Henrik Gade Jensen fortæller med citater af Edvard Brandes om Islam, hvorledes Politiken har svigtet sit religionskritiske udgangspunkt til fordel for naiv tandløshed. Brandes var doktor i semitisk filologi, og vidste i lighed med historiker Lars Hedegaard hvad han taler om. Her lidt fra foromtalen til P1-magasinet Ordet er dit, der fint illustrerer de absurde tider vi lever i.

“Er islam en trussel mod den vestlige civilisation? Eller er det helt ude i skoven at påstå det? … Set gennem brillerne på Lars Hedegaard og ledende medlemmer af fx Dansk Folkeparti er islam ikke bare en religion. Islam er et altomfattende system, en totalideologi, tidens fascisme, som har som mål at erobre verden og påtvinge os alle at leve under Allahs vilje og lov. Og uanset hvad muslimerne selv siger om deres hensigter, skal vi ikke tro dem… er det den rene og skære paranoia?”

(P1, Ordet er dit, 5. april 2013: Er islam en trussel mod Vesten?)

Islam er nøgternt betragtet, ikke en religion som alle andre, og det handler ret beset ikke om hverken Lars Hedegaard eller Dansk Folkeparti. Islam har været Islam i 1300 år, og indtil for tyve år siden var der konsensus om det simple forhold, at Islam qua sine kildetekster er både religion og politik – ‘din wa dawla’, som den senere professor Jørgen Bæk Simonsen skrev i flere bøger udgivet i 1980′erne. I doktordisputsen fra 1988 beskrives Islam meget naturligt som en ‘ideologisk erklæring’.

Hvad er der konkret sket, siden det nu betragtes som ‘paranoia’ at sige det man indtil fornyligt betragtede som en ukontroversiel sandhed. Tja, Islam er stadig Islam, men i kraft af indvandring fra muslimske lande, gik toneangivende islamforskere væk fra de religiøse kilder, og blev en slags integrationsforskere. Det giver selvfølgelig god mening, ikke at holde den enkelte tilvandrede muslim ansvarlig for ethvert islamisk doktrin, men omvendt er det selvfølgelig idioti ikke også at se mere overordnet på Islam, med udgangspunkt i de religiøse tekster, og ikke mindst, de globale erfaringer med samme.

Vi taler således forbi hinanden. Bæk Simonsens nyvundne sociologiske tilgang kan give mening i visse situationer, men ansvarlige politikere kan selvfølgelig ikke tillade sig at ignorere de sandsynlige konsekvenser af islamisering, blot fordi det i en RUC-ramt debat kan virke generaliserende i forhold til den enkelte muslim.

For nu at bruge Politikens Jihad Taha-eksempel. Det kan godt være Jihad er en fuldfed demokrat, men er man det mindste i tvivl om hans demokratiske sindelag – så er svaret nej. Vores sikkerhed er vigtigere end deres. Vi skal være her – de kan være her. Enhver anden udlægning er fantasteri fra et ideologisk overdrev, der tydeligvis sidder på definitionsretten, men ikke desto mindre er langt fra den gennemsnitlige dansker.

Såvidt spørgsmålet om hvorvidt Islam er en religion eller en ideologi. Programomtalen fortsætter med en klassisk stråmand: “… uanset hvad muslimerne selv siger om deres hensigter, skal vi ikke tro dem”.

Når man på forhånd afviser at islamiske kilder definerer Islam, så må det være islamiske lærde eller noget helt tredie. Selv den mest naive forsker, tør ikke lade religiøse overhoveder definere Islam, og de ender derfor ofte med at lade håndplukkede unge muslimer repræsentere Islam. Som man spørger får man svar, men globalt set er der ikke meget empiri der understøtter troen på en i vestlige henseende spiselig udgave af Islam.

De senere dage har der været talt meget om den 19-årige tunesiske blogger Amina, der modigt strippede i protest mod Islams kvindesyn. Herunder lidt fra gårsdagens demonstration i Bangladesh, der ikke var en støtte-manifestation for Amina, men en demonstration for indførelse af en blafesmi-lov, der vil gøre det muligt at retsforfølge og hænge ateistiske bloggere.

(Dhaka, Bangladesh, 6. april 2013; Ekstra Bladet)

“Gud er stor, hæng den ateistiske blogger, lød det fra demonstranterne, der var mødt op i hvide kjortler.”

Tidligere sikkerhedsofficer Knud Rasmussen er ikke den eneste der bemærkede fænomenet han beskriver i artiklen. Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen pointerer i en projekt-evaluering fra 1990, at ‘den helt store adfærdspsykologiske forskel’ mellem danskere og palæstinensere er sidstnævntes ‘aggressive adfærd’, hvad han betegner som en ‘kulturelt tillært kriseløsning’. Senere i karrieren beskyldte han andre forskere for ‘kulturracisme’. Fra den officielle hjemmeside for Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste –
De Statsløse Palæstinenseres Ankomst.

“En sag, jeg som sikkerhedsofficer ved Luftværnsgruppe blev blandet ind i, var, da de statsløse palæstinensere i stort tal ankom til landet for at søge om asyl. Da Arafat efter flere års ophold i Libanon i 1987 blev udvist af Libanon og rejste med sin stab til Tunis, bevirkede dette, ifølge PLO´s politiske leder Salah Salah udtalelse til Jyllandsposten i marts 1993, start af ”eksporten” af statsløse palæstinensere, der var resultatet af en arabisk planlagt evakueringsplan, idet palæstinenserne aldrig ville kunne blive integreret i Libanon. Ifølge samme PLO-leder var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande blandt andre Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Luftværnsgruppen fik til opgave midlertidigt at huse ca. 400 palæstinensere, hvorfor der blev oprettet en teltlejr på Flyvestation Kongelundens fodboldbane bestående af godt 20 store, 20 mands mandskabstelte, hvortil kom et spisetelt og et køkkentelt m.m. Dansk Røde Kors stod for lejrens drift, hvilket voldte stort besvær. Asylansøgerne var mænd i alderen 18 -22 år. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de havde opholdt sig hos diverse militser, uden skolegang. De var ustyrlige og rastløse og mange utvivlsomt psykisk syge, og stillede hele tiden krav til Røde Kors ledelsen om forbedrede forhold.. Major Svend Bergstein, senere landets første forskningsminister, der var chef for en HAWK eskadrille på stedet, havde fået pålagt et vist overopsyn med forholdene. …

Palæstinenserne krævede at blive indkvarteret og bespist på selve flyvestationen. Hvilket blev nægtet dem. Som følge deraf brændte de en nat deres spisetelt ned og en anden nat skete det samme med køkkenteltet. Jeg inspicerede sammen med Bergstein lejren en dag, den lignede en svinesti, det flød med papir og affald. Vi opsøgte Røde Kors ledelsen på stedet. Da de var bange for deres klienter, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde, havde de låst sig inde på deres kontor på selve flyvestationen. Vi klagede over svineriet i lejren og forslog, at der i hvert telt blev valgt en teltformand, der skulle sørge for lov og orden, og herunder rengøring. Dette turde Røde Korsfolkene ikke forlange og i stedet blev resultatet, at der kom et rengøringsfirma to gange om ugen og gjorde rent for Røde Kors` regning.

Efter få måneders forløb slap Luftværnsgruppen for denne meget ubehagelige opgave.

Så fulgte flere års politisk tovtrækkeri, afviste asylansøgere, sultestrejker i stor stil på de forskellige asylcentre. … Til sidst gav det bonus. Et flertal uden om regeringen bestående af de Radikale, med Elisabeth Arnold som hovedindpisker, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vedtog, uden om regeringen, særloven den 3. marts 1992. Den gav opholdstilladelse i Danmark til 321 statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mindst 12 måneder og ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. …

En undersøgelse i 2003 har vist, at af 321 personer som loven har givet fast opholdstilladelse i Danmark er 135 siden dømt for kriminalitet, og af det samme antal er 238 svarende til 74 pro cent på overførselsindkomst.

At nuværende oberstløjtnant Bergstein og undertegnede, nu begge for længst pensionerede, med undren og skepsis overfor lovgiverne på venstrefløjen, har fulgt sagen fra 1987 til 1992, siger sig selv. At vi ikke endte som racister efter den historie er et Guds under.“

Jørgen Bæk Simonsen har i en årrække været den mest markante ‘orientalist’ herhjemme, og selvom hovedparten af de nye forskere ikke har betonmarxistisk fortid, så sidder teorierne på ryggraden. Fremragende kronik af religionssociologi-studerende Alexandra Irene Larsen i norske VG – Forskere romantiserer islam.

“Midtøstenstudiene er dominert av tidligere venstreradikalere med et verdensbilde som romantiserer den totalitære islamismen. Disse står for en tolkning av islamismen og Midtøsten der tredjeverden-romantisering og antiamerikanisme blir brukt til å normalisere politisk ekstremisme og stemple enhver kritikk som «islamofobi».

Mange av fordommene som preger Midtøsten-studier er en direkte arv fra Edvard Said og hans sinte bok Orientalisme (1978). Med sitt sterke engasjement for palestinerne, klarte ikke Said å holde sitt politiske og profesjonelle virke atskilt. Det fantes ikke sannheter, bare «narrativer», og fakta ble redusert til det enhver vil gjøre ut av dem. Man skulle ikke kritisere «de andre». Det var ens egen kultur som skulle dekonstrueres og tas et oppgjør med, mens andres kulturer og tradisjoner skulle forstås og bevares.

Resultatet har blitt en berøringsangst overfor ikke-vestlige totalitære, antidemokratiske og undertrykkende strømninger. …

Innflytelsen til Said falt sammen med to andre prosesser. Den ene var radikaliseringen av samfunns- og humanistfagene i etterkant av ungdomsopprøret. Den andre var at mange venstreradikalere på 1980-tallet forlot aktivisttilværelsen og søkte tilbake til universitetene. De tok med seg venstresidens postkoloniale skyldkompleks og antirasisme og kanaliserte dette inn i fag som Midtøsten-studier, minoritetsstudier og antropologi.

Fagene skulle nå tjene sosialismens og arbeiderklassens interesser og forskningen skulle avsløre og motarbeide Vestens imperialisme. Opprørsgrupper i den tredje verden var ikke ekstremister men per definisjon frigjøringsbevegelser, og deres bruk av vold og undertrykkelse var berettigede, eller i det minste forståelige, svar på Vestens overgrep. Slik ble det gjengs i akademia å forsvare ikke-vestlig ekstremisme, heri islamismen. …

I Skandinavia er innflytelsen fra Said kanskje mest tydelig hos den svenske religionsviteren Mattias Gardell som har bakgrunn fra den revolusjonære bevegelsen Antifascistisk aktion. Hans bok Islamofobi (2010) har blitt populær og er til og med pensum på islamstudier ved Universitetet i Tromsø. Som Said har også Gardell en tydelig politisk agenda. Han skummer overflaten på jakt etter løsrevne sitater som passer hans verdensbilde, og presenterer disse som essensen av Vestens akademiske og offentlige virke.

I Norge har den tidligere AKP (ml)-eren Bjørn Olav Utvik, nå professor ved Universitetet i Oslo, vært med på å utforme feltet med en venstreradikal politisk slagside. Utvik har blant annet pekt seg ut i å forskjønne de faktiske forhold i den arabiske våren. Han påstår at islamismen moderniserer, fremmer utdanning og politisk aktivitet, fordrer økonomisk utvikling og skaper større individuell frihet – mens den i realiteten gjør akkurat det motsatte. Han har uttalt at islamistiske verdier skiller seg fælt lite fra sekulære verdier, hvilket sier en del om det rosenrøde bildet Utvik ønsker å tegne.

(Professor Bjørn Olav Utvik, 2006; Apollon.uio.no)

Sharialoven, mener Utvik, er ikke-rasistisk og «mer vidsynt» enn hva det kristne Europa var. Det er kanskje derfor han ikke er videre bekymret for islamiseringen av Egypt under Morsi og Det muslimske brorskapet. Utvik har gjentatte ganger påstått at Brorskapet er som en kristenkonservativ vekkelsesbevegelse. I mellomtiden fordrives religiøse minoriteter i Egypt, rettssystemet spilles ut, sharialover forfektes og Morsi styrer mot et regelrett diktatur. …

Islamofobi har erstattet «orientalisme» som den vestlige akademias skamplett. På samme måte som med orientalismen har anklagerne lite empiri på islamofobiens manifestasjoner: den er latent overalt. …

Dette er ikke kun et norsk eller skandinavisk fenomen. Utvik og Gardell gjør akkurat det Martin Kramer i sin bok Ivory Towers on Sand påstår at amerikanske Midtøstenforskere har gjort. Ettersom islamismen møtte større mistenksomhet i Vesten kom Midtøstenforskerne like godt på ideen med å plassere de islamistiske grupperingene i kategorien «demokratiserende».

Så lenge de ønsket noe annet enn det bestående var de «reformvennlige» og burde aksepteres og støttes. Slik blir trusselen ved fremveksten av radikal islam nedtonet og nærmest latterliggjort – den er konstruert av media, eksperter og byråkrater som er fordomsfulle mot muslimer. …

Islamforskerne har blitt skyldige i det de selv i sin tid anklaget andre vestlige intellektuelle for: Å konstruere en fortelling med selektive fakta, ubegrunnede generaliseringer og tendensiøs språkbruk for å tjene et bestemt politisk formål. Ved å så aktivt forskjønne den virkelighet som utspiller seg har feltet konstruert en type samfunnsforskning som overbeviser ikke med sin rasjonalitet, men med sin retorikk.

Dette er en dyster avsporing av vestlig akademisk ånd, med potensielt farlige konsekvenser i møte med en fremvoksende totalitær islamisme.“

“Det her har ikke noget som helst med politisk Islam at gøre”, fortalte København Universitets Michael Irving Jensen, da han for godt to år siden debatterede den egyptiske revolution i Deadline på DR2. Irving Jensen overså alle faresignaler, og når nu intelligesiaen ikke er bedre, så kan man ikke forvente TV2-korrespondenter i Mellemøsten undrer sig over demokrati-aktivisters ‘Allah u-akbar-råb’, sorte Jihad-flag eller en ældre mand der fortæller at han de senere måneder har givet ‘fem martyrer’ til kampen.

Jørgen Bæk Simonsens er Islam-apologiens nestor, og når nu årene i Damaskus blot styrkede blot hans tro på den lykkelige multikultur i Assads Syrien, så er der ingen grund til at forvente præcise analyser fra den kant. To uger før den syriske opstand tog form blev han interviewet til Ræson, og her var ingen vaklen – Syrien: Hvor bliver revolutionen af? (via Alex Damgaard).

RÆSON: Siden vi snakkede sidst er to diktatorer i Mellemøsten faldet, og en tredje er godt på vej. Vil Syrien følge trop?
SIMONSEN: Det er der intet, der tyder på. Det forsøg på demonstration, som fandt sted i starten af februar, vandt på ingen måde genklang. Men det er utvivlsomt, at der er kræfter under overfladen, som gerne vil have tingene ændret, og det ville være naivt at tro at de ikke tager bestik af situationen i regionen.

RÆSON: Men hvilke faktorer gør så, at Syriens befolkning indtil videre har forholdt sig så rolig?
SIMONSEN: Det skal nok ses i lyset af, at Syrien i dag, uden tvivl, er et andet end det var for bare fem eller otte år siden. Der er en langt mere åben debat i det offentlige rum. Der er en langt mere levende og rummelig diskussion, end den man så i fx Tunesien. Det autokratiske system i Syrien har, indtil videre, haft held til give tilpas med rum til diskussion hos befolkningen, samtidig med at befolkningen stadig ved, at der findes en rød linje, som ikke skal overtrædes.

RÆSON: Så du ser altså ikke nogen mulighed for at Bashar al-Assad ikke sidder på magten i Syrien i den nærmeste fremtid?
SIMONSEN: Nej.

RÆSON: Selv med historien om Egypten i baghovedet?
SIMONSEN: Ja. Blandt andet fordi al-Assad, modsat præsidenterne i Egypten og Tunesien, har formået at være på forkant med udviklingen. Deri ligger den vitale forskel.

Nomos har lagt en række kildetekster online relateret til tiden før Korstogene, og det er artige sager der, typisk er mere konkret end følgende svada fra St. Maximus Bekenderen, der omkring 634 kommentererede arabernes fremfærd.

“Vi ser en stamme af barbariske ørkenbeboere, som fejer hen over et fremmed land, som om det var deres eget – utæmmelige og grusomme dyr, mennesker kun at dømme efter deres ydre fremtræden, hærger de en civiliseret stat.” (Epist. XIV, MGP 91, 540A)

- en lidt senere beretning fra Johannes af Nikiou, omhandlende Egypten og Palæstina.

“Så ankom muslimerne til Nikiou. Der var ikke en eneste soldat til at modstå dem. De indtog byen og slagtede alle de mødte på gaden og i kirkerne – mænd, kvinder og børn, idet de ikke skånede nogen. Så drog de til andre steder, plyndrede og dræbte alle de indbyggere de fandt. I byen Sa overrumplede de Esqutaos og hans mænd, og generalen fra Theodore-stammen, der var skjult i vinmarkerne, og de dræbte dem. Men lad os nu ikke sige mere, for det er umuligt at beskrive de rædsler, som muslimerne begik, da de besatte øen Nikiou, søndag, den attende i måneden Guenbot, i det femtende år af månens cyklus, samt de forfærdelige scener, der fandt sted i Caesarea i Palæstina.” (Chronique de Jean, Evêque de Nikiou, ed. Extracts translated from Ethiopian with notes by Hermann Zotenberg, Paris 1879, s.243f)

Som et supplement til teksterne, leveres eksempler på idyllisering af det muslimske styre i Palæstina / Syrien. Det går blandt andet ud over apologen Jørgen Bæk Simonsen, der i en lærebog beskriver begivenhederne som værende udtryk for “en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt før Islam”.

Ingen der har læst Jørgen Bæk Simonsen, kan være i tvivl om, at han baserer sig på en marxistisk analyse, der i forhold til Islam og alt relateret, konsekvent har taget fejl. Det er nu alligevel overraskende, at finde en artikel fra hans hånd i Giraffen, et kommunistisk tidsskrift der i starten af 1990′erne blev udgivet af venstre- intellektuelle der så sig selv i opposition til det mere parlamentariske Enhedslisten. I redaktionen sad folk som Erik Jensen (Demos), Benito Scorozza (Kommunistisk Arbejderparti) og Morten Thing (tidl. Venstresocialisterne).

Artiklen har en tendens som man kan genfinde i senere debat-politiske udgivelser (eks. Det Retfærdige samfund, 2001), men er væsentligt mere eksplicit i sit udtryk. Man fornemmer i høj grad, at målet ikke bare er at forfølge utopien om en harmonisk multikultur, men at nedbryde det borgerlig-liberale demokrati med alt hvad deraf følger.

(Giraffen – socialistisk tidsskrift – fik senere tilføjelsen ‘uafhængigt’)

Her lidt fra Jørgen Bæk Simonsens artikel med titlen Farveskalaens mangfoldighed, der illustreres af muslimske kvinder med slør og en tyrkisk mand med fez. Trykt i Giraffen, Juli 1993, s. 16-17.

“Gennem det 20. århundrede har Vesten brugt forskellige farver til at synliggøre og personliggøre sine fjender: de sorte, de gule og de røde. … Derfor er det godt, at farveskalaen rummer endnu et par farver, der ikke tidligere har været brugt, bl.a. grøn.

Det er endnu sjældent, at vi bruger den grønne farve til at betegne Vestens nye fjende, men han er faktisk grøn… han er grøn, fordi den grønne farve i hans kultur har en særlig status. Det kan ses i de farver, der bruges i den islamiske verdens flag: det saudiske er helt grønt, og Gadaffi kalder sit teoretiske skrift ‘Den grønne bog’.

Den islamiske verden har gennem de sidste år fået status som Vestens nye fjende: det er den islamiske verden, der har ført an i kritikken af det vestlige hegemoni, det er den islamiske verden, der har været hjemsted for de mest voldsomme politiske ændringer, således som vi så det i Iran i 1979 og Algeriet i 1991/92… Summen af dette er blevet en vestlig opfattelse af en postuleret islamisk trussel.

… det er afgørende, at tolke majoritetssamfundets reaktion på en lille minoritetsgruppes tilstedeværelse, som udtryk for, at majoriteten i mødet med minoriteten føler sig udfordret på centrale værdier. Jeg tror også, det er afgørende at fastholde, at udvikling og forandring er et gode og en helt central størrelse i den historiske udvikling. Og her ligger hemmeligheden bag danskeres almindelige bekymring bag islams tilsynekomst i Danmark: islam tolkes fortsat mytologisk, og det er myterne der lægges til grund, når danskere i almindelighed skal forklare, hvorfor de er utrykke ved islams tilsynekomst i landet. …

Det er kun i mytologien, at islam kan betragtes som en evig og uforanderlig størrelse. Virkeligheden dokumenterer, at muslimer i den konkrete måde at opretholde eller at nyudvikle nye sociale relationer på er lige så søgende som alle andre.

Derfor er det også afgørende, at det kulturmøde, der bliver en uundgåelig konsekvens af etableringen af det flerkulturelle Danmark, afmytologiseres og i stedet får rod i virkelighedens mangfoldige verden. Tilstedeværelsen af en religiøs-kulturel minoritet på 1,5 % skal derfor betragtes som en udfordring, ikke som en trussel. Det giver mulighed for i mødet med de andre at forfine de værdier og de traditioner vi har udviklet, og som vi skønner er anvendelige i den konkrete situation. Skulle det vise sig, at nogle af nogle værdier og nogle traditioner i dette møde ikke kan stå distancen, er det ikke udtryk for, at islam er offensiv og aggressiv, men blot en konstatering af, at vi i den konkrete situation må gå nye veje for at etablere brugelige svar på nye udfordringer.

… få islamiske skurke bør ikke bevirke, at kulturmødet i det nu flerkulturelle Danmark skal foregå på et mytologisk grundlag. Islam og muslimerne er ikke fjender, men samarbejdspartnere, med hvem vi må indgå i en ligeværdig dialog om måden at indrette det Danmark på, der nu både er vores og deres land.“

(Jørgen Bæk Simonsen, Farveskalaens mangfoldighed; I Giraffen, 1993, juli, s. 16-17)

I seneste nummer af det konservative årsskrift Replique leverer sprogvidenskabelige Loránd-Levente Pálfi, som en del af et større anmeldelse, en solid gennemgang af Jørgen Bæk Simonsens Hvad er Islam? fra 2006. Her lidt fra afsnittet med titlen – En skjult politisk dagsorden (I: Selengrafi og Uendelighed, s. 9f). Direkte link til E-page.

“Bæk Simonsens bog er det bind i Hvad er-serien, som har fået den største akademiske bevågenhed. … kapitel 8, ’Islam og det moderne’ (s. 180–189), er alt for kort, idet det nærmest slutter, inden behandlingen af emnet, som jeg næsten finder vigtigere end hele resten af bogen, for alvor begynder. Kap. 5, ’Euro-islam og islam på dansk’ (s. 113–131), burde efter min mening have været strøget eller helt omskrevet, for emnebehandlingen her er naiv i en grad, så det ligefrem virker beskæmmende hos en intellektuel læser, som vel at mærke ikke er Rune Engelbreth Larsen eller discipel af samme. Bæk Simonsen har i dette kapitel fundet fløjlshandsker frem af en sådan kvalitet, at lekturen ligefrem kan bruges som emetikum. Mange af anmelderne har været begejstrede for bogen; fx Rod (2006):

Vel er Hvad er islam ikke nogen læse-let bog. Men den er uhyre informativ […], vedkommende [og] grundigt gennemarbejdet […]. [Den er] en af de bedste bøger om emnet, som undertegnede hidtil har læst […]

Ifølge Pedersen (2006: 85), som i sin anmeldelse ikke laver andet end at tale Bæk Simonsen efter munden, er Hvad er islam ”en loyal, sober og læsevenlig bog”. Også Langemark (2009: 180) er positiv; i modsætning til Ivan Rod finder hun ikke teksten svær: ”Som helhed fungerer bogen glimrende som en letlæselig og informativ introduktion til et meget komplekst område”. Forbløffende er det dog, at hendes meget korte, intetsigende og i sandhed ligegyldige anmeldelse er trykt i et fællesnordisk videnskabeligt tidsskrift med peer review.

Møller Larsen (2006) forekommer mig noget skizofren i sin kritik: På den ene side mener han, at der er ”en vis skævhed i prioriteringen af stoffet” (Møller Larsen 2006: 14), idet der ”for eksempel [siges] meget om den radikale, det vil sige voldelige, islamisme, mens islamismen som bredere fænomen kun behandles kursorisk og nærmest idylliseres” (sammesteds). På den anden side konstaterer han, at ”problemet [med bogen] er imidlertid, at Bæk Simonsen i stedet for blot at kvalificere debatten ved at bibringe den viden og information så tydeligt ønsker at sætte en bestemt politisk dagsorden […], som om viden om religionen islam i al dens mangfoldighed nødvendigvis må føre til en (ukritisk) accept af det multikulturelle” (sammesteds s. 14f). Hvad det første punkt angår, må jeg protestere stærkt (kanske Møller Larsen forveksler bogen med en anden?): Bæk Simonsen tegner ikke noget voldeligt, antidemokratisk eller på anden måde usympatisk billede af islam, tværtimod: i Bæk Simonsens streg fremstår islam i en form, så den læge læser nærmest ikke kan se, hvad der er tale om – var det ikke, fordi nogle af tingene blev nævnt ved navn. …

Bæk Simonsen skriver på en måde, så det er meget svært at sætte fingeren på konkrete linjer eller bestemte ord. Især i kapitel 5 er det dog tydeligt, at forfatteren har en politisk dagsorden: At give et så positivt billede af islam, som det er muligt uden at gøre sig skyldig i videnskabelig uredelighed.“

I dagens Metroxpress forklarer professor Jørgen S. Nielsen, at ‘Sharia kan give demokrati’ i Libyen, og det må siges at være et fantastisk eksempel på tidens groteske konstruktivisme. Udgangspunktet for den universitære apologi har ændret sig. Hvor man langt op i 80′erne havde som et udgangspunkt, at Islam var både religion og politik (‘din wa dawla’), så forsvandt det i 90′erne – Islam havde nu pludseligt intet ved politik at gøre. Det er ikke mange år siden politikere fik på puklen for at kalde Islam for en ideologi, for der måtte for enhver pris ikke opstå ‘fordomme’ om tilvandrede muslimers demokratiske sindelag.

Når Jørgen S. Nielsen i dag fortæller, at sharia kan give demokrati, så er det blot en smart måde, at fortælle, at Islam i sin essens er politisk. For professoren og andre marxister ligger det fjernt at afvise demokratisering af Islam, og hermed har de malet sig op i et hjørne – sharia kan være demokratisk. Adskillige danske islamister hævder på samme måde, at sharia er demokratisk, og mon ikke forskerne de næste mange år vil udvide definitionen af demokrati, så det også kan rumme Islam. Deutsche Demokratische Republik.

Fra dagens Metroxpress – Forsker: Sharia kan give demokrati (s. 22).

“En ekspert giver nu udenrigsministeren ret i, at der findes en moderne form for sharia. Muslimsk sharia kan godt fungere i et demokrati, mener professor i islamiske studier, Jørgen Schøler Nielsen.

Sharia kan nemlig opfattes som etiske principper om for eksempel retfærdighed i stedet for streng muslimsk lovgivning. …

Noget, der ligner en velfærdsstat rigtigt meget, hører til holdningen hos nogle tilhængere af moderne sharia, forklarer han.

‘Man går ind for retssikkerhed. Og man går ind for folkevalgte parlamenter – alle de ting, som vi ville genkende som en del af demokratiet,’ siger Jørgen Schøler Nielsen. …

Ifølge Jørgen Schøler Nielsen går nogle tilhængere af moderne sharia ind for ligestilling mellem mænd og kvinder.”

Mere.

Det er mere end tyve år siden, Jørgen Bæk Simonsen sidst stødte på en Islam-tolkning der er problematisk. Enten skal den anti-demokratiske retorik forstås ind i en særlig islamisk kontekst der har demokrati som endemål, eller også har det absolut intet med Islam at gøre. Uanset hvad, så er fænomenet marginalt blandt herboende muslimer.

Fra Kristeligt Dagblad – Salafister vækker bekymring.

“En ny rapport beskriver et ungdomsmiljø, der kredser om den muslimske fundamentalistiske retning salafisme. Forsker maner til sindsro… Man skal passe på med at piske en stemning op, mener dr.phil. og islamforsker ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen, der har været med som rådgiver under udarbejdelsen af rapporten. Han mener ikke, der er flere tilhængere af salafismen i dag end for eksempelvis fem år siden.

”De involverede er mest interesserede i, hvor lang en kjortel skal være og andre normative diskussioner.

At de er imod demokrati og går på gaden og prædiker det, kan man da godt kalde et radikalt synspunkt, men det er mest af alt et udtryk for konservativisme,” siger han og henviser til, at salafisterne mener, at man som rettroende muslim bør leve præcis som på profeten Muhammeds tid.

”Men vi kan altså trygt overlade til dem at diskutere og definere, hvad islam er. Det interessante er nærmere, at deres synspunkter kraftigt bliver imødegået af langt flere demokratiske muslimer, som vi så det under valgkampen,” siger Bæk Simonsen.”

(Jørgen Bæk Simonsen i Imam Ali Islamic Center, 2009; Youtube)

Man kan sige det samme på flere måder. Først den kulturimperialistiske variant ved imam Fatih Alev, der på ingen måde tilhører hardlinerne. Interview i Dagbladet Information, 15. marts 2000: Når Danmark bliver multikulturelt: Det danske sprog er Guds gave.

Pia Fris Laneth: Den kønsadskillelse, som nogle muslimer finder argumenter for i Koranen, er meget svær at praktisere i Danmark…

Fatih Alev: Det er en udfordring. For 30 år siden var der også kristne her i Danmark, som lavede kønsadskilte skoler. Umiddelbart ligner udviklingen mellem kønnene i Danmark siden da et fremskridt. Men når man ser på konsekvenserne for Danmarks befolkningstal er det tydeligvis ikke særlig smart.

Pia Fris Laneth Hvad mener du?

Fatih Alev: Et frit forhold mellem kønnene betyder, at ægteskabet mister betydning, og så falder Danmarks befolkningstal. Det er indvandrerne, der retter befolkningstallet op. Og selvfølgelig bliver politikerne nødt til på længere sigt at åbne op for indvandringen, for at hindre, at Danmark kommer til at lide en smuk død. …

Pia Fris Laneth: Som imam fungerer du også som rådgiver. Mener du, at muslimer bør sende deres børn i private skoler, hvor piger og drenge kan skilles ad?

Fatih Alev: Det er et meget godt spørgsmål. Disse årtier er første gang i historien, hvor muslimer skal leve som mindretal og samtidigt have en fast bevidsthed om at islam er det rigtige for dem. Det er en stor udfordring. Kønsadskillelse er ikke mulig i danske folkeskoler, det må vi indordne os under. Men børnene skal vide, at det ikke er det ideelle forhold mellem kønnene, de oplever.

Pia Fris Laneth: Giver det ikke en underlig indre splittelse?

Fatih Alev: Jøderne havde en drøm om at indtage Jerusalem i mange år. Det lykkedes for dem. Muslimerne har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal nok gå i opfyldelse i Danmark. Mange danskere konverterer til islam i disse dage og på et tidspunkt bliver vi et flertal.

Pia Fris Laneth, Information: Den udsigt gør danskere bange …

Fatih Alev: Jeg ved det godt. Men da kristendommen kom til Danmark, var den også en mellemøstlig religion.

Såvidt islamistens argumentation for islams overtagelse af Danmark. Året efter udkom Jørgen Bæk Simonsens anmelderroste Det retfærdige Samfund, omhandlende islamisk etik. Her skriver lektoren næsten det samme, men her er kulturimperialismen gemt bag plusord som udvikling og globalisering. Fra side 180-181 i et afsnit omhandlende moderne islam i en dansk kontekst.

“Muslimernes krav er ofte blevet tilbagevist med henvisning til, at det strider mod danske traditioner. På paradoksal vis er det danske majoritetssamfund dermed begyndt at argumentere på samme måde, som arbejdsmigranterne gjorde, da de havde gennemført familiesammenføringerne. For forældrene gjaldt det dengang om at hindre, at deres børn blev for påvirket af de normer og regler og den adfærd, der karakteriserede det omgivende danske samfund. …

Derfor er tilbagevisningen af herboende muslimers krav med henvisning til, at de ønsker de formulerer strider mod danske traditioner, udtryk for en strategi, der på forhånd er dømt til at mislykkes. Det at være dansk har gennem historien skiftet udtryk, og det vil det vedblive med at gøre. Hvis det danske, hvad det så end måtte være, ikke evner også i fremtiden at udtrykke sig i takt med nye omstændigheder, vil det at være dansk stille og roligt afgå ved døden. Udfordringen ligger derfor ikke i at indkapsle og eviggøre en bestemt historisk udformning af danskheden, der er blevet indhentet indenom af globaliseringen, men at sikre, at den danskhed, der tidligere har magtet at indarbejde en ny religion (kristendommen er historisk set en mellemøstlig religion, der kun blev en del af danskheden, fordi nogle ville, at det skulle være sådan), et utal af forskellige fremmede idéhistoriske impulser som f.eks. dem, der lå til grund for den franske revolution…“

Islamisten vil erobre Danmark, og islamisere landet via indvandring og konvertering. Når flertallet er sikret, indføres islamiske normer, herunder kønsadskillese. Han ser lyst på fremtiden, for “da kristendommen kom til Danmark, var den også en mellemøstlig religion”.

Islamforskeren mener at det ikke giver mening, at tale om danske traditioner, kræver accept af islamiske normer, og henviser til globaliseringen, og den udvikling der historisk set er fulgt idéhistoriske impulser såsom dem der fulgte i kølvandet på den franske revolution. Her ser lyst på fremtiden, for “kristendommen er historisk set en mellemøstlig religion”, og den blev kun en del af danskheden – “fordi nogle ville, at det skulle være sådan”.