7. oktober 2020

Hans Bonde: Der findes strukturel diskrimination imod mænd i ‘forskning, kulturliv, ledelse og politik’

Klaus Wivel har talt med professor Hans Bonde, der stringent imødegår feministernes yndlingsmyter om dagens Danmark. Fra en længere artikel i Weekendavisen – I ligestillingens navn (kræver login).

“I næste uge udkommer kønsforskeren med en bog, som med vægtig dokumentation sammenfatter, hvad han har brugt mange år på at undersøge: Der findes diskrimination i Danmark, den er strukturel og ovenfrakommende, og den retter sig mod mænd i forskning, kulturliv, ledelse og politik.

… Det er hans opsigtsvækkende budskab, at skønt påstanden i vide kredse betragtes som selvindlysende, kan det ikke dokumenteres, at der finder diskrimination af kvinder sted, når det handler om at besætte ledende stillinger. Tværtimod vil han i bogen med hjælp fra epidemiologen Torsten Skovs statistiske gennemgang af forskningen vise, at de omfattende bestræbelser på at rette op på en kønsmæssig ubalance er baseret på en påstand om ubevidste fordomme mod kvinder, som ikke er videnskabeligt dokumenteret.

Tilbage står dog de rå tal: Kvinder er klart underrepræsenterede i ledende stillinger. Men når det overhovedet opfattes som et udtryk for manglende ligestilling, skyldes det ifølge Bonde, at betydningen af ligestilling er skredet. Oprindelig tilkendegav begrebet, at man har lige muligheder i udgangspunktet, altså at ingen må diskrimineres. I dag er det i højere grad kommet til at betyde, at der skal være lighed i slutmålet. Deraf den udbredte idé om, at noget er galt, hvis ikke kvinder udgør cirka halvdelen af alle topposter. Den moderne feminisme har formået at trumfe denne fifty-fifty -ideologi igennem, mener professoren.

Det er baggrunden for, at staten kræver, at alle offentlige institutioner og større virksomheder skal indberette ikke bare antallet af kvindelige ledere, men også måltallet for, hvordan antallet kan øges. Derfor brydes ligestillingslovene ifølge Bonde ofte, fordi ledende politikere, chefer og embedsfolk med fuld kraft søger at fremme ansættelsen af kvinder i topstillinger, skønt de ved, at man ikke må ansætte på baggrund af køn, kun på baggrund af kvalifikationer.

Det bør straks tilføjes, at Bonde ikke står alene. I forordet anbefaler professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen bogen på det kraftigste. Juraprofessoren mener, at favoriseringen af kvinder truer ‘to grundpiller i vort moderne demokratiske samfund: Dels meritokratiet, hvor man vælger den bedst kvalificerede uanset køn, dels det lighedsprincip, hvorefter man behandles ens, uanset hvilken befolkningskategori man tilhører’.”

Oploadet Kl. 00:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


13. november 2018

Professor: Danmark kan nemt omgå menneskerettighedsdomstolen, blot ophæve inkorporeringsloven

Havde Danmark haft et nationalkonservativt medie, så havde danskerne allerede nu haft en kvalificeret debat om Nye Borgerliges ultimatummer til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Symptomatisk for den Løkke-tro borgerlighed, så skulle man høre en nøgtern gennemgang af alternativerne i et rødt taleprogram. Foranlediget af Henrik Sass Larsens konventions-dissens havde Lars Trier Mogensen inviteret professor Mads Bryde Andersen ind i Det Røde Felt, for at tale om de konkrete alternativer, såfremt Danmark skulle ‘rode’ sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Indslaget varer 30 minutter. Konklusionerne har jeg opsat i punktform herunder. Bemærk det tredje alternativ.

1) Påvirke fortolkningen politisk. I praksis umuligt, da de fleste lande er helt ligeglad.

2) Revidere selve konventionen: Det kan ikke lade sig gøre.

3) Ophæve inkorporeringsloven, og begrænse domstolen ved national lovgivning.

4) Udmeldelse af domstolen. Får ingen betydning for medlemskab af EU.

“For mange stater spiller det ikke den store roller. De opfylder jo ikke de domme der afsiges i Strassburg. Man trækker lidt på skulderen, udbetaler erstatning, og siger det var det.” (Mads Bryde Andersen, professor)

Opdate. DF stillede beslutningsforslag desangående sidste år. Alle partier stemte nej. Resumé fra FT.dk.

“Med forslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver skrevet ud af dansk lovgivning, da dele af konventionen efter forslagsstillernes opfattelse strider imod dansk lovgivning, eksempelvis udlændingeloven. Forslaget indebærer, at inkorporeringsloven ophæves, og at dansk lovgivning skal have forrang, hvis der opstår konflikt mellem dansk lov og konventionen.



21. marts 2011

EU-domme udhuler “love, som folkevalgte har vedtaget under ansvar over for deres vælgere”

Integrationsminister Søren Pind afviser i dag, at EU-dommene skulle være et større problem, idet Danmark sidste år kun gav 900 opholdstilladelser på baggrund af samme. Smuthullerne vil blive udnyttet fremover, problemerne vil vokse eksponentielt, og så er der også det store spørgsmål om Danmarks mulighed for at være herre i eget hus. Her lidt fra to kronikker af EU-professor Hjalte Rasmussen i Berlingske Tidende, onsdag og torsdag i sidste uge.

Fra EU-Domstolen dømmer ulovligt.

“Fru Metock var en oprindelig camerounsk, senere engelsk statsborger, som arbejdede i Irland. Her giftede hun sig med en ulovlig tredjelandsstatsborger, inden han nåede at blive udvist efter afslag på sin asylansøgning. Han påstod, og EU-Domstolen bifaldt, at han havde ret til at nyde godt af EUs regler om vandrende arbejdstagere, fordi han havde »ledsaget eller sluttet sig til« sin ægtefælle under dennes arbejdsophold i en anden medlemsstat. Sprogligt passede hans ankomst fra et land uden for EU ikke på, at han havde »sluttet sig til« sin hustru. De ord forudsatte nemlig tydeligvis, at han havde haft et første lovligt ophold i en anden medlemsstat, hvad han ikke havde haft. Hans situation omfattedes derfor ikke af EUs regler, hvorfor han ikke havde ret til permanent ophold i Irland. Der var ikke tvivl i retspraksis før Metock om, at beføjelsen til at give første lovlige ophold lå hos EU-landene. Det så Domstolen dog bort fra og gav ham en EU-ret til første lovlige ophold i EU. Det var både i strid med pagten og med dansk og irsk immigrationsret. Dommen fjernede ikke fortolkningstvivl, men erobrede en aldrig overladt beføjelse. Det mærkes, fordi standardforsvaret for Domstolens ulovligheder hævder, at dommene kun eliminerer fortolkningstvivl.

Hvad var mon Domstolens motiv til at bryde loven? Ifølge dommens begrundelse ville retten beskytte en EU-person, som planlægger at tage arbejde eller ophold i Irland. Da EU-reglerne ikke gav fru Metock ret til familiesammenføring med en ulovlig tredjelandsstatsborger, som hun gifter sig med under opholdet i Irland, ønskede Domstolen at udvide EU-beskyttelsen – for ikke at risikere, at hun bliver hjemme. Skal man tro dommen, skaber tab af blot nogle få vandrende arbejdstagere et alvorligt EU-integrationsproblem. Og, nota bene, altså alvorligt nok til at udløse energi til at erobre første-lovlig-ophold-beføjelsen fra medlemsstaterne.

Denne tankegang er både ulovlig og uden hold i virkeligheden. Her er det maksimalt én ud af millioner, som på den ene side er parat til at bære alle de familiemæssige, økonomiske, sproglige, kulturelle og andre byrder ved en emigration. Og som på den anden side skrotter projektet ved den voldsomt hypotetiske udsigt til, at vedkommende skulle indgå ægteskab med en ulovlig, udvisningstruet tredjelandsstatsborger. Så ægtefællerne må forlade EU, hvis de vil leve sammen. Kan det tænkes, at der bag dette virkelighedsfjerne ræsonnement gemmer sig helt anderledes tungtvejende motiver?

I mangel af mere trolige forklaringer er følgende tænkeligt: At et lille flertal af EU-dommerne har sat sig et ultimativt politisk mål, som er i løbet af et lille årti at give så mange tredjelandsstatsborgere som muligt de samme EU-rettigheder til ophold, arbejde og sociale ydelser, som tilkommer statsborgere i medlemsstaterne.

Da jeg i 2008 udviklede denne prognose, forekom den mig noget fortænkt. Efter at Zambrano-dommen er kommet til, tager den sig mindre syg ud. I den dom gav EU nemlig to forældre fra tredjelande opholdstilladelse plus ret til arbejde og ellers til dagpenge med eneste begrundelse, at deres to børn fødtes i Belgien, hvor de blev EU-borgere. Børnene kom til verden, før forældrenes ansøgninger om asyl blev afslået, hvorefter forældrene skulle udvises af EU, fordi de nu opholdt sig ulovligt i EU. Da småbørn ikke kan klare sig uden forældre, gav Domstolen dem ret til at blive boende i Belgien med deres børn. Da imidlertid børnene som EU-borgere har ret til at opholde sig, hvor de vil i EU, har forældrene samme ret til at bo f.eks. i Danmark.

Kun fantasien sætter vist grænser for, hvilke rettigheder – og til fordel for hvem – kreative personer og deres advokater fra EU og tredjelande kan presse ud af denne dom. Tilsvarende gennemhulles de love, som folkevalgte har vedtaget under ansvar over for deres vælgere. De love, som udnævnte dommere, der ikke står til ansvar for nogen, sætter ud af kraft i strid med de regler, dommerne fik deres job for at sikre overholdelsen af. Det er både et problem for EU og medlemsstaterne som retsstater og demokratier.”

Fra Danmark bør vise juridisk ulydighed.

“I gårsdagens kronik stod, at domme som Metock og Zambrano kun ud fra en meget formel betragtning er domme i en retlig betydning af dette ord. Det er bedre at opfatte dem som politiske tilkendegivelser, selv om de hidrører fra en dømmende myndighed. Ifølge traktaterne skulle EU-Domstolen mest af alt være en systembevarende forvaltningsdomstol. Den valgte dog alt for ofte at optræde som en systemforandrende forfatningsdomstol.

Fra midt i 1980erne har det været almindeligt at tale om, at EU-Domstolen er aktivistisk, når den bryder ud af sin forudsatte rolle, erobrer suverænitet og skriver ’domme’, som kan være chokerende læsning. Chokerende fordi indholdet er meget kreativt og ledsages af tydeligt svage og mangelfulde begrundelser, som er uheldsvangre, fordi det er i deres begrundelser af de retlige valg, de foretager, at dommerne viser, at de er uddannet til noget, som de andre institutioner ikke er så gode til.

Domstolen er systemforandrende ofte nok til at forstærke EUs såkaldte demokratiske underskud. Det sker, når den erstatter de demokratisk ansvarlige lederes regler og fordelinger af beføjelser med dommerflertallenes foretrukne løsninger. Så overtræder EU-dommerne ikke blot magtens tredeling. De foretager også politiske valg…

Der skal skydes med store kalibre og med skarpt, dersom Danmark for alvor vil bryde ud af denne onde cirkel. Det undlod man at gøre i kølvandet på Metock-dommen, som gennemhullede mange af Folketingets regler om begrænsning af indvandring i Danmark. Man ville ikke ignorere ’dommen’. I stedet var regeringens reaktion, at domme skal man rette sig efter, selv om man er overbevist om, at de er afsagt uden ethvert retligt grundlag i af Danmark overladte beføjelser.

I stedet tog ministrene sagen op i EUs mødeverden og bad Kommissionen om at hjælpe. Så ville, bildte man sig ind eller foregav, fornuften formentlig komme til at råde til sidst. Det håb skuffedes og ikke mindst, fordi nogle få medlemsstater kan blokere alle ændringer af et engang vedtaget EU-direktiv. Og er Kommissionen ikke enig med Danmark i, at dommen er forkert, fremsætter den slet ikke forslag til nye direktivregler. Så er der slet ikke noget at forhandle om eller blokere for vedtagelsen af. Det hele endte på glidebanen.

I midten af marts 2011, i dagene efter Domstolens dom i Zambrano-sagen, ser det ud til, at historien er på vej til at gentage sig. Ministeren siger, at han vil tage sagen op i Bruxelles. Som om sporene ikke skræmmer. For ikke endnu en gang at ende på en glidebane er mit forslag derfor, at Danmark træffer en heroisk beslutning om simpelthen ikke at rette sig efter dommen. EU-landene skal nemlig kun efterleve domstoles juridiske domme, derimod ikke medvirke til at holde liv i EU-Domstolens foretrukne politiske samfundsmodeller.

(‘No border No nation’; Autonome Antifa Freiburg)

Bent Blüdnikow opsummerer sagen i samme avis, med kommentarer fra flere forskere – Det er ikke EU-Domstolens skyld.

Peter Nedergaard: »Hjalte Rasmussens kritik er rettet det gale sted hen. EU var fra starten tænkt som en delvis føderal konstruktion. Gennem sine direktiver og sin domstolspraksis er EU i stadig større grad ved at blive et føderalt kontinent, som de nationale stater bliver integreret i, og heri ligger jo en vis indskrænkning af den nationale selvbestemmelse. Det er en proces, der har været i gang længe og som dommene blot illustrerer. EU er udtryk for en politisk vilje om at skabe et forenet Europa.«

Bent Blüdnikow: I alle disse 40 år har man altså haft direktiver og domstolsafgørelser, som har indskrænket den danske suverænitet?

Peter Nedergaard: »Ja, og et eller andet sted har politikerne vidst, hvad vi var gået ind til. Men de har ikke fortalt befolkningen den fulde sandhed. Derfor har der været en berøringsangst for at tage sager op, som kunne afsløre i for høj grad, at EU var noget andet, end vi havde fået fortalt. Befolkningen troede, at vi gik ind i EF for at få højere flæskepriser.«

Bent Blüdnikow: Har Hjalte Rasmussen ret i det overordnede, nemlig at dommene set over et længere historisk stræk har frataget Danmark suverænitet?

Marlene Wind: »Det mener jeg ikke, for vi er en del af et fællesskab, som vi med åbne øjne gik ind i 1972. Og hvad er suverænitet egentlig i dag? Det er svært at definere. Suverænitet i vore dage handler om indflydelse. Vi kan – fordi vi er med i EU – påvirke nye direktiver og korrigere domme, hvis vi ønsker det.«

Bent Blüdnikow: Så regeringen må gøre en indsats?

Peter Nedergaard: »Ja, regeringen må betragte Domstolen som en politisk institution, man kan tage livtag med. Hvis man vil have den trængt tilbage, må man finde nogle koalitionspartnere, altså blandt regeringerne.«

Bent Blüdnikow: Er det o.k., at Søren Pind og Hjalte Rasmussen har rejst debatten?

Mads Bryde Andersen: »Det er rigtigt, at EU-Domstolen har fået lov til at udvikle sin såkaldt aktivistiske fortolkningsstil, fordi lovgiverne ikke har grebet ind. Men det betyder ikke, at det er godt at lade »aktivistiske« dommere bestemme, hvad der skal være gældende ret… Enhver domstol er undergivet sin lovgivningsmagt. Derfor er det befriende, at folk som Hjalte Rasmussen og Søren Pind sætter spørgsmålstegn ved Domstolens aktivistiske linje.«

Marlene Wind: »Jeg er ærgerlig over, at Hjalte Rasmussen med sin mistænkeliggørelse af Domstolen er med til at puste til en populistisk ild i stedet for at gå konstruktivt ind i løsningen af de europæiske og globale udfordringer, vi alle står overfor.«



29. august 2006

Mads Bryde Andersen: EUMC skal dokumentere, ikke politisere

Professor Mads Bryde Andersen meldte sig tidligere på året ud af bestyrelsen for EUMC, idet han mente de uklare racisme-definitioner i realiteten gjorde arbejdet politisk. I en kronik i dagens Jyllandsposten uddyber han – Derfor forlod jeg racisme-centret.

“EUMC er et særligt agentur uden for de almindelige EU-organer. Det er oprettet ved en rådsforordning af 2. juni 1997. Af den fremgår, at dets »vigtigste opgave« er at forsyne Fællesskabet og dets medlemsstater med »objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger på europæisk plan om fænomenerne racisme, fremmedhad og antisemitisme, som kan være til hjælp, når Fællesskabet og medlemsstaterne … træffer eller fastlægger foranstaltninger« (art. 2, stk.1). Det er ikke rigtigt, som det tidligere er sagt i debatten, at centret i hovedsagen er et “samarbejdsorgan” til modvirkning af racisme mv. Sådan er det måske blevet. Men forordningen har så åbenbart andre ambitioner.

[…]

Som bekendt er der enorm politisk bevågenhed om de anliggender, centeret beskæftiger sig med. Når dets årsrapport udkommer, ser man gerne overskrifter som “Racismen raser i Europa”, og der lyder formanende ord om, at nu er den gal med os igen. Desværre sker det sjældent, at journalister eller andre dykker ned i de præmisser, der danner grundlag for disse konklusioner.

[…]

 Grundlaget for min kritik… blev først lagt, da jeg som suppleant gav mig til at læse centerets rapporter. Jeg blev dybt rystet. Hvor jeg havde ventet begrebsafgrænsninger og -inddelinger, statistikker og andre målepunkter mv., kunne jeg konstatere at de rapporter, der forklarer offentligheden og vore beslutningstagere om “racismen” i Europa, bestod af lange rækker af løsrevne eksempler på, hvad de nationale centre og forskerne ved centeret anså som udslag af “racisme”, “fremmedhad” etc. Læserne kan selv forvisse sig ved at gå ind på centerets hjemmeside. Et par eksempler følger senere…

[…]

Da jeg senere indtrådte i hans [Niels Johan Petersens, Kim) plads, tog jeg spørgsmålet op på møderne og uden for, med centerets direktør Beate Winkler og hendes forskningschef. Det generelle svar var, at »Definitioner har vi da nok af – hvilken én vil du have?«.

Problemet er bare, at de gængse definitioner betyder noget forskelligt. Nogle handler om diskrimination (altså forskelsbehandling). Andre om nedværdigende holdninger. Nogle taler om direkte (bevislig) diskrimination. Andre inddrager også indirekte diskrimination, som kan være svær at bevise.

Det siger f.eks. sig selv, at der er stor forskel mellem at indsamle oplysninger om voldelig racisme på den ene side og på den anden side at undersøge indirekte (vanskeligt bevisbare) tilfælde af racediskrimination. Men vil man dokumentere indirekte diskrimination, må den dokumentation, man lægger frem, også vise, at der er tale om indirekte diskrimination. For en videnskabeligt arbejdende forsker er det uhørt ikke at gøre sig sådanne præmisser klart…

At denne totale mangel på videnskabelighed medfører uskarphed i de “fakta”, der lægges frem, og i de konklusioner, der drages, kan belyses med et eksempel fra pkt. 3.3.2. i 2005-årsrapporten. Her kan man læse, at en muslimsk mand er blevet fyret fra en dansk kristen organisation på grund af sin religion.

Var det indirekte diskrimination? Og har retten taget stilling i sagen? Vi ved det ikke, for rapporten kommer slet ikke ind på detaljerne. Derfor ved vi heller ikke om dette var racisme – og i givet fald en kritisabel form for racisme – og om Danmark bør gøre noget ved det. Eksempler af denne art er kun egnet til at forvirre læseren. Og denne forvirring kan så – sammen med andre eksempler – bruges til at drage “overordnede” konklusioner om, hvor galt det står til med racismen. Men hvad værre er:

Selv om man accepterer, at årsberetningerne skal se på enhver form for racediskrimination, altså også den indirekte, finder man masser af eksempler (jeg holder mig igen til årsrapporten fra 2005), som end ikke falder inden for dette begreb.

Således kan man læse, at Danmark har foretaget forskellige stramninger af udlændingeloven, herunder 24-årsreglen og regler om udvisning ved alvorlig kriminalitet (pkt. 2.2.4.), og at en udlænding, der ikke længere er samboende på grund af partnerens fængsling, dermed kan risikere udvisning (pkt. 2.3.1.). Intetsteds er det forklaret, hvilken “racisme”, der hermed dokumenteres.

Da jeg påpegede disse eksempler for centerets ledelse fik jeg det svar, at årsrapporterne skam ikke kun handlede om racisme, fremmedhad og antisemitisme mv., men også om den “politik og praksis”, der kan svække visse gruppers samfundsmæssige stilling og dermed bidrage til at gøre dem mere sårbare for direkte eller indirekte diskrimination. Man henviste nu til artikel 2, stk. 2, i forordningen, der siger, at centeret også skal analysere »årsagerne, konsekvenserne og virkningen« af »racistiske, fremmedfjendske og antisemitiske fænomener og tilkendegivelser«.

Konsekvenserne er åbenbare: Med denne ekstreme fortolkning af forordningen og uden klare definitioner på, hvad man undersøger, kan centeret udtale sig om – og fordømme – enhver samfundsbegivenhed, man vælger at sætte i relation til racisme mv.

Dermed får centeret en politisk funktion, der ligger meget langt fra de krav om faglighed mv., der fremgår af forordningen. Er det meningen?

Oploadet Kl. 07:16 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


11. januar 2006

Ole Hasselbalch om racisme-definitionens udvanding der gør afstandtagen ulovlig

Ole Hasselbalch skærer igennem i dagens Jyllandsposten. Her det vigtigste fra Hvorfor er der forvirring om racismebegrebet?:

“Racisme er ifølge UNESCO »antisociale overbevisninger og handlinger, der er baseret på den fejlagtige antagelse, at diskrimination grupper imellem er berettiget af biologiske årsager«. Definitionen svarer til den traditionelle danske, hvorefter racisme er en »teori om, at en nations racerenhed bør bevares; tro på en bestemt races overlegenhed og medfødte ret til at herske« (Politikens Nudansk Ordbog 1977). […]

Definitionen på racisme er imidlertid gået i glemmebogen i en sådan grad, at det såkaldte Racismeovervågningscenter i Wien tilsyneladende ikke kan forklare, hvad det er, Centeret overvåger. Det længste, man er kommet, er til at hævde, at racisme er »den tro, at race, farve, sprog, religion, nationalitet eller etnisk oprindelse berettiger til foragt for et menneske eller en gruppe mennesker; eller den opfattelse at nogle mennesker eller grupper af mennesker er andre overlegne« (JP 19/12 2005).

Nu er det jo imidlertid ikke forkert at nære foragt for f.eks. menneskeæderreligioner og Satan-dyrkere. Lige så lidt kan det være forkert f.eks. at mene, at håndboldlandsholdets piger er overlegne inden for denne sportsgren i forhold til, hvad tænkerne på Overvågningscenteret kan præstere. Centerets nye definition på racisme er med andre ord ikke operativ. […]

Skal al omtale af negative træk ved en religion eller et etnisk særpræg være forbudt? Må borgerne kun diskutere de forskellige religiøse opfattelser ud fra glade beskrivelser af samme? Skal det være forbudt at sige noget, som belaster en religion, selv om oplysningerne er sande og velverificerbare? Skal det være forbudt at drage den konklusion, som fremtrædende frafaldne muslimer er nået til, nemlig at islam indeholder systemfejl, som gør denne religion uintegrerbar i et moderne samfund?

Hvad er i øvrigt “had” til forskel fra almindelig afstandtagen? […]

Ved at ændre ordets betydning har man så at sige kidnappet begrebet med tilhørende finansieringsmuligheder. Samtidig er man sluppet for at udstille sig selv som idioter ved koncentrere galden om nogle ligegyldige nynazister. […]

Resultatet er, at unge mennesker i dag mestendels er ude af stand til at se forskel på skæg og snot. Ja, mange af dem forveksler endog en velbegrundet og retfærdig modstand mod uacceptable kulturnormers indtrængen i Europa med “racisme” og kan derfor finde på med stolthed at erklære sig som “racister”.”

Når Hasselbalch skriver at “unge mennesker” idag ikke kan skelne, så har han helt ret. Et godt eksempel er Mavepuster-Allan der igår skrev følgende i en kommentar til tidligere postering [#4]:

“… faktisk er det sædvanligvis folk der kommer fra områder med mange flygtninge/indvandrer, der ser mest positivt på indvandring, mens folk fra mere isolerede egne uden, eller med kun lidt indvandring der er mest fremmedfjendske

Ved at modstille en ‘positiv holdning til indvandring’ med irrationel angst for det fremmede på individplanet,’ gør han det i praksis umuligt at kritisere islam som fænomen eller multikultur som ide. Venstrefløjen må lære at skelne, ikke mindst hvis de vil tages seriøst.

Da jeg tjekkede at Allan var identisk med mavepusteren opdagede jeg tilfældigt at han nu heller ikke kan se forskel på undertegnede og anden Kim. Det må han selv rode sig ud af. [Link]

Oploadet Kl. 09:45 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


24. marts 2005

Mads Bryde Andersen om 24-års reglen & Lars Hedegaard om Henry Miller-metoden

Mads Bryde Andersen svarede i tirsdagens Berlinger igen på Morten Kjærums kommentar. Et citat fra Hvordan måles anstændighedens bundlinje, Morten Kjærum?:

Diskussionen om 24-årsreglen illustrerer problemstillingen. Vi har endnu ingen dom fra Strasbourg om denne regel. Men Danmark har – i modsætning til så mange andre lande – haft en åben og demokratisk debat: Efter to folketingsvalg har et stort flertal i den danske befolkning markeret sin støtte til denne regel. Ved alligevel at gøre den til et »menneskeretligt« spørgsmål om retten til »familieliv« sættes dette danske demokrati ud af spillet. Diskussionen henvises til en kostbar, udemokratisk og uforudsigelig sagsbehandling i Strasbourg. Er dette måden at løse centrale og følsomme samfundsspørgsmål på? Ja, mener Kjærum, og det er han jo i sin gode ret til. Men med sin kærlighed til menneskerettigheder i enhver afskygning burde han indse, at synspunktet devaluerer hele menneskeretssystemet og svækker domstolen, når den kaldes til at varetage de fundamentale menneskerettigheder til beskyttelse mod f.eks. tortur, vilkårlig frihedsberøvelse og censur.”

Tjek også Lars Hedegaards løsningsmodel inspireret af Henry Miller. Vejen til fred går via kapitulation…



20. marts 2005

Mads Bryde Andersen svarer I.E. Koch & Jens Vedsted-Hansen

I fredagens Berlingske Tidende angreb Ida Elisabeth Koch og Jens Vedsted-Hansen den helt igennem berettigede kritik af ‘menneskerettighederne’ – som jura-professor Mads Bryde Andersen med sin kronik i samme avis forleden gjorde sig til talsmand for. I dagens avis svarer han hårdt igen: Hvem fordrejer menneskeretsopgøret?

Tjek også Bent Blüdnikows profil af Mads Bryde Andersen fra lørdagsavisen: Professor i minefelt.



17. marts 2005

Truer ‘menneskerettighederne’ den danske fagforeningstvang – Orientering i modspin

Mads Bryde Andersens relevante kritik af menneskerettighedsbegrebets selvstændige udvikling faldt ikke i god jord hos oppositionspressen. Orientering på P1 tager vel prisen med Jesper Tynells fremragende modspin ved jura-professor Jens Vedsted-Hansen, i et stygt forsvar for den danske fagforeningstvang (aka ‘eksklusivaftaler’).

Indslagets programomtale:

Krænker det menneskerettighederne, når man skal være medlem af en bestemt fagforening, for at blive ansat i en virksomhed? Det spørgsmål skal Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg tage stilling til i juni måned. Dermed bliver det en domstol og ikke de folkevalgte politikere der afgør de danske ekslusiv-aftalers fremtid. Og det til trods for, at man fra politisk hold udtrykkeligt valgte ikke at give domstolen indflydelse på dette felt, da man i 1950 skrev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Orientering har talt med juraprofessor Jens Vedsted-Hansen.

Helt andre toner lød fra Jens Vedsted-Hansen selvsamme dag i et indlæg i Berlingske Tidende, hvor han sammen med Ida Elisabeth Koch [Institut for Menneskerettigheder] taler dunder under overskriften: Opgør med Bryde Andersens fordrejninger. Her blot et citat som understreger Vedsted-Hansens hykleri:

“Mads Bryde Andersen har givetvis den opfattelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er gået for vidt i sine fortolkninger. Dette er imidlertid helt udokumenteret. “



13. marts 2005

Mads Bryde Andersen: Opgør med menneskerettighedstænkningen

Søren Krarup har ikke levet forgæves. Hensigten med konventionsbundne menneskerettigheder må ikke blive afpolitisering af almindelige politiske problemstillinger. Læs dagens kronik i Berlingske Tidende ved Jura-professor Mads Bryde Andersen. Målet er et Opgør med menneskerettighedstænkningen, og handlingsplanen lyder:

1. Der må ske en fordomsfri nyvurdering af menneskerettighedstemaet. Såvel i juraen som i det politiske system må vi vænne os til, at en »menneskeret« i menneskeretsdomstolens, menneskeretskommissærens og menneskeretscentrenes forståelse af ordet ikke nødvendigvis er en fundamental og umistelig grundrettighed, men derimod resultatet af en europaharmoniseret retspolitisk stillingtagen. Vi må derfor forholde os nuanceret og kritisk til de afgørelser, der træffes af menneskeretsdomstolen i en åben politisk og akademisk diskussion. Politikerne skal ikke drives rundt i manegen af en menneskerettighedskommissær eller af tilfældige medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder (der har flere ligheder med Forbrugerrådet end med et universitetsinstitut).

2. Menneskeretsmiljøerne må begynde at anlægge en selvstændig og kritisk holdning til domstolens praksis. Det vækker forundring, at der (så vidt vides) ikke på noget tidspunkt er rejst tvivl fra det danske Institut for Menneskerettigheder om, at menneskeretsdomstolen er gået for vidt i sin fortolkning. Instituttet har for længst mistet sin rolle som objektiv sagkyndig instans, men har dertil svigtet den rolle som systemets vagthund, som påhviler enhver forsker, der forsker på skatteydernes regning. Man kan også genoverveje centrets opbygning. Måske var det bedre at nedlægge centret og kanalisere dets midler videre til universiteterne, hvor forskningen kan underlægges almindelig akademisk kvalitetssikring.

3. Den lov, der har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, bør ophæves. Der er intet i den europæiske menneskeretskonvention, der tvinger os til at have en sådan inkorporering af konventionen. Men det er på grund af konventionens meget generelle formulering og dens umiddelbare anvendelighed, at vi mærker skadevirkningerne af menneskeretstænkningen i vort eget retssystem. Ved at ophæve loven sender Danmark et stærkt signal til Strasbourg om, at man er gået for langt. Samtidig giver man de danske domstole en større frihed til at tage afstand fra domstolens afgørelser.

PS: Læs evt. også adjunkt Jonas Christoffersens indlæg i Weekendavisen om menneskerettighedsbegrebet, der om ikke andet så i det mindste sætter fokus på det faktum at FNs Verdenserklæring ikke faldt ned fra himlen.

Oploadet Kl. 20:17 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper