6. juli 2020

Historiker Böss: “At forstå fortiden i et nutidigt etisk perspektiv er udtryk for vor tids historieløshed.”

Den tyske historiker Leopold Von Ranke noterede de berømte ord ‘wie es eigentlich gewesen’ i et forord tilbage i 1824, men det holder stadig: Historikere skal ikke vurdere fortiden med nutidens øje, men blot fortælle hvad der skete. I opslaget på Den Store Danske betegnes hans historiesyn som ‘eurocentreret’, og i overensstemmelse med hans ‘politisk-konservative livsholdning’. Det er lykkedes for marxisterne at gøre almindelig sund fornuft til en ideologisk position. God kronik af historiker Michael Böss i Berlingske – Vi har ikke brug for et postkolonialt terapicenter (kræver login).

“En forening, som kalder sig Foreningen for et Kolonihistorisk Center, genfremførte sit forslag fra 2015 om, at der blev etableret et center, der skulle lægge et nyt ‘perspektiv« på kolonihistorien. …

De historikere og museumsfolk, der har udtalt sig, har været positive… Selv er jeg både positiv og skeptisk. Jeg mener nemlig, at det foreliggende forslag er helt uegnet som udgangspunkt.

… Fra Foreningen for et Kolonihistorisk Center lyder det derimod, at et center skal arbejde for ‘en bred folkelig erkendelse af kolonialismens kendsgerninger og konsekvenser’. Hvad der skal lægges i denne formulering får man indtryk af, når man på foreningens hjemmeside finder ord som ’skamme’, ‘forsoning’, ‘krænkelser af menneskerettigheder’ og ‘bevidstgørelse’. Foreningens talsmand, Anders Juhl, har til Kristeligt Dagblad udtalt, at et center ikke bør skabes af hvide, midaldrende historikere, men af forskere, kunstnere og forfattere og rumme ‘aktiviteter, som inkorporerer historiske begivenheder og personer fra tidligere kolonier’. Endvidere har Juhl talt om et ‘oplevelsescenter’ og ’samvittighedscenter’ i lighed med mindestedet i Auschwitz.

Man må uvægerligt få indtryk af, at det skal være en slags postkolonialt terapicenter. Man ser åbenbart stort på det historisk absurde i at tale om menneskerettighedskrænkelser, før begrebet eksisterede. Man viger heller ikke uden om at bedømme en fjern fortid ud fra nutidens etiske standarder.

Eller om at mene, at nutidens danskere bør sige undskyld for deres fjerne forfædres og -mødres ugerninger. Eller om at sætte besiddelse af kolonier og industriel massehenrettelse på samme formel. At forstå fortiden i et nutidigt etisk perspektiv er udtryk for vor tids historieløshed.

Den etiske tilgang til historien giver ikke nogen forståelse af, hvorfor mennesker handlede og tænkte anderledes, end vi gør i dag. Den reducerer historiens kompleksitet til noget, man skal opleve og føle snarere end forstå. Endelig har sådanne temacentre, der er skudt op rundt omkring i de sidste årtier, en tendens til på formynderisk vis at trække bestemte holdninger ned over hovedet på de besøgende i stedet for at oplyse, formidle viden og overlade det til dem selv at reflektere og drage konklusioner, sådan som de gode museer gør det. …

… Lad derfor historikere stå for en passende udvidelse af Nationalmuseet, uden at det går ud over andre museer. For alt i verden bør projektet ikke overlades til postkoloniale kulturforskere og kunstnere, der blot ønsker at massere vores samvittighed.”

(Historiker Leopold Von Ranke, 1795-1886)

“History has had assigned to it the office of judging the past and of instructing the present for the benefit of the future ages. To such high offices the present work does not presume: it seeks only to show what actually happened [wie es eigentlich gewesen].” (Leopold Von Ranke i Geschichten der romanischen und germanischen Völker von 1494 bis 1514, 1824)

Oploadet Kl. 12:50 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


31. oktober 2019

Chr. Skov: “Ligesom det nationale altså hænger på det etniske, hænger det etniske ved det nationale.”

Ligesom det er svært at definere kultur, så kan det være svært at artsbestemme fugle. Det handler ofte om helhedsindtrykket (‘jizz‘), og det er ikke sådan lige at sætte på formel. Historiker Christian Egander Skov i Kristeligt Dagblad – Svar til Michael Böss: Nationalitet handler ikke om blod, men om historie og kultur, som faktisk betyder noget.

“Michael Böss afviser klart en national identitet, der er tæt knyttet til det etniske. Den slags er noget for nationalkonservative, og han har i en tidligere bog her peget på Kasper Støvring og hans bog ‘Sammenhængskraft’ som et modstykke til sin egen opfattelse. …

Historisk – og aktuelt – er der tale om etniciteter, der begynder at tænke sig selv på en ny måde, således at deres identitet nu blandt andet kræver en stat. Forholdet mellem det etniske og det nationale handler ikke om brud, men om kontinuitet. På dansk udtrykker vi i øvrigt begge dele ved begrebet ‘folk’, og man talte i tidligere tiders nationale historiefortælling om, hvordan folket ligesom vågnede op i 1800-tallet. Grundtvig, som Michael Böss selv inddrager i sin argumentation, var blandt de fremmeste af det 19. århundredes folkeopdragere og folkeoplysning, begge begreber, der i denne sammenhæng handler om forsøget på at hæve et etnisk fællesskab til et nationalt.

Bevægelsen fra etnicitet til nationalitet er således ikke en bevægelse fra det ene og over i det andet, men billedligt talt en bevægelsen ned i det første for at finde det sidste. Derfor var 1800-tallets intellektuelle næsten besatte af historie, sprogvidenskab og folkloristik. Ligesom det nationale altså hænger på det etniske, hænger det etniske ved det nationale. Der er gode grunde til at tage afstand fra etno-nationalismens redaktion af nationalitetsspørgsmålet til blod og biologi. Vi kender resultatet. Men også sagligt set er der grund til at afvise anetavle-nationalismen. Etniske identiteter indikerer ikke reelle afstamningsfællesskaber, men en delt myte om fælles ophav og fælles historie. Det etniske viser sig hurtigt at være et spørgsmål om kultur og historie.

Nationalitet hander ikke om blod. Det handler om historie og kultur, men der er i begge tilfælde taler om lange linjer, der sætter sig igennem og trodser aktuelle politiske bekvemmeligheder og nødvendigheder. Her ligger udfordringen.”

(Den vredt udseende Sølvmåge, Snoghøj Gl. Færgeleje, 27. oktober 2019)

Oploadet Kl. 10:38 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


3. december 2015

Partiet der holder møder i et lokale udsmykket med ‘Fuck Danmark’ & ‘I love Allah’… anbefaler et ja

Jeg stemmer nej i dag, og det handler ikke om at gøre det omvendte af Alternativet. Det handler heller ikke om være på linje med Dansk Folkeparti, for dansk suverænitet er langt vigtigere end både Uffe Elbæk og folkepartier. Gør man det modsatte af Alternativet, er man dog sjældent langt fra skivens midte. Fra Jyllands-Posten – Provokunstner rykker ind på Christiansborg.

“På Christiansborg har han nu installeret et ‘Live studio’, der fungerer som et åbent atelier, hvor Alternativet holder møder, samtidig med at han arbejder. Selv kalder Brammer det en ‘kunstinstallation’. …

Når man træder ind i ‘installationen’, kommer man ind i et lokale med malerpensler i hjørnet, og på væggen hænger værker med tekster såsom: ‘Fuck Danmark’, ‘I love Allah’…

Meningen med at lade Brammer flytte ind er ifølge Alternativets formand, Uffe Elbæk, at give partiet ‘kreative forstyrrelser’.”

(Collage: Alternativet, Uriasposten)

“Når folk spørger mig, hvorfor jeg stemmer ja til Folkeafstemningen, så svarer jeg ofte: Fordi jeg er socialist!” (Pia Olsen Dyhr, 2. december 2015)

‘Jeg stemmer ja fordi DF stemmer nej.’ (Mand, TV2 News. 2. december 2015)

“Jeg har endt mine vanskelige overvejelser med at stemme og anbefale ja ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i dag. Men ikke med begejstring. Mest fordi jeg finder det sikrest, og fordi jeg ikke vil have DF til at bestemme, hvad der er godt for Danmark.” (Michael Böss, 3. december 2015)

“… det er lykkedes for modstanderne at gøre temaet til et spørgsmål om tillid til EU. Her er det efterhånden blevet en accepteret påstand, at der er ‘for meget EU’. Men sagen er jo, at EU’s mange aktuelle problemer og plager ikke skyldes ‘for meget EU’, men at vi tvært imod har for lidt samarbejde på nogle væsentlige områder.” (Uffe Ellemann-Jensen, 2. december 2015)



5. oktober 2015

Historiker Michael Böss: “En grænseløs verden vil være en verden, der vil minde om Afghanistan…”

Det er svært at argumentere imod abstrakt godhed, men historiker Michael Böss gør et godt forsøg. Fra kronik i Kristeligt Dagblad – Flygtningedebatten må ned på jorden igen (26. september 2015).

“Endelig er der stemmer på venstrefløjen, som øjner chancen for at virkeliggøre drømmen om det multikulturelle paradis på jord. Eller er det i virkeligheden snarere det kulturløse? Nu er chancen der endelig for et opgør med nationalstaten: Forude lyser himlen i den nye, grænseløse verden!

Selv mennesker, jeg selv havde tiltænkt realisme og besindighed, kan overraske – og skuffe. Tirsdag den 15. september… var jeg inviteret til at overvære Grundtvigsk Forums årlige arrangement, hvor tre personer holder ‘alternative åbningstaler’ for Folketinget. Blandt talerne i år var Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

… Efter at have talt sig varm i en tale til politikernes samvittighed svang han sig op over skyerne under den efterfølgende diskussion med ordstyreren og salen med en vision om en verden, hvor grænser ikke længere ville betyde, hvad de gør i dag.

Nationalstaterne var ved at forsvinde fra landkortet, forstod man, og det var tydeligt, at EU’s ydre grænser ikke var et alternativ til de nationale. … Jeg bliver altid urolig, når politiske debatter om globale spørgsmål får en religiøs undertone, hvad enten der tales fra ‘kristen’, ‘humanistisk’ eller ‘globalistisk’ side. …

Det er derfor, jeg bliver urolig, når jeg møder mennesker med stort ansvar og god uddannelse, som i deres hjertes godhed tror, at en grænseløs verden er det samme som en magtfri verden, hvor menneskenes børn lever i idel fred, harmoni og ligelighed.

En grænseløs verden vil være en verden, der vil minde om Afghanistan: en kaotisk og åben kampplads for enhver, der slår sig op som magthaver eller krigsherre, og som har våben nok til at se bort fra love, andre har vedtaget.

Der findes derfor ganske enkelt ingen anden vej til global fred og orden uden om en verden opdelt i stater – eller statslignende enheder – som udøver volds- og magtmonopol inden for deres territorier, og som styrer deres samfund på grundlag af retfærdige love og velfungerende institutioner.

Utopier kan lyde spændende, når man læser om dem i en bog. Men i virkelighedens verden har de ført forfærdelig meget ondt med sig, når de er blevet forsøgt ført ud i livet. Det ved vi historikere.”

Oploadet Kl. 23:11 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


22. april 2015

Historiker Michael Böss: Et folk har “… ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land”

Kronikken er som sådan god nok, men som Claes Kastholm påpeger, så burde den gode Michael Böss skrue ned for de etiske rationaler, når det i virkeligheden først og fremmest mere banalt handler om ’selvforsvar’. Historiker Michael Böss i Berlingske – Vi har ret til at begrænse indvandringen.

“Sidste efterår besøgte den canadiske politolog Joseph Carens Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandringen, også den illegale. Han mente nemlig, at åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom?

Fra den enkeltes synsvinkel kan det forekomme sådan. Alligevel er det en forenklet måde at anskue tingene på. Men hvis man skal formulere nogle etiske principper for håndteringen af nutidens massive strømme af migranter og flygtninge, kan man ikke tillade sig blot at tage hensyn til individer. Så kommer man ikke uden om at overveje konsekvenserne af åbne grænser for befolkninger og lande i både den fattige og rige verden.

… et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, som de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langtfra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et folk ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land, og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love.”

Oploadet Kl. 16:45 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


28. december 2014

Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…”

Hele fire sider om ‘Det nye højre’ i dagens Jyllands-Posten, der med udgangspunkt i Morten Uhrskov præsenterer den nationalkonservative scene i Danmark. Undertegnede præsenteres som værende “stifter af den indvandrerkritiske hjemmesiden Uriasposten.net”, og citeres for min kritik af de danske medier. Fra dagens Jyllands-Posten – Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke.

“Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. …

Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk, tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne snaphanen.dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp.dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet. Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet.

Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller ‘fædrelandet’ – og så deres høje uddannelsesniveau. De har stort set alle sammen en universitetsgrad…

(Jyllands-Posten, 28. december 2014: Et nyt højre på vej i Danmark)

Indtil videre er det kun Dansk Folkeparti, der har taget en del af disse debattører og tanker til sig, men ifølge Hans Hauge ligger de nationalkonservative generelt til højre for DF på indvandrerspørgsmålet.

‘Det minder måske lidt om en fransk konservatisme, men jeg synes ikke, man kan kalde det et nyt højre eller højreekstreme – jeg mener, man bliver nødt til at skille dem ad. Og faktisk tror jeg, der kan være en meget stor folkelig grobund for det her, selv om de ikke er slået igennem med et politisk parti endnu.’ …

Af debattører uden for Dansk Folkeparti er det kun Morten Uhrskov, der vil ind i realpolitik. Det skal ske med det gamle parti Dansk Samling, der blev stiftet af forfatter Arne Sørensen i 30’erne som et værn mod nazismen. Dansk Samling fik kun to perioder i Folketinget, fra 1943 til 1947, og siden har der været stille om partiet, der i dag reelt er en forening. Men Morten Uhrskov har i sinde at opstille partiet.

[…]

Der er en gennemgående kritik af de etablerede medier blandt dem – en kritik, der også har ført til nye medier uden om de gamle dagblade. Blandt andet for Kim Møller i Aarhus. Han etablerede i 2003 blogposten Uriasposten, der havde til formål at udstille de røde medier og journalister og fortælle danskerne, hvordan verden i virkeligheden så ud, men den er i dag endt som en mere bred nationalkonservativ blog. Bloggen har haft millioner af hits gennem årene.

‘Medierne er overfladiske og røde – det er de også i dag,’ siger han og kommer med et eksempel fra denne avis.

‘Se nu for eksempel Jyllands-Posten i dag, der skriver, at de sorte i USA blev lynchet fra 1882 og frem. Men der står ikke, at de blev det, fordi de var mistænkt for tyverier og forbrydelser. Det får vi heller ikke med i urolighederne i Ferguson. Nej, man vil hellere gøde jorden for det multikulturelle. Der er medierne ikke gode nok til at sige fra.’

Er det ikke bare, fordi medierne ikke er politiske?

Nej – det er et falsum. Medierne er ekstremt politiske. Se på den måde, de beskriver det politiske miljø. Vi bliver ofte betragtet
som højreekstremister, men der er meget kortere snor på højrefløjen end på venstrefløjen. Jeg ved ikke, hvor mange gange almindelige danske politikere eller debattører er blevet kaldt højreekstreme, men de allermest venstreorienterede kommunister og marxister må man ikke kalde venstreekstreme. En højreradikal er én, der hænger klistermærker op, en venstreradikal er én, der slår ihjel – det er medierne, der har reproduceret
det billede,’ siger Kim Møller.”



23. marts 2014

Historiker Michael Böss om tidens ‘curlingbørn’: “Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge.”

God kommentar afhistoriker Michael Böss i Kristeligt Dagblad – Vi opdrager børn til at blive narcissister.

“Det var først i 1700-tallet, at barndommen blev opfundet. Men nu er udviklingen vendt: Vi er godt i gang med at afskaffe barndommen. Nu skal børn igen opfattes som små voksne.

Den tendens blev for nylig kritiseret af to kendte psykologer, Finn Korsaa og Bent Hougaard. De er bekymrede over den moderne ‘inkluderende børneopdragelse’. Inkluderende børneopdragelse kommer for eksempel til udtryk, når forældre under påskud af at ville opdrage deres børn til demokrati foregiver at være lige med deres børn, ja, at være deres venner. Det betyder, at de i realiteten opgiver at være forældre.

Børn, der har rang af kontorchef, har det svært. Vi tillægger dem nogle voksne egenskaber i en meget tidlig alder. Det sker i en god tro, fordi vi gerne vil lære dem det. Men hvor meget kan vi lære demokrati og medbestemmelse til små børn?’.

Finn Korsaa hævder, at moderne ‘curlingforældre’ er bange for at optræde som autoriteter. I stedet ser de det som deres opgave at servicere deres børn. Men derved opnår de i virkeligheden det modsatte af, hvad der forventes af en demokratisk indstillet person:

‘Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge. Man bliver tværtimod indesluttet og forstår ikke, hvad der foregår omkring én. Man får en manglende empati (…) Der er en stærk selvoptagethed hos de unge i dag, og det synes jeg dybest set er synd for dem.’

‘Narcissisme’ står for overdreven selvoptagethed, og manglende empati er et af flere symptomer på den. … Når børn bliver overforkælede, udvikler de den slags træk, som i middelalderen blev kaldt for ‘de syv dødssynder’: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed. Det er slående, i hvor høj grad middelalderen er vendt tilbage. Bortset fra at man dengang betragtede disse træk som synder.

Men synd er et begreb, som nutiden ikke forstår, og laster er noget, man har ret til. Mange af nutidens voksne betragter selv en grad af narcissisme som nødvendig, som en forudsætning for succes. Så når de sætter sig med deres børn for at se X Factor fredag aften, er det formentlig som et led i deres opdragelse af dem.”

Oploadet Kl. 09:44 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


15. august 2011

“I et autoritets- og omsorgstomrum opstår anarkiet… som skvalder i et upasset staudebed.”

Hvor fjerde unge brite er deprimeret, fortæller Politiken-TV, og lader det være en forklaring på optøjerne i England. Glimrende klumme af Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten – Ekspertkrig, tak.

“Det var først, da det blev meddelt, at optøjerne var nået helt op til Nottingham – en by jeg tilfældigvis kender godt – at jeg for alvor forstod omfanget af de optøjer, der ramte England denne uge.

Begærligt greb jeg efter en avis og fandt denne ekspertforklaring på miseren fra lektor Michael Bøss: »Det er helt grotesk. Men det er svært for os at forstå, hvordan det er at leve i så stor fattigdom, som de unge i betonbyggerierne gør«.

Han fortsatte ifølge BT: »Nedskæringerne har lukket ungdomsklubberne, og de unge har intet at foretage sig. Vrede har blandet sig med kedsomhed, indtil det hele til sidst er eksploderet«.

Vrede, kedsomhed og lukkede ungdomsklubber. Det var forklaringen på engelske byers stedvise forvandling til krigszone. De må godt nok kede sig meget i England.

Det er grotesk. Både Michael Bøss’ forklaring og journalistens manglende kritiske spørgsmål til ham. Som mediebruger må man under sådanne bølger af politiske korrekt mediedækning og ekspertforklaringer væbne sig med tålmodighed og kritisk sans. Eller søge andre steder hen.

Jeg søgte fra B.T. til den engelske kommentator Melanie Phillips, der finder en af de dybe årsager til optøjerne i de opløste familier. I et autoritets- og omsorgstomrum opstår anarkiet lige så sikkert som skvalder i et upasset staudebed. Derfor niårige deltagere i bølleoptøjerne. Michael Bøss og Melanie Phillis udlægger optøjerne vidt forskelligt. Men mainstreammedierne har en forkærlighed for Bøss-forklaringen, fordi den understøtter et udbredt politisk korrekt verdensbillede.

Oploadet Kl. 11:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


20. november 2010

“Ideen er hentet fra Canada… Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til.”

For to år siden bragte Politiken en kronik underskrevet ti medlemmer af SF’s Asylpolitiske Netværk, der gik i rette med den nuværende udlændingepolitik. Danmark var en racistisk paria-stat, i decideret modsætning til et land som Canada.

Hvorfor skulle den højtuddannede på Green Card vælge et racistisk land, hvor hun ikke kan få sin familie med? Det bliver da lande som Canada og Sverige, der har sørget for en løbende tilførsel af flygtninge og familiesammenførte, som om få år sidder inde med al ekspertisen og arbejdskraften!” (Den danske virus, 5. juli 2008)

Kamal Qureshi, der forleden var en af de første folketings-SF’ere, der af humanistiske årsager ikke kunne acceptere et pointsystem der tog udgangspunkt i samfundsmæssig nytteværdi, har været fremme med lignende udmeldinger. Her fra et læserbrev i Politiken fra 2005.

Nogle af de lande, der er bedre end Danmark til at inddrage indvandrere er Norge og Canada. F.eks. er arbejdsløsheden blandt mennesker, der har ophold sig i Canada i 1-5 år kun på 12,7 procent. For fødte canadiere er den på 7,4 procent.” (Indvandring: Helle er på katastrofekurs, 28. maj 2005)

Det eneste gode der er kommet fra Canada er Mark Steyn, og Danmark skal selvfølgelig ikke lade sig kolonisere, blot fordi et andet land, med en væsensforskellig historie, gør en dyd ud af multikulturen. Hvor man kan og bør kritisere Liberal Alliance for at stikke blår i øjnene med et slogan som ‘Åbne grænser, lukkede kasser’, så er de i det mindste mere ærlige end velfærdsfetischisterne i Socialistisk Folkeparti, der idealiserer en indvandringsmodel, der er betinget af en socialpolitik, de vil bekæmpe herfra og til dommedag.

Canada-ekspert Michael Böss i dagens Berlingske Tidende – VKOs point-system er stærkt fejlbefængt.

“Rundt omkring i Europa er man begyndt at indse, at familiesammenføringer er en form for indvandring, som må reguleres og styres på linje med al anden indvandring. Nogle af de alvorligste problemer med mislykket integration skyldes faktisk familiesammenføring af familiemedlemmer, der ikke kan eller ikke vil bidrage aktivt til det samfund, de flytter til.

Endnu har intet andet land end Danmark dog forsøgt sig med et pointsystem på det område. Men det er ikke unikt, at regeringen vil sætte tal på kvalifikationer. Ideen er hentet i Canada. Canada bruger dog ikke sit pointsystem i ansøgninger om familiesammenføring. Det gælder andre former for indvandring. I Canada har man altid været meget kontant i de krav, der stilles til indvandrere; for indvandring er en simpel økonomisk nødvendighed for samfundet. Man ønsker derfor ikke i dag at åbne landet for ufaglært arbejdskraft. Man ønsker indvandrere, der med det samme kan gå ind på arbejdsmarkedet. Ud af de 67 point, man skal opnå, lægges der derfor vægt på uddannelse (25%), erhvervserfaringer (24%) og evne til at tale enten engelsk eller fransk (21%). Derefter følger alder (10%), jobtilbud (10%) og skønnet tilpasningsevne på grundlag af gennemført skoleuddannelse og familietilhørsforhold til en anden indvandrer (10%).

Indvandring gennem senere familiesammenføring er altså ikke berørt af systemet. Her gælder det udelukkende om at kunne klare sig selv, enten ved at få et familiemedlem eller andre til at forsørge sig, dvs. ved at skaffe sig en »sponsor«, som det hedder. Og sponsoren skal kunne dokumentere, at det indrejste familiemedlem ikke vil ligge samfundet til last. Går det økonomisk galt for sponsoren, går det derfor også ud over familiemedlemmet: Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til. Systemet minder således meget om forslaget fra Liberal Alliance. Men det kræver et barskere samfund end det danske, som vi kender det.

Apropos.

  • 20/11-10 Jyllandsposten – Katrine Winkel Holm: Dørmænd og åbne grænser.
  • 

    16. februar 2010

    Lidt samfundsgavnlig selvcensur og så en tur i teatret

    Kommentar af lektor Michael Böss i Berlingske Tidende – Fødekæden for forkerte påstande.

    “Lige siden regeringsskiftet i 2001 har Politiken forsynet den internationale presse med »oplysninger« om den danske debat om muslimer og islamisme. Det er først og fremmest herfra – foruden El Moustis nu nedlagte netværk – at udlandets billede af danskerne som »fremmedfjendske« stammer. Men som læsere af universitetslektor Hans Jørgen Nielsens forskningsrapport fra 2004 »Er danskerne fremmedfjendske?« vil vide, er der tale om et mere end tvivlsomt billede, som internationale holdningsundersøgelser ikke dokumenterer. Der er først og fremmest tale om et danmarksbillede skabt af Politiken og om en generalisering, som nogle af os bliver lige så kede af at få smidt i hovedet som dem, vores muslimske medborgere helt uretfærdigt bliver udsat for…

    Da jeg således forstår, at det bl.a. er medierne der er skyld i danskernes xenofobi, så må der være en enkelt løsning på det problem. De må simpelthen tage ved lære af Sverige og lade være med bringe reportager, informationer, analyser og interview, der frustrerer læserne. Så kommer integrationen garanteret til at lykkes, og så vil udlandets indtryk af Danmark samtidig blive forbedret. Dobbeltbonus ved lidt samfundsgavnlig selvcensur med andre ord. Og så selvfølgelig en tur i teatret!

    Oploadet Kl. 10:17 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper