18. januar 2017

‘EU Mythbuster’ Jon Kyst var i sin ungdom ‘a vociferously active pit bull for the Communist party’

Jeg har tidligere fortalt, at Iben Tranholm er kommet på en EU-liste over russisk propaganda, fordi hun skrev et islamkritisk indlæg på Russia Insider. Organet hedder East Stratcom, har ni ansatte og hører under udenrigschef Federica ‘Islam belongs in Europe‘ Mogherini. Eneste dansker i organet er Jon Kyst, der for år tilbage havde en blog på Jyllands-Posten, hvor han eksempelvis associerede Pia Kjærsgaard med begrebet ’stemningsskaber’. Hun og ligesindede legitimerede vold. Et nærmest parodisk opgør med retsstatens skelnen mellem holdning og handling.

Jon Kyst var i unge år medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og sindelaget fornægter sig ikke. Herunder lidt fra et venligsindet blogindlæg på
Kierkegaard In Me fra 2010 med titlen ‘Employee No. 725‘. Jon Kyst var kommunistisk hardhitter, og kæmper nu for et multikulturelt EU med ‘det bedste fra Stalin’.

“I am speaking of course of Jon Kyst. … We were walking out of the Moscow Modern Art Museum, and Jon was absently flipping through his wallet. One of the girls spotted his DIS portrait and cooed. ‘Jon, you look so good in that one!’

‘Yes… yes… I do.” He bared his teeth in nostalgia. ‘Which is good, because once you are in DIS you are a member of its family forever.’
I sensed an opportunity. ‘How’s that, Jon?’

‘Well, for one thing they give each employee a number when they hire you. The numbers ascend in the order of when you joined—which is exactly the way the Nazis did it,’ he added meaningfully.

”You know that’s the second time in two days you compared DIS to totalitarianism.’ He giggled. ‘What did I say yesterday?’ ‘That the director of DIS needs to be ”like Stalin, but in a good way.”

[…]

We neared the Church of the Transfiguration that Easter Monday night. Jon sighed to himself in satisfaction. ‘This is my favorite church,’ he muttered. ‘Why?’ He wasn’t expecting that. ‘Because… it’s beautiful. The chorus is fantastic. The icons are wonderful.’ But I had caught him this time. It was a secular answer, which I had expected, but all the same I placed that missing piece into my Jon-puzzle with newfound certainty. Jon had revealed his active churchgoing as a child, presumably under his parents’ watchful gaze. I knew that he had been married at Copenhagen City Hall, a pointedly un-‘beautiful”’ locale. And I knew that in his youth he had been a vociferously active pit bull for the Communist party, Danish and Soviet alike. This church detail was helping things come together.”

(Collage: ‘EU-mythbuster’ Jon Kyst & EU-udenrigschef Federica Mogherini)



15. januar 2017

Antropolog: Forskningen anskuer muslimer som “børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold”

God kronik af antropolog kronik af Katja Kvaale i Weekendavisen – Våbenbrødre.

“TV 2’s respektindgydende journalistiske herkulesarbejde, dokumentarserien Moskeerne bag sløret, giver dyb og foruroligende indsigt i muslimske gatekeeperes behandling af dissidenter. Dokumentaren blev forleden ved en undladelsessynd Cavlingpris-ikkemodtager; en ikke-ære, TV 2 med en vis præcision deler med Flemming Rose.

For en sikkerheds skyld skrev fire islamforskere en kritik i Politiken af TV 2’s arbejde, bare to dage før Cavling-ceremonien. Jeg noterede mig, at forskernes bekymring for imamernes ytringsfrihed ikke omfatter Flemming Roses ditto. Resten af deres kritik synes styret af en slags jalousi – journalistik er jo ikke forskning! – samt et bemærkelsesværdigt fravær af bekymring for de faktisk afdækkede forhold for kvinder. Snarere kommes imamerne til undsætning med alle hånde detaljer som apologier, og der udtrykkes bekymring for, at ‘TV 2’s forenklede fremstilling og den ophedede debat [vil] styrke de mest yderligtgående religiøse miljøers opfattelse af, hvordan medierne misrepræsenterer dem, og hvordan det danske samfund ikke vil dem det godt’.

Bør det danske samfund da ville de mest yderligtgående miljøer det godt? Vil forskerne da det? …

Empati er metodisk nødvendig, men sammenfaldet med uprofessionel sympati fremmer visse fortællinger, der kommer til at fungere som anvisninger for dataindsamling og fremlæggelse af resultater. Og det er et problem, for forskerne bliver tilbøjelige til at håndplukke data, der bekræfter yndlingsfortællingen, og bruge teorier, som ikke forklarer ubekvemme, men uomgængelige data. Den forståelse, de dermed når frem til, reproduceres i undervisning og på seminarer; narrativer med velkendte skurke – Dansk Folkeparti og integrationsministeren – og lige så velkendte helte, eller rettere, ofre; nemlig danske muslimer, som offergøres en bloc. Med tiden bliver afvigende fortællinger afvist som uhensigtsmæssige specialeemner, såfremt modige kandidatstuderende af egen kraft ville foreslå dem.

Når forskningen bliver politiseret, øges risikoen for, at forskerkolleger bliver våbenbrødre i en slags kamp mod majoriteten; en ‘vi-arbejder-for-samme-sag-mod-den-onde-islamofobiske-kraft’-type psykologi. I de tilfælde tages faglig kritik uvægerligt personligt. Jeg oplevede det selv, da jeg for nogle år siden bidrog til en antologi om integration. Da fagfælle-bedømmelsen af bogmanuskriptet kom, skrev en af redaktørerne, vores kollega, til os: ‘Vi er blevet stukket i ryggen af én af vores egne!’ Nej, vi var ikke blevet stukket i ryggen. Vi var blevet bedømt af en fagfælle, én af vores egne, i professionel forstand. Kritikken var barsk, men relevant, den var velargumenteret og fuldkommen rimelig.

Akademiske miljøer, som studerer minoritetssamfund, er små samfund i sig selv, inklusive uformel magt, nogle gange i form af social kontrol af dissident-forskere. … i miljøer med en normativ dagsorden, vil sund akademisk kritik og analyser, som afviger fra hovedfortællingen, ofte behandles som dissens. Med tiden vil konsensus herske…

Skønt venligt ment er det faktisk en diskrimination, endda potentielt set en såkaldt ‘de lave forventningers racisme’. Ved at skåne muslimer for analytisk kritik, er der en tendens til at frarøve dem det ansvar, den handlekraft og den intellektuelle kapacitet, som ikke-muslimer tildeles som en selvfølge. Det skaber en grundforskel på muslimer og ikke-muslimer, hvor muslimer anskues som mere børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold, mens ikke-muslimer forventes at handle og tænke mere rationelt. Det giver en tendens i forskningen til at forklare især uheldige handlinger for muslimer som blotte RE-aktioner på ikke-muslimers angiveligt islamofobiske diskurs og handling; ikke som handlinger i sig selv. Andre eksempler er at fokusere på ikke-muslimers racisme mod ‘perkere’, som sandt at sige også er begrædelig, mens muslimers racisme mod ‘kuffar’ og ‘danskerludere’ underprioriteres.”

Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


10. januar 2017

Jakob P. Witt, DIIS: I udgangspunktet er pluralisme sundt, “Men jo mere udlændingedebatten…”

Paradigmeskiftet er stille og roligt på vej, men etablissementet bider naturligvis fra sig. Medierne kører hårdt på med ‘fake news’-beskyldninger mod ethvert højreorienteret holdningsmedie, og minsanten om ikke også en til formålet brugbar DIIS-rapport fik en tur i mediemøllen.

Rapporten består mest af almindeligheder, for tryk avler selvfølgelig modtryk, og selvfølgelig kommer der på et tidspunkt et folkeligt svar på den igangværende folkevandring. Det skyldes ikke den politiske debat eller retorikken blandt indvandringskritikere, men det faktum at Islam vitterlig er en eksistentiel trussel, at udlændingepolitik i praksis også er sikkerhedspolitik. Virkeligheden har talt.

Kulturmarxisterne har råbt vakt i gevær i årtier, men man skal om på side syv i rapporten for at se, at højreekstremismens udenomparlamentariske modsvar kun har manifesteret sig i en brændt minibus og lidt graffiti ved et asylcenter på Djursland.

Længere omtale af rapporten i Dagbladet Information – Rapport: Udlændingedebat kan øge risikoen for højreekstremistisk terror. Glanse

“Det er blevet sagt, at det, at alle kan komme til orde i udlændingedebatten herhjemme, har ført til, at Danmark, modsat mange andre lande, ikke har oplevet eksempler på højreekstremistisk terror.

Men en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) advarer om, at debatten også har en pris: den skærpede tone i udlændingedebatten, og at debatten nu ofte fremstilles som afgørende for samfundets overlevelse, kan inspirere enkeltpersoner til at gribe til vold.

‘Som udgangspunkt er det selvfølgelig sundt for et demokratisk samfund, at alle holdninger – til et vist punkt – kommer til udtryk,’ siger Jakob Peter Witt, cand.soc. og forfatter til rapporten Når udlændingedebatten bliver sikkerhedspolitisk. ‘Men jo mere udlændingedebatten bliver gjort til en trussel – og en eksistentiel trussel – jo mere kan man drage en parallel til islamistisk terror. Når noget bliver en eksistentiel trussel, bliver det nemmere for enkeltpersoner at tage det som en opfordring til at bekæmpe denne trussel.’

Hvor ‘radikaliserede islamister’ er blevet diskuteret meget i offentligheden, har der været mindre debat om truslen fra højreekstremistiske miljøer, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) sidste år vurderede, at ’stigende fokus på flygtninge og migranter blandt personer med tilknytning til politisk ekstremistiske miljøer eller med ekstremistiske sympatier kan øge truslen mod asylcentre, flygtninge og migranter samt berørte myndigheder’.

Når Danmark ikke har oplevet højreekstremistisk vold i større skala, er det blevet forklaret med henvisning til, at de flygtninge- og indvandringskritiske partier – ikke mindst Dansk Folkeparti – har uhindret adgang til det politiske system og debat. En forklaring som har sin oprindelse i teorien om, at politiske protester og aktiviteter er et såkaldt nulsumsspil: Øget aktivitet inden for systemet resulterer i mindre – herunder muligvis voldelige af slagsen – uden for dette. Men denne teori ‘må betragtes som en kraftig forsimpling af virkeligheden’, konkluderer rapporten.

Det modsatte kan nemlig også være tilfældet: at flygtninge- og indvandrerkritiske partiers deltagelse ikke mindsker risikoen for vold, men snarere tilskynder til den. Årsag? Eksponeringen af stærkt udlændingekritiske holdninger er med til at sprede disse og kan ligefrem vække holdninger til live, som i sidste ende fører til voldshandlinger.

(Jakob Peter Witt, DIIS 2016/9, Indvandringskritiske grupper benytter terrortruslen til mobilisering)

Ifølge rapporten er det ikke nødvendigvis fra mere eller mindre organiserede grupper på den yderste højrefløj, som Danmarks Nationale Front eller Frit Danmark, at man skal frygte voldelige handlinger. Truslen er ofte større fra enkeltpersoner, som udnytter – eller lader sig inspirere af – den såkaldte herskende fortælling om flygtninge og indvandrere. En amerikansk undersøgelse viste således, at 74 procent af de mere end 60 tilfælde af terrorisme begået af amerikanere blev begået af én eller to personer uden tilknytning til større grupper, og i Vesteuropa er det – faldende – antal højreekstremistiske angreb de senere år blevet udført af ‘uorganiserede bander og enkeltpersoner’.

Dette bliver angiveligt for alvor problematisk, fordi flere flygtninge- og indvandrerkritiske partier efter de seneste terrorangreb er begyndt at sammenkæde udlændinge- og sikkerhedspolitik.”


Hørt på DR2: “Breitbart News og andre jo har det med med at fabrikere løgnagtige falske historier…”

Hvis man vil tage den ideologiske temperatur på de etablerede medier, så er debatten om Breitbart ganske velegnet. Mandagens udgave af Datolinjen på Radio24syv var en lang dundertale mod Breitbart, blandt andet baseret på et interview med Politikens Erik Jensen, der ikke lader virkeligheden ødelægge en god historie. Jeg slukkede da studievært Anne Sofie Allarp formidlede en lytters håb, om at Donald Trump blev skudt.

Tidligere på dagen var Breitbart også til debat på DR2 dagen, ligeledes med Politiken-korrespondenten Erik Jensen. Et par citater der illustrerer niveauet.

“Tyskland har en historie hvor et nazi-parti kom til magten, blandt andet ved at sprede propagandistiske og forkerte nyhedshistorier…” (Erik Jensen, Politiken)

“Man er bange for at det vil lykkes højrenationalistiske partier som Alternative für Deutschland ved hjælp af for eksempel Breitbart News, at føre valgkampen ud i noget der kommer til at handle om asylpolitik på et forkert grundlag, fordi Breitbart News og andre jo har det med med at fabrikere løgnagtige falske historier om jo netop asylansøgere…” (Erik Jensen, Politiken)

“Hvad er ideen med de her løgnehistorier?”, spurgte DR2-vært Sophie Bremer herefter en RUC-lektor. Senere i samme udsendelse var der debat mellem Ekstra Bladets Poul Madsen, Berlingskes Anna Libak og NewSpeeks Jeppe Juhl. Det blev desværre ikke konkret i forhold til Breitbarts Dortmund-artikel, men Juhl fik da afleveret sine pointer. Herunder, at de etablerede medier ikke er objektive.

(Collage: Breitbart og Politikens Erik Jensen)

Jon Rappoport har lavet en fin lille liste, der er ganske velegnet som analytisk redskab i forhold til massemediernes igangværende ‘fake news’-fortælling – Ten basic forms of fake news used by major media.

– Direct lying about matters of fact.

– Leaving out vital information.

– Limited hangout. (This is an admission of a crime or a mistake, which only partially reveals the whole truth. The idea is that by admitting a fraction of what really happened and burying the biggest revelations, people will be satisfied and go away, and the story will never be covered again.)

– Shutting down the truth after publishing it—includes failing to follow up and investigate a story more deeply.

– Not connecting dots between important pieces of data.

– Censoring the truth, wherever it is found (or calling it ‘fake news’).

– Using biased ‘experts’ to present slanted or false ‘facts.’

– Repeating a false story many times—this includes the echo-chamber effect, in which a number of outlets ‘bounce’ the false story among themselves.

– Claiming a reasonable and true consensus exists, when it doesn’t, when there are many important dissenters, who are shut out from offering their analysis.

– Employing a panoply of effects (reputation of the media outlet, voice quality of the anchor, acting skills, dry mechanical language, studio lighting, overlay of electronic transmissions, etc.) to create an impression of elevated authority which is beyond challenge.



4. januar 2017

“Jeg tænker, om det måske er begyndelsen til enden. At folket fik adgang til fri kommunikation.”

Kommunikation er ‘et våben’, og det går ikke folket har fri adgang til den slags. Vi er altid kun et valgresultat fra repressive tiltag, der skal redde demokratiet. Kommentar set på Altinget – Thomas Bigum: Den bedste medicin mod falske nyheder er public service.

“Løgne har altid eksisteret. Løgne har altid haft indflydelse på begivenhedernes gang. Men vi bliver nødt til at tage seriøst, at løgnenes effekt nu når helt til den ypperste top. … Det skræmmer mig. Jeg har arbejdet med sociale medier og adfærd siden 2010. I lang tid har tingene været positive. Vi er blevet mere oplyste. Vi er blevet forbundne. Globalt såvel som lokalt. …

Jeg tænker, om det måske er begyndelsen til enden. At folket fik adgang til fri kommunikation. At alle fik en betydelig stærkere stemme, om de måtte vælge at bruge den. Kommunikation har alle dage været et våben, og våben skal man passe på med at lægge i hænderne på den utrænede. …

I Danmark har vi (stadig) en model, der er mindre afhængig af det ødelagte link i mediemøllens kæde. Med public service findes der medier, der ikke er afhængige af bannerannoncen og pop-up reklamen. For første gang i mit liv ser jeg en dybt funderet berettigelse af public service.

… Nu ser jeg det. Den vigtige rolle public service spiller i en ødelagt mediemølle.”

Oploadet Kl. 02:45 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


3. januar 2017

Weird Science: Forskere er bekymrede, ikke over radikalisering, men registrering af radikaliserede

Personligt er jeg mere bekymret over radikaliserede (muslimer), der ikke er bag tremmer. Sådan er vi så forskellige. Grafikken er sakset fra Facebook-gruppen ‘Vejen til islam’, der i skrivende stund er offline. En historie fra Jyllands-Posten – Rekordmange indsatte i fængslerne bliver indberettet for radikalisering.

“306 gange fra februar 2015 til og med september 2016 er indsatte i danske fængsler blevet indberettet med mistanke om radikalisering. Til sammenligning blev der i hele 2013 og 2014 sendt i alt 23 bekymringsindberetninger ind. Det viser en opgørelse, som Jyllands-Posten har fået indsigt i.

Modsat tidligere bliver de såkaldte bekymringsindberetninger nu sendt direkte videre til PET – uden foregående vurdering i Kriminalforsorgens sikkerhedsenhed. Og det vækker bekymring hos bl.a. lektor i jura og fængselsforsker på Syddansk Universitet Linda Kjær Minke, fordi indberetningerne alene hviler på de ansattes subjektive skøn og ofte har stor betydning for den indsattes afsoningsforløb.

En indberetning udgør et stort indgreb i de indsattes rettigheder – bl.a. i forbindelse med udgang og prøveløsladelse, hvor både politiet og PET skal høres. Det er meget problematisk…,’ siger hun og får opbakning af bl.a. juraprofessor Eva Smith og formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg Sysette Vinding Kruse.”

(Hani Joma i ‘Vejen til islam’ på Facebook, 2017 Mere: Liveleak)


DR insinuerer, at Uriasposten ikke søger sandheden, RUC-lektor: “… vi ved ikke om du tjekker kilder”

Mandag aften sendte DR1 dokumentaren Patrioten & Venligboeren. En klassisk setup baseret på Nils Tvilling (fisker, medlem af Dansk Samling) og Mads Nygaard (forfatter, aktiv i Venligboerne), der sammen besøgte forskellige steder relateret til tidens udlændingedebat. Den jordnære Nils vandt klart, ikke mindst fordi Mads levede i sin helt egen verden. Han kunne ikke bruge statistik til noget som helst, og blev overrasket, da en Grimhøj-imam forklarede, at der var dødsstraf for frafald indenfor Islam. Meget sigende, så blev han forarget, da Nils antydede at beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgaard var kriminelle. Altså, en stor del af beboerne er vitterlig udviste kriminelle.

Omtalen på DR.dk inkluderer en henvisning til Uriasposten, et af flere medier, der ifølge RUC-lektor Jannie Hartley Møller ikke har en holdning til, “at det de skriver, skal være sandt”. En pæn måde at insinuere, at undertegnede (og andre) lyver. Jeg konfronterede hende over Facebook, og fik et længere svar, hvor hun forklarer, at hun intet konkret ved om Uriasposten, og talte generelt om ‘alternative medier’. Artiklen bliver hermed et ganske godt eksempel på ‘fake news’. Fra DR.dk – Ekspert: Vi låser os inde i ekkokamre med vores meningsfæller.

“I programmet ‘Patrioten og Venligboeren’ tager Nils Tvilling med venligboeren Mads Nygaard rundt og besøger blandt andet Grimhøjmoskeen i Aarhus, Tingbjerg og et udrejsecenter nær Ikast for at udfordre hinandens holdninger til integration.

Det er især det omdiskuterede netmedie Den Korte Avis, Nils orienterer sig på, og han er også flittig bruger af Document.dk, Uriasposten.net, Snaphanen.dk og de svenske hjemmesider Avpixlat.info og Friatider.se.

De ‘alternative nyhedssider’, som Nils kalder dem, er alle netmedier, og lektor og studieleder i journalistik ved Roskilde Universitet Jannie Hartley Møller fremhæver endnu et fællestræk:

– Ingen af dem er tilmeldt pressenævnet, så de er ikke bundet af de centrale etiske forpligtelser, som etablerede medier er. De har ikke nødvendigvis en holdning om, at det, de skriver, skal være sandt, siger Jannie Hartley Møller, der blandt andet forsker i netmedier og etik.”

(Mads Nygaard, forfatter, Venligboer)

“Min faglige vurdering er, at du sigter efter at formidle din holdning/bestemte holdninger. Om de er sande, det vil eller tør jeg ikke gøre mig til dommer over. Udtalelsen til DR handler om de medier som bevidst har fravalgt at være medlem af Pressenævnet. Alle de medier kan publikum ikke vide, om de skriver udfra et ideal om sandhed og korrekt information. Derfor siger jeg, at de medier ikke nødvendigvis arbejder udfra det samme ideal som professionelle journalister på etablerede medier. Der er – i hvert fald et ideal om – en forskel på holdning og fakta. Også selvom forskningen viser, at sandheden er en svær størrelse at arbejde med, også for journalister. Vi har foretaget en undersøgelse af etik på danske medier, men mange af de nye digitale medier svarede ikke på vores mange henvendelser, derfor ved vi reelt ikke, hvad de (og du) står for. Jeg har ikke undersøgt det, men mit bud vil også være, at du ikke har nogle offentlige tilgængelige presseetiske regler, så igen vi ved ikke om du tjekker kilder, udsagn, tal etc. Holdninger kan naturligvis godt være sande- det vil den som ytrer dem oftest synes at de er, men i journalistikken skal fakta skal ifølge presseetikken være researchet, være baseret på mundtlige og skriftlige kilder.” (Jannie Hartley Møller i svar til undertegnede, 2. januar 2017)

Oploadet Kl. 01:57 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


2. januar 2017

Jesper Larsen om ‘fake news’-tema: “Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden…”

Hvis ‘fake news’ blot betød ‘falske nyheder’, så ville mediernes kampagne være en god ting. I praksis er det en kamp, ikke mod opdigtede nyheder, men mod fortolkningsfrihed, et forsøg på at bevare definitionsretten. Før journalisterne forstår det, har de intet forstået.

Skarp analyse af Jesper Larsen på Kommunikationsforum – DR Deadlines forfalskede falske nyheder.

“Den 23. december havde DR Deadline tema om falske nyheder i en udsendelse, der havde følgende programinformation:

I 2016 brød falske nyheder for alvor igennem mediemuren. Det skete med kulørte historier, såsom at Hillary Clinton er satanist. Vi samler de bedste og værste eksempler fra de falske nyheders mediemaskiner. Og Sigge Winther spørger også om falske nyheder kan være med til at ødelægge valgene i Tyskland og Frankrig i 2017?

I studiet var to gæster, henholdsvis lektor David Bundz Pedersen fra Aalborg Universitetet og journaliststuderende på RUC, Caroline Damsgaard Christensen, der blev præsenteret som journalist fra Mandag Morgen.

Studievært Sigge Winther starter med at konkludere ‘der er et våbenkapløb mellem Rusland og USA i forhold til falske nyheder’ og herefter bringes gæsternes bedste/værste eksempler. Præmissen er altså seerne får det mest falske fra hele 2016.

(Deadline, 23. december 2016)

EKSEMPEL 4 – HILLARYS SALG AF VÅBEN TIL IS

Bertel Teilfeldt Hansen, postdoc. på Københavns Universitet, siger i en trailer for Deadline på Facebook at ‘Noget af det værste eller det mest absurde er, at Hillary skulle have solgt våben til IS’

Vi kender ikke Teilfeldts kilde, men det er irrelevant. Vi ved fra WikiLeaks og FBIs frigivelser af Hillary Clintons mails, at hun selv skrev hun vidste Saudi Arabien støttede både Islamisk Stat samtidigt med hendes fond tog imod penge derfra. Derudover godkendte Clinton som udenrigsminister det største våbensalg til Saudi Arabien nogensinde.

Teilfeldt kan læse op på historien på f.eks. 21st Century Wire og Salon. Hvis han ikke bryder sig om disse sites, der beskyldes for ‘fake news’, så har The Independent og International Business Times også historien, der ikke har været bragt i Deadline.

Studievært Niels Kause-Kjær konkluderede i en tidligere Deadline udsendelse, at der ikke var grund til at beskæftige sig med WikiLeaks, til trods for at WikiLeaks aldrig har publiceret falsk materiale. CNN gik skridtet videre og fortalte seerne det var ulovligt at læse Clintons lækkede mails, fordi de var stjålet, så folk skulle i stedet lære om indholdet fra CNN.

[…]

Deadline, der er underlagt public service forpligtelsen, har i udsendelsen klare politiske budskaber til deres seere, som fremføres af gæsterne. Budskabet er, at ‘falske nyheder’ er et problem.

Bertel Teilfeldt Hansen siger ‘det polariserer samfundet og spolerer muligheden for en demokratisk debat’.

David Bundtz Pedersen: ‘Det destabiliserer en masse af de mekanismer vi har været vandt til, f.eks. den tillid der har været mellem forskellige stridende parter og den demokratiske samtale bliver enormt udfordret, når bliver så polariseret, som tilfældet er.’. Ifølge Bundtz er falske nyheder desuden ‘gift for demokratiet’.

Caroline Damsgaard: ‘Problemet med falske nyheder er, at det mindsker det politiske handlerum, så det kan være svært at skabe opbakning til et politisk standpunkt, for det skaber tvivl om den objektive sandhed. Hvis der f.eks. er et problem, så får folk alle mulige forskellige oplysninger’

Deadlines gæster og Deadline legitimerer indskrænkninger af presse- og ytringsfriheden med henvisning til, at det er i demokratiets bedste, til trods for ikke et eneste eksempel omhandler opfordringer til vold eller andre anti-demokratiske tiltag.

Jeg betragter det som en totalitær og farlig udvikling, hvor målet er at skabe folkelig opbakning til censur. Som jeg har skrevet i artiklen om EU’s propaganda task-force East StratCom på KForum, så ligger der en overordnet plan om at censurere systemkritiske nyheder og informationer, da disse ‘polariserer’. ..

Bundtz påstår i udsendelsen der var ‘russisk indflydelse under Brexit folkeafstemningen’, hvilket er ironisk set i lyset af, at han angiveligt er ekspert i ‘det post-faktuelle samfund’, men sidder i studiet og opfinder nyheder og i øvrigt citerer Hillary Clinton som sandhedsvidne. …

Damsgaard håber at det viser sig at være en ‘falsk nyhed’ at højre populismen vinder frem i Frankrig og at Marie Le Pen ikke bliver valgt i det franske præsidentvalg, for Damsgaard stoler på EU og mener polariseringen i asyl- og immigrationsspørgsmål er Ruslands skyld.

Deadline formåede ikke at levere et eneste eksempel på en falsk nyhed, der i substansen kunne kandidere til at være årets værste. Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden om at skride til handling mod indhold på internet man i Deadlines politiske kredse ikke bryder sig om.

Det er skræmmende der over en bred kam i danske massemedier tilsyneladende er opbakning til en kurs vi normalt ville kritisere totalitære systemer for. Medierne burde i stedet kigge indad og reflektere over hvorfor de angiveligt bliver udkonkurreret på troværdighed.”



17. december 2016

Thomas Hoffmann: Forskere anskuer Islam ‘vulgærmarxistisk’, som ‘en form for illusorisk overbygning’

Sidste lørdag var professor Thomas Hoffmann gæst i Deadline til en debat om dansk islamforskning, og blot ved at bekende sig til en apolitisk tilgang, kom han til at stå i modsætning til professor Garbi Schmidt, der mente det var hendes opgave at nuancere synet på Islam. At fortæller danskerne, at Islam i virkeligheden ikke var noget farligt noget, og at muslimer ikke nødvendigvis var særligt religiøse.

I indslaget henvises der til Tina Magaard og Tim Jensen, og udsendelsen kan anbefales. Her en bid fra Thomas Hoffmanns nylige redegørelse i Berlingske – Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?.

“‘Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

… Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.'”

(Professor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen)

“Jeg kan ikke sidde og konsekvensberegne på hvordan offentligheden, fra højre mod venstre til midten – vil tolke og bruge mine budskaber. Jeg kan kun udtale mig om det som min forskning berettiger mig til. … Lige så snart man siger noget, uanset hvor ukontroversielt det er, så fortolker folk det på vidt forskellige måder, derfor kan jeg ikke forudsige, hvad det jeg siger, kan blive brugt til. Derfor må jeg simpelthen bare sige det min forskning berettiger mig til.” (Thomas Hoffman, 10. december 2016)

“… vi er ikke politikere, vi skal ikke være politikere, men netop fordi vi deltager i en politisk debat, så er det jo klart, at – bare se på de tråde der er under diverse indlæg, artikler, blogs eller hvad det. Hvor vores udsagn bliver jo opfattet som værende partsindlæg i en politisk debat. … Jeg prøver ikke at trække i en anden retning, jeg prøver måske at præsentere nogle andre perspektiver i forhold til hvad det er der foregår. Hvor jeg siger, at det debatten kan gå hen og blive ensidig. For eksempel, at der er enorm meget fokus på muslimers religiøsitet, om muslimer som værende specielt religiøse, at det sikkert er farligt, men vi kan jo sige, at der jo er mange muslimer, for hvem det at være muslim ikke betyder noget.” (Professor Garbi Schmidt, 10. december 2016)

“Jeg tror altså også, at vi har haft så meget i medierne og blandt politikerne om islams mørke sider, at nogle forskere har sagt, at vores opgave som debattører, og som bidrager til den pluralistiske oplyste debat. Det er ikke at komme med mere af det, det er tværtimod at nuancere debatten ved at pege på islams mangfoldighed.” (Tim Jensen, 11. marts 2016)



16. december 2016

Hauge: Man diskuterer Heideggers antisemitisme, men ikke ‘jødehadet uden for konferencehotellet’

Kommentar af Hans Hauge i Kristeligt Dagblad – Hvorfor protester I ikke mod det opblussende jødehad?.

“Per Øhrgaard mener i sin replik ‘Person og sag’ i Kristeligt Dagblad den 13. december, at jeg kommer for let til min skelnen mellem person og sag. Det er nu ikke min, men blandt andet Løgstrups. Han betragtede det som en pligt at skelne. Det gjorde vi andre også inden for litteraturforskningen.

Dernæst fremfører jeg, at de fleste Heidegger-læsere, deriblandt Rudolf Bultmann, foretog den samme skelnen, men det er der kun ganske få, der gør i dag. Hvis man skelner, kan man blive anklaget for at ville skjule noget.

[…]

I dag ‘blusser jødehadet lystigt i flere europæiske lande,’ skriver Jesper Bacher samme dag i avisen. Per Øhrgaard har ret i, at jeg ikke skulle have skrevet, at antisemitismen trives ‘især i Tyskland’. Det var en underdrivelse. Jeg tænkte på postyret i Baden-Württemberg om AfD-medlemmet Wolfgang Gedeons antisemitiske udtalelser sidste år. …

0,3 procent af tekstmassen i Heideggers private optegnelser, ‘De sorte hæfter’, på over 3000 sider handler om jøder. 99,7 gør altså ikke. Og på det grundlag diskuterer filosoffer i Tyskland ved konferencer og i bøger ivrigt Heideggers antisemitisme, men de er tilsyneladende ikke optaget af jødehadet uden for konferencehotellet:

Hvorfor protesterede I ikke mod det opblussende jødehad? Sådan vil man spørge disse filosoffer en dag, der som præsten gik forbi manden, der var blevet overfaldet af røvere.

Den nuværende antisemitisme skyldes næppe, at de sidder og læser Heidegger i Gaza eller Malmø.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper