Da Danmark i 2005 skulle have sin første ‘internetprofessor’ blev det Niels Ole Finnemann, der omgående gik til angreb på ‘højreradikale’ weblogs. Som studerende boede han i et kommunistisk kollektiv på Djursland, og internettets ikke-røde alternativ var naturligvis yderst problematisk.

I dag gentager det hele sig, denne gang med ‘fake news’ som stikord, og lur mig om ikke den allerstedsnærværende’mediekommentator’ Jan Birkemose pludselig får en vellønnet titel at angribe frie medier fra. Teknologien har overhalet licensfinansierede monopoler, så nu skal der bruges skattekroner på at adfærdsregulere mod ‘informationsforurening’. Kim Jong-il har ikke levet forgæves.

Kronik i Politiken af mediekommentator Jan Birkemose – Fake news er informationsforurening.

“Det har taget årtier at løfte vores kollektive bevidsthed om miljø og forurening. Desværre er jeg bange for, at den digitale informationsforurening fra bevidste manipulationer og frit opfundne fakta er i samme vægtklasse.

I daglig tale kalder vi det fake news og falske nyheder, og ligesom roundup og vækstfremmere er det kunstigt fremstillede elementer, som skal fremme nogle formål, men som samtidig ødelægger det miljø, som de spredes i – i dette tilfælde den demokratiske kultur. …

Der findes ikke én definition af fake news, men som navnet antyder, er der tale om indhold, der er faktuelt forkert, som ligner nyheder og som – tilføjer jeg – er frembragt bevidst. Der er altså derfor ikke tale om fejl eller bare dårlig journalistik.

[…]

Spørgsmålet er, hvad der kan gøres. Det mest oplagte er naturligvis at kigge med hårde øjne på Facebook, der med sine enorme distributionsmuskler indiskutabelt er forklaringen på fake news’ slagstyrke. Derfor er det også godt, at Facebook nu er begyndt at stemple fake news, så alle, der læser eller deler fuphistorierne, bliver advaret på forhånd. Ligeledes drejer Facebook på deres algoritme, så de falske nyheder kun får en minimal udbredelse.

Initiativet, der indtil videre kun er udrullet i USA, bygger på, at Facebooks brugere kan anmelde suspekte historier. Facebook sender herefter den mistænkte historie videre til et korps af faktatjekker-organisationer, og hvis to af disse betegner historien som ‘Disputed’ – omstridt – bliver den stemplet.

Faktatjekkerne er medier eller ngo’er, der har tilsluttet sig fem principper fra Poynters Institute om blandt andet uafhængighed og fairness. …

Fake news er informationsforurening, og hvis man tager miljøbrillerne på, er det ikke så svært at se, hvad der kan gøres: kontrol, mere viden/oplysning og påvirkning af den kollektive adfærd. Tre indsatsområder, som ikke bliver billige.

Kontrollen er det letteste. Men det kan ikke stå alene. I flere lande er medierne begyndt at arbejde sammen på tværs af daglige konkurrenceforhold for at faktatjekke fake news.

Det drejer sig blandt andet om 37 medier i Frankrig og Storbritannien og et norsk projekt med tre store medier. Kernen i projekterne er dels, at det er rationelt at arbejde sammen, dels, at resultaterne af faktaarbejdet får en enorm rækkevidde, når de eksponeres på 37 medier.

Danske medier taler pænt om at kopiere det norske initiativ – så det må vi håbe, snart sker.

Nok så vigtigt er dog, at nogen er nødt til at tilbyde sig som faktatjekkere for Facebook. Ellers kan det sociale medie ikke udrulle sin offensiv mod falske nyheder i Danmark.

[…]

Sociologer, samfundsforskere og antropologer kan sikkert også forbedre mulighederne for at vende den postfaktuelle samfundsudvikling. Men det kræver, at politikerne både taler sagen op og prioriterer indsatsen økonomisk, hvis der er behov for det.

Når forbrugere i mange lande i dag er optagede af at sortere affald, køre i elbiler, spise økologisk, slukke lyset og spare på vandet, er det resultatet af en årelang påvirknings- og oplysningsindsats.

Den adfærdsrejse må kampen mod informationsforurening kunne lære af.”

Skal man tro Jan Birkemose, så er 24nyt.dk ‘fake news’, fordi mediet henviser til kilder, der “skriver det modsatte af, hvad medierne selv oplyser”. I så fald er ‘fake news’ ikke løgn, blot nye vinkler på kendt viden.

Herunder en historie hørt i Radioavisen, 01.00, natten til onsdag. For DR er det stadig en fortælling om brevbomber mod EU-ansatte, for undertegnede er det et eksempel på venstreekstrem terror. Ja, vel rettede – et eksempel på, at DR ikke fortæller sandheden om venstreekstrem terror.

Radioavisen: Det var den europæiske centralbank som to højtstående europæiske embedsmænd, der skulle have modtaget mistænkelige pakker, som græsk politi mandag forhindrede i at blive sendt videre fra et postcenter i Athen. Det skriver AFP og Reuters. Ved hjælp af security-scannere og specialt trænede hunde, lykkedes det græsk politi at få fat i otte mistænkelige pakker, som skulle have været sendt til at adresser rundt om i Europa. Udover en pakke stilet til et uspecificeret kontor i centralbanken, fandt myndighederne en pakke adresseret til direktøren for eurolandenes redningsfond og en til Jeroen Dijsselbloem, formand for eurogruppen. Indsatsen for at spore og bremse mistænkelige pakker blev sat i gang efter der blev fundet rester af græske frimærker på en pakke med sprængstof, der blev sendt til en adresse i Paris.

“The investigation so far suggests that both the IMF and the German finance ministry bombs were sent by a far-left group called the Conspiracy of Fire Nuclei, which police thought they had mostly dismantled in 2011.” (AFP, 21. marts 2017)

Jan Birkemose fra Ugebrevet A4 kommenterer debatten der fulgte deres undersøgelse om selvcensur. Fra Censurdebatten, der skulle censureres.

“Efter Ugebrevet A4 i sidste uge bragte en undersøgelse om selvcensur blandt danske kunstnere og udstillingsfolk trak dele af Dansk Forfatterforening det ultimative kort, når man ikke kan lide virkeligheden: Hvis det er faktum, benægter vi faktum.

At forfatterforeningen med formanden i spidsen valgte at underløbe undersøgelsens resultater med ukonkrete beskyldninger om manipulationer, kom dog ikke som nogen overraskelse. Allerede inden undersøgelsen blev gennemført forsøgte forfatterforeningen at forbyde A4 at kontakte foreningens medlemmer. Dette noget overraskende forsøg på at bortcensurere en censurundersøgelse, blev dog stoppet af foreningens advokat, der belærte formanden om, at det ikke var lovligt at forhindre A4 i at kontakte samtlige medlemmer.

Det store spørgsmål, som ikke bare A4’s læsere, men samtlige mediebrugere i dag står tilbage med, er hvorfor det er så magtpåliggende for forfatterforeningen, at man ikke må diskutere selvcensur. Er det fordi det krænker den faglige stolthed og identitet? Er det fordi de kræfter, som nogle bange kunstnere frygter, ikke må vide, at de har fået en delvis sejr eller er det fordi den debat uvilkårligt kan give lette point til den politiske højrefløj?”