt igen. Torben Steno brugte udtrykket ‘de såkaldte socialistiske regimer’, og Jarl Cordua sammenlignede den cubanske diktator med Donald Trump. Næppe dækkende for programmet som helhed, men alligevel meget sigende.

(Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Venskabsforening; Screencap: TV-avisen, 26. november 2016)

Kronik af cand.phil. Peter la Cour i Berlingske – Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

“Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning. …

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I ‘Kommunismens Sorte Bog’ (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet. …

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: ‘Valg! Med hvilket formål?’ udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.


Brinckman: Hvis folket har (irrationel) ‘fremmedfrygt’, så er det ikke eliten der har et problem…

Jeg kender flere der ser et lys i Kim Brinckmann, men at dømme efter et interview i Berlingske, så er han en integreret del af problemet – Forsvar for eliten: Vi skal ikke blive bedre til at ‘forstå folket’.

“Den skyldfølelse, intellektuelle kredse for tiden martrer sig selv med, er efter hans mening nemlig ikke bare unødvendig og misforstået. Den er direkte skadelig. For med kritikken af, at eliten ikke har ‘fattet’ almindelige mennesker, følger som regel også en forventning om, at den i fremtiden skal til at agere mere ligesom dem.

‘Hvis folket er bange for globalisering er det meningen, at vi i eliten skal forstå, hvorfor de er bange og helst oven i købet også selv føle os lidt bange. Men jeg er ikke bange for globaliseringen. Jeg mener ikke, jeg kan lære utrolig meget af at blive bedre til at ‘forstå folkestrømninger’. Jeg mener heller ikke, at vores samfund er særlig tjent med, at vi skal se nedad. Og jeg tror overhovedet ikke, vores politikere bliver bedre af at gå rundt og tænke på, om de nu er mere eller mindre i sync med befolkningen. Tværtom.’

Men er det ikke rimeligt at forlange, at den politiske elite lytter til og prøver at forstå de mennesker, som den repræsenterer og i hvis bedste, den er sat i verden for at arbejde?

‘Jo! Men at forstå er ikke det samme som at indrette sin politik efter det. Man kan godt forstå Danmark og danskerne og samtidig holde fast i sin vision, frem for at sidde og superoptimere på meningsmålingerne og tilpasse sine synspunkter efter det. Hvis folkets stemme handler om fremmedfrygt og frygt for stigende gadekriminalitet, er det ikke eliten, der har et problem, fordi den ikke har forstået eller deler holdningen. Det er dem, som har en opfattelse af et liv i frygt, der har et problem. Og så er det altså ufattelig uheldigt, hvis vi andre skal indlejre en eller anden irrationel frygt for at komme mere i samklang med en såkaldt folkestemning. Det er direkte forkert og samfundsskadeligt.‘ …

‘Hvor er kunstnerne og forfatterne i debatten? De kryber langs panelerne. …'”

Oploadet Kl. 01:59 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


2. december 2016

Berlingske citerer medieforskere, der kobler MSM-truende højremedier med ‘fake news’-fænomenet

I en debat på Facebook, forklarde en ung socialist mig, at det er nødvendigt med medielicens, da nyhederne ellers vil blive “skræddersyet efter hvad folk vil høre og ikke hvad der er faktuelt korrekt”. Jeg kan dog for hans skyld godt ‘klippe mine kabler’ og læse Den Korte Avis, men det gider han bare ikke. Jeg skal bare betale for hans sandheder.

Berlingske får også mediestøtte, og har en umiddelbar interesse i at tale uafhængige medier ned. Koblingen mellem enhver form for subjektive højrefløjsmedier og ‘fake news’-fænomenet er ikke tilfældigt. Det er ny løgn for at dække over gamle, og lige præcis derfor nærmer den trykte presse sig udløbsdatoen.

Dansk journalistforbunds Lars Werge, der ikke mener Newspeek har boget med journalistik at gøre, er tidligere sportsjournalist for Ekstra Bladet. Mediet der trykte de korruptionsafsløringer, der i 1990 gav Jeppe Juhl en Cavlingpris. Da jeg tændte for licensfinansierede P1 i forgårs, hørte jeg et tyve minutter langt indslag om eventyr-genren, blandt andet med en ‘eventyrforsker’. Her lød det at Disney havde sat sin ‘klamme klo’ på Grimms eventyr, og som en pointe – at “Adolf Hitler var utrolig glad for Disney-film”. Så meget for seriøse medier.

Fra dagens Berlingske – Lügenpresse, manipulation og kvarte sandheder: Hvem er det, der lyver?

“‘Danske journalister er dumme, uvidende, sindssygt historieløse og meget ofte aldeles uhæderlige uden selv at være klar over det. Sig farvel til den fordækte lügenpresse og sig goddag til NewSpeek Networks’.

Sådan lyder det i et indslag fra NewSpeek Networks, hvor journalistuddannede og tidligere cavlingvinder fra Ekstra Bladet, Jeppe Juhl, toner frem. Mediet udsender på sin hjemmeside og på Facebook flere videoer ugentligt. De fleste med et indvandrekritisk fokus. Men hvad er NewSpeek Networks? Ifølge Jeppe Juhl er det en subjektiv nyhedsportal, der videreformidler nyheder.

I de korte videoer bruges da også flere virkemidler fra nyhedsverden såsom introen, hvor bogstaver toner frem foran en jordklode. Det giver indtryk af, at det er et troværdigt nyhedsmedie, men flere eksperter påpeger, at det bestemt ikke er tilfældet.

Jakob Linaa Jensen, forskningschef på Danmarks Medie og Journalisthøjskole (DMJX), mener ikke, NewSpeek er et nyhedsmedie, han kalder det ‘useriøst’. Og Jesper Tække, lektor ved Medievidenskab på Aarhus Universitet, kalder det en nyhedsside for falske og manipulerende nyheder…

Formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, slår ligeledes fast, at det ikke er journalistik, der bedrives på mediet.

‘Man skal ikke tage det for et nyhedsmedie, for det er ikke journalistik, det er webblogging. Det er holdninger, tilkendegivelser, usandheder og kvarte sandheder,’ siger han.

[…]

Risikoen er, at politikere begynder at agere på falske nyheder. Gry Høngsmark Knudsen, der er lektor ved Syddansk Universitet og bestyrelsesmedlem i Sammenslutningen af medieforskere i Danmark, fremhæver, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, i valgkampen blev taget i at bygge nogle udtalelser på falske nyheder.

‘Det tager det her med falske nyheder til et helt nyt niveau. For hvad bliver politikken så formuleret på baggrund af?’ spørger hun.

… Der findes i Danmark flere netbaserede nichemedier, der formidler et ensidigt nyhedsbillede. Jakob Linaa henviser til blandt andre Den Korte Avis, 180grader og Uriasposten.



30. november 2016

Forskeraktivister og verdensreddere mod Nyborg: Din teori var ‘populær i 30’erne, ‘dr. Joseph Mengele’

En række forskere hævder i et læserbrev i Jyllands-Posten, at den af Helmuth Nyborg fremførte ‘Kold Vinter-teori’ er ‘videnskabeligt fupmageri’. Jeg skal ikke gøre mig klog på emnet, blot påpege, at opponenterne belejligt påpeger at teorien ‘var ganske populær i 1930’erne’, og at den ene underskriver er Eske Willerslev. Genforskeren der under den store danskhedsdebat hævdede, at ‘Indvandringens påvirkning’ af Danmark overordnet set var en god ting.

Jyllands-Posten har også trykt et Nyborg-kritisk debatindlæg fra to aktivister, der halvhjertet kritiserer Nyborgs forskning med videnskabelig argumentation, og helhjertet angriber forskeren med alskens associationer, blandt andet til Joseph Mengele. Man bør “aldrig slutte fra gruppegennemsnit til enkelte individer, som det tit ses i ophidsede race- og kønsdebatter”, skrev Nyborg i den oprindelige kronik, og han er tydeligvis den mindst polemiske. Det store problem for forskeraktivister og verdensreddere er i virkeligheden ikke Nyborgs forskning, men de naturlige konklusioner hans analyse har i forhold til fremtidens Danmark.

Læserbrev af Mathias Henriksen og Anas Kababo i Jyllands-Posten – Professorens hjernespind

“I en kronik bragt i JP 12/11 skriver Helmuth Nyborg, professor emeritus, om den noget usammenhængende sammenhæng mellem intelligens og danskhed. Hans tese er, at det er hjernens størrelse, der overordnet set afgør, hvorvidt man ‘kan fungere godt i et dansk demokrati’.

… Selv hvis vi køber tesen om, at højere intelligens fører til et mere demokratisk sindelag, kan Nyborg ikke forklare os, hvordan demokrati fører til danskhed. Os bekendt har størstedelen af verdens lande demokratiske styreformer. Ja, lande lige fra Brasilien til Sydafrika har indført demokrati som politisk struktur. Gør det dem danske? Ikke hvad vi ved af. Men det viser ret tydeligt, at også mennesker syd for Sahara besidder kapaciteten til at etablere demokratier, på trods af, at Nyborg mener, at de har mindre hjerner.

Men hvad betyder det egentlig for demokratiet, at det kun er de kloge, der kvalificeres som deltagere i Nyborgs ideelle Danmark? … I sin iver efter at skabe et (intelligent) ‘vi’ og et (uintelligent) ‘dem’ glemmer Nyborg at demokratiets styrke netop ligger i inklusionen af alle landets borgere, kloge som ikke-kloge. Demokratiet adskiller sig netop fra andre styreformer ved, at det kan omfavne både antidemokratiske og uintelligente stemmer.

Tilbage står vi med Nyborgs forsimplede argumentation om, at dem med genetiske rødder i de ‘kolde nordlige egne’ er klogere end dem i ghettoerne, som kommer fra syden. En argumentation, hvormed Nyborg skriver sig ind i rækken af fagpersoner, der gennem historien har brugt idéen om genetik til at splitte mennesker og udbrede had.

Det er en klub, der i forvejen bl.a. inkluderer tyske dr. Joseph Mengele, der i 1930’erne ligeledes brugte genetikken til at argumentere for, at bestemte mennesker (jøder, romaer, homoseksuelle) var uegnede og uværdige til at indgå i samfundet på lige fod med andre.

Dette er en farlig sammenligning… Vi er i stedet nødt til at skabe et samfund, hvor der er plads til forskellighed, uden henvisning til størrelsen på vores hjerner, kønsdele eller andre anatomiske forhold. For mennesker er genetisk forskellige, og det vil vi altid være.”



27. november 2016

Habermas: Venstrefløjen bør ignorere højrepopulisternes fokus, og kun tale om ‘materielle konflikter’

Forleden hørte jeg en feminist i radioen, der beklagede politiets brug af ordet ‘husspektakler’, som en måde at nedtone hustruvold på. Her gik det over stok og sten til en debat om ‘psykisk vold’, uden selvransagelse desangående. Det var filosoffen Jürgen Habermas der satte ord på den herredømmefri samtale, og hvis han nogensinde har været værd at læse, så er det slut nu.

Dagbladet Information har oversat et længere interview med kulturmarxisten, der anbefaler at højrefløjens fremgang kan stoppes – ikke ved argumentation, men ved ignorance. Det er en af ‘de fem herskerteknikker’ påpeger en kommentator – så meget for ‘den herredømmefri samtale’.

Fra Information – Interview med Habermas: ‘Vi har brug for at løse gåden’.

“– I årene efter 1989 blev det hævdet, at det liberale demokrati og markedsøkonomien havde vundet så definitivt, at ‘historien var slut’. I dag oplever vi fremkomsten af et nyt autoritært populistisk lederskab – fra Putin over Erdoğan til Donald Trump. Tydeligvis har en ny ‘autoritær Internationale’ i stigende grad succes med at sætte rammer for den politiske retning. Har din jævnaldrende kollega, Ralf Dahrendorf, der forudså et autoritært 21. århundrede, fået ret? Er tidsånden vendt? …

Hvad der alligevel binder det hele sammen, er selvfølgelig nationalismens klaviatur, som der nu også igen bliver spillet på i vores eget hus, i Vesten. …’

– Men selv om der ikke findes nogen entydig tendens mod ny autoritarisme, er vi tydeligvis på vej ind i et enormt højreskred, ja vel nærmest i en højreopstand. … Betyder det, at vi er kommet ind i en periode, hvor irrationel politik bliver ny norm i Vesten? På visse dele af venstrefløjen argumenteres der allerede for, at den rette reaktion på den højreorienterede populisme må være at at opfinde en venstreorienteret version af samme.

‘Før man beslutter sig for, hvad den kloge taktiske reaktion bør være, er der først brug for at løse gåden om, hvordan det gik til, at den højreorienterede populisme kunne stjæle venstrefløjens egne temaer. …’

– Hvordan skal et venstreorienteret svar på den højreorienterede udfordring se ud?

Spørgsmålet er, hvorfor de venstreorienterede partier ikke er gået mere i offensiven mod social ulighed og ikke i højere grad er slået ind på at arbejde for en koordineret og grænseoverskridende tæmning af de uregulerede markeder. Som et fornuftigt alternativ – både over for den rovgriske finanskapitalismes status quo, som over for det ‘völkische’ eller venstre-nationalistiske tilbagetog til de for længst udhulede nationalstaters formodede suverænitet – vil jeg gøre gældende, at kun igennem en overnational form for samarbejde kan vi forfølge det mål at skabe en socialt acceptabel politisk omstrukturering af den økonomiske globalisering.’ …

– Endnu værre end højrepopulisterne i sig selv kan vel være de ‘afsmitningsrisici’, vi kan se hos etablerede partier – ja, faktisk i hele Europa. …

‘Efter min mening har den indenrigspolitiske håndering af højrepopulismen været forfejlet fra begyndelsen. De etablerede partiers fejl består i overhovedet at have anerkendt den front, som højrepopulismen har defineret: ‘Os imod systemet’. … Det er kun ved at ignorere deres oplæg, at man kan fjerne jorden under fødderne på de højreorienterede populister.‘ …

‘Vi bliver derfor nødt til at gøre de kontrasterende politiske programmer genkendelige igen, herunder kontrasten mellem den – i den politiske og kulturelle forstand – ‘liberale’ åbenhed på venstrefløjen og den etnonationalistiske hørm i den højreorienterede kritik af den uhæmmede økonomiske globalisering. Kort sagt bør den politiske polarisering mellem de etablerede partier rekonfigureres, så den igen kommer til at handle om materielle konflikter. De partier, der forærer de højreorienterede populister deres opmærksomhed fremfor at udvise dem foragt, skal ikke forvente, at civilsamfundet selv vil forkaste højreorienterede fraser og vold.'”

(Jürgen Habermas, Frankfurterskolen; Foto: Faz)

Oploadet Kl. 10:23 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


26. november 2016

Professor Herfried Münkler: “For så vidt vil jeg ikke betegne alle AFD-vælgere som dumme, men…”

Troels Heeger har talt med den tyske professor i statskundskab Herfried Münkler, der har en altdækkende forklaring på hvorfor folk ikke deler hans syn på internationalisme. Fra Berlingske – Er folket for dumt til demokrati?

“Demokratiets aktuelle tilstand afhænger af øjnene, der ser. … En af skeptikerne over for folkets evne til at håndtere demokratiet er den berlinske professor i statskundskab Herfried Münkler, der i et nyligt interview med radiostationen Deutschlandfunk udtalte, at ’store dele af befolkningen er dumme.’

For professor Münkler er det indlysende, at demokratiet har et problem med dumme vælgere, der enten ikke magter eller orker at holde sig ajour med en stadig mere kompleks verden og derfor er til fals for billige løsninger. Når folk stemmer på Trump eller anti-europæiske højrepartier, er det simpelthen, fordi de ikke ved bedre, siger Münkler til Berlingske.

‘På sin vis har en del af befolkningen selv valgt at befinde sig i en tilstand af manglende information, hvor man alligevel insisterer på at have ret, fordi man er en del af folket. Det er det, jeg kalder dumt. Man ved, at man tager fejl, men alligevel vil man have ret,’ siger Münkler, der underviser i statskundskab på Humboldt-universitetet i Berlin og har skrevet adskillige bøger om international politik…

For så vidt vil jeg ikke betegne alle AFD-vælgere som dumme, men en stor del af dem er kendetegnet ved, at de overhovedet ikke har skænket svære politiske processer eller de økonomiske konsekvenser af protektionistisk handelspolitik så meget som en tanke. De følger den formel, som Trump har omsat i USA – nemlig »Tyskland først’, siger han.

‘Det er ikke en særlig klog formel, for det første fordi den undervurderer EUs kompleksitet. For det andet fordi den ikke tager højde for forudsætningerne for økonomisk velstand. For det tredje undergraver den finansieringen af vores omfattende socialstat.'”

(Professor Herfried Münkler, Humboldt-Universität; Mere: Deutschlandradio)

Oploadet Kl. 19:42 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


25. november 2016

Professor om populisme: “… ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår”

Danmarks første professor i ‘Internetforskning’ hedder Niels Ole Finnemann, og har en fortid på den yderste venstrefløj, og boede eksempelvis i kollektiv med kommunistiske revolutionære. Tidligere på året blev Peter Lauritsen Danmarks første professor i ‘Overvågning’, og det kan selvfølgelig være tilfældigt at han bor i et bofællesskab kaldet ‘Overdrevet’ (en ‘Atomvåbenfri Zone’), men herfra betragtet virker det som om at man skal være langt til venstre for midten, for at nå de øverste løntrin i det offentlige.

Kommentar af professor Peter Lauritsen (AU) i Dagbladet Information, der introducerer begrebet ’superpopulist’ – Mens vi har bekymret os om de fremmede, er vi selv blevet truslen mod demokratiet.

“En dag midt i firserne stod min far ude i haven sammen med en kollega. De kiggede mod øst, mens de diskuterede den dag, de sovjetiske missiler ville komme. … Indtil for nylig troede jeg, at vi endegyldigt havde sagt farvel til denne følelse. At vi aldrig mere ville lade det komme så vidt, at frygten blev klangbund for vores liv. Desværre ser det ud til, at jeg tog fejl. …

Men knap havde vi sagt farvel til de gamle fjender, før vi begyndte at skabe nye. Allerede i firserne og i starten af halvfemserne blev opmærksomheden rettet mod udlændinge og flygtninge. Nu var det dem, der ville tage friheden og demokratiet fra os. …

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt, at islamismen har overtaget kommunismens rolle. Og hvor har vi dog brugt lang tid på at diskutere, hvordan nogle fanatikere og senere bare nogle muslimer ville tage demokratiet og vores værdier fra os. Endeløse debatter i korte loops om tvungne frikadeller og kønsopdelt svømning, muligheden for Sharia på Nørrebro og det rimelige i, at kvinder går med tørklæde.

Vi fokuserede på de fremmede, og vi troede, at det var der, truslen lå. … I dag står det klart, at det bare var et trylletrick. … Det var alligevel ikke halalslagtning og fem kvinder i burka, der var den store trussel, men derimod den demagogi og populisme, som har fået tag i politikere og befolkning. Villigheden til at løsne forbindelsen til demokratiet vokser. Og dermed åbnes døren for den stærke mand, der åbenlyst udsteder falske checks på en bedre verden.

… snart er det superpopulisten Trump, der har fingeren på den knap, der sender missiler henover min fars have. Det er ham, der er ved at kvæle den spirende optimisme på klimaets vegne. Og det er ham, der skruppelløst fisker stemmer, mens han lader hånt om frihed og lighed. … Jeg har nemt ved at forestille mig koret af danske politikere, der vil sige, at det jo netop var for at undgå demagogi og populisme, at de endeløst har strammet udlændingeskruen. … det har ikke hjulpet. Faktisk slet ikke.

I dag kan alle se – hvis de vil – at vores samfund er truet. Men trusselsbærerne er ikke muslimerne eller de brune eller de fremmede. Den kommer fra os selv… Jeg tænker, at det er en erkendelse, som ligger lige for. Det kræver ingen intellektuel skarphed at se, hvordan situationen er. …

Dermed er vi igen tilbage i min barndoms have, hvor de voksne diskuterede missilernes komme. Omstændighederne er anderledes, men følelsen er den samme: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår det sker.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper