19. juli 2019

Mikkel Gerken, filosof: “Intuitivt vil mange nok sige, at man skal have en åben debat… Men det er…”

Klimadebatten har forlængst antaget religiøse former, og når en filosof argumenterer for at medier ikke skal give taletid til dissidenter, så ved ma godt hvad klokken er slået. Den bløde totalitarisme sniger sig ind alle steder i disse år, og jo højere løntrin i det offentligt, jo mere velvilligt dyrker man det herskende konsensus. Man kan stemme om den ønskede klimapolitik, men sandhed lader sig ikke altid bestemme ved flertalsafgørelse.

Fra Videnskab.dk – Filosof: Benægtelse af klimavidenskab hører ikke hjemme i landsdækkende medier.

“I de sidste par uger har flere landsdækkende medier givet taletid til et par pensionerede professorer, som hævder, at klimakrisen er overdrevet, og at klimaforskere tager fejl, når de siger, at udledning af drivhusgasser er den primære årsag til den globale opvarmning. …

… En anden, som heller ikke mener, at ufagkyndige, der bestrider videnskabelige fakta, bør optræde i medierne, som om de var klimaeksperter, er Mikkel Gerken, der har en doktorgrad i filosofi og er i gang med et stort forskningsprojekt om videnskabskommunikation. …

I politisk journalistik er det god stil at høre begge sider af en sag. Men videnskab bør ikke behandles ud fra det journalistiske balanceprincip om, at alle synspunkter skal høres på lige vilkår, lyder det fra filosoffen.

‘I værdidebatten er det et vigtigt journalistisk princip, at man hører forskellige synspunkter,’ siger Mikkel Gerken, der er lektor på Syddansk Universitet.

‘Men det er dybt kritisabelt, at medierne også anvender balanceprincippet, når de formidler videnskabelige fakta. På den måde kan de give de ammunition til konspirationsteorier og mistillid til videnskab,’ fortsætter han. …

Dertil kommer, at aktive forskere, som bruger en stor del af deres tid på at forske og undervise, ikke altid har tid til at svare fyldestgørende på den ene forkerte påstand efter den anden, der bliver bragt i medierne.

Intuitivt vil mange nok sige, at man skal have en åben debat, og at alle har ret til at komme til orde, for hvis der bliver sagt noget faktuelt forkert, kan klimaforskere jo bare gendrive det bagefter,’ siger Mikkel Gerken og fortsætter:

Men forskningen på området giver gode grunde til at tro, at sådan en dækning er med til at øge skepsissen over for videnskab. Samtidig er det meget ressourcekrævende for folk, der rent faktisk forsker i det pågældende emne, at de skal bruge deres tid på at modbevise falske påstande i medierne.'”

(August Landmesser nægter at hylde konsensus, Hamborg, form. 13. juni 1936; Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 17:21 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer

Opinion om EU-dom: “Begrebet proformaægteskaber synes ikke at indgå i dommernes overvejelser.”

Mirco Reimer-Elster kommenterer amerikansk indenrigspolitik for TV2 Nyhederne, og intet i analysen adskiller sig fra det der kommer fra Trumps kritikere på den amerikanske venstrefløj. ‘Trumps racisme kan føre direkte til genvalg’ skriver journalist Henning Høeg på BT.dk, og her er der tale om endnu en journalistisk artikel baseret på Demokraternes motivanalyse – ikke subjektiv opinion.

Det er dog ikke alle emner, der serveres med kritisk motivanalyse. EU-domstolens seneste afgørelse om familiesammenføringer, blev eksempelvis leveret helt uden samfundsmæssig perspektivering. Et læserbrev af lic.agro. Knud Larsen fra Hvidovre udpensler konsekvensen i Weekendavisen – Henteægteskaber.

“Tillad mig at uddybe, hvad dommen faktisk drejer sig om: To tyrkere giftede sig 1983 i Tyrkiet, fik sammen fire børn; blev skilt i 1998. Allerede i 1999 giftede manden sig igen, nu med en tyrkisk-tysk kvinde i Danmark, hvor han fik opholdstilladelse som ægtefælle, i 2006 permanent. De fire børn blev efterhånden ‘familiesammenført’ til Danmark.

Da dette var gennemført, blev manden i 2009 skilt igen og giftede sig straks igen med sin første kone, som nu også søgte opholdstilladelse som ægtefælle. Udlændingestyrelsen afviste: De havde størst tilknytning til Tyrkiet. De klagede, og Østre Landsret bad EU-domstolen om en udtalelse.

Nu siger EU-domstolen, at Danmark ikke må stille tyrkere ringere, end hvad fremgår af en associeringsaftale fra 1963 mellem EU og Tyrkiet, med en klausul af 1980. Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en Sten. Hokus pokus: Seks tyrkere, der intet havde med Danmark at gøre (plus et ukendt antal børnebørn), får permanent opholdstilladelse. Begrebet proformaægteskaber synes ikke at indgå i dommernes overvejelser.

Morlille har nu også krav på ‘familiesammenføring’ (hvorfor ikke til Tyrkiet?). Hvis altså Danmark bøjer sig for den dynamiske EU-domstol, som helt alene, uden demokratisk kontrol, udvikler/fastlægger helt nye love, uden om EU-Rådet og EU-Parlamentet.

I Jyllands-Posten beskrives 15/7 en næsten 100 procent identisk sag, hvor også denne gengiftede ekshustru i ti år har opholdt sig her uden opholdstilladelse og ikke taler dansk. Mistanken om proformaægteskaber er vist ikke grebet ud af luften.



14. juli 2019

Demografisk viden anno 2005 = Normalisering af ‘den globale højreekstremistiske konspirationsteori’

Tilbage i 2005 skrev videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard i Berlingske, om hvorledes “‘Danskere’ bliver en minoritet i Danmark”. Kilden var lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen, der med baggrund i ‘matematik og sandsynlighedsregning’, sluttede at tendensen var klar: Folk med udenlandsk herkomst kan om mindre end 100 år komme til at ‘udgøre et flertal’. Det vil forandre Danmark – “… vi bør kende tallene.”

(Lars Henrik Aagaard, Berlingske, 20. august 2019: ‘Danskere’ bliver en minoritet i Danmark’)

Udviklingen kan de fleste byboere konstatere ved selvsyn, og ønsker man ikke fortløbende befolkningsudskiftning, så må man naturligvis bekæmpe det politisk. Den slags går naturligvis ikke i 2019, hvor selv journalister hos borgerlige aviser, rask væk anvender den yderste venstrefløj som kilde mod enhver form for kulturkonservatisme. Nyd blot hvorledes ‘feature’-journalist Line Tolstrup Holm intet problem har med venstreradikale Redox, kommunisten Jan Hoby eller et organ som ‘Institute for Strategic Dialogue’, der med letbenet intellektualisering gøder jorden for den anti-nationale venstrefløj.

Fra Berlingske.dk – Rapport: Den ekstreme højrefløjs sprogbrug siver ind i mainstreampolitik.

“Massakren i Christchurch var uhyrlig, skriftet virker i lange passager rablende, og bagmandens gerninger blev naturligvis bredt fordømt. Men det tankesæt, Christchurch-terroristen bekender sig til, bliver promoveret så effektivt og omfangsrigt online af højreorienterede kræfter – særligt på sociale medier – at begreberne er i færd med at blive normaliseret. I hvert fald har de fundet vej til mainstreampolitik i blandt andet Italien, USA, Storbritannien, Tyskland, Ungarn – og Danmark.

Det er konklusionen i en ny analyse fra Institute for Strategic Dialogue (ISD) – en London-baseret organisation, som rådgiver såvel techgiganter som regeringer om indsatsen mod global ekstremisme. …

Kortlægningen viser, hvordan onlinereferencer til ‘den store udskiftning’ er mere end fordoblet i antal de sidste fire år. … Teorien om ‘den store udskiftning’ stammer fra en af den ekstreme højrefløjs favoritideologer, den franske politolog Renaud Camus. Han udgav i 2012 en bog med samme titel, på fransk ‘Le Grand Replacement’. … bygger på en dystopisk fortælling om, at den vestlige kultur og etnicitet er truet på sin eksistens – ikke bare af indvandring, men også af vores eget kulturelle fordærv.

… Analysen fra ISD viser, at højreekstreme bruger de store sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube til at sprede deres budskab til et nyt publikum, mens allerede tilknyttede sympatisører udveksler propagandamateriale på netværk såsom 4chan og Gab. Her foregår der ifølge rapporten en foruroligende omfattende og hastig radikalisering.

… En, som er faldet over rapporten fra ISD, og som godt kan se ligheder, er Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger. På Twitter skrev han for nylig, at ‘VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har med deres breve til flygtninge og indvandrere om, at de kan få penge til remigration, skrevet sig ind i normaliseringen af den globale højreekstremistiske konspirationsteori’ (om den store udskiftning, red.).

I rapporten fra ISD opfordrer forskerne til, at regeringer og de store techfirmaer gør mere for at stække spredningen af højreorienteret propaganda online.

(ISD, ‘The Great Replacement’: The Violent Consequences of mainstreamed extremism, 2019)

Citater

“På et tidspunkt, formentlig mod slutningen af dette århundrede, ser kurverne så ud til at løbe sammen. Dermed vil nationen stå i den interessante situation, at mennesker af udenlandsk herkomst vil udgøre majoriteten i samfundet.” (Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard, 2005)

“Det er uafvendeligt, at der vil være færre ‘oprindelige’ danskere… De føder simpelthen ikke tilstrækkeligt mange børn til at kunne erstatte dem, der dør. På samme måde er det trods den restriktive udlændingepolitik uafvendeligt, at indvandrere og deres efterkommere vil komme til at udgøre en stadigt stigende del af befolkningen. Det er et af tidens absolut største dilemmaer. Hvordan skal vi tackle den udvikling? (Lektor Hans Oluf Hansen, 2005)

“Recent attacks demonstrate the potential for the Great Replacement theory to drive extreme-right mobilisation and terrorist acts. By examining the narratives that its proponents employ, it is clear that the theory lends itself to calls for radical action against minority communities – including ethnic cleansing, violence and terrorism.” (‘The Great Replacement’ ved Jacob Davey og Julia Ebner, ‘Institute for Strategic Dialogue’, 2019, s. 29)

(Journalist Line Holm henviser til venstreradikale Redox.dk, Twitter, 4. juni 2019)



8. juli 2019

Videnskabsjournalist Lone Frank om ‘raceforskelle’: “… ikke bare på overfladen man ser forskelligt ud”

I sidste uge bragte jeg et uddrag fra en ældre BT-historie, der refererede forskning, der konkluderede, at ‘den gennemsnitlige IQ i et land er afgjort ved den racemæssige sammensætning’. Herunder lidt fra dialogen i seneste udgave af ’24 spørgsmål til professoren’ på Radio24syv, hvor videnskabsjournalist Lone Frank taler om ‘raceforskelle’ med professor Eske Willerslev. Med stikordet ‘medicinske sammenhænge’ siger de noget af det samme, ligesom de flere gange understreger at videnskaben skal kunne stå imod politisk pression.

Sekvensen kan høres her.

Lone Frank, Radio24syv: Hvor forskellige er du og jeg, lad os sige, fra en pygmæ i Congo? – genetisk.

Eske Willerslev, professor: Ja. Altså, jeg kan ikke huske, hvis jeg skulle sætte en procenttal på, men jeg vil sige, at en pygmæ i Sydafrika, altså en buskmand i Afrika er næsten genetisk set, ligeså forskellig, næsten, ikke helt, men næsten ligeså forskellig fra lad os sige en europæer eller asiat, som denisova er fra neanderthaler. Det er næsten, det er ikke meget langt fra. Så det vi sige, at der altså er nogen forskelle ik’. Hvis vi taler om en udspaltning for hundredetusinder af år siden, så er der jo altså noget evolutionel tid at gøre godt med.

Lone Frank: … som du selv siger, der er faktisk de der store etniske forskelle, som man plejede i gamle dage at tale om raceforskelle, nu må vi sige, ja nu kalder vi det etniske forskelle, men de er jo faktisk betydningsfulde. I en medicinsk sammenhæng. Og på anden måde. Der er forskellige grupper genetisk – det er ikke bare på overfladen man ser forskelligt ud. Vi er i en tid, hvor man i virkeligheden helst skal sige, sådan politisk set, at vi er ens alle sammen, men vi får mere og mere viden om hvor forskellige vi er, og på hvilket niveau – altså, det er sådan lidt underligt. Er det ikke mærkeligt, at stå som forsker i det her.

Eske Willerslev: Det er jo sådan en dobbeltting, fordi på den ene side, så vil jeg mene, at… begrebet race giver ikke mening. Det gør det ikke, fordi at i hvert fald i den traditionelle forstand, så er race noget med at man har været adskilt meget længe uden kontakt. … Men derfor er jeg ikke uenig med dig i, at på den anden side må man sige, at der er forskelle mellem både individer og grupper, som altså har nogen betydning i forhold til for eksempel sygdomsrisiko. Og behandling. Og der må man jo sige, at, jov, man bliver bare nødt til tror jeg også, at skille tingene lidt ad. Jov, det kan godt være det er politisk ukorrekt at sige det, men hvis man ikke forholder sig til det, så må man sige, at så går vi altså glip af faktisk, at kunne behandle folk ordentligt. Også medicinsk ik’. Vi bliver nødt til at forstå de forskelle, og vi bliver nødt til at håndtere de forskelle. Og det er vigtigt.

Lone Frank: Og der tror jeg, at forskningen får en opgave i virkeligheden med at forklare sig nogle gange, fordi der vil være et politisk pres i nogle af de her områder. Vi vil ikke have det, vi vil ikke vide det, man skal ikke forske i sådan noget, eller man skal ikke komme med noget. Og der er det at forskere må forklare, hvorfor det er vigtigt nu at vide det, lige nu og her.

Eske Willerslev: Grundlæggende tror jeg jo ikke på, at det kan betale sig, eller er en god ide, at holde ting hemmeligt.

(Lone Frank og Eske Willerslev, Allinge, 14. juni 2019; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 11:57 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


7. juli 2019

Arlys ‘forskningsvirkelighed’: “Vores forskning viser, at moskéer kan virke fremmende for integration.”

Det kan godt være at der findes et par fuldfede sølvpapirshatte på højrefløjen, men de får i det mindste ikke penge for at undervise aner i deres særlige parallelvirkelighed. Religionssociolog Brian Arla Jacobsen var til Folkemødet i år, og kan ses i en video lagt online af Københavns Universitet på Facebook.

“Det er en relativ ensidig skildring af moskéer, vi ser i de danske medier. Den måde, de skildrer dem på, er at de viser, at det er nogle religiøse miljøer, der er konservative, og den form for konservativ Islam overtager muslimerne i moskéerne. Og det er en måde at fremstille Islam på, der ikke helt stemmer overens med vores forskningsvirkelighed. Vores forskning viser, at moskéer kan virke fremmende for integration. Den måde vi undersøger det på, er jo at opstille nogle mål for integration, som vi beder moskéerne om at svare på. Eller som vi undersøger, når vi er ude i moskéerne. Den måde, man kan se det på, er jo for eksempel om moskéerne indgår i brobyggende aktiviteter, foreningsaktiviteter eller aktiviteter med myndighederne, som jo kan fremme alt lige fra lektiehjælp til arbejdsmarkedsdeltagelse eller andre af den slags aktiviteter.” (Brian Arly Jacobsen, Folkemødet 2019)

(Brian Arla, Københavns Universitet på Facebook, 14. juni 2019)

Oploadet Kl. 21:41 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


5. juli 2019

R. Lynn & T. Vanhanen (2002): “… en national IQ på 90 er nødvendig i et teknologibaseret samfund.”

Jeg har ingen personlig aktie i problematikken, og egentligt vil jeg helst diskutere integration og udlændingepolitik uden at tale om IQ. Visse emner har det med at forplumre debatten, og jo mere jordnær debatten bliver, jo større chance er der for, at danskerne gør hvad der kræves i stemmeboksen.

Når det er sagt, så er det naturligvis absurd, at Stram Kurs’ Rasmus Paludan torsdag fik stadfæstet sin ‘racismedom’ ved Landsretten. DR Online citerer anklageskriftet, og de fire kriminelle citater er intet andet end en politisk-polemisk konkretisering af den forskning Richard Lynn og Tatu Vanhanen fremlagde i bogen ‘IQ and the Wealth of Nations’ (2002).

Bogen blev omtalt i BT som kontroversiel, men hvis kontroversielle professorer også skal fængsles, så er vejen asfalteret til Gulag. I et frit samfund, må tanken være fri. Fra BT.dk – Asiater er de klogeste (22. marts 2003)

“Richard Lynn fra University of Ulster, Coleraine i Nordirland har sammen med Tatu Vanhanen fra University of Helsinki i Finland udregnet de gennemsnitlige IQ’er i 84 lande verden over. De har præsenteret resultaterne i bogen: ‘IQ and the Wealth of Nations’ fra sidste år, hvor de sammenligner IQ-resultaterne med de enkelte landes gennemsnitsindkomster.

Resultatet er baseret på i alt omkring 80.000 personer – især skoleelever – der har deltaget i en IQ-test. Resultaterne anfægtes ikke af de kritikere, B.T. har talt med.

Tallene varierer fra en IQ på bare 59 i Ækvatorial Guinea i Afrika til 107 i Hong Kong. Danmark ligger på en beskeden 20. plads med en gennemsnitlig IQ på 98.

Professorerne mener, at en national IQ på 90 er nødvendig i et teknologibaseret samfund. Kun 20 pct. af verdens befolkning har en IQ højere end 90. Og derfor vil en del af verden leve i evig fattigdom, hævder forfatterne…

Den gennemsnitlige IQ i et land er afgjort ved den racemæssige sammensætning,’ siger Richard Lynn til B.T. med overbevisning i stemmen. …

‘… Man skal se det store billede, hvor IQ i Afrika er omkring 70, og i Europa er den cirka 100 – det er virkelig en forskel,« forklarer Richard Lynn, der ikke mener, at det afrikanske intelligensniveau nogensinde vil kunne nå op på det asiatiske eller europæiske.

‘Hvis de får en bedre ernæring og miljø, så vil deres IQ stige til omkring 80. Groft sagt. Sorte i USA, som er helt sorte og ikke har nogle hvide gener, deres IQ er omkring 80.’

Så når de lever i et samfund med høj levestandard med bedre ernæring og miljø, så stiger deres intelligens. Men ikke mere end 10 point. Så det har intet med skole og uddannelse at gøre. Selv universitetsstuderende i Afrika har ret lav IQ.‘”

(Richard Lynn og Tatu Vanhanen, IQ and the Wealth of Nations, 2002; Grafik: Dickerson, 2005)

Oploadet Kl. 12:03 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


4. juli 2019

Hoffmann om Muhammed-biografi: Skelner ikke mellem ‘religiøs ønsketænkning og historisk forskning’

Islamforsker Thomas Hoffmann anmelder en ny bog fra Juan Cole, en af Islam-apologiens ypperstepræster. Læs det hele på Weekendavisen.dk – Som Fanden læser Koranen.

“Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: ‘I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ‘nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.’ En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. ‘Koranen,’ skriver Cole, ‘rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.’

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.

Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse.

… det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man ‘opdager’ de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.”

(Juan Cole, Muhammad – Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Nation Books, 2018)

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


3. juli 2019

Velbalanceret: “Sådan sammenfatter DR’s medieforskere… danskernes vurdering af DR’s valgdækning”

Et statsmedie som DR har naturligvis ansat egne ‘medieforskere’, der kan fortælle hvor godt det går. Send flere penge! Fra DR Presse – Undersøgelse: DR’s valgdækning helt i top.

– Velbalanceret og bred folkelig opbakning. Ros, ros, ros.

Sådan sammenfatter DR’s medieforskere Michael Oxfeldt og Henrik Gregor Knudsen danskernes vurdering af DR’s valgdækning. De er netop blevet færdige med at granske svarene fra et repræsentativt udsnit af befolkningen, der i dagene efter folketingsvalget blev spurgt om, hvordan de oplevede mediernes dækning af valget. Altså ikke de konkrete seer- og lyttertal på programmerne, men hvordan de blev oplevet sammenlignet med andre mediers dækning og valget i 2015.”

Oploadet Kl. 10:30 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


2. juli 2019

Uffe Østergaard, 73 år: “Jeg har måttet erkende, at der er et kulturelt fundament for… retsstaten”

Essay af professor emeritus Uffe Østergaard, der fortæller om hvordan årtier med islamisk indvandring har fået ham til at trodse EU-paradigmet, og forfægte en mere rationel erfaringsbaseret tilgang. Trykt i Politiken, hvis læsere om nogen har brug for ideologiske justeringer – Tiden er til at bygge mure med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter (kræver login).

“… Man må sige, at det var naivt, for ikke at sige dumt, at nedlægge de indre grænser i EU med Schengen-aftalen uden at have sikret de ydre grænser først. EU blev grebet af angst for kritikken for at bygge mure omkring sig, først med et ’sølvtæppe’ mod øst, siden i Middelhavet. …

Er det overhovedet muligt at lukke grænsen i Middelhavet? Formentlig ikke i længden, hvis vi skal dømme ud fra erfaringen fra Romerriget. … Men selv om det kun lykkes at holde grænsen i Middelhavet for en tid, er vi nødt til at prøve af hensyn til vore egne lande og befolkningernes flertal. ‘Sammenhængskraften’, som det nu hedder.

Meget store dele af verden kan åbenbart godt tænke sig at være med i den europæiske velfærdsstat. Men der er måske en grund til, at den er udviklet i Europa og ikke alle mulige andre steder.

Begrænses indvandringen af flygtninge og migranter ikke, risikerer vi flere folkelige oprør og en splittelse mellem Øst-, Vest-og Sydeuropa. Europa kan hurtigt miste det, der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere.

Jeg har måttet erkende, at der er et kulturelt fundament for velfærdsstaten og retsstaten, ytringsfriheden og de andre goder, vi forbinder med Europa generelt og de nordiske velfærdsstater specielt.

Der er nogle lange, dybe, kulturelle og måske ligefrem religiøse forudsætninger for velfærdsstaten, som min generation ikke var opmærksomme på.

… der er mere på spil end strømmen af flygtninge og migranter. Vi har måttet erkende, at integration af mennesker er sværere, end man troede i den naive optimismes halve århundrede, hvor man regnede med, at nationalisme og religion ville forsvinde i takt med den globale modernisering. I stedet har vi fået global nationalisme.

Den nederlandske migrationsforsker Ruud Koopmans, der nu arbejder i Berlin, har ærligt beskrevet sit skifte fra en tro på multikulturalisme som måden at integrere indvandrere på til at stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund.

Det kaldes ‘assimilation’ og afvises stadig af de fleste, der bærer på en tung arv af dårlig samvittighed over tidligere tiders europæiske kolonialisme og etnocentrisme. …

Lidt kontroversielt er jeg nået frem til, at en forudsætning for vellykket integration er, at de nye danskere overtager de lutheranske dyder, der gennemsyrer det danske samfund, kort sagt kulturel assimilation.

Ved nøjere eftersyn viser det imidlertid, at det i høj grad er kulturelt bestemt at tænke, at vi som borgere ikke kun har rettigheder, men også pligter. … Der er kort sagt tale om kulturkristendom som ramme om en samfundsmodel, der bygger på arbejdet som identitetsskaber og viser sig i respekt for statens autoritet og vilje til at betale skat. … Det er hele dette kompleks af normer og idealer for den gode samfundsborger, jeg tænker på med ‘ lutheranisme’.

Om det er kristendom, overlader jeg til andre at afgøre. Luthers lære er på kompliceret vis årsag til komplekset… Faktisk tyder meget på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ‘kun’ kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej.

Det er en af grundene til at jeg er nået frem til, at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Kun ved at bremse den ukontrollerede indvandring kan vi måske genvinde vælgernes tro på EUprojektet og vores danske samfundsmodel med alle dens mangler og ufuldkommenheder.”



1. juli 2019

Undersøgelse: Blot en ud af ti MENAP-indvandrere gifter sig dansk -‘Religionen er et ufravigeligt punkt’

Undersøgelse er udarbejdet af lektor Ulla Nørtoft Thomsen for tænketanken Unitos. Hun har kortlagt ‘ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer’ (fra Vest- og Centralasien samt Afrika), og er kommet frem til, at blandt indvandrere og efterkommere er det blot 11,6 og 9,9 procent der gifter sig med danskere. Indvandrere fra islamiske lande er således langt mindre tilbøjelig til at gifte sig ind i danskheden, end andre ikke-vestlige indvandrer, uafhængigt af eventuel flygtningestatus. SF’eren Halime Oguz påpeger, at social kontrol er klanens måde at undgå tværkulturelle ægteskaber på. Man bliver som ung muslim ‘udskammet’, hvis man forelsker sig i en dansker.

Fra gårsdagens Jyllands-Posten – Halime Oguz turde ikke at fortælle forældrene om sin danske flamme (kræver login)

“Halime Oguz’ første forelskelse var i en dansk dreng. Dengang gik hun i folkeskole, men hun vidste allerede da, at hun ikke skulle nævne sommerfuglene i maven for sine forældre derhjemme.

‘Det var komplet urealistisk, at jeg skulle blive kærester med en dansk fyr. Jeg havde jo set, hvordan andre, der havde fundet en dansker, blev udskammet, udstødt og set ned på,’ siger hun.

Da hun var 17 år, blev hun gift i et arrangeret ægteskab, som hun forblev i gennem 14 år. Halime Oguz, som er folketingsmedlem for SF, er født i Tyrkiet, men opvokset i Vollsmose i Odense. …

En ny undersøgelse fra tænketanken Unitos viser, at 11,6 pct. af indvandrere og efterkommere fra de 10 største immigrantlande i Mellemøsten og Afrika har giftet sig med en person af dansk oprindelse. Ser man alene på efterkommerne, som er født i Danmark, taler dansk og har gået i dansk folkeskole, er tallet 9,9 pct. Altså lavere endnu. …

Halime Oguz, som netop er blevet valgt ind i Folketinget for SF, mener, at tallene er udtryk for social kontrol i muslimske familier: ‘I store dele af det muslimske miljø er der en klanmentalitet, hvor især kvinderne ikke selv kan vælge frit, når de skal finde en kæreste eller en ægtefælle. Så kan det være, at det går bedre med uddannelse osv., men på det sociale er der kontrol.’ Hun kæder tallene for tværkulturelle ægteskaber sammen med andre former for social kontrol.

‘I store dele af det muslimske miljø bliver piger holdt fra sociale arrangementer og ungdomsaktiviteter generelt. Det er alt sammen for at undgå, at de bliver for danske. Det er samme problematik,’ siger hun.”

(Ægteskabsmønstre. En kortlægning af ægteskabsmønstre…, Ulla Nørtoft Thomsen, Unitos, 2019, 11 sider)

“Det er normen, at en muslimsk mand gifter sig med en muslimsk kvinde, men han kan også gifte sig med en kvinde, som er kristen eller jøde. Den åbenhed finder man dog ikke, når det gælder den muslimske kvinde. Hun må kun gifte sig med en muslimsk mand. Det er regler, som bliver fulgt ret nøje blandt muslimer i hele verden, også i Danmark. … religionen er et ufravigeligt punkt for mange muslimer, når de vælger ægtefælle.” (Professor Thomas Hoffmann)

“Jeg tror helt ærligt ikke, at den debat, vi har, og den måde, vi taler om hinanden på, har nogen gavnlig effekt for ægteskaber mellem indvandrere og danskere. Hvis man får at vide, at man skal rejse hjem i både anden og tredje generation, føler man sig så virkelig velkommen i den anden gruppe, altså i et dansk ægteskab.” (Seniorforsker Vive Anika Liversage)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper