Uriasposten » Jubiiiiiii! » Böss, Michael



3. december 2015

Partiet der holder møder i et lokale udsmykket med ‘Fuck Danmark’ & ‘I love Allah’… anbefaler et ja

Jeg stemmer nej i dag, og det handler ikke om at gøre det omvendte af Alternativet. Det handler heller ikke om være på linje med Dansk Folkeparti, for dansk suverænitet er langt vigtigere end både Uffe Elbæk og folkepartier. Gør man det modsatte af Alternativet, er man dog sjældent langt fra skivens midte. Fra Jyllands-Posten – Provokunstner rykker ind på Christiansborg.

“På Christiansborg har han nu installeret et ‘Live studio’, der fungerer som et åbent atelier, hvor Alternativet holder møder, samtidig med at han arbejder. Selv kalder Brammer det en ‘kunstinstallation’. …

Når man træder ind i ‘installationen’, kommer man ind i et lokale med malerpensler i hjørnet, og på væggen hænger værker med tekster såsom: ‘Fuck Danmark’, ‘I love Allah’…

Meningen med at lade Brammer flytte ind er ifølge Alternativets formand, Uffe Elbæk, at give partiet ‘kreative forstyrrelser’.”

(Collage: Alternativet, Uriasposten)

“Når folk spørger mig, hvorfor jeg stemmer ja til Folkeafstemningen, så svarer jeg ofte: Fordi jeg er socialist!” (Pia Olsen Dyhr, 2. december 2015)

‘Jeg stemmer ja fordi DF stemmer nej.’ (Mand, TV2 News. 2. december 2015)

“Jeg har endt mine vanskelige overvejelser med at stemme og anbefale ja ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i dag. Men ikke med begejstring. Mest fordi jeg finder det sikrest, og fordi jeg ikke vil have DF til at bestemme, hvad der er godt for Danmark.” (Michael Böss, 3. december 2015)

“… det er lykkedes for modstanderne at gøre temaet til et spørgsmål om tillid til EU. Her er det efterhånden blevet en accepteret påstand, at der er ‘for meget EU’. Men sagen er jo, at EU’s mange aktuelle problemer og plager ikke skyldes ‘for meget EU’, men at vi tvært imod har for lidt samarbejde på nogle væsentlige områder.” (Uffe Ellemann-Jensen, 2. december 2015)



5. oktober 2015

Historiker Michael Böss: “En grænseløs verden vil være en verden, der vil minde om Afghanistan…”

Det er svært at argumentere imod abstrakt godhed, men historiker Michael Böss gør et godt forsøg. Fra kronik i Kristeligt Dagblad – Flygtningedebatten må ned på jorden igen (26. september 2015).

“Endelig er der stemmer på venstrefløjen, som øjner chancen for at virkeliggøre drømmen om det multikulturelle paradis på jord. Eller er det i virkeligheden snarere det kulturløse? Nu er chancen der endelig for et opgør med nationalstaten: Forude lyser himlen i den nye, grænseløse verden!

Selv mennesker, jeg selv havde tiltænkt realisme og besindighed, kan overraske – og skuffe. Tirsdag den 15. september… var jeg inviteret til at overvære Grundtvigsk Forums årlige arrangement, hvor tre personer holder ‘alternative åbningstaler’ for Folketinget. Blandt talerne i år var Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

… Efter at have talt sig varm i en tale til politikernes samvittighed svang han sig op over skyerne under den efterfølgende diskussion med ordstyreren og salen med en vision om en verden, hvor grænser ikke længere ville betyde, hvad de gør i dag.

Nationalstaterne var ved at forsvinde fra landkortet, forstod man, og det var tydeligt, at EU’s ydre grænser ikke var et alternativ til de nationale. … Jeg bliver altid urolig, når politiske debatter om globale spørgsmål får en religiøs undertone, hvad enten der tales fra ‘kristen’, ‘humanistisk’ eller ‘globalistisk’ side. …

Det er derfor, jeg bliver urolig, når jeg møder mennesker med stort ansvar og god uddannelse, som i deres hjertes godhed tror, at en grænseløs verden er det samme som en magtfri verden, hvor menneskenes børn lever i idel fred, harmoni og ligelighed.

En grænseløs verden vil være en verden, der vil minde om Afghanistan: en kaotisk og åben kampplads for enhver, der slår sig op som magthaver eller krigsherre, og som har våben nok til at se bort fra love, andre har vedtaget.

Der findes derfor ganske enkelt ingen anden vej til global fred og orden uden om en verden opdelt i stater – eller statslignende enheder – som udøver volds- og magtmonopol inden for deres territorier, og som styrer deres samfund på grundlag af retfærdige love og velfungerende institutioner.

Utopier kan lyde spændende, når man læser om dem i en bog. Men i virkelighedens verden har de ført forfærdelig meget ondt med sig, når de er blevet forsøgt ført ud i livet. Det ved vi historikere.”

Oploadet Kl. 23:11 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


22. april 2015

Historiker Michael Böss: Et folk har “… ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land”

Kronikken er som sådan god nok, men som Claes Kastholm påpeger, så burde den gode Michael Böss skrue ned for de etiske rationaler, når det i virkeligheden først og fremmest mere banalt handler om ’selvforsvar’. Historiker Michael Böss i Berlingske – Vi har ret til at begrænse indvandringen.

“Sidste efterår besøgte den canadiske politolog Joseph Carens Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandringen, også den illegale. Han mente nemlig, at åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom?

Fra den enkeltes synsvinkel kan det forekomme sådan. Alligevel er det en forenklet måde at anskue tingene på. Men hvis man skal formulere nogle etiske principper for håndteringen af nutidens massive strømme af migranter og flygtninge, kan man ikke tillade sig blot at tage hensyn til individer. Så kommer man ikke uden om at overveje konsekvenserne af åbne grænser for befolkninger og lande i både den fattige og rige verden.

… et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, som de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langtfra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et folk ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land, og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love.”

Oploadet Kl. 16:45 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


28. december 2014

Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…”

Hele fire sider om ‘Det nye højre’ i dagens Jyllands-Posten, der med udgangspunkt i Morten Uhrskov præsenterer den nationalkonservative scene i Danmark. Undertegnede præsenteres som værende “stifter af den indvandrerkritiske hjemmesiden Uriasposten.net”, og citeres for min kritik af de danske medier. Fra dagens Jyllands-Posten – Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke.

“Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. …

Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk, tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne snaphanen.dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp.dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet. Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet.

Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller ‘fædrelandet’ – og så deres høje uddannelsesniveau. De har stort set alle sammen en universitetsgrad…

(Jyllands-Posten, 28. december 2014: Et nyt højre på vej i Danmark)

Indtil videre er det kun Dansk Folkeparti, der har taget en del af disse debattører og tanker til sig, men ifølge Hans Hauge ligger de nationalkonservative generelt til højre for DF på indvandrerspørgsmålet.

‘Det minder måske lidt om en fransk konservatisme, men jeg synes ikke, man kan kalde det et nyt højre eller højreekstreme – jeg mener, man bliver nødt til at skille dem ad. Og faktisk tror jeg, der kan være en meget stor folkelig grobund for det her, selv om de ikke er slået igennem med et politisk parti endnu.’ …

Af debattører uden for Dansk Folkeparti er det kun Morten Uhrskov, der vil ind i realpolitik. Det skal ske med det gamle parti Dansk Samling, der blev stiftet af forfatter Arne Sørensen i 30’erne som et værn mod nazismen. Dansk Samling fik kun to perioder i Folketinget, fra 1943 til 1947, og siden har der været stille om partiet, der i dag reelt er en forening. Men Morten Uhrskov har i sinde at opstille partiet.

[…]

Der er en gennemgående kritik af de etablerede medier blandt dem – en kritik, der også har ført til nye medier uden om de gamle dagblade. Blandt andet for Kim Møller i Aarhus. Han etablerede i 2003 blogposten Uriasposten, der havde til formål at udstille de røde medier og journalister og fortælle danskerne, hvordan verden i virkeligheden så ud, men den er i dag endt som en mere bred nationalkonservativ blog. Bloggen har haft millioner af hits gennem årene.

‘Medierne er overfladiske og røde – det er de også i dag,’ siger han og kommer med et eksempel fra denne avis.

‘Se nu for eksempel Jyllands-Posten i dag, der skriver, at de sorte i USA blev lynchet fra 1882 og frem. Men der står ikke, at de blev det, fordi de var mistænkt for tyverier og forbrydelser. Det får vi heller ikke med i urolighederne i Ferguson. Nej, man vil hellere gøde jorden for det multikulturelle. Der er medierne ikke gode nok til at sige fra.’

Er det ikke bare, fordi medierne ikke er politiske?

Nej – det er et falsum. Medierne er ekstremt politiske. Se på den måde, de beskriver det politiske miljø. Vi bliver ofte betragtet
som højreekstremister, men der er meget kortere snor på højrefløjen end på venstrefløjen. Jeg ved ikke, hvor mange gange almindelige danske politikere eller debattører er blevet kaldt højreekstreme, men de allermest venstreorienterede kommunister og marxister må man ikke kalde venstreekstreme. En højreradikal er én, der hænger klistermærker op, en venstreradikal er én, der slår ihjel – det er medierne, der har reproduceret
det billede,’ siger Kim Møller.”



23. marts 2014

Historiker Michael Böss om tidens ‘curlingbørn’: “Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge.”

God kommentar afhistoriker Michael Böss i Kristeligt Dagblad – Vi opdrager børn til at blive narcissister.

“Det var først i 1700-tallet, at barndommen blev opfundet. Men nu er udviklingen vendt: Vi er godt i gang med at afskaffe barndommen. Nu skal børn igen opfattes som små voksne.

Den tendens blev for nylig kritiseret af to kendte psykologer, Finn Korsaa og Bent Hougaard. De er bekymrede over den moderne ‘inkluderende børneopdragelse’. Inkluderende børneopdragelse kommer for eksempel til udtryk, når forældre under påskud af at ville opdrage deres børn til demokrati foregiver at være lige med deres børn, ja, at være deres venner. Det betyder, at de i realiteten opgiver at være forældre.

Børn, der har rang af kontorchef, har det svært. Vi tillægger dem nogle voksne egenskaber i en meget tidlig alder. Det sker i en god tro, fordi vi gerne vil lære dem det. Men hvor meget kan vi lære demokrati og medbestemmelse til små børn?’.

Finn Korsaa hævder, at moderne ‘curlingforældre’ er bange for at optræde som autoriteter. I stedet ser de det som deres opgave at servicere deres børn. Men derved opnår de i virkeligheden det modsatte af, hvad der forventes af en demokratisk indstillet person:

‘Man bliver ikke fri af at blive opdraget som en konge. Man bliver tværtimod indesluttet og forstår ikke, hvad der foregår omkring én. Man får en manglende empati (…) Der er en stærk selvoptagethed hos de unge i dag, og det synes jeg dybest set er synd for dem.’

‘Narcissisme’ står for overdreven selvoptagethed, og manglende empati er et af flere symptomer på den. … Når børn bliver overforkælede, udvikler de den slags træk, som i middelalderen blev kaldt for ‘de syv dødssynder’: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed. Det er slående, i hvor høj grad middelalderen er vendt tilbage. Bortset fra at man dengang betragtede disse træk som synder.

Men synd er et begreb, som nutiden ikke forstår, og laster er noget, man har ret til. Mange af nutidens voksne betragter selv en grad af narcissisme som nødvendig, som en forudsætning for succes. Så når de sætter sig med deres børn for at se X Factor fredag aften, er det formentlig som et led i deres opdragelse af dem.”

Oploadet Kl. 09:44 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


15. august 2011

“I et autoritets- og omsorgstomrum opstår anarkiet… som skvalder i et upasset staudebed.”

Hvor fjerde unge brite er deprimeret, fortæller Politiken-TV, og lader det være en forklaring på optøjerne i England. Glimrende klumme af Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten – Ekspertkrig, tak.

“Det var først, da det blev meddelt, at optøjerne var nået helt op til Nottingham – en by jeg tilfældigvis kender godt – at jeg for alvor forstod omfanget af de optøjer, der ramte England denne uge.

Begærligt greb jeg efter en avis og fandt denne ekspertforklaring på miseren fra lektor Michael Bøss: »Det er helt grotesk. Men det er svært for os at forstå, hvordan det er at leve i så stor fattigdom, som de unge i betonbyggerierne gør«.

Han fortsatte ifølge BT: »Nedskæringerne har lukket ungdomsklubberne, og de unge har intet at foretage sig. Vrede har blandet sig med kedsomhed, indtil det hele til sidst er eksploderet«.

Vrede, kedsomhed og lukkede ungdomsklubber. Det var forklaringen på engelske byers stedvise forvandling til krigszone. De må godt nok kede sig meget i England.

Det er grotesk. Både Michael Bøss’ forklaring og journalistens manglende kritiske spørgsmål til ham. Som mediebruger må man under sådanne bølger af politiske korrekt mediedækning og ekspertforklaringer væbne sig med tålmodighed og kritisk sans. Eller søge andre steder hen.

Jeg søgte fra B.T. til den engelske kommentator Melanie Phillips, der finder en af de dybe årsager til optøjerne i de opløste familier. I et autoritets- og omsorgstomrum opstår anarkiet lige så sikkert som skvalder i et upasset staudebed. Derfor niårige deltagere i bølleoptøjerne. Michael Bøss og Melanie Phillis udlægger optøjerne vidt forskelligt. Men mainstreammedierne har en forkærlighed for Bøss-forklaringen, fordi den understøtter et udbredt politisk korrekt verdensbillede.

Oploadet Kl. 11:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


20. november 2010

“Ideen er hentet fra Canada… Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til.”

For to år siden bragte Politiken en kronik underskrevet ti medlemmer af SF’s Asylpolitiske Netværk, der gik i rette med den nuværende udlændingepolitik. Danmark var en racistisk paria-stat, i decideret modsætning til et land som Canada.

Hvorfor skulle den højtuddannede på Green Card vælge et racistisk land, hvor hun ikke kan få sin familie med? Det bliver da lande som Canada og Sverige, der har sørget for en løbende tilførsel af flygtninge og familiesammenførte, som om få år sidder inde med al ekspertisen og arbejdskraften!” (Den danske virus, 5. juli 2008)

Kamal Qureshi, der forleden var en af de første folketings-SF’ere, der af humanistiske årsager ikke kunne acceptere et pointsystem der tog udgangspunkt i samfundsmæssig nytteværdi, har været fremme med lignende udmeldinger. Her fra et læserbrev i Politiken fra 2005.

Nogle af de lande, der er bedre end Danmark til at inddrage indvandrere er Norge og Canada. F.eks. er arbejdsløsheden blandt mennesker, der har ophold sig i Canada i 1-5 år kun på 12,7 procent. For fødte canadiere er den på 7,4 procent.” (Indvandring: Helle er på katastrofekurs, 28. maj 2005)

Det eneste gode der er kommet fra Canada er Mark Steyn, og Danmark skal selvfølgelig ikke lade sig kolonisere, blot fordi et andet land, med en væsensforskellig historie, gør en dyd ud af multikulturen. Hvor man kan og bør kritisere Liberal Alliance for at stikke blår i øjnene med et slogan som ‘Åbne grænser, lukkede kasser’, så er de i det mindste mere ærlige end velfærdsfetischisterne i Socialistisk Folkeparti, der idealiserer en indvandringsmodel, der er betinget af en socialpolitik, de vil bekæmpe herfra og til dommedag.

Canada-ekspert Michael Böss i dagens Berlingske Tidende – VKOs point-system er stærkt fejlbefængt.

“Rundt omkring i Europa er man begyndt at indse, at familiesammenføringer er en form for indvandring, som må reguleres og styres på linje med al anden indvandring. Nogle af de alvorligste problemer med mislykket integration skyldes faktisk familiesammenføring af familiemedlemmer, der ikke kan eller ikke vil bidrage aktivt til det samfund, de flytter til.

Endnu har intet andet land end Danmark dog forsøgt sig med et pointsystem på det område. Men det er ikke unikt, at regeringen vil sætte tal på kvalifikationer. Ideen er hentet i Canada. Canada bruger dog ikke sit pointsystem i ansøgninger om familiesammenføring. Det gælder andre former for indvandring. I Canada har man altid været meget kontant i de krav, der stilles til indvandrere; for indvandring er en simpel økonomisk nødvendighed for samfundet. Man ønsker derfor ikke i dag at åbne landet for ufaglært arbejdskraft. Man ønsker indvandrere, der med det samme kan gå ind på arbejdsmarkedet. Ud af de 67 point, man skal opnå, lægges der derfor vægt på uddannelse (25%), erhvervserfaringer (24%) og evne til at tale enten engelsk eller fransk (21%). Derefter følger alder (10%), jobtilbud (10%) og skønnet tilpasningsevne på grundlag af gennemført skoleuddannelse og familietilhørsforhold til en anden indvandrer (10%).

Indvandring gennem senere familiesammenføring er altså ikke berørt af systemet. Her gælder det udelukkende om at kunne klare sig selv, enten ved at få et familiemedlem eller andre til at forsørge sig, dvs. ved at skaffe sig en »sponsor«, som det hedder. Og sponsoren skal kunne dokumentere, at det indrejste familiemedlem ikke vil ligge samfundet til last. Går det økonomisk galt for sponsoren, går det derfor også ud over familiemedlemmet: Her er der ikke noget velfærdssystem, som kan træde til. Systemet minder således meget om forslaget fra Liberal Alliance. Men det kræver et barskere samfund end det danske, som vi kender det.

Apropos.

  • 20/11-10 Jyllandsposten – Katrine Winkel Holm: Dørmænd og åbne grænser.
  • 

    16. februar 2010

    Lidt samfundsgavnlig selvcensur og så en tur i teatret

    Kommentar af lektor Michael Böss i Berlingske Tidende – Fødekæden for forkerte påstande.

    “Lige siden regeringsskiftet i 2001 har Politiken forsynet den internationale presse med »oplysninger« om den danske debat om muslimer og islamisme. Det er først og fremmest herfra – foruden El Moustis nu nedlagte netværk – at udlandets billede af danskerne som »fremmedfjendske« stammer. Men som læsere af universitetslektor Hans Jørgen Nielsens forskningsrapport fra 2004 »Er danskerne fremmedfjendske?« vil vide, er der tale om et mere end tvivlsomt billede, som internationale holdningsundersøgelser ikke dokumenterer. Der er først og fremmest tale om et danmarksbillede skabt af Politiken og om en generalisering, som nogle af os bliver lige så kede af at få smidt i hovedet som dem, vores muslimske medborgere helt uretfærdigt bliver udsat for…

    Da jeg således forstår, at det bl.a. er medierne der er skyld i danskernes xenofobi, så må der være en enkelt løsning på det problem. De må simpelthen tage ved lære af Sverige og lade være med bringe reportager, informationer, analyser og interview, der frustrerer læserne. Så kommer integrationen garanteret til at lykkes, og så vil udlandets indtryk af Danmark samtidig blive forbedret. Dobbeltbonus ved lidt samfundsgavnlig selvcensur med andre ord. Og så selvfølgelig en tur i teatret!

    Oploadet Kl. 10:17 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    20. september 2009

    “Kun postmodernister tror, man uden videre kan opfinde en ny national identitet.”

    Læseværdig kronik i Berlingske Tidende af lektor Michael Böss – Den nationale fortælling

    “I forsommeren spiste jeg frokost med en bekendt, jeg ikke havde set i mange år. Da jeg brugte udtrykket »det danske folk«, nærmest hvæsede han hen over kantinebordet: »Det kan man ikke længere bruge! Ikke efter Dansk Folkeparti.« Og så tilføjede han: »Hvorfor bliver I ved med at stemme på dem ovre i Jylland?« Spørgsmålets grove og københavnerhovne generalisering var ikke ligefrem befordrende for det, jeg havde set frem til som et behageligt møde med den nu halvfjerdsårige mand, jeg tilbage i 1980erne havde haft en del med at gøre i gymnasieskolen. Jeg valgte dog at lade fornærmelsen passere og bad ham i stedet forklare, hvorfor han ikke følte sig udfordret til at formulere et alternativ, sådan som jeg selv har forsøgt i bogen Forsvar for nationen (2006). Jeg spurgte ham, hvad han så ville kalde det land, han var borger i, hvis ikke ’nationalstat’. »En region; en region i Europa,« lød hans svar, som kom det fra læberne af en historieløs EU-teknokrat.

    Jeg blev mildt sagt forbløffet over hans holdning. Ikke mindst fordi han et par årtier tilbage havde været en kendt borgerlig debattør med nær forbindelse til undervisningsministeren. Og fordi han altid havde talt varmt om nødvendigheden af at sikre skolen en ’folkelig’ forankring. Men han havde åbenbart i mellemtiden mistet troen på folket…

    Hans afvisning af begreber som folk og nation mindede mig om mange af mine studerende, som ikke tør bruge dem, fordi de i uddannelsessystemet bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke findes et dansk folk, at nationen er et lukket og fremmedfjendsk fællesskab, og at nationalstaten er på vej til at forsvinde. Men derved bliver de ikke alene holdt for nar, de bliver også berøvet sprog og fortællinger om samfundet som et netværk af gensidige, tillidsfremmende relationer, der går på tværs af social klasse, religion, etnicitet, køn og sted. Også åbne, pluralistiske og demokratiske samfund har brug for fortællinger om sig selv… Kun postmodernister tror, man uden videre kan opfinde en ny national identitet.

    […]

    Fortællingen er god og samlende, fordi alle medlemmer af det danske samfund burde kunne identificere sig med den uanset deres sociale, kulturelle, religiøse eller etniske oprindelse og tilhørsforhold. Måske lyder den ny i manges ører. Det skyldes, at der fra forskellig politisk side i disse år bliver tæret på den politiske kultur, den er udtryk for. Men det skyldes også, at vi har glemt at lytte til vor egen historie, og at vi er på vej til at miste sansen for betydningen af at opfatte os selv som et folk med særlige værdier.

    Oploadet Kl. 15:18 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    15. juni 2009

    – og pludselig var ‘nationalismen’ ikke mere “krigerisk og aggressiv”

    Når højrefløjen flager med Dannebrog er det udtryk for overdreven nationalisme, men når venstrefløjen gør det samme, bliver det pludselig med et harmløs og godartet. Man græmmes over det akademiske niveau. Fra Kristeligt Dagblad – Alle vil flage med Dannebrog.

    “Det danske flag har altid været populært, men populariteten stiger fortsat. Uanset politisk ståsted er stort set alle glade for at flage med Dannebrog, som ifølge legenden faldt ned fra himlen på Valdemarsdag i dag for præcis 790 år siden…

    Hele det politiske spektrum bruger nu Dannebrog, efter at Dansk Folkeparti midt i 1990’erne gik i spidsen. Ifølge Michael Böss, nationalismeforsker ved Aarhus Universitet, var der i en periode mange mennesker på venstrefløjen, som havde svært ved at bruge flaget, netop fordi det blev forbundet med et bestemt politisk ståsted:

    – Men det er vi ved at komme ud af. Flaget er blevet et symbol, der kan forbinde os. Netop fordi vi bruger flaget i mange, ofte modstridende betydninger, kan det bruges af hele folket…

    Ifølge Uffe Østergård, professor ved CBS Handelshøjskolen i København og specialist i mentalitetshistorie, er der i de seneste år sket den forandring, at også venstrefløjen opfatter nationalisme som noget positivt.

    – Nogle skelner mellem det lidt belastede ord “nationalisme” og det mere stuerene “national identitet”. Men det betyder det samme: at følelserne for nationen, hvis de bliver holdt i ave, har mange fordele i form af sammenhængskraft, siger han.

    Ifølge Lisanne Wilken ser forskere over hele Europa tegn på en “banal nationalisme”, som ikke er krigerisk og aggressiv:

    – Vi synes ikke, det er rigtig nationalisme, fordi det er en fredelig markering af, hvem vi er. Men man kan godt overveje, hvorfor det er så nødvendigt at cementere grænserne.”

    Oploadet Kl. 17:04 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper