20. december 2017

Lektor: “Flere undersøgelser har vist, at AfD’s vælgere er et bredt tværsnit af den tyske befolkning…”

Kommentar af lektor Søren Lind Jensen i Jyllands-Posten – Ideologi forblænder udsynet.

“Som medlem af JP’s søndagspanel leverede Claus Bryld (CB) 10/12 et på mange måder udmærket bidrag. Helt galt går det dog for den tidligere VS’er og RUC-historieprofessor i konklusionen, hvor han skriver: ‘… at holdninger, der minder om nazitidens, stadig findes i Tyskland i skikkelse af det nye parti Alternative für Deutschland (AfD).’

Jeg håber ikke, at historieprofessoren viderebringer en sådan form for manglende research til sine studerende. Præamblen i AfD’s partiprogram indledes med følgende ord: ‘Vi er liberale og konservative. Vi er frie borgere i vort land. Vi er overbeviste demokrater.’ Læser man partiprogrammet, er det svært at se den kobling, som CB lavede i sit indlæg i søndags. Magtens tredeling, direkte demokrati med henvisning til Schweiz og arven fra revolutionerne i 1848 og 1989 fremhæves i AfD’s partiprogram. …

Hver eneste gang AfD holder landsmøde, råber den venstreorienterede presse ‘højredrejning’. Efter AfD’s ottende og seneste landsmøde forrige weekend kan partiet vist ikke komme længere ud af den tangent, hvis altså man skal tro på pressens meldinger. Pudsigt nok blev et tidligere SPD-medlem valgt ind i partiets hovedbestyrelse.

[…]

Flere undersøgelser har vist, at AfD’s vælgere er et bredt tværsnit af den tyske befolkning, hvad angår uddannelse, indkomst og alder. Der er dog en overvægt af mænd og vælgere i de østtyske delstater. Geografisk fordelte AfD’s valgresultat på 12,6 pct. sig ret ujævnt. Partiet står svagest i de nordvestlige delstater, mens partiet rammer dets landsgennemsnit i de to rige sydvestlige delstater Bayern og Baden-Württemberg. AfD’s stemmer ved forbundsdagsvalget blev især hentet fra skuffede tidligere CDU/CSU-vælgere og SPD-vælgere.

CB nævner i sin artikel om Tyskland ikke de to forhold, som har politiets og efterretningstjenestens største opmærksomhed, nemlig den ekstremt voldelige venstreradikale autonome scene i de store tyske byer med tråde til Die Grünen og Die Linke. Hos sidstnævnte sidder der i øvrigt stadig tidligere Stasi-medarbejdere i Forbundsdagen.

Det andet forhold kan man læse om i kriminalitetsrapporten for 2016, som blev fremlagt i april af indenrigsministeren. Den viste en stigning i voldskriminaliteten i 2016 på hele 9,9 pct. sammenlignet med 2015 og en vækst på 52,7 pct. i antallet af anholdte og sigtede immigranter for kriminelle forseelser. Indenrigsministeren, Thomas de Maizière (CDU), sagde: ‘Stigningen i voldskriminaliteten skyldes hovedsagelig immigranter og asylansøgere’, og ’80 pct. af al vold, der udøves imod immigranter, begås af andre immigranter’.

Kunne det forholde sig sådan, at fascismen, som Claus Bryld ser i tide og utide, kunne have andre gevandter, end han kan lide at erkende?”

Oploadet Kl. 20:33 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


16. august 2016

Historikere kritiserer Dansk Samlings brug af Hvidsten Kro: Fortæller ikke at Niels Fiil var medlem…

Jyllands-Posten lader to historikere postulere at Dansk Samling misbruger Hvidsten Kro, og glemmer så lige at fortælle, at Niels Fiil faktisk var medlem af Dansk Samling. Katrine Winkel Holm renser luften – Historikernes hysteriske Hvidsten-reaktion.

“Når man spadserer rundt på stedet, kan man ikke undgå at bemærke, at Marius og Gudrun Fiil ikke alene var nationale. Nej, de var meget nationale. Bl.a. finder man en mindesten for Genforeningen, der markerer, at målet ikke er nået, før også Sydslesvig er blevet dansk.

Her lå Fiil’erne på linje med partiet Dansk Samling, og sønnen og Hvidstengruppemedlemmet Niels Fiil var da også medlem af dette parti, der spillede en gigantisk rolle som udklækningssted for modstandsfolk og i det hele taget for illegal virksomhed.

Derfor giver det god mening, at det nuværende Dansk Samling i dag holder et årligt partimøde på Hvidsten Kro, og offentligt hylder Hvidstengruppens kamp for Danmark. Totalt ukontroversielt skulle man mene. Hvem kan være forarget over det?

Det kan de officielle modstandshistorikere med Claus Bryld i spidsen. I en stort opsat artikel her i avisen haglede fordømmelsen ned over Dansk Samling. Partiet gør skyldig i et ‘misbrug’ og opfører sig ’stærkt kritisabelt’ mener Claus Bryld. Ja, det er ligefrem ‘uanstændigt’ at ‘Dansk Samling refererer til Hvidstengruppen’, hævder formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting.

Lad os begynde med Gyrstings udtalelser. De nærmer sig det direkte idiotiske. For siden hvornår er det blevet ‘uanstændigt’ at referere til fortiden? At lytte til den. At lade sig inspirere af den. At lade modstandsfolkenes kamp for Danmark tale til os i dag?

Var det ikke lige præcis fortiden, Hvidstengruppen lod sig inspirere af? Hvorfra havde de ellers hørt om det, som Marius Fiil kalder ‘Danmarks sag’? Det var selvfølgelig årstal som 1864 og 1920 der spillede ind og gjorde, at de følte sig forpligtede på Danmarks sag. Og siden hvornår er historikere blevet så uhistoriske, at de kan insinuere, at modstandsarbejdet ikke var politisk i den forstand, at det var opgør med med bestemte politiske partiers linje? I det hele taget:

Hvordan kan man forarges over, at eftertiden føler sig inspireret og forpligtet af Hvidstengruppen, når Marius Fiil i sit afskedsbrev direkte forpligter efterkommerne til at synge danske sange og ‘bevare alt, hvad der er dansk’.”

(Jyllands-Posten, 12. august 2016: Kritik fra historikere…)

Oploadet Kl. 03:38 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


10. juli 2016

Professor emeritus: Enhedslisten er nationale socialister, men socialismen bør være internationalistisk

Ræverøde Claus Bryld kritiserer i Dagbladet Information Enhedslisten for med sin modstand mod EU, ikke at være internationale nok. Partiets modstand mod EU deles af Dansk Folkeparti, hvad for Bryld minder om “det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse”. Se eventuel tidligere post om den tyske Eiheitsliste anno 1933.

Professoralt læserbrev i Information, der ganske godt illustrere hvordan sunde færdrelandskærlige paroler i en venstreradikal optik er udtryk for farlig nationalisme – Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister.

“Hvad bunder Enhedslistens taktiske alliance med Dansk Folkeparti i? spørger Aksel Færk (29. juni). Han anfører selv, at Enhedslisten ikke længere er et ‘europæisk venstreorienteret parti. …’

Jeg er enig i denne påstand. Men Færk giver ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad alliancen med DF egentlig bunder i.

For at forstå det, tror jeg, man må bruge en idéhistorisk tilgang. Svaret skal findes i den danske venstrefløjs binding til det nationale, som man første gang så med Socialdemokratiets ‘Danmark for Folket’-politik i 1930’erne.

… Fra slutningen af 1930’erne og forstærket efter 1941 slog DKP ind på en folkefrontslinje, som under besættelsen ligefrem blev til en ‘national front’, der gik ud på i samarbejde med borgerskabet at smide tyskerne ud af landet. I det lys var den nationale linje forståelig. … På mange måder holdt DKP dog siden fast ved det nationale – det kunne nu bruges mod f.eks. NATO – men kæden sprang for alvor af i 1971-72 under kampen om dansk medlemskab af EF. Her fremførte DKP rene nationalistiske paroler som ‘Her går grænsen!’ og andet af samme skuffe.

Mit svar på Færks spørgsmål er altså, at den bizarre holdning, Enhedslisten indtager til EU, med krav om udmeldelse, er en idémæssig arv fra den gamle arbejderbevægelse, især fra DKP. …

Brexit går hånd i hånd med den nye nationalisme og populisme. Og når man lytter til den danske debat, er der ikke den store forskel til, hvad Søren Søndergaard og Pernille Skipper fremfører. … Enhedslistens taktiske alliance med DF minder, sat på spidsen, om det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse…

Oploadet Kl. 10:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


11. februar 2015

Claus Bryld: ‘Muslimske krigsfrivillige’ i Islamisk Stat er ikke landsforrædere, begrebet er ‘meningsløst’

For internationale socialister giver ‘landsforræderi’-begrebet naturligvis ikke mening. Kronik af historiker Claus Bryld i søndagens Jyllands-Posten – Landsforræderi – et forældet begreb.

“For nylig har det været diskuteret, om de unge muslimer, der melder sig til krigstjeneste for IS i Irak og Syrien, er landsforrædere. … Men er de landsforrædere? Nogle hævder det, men Danmark er jo ikke i krig med IS, kun i ‘væbnet konflikt’. Det er ‘krig’, der forlanges, hvis straffelovens forræderibestemmelser skal anvendes. Desuden kan man næppe fremskaffe beviser.

Begrebet landsforræderi er relativt i en grad, så det ofte bliver meningsløst, og anvendelsen af det på de muslimske krigsfrivillige kan kun forflygtige diskussionen. Når politikerne bruger det, tjener det da også kun et politisk formål forstået sådan, at det fremhæver dem selv og deres meningsfæller som de sande patrioter – dem der er loyale over for den danske nation – mens de, der melder sig til IS, er illoyale – og dermed landsforrædere. Men hvordan kan de vide det? Støtte til IS og det såkaldte kalifat er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med illoyalitet over for den danske stat. Masser af mennesker i dag har en dobbelt eller måske tredobbelt loyalitet. Nogle har dobbelt statsborgerskab, og loyalitet mod f.eks. EU er jo også et brud på den enstrengede loyalitet, som kendetegner den rene nationalstatslige identitet, der herskede til og med Første Verdenskrig. Siden er hele loyalitetsspørgsmålet blevet ekstremt komplekst og kan kun forstås i en historisk sammenhæng.

[…]

Margret Boveri kunne naturligvis ikke forudse situationen i begyndelsen af det 21. århundrede, men hendes iagttagelser er siden blevet mere end bekræftet. Med masseindvandringen fra 1960’erne, som de vestlige lande selv tog initiativet til, fordi de manglede arbejdskraft, er samfundene i stadig højere grad blevet ‘multisamfund’, dvs. multietniske, multireligiøse og multikulturelle. Og i kraft af deres tætte samarbejde er de også blevet mere internationalistiske eller kosmopolitiske.

Loyalitetsforholdene er mangfoldige. Jo før demokratierne ser dette i øjnene, jo lettere vil de også have ved at indrette deres samfund efter det, så der bliver fuld tanke- og trosfrihed for alle. Det betyder ikke, at totalitære tankeretninger som salafismen og dermed en organisation som IS skal fredes, men samfundet må se i øjnene, at nogle af dets medlemmer bliver tiltrukket heraf – at der eksisterer forrædere mod demokratiet. De må tolereres, så længe de ikke begår forbrydelser, og det ville være tåbeligt at fare frem med straffeloven, når nogle af dem vender hjem fra borgerkrigene i Syrien og Irak. Målet må være at få dem lodset ind i samfundet igen.

Oploadet Kl. 10:50 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


27. september 2013

Professor: På RUC talte man ikke om faglighed som noget isoleret, men om ‘det faglig-politiske arbejde’

Mandagens kronik af Claus Bryld er værd at fremhæve, mest fordi hans fremstilling virker oprigtig, selvom han på mange måder er en integreret del af problemet. Fra Jyllands-Posten – Karl Marx og den danske venstrefløj.

“Men tilbage til tredje fase, der udspiller sig i 1960′ erne og 70′ erne.

Først vil jeg lige sige lidt om det politiske landskab på venstre-fløjen i den periode. Hos socialdemokraterne var der ikke nogen egentlig teoretisk debat. De var engageret i opbygningen af velfærdsstaten, der mere byggede på ad hoc-løsninger og det, man med et udtryk fra vistnok Karl Popper har kaldt “piecemeal social engineering”.

Efter min mening var velfærdsstaten i sidste ende inspireret af socialistiske idéer, der for manges vedkommende kan føres tilbage til Marx, men det blev ikke ekspliciteret af socialdemokraterne og er svært at begribe idéhistorisk.

Den del af venstrefløjen, der opstod efter Aksel Larsens eksklusion fra DKP i 1958, var jo ikke tilhænger af velfærdsstaten, der videreførte kapitalismen, men ønskede et socialistisk Danmark uden privat ejendomsret til de samfundsmæssige produktionsmidler. SF’s to store paroler ved folketingsvalget i 1960 var afrustning og socialisme, og det var en socialisme, der ville afskaffe kapitalismen, ikke blot moderere den som socialdemokraterne.

Heller ikke på venstrefløjen i og omkring DKP havde der været nogen egentlig teoriudvikling efter Anden Verdenskrig. DKP hyldede en ortodoks marxisme med den dialektiske materialisme og hele pivetøjet fra Engels’ tid, og dertil var der kommet leninistiske og især stalinistiske elementer ind. Så sent som i 1960 skrev Ib Nørlund om arbejderklassens absolutte forarmelse, også i det danske samfund.

Så derfra kunne man hverken vente sig nogen fornyelse politisk eller teoretisk.

Det nye skete i og omkring SF og så de bevægelser, der begynder at opstå med kampagnen mod atomvåben som pioneren. SF var det første såkaldt eurokommunistiske parti, og i 1963 fik partiet et principprogram, hvor de nye idéer om afrustning, neutralisme og overgang til socialisme med selvforvaltning osv. var formuleret. Det bekendte sig også til marxismen…

I 1967-68 opstod VS så – partiet er i øvrigt lige blevet nedlagt for i stedet at gå helt op i Enhedslisten – og de fleste af de universitetsmarxister, jeg skal tale om, befandt sig i eller omkring dette parti. Det var det, man også kaldte for ‘ det udogmatiske venstre’. …

På RUC, hvor jeg arbejdede fra 1973, talte man ikke om faglighed som noget isoleret, men om det faglig-politiske arbejde. Studierne skulle ikke alene være samfundsrelevante, som var parolen i oprørets begyndelse, de skulle hjælpe i kampen mod kapitalen både på det praktiske plan og på det bevidsthedsmæssige.

Arbejderne og andre lønafhængige, der udgjorde langt den største del af befolkningen, skulle bevidstgøres om deres interesser, som i sidste instans var en frigørelse fra kapitalens tvang og en overgang til et socialistisk eller kommunistisk samfund.

Det universitet, jeg var på, altså RUC, er det, jeg ved mest om. Det var jo helt nyt, og lærerstaben blev besat med unge sociologer, politologer og historikere fra hovedsagelig Københavns Universitet og fra læreanstalter i Sverige, hvor radikaliseringen var sket lidt tidligere end i Danmark.

Der var nogle få socialdemokrater blandt dem, bl. a. Bent Rold Andersen, og en gruppe DKP’ere, men langt de fleste var VS’ere og mere eller mindre skolede marxister. … Lærere, der ikke var marxister, blev stillet for en slags folkedomstole, og af til var stemningen så ladet med venstreradikalisme, at man følte sig hensat til Maos folkerepublik.

Somme tider tænker jeg på, hvad der er blevet af alle disse glødende marxister, for jeg synes egentlig ikke, de i særlig grad har præget samfundsdebatten efter 70’erne, men måske begav de sig ind på den vej, som en tysk marxist med et godt udtryk har kaldt “den lange march gennem institutionerne”.”



14. maj 2013

Forsker: ‘Irregulære indvandrere’ bør ikke sendes hjem igen – NGO’ere: ‘Asylbørn’ skal ud af centrene

Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)



13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    20. april 2008

    Professor Claus Bryld: Fogh ligner Scavenius, som “lagde Danmark tæt op ad Nazityskland”

    Selvom Fogh har sine mangler set fra en nationalkonservativ vinkel, så må man jo nok sige, at han alt i alt har gjort det aldeles fremragende. Om den yderste venstrefløjs forhold til manden de spåede ville indføre minimalstaten, er det blot at sige – at det er bedre de er sure på ham og os, end vi på dem.

    Klynkende RUC-professor i fredagens Politiken, hvor Cavling-nominerede Mathias Seidelin blotlægger egne definitioner – Professor Claus Bryld: Fogh ændrede tidsånden i Danmark.

    Ifølge Claus Bryld formåede Fogh at indføre en populisme i dansk politik, som vil blive afgørende for hans politiske eftermæle:

    »Fogh har været en meget dygtig taktiker og meget dygtig til at holde sammen på sin regering. Han vil blive betragtet som en stor politisk ræv, der egentlig ikke havde ret mange overbevisninger, men som var i stand til at stikke fingeren i luften og mærke, hvor vinden bar hen… Deltagelsen i Irakkrigen, den hadske retorik over for flygtninge og indvandrere. Her vil historikerne sige, at Fogh skabte strukturelle problemer for Danmark ved at forstærke modsætningerne i samfundet«.

    Så han vil blive husket for at han havde et værdimæssigt sammenfald med den yderste højrefløj?

    »Ja, altså det er jo der højrepopulismen og nationalismen ligger, og Fogh indførte selv en vis form for nationalisme, som især stammer fra Dansk Folkeparti. Og det vil fremgå af historiebøgerne, igen forudsat, at der ikke er sket noget helt nyt i Danmark. Så vil man mene, at Danmark under Fogh lukkede sig om sig selv«.

    Men Fogh har jo deltaget meget aktivt på den internationale scene. Hvordan hænger det sammen?

    »Ja, men mest som kriger. Hans følgagtighed over for USA’s præsident Bush – som amerikanske historikere i øvrigt betragter som en af de værste præsidenter i USA’s historie – vil blive negativt bedømt. Også af mainstream-historikere. Den mere ondskabsfulde historiker vil skrive, at Fogh havde en parallel med Danmarks tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, som under besættelsen lagde Danmark tæt op ad Nazityskland dog uden direkte at gå i krig. Danmark har altid holdt sig til den største stormagt. Og på den måde kom Foghs politik – altså bare ud fra en højreorienteret position – til at minde om Scavenius’ politik, sådan at Danmark mistede sin udenrigspolitiske selvbestemmelsesret«…

    Vil Muhammedkrisen blive husket?

    »Afgjort. Ved at nægte at tale med de muslimske ambassadører begik manden som næsten aldrig fejlede, en stor taktisk fejl«.

    Hvordan vil han blive husket som Venstres formand?

    »Som en formand, der sjovt nok ikke gennemførte Venstres program. Men Fogh ændrede tidsånden i Danmark. Og så lagde han grundlaget for, at uligheden steg til et niveau, som kan sammenlignes med Storbritannien med mange fattige, men også med mange rige og en stor middelklasse, som støtter Foghs liberal-konservative politik. Staten fik under Fogh en nærmest autoritær magt. Den blandede sig i alt. For eksempel på uddannelsespolitikken, hvor regeringen indførte nationale standarder i skolerne«.”

    Bonus-lyrik.

  • 9/2-07 Berlingske Tidende – OPRØRER for altid (Anisette Koppel om Fogh-juntaen).
  • “Lige pludselig gik det op for os: ’Gud, nu har vi gået og spillet støttekoncerter for at befri folk i for eksempel Chile fra juntastyret, og så ser man det lige pludselig foran os’. Det, vi har kæmpet for i andre lande, er lige pludselig i vores egen baghave.

    

    20. januar 2007

    Hans Hauge: “… nu siger de, at al videnskab skal være upolitisk og uideologisk”

    Fra dagens Jyllandsposten. Hans Hauge om Historien.

    “De er for tiden vrede over, at professor Bent Jensen har fået 10 mio. kr. til at forske i Den Kolde Krig. Det er sådan, at alle universitetsansatte stort set ikke tænker på andet end, hvordan de kan rage forskningspenge til sig. Det gør de, så de kan blive fri for at undervise sure og altid klagende studenter. Forskning gør fri. På det seneste har nogle politisk korrekte ideologer på Københavns Universitet raget en masse millioner til sig. De skal forske i lighed og racisme og den gode multikulturalisme. Og det er jo helt fint, for det er på linje med SF. Det er ikke politisk. På Syddansk Universitet har de fået en masse millioner til at forske i kulturradikalisme og PH. Det er ikke politisk, for det er helt på linje med Det Radikale Venstre. Nu er der sket det fuldstændig uhørte, at en historiker, der ikke blot er anti-marxist, som ikke er medlem af Socialdemokratiet, og som endog er kritisk over for SF, har fået forskningspenge. Derfor er hans forskning ideologisk og politisk.

    Historikerstanden har aldrig kunnet forlige sig med, at der fandtes en, Bent Jensen, der ikke ville makke ret. Det er nemlig uredeligt at være højreorienteret.

    … i gamle dage grinede vi hånligt, når vores højreorienterede professor sagde, at videnskab skulle være objektiv. Han føjede til, at han godt vidste, den ikke kunne være det, men man skulle tilstræbe det. Hvor latterligt. Videnskab var da ikke værdifri, men politisk, og de professorer, der ikke anerkendte det, skulle fjernes og de blev fjernet. Så var lærestolene tomme, men de skulle besættes. Heldigvis stod en hel generation af progressive historikere klar i kulissen, og de kunne Karl Marx udenad og lave gabende kedelig historisk-materialistisk historievidenskab. De blev rektorer, doktorer og professorer og fordelte penge til hinanden, fordi de sad i de rette forskningsråd og der sidder de såmænd endnu. Når en socialist ansætter en anden socialist, hedder det forskningsfrihed, objektivitet, faglighed og andre fine ting.

    Jeg kom til at tænke på historien, da jeg så den røde historieprofessor Claus Bryld i tv. Og hvad sagde han? Ordret det samme som de reaktionære professorer sagde under studenteroprøret. Videnskab skal tilstræbe at være objektiv og upolitisk. Før de blev professorer, sagde de, at al videnskab er politisk og ideologisk, nu siger de, at al videnskab skal være upolitisk og uideologisk. Her gentager historien sig som en ren farce.

    

    17. maj 2005

    Erik Lau Jørgensen om Claus Bryld der gør valget i ’43 til bevis for danskernes tilfredshed

    Fra dagens Jyllands-Posten, et glimrende indlæg rettet mod P1 og den opfattelse af besættelsestidshistorien der prædikes på kanalen – senest med historiker Claus Bryld. Her det vigtigste fra Erik Lau Jørgensens Historikernes fuskeri:

    I Danmarks Radios P 1 Debat efter middagsradioavisen forrige søndag fik historikeren Claus Bryld endnu en gang mulighed for at fortælle sin version af besættelsestidens historie, som blandt andet også rummer den påstand, at samarbejdspolitikken fra 9. april 1940 til 29. august 1943 i det store og hele var i god overensstemmelse med, hvad det store flertal af danskere tænkte og sagde.

    Som argument fremfører han, at 95 pct. af de afgivne stemmer ved folketingsvalget 23. marts 1943 gik til de partier, der stod bag samlingsregeringen.

    Men netop den påstand er en skæbnesvanger fejltagelse, som ikke bare Claus Bryld, men flere af nutidens historikere gør sig skyldige i med det resultat, at enhver, der hører det, må tro, at befolkningen stort set var enig i samarbejdsregeringens positive holdning over for besættelsesmagten. Det er utroligt, at ingen af disse historikere har villet eller evnet at grave et spadestik dybere for at finde ud af, hvad folk i almindelighed følte og gav udtryk for under Besættelsen. […]

    Det var alt andet end en blåstempling af samarbejdspolitikken. Det var en uforbeholden bekendelse til danskhed og demokrati.

    Valgdeltagelsen kom op på 90 pct., og 95 pct. af de afgivne stemmer faldt på de gamle partier, som i øvrigt også Christmas Møller fra London og flere ledende modstandsfolk havde anbefalet. Altså det stik modsatte af, hvad de moderne historikere har fundet ud af.

    Vi ved også, takket være Tage Kaarsted, at Frits Clausen efter valget over for Werner Best gav udtryk for stor bitterhed over, at valget var blevet en »folkeafstemning for demokratiet mod Tyskland,« og at Werner Best takket være valget fandt ud af, at han ikke kunne bruge Frits Clausen til noget som helst. Han fik kun et par procent af stemmerne.

    Oploadet Kl. 07:55 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper