29. august 2018

Politiinspektør om bilbrande: “… det overrasker mig, hver eneste gang, det sker… kan jo gå helt galt. “

For et par dage siden bragte Kristeligt Dagblad en artikel om sommerens mange påsatte bilbrande i København, hovedsageligt Nordvest og Nørrebro. Avisen citerer to eksperter. Sociolog Aydin Soei (med iransk baggrund) er overbevist om, at bagmændene er ‘frustrerede etniske minoritetsunge’, og selvom det er upræcist, så er det trods alt bedre end bortforklaringen fra professor Dominique Bouchet, der ser bilbrande som udtryk for ’stigende individualisering’. Når unge muslimer eller venstreradikale brænder biler af, så tales der udenom på fakulteterne.

Ekstra Bladet lister 30 bilbrande i København i denne måned, men tør ikke rigtigt konkludere. Politiinspektør Peter Dahl er overrasket, for bilbrande ‘kan jo gå helt galt’. Fra EB.dk – Politichef advarer: Det kan jo gå helt galt.

“Otte biler er brændt af, et ukendt antal gerningsmænd på fri fod, og politiet famler efter et motiv.

Det er realiteterne efter en ny række bil-afbrændinger i København natten til i søndag.

– Det er fuldstændig ude i hampen, at nogen kan finde på at rende rundt og tænde ild i Københavns gader. Jeg må bare sige, at det overrasker mig, hver eneste gang, det sker, at man overhovedet kan finde på det, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi. …

– Hvis der er tale om drengestreger, hvad vil du så sige til gerningsmændene?

– At de virkelig ikke tænker sig om. Heldigvis er brandene indtil videre blevet opdaget hurtigt, så det kun har spredt sig til andre biler. Men det kan jo gå helt galt. Det værste, der kan ske, er at det breder sig til beboelse. Det er virkelig ikke noget at spøge med, siger Peter Dahl og opfordrer beboere i området til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænksomt.”

(Gøteborg, august 2018; Foto: Gates of Vienna)

“Bilbrande og andre optøjer i udsatte boligområder er næsten altid antændt af unge vrede mænd – jeg kalder dem modborgere – som føler, at de betaler et ekstra gebyr i indsatsen for at skabe sig et godt liv, fordi de har minoritetsbaggrund. Måske føler de, at de har sværere ved at få en praktikplads og et job end etnisk danske unge. Og måske føler de, at politiet går målrettet efter dem, fordi de bor i et udsat boligområde, og så reagerer de på denne måde. … Det er ikke tilfældigt, at det finder sted i disse områder, hvor der er mange frustrerede etniske minoritetsdrenge. (Aydin Soei, sociolog)

Vi har i mange år været udsat for en stigende individualisering, der nu går ud over respekten for fællesskabet og autoriteter. Flere mennesker opfatter sig som individ eller gruppe fremfor som en del af et samfund, og på den måde bliver det offentlige rum menneskets egen lille legeplads. Man brænder en bil af for at blive underholdt eller for at markere sig og genere andre. Og bilbrandene er langtfra eneste eksempel, og man kan ikke bare reducere det til et integrationsspørgsmål. Det er derfor samfundets sammenhængskraft, der trues, og man oplever lignende handlinger på alle niveauer i samfundet. … biler er tilgængelige og står der i gaderne, hvor man hurtigt kan rykke ind og ud. Det er en vanvittig ting at gøre, for man destabiliserer hele lokalsamfundet.” (Dominique Bouchet, professor)



9. januar 2015

Mere islamistisk vold, flere bortforklaringer, men også info om jihad-begrebet, frygten for borgerkrig…

Terroraktionen i Frankrig udviklede sig i dag til to netop afsluttede gidselaktioner. Da DR’s radiokanaler tilsyneladende kun live-dækker sport, stillede jeg ind på Radio24syv, der i dag har fungeret som en slags TV2 News-radio. Niveauet var ikke højt, men selv blinde høns kan finde korn, og timelange udsendelser vil altid have lidt sandhed i sig. Nok så megen politisk korrekthed, kan ikke sløre virkeligheden.

(Gidselaktion i Kosher-supermarked ved 26-årige Hayat Boumeddiene og 32-årige Amedy Coulibaly)

Jeg lagde ud med en debat mellem Kristeligt Dagblads Erik Bjerager og SF’s Ozlem Cekic om herboende muslimers behov for afstandtagen. De var stort set enige, men fra hver sin vinkel. Førstnævnte pointerede blandt andet at langt de fleste muslimer i Danmark var gode demokratiske tilhængere af det liberale demokrati, men lidt senere kunne man høre Cekic rationalisere, at man jo ikke måtte ikke gøre det til et spørgsmål om Islam, for det ville kun skabe splittelse. Point taken: Muslimer er gode demokrater, i det omfang det er forenelig med islamiske dogmer.

Løbende rapporteredes fra Paris, blandt andet af Gertrud Højlund og Thomas Noppen. Gennemgående ekspert var Hans Jørgen Bonnichsen, der intet konkret kan få over sine læber, og derfor tvinger sig selv til at aflire banaliteter.

Overstuderede kulturmarxister var selvfølgelig også en del af dagens ekspertpanel, men de lød overraskende defensive. Rasmus Boserup sagde intet absurd, og selv Brian Arly Jacobsen understregede, at (islamiske) terrorister ikke er motiveret af fattigdom og social ulighed. Dominique Bouchet vævede om identitetsproblemer, men Thomas Jøhnk Hoffmann var forbavsende virkelighedsnær. Han lagde ud med at fortælle, at martyr-begrebet kendes fra alle religioner, at den første martyr var Jesus, men understregede så, at martyriet indenfor Islam (shaheed) er koblet på jihad-begrebet. At det ikke drejede sig om at dø for sin religion, men om at dø i kampen for Islam.

To af dagens mange journalister/eksperter nævnte blandt andet risikoen for borgerkrig. Noget Mogens Glistrup skrev om i 1980’erne, hvad Lars Hedegaard, Mogens Camre og Ole Hasselbalch netop har udgivet en bog om. Det går langsomt fremad, og en hævet Koran ved onsdagens demonstration på Place de la République, medførte angiveligt buh-råb fra vrede franskmænd. På samme måde fortælles det, at der i dag opstod skænderier og håndgemæng mellem arabere og jøder udenfor politibarrieren ved Kosher-supermarkedet. Franske medier har sikkert flere detaljer.

Fremhæves negativt må professor Mark Sedgwick, der har boet det meste af sit voksne liv i Egypten, og ifølge en boganmeldelse konverterede til Islam i 1990. Hans islamiske navn er ‘Abd al-Azim’ (Abd, arabisk for slave), og de formidlingsmæssige bidrag er rendyrket apologi. Her fra Ekstra Bladet – Islam-professor: Angrebet har intet med islam at gøre.

“Ekstra Bladet har talt med Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam. Ifølge professoren er det svært at sige noget generelt omkring, hvorfor nogle muslimer tyer til vold i disse situationer. … Ligesom kærligheden til Jesus findes i forskellige former, er der forskellige former for islam. I de to største trosretninger, Sunni- og Shia-islam ser man forskelligt på tegningerne.

– Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick. …

– Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

– Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen.”

(Islamforsker Mark ‘Abd al-Azim’ Sedgwick; Youtube, Studies in Comparative Religion)

“Terrorisme er ikke opfundet af muslimer…” (Terrorisme før 11. september 2001, Danskernes Akademi, DR2, 2010)

“Terrorangrebet den 11. september 2011 kunne have været forudset… Terroristerne håbede nemlig, at USA’s præsident Bush ville kalde kampen for et korstog mod islam, og de fik ønsket opfyldt…” (Terrorisme efter 11. september 2001, Danskernes Akademi, DR2, 2010)

Bonus-info: Blandt de Ph.d-studerende ved Sedgwicks institut er konvertitten Kasper Mathiesen, der i en opdatering på Facebook mere end antyder at de senere dages begivenheder er en ‘false flag’-aktion iscenesat af Mossad.



15. august 2012

Amiens (Frankrig): 16 betjente såret, da ‘unge’ gik amok – “… attacking anybody who tried to stop them”

For et par timer siden kunne man på Radio24Syv høre sociolog Dominique Bouchet forsøge at forklare baggrunden for de seneste optøjer i Frankrig. Han agerede også ekspert tilbage 2005, og sagde stort set det samme denne gang. Ikke et ord om gerningsmændenes etnicitet, men en hel masse om sociale frustrationer og almen håbløshed. Afslutningsvis omtalte han det hele som en slags ‘fest’ for folk med ‘alternative’ livsformer, og skulle jeg lave et opslagsværk om kulturmarxistiske eufemismer, så kunne jeg starte her.

Fra Daily Mail – Gangs fire at police as riots erupt in France: Cars and buildings wrecked in orgy of violence.

“Police were shot at and buildings destroyed as rioting broke out in two major French cities… Disaffected youths from north African immigrant estates went on the rampage in the northern cathedral city of Amiens on Monday, setting fire to property and seriously injuring several police officers. And yesterday there were outbreaks of trouble in the south-western city of Toulouse as the spectre of widespread urban disturbances returned to haunt France. …,

Trouble first broke out in the Fasset district of Amiens when a driver was stopped by police for a routine check. Youths taunted the officers before throwing missiles at them. … Buildings were burnt down in the north of the city and many police officers were seriously injured, including 16 who suffered wounds from shotguns and fireworks.

“‘Soon hundreds of rioters were involved. They were setting fire to bins and to cars and attacking anybody who tried to stop them.’”

(Amiens, 13. august 2012; Se også Snaphanen)

“France is notorious for locating immigrant families, including thousands of Muslims from its former North African colonies, on rundown housing projects such as Fasset, where the worst of the latest trouble broke out.”

(Amiens Nord; Atlas des Zones urbaines sensibles)

Opdate. The Australian har flere detaljer.

“Ahmed, a 27-year-old jobless man who refused to give his family name, revealed the sense of anger some locals felt. “Yesterday our little brothers did a good job,” he said. “Imagine if we got involved, then it would get serious. It’s a shame nobody got killed yesterday.

Police are on high alert in France amid fears that riots in the northern city of Amiens could spread through the country’s tinderbox suburbs against a backdrop of racial tension. … A farmer who lives in a village a mile from the estates described the shock as rural France came face to face with urban anger. …

“I went out when I heard people driving up to the farm at about midnight. I thought they were local folk, but then I saw they had masks covering their faces. I got into my tractor to get away, but they threw iron bars at the windows, which exploded.”

“You’ve got gangs of youths playing at being gangsters who have turned the area into a no-go zone. You can no longer order a pizza or get a doctor to come to the house.”

A blog posted on a French website, apparently by one of the rioters, who called himself 8Z, included a video that showed dozens of youths cheering as they set fire to dustbins. The blog portrayed the council estates of Amiens as the setting for high unemployment and “oppression by fascist police” – a familiar complaint from immigrant community youths, who say that they are targeted under stop-and-search policies. It described the rioters as “the opposition” and ran through the list of the mostly Muslim former French colonies from which it said they were from: “Algerians, Tunisians, Moroccans, Gabonese, Malians and Cameroonians, we are all here and we are opposing.” In practice, most are the children of immigrants, according to local media.



30. juli 2009

“Danskhed… findes ikke”, sagde den kosmopolitiske sociolog, og kørte hjem til præstegården

Der er et eller andet tragikomisk over sociolog Dominique Bouchet, der klandrer danskernes (postulerede) provinsialisme, alt imens han privat nyder roen i en fynsk landsby. Hvis multikultur er så skønt, hvorfor bor han så ikke selv i en af de store Vollsmose-lejligheder, med direkte adgang til områdets internationale miljø.

Interview i tirsdagens Jyllandsposten – Fransk professor: Pas på national selvtilfredshed (ikke online).

“Det kan næsten ikke blive mere dansk: En gammel tidligere præstegård i den lille landsby, Svindinge, på det østlige Fyn. Men det er altså her, vi finder den danske franskmand Dominique Bouchet…

[…]

»Danskhed er noget pjat, for det findes ikke som sådan. Mange danskere har ikke noget til fælles, men mere til fælles med andre grupper, der måske bor i England eller Frankrig. Du kan lige så godt tegne en cirkel omkring Århus eller Herning og forsøge at definere nogle ting for disse mennesker. Men der findes alligevel nogle generelle ting, som man kan undre sig over.« Det gælder danskernes konfliktskyhed, deres selvtilfredshed og den berømte jantelov…

[…]

Dominique Bouchet advarer mod national navlebeskuelse, hvor danskerne primært definerer deres fællesskab og danskhed ved at tage afstand fra andre nationer og kulturer. Ifølge professoren er den danske kulturelle identitet først og fremmest »centripetal« – det vil sige indadrettet og omvendt i forhold til den centrifuge som opleves såvel i en vaskemaskine som i den franske kulturelle identitet, hvor man definerer sig centrifugalt via udstrålingen af sin kultur…

»Danmark nærer sig af en intern stolthed, der er ligeglad med dens udstråling, fordi det forekommer vigtigere at blive bekræftet i sin selvtilfredshed – f. eks. ved at sammenligne den gennemsnitlige levestandard med andre landes. Men hver gang en national selvfremhævelse lugter af selvtilstrækkelighed, navlebeskuelse, fremmedangst, selvoverbærenhed og provinsialisme er det selve kulturen, der er truet,« mener Bouchet , som opfordrer danskerne til at komme ud af den store landsby og gøre op med landets EU-skepsis og diverse forbehold. Til gengæld roser han vores velfærdssystem, vores demokrati – og det fleksible danske arbejdsmarked, som ifølge Bouchet er helt i top.

[…]

Danskhed forandrer sig hele tiden og består af de folk, der befinder sig i Danmark. Jeg stejler især, når nogen siger, at det og det er udansk! Nej, vær dog konkret og sig, at det er uhøfligt – eller hvad det nu er man mener.« »Det, der karakteriserer Danmark, er ikke, at det har en fælles identitet, men netop at det består af mange forskellige måder at være sig selv på, som er tilladt og accepteret.”

Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


11. marts 2009

Mangfoldige Nørrebro er et godt kvarter, men de “ulykkelige og frustrede” er truende

Nørrebro er bydelen hvor Det Radikale Venstre er største parti, og Enhedslisten får flere stemmer end Venstre – en multikulturel oase, og meget naturligt der hvor den sociale kapitals deroute manifesterer sig først. Da marxist-sociologen Dominique Bouchet i 18.30-TVavisen igår agerede bande-ekspert, blev han spurgt hvordan man modvirker ghettoisering af Nørrebro. Han talte længe, men sagde intet udover, at man skulle få “bedrestillede” til at blive boende.

Go’ Morgen på TV2 torsdag i sidste uge gav ikke mere viden – Racekrig, narkokamp eller bandekrig. Eks-autonome René Karpantschof og en dialogfikseret politimand talte om risikoen for ‘racekrig’, og rettede fokus på danskeres pludselig støtte til rockere på Facebook. At den største gruppe er muslimsk, og omfattede kommentarer såsom “Danmark skal være vores land” og “vi skal overtage Danmark”, det var tilsyneladende ikke relevant (TV2 Online, 4/3-09).

René Karpantchof, sociolog: Den etniske dimension er allerede lidt tilstede… der er nogle der prøver at udnytte det her til at forværre de etniske spændinger vi har i Danmark i forvejen… Den retorik, det er den samme som i forvejen er i mange mindre grupper på højrefløjen. Der findes også andre hjemmesider og foreninger, Den Danske Forening, Stop Islamiseringen af Danmark, og så videre, og der kan man allerede i forvejen læse denne borgerkrigsretorik… der er mange der mener – altså på den danske højrefløj, at muslimer skal ud af Danmark, alle sammen, og de ser det her som udtryk for at nu er det opgør igang… og det er jo altså meget farligt, for det bekræfter de indvandrere der føler sig diskrimineret og presset i forvejen, i at…

Lars Nicolai Jensen, Københavns Politi: … man tager parti for Hell Angeles og deres støttegruppe, der provokerer enormt, og indvandrergrupperne, og indvandrergrupperne føler sig provokeret og marginaliseret… rockerbanderne – de får jo pludslig tilhængere udefra, som synes det er positivt at man bekæmper indvandrerbanderne, for dem ønsker man ikke, men man ønsker nok heller ikke indvandring, og så begynder racismen at ligge lige i underkanten, og det er katastrofalt, og det er dumt…. (rockerne) får jo meget bedre pressedækning… Jeg håber ikke der er for mange der tror på det sludder… Når vi så ser indvandrerne, for at kalde dem det, selvom de ikke kan lide at blive kaldt det, men de unge med anden etnisk baggrund end danske på Nørrebro for eksempel – det store store flertal er der der absolut ingen problemer med, og vi kan færdes og har det godt med dem… det er her vi sammen med kommunen skal gøre en indsats… deter nogle ganske få der deltager i denne her bandekrig, som er nogle idioter i mine øjne.

Mediernes eksperter, der tidligere talte mod visitationszoner, er de samme der i dag taler om nødvendigheden af massiv tilstedeværelse. Lige nu er det den såkaldte Manchester-model der promoveres, og hver gang flyder det med floskler om mægling og dialog. Manchester gjorde langt langt mere end det. Byen intensiverede brugen af overvågningskameraer, og opstrammede våbenloven, så det gav minimum fem år bag tremmer, blot at være i besiddelse af våben. TV2 Nyhederne supplerede igår Manchester-eventyret med en beretning fra Birmingham – en multikulturaliseret by med erfaringer i bekæmpelse af etniske gadekampe. Dialog og mægling var også her løsenet, kombineret med et strafniveau af en anden verden.

Så meget for Eva Smiths professorale analyse i Berlingske Tidende (5/3-09), der fuldstændigt ignorerer at man fængsler kriminelle for at holde dem væk fra gaderne, ikke for at gøre dem til bedre mennesker.

Jesper Dahl Caruso, Berlingske Tidende: Er det ikke rimeligt, at udvise udenlandske statsborgere, hvis de besidder et våben?

Eva Smith, professor: Det kan jo være til selvforsvar eller alt muligt andet. Det er en meget hård straf med et års ubetinget fængsel for at besidde et våben og to år, hvis man mener, det er banderelateret.

Medierne er upræcise, forskerne er rådvilde, og politiet – ja, de… er ofte tilstede ved borgermøder. Senest i en dristig pangfarve.

Sandheden fremgår kun indirekte, og her vil jeg fremhæve et interview med en 29-årig argentiner i fredagens Berlingske Tidende. Den kvindelig miljøanalytiker er vild med mangfoldighed, men helst på afstand – »Det ikke sjovt længere«. Problemet starter ved offerolle-tænkningen – kriminelle indvandreres følelser er ikke et argument i sig selv.

“Sabrina Alamos er født i Argentina, har boet i Berlin og endte for et års tid siden på Nørrebro, fordi bydelen var et meget godt billede på den mangfoldighed, som hun selv har haft med sig gennem hele livet… Søndag tog hun og kæresten beslutningen om at flytte og har nu fundet en lejlighed på Frederiksberg, som de flytter ind i i dag…

‘Hver anden dag står der store grupper foran en kiosk i kvarteret, og jeg synes, der en ubehagelig stemning. Jeg tror ikke, de unge vil gøre mig noget, men de virker meget ulykkelige og frustrerede… I virkeligheden synes jeg jo, at Nørrebro er et godt kvarter, men når min nabo ser unge drenge med pistoler, og når de står og kaster sten direkte på min rude, så synes jeg ikke, det er sjovt længere…'”



22. november 2005

Michael Jalving uddeler velfortjente hug til sociolog Dominique Bouchet

Fra dagens Berlingske Tidende – Michael Jalving rykker lidt rundt med Dominique Bouchet som fortjener alt han får.

Giv dem kager!
Sociologen Dominique Bouchet, endnu et af verdens utallige velmenende mennesker, er bekymret og har derfor skrevet en kronik i selveste Politiken. »Sprængt by, tabte bånd«, hedder den med en titel, som ville havet passet Baudelaire bedre end Bouchet. Her skriver sidstnævnte, at vi ikke skal give »uromagerne« skylden for vandalismen, volden og vanviddet i Paris. Det sidste er naturligvis ikke sociologens ordvalg, han taler om »uroligheder«, ligesom danske medier omtaler voldsmændene som »bøller« eller »lømler«. Som sociolog er Dominique Bouchet naturligvis ekspert i at tale uden om problemet og minder derfor læserne om, at »det er for groft at pege på indvandreres manglende vilje til at blive integreret«. Naturligvis. Problemet er meget kompliceret, nemlig det ufattelige, at nogle unge muslimer i mødet med Vesten tror, de er Vorherre. Utroligt, men sandt. Det vil sige kun utroligt, hvis man som Bouchet og Co. nægter at iagttage virkeligheden, der tilmed rummer en historisk pointe. Ligesom under den første franske revolution, den i 1789, finder den anden franske revolution sted, mens magthaverne, herunder medierne, benægter den. Så giv dem dog kager! Eller buskort og forståelse. Eller »samfund«, som sociologen skriver med kursiv. Hvis jeg var Dominique Bouchet, ville jeg droppe lyrikken og i stedet overveje, hvor jeg parkerer min Renault 5, eller hvad jeg siger offentligt. Men det er vel netop derfor, han skriver, som han gør. Sociologen er ikke bekymret. Han er skrækslagen.

Kronikken er ikke online, men klagesangene er hørt før – fra Sprængt by, tabte bånd.

“De ved, at man skal kunne bevæge sig for at få del i samfundet, men trafikstrømmen går uden om dem. De er henvist til byens dybe huller , dvs. til boligkvarterer, hvor busserne ikke tør køre efter kl. 21, og hvor ens knallert eller bil kan blive stjålet eller brændt når som helst, og hvor selv politiet ikke kan opretholde lov og orden. De føler sig fanget, hvorimod de rige frit kan vælge en isolation, de oplever som en befrielse… Modsætningsvis har beboere af udenlandsk oprindelse i disse bebyggelser i dag sjældent midler til at rejse til og fra deres hjemland, og de er ofte bange for at vende tilbage til det af angst for ikke at kunne komme ud af det igen.

Dette afstedkommer to politiske reaktioner. Den ene kommer fra dem, som trods alt har lidt håb endnu, og som har noget, de gerne vil forsvare, men som oplever vold og forfald alt for tæt på. Disse mennesker holder fast ved deres zoner trods alle vanskeligheder, fordi de føler, at de har valgt dem, og at de har ret til at være hjemme hos sig selv. Samtidig føler de sig også fanget i en fælde og ude af stand til at nyde denne ret. De ved, at salget af deres bolig ikke ville kunne indbringe nok til at hjælpe dem ud. De frygter, at situationen vil forværres yderligere som følge af kvalitetsforringelsen af skolerne, den kollektive trafik m.m. De er bange for at blive overfaldet eller bestjålet. Det er disse grupper, som bliver meget modtagelige for taler, som gør sikkerhedsspørgsmålet til det centrale. Og det er vi også vidne til i Danmark.

Den anden reaktion kommer fra dem, som ikke føler, de har noget som helst at tabe. Det var faktisk Amadeo Bordigas definition på proletariatet. Bordiga var en af grundlæggerne af det italienske kommunistparti. Han mente, at det var »dem, som ingen reserve havde«, som ville vælte det system, som udbytter dem, fordi de ikke kunne andet end at forsøge at tilegne sig et eller andet for at overleve, når krisen kom. De andre klasser ville stadig have penge, fødevarer, muligheden for at rejse væk eller en stump jord, de kunne dyrke. Som bekendt skulle proletariatet derpå overtage produktionsmidlerne til egen fordel.

Måske er det i virkeligheden sociologerne der er ofre. De skriver og skriver, men ingen tager dem seriøse. Det tror da pokker.

PS: Dominique Bouchet var manden der i 1991 oversatte Allan Blooms mesterværk The Closing of the American Mind til dansk. I efterskriftet til Historien om vestens intellektuelle forfald giver han klart udtryk for sin kritik af Blooms konservatisme. (sammenlign evt. med John Botoftes skamrosende (perspektiverende) indledning til den danske udgave af Edward Said’s Orientalisme)



14. november 2005

Deadline om urolighederne i Frankrig – Georg Metz om rotter, 1930’erne og apartheid

Hvis Politiken var et nyhedsmagasin på DR, så ville det ligne Deadline. 22.30-udsendelsen sidste mandag var et godt eksempel.

Først en rapportage om urolighederne i Frankrig, hvor Politikens udsendinge Aske Munck fortalte at det intet havde med religion at gøre, at Sarkozy burde undskylde – og ordret citeret – at det hele var “et spontant desperationsråb”. Dernæst en gennemhalaliseret tolkning af sociolog Dominique Bouchet, der snakkede solen sort vistnok med fokus på mediernes italesættelse af virkeligheden.

Herefter var der en længere introduktion af Georg Metz’s seneste smædeskrift imod Dansk Folkeparti – i dagens anledning symboliseret ved en rotte.

Det efterfølgende mikrofonholder-interview med Georg Metz var under al kritik. Metz benyttede lejligheden til at skylle ud for åben mund – her lidt af propagadaen:

Som den tyske satiriker Kurt Tucolsky sagde i 30’erne… Tiden skriger på satire. Det var jo en betrængt tidsalder. Jeg mener det vi oplever i de her år også har en betrængthed over sig…”

“På baggrund af det der sker i Frankrig – selvfølgelig kan man ikke i længden blive ved med at tale ned til indvandrere og mindretal i landene, og behandle dem som om de ikke er ligeværdige borgere. Her i landet er vi godt på vej til at lave et apartheid-system, og det må vi, nogen reagere imod. Det er volden jo også et udtryk for på sin egen måde.

For at føje spot til skade, så fik Metz i slutningen af indslaget lov til at læse op fra sin bog. Skønlitterær hetz – her rettet mod Jesper Langballe og Søren Krarup:

“Ind i rummet trådte nu to gråklædte midaldrende mænd i dårligt siddende jakkesæt man skulle tro de havde lån af hinanden. To personer som kunne være brødre, men så vidt man vidste ikke var det. Samme tætte figurer havde begge korte kraftige arme og ben, kødfulde hænder med korte tykke negle. Samme ansigt, samme bevægelser, kun udtrykket ved munden adskilte de to. Den ene smilede uden at det så ud som om der var noget at smile af, den anden syntes at have taget konsekvensen af dette forhold og smilede ikke. Men ens var de to godt nok, og Rigitze Olsen måtte tage sig selv i ikke at stirre på dette fænomen som hun i sine studier af dansk politik havde læst om, men inderst inde ikke troede, i det omfang de udfoldede sig for hendes øjne – var muligt. Det var præsterne.

Slutteligt lidt harmløst hyggesnak med Steffen Brandt, om TV2’s seneste plade. De kalder det public service…

Opdate 16/11-05. Politikens Aske Munck deltog også i Europaklip på P1 d. 12/11-05.



27. april 2004

Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald – nogle notater

I 1987 udgav den amerikanske filosof Allan Bloom bogen The Closing of the American Mind, hvad i 1991 blev oversat til dansk under titelen: Historien om Vestens intellektuelle forfald, hvori han argumenterede for at USAs krise i bund og grund var en konsekvens af universiteternes krise. Selvom bogen fokuserede på amerikanske forhold, kan pointerne uden større problemer overføres til europæiske forhold – idet det, som den danske udgave titel indikerer – er et problem som hele Vesten deler.

Bogen, som blev Blooms hovedværk er på godt 400 sider inkl. et efterord af SDU-lektoren Dominique Bouchet. Bogen er inddelt i tre skarpt adskilte dele, som kunne læses særskilt:

Første del – Studenten, redegør for de universitetsstuderendes manglende lyst og evne til kritisk akademisk tænkning. Studenterne er ugidelige i forhold til universitetets målsætninger, og generelt er der en konsekvensløshed i ungdommen som gør at ingen anstrenger sig mere end højst nødvendigt. Alle er ramt af den allestedsnærværende værdi-relativisme, som gør alle synspunkter lige gyldige og hermed ligegyldige.

Anden del – Nihilisme på amerikansk, er en noget tungere affære. Med baggrund i de store filosoffer forklarer Bloom hvorfor det gik så galt, og den amerikanske intellektuelle klasse, for ikke at sige demokratiet – som sådan får hårde ord på vejen.

Tredje del – Universitetet, forsøger at se det hele fra samfundets synsvinkel, og understreger behovet for et formuleret helhedssyn i universiteternes målsætninger. Her mener Bloom at fokus igen skal rettes på de tidlige filosofiske værker, der vender alle problemstillinger – langt bedre end den nutidige filosofi der gør alt til et spørgsmål om fortolkning.

Historien om Vestens intellektuelle forfald er en af de bedste bøger jeg har læst, og da emnet stort set ikke er beskrevet andetsteds, forstår man ikke (og så alligevel godt), at bogen ikke er fast pensum på grunduddannelsen. Allan Blooms hovedopgør er med værdi-relativismen, og hermed også kultur-relativismen, der med udgangspunkt i de intellektuelle spreder sig som ringe i samfundet – med store og svært oprettelige konsekvenser. Intellektuel debat bliver til føleri, idet alle holdninger og synspunkter ikke bare i teorien, men også i praksis er acceptable – hvad på ingen måde sættes i relation til samfundets overordnede behov for udvikling af en akademisk elite.

Bedst i bogen er de mange eksempler fra de ‘glade tressere’, hvor han underviste på Cornell University. Her beskriver han indgående hvorledes professorerne opgav alle idealer, til fordel for en brovtende studenterpøbel som skreg på lighed, men i praksis blot nød solskinnet og fritimerne i selvgodhedens navn. Lighed blev en ideologi, og middelmådigheden en norm. Dette især indenfor de humanistiske fag, der ikke som naturvidenskaben havde faste holdepunkter.

Her er nogle citater fra bogen:

“Den umættelige hunger efter frihed til at leve som man vil trives i denne side af den moderne demokratiske tanke. Til sidst kan det komme til at se ud som om, man kun kan opnå den fulde frihed, hvis der slet ikke findes nogen moralsk og politisk viden. En effektiv måde at få ram på modstanderne er at overbevise dem om, at de slet ikke kender til godhed. Den oppiskede følsomhed, der følger med en radikal, demokratisk teori ender med at opfatte enhver begrænsning som vilkårlig og tyrannisk. Der er ingen absolutte sandheder, kun friheden er absolut. Resultatet er selvfølgelig på den ene side, at argumenterne for frihed forsvinder, på den anden at enhver overbevisning efterhånden antager den samme svækkede form, som først kun var tiltænkt religiøs overbevisning. [s. 15]

“De har ingen grund til at tro, at de er bedre end andre, hverken som enkeltpersoner eller kollektivt, som en nation. John Rawls er næsten en parodi på denne tendens. Han bruger flere hundrede sider på at overbevise folk om det og til at foreslå en styreform, der kunne tvinge dem til ikke at se ned på andre. I ‘A Theory of Justice’ skriver han, at fysikeren eller forfatteren ikke bør rynke på næsten af én, der bruger sit liv på at tælle græsstrå eller på en hvilken som helst anden fjollet eller direkte dårlig måde. Man burde hellere rose ham, for alle mennesker har behov for at blive rost af andre, ikke kun af sig selv. Ikke-diskrimination bliver derfor et moralsk bud, fordi det er det modsatte af diskrimination. Dette pjat vil bevirke, at man ikke må søge den almenmenneskelige godhed og beundre den, når man finder den – for gør man det, har man også fundet det modsatte, nemlig det dårlige, og beundring for det gode vil indebære foragt for det dårlige. Instinkt og intellekt skal holdes i ave af uddannelse. Den naturlige sjæl skal erstattes med en kunstig.” [s. 17]

“Sådanne studenter findes næsten ikke mere – nu er de fleste interesseret i politiske problemer i Den Tredje Verden og i at hjælpe dens lande til modernisering med tilbørlig respekt for deres kulturer. Det har ikke noget at gøre med at lære af andre, men er blot en ny og nedladende forklædning af imperialisme. Det er fredskorpsmentaliteten, som ikke ansporer til at lære noget, men til en sekulariseret udgave af velgørenhed. [s. 21]

“Åbenhed var engang den dyd, der skulle hjælpe os til at finde det gode ved fornuftens brug. Nu betyder det at godtage alt og benægte fornuftens magt. Den uindskrænkede og tankeløse leflen for åbenhed, uden erkendelse af det nedarvede politiske, sociale eller kulturelle problem, der kommer af at betragte åbenhed som naturens mål, har gjort åbenhed meningsløs. Kulturrelativisme ødelægger både éns eget og godheden. [s. 26]

“Færdig med heltespørgsmålet gik jeg videre og spurgte, hvem de syntes var ond. Her har alle et svar parat: Hitler. (Stalin husker ingen åbenbart.) Men hvem så efter Hitler? Indtil for et par år siden var der nogle få, der svarede Nixon, men han er på samme tid ved at blive glemt og rehabiliteret. Og her standser de. De har ingen forestilling om ondskab og tvivler vel på, at der eksisterer noget sådant. Hitler er bare en abstraktion, noget der kan udfylde et tomrum. De lever i en verden, hvor der konstant begås de frygteligste forbrydelser, hvor gaderne dagligt er scene for kriminalitet – og de vender ryggen til. Måske mener de, at ugerninger begås af mennesker, der bare har brug for den rette terapi for at blive gode igen – at der er onde gerninger, men ikke onde mennesker. Der er intet Inferno i dette spil. Derfor er studenternes almindelige livssyn helt befriet for højder såvel som for dybder. Det mangler alvor.” [s. 56f]

“Tressernes programmerede broderskab kulminerede ikke i integration, men bøjede af og blev til sort adskillelse. Hvide studenter er pinligt berørte og taler nødigt om det. Det passer ikke rigtigt ind i stilen. Alle mennesker skulle jo være smukke og lige og venskab bare et aspekt af alle de lige muligheder. De lader som om, de ikke bemærker alle de borde i spisesalen, hvor hvide studenter aldrig sætter sig. [s. 81]

“Cornell, hvor jeg underviste i mange år, var ét af de universiteter, der ville have flere sorte studerende. Rektor gik endda så vidt som til at erklære, at man ikke bare ville optage flere sorte, man ville også fortrinsvis tage de mindre privilegerede fra de mest belastede bymiljøer. I Begyndelsen af første semester i 1967 var der mange flere sorte på universitetet, og da man med lys og lygte havde ledt efter de dårligst udrustede, var optagelsesbetingelserne selvfølgelig lige så stille blevet kraftigt ændret… Cornell havde derfor på det tidspunkt en stor gruppe studenter, der var mærkbart ukvalificerede og uforberedte, og måtte at den grund træffe et uundgåeligt valg: Lade de fleste dumpe, eller lade dem bestå uden at have pensum i orden. Moral og tanken om presseomtale udelukkede den første mulighed, og den anden var delvis umulig… Det betød nemlig, at de sorte igen ville blive regnet for andenklasses borgere. Black Power, som netop da skyllede ind over universiteterne som en tidevandsbølge, anviste en tredje mulighed. Integration var nemlig bare en ideologi, der passede for hvide og Onkel Tom-typer. Hvem sagde at det, man lærte på universiteterne, var sandheden og ikke bare myter, der støttede det herskende system?… Relativisme og marxisme gjorde nogle af disse påstande troværdige, godt hjulpet af tidens vankelmodighed. [s. 83f]

“Mænds lidenskaber er igen blevet syndige, for de hører nemlig til sexisme. Kvinder bliver til sexobjekter, der bliver voldtaget af deres mænd, de bliver seksuelt chikaneret af arbejdsgivere og professorer, og deres børn, som de afleverer i institutioner for at kunne pleje karrieren, bliver seksuelt chikaneret af pædagogerne. Disse forbrydelser må straffes, og der må vedtages love mod dem. Hvilken mand ved sine fulde fem vil benægte, hvor farlige hans drifter er? Findes der faktisk en arvesynd? Mændene havde glemt at læse det, der stod med småt i emancipationsproklamationen. [s. 90f]

“Da præsident Reagan kaldte Sovjetunionen for ‘ondskabens imperium’, lød der et kor af protester fra retsindige mennesker mod en så provokerende retorik. Ved andre lejligheder havde hr. Reagan sagt, at USA og Sovjetunionen ‘havde forskellige værdier’, en påstand, som de samme mennesker mødte enten med tavshed eller med sympati. Jeg tror egentlig, Reagan selv mente, at han sagde det samme ved de to lejligheder. Men de forskellige reaktioner på hans to udtryksformer leder os på sporet af det vigtigste og mest forbløffende fænomen i vor tid – som sært nok er næsten upåagtet: Der er nu et helt sprog, der handler om ondt og godt, opstået i et forsøg på at komme ud over begreberne og forhindre os i overhovedet af tale seriøst om ondt og godt. [s. 129f]

“Om denne værdirelativisme kan forenes med demokrati, er et spørgsmål, der aldrig er blevet taget op. Samfundsvidenskaberne har beskæftiget sig med nazisme som psykopatologi – et resultat af autoritære, ydre-styrede personligheder, som på Woody Allensk vis bør under psykiatrisk behandling. Samfundsforskningen nægter, at tænkning kunne have noget at gøre med Hitlers succes. Men Weimarrepublikken, hvis venstrefløjsversion tiltaler mange amerikanere, rummede også intelligente mennesker, der i hvert fald i begyndelsen havde sympati for fascismen. Dens tanker om autonomi og værdidannelse tiltalte også mange venstrefløjsideologer. Men når man kaster sig ud over afgrunden, er der ingen garanti for at finde lighed, demokrati eller socialisme på den anden side.” [s. 142]

“Amerikansk nihilisme er en stemning, en blues-stemning, en vag uro. Det er en nihilisme uden afgrund. Sindets nihilisme afslører sig ikke så meget ved et fravær af noget at tro på, men snarere i et kaos af instinkter eller lidenskaber. Folk tror ikke længere på, at nogle drifter er vigtigere at lytte til end andre, og de traditioner, der før erstattede naturen, er smuldret væk. [s. 143]

“Vejen fra naturtilstanden har været meget lang, og vi er nu meget fjernt fra naturen. En selvtilstrækkelig ener må være undergået mange ændringer for at blive en social skabning… Men alle kunstgrebene har nu skabt et menneske, der ikke længere ved, hvem det er, som er så optaget af at leve, at det ikke længere ved, hvorfor det gør det, og som, når det endelig har opnået fuld sikkerhed og bekvemmelighed, ikke ved hvad det så skal lave. Fremskridtet kulminerer i erkendelsen af, at livet er meningsløst. [s. 156]

“Den kulturelle bevægelses velsignelse af hele begrebet kulturel mangfoldighed i USA har båret ved til det bål, der legitimerer og intensiverer gruppepolitik samtidig med, at det svækker troen på de individuelle rettigheder, der proklameres i uafhængighedserklæringen, men som de blot regner for forældet retorik.” [s. 182]

“Den nye revolutionære tiltrækning blev tydelig i USA i tresserne, til fortrydelse for marxisterne. Der ligger også noget i den aktuelle sympati for terrorister, fordi de er ‘engagerede’. Jeg har set unge, og også ældre, som er gode, demokratiske liberale, beundrere af fred og ømhed, blive stumme af beundring for individer der enten truer med eller bruger den mest frygtelige vold på grund af bagateller. De har en snigende mistanke om, at de står overfor mennesker, der virkelig har det engagement, som de selv savner. De tror, at det er engagement, og ikke sandhed der tæller. [s. 212]

Alt i alt blev den sofistikerede marxisme til en kulturel kritik af livet i de vestlige demokratier. Af indlysende grunde afholdt den sig fra at kommentere Sovjetunionen på det punkt. Noget af denne kritik var seriøs, andet var overfladisk og kværulantisk. Men intet af den kom fra Marx eller fra et marxistisk perspektiv. Den var, og er, Nietzscheske variationer over vort liv som ‘det sidste menneske’.” [s. 216]

“Når vi nu taler om retten til valg, mener vi, at der ikke er nogen konsekvenser, at afvisning bare er en fordom og skyld bare en neurose. Politisk aktivitet og psykiatri kan snart få bugt med det.” [s. 219]

“Når man betragter de alvorsfulde middelklassefortalere for fødselskontrol, fri abort og let adgang til skilsmisse – med deres sociale engagement, deres humorforladte selvbevidsthed og deres mængder af statistik – så kan man ikke lade være med at synes, at de har rigtigt godt af det. Jeg er ikke ude på at undervurdere fattige, børnerige familiers problemer eller de forfærdende konsekvenser for kvinder der bliver banket og voldtaget. Men ingen af disse problemer hører egentlig hjemme i middelklassen, som ikke reproducerer sig selv overvældende, som sjældent bliver voldtaget og slået, men som får mest ud af de ting, den selv foreslår. Hvis bare et af dens forslag ville betyde afkald på en frihed, eller glæde for den og dens klasse, så ville den virke mere troværdig. Nu bidrager alle dens forslag blot til egne valgmuligheder, i den moderne betydning af ordet valg. Motiver, der er så let gennemskuelige, burde ikke være basis for moralsk selvbehagelighed. [s. 227]

“Jeg har aldrig mødt nogen, der sagde: ‘Jeg tror, hvad ieg tror – det er mine værdier.’ Der er altid argumenter. Nazierne havde dem, kommunisterne har dem. Tyve og sutter har dem. Måske findes der folk, der ikke føler trang til at forsvare sig selv, men så må de enten være vagabonder eller filosoffer. Men disse ord er ikke begrundelser, og det var de heller ikke tænkt som. Tværtimod blev de dannet for at vise, at vores dybe, menneskelige behov for at vide hvad vi gør og for at være gode, ikke kan opfyldes. Men ved et mirakel blev netop disse termer vores berettigelse: Nihilisme som moralisme. Det er ikke det umoralske ved relativismen, der ryster mig. Det, der forbløffer og deprimerer, er den dogmatisme, hvormed vi accepterer en sådan relativisme, og vores sorgløse ligegyldighed over for, hvad den betyder for vore liv. [s. 229f]

“Jeg ser hele tiden et bestemt ugebladsbillede for mig som symbol på vores nuværende intellektuelle tilstand. Det forestiller en franskmand, der plasker sorgløst rundt i bølgerne ved stranden og nyder den betalte ferie, som Leon Blums folkefrontsregering havde skaffet ham. Året var 1936, samme år, som Hitler fik lov at besætte Rhinlandet. Alt, hvad vi kan tænkes at stræbe efter, er denne form for ferie.” [s. 231]

“Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland var højreorienteret, mens den i USA lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op over for massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme.” [s. 308]

“Hele tresseroprøret havde til hensigt at fremskynde vores bevægelse i de retninger, vi allerede var inde på, og aldrig rigtig at stille spørgsmål ved disse retninger. Det var en øvelse i egalitær selvtilfredsstillelse, der strøg alle de træk i universitetsforløbet, som ikke passede med vores særlige følelser og smag lige på det tidspunkt.” [s. 314]

Hitler blev det princip, der regulerede samvittigheden: ‘Du ville vel heller ikke adlyde Hitler, eller hvad?’ Så forfinet var evnen til at skelne moralsk blevet – det skulle være indlysende, at de folkevalgte amerikanske embedsmænd og lovligt vedtagne forbunds-, stats- og lokale love ikke havde mere legitimitet end Hitler.” [s. 320]

“Cornell var i frontlinien, når det gjaldt visse strømninger i humaniora og politik. Det havde i flere år hvidvasket venstreorienterede franske idéer i sammenlignende litteratur. Fra Sartre over Goldmann til Foucault og Derrida skyllede de, bølge efter bølge, ind over Cornells kyst… Den intellektuelle antiuniversitets-ideologi jeg har talt om, fandt sit udtryk i disse omstændigheder, eftersom universitetet kunne tænkes at blive historiens scene. Lucien Goldmann fortalte mig, få måneder før sin død, at han var glad for at have levet længe nok til at se sin ni-årige søn smide en sten gennem en butiksrude i Paris i 68. [s. 348]

“Samfundsfagene havde interesse for alle, der havde et program, som interesserede sig for velfærd, fred og krig, lighed, race- og sexdiskrimination. Denne interesse kunne gå ud på at få fat i fakta – eller at få dem til at passe med deres idéer og påvirke offentligheden. Fristelsen til at ændre på kendsgerningerne er enorm i disse fag… Alle ville have samfundsvidenskabernes historie til at passe til deres ønsker og behov. Hobbes sagde, at hvis det faktum, at to og to er fire, skulle blive et politisk spørgsmål, så ville der komme en fraktion, der benægtede det.” [s. 350]

“Men der er uafviselige, formodet uvidenskabelige elementer i statskundskab. Udøverne i disse grene af faget kan ikke overvinde deres uforklarede og uforklarlige politiske instinkter – deres bevidsthed om, at politik er den virkelige scene for godt og ondt. De begraver sig derfor i samfundsstudier, som åbent eller skjult har handling som mål. Forsvar af friheden, undgåelse af krig, udbredelse af ligheden – flere aspekter af retfærdighed i handling – er varme studieobjekter. [s. 361f]

Vi fascineres af smart, tysk filosofisnak i stedet for de virkelige alvorlige ting. Det bliver ikke det sidste forsøg fra de detroniserede humanistiske fag på at finde et fantasirige, der lefler for den populære, demokratiske smag.” [s. 377]

Flere citater fra Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald.

Oploadet Kl. 12:52 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper