8. maj 2009

“Modellen viser, at jo flere enlige kvinder med børn… desto højere er kriminalitetsniveauet.”

Torsdag offentliggjorde Justitsministeriet en 23 siders rapport, der må betragtes som det foreløbige klimaks i det groteske variabelshow, der medfører en fundamental skelnen mellem ‘indikatorer på megen kriminalitet’ og “forekomsten af kriminalitet” (s. 8). Undersøgelsen er foretaget af ph.d. Susanne Clausen, og er en direkte opfølgning af en rapport hun skrev i 2003 med variabelguruen Britta Kyvsgaard. Hun skrev ph.d. med Flemming Balvig som vejleder, og selvom titlen Kriminalitetsniveauet i kommuner og politikredse er relativt usexet, så er siderne fyldt med højspændt apologi.

Metoden kort fortalt. Susanne Clausen har taget oplysninger fra Danmarks Statistik og sammenholdt det med 17 variabler, herunder Udpendling, Alkoholbevillinger i politikreds, Enlige mødre med børn og Efterkommere og indvandrere. Den endelige model som bedst forklarer kriminalitetsniveauet i kommunerne, indeholder fire variabler – “enlige kvinder med børn, unge mænd, husstande med én person og urbaniseringsgrad” – Øvrige variabler vurderes at være “insignifikante” (s. 8). Snaphanen foreslår ironisk at medtage “storke, vejtræer og grisehold”, og hvorfor egentligt ikke.

Fra rapporten.

Den variabel, som er det stærkeste tegn på kriminalitetsniveauet i kommunerne, er andelen af enlige kvinder med børn. Modellen viser, at jo flere enlige kvinder med børn der er i en kommune, desto højere er kriminalitetsniveauet.” (s. 8, 5.1. Enlige kvinder med børn)

“Analysen viser som nævnt, at fire faktorer er indikatorer på kriminalitetsniveauet i kommunerne: Andelen af enlige kvinder med børn blandt indbyggerne, andelen af unge mænd, andelen af husstande med én person og urbaniseringsgraden i kommunen. Det er altså primært befolkningens res-sourcer, som påvirker kriminalitetsniveauet. (s. 14, 7.2. Forventet kriminalitetsniveau)

Skåret ind til benet.

“Lige såvel som undersøgelsen belyser, hvilke faktorer der har betydning for kriminalitetsniveauet i kommunerne, fortæller undersøgelsen også, hvilke faktorer der ikke har det. De faktorer, som ikke har selvstændig betydning, når der tages højde for dem, som indgår i modellen, er: Befolkningstæthed, fraflytning, udpendling, børn og ældre, efterkommere og indvandrere, ejerbolig, højeste fuldførte kompetencegivende uddannelse, personindkomst, personer uden ordinær beskæftigelse, kontanthjælpsmodtagere, børn og unge anbragt uden for hjemmet, erhvervsbygninger og alkoholbevillinger i politikredsen.

Den store fokus på indvandreres og efterkommeres kriminalitet kan sikkert indebære en forventning om, at andelen af indvandrere og efterkommere i kommunerne vil være med til at forklare kriminalitetsniveauet i en kommune. Baggrundstallene viser da også, at der er store variationer mellem kommunerne med hensyn til antallet af indbyggere af fremmed etnisk herkomst… Analysen tyder imidlertid ikke på, at andelen af indvandrere og ef-terkommere kan forklare forskellene i kriminalitetsniveauet. Det skyldes formentligt, at indvandrere og efterkommere kun begår en lille andel af den samlede kriminalitet – dvs. at de etniske danskere tegner sig for den største del af kriminaliteten – og at den overhyppighed af kriminalitet, der eksi-sterer blandt personer af fremmed etnisk herkomst, langt hen ad vejen hænger sammen med særlige demografiske og socioøkonomiske forhold, som der i forvejen kontrolleres for i modellen. (s. 14f, 7.3. Faktorer uden betydning for kriminalitetsniveauet)

Der perspektiveres.

“Som nævnt er den model, der er resultatet af analyserne, i stand til at forklare en ganske væsentlig del af variationen i kriminalitetens fordeling. Adgang til endnu flere oplysninger om befolkningen, herunder alkohol- og narkotikamisbrug, vil muligvis kunne forbedre modellerne endnu mere.” (s. 16, 7.5. Afsluttende bemærkninger)

Det interessante spørgsmål er naturligvis, om der også er andet end befolkningssammensætningen og urbaniseringsgrad, der kan forklare kriminalitetsniveauet i en kommune. Er der kommuner med særligt kriminelle indbyggere? Og hvad beror det så i givet fald på? Har forældrene i den kommune i særlig grad svigtet? Har skolerne i særlig grad svigtet? Eller er det kommunen, som ikke har været tilstrækkelig opmærksom på at sætte ind over for udsatte grupper?

Sådanne spørgsmål kan en undersøgelse af denne type ikke besvare. Undersøgelsens force er at pege på, at kriminaliteten er ulige fordelt i landet, og at denne ulighed i meget høj grad hænger sammen med sociale og demografiske uligheder samt de uligheder, urbaniseringsgraden afspejler, og som relaterer sig til forskelle i det sociale samvær, i sociale kontakter og kendskab beboerne imellem.” (s. 16, 7.5. Afsluttende bemærkninger)

Som man spørger får man svar, og undersøgelsen er skruet sådan sammen, at kommunale forskelle har en tendens til at udligne sig selv på det endelige kort. Der arbejdes med brede kategorier (blot fem ialt), og med udgangspunkt i anmeldelsestatistik. Dvs. det registreres hvor kriminaliteten begås, ikke gerningsmandens bopæl. Det må tillige understreges, at undersøgelsen ser på kriminaliteten generelt, og ikke fokuserer på de forhold der har størst betydning for tryghedsniveauet i kommunen.

Under tre pct. af straffelovsovertrædelserne er voldskriminalitet, hovedparten er berigelseskriminalitet. Antallet af biltyverier er på grund af startspærre mm, faldet med 11.439 tilfælde siden 2002. Det svarer stort set til anmeldelser efter voldsparagrafferne i 2007, der er moderat stigende. Med andre ord. Det endelige kort viser meget lidt om det essentielle.

(s. 10, Kort 3. Forholdet mellem forventet og faktisk kriminalitet i kommunerne; let manipuleret)

Jeg har set nærmere på rapportens bilag 3 omhandlende de på kortet indtegnede tal – dvs. “afvigelse mellem faktisk og forventet anmeldt kriminalitet”. Den største procentvise afvigelse i positiv retning (meget under) er Gladsaxe – den mest negative Fanø (meget over). Idag er det en måned siden en 46-årig kvinde blev myrdet i Gladsaxe. For yderligere perspektivering henviser jeg til DR Online – Politiet næsten arbejdsløs på Fanø (27/2-09) der på basis af 2008-tal fremhæver Fanø som et sted, “hvor politiet næsten er arbejdsløse, og forbryderne forsvundet”.

Såvidt denne akademiske bortforklaring. Mon ikke der en dag kommer en sociolog, som kan se en sammenhæng mellem Fanøs lave kriminalitetsniveau og Fanø-kvindernes hovedbeklædning. Intet kan overraske.

Mere.

  • 10/5-09 Det logiske snit – Så endte det alligevel sådan.
  • 

    22. januar 2009

    Et logo der vidner om statens tilhørsforhold til Kristendommen… gisp

    Dekonstruktionen af den velfungerende nationalstat fortsætter – Jurister vil skrotte kristent logo.

    “Retssikkerhedsfonden og Forum for retssikkerhed… er imod regeringens lovforslag, der bl.a. vil forbyde kvindelige muslimer at bære hovedtørklæde, hvis de fungerer som juridiske dommere. Men hvis regeringen gør alvor af tørklædeforbuddet, bør logoet laves om mener, juristerne i Retssikkerhedsfonden.

    Problemet er, at logoet består af kongekronen samt teksten “Danmarks Domstole.” Kongekronen har fem synlige bøjler og et rigsæble. Øverst er et kløverbladskors, der ifølge Kongehusets publikation, Beskyttelse af kongelige kendetegn, “vidner om monarkens og statens tilhørsforhold til kristendommen.”

    “I kraft af dette logo fremtræder Danmarks Domstole således som havende et tilhørsforhold til kristendommen – og alene til denne religion…” skriver Retssikkerhedsfondens formand, tidligere justitsminister og juraprofessor Ole Espersen.

    Andre medlemmer af Retssikkerhedsfonden og Forum for retssikkerhed er professor Flemming Balvig, professor Vagn Greve, professor Jens Vedsted Hansen, tidligere højesteretspræsident Niels Pontoppidan og landsdommer Holger Kallehauge.”

    

    14. november 2008

    “Risikoen for at blive udsat for… vold er faldet markant inden for de seneste år.”

    Et par gange om året kan man læse nyhedshistorier baseret på Balvig og Kyvsgaards såkaldte offerundersøgelser. Man har spurgt danskere om de indenfor det sidste år har været offer for kriminalitet, og sammenlignet det med forventninger om samme. Konklusionen er altid at folk er mere bange end de burde være, og det hele får karakter af kvasi-politisk mytegendrivelse – din bekymring er unødvendig, din frygt er irrationel.

    Medierne æder den slags råt, og da undersøgelserne omfatter kriminalitet som sådan, er der masser af muligheder for at sløre modstridende oplysninger. Færre cykeltyverier afbalanceres fint af stigning i vold. DR tekst-tv skrev…

    “Risikoen for at blive udsat for… vold er faldet markant de seneste år.”

    Et er meget subjektive ‘offerundersøgelser’, noget andet hårde tal – anmeldelserne. Rapporten inkluderer også denne gang anmeldelsesstatistikken, og det giver et helt andet billede af samme virkelighed. Fra rapportens afsnit om Vold (3.2.3)

    “Udviklingen i den politiregistrerede vold ligner til forveksling udviklingen i de politiregistrerede tyverier og andre straffelovsovertrædelser under ét frem til midten af 1980erne. Forholdsmæssigt er stigningstaksten også den samme, omkring en firedobling. Fra sidst i 1980erne og frem til 2007 er udviklingen i den politiregistrerede vold unik. Den hverken falder som tyverierne eller stagnerer som hærværkstilfældene. I en kort periode, sidste halvdel af 1990erne, ser det ud, som om udviklingen bremses op, men som helhed er der tale om en stigning, og i 2007 politiregistreres det hidtil største antal voldstilfælde siden 1960. Der er tale om en seksdobling. (s. 22)

    (Figur 3.10, s. 23)

    Rapporten.

  • 2008 (okt.) Det Kriminalipræventive Råd – Flemming Balvig & Britta Kyvsgaard: Udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005-2007 (65 s, pdf).
  • Medierne.

  • 13/11-08 (11.42) DR Online – Rapport: Kriminaliteten er faldende.
  • “Risikoen for at blive udsat for vold har været nogenlunde uforandret i alle årene, idet omkring 2-3 procent af befolkningen hvert år angiver at have været udsat for vold.

    Til gengæld viser rapporten også, at der er flere voldsepisoder, der involverer våben eller redskaber. I 1995/96 var det i 12 procent af voldsepisoderne, mens det i 2005/07 var i 20 procent af tilfældene. (flere våben, men voldsniveauet uændret)

  • 13/11-08 (13.54) Jyllandsposten – Danskere mindre ramt af kriminalitet (Ritzau-opkog).
  • 13/11-08 (18.38) Politiken – Mange bekymrer sig om kriminalitet.
  • “Vold er steget i statistikkerne siden 1990’erne. Det skyldes imidlertid, at vi i dag er langt mindre villige til at slå en streg over bataljerne, for hvor 35 procent i 1995 ville anmelde voldsepisoder, så var det i 2007 steget til 46 procent.”

  • 6/2-07 Politiken – Danskerne føler sig plaget af kriminalitet (europæisk offerundersøgelse forklarer en stigning).
  • “»I nord er der en større alkoholtradition. Man ser ikke på samme måde fulde unge vælte rundt i Rom eller Madrid, som man gør i for eksempel Amsterdam eller København. Og vi kan se, at der er en sammenhæng mellem alkoholkultur og almen kriminalitet såsom overfald«, siger professor Jan Van Dijk til politiken.dk.”

    

    10. februar 2008

    “Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen”, problem løst

    Fra fredagens udgave af Nyhedsavisen. Et lille indblik i venstreradikal logik – Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer.

    “I dag hyldes han som manden bag de første afsløringer af Blekingegadebanden.

    Men da han skrev sine kontroversielle artikler for 20 år siden, skete det under stort pres fra landets førende juraeksperter.

    Journalist Lars Villemoes blev beskyldt for at opdigte oplysninger om Blekingegadebanden, som begik flere væbnede røverier i 1970erne og 1980erne, da han skrev om banden i Information.

    De to professorer Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, som i dag er blandt Danmarks førende jurister, beskyldte dengang artiklerne for at være »fiktion« og »kreativ journalistik.« Det skete i en kronik i Information i 1989, hvor de blandt andet beskyldte artiklerne for at rette udokumenterede anklager mod de fængslede bandemedlemmer.

    […]

    Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«

    Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad…

    Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.

    Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.

    »Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.

    Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.

    »Det er fuldstændig latterligt at påstå. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.

    Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.”

    Historien om Blekingegadebanden blev skrevet af en tidligere kommunist, der valgte at underspille det ideologiske aspekt. Sideløbende offentliggør vensteradikale en arkivbaseret gennemgang af historien på nettet, og nu kan man så læse at Blekingegadebanden i grunden hørte hjemme på højrefløjen. Problem løst. Jagten på den sande kommunisme kan fortsætte…

    

    20. januar 2008

    Samfundsforsker Johannes Andersen: ‘Statistikkerne’ viser ikke øget vold

    Der går næsten ikke en dag, hvor man ikke hører, at det slet ikke er blevet farligere at færdes i nattelivet, på gaden eller i hjemmet – voldsniveauet i samfundet er helt og aldeles uændret. Journalister har det med at kolportere ekspertvås, og handler i al deres enfoldighed ofte i god tro. Med forskerne forholder det sig anderledes.

    Et godt eksempel på hvide løgne kunne man se i torsdagens MetroXpress, hvor to forskere vrider virkeligheden efter forgodtbefindende. Fra – Hver anden dansker er utryg..

    “I løbet af de seneste to år er danskerne blevet mere bange for at færdes udenfor om aftenen. Hver anden dansker er nemlig blevet mere utryg, viser en ny meningsmåling fra Zapera. Tallene overrasker kriminolog ved Københavns Universitet, Lars Holmberg. »Det er ret utroligt, fordi alle statistikker viser, at der ikke er sket nogen stigning i kriminaliteten på det her område. Der er ikke flere, som bliver stukket ned. Men det er klart, at det gør indtryk på folk, når man hører om unge mennesker, der uskyldigt bliver stukket ned,« siger Lars Holmberg. De mange utrygge danskere kommer også bag på samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. »Det er overvældende. Man kunne forstå, hvis en del fra den ældre befolkning var blevet mere utrygge. Men det her betyder, at der i alle aldre og samfundslag breder sig en utryghed i befolkningen,« siger Johannes Andersen. Medierne bærer en stor del af ansvaret for frygten ifølge samfundsforskeren. Han mener, at statistikkerne, som ikke viser en øget vold, slet ikke kan hamle op med mediernes fokusering på overfald og drab. »Formiddagsaviser som B.T. og Ekstra Bladet blæser voldshistorierne op. Vores virkelighed bliver formidlet gennem historier om knivoverfald med drabelige billeder og blodige overskrifter. Vi er desværre mere optaget af den verden, som er formidlet i dramaer og ikke i statistik,« siger Johannes Andersen. Han mener, at danskerne gradvist vil blive mere og mere utrygge de næste mange år. Det skyldes blandt den øgede videoovervågning, som politikerne har besluttet. »Det vil give sensationsmedierne endnu bedre og mere blodige billeder fra overvågningskameraer. Flere drabelige billeder vil give flere utrygge mennesker. Det er på trods af, at der ikke sker en reel vækst i volden,« vurderer samfundsforskeren.”

    Kriminolog Lars Holmberg (Balvigianer fra Krimonologisk Institut, KU) og samfundsforsker Johannes Andersen hævder begge, at det er et paradoks at danskerne føler sig mere utrygge fordi, at…

    “… der ikke er sket nogen stigning i kriminaliteten på det her område. Der er ikke flere, som bliver stukket ned.” (Lars Holmberg)

    “… statistikkerne… ikke viser en øget vold.” (Johannes Andersen)

    “… der ikke sker en reel vækst i volden.” (Johannes Andersen)

    Det der gør folk utrygge kan selvfølgelig ikke isoleres til knive i nattelivet, som Holmberg antyder, og begge hævder således, at volden generelt ‘ikke er stigende’ – Johannes Andersen henviser ligefrem til ’statistikkerne’.

    Så lad os se lidt på dem. Der findes så vidt jeg ved fire måder at opgøre volden på herhjemme: 1) Antal anmeldelser, 2) Antal dømte, 3) Udsathedsstatistikken og 4) Skadestuestatistikken.

    Alle fire metoder opridses i Flemming Balvigs “Undersøgelse om danskernes udsathed for kriminalitet fra 1986 til 2005” (pdf, 42 s.), der konkluderer…

    Risikoen for at blive udsat for vold har holdt sig konstant fra 1987 til 2005. Derimod er der sket en stigning i tilbøjeligheden til at anmelde vold til politiet, hvilket kan være forklaringen på, at antallet af politiregistrerede voldstilfælde har været stigende de senere år.”

    Balvig vælger at anskue problematikken med udgangspunkt i danskernes udsathed baseret på telefoninterviews med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. To-tre pct. af befolkningen føler sig gennem hele perioden udsat for vold, hvad sammenholdt med Balvigs egne undersøgelser (1995-) om anmeldelsestilbøjelighed (i forhold til tre isolerede 1970’er-undersøgelser), får Balvig til at konkludere, at danskerne blot anmelder mere vold i dag end tidligere – at den ‘faktiske’ vold er uændret.

    Vælger man at tage udgangspunkt i problematikken med de eneste hårde tal der findes, så er der slet ikke belæg for mediernes skønmaleri. Udviklingen i antallet af anmeldelser (politiet) og dømte (Justitsministeriet) er jævnt stigende. Her førstnævnte i perioden 1980 til 2005.

    “… i 2005 politiregistreres det hidtil største antal voldstilfælde siden 1960. Der er tale om en fem-seksdobling.” (citat + grafik, s. 20)

    s. 24.

    De hårde statistikker (anmeldelse/domfældelse) er ikke helt gennemsigtige, og der er visse definitionsproblemer. I juridisk henseende skelner man normalt mellem tre grader af vold (§244 Simpel, §245 Grov/alvorlig; §246 Særlig alvorlig/særdeles grov), og i takt med straframmernes udvidelse bliver færre og færre sigtet/dømt efter §246. Hvor 94 i 1994 blev dømt efter den strenge paragraf, var det i 2005 kun 29. Ret beset drejer det sig kun om promiller af samtlige voldstilfælde. I den mellemste voldsparagraf er stigningen hele 52,2 pct. i perioden 1994 til 2005 (fra 976 til 1.485). Indenfor den milde voldsparagraf er der i perioden 1994 til 2005 sket en stigning på 9 pct. (fra 8.810 til 9.601).

    Såvidt statistikken, der således slet ikke er entydig som Lars Holmberg, Johannes Andersen mfl. hævder.

    Et forhold som både forskere og medier totalt ignorerer, er skellet mellem by og land. Basalt set kunne udsathedsstatistikken sløre modrettende tendenser, og det er der meget der tyder på. Underoverskriften til MetroXpress-artiklen var Natteliv, men statistikken fokuserer desværre ikke på hverken storbyer eller nattelivet i storbyerne. Det kunne ellers være interessant at få belyst.

    Hvad vi ved, er at vold og røverier begået af unge i alderen 15-17 år de senere år er eksploderet. Antallet af voldsepisoder er steget med 486 pct. i perioden 1995 til 2005 (fra 64 til 375) – røverier 488 pct. (fra 25 til 147). Hændelser som ikke er medtaget i den øvrige statistik, og som rammer lige ned byernes natteliv.

    Flere tal her.

    

    16. januar 2008

    Berlingske Tidendes Lars Rix og verden ifølge Kriminologisk Institut

    Det er som om journalister alle er medlem af en kriminologisk sekt, for hvem virkeligheden blot er et eksperimentarium for kvasi-marxistiske professorer. Berlingske Tidendes Lars Rix på Københavner-bloggen – En krigszone i København.

    “I fredags skulle min højgravide kone mødes med et par veninder om aftenen på en café på Vesterbro. Da hun omkring midnat er på vej hjem, er der gang i byen. Bål brænder ved Mariakirken og længere nede af Istedgade, og da hun runder hjørnet til Abel Cathrinesgade går hun lige ind i et slagsmål, hvor en fyr får en masse tæsk. En bil bremser op og ud hopper fire unge mænd, der tydeligvis helt uden at kende offeret, kaster sig ind i mængden og begynder at slå og sparke ham, der ligger på jorden. Hun bliver nødt til at vende om og få veninderne til af følge hende en anden vej.

    Det er den slags, der får min mor til at tage telefonen i Jylland og spørge bekymret til, hvad det er der sker derovre i København for tiden? Det er jo næsten hver weekend, at hun hører om så mange knivstik, voldelige overfald og drive by shootings, at hun med god grund må tro, at hendes børn og børnebørn vel nærmest lever i en krigszone, hvor vi hver dag må løbe zig zag mellem flyvende knive, kugler og accelererende flugtbiler.

    Og ja, det er umuligt ikke at blive påvirket, når man for tiden ikke kan åbne en avis eller tv’et uden at høre om endnu et knivoverfald, hvor unge bliver stukket ned i nattelivet eller road-rage, hvor uskyldige bliver beskudt, blot fordi de dytter efter en anden billist. Det virker massivt. Som om det københavnske natteliv er ude af kontrol. Komplet med visiteringszoner, kameraovervågning, sirener og blå blink overalt.

    Men det er det jo ikke – endnu. Vist bliver man skræmt, når virkeligheden kommer tæt på som med min kone, der får volden og brutaliteten kastet lige op i ansigtet sådan en tilfældig fredag aften. Vist bliver man rystet og ked af det, når en uskyldig umotiveret bliver stukket ned på åben gade i ens egen by. Men hvis der er en krigszone, er den ét sted – og det er i de danske medier, der på det seneste er gået i rent limbo over kniv-problematikken.

    Hændelser, der for bare et halvt år siden ville have været notitser på side syv, bliver blæst op på forsiden af formiddagsbladene og bliver tophistorier i Nyhederne. Fakta drukner, som det fra Det Kriminalpræventive Råd om, at antallet af voldsepisoder faktisk slet ikke er steget i de seneste mange år.

    For god ordens skyld. Drive by-shootings mod enlige kvinder, mord for at få en hue og lignende har aldrig været noget pressen smed ind i en notits på side syv. Det Kriminalpræventive Råd benytter sig af en såkaldt ‘udsathedskvotient’ (Flemming Balvig & Britta Kyvsgaard), dvs. man spørger folk om de har været udsat for kriminalitet (herunder vold), og konkluderer på denne baggrund at antallet af danskere der har været udsat for vold har været “konstant siden 1980erne” – det er ikke blevet farligere at gå på gaden i København, vi er blot blevet mere sarte… Siden hvornår er telefoninterviews blevet bedre end hårde facts.

    Den øvrige statistik er entydig, og da voldsniveauet stiger ligefrem proprotionalt med graden af ‘multikultur’, så er det i sagens natur blevet værre i København. En rækker indicer – alle sakset fra en tidligere postering, der gik i rette med en anden Berlingske-historie: target=”_self”>“En myte at volden bliver grovere og grovere”

    Kriminalitet begået af børn (i København, 60-90 pct. ikke-danskere; fra Justitsministeriet, dvs. domfældte).

    §244-246 (1992: 64, 2005: 375 = 485,9 pct.)
    Røveri (1992: 25, 2005: 147 = 488,0 pct.)
    Brandstiftelse (2002: 38, 2005: 83 = 118,4 pct. – se perioden)
    Hærværk (2002: 271, 2005: 517 = 90,8 pct. – Se perioden)

    §119 Vold mod off. tjenestemænd (2000: 1.877, 2005: 2.931 = + 56,2 pct.; fra Politiets anmeldelsesstat.)
    §245 Alvorligere vold (1994: 725, 2005: 932 = + 28,6 pct.; fra Politiets anmeldelsesstat.)

    Det hele kan opsummeres således.

    Væsentlig mere vold mod autoriteter, væsentligt mere vold begået af mindreårige, flere våben på gaden, lidt flere drabsforsøg, og en støt stigende udvikling i antallet af voldsepisoder. Anmeldelsestilbøjelighed har selvfølgelig indflydelse på sagen, men absolut intet tyder på at gaderne er blevet mere sikre. Tværtimod.

    

    14. januar 2008

    Lars Villemoes: “Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen…”

    Der skrives meget om Blekingegadesagen i disse dage, men meget sigende for det politiske klima herhjemme, så handler debatten meget lidt om det faktuelle – hvem myrdede hvem og hvorfor. Nyhedsavisen er en undtagelse.

  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Kun to kan have skudt Jesper Egtved Hansen.
  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Hvem slog Jesper Egtved ihjel?.
  • Vil man vide mere om stemningen på den yderste venstrefløj, da Lars Villemoes skrev de omtalte artikler i Dagbladet Information, så er hans interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow stadig uomgængelig. Fra Den forhadte budbringer (10/3-07).

    “En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

    De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

    Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

    […]

    Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer…

    På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

    »Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

    Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen… på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

    »Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar…«

    Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

    […]

    En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

    Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

    »Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

    Villemoes fortæller:

    »Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

    Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer.

    […]

    På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

    »Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

    […]

    Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

    Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«”

    PS: Et godt eksempel på venstrefløjens apologi, leveres af Poul Solrart Sørensen (Enhedslisten) i en kommentar på Nyhedsavisen. Jeg citerer…

    “- Disse mennesker gjore det af misforstået idialisme… i nogen situtioner er de helte og i andre bliver der gået forlangt og de bliver skurke, men vi kan ikke undvære mennekser der reagere på uretfædighed.”

    

    10. januar 2008

    Venstrefløjen om Blekingegadesagen anno 1989: ‘Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering’

    Ypperlig postering om Blekingegadebanden af Mikael Jalving på sin blog. Fra Venstrefløjens vantro.

    “Når de aktuelle bøger om Blekingegadebanden alligevel kan kritiseres for at være usamtidige i forhold til deres emne, så skyldes det, at bindene om den danske celle og dens hårde kerne er en kriminalhistorie, som skøjter henover den venstrefløj, hvorfra bandens medlemmer blev rekrutteret, og hvor grænserne mellem vold og politik var temmelig flydende. Konteksten er næsten helt pist borte. Og der er kun en sporadisk forståelse for, at man ikke kan sige Blekingegade uden at sige venstrefløj.

    Panoramisk set slanger bande og venstrefløj sig ind og ud af hinanden i ord og handling og kaster lys over epokens lysende visheder og vurderinger. Blekingegadebanden og venstrefløjen betjente sig af en retorisk og moralsk fællesmængde, dvs. af sammenlignelige metaforer og myter, og det er dem, Øvig Knudsen underspiller eller ignorerer i sine ellers roste bøger.

    Hvis man f.eks. tager månedsbladet PRESS, årgang 1989, ned fra hylden, så får man et godt indtryk af, hvad jeg hentyder til. PRESS er oplagt at nærlæse, fordi Øvig Knudsen var med i denne kreds af ambitiøse og dygtige journalister og i dag er venner med flere af de folk, der skrev og udgav månedsbladet. Flere af dem takkes da også bøgernes efterord og har læst med i manus undervejs. Så meget desto mere interessant er det at nærmere på, hvad PRESS dengang skrev om Blekingegadebanden.

    Nr. 43, udgivet juni 1989, kort efter at den hårde kerne blev anholdt, indeholder tre elementer, der supplerer hinanden. Først er der en lang reportage. Så er der er en politisk kommentar. Og til sidst er der fire sider satire om banden, et “Stort, Festligt Terrornummer!”

    Reportagens udgangspunkt er vantro. De seks journalister – Gitte Tækker, Ivan Rod, Susy Pagh, Jakob Gottschau, Agnete Vistar, Mads Båstrup og Erik Valeur – forsøger at komme bag om “terror-afsløringerne” – bemærk anførselstegnene – i daterede optegnelser i dagene efter de fems anholdelse den 13. april 1989 og frem til den 28. maj, hvor reportagen slutter lakonisk: “Blader i aviserne. Flere detaljer. Flere gisninger. Sagen fortsætter.” (s. 86)

    Reportagen er i sin selvforståelse en kontrast til andre mediers overfladiske dækning, særligt Ekstra Bladet og B.T. “Det ligner lidt Anders And”, hedder det om boulevardpressens dækning. “Nu mangler det vel bare, at de (de anholdte, red.) også bliver sat i forbindelse med Loch Ness-uhyret, bemærker et medlem af redaktionen tørt.” (s. 11)

    Detalje på detalje fiskes frem, uden at læseren bliver stort klogere. Det er måske heller ikke meningen. Grundtonen er ekstremt skeptisk, sat på spidsen således: “Uanset hvordan denne sag bliver lukket – selv hvis de anholdte aflægger fuld tilståelse – kan de jo være manipuleret til at spille et spil, uden at ane det. Vi får aldrig svar.” (s. 85, kursiv i original)

    Det må i sig selv siges at være en besynderlig konklusion i et nyhedsmedie, der gerne vil tages alvorligt af intelligente mennesker. At man på forhånd afsværger at kunne nå frem til en substans og sandsynlig sammenhæng i sagen. At alting fortaber sig i tåger, og at “terror-afsløringerne” aldrig nogensinde vil blive blotlagt og dermed altid vil skulle stå i anførselstegn, hvilket i sin yderste konsekvens betyder, at der slet ikke er nogen sag. Bag regibemærkningen om, at vi aldrig får svar, ligger der en kategorisk konklusion. Der er slet ikke noget at komme efter.

    Ligeledes må det overraske læsere af Øvig Knudsens bøger, at PRESS frikender den palæstinensiske organisation PFLP for terrorvirksomhed. Som Informations daværende journalist Lars Villemoes har fortalt, så var det bestemt muligt at vide, hvad PFLP havde gang i dengang, og i dag kan der ikke findes mange tilbageværende, som benægter, at PFLP netop var en politisk organisation med vold og myrderier som middel. Men det afviste Øvig Knudsens venner dengang, og Lars Villemoes’ artikler i Information blev mødt af talrige protester fra venstrefløjens kendte ansigter som bl.a. Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, alle tre tilknyttet Københavns Universitet. I PRESS-reportagen hedder det:

    “Den eneste spinkle forbindelse til terrorisme siges fortsat at være PFLP – der ikke går ind for terrorisme, og har fuldt legale repræsentanter i Skandinavien – samt våbnene, som ingen ved, hvad skal bruges til. Måske har de endda været indkøbt uden nogen præcis idé om formålet. Fordi de tilfældigvis var billigt til salg på det illegale marked.” (s. 83)

    Her nærmer reportagen sig den rene og skære apologi for Blekingegadebanden – og det er svært at læse disse sætninger uden at komme til at grine. Men det er jo ment og skrevet i ramme alvor. Endda af syv journalister i kor.

    Det bliver imidlertid endnu værre. Reportagens glidende tilpasning til det forhold, at Danmark pludselig viste sig at huse unge revolutionære kriminelle, der ikke stod tilbage for konkret handling – under inspiration af den veltalende maoist Gotfred Appel og marxisterne i PFLP – overgås af den supplerende kommentar af forfatteren Jørgen Knudsen. Jørgen Knudsen går planken helt ud og skriver uden omsvøb, at Danmark er et snyltersamfund, dvs. et rigt land, der udnytter fattige lande. De anholdtes metoder er derfor moralsk forsvarlige…

    Den satiriske spalte “Folkesjælen” i månedsbladet PRESS kan bestemt også være med. Her møder vi et slags Jørgen Knudsen Show. Her er opfindsomme fotos fra et angiveligt “terrorkøkken”, interview med den “chokerede nabo”, ligesom man kan bestille politiets optagelser fra Købmagergade med skjult kamera: “ordensmagtens ny borgerservice”. Bladet bringer også en opfordring:

    “Til vores læsere siger vi: Kom til os med selv Deres mindste mistanke. Kender De nogen, som opfører sig mistænkeligt? Venstreorienterede måske? Måske endda på Amager? Eller erindrer De uopklarede forbrydelser fra de seneste 10-15 år, der endnu ikke er kædet sammen med terrorbanden? (…) Blot den svageste mistanke kan være nyttig.” (s. 90)

    Satiren og ironien flyder tykt som olie. “Læs i næste nummer: Indeholdt terroristernes omgangskreds en kendt refrænsangerinde? Har hun malet byen rød som led i undergravende virksomhed? Går hun til bal uden trusser?” (s.90)

    Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering – det er de tre trin i PRESS’ modtagelse af Blekingegadebanden anno 1989. Man vil finde samme mønster med visse variationer på den øvrige venstrefløj i Danmark op igennem 70erne og 80erne, og der er således masser at gå i gang med for den eller de historikere, der tør skrive den store bog om venstrefløjens fødsel, storhed og fald i det 20. århundrede.

  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Peter Øvig får Cavlingprisen.
  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Fogh åbner for undersøgelse af Blekingesagen.
  • 

    10. januar 2007

    “Grov vold er stærkt på retur”, skrev Berlingske Tidende…

    Fra gårsdagens Berlingske Tidende. Tre artikler om udviklingen i vold med udgangspunkt i 14.316 indberetninger fra skadestuen på Odense Universitetshospital i perioden 1991-2002.

  • 9/1-07 Berlingske Tidende – En myte at volden bliver grovere og grovere.
  • 9/1-07 Berlingske Tidende – Grov vold er stærkt på retur.
  • 9/1-07 Berlingske Tidende – »Grov vold ser vi bestemt ikke hyppigt«.
  • Citater fra ovenstående.

    “Der bliver færre tilfælde af rigtigt alvorlig vold…”
    (Christian Færgemann, ph.d., cand. med.)

    “Der er ingen tvivl om, at det, der rykker, er den simple vold – ikke den grove…” (Arne Gram, Vicepolitimester)

    Berlingske Tidende valgte i sin artikelserie at tage udgangspunkt i udviklingen af grov vold. Den defineres i undersøgelsen som værende “alle typer af læsioner, der trænger ned under hudlaget”, hvad typisk er “knoglebrud, skader på indre organer eller på hjernen”. Definitionerne kan således ikke umiddelbart sammenlignes med straffelovens opdeling, hvad klart fremgår af den tilgængelige statistik. Herunder udviklingen med udgangspunkt i Justitsministeriets tal (Dansk Statistik) dækkende 1994 til 2005, og Politiets Anmeldelsesstatistik for 2000 til 2005. Tallene er ikke helt ens for de pågældende år, men næsten.

    §244 Simpel vold (JM: 1994: 8.810, 2005: 9.601 = + 9,0 pct.)
    §244 Simpel vold (Politi: 2000: 8.534, 2005: 9.601 = + 12,5 pct.)

    §245 Alvorligere vold (JM: 1994: 976, 2005: 1.485 = + 52,2 pct.)
    §245 Grov vold (Politi: 2000: 1.219, 2005: 1.485 = + 21,8 pct.)

    §246 Særlig alvorlig vold (JM: 1994: 94, 2005: 29 = – 69,1 pct.)
    §246 Særdeles grov vold (Politi: 2000: 43, 2005: 31 = – 27,9 pct. )

    Berlingske Tidende vinkler artiklerne som en slags myte-gendrivelse (hvad DR selvfølgelig tog imod med kyshånd), men når avisens Jesper Termandsen skriver at “den alvorligere vold” siden 1998, ifølge “politistatistikken” er steget med 45 pct., så er det et kunstigt opstillet paradoks. Det undersøgelsen bekræfter er blot et fald i den del af volden, der i politiets statistik blot udgør 2,6 promille af alle voldsanmeldelser.

    Det fremgår indirekte af et interview med en ledende overlæge, som avisens Gregers Lohse citerer i en ledsagende artikel.

    “»I vores ansvarsområde har der i hele 2006 kun været en patient, der er blevet udsat for grov vold, og som blev kørt direkte på Rigshospitalets Traumecenter i stedet. Så vi har altså ikke nogle skjulte tilfælde, der gemmer sig andre steder,« påpeger Inger Søndergaard.

    Skadestuen på Glostrup Hospital får blandt andet sine patienter fra Albertslund og det mere mondæne Vallensbæk. Dækningsområdet favner bredt socialt, og det gør, at det lave antal af grove voldstilfælde rent faktisk også er repræsentativt for resten af landet, vurderer overlæge Inger Søndergaard.

    »Vi får jo både folk ind fra socialt belastede steder og de mere velstillede områder. Så jeg ville mene, at vi ligner et gennemsnitsområde, når det gælder voldstilfælde,« siger hun.

    Det skal ikke være mig der vurderer om Glostrup Skadestue har et gennemsnitligt opland, men hvis hun kun har haft et tilfælde i hele 2006, så må det hun (og undersøgelsen) forstår som ‘grov vold’ i praksis dække over det der juridisk kaldes ’særdeles grov vold’ (§246). Inger Søndergaard fortæller da også at hun ‘oftere’ ser det hun betegner som “værtshusslagsmål og lignende”.

    Artiklen kunne således ligeså godt være vendt om: Ny undersøgelsen dokumenterer: Den grove vold i stadig vækst. Humlen ligger så at sige i definitionerne.

    For godt et år siden offentliggjorde Flemming Balvig og Britta Kyvsgaard en undersøgelse om Danskernes udsathed for kriminalitet, der konkluderede at danskerne var blevet mere tilbøjelige til at anmelde vold, og at den faktiske risiko for at blive udsat for samme i perioden 1986 til 2005 var faldet med hele 20 pct. For et par uger siden var de klar igen med flere kunstige paradokser (også i Berlingske Tidende – Danskerne vil have mildere straffe). Skadestue-undersøgelsen er tilrettet medierne helt på samme måde, men selvom Berlingske Tidende lader sig bruge til at gøre gaderne sikre på papiret, så vidner statistikken blot om det alle kan iagttage ved selvsyn. Volden stiger stille og roligt i takt med multikulturaliseringen, ikke mindst i landets stigende antal ghettoer, hvor et fænomen som børnekriminalitet nu pludselig eksploderer. Fra Justitsministeriets Forskningsenhed – Kriminalitet begået af børn. (Tallene er ikke inkluderet i den øvrige statistik).

    §244-246 (1992: 64, 2005: 375 = 485,9 pct.)
    Røveri (1992: 25, 2005: 147 = 488,0 pct.)
    Brandstiftelse (2002: 38, 2005: 83 = 118,4 pct. – se perioden)
    Hærværk (2002: 271, 2005: 517 = 90,8 pct. – Se perioden)

    Herunder en række spredte oplysninger fra Politiets Anmeldelsesstatistik 2000-2005.

    §119 Vold mod off. tjenestemænd (2000: 1.877, 2005: 2.931 = + 56,2 pct.)
    §237 Manddrab (2000: 58, 2005: 53 = – 9,4 pct.)
    Herunder §237, 21 Manddrab, forsøg (2000: 157, 2005: 165 = + 5,1 pct.)
    Henvendelser vedr. våbenlov (2000: 5.920, 2005: 6.995 = + 18,2 pct.)

    Samt det Justitsministeriet kalder “Antallet af strafferetlige afgørelser”, dvs. domfældelse.

    §244 Simpel vold (1994: 4.312, 2005: 4.493 = + 4,2 pct. )
    §245 Alvorligere vold (1994: 725, 2005: 932 = + 28,6 pct.)
    §246 Særdeles alvorlig vold (1994: 26, 2005: 17 = – 34,6 pct.)

    – og lidt blandet fra artiklerne.

    “… stigning i samlivsvolden” (ifl. En myte at volden bliver grovere og grovere).

    “antallet af døde efter vold i den undersøgte periode ikke er steget. Det samme gælder antallet af indlæggelser fra skadestuen. Og brugen af våben er heller ikke steget.” (Christian Færgemann, ifl. En myte at volden bliver grovere og grovere).

    Generelt. Væsentlig mere vold mod autoriteter, væsentligt mere vold begået af mindreårige, flere våben på gaden, lidt flere drabsforsøg, og en støt stigende udvikling i antallet af voldsepisoder. Anmeldelsestilbøjelighed har selvfølgelig indflydelse på sagen, men absolut intet tyder på at gaderne er blevet mere sikre. Tværtimod.

    Med udgangspunkt i undersøgelser kunne man ligeså godt argumentere for nødvendigheden af hårde domme og flere fængsler. Men det ønsker Balvig & Kyvsgaard ikke, så det bliver næppe videnskabeligt underbygget.

    Jeg har bedt en læge kigge lidt på undersøgelsen. Han pointerer at der ikke er standardiserede regler for hvorledes patienter indlægges, og at der derfor er forholdsvis stor usikkerhed, hvilket gør at tallene ikke er sammenlignelige med politiets statistik. Han fortæller eksempelvis at jo sværere skaderne er, jo større sandsynlighed er der for at tilskadekomne ender på sygehuset uden om skadestuen. Konkret kan han berette om en skadestue der sender brækkede næser direkte til et Øre-Næse-Hals ambulatorium. Bevidstløse går på samme måde direkte til en intensiv/neurologisk afdeling, og svært voldsramte kan i visse tilfælde komme direkte til operationsbordet.

    Yderligere info.
    Ulykkes Analyse Gruppen, Odense Universitetshospital.
    Politiets Anmeldelsesstatistik, hovedside.
    Rapporter og notater fra Forskningsenheden, hovedside, Justitsministeriet.

    

    29. november 2006

    Flemming Balvig og Krimonologisk Institut skifter paradigme: Folket ønsker mildere straf

    I dagens Berlingske Tidende kan man læse at en ny storstilet undersøgelse under krimonolog Flemming Balvig konkluderer at Danskerne vil have mildere straffe. Konklusionen “overrasker” Balvig lyder det i artiklen, men resultaterne på den slags videnskabelige undersøgelser er næppe overladt til tilfældigheder. Således ytrede Balvig sig kort før undersøgelsen gik igang for små to år siden.

    “»Hvis man spørger folk, om man skal straffe hårdere, synes de næsten alle sammen, at det skal man. Men så snart man kigger på den konkrete virkelighed og de konkrete sager, så er folk meget mere nuancerede og har ikke generelt behov for at straffe hårdere,« siger Flemming Balvig, professor i kriminologi ved Københavns Universitet og medlem af den arbejdsgruppe, Advokatrådet har nedsat til at se på fremtidens straffe.” (Jyllandsposten, 20/11-04)

    Det paradoksale ved det hele er at Balvig konsekvent gennem sin karriere har betragtet højere straframmer som udtryk for at “kriminalpolitikken i stigende grad bliver båret af emotion”, og han har mere end alle andre kæmpet imod at det strafferetslige system “bygger på politikernes fornemmelser for følelser og stemninger i befolkningen”. Genem hele sin karriere frem til slut-1990erne kritiserede han ofte de borgerlige for at spille på frygten, og da venstrefløjen for nogle år siden strammede op retspolitisk, så lød det pludseligt at det var en international trend, at “kriminalpolitikken nærmest er blevet afpolitiseret”. (citater fra Weekendavisen, 5/12-03)

    Det siger sig selv at når Balvig og Kriminologisk Institut (KU) ikke længere kan spille populisme-kortet mod højrefløjen, så må der skiftes paradigme. Hvis Politikerne = Folket, så må F ændres. En undersøgelse blev sat i værk, pludselig havde menigmands holdning vægt…

    “Ifølge professor, dr. jur. Flemming Balvig må det være vanskeligt for lovgiverne at sidde undersøgelsens konklusioner overhørigt.” (Danskerne ved for lidt…, Berl., 29/11-06)

    Balvig suppleres af professor i prakisk filosofi Jesper Ryberg (RUC) der citeres for følgende loonisme.

    “»Hvis man beskriver forbrydelserne mere indgående, eller hvis man får lokket folk ind i retten, så er de åbenbart mindre straffevillige end domstolene selv. Så man skal lade være med at indrette sig efter den umiddelbare retsfølelse,« siger han.”

    Moralen er tilsyneladende, at danskernes holdning har betydning – hvis blot holdningen stemmer overens med rundbordspædagogikkens juridiske overdrev. Balvig, Ryberg med flere glemmer dog en lillebitte ubetydelig detalje: Ikke at fængsle kriminelle gør næppe gaderne sikrere… ikke at det nogensinde har været målet.

    “… politikernes løfter om flere penge til politiet er populisme, mener Flemming Balvig… Hvad der foregår er, ifølge Balvig, at politiet spilder mindst en million timer om året på, at to betjente kører rundt og patruljerer i bil.(Aktuelt, 27/8-99)

    Opdate 1/12-06.

  • 01/12-06 P1 Formiddag – Danskernes holdning til straf (med Fl. Balvig).
  • Oploadet Kl. 16:29 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper