22. november 2013

Islam-apologi: “Strategien er at nedprioritere langvarige fænomener og kontinuitet i islams historie…”

Lektor Lone Nørgaard i Kristeligt Dagblad – Når islamforskere slører debatten. Se nu skoven bag alle træerne (kræver login).

“Det er en kendsgerning, at de kristne bliver forfulgt og bliver stadig færre i Mellemøsten. Men i hvilket omfang, hvorfor, og om ‘vi’ gør nok – derom står diskussionen. Blandt andet på et møde den 4. november med journalist Klaus Wivel og professor Jakob Skovgaard-Petersen.

På dette møde gik det op for mig, at Skovgaard-Petersen er en farlig mand. Han er ubestridt en af Danmarks mest vidende arabister og bliver gang på gang brugt som ekspert i DR og andre medier. … Skovgaard-Petersen demonstrerede imidlertid på mødet, at han ikke bare er ekspert, men også ekspert i at tale uden om den varme grød. Undvigemanøvren blev ganske langsomt klar, da han blev stillet spørgsmålet: Kan islam reformeres? Et altafgørende spørgsmål, hvilket spritaktuelt kan aflæses af Mehdi Mozaffaris ‘Islamisme. En orientalsk totalitarisme’ og Naser Khaders ‘Bekendelser fra en kulturkristen muslim’.

Hvordan taler Skovgaard-Petersen udenom? På samme måde som islamprofessor Jørgen Bæk Simonsen gør det. De skaber flimmer ved at dynge deres modtagere til med detaljer og enkelthistorier for at undgå minefeltet: truslen fra islamismen, som ville være ikkeeksisterende, hvis ikke der var en ideologi eller religion ved navn islam.

Strategien er at nedprioritere langvarige fænomener og kontinuitet i islams historie til fordel for anekdoter i form af enkelthistorier. Efter opskriften: Der er lige så mange udgaver og tolkninger af islam, som der er muslimer.Derfor er der ikke noget mønster, og islam har ingen essens eller kerne – kun billeder af gode og onde enkeltpersoner.

Islam er hver enkelt muslim på et bestemt sted og tidspunkt. Millioner af træer, men ingen skov.”

Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


8. september 2013

Bæk Simonsen: Muslimer er demokrater, og demokratiet er på vej, men Assad-regimet er nødvendigt…

I en ny bog gennem Weekendavisens Klaus Wivel leveforholdene for kristne i Mellemøsten, og drager til sidst den konklusion at vi med det arabiske forår er vidne til en moderne ‘Endlösung’. Onsdag i sidste uge angreb islamistiske militser den kristne by Maaloula i det vestlige Syrien, og man behøver ikke være demograf for at se hvorledes frie valg vil udslette minoritetsreligioner.

(Maaloula, Syrien)

Lone Nørgaard skriver i dagens Jyllands-Posten, om hvorledes statsansatte forskere såsom Jørgen Bæk Simonsen, Thomas Hoffmann og Jakob Skovgaard-Petersen ikke har rustet danskerne imod den igangværende islamiseringsproces. Jørgen Bæk Simonsen er helt i særklasse, og det har været interessant at følge hans årelange Islam-apologi, der med et fler-årigt ophold i Damaskus, også blev til apologi for Assad-regimet.

(Balkaniseringen af Syrien)

Bæk Simonsens analyse i punktform: 1) Muslimer er demokrater som alle andre, 2) – men det er nødvendigt med et autoritært regime i Syrien, 3) – så Dansk Folkepartis mellemøstlige modsvar ikke vinder indflydelse. Kun tiden vil vise om mellemøstlige lærde “er lige så kulturfundamentalistiske som Dansk Folkeparti”, som han formulerede det tilbage i 2001, ugen efter 9-11.

Herunder lidt blandet fra diverse interviews, der i det mindste indikere, at Bæk Simonsen ikke altid tager fejl: Kun et autoritært regime kan skabe tålelige vilkår for religiøse minoriteter. Demokratisering qua folkelige krav om sociale rettigheder, lader dog vente på sig.

“… personer af begge køn kan bevæge sig rundt alene i alle døgnets 24 timer med en til næsten absurditet grænsende garanti for, at man hverken bliver antastet, forulempet eller tiltalt. Damaskus ligger i den del af Mellemøsten, som man fejlagtigt i et europæisk perspektiv altid tror er totalt domineret af konflikter, vold og elendighed, men der er ingen fare forbundet med at opholde sig i Syrien i almindelighed og Damaskus i særdeleshed. … Syrien er et nemt land at leve i, også for kvinder. Der er ingen krav om, at man skal bære slør i offentligt rum eller klæde sig på bestemte måder, uanset om man er mand eller kvinde. …

Hvad angår forestillingen om islamiske normer og muslimske traditioner er Syrien, ifølge Jørgen Bæk Simonsen, et liberalt samfund, der bærer tydeligt præg af, at befolkningen repræsenterer mange forskellige varianter af både islam og kristendommen. Det anslås, at fem til otte pct. af den syriske befolkning er kristne. Damaskus har med sine fire til fire en halv million indbyggere en årtusind gammel tradition for at være fler-religiøs, fler-sproget og fler-etnisk, men de fleste jøder er udvandret til Israel. Under tusind er blevet i Damaskus.” (Berlingske Tidende, 22. juli 2001: Dansk udkigspost i Damaskus)

“Det Danske Institut er lidt tilfældigt blevet oprettet i Damaskus. … Jørgen Bæk Simonsen mener personligt, at er Damaskus et godt valg. … Han er heller ikke bekymret for, at den politiske situation i Syrien kan eksplodere. … selvom en del mennesker i Syrien kunne ønske et opgør med Assad-familien, så er tendensen i hele Mellemøsten, at regimerne åbner for indflydelse til en del af oppositionen for at holde ekstremisterne uden for indflydelse. … Befolkningen i Syrien er meget ung, og de unge vil presse på for, at de åbninger, der var nødvendige i forhold til økonomien, bliver bredere, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Kristeligt Dagblad, 17. september 2001: En dansk bro til den arabiske verden)

“Selv om Syrien på mange måder har været en succes som nationalstat, så skriger landet på investeringer og i særdeleshed ny teknologi. Den arabiske republik har længe sat sin lid til Europa…

- Så Syrien handler i modsat til irakerne pragmatisk. Styret kender sine begrænsninger. … Så hvis vi på nogen måde mener, at vores demokratiske værdier er værd at sprede, så bør vi gribe den chance med Syrien, men hele tiden huske på, at det altså er et samarbejde, siger Jørgen Bæk Simonsen. …

Og netop demokratiske elementer som disse er der gode eksportmuligheder for i disse år. Der blæser nemlig ifølge Jørgen Bæk Simonsen en del nye vinde i øjeblikket. Ikke blot over Syrien, men gennem hele den arabiske verden. … Når Mellemøsten nu viser tegn på stor modenhed i civilsamfundet, så skyldes det en proces, der har stået på længe. Den sociale modenhed har vi senest set i Libanon. Her er der to nogenlunde lige store dele af befolkningen, der jo er meget uenige om landets udenrigspolitik. Men alligevel demonstrerer de fredeligt side om side. Med respekt for at de hver især har forskellige holdninger.

- Derfor er der god grund til at støtte de kræfter, som forsøger at arbejde for flere borger-rettigheder her i regionen. Der er nemlig nu en social modenhed hos mange borgere. Og her kan en del af samarbejdet med regeringer som den syriske være, at de skal give borgerne flere rettigheder, hvis de vil have adgang til for eksempel ny teknologi. Som vi ser med Syrien, så kan en arabisk regering sagtens tænke logisk for at fremme sine egne interesser. Det skal vi altid huske på, når vi beskæftiger os med den her del af verden, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Fyens Stiftstidende, 20. marts 2005: Et lille fattigt land)

“I dag har han sin gang på Københavns Universitet som lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet, og hjemme fra tv-stuen i Danmark ser han det syriske folk fremstillet på en helt anden vis, end han selv har oplevet på nært hold. Jørgen Bæk Simonsen kan ganske enkelt ikke genkende billedet af et vredt folkefærd, der tænder ild til ambassader.

“Jeg har i løbet af mine fire år i Syrien mødt bred forståelse og rummelighed hos syrerne. Men det er vigtigt at understrege, at kontakten, forbindelsen og den generelle relation til syrerne i øjeblikket er præget af, at Danmark befinder sig i skurkens rolle,” fortæller Jørgen Bæk Simonsen.” (Dagbladet Information, 8. februar 2006: Onsdagsprofilen: ‘Danskerne er ikke uskyldige’)

“»Der er sket flere forandringer til det bedre, men det er klart at det politiske styre i Syrien fortsat er autoritært. Men verdenshistorien rummer ingen eksempler på sådanne regimer, der har evnet at forblive uforandret. Der er i dagens Syrien en større bevægelighed i forhold til at diskutere en bred række af emner end der nogensinde tidligere har været«.

Hvad er status for det meget omtalte ‘Forår i Damaskus’, altså opblomstringen af demokratibevægelsen?

»Min vurdering er at de mindre grupperinger, som var aktive, da ‘Damaskus-foråret’ spirede frem i 2000-2001, nu har erkendt at man ikke bare kan presse bevidstløst på for forandringer. De har indset at man må formulere nogle passende bud på gradvise reformer, sådan at man ikke fremprovokerer en overreaktion fra regimets side. Der er nu blandt reformkræfterne en erkendelse af at forandringshastigheden skal sættes lidt ned«.

Men har oppositionen fået tænderne trukket ud?

»I et land som Syrien har der naturligvis været nogle tilbageslag, men jeg vil snarere sige ud fra mine møder med oppositionsfolk at de er blevet mere realistiske. Dengang da det politiske forår var på sit højeste kunne man opleve at de forskellige bevægelser nærmest overbød hinanden. Det gør de ikke længere. Nu er de indstillet på at tage det lange seje træk«. …

Demokratibevægelserne er måske mere fatamorgana end virkelighed?

»Nej, det ville være forkert at sige. Jeg synes tværtimod at det vi oplever rundt om i den arabiske verden er en voksende folkelig bevægelse for mere medbestemmelse og mod til at deltage i debatten. Det er spændende og løfterigt at se, hvordan demokratiønsket er funderet i en uddannet og økonomisk relativt stærk middelklasse. For første gang i Mellemøstens politiske forløb ser vi en bevægelse, der er i stand til at finde egne ben at stå på og som ikke er styret fra oven«. …

Syrien var i 1970′erne og begyndelsen af 1980′erne præget af militante islamister. Har de fået en genkomst i takt med situationens udvikling i Irak?

»Medierne hernede gør meget ud af at berette at sikkerhedsstyrkerne har arresteret udenlandske ekstremister, som man så har udleveret til deres hjemlande. Der har også været tilbageholdelser af hjemlige kræfter, som man mistænker for militante islamiske holdninger, men billedet er ikke som for 25 år siden«.

Amerikanske analytikere taler ellers om, at Syrien er en rede for al-Qaeda?

»Jamen, amerikanerne savner fuldkommen føling med virkeligheden! De ser hvad de vil se, fordi de lader sig forblinde af en blanding af hård ideologi og fordomme. Det er direkte pinligt, hvor ligegyldige de er med fakta. De vil forandre verden i deres billede. Det er skræmmende for alt, hvad der hedder almindelig menneskelig medindflydelse«.

Hvis du skal vove det ene øje, hvordan tror du så at Syrien tager sig ud om fem-ti år; samme styreform, semidemokratisk som i Egypten eller begyndende borgerkrig som i Irak?

»Jeg tror ikke at spændingerne i landet vil eskalere til en borgerkrig. Syrerne har taget ved lære af borgerkrigen i Libanon (1975-1990, red.) og tragedien i Irak. De skal ikke have klinket noget. Mit indtryk fra samtaler med folk både i systemet og oppositionen er, at Syrien med små, men sikre skridt bevæger sig i retning af et politisk system, der ikke længere domineres af kun ét parti. Men som med al anden udvikling – tænk på danskernes tilvænning til demokrati op igennem det 19. og 20. århundrede – tager en sådan proces tid. Det vigtige er dog, at processen nu er i gang. Det var den knap nok for fem år siden«.” (Politiken, 17. september 2005: Interview: Vi har ikke lært af historien)

Jørgen Bæk Simonsen mødte i sine fire år som leder i Damaskus en kolossal iver efter udveksling med Vesten, og han så igen og igen kulturelle møder blive til store, positive oplevelser… Den slags personlige oplevelser nedbryder fordommene, mener Bæk Simonsen.

De fleste danskere, der enten kom forbi instituttet i Damaskus eller var på ophold der, blev overraskede over kulturlivets mangfoldighed i området. Det siger meget om de medbragte fordomme, at både teater, musikliv og ikke mindst det litterære miljø var i stand til at overraske besøgende i så høj grad.” …

Jørgen Bæk Simonsen er ikke imponeret af nylige vestlige forsøg på at bidrage til forandring i Mellemøsten:

“Forandringer gennemføres bedst af mennesker, der synes der er noget at forandre. Og det moderne Mellemøsten er befolket af millioner, som er rimeligt uddannede og meget gerne vil have større muligheder for at deltage i planlægningen af og diskussionerne om deres samfund. Man støtter dem ved at lytte til, hvad de gerne vil, for det er dem, der ved, hvordan man gør.” (Dagbladet Information, 14. januar 2006: Kulturmøder: Møder i det kulturelle mylder)

- Damaskus er vel nok verdens tryggeste storby at færdes i, mener Jørgen Bæk Simonsen, religionsforsker og direktør for Det Danske Institut midt i den gamle bydel. Og én af grundene til det er nok netop Syriens ‘slyngelstatus’ -dvs. befolkningens frygt for myndighederne i det Baath-partikontrollerede militærdiktatur under nu afdøde præsident Hafiz Assads 30-årige styre, fra 2000 afløst af sønnen Bashar….

Den 62-årige mand, der kalder sig Rudi og er ‘den næstsidste jøde’ i Damaskus, tilbringer mange timer om dagen på den udendørs te-café skråt over for butikken, hvor der fra morgenstunden er fuld damp på vandpiberne.

- Turister har intet at frygte her. Er du måske blevet snydt eller bestjålet? Nej, vel?

- Herregud, jeg er jøde, men min butik ligger i skyggen af minareten, siger Rudi og påpeger, at også kristne syrere har et kvarter et par stenkast væk inde i den gamle bydel.

- Sådan er Damaskus. (Ekstra Bladet, 8. maj 2004: Syrien: Hvis bare de vidste)



6. august 2013

Bæk Simonsen glæder sig over moské-byggeri: “… nedtonende for potentielle konfliktmuligheder”

Tilbage i 2006 afviste islamforsker Lene Kühle, at moskeer skulle være ‘hvervested for kommende terrorister’, og Jørgen Bæk Simonsen er selvfølgelig helt på niveau. Retorisk får den dog en tand ekstra, og man skal næsten have en doktorgrad fra RUC for ikke at trække på smilebåndet. Fra DR Online – Stormoské vil ikke give konflikter.

“På det ydre Nørrebro åbner Danmarks første stormoské om kort tid. Det er den første moské i Danmark med både kuppel og minaret, som snart står færdig på Rovsingsgade. … Ikke langt fra den nye moské, på Vibevej, ligger en Shiamuslimsk moské, men selvom de to moskéer ligger tæt ved hinanden, så vil den nye moské ikke skabe konflikter.

- Nej det betyder omvendt, at man får mulighed for, fra de forskellige respektive grupperingers side, at understrege og lancere i forhold til omverdenen, hvad man er, og hvad man står for. Og ligesom vi har forskellige politiske partier og forskellige grupperinger i det kristne landskab, så må man jo i udgangspunktet tage til efterretning og glæde sig over, at denne mangfoldighed der eksister, den nu også bliver visualiseret. Og på den måde kan være nedtonende for potentielle konfliktmuligheder, siger Jørgen Bæk Simonsen, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet til P1 Morgen.

- … ligesom vi ved, at kristne i sin tid blev glade for kirkerne, så er det indlysende klart, at muslimerne vil have det på præcis samme måde, siger Jørgen Bæk Simonsen.”

Hør eventuelt indslaget på P1 Morgen: Professor: Nye moskéer i Danmark er en glædelig udvikling.

Oploadet Kl. 17:32 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


27. juni 2013

Karen West om Bæk Simonsen: “Islam må være, som islam er” – Ikke-muslimer bør ikke tolke Koranen

Jørgen Bæk Simonsen har skrevet flere bøger målrettet et dansk publikum, hvor den røde tråd er postulatet om, at Islam ikke har en essens. Islam kan ikke defineres, og hermed heller ikke kritiseres. Når målgruppen er rettroende muslimer, vender han det om – Islam har en essens, men det er kun troende muslimer som bør tolke Koranen.

Karen West var til møde i en moske – “Jeg fik kvalme over Jørgen Bæk Simonsens holdninger”.

“I går aftes nød jeg et velsmagende måltid fra Imam Ali Moskeen. Anledningen var, at min gode veninde Saliha Marie Fetteh og jeg havde fået en personlig invitation til at deltage i det første seminar af sin slags om kvinderettigheder i islam. …

Panelet bestod af moskeens egen imam, M.Mahdi Khademi, en imam ved navn Ahmed Reza Aghadadi, professor Jørgen Bæk Simonsen, Asmaa Abdol Hamid, Zeinab Alizade, Katja Madsen og en kvinde mere, som jeg ikke har navnet på. …

Begge imamers taler var der som sådan intet overraskende over, dog kritiserede de Saudi-Arabien for deres kvindeundertrykkelse. … De tre kvinder talte om, hvor glade de var for at være muslimer, og at de oplevede at have flere rettigheder end den ‘vestlige’ kvinde. … Vi har trosfrihed i dette land, og der var som sådan intet underligt i, at de forsvarede deres tro, deres religion, og var glade for at have valgt den. Fair nok.

[...]

Hvad jeg så imidlertid ikke synes var fair eller i orden, ihvertfald ikke overfor en hoben mere sekulære muslimer og retten til det frie valg, var professor Jørgen Bæk Simonsens tale. Jeg kan ærgre mig over, at jeg ikke optog hans tale på bånd, fordi jeg faktisk sad og fik kvalme over hans holdninger eller måske mangel på samme. Han præsenterede sig som underviser og ikke som privatpersonen Jørgen. …

Han sagde, at vi skal affinde os med, at der er anderledes rettigheder i islam. Han sagde, at friheden italesættes med de forhold, som Koranen foreskriver. Han sagde, vi har en fælles interesse i at blive beriget. Han sagde, at islam må være, som islam er, og at vi skal overlade til muslimerne at tolke Koranen. Han sagde, at vi skal overlade til muslimerne at uddanne imamer. Han sagde, at det er godt, at kvinder nu kan vælge tørklædet til. … Jeg kan selvfølgelig være enig i, at kvinder bør kunne vælge tørklædet til, men finder det kritisabelt, at han ikke i samme åndedrag sagde, at det frie valg bør være der, så de også kan vælge tørklædet fra.

Som jeg kan tolke det, går Jørgen Bæk Simonsen mere ind for et parallelsamfund, hvilket jeg er dybt uenig i, fordi vi både er et lille land, og fordi jeg faktisk går ind for demokrati og frihed for såvel muslimer som ikke-muslimer.

Jørgen Bæk Simonsen talte i mine øjne imamerne efter munden. Selv da Bashy Quraishy under debatten spurgte, hvorfor de ikke havde snakket om retten til at tage tørklædet af, var det kun Asmaa, der sagde noget, nemlig at det må kvinderne selv sige noget om. Jørgen Bæk Simonsen sad tavs ved siden af.

Lidt nyt, at Asmaa virker mere ‘sekulær’ i sin mening end en ikke-muslimsk professor ved universitetet, der underviser unge fremtrædende borgere! … Som sidekvinden sagde til mig – han er mere end halalhippie!

Oploadet Kl. 13:20 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


9. juni 2013

Islamisterne vandt tørklædestrid, og venstrefløjen jublede – Hvorfor støtter de så ikke Erdogan?

Efter en kortvarig men intensiv mediedækket kampagne lykkedes det en lille gruppe islamister, at få Dansk Supermarked til at give efter, og omgøre sit beklædningsreglement, så muslimske kvinder fremover kan bære tørklæde i kundevendte funktioner. Blandt mediemæssige højdepunkter i den henseende, må være Jørgen Bæk Simonsens deltagelse i DR2 Dagen under overskriften Er Danmark et foregangsland? (30. maj 2013).

Jørgen Bæk Simonsen forklarede med vanlige floskler, at debatten havde ‘uendelige mængder perspektiver og lag’, og det på alle måde var uhensigtsmæssigt at gøre individers brug af tørklædet til en landsdækkende debat om Islam. Tørklædet symboliserer for muslimer god ‘etisk-moralsk adfærd’, og vi skulle i stedet ‘glæde os over at Dansk Supermarked.. er kommet til en bedre.. løsning på sagen’. Indledningsvis lød det, at beslutningen var led i en ‘smuk dansk meddemokratiseringsånd’ baseret på dialog og forhandling, senere at beslutningen var truffet under trusler om boycut af kæden fra danske muslimer. Demokrati på islam’sk, forstås.

Ikke-truende religiøse minoriteter har i sagens natur ikke fået samme særbehandling.

Samme dag kunne man læse følgende propaganda-artikel på DR Online – Kunde tog Suads hånd: Hvor er det godt, at en som dig arbejder her.

“- Det gør mig glad. Meget glad. Men jeg forstår ikke, hvorfor Dansk Supermarked først ændrer på reglerne nu.

Det siger 20-årige Suad Adnan Hajjaj, efter Dansk Supermarked i dag har tilladt, at ansatte ved kassen gene må bære tørklæde. …

Heldigvis for Suad havde Kvickly ingen problemer med at ansætte hende ved kassen. Det hændte, at en kunde slap en kommentar, som hun ikke brød sig om – men hun fik også meget ros, fortæller hun. En dag var der en kunde, der greb hendes hånd: “Jeg synes, det er så dejligt, at sådan en som dig sidder her”, sagde hun til Suad.

- Mit tørklæde betyder meget for mig. Det viser hvilken person, jeg er. Og det bør ikke kunne komme i vejen for, hvordan jeg skal behandle kunder.

[...]

Rikke Andreasen er lektor i kommunikation. Hun har forsket i brug af tørklæder i 10 år, og hun siger:

- Tiden har indhentet Dansk Supermarked.

(DR Online, 30. maj 2013: Kunde tog Suads hånd: Hvor er det godt, at en som dig arbejder her)

Nominelt borgerlige aviser kunne også være med. Den omtalte JP-artikel omtalt herunder, ledsages af et foto af kampagnens tredje forkvinde Inaam Abou-Khadra. Hun ses iført et halssmykke med ‘Palæstina’ illustreret af et kort der inkluderer det nuværende Israel. Mere behøver jeg ikke at vide: Hun er på den forkerte side af stregen.

“JP giver den hele romerlyset af begejstring 31/5. Journalist Sanna Wass jubler over, at »tre kvinder tog kampen op mod tørklædeforbuddet« i Dansk Supermarked, og de vandt. Det handler slet ikke om noget religiøst, bedyrer den ene muslimske kvinde, men om at vi er et mangfoldigt Danmark. Det skal jeg love for, og kan jeg tilføje enfoldigt Danmark. To af kvinderne er i hvert fald kendte islamister. Safia Aoude blev smidt ud af Det Konservative Folkeparti, efter at hun havde moret sig med at manipulere og sætte nazisymboler på fotos af Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. Derefter blev hun smidt ud af Hjemmeværnet.

Hun har opholdt sig i Libyen, hvor hun sluttede sig til Hizbollah. Hun elsker våben, siger hun, og er Holocaust-fornægter.

Alaa Abdol-Hamid er søster til Asmaa Abdol-Hamid, kvinden, der nægter at give hånd til mænd og trods fanatiske og meget udanske synspunkter er tilknyttet Odense Politi.” (Tabita Wulff i Jyllands-Posten, 7. juni 2013: Fra tørklæde til tyranni)

“Tiden har indhentet Dansk Supermarked”, fortæller lektor Rikke Andreassen, men ikke al udvikling er af det bedre. Samme kunne Erdogan bruge som argument imod Atatürks sekularisme, og selvom forskere mener det er en kompleks sag, og islamister taler om multikultur, så synes jeg egentligt fronterne er klart tegnet op.

Islamisterne kræver tørklæder overalt hele tiden, hvad sekulære med rette ser som udtryk for islamismens fremmarch. I går demonstrerede 200 herboende tyrkere mod Erdogan. Det gav ikke tilnærmelsesvis så meget medieomtale som 10-15 islamister med gul Netto-hijab. Bemærk tørklædets fravær på billedet herunder. Herboende alevit-tyrkere ved ganske udmærket, at tørklædet er en integreret del af islamiseringen.

Støtter man oprøret mod Erdogan, bør man selvfølgelig også bekæmpe islamiseringen når den manifesterer sig herhjemme. Her sås bannere med ‘Støt tyrkiet for solidaritet og demokrati’, ‘Resign Tayyip’ og min favorit: ‘Erdogan = Islamic dictator’.

(Herboende Alevit-tyrkere demonstrerer mod Erdogans islamisering; TV2 Fyn, Facebook)

“Det er afgørende for vores udvikling – også i Europa – at Tyrkiet får en retning som er demokratisk og ikke mod en islamisering.” (Ali Cevik, formand for OPSAK)



3. juni 2013

‘Islamisering’ forsvandt som begreb med muslimsk indvandring – Just in: ‘socialt betinget’ jihadisme…

Det går stærkt i de her år. I forbindelse med mit historiespeciale fandt jeg ved gennemlæsning af Jørgen Bæk Simonsens tidlige forfatterskab 13-14 eksempler på brug af begrebet ‘islamisering’, der ganske uproblematisk blev brugt til at beskrive Islams fremfærd som politisk-ideologisk kraft. I dag hvor Islam helst ikke må defineres, og da slet ikke som et demokratisk problem, bruges udtrykket ikke mere på universiteterne.

I en nylig rapport udgivet af ‘The International Centre for the Study of Radicalisation and Political Violence’, et flersidet samarbejde fysisk placeret på Kings College i London, er danske Nicolai Sennels omtalt, og afsnittet illustrerer udviklingen. Fra A Neo-Nationalist Network: The English Defence League and Europe’s Counter-Jihad Movement i kapitlet med titlen The Islamisation Conspiracy (s. 41).

“In an article on the Gates of Vienna blog entitled ‘What is Islamization?’ the author, Nicolai Sennels, offers:

The word ‘Islamization’ was originally coined by Muslims to describe the conversion of a kufr (infidel) society to an ‘enlightened’ (Islamic) society. Islamization is a phenomenon that has existed since the Muslim prophet Mohammed lived 1,400 years ago. The article posits that there are three forms of Islamisation currently in progress in the West:

• The removal of Christian or Jewish symbols from the public sphere so as to avoid offending the Muslim population;
• the imposition of Islamic traditions on non-Islamic societies;
• the creation of ‘no-go’ areas in Western cities, which are predominantly made up of Muslims and enforce forms of sharia
law.

The article concludes that Islamisation is carried out through the ‘elimination of the indigenous culture, introduction of Islamic traditions [and] immigration.The Islamisation narrative is thus formulated through the ECJM’s own use of terminology and references from the history of Islam. According to this narrative, the current jihadist terrorist threat is part of a centuries-long effort by Islam and Muslims to dominate Western civilisation.

The other main agents of the conspiracy, along with Muslims…”

ICSR, 2013: A Neo-Nationalist Network: The English Defence League and Europe’s Counter-Jihad Movement, 68 sider)

Vestlige universiteter droppede begrebet ‘islamisering’, og alle der fastholder begrebets relevans i en tid hvor kædeindvandring fra islamiske lande presser islamiske normer ned over sekulære samfund, er radikaliserede neo-nationalistiske konspirationsteoretikere, som forskere frit kan associere med Breivik. For selvom det noteres, at counterjihad-bevægelsen som sådan ikke er voldelig, så kan ‘The islamisation narrative’ fremme politisk vold.

Hvor argumenteret modstand mod Islam er ekstremt per definition og tenderer politisk vold, så er det omvendt umuligt for forskere at se opfordringer til vold i Koranen. Noget der ret beset ikke kræver et professorat i koranstudier på ‘Afdeling for Bibelsk Eksegese’. Selvfølgelig er der risiko for ‘case-building’ når debatten ruller, men jeg er efter efterhånden kommet til den konklusion, at man kan kloge sig væk fra virkeligheden. Drabet i Woolwich på Lee Rigby gav flere groteske eksempler, blandt andet dette, opridset af Rachel Adelberg Johansen i Fyens Stiftstidende, onsdag i sidste uge.

“I sidste uge ramte den blodige islamiske terror igen på vestlig grund. … Her er blandt andet, hvad den ene terrorist sagde: “Vi sværger ved den almægtige Allah, vi vil aldrig holde op med at bekæmpe jer. I vil aldrig føle jer trygge.(..) Vi er tvunget til det af Koranens sura 9, 5; vi må bekæmpe dem, som de bekæmper os”. …

Selv efter de to terroristers Allah-u-akbar råb direkte ind i kameraerne, kunne man til stor forundring opleve de to danske journalister Ulla Terkelsen og Jens Gaardbo forsøge at kaste røgslør over terrorhandlingen. På TV2 NEWS kunne journalisterne konkludere, at man ikke kunne sige om terrorangrebet var religiøst betinget, men at angrebet i hvert fald havde et socialt budskab! Om disse journalister i bedste fald er drevet af politisk korrekthed, eller i værste fald manipulation skal være usagt. Ikke engang når virkeligheden kastes ind i hovedet på dem, har de format til at sige det, som det er. Seerne skal åbenbart forstå, at vi ikke ser det, vi faktisk ser. Heller ikke selv om de islamiske terrorister selv udtrykker deres motiver direkte.

Gad vide om terrorangrebene i New York, Madrid, Beslan, Boston, Mombay, Bali, mv. også blot havde et ‘socialt budskab’ ifølge disse journalister, eller om der er tale om globale islamiske terrorangreb? Bedøm det selv.”



7. april 2013

P1: “Set gennem brillerne på Lars Hedegaard og… Dansk Folkeparti er islam ikke bare en religion.”

Henrik Gade Jensen fortæller med citater af Edvard Brandes om Islam, hvorledes Politiken har svigtet sit religionskritiske udgangspunkt til fordel for naiv tandløshed. Brandes var doktor i semitisk filologi, og vidste i lighed med historiker Lars Hedegaard hvad han taler om. Her lidt fra foromtalen til P1-magasinet Ordet er dit, der fint illustrerer de absurde tider vi lever i.

“Er islam en trussel mod den vestlige civilisation? Eller er det helt ude i skoven at påstå det? … Set gennem brillerne på Lars Hedegaard og ledende medlemmer af fx Dansk Folkeparti er islam ikke bare en religion. Islam er et altomfattende system, en totalideologi, tidens fascisme, som har som mål at erobre verden og påtvinge os alle at leve under Allahs vilje og lov. Og uanset hvad muslimerne selv siger om deres hensigter, skal vi ikke tro dem… er det den rene og skære paranoia?”

(P1, Ordet er dit, 5. april 2013: Er islam en trussel mod Vesten?)

Islam er nøgternt betragtet, ikke en religion som alle andre, og det handler ret beset ikke om hverken Lars Hedegaard eller Dansk Folkeparti. Islam har været Islam i 1300 år, og indtil for tyve år siden var der konsensus om det simple forhold, at Islam qua sine kildetekster er både religion og politik – ‘din wa dawla’, som den senere professor Jørgen Bæk Simonsen skrev i flere bøger udgivet i 1980′erne. I doktordisputsen fra 1988 beskrives Islam meget naturligt som en ‘ideologisk erklæring’.

Hvad er der konkret sket, siden det nu betragtes som ‘paranoia’ at sige det man indtil fornyligt betragtede som en ukontroversiel sandhed. Tja, Islam er stadig Islam, men i kraft af indvandring fra muslimske lande, gik toneangivende islamforskere væk fra de religiøse kilder, og blev en slags integrationsforskere. Det giver selvfølgelig god mening, ikke at holde den enkelte tilvandrede muslim ansvarlig for ethvert islamisk doktrin, men omvendt er det selvfølgelig idioti ikke også at se mere overordnet på Islam, med udgangspunkt i de religiøse tekster, og ikke mindst, de globale erfaringer med samme.

Vi taler således forbi hinanden. Bæk Simonsens nyvundne sociologiske tilgang kan give mening i visse situationer, men ansvarlige politikere kan selvfølgelig ikke tillade sig at ignorere de sandsynlige konsekvenser af islamisering, blot fordi det i en RUC-ramt debat kan virke generaliserende i forhold til den enkelte muslim.

For nu at bruge Politikens Jihad Taha-eksempel. Det kan godt være Jihad er en fuldfed demokrat, men er man det mindste i tvivl om hans demokratiske sindelag – så er svaret nej. Vores sikkerhed er vigtigere end deres. Vi skal være her – de kan være her. Enhver anden udlægning er fantasteri fra et ideologisk overdrev, der tydeligvis sidder på definitionsretten, men ikke desto mindre er langt fra den gennemsnitlige dansker.

Såvidt spørgsmålet om hvorvidt Islam er en religion eller en ideologi. Programomtalen fortsætter med en klassisk stråmand: “… uanset hvad muslimerne selv siger om deres hensigter, skal vi ikke tro dem”.

Når man på forhånd afviser at islamiske kilder definerer Islam, så må det være islamiske lærde eller noget helt tredie. Selv den mest naive forsker, tør ikke lade religiøse overhoveder definere Islam, og de ender derfor ofte med at lade håndplukkede unge muslimer repræsentere Islam. Som man spørger får man svar, men globalt set er der ikke meget empiri der understøtter troen på en i vestlige henseende spiselig udgave af Islam.

De senere dage har der været talt meget om den 19-årige tunesiske blogger Amina, der modigt strippede i protest mod Islams kvindesyn. Herunder lidt fra gårsdagens demonstration i Bangladesh, der ikke var en støtte-manifestation for Amina, men en demonstration for indførelse af en blafesmi-lov, der vil gøre det muligt at retsforfølge og hænge ateistiske bloggere.

(Dhaka, Bangladesh, 6. april 2013; Ekstra Bladet)

“Gud er stor, hæng den ateistiske blogger, lød det fra demonstranterne, der var mødt op i hvide kjortler.”



1. april 2013

Tidligere officer: Statsløse palæstinensere var ‘ustyrlige’ og “helt uden for pædagogisk rækkevidde”

Tidligere sikkerhedsofficer Knud Rasmussen er ikke den eneste der bemærkede fænomenet han beskriver i artiklen. Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen pointerer i en projekt-evaluering fra 1990, at ‘den helt store adfærdspsykologiske forskel’ mellem danskere og palæstinensere er sidstnævntes ‘aggressive adfærd’, hvad han betegner som en ‘kulturelt tillært kriseløsning’. Senere i karrieren beskyldte han andre forskere for ‘kulturracisme’. Fra den officielle hjemmeside for Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste
De Statsløse Palæstinenseres Ankomst.

“En sag, jeg som sikkerhedsofficer ved Luftværnsgruppe blev blandet ind i, var, da de statsløse palæstinensere i stort tal ankom til landet for at søge om asyl. Da Arafat efter flere års ophold i Libanon i 1987 blev udvist af Libanon og rejste med sin stab til Tunis, bevirkede dette, ifølge PLO´s politiske leder Salah Salah udtalelse til Jyllandsposten i marts 1993, start af ”eksporten” af statsløse palæstinensere, der var resultatet af en arabisk planlagt evakueringsplan, idet palæstinenserne aldrig ville kunne blive integreret i Libanon. Ifølge samme PLO-leder var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande blandt andre Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Luftværnsgruppen fik til opgave midlertidigt at huse ca. 400 palæstinensere, hvorfor der blev oprettet en teltlejr på Flyvestation Kongelundens fodboldbane bestående af godt 20 store, 20 mands mandskabstelte, hvortil kom et spisetelt og et køkkentelt m.m. Dansk Røde Kors stod for lejrens drift, hvilket voldte stort besvær. Asylansøgerne var mænd i alderen 18 -22 år. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de havde opholdt sig hos diverse militser, uden skolegang. De var ustyrlige og rastløse og mange utvivlsomt psykisk syge, og stillede hele tiden krav til Røde Kors ledelsen om forbedrede forhold.. Major Svend Bergstein, senere landets første forskningsminister, der var chef for en HAWK eskadrille på stedet, havde fået pålagt et vist overopsyn med forholdene. …

Palæstinenserne krævede at blive indkvarteret og bespist på selve flyvestationen. Hvilket blev nægtet dem. Som følge deraf brændte de en nat deres spisetelt ned og en anden nat skete det samme med køkkenteltet. Jeg inspicerede sammen med Bergstein lejren en dag, den lignede en svinesti, det flød med papir og affald. Vi opsøgte Røde Kors ledelsen på stedet. Da de var bange for deres klienter, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde, havde de låst sig inde på deres kontor på selve flyvestationen. Vi klagede over svineriet i lejren og forslog, at der i hvert telt blev valgt en teltformand, der skulle sørge for lov og orden, og herunder rengøring. Dette turde Røde Korsfolkene ikke forlange og i stedet blev resultatet, at der kom et rengøringsfirma to gange om ugen og gjorde rent for Røde Kors` regning.

Efter få måneders forløb slap Luftværnsgruppen for denne meget ubehagelige opgave.

Så fulgte flere års politisk tovtrækkeri, afviste asylansøgere, sultestrejker i stor stil på de forskellige asylcentre. … Til sidst gav det bonus. Et flertal uden om regeringen bestående af de Radikale, med Elisabeth Arnold som hovedindpisker, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vedtog, uden om regeringen, særloven den 3. marts 1992. Den gav opholdstilladelse i Danmark til 321 statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mindst 12 måneder og ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. …

En undersøgelse i 2003 har vist, at af 321 personer som loven har givet fast opholdstilladelse i Danmark er 135 siden dømt for kriminalitet, og af det samme antal er 238 svarende til 74 pro cent på overførselsindkomst.

At nuværende oberstløjtnant Bergstein og undertegnede, nu begge for længst pensionerede, med undren og skepsis overfor lovgiverne på venstrefløjen, har fulgt sagen fra 1987 til 1992, siger sig selv. At vi ikke endte som racister efter den historie er et Guds under.



3. februar 2013

Religionssociolog i VG: “Islamofobi har erstattet ‘orientalisme’ som den vestlige akademias skamplett.”

Jørgen Bæk Simonsen har i en årrække været den mest markante ‘orientalist’ herhjemme, og selvom hovedparten af de nye forskere ikke har betonmarxistisk fortid, så sidder teorierne på ryggraden. Fremragende kronik af religionssociologi-studerende Alexandra Irene Larsen i norske VG – Forskere romantiserer islam.

“Midtøstenstudiene er dominert av tidligere venstreradikalere med et verdensbilde som romantiserer den totalitære islamismen. Disse står for en tolkning av islamismen og Midtøsten der tredjeverden-romantisering og antiamerikanisme blir brukt til å normalisere politisk ekstremisme og stemple enhver kritikk som «islamofobi».

Mange av fordommene som preger Midtøsten-studier er en direkte arv fra Edvard Said og hans sinte bok Orientalisme (1978). Med sitt sterke engasjement for palestinerne, klarte ikke Said å holde sitt politiske og profesjonelle virke atskilt. Det fantes ikke sannheter, bare «narrativer», og fakta ble redusert til det enhver vil gjøre ut av dem. Man skulle ikke kritisere «de andre». Det var ens egen kultur som skulle dekonstrueres og tas et oppgjør med, mens andres kulturer og tradisjoner skulle forstås og bevares.

Resultatet har blitt en berøringsangst overfor ikke-vestlige totalitære, antidemokratiske og undertrykkende strømninger. …

Innflytelsen til Said falt sammen med to andre prosesser. Den ene var radikaliseringen av samfunns- og humanistfagene i etterkant av ungdomsopprøret. Den andre var at mange venstreradikalere på 1980-tallet forlot aktivisttilværelsen og søkte tilbake til universitetene. De tok med seg venstresidens postkoloniale skyldkompleks og antirasisme og kanaliserte dette inn i fag som Midtøsten-studier, minoritetsstudier og antropologi.

Fagene skulle nå tjene sosialismens og arbeiderklassens interesser og forskningen skulle avsløre og motarbeide Vestens imperialisme. Opprørsgrupper i den tredje verden var ikke ekstremister men per definisjon frigjøringsbevegelser, og deres bruk av vold og undertrykkelse var berettigede, eller i det minste forståelige, svar på Vestens overgrep. Slik ble det gjengs i akademia å forsvare ikke-vestlig ekstremisme, heri islamismen. …

I Skandinavia er innflytelsen fra Said kanskje mest tydelig hos den svenske religionsviteren Mattias Gardell som har bakgrunn fra den revolusjonære bevegelsen Antifascistisk aktion. Hans bok Islamofobi (2010) har blitt populær og er til og med pensum på islamstudier ved Universitetet i Tromsø. Som Said har også Gardell en tydelig politisk agenda. Han skummer overflaten på jakt etter løsrevne sitater som passer hans verdensbilde, og presenterer disse som essensen av Vestens akademiske og offentlige virke.

I Norge har den tidligere AKP (ml)-eren Bjørn Olav Utvik, nå professor ved Universitetet i Oslo, vært med på å utforme feltet med en venstreradikal politisk slagside. Utvik har blant annet pekt seg ut i å forskjønne de faktiske forhold i den arabiske våren. Han påstår at islamismen moderniserer, fremmer utdanning og politisk aktivitet, fordrer økonomisk utvikling og skaper større individuell frihet – mens den i realiteten gjør akkurat det motsatte. Han har uttalt at islamistiske verdier skiller seg fælt lite fra sekulære verdier, hvilket sier en del om det rosenrøde bildet Utvik ønsker å tegne.

(Professor Bjørn Olav Utvik, 2006; Apollon.uio.no)

Sharialoven, mener Utvik, er ikke-rasistisk og «mer vidsynt» enn hva det kristne Europa var. Det er kanskje derfor han ikke er videre bekymret for islamiseringen av Egypt under Morsi og Det muslimske brorskapet. Utvik har gjentatte ganger påstått at Brorskapet er som en kristenkonservativ vekkelsesbevegelse. I mellomtiden fordrives religiøse minoriteter i Egypt, rettssystemet spilles ut, sharialover forfektes og Morsi styrer mot et regelrett diktatur. …

Islamofobi har erstattet «orientalisme» som den vestlige akademias skamplett. På samme måte som med orientalismen har anklagerne lite empiri på islamofobiens manifestasjoner: den er latent overalt.

Dette er ikke kun et norsk eller skandinavisk fenomen. Utvik og Gardell gjør akkurat det Martin Kramer i sin bok Ivory Towers on Sand påstår at amerikanske Midtøstenforskere har gjort. Ettersom islamismen møtte større mistenksomhet i Vesten kom Midtøstenforskerne like godt på ideen med å plassere de islamistiske grupperingene i kategorien «demokratiserende».

Så lenge de ønsket noe annet enn det bestående var de «reformvennlige» og burde aksepteres og støttes. Slik blir trusselen ved fremveksten av radikal islam nedtonet og nærmest latterliggjort – den er konstruert av media, eksperter og byråkrater som er fordomsfulle mot muslimer. …

Islamforskerne har blitt skyldige i det de selv i sin tid anklaget andre vestlige intellektuelle for: Å konstruere en fortelling med selektive fakta, ubegrunnede generaliseringer og tendensiøs språkbruk for å tjene et bestemt politisk formål. Ved å så aktivt forskjønne den virkelighet som utspiller seg har feltet konstruert en type samfunnsforskning som overbeviser ikke med sin rasjonalitet, men med sin retorikk.

Dette er en dyster avsporing av vestlig akademisk ånd, med potensielt farlige konsekvenser i møte med en fremvoksende totalitær islamisme.



28. december 2012

Michael Irving Jensen om Den Egyptiske Revolution – Jørgen Bæk Simonsen om muligt oprør i Syrien

“Det her har ikke noget som helst med politisk Islam at gøre”, fortalte København Universitets Michael Irving Jensen, da han for godt to år siden debatterede den egyptiske revolution i Deadline på DR2. Irving Jensen overså alle faresignaler, og når nu intelligesiaen ikke er bedre, så kan man ikke forvente TV2-korrespondenter i Mellemøsten undrer sig over demokrati-aktivisters ‘Allah u-akbar-råb’, sorte Jihad-flag eller en ældre mand der fortæller at han de senere måneder har givet ‘fem martyrer’ til kampen.

Jørgen Bæk Simonsens er Islam-apologiens nestor, og når nu årene i Damaskus blot styrkede blot hans tro på den lykkelige multikultur i Assads Syrien, så er der ingen grund til at forvente præcise analyser fra den kant. To uger før den syriske opstand tog form blev han interviewet til Ræson, og her var ingen vaklen – Syrien: Hvor bliver revolutionen af? (via Alex Damgaard).

RÆSON: Siden vi snakkede sidst er to diktatorer i Mellemøsten faldet, og en tredje er godt på vej. Vil Syrien følge trop?
SIMONSEN: Det er der intet, der tyder på. Det forsøg på demonstration, som fandt sted i starten af februar, vandt på ingen måde genklang. Men det er utvivlsomt, at der er kræfter under overfladen, som gerne vil have tingene ændret, og det ville være naivt at tro at de ikke tager bestik af situationen i regionen.

RÆSON: Men hvilke faktorer gør så, at Syriens befolkning indtil videre har forholdt sig så rolig?
SIMONSEN: Det skal nok ses i lyset af, at Syrien i dag, uden tvivl, er et andet end det var for bare fem eller otte år siden. Der er en langt mere åben debat i det offentlige rum. Der er en langt mere levende og rummelig diskussion, end den man så i fx Tunesien. Det autokratiske system i Syrien har, indtil videre, haft held til give tilpas med rum til diskussion hos befolkningen, samtidig med at befolkningen stadig ved, at der findes en rød linje, som ikke skal overtrædes.

RÆSON: Så du ser altså ikke nogen mulighed for at Bashar al-Assad ikke sidder på magten i Syrien i den nærmeste fremtid?
SIMONSEN: Nej.

RÆSON: Selv med historien om Egypten i baghovedet?
SIMONSEN: Ja. Blandt andet fordi al-Assad, modsat præsidenterne i Egypten og Tunesien, har formået at være på forkant med udviklingen. Deri ligger den vitale forskel.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »