11. oktober 2016

Vælgernes tillid til de ensartede politikere daler stadig

En ældre historie, men på baggrund af Nye Borgerliges nylige opstilingsberettigelse – og altså deltagelse i næste folketingsvalg – både aktuel og interessant. (og tragisk). Fra Politiko.

“‘Et epokeskifte,’ kalder Aalborg-professor Jørgen Goul Andersen udviklingen.’ ‘Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere, og analysen viser en klar sammenhæng mellem utryghed og mistillid til politikerne.”

‘Vælgerne sætter ikke spørgsmålstegn ved de politiske strukturer og demokratiske institutioner, kun ved politikerne og deres gerninger,’ skriver han i sin analyse, som er en del af den nye bog ‘Fra krisevalg til jordskredsvalg’, som analyserer folketingsvalgene i 2011 og 2015.

Professorens konklusion er, at tilliden først og fremmest er dykket som følge af den økonomiske krise og de indgreb i velfærden, der har været foretaget siden 2010. Det slider tilsyneladende på troværdigheden. Tilliden til andre faggrupper har i perioden ligget nogenlunde konstant, så politikerne skiller sig altså markant ud.’

Om det også gør det til journalister og medier, kunne være interesant at vide – man kan tvivle på det. Uffe Elbæk siger noget fornuftigt: (!) ‘Der er ved at blive etableret en egentlig politisk klasse, som tænker på samme måde, har samme sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige referencer og forstår problemerne på en meget ens måde.’

“En ud af fem folketings-politikere har enten aldrig færdiggjort en uddannelse eller haft et fuldtidsjob uden for politik. Helt præcis drejer det sig som 36 ud af de 179 medlemmer af Folketinget.

Man har altid kunnet fodre svin med alle de skolelærere, præster og folk, som har læst statskundskab, på Christiansborg. Hvorimod man stort set aldrig ser en revisor, direktør eller ingeniør i politik, siger en person med mere end 30 år i politik til BT. Lige nu er der eksempelvis 35 medlemmer af Folketinget, der har læst statskundskab på universitetet altså hver femte folketingspolitiker. ‘Medlemmerne af Folketinget har aldrig lignet befolkningen. Når politikere siger, at de er et repræsentativt udsnit af befolkningen, så passer det ikke’, siger forskningschef Roger Buch.” (BT, 2012)

Goul Andersen peger på økonomisk krise og indgreb i velfærden – i en anden Politiko artikel citeres afgående Socialdemokrat Mogens Lykketoft for at være ‘… ked af stop for kvoteflytninge.‘. Man ser det man vil se. Selv hvis man er et parti i problemer. Måske hænger de ting sammen.

(red. grafik fra ‘Større utryghed sender tilliden til politikerne mod bunden‘, Politiko, 25. september 2016)

Oploadet Kl. 00:55 af Oikonea — Direkte link13 kommentarer


17. december 2014

Rød valgkamp under stikordet ‘medmenneskelighed’: Dansk pas til arabere, mindre fokus på antallet

Landets røde regering har accepteret, at det kommende folketingsvalg bliver et udlændingevalg, som de ikke kan vinde på luftige ord om stramninger. Angreb er det bedste forsvar, og strategien er ved at være klar. De Radikale vil give arabere dansk pas (mine ord), og Socialdemokraterne vil have debatten til at handle om alt andet end antallet. Nogenlunde samtidig lykkedes det Ugebrevet Mandag Morgen at sætte dagsordenen med et ledende spørgsmål, blandet andet fortolket af en tidligere venstresocialist.

Sidstnævnte i et interview med Interview med Mette Gjerskov i Information – ‘Vi er alt for optaget af at holde folk ude af landet’, socialdemokratisk formand for Udenrigspolitisk nævn.

“‘Når det handler om flygtninge, så oplever jeg, at vi er mere optaget af, hvordan vi undgår at få dem ind i vores land end af, hvordan vi kan hjælpe,’ siger Mette Gjerskov. De seneste 20 år har hele det politiske spektrum gradvis rykket sig til højre, mener hun.

‘For 20 år siden snakkede vi om, hvordan vi kunne hjælpe; om tortur, urimelige henrettelser og alt det, folk flygtede fra. I dag er vi meget mere optaget af diskussionen om, ‘hvad skal de her?’,’ siger Mette Gjerskov. …

‘Det er bekymrende. Vi skal holde op med kun at tale om, hvem der giver et nettobidrag til samfundet i kroner og øre, men tale om de gode ting, der også ligger i, at vi som land påtager os et socialt og globalt ansvar. Og være stolte af det.’

– Hvis du mener, at vi alle sammen – inklusive Socialdemokraterne – har rykket os for langt til højre, hvorfor så ikke kritisere linjen i dit eget parti? …

‘… Vi er alle sammen påvirket af de store overskrifter. Vi har et problemfokus og taler kun om problemer, problemer, problemer. Det synes jeg godt, man kan tillade sig at have en mening om…'”

(Ugebrevet Mandag Morgen, 15. december 2014: Halvdelen af danskerne skammer sig…)

“Resultatet viser, at politikerne er ude af trit med vælgerne i udlændingepolitikken, vurderer professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, der har fulgt danske vælgeres holdning til indvandrere siden 1979. … Han bakkes op af professor i migration og medier på Aalborg Universitet Peter Hervik, som har bemærket samme skævvridning af den offentlige debat om indvandrere.”



2. februar 2012

Karsboel: Ritzaus Bureau insinuerer at Danmark har en lav beskatning af arbejde, selvom det ikke passer

Det siger sig selv, at DR Online gengav Ritzaus artikel, der lod en tidligere VS’er fremlægge konklusionerne af en OECD-rapport. Skarpt læserbrev af David Karsboel i tirsdagens udgave af Børsen.

Ritzaus og Goul Andersens røde vås
Jørgen Goul Andersen har dedikeret stort set hele sin professionelle karriere som skattefinansieret forsker på Aalborg Universitet til at vise, at danskerne elsker skatter og velfærd, og at vi i øvrigt ikke betaler særligt meget i skat. Den ubekvemme kendsgerning, at vi har et til himmelen skrigende skattetryk, og at vi ligger mindst 100 skatteforhøjelser for langt til højre på Laffer-kurven (som viser statens skatteindtægter som en funktion af skattetryk i en stor, sur smiley-graf) skal gang på gang bortforklares og ignoreres. Selv verdens højeste skatter er ikke høje nok for Goul Andersen.

Det er de tilsyneladende heller ikke for det blodrøde propagandaorgan, Ritzaus Bureau. Har disse mennesker nogen som helst faglig troværdighed tilbage? Tror de selv på deres historier? Bruger de overhovedet korrekturlæsning, kildekritik eller research i deres uendelige og ulidelige agitation? Og er der overhovedet nogen ansatte i Ritzaus Bureau? Nogle gange fristes man til at tro, at bureauet blot er en internettjeneste, som videresender dårligt formulerede pressemeddelelser fra Enhedslistens politisk-økonomiske sekretariat.

I forbindelse med den megen omtale af den mulige, nye skattereform forspilder Ritzau (i Politiken 18. januar) ikke chancen for endnu engang at viderekolportere den latterlige påstand om, at danskerne ikke betaler nævneværdige skatter på arbejde. I telegrammet påstås det med henvisning til OECD´s opgørelser af indkomstbeskatning ”Taxing Wages (2011)”, at ”Danmark ligger under gennemsnittet, når det gælder skat på arbejde blandt de 15 gamle EU-lande, som Danmark bedst kan sammenligne sig med.”

Det er teknisk set korrekt, når sammenligningen gælder EU-15 landene og sociale bidrag fra arbejdstager og –yder tages med i betragtning. Men hvad sker der med analysen, hvis vi i stedet for Belgien, Italien og Frankrig medtager Schweiz, Island og Norge? De sidstnævnte tre lande plejer vi at sammenligne os mere med end de tre førstnævnte. Konklusionen vendes da på hovedet!

OECD viser i sin rapport fra 2011 otte forskellige modelarbejdstagere (med/uden børn, gift/single, lav/høj løn etc.). Hvorfor omtaler Jørgen Goul Andersen og Ritzau ikke, at Danmark i syv ud af disse otte tilfælde placerer sig højere end OECD gennemsnittet for beskatning? Hvorfor insinuerer de i stedet, at Danmark har en lav beskatning af arbejde, når det overhovedet ikke passer?

Desuden kan man spørge, hvorfor sammenligningen ikke tager højde for de forbrugsskatter, som danskerne betaler? Gør man det, er vi jo væsentligt mere plagede end borgere i stort set resten af verden, og blandt økonomer hersker der bred enighed om, at det er den samlede skatte- og afgiftsvirkning, som skal medregnes, hvis man ønsker at udtale sig om effekten på arbejdsudbuddet. En person, som skal overveje, om han gider arbejde i stedet for at tage fri på offentlige overførsler skal jo ultimativt set tage stilling til, hvor mange forbrugsgoder han skal kompenseres med for at medvirke til at øge arbejdsudbuddet.

Og netop arbejdsudbuddet – eller mangel på samme – er jo anledningen til, at skattereformen overhovedet initieres af den nye regering, og at man nu omsider begynder at diskutere skatten på arbejde. I denne forbindelse kan man også spørge Jørgen Goul Andersen og hans røde venner i Ritzau, hvorfor de ikke har set på marginalskatterne og disse utvivlsomt destruktive virkning på det danske arbejdsudbud? Hvorfor skal disse ikke omtales, når alle seriøse forskere er enige om, at netop marginalskatten betyder mere for arbejdsudbuddet end gennemsnitsskatten?

Hvis man yderligere skulle perspektivere på baggrund af det datamateriale, som OECD tilvejebringer i sin rapport, og som Jørgen Goul Andersen og Ritzau skamrider på det groveste, kunne man nævne, at de lande, som har den højeste beskatning (hvad enten vi taler om gennemsnitsbeskatning eller marginalbeskatning) stort set uden undtagelse er blandt de hårdest ramte i krisen, mens de stater, som moderer overgrebet på deres egne befolkninger omvendt ser ud til at klare sig godt igennem krisen. Lad dette være et oplæg til den nye skatteminister i hans bestræbelser på at lave den skattereform, som dansk økonomi har skreget på i over tredive år.

(DR Online, 18. januar 2012: Danmark har allerede lav skat på arbejde)

Oploadet Kl. 07:44 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


5. april 2010

Stilhed før stormen

Jeg fik ikke blogget den i første omgang, men det er naturligvis venstrefløjens belejlige udlægning. Senere i dag smider jeg mine Jørgen Goul Andersen-bøger ud. Fra Information – så taler vi ikke mere om det (15/1-10).

“Det har været skingert, har det. Vi har svinet hinanden til. Ved kaffebordene, i aviserne og fra Folketingets talerstol. Talt forbi hinanden, misforstået og afsporet. I de sidste mange år har der været én altoverskyggende debat i Danmark – debatten om dem og os. Men nu er den danske indvandrerdebat døende…

Men noget tyder på, at vi efterhånden er ved at blive mætte.

»Tonen er en helt anden i dag,« siger debatredaktør på Ekstra Bladet, Marianne Hjort.

»Den voldsomme indvandrerdebat er helt forsvundet, og vi ser ikke længere umotiverede angreb på muslimer eller indvandrere i almindelighed. Det er en døende debat.«

[…]

I dag er Ekstra Bladets læsere meget mere optaget af den sociale ulighed, skattereformen og den stigende polarisering af samfundet, fortæller Marianne Hjort. Og så er de blevet stærkt kritiske over for Kongehuset. Det var helt uhørt for få år siden.

Debatredaktørens iagttagelser stemmer fuldt overens med de vælgerundersøgelser, der er foretaget i løbet af 2009, forklarer valgforsker og professor Jørgen Goul Andersen fra Århus Universitet. Indvandrerspørgsmålet er røget langt ned ad listen på vælgernes dagsorden og ligger nu og roder nede på en 7. plads i 2009, hvor kun otte procent af befolkningen peger på det som det vigtigste problem for politikerne at tage hånd om. Få år tidligere syntes 23 procent, at det var det vigtigste. Op er rykket de økonomiske og sociale problemer.

»Det skal ses i lyset af, at det i de seneste år er gået rigtig godt med integrationen,« siger Jørgen Goul Andersen…

Indvandrerdebatten har gennem 00’erne været stærkest i lande som Norge, Østrig, Holland, Danmark og Norditalien, påpeger Jørgen Goul Andersen, og fælles for de områder er, at økonomien har haft det godt.

»Derfor kan jeg være tilbøjelig til at betragte indvandrerdebatten som et overskudsfænomen – et eller andet skal man jo tale om, når der ikke er andet at hidse sig op over.« […]

»Jeg kan godt forstå, hvis Pia Kjærsgaard bliver lidt bekymret over det. Historisk set har det været partierne med yderstandpunkterne, der har kapitaliseret på den her debat, så hvis der ikke er problemer, må man jo opfinde dem selv.«”

Mere.

  • 18/3-10 Information – Lad os tale om noget andet (bl.a. om Goul Andersen).
  • 

    10. april 2009

    “Nyrup slår Fogh i ‘politisk samarbejdsevne’, ‘udenrigspolitisk tæft’ og ‘økonomisk styring’…”

    Berlingske har spurgt 28 historikere og fagfolk om deres vurdering af ni statsministre i forhold til Politisk samarbejdsevne, Økonomisk Styring, Udenrigspolitisk tæft, Personlig gennemslagskraft og/eller karisma og Lederevner i forhold til eget parti.

    Resultatet er lattervækkende – Historikere: Nyrup var en bedre statsminister end Fogh

    “undersøgelsen ender Fogh på en samlet sjetteplads med 6,63 point, mens Nyrups 7.00 point ud af 10 mulige er nok til en fjerdeplads.

    Nyrup slår Fogh i “politisk samarbejdsevne”, “udenrigspolitisk tæft” og “økonomisk styring,” hvor Nyrup vinder en førsteplads.

    Fogh har dog krammet på Nyrup i to kategorier: “Personlig gennemslagskraft og karisma” og “lederevner i forhold til eget parti,” hvor Fogh tager en andenplads, mens Nyrup får en næstsidsteplads.”

    Berlingske Tidende lister ekspertudvalget, hvad sammenholdt parametrene fuldt ud forklarer resultatet. Kategoriseringen herunder er min, og kan selvfølgelig diskuteres (opdateres ved nye oplysninger).

    Ville stemme SR, SF/Enhedslisten:

    Flemming Just, historiker og professor ved Syddansk Universitet, Esbjerg – Radikal byrådskandidat?

    Kaare R. Skou, journalist og politisk kommentator på TV2 – formentligt SF

    Tøger Seidenfaden, cand.scient.pol., adjungeret professor og chefredaktør på Politiken – formentligt radikal

    Poul Villaume, historiker, dr.phil. og professor ved Københavns Universitet – tidl. medlem af Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister

    Kurt Jacobsen, historiker og cand.phil fra Copenhagen Business School – tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Kommunistiske Studerende og Danmarks Kommunistiske Parti.

    Mogens Rüdiger, historiker, dr.phil. og lektor ved Aalborg Universitet – tidl. Kommunistisk Arbejderparti

    Johannes Andersen, lektor i politologi ved Aalborg Universitet – tidl. trotskist, men idag mere midtsøgende

    Uffe Østergaard, historiker og ph.d. ved Copenhagen Business School- tidl. medlem af Venstresocialisterne.

    Jørgen Goul Andersen, cand.scient.pol. og professor ved Aalborg Universitet – tidl. Venstresocialisterne, idag SF eller Socialdemokratiet

    Søren Mørch, historiker og forfatter til bogen »25 statsministre« – formentlig socialdemokrat, gift med Ritt Bjerregaard (A, tidl. VS)

    Niels Wium Olesen, historiker, ph.d. og lektor ved Århus Universitet – formentligt socialdemokrat

    Flemming Ibsen, lektor ved Aalborg Universitet – formentligt socialdemokrat

    Niels Finn Christiansen, historiker ved Københavns Universitet – socialdemokrat

    Ove K. Pedersen, cand.scient.pol. og professor ved Copenhagen Business School – Socialdemokrat, medstifter af Cevea

    Asbjørn Sonne Nørgaard, cand.scient.pol. og professor ved Syddanske Universitet – Ml. Enhedslisten og Socialdemokratiet

    Jes Fabricius Møller, historiker, lektor og ph.d. ved Københavns Universitet – næppe borgerlig

    Henning Grelle, historiker på Arbejdermusseet – kan næsten kun være rød

    Carsten Due-Nielsen, historiker og lektor Københavns Universitet – centrum (A, B, Fogh-kritisk)

    Ville stemme VK, Dansk Folkeparti:

    Lars Hovbakke Sørensen, historiker, ph.d. og ekstern lektor ved Århus Universitet – formentligt venstremand

    Knud J. V. Jespersen, historiker og professor eremitus ved Syddanske Universitet – formentligt borgerlig

    Uvist.

    Poul Duedahl, historiker og ph.d. fra Aalborg Universitet

    Mogens N. Pedersen, cand.scient.pol. og professor ved Syddansk Universitet

    Klaus Petersen, historiker og professor ved Syddansk Universitet

    Joachim Lund, historiker og ph.d. ved Copenhagen Business School

    Torsten Borring Olesen, historiker, professor og ph.d. ved Århus Universitet

    Nils Arne Sørensen, historiker og lic. phil. ved Syddansk Universitet

    Kristine Midtgaard, historiker og lektor ved Syddansk Universitet

    Peer Henrik Hansen, historiker ved RUC

    

    2. februar 2007

    Heine Andersen: Politiske holdninger… blandt samfundsforskere i Danmark (1998)

    Det er ikke meget der er skrevet om den danske forskerstands politiske holdninger, og det bedste er uden tvivl Heine Andersens Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark, trykt i tidsskriftet Dansk Sociologi (1998, nr. 3).

    Jeg har gransket artiklen, der med udgangspunkt i en undersøgelse af 788 danske forskere fremlægger statistisk materiale til belysning af det han kalder “forholdet mellem videnskab, ideologi, politik og moral”.

    De nærmere detaljer vedrørende undersøgelsen er interesssante nok, men for mit vedkommende er det først og fremmest det statistiske materiale vedrørende samfundsforskernes politiske observans der har interesse, og Tabel 1 er formentligt det nærmeste man kommer en akademisk pendant til Hovdabrekka-undersøgelsen.

    Ud af de 618 samfundsforskere der er tilbage når datalogi og naturvidenskab/medicin er fratrukket, stemte hele 64 pct. på et parti der ved valget i 1994 var med til at give en SR-regering. Blot 18 pct. stemte på et parti til der støttede VK-alternativet.

    Jeg regner Det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne med til SR-alternativet. Førstnævnte gik til valg på fornyet mandat til Nyrup-regeringen, og sidstnævnte tilhørte allerede dengang den yderste venstefløj rent værdipolitisk. Den senere udvikling i dansk politik har blot forstærket polariseringen rent værdipolitisk.

    Hvis man fratrækker de forskere der ikke svarede på spørgsmålet (5 pct.), dem der ikke stemte ved 1994-valget (10 pct.), samt dem der stemte på ikke-navngivne partier, så er billedet endnu mere markant. Hele 78 pct. stemte så for en SR-regering, og blot 22 pct. for VK-alternativet.

    Tager vi de enkelte fag, som Heine Andersen opridser i Tabel 2, så udstilles venstredrejningen, ikke mindst værdipolitisk i fag som Politologi, Sociologi, Antropologi og Udviklingsforskning (‘Andet fag’), samt i den gruppe af forskere der definerer sig selv som tværfaglige.

    Politologi – 77 pct. for en SR-regering. Blot 7 pct. for VK [Korrigeret: 91,7 mod 8,3].
    Sociologi – 86 pct. for en SR-regering, blot 3 pct. for VK [Korrigeret: 96,6 mod 3,4].
    Andet fag – 64 pct. for en SR-regering, blot 10 pct. for VK [Korrigeret: 86,5 mod 13,5].
    Tværfag – 70 pct. for en SR-regering, blot 9 pct. for VK [Korrigeret: 88,6 mod 11,4].

    Omvendt er forskere indenfor Erhvervsøkonomi, Jura og Nationaløkonomi højredrejet hvis man anskuer det strengt økonomisk (og medtager De Radikale og Centrumdemokraterne). Det er dog kun markant indenfor erhvervsøkonomien.

    Erhvervsøkonomi – 63 pct. for VK-regering, blot 20 pct. for SR [Korrigeret: 75,9 mod 24,1].
    Jura – 50 pct. for VK-regering, dog 38 pct. for SR [Korrigeret: 56,8 mod 43,2].
    Nationaløkonomi – 50 pct. for VK-regering, dog 36 pct. for SR [Korrigeret: 58,1 mod 41,9].

    Anskuer man højre-venstre-skalaen i værdipolitiske termer, så er der selv i de tre liberale fag flertal for SR-regeringen, centrumvenstre-alternativet.

    Erhvervsøkonomi – 43 pct. for en SR-regering, dog 40 pct. for VK [Korrigeret: 51,8 mod 48,2].
    Jura – 57 pct. for en SR-regering, dog 31 pct. for VK [Korrigeret: 64,8 mod 35,2].
    Nationaløkonomi – 61 pct. for en SR-regering, blot 25 pct. for VK [Korrigeret: 70,9 mod 29,1].

    Ovennævnte talmateriale indgår som tidligere nævnt, blot som et delaspekt i Heine Andersens undersøgelse, der blandt andet konkluderer at…

    – Forskernes politiske holdninger fint svarer til deres øvrige holdninger ift. individ og samfund
    – Venstrefløjen ikke tror på ’sikker viden’, og lægger vægt på forståelse og samfundskritik
    – Højrefløjen er mere til naturvidenskab, mere tror på ’sikker viden’ og det mulige i at forudsige

    Heine Andersen understreger afslutningsvis, at forskernes politiske sympatier ikke i sig selv er et problem, hvis blot de er opmærksom på deres dobbelte rolle, så analyserne ikke kommer til at fungere som det han kalder “politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning”. Resultaterne understreger således behovet for “selvkritisk refleksionsberedskab”, og nødvendigheden af “alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner”, og derfor opfordrer han mere overordnet til at ‘forskerrekruttering’ og ‘fordeling af forskningsressourcer’ sker med hensyntagen til nødvendigheden af ‘paradigme-pluralisme’.

    Den danske islamforskning må være skrækeksemplet. ‘Alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner’ betragtes slet og ret som essentialisme (/racisme), ‘paradigme-pluralisme’ er derfor en umulighed, og ’selvkritisk refleksionsberedskab’ så godt som ikke-eksisterende. De bedst kendte forskere herhjemme – Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, er begge leveringsdygtige i analyser der reelt er ‘normativ morallære i forklædning’. Meget sigende har det desuden været nødvendigt at oprette en nyt forskningscenter for at få ‘paradigme-pluralisme’. Ansvaret for ‘fordeling af forskerressourcer’ måtte simpelthen væk fra det etablerede system.

    Selvom artiklen i sit udgangspunkt er politisk ukorrekt, så kan man ikke sige Heine Andersen er konfrontatorisk, men trods den fuldfede akademiske indpakning, så står de væsentligste pointer dog lysende klar mellem linierne.

    Det vil blive for omfattende at præsentere samtlige aspekter af de 20 tætpakkede sider, men for god ordens skyld har jeg valgt at transkribere enkelte afsnit, så det skulle være muligt at danne sig et et lille indtryk af undersøgelsen udover det rent partipolitiske.

    “Samfundsvidenskaberne institutionalisering var et projekt om videnskabeliggørelse, og hermed fulgte værdifrihedskravet og scientismen, der indebar en forestilling om, at samfundsvidenskaber ligesom andre videnskaber skulle være værdifri og neutrale i forhold til politiske og moralske standpunkter. Spor i faglige resultater og teorier fra politiske og moralske standpunkter blev betragtet som tegn på fejl, der skulle elimineres gennem overholdelse af metodologiske regler for testning og intersubjekiv kontrol af resultater og teorier.” (s. 2, 56)

    “Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet, om der er sammenhænge mellem forskeres politiske holdninger og deres faglige synspunkter. Undersøgelsens hovedemne har været kvalitetsspørgsmål i samfundsforskningen, og et aspekt heraf – omend kun et biaspekt i hele undersøgelsen – er faglige begrebers og vurderingers eventuelle sammenhæng med politiske holdninger. (s. 2, 56)

    “Som nævnt stammer datamaterialet fra en interviewundersøgelse blandt 788 danske forskere, der blev gennemført i perioden november 1995 – april 1996. Interviewingen foregik ud fra et struktureret spørgeskema, og blev foretaget af Socialforskningsinstituttet. Svarpopulationen var et stratificeret udvalg blandt forskere fra samfundsvidenskab, datalogi og naturvidenskab/medicin (under et). Svarprocenten var 90%, således at der er besvarelser fra 618 forskere fra i princippet alle institutioner og institutter i Danmark med samfundsvidenskabelig forskning som en hovedopgave (ca. en tredjedel af alle samfundsforskere fra i alt 60 institutter) samt 83 fra datalogi og 87 fra naturvidenskab/medicin. I alt indgik forskere fra 84 institutter.

    De spørgsmål, der anvenes i den foreliggende analyse, er af tre typer:

    1. Forskernes partivalg ved folketingsvalget i 1994. Dette anvendes som indikator på politisk holdning…

    2. Forskningsfag, idet forskerne blev spurgt om, under hvilket fag, de ville rubricere deres forskning.

    3) Fagligt-kognitive overbevisninger. Forskerne blev spurgt om deres tilslutning eller ikke-tilslutning til en række elementære og ret basale påstande med relation til forskellige paradigmekomponenter. Jeg inddrog spørgsmål vedrørende tre aspekter heraf: 1) fundamentale antagelser om forskningsemnets natur og 2) grundlæggende erkendelsesmål og 3) syn på muligheden for erkendelsesfremskridt…” (s. 4f, 58f)

    (s. 5, 59; Tabel 1)

    Resultaterne tyder altså på sammenhænge mellem den politiske venstre-højre-dimension og en række antagelser om individer og samfund, der har spillet en rolle i samfundsvidenskabernes historie, og de harmonerer ganske godt med, hvad man skulle forvente ud fra billeder af samfundsvidenskabelige paradigmers idehistoriske rødder.” (s. 7, 61; om 11 påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – eks. ‘rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Klassemodsætninger’)

    Den relativt høje tilslutning til venstrefløjspartierne svarer nogenlunde til den, vælgerundersøgelser har vist for højtuddannede i befolkningen i det hele taget (Borre og Goul Andersen 1997:176)… Også den store tilslutning til Det Radikale Venstre svarer til et kendt billede af dette parti som et parti for (bla.) intellektuelle og højtuddannede.

    Socialistisk Folkeparti og – navnlig – Enhedslisten har større tilslutning i samfundsvidenskaber og datalogi end i naturvidenskab/medicin… Tendenserne svarer sikkert i hovedtræk til, hvad de fleste med bare noget kendskab til fagene ville forvente. (s. 5f, 59f)

    “Fraværet af undersøgelser gør det svært at sige, i hvor høj grad det observerede mønster afspejler generelle… og stabile træk ved fagene… I grove træk er det dog sandsynligt, at fagenes relative placering på højre-venstre-skalaen med sociologer mest til venstre og erhvervsøkonomer mest til højre svarer til en ret lang historisk tradition… At billedet ikke virker overraskende betyder på den anden side ikke, at der på forhånd findes en god og udtømmende forklaring. Det gør der ikke, og det ligger også uden for denne artikels formål og rammer at udvikle sådanne.” (s. 6, 60)

    (s. 6, 60; Tabel 2)

    “Tallene viser dog også, at det især er venstrefløjen, der skiller sig ud ved at have en lavere grad af tiltro til de antagelser, der er udvalgt her.” (s. 8, 62; om tilslutning til påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – model baseret på ‘Rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Politikerne styrer udviklingen’)

    “Der findes mig bekendt ikke grundige idehistoriske analyser af disse relationer, men emnet er i stærkt polemisk form behandlet i bogen Higher superstition af Paul R. Gross og Norman Levitt (1994). I deres “Crusade against muddleheadness” anvender de etiketten “det akademiske venstre” om en temmelig heterogen gruppe af videnskabskritiske strømninger, der har det til fælles, at de fremfører kritik mod det etablerede objektivistiske, universalistiske og rationalistiske syn på moderne (natur-) videnskab og de institutioner, der understøtter den. De mener selv, at det politiske venstre faktisk i stedet burde være naturlige venner af moderne videnskab og dens institutioner. (s. 10, 64; se foregående citat)

    “Et aspekt af videnskabsidealer blev i undersøgelsen belyst ved, at forskerne blev bedt om at vurdere, hvor vigtige for deres egen forskning nogle angivne erkendelsesmål var. Der blev angivet i alt 11, hvoraf jeg her kun vil inddrage følgende 3…” (s. 12, 66)

    (s. 12, 66; Tabel 5)

    “Disse tre påstande er udvalgt, fordi de kan forbindes med forskellige videnskabsidealer i betydende samfundsvidenskabelige traditioner: c med et naturvidenskabeligt præget, emperisk-analytisk videnskabssyn, e ned et humanistisk-hermeneutisk og j med et kritisk-teoretisk videnskabssyn.” (s. 12, 66)

    “Disse resultater tyder således på, at det traditionelle naturvidenskabelige ideal faktisk – i hvert fald blandt samfundsvidenskabelige forskere – har ringere tilslutning på den politiske venstrefløj end på højrefløjen, mens det omvendte gælder for de humanistisk og kritisk orienterede idealer…” (s. 13, 67)

    “Et andet karakteristisk træk ved moderne videnskab har været et universalistisk, kumulativt og rationalistisk syn på videnskabelig erkendelse. I post-kuhnsk videnskabsteori er dette blevet trængt i defensiven fra flere sider, både af fallibilistiske, relativistiske, konstruktivistiske og af postmodernistiske positioner og strømninger, herunder dem som Gross og Levitt giver etiketten “det akademiske venstre”…” (s. 13, 67)

    “Med hensyn til disse besvarelser, hvor der altså også indgik forskere fra naturvidenskabelige fag, viste der sig visse interessante interaktionseffekter, når man inddrager både fag og partivalg. Det viser sig nemlig, at samvariationen mellem partivalg og videnskabssyn gør sig gældende med væsentlig større styrke i sociologi, politologi, tværfag og til dels også i jura, end i de økonomiske fag, datalogi og naturvidenskab/medicin. (Der er også andre indikatorer, der tyder på, at forskere i økonomiske fag hælder mere til naturvidenskabelige videnskabsidealer end forskere i andre samfundsvidenskabelige fag gør).” (s. 15, 69)

    “Sammenligningen af totaltallene for de tre faggrupper viser deres indenbyrdes rangorden med hensyn til tilslutning til et kumulativt, rationelt videnskabssyn; den svarer nok nogenlunde til, hvad folkloren vil vide… Figuren og tallene giver et ret klart indtryk af, at skepsis over for det traditionelle, kumulative og rationalistiske videnskabssyn faktisk er forbundet med en politisk venstrefløjsposition. Men de viser desuden, at denne forbindelse især findes blandt forskere inden for faggruppen “andet samfundsvidenskabeligt fag (altså jura, politologi, sociologi, tværfag, antropologi mv.). Når det gælder graden af tilslutning til den første påstand, om tiltro til fremskridt i sikker viden på eget forskningsområde skiller også venstrefløjen blandt økonomiske forskere sig signifikant ud fra de øvrige partigrupper.

    Dette tyder altså på, at der faktisk er en sammenhæng mellem standpunkter af den type, som Gross og Levitt tillægger “det akademiske venstre” og venstreorientering i samfundspolitisk forstand. (s.17f, 71f)

    Resultaterne viser, at der faktisk er ret tydelige sammenhænge til stede mellem politiske holdninger hos samfundsvidenskabelige forskere og deres faglige overbevisninger. Konklusionen får støtte allerede fra de markante forskelle, der er mellem fagene med hensyn til forskernes partivalg. Den støttes yderligere gennem de påviste tydelige sammenhænge mellem partivalg og faglige overbevisninger vedrørende basale antagelser om individ og samfund og videnskabssyn. Stærkest er disse, når det handler om elementer i grundlæggende menneske- og samfundsbillede.

    Også når det angår udvalgte aspekter af forskernes videnskabssyn, fremtræder der imidlertid tydelige forskelle mellem partigrupper. Det gælder med hensyn til vurderingen af vigtigheden af forskellige erkendelsesmål… ” (s. 18, 72; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

    “For at forebygge misforståelser vil jeg afslutningsvis påpege to ting.

    For det første, at resultaterne i sig selv ikke implicerer noget som helst i retning af erkendelsesteoretisk relativisme, fx af den type, der optræder i den socialkonstruktivistiske strømning i nutidig videnskabssociologi. Forbindelser mellem kognitive overbevisninger og politiske holdninger viser i sig selv ikke noget om sandhedsværdien af førstnævnte.

    For det andet skal tilstedeværelsen af sådanne forbindelser heller ikke i sig selv tages som tegn på fejl eller mangler i samfundsvidenskaberne, der skal søges elimineret. Eftersom samfundsvidenskaber altid må optræde i en dobbeltrolle som iagttagere af og deltagere i deres studiefelt, vil deres begreber og resultater være indlejret i sprog og livsverden i de samfund, de studerer, og her indgå i kollektive refleksionsprocesser. Fejlagtigt bliver det først. hvis det medfører, at samfundsvidenskabelige teorier og analyser kommer til at fungere som politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning, og den risiko er iøvrigt antageligt større, jo højere grad af enighed, der er blandt forskere (jf. Andersen 1993 og Andersen 1995).

    En vigtig metodologisk pointe kan uddrages, og den skal nok også udstrækkes til nogle basale forskningspolitiske retningslinier. Når det er sådan, at faglige overbevisninger i vid udstrækning ser ud til at hænge sammen med politiske holdninger, må dette begrunde et metodologisk princip om størst mulig intellektuel åbenhed og selvkritisk refleksionsberedskab. I praksis vil dette kræve indsigt i de forskellige metodologiske og teoretiske grundpositioner, herunder i deres idehistoriske baggrund og koblinger til politiske og moralfilosofiske ideer.

    Det vil endvidere stille krav om oprigtig beredvillighed til at lade konkrete resultater undergå kritisk vurdering ud fra sådanne alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner. Dette kan bedst ske, hvis sådanne konkurrerende positioner kan udfolde sig ligeværdigt, hvilket kan begrunde forskningspolitiske og uddannelsespolitiske principper om at tage hensyn til paradigme-pluralisme i uddannelsesplanlægning, forskerrekruttering og ved fordel af forskningsressourcer.

    Endelig må det medføre et krav om størst mulig åbenhed i forhold til offentlighed og brugere af forskningens resultater med hensyn til at give indsigt i aspekter af faglige uenigheder.” (s. 18f, 72f; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

    Andersen, Heine: Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark. I: Dansk Sociologi, 1998, Vol. 9, nr. 3, s. 55-74.

    Formalia.
    I parentes efter hvert citat henvises til to sidetal. Det sidste refererer til tidsskiftartiklen, det første til fuld tekst-udgaven jeg håber at kunne få online på et senere tidspunkt med forfatterens og tidsskriftets tilladelse.

    Links.

  • AAU (1995/05) – Jørgen Goul Andersen: Valgkampen og valget 1994 (pdf, VKZ-effekten, s. 13).
  • 

    14. december 2003

    Jørgen Goul Andersen: Dansk Folkeparti er landets mest rendyrkede arbejderparti

    Jyllands-Posten kunne søndag referere fra en ny udgivelsen i Det danske Valgprojekt. De danske valgundersøgelser 1971-2001, denne gang Politisk forandring. Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001 – hvor Jørgen Goul Andersen kunne oplyse:

    “1966 til 2001 blev arbejdernes tilslutning til Socialdemokratiet og venstreføjen halveret, mens stillingen blandt funktionærer er uændret. Ironisk nok er klasseforskellene i holdninger de samme som før, men arbejderne ligger til højre på værdipolitikken, der siden 1990 har fået større og større vægt. Dansk Folkeparti er i dag det mest rendyrkede arbejderparti, mens Det radikale Venstre er blevet et klasseparti for langvarigt uddannede.”

    Oploadet Kl. 22:59 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper