11. januar 2013

Ny bog: Indvandrerforskningen har i tyve år ikke levet op til ‘almindelige normer for videnskabelighed’

Kulturmarxisterne vil næppe se noget legitimt i ‘kulturel profiling’, og det forstår man jo godt – det gør det jo væsentlige svære at bruge pseudo-forskningen politisk. Fra Berlingske – Du er ikke racist alligevel.

“I årtier har vi fået fortalt og genfortalt, at danskerne er særligt fremmedfjendske. Men det er en myte uden videnskabeligt belæg, lyder konklusionen i en ny kildekritisk forskningsbog, der udkommer i næste uge.

»Der er simpelthen ikke dokumentation i forskningen for at hævde den slags grimme ting om danskerne,« siger Henning Bech, professor i sociologi ved Københavns Universitet og en af forfatterne til den opsigtsvækkende undersøgelse.

Sammen med lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef har han gennemtrawlet store dele af den indvandrerforskning, som de seneste 20 år har beskrevet en udbredt og stigende racisme i Danmark… De to forskere konkluderer ligefrem, at store dele af indvandrerforskningen slet ikke lever op til almindelige normer for videnskabelighed.

Ifølge forfatterne er det f.eks. ikke udtryk for fremmedfjendskhed, hvis en far siger, at det »vender sig i ham« ved tanken om, at datteren fandt sammen med en mørk kæreste. Eller når en diskoteksejer afviser at lukke mandlige indvandrere ind på diskoteker.

Det er udtryk for farens »berettigede bekymringer« eller diskoteksejerens »økonomiske kalkyler«. Der er nemlig statistisk belæg for at formode, at en indvandrer fra bestemte etniske grupper vil have en undertrykkende adfærd over for kvinder eller vil skade forretningen på diskoteket.

Meget mere om bogen i Weekendavisen – Når man prædiker for de frelste (ikke online, af Jesper Vind).

“Konklusionerne når Bech og Necef frem til ved at bruge det mest ubarmhjertige videnskabelige redskab, man kan bruge over for andre forskere: den klassiske kildekritik. Mere end tyve danske forskeres referencer, henvisninger og statistikker er evalueret på kryds og tværs af den 67-årige Henning Bech og den 60-årige Mehmet Ümit Necef. De viser, at der er en klar tendens til, at forskningen forveksler mange borgeres »rationelle bekymringer« med racisme eller såkaldt »nyracisme«. Forfatterne påpeger et hav af metodiske problemer og sjusk inden for indvandrerforskningen. Bech og Necef bruger på næsten hver side i bogen vendinger som »løsagtige generaliseringer«, »dårligt interviewarbejde og analysearbejde«, »fejlslutninger og overfortolkninger«, »alt for spinkelt og usystematisk udvalgt empirisk materiale«, »påstande uden belæg« og »impressionistisk brug af indtryk, manglende kildeangivelser og udokumenterede oplysninger«. Bech og Necef har i bogen tillige tjekket oprindelige primærkilder til citater, som indvandrerforskningen har anvendt til at dokumentere danskernes racisme. Resultatet er ikke noget kønt syn. Politiker-citater og interview med almindelige borgere bliver tilsyneladende skåret til og taget ud af kontekster, så de kan bekræfte indvandrerforskernes antagelser. Bech og Necef vurderer eksempelvis, at antropologen Peter Hervik, der er professor i migration ved Aalborg Universitet, har lavet regulært citatfusk i sine skrifter.

[…]

Mehmet Ümit Necef siger, at bogen også er henvendt til den brede offentlighed: »Vi kunne godt tænke os, at både borgere, journalister og beslutningstagere blev mere kritiske over for forskningen og spurgte: ‘ Jamen, er det nu ordentligt dokumenteret?’ Der er vigtigt, for der er flere eksempler på, at en ubegrundet påstand fra en forsker – eksempelvis om udpræget diskrimination på arbejdsmarkedet – bliver gentaget af andre forskere og pludselig ender som en ubetvivlelig sandhed i både nationale og internationale medier.« Mehmet Umït Necef fortsætter: »Den her forskning foregår i et lukket, ukritisk kredsløb, der fremmer en lemfældig kildebrug.

Man er ikke bekymret for, at videnskabelige fejl bliver opdaget, for det er en forskning, hvor man er vant til at prædike for de frelste. Man har jo de politisk korrekte synspunkter, og alle er enige om, Danmark er blevet et racistisk land.« Henning Bech supplerer: »Vi skriver ikke, at de mange dokumenterede fiflerier, vi har identificeret, er noget, som forskerne har gjort bevidst. Jeg tror nærmere, at problemet er, at de fleste forskere deler et multikulturelt paradigme, der handler om, at indvandrernes kultur ikke må bruges som forklaringsfaktor, når det handler om integrationsproblemer. Her er det kun sociale faktorer, der dur. Til gengæld må den vesterlandske kultur godt bruges til at forklare danskernes angivelige racisme. Et sådant paradigme betyder, at der opstår blinde pletter i forskningen, fordi empirien ofte ikke stemmer med paradigmet.« Bech og Necef folder hele dette multikulturelle paradigme mere bredt ud i deres bog. De to forskere nævner flere ejendommelige tilfælde af, hvordan multikulturalismen gennem årene har prøvet at anskue næsten enhver problemstilling fra de etniske minoriteters side.

… I Er danskerne racister? bliver den ene forsker gennemgået efter den anden. Et af de grelleste eksempler på manipulation er, ifølge bogen, lavet af professor Peter Hervik fra Aalborg Universitet. Han har været en central indvandrerforsker siden 1990erne.
Hans forskning om de »fremherskende nyracistiske tendenser i Danmark« udkommer i internationale forskningsfora, hvor han har stor gennemslagskraft. Bech og Necef fortæller, at Hervik i forbindelse med racismeundersøgelser har interviewet og citeret en lang række personer, hvis udtalelser åbenbart bliver forvansket.

[…]

Vi ser her et typisk forløb inden for dansk indvandrerforskning, påpeger Mehmet Ümit Necef: »Først er det gisninger og pludselig er det ubetvivlelige sandheder. For så vidt er talen om den udbredte diskrimination på arbejdsmarkedet blevet lidt af en vandrehistorie,« siger han, mens forforfatterkollegaen Bech med henvisning til deres kildekritiske tour de force tilføjer: »Man kan få den tanke, at der eksisterer en art offentlig tvang med hensyn til diskriminationsundersøgelser på arbejdsmarkedet. De skal komme til det resultat, at der er diskrimination mod indvandrere og flygtninge…”

Oploadet Kl. 06:33 af Kim Møller — Direkte link95 kommentarer


2. september 2012

Bogaktuelle Mehmet Necef: Indvandrerforskere betragter ‘nydanskere’ som sagesløse ofre uden fri vilje

Professor Garbi Schmidt mener Mehmet Necef laver en ‘forgrovning’ af virkeligheden, der efter hendes mening er ‘ideologisk’. Besynderligt ordvalg fra en kulturmarxist, der vel må betragte alt som ideologi, ikke bare Necefs konklusion. Fra Kristeligt Dagblad – Sociologer: Indvandrerforskningen har gjort nydanskere til sagesløse ofre.

“Nydanskere bliver i danske forskningsrapporter og bøger alt for ofte fremstillet som sagesløse ofre for racisme og marginalisering. Det mener lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet, der sammen med kollegaen, professor i sociologi Henning Bech er på vej med bogen ”Dansk Racisme? Indvandrerforskningens problemer”.

Bogen analyserer en række bøger og forskningsrapporter, der er udkommet mellem 1990 og 2010, om blandt andet indvandreres forhold på arbejdsmarkedet, debatten om tørklæder, nydanskernes mulige overkriminalitet, æresdrab, voldtægter, diskrimination på diskoteker og befolkningens samt politikernes og mediernes holdninger til indvandrere generelt.

”Analysen viser, at den herskende fortælling blandt forskere er, at det danske samfund diskriminerer og er racistisk. Det er den samme faste ramme, hvad enten forskerne analyserer Muhammed-tegningerne, arbejdsmarkedet eller tørklædedebatten,” siger Mehmet Ümit Necef.

Han fremhæver, at en alt for ensidig fremstilling af indvandrere som ofre for diskrimination og racisme i sidste ende har uheldige konsekvenser, fordi disse opfattelser breder sig til andre grupper i samfundet.

”Så sent som i sidste uge forklarede en professor problemerne i Vollsmose med, at det danske samfund marginaliserer de unge. Forskernes tankegang siver ud til andre grupper og når også ud til nogle unge indvandrere, der føler sig som ofre og derfor ikke tager personligt ansvar for deres handlinger,” lyder det fra Mehmet Ümit Necef.”

Mere.

Det er hovedsageligt offermentaliteten, der er skyld i problemerne. Der er en forestilling blandt danske forskere om, at det danske samfund er racistisk og diskriminerer. Den forestilling har bredt sig ned igennem samfundet til gymnasielærere, skolelærere, socialrådgivere, dem der laver integrationsprojekterne, journalister, de studerende og indvandrerne. Det hævdes, at muslimer marginaliseres og andetgøres. Og den fortælling overtager de unge indvandrere. Selv de veluddannede.” (Jyllands-Posten, 26. august 2012; ikke online)



5. maj 2006

Universiteterne reproducerer myten om danskernes racisme og gør muslimer til ofre

Fra dagens Information, lidt fra en god artikel om hvorledes de danske universiteter reproducerer en offerrolle-tænkning på muslimerens vegne – Offerrolle: ‘Muslimer er ikke Europas jøder’.

“Forestillingen om, at Danmark er et racistisk land, er især populær på humaniora og samfundsvidenskab, men noget tyder på, at der ikke er så meget dækning for den,” siger Henning Bech, der sammenligner udbredelsen af tækningen med den marxistiske analyse, der dominerede universiteterne i 70’erne.

Det er som om, der er en særlig lødighed og finhed ved at producere denne fortælling og gøre muslimske indvandrere til ofre. Tidligere analyserede man alt i arbejderklassetermer på universitetet. Nu analyserer man i offertermer. Danskerne er racister, og det danske samfund er undertrykkende, udgrænsende og marginaliserende, som det hedder på universitetet. Forestillingen siver ud i samfundet og kan genkendes mange steder. Hvis man præsenterer de studerende for et andet synspunkt, mistænker nogle det for at være politisk propaganda. De er så vant til offer-fortællingen, at de mener, at hvis man vil være på de velmenendes side, skal man også være på de lidendes side,” siger Henning Bech.

[…]

Ifølge Mehmet Necef har en fortælling om dikotomi og hierarki domineret i akademiske kredse indtil slutningen af 90’erne. Den tager udgangspunkt i forholdet mellem Orienten og Vesten, hvor Vesten undertrykker og udbytter den islamiske verden, og projicerer alt det over på Østen, som Vesten ikke er: Umoderne, uciviliseret, udemokratisk-. Overført til forholdet mellem danskere og indvandrere bliver danskerne undertrykkere af indvandrere, og mange akademikere har ifølge Necef ment, at Danmark er et racistisk og islamofobisk samfund.¨

[…]

Men tænkningen er sevet ud fra universitetsmiljøet til store dele af behandlermiljøet – til pædagoger og socialrådgivere. Forleden hørte jeg chefen fra Vollsmose-sekretariatet forklare de optøjer, der var i bydelen for nylig, med, at de unge var mere sensitive efter Muhammed-tegningerne. Så racismetankegangen trives stadig,” siger Necef.”



6. december 2005

Sociologi-professor: Danskerne skal lære at betragte sløret som et æstetisk objekt

Når P1 lader en mandlig sociolog kritisere feminismen, så ved man godt hvor der bære hen ad. Fra Samfundstanker, hvor sociologi-professor Henning Bech med en strøm af tåbeligheder illustrerer hvor galt det kan gå akademikere uden jordforbindelse. Det transkriperede starter sådan set rimeligt, men intet tyder altså på at manden ved noget som helst om islam, integration eller den danske virkelighed anno 2005.

Henning Bech, KU: Tilsvarende med muslimske indvandrere de kan hele tiden blive bestyrket i, overtage den opfattelse at de bliver undertrykte uanset hvad danskerne gør, fordi indvandrerforskerne siger at danskerne er racistiske og fremmedhadske, og altid vil undertrykke dem, hvor danskerne har moralsk paranoia osv.

Ole Gibskov, DR: Er der indvandrerforskere der direkte siger at danskerne er racistiske?

Henning Bech, KU: Ja det er der, der er masser af indvandrerforskere der direkte siger det.

Ole Gibskov, DR: Også nogle du kan nævne navne på?

Henning Bech, KU: Ja, altså man kan jo nævne en som, men jeg skal lige til at sige – er der nogen som ikke siger det, men man kan jo altså nævne Peter Hervik fra Antropologi ved Københavns Universitet, jeg kan nævne Ulf Hedetoft, som er professor oppe ved Aalborg Universitet. Jeg kan nævne en ellers meget nuanceret indvandrerforsker, som Flemming Røggild, som har tilknytning her til institutet. Det er ikke svært at nævne navne – spørgsmålet er hvad man opnår at nævne navne. Hvis man siger noget i den akademiske verden, så skal man altid gøre sig klart ikke bare om det er sandt, om det har noget på sig, nej man skal også overveje om det tjener noget formål at sige det, og i virkeligheden vil jeg jo hellere forsøge at pege på nogle alternative måder at tænke på, som kunne supplere de måder andre forskere arbejder på. Frem for at oparbejde modsætninger og konfrontation, og det gør man jo hvis man begynder at nævne bestemte navne.

Ole Gibskov, DR: Og hvad er det så for alternative forskningsmetoder du hellere vil tage i anvendelse?

Henning Bech, KU: Hvad angår kvinder og kønsforhold, så vil jeg jo sige at vi må se på nogen af de blinde pletter i kønsforskningen. Og en af de blinde pletter, det er altså den om kvindernes magt i hjemmet…

Ole Gibskov, DR: Og hvis man tager racismen som du talte om lige før, hvor du altså siger at en hel del af forskerne simpelthen kalder danskeren for racister, hvad skal man så gøre der istedet for?

Henning Bech, KU: … for det første kan man påpege at det store flertal af danskerne formentligt slet ikke er racister. Og man kan også påpege at ganske mange af danskene egentligt har fornuftige synspunkter i forhold til indvandrerne. For dem der repræsenterer indvandrere en fare for at vi får undergravet den grad af lighed vi har mellem kønnene. Den grad af frihed vi har mellem kønnene, fordi kvinderne jo ikke skal gå derhjemme og være tilslørede, og i mange tilfælde være underlagt mandens magt, og døtrene må ikke gifte sig med hvem de har lyst til. De må ikke gå til fester og sådan noget. Så der er på mange måder, en vis fornuft i at have en skepsis overfor nogen typer indvandrere, om de ikke undergraver nogen forbedringer, udviklinger som vi har opnået i det danske samfund. Også med hensyn til velfærden, hvis en betydelig del af indvandrerne ikke har, eller skaffer sig de kvalifikationer, den motivation der skal til for at komme i arbejde, jamen så er det en belastning for velfærdsstaten. I mange henseender, frem for bare at sige at danskerne er racistiske og fremmedfjendske, så synes jeg man må sige to ting. Det ene det er altså, at der er da i en vis henseende god grund, der en vis folkelig fornuft, og når et parti som Dansk Folkeparti kan slå sig op på det her, så kan de jo kun gøre det fordi (efter min mening), fordi der er en vis folkelig fornuft i det Dansk Folkeparti siger. Men det er blevet tabuiseret, det er noget man ikke må tale om. En anden ting man så kan gøre, hvis man forskningsmæssigt vil arbejde på at ændre de dominerende tendenser i forskningen om indvandring – det er at forsøge at fortælle nogle andre historier. Altså at skifte det paradigme ud der siger, at indvandrerne er nogen der har trængt ind på vores fællesskab. Hvis man har det paradigme, hvis man ser på indvandrere som fremmede der er trængt ind på vores fællesskab, så kan man sige, I skal være hjertelig velkommen, når I er bedre end os og kan lære os en hel masse. Det er der nogen der siger. Eller man kan sige, ih nej, de undergraver det hele, de ødelægger fællesskabet, og så kan det blive ved med at være den der pingpong, men nogle gange kan det være fornuftigt at skifte paradigmet ud, altså den grundlæggende forståelsesramme. Og det er det jeg selv i øjeblikket er beskæftiget med i et forskningsprojekt, som netop handler om de fremmede, men som handler om en anden opfattelse af de fremmede. De fremmede er jo altså ikke bare nogen som kommer ind, i et allerede etableret fællesskab, vi kender også ordet fremmede fra andre sammenhænge, nemlig fra bymæssige sammenhænge, fordi når vi går på gaden ik’, så er det fremmede mennesker vi møder, og vi er selv fremmede på dem, og alligevel går vi jo ikke og slår dem ihjel eller er særligt kritiske overfor dem. Vi finder ud af måder at leve med hinanden på, og hvis man ser hvad bykultur-forskningen og bysociologi har fundet frem til hvordan mennesker bærer sig ad med at leve med hinanden, at nyde at leve med hinanden, og at lære at leve med hinanden i byverdener, så tager man udgangspunkt i et andet begreb om de fremmede. Så kommer man måske til andre resultater, og kan opfordre danskerne til at de forholder sig til de fremmede på en anden måde, end som nogen der bare forsøger at trænge ind i et fællesskab.

Ole Gibskov, DR: Hvad er det så for en måde man istedet skal forholde sig til dem på?

Henning Bech, KU: Jeg ved ikke om jeg kan illustrere det med et eksempel. Hvis man på gaden ser en tilsløret kvinde, eller ihvertfald en kvinde med tørklæde, jamen altså så kan man jo sådan rygmarvsreagere, og måske sige at det er en af dem, der kommer her til landet, og som snylter på vores velfærd, og som i sin påklædning viser hvordan kvinderne er undertrykte i den kultur – det kan vi ikke acceptere, og vi vil ikke have at deres normer skal komme ind og overtage vores. Men man kan også forholde sig til dem på en anden måde. Man kan forholde sig til dem som nogen der pynter sig, man kan se nærmere på sløret, man kan se hvilke former for farver har det slør, har det tørklæde i forhold til resten af det tøj de går med. Hvordan gør de sig selv til æstetiske objektekter. Når folk går på gaden, så gør de sig for det meste til æstetiske objekter – det er kun det man kan se, det er kun deres overflade, og det ved man, og man tager ikke hvilket som helst slags tøj på når man går i byen. Så det er den ene ting – fremfor at punke danskerne for, som indvandrerforskningen gør hele tiden, at danskerne er racistiske og xenofobiske, så kan man istedet for forsøge at lære danskerne kunsten at lære at værdsætte andres farver. Kunsten at værdsætte andres æstetik, at lære at lægge mærke til hvor smukt det i mange tilfælde lykkedes for folk fra forskellige lande og kulturer og med forskellige hudfarver, at sammensætte deres klædedragt i forhold til deres hudfarve. En anden ting i den sammenhæng. Det er at man også kan se på den tilslørede, eller den indvandrerkvinde som går med sjal, på den måde, at man siger hendes sjal er udtryk for et religiøst tilhørselsforhold, og nu ved vi jo godt herhjemme, at sådan fundamentalistisk Kristendom, at det her står i Bibelen, at man ikke må spise rejer, og kvinder må ikke tale i forsamlinger og så noget altså – det tager vi ikke alvorligt. Istedet for forsøger vi at tolke Kristendom eksistensorienteret, og det har vi jo en lang tradition herfor i landet, ikke mindst med store teologer i Århus fra 50’erne og 60’erne i Løgstrup og Lindhardt, og Sløk netop ik’. Som jo gjorde sådan nogle eksistentialiserende synspunkter gældende. Det mener jeg de altså forsøgte, at se på hvad der står i Bibelen, som noget som kan være oplysende for hvordan mennesker nu om dage kan leve deres liv, altså for eksistensudfoldelse. Sådan kan man jo også forholde sig til andre religioner. Man kan se den muslimske kvinde med tørklædet som symboliserer at hun er muslim, man kan se hende som en der forsøger at forholde sig til religion, som godt nok nogle mennesker tolker meget dogmatisk, som siger ‘det her står i Koranen og det skal man gøre’, som mange muslimer har et ganske anderledes forhold til. De forsøger at forholde sig til hvordan vi kan leve i den her verden, i hvilket lys, kan de her tekster kaste over det. Og der er det vel sådan at for mange danskere er Kristendommen er måske – siger ligeså meget vrøvl som fornuftige, meningsfulde og smukke ting, og tilsvarende gælder jo også andre religioner og deres grundskrifter.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper